Dom
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt torsdag den 25. april 2024
Sag BS-48567/2023-HJR
(2. afdeling)
Skatteforvaltningen
(advokat Steffen Sværke)
mod
Bank of America N.A.
og
Merrill Lynch International
(advokat Christian Bredtoft Guldmann for begge)
Citibank N.A.,
Citigroup Global Markets Limited
og
The Bank of Nova Scotia
(advokat Jakob Schilder-Knudsen for alle)
Barclays Bank PLC
og
Barclays Capital Securities Ltd.
(advokat Birgitte Frølund og advokat Jakob Tingskov for begge)
Deutsche Bank AG
(advokat Jakob Krogsøe og advokat Søren Henriksen)
Goldman Sachs International
(advokat Lotte Eskesen)
Morgan Stanley & Co. International PLC
(advokat Jacob Skude Rasmussen)
2
UBS AG (London Branch)
og
UBS Europe SE
(advokat Kenneth Kvistgaard-Aaholm for begge)
og
The Northern Trust Company,
Northern Trust Global Services SE
og
Northern Trust Global Services SE UK Branch
(advokat Sune Westrup og advokat Anne Almose Røpke for alle)
Biintervenienter til støtte for Skatteforvaltningen:
Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP)
(advokat Kasper Bech Pilgaard)
og
Nordea Bank Abp
(advokat Hans Severin Hansen og advokat Lasse Esbjerg Christensen)
I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 14. afdeling den 10. maj 2023 (BS-19251/2021-OLR).
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Rikke Foersom og Søren Højgaard Mørup.
Påstande
Kærende, Skatteforvaltningen, har nedlagt følgende påstande:
1. Sagen BS-19251/2021-OLR skal kumuleres med de allerede kumulerede sager BS-16048/2019-OLR og BS-59045/2019-OLR.
2. Sagen BS-19251/2021-OLR skal ikke berostilles.
Indkærede Bank of America N.A., Merrill Lynch International, Citigroup Global Markets Limited, Citibank N.A. og The Bank of Nova Scotia har nedlagt på-stand om afvisning af kæremålet, subsidiært stadfæstelse.
Indkærede Bank of America N.A. har mere subsidiært påstået sagen mod Bank of America N.A. afvist.
3
Indkærede Merrill Lynch International har mere subsidiært påstået sagen mod Merrill Lynch International afvist.
De øvrige indkærede – Deutsche Bank AG, Barclays Capital Securities Ltd., Bar-clays Bank PLC, Northern Trust Global Services SE, The Northern Trust Com-pany, Northern Trust Global Services SE UK Branch, Goldman Sachs Interna-tional, UBS Europe SE, UBS AG (London Branch) og Morgan Stanley & Co. In-ternational PLC – har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Over for de indkæredes påstande om afvisning af kæremålet har Skatteforvalt-ningen nedlagt påstand om, at kæremålet fremmes.
Over for Bank of America N.A.’s og Merrill Lynch Internationals påstande om afvisning af sagen mod Bank of America N.A. og Merrill Lynch International har Skatteforvaltningen påstået afvisning, subsidiært at sagen fremmes.
Sagsfremstilling
I perioden fra august 2011 til december 2014 modtog den canadiske pensions-kasse Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) i alt ca. 912,5 mio. kr. fra de danske skattemyndigheder vedrørende refusion af indeholdt udbytteskat. Refu-sionen skete i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Dan-mark og Canada, som fritager canadiske pensionskasser for dansk udbytteskat.
Den 21. december 2018 indgav Skatteforvaltningen stævning mod HOOPP til Københavns Byret med påstand om betaling af ca. 912,5 mio. kr. med renter. Skatteforvaltningen gjorde gældende navnlig, at HOOPP ikke havde været be-rettiget til refusion af udbytteskat, da HOOPP ikke i skattemæssig henseende var ejer af de udbyttegivende aktier. HOOPP nedlagde påstand om frifindelse og gjorde gældende navnlig, at HOOPP var berettiget til refusion af udbytte-skat, og at HOOPP ikke har handlet ansvarspådragende. Sagen blev henvist til Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Den 24. september 2019 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod Nordea til Københavns Byret og rejste samme krav mod Nordea. Skatteforvalt-ningen gjorde gældende bl.a., at Nordea hæfter for Skatteforvaltningens tab som følge af refusion af udbytteskat til HOOPP, da det var Nordea, der ind-sendte HOOPP’s refusionsanmodninger til Skatteforvaltningen. Nordea har på-stået frifindelse og nedlagt en friholdelsespåstand over for HOOPP. Sagen blev henvist til Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Den 11. marts 2020 indgav Skatteforvaltningen adcitationsstævning mod de indkærede til Københavns Byret. Skatteforvaltningen gjorde gældende, at de indkærede har pådraget sig erstatningsansvar for deres medvirken til Skattefor-
4
valtningens tab som følge af udbytterefusionerne til HOOPP. De indkærede har påstået afvisning og frifindelse.
Følgende fremgår af adcitationsstævningen af 11. marts 2020:
”Adcitationsstævning
Til Københavns Byret
Som advokat for Skatteforvaltningen
…
adciterer jeg herved
[de indkærede]
i medfør af retsplejelovens § 250, stk. 2, til at give møde i den sag, som Skatteforvaltningen har anlagt mod Healthcare of Ontario Pension Plan ved Københavns Byret og som efter henvisning verserer ved Østre Landsret under 14. afdelings sagsnummer BS-16048/2019-OLR.
…
7. Forslag til sagens behandling
Skatteforvaltningen anmoder om, at det krav, som ved denne adcitati-onsstævning rejses imod de adciterede banker, inddrages i sagen mel-lem Skatteforvaltningen og HOOPP, som verserer ved Østre Landsret (BS-16048/2019-OLR), jf. retsplejelovens § 250, stk. 2.
Skatteforvaltningen har allerede adciteret Nordea Bank Abp (Adc. I) i sagen mod HOOPP ved adcitationsstævning af 24. september 2019. Østre Landsret har besluttet, at sagen mod Nordea (også) behandles af landsretten i 1. instans (14. afdelings sag BS-59045/2019-OLR), men landsretten har endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt sagen inddra-ges i HOOPP-sagen, jf. retsbog af 27. februar 2020.
Skatteforvaltningen ville egentlig have inddraget dette krav under den allerede anlagte sag mod HOOPP (Østre Landsret sag BS-16048/2019-OLR) og ikke ved udtagelse af ny stævning, der på www.minretssag.dk automatisk fører til oprettelse af en ny sag. Skatteforvaltningen kunne imidlertid ikke se, at der teknisk var mulighed for en sådan inddragelse af tredjeparter.
Skatteforvaltningen understreger derfor, at Skatteforvaltningen ønsker sagerne imod HOOPP og de adciterede banker kumuleret.”
Adcitationsstævningen blev indgivet til byretten via www.minretssag.dk (sags-portalen).
5
Parterne er enige om, at sagsportalen ikke teknisk giver mulighed for at indle-vere en adcitationsstævning til landsretten, når en sag efter henvisning verserer i landsretten i 1. instans.
Den 17. marts 2020 besluttede Østre Landsret at inddrage Skatteforvaltningens krav mod Nordea i sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP, jf. retspleje-lovens § 250, stk. 2. Nordea og HOOPP havde tiltrådt Skatteforvaltningens an-modning herom.
Ved retsbog af 10. november 2020 besluttede Københavns Byret at indhente en udtalelse fra Østre Landsret om, hvorvidt Skatteforvaltningens stævning af 11. marts 2020 mod de indkærede skulle behandles som en adcitationsstævning til sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea, som verserede ved Østre Landsret, eller om den skulle behandles som en selvstændig sag ved Kø-benhavns Byret.
Af Østre Landsrets retsbog af 9. februar 2021 fremgår bl.a.:
”Således som sagen er anlagt, finder landsretten ikke grundlag for at udtale sig om, hvorvidt sagen kan behandles som en adcitationsstæv-ning til den ved landsretten verserende sag BS-16048/2019-OLR.
For så vidt angår den subsidiære anmodning skal landsretten udtale, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være hensigtsmæssigt, at byrettens sag forhandles i forbindelse med den ved landsretten verserende sag mellem Skatteforvaltningen og HOOPP, som er klar til berammelse.”
Den 18. maj 2021 afsagde Københavns Byret kendelse om, at sagen mellem Skatteforvaltningen og de indkærede henvises til Østre Landsret, jf. retsplejelo-vens § 226, stk. 1.
Skatteforvaltningen ansøgte herefter Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse, da Skatteforvaltningen mente, at adcitationsstævningen af 11. marts 2020 var udtryk for en korrekt adcitation til sagen mod HOOPP og Nordea, og at retsple-jelovens § 226, stk. 1, derfor ikke fandt anvendelse.
Skatteforvaltningen fik kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet og indbragte kendelsen af 18. maj 2021 for Østre Landsret, som ved kendelse af 4. januar 2022 afviste kæremålet grundet manglende retlig interesse.
De indkærede banker mv. havde fremsat indsigelse om, at der ikke er værne-ting i Danmark for Skatteforvaltningens krav mod de indkærede. Østre Lands-ret udskilte værnetingsspørgsmålet til særskilt afgørelse. Den 12. oktober 2022 afsagde landsretten kendelse om, at der er værneting her i landet for Skattefor-
6
valtningens krav mod de indkærede. De indkærede ansøgte Procesbevillings-nævnet om kæretilladelse, men fik afslag.
Skatteforvaltningen anmodede landsretten om, at kravene mod de indkærede blev kumuleret med de krav, der behandles i sagen mellem Skatteforvaltnin-gen, HOOPP og Nordea som anført i Skatteforvaltningens adcitationsstævning.
Den 10. maj 2023 afsagde landsretten kendelse om, at Skatteforvaltningens krav mod de indkærede ikke tillades inddraget i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.:
”Er adcitation udelukket?
Skatteforvaltningen har ved stævning af 11. marts 2020 anlagt sagen ved Københavns Byret mod Bank of America N.A., Citibank N.A., Citi-group Global Markets Limited, Merrill Lynch International, The Bank of Nova Scotia, Barclays Bank PLC, Barclays Capital Securities Ltd., Deutsche Bank AG, Goldman Sachs International, Morgan Stanley & Co. International PLC, UBS AG (London Branch), UBS Europe SE, The Northern Trust Company, Northern Trust Global Services SE og North-ern Trust Global Services SE UK Branch.
I stævningen er anført, at der er tale om en adcitationsstævning, og Skatteforvaltningen anmodede ved sagsanlægget om, at de krav, som ved stævningen er rejst mod de sagsøgte banker, bliver inddraget i den ved Østre Landsret verserende sag mellem Skatteforvaltningen og HOOPP (BS-16048/2019-OLR), jf. retsplejelovens § 250, stk. 2.
Ved landsrettens kendelse af 12. oktober 2022 er det fastslået, at der er værneting i Danmark for kravene mod bankerne, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 2, og Luganokon-ventionens artikel 5, nr. 3, og retsplejelovens § 246, stk. 1, 1. pkt., jf. § 243. Den af Skatteforvaltningen anlagte sag skal derfor fremmes til be-handling i realiteten mod alle bankerne.
Retsplejelovens § 250 fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 260 af 8. juni 1979. Bestemmelsen i § 250 bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager. I betænkningen side 96 er anført om § 250, stk. 4:
”Bestemmelsen i 1. pkt. medfører, at der under en sag ved underret ikke kan inddrages krav, der hører under landsret. Bestemmelsen fravi-ger således bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, der alene kræver, at retten har saglig kompetence med hensyn til ét af de rejste krav, og stk. 2, der ikke opstiller selvstændige krav med hensyn til saglig kompetence.”
7
1. pkt. i § 250, stk. 4, var sålydende: ”Krav, der hører under landsret, kan uanset bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, og stk. 2 ikke fremsættes ved underret.” Ved lov 273 af 3. maj 1989 om retternes saglige kompetence i civile sager m.v. udgik dog 1. pkt. af stk. 4. I motiverne til ændringen, anføres blot, at der er tale om rene konsekvensændringer, jf. FT 1988-89, tillæg A, sp. 3583.
Det følger modsætningsvist af dagældende § 250, stk. 4, 1. pkt., at krav, der efter reglerne om retternes saglige kompetence henhørte under by-ret kunne anlægges ved landsret i første instans som en adcitationssag. Der er intet i motiverne til ophævelsen af 1. pkt., der tyder på, at dette ikke fortsat skulle være gældende efter ændringen af reglerne om saglig kompetence, og der er intet i motiverne til reglerne, der tyder på, at ind-førelsen af domstolenes sagsportal (minretssag.dk), skulle ændre her-ved. Det forhold, at man af tekniske grunde ikke kan anlægge en sag i sagsportalen i landsretten i første instans, men skal gennem en byret, ændrer ikke herpå. Det må derfor bero på landsrettens skøn, om en adcitation skal tillades.
Da der ikke tidligere af Østre Landsret er truffet afgørelse, der udeluk-ker, at der sker adcitation, er det herefter spørgsmålet, om betingelserne for adcitation efter retsplejelovens § 250, stk. 2, er opfyldt.
Retsplejelovens § 250, stk. 2
Der er som anført værneting i Danmark for kravene mod bankerne, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 1, og kravene mod bankerne kan be-handles efter de samme processuelle regler som kravene mod HOOPP og Nordea, jf. § 250, stk. 2, nr. 2.
Bankerne har protesteret mod adcitation, og det er således spørgsmålet, om kravene har en sådan sammenhæng med de øvrige krav, at kravene uanset de fremsatte indsigelser bør behandles under sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP og Nordea, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3.
Med den begærede adcitation ønsker Skatteforvaltningen at udvide sa-gen, således at den kommer til at omfatte 17 parter foruden Skattefor-valtningen. Sagen omfatter for tiden 2 parter foruden Skatteforvaltnin-gen.
Sagen mod bankerne og sagen mod HOOPP og Nordea må anses for kun til dels at være overlappende. Sagen mod bankerne må forventes at give anledning til en omfattende bevisførelse, som ikke er nødvendig for at tage stilling til Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nor-dea, ligesom en behandling af kravet mod HOOPP og Nordea vil om-
8
fatte bevisførelse om forhold, som ikke er af betydning for kravene mod de enkelte banker.
Skatteforvaltningens krav mod bankerne er sekundært i forhold til kra-vet mod HOOPP. Kun hvis HOOPP i noget omfang dømmes til at be-tale til Skatteforvaltningen, kan det komme på tale at dømme bankerne som påstået af Skatteforvaltningen.
En forudsætning for kravet mod bankerne skal således afgøres, forin-den kravet mod bankerne kan afgøres. Denne forudsætning finder sin afgørelse i sagen mod HOOPP og Nordea. Sagen mod bankerne kan be-rostilles efter retsplejelovens § 345 på dette spørgsmål. Hertil kommer, at landsrettens fleksibilitet med hensyn til at behandle sagen vil blive indskrænket ved en adcitation som ønsket. Der må således imødeses betydelige vanskeligheder med hensyn til bl.a. at finde det fornødne an-tal retsdage til behandlingen af det samlede sagskompleks, ligesom en planmæssig gennemførelse af hovedforhandlingen i et sådant sagskom-pleks med mange parter og advokater erfaringsmæssigt vil være mere sårbar over for sygdom og andet forfald.
Endelig er sagerne mod HOOPP og Nordea længere fremskreden end sagen mod bankerne.
Landsretten finder på den anførte baggrund, at Skatteforvaltningens krav i denne sag ikke kan anses for at have en sådan sammenhæng med krav fremsat i sagerne mod HOOPP og Nordea, at de uanset de frem-satte indsigelser bør behandles under Skatteforvaltningens sager mod HOOPP og Nordea, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3, 2. led. Da be-tingelserne for adcitation efter retsplejelovens § 250, stk. 2, således ikke er opfyldt, tages Skatteforvaltningens anmodning herom ikke til følge.
Af de samme grunde tages Skatteforvaltningens subsidiære anmodning om, at sagen mod bankerne sambehandles med sagen mod HOOPP og Nordea efter retsplejelovens § 254, ikke til følge.
Landsretten finder efter det anførte, at sagen bør sættes i bero på udfal-det af sagen mellem Skatteforvaltningen og HOOPP og Nordea.”
Skatteforvaltningen ansøgte den 23. maj 2023 Procesbevillingsnævnet om tilla-delse til at kære kendelsen til Højesteret.
HOOPP og Nordea indgav indlæg til Østre Landsret med protest over, at landsretten havde truffet afgørelse om kumulationsspørgsmålet, uanset at de ikke havde haft lejlighed til at fremkomme med indlæg i sagen. HOOPP og
9
Nordea anmodede derfor om omgørelse af landsrettens kendelse i medfør af retsplejelovens § 222.
Den 13. september 2023 traf Østre Landsret afgørelse om ikke at omgøre sin kendelse af 10. maj 2023.
Procesbevillingsnævnet gav den 14. september 2023 Skatteforvaltningen tilla-delse til at kære kendelsen af 10. maj 2023.
Retsgrundlag
Retsplejelovens § 250, stk. 2, er sålydende:
”Stk. 2. Hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sa-gen, såfremt:
1) der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet, 2) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
3) hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen.”
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 260 af 8. juni 1979, som bygger på Rets-plejerådets betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager. Bestem-melsen svarer til § 250, stk. 2, i lovudkastet i betænkningen, og der er i bemærk-ningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1978-79, Tillæg A, lovforslag nr. L 89, sp. 1613) henvist til bemærkningerne til lovudkastet i betænkningen. Af be-tænkningens s. 91 ff. fremgår bl.a.:
”III. Forslaget.
A. Almindelige bemærkninger.
Forslaget viderefører de gældende regler om subjektiv kumulation med en række modifikationer. Samtidig foreslås der indført adgang for sag-søgte til at adcitere trediemand.
1. Oprindelig subjektiv kumulation.
…
c. Efter gældende ret kræves det endelig, at kravene har fælles oprin-delse, eller at en særlig lovforskrift hjemler deres forening, eller at ingen af parterne gør indsigelse mod foreningen, jfr. bemærkningerne ovenfor under I, A, 3.
aa. Bag betingelsen om, at kravene skal have fælles oprindelse ligger en afvejning af flere modstridende hensyn. Procesøkonomiske og proces-tekniske hensyn taler for en meget vid adgang til kumulation. Proces-
10
økonomiske hensyn taler således for kumulation, hvor den bevisførelse, der skal finde sted, i alt væsentlig er den samme for de pågældende krav. Dette vil ofte være tilfældet, hvor kravene udspringer af samme retsforhold, f.eks. hvor der er tale om krav mod to sagsøgte, der har voldt skade i forening. Det kan imidlertid også være tilfældet, hvor sammenhængen mellem kravene er fjernere eller måske helt mangler, f.eks. hvor tre personer under ét og samme møde indgår tre aftaler ved-rørende vidt forskellige forhold, idet A indgår aftale med B, B med C og A med C. Procesøkonomiske hensyn kan også tale for kumulation, hvor bedømmelsen af kravene afhænger af samme juridiske betragtninger, således at parternes procedure er fælles. Procestekniske hensyn taler for, at krav, der har en vis sammenhæng, behandles under ét, således at modstridende afgørelser undgås. Af hensyn til rettens forligsmægling er det også af betydning, at sammenhængende krav behandles under ét med tilstedeværelse af samtlige parter.
Imod en vid adgang til kumulation taler først og fremmest hensynet til parterne. Som nærmere omtalt ovenfor under l, a, bb kan kumulation medføre, at en part bliver tvunget til at give møde for et værneting, ved hvilket han ellers ikke behøver at møde. Dette kan påføre ham betyde-lige ulemper og omkostninger. Selv om parten ikke tvinges til at give møde ved et fremmed værneting, kan det påføre ham ulemper og om-kostninger, at kravet mod ham behandles sammen med en række andre krav, der ikke vedrører ham. Hertil kommer, at samlet behandling af en række krav kan medføre en risiko for, at behandlingen af det enkelte krav bliver for summarisk.
Når afgørelsen af, om kumulation kan tillades, således må træffes ud fra en afvejning af modstridende hensyn, kunne det synes nærliggende at lade retten træffe afgørelsen ud fra et konkret skøn i hvert enkelt til-fælde. Dette er imidlertid ikke muligt. Går afgørelsen ud på, at kumula-tion ikke kan tillades, indebærer dette i alt fald for så vidt angår krav, for hvilke der ikke er værneting ved retten, at sagen må begynde forfra. Det vil være uhensigtsmæssigt, om denne afgørelse træffes på et sent stadium af sagen. I sagens første faser har retten imidlertid ikke til-strækkeligt overblik over sagen til at kunne afgøre, om kumulation netop i denne sag vil være hensigtsmæssig. Det vil derfor være nødven-digt, at afgørelsen træffes ud fra en bedømmelse af, om kravene er af en sådan beskaffenhed, at kumulation erfaringsmæssigt er hensigtsmæs-sig.
Som omtalt ovenfor under I, A,3, har retsplejeloven ladet denne afgø-relse af, om kumulation typisk er hensigtsmæssig, falde ud til, at kumu-lation kan ske, hvis kravene har fælles oprindelse, idet domstolene dog i praksis tillader kumulation i noget videre omfang, end en snæver for-
11
tolkning af retsplejelovens regel ville føre til. I Norge og Sverige anven-des andre kriterier, jfr. ovenfor under II, A og B, 1.
Retsplejelovens regel om, at kravene skal have fælles oprindelse, sætter efter rådets mening for snævre grænser for adgangen til kumulation. Det er i det hele taget næppe muligt at udtrykke kravet til sammen-hæng mellem kravene i skarpe kriterier. En yderligere udvidelse af ad-gangen til kumulation og en nærmere fastlæggelse af grænserne for ku-mulationsadgangen sker formentlig bedst gennem domstolenes praksis. Det foreslås derfor alene at stille som betingelse for kumulation, at kra-vene har en sådan sammenhæng, at de uanset fremsatte indsigelser bør behandles under én sag.
…
2. Efterfølgende subjektiv kumulation (adcitation).
a. Som omtalt ovenfor under I, B, kan sagsøgeren efter gældende ret adcitere trediemand. Derimod antages sagsøgte kun at kunne foretage adcitation, hvis hverken sagsøgeren eller den trediemand, der ønskes adciteret, rejser indsigelse.
I praksis er der imidlertid en betydelig trang til adcitation fra sagsøgtes side, navnlig i tilfælde, hvor sagsøgte vil have regres mod trediemand, hvis han taber sagen. Sagsøges en entreprenør på grund af mangler ved de materialer, der er anvendt ved entreprisen, ville det ofte være ønske-ligt, om entreprenøren kunne adcitere den fabrikant, der har leveret materialerne. Sagsøges en skadevolder, ville det ofte være ønskeligt, om han kunne sagsøge en medskadevolder, over for hvem han i givet fald vil rejse hel eller delvis regres. Bech s. 68 ff indeholder en nærmere gen-nemgang af grupper af tilfælde, i hvilke der er praktisk behov for adci-tation fra sagsøgtes side.
…
En adgang for sagsøgte til at adcitere trediemand indebærer indlysende procesøkomiske og procestekniske fordele.
Mod adgangen til adcitation fra sagsøgtes side taler først og fremmest hensynet til den trediemand, som ønskes adciteret, og som måske vil blive tilstævnet til en ret, der ikke er rette værneting for kravet mod ham. Det bemærkes herved, at såfremt adcitation fra sagsøgtes side skal have nogen større praktisk betydning, må den kunne ske ved den ret, ved hvilken den verserende sag er anlagt, selv om denne ret ikke er rette værneting for kravet mod trediemand.
…
12
Imod adgang til adcitation fra sagsøgtes side taler også et vist hensyn til den oprindelige sagsøger, der må finde sig i, at sagen udvides med nyt stof, der i og for sig er ham uvedkommende. Dette hensyn taber dog en stor del af sin vægt, når adgangen til adcitation gøres betinget af, at den oprindelige sagsøger ikke gør indsigelse, eller at kravet mod tredie-mand har en vis nærmere forbindelse med et af de øvrige krav, og når adgangen til adcitation begrænses under sagens gang, jfr. bemærknin-gerne nedenfor under d og e.
Efter rådets opfattelse er det praktiske behov for adcitation fra sagsøg-tes side så stort, og de fordele af procesøkonomisk og procesteknisk ka-rakter, som en sådan adcitationsadgang indebærer, så vægtige, at de ovenfor nævnte hensyn til trediemand og den oprindelige sagsøger må vige. Det foreslås derfor - ligesom i Norge og Sverige - at give adgang til adcitation fra sagsøgtes side.
…
c. Der er efter rådets opfattelse ikke behov for særlige regler om, hvorle-des adcitation skal ske, idet de almindelige regler om søgsmål må anses for tilstrækkelige. Den, der ønsker at adcitere, må på sædvanlig måde indlevere stævning til retten.
…
B. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i forslagets § 250.
…
Til stk. 2.
Bestemmelsen angiver de grundlæggende betingelser for adcitation. Der henvises til bemærkningerne ovenfor under A, 2, a og b. Betingel-serne er de samme som i stk. 1, dog at stk. 1, nr. 2 og 3 ikke er medtaget. Dette skyldes, at stk. 2 alene gælder inddragelse af krav mod tredie-mand i en allerede verserende retssag, der kun har kunnet anlægges, hvis retten var værneting for ét af de oprindelige krav, og retten havde saglig kompetence med hensyn til et af kravene. Om virkningen af, at betingelserne ikke er opfyldt, henvises til bemærkningerne til stk. 1.
…”
Parternes argumentation
Skatteforvaltningen har anført navnlig, at Skatteforvaltningens stævning af 11.
marts 2020 er udtryk for en korrekt adcitation af de indkærede til sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea. Det fremgår tydeligt af adcitations-stævningen, at Skatteforvaltningen ønsker at inddrage kravene mod de indkæ-rede i sagen mod HOOPP og Nordea, og de indkærede kan derfor ikke have været i tvivl om Skatteforvaltningens hensigt. Adcitationsstævningen blev ind-givet i overensstemmelse med retsplejelovens § 250, stk. 2, og § 148 a. Det frem-
13
går af § 148 a og dens forarbejder, at efter indførelsen af sagsportalen skal alle skriftlige indlæg i civile sager foregå via sagsportalen. Det fremgår utvetydigt af Domstolsstyrelsens vejledning til sagsportalen, at adcitation foretages ved at anlægge en ny sag via portalen, og Højesteret har i sin praksis lagt vægt på, om sagsportalens brugere har fulgt vejledningens anvisninger. At sagsportalen ikke giver teknisk mulighed for at indlevere en adcitationsstævning til landsretten, og at brugeren derfor må gå via byretten, er uden betydning. Retsplejelovens § 148 a, stk. 5, finder ikke anvendelse vedrørende adcitation til en sag, der efter henvisning behandles af landsretten som 1. instans. Heller ikke sagens efterføl-gende domstolsbehandling udelukker anvendelse af retsplejelovens § 250, stk. 2.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er dansk værneting for Skatteforvaltningens krav mod de indkærede, er ikke en del af kæremålet. Værnetingsspørgsmålet er af-gjort ved Østre Landsrets kendelse af 12. oktober 2022, og der er intet til hinder for, at Højesteret forholder sig til værnetingsspørgsmålet under en eventuel an-kesag.
Skatteforvaltningens sag mod HOOPP, Nordea og de indkærede er én samlet sag, hvor alle de sagsøgte ved deres samordnede adfærd har påført Skattefor-valtningen et tab. Der er tale om ét samlet skattearrangement med flere ansvar-lige deltagere. Rollefordelingen var, at de udenlandske banker (via brokere) le-verede aktierne. Northern Trust fungerede som depotbank og antog Nordea som depotunderleverandør og til at indsende refusionsanmodninger til Skatte-forvaltningen. HOOPP og de internationale banker havde på forhånd aftalt for-delingen af fortjenesten og den praktiske gennemførelse af arrangementet. Stør-stedelen af refusionsprovenuet tilgik de indkærede banker, mens en mindre del tilgik HOOPP.
Det er skattearrangementet som sådant, der er sagens centrale bevistema, og derfor er beviserne mod HOOPP, Nordea, Northern Trust og de internationale banker helt sammenfaldende – nemlig bevisførelse vedrørende det samlede skattearrangement. Hvis sagerne ikke kumuleres, skal Skatteforvaltningen gen-nemføre bevisførelsen om skattearrangementet to eller flere gange ved danske domstole. Derfor taler procesøkonomiske og procesbesparende hensyn for, at sagerne kumuleres.
De indkærede er i besiddelse af dokumentation for deres del af arrangementet, som de hidtil ikke har ønsket at fremlægge, og derfor er kumulation nødvendig af hensyn til sagens oplysning og for at sætte landsretten i stand til at træffe en materielt rigtig afgørelse.
De uretmæssige refusioner af udbytteskat blev udbetalt i perioden fra 2011 til 2014, og derfor tilsiger også sagsbehandlingstiden, at der hurtigst muligt træffes en samlet afgørelse om hele sagen. Hensynet til landsrettens fleksibilitet er et
14
ulovligt hensyn, som hverken fremgår af retsplejeloven eller af dens forarbej-der. Sagen mod HOOPP og Nordea er ikke mere fremskreden end sagen mod de indkærede, og både HOOPP og Nordea har udtalt sig til støtte for kumula-tion.
Det ville være særdeles byrdefuldt for Skatteforvaltningen ikke at kunne sag-søge alle sine skadevoldere under én sag. Ligeledes vil det være byrdefuldt for Nordea og HOOPP, hvis der ikke kan rettes regreskrav mod de indkærede un-der samme sag. Hvis kumulation nægtes, vil Højesteret skabe præcedens for, at skadelidte ikke kan sagsøge alle sine skadevoldere under samme sag, men i ste-det er henvist til først at føre prøvesager mod enkelte skadevoldere. Denne rets-stilling er i strid med retsplejelovens forarbejder og er uacceptabel.
Efter skærpelsen i 1997 af retsplejelovens regler om berostillelse og udsættelse kan berostillelse kun ske, når dette er påkrævet. Hensigtsmæssighed er ikke længere tilstrækkeligt, jf. retsplejelovens § 345. Dette strenge kriterium er ikke opfyldt i denne sag – heller ikke, hvis sagerne ikke kumuleres.
De indkærede, som har påstået afvisning af kæremålet, har anført navnlig, at
retsplejelovens § 250, stk. 2, ikke indeholder hjemmel til at opnå det, som Skat-teforvaltningen har nedlagt påstand om. Skatteforvaltningens sag mod HOOPP og Nordea og Skatteforvaltningens sag mod de indkærede er to forskellige sa-ger, som begge har verseret ved danske domstole i flere år. Retsplejelovens § 250 indeholder ikke hjemmel til at sammenlægge to eksisterende sager. Hjem-mel til sambehandling findes i retsplejelovens § 254. Østre Landsret har i den påkærede kendelse fastslået, at sagerne ikke skal sambehandles, og denne afgø-relse kan ikke indbringes for højere ret, jf. § 254, stk. 1, 2. pkt.
Før indførelsen af sagsportalen skulle adcitationsstævninger indgives til den ret, som behandlede den sag, hvori krav mod tredjemand begæredes inddraget, og reglerne om indførelse af sagsportalen har ikke ændret på dette. Skattefor-valtningen skulle ikke have forsøgt at anvende sagsportalen til et formål, som portalen ikke understøtter, men skulle i stedet være gået frem efter retsplejelo-vens § 148 a, stk. 5. Skatteforvaltningen skulle således have kontaktet landsret-ten for at få tilladelse til at indgive en adcitationsstævning til landsretten, hvor sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea verserede. Skatteforvalt-ningen har dermed ikke foretaget adcitationen korrekt.
Den efterfølgende domstolsbehandling viser også, at der er tale om to forskel-lige sager. Den 23. februar 2021 henviste Københavns Byret sagen mod de ind-kærede til Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Dette havde ikke været nødvendigt eller muligt, hvis der var tale om en korrekt adcitation. Østre Landsrets retsbog af 9. februar 2021 kan ikke læses på andre måder, end at landsretten fandt ikke at have hjemmel til at udtale sig om en af byrettens sager. Derfor skal kæremålet afvises.
15
Bank of America N.A., Merrill Lynch International, Citibank N.A., Citigroup Global Markets Limited, The Bank of Nova Scotia, Deutsche Bank AG, Gold-man Sachs International, UBS AG (London Branch) og UBS Europe SE har gjort gældende, at kæremålet omfatter prøvelse af både betingelsen i retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 1, om dansk værneting, og betingelsen i nr. 3 om kravenes sam-menhæng. Procesbevillingsnævnets kæretilladelse er ifølge sin ordlyd ikke be-grænset, og det vil stride imod toinstansprincippet, hvis Højesteret afsiger ken-delse om kumulation uden at tage stilling til værnetingsspørgsmålet. Det bør ikke komme de indkærede til skade, at landsretten har truffet afgørelse om vær-neting i en særskilt kendelse.
Samtlige indkærede har anført, at skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea ikke har en sådan sammenhæng med kravet mod de indkærede, at sa-gerne kan kumuleres mod de indkæredes protest. Sagen mod HOOPP er en skatteretlig sag, som handler om, hvorvidt HOOPP var skattemæssig ejer af de udbyttegivende aktier. Sagen mod Nordea handler om, hvorvidt Nordea på af-taleretligt grundlag via den såkaldte bankordning har indestået for refusionsan-modningernes rigtighed. Sagen mod de indkærede handler om, hvorvidt de indkærede har pådraget sig et erstatningsansvar baseret på medvirken og burde-viden om HOOPP’s skatteretlige status. Sagerne vedrører ikke samme retlige spørgsmål, og bevisførelsen vil ikke være overlappende. Den eneste sammenhæng mellem sagerne er, at sagerne vedrører HOOPP’s besiddelse af danske aktier.
Dertil kommer, at Skatteforvaltningens krav mod de indkærede er sekundært i forhold til kravet mod HOOPP. Kun hvis HOOPP dømmes, kommer et krav mod de indkærede på tale. Derfor tilsiger procesbesparende og procesøkonomi-ske hensyn, at sagen mod HOOPP afgøres først.
Kumulation skal ikke bruges som løftestang for Skatteforvaltningens bevisfø-relse. Hvis sagerne kumuleres, vil der opstå en enorm retssag med 18 parter, hvilket medfører risiko for overfladisk behandling af nogle af sagens spørgs-mål. Landsretten har nægtet kumulation på baggrund af sine erfaringer med andre store sager, og det følger af forarbejderne til retsplejelovens § 250, stk. 2, at retten kan lægge vægt på sådanne erfaringer.
Der er ingen risiko for indbyrdes uoverensstemmende afgørelser, fordi sagen mod HOOPP og Nordea afgøres først. Enten vil HOOPP blive frifundet, eller også vil HOOPP blive dømt og betale domsbeløbet. Begge udfald medfører, at Skatteforvaltningen ikke længere har krav mod de indkærede. Udfaldsrummet viser, at det savner mening at kumulere sagerne.
Hensynet til landsrettens fleksibilitet er legitimt og lovligt. Sagen mod HOOPP har verseret siden 2018 med omfattende skriftveksling, som de indkærede ikke
16
har været involveret i. Højesteret bør være tilbageholdende med at underkende landsrettens vurdering.
Hvis der ikke kumuleres, er det nødvendigt at stille sagen mod de indkærede i bero for at opnå de procesøkonomiske fordele, som søges opnået ved først at af-gøre sagen mod HOOPP og Nordea.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstillinger
Skatteforvaltningen indgav den 11. marts 2020 en stævning mod de indkærede banker mv. til Københavns Byret via domstolenes sagsportal www.minrets-sag.dk. I stævningen, der er benævnt adcitationsstævning, har Skatteforvaltnin-gen anmodet om, at de krav, som Skatteforvaltningen gør gældende over for de indkærede, inddrages under den sag mellem på den ene side Skatteforvaltnin-gen og på den anden side Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) og Nor-dea Bank Abp, som efter henvisning fra byretten verserer ved landsretten.
Landsretten har i kendelsen af 10. maj 2023 bestemt, at Skatteforvaltningens krav mod de indkærede ikke skal inddrages under sagen mellem Skatteforvalt-ningen, HOOPP og Nordea, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2. Landsretten har end-videre besluttet, at sagerne ikke skal sambehandles, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1, og at behandlingen af Skatteforvaltningens krav mod de indkærede skal stil-les i bero på udfaldet af sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea.
Kæresagen for Højesteret angår i første række, om den fremgangsmåde, som Skatteforvaltningen har benyttet ved indgivelse af stævningen, er i overens-stemmelse med retsplejelovens regler om anvendelse af sagsportalen ved adci-tation.
Hvis det er tilfældet, angår sagen i anden række navnlig, om Skatteforvaltnin-gens krav mod de indkærede skal inddrages under sagen mod HOOPP og Nor-dea efter retsplejelovens § 250, stk. 2, om efterfølgende subjektiv kumulation (adcitation), således at alle de rejste krav behandles under samme sag.
Skatteforvaltningen har for Højesteret ikke nedlagt påstand om sambehandling efter retsplejelovens § 254, stk. 1. Kæremålet angår derfor ikke dette spørgsmål.
Fremgangsmåden ved adcitation
Retsplejelovens § 148 a, stk. 1, bestemmer, at borgerlige retssager anlægges og behandles ved anvendelse af en digital sagsportal, som domstolene stiller til rå-dighed. Enhver skriftlig meddelelse om sagen skal ske på domstolenes sagspor-tal, jf. dog stk. 3-7 og 12. Efter stk. 5 kan retten i visse særlige tilfælde beslutte, at en sag ikke skal anlægges og behandles eller at en meddelelse eller et dokument ikke skal gives til retten ved anvendelse af sagsportalen. Af stk. 11 fremgår, at
17
Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes sagsportal.
Af Domstolsstyrelsens vejledning til sagsportalen fremgår, at adcitation foregår ved, at brugeren anlægger en ny sag på minretssag.dk mod den, som brugeren ønsker at inddrage.
Højesteret lægger til grund, at det ikke er teknisk muligt at indgive en stævning til landsretten via sagsportalen – heller ikke i en situation som den foreliggende, hvor en sag efter henvisning fra byretten behandles ved landsretten som 1. in-stans, og hvor en part ønsker at inddrage krav mod tredjemand under sagen.
Højesteret bemærker, at der hverken i retsplejeloven eller administrative for-skrifter udstedt i medfør af loven er særlige regler om adcitation i forbindelse med en sag, der behandles ved landsretten som 1. instans. Adcitationssager kan derfor anlægges og behandles ved anvendelse af sagsportalen, også i tilfælde hvor der er tale om adcitation i forbindelse med en landsretssag.
Når byretten modtager en adcitationsstævning, der angår en sag, som behand-les i landsretten, videresender byretten via sagsportalen stævningen til lands-retten, der herefter tager stilling til, om kravene ifølge adcitationsstævningen skal behandles sammen med de krav, der er rejst under den allerede verserende sag, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2.
Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at den fremgangsmåde, som Skatteforvaltningen har benyttet for at få inddraget sine krav mod de indkæ-rede banker mv. i sagen mellem Skatteforvaltningen, HOOPP og Nordea, er i overensstemmelse med retsplejeloven.
Kumulation
Efter retsplejelovens § 250, stk. 2, kan hver af parterne i en verserende sag ind-drage krav mod tredjemand under sagen, såfremt der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet (nr. 1), kravet kan behandles efter samme proces-suelle regler som de øvrige krav (nr. 2), og hverken de øvrige parter eller tredje-mand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øv-rige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen (nr. 3).
Landsretten udskilte spørgsmålet om værneting til selvstændig afgørelse og af-sagde den 12. oktober 2022 kendelse om, at der er værneting her i landet for Skatteforvaltningens krav mod de indkærede banker mv. Procesbevillingsnæv-net har afslået at give tilladelse til at indbringe kendelsen for Højesteret, og spørgsmålet om værneting er dermed foreløbig afgjort under den verserende sag ved landsretten. Det skal derfor under dette kæremål lægges til grund, at
18
der er værneting her i landet for Skatteforvaltningens krav mod de indkærede, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 1.
Det er ubestridt, at Skatteforvaltningens krav mod de indkærede kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 2.
Spørgsmålet for Højesteret er herefter, om Skatteforvaltningens krav mod de indkærede har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene uanset de indkæredes indsigelser bør behandles under samme sag, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3.
Ved vurderingen heraf må der lægges vægt på navnlig, om kravene udspringer af de samme retsstiftende kendsgerninger, eller der i øvrigt vil være sammen-fald med hensyn til bevisførelsen eller med hensyn til de juridiske synspunkter, som kravene støttes på. Det følger af forarbejderne til retsplejelovens § 250 (jf. betænkning nr. 698/1973, s. 91 ff.) bl.a., at der navnlig kan være behov for at til-lade kumulation, så krav mod eller mellem flere skadevoldere kan behandles under samme sag. Der må også lægges vægt på bl.a. hensynet til at undgå, at der træffes indbyrdes modstridende afgørelser om fremsatte krav. Der må des-uden tages hensyn til de ulemper og omkostninger, som behandling under én sag kan medføre for nogle parter, og til de fordele og besparelser, der kan være forbundet hermed for andre parter.
Højesteret finder, at vurderingen af, om Skatteforvaltningens krav mod de ind-kærede har en sådan sammenhæng med kravene mod HOOPP og Nordea, at de uanset de indkæredes indsigelser bør behandles samlet, må ske på grundlag af de anbringender, som Skatteforvaltningen har gjort gældende til støtte for de fremsatte krav, og Skatteforvaltningens angivelse af den forventede bevisfø-relse.
Skatteforvaltningens krav mod HOOPP, Nordea og de indkærede banker mv. støttes på bl.a. dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar uden for kontrakt. Det er Skatteforvaltningens hovedsynspunkt, at der er tale om ét sam-let skattearrangement, hvor alle de sagsøgte ved deres samordnede adfærd har påført Skatteforvaltningen et tab. Ud fra det, som Skatteforvaltningen har an-ført, er det skattearrangementet som sådant, der er sagens centrale bevistema, og bevisførelsen for alle Skatteforvaltningens krav vil være til dels sammenfal-dende/overlappende.
Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at Skatteforvaltningens krav mod de indkærede banker mv. har en sådan sammenhæng med Skatteforvaltningens krav mod HOOPP og Nordea, at kravene trods indsigelserne bør behandles samlet, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2. Højesteret har herved lagt vægt på Skat-teforvaltningens interesse i at kunne få behandlet alle sine krav vedrørende det
19
påståede skattearrangement under én sag. Det er endvidere tillagt betydning, at HOOPP og Nordea har udtalt sig til støtte for, at kravene behandles under samme sag.
Det forhold, at den kumulerede sag vil kunne skabe visse praktiske vanske-ligheder for landsretten på grund af sagens omfang og varighed, kan ikke her-overfor føre til et andet resultat.
Konklusion
Højesteret tager Skatteforvaltningens påstand om kumulation til følge og æn-drer landsrettens afgørelse, således at Skatteforvaltningens krav mod de indkæ-rede banker mv. inddrages under sagen mod HOOPP og Nordea.
THI BESTEMMES:
Skatteforvaltningens krav mod Bank of America N.A., Citibank N.A., Citigroup Global Markets Limited, Merrill Lynch International, The Bank of Nova Scotia, Barclays Bank PLC, Barclays Capital Securities Ltd., Deutsche Bank AG, Gold-man Sachs International, Morgan Stanley & Co. International PLC, UBS AG (London Branch), UBS Europe SE, The Northern Trust Company, Northern Trust Global Services SE og Northern Trust Global Services SE UK Branch inddrages under de allerede kumulerede sager BS-16048/2019-OLR og BS-59045/2019-OLR.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Bank of America N.A. betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Merrill Lynch International betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Citibank N.A. betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Citigroup Global Markets Limited betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal The Bank of Nova Scotia betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Barclays Bank PLC betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Barclays Capital Securities Ltd. be-tale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
20
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Deutsche Bank AG betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Goldman Sachs International betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Morgan Stanley & Co. International PLC betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal UBS AG (London Branch) betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal UBS Europe SE betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal The Northern Trust Company be-tale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Northern Trust Global Services SE betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Northern Trust Global Services SE UK Branch betale 5.000 kr. til Skatteforvaltningen.
De tilkendte kæremålsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne hø-jesteretskendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Kæreafgiften tilbagebetales.
Publiceret til portalen d. 25-04-2024 kl. 12:00
Modtagere: Advokat (L) Christian Bredtoft Guldmann, Advokat (H) Kasper Bech Pilgaard, Advokat (H) Lotte Eskesen, Advokat (L) Sune Westrup, Advokat (H) Jacob Skude Rasmussen, Advokat (H) Hans Severin Hansen, Advokat (H) Steffen Sværke, Advokat (L) Søren Henriksen, Advokat (H) Kenneth Kvistgaard-Aaholm, Advokat (H) Birgitte Frølund, Advokat Jakob Schilder-Knudsen, Advokat (H) Jon Lauritzen, Advokat (H) Lasse Esbjerg Christensen, Advokat (H) Jakob Krogsøe