Sag om, hvorvidt de sagsøgte skal betale godtgørelse til sagsøgerne for ikke at have grebet ind og forhindret krænkelser af dem på Skole, hvor sagsøgerne i deres barn- og/eller ungdom var anbragt

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG

DOM

afsagt den 8. april 2024

Sag BS-27673/2022-FRB

1. Sagsøger 1

2. Sagsøger 2

3. Sagsøger 3

4. Sagsøger 4

5. Sagsøger 5

6. Sagsøger 6

7. Sagsøger 7

8. Sagsøger 8

9. Sagsøger 9 (Værge 1)

10. Sagsøger 10

11. Sagsøger 11 (Værge 2) 12. Sagsøger 12

13. Sagsøger 13

14. Sagsøger 14

15. Sagsøger 15

16. Sagsøger 16

17. Sagsøger 17

18. Sagsøger 18

(beskikket advokat Mads Krøger Pramming for alle)

mod

1) Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn)

(advokat Jonas Christoffersen)

2) Arbejdstilsynet

3) Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

(advokat Sune Fugleholm og advokat Paw Fruerlund for begge)

Denne afgørelse er truffet af dommerne Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 19. juli 2022, drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte skal betale godtgørelse til sagsøgerne for ikke at have grebet ind og forhindret krænkelser af dem på Skole 1, hvor sagsøgerne i deres barn- og/eller ungdom var anbragt.

Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet in solidum tilpligtes at betale 300.000 kr. til hver af sagsøgerne med tillæg af rente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn) har nedlagt påstand om frifindelse.

Arbejdstilsynet har nedlagt påstand om frifindelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgerne har fri proces.

Oplysningerne i sagen

Sagsfremstillingen er forkortet, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

Skole 1, der blev grundlagt i Årstal 1, var en selvejende institution for elever fra 6. til 9. klassetrin med hjemsted i Kommune 1. Skole 1 var godkendt som socialt anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 8 (dagældende).

Skole 1 havde mellem 46 og 60 pladser til normaltbegavede børn i alderen 11-17 år, der havde brug for et særligt støttende og omsorgsfuldt skoletilbud i døgnregi, og alle eleverne var frivilligt anbragt efter servicelovens § 52 på grundlag af konkrete aftaler mellem Skole 1 og de enkelte anbringelses-kommuner på grund af faglige, sociale og/eller

personlighedsmæssige problemer. Næsten alle elever havde ved anbringelsens start brug for en særligt støttende og hensyntagende undervisning på grund af diverse problemstillinger, herunder udfordringer som følge af tilknytningsforstyrrelser, omsorgssvigt eller udviklingsforstyrrelser af skolefærdigheder. Voldsomt udadreagerende og misbrugende børn og unge samt børn og unge med svære psykiatriske lidelser faldt uden for Skole 1's målgruppe.

På Skole 1 boede eleverne på tværs af alder i seks bo-grupper, hvor Afdeling 1 var forbeholdt de ældste elever. Der var ca. 50 medarbejdere på Skole 1, hvoraf halvdelen var lærere eller pædagoger.

Elevernes ophold på Skole 1 havde typisk en varighed af 2-3 år. De 18 sagsøgere var på forskellige tidspunkter i perioden Årstal 2-Årstal 3 anbragt på Skole 1, og for perioden, som nærværende sag drejer sig om, fordeler sagsøgernes ophold på Skole 1 som angivet i skemaet nedenfor.

SagsøgerÅrstal 4Årstal 5Årstal 6Årstal 7Årstal 8Årstal 9Årstal 313. Sagsøger 13Oplysninger i skema udeladt på grund af personfølsomme oplysninger5. Sagsøger 5 8. Sagsøger 8 6. Sagsøger 6 12. Sagsøger 12 7. Sagsøger 7 2. Sagsøger 2 4. Sagsøger 4 17. Sagsøger 17Sagsøger 17 10. Sagsøger 10 3. Sagsøger 3 16. Sagsøger 16

15. Sagsøger 15 18. Sagsøger 18 14. Sagsøger 14 1. Sagsøger 1 9. Sagsøger 9 11. Sagsøger 11

Skole 1 lukkede efter be styrelsens beslut ning Dato 1.

Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn)

Sagsøgte (Kommune) udfø rer Tilsyn i hovedstadsreg ionen ved Tilsyn, der blev oprettet de n Dato 2 m ed vedtagelsen af socialtilsy nsloven, der har til formål at bidrage til at sikre, at borgerne gives

en indsats, d er er i overensstemmelse med form ålet med offentl ige og private

tilbud efter blandt andet lov o m social service, jf. lovens § 1.

Tilsyn har til opgave blandt andet at godkende og føre et driftsorienteret tilsyn med omkring 870 plejefamilier og 560 sociale tilbud af forskellig karakter, herunder efterskoler og kostskoler, der er godkendt som anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 8 (dagældende).

Tilsyn skal som led i tilsynsvirksomheden indhente og modtage oplysninger om tilbuddene og gennemføre tilsynsbesøg for at sikre, at et socialt tilbud fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for den meddelte godkendelse, jf. socialtilsynslovens § 7, stk. 1, jf. § 6, § 5, stk. 1, og § 12, stk. 2. Tilsyn skal som led i det driftsorienterede tilsyn besøge tilbuddene efter en konkret vurdering af behovet, idet der skal gennemføres mindst ét tilbudsbesøg om året, jf. lovens § 7, stk. 3, nr. 1, og stk. 4. Tilsynsbesøg kan være både anmeldte og uanmeldte afhængigt af formålet med besøget.

Tilsyn skal indgå i dialog med tilbuddene og kan efter omstændighederne intensivere tilsynet samt meddele påbud som led i et skærpet tilsyn med henblik på udvikling og fortsat godkendelse af det enkelte tilbud, jf. lovens § 7, stk. 2, og § 8, stk. 1 og 2. Tilsyn kan træffe afgørelse om ophør af en godkendelse af et socialt tilbud, jf. lovens § 5, stk. 10.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Frie grundskoler skal give undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen (”stå mål med-kravet”), og forberede eleverne til at indgå i det danske samfund (”frihed og folkestyre-kravet”), jf. friskolelovens § 1, stk. 2. Der føres tilsyn med skolernes overholdelse af disse to krav, og det sker ved et statslig tilsyn, der varetages af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (herefter STUK), og et tilsyn varetaget af forældrene til børnene på den enkelte skole. Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves, herunder f.eks. gennem en forældrevalgt tilsynsførende, jf. lovens § 9, § 9 a, og § 9 b. Det er i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at forældrekredsens tilsyn er det primære, og at STUKs tilsyn vil være af en overordnet karakter og baseret på stikprøvevise undersøgelser. Der kan endvidere iværksættes nærmere undersøgelser på baggrund af blandt andet en henvendelse fra forældrekredsen.

STUK kan iværksætte et skærpet tilsyn, hvis der er tvivl om, hvorvidt en skole efter en helhedsvurdering lever op til kravene, jf. lovens § 9 f, stk. 1, og § 9 g, stk. 1. Hvis der på baggrund af et skærpet tilsyn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en skole lever op til kravene, kan der træffes afgørelse om, at skolen ikke længere omfattes af lovens regler om frie grundskoler, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter loven, jf. lovens § 9 h.

STUK fører også tilsyn med, at frie grundskoler, der modtager statstilskud efter loven, overholder bestemmelser om skolernes økonomiske-administrative forhold, herunder tilskudsbetingelser, jf. lovens § 20 b, stk. 1. Såfremt der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at betingelserne overholdes, kan STUK udstede påbud, jf. lovens § 24 a, stk. 1.

Ved lov nr. 1544 af 13. december 2016 om ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service og lov om voksenansvar for anbragte børn, der trådte i kraft 1. januar 2017, blev efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling med 9 eller flere godkendte pladser undtaget fra Tilsyns godkendelse af og tilsyn med økonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold. I følge bemærkningerne til lovforslaget var disse forhold allerede omfattet af det tilsyn, som STUK fører med skolerne, og formålet med lovændringen var at undgå, at skolernes økonomiske, organisatoriske og ledelsesmæssige forhold var undergivet tilsyn af både Tilsyn og STUK.

Arbejdstilsynet

Arbejdsmiljøloven har til formål at skabe et sikkert og sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, jf. lovens § 1, nr. 1, og Arbejdstilsynet har til opgave at påse, at

arbejdsmiljøloven og forskrifter, der gives i medfør af loven, overholdes, jf. lovens § 72, stk. 1, nr. 7.

Ved lov nr. 1554 af 27. december 2019 om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring, der trådte i kraft den 1. januar 2020, blev der i arbejdsmiljølovens § 72, stk. 7, indsat en bestemmelse, der giver Arbejdstilsynet mulighed for at videregive indsamlede og behandlede oplysninger samt egne oplysninger til andre offentlige myndigheder, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af disse myndigheders opgaver, herunder kontrol- og tilsynsopgaver. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget giver bestemmelsen hjemmel til videregivelse af oplysninger til andre myndigheder. Endvidere følger det af bemærkningerne, at lovforslaget giver et klart retligt grundlag for, at Arbejdstilsynet kan videregive oplysninger til andre offentlige myndigheder, når det er nødvendigt af hensyn til myndighedernes opgavevaretagelse.

Forældelse

Forældelseslovens § 3 indeholder reglerne om de almindelige forældelsesfrister. Det følger af lovens § 3, stk. 5, at fordringer på erstatninger eller godtgørelser, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne, ikke forældes.

Forklaringer

Sagsøger 13 har forklaret blandt andet, at hun skrev et Facebook-opslag Dato 3 om sit ophold på Skole 1, og at opslaget fortsat er udtryk for hendes opfattelse i dag. Episoden, der beskrives i opslaget, hvor hun blev trukket af sin lærer, Person 1, fandt sted i Årstal 10.

Hun voksede op i et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Allerede som 12-årig sov hun på gaden, fordi hun ikke kunne være hjemme. Hun blev mobbet i skolen og gik på tre forskellige skoler. Inden hun startede på Skole 1, havde hun forsøgt at tage sit eget liv tre gange og havde været udsat for sit første seksuelle overgreb.

Hun kom til Skole 1, da hun var 14 år. I løbet af den første uge fandt hun ud af, at hun ikke ville være på Skole 1. Hun sagde det til de voksne, sine forældre og kommunen. Hun var meget ekspressiv og skejede ud, råbte og græd for at vise, hvordan hun havde det. Atmosfæren på Skole 1 var kold og ubehagelig. Hun havde behov for at blive set. Der var et hierarki blandt eleverne på Skole 1, og man levede i en konstant overlevelsestilstand.

Hun spurgte de andre elever, hvor længe de havde været der. Hun bemærkede, at nogle elever kom fra Skole 1, hvis de var selvdestruktive nok.

Hun begyndte fast at drikke alkohol, ryge cigaretter og hash samt at tage hårde stoffer, herunder kokain, ecstasy og ketamin. Hun forsøgte at flygte fra sin egen virkelighed. Hun fik stoffer fra sin far, men begyndte også at stikke af fra Skole 1 til dårlige miljøer, hvor ældre mænd lokkede hende med hash og stoffer, og hvor hun oplevede fire seksuelle overgreb. Efterfølgende prostituerede hun sig, for hendes eneste mål var at få stoffer. Hun havde ingen kontakt til sin krop og ingen forbindelse til sig selv. Stofferne var det kærligste, hun havde. I en lille bog skrev hun aftaler med mænd og priser herfor. En voksen på Skole 1 fandt det, og hun sagde, at det var for sjov. Hun indleverede en stil med overskriften ”Overskrift” . Det var et råb om hjælp, men der skete ikke noget.

Mens hun var på Skole 1, havde hun en kæreste på 18 år, da hun selv var 14 år. Kæresten kom tit og besøgte hende, og det var der ingen, der sagde noget til.

Hun oplevede mobning, men rykkede op i elevhierarkiet, da hun begyndte at tage stoffer. Hun så en del vold mod andre elever, herunder mod en 13-årig pige, som blev tævet af tre andre elever, mens hun lå i fosterstilling i et hjørne på sit værelse.

Hun havde en spiseforstyrrelse, inden hun startede på Skole 1. Det var en bagatel i forhold til alle de andre problemer, så det var der ingen, som hjalp hende med.

Hun begyndte at hallucinere på grund af stofferne, og det udviklede sig efterfølgende. Som 17-årig fik hun en slem psykose. Hun blev diagnosticeret med en afart af skizofreni.

Nogle af de andre piger på Skole 1 fortalte til de voksne, at hun prostituerede sig, hvorefter hun blev flyttet fra Skole 1. Det var Person 2, som konfronterede hende med det.

Efter Skole 1 kom hun i plejefamilie, som hun stak af fra. Hun fortsatte med prostitution og fik også PTSD og et forværret misbrug. Da hun blev 18 år, flyttede hun hjem til sin far, som tog kvælertag på hende. Dernæst flyttede hun på krisecenter i 10 måneder, og til sidst flyttede hun hjem til sine bedsteforældre.

Hun havde brug for at blive bekræftet i, at hun var elsket. Hun blev kun bekræftet i, at hun ikke havde nogen grænser. Hun oplevede piger, der cuttede

sig. De voksne vidste det, men der var en ekstrem magtesløshed. Skole 1 var efter hendes opfattelse en dumping ground for børn, som man ikke vidste, hvor man skulle placere. Skole 1 var point of no return. Hun var ekstremt modtagelig over for, hvad hun blev tilbudt, da hun kom til Skole 1, men hun endte med at have en række seksuelle overgreb bag sig, og hun er meget begrænset af sine oplevelser.

Hun fortalte i juni Årstal 4 til kommunen, at hun havde prostituereret sig selv for at få råd til hash. Hun var meget ekspressiv om, at hun ikke ville være på Skole 1, og at hun var i ekstrem mistrivsel. Skole 1 vidste, at hun drak og tog stoffer, fordi hun var så skæv, at hun måtte hives ud af timerne. Det er hendes indtryk, at der blev talt om det til statusmøder, men hun kan ikke med sikkerhed sige det. Hun ved ikke, hvor meget kommunen vidste om de seksuelle overgreb. Der har ikke været et statusmøde på Skole 1, hvor hun har givet udtryk for, at hun var glad for at være der.

Sagsøger 5 har forklaret blandt andet, at hun startede på Skole 1 som 12-årig. Hun blev mobbet, fordi hun havde svært ved at gå i bad. Hun var bange for, at der var nogen, som ville bryde ind, mens hun var i bad, for døren til badet var før blevet brudt op. Hun fik ingen hjælp til at gå i bad ud over bestikkelse. Hun blev også tvunget i bad med trussel om at blive udelukket fra fællesspisning eller en udflugt. I starten var hun hjemme hver weekend, hvor hun gik i bad. Hun oplevede det ikke på samme måde som et problem med bad derhjemme.

Hun husker, at hun blev mobbet, men ikke præcist, hvad der blev sagt. Der blev skrevet grimme ting om hende på Facebook. De andre elever spyttede på hende og kastede ting efter hende. Hun var primært ude ved dyrene eller på sit eget værelse. Hun havde kun falske venner og fik aldrig rigtige venner. Hun følte, at alle var efter hende.

Hun oplevede også Person 3's selvskade, hvor der var blod over det hele, og Person 3 kom tilbage til Skole 1 med plaster over det hele.

Hun fik undervisning på Skole 1, men hun havde meget fravær og kom f.eks. aldrig til tysk. Hun var fagligt på 2.-3. klassetrin på Skole 1.

Efter halvandet år på Skole 1 begyndte hun at se syner i form af en lille dreng ved hendes fødder og en kvinde ved hendes hoved. Hun ser stadig syner.

Sagsøger 8 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt i sommeren Årstal 11. Hun var udsat for fysisk og psykisk vold hjemme, fik et hashmisbrug og blev mobbet i skolen.

Hun blev vist rundt på Skole 1 den første dag og kunne straks se, at der var et tydeligt hierarki og mobning. Hun blev ikke mobbet på Skole 1. Hun ville bare passe sin skole.

Hendes kommunale sagsbehandler var godt klar over, at hun havde et hashmisbrug. Hun fortalte det hurtigt til sin kontaktpædagog på Skole 1. Hun stoppede et par måneder med sit misbrug, men startede igen. Hun fik en hash-psykose i april Årstal 5 og var lam i 18 timer. Hun prøvede kokain, som Sagsøger 13 havde taget med hjemmefra. De voksne vidste godt, at det blev taget. Hendes kontaktperson på Skole 1 sagde, at hun skulle tale med psykologen om det. Psykologen sagde, at hun havde tavshedspligt, men kort efter vidste alle de voksne det.

Hun var i et forhold med en dreng på Skole 1. Drengen var sammen med en anden, hvorfor hun slog op med ham. Drengen begyndte at stalke hende. Hun flyttede sammen med Sagsøger 2 i Afdeling 2, og drengen lavede indbrud på deres værelse, klippede hul i deres gardiner og lagde sig i hendes seng. Hun var meget bange for ham. Han truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke kom tilbage ham. I den følgende weekend anbefalede forstanderen derfor, at hun blev på Skole 1. Sagsøger 2 blev der sammen med hende. På et tidspunkt var de ude at ryge, og Sagsøger 2 gik lidt væk for at tale i telefon. Lige pludselig kom drengen bag fra og tog halsgreb på hende og slog og sparkede hende, inden Sagsøger 2 nåede at gribe ind. De voksne på Skole 1 sagde, at det var hendes egen skyld, og at de nok skulle tage sagen med hendes kommunale sagsbehandler. Drengen forblev på Skole 1 efterfølgende. Hun fik senere, da hun havde et møde med kommunen, at vide, at det var for sent at reagere på det. Hun havde en bestemt sagsbehandler i kommunen, som hun kontaktede indimellem, men som dog ikke reagerede.

En aften på Skole 1 kunne hun og Sagsøger 2 høre, at en anden pige spillede høj musik, hvorfor de gik hen til hende. De kunne høre, at hun hulkede inden for døren, men der blev ikke svaret. Sagsøger 2 sparkede døren op, men døren kunne ikke åbne helt, fordi pigen sad bag døren. Der var blod over alt. Pigen var åben på arme, ben og hofte. Pigen havde skåret sig over alt. Sagsøgeren satte sig på gulvet og lagde pigens hoved i sit skød. Der var ingen kontakt med pigen. Sagsøger 2 var løbet efter hjælp og kom tilbage og sagde, at der var en voksen på vej. Den voksne tog sig god tid og spiste et æble og sagde til pigen: ”Har du nu skåret i dig selv igen lige som Sagsøger 7” . Sagsøger 2 blev vred på den voksnes opførsel, og den voksne ringede efter en mandlig pædagog. Sagsøgeren blev bedt om at tørre blodet op fra pigens værelse, hvorefter hun fik at vide, at hun ikke måtte komme i bad, fordi det var sent. De prøvede at få fat i

Sagsøger 2's mor. Der kom ingen voksne og talte med dem dagen efter. Pigen blev først kørt på skadestuen om morgenen. Sagsøger 2's mor kom og hentede dem om aftenen dagen efter. Sagsøgeren blev aldrig tilbudt nogen former for samtale med personale eller psykolog efterfølgende, selv om det fremgår af den kommunale journal.

Hun ønskede et møde med kommunen efter de voldsomme episoder og den manglende omsorg. Kommunen udskød mødet med den begrundelse, at hun alligevel snart var færdig på Skole 1.

Hun husker fra sit ophold på Skole 1, at man blev udstillet på morgenmøder. Hvis man f.eks. havde haft sex med sin kæreste, blev man klappet op af de voksne foran alle. Det var ydmygende og nedværdigende. Man kunne også risikere at få taget sin mobiltelefon, sit buskort eller sine lommepenge som straf.

Hun boede i bo-gruppe med Sagsøger 5 på et tidspunkt. Sagsøger 5 lugtede, og man havde ikke lyst til at omgås hende. Sagsøger 5 blev mobbet meget. Hvis Sagsøger 5 f.eks. ikke ville være med til at handle og lave mad til bo-gruppen på hendes maddag, så tog gruppen ud at spise uden Sagsøger 5. På et tidspunkt tvang hun og Sagsøger 2 Sagsøger 5 i bad og låste badeværelsesdøren. De tvang hende til at smide tøjet. De voksne vidste det godt og kunne høre det hele. Der var en voksen, som sagde til dem, at det var megafedt, at de havde fået Sagsøger 5 i bad.

Hun blev sendt på tur, når Tilsyn kom, så hun talte ikke med nogen derfra.

Sagsøger 6 har forklaret blandt andet, at hun flyttede til Danmark fra Grækenland, da hun var 12 år. Hun boede ved sin far, men blev kort efter anbragt på en akutinstitution af Kommune 2, hvorefter hun blev videreanbragt på Skole 1. Hun gik til psykolog og var selvskadende, før hun kom på Skole 1.

Kommunen fortalte hende, at hun skulle anbringes på en skole med mange andre unge. Hun forstod ikke, hvad hun skulle der, for hun havde depressive tendenser og var selvskadende. Hun drøftede det med personalet på Skole 1, der sagde, at det var der styr på. Hun kunne ikke se sig selv i ungegruppen på Skole 1.

Hun kom i Afdeling 3 sammen med nogle større børn, selv om hun kun var 12 år. Hun startede i 6.-7. klasse. Læreren havde ikke styr på noget. Nogle af de voksne på Skole 1 havde ikke det, der skulle til for at kæmpe imod. Hun boede på et dobbeltværelse med en anden pige. Hun havde selvdestruktive

tendenser, som hun ikke syntes, at værelseskammeraten skulle udsættes for. Der var bekymring om selvskade under hele hendes ophold på Skole 1.

I starten gjorde hun et ihærdigt forsøg på at indvie de voksne på Skole 1 i hendes verden, men hun blev mødt af manglende forståelse og med et synspunkt om, at det var normalt at have det svært som ung. Hun blev nogle gange sendt i seng på sit værelse, uden at nogen havde tilset hendes sår. Hun havde fået at vide, at hun ville få den hjælp, som hun havde brug for, men det var ikke tilfældet. Gradvist trak hun sig mere og mere ind i sig selv, og hun stoppede med at underrette de voksne, når hun havde skåret i sig selv.

Hun gjorde, hvad hun kunne for at forsvinde fra radaren. Hun udviklede tvangstanker for at opnå kontrol. Hun var f.eks. meget renlig og gik i bad flere gange om dagen, for ikke at ende som andre elever med dårlig hygiejne. Hun var også meget punktlig med at møde til tiden i skolen.

Personalet udtrykte bekymring for hendes tilstand, og der var perioder, hvor hun isolerede sig fuldstændigt, var selvskadende og nægtede at spise og drikke. I efteråret Årstal 4 indvilligede hun i at tage på psykiatrisk skadestue for unge. Det var planen, at personale fra psykiatrien skulle komme ud på Skole 1 og gennemføre samtaler med hende. Det blev imidlertid aldrig til noget, for hun fandt hun af, at hun selv skulle have kontaktet psykiatrien herom.

Efter tre besøg på psykiatrisk skadestue blev hun som 13-årig flyttet til Afdeling 1, hvor de større børn boede, for at få mere ro. Flytningen indebar en masse frihed til selvskade, for der var meget lidt personale. Hun oplevede, at hun ikke blev taget alvorligt. Hun stjal en kæmpe bøtte med Panodil. Hun tog 70 Panodiler, men hun fortrød og indså, at det ikke var den bedste vej ud. Hun kom på hospitalet til udpumpning. Hun ønskede ikke at komme tilbage til Skole 1, men kom alligevel tilbage, hvorefter hun blev efterladt alene på sit værelse med resten af pillerne. Hun gjorde det samme igen få timer senere, hvor hun tog 83 Panodiler. En voksen fra Skole 1 kom og sagde, at det var meget ubelejligt, og om hun bare forsøgte at efterligne en anden pige på Skole 1, som var Sagsøger 7.

Hun blev indlagt på ny og vendte ikke tilbage til Skole 1 efterfølgende. Hun blev indlagt i et par måneder i psykiatrien, hvor hun blev udredt. Hun er i autismespektret og har også andre supplerende diagnoser. Hun blev efterfølgende anbragt på et behandlingshjem. Hun har haft over 200 forløb i psykiatrien. Hun føler ikke, at de voksne hjalp hende undervejs, og hendes problemer hverken startede eller stoppede på Skole 1. Hun talte kun med sin kommunale sagsbehandler under sit ophold på Skole 1.

Hun blev ikke mobbet på Skole 1, men hun oplevede, at såvel voksne som elever, herunder Sagsøger 5, blev mobbet.

Skole 1 benyttede en særlig form for afstraffelse, der bestod i, at eleven, der skulle straffes, blev frataget sin mobil og sit buskort og kørt væk, hvorefter vedkommende selv skulle finde tilbage til Skole 1.

Sagsøger 12 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i september Årstal 11. Hun havde ikke set Skole 1, inden hun startede. De første dage på Skole 1 var fine nok. Hun opdagede hurtigt, at nogle af pigerne på stedet havde det meget dårligt psykisk, herunder flere af sagsøgerne i denne sag. De pågældende piger holdt sig i baggrunden og havde tydelige ar på kroppen.

Atmosfæren på Skole 1 var generelt meget trykket. Hun var både lidt sammen med de skrøbelige piger, men hun fandt også venskaber blandt de populære piger, så hun var i midten af hierarkiet og forsøgte i øvrigt så vidt muligt at gå i et med tapetet. Hun fik hurtigt en uoverensstemmelse med den pige, hun delte værelse med. Pigen valgte derefter at dele deres værelse op med tape. Hun havde det fint med de andre i Afdeling 4, hvor hun blev placeret.

I Afdeling 4 boede også Sagsøger 5. Hun og Sagsøger 5 havde det fint sammen, men det lugtede nogle gange fra Sagsøger 5's værelse. Sagsøger 5 blev mobbet meget og ofte kaldt for skraldespanden. De andre elever rykkede væk fra hende, når de spiste. Det samme gjaldt de voksne.

Hun blev selv mobbet af især to drenge. Det var hovedsageligt verbalt, hun blev mobbet. Drengene kaldte hende fed og ulækker og råbte, at hun var billig og en luder. Hun blev også skubbet af de to drenge, når hun skulle op til klassen, og nogle gange spændte de også ben for hende, så hun faldt. De voksne kendte til mobningen, men gjorde ikke noget ved det, så der var ikke nogen konsekvenser for de to drenge. Mobningen startede 4-5 uger efter, at hun var startet på Skole 1.

Hun blev på et tidspunkt rykket til Afdeling 5, hvor det blev lidt lettere. Hun cuttede ikke sig selv, men hun havde elastikker om sine håndled og lår, som hun trak ud og slap for på den måde at piske sig selv. Hun tror, at hun på den måde forsøgte at gøre sin psykiske smerte til en fysisk smerte. Hun var bange for, hvad hendes mor ville sige, hvis hun skar i sig selv, så hun udøvede selvskade på en måde, der ikke kunne ses. Når man hele tiden er sammen med folk, der har det svært, begynder man selv at få det svært. Det var hårdt for hende at se andre elever have det svært, og det var især hårdt at høre det remset op på de daglige morgenmøder, hvem der havde skadet sig selv, og hvem der havde forsøgt at begå selvmord.

Hun blev lidt overladt til sig selv af de voksne. Det eneste, de voksne sagde til hende, var, at hun ikke skulle blive en del af ”cutter-klubben” .

Det kan godt passe, at hendes mor på et tidspunkt kontaktede kommunen og fortalte, at hun ikke havde lyst til være på Skole 1 længere, fordi hun var følelsesmæssigt oversvømmet af alle de børn, der havde det dårligt. Hun er generelt en person, der gerne vil hjælpe dem, der har det svært, hvilket betød, at hun gjorde børnenes problemer til sine egne og derfor blev følelsesmæssigt overvældet.

Hun forsøgte på et tidspunkt at slippe væk fra Skole 1 i den bus, som kørte de elever, der skulle hjem på weekend, til By 1. Alle elever, der skulle hjem på weekend den pågældende dag, sad i bussen, som hun havde sat sig ind i. Person 2 fik stoppet bussen og sagde, at bussen ikke kørte videre, før hun var steget ud. Efter at hun var steget af bussen, tog Person 2 hende med op i et klasselokale. Her talte han sammen, hvor mange timer hun skulle sidde efter.

Hun har også prøvet at blive kørt ud og sat af på mark efter at være blevet frataget sin telefon og sit buskort. Hun skulle derefter selv finde hjem. Det var noget, der skete ret ofte, og som blev anvendt som en form for straf.

På et tidspunkt var hun på natterend med Sagsøger 6. Hun og Sagsøger 6 tog den sidste bus til By 1 station, og derfra tog de toget til København, hvor de tog på Christiania og røg sig skæve. Da de skulle hjem, tog de det sidste tog tilbage til By 2 og sov på stationen, indtil det første tog kørte til By 1. Da de voksne opdagede, hvad de havde gjort, fik de frataget deres buskort, så de ikke kunne gøre det igen.

Hun havde ikke røget hverken cigaretter eller hash, inden hun kom på Skole 1. I den periode, hun var anbragt på Skole 1, begyndte hun at ryge hash og til sidst røg hun hash hver dag. De populære elever røg hash, og hun røg hash for at være med i fællesskabet. Hun var kun 14 år, da hun begyndte at ryge hash. Hun var også ofte fuld. På et tidspunkt kom der nogle narkohunde, der skulle snuse til elevernes tasker, når de steg ud af bussen. Flere elever havde luret det og smidt deres hash fra sig, så det endte med, at narkohundene ikke fandt noget.

I den periode, hun var på Skole 1, passede hun ikke sin skole, og hun havde meget få hele skoledage.

Der var nogle små grise på Skole 1. En dag havde hun morgentjansen med at fodre grisene. Hun havde kun nogle små ballerinasko på, og det havde regnet og var glat hos grisene, så hun gled og slog sit knæ. Hun kunne ikke selv

komme op og blev først 45 minutter senere fundet af en anden elev, der skulle ud at ryge. En af de voksne kom kørende med en kontorstol, som hun kom op på, hvorefter hun blev kørt direkte op i klassen på kontorstolen. Efter undervisning blev hun kørt hen på sit værelse og lagt i seng. Hun blev ikke kørt på sygehuset, og hun fik ikke noget smertestillende medicin. Hun ringede til sin mor, der efter et par døgn fik tilladelse til at besøge hende. Det endte med, at hendes mor kørte hende på skadestuen, hvor hun blev behandlet. Hun har varige mén i sit knæ efter episoden.

Hun har været udsat for morgenvækning af Person 2. Han kom ind og tog fat i hendes dyne og rev den af hende. Han tog herefter fat i anklerne på hende og rev hende ned på gulvet, mens han råbte: ”Kom op i skole” . Nogle gange tog han fat i sengen og tippede den, så hun faldt ned på gulvet. Det var pinligt, at der stod en voksen mand og hev dynen af en og hev en ud af sengen, især hvis man lå og sov i sit undertøj.

På morgensamlingerne blev det nævnt, hvem der havde haft sex med hvem, og der blev klappet ad de pågældende. Det skete ofte, at man blev sat i opvasken med den person, man havde haft sex med, hvilket hun selv prøvede en enkelt gang. Det var meget ydmygende at blive hængt ud på morgensamling for at have haft sex med en anden elev.

Efter Skole 1 blev hun anbragt på et meget hjemligt opholdssted, hvor personalet havde styr på tingene og kunne håndtere de unge. De voksne var meget kærlige og omsorgsfulde, hvilket var en stor omvæltning i forhold til Skole 1, hvor eleverne var meget overladt til sig selv.

Hun har været på psykiatrisk afdeling et par gange. Da hun forlod Skole 1, havde hun et massivt misbrug, som hun tjente penge til ved at sælge sig selv. Misbruget startede, mens hun var på Skole 1.

På et tidspunkt havde hun ikke lyst til at leve mere. Hun stod på havnen i By 3, hvor hendes opholdssted lå. Hun havde fundet et reb, som hun havde bundet rundt om sine ankler, og en stor sten, og hun var klar til at hoppe i havnen. Det var omkring et halvt år efter, at hun stoppede på Skole 1.

Hun har senere fået konstateret PTSD, hvilket skyldes det, hun har oplevet i den tid, hun var anbragt på Skole 1.

Hun kan ikke huske noget om en sagsbehandler ved kommunen, der hed Person 4. Hun var kun i kontakt med kommunen i forbindelse med de statusmøder, der blev afholdt på Skole 1. I forbindelse med statusmøderne havde hun omkring 5 minutter alene med sagsbehandleren, når hendes forældre og kontaktperson var gået. Der blev afholdt statusmøde, når Skole 1 mente,

at det var relevant. Det var mest hendes mor, der talte med sagsbehandleren ved kommunen.

Sagsøger 7 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i august Årstal 11. Hendes mor var syg, og hun havde mange bekymringer for sin mor, hvilket var en af årsagerne til, at hun blev anbragt. Skole 1 var et stort sted, fordi hun var vant til at være enebarn. De første par uger var det rart at være på Skole 1. Der var luft, og hun skulle ikke spekulere på sin mor. Hun fandt dog hurtigt ud af, at miljøet på Skole 1 ikke var godt. Der var hierarki og mobning mellem eleverne på skolen, og der var mange, der havde et misbrug af alkohol og stoffer. Det var primært hash, eleverne havde et misbrug af.

Hun har altid været meget introvert og stille, og den adfærd fortsatte på Skole 1. Hun ville nødigt gøre sig bemærket, og hun forsøgte at være en flue på væggen. Hun var generelt nervøs, og hun tænkte meget over, hvad hun sagde og gjorde, fordi hun så andre elever blive overfaldet både fysisk og verbalt. Hun så f.eks. elever, der blev skubbet ned ad trappen til spisestuen. Hun oplevede ikke selv at blive skubbet ned ad trappen, men en gang blev hun skubbet hårdt i numsen med fuld kraft, hvilket betyder, at hun i dag ikke bryder sig om at blive slået i numsen.

Hun oplevede at blive mobbet et par gange. Hun blev blandt andet kaldt so, og på et tidspunkt blev der stablet møbler foran døren til hendes værelse, så hun ikke kunne komme ud. Når hun var i bad, var hun altid bange for, at der kom nogen forbi og hamrede på døren eller forsøgte at låse døren op. Hun boede på værelse med Person 3, og på et tidspunkt blev de truet af en anden pige på Skole 1. Pigen sagde, at hun ville dele billeder af dem, hvis de nogensinde nærmede sig By 4, så alle dem, pigen kendte i byen, ville vide, hvem de var.

Først boede hun på værelse med en anden pige, men efter et halvt års tid flyttede hun sammen med Person 3. Hun og Person 3 havde en slags symbiose, hvor de talte kalorier, kastede op og udøvede selvskade. De udviklede begge en spiseforstyrrelse, hvor de stoppede med at spise og talte kalorier i alt. Af og til tvangsspiste de dog i store mængder, hvorefter de gik ud og kastede op sammen. De voksne på Skole 1 var klar over, hvad de lavede, men der blev ikke gjort noget for at hjælpe dem. Nogle gange var der en af de voksne, der sagde til dem, at de skulle spise noget mere, men det var det eneste, der blev gjort.

Hun og Person 3 talte meget om selvskade, hvilket var noget de dyrkede sammen, blandt ved at se på billeder på internettet. Nogle af de andre elever fandt ud, hvad de lavede, og fortalte det til personalet. Det blev noteret i deres

journal, men der blev ikke gjort andet ved det. Hvis nogen opdagede, at hun havde skåret i sig selv, ville det blive taget op på et morgenmøde. Hun forsøgte derfor at skjule det. Hun begyndte at udøve selvskade, inden hun kom på Skole 1, hvilket også stod i hendes papirer, så Skole 1 var bekendt med det, inden hun startede.

Det er rigtigt, at hun den Dato 4 forsøgte at begå selvmord. Som hun husker det, var det hendes fjerde selvmordsforsøg på Skole 1. Alle selvmordsforsøg fandt sted på hendes værelse på Skole 1 og skyldtes, at hun var trist og deprimeret. Selvmordsforsøgene var med piller. De tre første gange tog hun piller om aftenen, inden hun gik i seng. Da hun vågnede om morgenen dagen efter, meldte hun sig syg. Pillerne havde hun taget fra sin mor, som døjede med mange forskellige ting. Efter selvmordsforsøget den Dato 4 vågnede hun om morgenen og skulle tisse. Da hun skulle ned ad trappen fra hemsen på sit værelse, vækkede hun hende, der boede i værelset ved siden af. Da hun kom ud på gangen, spurgte pigen fra værelset ved siden af, om hun var ok, hvilket hun ikke svarede på. Da hun kom ud fra toilettet, havde pigen hentet en voksen, og hun blev akutindlagt på skadestuen og derefter på psykiatrisk center i By 5, hvor hun var indlagt i nogle måneder.

Det er rigtigt, at hun i april Årstal 5 fortalte til en børnesamtale, at hun var bange for at komme tilbage til Skole 1, hvilket skyldtes, at hun havde hørt fra nogle veninder, at der blev talt om hende. Hun frygtede derfor, at hun ville komme tilbage til et miljø, hvor hun ville blive mobbet og set ned på. Da hun kom tilbage, havde hun en følelse af tomhed, og hendes vej til overlevelse blev at opdigte en fantasiverden omkring sine teenageidoler. Hun levede derfor i verden, hvor alt handlede om hendes idoler, og hun havde nogle gange svært ved at skelne mellem sin fantasiverden og den virkelige verden. De voksne på Skole 1 gjorde nogle gange grin med det, hvilket var både pinligt og grænseoverskridende.

På Skole 1 blev der talt åbent om alt, og der var ikke noget, der blev pakket ind. Hun tror, at hun og enkelte andre elever blev brugt som en slags skræmmeeksempler i forhold til selvskade og selvmord.

Hun hørte om de seksuelle krænkelser, andre elever var udsat for, og hun oplevede selv at blive fysisk tvunget til at kysse med en dreng på en skitur. Drengen tog fat i hende og prøvede at røre ved hende og presse sin krop op ad hende. Der var en anden elev til stede, da det skete, men de voksne, der var med på skituren, blev ikke involveret i episoden.

På et tidspunkt fik hendes mor et tilbagefald til alkohol. Hun talte i telefon med sin mor og kunne høre, at hun var påvirket, hvilket gjorde hende sur. Hendes mor ringede til Skole 1, hvorefter en voksen tog fat i sagsøgeren og sagde,

at hun skulle holde op med at være så egoistisk. Det var første gang, hun blev udadreagerende i sin tid på Skole 1. Bagefter løb hun ned på sit værelse. Hun reagerede, som hun gjorde, fordi hun havde brug for noget forståelse og anerkendelse af sine følelser og noget omsorg. Det var noget, der generelt manglede på Skole 1, fordi hun var så stille, som hun var.

Hun kom ikke tilbage til Skole 1 efter sin indlæggelse på grund af selvmordsforsøget i februar Årstal 5. Det var en blandet følelse. Hun var på den ene side lettet over ikke at skulle tilbage, men samtidig bekymret for, hvor hun så skulle hen. Hun blev anbragt på et opholdssted i Område, hvor der var flere ressourcer. Det var svært for hende i starten, fordi hun skulle bruge noget tid på at finde ud af, at det, der var sket på Skole 1, ikke var ok, og at det var ok, at hun havde det skidt på grund af det, der var sket.

Hun tænker stadig meget over, hvad hun siger, hvor hun går hen, og hvordan hun ser ud i sociale sammenhænge. Hun er hele tiden på vagt og vil gerne have kontrol over situationen. Hun er ikke så begejstret for at være sammen med mange mennesker, og hun kan godt få angst i sociale sammenhænge.

Mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling i By 5, blev der afholdt et møde, hvor der blandt andet deltog noget af personalet fra Skole 1. Det var på det møde, at der var en samtale om, at hun ikke skulle gå på Skole 1 mere.

Det undrer hende, at det fremgår af elevudtalelsen fra Dato 5, at hun fortsat var velanbragt på Skole 1. Hun var på det tidspunkt ekstremt selvskadende. Hun kan godt huske, at hun var med sin kontaktlærer hos lægen, som det også fremgår af elevudtalelsen. Lægen sagde, at hendes tristhed og modløshed var hormonelt betinget, fordi hun var teenager. Det blev aftalt, at hun skulle tale med en psykolog, hvilket hun også gjorde et par gange. Psykologsamtalerne stoppede dog, da psykologen brød sin tavshedspligt og fortalte noget til hendes mor, som ikke var så rart.

Hun husker ikke noget fra en samtale i februar måned. Hun så en enkelt gang, at Tilsyn var på besøg og hev nogle elever til side. Hun opsøgte ikke selv medarbejderne fra Tilsyn, for hun var meget stille og holdt sig mest for sig selv.

Sagsøger 2 har forklaret blandt andet, at hun har været anbragt frivilligt på opholdssteder, siden hun var 8 år. Det første sted, hun var anbragt, var Institution 1. Hun har hele sit liv haft et turbulent forhold til sin mor, og hun havde også på et tidspunkt et turbulent forhold til en ekskæreste. På Institution 1 var der vold på daglig basis, og det var skadeligt for hende at være der. Hun blev

efterfølgende anbragt på Institution 2, der var et behandlingssted, hvor alt var mere intenst og struktureret. Hun blev anbragt på Skole 1, fordi hun havde færdiggjort sin behandling på Institution 2.

Hun startede i 9. klasse på Skole 1, hvor hun skulle bo i Afdeling 5. Den første dag, hun var på Skole 1, oplevede hun, at Sagsøger 17 lå i 2 timer og skreg, uden at nogen henvendte sig til hende. Der blev generelt gjort lidt grin med Sagsøger 17 i bo-gruppen, hvilket rystede hende, da Sagsøger 17 tydeligvis havde det dårligt.

I de første par uger lagde hun mærke til, at der var et tydeligt hierarki på Skole 1, og man var enten svag eller stærk. Der var meget mobning, og man måtte derfor hurtigt finde ud af, hvor man hørte til i hierarkiet. Hun gik efter kort tid til de voksne, fordi hun var bange for, at hun ville ændre adfærd, da det ikke var de rigtige rammer for hende, hvis hun skulle fortsætte med at udvikle sig sundt. Hun kunne mærke, at det ville være nødvendigt for hende at gøre sig hård, hvis hun skulle overleve på Skole 1, og det ønskede hun ikke.

Hun blev på et tidspunkt flyttet til Afdeling 2, fordi hun var endt i en gruppe med nogle stærke piger, som hun skulle skilles fra. Afdeling 2 var mere selvstændig og forudsatte, at man kunne tage vare på sig selv og f.eks. selv lave mad. Sammensætningen af beboere i Afdeling 2 var dog ikke baseret på en vurdering af, om beboerne kunne tage sig af sig selv. En af pigerne i bo-gruppen var meget psykisk dårlig, hvilket var både skræmmende og bekymrende, fordi der ikke var samme voksentilsyn i denne bo-gruppe. Sagsøger 5, der også boede i Afdeling 2, havde store udfordringer med at gå i bad og blev kaldt både klam og ulækker. Alle var efter Sagsøger 5, og selv de voksne lavede sjov med, at Sagsøger 5 ikke ville gå i bad. Der var ingen, der sagde noget til Sagsøger 5, fordi de voksne selv var med til at mobbe hende.

Hun blev hurtigt bekendt med selvskadekulturen på Skole 1. Både elever og de voksne på stedet talte åbent om, at der var ”cutter-klubber” , hvor elever skar i sig selv for at være trendy og få opmærksomhed. Når de voksne så en elev, der havde skåret i sig selv, gav de blot eleven noget til at rense såret med og var ellers ligeglade. Hun mødte også hash og alkohol for første gang på Skole 1.

Hun havde et tæt forhold til Sagsøger 4. Sagsøger 4 var meget svag, da hun kom til Skole 1, fordi hun var ung og naiv. Hun tog sig af Sagsøger 4 og blev som en storesøster for Sagsøger 4. Det første overgreb på Sagsøger 4 skete en aften, hvor en dreng forgreb sig på hende. Sagsøger 4 opsøgte sagsøger om natten og var tydeligt påvirket, fordi hun ikke vidste, om hun havde fået sagt tydeligt nok fra.

Den pågældende dreng var meget ubehagelig. Sagsøger vidste fra starten, at hun selv måtte gøre noget, fordi ingen af de voksne ville tage hånd om det. Om morgenen tog hun fat i Person 5, der var kontaktperson, men Person 5's svar var, at der ikke var tale om et overgreb, fordi alle piger på Skole 1 ville være kæreste med den pågældende dreng.

Hun gik derefter over i skolen og hev drengen ud af klassen og sagde til ham, at han ikke skulle sove med lukkede øjne mere på Skole 1. Derefter gik hun over i en bo-gruppe og smadrede alt, hun komme i nærheden af, uden at nogen voksne greb ind. Drengen havde udset sig, hvilke piger der var svage, og det udnyttede han til at lave endnu et overgreb på Sagsøger 4. Efter det andet overgreb på Sagsøger 4 fandt hun drengen i en bo-gruppe, hvor Person 6, der var socialrådgiver, stod og vaskede op. Hun overfaldt drengen både fysisk og verbalt, uden at Person 6 greb ind, selv om Person 6 stod tre skridt væk med ryggen til. Hun fik blandt andet drengen til at gø som en hund, hvilket flere af de voksne senere fandt morsomt. Drengen blev meget skræmt, og hun hørte ikke meget fra ham efterfølgende, hvor han nærmest krøb langs væggene.

Hun flyttede sammen med Sagsøger 8 i Afdeling 2. I Afdeling 2 boede også en pige ved navn Person 3, som hun ikke havde noget forhold til, da Person 3 hørte til de svage og var med i ”cutter-klubben” . Alle på Skole 1 vidste, at Person 3 var selvskadende. En aften, hvor hun og Sagsøger 8 var gået i seng, hørte de høj musik fra Person 3's værelse. Hun stod op og bankede på døren til Person 3 værelse, men der skete ikke noget. Hun hentede Sagsøger 8 og sammen gik de ud og bankede på døren igen og råbte til Person 3, at hun skulle skrue ned, men der blev ikke svaret. Sagsøger 8 sagde, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, og de besluttede at sparke døren til værelset ind. Da døren gik lidt op, så de, at der var blod over alt, og de var sikre på, at Person 3 var død.

Sagsøger 8 gik ind på værelset, og hun gik bag Sagsøger 8. Person 3 sad op ad væggen med armene ud til siden. Hun var helt dækket af blod og havde snitsår fra top til tå. De gik begge to i panik. Sagsøger 8 blev hos Person 3 og forsøgte at stoppe blødningen, men hun selv løb ned i hovedbygningen for at finde den pædagog, der sov dér. Pædagogen tog bilen op til deres bo-gruppe, hvis nu Person 3 skulle køres på hospitalet. Hun hørte, at bilen kom, og at døren til bygningen blev åbnet, men pædagogen kom ikke. Da pædagogen til sidst kom hen til Person 3's værelse, stillede pædagogen sig op ad dørkarmen og tog en bid af et grønt æble og sagde: ”Nå, Person 3 har du nu skåret i dig selv igen, fordi Sagsøger 7 har” . Hun blev rasende over pædagogens opførsel, og det endte med, at der kom en mandlig pædagog til stede, som sendte hende og Sagsøger 8 tilbage til deres værelse for at gå i seng. De lå vågne hele natten indsmurt i Person 3 blod, fordi de ikke måtte gå i bad.

Næste morgen ringede hun til sin mor og fortalte, hvad der var sket. Hun forsøgte at gøre sit bedste for at fortælle, hvad der var sket, men samtidig ikke gøre for meget ud af det, fordi hun ikke kunne forlade Skole 1 og Sagsøger 4, som ikke kunne klare sig uden hendes beskyttelse. Efter episoden var hun hjemme hos sin mor i en uge. Hun kom tilbage til Skole 1, fordi hun følte, at hun var nødt til at komme tilbage for at passe på blandt andet Sagsøger 4.

Der var også episoder med andre elever, der forsøgte at begå selvmord på Skole 1. Der var blandt andet Sagsøger 7, som havde samlet piller fra sin mor, og Sagsøger 6, der tog piller to dage i træk og fik at vide af de voksne, at det var træls, fordi det tog så lang tid at køre hende på sygehuset. Andre blev bare bedt om selv at rense deres sår, når de havde skåret i sig selv.

Efter Person 3's selvmordsforsøg var hun helt afstumpet følelsesmæssigt. Hun var blevet den person, hun ikke ville være, og alt det, hun havde lært på sit tidligere behandlingssted, var smidt ud ad vinduet. Hun kunne ikke mærke sig selv, og hun var helt tom. Hun afsluttede 9. klasse på Skole 1 med et 12-tal i engelsk, men hun er tosproget, så det krævede ikke den store anstrengelse.

Efter Skole 1 kom hun på efterskole i 10. klasse. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at være et normalt barn på efterskolen, og hun lod ikke nogen se, hvad det havde gjort ved hende at være på Skole 1. Hun var udsat for så meget på Skole 1, at det nærmest føltes som om, at det ikke var sket. Det gik dog galt, da hun efterfølgende kom i gymnasiet, hvor hun fik en dyb depression og konstateret ptsd. Hun har haft flere ture forbi den lukkede afdeling i By 6. Hun har også haft to selvmordsforsøg.

Det kommer bag på hende, at det fremgår et sted, at hun skulle have et år mere på Skole 1, for det var aldrig planen, at hun skulle tage 10. klasse på Skole 1. Den kontaktperson, hun havde på Institution 2, løftede også en pegefinger i forhold til Skole 1 og bemærkede, at de skulle passe på hende.

Sagsøger 4 har forklaret blandt andet, at hun var et sundt og raskt barn, da hun blev anbragt på Skole 1. Hun havde ingen problematikker. Hun kom på Skole 1, fordi hun blev mobbet i sin folkeskole. Hun blev frivilligt anbragt på Skole 1 i juli Årstal 4 for at få det bedre socialt.

Hun var på rundvisning, inden hun startede. Alt så godt ud, og der var gode faciliteter for børn. Hun kom i Afdeling 3, da hun startede. Hun sad på sit værelse med en kontaktperson fra Skole 1 og sin mor. Kontaktpersonen

spurgte hendes mor, om hun måtte have sex, og om hun måtte ryge. Hun havde aldrig røget eller haft sex før. Hun var kun 13 år, så hendes mor blev chokeret. Der var et hierarki på skolen, og hun var blandt de populære. Hun røg ikke til at starte med, men prøvede det, hvorefter hun også begyndte at ryge fast. En dag sad hun og røg, da forstanderen Person 2 kom og tog fat i hendes arm og trak hende hen ad brostenene, fordi hun ikke havde rygetilladelse fra sin mor.

Hun sniffede også deodorant på Skole 1, og det udviklede sig til alkohol og hårde stoffer, herunder hash, kokain, MDMA og ketamin. Hun drak alkohol på værelset om aftenen. De voksne vidste godt, hvad der foregik, men det var normalt på Skole 1. Hun var påvirket det meste af tiden. Hun endte med at misbruge, da hun tog fra Skole 1. De voksne på Skole 1 vidste det godt, for eleverne blev bedt om at lægge en pisprøve forud for en skitur.

Dato 6 var der en episode med en dreng fra Skole 1. Hun havde ikke lyst til at være seksuel sammen med den pågældende dreng, men hun turde ikke sige fra, for drengen havde tidligere været voldelig mod hende. De gik i seng sammen, selv om hun ikke havde lyst. Hun sagde nej flere gange. Hun sagde det til Sagsøger 2 efterfølgende, og de sagde det til de voksne, som ikke gjorde mere ved det.

En af de voksne gjorde grin med, hvem der skulle tage opvasken i den uge, fordi hun og anden pige begge havde været sammen med den pågældende dreng. Det var straffen, at de elever, der havde sex, skulle tage opvasken sammen.

Ved en anden episode var den pågældende dreng voldelig over for hende. Han tog kvælertag på hende op mod væggen. Sagsøger 2 rejste sig og tog fat i drengen. Der var en voksen til stede, som så det hele, men den voksne lod Sagsøger 2 tage sig af det.

Ved en tredje episode kaldte den pågældende dreng hende for luder. Hun spyttede ham i ansigtet og løb ind på sit værelse. Drengen slog hende med knytnæver i ansigtet og rev hende ned fra en stige til værelsets hems. Den var en anden elev, der kom hende til hjælp, for der var ingen voksne, som gjorde noget ved det.

Hun blev flyttet til Afdeling 2, hvor hun kunne sove og være hos Sagsøger 2, som hun udviklede et meget tæt søsterlignende forhold til.

Som 14-årig blev hun gravid på Skole 1. Hun skammede sig, for hun kommer fra en muslimsk familie. Hun fik en abort og blev udskrevet fra Skole 1 kort derefter i december Årstal 5. Hun kom til et nyt opholdssted,

hvor der var faste rammer og regler. Hun havde mange problematikker efter sit ophold på Skole 1, og hun havde svært ved at indfinde sig under reglerne på det nye sted. Hun blev ødelagt af at gå på Skole 1. Hun kom også på psykiatrisk afdeling, og kommunen modtog en underretning fra psykiatrien om hendes selvskadende adfærd og selvmordstanker. Det var en dårlig oplevelse på Skole 1, og hun kom hjem som en helt anden person efter sit ophold. Hun endte i misbrug, til hun var 19 år gammel og blev hjemløs og mistede alt. Hun har svært ved at rejse sig op igen.

Det var mest Skole 1's sagsbehandler, der havde kontakt med hendes sagsbehandler i kommunen. Hun havde ikke selv kontakt med sin kommunale sagsbehandler, der heller ikke kom ud til hende på Skole 1. Hun husker ikke, at hun talte med Tilsyn.

Sagsøger 17 har forklaret blandt, at hun i Årstal 12 fik diagnoserne autisme og ADHD. Hun havde det svært hjemme, så Kommune 3 valgte at anbringe hende på Skole 1 mod hendes vilje. Hun har det svært socialt blandt mange mennesker, så det var svært at skulle væk hjemmefra. Hendes forældre havde været til møde med kommunen, hvor de havde fået at vide, at Skole 1 ville være et godt sted med specialiseret personale til børn med diagnoser.

Hun startede på Skole 1 i august Årstal 4. Hun var meget indelukket den første tid og sad på sit værelse. Der var en dreng, som forsøgte at få hende ud fra værelset. Hun mindes ikke, at de voksne forsøgte at få hende ud. Hun mærkede ikke, at Skole 1 skulle være god til at tage sig af børn med diagnoser.

Det blev hurtigt meget kaotisk på Skole 1. Eleverne på Skole 1 var hårde ved hinanden, og stemningen var trykket. Eleverne skændtes, og der var råb og skrig og negativ energi. Det gjorde hende ked af det og frustreret at være i et kaotisk miljø. Hun følte sig fortabt og ensom. Det havde hun ikke før følt på samme måde som på Skole 1. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Der var ingen voksne, der lyttede.

I weekenden, når hun kom hjem, var hun udadreagerende og vred. Hendes forældre henvendte sig til Skole 1 og kommunen og sagde, at hun ikke havde det godt, men det ændrede ikke noget. Hun ringede til sine forældre hver dag og sagde, at hun ville hjem. Hun sagde til sin socialrådgiver, at hun havde det dårligt.

Hun havde brug for stabil skolegang og personaleomsorg, men hun var aldrig tryg på Skole 1. De voksne lyttede ikke, og eleverne hakkede på hinanden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke have

problemer med sine forældre, så hun blev. Hun husker ikke, at hun gik i skole eller havde undervisning på Skole 1.

Hun begyndte at se ting, som ikke var der. Hun så en mand ud af øjenkrogen. Hun så ham om natten stå over sig og følge efter sig. Han begyndte at snakke til hende. Hun sagde det til en voksen på Skole 1 og til sin mor, der forsøgte at sige til hende, at det bare var et spøgelse.

Kommunens sagsbehandler besøgte hende et par gange på Skole 1. Hun skiftede socialrådgiver 2-3 gange, mens hun var på Skole 1. Hun fortalte sagsbehandlerne, hvordan hun oplevede Skole 1, og hun ved derfor ikke, hvorfor det fremgår af den kommunale journal, at hun fremstod glad og grinende under børnesamtalen på Skole 1, eller at hun profiterede af anbringelsen og udviklede sig positivt.

Hun er senere blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni. Psykiateren sagde, at det kan være arveligt, men det kan også være udløst af traumer og stress. Hun er ret sikker på, at det skyldes traumer og stress fra Skole 1, hvor syner og stemmer startede.

Hun stoppede på Skole 1 i september Årstal 5. Hendes ophold har præget hende negativt efterfølgende. Hun har altid lidt af angst, men det blev meget værre efter Skole 1. Hun er i færd med at søge førtidspension.

Sagsøger 10 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1, fordi hun havde et massivt fravær i folkeskolen, hvor hun blev mobbet. Hun skulle tabe sig og var i risiko for at udvikle diabetes. Hun var selvskadende og røg cigaretter og hash, inden hun kom på Skole 1. Hun tvangsspiste også, fordi hun havde det skidt, hvilket var forklaringen på hendes overvægt.

Da hun startede på Skole 1, var der en lærer, der var gået bort, og hun kunne mærke, at der var et stort fokus på, at man skulle sørge over læreren og sætte sine egne problemer til side, hvilket hun undrede sig lidt over. Hun kendte ikke den pågældende lærer særlig godt.

Hun kom i Afdeling 3, hvilket var den bo-gruppe, hvor mange elever hang ud. Der var derfor altid gang i den i Afdeling 3, og det var umuligt at få ro. Sagsøger 4 boede i den samme bo-gruppe. Hun husker episoden, hvor Person 2 fandt Sagsøger 4 i rygergården og trak hende over brostenene. Hun og nogle andre elever råbte til Person 2, at han skulle slippe Sagsøger 4, men uden held. Efter episoden begyndte hun at ryste og få det skidt, og hun ringede til sin sagsbehandler, der lovede, at han ville tale med

Skole 1. Dagen efter ringede hendes sagsbehandler til Person 2, men der blev ikke gjort mere ved det.

Hendes misbrug af hash fortsatte på Skole 1, og hun røg hash med blandt andet Sagsøger 13, der ofte købte hash til dem. Der var også meget alkohol, og man kunne altid finde flasker på værelserne. Der blev især drukket alkohol under natterend, og når der ikke var voksne til stede.

Hendes selvskadende adfærd blev værre i den periode, hun var anbragt på Skole 1, hvilket især skyldtes, at hun kunne se, at mange af de andre elever fik det værre. Hvis hun viste sine sår til de voksne, fik hun en flaske med noget, hun kunne rense sine sår med.

Hun husker meget tydeligt Person 3's selvmordsforsøg. Sagsøger 4, der på det pågældende tidspunkt boede hos Sagsøger 2 i Afdeling 2, kom løbende hen til hende, og sammen løb de til Afdeling 2, hvor en mandlig pædagog stod sammen med en anden lærer. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre. Den mandlige pædagog fandt noget sæbevand, og bad hende og Sagsøger 4 om at hjælpe med at vaske blod væk, mens Person 3 sad og stirrede ind i en væg med åbne sår på kroppen. På det tidspunkt var Sagsøger 2 og Sagsøger 8 blevet skubbet ind på deres værelse. Hun kom senere tilbage på sit eget værelse med besked om, at hun først måtte tage et bad næste morgen, selv om hun havde blod på sig. Der blev ikke talt mere om episoden efterfølgende. Person 3 skulle efter episoden sidde i spisestuen med sine arme synlige, så de voksne kunne holde øje med hende, hvilket gjorde det tydeligt for alle, hvad der var sket.

Hun kan huske episoden, hvor Sagsøger 7 spiste piller, og at de voksne talte om, at nu havde hun gjort det igen. Hun husker også, da Sagsøger 6 spiste piller. Hun havde på et tidspunkt selv samlet en masse piller sammen, fordi hun tænkte, at det var den eneste udvej. Dem, der stak af fra Skole 1, kom altid tilbage igen, mens dem, der forsøgte at begå selvmord, ikke kom tilbage. Det blev dog opdaget, at hun havde samlet omkring 400 piller, og hun blev kørt til psykiatrisk afdeling i By 5. Efter episoden med pillerne blev hendes værelse set igennem flere gange om ugen, og hun havde intet privatliv tilbage.

Efter besøget på psykiatrisk afdeling fik hun antidepressiv medicin og sovemedicin. Hun fik også bevilliget en kugledyne, fordi hun ikke sov om natten.

Hun så andre elever blive mobbet på Skole 1, og hun var også selv med til at mobbe andre, hvilket man var nødt til for at overleve. Der var en enkelt episode, hvor hun selv blev mobbet af en dreng, som hun var blevet uvenner

med. Drengen pressede hende og Sagsøger 17 op mod en væg, mens der sad nogle voksne og drak kaffe tæt på. De voksne kiggede bare og lod det fortsætte. Efterfølgende blev hun, Sagsøger 17 og drengen lukket inde i et rum, så de kunne løse deres problem.

Hun har også været udsat for morgenvækning, hvor Person 2 har revet dynen af hende og kastet vand i hovedet på hende. Hvis hun så en tom stol til morgensamling, fik hun ondt i maven, fordi hun vidste, hvad der ville ske, hvilket har ført til, at hun i dag har en ekstrem angst for at komme for sent.

Hvis man f.eks. havde misset idræt eller pjækket fra skole, blev man straffet på den måde, at man blev kørt væk fra Skole 1 og sat af på en mark, hvorefter man selv skulle finde hjem efter at være blevet frataget sit buskort og sin mobiltelefon. Det var mellem 5 og 15 km væk fra Skole 1, man blev sat af. Det var for det meste Person 2 eller Person 1, der kørte elever væk som straf. Hun har selv prøvet at blive kørt væk og sat af. Hun fandt hjem ved at holde øje med den retning, bilen var kørt, og i øvrigt spørge om vej. Det kunne tage mange timer at gå tilbage til Skole 1, og hvis man kom hjem så sent, at man missede aftensmaden, måtte man gå direkte i seng.

Hun stoppede på Skole 1 kort inden, hun fyldte 18 år. Hun gennemførte 9. klasse på Skole 1. Der var ikke 10. klasse på Skole 1, så i den sidste periode gik hun i 10. klasse på en skole i By 7. Efter Skole 1 var hun på et andet opholdssted og derefter i kommunalt efterværn. Hun har efter sin anbringelse på Skole 1 været inde og ude af psykiatrien og er blevet diagnosticeret med kompleks PTSD, borderline, angst, stress og belastningsreaktion, hvilket hun har kæmpet meget med.

Der var på et tidspunkt på Skole 1 en episode med en pige, som havde været kæreste med en dreng, som sagsøger boede i bo-gruppe med. Pigen var meget jaloux. En dag så hun pigen tage en stor kniv i køkkenet i deres bo-gruppe, hvorefter pigen råbte, at hun ville slå drengen ihjel, mens hun jagtede ham. Politiet blev tilkaldt, og hun så, at pigen fik håndjern på og blev ført ud af politiet, mens hun råbte og skreg. En af de voksne spurgte, om sagsøgeren var ok, men det var nærmest hverdag for hende med så voldsomme episoder, så hun sagde til den voksne, at hun havde det helt fint. Hun har efterfølgende talt med pigen, der fortalte, at hun har fået diagnosen skizofreni.

Hun havde i den periode, hvor hun var anbragt på Skole 1, en fast sagsbehandler ved kommunen. Hun har set de kommunale sagsakter, herunder at der står, at hun ringede om episoden med Sagsøger 4 i rygegården. Hun har også set, at det fremgår af sagsakterne, at sagsbehandleren ringede til Person 2, der forklarede, at det var en uheldig engangsepisode. Hun ringede ikke så meget til sin sagsbehandler derefter, fordi hun erfarede, at der alligevel

ikke skete noget. Man kan vel sige, at hun efter episoden med Sagsøger 4 mistede resten af den i forvejen meget lille tillid, hun havde til voksne. Hun kan ikke huske, hvornår episoden med Sagsøger 4 fandt sted.

Sagsøger 3 har forklaret blandt andet, at hun voksede op med sin mor, der blev syg og fik et alkoholmisbrug. Hendes mor havde en bolleven, som ”druggede” moren og derefter kom ind på sagsøgerens værelse og misbrugte hende om aftenen og natten, hvilket førte til, at hun ”missede” skole. Hun blev derfor anbragt på Skole 1 i januar Årstal 5.

Den første uge var vildt traumatiserende, da der skete tre selvmordsforsøg, herunder fra sagsøgerne Sagsøger 6 og Sagsøger 7. Forstanderen Person 2 udstillede selvmordsforsøgene på de fælles morgenmøder med detaljer om, hvad der var sket. De voksne tog let på det, som om det skete hver dag.

Hun var indelukket i starten, men hun faldt hurtigt til i sin bo-gruppe. Hun havde det dog ikke godt, fordi de andre elever tog hash og var på natterend.

Hun betroede sig til en kontaktvoksen og fortalte, at hun var blevet seksuelt misbrugt inden anbringelsen på Skole 1. Den voksne sagde, at hun nok selv havde lagt op til det. Hun oplevede en del mobning på grund af sin fortid og blev kaldt luder og fik at vide, at hun skulle tilbage til Istedgade.

Under sit ophold på Skole 1 fik hun sat ild til sit hår og fik også en lussing af en anden elev. Hun fortalte det til sin kontaktlærer, men der blev ikke gjort noget ved det.

Hun føler ikke, at hun fik den støtte, som hun havde brug for, da hun kom på Skole 1. Hun blev lidt en mor, som de andre elever skrev til, når de ville cutte i sig selv osv. Hun føler, at hun fik mere ansvar, end da hun var derhjemme og skulle tage ansvar for sin mor.

Hvis eleverne havde haft sex med hinanden på Skole 1, så blev deres navne nævnt af forstanderen foran alle, og så skulle de pågældende tage opvasken og blev klappet ud i opvasken af både voksne og elever.

Under morgenmøderne kunne man risikere at blive vippet af en stol af forstanderen, og Sagsøger 14 fik jaget en nøgle ind i ribbenene.

Hun havde været hjemme på weekend og havde taget nogle hovedpinepiller med tilbage til Skole 1. Der var en aften, hvor hun havde skåret i sig selv, fordi hun var blevet mobbet. Hun tog nogle piller og lagde sig. På et tidspunkt

stod hun op, men hun besvimede og lå bevidstløs i sit eget bræk. En anden elev fandt hende og ledte forgæves efter noget personale. Om morgenen fortalte hun en voksen om det passerede, og det blev skrevet i logbogen, men der skete ikke mere.

Hun stoppede med at spise og fik det psykisk dårligt. Hun blev stadig mobbet, men de voksne gjorde ikke noget ved det. Hun boede i Afdeling 1 til sidst. Hun flyttede fra Skole 1 i juni Årstal 7. Hun havde det dårligt psykisk og havde tabt sig meget. Det var dagligt, at hun blev mobbet, og det hele blev for meget. Hun havde stor trang til selvskade, da hun stoppede på Skole 1, og lægen sagde, at hun skulle på psykiatrisk afdeling. Hun har social angst i dag.

Hun sagde mange gange til sin mor, at hun gerne ville hjem. Hun havde også fast kontakt til sin kommunale sagsbehandler, som hun tit ringede og skrev til og sagde, at hun ikke havde det godt. Hun fik at vide, at hun havde det fint, og at hun fik den hjælp, som hun skulle have, hvilket også er det, som fremgår af hendes kommunale journal.

Når Tilsyn var på besøg, valgte forstanderen nogle artige elever, som ikke ville tale over sig. Hun blev selv bedt om at tale med tilsynet. Forstanderen truede med at trække hende i lommepenge eller gøre sådan, at hun ikke kunne komme hjem mere, hvis hun ikke gav de ”rigtige” svar til tilsynet. Hun blev instrueret i at sige, at der ikke var selvskade og mobning. Sagsøger 18 blev også valgt som en artig elev til at tale med tilsynet.

Sagsøger 16 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 efter at have gået på en almindelig efterskole i et års tid. De udfordringer, hun havde i folkeskolen, fulgte med på efterskolen, og hun havde derfor brug for strammere rammer, end efterskolen kunne tilbyde. Hun kunne ikke være hjemme, fordi der var fysisk og psykisk vold i hjemmet.

Den første uges tid på Skole 1 var fin nok, men derefter gik det ned af bakke. Hun var ikke selvskadende, inden hun kom på Skole 1, men på efterskolen var der to elever, der var selvskadende, så hun vidste, hvad det var. Hun havde også selv haft tanken, men hun blev først selvskadende på Skole 1. I den første tid på Skole 1 gik hun til de voksne, når hun havde skåret i sig selv, men det holdt hun op med. Når de voksne havde renset hendes sår, gav de hende noget chokolade eller en pose vingummier og sagde, at hun skulle gå tilbage på sit værelse. Der blev herefter ikke talt mere om det.

Hun udøvede selvskade næsten hver dag ved enten slå på ting eller skære i sig selv. Hun kunne f.eks. finde på at slå på et spejl, så det gik i stykker. På et tidspunkt var hun på skadestuen, fordi hun havde skåret dybt i sig selv. Hun

ringede til sin mor, fordi hun selv blev chokeret over, at såret var så dybt. Hendes mor ringede derefter til Skole 1, hvor de voksne godt kunne se, at hun skulle på skadestuen. Hun kan ikke huske, hvor mange gange hun var på skadestuen i den periode, hun var anbragt på Skole 1.

En aften gik hun ud i køkkenet og tog den største kniv, hun kunne finde. Der kom en voksen ud til hende, hvorefter hun løb ud på fodboldbanen og råbte til den voksne, at vedkommende ikke skulle komme tættere på, da hun ellers ville stikke i sig selv. Den voksne fik til sidst kniven fra hende.

Hun var udsat for grov mobning på Skole 1. Når hun forlod sit værelse, blev der råbt grimme ting til hende. Der blev blandt andet råbt, at hun var billig og ulækker. Der blev også råbt: ”Skær den anden vej næste gang, så du dør med det samme” . Der blev spyttet efter hende og kastet cigaretskodder og sten efter hende. På et tidspunkt var der en, der havde skrevet på døren til hendes værelse, at hun var en klam ludder og en so. Når det var rigtig slemt, talte hun med de voksne, men ellers ikke, da det ofte blev meget værre, når de voksne blev inddraget. Hun var udsat for mobning hver dag.

Der blev på et tidspunkt delt et billede, hun havde taget af sig selv uden tøj. Billedet var ledsaget af teksten: ”Se, hvor billig hun er” . Hun blev også hængt ud til afslutningsfesten for 9. klasse, hvor der skulle uddeles diplomer til elever på skolen. Der blev uddelt diplomer til den sjoveste elev, den dygtigste elev mv., mens hun var nomineret til at være den billigste luder på skolen. Der var voksne til stede ved nomineringsceremonien, der foregik på stranden.

Hun begyndte at ryge cigaretter, mens hun var på Skole 1. Hun havde kun prøvet at ryge cigaretter et par gange, inden hun startede på Skole 1. Det var også på Skole 1, at hun drak alkohol og røg hash første gang, og hun udviklede et massivt misbrug af både alkohol og hash i løbet af den periode, hun var anbragt på Skole 1. Hun drak stort set hver dag, når hun stod op og også i dagene op til et møde med f.eks. sagsbehandleren fra kommunen. Hun drak ikke bare lidt men så meget, at hun blev fuld.

Hun havde ikke været seksuelt aktiv, inden hun kom på Skole 1. Hun var udsat for to seksuelle overgreb i den periode, hun var anbragt på Skole 1. Den første episode fandt sted med en dreng, som hun havde et krakket forhold til. Hun lå på sit værelse, hvortil døren ikke måtte være låst, og sov med Sagsøger 15 på en hems, da hun vågnede ved, at drengen havde samleje med hende. Sagsøger 15 vågnede også, og de fik sammen skubbet drengen væk og ud af værelset. Dagen efter fortalte hun de voksne, hvad der var sket, og de voksne sagde, at de ville tage hånd om det. Der blev vist også talt med drengen, men ellers skete der ikke noget. Drengen var oppe i hende, da hun vågnede.

Det andet overgreb fandt sted i Afdeling 3, hvor hun lå sammen med tre andre elever og så film en weekend. Hun lå ved siden af en dreng i sofaen. Drengen begyndte at lægge op til hende, men hun trak sig lidt væk. Det endte dog med, at drengen trængte ind i hende analt. Da hun forsøgte at vride sig fri, holdt drengen fast i hendes hofter og trængte sig ind i hende vaginalt, selv om hun sagde til ham, at det gjorde ondt. Hun fortalte det til sine forældre dagen efter. Hendes forældre ville melde det til politiet, og de ringede også til både sagsbehandleren ved kommunen og til Skole 1. Først skete der ikke rigtigt noget, hvilket sagsbehandleren ikke var tilfreds med. Meldingen fra Skole 1 var, at der ville blive iværksat noget undervisning, fordi man nu var blevet gjort opmærksom på, at der var elever, der havde sex med hinanden. Episoden blev ikke politianmeldt, og drengen fortsatte på Skole 1.

Hun har manglet kærlighed og omsorg i sin barndom, hvilket betyder, at hun har haft svært ved at sige fra. Hun havde derfor meget hurtigt sex med mange forskellige på Skole 1, og meget af det var ikke frivilligt.

Det er rigtigt, at hun på et tidspunkt blev truet af to andre piger, der også gik på Skole 1. Den ene pige fik at vide, at hun ikke skulle gå på Skole 1 efter episoden, men den anden pige fortsatte på Skole 1. Pigerne havde spurgt, om hun ville med til et kræmmermarked uden for skolen. Hun svarede, at hun meget gerne ville med, men at hun ikke havde nogen penge. Den ene pige sagde, at hendes veninde gerne ville lægge ud for hende, og at hun kunne betale tilbage senere. Efter kræmmermarkedet hørte hun ikke fra de to piger, inden hun pludselig fik at vide, at hun skulle betale hele beløbet tilbage, og at hun ville blive opsøgt af nogle af deres bekendte, hvis hun ikke betalte. De to piger kendte nogle mennesker, der ikke var så rare, så sagsøgeren blev rigtig bange. Episoden blev meldt til politiet, fordi hun havde kopi af truslerne i de beskeder, der var blevet sendt til hende.

En aften efter midnat var de en gruppe på 5-6 elever, der blev kørt hjem, fordi de voksne på Skole 1 ikke kunne styre dem. Hun blev kørt hjem til sin far, der ikke var særlig sød ved hende. Hun var fuld, og hendes far sagde til hende, at hun var en skændsel for sin familie, og han var voldelig over for hende. Det endte med, at hendes far ringede til Skole 1 og sagde, at de skulle hente hende igen, fordi hun ikke kunne være hos ham. Hun blev hentet og kørt tilbage til Skole 1 omkring kl. 3 om natten. Da hun kom tilbage til Skole 1, blev hun sat tilbage på sit værelse uden at nogen voksne talte med hende om det, der var sket.

Hun er stukket af hjemmefra og fra Skole 1 rigtig mange gange. Når hun stak af fra Skole 1, tog hun ofte til By 2, hvor hun fik nogle venner, som hun drak og røg hash med.

Hun havde rigtig meget fravær fra skolen. Hun var nok i skole i, hvad der svarer til en halv skoledag om ugen, og ellers var hun på sit værelse eller var stukket af.

Hun begyndte at drikke og udøve selvskade hver dag i den periode, hun var på Skole 1. Hun ringede til sin mor og sagde, at hun var bange for sig selv. Hun følte en trang til at dø og havde så mange impulser, og hun havde planlagt, hvordan hun ville dræbe sig selv. Hendes mor blev bange, fordi hun fortalte, at hun også havde lavet et selvmordsbrev. Det gik op for hendes mor, at det var rigtig voldsomt, så hendes mor ringede til enten sagsbehandler eller Skole 1, hvilket førte til, at hun fik nogle psykologsamtaler. Hun talte først med en psykolog to gange om ugen og senere en enkelt gang om ugen.

Hun stoppede på Skole 1, fordi hendes far fandt ud af, at hun havde det svært og ikke blev lyttet til. Hendes far kom en fredag og pakkede hendes ting sammen og sagde til den voksne på Skole 1, at hun ikke kom tilbage. Hun kunne ikke være hos sine forældre, så hun blev placeret i egen lejlighed. Hun fik konstateret ADHD. Hun valgte selv at gå i misbrugsbehandling for at komme ud af det misbrug, hun havde fået på Skole 1. Efter et halvt år blev hun gravid, hvilket ikke var planlagt. Hun valgte dog at få barnet, og hun har derfor en søn, der nu er 4 år. Hendes søn blev anbragt, da han var 1½ år, fordi hun ikke kunne have ham boende hos sig på grund af sin opvækst og tiden på Skole 1. Hun gik psykisk ned, da hendes søn blev anbragt.

Hun er blevet syet utallige gange på grund af sin selvskadende adfærd, herunder i perioden lige efter hun forlod Skole 1. Hun var i den periode også ofte i kontakt med psykiatrien. Hun begyndte at cutte sig på Skole 1.

Hun var ikke selvskadende, inden hun kom til Skole 1, men hun kendte lidt til det gennem to elever på den efterskole, hun kom fra. Hun ved ikke, hvorfor det fremgår af den psykologiske undersøgelse fra juli Årstal 5, at hun på daværende tidspunkt havde været selvskadende i 1 ½ år.

Hun var i løbende kontakt med sagsbehandler Person 7 fra kommunen. Sagsøgeren kan ikke svare på, hvorfor hun i forbindelse med en børnesamtale med Person 7 den Dato 7 sagde, at Skole 1 var gode til at hjælpe hende. Person 7 lagde ofte ord i munden på hende, og noget af det, der står i referaterne, passer ikke. Hun ved, at hun flere gange har sagt, at det ikke var rart at være på Skole 1. Det eneste tidspunkt, hvor hun syntes, at det var rart at være på Skole 1, var i den periode, hvor hun boede hos Person 8, der var en af køkkenpersonalet. Det er Person 7, der har været hendes sagsbehandler hele vejen igennem. Hun følte, at Person 7 kun lyttede efter, når hun talte om, hvad der var sket derhjemme.

Hun talte kun med Sagsøger 15, som hun boede på værelse med, og den voksne, der var på arbejde dagen efter, om det første seksuelle overgreb, hun var udsat for. Hun fortalte ikke Person 7 eller andre hos kommunen om overgrebet. Person 7 tog ikke rigtig hånd om det, hun fortalte hende. Sagsøgeren fortalte blandt andet, at hun havde sex med mange forskellige, og at hun havde svært ved at sige nej, men det eneste svar, hun fik fra Person 7, var, at hun skulle huske at bruge prævention, fordi hendes mor var bange for, at hun blev gravid. Hun fortalte også Person 7 om sin selvskadende adfærd, men det tog Person 7 heller ikke hånd om.

Sagsøger 15 har forklaret blandt andet, at hun var 14 år, da hun kom på Skole 1. Hun trivedes ikke i sin skoleklasse på grund af mobning. Hun gik i specialklasse, fordi hendes IQ er 75, og hun havde brug for ekstra støtte.

Hun passede ikke ind på Skole 1. Hun stak af 2-3 gange om ugen. Hun tog enten hjem eller et sted, hvor hun ikke kunne findes. Hun var utryg, fordi hun hørte, at folk blev voldtaget. Hun var meget ensom på Skole 1 og lukkede sig inde på sit eget værelse.

Hun skulle have hjælp til at gå i skole, og efter et år kom hun i en specialklasse på Skole 1, hvor hun fik mere støtte.

Mobningen på Skole 1 var mere ubehagelig, end det hun havde oplevet tidligere. Hun blev slået af de andre elever nogle gange om ugen, og hun havde en kontaktperson i Afdeling 1, som slog hende. Hun turde ikke sige det til nogen.

Hun drak, da hun var 12 år, og da hun blev 15 år, begyndte hun at drikke mere. Hun drak halvanden flaske spiritus om ugen. Der blev fundet mange flasker på hendes værelse.

Hun begyndte også at høre stemmer og se syner. Hun så mennesker indsmurt i blod og skåret op. Det blev ved under hele hendes ophold på Skole 1. Det var først i Årstal 7, at hun fortalte de voksne på Skole 1 om selvskade og stemmer, for hun ville ikke virke svag.

Hun var selvskadende hver dag i form af cutting, men ikke når hun var hjemme ved sine forældre. Hun blev selvmordstruet i forbindelse med, at hendes mormor fik konstateret kræft og døde. Hun havde et voldsomt selvmordsforsøg i Årstal 8, hvor hun tog 96 sovepiller, som hun bestilte på nettet. Hun blev indlagt på intensiv i tre døgn og kom tilbage på Skole 1, hvorefter hun forsøgte at hoppe ud foran et tog. Personalet hentede hende og kørte hende på psykiatrisk afdeling igen. Hun kom tilbage til Skole 1 på ny, og der var endnu et

selvmordsforsøg. Hun husker, at der kom to voksne ud for at hente hende ind, da hun ville begå selvmord ved at løbe ud foran en bil. Hun havde et par mærker på armene bagefter. Hun var glad for, at de voksne hjalp hende, men hun ville helst have været væk fra Skole 1. Herefter blev hun smidt ud af Skole 1, der sagde, at hun ikke kunne være der på grund af sin skizofreni.

Hun bor i dag på et bosted for psykisk sårbare med personale døgnet rundt.

Sagsøger 18 har forklaret blandt andet, at hun blev anbragt på Skole 1 i sommeren Årstal 5. Hun var en stille og genert pige, der var meget usikker på sig selv og ikke turde så mange ting. Hun blev mobbet meget i folkeskolen, og kommunen mente, at hun på grund af mobningen ikke kunne gå i en almindelig folkeskole. Hun var på besøg på Skole 1, inden hun startede, og blev vist rundt af Person 6, der var socialrådgiver. Der var meget stille på Skole 1 den dag, hun blev vist rundt, og hun mødte meget få elever, hvilket passede godt til hendes behov. Hun startede på Skole 1 kort efter rundvisningen.

På Skole 1 fandt hun hurtigt nogen at snakke med. Hun blev dog også hurtigt introduceret til, at de unge cuttede i sig selv, fordi det var et stort emne på skolen, som der blev talt åbent om. Hun så også flere, der udøvede selvskade, mens hun var på Skole 1. Hun kendte ikke noget til selvskade, inden hun kom på Skole 1, så hun ringede grædende hjem til sin mor.

I starten var hun en af de stille og i bunden af hierarkiet. Hun var meget opmærksom på ikke at træde ved siden af og komme uden for fællesskabet. Man gjorde, hvad de elever, der var i toppen af hierarkiet, sagde. Det indebar f.eks., at man ikke sladrede om, hvem der havde gjort noget, fordi man i så fald aldrig ville få nogen venner. Det så hun eksempler på. Hun husker en elev, der sladrede til de voksne om, hvem der havde smadret en tallerken, hvilket resulterede i, at den dreng, der havde smadret tallerkenen, stod foran den pågældende elevs dør. En episode som den var hverdagskost, og der var ingen, der turde gribe ind, heller ikke de voksne.

Hun fik en veninde, der var meget selvskadende. En dag skrev veninden til hende, at hun skulle skynde sig ned på toilettet i Afdeling 5. Hun løb ned på toilettet, hvor hendes veninde sad med begge arme i håndvasken, fordi hun havde skåret i sig selv. Hun hentede en voksen, der virkede ret ligeglad, fordi veninden havde gjort det før.

Hun holdt sig usynlig, men det betød, at hun ikke udviklede sig. Hun fik heller ikke talt med nogen om sine problemer, herunder den mobning hun havde været udsat for i folkeskolen. Hun var hjemme hos sin mor i stort set halvdelen af 8. klasse, fordi hun ikke kunne overskue at være på Skole 1. Der var

konstant larm, og hun levede i et konstant alarmberedskab og brugte al sin energi på at holde sig ovenpå. Hun ville derfor hellere være hos sin mor.

Det kan godt passe, at hendes mor ringede til kommunen den Dato 8. Hun kan godt genkende det, hendes mor har beskrevet i henvendelsen om, at hun havde brug for ro, og at hun var meget påvirket af nogle elever på skolen, der udviste en voldelig og truende adfærd og lavede larm. Hun kan også genkende, at hun fik mavesmerter ved tanken om at skulle tilbage til Skole 1. Hun havde aldrig lyst til at tage af sted, når hun var på vej ned til bussen.

Hun havde brug for mere rummelige og stille omgivelser og voksne, der tog hånd om de problemer, der blev skabt. På Skole 1 fik alle lov til at te sig, som de ville, og de voksne tog ikke hånd om de elever, der havde brug for rolige og trygge rammer. Hun følte sig glemt af de voksne.

Hun husker en episode, hvor de spiste frokost. Forstander Person 2 kunne godt lide, at visse borde rejste sig først, så alle elever ikke rejste sig på samme tid. En elev skulle blive siddende, men den pågældende elev rejste sig sammen med de andre elever, hvorefter Person 2 løb efter hende og tog fat om hendes hals. Pigen blev ked af det og råbte og skreg. Efter den episode var hun bange for Person 2.

Hun stoppede på Skole 1 i juli Årstal 8 efter at have afsluttet 9. klasse. Hun startede på SOSU-uddannelsen, men hun valgte ret hurtigt at stoppe. Det var overvældende for hende at være i et almindeligt læringsmiljø. Hun røg ned i et sort hul og lå derhjemme i 3 år. Hun havde svært ved at starte i skole efter Skole 1, og hun har det svært i store forsamlinger. Det har altid været der lidt, men det er blevet værre efter Skole 1. Hendes problemer er generelt blevet værre efter Skole 1, fordi der ikke blev taget hånd om dem, mens hun var anbragt der. Hendes problemer var dårligt selvværd som følge af massiv mobning.

Det var kommunen, der sendte hende på Skole 1, men Skole 1 lovede at hjælpe hende med hendes lave selvværd. Hun havde kun kontakt med kommunen i forbindelse med det statusmøde, der blev afholdt hver halve år. Hun følte ikke, at sagsbehandleren fra kommunen tog det, hun sagde, seriøst. Hun sagde blandt andet, at der var meget larm på Skole 1, og at hun ikke kunne holde ud at være der.

Hun husker, at Tilsyn var på tilsynsbesøg en gang. Person 2 bad hende om at tale med tilsynskonsulenterne, fordi hun var ny. Det var i Årstal 5, hun talte med tilsynskonsulenterne. Hun sagde, at alt på Skole 1 virkede fint, men at der var meget larm. Det var hendes indtryk på daværende

tidspunkt, fordi hun var ny elev på kostskolen. Da Person 2 spurgte, om hun ville tale med tilsynskonsulenterne, blev hun glad for, at han stolede på, at hun kunne tale med dem. Han sagde til hende, at hun skulle opføre sig pænt og repræsentere skolen godt.

Sagsøger 14 har forklaret blandt andet, at han startede som 12-årig på Skole 1. Han havde ikke et misbrug, før han kom på Skole 1. Han prøvede alt på Skole 1. Han begyndte at ryge smøger og hash samt at drikke alkohol. Han fik et misbrug, da han var 13 år gammel. Han drak i weekenderne og senere også i hverdagene. Da han stoppede med at ryge hash, begyndte han at drikke meget, indtil han kom på et misbrugscenter, da han kom i Afdeling 1. På et tidspunkt kom der fokus på hash-misbruget fra Skole 1, og der blev taget hash-test.

Et år efter, at han startede på Skole 1, begyndte forstanderen Person 2 at komme ned og vælte sengen, når han skulle vækkes om morgenen. Han vågnede, når han væltede ned på gulvet eller i de ting, der lå under sengen. Det skete 3-4 gange om ugen. Han var dårlig til at stå op om morgenen. Denne form for morgenvækning varede ved næsten indtil, han kom i Afdeling 1. Det var vist kun ham og en kammerat, som var udsat for det. Han blev også taget op i underbukser til et fælles morgenmøde foran alle, hvilket var ubehageligt.

Person 2 holdt manddomsprøver, hvor man skulle spænde op i mavemusklerne, hvorefter Person 2 slog én i maven. Det skete måske to gange om måneden. Person 2 stak også en nøgle i ribbenene på ham. Det gjorde ikke megaondt. Det skete, når Person 2 fik nok og blev sur og for at fastholde ham. Han har også forklaret om disse ting i retten i straffesagen mod Person 2.

Han er ordblind, men Skole 1 ville ikke teste for det, for de voksne sagde, at han ikke var ordblind. Han blev testet for det efterfølgende. Han kom ikke i skole på Skole 1. Han røg smøger og hash i stedet.

Han så, at der nogle gange var tilsyn, og eleverne fik det at vide på morgenmødet af Person 2. Nogle gange sagde Person 2, at de skulle opføre sig pænt, når der var tilsyn.

Sagsøgeren stoppede på Skole 1 i sommeren Årstal 9, fordi han blev færdig. Efter 9. klasse kom han i Afdeling 1 indtil maj Årstal 13. Det er korrekt, når der står i kommunens handleplan af Dato 9, at han var meget glad for at være på Skole 1, for det var lidt som en legeplads, hvor han kunne gøre, som det passede ham, herunder ryge hash og drikke alkohol. Han sagde ikke

rigtig noget til kommunen om det. De voksne på Skole 1 vidste godt, at der blev røget hash, for man røg inde på sit værelse.

Sagsøger 1 har forklaret blandt andet, at hun var 13 år, da hun kom på Skole 1 i 7 måneder. Hun var ude at se Skole 1, inden hun kom derhen. Det virkede som et godt sted, og personalet virkede søde.

Hun havde fået diagnoserne ADHD og ADD samt lav IQ, og hun var selvskadende, depressiv og utilregnelig, da hun kom på Skole 1.

Der gik ikke lang tid, før hun blev mobbet med sit udseende, sin hygiejne og manglende penge til dyrt tøj.

Personalet på Skole 1 havde heller ikke styr på ret meget. Hun spurgte f.eks. de voksne, om de havde tid til at snakke med hende, og hun blev bedt om at vente, men de voksne fandt aldrig tid til at snakke med hende, når hun havde brug for det. Hvis hun selvskadede, fik hun at vide af de voksne, at det var overfladisk, og at der ikke var grund til at tale om det, hvorefter hun blev mere selvskadende.

Hun havde ikke et decideret misbrug, men hun prøvede grænser af og begyndte at eksperimentere med alkohol og stoffer i form af blandt andet ecstasy, kokain og hash. Hun var tit påvirket af alkohol på Skole 1. Hun havde prøvet at ryge hash, inden hun kom på Skole 1, men efter Skole 1 udviklede hun et voldsomt stofmisbrug.

I vinteren Årstal 8/Årstal 9 blev hun seksuelt krænket af en dreng på skolen. Hun kunne mærke, at han ville mere, og hun sagde nej, men lige pludselig ”fik hun finger” . Hun fortalte det til personalet, der sagde, at der ville blive taget hånd om det. Drengen fik en advarsel og sagde undskyld. Hendes mor hentede hende hjem, men hun kom tilbage til Skole 1 igen, for kommunen syntes ikke, at episoden var grund nok til ikke at blive på Skole 1. Hun blev ikke spurgt, om hun ville melde episoden til politiet. Der blev lavet en aftale om, at hun ikke måtte have drenge på værelset med lukket dør, men det blev ikke håndhævet af personalet. Hun havde tidligere haft problemer med at virke mere interesseret i drenge, end hun egentlig var.

Dato 10 mødtes hun med en dreng fra skolen og så en film på hans værelse. Han begyndte at røre ved hende, og hun sagde nej. Han bad hende tage sine shorts af. Hun frøs og gjorde, hvad han bad om og holdt det ud. Hun blev voldtaget. Da han var færdig, tog hun sit tøj på og gik. Hun fortalte det til nattevagten, og hun kom på skadestuen og sygehuset. Hun blev hentet af sin

mor. En mandlig pædagog sagde til hendes mor, at voldtægten var hendes egen skyld, fordi hun havde haft shorts på.

Efter sit ophold på Skole 1 havde hun mange selvmordsforsøg og et voldsomt misbrug, som hun stadig kæmper med i dag. Hun har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Hun husker ikke, om hun talte med nogen fra Tilsyn. Hun talte med sin mor og sin kommunale sagsbehandler om, at det var galt på Skole 1. Hun ringede regelmæssigt til sin mor og sagsbehandler og bad om hjælp.

Sagsøger 9 har forklaret blandt andet, at han var 13 år, da han blev anbragt på Skole 1. Før Skole 1 boede han på behandlingshjemmet, Institution 3, der blev lukket ned, hvorfor han skulle flytte. Han var glad for at være på Institution 3.

Han var oppe at se Skole 1, inden han startede, og det virkede godt. De første par måneder gik meget godt, men derefter gik det ikke så godt. Han blev mobbet og slået af de andre elever. Han blev f.eks. mobbet ved, at andre elever hældte mælk ud over hans ting på værelset, og at han blev kaldt brilleabe. Han røg hash og tog en del stoffer blandt andet kokain. Han tog stoffer flere gange dagligt og fik et misbrug. Han kunne købe stofferne på skolen fra andre elever. Han drak ikke og tog ikke stoffer, før han kom på Skole 1. De voksne på Skole 1 kendte godt til stofferne, for det var dagligdagen. Der blev ikke gjort noget ved det. Der var i hvert fald 2-3 voksne, herunder hans kontaktvoksen Person 9, som vidste, at han røg hash og tog kokain. Han følte sig utryg, når han ikke var påvirket af euforiserende stoffer eller alkohol. Han sov med en kniv under sin pude på Skole 1. Der var flere, som gik med kniv. Han mener, at han på et tidspunkt selv blev truet med en kniv.

Der var et hierarki på skolen blandt eleverne. De store og stærke elever styrede skolen og lovede de svage elever tæv. Han var selv nederst i hierarkiet. Der var en hård og rå tone, og der blev talt grimt til de voksne og eleverne imellem.

Han udøvede selvskade ved at cutte sig og brænde sig selv med skarpt metal. Han prøvede at tage en overdosis et par gange. Han havde over 10-15 selvmordsforsøg. Det var svært at leve med al den mobning, som han blev udsat for, og der var ingen, som hjalp ham. Han talte med sin sagsbehandler 4-5 gange, mens han var på Skole 1. Sagsbehandleren kom også på Skole 1 halvanden måned inden, sagsøgeren stoppede. Sagsøgeren fik det værre og værre. Han fortalte sagsbehandleren, hvordan han havde det på Skole 1, herunder om selvmordsforsøg, misbrug, mobning og selvskade, men sagsbehandleren reagerede ikke.

Der var en episode, hvor han tog et sjippetov rundt om halsen og prøvede at hænge sig selv. Hans gamle klasselærer, Vidne 1, kom til al held forbi og talte med ham. Vidne 1 fik ham til at tage lykken af halsen og undlade at springe. Det hjalp kun i 10 minutter. En halv time senere forsøgte han igen at tage sit liv i skolens gymnastiksal, hvor han forsøgte at hænge sig selv. En klassekammerat sagde, at han ikke skulle lade være. Et par timer senere blev han kørt på psykiatrisk afdeling. Han blev ikke indlagt og kom med tilbage til Skole 1. Et par dage senere blev han indlagt igen.

I bussen hjem fra en skiferie i Norge med Skole 1 forsøgte han at tage sit eget liv ved at skære halsen over på sig selv og tage en pose over hovedet. Lærerne var ligeglade, og eleverne var helt væk på snus.

Han gik slet ikke i skole på Skole 1. Han dukkede op fire timer om ugen til valgfag, hvor han valgte ikke at lave noget. Resten af tiden røg han hash. Der var ingen, som gik i skole på Skole 1. De voksne prøvede at lokke eleverne i skole, men det gik ikke så godt.

Han stoppede på Skole 1 i marts Årstal 3 efter endnu et selvmordsforsøg. Hans liv efter Skole 1 var præget af depression, angst og selvmordsforsøg. Hans familie kunne ikke kende ham igen. Det gode ved at stoppe på Skole 1 var, at hans misbrug stoppede i to år.

Sagsøger 11 har forklaret blandt andet, at han var 11 år, da han blev anbragt på Skole 1 i august Årstal 7. Han var anbragt på Skole 1 indtil et par måneder inden, kostskolen lukkede.

Han kan ikke huske, hvorfor han blev anbragt på Skole 1. Han kom fra en almindelig folkeskole i By 8, hvor han blev mobbet. Han gik først på en ADHD-skole i to år, og derefter blev han anbragt på Skole 1. Det gik godt på ADHD-skolen, og han ved ikke, hvorfor han skulle anbringes på Skole 1.

I starten var han ikke glad for at være på Skole 1, og han græd og ville hjem. Hans mor prøvede flere gange at få ham væk fra Skole 1, men kommunen sagde, at han skulle blive. Hans storebror gik på en kostskole, der hed Skole 2, og hans mor ville gerne have, at han kom på den samme kostskole som sin bror.

Med tiden begyndte det at gå lidt bedre på Skole 1. Han røg ikke, inden han kom på Skole 1, men han begyndte at ryge cigaretter, mens han var der. Han begyndte også at pjække. Han røg også hash, hvilket han heller ikke havde prøvet, inden han kom på Skole 1. Han fik tilbudt hash fra nogen af de andre elever, og han sagde ja. Nogle af de andre unge sagde, at han ikke

skulle gøre det, men han gjorde det alligevel. Han begyndte at ryge hash næsten hver dag. På det tidspunkt var han 13 år. Han drak alkohol næsten hver dag. Inden han kom på Skole 1, havde han kun prøvet at drikke en enkelt øl. Han prøvede også at tage kokain og ecstasy, og han tog meget ecstasy, mens han var på Skole 1. De voksne på Skole 1 opdagede kun hans misbrug af hash. Han misbrugte også lightergas og deodorant, hvilket en gang førte til, at han besvimede.

De var en stor gruppe elever på Skole 1, der havde et misbrug. Han var den yngste i gruppen. Hans misbrug fortsatte helt indtil det tidspunkt, hvor han stoppede på Skole 1.

Han deltog ikke i undervisningen på Skole 1, fordi den var for kedeligt, og lærerne var dårlige, hvilket betød, at han ikke lærte noget i skolen. Han er ordblind, men det vidste han ikke, da han kom på Skole 1. Hans mor talte med de voksne på Skole 1 om, at han havde svært ved at læse. Han fik et særligt program, som han kunne bruge, men han blev først testet for ordblindhed efter, at han stoppede på Skole 1.

Han kan godt huske morgenvækningerne. En dag kom Person 2 brasende ind på hans værelse, fordi han ikke var stået op, og væltede ham ud af sengen, så han slog hovedet ind i radiatoren. Morgenvækningerne har ført til, at han i dag ikke stoler på voksne, hvis de banker på hans dør eller går ind på hans værelse. Hvis det sker, bliver han sur.

Han blev ikke mobbet på Skole 1, men han mobbede selv andre elever, hvilket man var tvunget til, hvis man ikke selv skulle ende som et offer nederst i hierarkiet.

Han mistede sin far i Årstal 9. I en periode på et par måneder efter sin fars død var han hjemme fra Skole 1, hvorefter han kom tilbage. Der var kun få af de voksne på Skole 1, der trøstede ham og gav ham omsorg og spurgte, hvordan han havde det. Han blev hårdere efter sin fars død, og han fik et større misbrug af hash og begyndte at tage hovedpinepiller. Han begyndte også at sælge hash.

Sagsøger 9 blev sur på ham en dag, hvor de havde skændtes. På et tidspunkt stod Sagsøger 9 og fægtede med en kniv mod ham. Han gik væk og ind i et rum, hvor han ringede til sin far, der herefter ringede til en af de voksne på Skole 1. Han ringede til sin far, fordi han blev bange, og der ikke var nogen af de voksne på Skole 1, der hjalp ham.

Souschef og stabsleder i Tilsyn, Vidne 2, har forklaret blandt andet, at hun er uddannet jurist. Hun har arbejdet med tilsyn

siden 2007, først i Kommune 1 og senere i Tilsyn, da dette blev etableret i Årstal 4. Hun var med til at starte Tilsyn i hovedstadsområdet op fra Årstal 11. Alle kommuner i hovedstadsregionen blev bedt om at udfylde et ark over de botilbud og plejefamilier, der var i kommunen, samt lave en risikomarkering ud for hver tilbud. Risikovurderingen blev lavet med farvemarkeringerne rød, gul og grøn. Da Tilsyn startede op, startede de med at se på de tilbud, der havde fået en rød markering.

Tilsyn fører tilsyn med tilbud for børn og unge samt en række andre botilbud, der bliver drevet efter serviceloven. Tilsyn havde tilsyn med fire kostskoler som Skole 1. Skole 1 var beliggende i Kommune 1, så hun kendte til Skole 1 fra sin tid som leder af tilsynsenheden i Kommune 1. Kommune 1 havde givet Skole 1 en grøn markering i forbindelse med risikovurderingen, hvilket også stemte med det kendskab, hun selv havde til Skole 1.

De tilbud, som Tilsyn fører tilsyn med, skal besøges mindst en gang om året. Tilsynet er risikobaseret, hvilket betyder, at Tilsyn har mulighed for at skrue op for intensiteten, hvis det viser sig, at der er behov for det. Tilsynet med et tilbud bliver intensiveret, når Tilsyn modtager oplysninger, der indikerer, at der er behov herfor. Oplysningerne kan stamme fra Tilsyn egne tilsynsbesøg, men der kan også være tale om oplysninger fra en anbringende kommune, underretninger fra andre myndigheder eller henvendelser fra en whistleblower. Der foretages en løbende vurdering af samtlige tilbud baseret på de oplysninger, der kommer ind, og oplysningerne kan f.eks. føre til, at et planlagt tilsynsbesøg rykkes frem.

I Tilsyns tilsynsrapporter sondres der mellem opmærksomhedspunkter og udviklingspunkter, hvilket skyldes, at Tilsyn ikke alene har et kontrolben, men også et udviklingsben. Tilsyn opgave er således ikke alene at udføre kontrol med et tilbud, men også at komme med anbefalinger til, hvordan kvaliteten i et tilbud kan udvikles. Et opmærksomhedspunkt er udtryk for en løftet pegefinger, hvilket vil sige, at der er tale om noget problematisk, som der skal være taget hånd om næste gang, der er tilsyn. Der vil altid blive fulgt op på opmærksomhedspunkter ved det næste tilsyn.

Skole 1 lå meget langt nede på det, man kalder ”indsatstrappen” . Når det bliver besluttet, at et barn skal anbringes uden for hjemmet, vil mange vælge en kost- eller efterskole, hvis anbringelse i en plejefamilie ikke er aktuelt, når barnets problematikker er skolevægring, manglende trivsel eller omsorgsudfordringer. I disse tilfælde er der ikke behov for behandling. Det er svært at sige mere konkret, hvornår et barn falder uden for målgruppen for en kost- eller efterskole, men en kost- eller efterskole vil være relevant, når det er vurderingen, at barnet har behov for et struktureret og forudsigeligt skole- og bomiljø. På en kost- eller efterskole er der en skoledel og et bomiljø fordelt på

såkaldte bo-grupper, der alle har personale tilknyttet. Når skolen er slut, går man i sin bo-gruppe.

Frem til Årstal 9 var der ikke noget ved Skole 1, der skilte kostskolen ud fra de andre tilbud på børneområdet, som Tilsyn førte tilsyn med. Det er almindeligt, at børn og unge udvikler sig, og især i puberteten er der mange problemstillinger, der debuterer. Det er derfor ikke ualmindeligt, at børn og unge, der anbringes, ikke er fuldstændig udredt eller beskrevet med udfordringer, der senere viser sig, når det besluttes, hvor barnet eller den unge skal anbringes. De bliver i Tilsyn altid bekymret, når de hører, at et anbragt barn eller ung ikke har det godt. Når det sker, er det nødvendigt at se på, hvorfor barnet eller den unge ikke har det godt, herunder om årsagen skal findes i baggrunden for, at barnet eller den unge blev anbragt, eller om årsagen skyldes forholdene på anbringelsesstedet.

Lov om voksenansvar, der regulerer adgangen til magtanvendelse, trådte i kraft den 1. januar 2017. Forud for lovens ikrafttræden var adgangen til magtanvendelse reguleret i en bekendtgørelse udstedt i medfør af serviceloven. Det fremgår klart af lov om voksenansvar, at den ikke finder anvendelse for børn og unge, der er anbragt på kost- og efterskoler. Det var en ændring i forhold til de tidligere gældende regler, hvilket kunne give anledning til problemer. De var derfor i Tilsyn meget opmærksomme på at få formidlet, at kost- og efterskoler ikke var omfattet af de nye regler, hvilket kan være baggrunden for, at dette er fremhævet i flere tilsynsrapporter vedrørende Skole 1.

Der har aldrig været hjemmel til at tage mobiltelefoner fra anbragte børn og unge. Det er dog fast antaget, at man med baggrund i almindelige anstaltsbetragtninger kan tage mobiltelefoner fra børn og unge, hvis mobiltelefonerne forstyrrer i undervisningen. Der er heller ikke hjemmel til at tage lommepenge fra anbragte børn og unge. Der er en bestemmelse i lov om voksenansvar, der regulerer adgangen til at holde børn og unge, der er anbragt på kost- og efterskoler, tilbage, men det ikke er noget, anbringelsesstedet kan træffe afgørelse om. Afgørelse herom skal træffes af Børn- og Ungeudvalget.

Selv om der ikke var hjemmel til at anvende magt på Skole 1, var det efter karakteren af de episoder, der var beskrevet, Tilsyns vurdering, at der ikke var noget at udsætte på personalets handlinger. Der var tale om situationer, hvor personalet havde været nødt til at handle, f.eks. fordi der var slåskamp mellem to elever. I et sådant tilfælde er adgangen til magtanvendelse baseret på nødrets- eller nødværgebetragtninger.

I tilsynsrapporten fra april Årstal 8 blev det gentaget, at lov om voksenansvar ikke fandt anvendelse på Skole 1. Hun tænkte, at det måske var svært at få

indarbejdet i personalegruppen, at reglerne var ændret. Forstanderen havde forstået den nye lovgivning, men det var ikke trængt fuldt ud igennem til medarbejderne. Tilsyn modtog alene få indberetninger, og der var ikke noget, der tydede på, at der blev udøvet dårlig pædagogik på Skole 1.

I forhold til morgenvækningerne var der to problemstillinger. Den ene problemstilling handlede om, at der var begyndende tegn på, at det var sværere for lærerne at få eleverne op om morgenen og sendt afsted i skole, hvilket var hele formålet med anbringelsen. Den anden problemstilling handlede om, at det var dybt uetisk at vække eleverne på den måde, som blev beskrevet, hvilket de også gjorde klart for forstanderen, der var af den opfattelse, at der var tale om en ”gimmick” , som også eleverne fandt sjov.

I slutningen af Årstal 8 og i starten af Årstal 9 modtog Tilsyn flere whistleblowerhenvendelser vedrørende forholdene på Skole 1.

I juni Årstal 9 blev der nedsat en intern task force i Tilsyn bestående af ledelsen og flere jurister, der kunne drøfte nogle mere principielle problemstillinger. Der blev afholdt møde i taskforcen Dato 11. Der foreligger ikke et referat af mødet, selv om der sædvanligvis blev lavet referater. Hun ved ikke, hvorfor der ikke blev lavet et referat af netop dette møde, men hun er sikker på, at mødet blev afholdt.

Whistleblowerhenvendelserne var en af de problemstillinger, der blev drøftet på mødet, fordi en del af det, der fremgik af henvendelserne, vedrørte andre myndigheders kompetenceområde. Det var problematisk, fordi Tilsyn havde absolut tavshedspligt, og på daværende tidspunkt var lovgivningen indrettet således, at Tilsyn ikke måtte henvise til henvendelser modtaget fra en whistleblower. Whistleblowerhenvendelserne kunne derfor alene bruges til at skærpe Tilsyns fokus på et bestemt tilbud og f.eks. skærpe tilsynet med det pågældende tilbud. I forhold til videregivelse af oplysninger til andre myndigheder blev det aftalt på mødet, at Tilsyn i de tilfælde, hvor identiteten på whistlebloweren var kendt, ville tage kontakt til vedkommende og opfordre vedkommende til selv at tage kontakt til andre relevante myndigheder, hvilket de blandt andet gjorde i forhold til Vidne 1. Vidne 1 gav dog udtrykkeligt samtykke til, at Tilsyn kunne videregive oplysninger fra ham til Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, hvis blot hans anonymitet blev garanteret.

Et par år efter Tilsyns opstart foretog Socialministeriet en evaluering. I forbindelse med evalueringen kom det frem, at kost- og efterskoler følte sig udsat for et dobbelttilsyn. Dette ville man undgå, og det blev besluttet, at

tilsynet med kost- og efterskolers ledelse og økonomi fremover skulle varetages af Styrelsen for Kvalitet og Udvikling og udgå af Tilsyn tilsyn.

Tilsyn havde i Årstal 9 modtaget mange oplysninger om Skole 1, der indikerede, at de problemstillinger, der gjorde sig gældende på Skole 1, primært vedrørte ledelsen og økonomien, hvilket Tilsyn ikke kunne gøre noget ved ud over at give påbud om de afledte konsekvenser, som den dårlige ledelse førte til. I den interne taskforce blev de derfor enige om at kontakte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for i første omgang at drøfte snitflader, så der var klarhed over rollerne. Der blev afholdt et møde med Styrelsen for Kvalitet og Undervisning, men også efter mødet var der uklarhed om snitfladerne. Styrelsen for Kvalitet og Udvikling var af den opfattelse, at deres tilsyn i forhold til ledelse og økonomi ikke rakte så langt, som det tilsyn, der tidligere havde ligget hos Tilsyn, og der var derfor ikke ensartethed i tilsynet. Der var nogle områder, som alene var underlagt tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og nogle områder, som alene var underlagt tilsyn af Tilsyn, og så var der en gråzone, hvor der var tvivl om, hvem der havde tilsynspligten. I Tilsyn valgte de at have fokus på konsekvenserne. Tilsynet med målgrupperammen for et tilbud er et selvstændigt tema i kvalitetsmodellen.

Det fremgår direkte af lovgivningen, at Tilsyn skal føre et dialogbaseret tilsyn. Når Tilsyn bliver bekymret for kvaliteten af et tilbud, skal bekymringerne adresseres og præsenteres for tilbuddet, der herefter kan imødegå bekymringerne. Der er således tale om en gensidig dialog, hvor Tilsyn ofte får en fornemmelse af, om ledelsen på det pågældende tilbud har en erkendelse af eventuelle problemer og deres omfang.

Det er ikke normalt, at lederen af det pågældende tilbud ikke deltager i dialogen herom. Det var derfor også en bevidst overvejelse fra Tilsyns side, at forstander Person 2 ikke deltog i dialogmødet Dato 12. Indtil da havde meget af dialogen været med netop Person 2, men Tilsyn var blevet opmærksom på, at mange af de problemer, de så, udsprang af netop Person 2's person, hvorfor de ikke fandt det hensigtsmæssigt at drøfte de pågældende problemer med ham. Da Skole 1's bestyrelse havde det overordnede ansvar for kostskolen, fandt de det rigtigst i stedet at have dialogen med bestyrelsen. Som hun husker det, henstillede Tilsyn til bestyrelsen, at forstanderen ikke deltog i mødet, hvilket bestyrelsen respekterede. Bestyrelsen blev chokeret over de mange bekymringspunkter, der blev adresseret på mødet, og det var Tilsyns opfattelse, at bestyrelsen på dette tidspunkt endnu ikke havde forstået sagens alvor. Der var nogen af bekymringspunkterne, som bestyrelsen kunne genkende, og en del bekymringspunkter, som de ikke havde kendskab til. Bestyrelsen tog

bekymringerne meget alvorligt og tilkendegav, at der ville blive rettet op på det.

Det skærpede tilsyn blev ophævet, fordi Skole 1 efterlevede de udstedte påbud. Ankestyrelsen har udtrykt klart, at de påbud, der gives til et tilbud, skal være såkaldte handlepåbud, hvilket betyder, at det skal være klart, hvornår et påbud er efterlevet. Man kan ikke give et undladelsespåbud, dvs. et påbud om at undlade at gøre noget. Det skal være klart for tilbuddet, hvornår et påbud er implementeret i praksis, og et påbud går derfor ofte ud på, at der skal afleveres en handleplan. Det er herefter Tilsyn opgave i forbindelse med tilsynsbesøg at påse, at handleplanerne bliver efterlevet og derved får den ønskede effekt. Det var også baggrunden for, at det blev meddelt Skole 1, at Tilsyn på trods af ophævelsen af det skærpede tilsyn fortsat ville have et intensivt tilsyn med Skole 1, fordi man ville holde øje med, at de udstedte påbud fik den tilsigtede effekt i praksis.

På et tidspunkt søgte DR om aktindsigt, hvilket hun dog ikke lagde noget i. Der var løbende anmodninger om aktindsigt, og det var helt sædvanligt, at der blev anmodet om aktindsigt, når tilsynet med et tilbud blev skærpet. Som hun husker det, blev der løbende ekspederet anmodninger om aktindsigt vedrørende Skole 1 i en periode på 4-5 måneder. I sensommeren Årstal 3 spurgte en journalist hende, om Tilsyn var klar over, at Arbejdstilsynet havde givet flere påbud til Skole 1. Journalisten var i besiddelse af det, der viste sig at være et udkast til afgørelse om påbud fra Arbejdstilsynet, og han tilbød at sende hende de oplysninger fra Arbejdstilsynet, som han var i besiddelse af, hvilket hun takkede ja til.

Noget af materialet fra Arbejdstilsynet var fra før Årstal 11, og således inden Tilsyn blev etableret. Det fremgik i øvrigt at materialet, at der havde været noget omkring det psykiske arbejdsmiljø på Skole 1 i Årstal 4 og Årstal 5, men at der herefter havde været en periode uden påbud fra Arbejdstilsynet. Materialet fra Arbejdstilsynet ændrede ikke noget i det store billede. Det, der ændrede noget, var, at Person 2 ikke af egen drift havde orienteret Tilsyn om afgørelserne fra Arbejdstilsynet, og de begyndte at få en fornemmelse af, at forstanderen ikke levede op til sin oplysningspligt, hvilket senere blev bekræftet.

Tilsyn førte et intensivt tilsyn med Skole 1, og der var mange tilsynsbesøg. På et tidspunkt blev det besluttet at afrapportere på den samlede vurdering, hvilket er forklaringen på, at tilsynsrapporten fra den Dato 13 er så kortfattet. En anden årsag til den kortfattede rapport var, at Tilsyn i februar Årstal 3 skiftede tilsynssystem, hvorfor der også var noget teknik, der skulle på plads.

Tilsyn modtog i løbet af september Årstal 3 flere whistleblowerhenvendelser. Den Dato 14 tog de på et uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1. De var tre medarbejdere, der deltog i tilsynsbesøget, hvilket var usædvanligt. De havde forud for tilsynsbesøget haft en intern drøftelse af, hvilke ting de gerne ville undersøge nærmere, og de gik derfor meget målrettet efter at undersøge nogle navngivne elevers forhold. I forbindelse med flere af de tidligere tilsynsbesøg var mange af eleverne ikke til stede, og de havde derfor besluttet at komme sent om aftenen. Hendes kolleger, Vidne 3 og Vidne 4, talte med flere elever, mens hun satte sig for at læse dagbogsnotater. Hun talte derfor ikke selv med nogen børn eller unge i forbindelse med tilsynsbesøget.

Hun fik adgang til computeren, herunder dagsbogssystemet og journalsystemet generelt, og hun havde adgang til alle børn og unges journaler. Hun kunne f.eks. søge målrettet på de elever, som de havde fået oplysninger af bekymrende karakter om. De havde blandt andet modtaget oplysninger af bekymrende karakter vedrørende en konkret pige, som på det pågældende tidspunkt var anbragt på Skole 1. Vidnet spurgte, om der var lavet en underretning vedrørende den konkrete pige, hvilket den afdelingsleder, hun talte med, mente var tilfældet. Han kunne dog ikke finde underretningen. Det viste sig endvidere, at der var forsvundet notater fra tre dage i dagbogen vedrørende den konkrete pige, hvilket gjorde vidnet bekymret. En anden medarbejder sagde, at vedkommende havde forudset, at dette ville ske, og vedkommende havde derfor printet dagsbogsnotaterne fra de pågældende dage ud på papir. Oplysningerne førte til, at vidnet dagen efter lavede en underretning på pigen.

Tilsyn underrettede alle relevante myndigheder, da det skærpede tilsyn med Skole 1 blev iværksat, herunder de anbringende kommuner. Hun har ikke personligt lavet underretninger på andre konkrete elever end den allerede nævnte pige fra Skole 1. Det sker en håndfuld gange om året, at Tilsyn laver en underretning om et konkret barn.

Hun besluttede, at der skulle laves en underretning til Datatilsynet, fordi hun kunne se, at Skole 1 og Afdeling 1 var blandet sammen, selv om de var to selvstændige enheder. Tilsyn har kun lavet en underretning til Datatilsynet denne ene gang.

Tilsynsbesøget Dato 14 fortsatte til sent om aftenen. Da de forlod Skole 1, var de enige om, at der skulle handles nu, og at bestyrelsen skulle indkaldes til et dialogmøde. På dialogmødet var de ret tydelige omkring, at de havde mistet al tillid til Skole 1's ledelse. Det var deres antagelse, at det var en ledelsesperson, der havde slettet i dagbogsnotatet

vedrørende den tidligere nævnte pige. Hertil kom, at handleplaner ikke var blevet fulgt, der var ikke styr på almindelige procedurer, og de havde hørt om et stadigt stigende skolefravær. Bestyrelsen skulle derfor have at vide, at Skole 1 ikke kunne fortsætte med Person 2 som leder. Der var meget, der skulle handles på, og tilmed med en ny forstander, hvilket bestyrelsen fik 14 dage til. Tilsyn meldte klart ud, at Skole 1 i modsat fald ville blive lukket.

Bestyrelsen afholdt i forlængelse af dialogmødet et ekstraordinært bestyrelsesmøde i et lokale på rådhuset, og da bestyrelsen forlod rådhuset, var bestyrelsens umiddelbare indstilling, at Skole 1 ville blive lukket. Der blev konstitueret en ny forstander, som fra starten meldte ud, at hun ikke kunne løfte opgaven med at drive Skole 1 videre.

Tilsyn meldte forstander Person 2 til politiet på baggrund af oplysningerne om, at han havde væltet børn ud af sengen i forbindelse med de såkaldte morgenvækninger, og at en elev var blevet trukket ud af sengen og ydmyget alene iført underbukser. Person 2 blev frifundet i byretten, men dommen er anket til landsretten.

Hun har ikke kendskab til nogen oplysninger, der tyder på, at der blev anbragt børn og unge på Skole 1, som faldt uden for anbringelsesrammen. Nogle af de anbragte børn og unge kan dog undervejs have udviklet psykoser eller andre forstyrrelser, der indebar, at de ikke længere passede ind i anbringelsesrammen.

Som hun husker det, var det i maj Årstal 3, at Tilsyn modtog den første anmodning om aktindsigt vedrørende Skole 1. Hun kan ikke huske præcist, hvornår hun modtog akterne fra Arbejdstilsynet fra journalisten fra DR, men det var efter sommeren Årstal 3. Hun kan ikke svare på, om de i Tilsyn ville have handlet anderledes, hvis de havde haft kendskab til akterne fra Arbejdstilsynet på et tidligere tidspunkt. De ville måske have spurgt personalet mere ind til det, der kan udledes af rapporterne fra Arbejdstilsynet. Som hun husker det, blev personalet dog spurgt om noget, der mindede om det, der fremgår af rapporterne. Det undrer hende ikke, at medarbejderne har fortalt mere til Arbejdstilsynet end til Tilsyn, fordi de to tilsyn har forskelligt fokus. Tilsyn fokus er på børnene og de unges trivsel og udvikling, mens Arbejdstilsynets fokus er på medarbejderne.

Hun har siden 2007 hørt udsagnet om, at de børn og unge, der anbringes, bliver stadig mere hårdkogte og med stadig flere udfordringer. Det er efter hendes opfattelse udtryk for en generel udvikling i samfundet. Hvis hun havde fået oplyst, at der var elever på Skole 1 med selvskadende adfærd og hashmisbrug samt elever, der var behandlingskrævende, ville det have givet

hende anledning til at dykke ned i, hvem de pågældende børn og unge var, og om der på Skole 1 blev taget hånd om deres udfordringer, herunder om de var velbehandlede. Det er ikke diagnosen i sig selv, men derimod barnets behov, der tages udgangspunkt i, når det skal vurderes, om et barn falder inden for målgruppen for et tilbud.

Hun synes ikke, at de børn, der var anbragt på Skole 1, generelt ikke passede ind i målgruppen, med undtagelse af de få børn og unge, der var behandlingskrævende. Børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt, og børn og unge med visse behandlingskrævende diagnoser var omfattet af målgruppen. I forhold til børn og unge med ADHD, OCD, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd er det ikke muligt at svare generelt på, om de passer i målgruppen, da det kommer an på prognosen og behandlingsbehovet hos den enkelte. Hvis visiterende myndighed har vurderet, at Skole 1 var det rigtige tilbud for et barn eller ung, lægger de sig i Tilsyn som udgangspunkt op ad den vurdering.

De er fra Tilsyns side altid meget opmærksomme på, at det tilbud, de besøger i forbindelse med et tilsyn, har en interesse i fremstå bedst muligt, og for at adressere dette, anvender Tilsyn en strategi, der hedder triangulering. Strategien indebærer, at alt, der bliver sagt, efterprøves og holdes op mod andre udsagn.

Tilsyn modtog den første whistleblowerhenvendelse i december Årstal 8. Henvendelsen førte til, at der blev afholdt et tilsynsbesøg på Skole 1 i januar Årstal 9. I forbindelse med tilsynsbesøget i januar Årstal 9 mødte medarbejderne fra Tilsyn uheldigvis ikke nogen børn og unge, da de alle var på skitur.

Tilsyn kunne efter vidnets opfattelse ikke have handlet hurtigere, end det gjorde. Der var ikke tilstrækkeligt materiale til at handle hurtigere, end hvad der var tilfældet. Tilsyn satte Skole 1 under skærpet tilsyn og har som sagt pligt til at udføre et dialogbaseret tilsyn. Hun vil ikke afvise, at Tilsyn måske kunne have handlet hurtigere i løbet Årstal 3, men det er som sagt overordnet set hendes opfattelse, at Tilsyn har handlet så hurtigt som det kunne. Der forelå ikke nok oplysninger i begyndelsen af Årstal 3 til, at Skole 1 kunne have været lukket allerede på dette tidspunkt. Der kom hele tiden nye oplysninger og whistleblowerhenvendelser, som blev undersøgt i løbet af Årstal 3.

Det blev besluttet på mødet i den interne taskforce i august Årstal 9 at rette henvendelse til Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet for at afklare snitfladerne mellem dem og Tilsyn. Efter mødet med Styrelsen for Uddannelse og

Kvalitet Dato 15, kom der et samarbejde i gang. Indtil da havde der ikke været noget samarbejde mellem Tilsyn og Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet.

Vidne 4 har forklaret blandt andet, at hun er uddannet socialpædagog og har været ansat i Tilsyn siden 2014. Inden hun blev ansat i Tilsyn, førte hun tilsyn med plejefamilier i en mindre kommune.

Hun deltog første gang i et tilsynsbesøg på Skole 1 i maj Årstal 6.

Skole 1 var en kostskole for unge, der havde brug for noget støtte, men ikke støtte i den tungere ende. Børn og unge med ADHD faldt ikke nødvendigvis uden for målgruppen for Skole 1. Der var på Skole 1 en stor gruppe unge, hvoraf nogle i perioder havde behov for ekstra støtte, men der var ikke noget ved Skole 1, som Tilsyn på daværende tidspunkt fandt bekymrende. Det er meget normalt, at der på et tilbud som Skole 1 er nogle unge, der i teenageårene får brug for ekstra støtte.

Socialstyrelsen kommer på både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg. I tilfælde af anmeldte tilsynsbesøg er der lavet en dagsorden for tilsynsbesøget. De vil altid gerne tale med nogle af de unge. På Skole 1 var der en spisesal, hvor de unge spiste, og når der var tilsynsbesøg, inviterede de tilsynsførende altid sig selv på frokost i spisesalen. De gjorde generelt meget ud af at præsentere sig selv, og der blev hængt sedler op om, at medarbejdere fra Tilsyn var på tilsynsbesøg. Det var ikke hendes indtryk, at ledelsen havde udvalgt, hvem de skulle tale med. Der kunne godt være en individuel spændvidde i, hvad de unge, som de talte med i forbindelse med tilsynsbesøg, fortalte, men generelt fortalte de fleste unge, at de havde det godt på Skole 1, og at de kom i skole. De gik ikke rundt og bankede på dørene til de unges værelser, men der var altid en rundvisning på skolen, hvor de var rundt for at se de fysiske rammer. De var i forbindelse med tilsynsbesøgene rundt i alle de bygninger, de havde kendskab til.

I august Årstal 6 godkendte Tilsyn en ændret normering på Skole 1. Der var ikke længere den samme søgning til Skole 1 som tidligere, og det var svært at fylde alle pladser på kostskolen. Samtidig efterlyste kommunerne flere såkaldte flex-pladser. Flex-pladserne på Skole 1 var dog kun tiltænkt de unge, der allerede gik på skolen.

Det var i forbindelse med tilsynsbesøget den Dato 16, at morgenvækningerne kom på banen. Det var kommet Tilsyn for øre, at forstander Person 2 vækkede børnene om morgenen ved at vælte dem ud af sengen, og de skulle i forbindelse med tilsynsbesøget have

afdækket, om det var noget, de unge kendte til. Det tog lidt tid, inden de fik nogle unge til at fortælle om morgenvækningerne. Nogle af de unge, som de talte med, syntes ikke, at morgenvækningerne var af samme alvorsgrad, som de syntes i Tilsyn. De sagde til forstanderen, at morgenvækningerne var ”no-go” . Opgaven for Person 2 og medarbejderne på Skole 1 var at drage omsorg for de unge, og det var efter Tilsyns opfattelse ikke udtryk for omsorg at vælte de unge ud af sengen om morgenen, uanset at nogle af de unge syntes, at det var sjovt.

Tilsyn begyndte i løbet af Årstal 9 at modtage nogle oplysninger, der indikerede, at det ikke var det helt rigtige billede, de havde fået af Skole 1 i forbindelse med deres tilsynsbesøg. De begyndte derfor at komme oftere på tilsynsbesøg på Skole 1. I forbindelse med et tilsynsbesøg fik de kontakt med Vidne 1, der var lærer på Skole 1. Det blev aftalt, at Vidne 1 skulle komme til et møde hos Tilsyn efterfølgende, fordi de oplevede, at han var utryg ved at tale med dem på Skole 1. Det, Vidne 1 fortalte dem på det efterfølgende møde, kom meget bag på dem. Det gjaldt både det, han fortalte om arbejdsmiljøet på Skole 1, og det, han fortalte om forholdene for de anbragte børn og unge. De fik en fortrolig relation til Vidne 1, der følte sig truet og derfor ikke ville have, at de brugte oplysningerne fra ham. De arbejdede derfor videre med at finde dokumentation og generelt afdække, hvad der var op og ned. Vidne 1 havde sagt, at flere af de unge, der var anbragt på Skole 1, faldt uden for kostskolens målgruppe. I et forsøg på at finde ud af, om der var hold i denne del af Vidne 1's udsagn, kontaktede de forældrene til flere unge, der tidligere havde været anbragt på Skole 1.

Tilsyn besluttede at indkalde Skole 1's bestyrelse til et dialogmøde Dato 17, fordi de mente, at flere af de unge, som var anbragt på Skole 1, var udsat for nedladende behandling, herunder i forbindelse med de føromtalte morgenvækninger, som var meget i fokus på dette tidspunkt.

En aften, hvor de kom på tilsynsbesøg på Skole 1, var der gallafest på skolen, hvilket de blev overraskede over. De havde på forhånd besluttet, at de også vil komme på tilsynsbesøg en morgen, fordi de havde hørt, at mange af eleverne ikke kom i skolen, og da de kom på tilsynsbesøg igen morgenen efter gallafesten, var der heller ikke mange elever i skole. Det var dog et lidt uklart billede, fordi der netop havde været fest på skolen aftenen forinden.

Det var deres hensigt i Tilsyn, at de unge skulle se dem, når de var på tilsynsbesøg, så de unge fik en form for tillid til dem. Af samme årsag kom de ofte på tilsynsbesøg på Skole 1. Hun kan ikke huske, om tilsynsbesøget den Dato 18 var anmeldt eller uanmeldt.

Det skærpede tilsyn blev ophævet, fordi lovgivningen dengang var indrettet således, at et tilbud skulle have et påbud, for at være underlagt skærpet tilsyn. Da Skole 1 havde opfyldt de udstedte påbud, var de nødt til at ophæve det skærpede tilsyn. De fik at vide, at ledelsen på Skole 1 ikke tog handleplanerne alvorligt, og derfor fortsatte de med mange tilsynsbesøg på Skole 1 for at finde ud af, om den forandring, som var beskrevet i handleplanerne, reelt skete, og om de unge kunne mærke forandringen. De konstaterede i forbindelse med tilsynsbesøget den Dato 19, at der fortsat var en proces i gang på Skole 1, og der var indikationer af, at processen forløb ok. Det var dog stadig tanken ofte at aflægge tilsynsbesøg på Skole 1.

I september Årstal 3 modtog Tilsyn nogle oplysninger om, at der foregik noget på Skole 1. De var tre medarbejdere fra Tilsyn, der tog på uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1. De havde på forhånd aftalt, at Vidne 2 skulle se på logbogen og dagsbogsnotater, mens hun selv og Vidne 3 skulle tale med de unge. De fik at vide, at der også var nogle medarbejdere, som de skulle tale med. Da de talte med de pågældende medarbejdere, ville medarbejderne alligevel ikke give dem oplysninger. De fik dog at vide, at der var opstået en stadig større mistillid til Person 2, og at nogen havde forsøgt at gå til bestyrelsen, der imidlertid ikke havde lyttet. De besluttede derfor at indkalde Skole 1's bestyrelse til et møde, hvor Person 2 ikke skulle deltage. Det var derimod vigtigt for dem, at medarbejderrepræsentanten i bestyrelsen deltog i mødet.

Efter mødet med Skole 1's bestyrelse var de endnu en gang på Skole 1, fordi de oplevede, at nogle af de unge, der stadig var anbragt på stedet, og flere medarbejde var sure og skuffede over, at Skole 1 skulle lukke. De besluttede derfor, at de ville tage op på Skole 1, så de unge og medarbejdere kunne tale med dem og stille spørgsmål. Det var deres oplevelse, at flere af medarbejderne var af den opfattelse, at Tilsyn skulle have grebet ind på et tidligere tidspunkt, så det havde været muligt at få vendt skuden i tide. Der var flere unge, der ikke ville ikke tale med dem.

De noter, som er taget i forbindelse med tilsynsbesøgene på Skole 1, er retvisende. Hun er sikker på, at det ville være blevet skrevet ned, hvis der i forbindelse med et tilsynsbesøg var blevet sagt alvorligere ting end det, der fremgår af noterne.

Hun synes personligt, at det er meget sørgeligt, at nogle af de unge, der var anbragt på Skole 1, har oplevet det, som de har, og hun ville ønske, at de eller navnlig nogle af medarbejderne havde sagt noget til Tilsyn. Der var ingen, der sagde noget om, hvordan det forholdt sig på

Skole 1, før den første whistleblowerhenvendelse i december Årstal 8. Hun er meget berørt over forløbet med Skole 1.

Vidne 3 har forklaret blandt andet, at hun er cand. mag i pædagogik. Hun har arbejdet med tilsyn i en årrække på flere forskellige måder, inden hun blev ansat i Tilsyn, herunder været konsulent i en større kommune, der førte tilsyn med egne institutioner.

Målgruppen for Skole 1 var unge elever i den skolepligtige alder, som af forskellige årsager ikke kunne bo hos deres forældre og passe deres skolegang, og som derfor skulle have hjælp til at passe deres skole. Unge med diagnosen ADHD kan også være omfattet af målgruppen for en kostskole som Skole 1. Det afgørende i den forbindelse er den unges behov for støtte. Hvis en ung skal anbringes på en kostskole, skal støttebehovet ikke være særlig stort, da normeringen på en kostskole ikke er den største. Man kan ikke sammenligne normeringen på en kostskole med normeringen på et opholdssted, hvor de anbragte børn og unge typisk har større problematikker.

Det kan ske, at en anbringende kommune ikke er klar over, hvorfor et anbragt barn ikke trives, og hvad der er årsag til barnets manglende trivsel. Når man kommer tættere på barnet, eller hvis barnet ikke får den nødvendige støtte og omsorg, kan der dukke nogle problematikker op, som ikke var kendt i forvejen. Det kan også være, at der dukker nogle problematikker op, når barnet bliver teenager. Et barn eller en ung kan have diagnoser, som ikke er synlige, når barnet eller den unge er i en ramme, men bliver synlige, hvis barnet flyttes til en anden ramme.

Hun var først selv med på tilsynsbesøg på Skole 1 i Årstal 9. Hverken hun selv eller hendes kolleger oplevede, hvordan eleverne på Skole 1 blev vækket om morgenen, men de havde fået nys om, at morgenvækningerne blev udført meget forskelligt, herunder at nogle af eleverne blev væltet ud af sengen rent fysisk. De var i Tilsyn af den opfattelse, at det var uetisk og en form for et overgreb at gå ind til barn eller en ung, der sov, og vælte vedkommende ud af sengen, og det var på ingen måde foreneligt med den omsorgsfulde pædagogik og støtte, som de børn og unge, der var anbragt på Skole 1, havde brug for. Der var ingen af de unge, som de talte med, når de var på tilsynsbesøg, som sagde noget til dem om morgenvækningerne.

I sommeren Årstal 9 modtog Tilsyn en indberetning om et overgreb, der skulle have fundet sted på Skole 1. Tilsyn bad Skole 1 om en redegørelse for, hvordan sagen var blevet håndteret, og hvem der var blevet underrettet.

Vidne 1 kom ind til et møde hos Tilsyn efter et tilsynsbesøg Dato 20. Han havde meget på hjerte, som han gerne ville fortælle om, vedrørende både arbejdsmiljøet og ledelsen på Skole 1. Han fortalte også om mistrivsel hos de børn og unge, der var anbragt på Skole 1, og om overgreb og natterend. De vurderede, at oplysningerne fra Vidne 1 var troværdige, men de skulle have oplysningerne bekræftet, inden de kunne bruge oplysningerne i det åbne. Hendes kollega Vidne 4 ringede til en række forældre til børn og unge, hvis anbringelser på Skole 1 var ophørt i løbet af et skoleår, for at spørge ind til forældrenes oplevelse af Skole 1. De oplysninger, som Vidne 4 fik fra forældrene, understøttede den bekymring, de havde på baggrund af oplysningerne fra Vidne 1.

Der var flere tilfælde af nedværdigende behandling af de anbragte børn og unge. Ud over morgenvækningerne var der tale om offentlig udskamning af elever på fællesmøder, og der var opsat en skærm på skolen, hvor alle kunne se, hvilke elever der skulle til f.eks. læge eller psykolog, hvilket efter Tilsyns opfattelse var udtryk for mangel på respekt for det enkelte barns ret til privatliv.

Hun deltog i et møde på Skole 1, efter at det var besluttet, at kostskolen skulle lukke. De var nogle medarbejdere i Tilsyn, som tilbød at tage op på Skole 1, fordi de havde hørt, at der både var elever og medarbejdere, der havde det svært med situationen. Det var formelt set Skole 1's bestyrelse, der besluttede, at kostskolen skulle lukke, men Tilsyn havde på daværende tidspunkt været involveret i et forløb med Skole 1 de sidste par år, og den konstituerede forstander havde spurgt, om de ville stille sig til rådighed og svare på spørgsmål fra elever og medarbejdere. Mødet blev afholdt i spisestuen, hvor hun sammen med en kollega fortalte, hvad Tilsyn havde set og hørt, og hvad processen havde været. Stemningen på mødet var trykket, og der var ikke mange, der sagde noget. Der var nogle enkelte, der gav udtryk for ærgrelse, og som spurgte ind til, hvorfor Tilsyn ikke i stedet havde hjulpet med at få Skole 1 til at fungere. De svarede hertil, at et Tilsyn ikke er en konsulentvirksomhed, og at deres kompetence er begrænset til at påpege, hvad der ikke fungerer, hvorefter det er op til ledelsen og bestyrelsen på det enkelte tilbud at rette op.

De skriver stort set alt det, de hører på et tilsynsbesøg, ned i deres noter. Det er hendes erfaring, at de næsten altid får det hele med.

Hun synes, at det mest overraskende ved forløbet med Skole 1 er, at medarbejdere fra Tilsyn kunne komme på Skole 1 så mange gange, uden helt at kunne komme til bunds i, hvad der egentlig foregik.

Hun ved nu, at mange af de børn og unge, der var anbragt på Skole 1, har haft det skidt, men at de ikke har haft mod til at fortælle om det. Hun kan godt forstå, at børnene og de unge ikke havde mod til at fortælle, hvordan de havde det, til to fremmede damer fra Tilsyn, der bare kortvarigt var på besøg, og som de ikke kendte, men det ærgrer hende, at der ikke var nogen af de voksne på Skole 1, der havde mod til at fortælle, hvad der egentlig foregik.

En kostskole er et af de tilbud for børn i skolealderen, hvor der er den laveste grad af støtte. Mindre børn vil typisk blive anbragt i en plejefamilie. Hun ved ikke, om man generelt kan sige, at der i en plejefamilie er mere eller mindre støtte end på en kostskole. En kostskole er ikke et traditionelt opholdssted, og der er på en kostskole færre medarbejdere på arbejde ad gangen end på et opholdssted. De børn og unge, der bliver anbragt på et opholdssted, har diagnoser, som medfører et så højt støttebehov, at det ikke kan varetages i hjemmet eller i en plejefamilie eller på en kostskole. Der vil ofte være tale om børn og unge, der har været udsat for massivt omsorgssvigt, eller har forældre med psykisk sygdom. Hvor et barn eller ung anbringes, afhænger af barnet eller den unges støttebehov, og man kan derfor ikke sige mere generelt, at et barn eller en ung med en bestemt diagnose automatisk har et bestemt behov for støtte.

Vidne 1 har forklaret blandt andet, at han er uddannet folkeskolelærer. Han blev ansat som vikar på Skole 1 i Årstal 14 og fastansat i Årstal 15.

På Skole 1 kunne han gøre det, han var god til, hvilket var at hjælpe sårbare børn og unge. Han er almindelig folkeskolelærer og har ingen særlig erfaring i forhold til at arbejde med sårbare børn og unge. De andre ansatte på Skole 1 var folkeskolelærere og socialpædagoger med pædagogbaggrund. Skole 1 var godkendt til børn, der var sårbare og havde problemer i enten skolen eller familien og derfor havde brug for at komme væk. Nogle børn og unge kom på Skole 1, fordi de havde været udsat for mobning, mens andre kom, fordi deres forældre var psykisk syge eller døde. Der var tale om anbringelser i den lette ende, hvor anbringelsen på Skole 1 var et alternativ til familiepleje.

I Årstal 14 var der få fejlanbragte børn og unge på Skole 1 og dermed et mindretal af børn med tunge problematikker. Der var derfor en stor kulturbærende gruppe af sunde elever, som kunne påvirke de svage elever positivt. I Årstal 11 skete der et skifte, fordi Skole 1 begyndte at tage flere tunge elever ind, og fokus var ikke længere på børnenes trivsel eller på at hjælpe de anbragte børn og unge. Der var magtkampe med ledelsen, og der blev samtidigt gennemført en ændring af folkeskoleloven, som betød, at

folkeskolerne var forpligtede til at tage flere svage elever ind. Inklusionstanken er god, men det tog overhånd på Skole 1, hvor der blev taget flere tunge elever ind, fordi der også var tale om en butik, der skulle drives.

Hvert år var der alarmknapper, der lyste. Der var ikke nok elever, og hvert forår blev det drøftet, hvad Skole 1 kunne rumme af elever. I drøftelserne indgik også, at det kunne blive nødvendigt at fyre medarbejdere, hvis der ikke var nok elever, og til sidst gav medarbejderne efter for ledelsens krav om, at Skole 1 skulle tage stadig flere tunge elever ind. Hvert år blev der taget elever ind, som blev opsagt i løbet af efteråret, fordi Skole 1 ikke kunne håndtere dem. På et tidspunkt havde Skole 1 taget så mange tunge elever ind, at balancen tippede. Der var nu et flertal af tunge og belastede unge, hvilket ændrede kulturen på Skole 1. Det var i den periode, hvor lærernes arbejdsmiljø blev ændret og mange medarbejdere blev sygemeldt.

Vidnet kontaktede Arbejdstilsynet i Årstal 11 og Årstal 4, fordi han kunne se, at forstander Person 2 ikke ville hjælpe med de sociale problemer. Nogle medarbejdere havde også kontakt til deres fagforening. Medarbejderne begyndte at tale om ”børnemagt” som et udtryk for, at lærerne havde mistet grebet om Skole 1. Det var de dominerende elever, der styrede Skole 1. Der var meget hierarki i elevgruppen, og nogle af eleverne gemte sig på deres værelser og var bange. Nogle elever pressede sig op i hierarkiet ved at gøre sig seje. Medarbejderne opgav at løse problemerne. Det blev et spørgsmål om overlevelse, og man måtte tage en dag ad gangen. Han synes, at han havde en god kontakt til eleverne, og at han kunne løse nogle af problemerne, men der var et kæmpe bjerg af problemer, som han ikke kunne løse alene.

Der var allerede fra begyndelsen meget selvskade på Skole 1, men det tog til i Årstal 10, hvor der nærmest var epidemier af selvskade, som bredte sig blandt eleverne. Med selvskade mener vidnet cutting og overforbrug af piller. Der var et konstant højt forbrug af alkohol, og i perioder også et højt forbrug af hash. Der var formentlig et forbrug af hash i hele perioden, men i visse perioder blussede hashforbruget op, og de måtte gennemføre kontroller på elevernes værelser. På et tidspunkt havde de også hashhunde tilkaldt. Han ved ikke, om der også var hårdere stoffer i omløb. Der var mange procedurer i forhold til at teste eleverne for stoffer, men de virkede ikke rigtigt.

Det er meget forskelligt, hvilke forudsætninger man som almindelig folkeskolelærer har for at hjælpe elever, der udøver selvskade. På et tidspunkt var den førende ekspert inden for området på Skole 1 for at fortælle medarbejderne om selvskade. Der var stor forskel på, hvordan medarbejderne på Skole 1 håndterede elever, der udøvede selvskade. Han havde sin egen måde at håndtere selvskadende elever på, og andre medarbejdere

håndterede selvskadende elever på en anden måde. Der var ikke fælles retningslinjer for håndtering af de pågældende elever.

Medarbejderne havde givet op i forhold til fravær. Han havde som klasselærer ansvar for nogle elever, som over en periode på 6 måneder havde 100 pct. fravær. Der var meget få elever, der havde et fremmøde i skolen på mere end 50 pct. Han kan ikke huske, hvordan fraværet var i de første år, han var ansat på Skole 1. For at holde sin egen ryg fri sendte han alle fraværslister til ledelsen. Der var ugentlige møder mellem klasselærerne og ledelsen, herunder Person 2. Vidnet sørgede for, at ledelsen fik at vide, at der var elever, der ikke kom i skole. Vidnet og hans kolleger forsøgte at få eleverne i skole, men de kunne ikke tvinge dem til det.

Lærerne på Skole 1 fungerede også som socialpædagoger, hvilket betød, at vidnet også var på arbejde om aftenen og natten og i weekenden, og at han udførte andet end almindeligt lærerarbejde.

Der var meget sex blandt eleverne. Hvis det blev opdaget, at elever under den seksuelle lavalder havde haft sex, var proceduren at ringe til elevens forældre og at underrette kommunen. Eleverne skulle også tales fra at have sex. Det blev sagt på morgenmødet, at eleverne ikke måtte have sex på kostskolen, men der var meget sex og flere overgreb på Skole 1.

Ud over Person 2 var enkelte af lærerne med på den forkerte pædagogik med at udskamme og straffe elever, der gjorde noget galt, og som vidnet husker det, blev den form for pædagogik udøvet i hele den periode, han var ansat på Skole 1.

Der var overraskende lidt vold mellem eleverne, og der var sjældent behov for at benytte magtanvendelse til at skille elever ad.

I årene inden den første whistleblowerhenvendelse til Tilsyn lavede han tre underretninger om vold begået af en lærer mod en elev. Underretningerne kom aldrig videre, men strandede i stedet hos souschefen på Skole 1, Person 10.

I foråret Årstal 9 var der en episode, hvor vidnet tænkte, at hans grænse var nået. På dette tidspunkt havde hans grænse allerede rykket sig, og han var blevet ret kynisk. En elev på Skole 1 havde boet i en skurvogn i indkørslen i et halvt år, og eleven havde ikke været i skole i en tilsvarende periode. Vidnet lavede en anonym underretning på eleven, fordi han var bange for repressalier fra Person 2's side. Der var også en sag, hvor en pige var blevet voldtaget af eleven i samme skurvogn. Voldtægtssagen gjorde han ikke noget ved, fordi drengen i hans øjne også var et offer. Drengen var autist og havde svært ved at forstå

grænser mellem sig og de andre unge. Drengen var blevet svigtet, og han var fejlanbragt på Skole 1. Vidnet ønskede med underretningen at tale drengens sag og få myndighederne til at gøre noget. Ledelsen havde ikke noget ønske om at hjælpe drengen, herunder få ham ud af skurvognen, for drengen betød penge hver måned. Drengen kom kun ud af skurvognen for at hente mad en gang om dagen. Drengen fortalte, at han ikke kom i skole, fordi han ikke kunne holde larmen i klassen ud. Vidnet kan ikke i dag huske, hvad der skete i forhold til drengen, herunder om vidnets underretning førte til noget.

Vidnet kan ikke huske så meget fra foråret Årstal 9, hvor han var meget optaget af at få sine elever til afgangsprøve. Han genoptog derfor først sine henvendelser til myndighederne i august Årstal 9. På et tidspunkt var der en ildebrand på en lejrplads ved et sommerhus, som Skole 1 havde købt. Vidnet havde en masse horn i siden på Person 2 i forhold til købet af sommerhuset. Ildebranden blev slukket, selv om der ikke var udstyr i sommerhuset til at slukke den med. Vidnet ringede til Person 2 og sagde, at han ikke ville sove i sommerhuset med otte elever, fordi det ikke var sikkert. Episoden med ildebranden blev dråben, der fik vidnets bæger til at flyde over. Han ville ikke længere finde sig i Person 2's manglende interesse for elevernes og medarbejdernes sikkerhed.

Dato 21 kom Tilsyn på anmeldt tilsynsbesøg. Person 2 bad vidnet om at tale med tilsynskonsulenterne. Vidnet sagde til tilsynskonsulenterne, at der var meget, han gerne ville tale med dem om, men at han ikke ville tale med dem på Skole 1. De aftalte derfor, at han ugen efter skulle komme til et møde på rådhuset, hvilket han gjorde. Mødet varede i fire timer, fordi det væltede ud af ham. Han havde inden mødet skrevet alt det ned, som han var bekymret for på Skole 1, og han fik lagt det hele frem uden at lægge fingrene imellem. De to tilsynskonsulenter vidste ikke, om han talte sandt. Han følte sig taget alvorligt, men han tænkte, at de nok ikke troede på alt det, han fortalte, fordi det lød så langt ude.

Tilsyn efterfølgende tilsynsrapport eksploderede som en bombe. Der blev holdt et krisemøde, hvor Person 2 tilkendegav, at tilsynsrapporten var en kritik af ham som leder, hvilket var en sjælden selverkendelse. Person 2 sagde på mødet, at de nu måtte i arbejdstøjet og forsøge at imødekomme de tre påbud fra Tilsyn, så Skole 1 kunne reddes. Vidnet kunne se, at hans kolleger var chokerede.

Vidnet troede, at tilsynsrapporten og påbuddene var det, der skulle til for at redde eleverne. I perioden efter tilsynsrapporten var der meget fest, alkohol og natterend. Vidnet havde en forestilling om, at nogen ville komme og intervenere, så eleverne ikke skulle lide længere. Han meldte sig til arbejdet med at efterkomme et af de tre påbud. Han ville imidlertid manipulere det, så

Person 2 troede, at vidnet arbejdede for at løse problemerne. Han arbejdede frem til nytår på en handleplan og holdt Person 2 løbende orienteret, men for at trække tiden lavede han med vilje en masse fejl i handleplanen, så den skulle laves om igen og igen. Vidnet var meget skuffet over Tilsyn, som han troede ville gøre noget, herunder orientere de anbringende kommuner i forhold til de navngivne børn, han havde fortalt om.

Fra efteråret Årstal 9 og frem til nytår lavede han ti whistleblowerhenvendelser i et forsøg på at holde Tilsyn til ilden. På Skole 1 blev der arbejdet på at få papirerne i orden, men der blev intet ændret i forhold til eleverne. Vidnet troede, at Tilsyn havde magt til at hjemgive eleverne til anbringelseskommunerne og dermed få stoppet det, der foregik på Skole 1. Han følte, at han var en pestilens, men han troede på, at han i fællesskab med Tilsyn kunne få Skole 1 lukket. Da Tilsyn ophævede det skærpede tilsyn og dermed godkendte den fortsatte drift af Skole 1 i januar Årstal 3, gav han lidt op. For Person 2 var det en kæmpe sejr, at det skærpede tilsyn blev ophævet. Person 2 var bange for lærergruppen, som kunne afsløre ham, så han holdt vandtætte skotter mellem bestyrelsen og lærergruppen.

Intet ændrede sig for eleverne. Person 2 syntes, at tilsynskonsulenterne var irriterende og ville gerne passivere dem. I november Årstal 9 kom tilsynskonsulenterne på et uanmeldt tilsynsbesøg, mens der var gallafest, hvor de tilsynsførende talte med flere medarbejdere.

Tilsynskonsulenterne sagde, at de godt var klar over, at Person 2 var glat som en ål. De sagde dog også til en af vidnets kollegaer, at de måtte lære at leve med Person 2.

Vidnet var klasselærer i den klasse, hvor Sagsøger 9 var elev. Sagsøger 9 var fejlanbragt på Skole 1, fordi han havde flere diagnoser og i øvrigt var i mistrivsel. En morgen kom Sagsøger 9 for sent og var meget stresset. Efter 20 minutter forsvandt Sagsøger 9 igen fra klassen, men han kom tilbage og sagde, at han havde forsøgt at hænge sig i fysiklokalet. Sagsøger 9 forlod klassen igen, og vidnet overvejede at løbe efter Sagsøger 9, men han blev i klassen. Efter 5 minutter kom en af de andre elever ind i klassen og sagde, at der skete noget på Sagsøger 9's værelse. Vidnet løb ned på Sagsøger 9's værelse og fandt Sagsøger 9 med en plasticpose på hoved og et reb bundet om halsen og fast på hemsen og en smørkniv i hånden. Vidnet lavede en magtanvendelse på Sagsøger 9 og fik afværget selvmordsforsøget, og efterfølgende sad han med Sagsøger 9 i 45 minutter og trøstede ham og snakkede med ham. Vidnet ved, at han har lavet et notat vedrørende episoden. Sagsøger 9 talte efter selvmordsforsøget med en læge, men han kom tilbage på Skole 1. Vidnet var ikke involveret i det juridiske

efterspil efter episoden. Efter episoden med Sagsøger 9 havde vidnet brug for en pause i nogle måneder.

Det er vidnet, der har skrevet den underretning til Arbejdstilsynet, hvor der henvises til et tilsynsbesøg den Dato 22. Episoden med Sagsøger 9 gjorde et stærk indtryk på ham. Han tænkte på sit eget arbejdsmiljø efter at have været udsat for en sådan situation. Han skrev til Arbejdstilsynet, fordi han havde opgivet Tilsyn, der ved at godkende den fortsatte drift af Skole 1 havde vist sig ikke reelt at være interesseret i at hjælpe børnene, men alene at ville forholde sig til papirarbejde.

I det sene forår Årstal 3 var der blandt medarbejderne på Skole 1 tale om, at bunden måtte være nået, men det viste sig, at de tog fejl. Efter sommerferien Årstal 3 tog Person 2 og Person 10 nogle meget dårlige elever ind, og det var i det hele taget den mest dysfunktionelle elevsammensætning, som han havde set i sin tid på Skole 1. Alt blev værre og værre, og der var mange medarbejdere, som var langtidssygemeldte. En ny nattevagt, der tidligere havde været ansat på Institution 4, var dybt rystet over forholdene på Skole 1, fordi hun stod med en opgave, der var fuldstændig umulig at løse.

Sideløbende hermed blev han pustet i nakken af en journalist fra DR, der arbejdede på en postcast om Skole 1. Journalisten havde arbejdet med Skole 1 i mere end et år. Vidnet tænkte, at det i sidste ende var bedre at risikere sin egen ansættelse og gå til medierne, når Tilsyn ikke tog det, han fortalte dem, alvorligt. Han gik til medierne i oktober Årstal 3. Sagen omkring det forsvundne dagbogsnotat eksploderede i september Årstal 3, hvilket var det, der fik ham til at kontakte journalisten.

Det er rigtigt, at han i forbindelse med Tilsyn uanmeldte tilsynsbesøg Dato 19 fortalte til tilsynskonsulenterne, at han følte, at han ikke havde de faglige kvalifikationer til at hjælpe børn med ADHD. Alle folkeskolelærere kan håndtere en eller to elever med ADHD, men ingen almindelig lærer kan håndtere en klasse, hvor der er en overvægt af sådanne elever.

Han så først nogen fra Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, da der var truffet beslutning om, at Skole 1 skulle lukke. Han mener, at det var i slutningen af november Årstal 3.

Vidnet ville først være anonymt, fordi han var bange for repressalier fra Person 2 og Person 1. Han havde set de to bryde ind på Person 2's kontor, efter at Person 2 var blevet bortvist som forstander. Han vidste også, at de begge kunne blive fysisk intimiderende, hvis de blev presset. Vidnet spillede derfor et dobbeltspil. Han havde en fornemmelse af, at der kun var meget få

andre whistleblowere. Hvis der havde været mange andre whistleblowere, havde Tilsyn formentlig også været oftere på Skole 1.

Det havde personlige omkostninger for ham, at han stod på en konkret elevs side i forbindelse med en episode i september Årstal 9. Han kan ikke i dag huske den konkrete episode. Han stod dog generelt på elevernes side. Alle hans whistleblowerhenvendelser havde personlige omkostninger for ham, og han overvejede hver gang, om det var prisen værd. Han føler selv, at han har overholdt sin skærpede underretningspligt. Denne sag kunne være stoppet tidligere, hvis alle medarbejdere på Skole 1 havde overholdt deres skærpede underretningspligt. Vidnet burde selv have underrettet om forholdene på Skole 1 meget tidligere, end han gjorde. På trods af det høje fravær blandt eleverne underrettede han ikke herom, fordi han var bange for at miste sit arbejde. I mange år var han en del af det spil, der kørte, med det formål at få ting til at se bedre ud, end de var, og han var på den måde i mange år en medløber for Person 2.

Vidnet lavede ikke selv nogen indberetning til de anbringende kommuner, og han har aldrig hørt om medarbejdere, der lavede underretninger til kommunen uden at orientere ledelsen herom. Han har mange gange før i løbet af sin karriere oplevet, at ting er blevet syltet af ledelsen.

Vidnet var på et tidspunkt meget bekymret for en konkret elev. Vidnet ventede med at gøre noget indtil en dag, hvor eleven blev udsat for vold fra en af vidnets kolleger i spisestuen, mens alle så på. Eleven var meget fuld. Vidnet lavede en whistleblowerhenvendelse efter episoden, men han underrettede ikke den kommune, der havde anbragt eleven på Skole 1.

Vidnet gav samtykke til, at Tilsyn måtte dele oplysningerne i hans whistleblowerhenvendelser med Arbejdstilsynet. Han lavede også whistleblowerhenvendelser til Skole 1's bestyrelse i form af håndskrevne breve til hvert bestyrelsesmedlem. Der var dog også grænser for, hvor meget tid han kunne bruge på det.

Vidnet vidste ikke, at Sagsøger 9 tog kokain. Vidnet har kendskab til, at der var ecstasy og MDMA på Skole 1. Han var ikke klar over, at der var elever, der blev voldtaget. Han var en del af morgenvækningerne i 10 år, og han har set alle typer af morgenvækninger. Han synes ikke, at morgenvækningerne var uetiske, og han synes generelt, at hele diskussionen om morgenvækninger var en storm i et glas vand og ikke det relevante at hænge sig i. Han kan genkende, at elever blev afstraffet ved at blive kørt væk fra Skole 1 og sat af et sted uden mobiltelefon og buskort. Han har ikke selv været med til at køre elever væk som led i en sådan afstraffelse, men han gjorde ikke noget for at forhindre, at det fandt sted. Da han så en elev blive slået af en medarbejder, lavede han en

underretning til Tilsyn, hvor han udførligt beskrev, hvad der var sket. Han beskrev også, hvorfor Skole 1's ledelse holdt hånden over læreren.

Han var klar over, at en lærer mere kontinuerligt slog en af eleverne, men han gjorde ikke noget ved det.

Han så Person 1 lave mange voldshandlinger mod elever på Skole 1, herunder hive en elev hen over jorden. Første gang vidnet så Person 1 overfuse en pige, bad han om et møde med Person 2, der sagde, at han ville tale med Person 1, så det kunne blive stoppet. Der skete dog ikke noget, og Person 1 fortsatte sin adfærd. Vidnet opgav at gøre mere ved det.

Vidnet har ikke hørt om en episode, hvor Person 2 skulle have trukket en elev gennem rygergården. Han har hørt om, at Person 2 har stukket en nøgle ind i ribbenene på en elev, men vidnet gjorde ikke noget ved det. Vidnet har udsat eleverne for et kæmpe svigt ved ikke at gøre mere. Han har endnu ikke undskyldt over for eleverne.

Morgenvækningerne afhang af, hvilke medarbejdere der foretog dem. Mange af morgenvækningerne kan sagtens forsvares, men nogle gange væltede Person 2 og Person 1 elever ud af sengen. Det foregik på den måde, at sengen blev stillet på højkant, så eleven faldt ud og lå på gulvet og rodede rundt i madras og dyner. Der var i forbindelse med morgenvækningerne meget råberi og larm, og det foregik nærmest cirkusagtigt og ikke på en måde, som støttede eleverne i at få en god start på dagen. Morgenvækningerne var dog ikke det store problem, når han sammenligner med, hvad han ellers så.

Vidnet tror ikke på, at Sagsøger 9 tog hårde stoffer. Sagsøger 9 var en dreng, der på alle måder mistrivedes og bare forsøgte at overleve hverdagen. Sagsøger 9 havde behov for forskellige stimulanser og havde f.eks. stort forbrug af sukker. Sagsøger 9 var også meget rastløs på grund af sin ADHD. Sagsøger 9 lærte at ryge meget tidligt. Vidnet forestiller sig ikke, at Sagsøger 9 tog stoffer eller røg hash, heller ikke selv om Sagsøger 9 selv har forklaret det.

Det er rigtigt, at vidnet forklarede til tilsynskonsulenterne Dato 19, at målgruppen i forhold til de unge, der på det pågældende tidspunkt var anbragt på Skole 1, stemte overens, og at der kun var nogle enkelte, der ikke fik det optimale tilbud.

Han forsvarede anbringelserne langt længere, end han burde have gjort. Han stemte for, at eleverne var så unge som muligt, når de kom til Skole 1, fordi han troede, at man i så fald bedre kunne hjælpe dem med det, de hver

især havde med i bagagen og måske give dem en succesoplevelse. Mange af hans kolleger mente, at flere af eleverne var fejlanbragte, men han mente af de netop anførte grunde, at de kunne forsvare anbringelserne. Han kan nu se, at han tog voldsomt fejl.

Det er rigtigt, at han også fortalte til tilsynskonsulenterne, at ledelsen var med til at redigere bekymringer om manglende trivsel hos en elev væk for at undgå, at eleven kom videre til et andet tilbud. Vidnet var med til at skrive statusrapporter for sine elever hvert halve år. Hvis der i en statusrapport blev skrevet negativt om eleven, var der en risiko for, at anbringelsen ville ophøre. Hvis der omvendt blev skrevet for positivt om eleven, var der samme risiko, og det var derfor nødvendigt at balancere sit ordvalg nøje, hvilket han muligvis også selv har gjort i flere af de statusudtalelser, han har skrevet.

Vidne 5 har forklaret blandt andet, at hun er uddannet socialrådgiver og blev ansat som sådan på Skole 1 den Dato 23. Inden sin ansættelse på Skole 1 arbejdede hun med kriminelle i Kommune 4. Hun skulle som socialrådgiver på Skole 1 være med til at visitere børn og unge til kostskolen og stå for kontakten med de anbringende kommuner, herunder afholde statussamtaler.

Det viste sig hurtigt, at jobbet på Skole 1 ikke var, som hun havde regnet med. Der var meget, der ikke stemte med det, der var aftalt. Hun delte kontor med Person 6, der var souschef, og sad ved siden af forstanderens kontor. Hun var generelt tæt på ledelsen, og hun fik derigennem kendskab til flere ting, som var ubehagelige, herunder at der blev talt grimt om de ansatte. Der var generelt en hård tone, hvilket især var ubehageligt, når man var ny.

Der var mange dejlige børn og unge mennesker på Skole 1, men hun så også nogle børn, som, hun undrede sig over, var anbragt på Skole 1. Det var børn med nogle problematikker, som der ikke var ressourcer til at håndtere på Skole 1, herunder børn med selvskadende adfærd. Hun husker særligt en pige, der ikke kunne spise selv og generelt krævede meget voksenomsorg. Pigen kunne ikke holde ud at være i spisesalen, men hun var meget tynd og lille og havde brug for mad. Pigen fik også besvimelsesanfald, og der var en episode, hvor pigen først besvimede og derefter var helt frosset. Medarbejderne på Skole 1 ville gerne hjælpe pigen, men der var ikke ressourcer nok, hvilket hun sagde flere gange. Den pige, hun taler om, er Sagsøger 1. Mange af medarbejderne på Skole 1 var bekymrede for Sagsøger 1, og hun ved, at flere medarbejdere rettede henvendelse til ledelsen og spurgte, hvorfor Sagsøger 1 var anbragt på Skole 1, når det ikke var forsvarligt ud fra en faglig betragtning.

Hun er klar over, at en elev på Skole 1 var udsat for et seksuelt overgreb, men hun var ikke selv inde over sagen, da det var en elev, som Person 6 havde ansvaret for. Hun ved dog, at sagen ikke blev håndteret særligt godt, og at forstanderen lagde lidt op til, at den pågældende elev nok selv havde været ude om det, hvilket var helt vanvittigt at sige.

Skole 1 var lukket i sommerferien, og da eleverne kom tilbage i august Årstal 9, eskalerede det. Det havde været for lang en sommerferie, og flere af eleverne havde udviklet misbrugsproblemer, hvilket Skole 1 ikke kunne håndtere. Det var heller ikke meningen, at man på Skole 1 skulle kunne håndtere misbrugsproblematikker, fordi der var en nul-tolerance-politik på kostskolen, men den politik blev ikke håndhævet. Løsningen for de elever, der havde udviklet et misbrug hen over sommerferien, var ikke at sende dem i misbrugsbehandling, men i stedet at tage dem med i sommerhus. Det er hendes opfattelse, at man ikke var særlig god til at håndtere elevernes misbrug på Skole 1.

Hun var ikke selv vidne til elever, der udøvede selvskade, men hun var også sygemeldt i en stor del af den tid, hun var ansat på Skole 1. Hun startede i maj Årstal 9 og blev sygemeldt i oktober samme år. Sygemeldingen skyldtes, at hun ikke kunne holde ud at være på Skole 1. Årsagen var dårlige ledelse, og at hun havde andre arbejdsopgaver end dem, hun var blevet stillet i udsigt. Hertil kom, at Skole 1 var blevet sat under skærpet tilsyn af Tilsyn, hvilket hun ikke ønskede at lægge navn til. Der var flere meget sårbare børn og unge på Skole 1, og ledelsen virkede helt upåvirket. Hun ved, at der var mange medarbejdere, der håbede på, at det skærpede tilsyn ville føre til, at der kom en ny ledelse på stedet, men det skete ikke. Konsekvensen af det skærpede tilsyn var alene, at der blev nedsat nogle arbejdsgrupper og måske lavet lidt omorganisering, hvilket arbejde hun ikke var en stor del af. Hendes forslag var, at man lukkede Skole 1 og fik styr på skolen.

En dreng, som hun var socialrådgiver for, var ny på Skole 1 og havde mange problematikker. På et tidspunkt var der foregået noget på skolen i en weekend, og forstander Person 2 syntes, at det skulle tages op i spisesalen foran alle børn og voksne. Person 2 stillede sig op og fortalte alle de tilstedeværende, hvad der var sket, og han ville have, at drengen skulle sige undskyld. Hun kan ikke huske, hvad der var sket, men det var vist noget med en computer. Drengen var ung og nederst i hierarkiet, og han blev ydmyget af Person 2. Efter episoden talte hun med Person 6 og spurgte rystet, om det var normalt, at man gjorde sådan på Skole 1, hvortil Person 6 svarede: ”Gjorde han det nu igen?” .

Hendes moralske kompas var meget udfordret, mens hun var ansat på Skole 1, hvilket hendes krop reagerede på. Hun kom tilbage på nedsat tid

i december Årstal 9, efter at have været sygemeldt i nogle måneder. Da hun kom tilbage, gav hun klart udtryk for, at hun ikke ville være med til at visitere flere børn ind på kostskolen, da det ikke var forsvarligt. Der var druk, natterend og ballade om natten og personale, der ikke var uddannet, og som ikke kunne håndtere den natlige uro. Hun opsagde sin stilling på Skole 1 i slutningen af december Årstal 9. Hun skrev i sin opsigelse, at hun ikke kunne stå inde for den måde, det foregik på. Person 2 sagde til hende, at hun skulle lave sin opsigelse om, hvilket hun afviste. Det førte til, at Person 2 blev sur. Den sidste dag, hun var ansat, blev det skærpede tilsyn ophævet. Hun tænkte, at det var løgn, for der var ikke noget, der var ændret. Hun havde ikke tillid til, at det, der var skrevet om i de forskellige handleplaner, reelt ville komme ud og leve og gøre en forskel for eleverne. Der var mange dygtige lærere og pædagoger ansat på Skole 1, men der var en dårlig kultur.

Nogle af børnene på Skole 1 var visiteret rigtigt. Der var nogle elever, der opgav at være på Skole 1 og blev hjemgivet, fordi det blev for kaotisk og voldsomt for dem. Der blev skabt et hierarki mellem børnene, hvor nogle børn havde særlige privilegier. Nogle børn kunne f.eks. få lov til at arbejde på Person 2's café eller få lov til at blive på Skole 1, selv om de gentagne gange havde brudt reglerne. Andre børn havde ikke de samme muligheder og privilegier, og hun brød sig ikke om den forskelsbehandling af børnene, som fandt sted.

Hun var ikke valgt ud til at tale med tilsynskonsulenterne fra Tilsyn, når de var på tilsynsbesøg. Person 2 valgte de medarbejdere, som skulle tale med tilsynskonsulenterne.

Da hun kom tilbage fra sin sygemelding, var der blevet nedsat nogle forskellige arbejdsgrupper. Tilsyn iværksatte det skærpede tilsyn den Dato 24, og hun fik på sin sidste arbejdsdag at vide, at det skærpede tilsyn var ophævet igen. Da hun fik at vide, at det skærpede tilsyn var ophævet, mistede hun al tillid til de myndigheder, der skulle holde øje med Skole 1.

Hun var bekendt med, at der var meget alkohol og hash på Skole 1. Hun var muligvis også bekendt med, at der var hårdere stoffer end hash blandt eleverne. Hun kan huske en konkret episode, hvor en elev havde gemt nogle hårde stoffer på Skole 1. Det var hendes klare opfattelse, at der skete en eskalering efter sommerferien. Hun oplevede ikke, at problemerne med alkohol og stoffer blandt eleverne var så voldsomme i maj og juni Årstal 9, som de var fra august samme år og fremover.

Hun har ikke hørt om, at elever prostituerede sig for at få penge til stoffer. Hun er ikke bekendt med andre seksuelle overgreb, end overgrebet på Sagsøger 1. Hun hørte flere fortællinger om Person 2's såkaldte morgenvækninger. Hun

havde bemærket, at der kom færre og færre børn til morgenmøderne, og hun hørte, at Person 2 var nede for at vælte nogle af børnene ud af sengen, hvilket han syntes var rigtig sjovt.

Hun har ikke hørt om børn, der er blevet kørt væk og efterladt på et øde sted uden buskort og mobiltelefon, mens hun var der. Det er muligt, at hun har hørt om, at det er sket, inden hun blev ansat.

I et tilfælde blev der anvendt magt over for en af de elever, som hun var socialrådgiver for, hvor hun tænkte, at det ikke burde være endt i en magtanvendelse. Den anbringende kommune blev orienteret om magtanvendelsen. Magtanvendelsen blev også drøftet internt på Skole 1, men det skete ikke så meget andet.

Der blev løbende afholdt statusmøder med de unge og deres familier og de anbringende kommuner. I de statusmøder, hun deltog i, var de unge, som hun var socialrådgiver for, gode til selv at give udtryk for, at der var druk og stoffer på Skole 1, og at de unge havde taget over. Hun fandt ikke anledning til selv at underrette de anbringende kommuner, der selv deltog i statusmøderne og hørte, hvad de unge fortalte.

Der var møder med de anbringende kommuner efter behov. Kommunerne blev indkaldt til møde, hvis der var behov for at tale om f.eks. højt skolefravær hos et barn eller ung. Hvornår der var behov for at indkalde til et møde, var altid en individuel vurdering. Hun har i flere sager taget initiativ til at indkalde en kommune til et møde, og hun vil tro, at der også i sager vedrørende andre elever end hendes egne, blev indkaldt til møder efter behov. Der var forskel på de sager, hun havde, og de sager, souschefen havde. Den socialrådgiver, hun overtog efter, havde gjort det bedste, hun kunne, og forlod vist også Skole 1, fordi hun ikke kunne lide at være der.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i deres påstandsdokument anført blandt andet:

”…

ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at Tilsyn, STUK og Arbejdstilsynet har krænket sagsøgernes ret til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, idet myndighederne på

trods af deres tilsynsforpligtelse og deres viden eller burde-viden om

forholdene på Skole 1 ikke iværksatte effektive foranstaltninger, der kunne forhindre massivt omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb mv. eller risikoen derfor.

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 3

Det gøres gældende, at de forhold som sagsøgerne har levet under, og de hændelser som sagsøgerne var udsat for under deres anbringelse på Skole 1, er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK artikel 3.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at karakteren af hændelserne overstiger minimumstærsklen for, hvad der kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3.

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at forholdene skal være af en vis alvorlighed for at være omfattet af EMRK artikel 3 (”minimumstærsklen”).

EMD sondrer ikke i alle sager skarpt mellem, om behandlingen betegnes som umenneskelig eller nedværdigende, jf. Peer Lorenzen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 3. udgave, 2011, s. 188. Særligt forhold, der strækker sig over længere tid, vil kunne bære præg af begge former for misrøgt (ill-treatment).

Ved umenneskelig behandling forstås som udgangspunkt, at den pågældende påføres fysisk skade eller alvorlig fysisk eller psykisk lidelse, og ved nedværdigende behandling forstås, at offeret er blevet påført en følelse af frygt, angst og mindreværd, der er i stand til at ydmyge og nedværdige den pågældende, jf. Kudla mod Polen (30210/96), præmis 92.

Det er ikke et krav, at behandlingen er sket med det formål at nedgøre

eller ydmyge offeret, jf. eksempelvis Peers mod Grækenland (28524/95), præmis 74 og M.S.S mod Belgien og Grækenland (30696/09), hvor usle og kummerlige forhold for asylansøgere i Grækenland blev anset som nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3.

Ved vurderingen af, om de forhold som sagsøgerne har levet under og været udsat for på Skole 1, overstiger minimumstærsklen og dermed kan anses for omfattet af EMRK artikel 3, skal der lægges vægt på

karakteren og omfanget af behandlingen, den tidsmæssige udstrækning, de fysiske eller mentale følgevirkninger, og når det er

relevant; offerets alder, køn, helbredstilstand m.v., jf. bl.a. A mod UK

(100/1997/ 884/1096), præmis 20.I A mod UK (100/1997/884/1096) og Z m.fl. mod UK (29392/95) var dertale om privatpersoner, som havde udsat andre privatpersoner (børn)for overgreb, henholdsvis en enkeltstående episode med slag medbambuskæp og henholdsvis omsorgssvigt og vanrøgt, og hvorbørnenes rettigheder efter EMRK artikel 3 blev fundet krænket.Sagen M og M mod Kroatien (10161/13) vedrørte primært psykiskkrænkelse af et barn, hvor klageren påstod, at hendes far over enlængere periode havde talt nedværdigende og ubehageligt til hende,samt en enkelt episode med et slag med flad hånd. EMD fandt, at debeskrevne forhold var omfattet af forbuddet mod nedværdigendebehandling i EMRK artikel 3, idet EMD tog udgangspunkt i denkumulative effekt af farens påståede handlinger over en knap 3-årigperiode.Det følger endvidere af EMD’s praksis, at EMRK artikel 3-krænkelser afbørn ikke er begrænset til vold og seksuelle overgreb, men tilligeomfatter omsorgssvigt og vanrøgt, jf. Z m.fl. mod UK (29392/95).I Østre Landsrets dom af 19. februar 2021 i den såkaldte ”Bornholmsag”(U.2021.2254 Ø), opsummerer landsretten minimumskravet i EMRKartikel 3 i denne type af sager således:”Det følger af praksis fra EMD, at en behandling er umenneskelig,såfremt den ud fra en konkret vurdering af de foreliggendeomstændigheder har medført intens fysisk eller psykisk lidelse hosofferet, og at behandlingen er nedværdigende, såfremt den har medførten følelse af frygt, angst eller mindreværd, som var egnet til at ydmygeeller nedbryde vedkommende.Hvis offeret er sårbart, herunder på grund af ung alder, følger det afpraksis fra EMD, at der alt andet lige skal mindre til at anse enbehandling for umenneskelig eller nedværdigende.”(sagsøgernes understregning)Med henvisning til blandt andet Z m.fl. mod UK (29392/95), fandtlandsretten i Bornholmsagen (U.2021.2254 Ø) videre, at børns generellelivsvilkår kan udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling i

strid med artikel 3, uanset at barnet ikke udsættes for vold eller øvrige overgreb.

Omsorgssvigt i form af, at et barn lever under omstændigheder, der medfører intens fysisk eller psykisk lidelse eller medfører en følelse af frygt, angst eller mindreværd, som er egnet til at ydmyge eller nedbryde barnet, kan altså i sig selv medføre en krænkelse af EMRK artikel 3.

Som sektionsleder, Vidne 2 fra Tilsyn selv oplyste på dialogmødet med Skole 1 den Dato 25, var det ”kørt helt af sporet” , og ”eleverne, der [satte] dagsordenen på Skole 1” (bilag 11, s. 3). Dette må særligt ses i lyset af, at der blev indskrevet børn og unge uden for målgruppen, hvis omfattende støttebehov ikke kunne imødekommes af personalet, der var ansat ud fra forudsætningen om, at de unge alene havde lettere eller ingen vanskeligheder, jf. f.eks. bilag 4, hvor Tilsyn konstaterer, at:

”Ledelsen i flere tilfælde og på flere områder har tilsidesat godkendelsesrammen og har indskrevet børn og unge med komplekse

behandlingsbehov, som tilbuddet ikke har fagligt relevante metodereller personaleressourcer til at imødekomme.”(sagsøgernes understregning)Ledelsen på Skole 1 beskrev også over for Arbejdstilsynetallerede i Årstal 4, at eleverne, der kom på Skole 1, var merehårdkogte end tidligere, og at der blev indskrevet elever meddiagnoser, jf. Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilagIIB):”Ledelsen oplyser, at eleverne på Skole 1 har diagnoser somADHD, OCD, angst og spiseforstyrrelse. Eleverne er ofte udfordret pådet sociale område, de har oplevet svigt eller tab i et eller andetomfang.”Det oplyses videre, at det samlede billede af elevgruppen er ændret deseneste år, og de elever, der kommer på Skole 1, har været forsøgtinkluderet i folkeskolen uden held, og de kan have været ude afskolesystemet en periode. Ifølge leder betyder det, at eleverne, derkommer på Skole 1, er mere hårdkogte. Ledelse og

medarbejderne oplyser, at det er et vilkår i arbejdet på Skole 1, at eleverne frustreres over de krav, der stilles i hverdagen på skolen og i Bogruppen, og derfor reagerer verbalt eller fysisk mod medarbejderne.”

(sagsøgernes understregninger)

At der blev indskrevet børn, som klart faldt uden for godkendelsesrammen medførte, at der blev skabt et hårdt miljø med stoffer og alkohol, seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser eleverne imellem, fysisk og psykisk vold, grov mobning, og et generelt højt skolefravær.

Én af sagsøgerne oplevede endvidere, at forstanderen udøvede vold mod ham, mens næsten alle sagsøgere blev udsat for voldsomme ”morgenvækninger” , hvor forstanderen trak madrassen ud over sengekanten, så de faldt ned på gulvet. Herudover oplevede flere af dem, at forstanderen ydmygede dem under morgensamlingerne ved at spørge ind til seksuelle oplevelser, herunder seksuelt krænkende oplevelser.

Som det fremgår af Tilsyns tilsynsrapport af Dato 24 (bilag 4), blev forstanderens position og person ofte brugt som trussel i forhold til at kunne tilkalde ham, hvis en elev ikke fulgte en given anvisning. Flere sagsøgere har desuden oplevet at blive truet på livet, blandt andre Sagsøger 11, der blev truet med en kniv af en anden elev, Sagsøger 13, der blev truet af to elever, mens hun var i bad (bilag 60), og Sagsøger 16 der blev truet af to elever med at få skåret sin finger af (bilag 80).

En trussel om at begå tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling kan være i strid med EMRK artikel 3, såfremt truslen virker tilstrækkelig reel og umiddelbar (”sufficiently real and immediate”), jf. Campbell og Cosans mod UK (7511/76; 7743/76), præmis 26, hvor nogle skoleelever var blevet truet med straf. EMD har udtalt i Gäfgen (22978/05), præmis 91 og 108, at truslerne om smertepåføring i sig selv ikke kan betegnes som tortur, men at truslerne derimod må betegnes som umenneskelig behandling.

Af Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilag IIB) ses, at medarbejderne på Skole 1 blev udsat for verbale overfusninger og trusler af eleverne. På side 5 beskriver en medarbejder en episode, hvor en elev var blevet vred og havde sagt følgende: ”du skal passe på, jeg ved hvor du bor” , og en anden episode, hvor en elev havde råbt følgende til medarbejderen: ”du skulle kraftedme have nogen tæsk” , samtidig med at han hev en tavle ned fra væggen.

Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilag IIB) giver et retvisende billede af, hvordan kulturen og de generelle livsvilkår på Skole 1 var præget af konstant utryghed, vold og trusler om vold, som naturligvis ikke kun var rettet mod medarbejderne, men som også

foregik blandt eleverne – præcis som sagsøgerne har beskrevet det.

Det fremgår endvidere af Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilag IIB, side 5), at elever gik med kniv, og at det var sket flere gange, at en elev havde hentet en kniv i køkkenet i affekt. Herudover blev medarbejderne truet med tæsk, én var blevet slået med en gummihandske, og én havde fået hældt sæbe ud over sig, da den pågældende prøvede at stoppe en konflikt mellem to elever. Det fremgår yderligere (bilag IIB, side 6), at:

”Ledelsen oplyser, at der kan være konflikter imellem børn, hvor medarbejderne må gå imellem. Ved Arbejdstilsynets første besøg havde der, som tidligere beskrevet, for nyligt været en episode hvor 2 børn var kommet i konflikt med hinanden, og da medarbejder går imellem, bliver medarbejderen bidt og sparket.”

Arbejdstilsynet vurderede derfor samlet tilbage i april Årstal 4, at arbejdet med eleverne på Skole 1 udsatte medarbejderne for en sikkerheds

og sundhedsmæssig risiko, som kunne forøge risikoen for at udviklebelastningsrelaterede sygdomme som angst, depression og PTSD samtfysiske helbredsskader, herunder at komme alvorligt til skade (bilagIIB, side 8).Det giver sig selv, at det ikke kun var medarbejderne, men ogsåeleverne, som blev udsat for sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko vedat være på Skole 1. Forholdene og de generelle livsvilkår påSkole 1 var således skyld i, at størstedelen af sagsøgernebegyndte at udøve selvskade, forsøgte at begå selvmord, fik et alkohol-og/eller stofmisbrug, prostituerede sig selv, blev mobbet, og pådrog sigalvorlige psykiske lidelser som depression, angst, PTSD og skizofreni.På baggrund af faktum i sagen, gøres det gældende, at det kan læggestil grund, at de forhold eller generelle vilkår, som sagsøgerne levedeunder på Skole 1, medførte følelser hos dem af frygt, angst ogmindreværd, som var egnet til at ydmyge og nedbryde dem psykisk –og at forholdene dermed falder inden for anvendelsesområdet forEMRK artikel 3 og som minimum må kunne karakteriseres somnedværdigende i EMRK’s forstand.

Det gøres endvidere gældende, at samtlige 18 sagsøgere under anbringelsen på Skole 1 over en længere periode løbende blev udsat for fysisk og/eller psykisk vold fra de øvrige elever og forstanderen, og at dette udgør umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3.

Det gøres endvidere gældende, at flere af sagsøgerne blev udsat for seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser af de øvrige elever på Skole 1, og at dette udgør umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3.

Det gøres yderligere gældende, at samtlige 18 sagsøgere blev udsat for massivt omsorgssvigt i strid med EMRK artikel 3, ved at der ikke blev grebet tilstrækkeligt ind over for kulturen på Skole 1, herunder elevernes massive alkohol- og stofmisbrug, de mange selvmordsforsøg og udøvelse af selvskade, og grov mobning som fandt sted på Skole 1 blandt børn helt ned til 11-års alderen.

Det skal tillægges væsentlig betydning, at det omsorgssvigt, som sagsøgerne har været udsat for på Skole 1, har haft direkte fysiske

og psykiske følgevirkninger, jf. fx A mod UK (100/1997/ 884/1096),præmis 20.Samlet gøres det således gældende, at sagsøgerne har været udsat forumenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRKartikel 3, at forholdene strakte sig over en længere periode (der var ikkeblot tale om et enkeltstående tilfælde), og at samtlige 18 sagsøgere harfået psykiske følgevirkninger efter opholdet.Børn og særligt sårbare personers beskyttelseDet skal tillægges betydelig vægt, at sagsøgerne var børn påtidspunktet for krænkelserne. De var dermed i en udviklingsfase i deresliv, hvor de havde brug for støtte, kontakt og omsorg fra ansvarligevoksne, der havde ressourcerne til at imødekomme deres særligebehov.I forhold til minimumskravene til krænkelser efter EMRK artikel 3 itilfælde af omsorgssvigt, vanrøgt og overgreb mod børn, stilles der ikke

høje krav til karakteren af krænkelserne, henset til at børn er særligt sårbare og har et ekstraordinært krav på beskyttelse.

EMD henviser i sin praksis om EMRK artikel 3 til, at børn i særlig grad har krav på beskyttelse mod brud på deres personlige integritet og henviser i den forbindelse til Børnekonventionens artikel 19 og 37, jf. bl.a. A mod UK (100/1997/ 884/1096), præmis 22.

EMRK artikel 3 skal således efter EMD’s praksis fortolkes i lyset af Børnekonventionens artikel 19 og 37, når den konkrete sag vedrører

beskyttelse af børn og unges rettigheder.

Af Børnekonventionens artikel 19 fremgår, at staterne skal træffe forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte blandt andet forebyggelse, undersøgelse, behandling og opfølgning.

Af Børnekonventionens artikel 37, litra (a) fremgår, at staterne skal sikre, at intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Efter EMRK gælder der endvidere en særlig beskyttelse af sårbare persongrupper, herunder personer med et mentalt handicap, jf. G.M. m.fl. mod Moldova (44394/15), præmis 92-112.

Det skal derfor tillægges vægt, at sagsøgerne – ikke alene på grund af deres unge alder, men også på grund af deres psykiske udfordringer og sociale forhold – var særligt sårbare under deres anbringelse på Skole 1.

Dette understøttes af, at flere af sagsøgerne havde oplevet svigt inden anbringelsen ved blandt andet at være blevet udsat for fysisk og/eller psykisk vold, seksuelle overgreb, alkohol- og stofmisbrug i hjemmet og grov mobning i barndommen, ligesom størstedelen af sagsøgerne havde psykiske diagnoser på anbringelsestidspunktet. I Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilag IIB), fremgår tilsvarende, at eleverne ofte var udfordret på det sociale område, at de havde oplevet svigt eller tab i et eller andet omfang, og at de havde skolemæssige

udfordringer på anbringelsestidspunktet.

Det forhold, at der var tale om udsatte børn med diagnoser og belastede familiemæssige og sociale baggrunde taler med andre ord ikke for, at der skal ses mildere på vurderingen af myndighedernes ansvar, forpligtelser og undladelser. Tværtimod. Tilsynsmyndighederne og personalet på Skole 1 har netop for denne gruppe haft alle muligheder for at

forudsige risikoen for netop den type hændelser, som overgik sagsøgerne – ligesom myndighederne har haft en særlig forpligtelse til at beskytte og sikre omsorg til disse sårbare børn.

Sagsøgernes vanskeligheder og belastende baggrunde taler med andre ord for, at der skal anlægges en strengere vurdering i forhold til myndighedernes ansvar end det ville være tilfældet, hvis der var tale om

kostskolebørn fra gennemsnitlige danske familier uden særlige udfordringer.

Opsummerende gøres det gældende, at sagsøgerne, fordi de var børn og på grund af deres psykiske sårbarbarhed, nyder en særlig beskyttelse mod umenneskelig eller nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3.

Myndighedernes viden eller burde-viden om krænkelser

Det gøres overordnet gældende, at Tilsyn, Arbejdstilsynet og STUK har haft viden eller (som minimum) burde-viden om

forholdene på Skole 1 i perioden Årstal 4-Årstal 3.

I forhold til anvendelsen af EMRK artikel 3 er det ikke en betingelse, at myndighederne har positiv viden om krænkelserne. Det er tilstrækkeligt, at myndighederne burde have været bekendt med risikoen for, at børnene kunne blive udsat for krænkelser, jf. fx E m.fl.

mod UK (33218/96), præmis 96 og O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 148, samt i dansk ret, jf. eksempelvis U.2017.3272 Ø, U.2021.2254Ø m.fl.

Alene det forhold, at de tre myndigheder var ansvarlige for at føre tilsyn med Skole 1 i perioden, hvor forholdene var åbenlyst alvorlige, taler for, at de burde have kendt til risikoen for, at der kunne finde krænkelser sted.

Og under alle omstændigheder må det lægges til grund i sagen, at Tilsyn, Arbejdstilsynet og STUK længe inden Skole 1 lukkede, havde konkret kendskab til forhold på stedet, som burde have fået dem til at reagere.

Arbejdstilsynet havde allerede i Årstal 4 viden om, at forholdene på Skole 1 var alvorlige, og at forholdene udgjorde en risiko for krænkelse af de anbragte børn og unges menneskerettigheder. Det fremgår eksempelvis af Arbejdstilsynets afgørelse om påbud af Dato 26 (bilag IIB), at arbejdet med eleverne udsatte medarbejderne for sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko, at eleverne på Skole 1

havde diagnoser som ADHD, OCD, angst og spiseforstyrrelse og var udfordret på det sociale område, at eleverne reagerede mod medarbejderne med vold og trusler om vold, at der var elever, som gik med kniv, og at der var alvorlige konflikter eleverne imellem, bl.a. nævnes en konflikt, hvor et barn var i ”det røde felt” og havde hentet en kniv.

Det fremgår endvidere af afgørelsen om påbud af Dato 27 (bilag IIG), at Arbejdstilsynet var bekendt med, at medarbejderne ikke var klædt vidensmæssigt på omkring elevernes psykiske diagnoser, at medarbejderne blev udsat for verbale og fysiske trusler og overgreb af eleverne, og at der var medarbejdere, som blev sygemeldt på grund af elevernes adfærd, blandt andet blev en af medarbejderne truet på livet med en økse, hvorefter medarbejderen blev sygemeldt.

Med den viden burde Arbejdstilsynet have været bekendt med, at der var risiko for, at sagsøgerne blev udsat for forhold i strid med EMRK

artikel 3, herunder f.eks. omsorgssvigt og psykisk og fysisk vold.

Arbejdstilsynet burde derfor som minimum have underrettet Tilsyn om de alvorlige forhold allerede fra Årstal 4 og frem til Årstal 3.

Spørgsmålet om, hvornår en tilsynsførende myndighed skal indberette til Tilsyn, blev indarbejdet i kvalitetsproceduren i Årstal 7 (G-302), hvor der blev indgået en formel samarbejdsaftale mellem Tilsyn og Arbejdstilsynet. Før dette tidspunkt fulgte oplysningspligten af den almindelige forvaltningsretlige forpligtelse om god forvaltningsskik.

I notat om Arbejdstilsynets tilsyn med Skole 1 i perioden Årstal 11-Årstal 3 (bilag 1) fremgår:

”Denne pligt indebærer, at tilsynene gensidigt skal gøre hinanden opmærksom på en bekymring, hvis de bliver opmærksomme på uhensigtsmæssige forhold, der hører under det andet tilsyns område.”

Det gøres gældende, at Arbejdstilsynet ikke overholdt denne forpligtelse.

Tilsyn konstaterede allerede i Årstal 5 problemer med seksuel adfærd blandt skolens elever samt problemer med indskrivning uden for målgruppen (bilag 5). Af Tilsyns interne notater af Dato 28 (bilag ID) fremgår desuden, at begge ledere på Skole 1 under et tilsynsbesøg havde beskrevet, at målgruppens

adfærd havde forandret sig, og at der var kommet større krav til håndtering af målgruppen, og at der var udfordrende problemstillinger hos de unge – blandt andet nævnes et eksempel med ”gravid pige, samt pige med omfattende cutting/selvskade” . Af de interne notater fremgår yderligere, at:

”De unge opleves som værende både meget bornerte og samtidig meget grænseløse omkring deres seksualitet. Derfor har de rettet kontakt til Socialstyrelsen, og der er lavet aftaler med dem om et forløb, så de kan forfatte en politik for Skole 1, som skal medvirke til at styrke personalets evne til at håndtere dette bedre. Der beskrives en kultur

samtidig blandt nogle af de unge, hvor de gør opmærksom på at deikke får tilstrækkelig hjælp fra personalet, men at de har behov foryderst specialiseret hjælp fra eksempelvis psykiatrisk personale, da dehar de rette kompetencer.”(sagsøgernes understregning)Herudover modtog Tilsyn mindst 25 underretningerom forholdene på Skole 1, herunder om seksuelle overgreb,selvmordsforsøg, fysisk og psykisk vold, massivt fravær, alkohol- ogstofmisbrug, m.v. over en periode på næsten 2 år (primo Årstal 9 til ultimoÅrstal 3), jf. bilag 7.Tilsyn forsøgte godt nok at sætte et møde i standmed STUK om de kritisable forhold i august Årstal 9 (bilag 2), men bortsetfra mødeindkaldelsen satte Tilsyn ikke ind med tiltag der varegnede til at stoppe eller forhindre overgreb og krænkelser påSkole 1 før de lukkede skolen 1,5 år senere, som resultatet af, atTilsyn blev opmærksomme på, at journalister hos DanmarksRadio interesserede sig for sagen.STUK blev bekendt med det kritisable undervisningsmiljø, det lave

faglige niveau og massive fravær allerede i Årstal 6, hvor styrelsen udtog Skole 1 til kontrol af undervisningskvaliteten, fordi Skole 1 to år i træk (Årstal 5 og Årstal 6) havde et for lavt karaktergennemsnit sammenlignet med landets øvrige frie grund- og privatskoler (bilag IIW).

Herudover forsøgte Tilsyn fra august til oktober Årstal 9 at orientere STUK om forholdene på Skole 1. STUK blev bekendt med det skærpede tilsyn på Skole 1 i oktober Årstal 9, ligesom STUK i november Årstal 9 fik konkret viden om Tilsyns bekymring for kvaliteten på Skole 1.

Det gøres således gældende, at både Tilsyn, Arbejdstilsynet og STUK havde konkret viden eller burde-viden om risikoen for krænkelserne af børnene på Skole 1 længe inden kostskolen lukkede i december Årstal 3.

Hvis retten kommer frem til, at myndighederne ikke havde viden eller burde-viden om forholdene, må det lægges til grund, at dansk national lovgivning ikke har givet en tilstrækkelig effektiv beskyttelse af krænkelser af de anbragte børn på Skole 1, hvilket i sig selv udgør en krænkelse af EMRK artikel 13. Efter EMD’s praksis skal der nemlig foretages en vurdering af, om statens lovgivning, og særligt mekanismerne for opsporing og rapportering, giver en effektiv beskyttelse mod krænkelser, jf. O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 152.

Myndighedernes forpligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger

Det følger af EMD’s praksis, at forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling indebærer en positiv forpligtelse for staten til at forhindre, at personer, der er under statens jurisdiktion, bliver udsat for handlinger, der er forbudt efter artikel 3, herunder fra privatpersoner, jf. blandt andet O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 144, E m.fl. mod UK (33218/96), Z m.fl. mod UK (29392/95) og M og M mod Kroatien (10161/13).

Den positive forpligtelse indebærer, at der som minimum skal sikres en effektiv beskyttelse imod overgreb af børn og andre sårbare grupper.

Det fremgår eksempelvis af ”O’Keeffe mod Irland” (35810/09), præmis 144, at:

“This positive obligation to protect is to be interpreted in such a way as not to impose an excessive burden on the authorities, bearing in mind, in particular, the unpredictability of human conduct and operational choices which must be made in terms of priorities and resources. Accordingly, not every risk of ill-treatment could entail for the authorities a Convention requirement to take measures to prevent that risk from materialising. However, the required measures should, at least, provide effective protection in particular of children and other vulnerable persons and should include reasonable steps to prevent ill-treatment of which the authorities had or ought to have had knowledge.”

EMD har endvidere fastslået, at den positive forpligtelse til at beskytte børn mod overgreb i særlig grad gør sig gældende på skoler og øvrige offentlige institutioner.

Det fremgår eksempelvis af O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 145, at:

“The Court’s case-law makes it clear that the positive obligation of protection assumes particular importance in the context of the provision of an important public service such as primary education, school authorities being obliged to protect the health and well-being of pupils and, in particular, of young children who are especially vulnerable and are under the exclusive control of those authorities (…)”

EMD konkluderer på den baggrund, at staterne efter EMRK artikel 3 er forpligtet til at føre tilsyn med børns forhold i blandt andet skoler, hvilket også fremgår af præmis 145, hvor det hedder:

“In sum, having regard to the fundamental nature of the rights guaranteed by Article 3 and the particularly vulnerable nature of children, it is an inherent obligation of government to ensure their protection from ill-treatment, especially in a primary-education context, through the adoption, as necessary, of special measures and safeguards.”

Dette gør sig i særlig grad gældende i forhold til anbragte børn, som er i myndighedernes varetægt, og hvor den fulde omsorgsforpligtelse for barnet påhviler myndighederne.

Børn og særligt sårbares ekstraordinære beskyttelse indebærer endvidere, at myndighederne skal undersøge alle indberetninger og mistanke om alle former for fysisk og psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, jf. M og M mod Kroatien (10161/13), præmis 146 og FN’s børnekonventions artikel 19.

Idet Tilsyn, Arbejdstilsynet og STUK har haft viden eller burde-viden om (risikoen for) krænkelser på Skole 1 i perioden Årstal 4-Årstal 3, hvor sagsøgerne var anbragt, havde myndighederne således en positiv forpligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger, der kunne forhindre, at krænkelserne fandt sted.

De initiativer, herunder anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg, som tilsynsmyndighederne iværksatte over for sagsøgerne, var åbenlyst

uegnede og utilstrækkelige til at forbedre forholdene på Skole 1, eftersom de samme problemer med bland andet alkohol- og stofmisbrug, psykisk og psykisk vold, seksuelle overgreb, selvskadende adfærd, visitation uden for målgruppen m.v. løbende gentog sig. Myndighedernes tilsynspraksis gav således ikke en effektiv beskyttelse af sagsøgerne.

Alene det forhold, at krænkelserne havde et så massivt omfang, og at krænkelserne stod på i så mange år, viser, at tilsynet var utilstrækkeligt til at sikre en effektiv beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling, se hertil O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 166, hvor EMD udtalte:

”Any system of detection and reporting which allowed such extensive and serious ill-conduct to continue for so long must be considered to be ineffective (…)”

Der stilles efter EMD’s praksis ikke krav om, at sagsøgerne kan bevise, at overgrebene ikke ville have fundet sted, hvis myndighederne ikke havde undladt at iværksætte rimelige foranstaltninger, se hertil E m.fl. mod UK (33218/96), præmis 99 og O’Keeffe mod Irland (35810/09), præmis 149.

På den baggrund gøres det gældende, at Tilsyn, STUK og Arbejdstilsynet som ansvarlige tilsynsmyndigheder har tilsidesat deres forpligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger med henblik på at forhindre massivt omsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, alkohol- og stofmisbrug, seksuelle overgreb og selvskadende adfærd m.v., idet myndighederne ikke førte tilstrækkeligt tilsyn, undlod at videregive relevant information og sad utallige underretninger og henvendelser overhørig.

Tilsynsmyndighedernes manglende iværksættelse af effektive foranstaltninger udgør derfor en krænkelse efter EMRK artikel 3.

Retten til uddannelse

Det gøres endvidere gældende, at Tilsyn, STUK og Arbejdstilsynet ikke alene har krænket sagsøgernes rettigheder efter EMRK artikel 3, men også sagsøgernes ret til uddannelse efter EMRK, TP 1, artikel 2.

Det følger af EMRK, TP 1, artikel 2, at alle børn og unge har en grundlæggende ret til uddannelse.

Børn på grundskoleniveau – som eleverne på Skole 1 - nyder en særlig beskyttelse efter EMRK, TP 1, artikel 2, som følge af grundskolens væsentlige betydning for børns fremtidige muligheder i livet, jf. bl.a. Catan og andre mod Republikken Moldova og Rusland (433370/04, 18454/06 og 8252/05).

Langt størstedelen af sagsøgerne havde flere diagnoser allerede på anbringelsestidspunktet, herunder ADHD, OCD, angst, spiseforstyrrelse, udviklingsforstyrrelse, indlæringsvanskeligheder, ordblindhed, mental retardering, m.v.

Som følge af disse funktionsnedsættelser skal sagsøgernes ret til uddannelse også fortolkes i overensstemmelse med FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (Handicapkonventionen), herunder tilpasningsforpligtelsen efter artikel 9.

Der gælder i den forbindelse en forpligtelse for staterne til at vurdere det enkelte barns behov – en vurdering, der skal foretages på baggrund af barnets sociale barrierer i forhold til at modtage undervisning, der er uafhængig af barnets diagnose, jf. CPRD/C/GC/4, præmis 29 (Se hertil rapport fra Institut for Menneskerettigheder, Børn med handicap på frie grundskoler af 22. juni 2018).

Det følger desuden af EMRK, TP 1, artikel 2, sammenholdt med EMRK artikel 14, at medlemslandene skal sikre, at handicappede børn har effektiv adgang til uddannelse på lige fod med andre børn, og at der også her gælder en tilpasningsforpligtelse, jf. bl.a. Guberina mod Kroatien

(23682/13) og G.L. mod Italien (59751/15).

Når der blev indskrevet elever på Skole 1 som havde massive skolemæssige udfordringer og tunge behandlingskrævende diagnoser (som klart faldt uden for den af Tilsyn godkendte målgruppe) kunne Skole 1 naturligvis ikke give eleverne den nødvendige faglige støtte og specialpædagogiske bistand, der var nødvendig for at skabe et inkluderende undervisningsmiljø, som sagsøgerne havde ret til. Hertil kommer, at integrationen af disse elever med store behov er gået ud over undervisningen af de øvrige elever.

I den forbindelse følger det tillige af EMRK, at uddannelsen skal have et egentligt indhold (”be effective”). Det er således ikke tilstrækkeligt, at staten blot formelt set stiller en uddannelse til rådighed, idet staten også

skal sikre, at den enkelte har reel adgang til at drage nytte af uddannelsen, jf. ”Relating to certain aspects of the laws on the use of languages in education in Belgium” mod Belgien (2126/64).

Selvom Skole 1 formelt set stillede et skoletilbud til rådighed for eleverne, var det ikke muligt for eleverne at få dét ud af undervisningen, som de havde krav på, når undervisningsmiljø og de generelle forhold på Skole 1 både generelt og konkret var så exceptionelt dårligt.

Som konsekvens heraf var skolegangen for sagsøgerne præget af massivt skolefravær, et ualmindeligt lavt fagligt niveau, lavt karaktergennemsnit, uro i timerne og manglende faglig udvikling. Kun få af eleverne blev videreuddannet efter Skole 1's 9. klasses afgangseksamen, mens andre aldrig fik deres afgangseksamen på Skole 1 (bilag 88). Selvom det har stået klart for både STUK, Tilsyn og Arbejdstilsynet, er der ikke blevet sat ind over for de åbenlyse problemer med undervisningsmiljøet.

På baggrund heraf fik sagsøgerne ikke den uddannelse, de havde ret til.

Da Tilsyn, STUK og Arbejdstilsynet ikke iværksatte de nødvendige foranstaltninger for at forbedre de skolemæssige og sociale udfordringer og sikrede sagsøgerne deres ret til uddannelse under

anbringelsen på Skole 1, har tilsynsmyndighederne tilsidesat deres forpligtelser efter EMRK, TP 1, artikel 2, sammenholdt med forbuddet mod diskrimination og Handicapkonventionen.

Det gøres gældende, at det skal tillægges væsentlig betydning, at sagsøgerne var børn på grundskoleuddannelsen på tidspunktet, hvor de fik krænket deres ret til uddannelse.

Ret til godtgørelse og udmåling af godtgørelse

Det gøres gældende, at Tilsyns, Arbejdstilsynets og STUK’s tilsidesættelse af deres positive forpligtelser efter EMRK artikel 3, udgjorde en retsstridig krænkelse af sagsøgerne.

Det følger af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i erstatningsansvarslovens § 26, at der skal tilkendes godtgørelse af de danske domstole, når en person i henhold til EMD’s praksis efter EMRK artikel 41, ville have ret til godtgørelse, jf. U.2017.2929 H.

Retten til godtgørelse for en konventionskrænkelse, når der er tale om krænkelse af en fundamental rettighed som artikel 3, skal ske efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26, men med udgangspunkt i det niveau for godtgørelse, som er fastlagt i EMD’s praksis, jf. U.2017.3272 Ø og U.2018.3631 Ø.

Det følger af EMD’s praksis, at udmålingen af godtgørelse skal tage udgangspunkt i den smerte og lidelse (”pain and suffering”), som krænkelsen har medført, jf. Z m.fl. mod UK (29392/95) præmis 130, i hvilken fire børn, der igennem fire et halvt år havde været udsat for massive omsorgssvigt, uden at de britiske myndigheder havde grebet ind, fik udmålt 32.000 GBP.

I de domme der indtil nu er afsagt ved de danske domstole om myndigheders tilsidesættelse af forpligtelsen til at gribe ind og forhindre overgreb på børn, er myndighederne blevet pålagt at betale godtgørelse på 300.000 kr., jf. U.2017.3272 Ø, U.2018.3631 Ø, utrykt dom af 23. maj 2019 i sag nr. BS-8600/2017-OLR fra Østre Landsret, utrykt dom af 10. januar 2019 i sag nr. BS 42B-2929/2017 fra Københavns Byret og i Sag, der blev forligt den 25. februar 2021.

Praksis fra EMD viser desuden, at det normale niveau for krænkelser efter EMRK artikel 3 er mellem 20.000 og 60.000 euro, svarende til 150.000 – 450.000 kr., og at der ved fastsættelsen tages hensyn til omkostningsniveauet i medlemslandene, hvilket for Danmarks vedkommende er i den høje ende.

Det rejste krav er således opgjort ud fra en skønsmæssig afvejning af, hvad der efter EMD’s praksis er et rimeligt niveau i nærværende sag – og altså ikke udtryk for, hvad der er maksimum inden for rammen.

…”

Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn) har i sit

påstandsdokument anført blandt andet:

”…

HOVEDSYNSPUNKTER

3Tilsyns anbringender er nedenfor opdelt i fire dele; hovedanbringender (afsnit 1), tilsynet med Skole 1 (afsnit 2), de enkelte sagsøgere (afsnit 3) og udmåling af godtgørelse (afsnit 4).

1 Hovedanbringender

1.1Umenneskelig og nedværdigende behandling

4Tilsyn bestrider, at de 18 sagsøgere har løftet bevisbyrden for, at de konkret og individuelt blev udsat for fysisk eller psykisk vold, seksuelle overgreb eller misbrug, vanrøgt eller andet alvorligt omsorgssvigt med videre af en sådan karakter, at der var tale om umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3, jf. om retsgrundlaget i svarskriftet afs. 4.

5Sagsøgerne kan ikke tegne et samlet billede af uforandrede forhold på Skole 1 i hele perioden og derefter gøre gældende, at de generelt og kollektivt har været udsat for behandling omfattet af EMRK art. 3.

6Tilsyn bestrider, at der efter EMRK art. 3 ”ikke stilles høje krav til karakteren af krænkelserne ” (replikken, s. 10, tredje nye afsnit), ligesom Tilsyn bestrider, at myndighedernes adfærd ”i sig selv taler for, at der foreligger nedværdigende behandling,

idet kommunens [myndighedernes] passivitet afspejler en manglende respekt for sagsøgerne ” (replikken, s. 11, tredje nye afsnit, min tilføjelse i klammer).

1.2Viden eller burde viden

7Tilsyn bestrider, at de 18 sagsøgere har løftet bevisbyrden for, at Tilsyn modtog oplysning om, at nogen elev på Skole 1 var udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3.

8Tilsyn fører et driftstilsyn med de generelle forhold og ikke et personrettet tilsyn med de enkelte elevers forhold, og Tilsyn modtog ingen oplysning om, at elever på Skole 1 blev behandlet i strid med EMRK art. 3. Det er uden betydning for Tilsyns ansvar, hvilke oplysninger Arbejdstilsynet (stævningen, s. 39, sidste afs. ”på et tidligt tidspunkt havde viden ”), STUK, anbringelseskommunerne eller andre måtte have haft om forholdene på Skole 1, så længe oplysningerne ikke blev videreformidlet til Tilsyn. Tilsyn fik først ved Danmarks Radios tilrettelæggelse af en podcast i august Årstal 3 oplyst, at Arbejdstilsynet siden Årstal 11 havde meddelt et antal påbud til Skole 1 (stævningen, s. 3).

9Såfremt retten måtte finde, at Tilsyn på et tidspunkt var i besiddelse af viden eller burde viden om umenneskelige eller nedværdigende forhold på Skole 1, gør Tilsyn gældende, at myndighedsansvaret i givet fald kun kan omfatte en periode efter modtagelsen af oplysningerne, der skal sagsbehandles, før der kan træffes afgørelse af betydning for de enkelte sagsøgere.

1.3Rimelige reaktioner

10 Tilsyn bestrider, at det på grundlag af den til

enhver tid tilvejebragte og modtagne viden har forsømt at tage rimelige skridt til at beskytte eleverne på Skole 1, herunder fordi Tilsyn har handlet fagligt forsvarligt, og fordi det i fuld overensstemmelse med socialtilsynsloven har haft fokus på både kontrol og udvikling.

11 Tilsyn bestrider at have undladt at undersøge

”indberetninger og mistanker ” om forhold i strid med EMRK art. 3 (stævningen, s. 38, sidste afs.). Det er ikke tilstrækkeligt til at ifalde ansvar efter EMRK art. 3, at Tilsyn har modtaget oplysninger eller underretninger om uhensigtsmæssige forhold på Skole 1 (stævningen, s. 37, femte afs.), da oplysningerne eller underretningerne for at være relevante i forhold til EMRK art. 3 skal indebære en påregnelig risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3.

1.4Effektivt TilsynTilsyn

Tilsyn bestrider, at det har pådraget sig et

ansvar, fordi ”myndighedernes tilsynspraksis … ikke gav en effektiv beskyttelse mod krænkelser af sagsøgerne på Skole 1 ” (stævningen, s. 40, næst- og tredjesidste afs.). Ansvaret ville være et objektivt ansvar, såfremt Tilsyn blev pålagt erstatningsansvar uden viden eller burde viden om umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK art. 3.

1.5Godtgørelse

13 Tilsyn bestrider, at der kan udmåles en

godtgørelse på kr. 300.000 til de enkelte sagsøgere, idet godtgørelsen efter en konkret vurdering af de enkelte sagsøgeres forhold skal fastsættes til et betydeligt lavere beløb.

14 Sagsøgerne har ikke nedlagt påstand om erstatning for tab.

2 Tilsynet med Skole 1

15 Tilsyn blev oprettet den Dato 2 med

vedtagelsen af socialtilsynsloven og har til opgave blandt andet at føre et driftsorienteret og risikobaseret tilsyn med omkring 870 plejefamilier og 560 sociale tilbud af forskellig karakter.

16 Tilsyn skal som led i tilsynsvirksomheden

indhente og modtage oplysninger om tilbuddene og gennemføre tilsynsbesøg samt foretage vurderinger af overholdelsen af betingelserne for den meddelte godkendelse af et socialt tilbud, jf. om retsgrundlaget i svarskriftet afs. 5.

17 Tilsyn skal indgå i dialog med tilbuddene og kan efter

omstændighederne intensivere tilsynet samt meddele påbud som led i et skærpet tilsyn med henblik på udvikling og fortsat godkendelse af det enkelte tilbud. Tilsyn skal desuden samarbejde med andre myndigheder og efter omstændighederne foretage underretning om bekymrende forhold, ligesom Tilsyn kan træffe afgørelse om ophør af en godkendelse af et socialt tilbud.

2.1Overordnet om tilsynet

18 Skole 1's målgruppe var børn og unge fra 11 til 18 år med

omsorgssvigt, tilknytningsforstyrrelse, udviklingsforstyrrelse af skolefærdigheder eller andre sociale problemer. Det var en forudsætning for anbringelse på Skole 1, at den enkelte elev ikke havde omfattende behandlingsbehov og/eller misbrugsproblematikker, og at eleven kunne profitere af et kostskoleophold. Eleverne på Skole 1 havde forskellige udfordringer, der varierede over tid, hvorfor den samlede elevmasses forhold også varierede over tid.

19 Tilsyns vurderede i en lang periode, at det

sociale tilbud på Skole 1 havde den fornødne kvalitet. Skole 1 adskilte sig ikke grundlæggende - hverken i positiv eller negativ forstand - fra de tre andre sammenlignelige tilbud under Tilsyns ansvarsområde eller fra sammenlignelige tilbud andre steder. En kostskole af Skole 1's karakter har løbende forskellige udfordringer, og de blev håndteret i dialog med ledelsen.

20 Tilsyns tilsyn med Skole 1 har fuldt ud

levet op til kravene i lovgivningen og almindelige principper om god forvaltningsskik, og der er intet grundlag for at antage, at Tilsyn har udvist noget myndighedssvigt over for eleverne på Skole 1. Tilsyn har handlet fagligt forsvarligt og i fuld overensstemmelse med socialtilsynsloven på grundlag af den til enhver tid tilvejebragte viden, herunder:

- ved at indhente, modtage og behandle rimelige og relevante oplysninger,

- ved at gennemføre både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg efter en konkret prioritering,

- ved at foretage grundige, korrekte og klart forsvarlige bedømmelser efter kvalitetsmodellen i socialtilsynsloven,

- ved at indgå i dialog med Skole 1's medarbejdere og ledelse samt andre om forholdene,

- ved at træffe afgørelse om skærpet tilsyn og påbud, da der var grundlag for det,

- ved at meddele Skole 1's bestyrelse varsel om ophør af godkendelsen, og

- ved at underrette og inddrage andre myndigheder, da der var grundlag for det.

21 Tilsyn var løbende i dialog med Skole 1,

og ligesom ved så mange andre tilbud skabte den løbende dialog rum for forbedring af en række forhold.

22 Tilsyn udførte - fra oprettelsen den Dato 2

Dato 2 til Skole 1 lukkede i december Årstal 3 - en omfattende tilsynsaktivitet, der var intensiveret i navnlig Årstal 9 og Årstal 3, jf. nærmere i svarskriftet afs. 2.

23 De 18 sagsøgere var anbragt på Skole 1 i forskellige perioder,

[…]

24 16 af sagsøgerne gør gældende, at de blev udsat for

myndighedssvigt i perioden til og med Årstal 6. Seks af sagsøgerne gør forhold gældende i Årstal 7 og Årstal 8, mens kun fire af sagsøgerne var anbragt på Skole 1 hen imod slutningen af perioden i Årstal 9 og Årstal 3.

25 Skole 1 udviklede sig på et tidspunkt i en forkert retning. Det

var først i november Årstal 8, at Tilsyn modtog

oplysninger, der tegnede et mere dystert billede af forholdene på Skole 1, hvorefter Tilsyn reagerede både hurtigt og korrekt ved markant at intensivere sit tilsyn. I Årstal 9 intensiverede og skærpede Tilsyn tilsynet og meddelte påbud, da Tilsyn var bekymret for tilbuddets kvalitet. Tilsyn havde ikke før Årstal 9 grundlag for at gribe ind over for forholdene på Skole 1 ved at træffe afgørelse om skærpet tilsyn og påbud. Da påbuddet var opfyldt, blev det skærpede tilsyn ophævet i overensstemmelse med socialtilsynsloven. Der var først i Årstal 3 grundlag for at antage, at tilbuddet ikke længere havde evnen til at tilvejebringe den fornødne kvalitet.

26 Sagsøgerne har i skriftvekslingen kritiseret forskellige forhold, der

adresseres i det følgende.

2.2Samtaler med de anbragte

27 Tilsyn bestrider, at indhentelsen af oplysninger

fra de anbragte elever var begrænset, allerede fordi forstanderen ikke udvalgte børnene til samtaler med tilsynet. Det fremgår af sagen, at Tilsyn talte med adskillige af de anbragte børn og unge i forbindelse med de løbende tilsynsbesøg.

2.3Mistrivsel

28 Tilsyn har handlet på de modtagne oplysninger

om elevernes trivsel. Eleverne på Skole 1 adskilte sig ikke markant fra børn og unge på sammenlignelige tilbud. Det er ikke usædvanligt, at anbragte børn og unge viser sig at have eller få større udfordringer end først antaget, og det er helt normalt forekommende, at forholdene på et socialt tilbud ændrer sig over tid – både i positiv og negativ retning. Tilsyn modtog ikke oplysninger, som i videre omfang end sket kunne danne grundlag for at underrette anbringelseskommunerne.

2.4Magtanvendelse

29 Tilsyn indskærpede på tilsynsbesøget den Dato 29

Dato 29, at Skole 1 ikke var omfattet af lov om voksenansvar, og på tilsynsbesøget den Dato 16 indskærpede Tilsyn på det kraftigste, at de omstridte morgenvækninger ikke måtte finde sted.

30 Tilsyn konfronterede forstander Person 2

Person 2 med morgenvækningerne på tilsynsbesøget den Dato 30, hvorefter han forklarede, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, der var ment som en gimmick. Tilsyn betvivlede forklaringen, men morgenvækningerne ophørte, og uanset den helt upassende karakter af morgenvækningerne er der ikke tale om umenneskelig eller nedværdigende behandling.

2.5Overgreb

31 Tilsyn havde på intet tidspunkt forudgående

kendskab til, at nogen af sagsøgerne var i risiko for at blive udsat for fysiske eller psykisk vold, eller seksuelle overgreb eller andet alvorligt omsorgssvigt.

32 Tilsyn fik i enkelte tilfælde efterfølgende

kendskab til, at anbragte unge havde været udsat for overgreb fra andre elever på Skole 1. Under tilsynsbesøget den Dato 14 fik Tilsyn mistanke om alvorligt omsorgssvigt af en elev på Skole 1, hvilket Tilsyn omgående informerede den pågældende anbringelseskommune om. Den Dato 31 modtog Tilsyn underretning om, at en elev (Sagsøger 1) havde været udsat for seksuelle overgreb, hvilket Tilsyn tog op med Skole 1.

2.6Underretninger

33 Tilsyns tilsyn med Skole 1 gav ved

forskellige lejligheder anledning til underretning og anden involvering af andre myndigheder, hvilket bekræfter Tilsyn opmærksomhed også på forhold, der lå uden for Tilsyn ansvarsområde.

2.7Retten til uddannelse mv

34 Tilsyn bestrider, at nogen af sagsøgerne har

bevist, at deres ret til uddannelse var krænket, idet ingen af dem har fremlagt konkrete oplysninger om deres uddannelsesmæssige forhold på Skole 1, ligesom ingen af sagsøgerne har fremlagt oplysninger om funktionsnedsættelse af betydning efter FN’s Handicapkonvention. Tilsyn bestrider, at sagsøgernes rettigheder efter børnekonventionen er krænket.

35 Tilsyn bestrider, at en krænkelse af sagsøgernes

ret til uddannelse, herunder lige adgang til uddannelse, i givet fald ville have betydning for bedømmelsen efter EMRK art. 3.

2.8Forældelse vedrørende uddannelsestilsyn

36 Tilsyn gør gældende, at sagsøgernes krav i

anledning af det påståede utilstrækkelige tilsyn med deres uddannelse er forældet for så vidt angår tiden frem til foråret Årstal 3, idet sagsøgernes replik indeholdende anbringender vedrørende tilsyn vedrørende uddannelse først blev indgivet den Dato 32, hvorfor krav i anledning af tilsyn vedrørende uddannelse mere end tre år tidligere er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Den Dato 33 var kun tre af sagsøgerne anbragt på Skole 1 (Sagsøger 9, Sagsøger 11 og Sagsøger 14.

37 Tilsyn bemærker, at sagsøgernes krav er

omfattet af den almindelige forældelsesregel på tre år, jf.

forældelseslovens § 3, stk. 2, idet omfang sagsøgernes krav baserer sig på en tilsidesættelse af tilsynspligten vedrørende sagsøgernes uddannelse, da forældelseslovens § 3, stk. 5, om ophævelse af forældelsesfristen ikke finder anvendelse på dette forhold.

38 Forældelseslovens § 3, stk. 5, blev indført ved lov nr. 140 af 28.

februar 2018 om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

39 Forældelseslovens § 3, stk. 5, ophæver forældelsesfristen ved

tilsidesættelse af ”lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne. ” Bestemmelsen omfatter utilstrækkelig uddannelse, der ikke er et overgreb.

40 Anvendelsesområdet er nærmere beskrevet i lovforslagets

almindelige bemærkninger (afs. 2.2.3 om lovforslagets udformning). Der henvises desuden til de specielle bemærkninger til § 3, stk. 5 (lovforslagets § 2, nr. 1,), hvor det bl.a. anføres:

” Det er en forudsætning for, at den foreslåede § 3, stk. 5, finder anvendelse, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Ved overgreb forstås sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 210 om incest og § 213 om vanrøgt.

Der kan f.eks. være tale om, at barnet har været udsat for seksuelle eller andre fysiske overgreb, eller psykiske overgreb. Det kræves ikke efter den foreslåede bestemmelse, at der foreligger en straffedom for overgrebene, og det vil således være op til en domstol at vurdere, om det påståede overgreb har fundet sted i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en straffedom.”

3 De enkelte sagsøgere

3.1Sagsøger 1

41 Tilsyn vil ikke bestride, at en anden elev den Dato 34

Dato 34 og den Dato 10 udsatte Sagsøger 1 for en adfærd, som hun opfattede krænkende, men det bestrides på det foreliggende grundlag, at forholdet var omfattet af EMRK art. 3.

42 Hvad angår episoden den Dato 34 var Sagsøger 1

Sagsøger 1 blevet berørt intime steder. Det bestrides at et sådan enkeltstående tilfælde er omfattet af EMRK art. 3.

43 Hvad angår episoden den Dato 10 fremgår det af

retsbogsudskriften (bilag 12), at den tiltalte blev meddelt tiltalefrafald efter § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018. Det må derfor lægges til grund, at der hvert fald efter anklagemyndighedens opfattelse var tale om et frivilligt og jævnbyrdigt seksuelt forhold mellem Sagsøger 1 og den tiltalte. Der foreligger ikke oplysninger, der kan danne grundlag for at tilsidesætte anklagemyndighedens vurdering. Uanset at Sagsøger 1 har oplevet hændelsen som et krænkende, seksuelt overgreb, bestrides det på det foreliggende grundlag, at hændelsen er omfattet af EMRK art. 3.

44 Det bestrides desuden, at Tilsyn havde

kendskab til nogen risiko for, at nogen elev ville begå overgreb på Sagsøger 1, eller på nogen anden elev. Tilsyn var ikke blevet informeret om eller på anden måde vidende om episoderne den Dato 34 og den Dato 10 før underretningen af Dato 31, hvor Sagsøger 1 var flyttet. Tilsyn blev ikke underrettet om og havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 1.

45 Det bestrides desuden, at Tilsyn havde eller

burde have haft kendskab til, at Sagsøger 1 forsøgte at begå selvmord.

3.2Sagsøger 2

46 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 2

blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 4 til juli Årstal 5, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 2.

3.3Sagsøger 3

47 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 3 blev udsat for

umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra januar Årstal 5 til juni Årstal 7, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 3.

3.4Sagsøger 4

48 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 4 generelt

blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra juli Årstal 4 til oktober Årstal 5. Tilsyn anerkender, at Sagsøger 4 blev udsat for seksuelle overgreb på et uspecificeret tidspunkt og i februar Årstal 5.

49 Tilsyn vil efter omstændighederne ikke bestride,

at Sagsøger 4 på et ikke nærmere angivet tidspunkt blev udsat

for et seksuelt overgreb, der kan være omfattet af EMRK art. 3, men det bestrides, at der foreligger en krænkelse af EMRK art. 3.

50 Tilsyn havde ikke kendskab til nogen risiko for,

at nogen elev ville begå overgreb på Sagsøger 4 eller nogen anden elev. Tilsyn blev heller ikke i øvrigt underrettet om og havde ikke kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 4.

3.5Sagsøger 5

51 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 5 i perioden fra anbringelsen på Skole 1 i august Årstal 2 til tilsynets etablering den Dato 2.

52 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 5 efter den Dato 2

Dato 2 og indtil fraflytningen i Årstal 6 blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af hende.

3.6Sagsøger 6

53 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 6 i perioden fra anbringelsen på Skole 1 i november Årstal 11 til tilsynets etablering den Dato 2.

54 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 6 blev

udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra den Dato 2 til fraflytningen i juni Årstal 5, og herunder blev hun i maj Årstal 5 beskrevet som værende i trivsel. Tilsyn blev ikke underrettet om eller havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 6.

3.7Sagsøger 7

55 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 7 i perioden fra anbringelsen på Skole 1 i september Årstal 11 til Tilsyns etablering den Dato 2.

56 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 7

Sagsøger 7 blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra den Dato 2 til fraflytningen i maj Årstal 6, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 7.

3.8Sagsøger 8

57 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 8 i perioden fra anbringelsen på Skole 1 i Årstal 11 til tilsynets etablering den Dato 2.

58 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 8 blev

udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra Dato 2 til fraflytningen i juni Årstal 5, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 8. Hun blev i Årstal 4 beskrevet som værende på kanten til at være for god til Skole 1, hvorefter hun i Årstal 5 blev beskrevet som ikke glad.

3.9Sagsøger 9

59 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 9 blev udsat

for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra juli Årstal 9 til marts Årstal 3. Sagsøger 9 blev så sent som Dato 35 af anbringelseskommunen anset for velanbragt. Tilsyn blev ikke forud for Sagsøger 9's selvmordsforsøg underrettet om og havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 9.

3.10Sagsøger 10

60 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 10 blev udsat for

umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra januar Årstal 4 til juni Årstal 6, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 10.

3.11Sagsøger 11

61 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 11

Sagsøger 11 blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 7 til oktober Årstal 3, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 11.

62 Tilsyn bestrider ikke, at det den Dato 36 blev gjort

opmærksom på, at Sagsøger 11 havde været udsat for hvert fald ét tilfælde af morgenvækning af forstander Person 2, men morgenvækningerne udgjorde ikke umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3, og Tilsyn reagerede adækvat på de modtagne oplysninger om morgenvækningerne, som ophørte efter Tilsyn intervention.

3.12Sagsøger 12

63 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 12 i perioden under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 11 til tilsynets etablering den Dato 2.

64 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 12 blev udsat for

umenneskelig eller nedværdigende behandling fra Dato 2 til fraflytningen i Årstal 5, ligesom Tilsyn bestrider, at hendes prostitution falder inden for anvendelsesområdet af EMRK art. 3. Tilsyn blev ikke underrettet om og havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 12.

3.13Sagsøger 13

65 Tilsyn bestrider, at det kan være ansvarligt over

for Sagsøger 13 i perioden under anbringelsen på Skole 1 fra september Årstal 10 til tilsynets etablering den Dato 2.

66 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 13

generelt blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra den Dato 2 til fraflytningen i juni Årstal 4, ligesom Tilsyn bestrider, at hendes prostitution falder inden for anvendelsesområdet af EMRK art. 3. Tilsyn blev ikke underrettet om og havde heller ikke

kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 13.

67 Tilsyn bestrider, at en uhjemlet inddragelse af et

buskort udgør umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3.

3.14Sagsøger 14

68 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 14

generelt blev udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 5 til oktober Årstal 3, men Tilsyn bestrider ikke, at den såkaldte manddomsprøve, der må karakteriseres som en ydmygende voldsudøvelse fra forstanderens side, falder inden for anvendelsesområdet af EMRK art. 3.

69 Tilsyn blev imidlertid ikke underrettet om og

havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 14.

70 Tilsyn bestrider, at morgenvækningerne

udgjorde umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK art. 3, og Tilsyn reagerede adækvat på de modtagne oplysninger om morgenvækningerne, der ophørte efter Tilsyns intervention.

3.15Sagsøger 15

71 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 15 blev udsat

for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 4 til maj Årstal 8, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 15.

3.16Sagsøger 16

72 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 16 generelt blev

udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 5 til ultimo Årstal 7.

73 Tilsyn vil ikke bestride, at Sagsøger 16 på et

uoplyst tidspunkt blev udsat for et seksuelt overgreb begået af to

andre elever. Der fremgår imidlertid ikke yderligere oplysninger om karakteren af overgrebet, hvorfor det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at overgrebet er omfattet af EMRK art. 3.

74 Tilsyn havde ikke kendskab til nogen risiko for,

at nogen elev ville begå overgreb på Sagsøger 16 eller nogen anden elev. Tilsyn var heller ikke blevet informeret om eller på anden måde vidende om noget overgreb på Sagsøger 16. Tilsyn blev ikke underrettet om og havde heller ikke i øvrigt kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 16.

3.17Sagsøger 17

75 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 17 blev

udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra august Årstal 4 til september Årstal 5, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 17.

3.18Sagsøger 18

76 Tilsyn bestrider, at Sagsøger 18 blev udsat for

umenneskelig eller nedværdigende behandling under anbringelsen på Skole 1 fra maj Årstal 5 til juni Årstal 8, og at Tilsyn blev underrettet om eller i øvrigt havde kendskab til umenneskelig eller nedværdigende behandling af Sagsøger 18, der i Årstal 6 gerne ville blive på Skole 1, ligesom hun i efteråret Årstal 7 ikke var i alvorlig mistrivsel.

4 Udmåling af godtgørelse

77 Såfremt retten finder, at EMRK art. 3 er krænket, fordi Tilsyn

Tilsyn vidste eller burde vide, at én eller flere af sagsøgerne risikerede at blive behandlet i strid EMRK art. 3 uden at foretage rimelige skridt til at modvirke behandlingen, gør Tilsyn gældende, at godtgørelsen skal udmåles til et væsentligt lavere beløb end kr. 300.000, jf. om retsgrundlaget i svarskriftet afs. 4.4.

…”

Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har i deres påstandsdokument anført blandt andet:

”…

5. ANBRINGENDER

Arbejdstilsynet og STUK gør overordnet gældende, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de (hver især og baseret på den enkeltes konkrete forhold) har godtgjort at have været udsat for handlinger omfattet af EMRK artikel 3. Det er sagsøgerne, der bærer bevisbyrden herfor, og denne er ikke løftet.

Arbejdstilsynet og STUK gør videre gældende, at selv hvis retten måtte lægge til grund, at sagsøgerne har været udsat for handlinger omfattet af EMRK artikel 3, vil hverken Arbejdstilsynet eller STUK skulle eller kunne holdes ansvarlige herfor, idet de to myndigheder ikke har tilsidesat nogen positiv forpligtelse i anledning af hændelserne. Hverken Arbejdstilsynet eller STUK har haft ansvar for at føre tilsyn med de anbragte eller Skole 1 som anbringelsessted, ligesom hverken Arbejdstilsynet eller STUK har forsømt at videregive konkrete oplysninger om de enkelte børn i relation til det, de har været udsat for på Skole 1.

Ligeledes har sagsøgerne ikke godtgjort, at deres ret til uddannelse efter 1. tillægsprotokol, artikel 2, skulle være krænket, og under ingen omstændigheder at STUK eller Arbejdstilsynet skulle kunne pålægges noget ansvar herfor.

5.1 Sagsøgerne har ikke godtgjort at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3

Det er sagsøgerne, der bærer bevisbyrden for, at sagsøgerne skulle have været udsat for handlinger omfattet af EMRK artikel 3. Denne bevisbyrde er ikke løftet af sagsøgerne.

For det første har sagsøgerne henvist til flere overordnede forhold, hvoraf mange af disse slet ikke ville kunne falde inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3.

For det andet har sagsøgerne ikke godtgjort, selv for de forhold, der ville kunne falde inden for beskyttelses-området af EMRK artikel 3, at sagsøgerne konkret skulle have været udsat for en sådan behandling.

5.1.1 Flere af de af sagsøgerne påberåbte faktiske forhold falder ikke inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, mens andre kun gør under særlige omstændigheder

5.1.1.1 Alkohol- og stofmisbrug

Unges eget misbrug af alkohol og/eller stoffer kan ikke i sig selv udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Sagsøgerne har da heller ikke påberåbt sig nogen praksis eller på anden måde godtgjort, at dette skulle være tilfældet.

Misbrug vil højst og kun under særlige omstændigheder kunne indgå i vurderingen af, hvilke virkninger et konkret indgreb og/eller en konkret behandling eller undladelse har haft.

Hvorvidt et misbrug er udtryk for en reaktion på en konkret behandling, undladelse og/eller et indgreb må vurderes konkret og individuelt på baggrund af omstændighederne i den enkelte sag. Hertil skal det for god ordens skyld bemærkes, at de anbragte børn netop var anbragt grundet komplekse problemer hos dem, og at der er flere af de tidligere anbragte børn, der kommer fra en stærkt socialt belastet baggrund, og dette vil i sagens natur ligeledes skulle indgå i vurderingen.

5.1.1.2 Psykiske lidelser

At have eller at udvikle en lidelse, der manifesterer sig i en diagnose, kan heller ikke i selv udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Sagsøgerne har heller ikke på dette punkt påberåbt sig nogen praksis eller på anden måde godtgjort, at dette skulle være tilfældet.

Udviklingen af visse diagnoser vil højst og kun efter en konkret bedømmelse af omstændighederne kunne indgå i vurderingen af, hvilke virkninger et konkret indgreb og/eller en konkret behandling eller undla-delse har haft.

Diagnoser, uanset om disse bestod eller blev udviklet under anbringelsen, skal ligeledes sammenholdes med, at Skole 1 netop fungerede som et anbringelsessted, og at Skole 1 også i sit godkendel-sesgrundlag kunne optage børn med udfordringer som følge af omsorgssvigt, udviklingsforstyrrelse af skolefærdigheder, andet socialt problem eller tilknytningsforstyrrelse. Samtidig fremgik det også af Skole 1's hjemmeside, at skolen ikke optog elever, der havde sværere psykiske lidelser.

Psykiske lidelser vil derfor nærmere skulle vurderes, ikke efter EMRK artikel 3, men efter, hvorvidt det enkelte barn har været velanbragt på Skole 1. Dette vil i givet fald være et spørgsmål mellem den enkelte tidligere anbragte unge og den anbringende kommune.

5.1.1.3 Selvskade og selvmordsforsøg

At udøve selvskade eller at forsøge selvmord kan ligeledes ikke udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3.

EMD’s praksis vedrørende umenneskelig og nedværdigende behandling har vedrørt handlinger, som påføres af staten eller af andre private. Selvskade henholdsvis selvmordsforsøg adskiller sig herfra, idet der er tale om ”behandling” , som barnet eller den unge påfører sig selv.

Sagsøgerne har ikke påberåbt sig nogen praksis eller på anden måde godtgjort, at der skulle være grundlag for at udvide EMRK artikel 3 til at omfatte disse forhold.

Selvskade og selvmordsforsøg vil således ikke i sig selv kunne udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling, og forholdene vil efter omstændighederne alene kunne indgå i vurderingen af konsekven-serne af en konkret behandling og/eller indgreb.

5.1.1.4 Psykisk vold (mobning, verbale overgreb, trusler)

Der findes ikke praksis fra EMD, hvor mobning, verbale overgreb eller trusler i sig selv har været tilstrækkeligt til at udgøre nedværdigende og umenneskelig behandling i strid med EMRK artikel 3.

EMD har i Dordevic mod Kroatien (2012) kvalificeret chikane af fysisk og psykisk karakter, som bestod i påføring af brændemærker, tildeling af slag, spark, spyt, fornærmende udråb og beskeder til det pågældende barn, og som havde haft en indvirkning på barnets fysiske og psykiske helbred som nedværdigende og umenneskelig behandling i forhold til EMRK artikel 3.

Mobning, verbale overgreb og trusler vil herefter ikke i sig selv udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling, men vil alene kunne indgå som et moment (ud af flere), hvor det efter de konkrete omstæn-digheder, og i henhold til Dordevic mod Kroatien, vil kunne udgøre behandling i strid med EMRK artikel 3, hvor der er en flerhed af

omstændigheder af både fysisk karakter (eksempelvis påførelse af brænde-mærker og slag) og psykisk karakter (fornærmende udråb), som har haft en indvirkning på barnets fysiske og psykiske helbred.

5.1.1.5 Fysisk vold

Fysisk vold kan efter omstændighederne udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men kun hvis behandlingen overskrider den minimumstærskel, som er indeholdt i bestemmelsen.

EMD har fastlagt, at det minimum af smerte og/eller lidelse, som kræves, før EMRK artikel 3 aktualiseres, må bedømmes relativt og kontekstuelt og afhænger af sagens samlede omstændigheder, herunder varigheden og virkningerne af behandlingen og individets alder, køn og sundhedstilstand.

Vurderingen af, om behandlingen overskrider minimumstærsklen, beror således på en konkret og individuel vurdering af omstændighederne. Selvom der i denne forbindelse skal mindre til at anse behandlin-gen for umenneskelig eller nedværdigende, når den pågældende er et barn, har EMD ved Tonchev mod Bulgarien (2002) fundet, at et enkeltstående tilfælde af vold mod et barn ikke overstiger minimumstærs-len.

I overensstemmelse med EMD’s praksis vil navnlig vanrøgt, mishandling og grovere vold falde inden for anvendelsesområdet for EMRK ar-

tikel 3.

5.1.1.6 Seksuel omgang og seksuelle overgreb

Seksuelle overgreb, herunder seksuelle overgreb begået af andre private, vil kunne udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling i forhold til EMRK artikel 3.

Det vil således i det enkelte tilfælde skulle vurderes, om forholdet overskrider minimumstærsklen, hvilket vil afhænge af de samlede omstændigheder, herunder karakteren, varigheden og virkningen af behandlingen og individets alder.

Seksuelle overgreb, hvorved forstås, at en eller flere parter har seksuel omgang uden samtykke fra en anden part, vil herefter som udgangspunkt overskride minimumstærslen, når offeret er et barn eller

en ung. EMD har derimod ikke fundet, at berøringer eller befamlinger i sig selv vil udgøre et indgreb i henhold til EMRK artikel 3.

5.1.2 De enkelte sagsøgere har ikke konkret godtgjort at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3

5.1.2.1 Sagsøger 1

Sagsøger 1 har forklaret, at hun blev udsat for to seksuelle overgreb af en anden elev på Skole 1.

Der findes kun yderligere oplysninger om det ene af de to påståede overgreb. Af retsbogsudskrift (bilag 12) fremgår, at den sigtede i den efterfølgende straffesag blev meddelt tiltalefrafald, hvilket meddeles, når det må antages, at der har været tale om et fuldt ud frivilligt seksuelt forhold, og at forholdet mellem parterne i øvrigt må anses for tilstrækkeligt jævnbyrdigt.

Der er ikke noget grundlag i sagen for at tilsidesætte Anklagemyndighedens vurdering. Allerede fordi der herefter ikke er det fornødne grundlag for at statuere, at der var tale om et uønsket samleje, kan det ikke lægges til grund, at Sagsøger 1 herved skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Den blotte henvisning til, at Sagsøger 1 skulle have været udsat for et (andet) overgreb, er ikke tilstrækkelig til at anse dette for bevist.

Sagsøger 1 har også forklaret, at hun forsøgte at begå selvmord under anbringelsen.

Selvmordsforsøg falder ikke inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3 (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 1 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.2 Sagsøger 2

Sagsøger 2 har forklaret, at hun under sin anbringelse på Skole 1 deltog i et slagsmål, hvor hun sammen med flere af de andre anbragte børn tæskede en dreng.

Sagsøger 2 har ikke herved været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det at påføre en anden person smerte er således ikke omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3. Gerningspersoner er således generelt ikke beskyttet af konventionen artikel 3, i forhold til at de begår overgreb mod andre.

Sagsøger 2 skulle desuden have været del af en ”tilspidset” situation, hvor den voksne skulle have taget fat i Sagsøger 2's overarme og svunget hende forbi sig (bilag 15).

Som forholdet er beskrevet, udgør det ikke en umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det fremstår ikke klart, hvad der ligger i at blive ”svinget forbi” , og det er herunder ikke åbenbart, at der skulle være tale om simpel vold. Selv hvis det skulle være tilfældet, vil et sådant enkeltstående tilfælde ikke være omfattet af anvendelsesområdet for EMRK artikel 3, jf. også Tonchev mod Bulgarien (2002).

Sagsøger 2 skulle være blevet kaldt ”tallerkenneger” (bilag 15). Såfremt det lægges til grund, så fremstår det som en enkeltstående udtalelse og kan ikke give udtryk for, at Sagsøger 2 generelt blev talt ned til eller lignende. Det kan ikke anses at stride mod en persons menneskerettigheder at blive kaldt ”tallerkenneger” ved en enkelt lejlighed.

Sagsøger 2 har forklaret at have overværet flere selvmordsforsøg. Ligesom selvmordsforsøg ikke er omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, vil det at overvære et selvmordsforsøg heller ikke kunne være omfattet (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 2 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.3 Sagsøger 3

Sagsøger 3 har forklaret, at hun under anbringelsen udøvede selvmordsforsøg og havde selvmordstanker.

100

Uanset om Sagsøger 3 rent faktisk forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 3 ikke herved kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 3 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 3 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.4 Sagsøger 4

Sagsøger 4 har forklaret at have været udsat for to seksuelle overgreb under sin anbringelse.

Sagsøger 4 har om det første forklaret, at hun blev rullet ind i et tæppe, blev bedøvet ved at få sprøjtet deodorant i næsen, hvorefter en af de anbragte drenge voldtog hende.

Det fremgår dog samtidig af sagens bilag, at Sagsøger 4 skulle have udtalt, at hun ikke havde været udsat for voldtægt, men at hun derimod selv ville være sammen med den pågældende dreng (bilag 118, side 60), og at hun havde gjort ”mange dumme ting” , herunder haft samleje med en dreng og sniffet deodorant (bilag 25).

Sagsøger 4 har hverken bevist eller godtgjort, at det anførte er passeret, herunder at episoden skulle kunne karakteriseres som voldtægt, og dette kan således heller ikke lægges til grund.

Såfremt Sagsøger 4 måtte have været udsat for en voldtægt, må et sådant seksuelt overgreb antages at overskride minimumstærsklen for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Såfremt det er passeret, vil det herefter være afgørende, at Arbejdstilsynet eller STUK hverken havde en viden eller burde-viden om denne behandling, hvorefter hverken tilsynet eller styrelsen har tilsidesat en positiv forpligtelse i anledning af det passerede (nedenfor 5.2).

I relation til det andet påståede seksuelle overgreb fremgår det af underretning fra Skole 1 til kommunen (bilag 26), at en af de anbragte drenge skubbede Sagsøger 4 ned på sin seng og befamlede hende. Det fremgår videre, at Sagsøger 4 og drengen kortvarigt have frivilligt

101

samleje, hvorefter Sagsøger 4 afbrød dette, da hun ikke længere ville indgå i det. Sagsøger 4 bestrider, at det var frivilligt. Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at kvalificere denne episode nærmere end det oplyste, og det kan derfor heller ikke lægges til grund, at der er foregået en voldtægt af Sagsøger 4 i denne sammenhæng. Der er således heller ikke grundlag for at finde, at Sagsøger 4 i forhold til denne episode har været udsat for umenneskelig eller ned-værdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Sagsøger 4 har forklaret at have været udsat for fysisk og psykisk vold, dog uden at karakteren og omfanget heraf er blevet uddybet trods anledning hertil. Sådanne uunderbyggede oplysninger er ikke tilstrækkelige til, at det kan lægges til grund, at Sagsøger 4 herved skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Det fremgår videre, at Sagsøger 4 skulle have udøvet selvskade og forsøgt at begå selvmord. Uanset om Sagsøger 4 rent faktisk udøvede selvskade og forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 4 ikke herved kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 (5.1.1.3)

Det er klart, at både Arbejdstilsynet og STUK har sympati med Sagsøger 4 i det omfang, det af hende forklarede er passeret. Alvoren af de nævnte forhold gør dog ikke, at disse som offentlige myndigheder kan se bort fra, at oplysningerne ikke er underbygget, eller at hverken Arbejdstilsynet eller STUK havde viden om forholdene eller nogen handlemuligheder.

5.1.2.5 Sagsøger 5

At Sagsøger 5 havde eller udviklede psykiske lidelser inden eller under anbringelsen er ikke omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, men derimod et forhold der kan være af betydning for vurderingen af, om Skole 1 var rette anbringelsessted (5.1.1.2).

Sagsøger 5 har forklaret, at hun blev udsat for grov mobning af de andre elever blandt andet grundet dårlig hygiejne. Det fremgår ikke nærmere, hvad grovheden bestod i, ud over at de andre børn angiveligt skulle have kastet cigaretskodder efter hende.

EMD har i Dordevic mod Kroatien (2012) kvalificeret chikane af fysisk og psykisk karakter, som havde haft en indvirkning på barnets fysiske og psykiske helbred, som nedværdigende og umenneskelig behandling

102

i forhold til EMRK artikel 3, hvorimod der ikke findes praksis fra EMD, hvor mobning i sig selv var tilstrækkeligt til at udgøre nedværdigende og umenneskelig behandling i forhold til EMRK artikel 3.

Det forhold, at det er oplyst, at Sagsøger 5 under anbringelsen på Skole 1 blev udsat for mobning, kan ikke i sig selv medføre, at Sagsøger 5 kan anses for at have været udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 5 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.6 Sagsøger 6

Det fremgår, at Sagsøger 6 skulle have udøvet selvskade og forsøgt at begå selvmord.

Uanset om Sagsøger 6 rent faktisk forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 6 hverken herved eller ved at udøve selvskade kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 6 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 6 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.7 Sagsøger 7

At Sagsøger 7 havde eller udviklede psykiske lidelser inden eller under anbringelsen er ikke omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, men derimod et forhold, der kan være af betydning for vurderingen af, om Skole 1 var rette anbringelsessted (5.1.1.2). Anbringelseskommunen vurderede således også, at Sagsøger 7 ikke var velanbragt på Skole 1 (bilag 40), hvorefter kommunen traf afgørelse om ændring af anbringelsen (bilag 42).

Det fremgår, at Sagsøger 7 skulle have udøvet selvskade og forsøgt at begå selvmord.

103

Uanset om Sagsøger 7 rent faktisk forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 7 hverken herved eller ved at udøve selvskade i øvrigt kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 7 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 7 skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.8 Sagsøger 8

Sagsøger 8 har oplyst at have haft en psykisk svær tid på Skole 1.

Der er intet grundlag for at finde, at Sagsøger 8 herved skulle have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Sagsøger 8 har endvidere forklaret at have fundet andre af de anbragte piger, som havde skåret i sig selv og taget piller.

Det at overvære, at nogen har udøvet selvskade henholdsvis forsøgt selvmord, kan ikke anses for at falde inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, idet hverken det at udøve selvskade eller forsøge at begå selvmord i øvrigt falder inden for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 8 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.9 Sagsøger 9

At Sagsøger 9 havde eller udviklede psykiske lidelser inden eller under anbringelsen er ikke omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, men er derimod et forhold, der kan være af betydning for vurderingen af, om Skole 1 var rette anbringelsessted (5.1.1.2).

Den behandling, herunder det drilleri/den mobning, Sagsøger 9 oplyser at være blevet udsat for på Skole 1, og som endvidere ikke er konkretiseret nærmere, er følgelig ikke inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel.

104

EMD har i Dordevic mod Kroatien (2012) kvalificeret chikane af fysisk og psykisk karakter, og som havde haft en indvirkning på barnets fysiske og psykiske helbred, som nedværdigende og umenneskelig behandling i forhold til EMRK artikel 3, hvorimod der ikke findes praksis fra EMD, hvor mobning i sig selv var tilstrækkelig til at udgøre nedværdigende og umenneskelig behandling i forhold til EMRK artikel 3.

Den omstændighed, at Sagsøger 9 herudover har oplyst at være gået ud foran en bil, at have skåret i sig selv og at have forsøgt at begå selvmord, falder endvidere ikke inden for EMRK artikel 3 (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 9 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.10 Sagsøger 10

Det forhold, at Sagsøger 10 angiveligt manifesterede en depression under anbringelsen, medfører ikke, at Sagsøger 10 herved har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling. En sådan psykisk lidelse er nærmere relevant for vurderingen af (den fortsatte) anbringelse på Skole 1 (5.1.1.2).

Det fremgår, at Sagsøger 10 skulle have udøvet selvskade og overværet andre forsøge at begå selvmord.

Uanset om Sagsøger 10 rent faktisk udøvede selvskade, vil Sagsøger 10 ikke herved kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 10 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3). Det samme gælder i forhold til at overvære selvskade eller selvmordsforsøg.

Det fremgår endvidere af stævningen, at Sagsøger 10 blev udsat for morgenvækninger, der er beskrevet således, at forstanderen trak dynen af hende og væltede hende ud af sengen. Det fremgår ikke, hvor ofte eller over hvor lang en periode dette skulle have været foregået. Oplysningerne er ikke nærmere underbygget og kan af den grund ikke uden videre lægges til grund.

Legemlig afstraffelse af børn kan efter omstændighederne udgøre et indgreb efter EMRK artikel 3, men kun hvis behandlingen overskrider den minimumstærskel, som er indeholdt i bestemmelsen.

105

Episoderne, hvor forstanderen, efter det af Sagsøger 10 oplyste, hev Sagsøger 10 ud af sengen, fordi hun angiveligt ikke kunne stå op om morgenen (uagtet at der er tale om dybt kritisable forhold), overskrider dog ikke minimumstærsklen for, at der er tale om behandling i strid med EMRK artikel 3. Det bemærkes i denne forbindelse også, at forstanderen er blevet frifundet for simpel vold i anledning af sådanne morgenvækninger på Skole 1, idet retten har fundet, at der er en nedre grænse for vold, og at forholdene falder under denne grænse. Så meget desto mere er minimumstærsklen for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 ikke oversteget. Omvendt sagt skal der mere til for en krænkelse af en persons menneskerettigheder i henhold til EMRK artikel 3, end til at et forhold kvalificeres som simpel vold.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 10 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.11 Sagsøger 11

Sagsøger 11 har forklaret, at han under anbringelsen på Skole 1 havde et stort forbrug af cigaretter, alkohol og stoffer.

Selv hvis dette lægges til grund, vil et forbrug/misbrug af alkohol og/eller stoffer ikke falde inden for beskyttelsesrammen i EMRK artikel 3 (5.1.1.1).

Sagsøger 11 har videre forklaret, at forstanderen skulle have hevet Sagsøger 11 ud af sengen om morgenen, da han havde svært ved at komme op. Det nærmere omfang og den nærmere karakter af disse morgen-vækninger er ikke præciseret eller underbygget.

Episoderne, hvor forstanderen, efter det af Sagsøger 11 oplyste, hev Sagsøger 11 ud af sengen, fordi han angiveligt ikke kunne stå op om morgenen (uagtet at der er tale om dybt kritisable forhold), overstiger ikke minimumstærsklen for, at der er tale om behandling i strid med EMRK artikel 3. Det bemærkes i denne forbindelse også, at forstanderen er blevet frifundet for simpel vold i anledning af sådanne morgenvækninger på Skole 1, idet retten har fundet, at der er en nedre grænse for vold, og at forholdene falder under denne grænse. Så meget desto mere er minimumstærsklen for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 ikke oversteget.

106

Sagsøger 11 har endvidere forklaret om en episode, hvor han af et andet anbragt barn blev truet på livet med en kniv, uden at personalet reagerede på det. Episoden er ikke nærmere underbygget og kan ikke uden videre blot lægges til grund.

Men selv hvis den lægges til grund, overskrider dette – som episoden er oplyst – ikke minimumstærsklen for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3. Episoden – som den er oplyst – er utvivlsomt kritisabel og muligvis strafbar, men den har ikke en sådan alvorsgrad, at den falder inden for den fortolkning af EMRK artikel 3, som EMD har anlagt, hvorefter navnlig vanrøgt, mishandling, grovere vold og seksuelle overgreb vil være omfattet.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 11 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.12 Sagsøger 12

Sagsøger 12 har forklaret, at hun skulle have været udsat for grov mobning, at hun fik et stort hash-misbrug, og at hun udøvede selvskade.

En ikke nærmere konkretiseret henvisning til mobning medfører ikke, at EMRK artikel 3 aktualiseres.

For så vidt angår et misbrug af hash og udøvelse af selvskade er der tale om ”behandling” påført af Sagsøger 12 selv, og det kan ikke udgøre en umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3 (5.1.1.1 og 5.1.1.3).

Den omstændighed, at Sagsøger 12 har forklaret, at hun som 12/13-årig havde sex med flere drenge udgør endvidere ikke umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3. På trods af Sagsøger 12's lave alder er der ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at det er sket uden samtykke eller på en sådan måde, at der vil være tale om et forhold omfattet af EMRK artikel 3. Det fremgår endvidere ikke, om Sagsøger 12 selv er blevet udskammet af forstanderen i de tilfælde, hvor Sagsøger 12 havde haft sex med en af de andre. Under alle omstændigheder er det ikke nærmere konkretiseret, hvori denne udskamning bestod, og det kan ikke lægges til grund, at der herved er tale om umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

107

Sagsøger 12 har endvidere forklaret, at hun efter anbringelsen ” har traumer efter de voldsomme morgenvækninger af forstanderen.”

Det fremgår ikke, om Sagsøger 12 har overværet morgenvækningerne, eller om hun selv skulle være blevet vækket på denne måde og i givet fald hvor ofte eller over hvor lang en periode. Uanset om Sagsøger 12 selv blev udsat for morgenvækningerne, vil forholdet/forholdene ikke overstige minimumstærsklen for, at der er tale om behandling i strid med EMRK artikel 3. Det bemærkes i denne forbindelse også, at forstanderen er blevet frifundet for simpel vold i anledning af sådanne morgenvækninger på Skole 1, idet retten har fundet, at der er en nedre grænse for vold, og at forholdene falder under denne grænse. Så meget desto mere er minimumstærsklen for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 ikke oversteget.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 12 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.13 Sagsøger 13

Sagsøger 13 har forklaret, at hun under anbringelsen tog stoffer og fik et hashmisbrug.

Et indtag/misbrug af hash og/eller andre stoffer er ikke at betragte som umenneskelig eller nedværdigende behandling, idet der også herved er tale om ”behandling” , som er blevet påført af Sagsøger 13 selv (5.1.1.1).

Sagsøger 13 har endvidere forklaret, at hun skaffede penge til hash og stoffer gennem prostitution allerede som 14-årig.

Det følger af V.C. mod Italien (2018), at inddragelse af børn i prostitution efter omstændighederne kan udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling. Episoderne, hvor Sagsøger 13 prostituerede sig selv for at få penge til hash, er ikke beskrevet nærmere. På det foreliggende grundlag er der ikke intet grundlag for at konstatere, at Sagsøger 13 blev inddraget i prostitution af Skole 1 eller tredjemand, men i stedet at hun selv har taget initiativ til prostitutionen. Det kan endvidere udledes, at prostitutionen ikke fandt sted på Skole 1. Der er på den baggrund intet grundlag for at statuere, at Sagsøger 13 på den baggrund har været udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

108

Sagsøger 13 har i et Facebook-opslag (bilag 60) beskrevet en episode, hvor en medarbejder fra Skole 1 greb hende i armen og rev hende hen ad jorden, mens vedkommende skreg ” når så du er bange for mig, hvad? Nu skal jeg fandme give dig noget at være bange for.”

Uanset om det kan lægges til grund, at det beskrevne er passeret, udgør hændelsen ikke umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3. Der var i givet fald tale om en enkeltstående episode, som ikke umiddelbart har manifesteret sig i nogen fysiske skader eller lignende. Trods det forhold, at indgrebet i givet fald blev foretaget af en medarbejder, der som følge af sin position skulle tage vare på Sagsøger 13, kan forholdet ikke antages at overskride minimumstærsklen for et indgreb i strid med EMRK artikel 3.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 13 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.14 Sagsøger 14

Sagsøger 14 har forklaret, at forstanderen hev ham ud af sengen om morgenen og efterfølgende lagde sengen ovenpå ham, fordi Sagsøger 14 havde svært ved at stå op. Sagsøger 14 har endvidere forklaret, at han, som straf for at have svært ved at stå op, også kunne få en uge ”i opvasken” , ligesom han en morgen blev vækket og skubbet op til morgensamling i underbukser og t-shirt, hvor han blev placeret på en stol foran alle, indtil morgensamlingen var slut. Sagsøger 14 har desuden forklaret, at forstanderen flere gange udøvede en såkaldt ”manddomsprøve” på ham, hvor han slog Sagsøger 14 i maven for at se, om han kunne spænde sine muskler.

Oplysningerne er ikke nærmere underbygget og kan således heller ikke uden videre lægges til grund. Der er efter det oplyste ikke sket politianmeldelse af forholdet.

Men såfremt oplysningerne kunne lægges til grund, ville summen af den behandling, som Sagsøger 14 blev udsat for af forstanderen (hvis denne således har fundet sted som forklaret), overskride minimumstærsk-len i henhold til EMRK artikel 3 og kan følgelig kvalificeres som umenneskelig og nedværdigende be-handling i strid med bestemmelsen. Sagsøger 14 må i så fald anses for at have været et udsat barn på det pågældende tidspunkt, og behandlingen blev ifølge det oplyste udført af forstanderen, der som følge af sin stilling havde en særlig

109

status på Skole 1 og en pligt til at tage vare på Sagsøger 14. Såfremt oplysningerne kunne lægges til grund, levede forstanderen som følge af sine handlinger ikke op til denne forpligtelse, og summen af behandlingen, der både antog en fysisk karakter og en psykisk nedværdigende karakter, ville aktualisere beskyttelsen efter EMRK artikel 3.

Uanset om oplysningerne kunne lægges til grund, kan dette dog ikke medføre noget ansvar for hverken Arbejdstilsynet eller STUK. Afgørende herfor er i så fald, at Arbejdstilsynet eller STUK hverken havde en viden eller burde-viden om denne behandling, hvorefter hverken tilsynet eller styrelsen har tilsidesat en positiv forpligtelse i anledning af det passerede (se nedenfor 5.2).

Sammenfattende kan det dog ikke på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger lægges til grund, at Sagsøger 14 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1. Selv hvis dette var tilfældet, er det ikke forhold, som kan kritiseres Arbejdstilsynet eller STUK, og også af den grund kan hverken Arbejdstilsynet eller STUK blive forpligtet at udrede en godtgørelse til Sagsøger 14.

5.1.2.15 Sagsøger 15

Det fremgår, at Sagsøger 15 skulle have udøvet selvskade og forsøgt at begå selvmord.

Uanset om Sagsøger 15 rent faktisk udøvede selvskade og forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 15 ikke herved kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 15 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 15 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.16 Sagsøger 16

Sagsøger 16 har forklaret, at hun blev udsat for mobning ved, at der blev skrevet ”beskidte so” på hendes dør, og ved at de andre elever spyttede på hende og kastede ting efter hende, og at hun ved årets skoleafslutning blev kåret til ”årets største luder” . Det fremgår

110

ligeledes, at Sagsøger 16 har forklaret, at hun under anbringelsen fik en spiseforstyrrelse og udviklede et massivt hash- og alkoholmisbrug. Oplysningerne er ikke nærmere underbyggede og kan således heller ikke uden videre lægges til grund.

Mobning er ikke fundet inden for beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3 (5.1.1.4), og det samme gælder for så vidt angår et indtag/misbrug af hash/andre stoffer (5.1.1.1), hvorefter Sagsøger 16 ikke herved kan anses for at have været udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Det fremgår, at Sagsøger 16 skulle have udøvet selvskade og forsøgt at begå selvmord.

Uanset Sagsøger 16 rent faktisk udøvede selvskade og forsøgte at begå selvmord, vil Sagsøger 16 ikke herved kunne anses for at have været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3, idet handlingerne (som er påført af Sagsøger 16 selv) ikke er omfattet af beskyttelsesområdet for bestemmelsen (5.1.1.3).

Det fremgår endvidere af et sagsnotat fra anbringelseskommunen (bilag 80), at Sagsøger 16 havde oplyst, at to andre piger på Skole 1 havde truet med at skære noget af Sagsøger 16's finger af, hvis ikke hun betalte dem godt kr. 600. Sagsøger 16 blev opfordret til at melde truslerne. Det fremgår dog ikke, om dette også skete.

Truslen, i det omfang den også har fundet sted, forekommer utvivlsomt kritisabel og muligvis strafbar, men den kan samtidig ikke karakteriseres som værende udtryk for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3. Truslen må i mangel af grundlag for at lægge andet til grund antages at være en enkeltstående episode, og denne antager ikke en sådan karakter, at minimumstærsk-len for EMRK artikel 3 kan anses overskredet. EMD har således også tidligere fundet, at enkeltstående tilfælde af simpel vold, også mod et barn, ikke aktualiserer EMRK artikel 3.

Det fremgår endvidere af stævningen, at Sagsøger 16 blev udsat for et seksuelt overgreb af to unavngivne elever på Skole 1.

Episoden er imidlertid hverken konkretiseret eller underbygget nærmere. Det er således ikke klart, hvad Sagsøger 16 har været udsat for i denne forbindelse. På det foreliggende grundlag er der således ikke grundlag for at fastslå, at Sagsøger 16 herved skulle have været udsat

111

for umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 16 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

5.1.2.17 Sagsøger 17

At Sagsøger 17 havde eller udviklede psykiske lidelser inden eller under anbringelsen er ikke omfattet af beskyttelsesområdet af EMRK artikel 3, men er derimod et forhold, der kan være af betydning for vurderingen af, om Skole 1 var rette anbringelsessted (5.1.1.2).

Sagsøger 17 har forklaret, at hun under anbringelsen udøvede selvskade, blev aggressiv og ked af det og var udsat for mobning og seksuelle krænkelser af en anden elev. Af brev fra Sagsøger 17's forældre til Skole 1 og anbringelseskommunen (bilag 85) fremgår herom blandt andet, at Sagsøger 17 mod sin vilje blev forsøgt kysset og befamlet af en dreng fra Skole 1 i forbindelse med et ”natterend” .

Hverken psykiatriske diagnoser, mobning eller selvskade er udtryk for umenneskelig og nedværdigende behandling og udgør derfor heller ikke behandling i strid med EMRK artikel 3 (5.1.1.2-5.1.1.4).

For så vidt angår de seksuelle krænkelser, Sagsøger 17 har forklaret at være blevet udsat for, fremgår alene, at Sagsøger 17 blev ”befamlet” mod sin vilje. Episoderne er ikke nærmere underbyggede og kan således heller ikke uden videre lægges til grund.

Men såfremt de blev lagt til grund, ville en sådan episode – uanset hvor kritisabel den faktisk måtte være – ikke have en sådan karakter, at den kan kvalificeres som umenneskelig eller nedværdigende behandling i EMRK artikel 3’s forstand. Praksis fra EMD tilsiger, at seksuelle overgreb og herunder voldtægt vil kvalificeres som behandling i strid med EMRK. Episoden med Sagsøger 17 – som den er oplyst – har dog ikke samme alvorsgrad, og der foreligger ikke praksis fra EMD, hvorefter berøringer eller befamlinger er udtryk for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Det er således ikke godtgjort, at Sagsøger 17 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3 under anbringelsen på Skole 1.

112

5.1.2.18 Sagsøger 18

Det fremgår af stævningen, at Sagsøger 18 har forklaret, at hun følte sig overset og glemt. Hun har endvidere forklaret, at forstanderen ”brugte” hende, da Tilsyn kom på tilsynsbesøg, fordi han vidste, at hun ikke turde at sige noget dårligt om Skole 1. Sagsøger 18 har derudover forklaret, at hun under anbringelsen på Skole 1 kom ind i en psykisk svær periode, hvor hun lukkede sig inde i sig selv, opholdt sig alene på sit værelse og fik et højt skolefravær.

Disse oplysninger om Sagsøger 18's anbringelse på Skole 1 giver ikke anledning til at statuere, at Sagsøger 18 har været udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3.

5.2 Hverken Arbejdstilsynet eller STUK har tilsidesat en positiv forpligtelse til at gribe ind over for den behandling, sagsøgerne angiver at have været udsat for

Selv i det tilfælde, retten måtte finde, at en behandling eller et indgreb falder inden for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, er der ikke grundlag for at pålægge Arbejdstilsynet eller STUK et ansvar herfor, idet hverken Arbejdstilsynet eller STUK har tilsidesat en positiv forpligtelse i anledning af det passerede.

Sagsøgerne bygger overordnet deres synspunkt om et ansvar for Arbejdstilsynet og STUK på for det første, at ” myndighederne var forpligtet til at føre tilsyn” . Sagsøgerne bygger, for det andet, Arbejdstilsynets og STUKs påståede ansvar på, at ”myndighederne flere gange havde modtaget underretninger om forholdene på Skole 1.”

Det faldt imidlertid hverken inden for Arbejdstilsynets eller STUKs tilsynsforpligtelser at føre tilsyn med de anbragte børn og unge eller med Skole 1 som anbringelsessted (se nedenfor under 5.2.1). Desuden havde hverken Arbejdstilsynet eller STUK viden eller burde-viden om den konkrete behandling, Sagsøger 14 og Sagsøger 4 angiveligt var udsat for på Skole 1, ligesom hverken Arbejdstilsynet eller STUK herudover har tilsidesat en pligt til at videregive oplysninger, der kan sammenkobles med de konkrete hændelser på Skole 1 (se hertil nedenfor under 5.2.2).

113

Hverken Arbejdstilsynet eller STUK har herefter tilsidesat en positiv faktisk forpligtelse i henhold til EMRK artikel 3, der kan begrunde udbetaling af godtgørelse i denne sag. Arbejdstilsynet og STUK havde således ikke ansvaret for eller kompetencerne til at forhindre en behandling og kan ikke anses for ansvarlige som følge af en eventuel manglende videregivelse af generiske oplysninger (se hertil nedenfor under 5.2.3).

5.2.1 Arbejdstilsynet og STUK havde ikke pligt til at føre tilsyn med den enkelte anbragte eller med Skole 1 som anbringelsessted

Der var fire relevante tilsynsmyndigheder i forhold til Skole 1, og disse fire myndigheder havde hvert sit ansvarsområde:

1) De respektive anbringelseskommuner havde i henhold til serviceloven pligt til at føre et person- rettet tilsyn med de anbragte børn på Skole 1.

2) Tilsyn havde i henhold til socialtilsynsloven pligt til at føre et driftsorienteret tilsyn med Skole 1 som anbringelsessted for børn og unge.

3) STUK havde i henhold til friskoleloven pligt til at føre et tilsyn med Skole 1 som friskoleinstitution.

4) Arbejdstilsynet havde i henhold til arbejdsmiljøloven pligt til at føre tilsyn med Skole 1 som arbejdsplads.

STUKS ansvarsområde var reguleret af friskoleloven, hvoraf det fremgik, at STUK navnlig havde pligt til at føre tilsyn med, om Skole 1 levede op til stå mål med-kravet og frihed og folkestyre-kravet.

Stå mål med-kravet er relateret til undervisningens faglige dimension, herunder undervisningens indhold og niveau.

Frihed og folkestyre-kravet er relateret til hele skolens virke, som grundlæggende handler om at skulle forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse samt kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

114

Omdrejningspunktet for det økonomisk-administrative tilsyn, som STUK skulle foretage, var skolens overholdelse af tilskudsbetingelserne i loven.

STUKs tilsyn var således afgrænset til at vedrøre Skole 1's virke som skoleinstitution – ikke som socialt anbringelsessted for børn og unge.

Arbejdstilsynets ansvarsområde er reguleret i arbejdsmiljøloven, hvoraf det blandt andet følger, at Arbejdstilsynet skal føre tilsyn med, om arbejdsmiljøloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf overholdes. Arbejdsmiljøloven og forskrifterne udstedt i medfør af loven indeholder regler om arbejdsmiljøet og regulerer sikkerheds- og sundhedsforholdene for de ansatte på den enkelte arbejdsplads.

Arbejdstilsynets tilsyn var således afgrænset til at vedrøre medarbejderne på Skole 1 – ikke de (nu tidligere) anbragte børn.

Hverken STUK eller Arbejdstilsynet har herefter haft som ansvarsområde at føre tilsyn med de anbragte eller med Skole 1 som anbringelsessted.

Hverken STUK eller Arbejdstilsynet har således tilsidesat – eller kunnet tilsidesætte – en tilsynsforpligtelse over for sagsøgerne, der kan begrunde, at STUK eller Arbejdstilsynet skulle have tilsidesat en positiv forpligtelse til at gribe ind over for den påståede behandling.

Ansvarsfordelingen viser samtidig, at der netop var myndigheder, der havde til ansvar at føre tilsyn med de anbragte børn. Der er derfor heller ikke grundlag for at statuere, at der er sådanne huller i lovgivnin-gen, at der på et (statsligt) niveau kan siges at være sket en tilsidesættelse af den positive retlige forpligtelse til at sikre, at lovgivningen indeholder en tilstrækkelig regulering til at hindre menneskerettigheds-krænkelser. Og selv hvis der var, ville hverken STUK eller Arbejdstilsynet være rette sagsøgte i den forbindelse.

Det danske regelsæt er udformet på en måde, hvorefter der er etableret en myndighedskontrol med anbringelsessteder for børn og unge, herunder Skole 1, ligesom der også er etableret myndighedskontrol med det enkelte anbragte barn. Det danske regelsæt er endvidere udformet således, at der er en tilstrækkelig klar ansvarsfordeling mellem myndighederne

115

5.2.2 Arbejdstilsynet og STUK havde ikke en viden eller en burde-viden om den konkrete behandling, sagsøgerne angiver at have været udsat for

Arbejdstilsynet og/eller STUK hverken fik eller burde have fået viden om de konkrete krænkelser, der angiveligt overgik Sagsøger 14 og Sagsøger 4 (såfremt det overhovedet lægges til grund at være passeret) (eller øvrige krænkelser som påberåbt af de øvrige sagsøgere, i det tilfælde retten måtte finde, at andre/flere af sagsøgerne var udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3).

For så vidt angår burde-viden kan det allerede på baggrund af Arbejdstilsynets og STUKs tilsynsforpligtelser i relation til Skole 1 afvises, at tilsynet henholdsvis styrelsen under udøvelsen af deres tilsyn burde have fået viden om de konkrete hændelser på Skole 1.

For så vidt angår faktisk viden har der ikke været en sådan viden (og sagsøgerne har da heller ikke godtgjort en sådan viden) hos Arbejdstilsynet eller STUK, at de sad inde med oplysninger om de konkrete forhold, som kunne have bevirket, at eventuelle overgreb blev forhindret. Hverken Arbejdstilsynet eller STUK havde således oplysninger om det af Sagsøger 4 oplyste seksuelle overgreb over for hende eller den behandling, Sagsøger 14 oplyser at være blevet udsat for af forstanderen.

Den eneste konkrete oplysning, Arbejdstilsynet har haft vedrørende sagsøgerne, har været en oplysning om, at Sagsøger 9 havde forsøgt at begå selvmord.

Denne oplysning indkom gennem en klage indgivet af en medarbejder på Skole 1 og var omfattet af den særlige

tavshedspligtsbestemmelse i arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2.

Arbejdstilsynet havde herefter tavshedspligt blandt andet med hensyn til oplysninger om klagens indhold, oplysninger som identificerede klageren og oplysninger om, at der var klaget.

Uanset om oplysningen kunne have været videregivet i henhold til underretningspligten i servicelovens § 153, stk. 1, og at den ikke blev dette, kan det ikke medføre et ansvar for Arbejdstilsynet i denne sag. For det første fordi Sagsøger 9 ikke herved var udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3. Allerede dette udelukker et myndighedsansvar i henhold til EMRK artikel 3. Desuden

116

ville en videregivelse af oplysningerne om, at Sagsøger 9 havde forsøgt at begå selvmord, ikke have været egnet til at hindre den pågældende episode i at ske.

Herudover har Arbejdstilsynet og STUK alene været i besiddelse af mere generelle og overordnede oplysninger om forholdene på Skole 1.

Sagsøgerne henviser i denne forbindelse til, at ” Arbejdstilsynet på et tidligt tidspunkt havde viden om, at forholdene på Skole 1 var alvorlige, og at disse forhold var egnede til at krænke de anbragte børn og unges rettigheder.” Hvad, der ligger heri, er ganske uklart.

Arbejdstilsynet var således alene i besiddelse af mere generelle oplysninger om Skole 1, som ligeledes må ses i forhold til, at Skole 1 netop fungerede som et anbringelsessted, og at Skole 1 som anbringelsessted var undergivet tilsyn af flere myndigheder.

Sagsøgerne har endvidere ikke redegjort nærmere for, på hvilket retligt grundlag Arbejdstilsynet skulle have været forpligtet til at videregive oplysninger, eller hvilke oplysninger der skulle videregives.

Arbejdstilsynet og STUK havde således heller ikke en retlig forpligtelse til at videregive mere generelle oplysninger om Skole 1 til anden myndighed. I forhold til oplysninger indkommet via klager fra medarbejdere på Skole 1 var Arbejdstilsynet som udgangspunkt heller ikke berettiget hertil, jf. arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2.

Hverken Tilsyn eller anbringelseskommunerne har anmodet Arbejdstilsynet om at videregive oplysningerne. Der er på baggrund heraf ikke grundlag for at foretage en vurdering af, om Arbejdstilsynet ifølge forvaltningslovens § 31, stk. 1, havde pligt til at videregive oplysningerne til anbringelseskommunerne eller Tilsyn, idet en sådan pligt først kunne opstå, hvis myndighederne havde fremsat begæring herom.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår STUK, dog således at STUK indledte et samarbejde med Tilsyn fra august Årstal 9 til december Årstal 3, hvorefter udveksling af oplysninger mellem myndighederne også fandt sted.

Der kan endvidere ikke anses at bestå en ulovbestemt pligt til videregivelse af egen drift, hvis en myndighed bliver opmærksom på,

117

at myndigheden er i besiddelse af oplysninger, som kunne være relevante for en anden myndighed, medmindre der er tale om helt ekstraordinært alvorligt eller hastende forhold.

Hverken Arbejdstilsynet eller STUK havde således en ulovbestemt pligt til at videregive oplysningerne af egen drift til Tilsyn eller anbringelseskommunerne, selvom oplysningerne kunne være relevante for myndighederne, og Arbejdstilsynet og STUK i øvrigt havde adgang til at videregive disse.

Generelle oplysninger om unges mulige mistrivsel, som er mere overordnede og ikke kan relateres til konkrete individualisérbare børn, er endvidere ikke omfattet af den skærpede underretningspligt i ser-vicelovens § 153, stk. 1. Det er således forudsat i bestemmelsen, at der skal være tale om oplysninger om et konkret barn.

Hverken Arbejdstilsynet eller STUK havde derfor i medfør af underretningspligten i serviceloven en forpligtelse til at videregive de generelle oplysninger.

Sagsøgerne henviser til, at Arbejdstilsynet i henhold til sin interne kvalitetsprocedure og princippet om god forvaltningsskik burde have videregivet oplysninger til Tilsyn. Sagsøger har dog ikke redegjort nærmere for, hvad der skulle ligge i disse forpligtelser. Sagsøgerne har herudover på ingen måde godtgjort, at en eventuel manglende videregivelse af generelle oplysninger er ensbetydende med, at Arbejdstilsynet skulle have tilsidesat en positiv forpligtelse til at hindre umenneskelig og nedværdigende behandling i henhold til EMRK artikel 3.

5.2.3 Arbejdstilsynet og STUK havde ikke ansvaret for eller kompetencerne til at forhindre den påståede behandling og kan ikke anses for ansvarlige som følge af en eventuel manglende videregivelse af generiske oplysninger

Både i EMD’s og i dansk praksis bedømmes en myndigheds faktiske positive forpligtelse ud fra en forudsætning om, at myndigheden havde ansvaret for og kompetencerne til at forhindre en overtrædelse af konventionen. Med andre ord – at myndigheden faktisk kunne handle på viden eller burde-viden.

Allerede som følge af ansvarsfordelingen, som den er fastlagt i det nationale regelsæt, havde hverken Arbejdstilsynet eller STUK ansvaret for eller kompetencerne til at forhindre den behandling, som

118

sagsøgerne måtte have været udsat for, og som – hvis det kunne lægges til grund – ville falde inden for beskyttelsesområdet for EMRK artikel 3.

Allerede som følge af den i lovgivningen fastsatte ressortfordeling har Arbejdstilsynet og STUK herefter ikke tilsidesat en faktisk positiv forpligtelse. En tilsidesættelse heraf må således forudsætte, at Arbejdstilsynet og STUK havde ansvaret for og kompetencerne til at handle.

Der ses ikke hverken i national praksis eller i EMD-praksis at være tilfælde, hvor alene undladelsen af at videregive generiske og ikke konkret personhenførbare oplysninger har medført, at den pågældende myndighed er ifaldet en forpligtelse til at udrede godtgørelse til en person udsat for en overtrædelse af EMRK artikel 3.

Der er allerede derfor ikke grundlag for at antage, at en manglende videregivelse af oplysninger fra en myndighed til en anden selvstændigt kan udløse en faktisk positiv forpligtelse.

Selv såfremt det blev lagt til grund, at en manglende videregivelse af oplysninger til den myndighed, der har ansvaret for og kompetencerne til at handle, kunne udløse en positiv forpligtelse, ville dette som det mindste forudsætte, at myndigheden (den videregivende) var i besiddelse af oplysninger, der gjorde, at myndigheden havde viden eller burde-viden om mulige kommende (aktuelle og nærliggende) krænkelser, som ville kunne forhindres ved videregivelsen af oplysningerne.

Det er ikke tilfældet i denne sag. Hverken Arbejdstilsynet eller STUK var i besiddelse af konkrete oplysninger om hverken Sagsøger 14 eller Sagsøger 4 (eller i øvrigt de øvrige sagsøgere), som kunne have forhindret de konkrete påståede krænkelser i at ske.

Selv såfremt det lægges til grund, at Arbejdstilsynet i henhold til sin kvalitetsprocedure og/eller god forvaltningsskik burde have videregivet de generelle oplysninger, Arbejdstilsynet var i besiddelse af, ville der mangle en klar årsagsforbindelse til de konkrete krænkelser, der efter det oplyste skulle have fundet sted.

Der er således intet grundlag i sagen for at mene, at en videregivelse af de pågældende oplysninger ville have forhindret de påståede overgreb på Sagsøger 4 eller Sagsøger 14 (eller de øvrige af sagsøgerne).

119

Hverken Arbejdstilsynet eller STUK har således tilsidesat en positiv forpligtelse i henhold til EMRK artikel 3 til at gribe ind over for de konkrete påståede krænkelser af Sagsøger 14 og Sagsøger 4, der efter deres oplysninger skulle have fundet sted på Skole 1. Der er heller ikke grundlag for at mene, at eventuelle øvrige konkrete overgreb mod øvrige af sagsøgerne ville være blevet afværget, såfremt STUK eller Arbejdstilsynet havde videregivet oplysninger i videre omfang.

Der er således ikke grundlag for, at hverken Arbejdstilsynet eller STUK skal udbetale godtgørelse til nogen af sagsøgerne i denne sag.

Selv i det tilfælde, retten måtte finde, at Arbejdstilsynet eller STUK skulle have tilsidesat en positiv forpligtelse, er der ikke grundlag for at udbetale en godtgørelse af den størrelsesorden som påstået af sagsøgerne. I henhold til praksis fra EMD ville godtgørelse for krænkelse af EMRK artikel 3 ligge på et klart lavere niveau end kr. 300.000 som påstået af hver enkelt sagsøger i denne sag, jf. bl.a. MC. Mod Bulgarien (2003) og X m.fl. mod Bulgarien (2021).

Grundet den meget sparsomme sagsoplysning i relation til sagsøgernes anbringelse på Skole 1 er det endvidere ikke i alle tilfælde klart, hvornår de (påståede) krænkelser har fundet sted, eller hvad disse rent faktisk har bestået i. Arbejdstilsynet og STUK bemærker, at forholdene vil være forældet, i det tilfælde hændelserne går mere end tre år tilbage og ikke omfattes af forældelseslovens § 3, stk. 5, hvorefter forældelse ikke vil indtræde, når en myndighed har tilsidesat en lovbestemt forpligtelse over for et barn under 18 år, der har været udsat for visse kvalificerede overgreb.

5.3 Der er ikke grundlag for udbetaling af godtgørelse for en krænkelse af retten til uddannelse som indeholdt i EMRK 1.

tillægsprotokol, artikel 2

Sagsøgerne har videre gjort gældende, at Arbejdstilsynet og STUK skulle have krænket sagsøgernes ret til uddannelse efter EMRK TP 1, artikel 2. Det har sagsøgerne gjort uden at redegøre nærmere for, hvori krænkelsen skulle bestå, herunder i forhold til de enkelte sagsøgere.

5.3.1 Arbejdstilsynet og STUK har ikke krænket nogen af sagsøgernes ret til uddannelse som indeholdt i EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2

Der er ikke grundlag for at finde, at sagsøgernes rettigheder i henhold til 1. tillægsprotokol, artikel 2, skulle være krænket. Der er om muligt

120

endnu mindre grundlag for at finde, at Arbejdstilsynet eller STUK skulle være ansvarlig for en sådan krænkelse.

Det kan uden videre lægges til grund, at hverken Arbejdstilsynet eller STUK har foretaget indgreb i de tidligere anbragtes uddannelse.

Arbejdstilsynet og STUK har heller ikke herudover tilsidesat en (positiv) pligt til at gribe ind over for den uddannelse, der blev udbudt på Skole 1.

Arbejdstilsynets tilsynsforpligtelser i relation til Skole 1 var i henhold til arbejdsmiljøloven afgrænset til et tilsyn med medarbejderne og herunder med Skole 1 som arbejdsplads.

Arbejdstilsynet har således ikke haft en forpligtelse til at føre tilsyn med den uddannelse, der blev udbudt på Skole 1, ligesom Arbejdstilsynet ikke har haft nogen reaktionsmuligheder i forhold til denne. Allerede af denne grund kan Arbejdstilsynet ikke have tilsidesat en positiv forpligtelse i henhold til EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, og Arbejdstilsynet kan følgelig slet ikke have krænket nogen af de tidligere anbragtes ret til uddannelse.

STUK havde i henhold til friskoleloven pligt til at føre tilsyn med Skole 1 som friskoleinstitution, og herunder om Skole 1 levede op til stå mål med-kravet og frihed og folkestyre-kravet i henhold friskolelovens § 1, stk. 2.

STUK har også i forhold til Skole 1 ført et sådant tilsyn, ligesom tilsynet har været i overensstemmelse med de gældende regler, jf. friskolelovens § 9 f, stk. 1.

STUK har i denne forbindelse med rette vurderet skolens undervisningskvalitet i lyset af Skole 1's elevgrundlag, som bestod af anbragte børn og unge, der også generelt udgør en særligt udfordret gruppe.

At der skal ske inddragelse af elevgrundlaget og herunder den enkelte elevs egen adfærd er også i overensstemmelse med praksis fra Domstolen, jf. blandt andet Kramelius mod Sverige (1996). I sagen blev en klage, hvori de svenske myndigheder blev beskyldt for at have krænket et adfærdsbesværet barns ret til uddannelse efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, afvist. Det pågældende barn var blevet tvangsanbragt ved en plejefamilie og havde i forbindelse med sin skolegang udvist en udadreagerende og problematisk adfærd, hvilket

121

havde medført, at barnet i perioder var blevet hindret i at modtage normal undervisning. De svenske myndigheder havde forsøgt at gennemføre en vis grundskoleuddannelse af barnet, men det havde grundet barnets adfærd ikke vist sig muligt. Den tidligere kommission udtalte, at retten til uddannelse i EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, ikke kunne fortolkes således, at den foreskrev en absolut forpligtelse for medlemsstaterne til at foranstalte undervisning af en person, som ikke ønsker at gøre brug af denne ret.

De sager, der har været forelagt Domstolen vedrørende retten til uddannelse efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, og hvor Domstolen har statueret en krænkelse, har da også vedrørt nogle i forhold til denne sag helt usammenlignelige fakta, jf. blandt andet den af sagsøgerne påberåbte dom Catan og andre mod Moldova og Rusland af 19. oktober 2012 (433370/04, 18454/06 og 8252/05), som vedrørte en tvungen nedlukning af en skole og efterfølgende chikanøse forhold over for eleverne udøvet af en separatistbevægelse, som Rusland havde effektiv kontrol over.

Sagsøgerne har endvidere og under henvisning til handicapkonventionen henvist til, at der gælder en forpligtelse til at vurdere det enkelte barns behov, og at det skal sikres, at handicappede børn har effektiv adgang til uddannelse på lige fod med andre børn.

Sagsøgerne har, for det første, ikke godtgjort, at nogen (eller i givet fald hvilke) af de tidligere anbragte kan anses for omfattet af handikapkonventionen.

Sagsøgernes bemærkninger er dog også – og for det andet – irrelevante for vurderingen af STUKs og Arbejdstilsynets ansvar. Dette allerede fordi ingen af disse to myndigheder har haft kompetence i forhold til valget af Skole 1 som anbringelsessted (og herunder som uddannelsesinstitution), idet denne kompetence var henlagt til de anbringende kommuner, som ligeledes havde en forpligtelse til at forestå et løbende personrettet tilsyn, jf. servicelovens § 148, stk. 1 og 2. Ligesom det i henhold til bekendtgørelse nr. 693 af 26. maj 2020 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og på anbringelsessteder har været henlagt til beliggenhedskommunen henholdsvis anbringelseskommunen at træffe beslutning om henvisning til eventuel specialpædagogisk bistand, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og § 6, stk. 1.

Af samme grund er sagsøgernes bemærkninger om, at der blev indskrevet elever på Skole 1, som faldt uden for den godkendte

122

målgruppe, uden betydning for STUKs og Arbejdstilsynets ansvar i denne sag.

Der er således ikke grundlag for at finde, at der er sket nogen krænkelse af sagsøgernes rettigheder i henhold til 1. tillægsprotokol, eller at Arbejdstilsynet eller STUK skulle have krænket nogen af de tidligere anbragtes ret til uddannelse. Der foreligger således allerede af den grund heller ikke en krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2 der støtter op om et godtgørelseskrav efter EMRK artikel 3, ligesom der ikke foreligger en selvstændig krænkelse, der ville kunne udløse et godtgørelseskrav.

5.3.2 Selv hvis der forelå en krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, ville der ikke være grundlag for et godtgørelseskrav – alternativt vil et godtgørelseskrav være forældet

I det tilfælde, retten måtte nå frem til, at der over for den enkelte sagsøger konkret måtte foreligge en krænkelse af EMRK 1.

tillægsprotokol, artikel 2, og retten endvidere måtte nå frem til, at Arbejdstilsynet eller STUK måtte være ansvarlig herfor, gøres det gældende, at en konstatering heraf vil være tilstrækkelig oprejsning for sagsøgerne.

Men selv i det tilfælde, retten måtte nå frem til, at der over for den enkelte sagsøger konkret måtte foreligge en krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, og hvor retten endvidere måtte nå frem til, at Arbejdstilsynet eller STUK måtte være ansvarlig herfor, og hvor retten måtte finde, at selve konstateringen heraf ikke ville udgøre tilstrækkelig oprejsning, da ville et godtgørelseskrav være forældet.

I den forbindelse bemærkes det først og fremmest, at i det tilfælde, retten måtte nå frem til, at der (i relation til den enkelte sagsøger og baseret på dennes individuelle oplevelser/behandling på Skole 1) måtte foreligge en krænkelse af EMRK artikel 3, er det ikke aktuelt at foretage en vurdering efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, i relation til de samme omstændigheder. Der henvises i denne forbindelse til Domstolens dom af 28. januar 2014 i O’Keeffe mod Irland (2014) para 193-94. I et sådant tilfælde rejser der sig ikke en selvstændig problemstilling vedrørende retten til uddannelse som indeholdt i EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2.

En vurdering (af godtgørelse) efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, vil kun være aktuel i det tilfælde, at omstændighederne ikke udgør en

123

krænkelse af EMRK artikel 3, eller i det tilfælde, omstændighederne påberåbt under EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, adskiller sig fra dem, der påberåbes til støtte for krænkelsen af EMRK artikel 3.

I begge tilfælde ville et godtgørelseskrav efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, således være et selvstændigt godtgørelseskrav, der ville skulle anskues isoleret fra EMRK artikel 3.

Godtgørelseskravet ville i forlængelse heraf heller ikke være omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 5, idet der ikke i henhold til denne bestemmelse vil kunne foreligge et ”overgreb” .

Selvom sagsøgerne ikke formelt har nedlagt en ny påstand, vil et godtgørelseskrav efter EMRK 1. til-lægsprotokol, artikel 2, udgøre et selvstændigt godtgørelseskrav, idet det kun vil blive aktuelt, i det tilfælde der ikke foreligger en krænkelse af EMRK artikel 3 og/eller i relation til omstændigheder, der ikke falder ind under EMRK artikel 3.

Sagsøgerne har derfor de facto fremsat et nyt krav, som baserer sig på et andet (rets-)grundlag, og som ikke kan anses for indeholdt i det i stævningen anførte.

Forældelsesfristen for et godtgørelseskrav efter EMRK 1.

tillægsprotokol, artikel 2, kan herefter først anses for afbrudt ved sagsøgernes indgivelse af replik den Dato 32, jf.

forældelseslovens § 16, stk. 2, nr. 2, eller princippet i denne.

For fordringer på erstatning eller godtgørelse begynder forældelsesfristen at løbe fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. På baggrund af det foreliggende materiale er det ikke muligt at konkretisere, på hvilket tidspunkt et krav på godtgørelse, såfremt det eksisterede, måtte være stiftet, idet der heller ikke er anført konkrete omstændigheder i relation til de enkelte sagsøgere. På det foreliggende grundlag må det dog ud fra de af sagsøgerne fremførte synspunkter og oplysninger lægges til grund, at et eventuelt krav må være stiftet tidligere end den Dato 33.

Et godtgørelseskrav efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, må derfor være forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Selv i det tilfælde, retten måtte nå frem til, at et krav efter EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, ikke måtte være forældet, har sagsøgerne under alle omstændigheder ikke godtgjort, at der er grundlag for at

124

udbetale godtgørelse til sagsøgerne i denne sag. Herunder en godtgørelse på kr. 300.000.

De sager, hvori Domstolen har tilkendt en godtgørelse for krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, adskiller sig væsentligt fra denne sag, og de tilkendte godtgørelser har været drastisk mindre. I den ovenfor nævnte sag Catan og andre mod Moldova og Rusland (2012) tilkendte Domstolen en godtgørelse på € 6.000 til hver af klagerne. Herudover har Domstolen i sagen Campbell og Cosans mod Storbritannien (1983) tilkendt en godtgørelse på £ 3.000 i et tilfælde, hvor en elev var blevet suspenderet fra skole i næsten et helt skoleår, idet eleven nægtede at modtage fysisk afstraffelse som led i uddannelsen.

Disse sager er på alle måder usammenlignelige med denne sag.

Det gøres derfor sammenfattende gældende, at selv i det tilfælde, retten måtte finde, at der foreligger en krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2, og at Arbejdstilsynet eller STUK måtte være ansvarlig herfor, vil der ikke være grundlag for at udbetale godtgørelse til nogen af sagsøgerne i denne sag, idet selve konstateringen heraf må anses for tilstrækkelig oprejsning, idet et eventuelt godtgørelseskrav ville være forældet, og i tredje række, idet en eventuel krænkelse under ingen omstændigheder ville kunne føre til en godtgørelse på kr. 300.000 til den enkelte sagsøger.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagsøgerne har helt overordnet gjort gældende, at deres ophold på Skole 1 skal vurderes samlet således, at summen af de hændelser og forhold, som de har været udsat for under opholdet, har betydning for vurderingen af, om der foreligger en overtrædelse af EMRK art. 3.

Retten kan imidlertid ikke tiltræde dette synspunkt, idet sagsøgerne har været anbragt på Skole 1 på forskellige tidspunkter over den periode på 7 år, som sagen vedrører, og således ikke på noget tidspunkt i den omhandlede årrække alle været indskrevet på samme tid. Endvidere må det efter bevisførelsen lægges til grund, at forholdene på Skole 1 ændrede sig i løbet af de 7 år.

125

Spørgsmålet er herefter, om Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vidste eller burde have vidst, at sagsøgerne hver især under deres anbringelse blev, eller at der var en risiko for, at de ville blive udsat for forhold omfattet af EMRK art. 3, og om Tilsyn, Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i givet fald har udfoldet rimelige bestræbelser for at forhindre dette og i den forbindelse, om STUK og Arbejdstilsynet har tilsidesat forpligtelser til at videregive relevante oplysninger, som de måtte være kommet i besiddelse af, til Tilsyn.

Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn)

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at Tilsyn gennemførte ét årligt tilsyn på Skole 1 i perioden Årstal 4-Årstal 8, og at Tilsyn i årene derefter, indtil Skole 1 lukkede, i vekslende grad intensiverede tilsynsbesøgene. I forbindelse med tilsynsbesøgene talte Tilsyn med såvel elever som medarbejdere på Skole 1, og det lægges efter Vidne 4's forklaring til grund, at Tilsyn var meget opsøgende i sin fremgangsmåde, herunder sørgede Tilsyn for at deltage i måltider sammen med eleverne i et forsøg på at skabe et fortroligt rum. Der blev endvidere hængt sedler op om, at medarbejdere fra Tilsyn var på tilsynsbesøg, og der var altid en rundvisning på skolen, hvor Tilsyn så på de fysiske rammer.

Imidlertid må det ligeledes efter oplysningerne i de interne noter fra tilsynsbesøgene og de efterfølgende tilsynsrapporter samt sagsøgernes forklaringer under hovedforhandlingen lægges til grund, at Tilsyn under tilsynsbesøgene ikke fik oplysninger om de forhold, som sagsøgerne har forklaret om. Det bemærkes i den forbindelse, at det af Vidne 4's forklaring fremgår, at Tilsyn ville have noteret ned, hvis man havde fået viden om alvorligere forhold under tilsynsbesøgene.

For så vidt angår Tilsyns opfyldelse af sin tilsynsforpligtelse i øvrigt og de oplysninger, som Tilsyn i den forbindelse kom i besiddelse af ved de enkelte tilsynsbesøg, lægger retten herefter følgende til grund:

Under Tilsyn anmeldte tilsyn i Årstal 5 oplyste Skole 1 blandt andet, at eleverne oplevedes som værende grænsesøgende i forhold til deres seksualitet, hvorfor Skole 1 havde kontaktet Socialstyrelsen med henblik på et forløb med det formål at forfatte en politik for Skole 1, som skulle medvirke til at styrke personalets evne til at håndtere og forebygge overgreb mellem eleverne.

126

Under et anmeldt tilsyn i Årstal 6 vurderede Tilsyn det positivt, at alle Skole 1's medarbejdere var i et forløb i samarbejde med Socialstyrelsen, hvor medarbejderne blev opkvalificeret, og i hvilken forbindelse der blev udarbejdet en overgrebsplan for Skole 1.

Under det uanmeldte tilsyn i Årstal 7 oplyste tre elever til Tilsyn, at der sidste år havde været problemer med elever, der forlod Skole 1 om natten og tog til stranden for at ryge hash, men at der ikke længere var et problem med hashrygning. En af eleverne oplyste endvidere, at der ikke var mobning på skolen. Det blev i tilsynsrapporten bemærket, at Skole 1 havde forholdt sig til risikoen for overgreb imellem de unge ved at have vågen nattevagt på stedet.

Under Tilsyn anmeldte tilsyn i Årstal 8 fremkom der ikke oplysninger, der gav Tilsyn anledning til bekymring eller kritik, og det blev i tilsynsrapporten bemærket, at Skole 1 havde en klar målgruppebeskrivelse og visiterede børn i overensstemmelse hermed.

I december Årstal 8 og i starten af Årstal 9 modtog Tilsyn første gang whistleblower-henvendelser vedrørende Skole 1, hvorefter Tilsyn gennemførte to uanmeldte tilsynsbesøg henholdsvis den Dato 29 og den Dato 16.

Det var ifølge Vidne 4's forklaring forud for tilsynet den Dato 16 kommet Tilsyn for øre, at Skole 1's forstander Person 2 vækkede børnene om morgenen ved at vælte dem ud af sengen, og Tilsyn skulle i forbindelse med tilsynsbesøget have afdækket, om dette var noget, de unge kendte til. Det tog lidt tid, inden Tilsyn fik nogle unge til at fortælle om morgenvækningerne. Tilsyn påpegede i forbindelse med tilsynet over for Skole 1, at denne form for morgenvækninger, hvor eleverne blev vippet eller væltet ud af deres senge, var et ”no go” . Under tilsynsbesøget oplyste Skole 1, at skolen bøvlede med elever, der røg hash i efteråret Årstal 8, men at det var under kontrol i foråret Årstal 9, og at skolen af og til oplevede, at de unge eksperimenterede med alkohol. Der blev i tilsynsrapporten givet Skole 1 blandt andet et opmærksomhedspunkt vedrørende de metoder og tilgange, som blev anvendt til at få de unge op om morgenen. Disse overskred efter Tilsyns vurdering gældende lovgivning, og Tilsyn vurderede dem ligeledes etisk uforsvarlige og som udtryk for dårlig kvalitet.

Den Dato 37 modtog Tilsyn en whistleblower-henvendelse fra en tidligere ansat vedrørende forholdene på Skole 1. Henvendelsen blev fulgt op af en telefonsamtale den Dato 38 mellem Tilsyn og den pågældende.

127

Det lægges efter forklaringen fra Vidne 2 til grund, at whistleblower-henvendelserne førte til nedsættelse af en taskforce internt i Tilsyn i juni Årstal 9. Formålet med taskforcen var blandt andet at drøfte håndteringen af whistleblower-henvendelser, herunder når disse vedrørte andre myndigheders ressortområde.

Den Dato 39 modtog Tilsyn en underretning fra Kommune 5 om et overgreb på Sagsøger 1, hvilket gav Tilsyn anledning til allerede den Dato 40 at anmode Skole 1 om en redegørelse, som blev modtaget i Tilsyn den Dato 41.

På baggrund af yderligere tre whistleblower-henvendelser af Dato 20 og Dato 42 blev der fortaget et anmeldt tilsynsbesøg den Dato 21. Under dette tilsynsbesøg fik Tilsyn kontakt til en af whistleblowerne, lærer Vidne 1, med hvem der blev aftalt et særligt møde den Dato 18 i Tilsyn lokaler.

Efter Vidne 2's forklaring var det på daværende tidspunkt ikke muligt for Tilsyn at handle direkte på de anonyme whistleblower-henvendelser, fordi lovgivningen var indrettet således, at Tilsyn havde absolut tavshedspligt, og Tilsyn måtte derfor ikke henvise til henvendelser modtaget fra en whistleblower. Whistleblower-henvendelserne kunne derfor alene bruges til at skærpe Tilsyns fokus og tilsyn på et bestemt tilbud. Tilsyn igangsatte derfor et selvstændigt arbejde med at afdække forholdene på Skole 1 ved blandt andet at kontakte forældre til tidligere anbragte elever.

På baggrund af tilsynsbesøget den Dato 21 indkaldte Tilsyn Skole 1's bestyrelsen til et møde Dato 12 med henblik på at drøfte en påtænkt afgørelse om iværksættelse af skærpet tilsyn med Skole 1.

Den Dato 24 traf Tilsyn afgørelse om skærpet tilsyn og påbud over for Skole 1, og i tilsynsrapport af samme dato fik Skole 1 en række opmærksomheds- og udviklingspunkter.

Tilsyn modtog i efteråret Årstal 9 løbende whistleblower-henvendelser fra Vidne 1.

Herefter blev der den Dato 43 om aftenen og den Dato 44 om morgenen samt den Dato 45 og Dato 46 foretaget henholdsvis uanmeldte og anmeldte tilsynsbesøg af Tilsyn.

128

Den Dato 47 traf Tilsyn afgørelse om ophævelse af det skærpede tilsyn med Skole 1, da det samlet set var Tilsyns opfattelse, at Skole 1 havde fulgt påbuddene. Tilsyn fortsatte dog herefter med et intensivt tilsyn.

Tilsyn modtog i foråret Årstal 3 tre whistleblower-henvendelser, herunder fra Vidne 1.

Herefter aflagde Tilsyn et uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1 den Dato 19. Under besøget talte Tilsyn med 10 elever, der generelt fortalte, at de var glade for at bo på Skole 1. Flere elever nævnte dog også problemer med stoffer og alkohol, og at det for det meste ikke blev opdaget af de voksne. Det fremgår af tilsynsrapporten, at Tilsyn samlet vurderede, at Skole 1 fortsat arbejdede relevant på at højne kvaliteten på tværs af kvalitetsmodellens temaer. Ifølge Vidne 4's forklaring konstaterede Tilsyn i forbindelse med tilsynsbesøget den Dato 19, at der fortsat var en proces i gang på Skole 1, og der var indikationer på, at processen forløb ok, men det var stadig tanken ofte at aflægge tilsynsbesøg på Skole 1.

Tilsyn modtog tre whistleblower-henvendelser henholdsvis den Dato 48, Dato 49 og Dato 50, hvorefter Tilsyn aflagde et uanmeldt tilsynsbesøg den Dato 14. Tilsyn talte med flere elever, og det blev i den forbindelse oplyst, at der blev købt, solgt og røget hash dagligt på Skole 1, og at de voksne godt vidste, at der blev røget hash. Det blev endvidere oplyst, at der tit blev drukket alkohol, og der altid havde været problemer med alkohol.

Det lægges efter Vidne 2's forklaring til grund, at Tilsyn forud for tilsynsbesøget havde modtaget oplysninger af bekymrende karakter vedrørende en konkret pige, som på det pågældende tidspunkt var anbragt på Skole 1. En afdelingsleder på Skole 1 mente, at der var lavet en underretning vedrørende den konkrete pige, men det var imidlertid ikke muligt at finde underretningen. Det viste sig endvidere, at der var forsvundet notater fra tre dage i Skole 1's dagbog vedrørende den konkrete pige. En anden medarbejder på Skole 1 sagde, at vedkommende havde forudset, at dette ville ske, hvorfor vedkommende havde printet dagsbogsnotaterne fra de pågældende dage ud på papir. Forløbet førte til, at Tilsyn lavede en underretning på den pågældende pige til den anbringende kommune.

Efter modtagelse af en whistleblower-henvendelse den Dato 51 fra Vidne 1 gennemførte Tilsyn endnu et tilsynsbesøg den Dato 52. Af interne notater fra tilsynsbesøget fremgår blandt andet, at flere

129

medarbejdere oplyste, at der var problemer med hash og alkohol, og at en elev sad og sniffede lightergas dagen før besøget. Endvidere oplyste flere af medarbejderne, at kun halvdelen af eleverne kom i skole.

På baggrund af tilsynsbesøget indkaldte Tilsyn Skole 1's bestyrelse til møde den Dato 53, hvor bestyrelsen blev meddelt en frist på 14 dage til at udarbejde en redningsplan, der skulle sikre forsvarlige forhold for de anbragte børn og unge på Skole 1 og genetablere tilliden til institutionen, hvis ikke Tilsyn skulle tage næste skridt mod en tilbagekaldelse af Skole 1's godkendelse til at fungere som anbringelsessted. Bestyrelsen besluttede herefter at lukke Skole 1 med udgangen af Årstal 3. Tilsyn gennemførte yderligere et tilsynsbesøg den Dato 54.

På det således foreliggende grundlag finder retten det ikke godtgjort, at Tilsyn har tilsidesat sine forpligtelser over for sagsøgerne i henhold til socialtilsynsloven eller i øvrigt på en sådan måde, at dette udgør en krænkelse af sagsøgerne efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller artikel 2 i tillægsprotokol 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Som følge heraf frifindes Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn) for sagsøgernes påstand.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at STUK i Årstal 4-Årstal 5 gennemførte et økonomisk-administrativt tematisk tilsyn med Skole 1's anvendelse af tilskud til specialundervisning og i den forbindelse vurderede, at tilskuddet blev modtaget på et korrekt grundlag.

Endvidere lægges det til grund, at STUK i Årstal 6-Årstal 7 grundet Skole 1's lave karaktergennemsnit i to år i træk gennemførte et risikobaseret tilsyn, herunder et tilsyn med ”stå mål med-kravet” og ”frihed og folkestyre-kravet” , og i den forbindelse aflagde et tilsynsbesøg på Skole 1. STUK fandt, at Skole 1 levede op til friskolelovens krav og afsluttede tilsynet.

Af tilsynserklæringer fra den forældrevalgte tilsynsførende for skoleårene Årstal 8/Årstal 9 og Årstal 9/Årstal 3 fremgår det, at Skole 1 samlet set var en velfungerende skole, der på alle måder stod mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Herefter lægger retten til grund, at tilsynserklæringernes indhold ikke gav STUK anledning til at iværksætte nærmere undersøgelser henset til, at forældrekredsens tilsyn er det primære.

130

Den Dato 22 modtog STUK en whistleblower-henvendelse fra Vidne 1, hvoraf det blandt andet fremgik, at mange børn på Skole 1 ikke kom i skole og havde et fravær på 50-90 pct.

STUK anmodede den Dato 55 Skole 1 om en redegørelse for en række forhold vedrørende skolens økonomi, administration, oplysninger fra Tilsyn og specialpædagogisk støtte, og den Dato 56 gennemførte STUK et uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1, hvorefter STUK den Dato 57 satte Skole 1 under skærpet økonomisk-administrativt tilsyn.

Den Dato 58 gennemførte STUK et nyt uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1 blandt andet med henblik på at observere undervisningen, hvilket imidlertid ikke gav STUK anledning til kritik eller bekymring udover en udfordring med elevfravær. STUK gennemførte endnu et uanmeldt tilsynsbesøg på Skole 1 den Dato 59.

På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at STUK var eller burde være kommet i besiddelse af oplysninger, som gav styrelsen en forpligtelse til at varsle Tilsyn, eller, at STUK har tilsidesat sine forpligtelser over for sagsøgerne i henhold til friskoleloven eller i øvrigt på en sådan måde, at dette udgør en krænkelse af sagsøgerne efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller artikel 2 i tillægsprotokol 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Som følge heraf frifindes Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for sagsøgernes påstand.

Arbejdstilsynet

Det er ubestridt, at Arbejdstilsynet har gennemført et tilstrækkelig tilsyn med Skole 1 i perioden Årstal 4-Årstal 3. Retten lægger efter bevisførelsen i den forbindelse til grund, at Arbejdstilsynet i perioden Årstal 11-Årstal 6 gennemførte to risikobaserede tilsyn med arbejdsmiljøet på Skole 1, hvilket førte til meddelelse af i alt fem påbud vedrørende blandt andet vold og trusler samt høje følelsesmæssige krav. I forbindelse med Arbejdstilsynets risikobaserede tilsyn i perioden Årstal 6-Årstal 7 blev der ikke konstateret nogen arbejdsmiljøproblemer. I januar Årstal 3 indledte Arbejdstilsynet på baggrund af en henvendelse fra Tilsyn et detailtilsyn med Skole 1, der førte til meddelelse af tre påbud i september Årstal 3 om uklare krav og rammer i arbejdet med elever samt problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet orienterede Tilsyn om disse påbud samtidigt med, at Skole 1 modtog dem.

131

Spørgsmålet er herefter, om Arbejdstilsynet burde have videregivet oplysninger om sine iagttagelser under tilsynene på Skole 1 til Tilsyn i perioden fra Årstal 4-Årstal 6. Til støtte for deres synspunkt herom har sagsøgerne henvist blandt andet til Arbejdstilsynets interne instruks om ”indberetning af mulige overtrædelser til andre myndigheder” .

Retten finder imidlertid efter instruksens indhold ikke, at der kan indfortolkes en pligt for Arbejdstilsynets medarbejdere til at føre et tilsyn i videre omfang end det ved lovgivningen forudsatte. Det bemærkes i den forbindelse, at det må lægges til grund, at Arbejdstilsynets fokus i al væsentlighed er rettet mod medarbejdernes arbejdsmiljø, og at det af instruksen fremgår, at der alene skal gives underretning, hvis Arbejdstilsynet støder på borgere, der åbenlyst mistrives som følge af socialfaglige ydelser. Hertil kommer endvidere, at Arbejdstilsynet først ved en ændring af arbejdsmiljøloven i 2019 fik et klart retligt grundlag i form af en direkte hjemmel til videregivelse af oplysninger til andre offentlige myndigheder, når det er nødvendigt af hensyn til disse myndigheders opgavevaretagelse.

På denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt, herunder forklaringen afgivet af Vidne 2, finder retten det ikke godtgjort, Arbejdstilsynet har tilsidesat sine forpligtelser til at videregive oplysninger til Tilsyn eller STUK i perioden Årstal 4-Årstal 6, eller at en underretning om de afgivne påbud i perioden i øvrigt ville have gjort en forskel for så vidt angår den enkelte sagsøgers forhold og oplevelser på Skole 1.

Retten finder det herefter ikke godtgjort, at Arbejdstilsynet har tilsidesat sine forpligtelser over for sagsøgerne på en sådan måde, at dette udgør en krænkelse af sagsøgerne efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller artikel 2 i tillægsprotokol 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Som følge heraf frifindes Arbejdstilsynet for sagsøgernes påstand.

Retten bemærker afslutningsvist, at retten ikke har haft anledning til at betvivle de enkelte sagsøgeres forklaringer om deres oplevelser under anbringelsen på Skole 1. Da de sagsøgte frifindes som anført, har det imidlertid ikke været relevant at tage nærmere stilling til dette, eller til, om den enkelte sagsøgers krav måtte være forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1, herunder, om forholdene er omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 5.

Sagsomkostninger

Sagsøgerne har fri proces, hvorfor statskassen efter sagens udfald skal betale sagsomkostninger til de sagsøgte.

132

På baggrund af sagens værdi, betydning, omfang, karakter og antallet af retsdage har retten for så vidt angår de sagsøgte Sagsøgte (Kommune) og Arbejdstilsynet fundet grundlag for at fastsætte beløbet til dækning af disse sagsøgtes advokatomkostninger over satserne i det relevante salærinterval i landsretspræsidenternes vejledende salærtakster. Retten finder ikke, at dette på samme måde gør sig gældende for så vidt angår sagsøgte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), idet problemstillingen i relation til denne sagsøgte har forekommet mere enkel, hvilket blandt andet har kunnet konstateres ved kortere processkrifter, et kortere påstandsdokument, en meget kortere procedure under hovedforhandlingen og den omstændighed, at den af de for kammeradvokaten mødende advokater, som under hovedforhandlingen i det væsentligste repræsenterede STUKs synspunkter, var fraværende under dele af hovedforhandlingen. Retten finder derfor, at sagsomkostningsbeløbet til dækning af STUKs advokatudgifter passende kan fastsættes indenfor det relevante salærinterval i de vejledende takster, men dog i den øverste del af dette.

Herefter bestemmer retten, at statskassen inden 14 dage skal betale 500.000 kr. i sagsomkostninger til hver af de sagsøgte Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn) og Arbejdstilsynet, og 320.000 kr. i sagsomkostninger til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Det er oplyst, at ingen af de sagsøgte er momsregistrerede.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet frifindes.

I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 500.000 kr. til Sagsøgte (Kommune) (Tilsyn), 500.000 kr. til Arbejdstilsynet og 320.000 kr. til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

Sag om, hvorvidt de sagsøgte skal betale godtgørelse til sagsøgerne for ikke at have grebet ind og forhindret krænkelser af dem på Skole, hvor sagsøgerne i deres barn- og/eller ungdom var anbragt

Sagens oplysninger

Dom

Domsresume

Øvrige sagsoplysninger