Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS RETSBOG
____________
Den 13. november 2008 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 42, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Lodberg, Inge Neergaard Jessen og Frosell, førstnævnte som rettens formand.
Som protokolfører fungerede Medarbejder ved retten.
Der foretoges
12. afd. kære nr. B-2732-08:
Kærende, tidligere Sagsøger
mod
Boligkontoret Danmark
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreskrift af 24. oktober 2008, hvorved Kærende, tidligere Sagsøger har kæret Odense Rets afgørelse af 10. oktober 2008 (BS 3.1466/2008) om afvisning af sagen, dommerens fremsendelsesbrev af 29. oktober 2008 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.
Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren.
Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
- 2 -
De modtagne bilag var til stede.
Efter votering afsagdes sålydende
k e n d e l s e:
Retten i Odense har ved beslutning af 1. august 2008 meddelt kærende advokatpålæg. Byretten har endvidere besluttet, at kærende skal indgive processkrift. Det følger af retsplejelovens § 259, stk. 3, at dette processkrift skal indgives af en advokat.
På denne baggrund og henset til, at kærende efter de foreliggende oplysninger har fremmet sin ansøgning, herunder påklage til Procesbevillingsnævnet, med fornøden hurtighed, ligesom kærende betids har søgt om udsættelse af de af byretten fastsatte frister, findes kærendes anmodning om yderligere udsættelse af sagen at burde imødekommes. Fristen fastsættes af byretten. Retten har ikke herved taget stilling til spørgsmålet om udsættelse, når Procesbevillingsnævnets afgørelse foreligger.
T h i b e s t e m m e s:
Byrettens afgørelse om afvisning af sagen ophæves og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.
Kæreafgiften tilbagebetales kærende.
Retten hævet.