Gå til indhold
Tilbage til søgning

Højesteret stadfæster landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling, og tiltræder dermed, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af tiltalte var opfyldt, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 2, jf. stk. 3

HøjesteretStraffesag3. instans21. december 2023
Sagsnr.: 8/24Retssagsnr.: SS-52/2023-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
SS-52/2023-HJR
Sagstype
Øvrige straffesager
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
8/24
Sagsemner
Udlændinge
Sagsdeltagere
Rettens personaleOliver Talevski; PartsrepræsentantJytte Lindgård; Rettens personaleRikke Foersom; PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleMichael Rekling; Rettens personaleJulie Arnth Jørgensen; Rettens personalePoul Dahl Jensen

Kendelse

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt torsdag den 21. december 2023  

Sag 52/2023

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

(advokat Jytte Lindgård, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Hillerød den 4. april 2023 (9-6294/2022) og af Østre Landsrets 25. afdeling den 19. april 2023 (S-965-23).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Oliver Talevski, Rikke Foersom og Julie Arnth Jørgensen.

Påstande

Tiltalte har nedlagt påstand om, at anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling af ham ikke burde være taget til følge som sket ved landsrettens kendelse af 19. april 2023.   

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Tiltalte er statsborger i Bangladesh. Han blev den 7. oktober 2022 an-holdt i Københavns Lufthavn og sigtet for dokumentfalsk ved over for politiet at have gjort brug af falsk algerisk pas ved indrejse i Danmark.

Københavns Politi fandt ved en søgning i EU-fingeraftryksregisteret en asylansøgning, som Tiltalte havde indgivet i Grækenland den 7. april 2022.

- 2 -

Den 8. oktober 2022 blev Tiltalte fremstillet i grundlovsforhør i Køben-havns Byret, hvor han blev varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Af retsbogen fremgår bl.a., at Tiltalte oplyste, at han oprindeligt kommer fra Bangladesh, at han kom til Danmark med fly fra Grækenland, hvor han havde opholdt sig i 3 år, og at han ønskede at søge asyl i Danmark.

Ved Københavns Byrets dom af 8. november 2022 blev han for brug af det falske pas idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 171, jf. § 172, stk. 1, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Byretten bestemte samtidig, at han skulle forblive va-retægtsfængslet i 14 dage i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1.

Med henvisning til, at Tiltalte havde søgt asyl i Grækenland, anmodede Hjemrejsestyrelsen den 14. november 2022 de græske myndigheder om at ”take over Mr. Tiltalte ”.   

Den 15. november 2022 oplyste de græske myndigheder Hjemrejsestyrelsen om, at Tiltaltes asylsag var verserende, og at anmodningen skulle rettes til den græske ”Dublin Unit ”.   

Den 15. november 2022 havde Hjemrejsestyrelsen en telefonsamtale med Tiltalte. Af styrelsens notat af samme dato fremgår bl.a., at han gav udtryk for, at han fortsat ønskede at søge asyl i Danmark. Han oplyste, at han havde søgt asyl i Grækenland, hvor han også ønskede at få sin sag behandlet.   

Hjemrejsestyrelsen skrev samme dag til Udlændingestyrelsen angående Tiltaltes asylsituation.   

Af Hjemrejsestyrelsens notat af 16. november 2022 fremgår bl.a., at Udlændingestyrelsen telefonisk havde oplyst, at det ikke var muligt at forhandle Tiltalte til Grækenland efter Dublin-forordningen.

Den 17. november 2022 sendte Hjemrejsestyrelsen sagens akter til Udlændingestyrelsen med henblik på behandling af hans asylansøgning i Danmark.   

- 3 -

Ved kendelse af 22. november 2022 forlængede Københavns Byret fængslingen af Tiltalte i 27 dage i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2.   

Den 24. november 2022 afholdt Udlændingestyrelsen samtale med Tiltalte om hans asylsag.

Af Hjemrejsestyrelsens notat af 9. december 2022 fremgår bl.a., at Udlændingestyrelsen hav-de været i kontakt med de græske myndigheder, som havde oplyst, at Tiltalte den 28. juni 2022 havde fået afslag på asyl i Grækenland.

Hjemrejsestyrelsen kontaktede den 31. januar 2023 Udlændingestyrelsen angående status i asylsagen. Udlændingestyrelsen oplyste, at de græske myndigheder den 13. januar 2023 hav-de besvaret en forespørgsel fra Udlændingestyrelsen, og at Udlændingestyrelsen den 17. janu-ar 2023 havde sendt oplysninger fra Grækenland til oversættelse. Udlændingestyrelsen oply-ste desuden, at det var forventningen, at der kunne træffes afgørelse om asyl kort tid efter modtagelsen af de oversatte dokumenter fra Grækenland.

Ved mail af 7. februar 2023 oplyste Udlændingestyrelsen, at styrelsen havde modtaget de græske dokumenter, og derefter havde vurderet, at asylsagen skulle fortsætte i normalproce-dure. Tiltalte ville derfor igen blive indkaldt til en samtale med Udlæn-dingestyrelsen. Det var dog ikke muligt at oplyse, hvornår han ville blive indkaldt, eller hvor-når der ville kunne træffes afgørelse i asylsagen.   

Hjemrejsestyrelsen anmodede den 24. og 28. februar 2023 Udlændingestyrelsen om status i asylsagen. Udlændingestyrelsen svarede den 28. februar 2023, at Tiltalte forventeligt ville blive indkaldt til asylsamtale i marts eller april. Hjemrejsestyrelsen gjorde herefter Udlændingestyrelsen opmærksom på, at Tiltalte var varetægts-fængslet.

Ved kendelse af 7. marts 2023 bestemte Retten i Hillerød, at Tiltalte skul-le forblive varetægtsfængslet indtil den 4. april 2023 i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2. Begrundelsen lyder:

- 4 -

”Den 28. februar 2023 har Udlændingestyrelsen modtaget de oversatte akter fra Græ-kenland, hvorfor man snarest vil indkalde udlændingen til en samtale. Det er oplyst, at denne samtale forventes afholdt i marts eller april måned. Idet udlændingen er vare-tægtsfængslet forventes sagen hastebehandlet og prioriteret af Udlændingestyrelsen.

Retten finder ikke på nuværende tidspunkt, at en fortsat varetægtsfængsling vil stride imod proportionalitetsprincippet.   

Grundlaget for rettens tidligere kendelser, herunder senest af 9. februar 2023 samt Østre Landsrets kendelse af den 18. januar 2023 er fortsat til stede, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 2.”

Den 28. marts 2023 oplyste Udlændingestyrelsen, at der var blevet afholdt samtale med Tiltalte den 27. marts 2023, at hans advokat havde fået frist for bemærknin-ger til den 11. april 2023, og at der hurtigst muligt derefter ville blive truffet afgørelse i sagen.

Den 4. april 2023 bestemte Retten i Hillerød, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet indtil den 2. maj 2023 i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2. Begrundel-sen lyder bl.a.:   

”Udlændingestyrelsen har den 28. marts 2023 afholdt samtale med udlændingen om hans asylansøgning. Udlændingens advokat har fået en frist til den 11. april 2023 til at komme med sine bemærkninger. Udlændingestyrelsen vil herefter træffe afgørelse i asylsagen.

Grundlaget for rettens kendelse af 7. marts 2023 er fortsat til stede, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 2.”

Tiltalte kærede kendelsen til landsretten med påstand om løsladelse.   

Den 12. april 2023 meddelte Udlændingestyrelsen Tiltalte afslag på asyl. Udlændingestyrelsen orienterede samme dag Hjemrejsestyrelsen herom.

Den 14. april 2023 afholdt Hjemrejsestyrelsen en ”tænkepausesamtale ” med Tiltalte, der oplyste, at han ønskede at klage over afslaget til Flygtningenævnet.

Landsretten stadfæstede den 19. april 2023 byrettens kendelse af 4. april 2023 om fortsat va-retægtsfængsling. Landsrettens begrundelse lyder:

- 5 -

”Det fremgår af forarbejderne til hjemrejselovens § 14, stk. 2, at bestemmelsen skal sik-re, at asylansøgere, der er udvist ved dom, afskæres fra at færdes frit her i landet efter straffens udståelse, og indtil udvisningen kan fuldbyrdes. Det følger dog af det alminde-lige proportionalitetsprincip, at der ikke må være et misforhold mellem udvisnings-grundlaget – den forbrydelse, der har medført udvisning – og opretholdelsen af friheds-berøvelsen. En varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, må således kun opretholdes i det omfang, asylbehandlingen ikke trækker unødigt i langdrag.   

Landsretten tiltræder, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter hjemrejselo-vens § 14, stk. 2, er opfyldt, herunder at en proportionalitetsvurdering efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke er til hinder for fortsat varetægtsfængsling, idet asylbehandlingen ikke findes at være trukket unødigt i langdrag.

Herefter, og da det af Advokat anførte ikke kan føre til et andet resul-tat, stadfæster landsretten byrettens ken delse.”

Den 17. maj 2023 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl.   

Varetægtsfængslingen af Tiltalte blev opretholdt ved byrettens efterføl-gende kendelser, senest ved kendelse af 14. september 2023. Fra den 30. maj 2023, og indtil han blev udsendt af Danmark, var han fængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1. Af byrettens kendelse af 14. september 2023 fremgår bl.a., at Hjemrejsestyrelsen den 11. sep-tember 2023 modtog hans rejsedokument og derefter planlagde hans udsendelse.

Den 22. september 2023 blev Tiltalte overdraget til Hjemrejsestyrelsen med henblik på udsendelse til Bangladesh via Istanbul. Han blev løsladt i Københavns Luft-havn samme dag, da han steg ombord på et fly mod Istanbul.   

Retsgrundlag

Hjemrejselovens § 14, stk. 1-3, lyder:

”En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægts-fængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og når mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Udlændingen har ikke fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

- 6 -

Stk. 2. En udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af ud-lændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Stk. 3. Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for va-retægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet herfor og alene er iværksat med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.”

Hjemrejseloven blev indført ved lov nr. 982 af 26. maj 2021. Hjemrejselovens § 14 er en vi-dereførelse af udlændingelovens § 35. Det fremgår af forarbejderne til hjemrejseloven, at der med overførslen af bestemmelsen fra udlændingeloven til hjemrejseloven ikke var tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til, hvad der var gældende ret efter udlændingeloven, og at der skulle ske varetægtsfængsling i samme omfang som hidtil, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 203, pkt. 2.2 og 3.12.3.1.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 3.12.3.1.) fremgår om § 14, stk. 2, endvidere bl.a.:

3.12.3. Den foreslåede ordning

3.12.3.1. Varetægtsfængsling

Endvidere foreslås det i den foreslåede hjemrejselovs § 14, stk. 2, at en udlænding, der har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, skal kunne varetægtsfængsles med henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af beslutningen om udvis-ning.

Varetægtsfængsling vil ikke skulle ske, hvis det er overvejende sandsynligt, at den på-gældende som værende af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil få op-holdstilladelse efter reglerne om asyl.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, vil i øvrigt finde anvendelse. Der skal dog altid fastsættes en frist for vare-tægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling eller foran-staltning, der træder i stedet herfor, og alene er iværksat med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. skal fastsættes af ret-ten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

- 7 -

Ved varetægtsfængsling af en asylansøger efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, vil Hjemrejsestyrelsen endvidere skulle indhente en udtalelse fra udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet og øvrige relevante udlændingemyndigheder om den pågælden-des asylsag til brug for vurderingen af, om der skal ske varetægtsfængsling. Retten skal dernæst træffe afgørelse om eventuel varetægtsfængsling.”

Af de specielle bemærkninger til hjemrejselovens § 14, stk. 2 og 3, fremgår bl.a. (anf.st., s. 160 f.):

”Det fremgår … af udlændingelovens § 35, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 (asyl), og som er ud-vist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning. Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægts-fængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængslingen eller foranstalt-ning, der træder i stedet herfor, alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor ud-lændingen er tilbageholdt. Der kan endvidere foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter § 37 a, stk. 3-7, jf. udlændingelovens § 35, stk. 3.

Det tilfalder retten at træffe afgørelse om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35.

Hjemrejsestyrelsen overtog opgaven med at sikre en udlændings udrejse fra politiet den 1. august 2020, undtaget opgaver der omfatter anvendelse af magt eller tvang, som følge af den kongelige resolution af 19. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946 af 12. sep-tember 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Politiet varetager i praksis efter anmodning en fremstilling af udlændingen for retten. Hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver. Den bør således regulere udlændinges forhold fra det tidspunkt, de har modtaget en endelig afgørelse om, at de ikke skal opholde sig i Danmark, og til udlændingen udrejser.

Det foreslås, at der i hjemrejseloven fastsættes adgang til varetægtsfængsling som hidtil efter udlændingeloven.

Det foreslås … i § 14, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholds-tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter ud-lændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre asylansøge-rens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Der vil således kunne ske varetægtsfængsling efter endelig dom og efter endt afsoning, og indtil asylansøgeren enten opnår opholdstilladelse efter reglerne om asyl (udlændin-gelovens § 7), opholdstilladelse på andet grundlag eller kan udsendes af landet. Opnår udlændingen efterfølgende asyl, vil der ikke kunne ske varetægtsfængsling efter be-stemmelsen, og den pågældende udlænding vil således skulle løslades. Dette gælder al-lerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, L191 som fremsat, side 5633.

- 8 -

Varetægtsfængsling vil ikke skulle ske, hvis det er overvejende sandsynligt, at den på-gældende på baggrund af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil få opholds-tilladelse efter reglerne om asyl (udlændingelovens § 7).

Varetægtsfængsling vil endvidere altid skulle ske efter en konkret og individuel vurde-ring af den pågældendes forhold. Der vil således skulle tages stilling til, om betingelser-ne for varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse er opfyldt på det tidspunkt, hvor udlændingen søger asyl efter endelig dom, eller når en asylansøger, der afsoner for et kriminelt forhold, nærmer sig endt afsoning. Til brug herfor indhenter Hjemrejsesty-relsen en udtalelse fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Der kan ikke ske varetægtsfængsling, hvis det er overvejende sandsynligt, at udlændingen på grund af sin nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl.

I tilfælde, hvor politiet skal forelægge spørgsmålet om varetægtsfængsling – herunder om forlængelse af fængslingen – for retten, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen el-ler Flygtningenævnet afgiver en udtalelse til Hjemrejsestyrelsen om, hvornår den på-gældende asylansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling, hvorefter Hjemrejse-styrelsen anmoder om politiets bistand til at fremstille udlændingen for retten.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret med sproglige tilpasninger.

Derudover foreslås det i § 14, stk. 3, 1. pkt., at retsplejelovens bestemmelser om vare-tægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.

Forslaget indebærer, at varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 3, vil supplere fængslingsreglerne i retsplejelovens kapitel 70 og navnlig § 762, hvilke får særlig betydning i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af en over-trædelse af straffebestemmelser, som ikke opfylder strafferammekravet i retsplejelovens § 762, stk. 1, og hvor der ikke efter retsplejelovens § 769 og den hertil knyttede praksis ville kunne varetægtsfængsles efter dommen, indtil fuldbyrdelsen (herunder af dom-mens bestemmelse om udvisning) kan iværksættes. Dette gælder allerede i dag, jf. Fol-ketingstidende 1999-00, Tillæg A, L264 som fremsat side 7394.

De processuelle regler i retsplejelovens §§ 764-779 finder tilsvarende anvendelse på va-retægtsfængslinger efter den foreslåede bestemmelse.

Der påtænkes med den foreslåede bestemmelse ingen materielle ændringer i anvendel-sen af varetægtsfængsling og ingen ændringer i den processuelle behandling af sager herom.

Det foreslås endvidere i § 14, stk. 3, 2. og 3. pkt., at der altid fastsættes en frist for vare-tægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet herfor og alene iværksættes med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Forslaget indebærer, at retten altid skal fastsætte en frist for varetægtsfængslingens længde, idet fængslingen sker med henblik på udsendelse, som følge af bestemmelsen om udvisning.

- 9 -

Der er ikke med forslaget fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslin-gen, og den afhænger derfor af de konkrete omstændigheder.

Ved fastsættelse af fristen for varetægtsfængslingens længde har Højesteret bl.a. lagt vægt på, hvor lang tid varetægtsfængslingen indtil videre har varet, den udmålte strafs længde, længden af en eventuel reststraf, udlændingens eventuelt manglende medvirken med hensyn til f.eks. id-oplysninger, om Hjemrejsestyrelsen og andre relevante myn-digheder fremmer sagen med fornøden omhu, samt om der er reel udsigt til udsendelse.

I de kendelser, hvor Højesteret i øvrigt har opretholdt en varetægtsfængsling efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 35, stk. 1, har vedkommende på tidspunk-tet for kendelsen højst været varetægtsfængslet i 16 måneder. Der ses således ikke at være kendelser, hvor Højesteret har opretholdt en varetægtsfængsling, som har været længere end de ca. 18 måneder, der var tilfældet i U 2005.1197 H.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret.”

Som anført er hjemrejselovens § 14, stk. 2, en videreførelse af udlændingelovens § 35, stk. 2, der blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 458 af 7. juni 2001. Af forarbejderne til denne lovændring (Folketingstidende 2000-01, tillæg A, lovforslag nr. L 191, s. 5622, 5624 og 5628) fremgår bl.a.:

2. Lovforslagets indhold

2.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter udlændingelo-vens § 25 a, stk. 1, eller udvist ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24

Det bagvedliggende formål med udlændingelovens regler om udvisning af udlændinge på grund af kriminalitet er at forhindre sådanne udlændinge i at færdes frit her i landet.

I tilfælde, hvor en udlænding, der udvises, har en asylansøgning under behandling, skal der imidlertid træffes afgørelse i asylsagen, inden asylansøgeren i tilfælde af afslag på asylansøgningen kan udsendes af landet, og udvisningsafgørelsen dermed blive endeligt fuldbyrdet. Udsendelse af landet kan ikke ske, førend asylsagen er færdigbehandlet. El-lers ville der være risiko for, at udlændingemyndighederne i strid med Danmarks inter-nationale forpligtelser udsendte en asylansøger til et land, hvor den pågældende ville ri-sikere at blive udsat for forfølgelse.

Det forhold, at en udlænding har indgivet en ansøgning om asyl, bevirker således, at den pågældende får en bedre retsstilling end udlændinge, der ikke har indgivet ansøgning om asyl, idet der ikke som tilfældet er i øvrigt kan ske udsendelse af en udvist asylansø-ger umiddelbart efter, at udvisningsafgørelsen er truffet.

Med henblik på at skabe parallelitet mellem den foreslåede bestemmelse om frihedsbe-røvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist, og udlændingelovens § 35 om va-

- 10 -

retægtsfængsling af udlændinge, der er udvist ved dom, foreslås der tilvejebragt en ud-trykkelig lovhjemmel til at varetægtsfængsle en asylansøger, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, efter straffens udståelse med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 35, stk. 2.

Det forudsættes, at politiet søger at sikre, at asylansøgere, der er udvist ved dom, vare-tægtsfængsles i videst muligt omfang efter den foreslåede bestemmelse parallelt til den ovenfor foreslåede frihedsberøvelsesadgang over for asylansøgere, der er administrativt udvist.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at asylansøgere, der er udvist ved dom, afskæres fra at færdes frit her i landet efter straffens udståelse (eller efter modtagelsen af en dom om betinget frihedsstraf), og indtil udvisningen kan endeligt fuldbyrdes.

På den baggrund vil varetægtsfængslingen som udgangspunkt kunne opretholdes, indtil asylansøgningen er færdigbehandlet. Det er dog en forudsætning, at varetægtsfængslin-gen kun vil blive opretholdt i det omfang, asylsagsbehandlingen ikke trækker unødigt i langdrag …

3. Forholdet til internationale konventioner

De foreslåede bestemmelser må antages at høre inden for området af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra f. Det bemærkes herved, at der ik-ke vil ske frihedsberøvelse eller varetægtsfængsling af en asylansøger, hvis det er åben-bart, at den pågældende vil blive meddelt asyl, jf. herved bemærkningerne til lovforsla-gets § 1, nr. 3 og 5.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i tilknytning til artikel 5, stk. 1, litra f, kan frihedsberøvelse i udvisningssager kun retfærdiggøres i det omfang, sagen faktisk verserer, ligesom sagen ikke må trække i langdrag. Frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser vil derfor kun kunne opretholdes i det omfang, asylsagsbe-handlingen ikke trækker unødigt i langdrag. Det bemærkes i den forbindelse, at det for-udsættes, at behandlingen af asylansøgninger fra asylansøgere, der frihedsberøves efter de foreslåede bestemmelser, fremskyndes mest muligt af asylmyndighederne. Spørgs-målet om, hvor længe frihedsberøvelsen eller varetægtsfængslingen vil kunne oprethol-des i det enkelte tilfælde, er afhængigt af domstolenes konkrete vurdering af sagens om-stændigheder, jf. det anførte i afsnit 2.1. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 og 5.”

Artikel 31 i FN ’ s Konvention om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951 (Flygtningekonven-tionen) lyder:

”Flygtninge, som ulovligt opholder sig i tilflugtslandet.

- 11 -

1. Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden-for de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

2. De kontraherende stater skal ikke oplægge sådanne flygtninge andre begrænsninger i deres bevægelsesfrihed end dem, der er nødvendige, og sådanne begrænsninger skal alene anvendes, indtil flygtningenes forhold i landet er blevet ordnet, eller indtil de op-når adgang til et andet land. De kontraherende stater skal indrømme sådanne flygtninge en rimelig frist og alle nødvendige lettelser for at opnå adgang til et andet land. ”

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at sagen om overtrædelse af straffelovens § 171 burde have afventet Udlændingestyrelsens afgørelse om asyl, og at der ikke burde være sket varetægtsfængsling, jf. herved Østre Landsrets kendelse af 3. juli 2023 i sag S-1825-23, hvor en udlænding blev løsladt med henvisning til Flygtningekonventionens artikel 31.   

Der blev i strid med hjemrejselovens § 14, stk. 2, ikke foretaget en konkret vurdering af, om det var overvejende sandsynligt, at han ville opnå asyl.   

Det følger af retspraksis, at frihedsberøvelsen skal være så kortvarig som mulig og kun må opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse, og sagsbehandlingen gennemføres med omhu, jf. UfR 2018.2657 H.   

Han blev idømt 40 dages fængsel for dokumentfalsk, og da landsretten i april 2023 traf afgø-relse om fortsat varetægtsfængsling, havde han været fængslet i ca. 6 måneder, hvilket ikke er proportionalt, jf. også principperne i artikel 5 og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention samt EU ’ s Charter om grundlæggende rettigheder. Han endte i øvrigt med at være varetægtsfængslet i knap et år, inden han blev udsendt. En så langvarig varetægtsfængs-ling for at motivere til frivillig hjemrejse er ikke i overensstemmelse med Flygtningekonven-tionen eller Menneskerettighedskonventionen.   

Det følger af Flygtningekonventionens artikel 31, at flygtninge ikke må pålægges andre be-grænsninger i deres bevægelsesfrihed end dem, der er nødvendige.   

- 12 -

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at det følger af forarbejderne til hjemrejselovens § 14, stk. 2, at varetægtsfængsling i en situation som denne kan ske, medmindre det er overve-jende sandsynligt, at den pågældende asylansøger som værende af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl. Det skyldes, at udlændinge, der meddeles asyl, ikke kan udsendes til hjemlandet eller et andet land, hvor de er i risiko for forfølgelse.   

Rigsadvokatens retningslinjer (Rigsadvokatens meddelelse om dokument- og personelfalsk) foreskriver, at anklagemyndigheden ikke skal begære varetægtsfængsling af en udlænding, der begår dokumentfalsk ved indrejse til Danmark, og som søger asyl her i landet i umiddel-bar forlængelse heraf, og at det for så vidt angår en udlænding, der søger om asyl, under visse omstændigheder kan være i strid med Flygtningekonventionens artikel 31 at strafforfølge den pågældende. Fremgangsmåden i denne sag ses ikke umiddelbart at være i overensstemmelse hermed, men retningslinjerne er udfærdiget for at sikre, at artikel 31 overholdes. I denne sag er der ikke grundlag for at antage, at artikel 31 er overtrådt, og at Tiltalte ikke skulle straffes.   

Der bør i den forbindelse lægges vægt på, at Udlændingestyrelsen på tidspunktet for landsret-tens kendelse havde meddelt afslag på asyl. Der forelå således ikke en situation, hvor vare-tægtsfængsling burde undlades, fordi det var overvejende sandsynligt, at han ville blive med-delt asyl. Det bør også tillægges vægt, at han efter sin egen forklaring havde opholdt sig i Grækenland i 3 år forud for indrejsen til Danmark, og at han havde søgt asyl i Grækenland. Han kom således ikke direkte fra et land eller område, hvor han var truet på livet eller frihe-den, jf. Flygtningekonventionens artikel 31. Det støttes af Udlændingestyrelsen og Flygtnin-genævnets afgørelser om, at han ikke er omfattet af udlændingelovens § 7 og derfor ikke har ret til ophold i Danmark.   

Asylsagen er fremmet med den fornødne hurtighed, og der var ingen generelle hindringer for udsendelse til hans hjemland. Asylsagen er afsluttet, og han er nu udsendt til Bangladesh. Der var derfor reel udsigt til udsendelse inden for en overskuelig fremtid. Henset hertil og til den tid, der var forløbet på tidspunktet for landsrettens kendelse, var fortsat varetægtsfængsling ikke uproportional.

- 13 -

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

Tiltalte, der er statsborger i Bangladesh, indrejste den 7. oktober 2022 til Danmark og foreviste et falsk algerisk pas. Han blev anholdt samme dag og fremstillet i grundlovsforhør den 8. oktober 2022, hvor han blev varetægtsfængslet. Under grundlovsfor-høret oplyste han, at han ønskede at søge asyl i Danmark. Han blev ved Københavns Byrets dom af 8. november 2022 for brug af det falske pas straffet for dokumentfalsk med fængsel i 40 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han blev efter dommen varetægts-fængslet i medfør af hjemrejselovens § 14.

Sagen angår, om betingelserne for varetægtsfængsling af Tiltalte i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2, var opfyldt den 19. april 2023, da landsretten afsagde kendelse om fortsat varetægtsfængsling.   

Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2 og 3

Efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter ud-lændingelovens §§ 22-24, varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendel-se som følge af beslutningen om udvisning. Efter hjemrejselovens § 14, stk. 3, finder retsple-jelovens bestemmelser om varetægtsfængsling i øvrigt anvendelse, idet der dog altid fastsæt-tes en frist for varetægtsfængslingens længde.   

Efter forarbejderne til hjemrejselovens § 14 kan der ikke ske varetægtsfængsling, hvis det er overvejende sandsynligt, at udlændingen på baggrund af en bestemt nationalitet eller befolk-ningsgruppe vil blive meddelt asyl. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at varetægts-fængsling altid vil skulle ske efter en konkret og individuel vurdering af den pågældendes forhold, og at der ikke er fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslingen. Ved fastsættelse af fristen for varetægtsfængslingens længde skal der lægges vægt på bl.a., hvor lang tid varetægtsfængslingen indtil videre har varet, den udmålte strafs længde, længden af en eventuel reststraf, udlændingens eventuelt manglende medvirken, om Hjemrejsestyrelsen og andre relevante myndigheder fremmer sagen med den fornødne omhu, og om der er reel udsigt til udsendelse.

- 14 -

Den konkrete vurdering

På tidspunktet for landsrettens kendelse af 19. april 2023 var Tiltalte ved endelig dom udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og han havde søgt om asyl i Dan-mark. Han havde været frihedsberøvet siden den 7. oktober 2022. Der forelå ikke oplysninger om, at det var overvejende sandsynligt, at han på baggrund af sin nationalitet eller tilhørsfor-hold til en bestemt befolkningsgruppe ville blive meddelt asyl i Danmark. Myndighederne må anses for at have fremmet asylsagen med den fornødne omhu ved indsamling af oplysninger om ham og hans græske asylsag. Den 12. april 2023 havde Udlændingestyrelsen meddelt ham afslag på asyl, og der var ikke grundlag for at fastslå, at der ikke var reel udsigt til, at han kunne udsendes til Bangladesh, hvis Flygtningenævnet stadfæstede afslaget.   

Den 17. maj 2023 stadfæstede Flygtningenævnet afslaget på asyl. Tiltalte var således ikke konventionsflygtning og var allerede derfor ikke omfattet af beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 31 mod strafforfølgning for ulovlig indrejse, jf. herved Højesterets dom af 3. februar 2012 (UfR 2012.1670).

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling den 19. april 2023 af Tiltalte var opfyldt, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 2, jf. stk. 3.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Statskassen skal betale kæreomkostningerne for Højesteret.  

Domsresume

Varetægtsfængsling efter hjemrejseloven

Kendelse afsagt den 21. december 2023

Sag 52/2023

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

Betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter hjemrejseloven var opfyldt

Tiltalte, der er statsborger i Bangladesh, indrejste den 7. oktober 2022 til Danmark og foreviste et falsk pas. Han blev anholdt samme dag og fremstillet i grundlovsforhør den 8. oktober 2022, hvor han blev varetægtsfængslet. Under grundlovsforhøret oplyste Tiltalte, at han ønskede at søge asyl i Danmark. Tiltalte blev ved Københavns byrets dom af 8. november 2022 for brug af det falske pas straffet for dokumentfalsk med fængsel i 40 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Tiltalte blev efter dommen varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14.   

For Højesteret angik sagen, om betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2, var opfyldt, da landsretten den 19. april 2023 afsagde kendelse om fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte.   

Efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.   

Højesteret udtalte, at på tidspunktet for landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling var Tiltalte ved endelig dom udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og Tiltalte havde søgt om asyl i Danmark. Tiltalte havde været frihedsberøvet siden 7. oktober 2022. Der forelå ikke oplysninger om, at det var overvejende sandsynligt, at Tiltalte på baggrund af sin nationalitet eller tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe ville blive meddelt asyl i Danmark. Myndighederne måtte anses for at have fremmet asylsagen med den fornødne omhu ved indsamling af oplysninger om Tiltalte, der også havde opholdt sig og søgt asyl i Grækenland. Der var desuden ikke grundlag for at fastslå, at der ikke var reel udsigt til, at Tiltalte kunne udsendes til Bangladesh, hvis Tiltalte ikke fik asyl i Danmark.

Med henvisning til at Flygtningenævnet den 17. maj 2023 stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på asyl, udtalte Højesteret endvidere, at Tiltalte ikke var konventionsflygtning og allerede derfor ikke var omfattet af beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 31 mod strafforfølgning for ulovlig indrejse, jf. herved Højesterets dom af 3. februar 2012 (UfR 2012.1670).

Højesteret fastslog på den baggrund, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte var opfyldt.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 8/24
Rettens sags nr.: SS-52/2023-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 7/24
Rettens sags nr.: SS-965/2023-OLR
Kæret
1. instansRetten i HillerødHIL
DDB sags nr.: 6/24
Rettens sags nr.: SS-6294/2022-HIL
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb