Gå til indhold
Tilbage til søgning

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom i sag om regreskrav vedrørende ansvarsskade og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskader som følge af færdselsuheld

HøjesteretCivilsag3. instans19. februar 2024
Sagsnr.: 1983/23Retssagsnr.: BS-34778/2023-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Civilsag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
BS-34778/2023-HJR
Sagstype
Almindelig civil sag
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1983/23
Sagsemner
Forsikring
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantRasmus Nilsson Børresen; Rettens personaleSøren Højgaard Mørup; Rettens personaleMichael Rekling; PartsrepræsentantMichael Rosenkilde-Hansen; Rettens personaleOliver Talevski; PartALM. BRAND FORSIKRING A/S; Rettens personaleOle Hasselgaard; Rettens personaleKurt Rasmussen

Dom

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 19. februar 2024

Sag BS-34778/2023-HJR (1. afdeling)  Appellant, tidligere Appelindstævnte (advokat Rasmus Nilsson Børresenmod Alm. Brand Forsikring A/S (advokat Michael Rosenkilde-HansenI tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 21. oktober 2021(BS-23201/2020-KBH) og af Østre Landsrets 18. afdeling den 22. december 2022(BS-40530/2021-OLR). I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Oliver Talevski,Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard MørupSagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387. Påstande Appellant, tidligere Appelindstævnte, har påstået, at indstævnte, Alm. Brand Forsik-ring A/S, skal anerkende, at denne er forpligtet til at yde dækning af deanmeldte skader med reduktion af den mellem parterne aftalte selvrisiko på6.202 kr. pr. skade. Alm. Brand Forsikring har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. Anbringender Appellant, tidligere Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at han ikke har givet urig-

tige risikooplysninger, og at sagen derfor skal bedømmes efter forsikringsaftale-lovens § 7. Han har ikke undladt at give relevante oplysninger. Det er i øvrigt

2

under alle omstændigheder ifølge § 7 et krav, at det kan tilregnes ham som groft uagtsomt at have givet mangelfulde oplysninger i sagen, og han har ikke udvist grov uagtsomhed.

Det er forsikringsselskabet, der som den professionelle part har indsigt i de al-mindelige forsikringsbetingelser og indsigt i, hvilke forhold kunderne bør være særligt opmærksomme på i forbindelse med tegning af en bilforsikring. Risi-koen for utilstrækkelig dækning må derfor som udgangspunkt påhvile forsik-ringsselskabet. Alm. Brand Forsikring burde have rådgivet ham om alle rele-vante forhold ved tegning af forsikringen.   

Samlet set skal der mere til, før der kan statueres grov uagtsomhed end en situ-ation som denne, hvor han ikke har noget incitament til at tilbageholde oplys-ninger for forsikringsselskabet.

Under alle omstændigheder er det ikke aftalt, at selskabet kan gøre regres, hvis der er givet urigtige eller mangelfulde oplysninger. Selskabet har således ikke adgang til regres, da regres på grund af urigtige eller mangelfulde oplysninger ikke er omfattet af forsikringsbetingelsernes pkt. 1.7 om regres.

Alm. Brand Forsikring har supplerende anført navnlig, at Appellant, tidligere Appelindstævnte

med den fornødne grad af uagtsomhed har afgivet urigtige risikooplysninger med den konsekvens, at han alene er berettiget til en forholdsmæssig dækning svarende til forholdet mellem den betalte præmie og den korrekte præmie.   

Efter oplysningerne i sagen må det lægges til grund, at Appellants, tidligere Appelindstævnte dat-ter var fast bruger af den forsikrede bil. Forholdet er omfattet af forsikringsafta-lelovens § 6, subsidiært § 7. Kravet til uagtsomhed er opfyldt, uanset om forhol-det måtte være omfattet af forsikringsaftalelovens § 6 eller § 7.

Det forhold, at forsikringsbetingelsernes pkt. 1.7 om regres ikke omtaler regres på grund af urigtige oplysninger, kan ikke medføre, at selskabet ikke kan gøre regres.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

Appellant, tidligere Appelindstævnte tegnede en ansvars- og kaskoforsikring for en personbil hos Alm. Brand Forsikring A/S. Hans datter Vidne var som fører af bilen involveret i to færdselsuheld. Ved det ene uheld forårsagede hun skader på bi-len og på en anden bil, og hun blev anset for at være ansvarlig for skaderne. Det andet uheld var en soloulykke, hvor bilen blev totalskadet. Alm. Brand Forsik-ring udbetalte erstatning til ejeren af den anden bil og i første omgang også til

3

Appellant, tidligere Appelindstævnte i anledning af begge kaskoskader. Vidne var ikke anført som bruger af bilen på forsikringspolicen.

Sagen angår, om Alm. Brand Forsikring kan gøre et regreskrav vedrørende an-svarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne gældende over for Appellant, tidligere Appelindstævnte under henvisning til, at han ikke havde oplyst sel-skabet om omfanget af Vidnes brug af bilen.

Forsikringsaftaleloven og færdselsloven  

Forsikringsaftalelovens §§ 4-10 indeholder regler om urigtige oplysninger ved forsikringsaftalens afslutning.

Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1, bestemmer, at i den situation, hvor en forsik-ringstager, uden at forholdet omfattes af § 4 eller § 5, har givet urigtig oplys-ning, er forsikringsselskabet fri for ansvar, hvis selskabet kan antages ikke at ville have overtaget forsikringen, om det rette forhold havde været oplyst. Ifølge § 6, stk. 2, 1. pkt., hæfter selskabet i det omfang, i hvilket det mod den af-talte præmie ville have forpligtet sig, hvis det må antages, at selskabet ville have overtaget forsikringen, men på andre vilkår (pro rata).   

Efter lovens § 7 har forsikringstagerens undladelse af at give oplysning ingen indflydelse på selskabets ansvar, medmindre han burde være klar over, at den ikke oplyste omstændighed var af betydning for selskabet, og hans forhold kan tilregnes ham som grov uagtsomhed. I så fald anses han, som om han havde gi-vet urigtig oplysning, jf. § 6.

Højesteret bemærker, at forsikringsaftalelovens § 6 og § 7 er udfyldende regler, der gælder, hvis ikke andet er aftalt, jf. lovens § 3 og § 10. Det er derfor ikke en forudsætning for, at selskabet kan påberåbe sig begrænsninger i hæftelsen efter forsikringsaftalelovens § 6 og § 7, at selskabet har taget forbehold om det i for-sikringsaftalen.

Ifølge færdselslovens § 108, stk. 2, har en aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren om, at selskabet skal have regres mod den, der efter lovens § 104 er ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den ansvarlige ved uagtsomhed, kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed.

Af bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 7, sp. 333, og betænkning nr. 1036/1985, s. 116) fremgår, at bestemmelsen alene angår aftaler om regres, hvor regressen er begrundet i den ansvarliges for-hold med hensyn til fremkaldelse af forsikringsbegivenheden. Det er anført, at bestemmelsen ikke tilsigter at gøre indskrænkning i adgangen til efter alminde-

4

lige forsikringsprincipper at søge hel eller delvis regres mod den sikrede på grundlag af bl.a. urigtige risikooplysninger.

Højesteret tiltræder, at færdselslovens § 108, stk. 2, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder er uden betydning for et forsikringsselskabs adgang til at gøre krav om regres og tilbagebetaling gældende under henvisning til begrænsnin-ger i hæftelsen efter forsikringsaftalelovens § 6 og § 7.

Den konkrete sag

Appellant, tidligere Appelindstævnte anmodede i august 2018 Alm. Brand Forsikring om at for-sikre bilen. Han var i den forbindelse i telefonisk kontakt med selskabet. Alm. Brand Forsikring sendte ham forsikringspolicen den 16. oktober 2018. I policen er han anført som ejer og bruger. Under overskriften ”Faktisk bruger” er det an-ført, at præmien er beregnet på grundlag af, at den faktiske bruger er den samme som den registrerede bruger eller dennes ægtefælle eller samlever. Det fremgår endvidere, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis det i for-bindelse med en skade konstateres, at den faktiske bruger er en anden end den, der er forudsat i vurderingen af risikoen.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at Vidne var fast bruger af bilen.

Højesteret lægger til grund, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke i forbindelse med indgå-elsen af forsikringsaftalen oplyste Alm. Brand Forsikring om, at Vidne var fast bruger af bilen.

Højesteret finder, at den omstændighed, at Vidne var fast bruger af bi-len, var af betydning for Alm. Brand Forsikring, og at Appellant, tidligere Appelindstævnte burde have været klar over dette.   

På den anførte baggrund finder Højesteret, at Appellants, tidligere Appelindstævnte forhold må tilregnes ham som groft uagtsomt. Han skal derfor efter forsikringsaftalelovens § 7 anses, som om han har givet urigtig oplysning, jf. § 6.

Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne i forsikringsaftalelovens § 6 for at opgøre erstatningerne for kaskoskaderne og ansvarsskaden ud fra pro rata-be-regninger er opfyldt.   

Højesteret finder, at det følger af almindelige forsikringsretlige principper, at et forsikringsselskab i denne situation som udgangspunkt kan gøre regres og kræve tilbagebetaling hos forsikringstageren. I overensstemmelse med dette udgangspunkt finder Højesteret, at Alm. Brand Forsikring har grundlag for at rejse et regreskrav vedrørende ansvarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrø-rende kaskoskaderne.

5

Da den beløbsmæssige opgørelse af Alm. Brand Forsikrings krav mod Appellant, tidligere Appelindstævnte er ubestridt, stadfæster Højesteret landsrettens dom.

Konklusion

Landsrettens dom stadfæstes.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Appelindstævnte betale 20.000 kr. til Alm. Brand Forsikring A/S.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsi-gelse.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 19-02-2024 kl. 12:00

Modtagere: Advokat (H) Michael Rosenkilde-Hansen, Advokat (H) Rasmus Nilsson Børresen

Domsresume

Regres og tilbagebetaling mulig som følge af urigtige risikooplysninger

Forsikringsselskab havde adgang til at gøre regres og kræve tilbagebetaling som følge af forsikringstagers afgivelse af urigtige risikooplysninger

Sag BS-34778/2023-HJR

Dom afsagt den 19. februar 2024

Appellant, tidligere Appelindstævnte

mod

Alm. Brand Forsikring A/S

Appellant, tidligere Appelindstævnte havde tegnet en ansvars- og kaskoforsikring hos Am. Brand Forsikring A/S for en personbil, som blev involveret i to færdselsuheld. Ved første uheld påkørte bilen en anden bil, og andet uheld var et solouheld, hvor bilen blev totalskadet. Ved begge færdselsuheld var Appellants, tidligere Appelindstævnte datter fører af bilen. Alm. Brand Forsikring udbetalte erstatning til ejeren af den anden bil og i første omgang også til Appellant, tidligere Appelindstævnte i anledning af begge kaskoskader. Appellants, tidligere Appelindstævnte datter var ikke anført som bruger af bilen på forsikringspolicen.

Sagen angik, om Alm. Brand Forsikring kunne gøre et regreskrav vedrørende ansvarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne gældende over for Appellant, tidligere Appelindstævnte under henvisning til, at han ikke havde oplyst selskabet om omfanget af sin datters brug af bilen.

Højesteret fandt, at Appellants, tidligere Appelindstævnte datter var fast bruger af bilen, og lagde til grund, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke i forbindelse med indgåelsen af forsikringsaftalen oplyste Alm. Brand Forsikring herom. Den omstændighed, at Appellants, tidligere Appelindstævnte datter var fast bruger af bilen, var af betydning for Alm. Brand Forsikring, og Appellant, tidligere Appelindstævnte burde have været klar over dette.

Højesteret udtalte, at Appellants, tidligere Appelindstævnte forhold måtte tilregnes ham som groft uagtsomt, og han skulle derfor anses, som om han har givet urigtig oplysning. Betingelserne for at opgøre erstatningerne for kaskoskaderne og ansvarsskaden ud fra pro rata-beregninger var derfor opfyldt, og efter almindelige forsikringsretlige principper, havde Alm. Brand Forsikring derfor grundlag for at rejse et regreskrav vedrørende ansvarsskaden og et tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne mod Appellant, tidligere Appelindstævnte.

Højesteret udtalte endvidere, at færdselslovens § 108, stk. 2, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder er uden betydning for et forsikringsselskabs adgang til at gøre krav om regres og tilbagebetaling gældende under henvisning til begrænsninger i hæftelsen efter forsikringsaftalelovens regler om urigtige oplysninger ved forsikringsaftalens indgåelse.

Landsretten var nået til samme resultat.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1983/23
Rettens sags nr.: BS-34778/2023-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1902/23
Rettens sags nr.: BS-40530/2021-OLR
Anket
1. instansKøbenhavns ByretKBH
DDB sags nr.: 1901/23
Rettens sags nr.: BS-23201/2020-KBH
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
NaN kr.