Dom
RETTEN I SVENDBORG
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 31. januar 2024
Rettens nr. R4-2517/2023
Politiets nr. 2300-73152-00006-22
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (født 1962)
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 5. september 2023.
Tiltalte er tiltalt for
uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt. og overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 2, jf. § 54, stk. 2, og § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 27, stk. 7,
ved den 22. marts 2022 ca. kl. 17.40, at have ført personbil, Reg. nr., i vestlig retning ad Gade i Nyborg, uden at udvise den fornødne agtpågivenhed, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdsels-sikkerheden og under særdeles skærpende omstændigheder, idet tiltalte på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse eller af lignende årsager befandt sig i en sådan tilstand, at hun var ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde, da hun både kort tid inden kørslen og under kørslen havde hovedpine, filmren for øjnene, sløret syn og ikke kunne se skarpt, hvilket medførte, at tiltalte ved fodgængerfelt ud for Adresse, undlod at holde tilbage for fem fodgængere, herunder Forurettede 1 og Forurettede 2, som begge, mens de befandt sig i fodgængerfeltet, blev påkørt af tiltalte, uden at tiltalte forinden bremsede eller på anden måde satte hastigheden ned, hvilket alt var årsag til, at Forurettede 1 fik bækkenbrud og den 4-årige Forurettede 2 døde.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 128, stk. 2, jf. stk. 1,
Std 75284
side 2
jf. § 126, stk. 1, nr. 2 og § 125, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1 og § 27, stk. 7, men har i øvrigt nægtet sig skyldig.
Anklagemyndigheden har på vegne af bistandsadvokat Tove Jørgensen, der repræsenterer Forurettede 1, der er afdødes mor, påstået, at tiltalte skal betale 48.020 kr. i godtgørelse for svie og smerte, erstatning for behand-lingsudgifter på 2.500 kr. og 1.497,12 kr. i form af udgift til en lægeerklæ-ring samt psykologregninger samt godtgørelse på 75.000 kr. efter erstat-ningsansvarslovens § 26 a.
Tiltalte har bestridt pligten til at betale erstatning og godtgørelse og har end-videre med undtagelse af behandlingsudgifterne bestridt kravenes størrelse. Tiltaltes nærmere begrundelse herfor er gengivet i retsbogen.
Anklagemyndigheden har på vegne af advokat Tove Jørgensen, der repræ-senterer Erstatningspart 1, der er afdødes far, påstået, at tiltalte efter erstat-ningsanssvarslovens § 26 a skal betale en godtgørelse på 75.000 kr., subsidi-ært i størrelsesordenen 50.000 kr.
Tiltalte har bestridt pligten til at betale godtgørelse og kravenes størrelse. Tiltaltes nærmere begrundelse herfor er gengivet i retsbogen.
Anklagemyndigheden har på vegne af advokat Tove Jørgensen, der repræ-senterer Erstatningspart 2, Erstatningspart 3, Erstatningspart 4 og Erstatningspart 5, der er afdødes sø-skende, påstået, at tiltalte efter erstatningsansvarslovens § 26 a til førstnævn-te skal betale en godtgørelse på 75.000 kr., subsidiært 50.000 kr., og til hver af de tre sidstnævnte skal betale en godtgørelse på 75.000 kr.
Tiltalte har bestridt pligten til at betale godtgørelse og kravenes størrelse. Tiltaltes nærmere begrundelse herfor er gengivet i retsbogen.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede 1, bil-inspektør Vidne 1, Vidne 2, pa. Vidne 3 og pa. Vidne 4.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Vidne 1's forklaring er delvist afgivet for lukkede døre, idet der i forbindelse afhøringen af vidnet blev afspillet en videosekvens af færdsels-uheldet.
I en erklæring af 22. marts 2022 udarbejdet af bilinspektør Vidne 1 hedder det blandt andet:
side 3
"...
Bilinspektørerklæring.
Reference: Anmeldelsesrapporten dateret den 22. marts 2022.
1. Indledende beskrivelse
Færdselsuheld den 22. marts, hvor 2 fodgængere i et fod-gængerfelt blev påkørt af en personbil kørende i vestlig ret-ning på Gade i Nyborg og ud for Adresse, 5800 Nyborg.
Undertegnede blev tilkaldt af vagtcentralen for Fyns Politi kl. 17:48, og var frem efter ca. 1 time.
Anmeldelsestidspunktet var jf. referencen kl. 17:40.
Der blev foretaget undersøgelse af uheldsstedet med hen-blik på afklaring af tekniske forhold, der kunne have haft betydning samt udredning af personbilens hastighed under fremkørsel.
2. Konklusion:
Der blev ikke fundet fejl eller mangler på vej eller vejenes udstyr i området ved uheldsstedet. Der blev ikke fundet fejl ved fodgængerfeltets afmærkning med fodgængertavler og blinksignaler.
Der var i personbilens frontrude monteret en GPS i føre-rens synsfelt i retning let mod højre. GPS monteret i front-ruden vurderes i det faktiske uheld ikke betydende for år-sag eller omfang. Personbilen var uden fejl eller mangler før uheldet, og driftsbremsen havde god bremsevirkning.
Personbilens hastighed udredes under fremkørsel til 55 km/ h = 6 km/h (minimum 49 km/h).
Den højest tilladelige hastighed på vejstrækningen var 50 km/h.
Fodgængere havde fra det sydlige fortov tilbagelagt en strækning på ikke under 12 m frem til kollisions-/påkørsel-punktet i fodgængerfeltet på tværs af vejen. Bilisten havde frit udsyn frem mod fodgængere i fodgængerfeltet før på-kørsel og havde ikke under 11 sekunder til standse.
Det kunne ikke udredes en teknisk forklarende årsag til, at føreren af personbilen ikke havde erkendt fodgængere gå-ende i fodgængerfeltet. Fodgængerne havde fra første be-
side 4
trædning af fodgængerfeltet fra syd og frem til påkørsels-punktet opholdt sig i fodgængerfeltet i ikke under 11 se-kunder.
3.0 Begrundelse.
3.1 Uheldsstedsbeskrivelse.
Fodgængerfelt på vej med to vognbaner beliggende i tætte-re bebyggelse.
Vognbaner var markeret med korrekte og intakte vognba-ne- og kantlinjer.
Langs vejen var anlagt cykelsti og fortov på begge sider. Ved fodgængerfeltet var vognbanerne adskilt af pausehelle anlagt ude midt i vejen.
Fodgængerfeltet var afmærket med S17 Felter, E17 Færd-selstavler og Z93 Signaler (gul blink).
Højest tilladelige hastighed på strækningen var 50 km/h.
3.2 Uheldsdata og sporafsætning (Bilag 1.0 fotomappe).
Vejens forløb var lige, og belægningen fremstod med jævn og intakt overfalde.
Friktionen vurderes på vejen til 0,8 (tør vej på uheldsste-det).
Det var på uheldstidspunktet lyst, tørt og klart vejr (god sigtbarhed).
Personbilen holdt i vejens nordlige vognbane med fronten i vestlig retning ca. 30,5 m vest for fodgængerfeltet. Indsats-leder politi udpegede de to slutpositionerne for de påkørte fodgængere.
Skitsering af slutpositioner for de involverede partere iht. Foto 1 vedlagt i Bilag 1.
3.3 Undersøgelse af personbil (Reg. nr.).
VW Golf, personbil M1, årgang 2008, privat personkørsel. Der blev udført undersøgelse af personbilen, og der blev ik-ke fundet betydende fejl eller mangler på personbilen. Bilen blev på uheldsstedet prøvekørt, og der blev konstateret god retningsstabilitet samt god virksom driftsbremse, der på det faktiske underlag kunne præstere en deceleration på ca. 8 m/s².
Der var i personbilens kabine centralt monteret en udsyns-begrænsende GPS i frontruden.
Begrænset udsyn grundet GPS-placering vurderes i det faktiske uheld ikke betydende for uheldet.
Personbilens beskadigelser vurderes forenelige med forhol-det, at den voksne fodgænger var blevet påkørt med bilens højre front, hvor der kunne konstateres indtryk i fronten.
side 5
Den voksne fodgænger havde haft anslag på A-stolpen samt frontruden yderst til højre.
Barnet havde haft anslag ind centralt på bilens front, og barnet havde haft et nedslag i den forreste del af motorhjel-men. Det kunne ved nærmere undersøgelse fastlægges, at barnet ikke var blevet overkørt.
4.0 Udredning af personbilens hastighed.
Personbilens hastighed udredes ved anvendelse af data fra en overvågningsfilm optaget af et overvågningskamera pla-ceret i en butik beliggende syd for uheldsstedet (Silvan). Personbilens hastighed kunne ved påkørselspunktet udre-des til 55 = 6 km/h.
Udredningen af hastigheden vedlagt i Bilag 2.0.
Der var ikke afsat spor efter bremsning på uheldsstedet, og punktet for begyndende bremsning kunne ikke fastlægges. Personbilens slutposition var ca. 30,5 m vest for påkørsels-punktet.
Ved hastigheden 55 km/h og vurdering standsestrækning indeholdende bremsestrækning og reaktionsstrækning, kun-ne det med nogen usikkerhed fastlægges, at føreren af per-sonbilen ved reaktionstid på ca. 1 sekund kunne foretage standsning efter påkørsel.
5.0 Årsagsanalyse.
Betydning af fejl eller mangler på vejanlæggets indretning. Der konstateredes ingen fejl eller mangler på oversigtsfor-hold eller vejens udstyr.
Betydning af fejl eller mangler på personbilen eller førerens betjening af personbil.
Der blev ikke konstateret betydende fejæ eller mangler på personbilen.
Personbilens hastighed overskred ikke betydende den på strækningen tilladte hastighed.
Føreren af personbilen havde under kørsel i vestlig retning et frit udsyn frem mod fodgængerfeltet.
Fodgængerfeltet var korrekt afmærket med færdselstavler og signalblinklys. Teknisk kunne der ikke fastlægges en år-sag til, at føreren af personbilen ikke erkendte de 5 fod-gængere gående på tværs af vejen i fodgængerfeltet. Fod-gængerne havde fra første betrædning af fodgængerfeltet fra syd og frem til påkørselspunktet opholdt sig i fodgæn-gerfeltet i ikke under 11 sekunder.
side 6
6.0 Supplerende bemærkninger.
Intet yderligere at tilføje.
7.0 Vedlagte bilag.
Bilag 1.0: Fotomappe med foto optaget på uheldsstedet. Bilag 2.0: Udredning af personbilens hastighed.
..."
I en journal fra OUH, Ortopædkirurgisk Ambulatorium O, fra den 26. april 2022, hedder det blandt andet:
"...
Konklusion og plan
Patientens skader gennemgås en ting ad gangen og stille og roligt.
Ad venstre fod:
Patienten har forstuvet foden, havde fået walker bandagen til aflastning i maks. tre dage.
Jeg finder ingen ny mistanke om større skade på foden. Patienten informeres om dette samt at hun ikke skal bruge walker bandagen mere. Hun skal have gang i benet, da fod-leddet er blevet stift. Patienten skal således stille og roligt igang med at støtte på benet igen. Skal mærke efter, men stille og rolig øge intensiteten af belastning. Dette vil for-mentlig hjælpe på flere af bensmerterne, at hun kommer af med den tunge støvle.
Ad frakturer i ramus inferior på højre side: Patienten informeres om frakturen, samt at smerterne vil blive ved i lang tid 2-3 mdr mere. Ligeledes at man ikke kan operere for denne type frakturer. Således eneste be-handlingstilbud smertestillende.
Fortæller at hun ikke ønsker mere smertestillende, egen læ-ge har lagt en ny smerteplan for hende. Ellers informeres hun om at det kræver tid for at hele.
Ellers vil jeg anbefale kommunale genoptræning. Patienten er aktuelt ikke interesseret i dette da hun ikke kan overskue situationen.
Aftaler med patienten at hun skal kontakte egen læge hvis hun får mere overskud. Mhp. henvisning til genoptræning.
Ellers anbefales hun at smide krykkerne. Aktuelt vil hun ik-ke kunne gå nogen steder informerer hun mig om. Aftaler at hun gradvist skal prøve at gå uden dem.
Informeres om at forsøge små intervaller, kan starte med
side 7
helt små gå ture i hjemmet.
..."
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun arbejder som Stilling på et lokalt plejehjem og har været inden for hjemmeplejen i 35 år. Hun arbejder således med mennesker hver dag. Hun har som en "afstikker"arbejdet i en blomsterbutik i en periode, men er nu tilbage i sit gamle fag. Hun er fysisk og psykisk sund. Hun har ikke noget misbrug af nogen art. Hun lever et ganske almindelig famlieliv. Hun har været gift i 30 år. Hun vil gerne udføre samfundstjeneste. Hun er frygtelig ked af den ulykke.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i overtrædelse af færdselslo-vens § 3, stk. 1 og § 27, stk. 7. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øv-rigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i denne del af den rejste tiltale.
Tiltalte har blandt andet forklaret, at hun på arbejdet fik noget hovedpine, hvilket bevirkede, at det flimrede meget lidt for øjenene, at hun herefter tog et par panodiler, hvorefter flimmeret forsvandt, da hun skulle til at køre bil, og at hun havde det fint, da hun kørte bil.
Tiltalte har videre forklaret, at hun overhovedet ikke har set afdøde, der var 4 år, hendes mor samt hendes tre søskende inden påkørslen af afdøde og mo-deren, og at hun ikke kan huske, om hun satte farten ned eller bremsede op inden påkørslen af afdøde og moderen.
Retten ligger efter vidnerne, politiassistenterne Vidne 3's og Vidne 4's forklaringer, der fremstår sikre og troværdige, sammenholdt med tiltaltes forklaring gengivet i anmeldelsesrapport af 22. marts 2022 og afhø-ringsrapport af 22. marts 2022 samt til dels sammenholdt med tiltaltes egen forklaring, til grund, at tiltalte forinden kørslen og under kørslen i et eller an-det omfang havde flimmer for øjnene.
Retten finder imidlertid ikke, at anklagemyndigheden har ført bevis for, at til-talte på grund af denne flimren for øjnene har befundet sig i en sådan tilstand, at hun har været ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde.
Retten bemærker i den forbindelse, at der - på trods af, at tiltalte umiddelbart efter påkørslen til førnævnte politiassistenter havde forklaret, at hun havde haft flimren for øjnene før og under kørslen - ikke blev foretaget en klinisk undersøgelse af tiltalte til brug for en eventuelt senere vurdering i forhold til, om tiltalte havde befundet sig i en sådan tilstand, at hun var ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende vis.
side 8
Retten bemærker endvidere, at der efter bevisførelsen ikke er fremkommet oplysninger, herunder i form af vidneforklaringer, om, at tiltalte inden på-kørslen skulle have ført køretøjet på en påfaldende måde.
Retten finder det herefter ikke bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i over-trædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, hvorefter hun som konsekvens heraf tillige frifindes for overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt.
Retten finder efter bevisførelsen, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241, 1. pkt.
Retten bemærker, at der må kræves en skærpet opmærksomhed, når man som bilist nærmer sig et fodgængerfelt.
Efter tiltaltes forklaring, herunder at hun ikke så afdøde, hendes mor og hen-des tre søskende inden påkørslen, sammenholdt med den fremlagte bilinspek-tørerklæring og bilinspektør Vidne 1's forklaring, om, at der ik-ke på uheldsstedet er fundet sporafsætning i forhold til en opbremsning, læg-ger retten til grund, at tiltalte ikke satte farten ned eller foretog opbremsning i anledning af afdødes, hendes mors og hendes tre søskendes passage af fod-gængerfeltet.
Retten bemærker endvidere, at det af bilinspektørerklæringen fremgår, at bil-ens hastighed under fremførsel er udredt til 55 km/t plus/minus 6 km/t, at der ikke var konstateret nogen fejl eller mangler på oversigtsforhold eller vejens udstyr, og at føreren af personbilen under kørslen havde frit udsyn frem mod fodgængerfeltet.
Det fremgår endvidere af bilinspektørerklæringen, at fodgængerne fra første betrædning i fodgængerfeltet fra syd og frem til påkørselspunktet opholdt sig i fodgængerfeltet i ikke under 11 sekunder.
Bilinspektør Vidne 1 har i retten bekræftet det i bilinspektør-er-klæringen anførte og har i tilknytning hertil blandt andet forklaret, at han ved sine undersøgelser ikke har fundet noget, der kunne være årsag til, at tiltalte har overset fem personer i fodgængerfeltet.
Vidne 1 har endvidere forklaret, at da den første person trådte ud i fodgængerfeltet ved cykelstien, har bilen været 168 meter væk, hvis bilen har kørt 55 km/t.
Retten finder under disse omstændigheder, at tiltaltes udviste uagtsomhed må anses for at være at en sådan karakter, at der er tale om grov uagtsomhed, og at der i stedet for en bødestraf bør fastsættes en fængselsstraf, idet retten be-mærker, at ulykken ikke på nogen måde kan tilskrives afdødes forhold.
Straffen fastsættes derfor til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 241, 1. pkt.
side 9
og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 27, stk. 7.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 40 timer.
Retten bemærker, at retten under hensyn til tiltaltes personlige forhold, der er meget gode, herunder at hun er ustraffet, har fundet det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt.
Tiltalte har ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes hende. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis hun ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at fører-retten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 4, jf. § 125, stk. 1, nr. 1.
Rettens formand tager Forurettede 1's erstatningspåstand i forhold til behandlingsudgifter til følge som nedenfor bestemt. Forurettede 1's påstand om godtgørelse for svie og smerte henskydes med baggrund i de læ-gelige oplysninger til civilt søgsmål eller Erstatningsnævnet. Forurettede 1's krav om erstatning i forhold til begravelsesudgifter henvises under hensyn til karakteren af den fremlagte dokumentation tillige til civilt søgsmål eller Erstatningsnævnet.
I forhold til påstandene fra afdødes mor, Forurettede 1, og afdødes fire søskende, Erstatningspart 2, Erstatningspart 3, Erstatningspart 4 og Erstatningspart 5 om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a, tager rettens formand påstandene til følge, idet rettens formand ved afgørelsen har lagt vægt på, at Forurettede 1 samt Erstatningspart 3, Erstatningspart 4 og Erstatningspart 5 på meget tæt hold har over-været traffikulykken, og at Erstatningspart 2 inden for få minutter ankom til ulyk-kesstedet, hvor han ifølge forklaringen fra Forurettede 1 har set det hele. Godtgørelsen kan under de foreliggende omstændigheder passende fast-sættes til 50.000 kr. til hver person.
I forhold til påstanden fra Erstatningspart 1, der er afdødes far, om godtgø-relse efter samme bestemmelse, bemærker rettens formand, at Erstatningspart 1 efter de foreliggene oplysninger ikke var til stede, da traffikulykken ske-te, ligesom han ikke umiddelbart efter traffikulykken ankom til ulykkesstedet.
Rettens formand finder herefter ikke, at Erstatningspart 1 udover den dybe sorg og det afsavn, der er forbundet med et barns død som følge af en traf-fikulykke, har været udsat for en helt ekstraordinær følelsesmæssig belastning ud over dødsfaldet, hvilket efter erstatningsansvarslovens § 26 a under de fo-religgende omstændigheder, hvor der ikke er tale om hensynsløs kørsel, er en betingelse for at tilkende godtgørelse i medfør af denne bestemmelse. Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage.
side 10
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1.Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
2.Tiltalte skal inden for en længstetid på 4 måneder fra endelig dom udfø-re ulønnet samfundstjeneste i 40 timer.
3.Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, der kræver kørekort, bortset fra lille knallert.
Tiltalte beholder dog førerretten, hvis hun ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal fraken-des hende.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede 1, c/o advokat Tove Jør-gensen, Lille Torv 6A, 1., 8000 Århus C, betale 53.997,12 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2024.
Tiltalte skal inden 14 dage til Erstatningspart 2, c/o advokat Tove Jørgensen, Lille Torv 6A, 1., 8000 Århus C, betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2024.
Tiltalte skal inden 14 dage til Erstatningspart 3, c/o advokat Tove Jørgensen, Lille Torv 6A, 1., 8000 Århus C, betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2024.
Tiltalte skal inden 14 dage til Erstatningspart 4, c/o advokat Tove Jørgensen, Lille Torv 6A, 1., 8000 Århus C, betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2024.
Tiltalte skal inden 14 dage til Erstatningspart 5, c/o advokat Tove Jørgensen, Lille Torv 6A, 1., 8000 Århus C, betale 50.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 11. februar 2024.
Dommer