Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 3. august 2009 af Østre Landsrets 15. afdeling
(landsdommerne B. Vollmond, Tine Vuust (kst.) og Annette Fæster Petersen (kst.) med domsmænd).
15. afd. a.s. nr. S-2116-09:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(cpr.nr. Født 1978)
(advokat Henrik Perregaard)
Københavns Byrets dom af 9. juli 2009 (SS 1-16242/2009) er anket af anklagemyndighe-den med påstand om skærpelse, således at tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i et af retten fastsat tidsrum.
Tiltalte har påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse.
Tiltalte har i landsretten supplerende forklaret blandt andet, at han var ansat af det danske firma Virksomhed. Han påmønstrede fragt skibet ”Skib” den 17. februar 2009 og arbejdede som matros og kok. Skibet fragtede fiskemel og lagde under hans an-sættelse to gange til kaj i Skagen, hvor det lå nogle dage. Den 27. juni 2009 afmønstrede han i Bremen. Han skulle herfra flyve via Frankfurt og Kastrup til By i Litauen, hvor han bor sammen med sin familie og er under uddannelse. Han har ingen tilknytning til Danmark, men søfolk mellemlander ofte i Kastrup, når de skal til og fra skibene. Han er formentlig blevet afskediget på grund af denne sag.
- 2 -
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte er ikke tidligere straffet i Danmark. Under hensyn hertil og til karakteren af den udøvede vold, der bestod i ét slag i maven, og som efter det oplyste ikke medførte nogen skade på forurettede, finder landsretten, at straffen skal nedsættes til fængsel i 30 dage.
Vedrørende spørgsmålet om udvisning bemærkes, at tiltalte, der er sømand, på gernings-tidspunktet var på transit i Danmark i forbindelse med afmønstring fra et dansk skib. For-holdet blev begået som en spontan reaktion på, at lufthavnspersonalet på grund af tiltaltes beruselse ville ændre hans flybillet til en senere afgang, og der var alene tale om begrænset voldsudøvelse. På denne baggrund, og når henses til de gener, som en udvisning vil kunne have for tiltaltes fremtidige erhvervsudøvelse som sømand, findes udvisning ikke at være i overensstemmelse med EU-reglerne, jf. artikel 33, jf. artikel 27, stk. 2 og artikel 28, stk. 1 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), hvorfor betingelserne for udvis-ning ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3.
Med den af det anførte følgende ændringer stadfæstes dommen
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen ned-sættes til fængsel i 30 dage.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.