Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling og besøgskontrol stadfæstes

Østre LandsretStraffesag2. instans14. september 2009
Sagsnr.: 1211/23Retssagsnr.: SS-2450/2009-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-2450/2009-OLR
Sagstype
Grundlovssag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1211/23
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden; PartsrepræsentantFrank Wenzel; Rettens personaleB. Tegldal; Rettens personaleBlack; Rettens personaleKetilbjørn Hertz

Kendelse

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

K E N D E L S E

Afsagt den 14. september 2009 af Østre Landsrets 22. afdeling

(landsdommerne B. Tegldal, Black og Ketilbjørn Hertz (kst.))

22. afd. kære nr. S-2450-09:

Anklagemyndigheden

mod

Sigtede 3

( CPR nr. (Født 1987))

(advokat Frank A. Wenzel, besk.)

Sigtede 3, der har været frihedsberøvet fra den 7. august 2008, og som sigtes for bl.a. røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, har kæret Nykøbing Falster Rets ken-delse af 1. september 2009 (1-2802/2008) om fortsat varetægtsfængsling i medfør af rets-plejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, til den 29. september 2009.

Sigtede 3 har endvidere kæret en samtidig afsagt kendelse, hvorefter en an-modning om ophævelse af besøgskontrol ikke er taget til følge.

Kæremålet har været mundtligt forhandlet.

Anklageren har påstået Sigtede 3 fortsat varetægtsfængslet i medfør af rets-plejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, og besøgskontrollen opretholdt.

Forsvareren har påstået Sigtede 3 løsladt, subsidiært fortsat fængslet i surro-gat efter rettens nærmere bestemmelse, jf. retsplejelovens § 765. Mere subsidiært har for-

- 2 -

svareren anmodet landsretten om at pålægge byretten at forhåndsberamme sagen, jf. rets-plejelovens § 843 b, og/eller at pålægge anklagemyndigheden inden for en af retten fastsat kort frist at træffe afgørelse om tiltalespørgsmålet, jf. princippet i retsplejelovens § 843 a.

Forsvareren har endvidere påstået besøgskontrollen ophævet i sin helhed, subsidiært med hensyn til besøg med sigtedes forældre, Person 1 og Person 2, og sigtedes kære-ste, Person 3, og mere subsidiært med hensyn til besøg med sigtedes forældre.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sigtede 3, som den 1. august 2008 blev prøveløsladt fra afsoningen af domme af 16. august og 1. oktober 2007 for blandt andet tyveri, med en reststraf på 207 dage, er blandt andet sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, begået hen-holdsvis den 2. august 2008 i tidsrummet ca. kl. 02.00 til 02.50 i forretningen Bowl N Fun i Odense (forhold 8 i forholdsfortegnelse af 31. marts 2009), og den 6. august 2008 kl. 16.00 i Danske Bank i By (forhold 12), i begge tilfælde under trussel med knive og med medgerningsmænd.

Sigtede 3 blev anholdt den 7. august 2008 og den følgende dag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for forhold 12. Han blev den 17. november 2008 sigtet for for-hold 8. Han har erkendt forhold 12, men nægter sig skyldig i forhold 8.

Sigtede 3 er endvidere sigtet for en række andre forhold, herunder yderli-gere 5 røverier, som anklagemyndigheden ikke under dette kæremål har villet påberåbe sig som grundlag for fortsat varetægtsfængsling.

Efter Sigtede 3's erkendelse, som bestyrkes ved sagens oplysninger i øvrigt, er der begrundet mistanke om, at han er skyldig i forhold 12.   

Efter de oplysninger, der er forelagt landsretten, herunder om Sigtede 3's bils passage af Storebæltsforbindelsen den 1. og 2. august 2008, anvendelsen af nummerplader, der blev stjålet i Odense, og hans skiftende forklaringer herom, finder landsretten, at der er begrundet mistanke om, at han tillige er skyldig i forhold 8.

- 3 -

Sigtede 3 er tidligere straffet adskillige gange. Han er herunder 3 gange tid-ligere straffet for røveri, senest med 3 års fængsel ved Østre Landsrets ankedom den 7. december 2005. På denne baggrund og da der er begrundet mistanke om, at han er skyldig i 2 røverier begået henholdsvis natten efter og 5 dage efter prøveløsladelsen fra afsoningen af hans seneste domme for berigelseskriminalitet, tiltræder landsretten, at der er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2.

Efter de oplysninger, der er forelagt landsretten, herunder om, at Sigtede 3 under varetægtsfængslingen har fået indsmuglet en mobiltelefon, og om indholdet af de samtaler, han har ført, henholdsvis de sms-beskeder, han har sendt og modtaget, tiltræder landsretten endvidere, at der er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil vanske-liggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at påvirke andre, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Der var i sagen oprindelig 3 medsigtede i de fleste af de forhold, som Sigtede 3 er sigtet for, herunder forhold 8 og 12, men anklagemyndigheden har besluttet at udskille én af de medsigtede, Sigtede 1, til særskilt afgørelse, idet der den 2. sep-tember 2009 er rejst tiltale mod denne for en række forhold, herunder bankrøveriet den 6. august 2008, men ikke for nogen af de andre røverier, som Sigtede 3 er sig-tet for. Anklageren har under den mundtlige forhandling af kæremålet oplyst, at der for-ventes rejst tiltale mod Sigtede 3 og de to øvrige medsigtede, Sigtede 2 og Sigtede 4, for blandt andet alle de påsigtede røverier. Afgø-relsen af tiltalespørgsmålet vil foreligge inden for 2-3 uger.

Efter det oplyste om, at sagen i sidste halvdel af juni 2009 blev sendt til statsadvokaten til afgørelse af tiltalespørgsmålet, og om, at afgørelsen heraf vil foreligge inden for 2-3 uger, er der, når henses til antallet af forhold og sigtede, ikke grundlag for at fastslå, at sagen i denne periode ikke er fremmet med tilstrækkelig hurtighed, jf. retsplejelovens § 768, 2. pkt.

Beslutningen om at udskille sagen mod Sigtede 1 til særskilt afgørelse blev truffet blandt andet på grundlag af dennes forklaring i et retsmøde den 15. juni 2009 efter, at poli-tiet i retsmødebegæring af 3. april 2009 havde anmodet om indenretlig afhøring af Sigtede 1 til brug for afgørelse af tiltalespørgsmålet i sagen mod ham.

- 4 -

Uanset at det havde været ønskeligt, at anklagemyndigheden havde redegjort nærmere for sagens behandling i perioden frem til sagens fremsendelse til statsadvokaten, finder lands-retten, at der på denne baggrund ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagen i denne periode ikke har været fremmet med tilstrækkelig hurtighed, således at fortsat va-retægtsfængsling ikke er rimelig.

Vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, således at varetægtsfængslin-gen kan finde sted i et tidsrum, der overstiger 1 år, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2, beror på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder. Det fremgår af bestem-melsens forarbejder (Folketingstidende 2007-08, 2. samling, lovforslag nr. L 78, specielle bemærkninger til § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 768 a)), at der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund ved længerevarende varetægts-fængslinger med henblik på en mere nuanceret vurdering af, om fortsat fængsling efter udløb af fristen på 1 år er nødvendig. Det fremgår endvidere med hensyn til fængsling efter stk. 1, nr. 2, blandt andet, at den påsigtede kriminalitet spiller en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristen på 1 år især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat vare-tægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling. Det fremgår endvidere med hensyn til fængsling efter stk. 1, nr. 3, blandt andet, at efter afslutning af efterforsk-ningen bør der foreligge en betydelig risiko for kollusion af afgørende betydning for for-følgningen eller væsentlige hensyn til beskyttelse af vidner eller andre. På samme måde som i forhold til de andre fængslingsgrunde er det også centralt for vurderingen, om efter-forskningen fremmes med den fornødne hurtighed.

Landsretten finder herefter, at der efter det, der er anført ovenfor om bestemmelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3 – herunder omfanget af Sigtede 3's forstraffe, karakteren af de forhold, der påberåbes som grundlag for fortsat varetægts-fængsling, det meget hurtige recidiv samt Sigtede 3's forsøg på under vare-tægtsfængslingen ved brug af en indsmuglet mobiltelefon at påvirke mulige vidner – fore-ligger sådanne særlige omstændigheder, at retsplejelovens § 768 a ikke på nuværende tids-punkt er til hinder for fortsat varetægtsfængsling.

- 5 -

Navnlig efter det, der er anført ovenfor om retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, finder lands-retten, at varetægtsfængslingens øjemed ikke kan opnås ved mindre indgribende foran-staltninger, jf. retsplejelovens § 765, og den subsidiære påstand om fængsling i surrogat tages derfor ikke til følge.

Landsretten stadfæster herefter byrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af Sigtede 3.

Efter det, der er anført ovenfor om Sigtede 3's forsøg på at påvirke mulige vidner, tiltræder landsretten endvidere, at begæringen om ophævelse af besøgskontrol ikke er taget til følge, idet der heller ikke er grundlag for at ophæve besøgskontrollen alene med hensyn til besøg fra Sigtede 3's forældre og kæreste og ej heller alene med hensyn til besøg fra hans forældre.   

Det fremgår af sagen, at Sigtede 3's forsvarer i et retsmøde den 18. august 2009 har påstået Sigtede 3 løsladt under henvisning blandt andet til, at be-stemmelsen i retsplejelovens § 843 b om forhåndsberammelse burde have været anvendt. Det fremgår derimod ikke, at forsvareren har anmodet byretten om at forhåndsberamme sagen. Allerede derfor er der ikke grundlag for at tage forsvarerens mere subsidiære an-modning om at pålægge byretten at forhåndsberamme sagen til følge, idet forsvareren i givet fald må fremsætte begæring om forhåndsberammelse overfor byretten.

Under hensyn til anklagemyndighedens tilkendegivelse om, at tiltalespørgsmålet vil blive afgjort indenfor 2-3 uger, er der heller ikke grundlag for, at landsretten sætter en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Landsretten stadfæster herefter i det hele de påkærede afgørelser.

T h i b e s t e m m e s :

Byrettens kendelser stadfæstes.

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1211/23
Rettens sags nr.: SS-2450/2009-OLR
Afsluttet
1. instansRetten i Nykøbing FalsterNYK
DDB sags nr.: 1210/23
Rettens sags nr.: SS-2802/2008-NYK
Kæret

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
Byrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling og besøgskontrol stadfæstes — domsdata.dk