Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 1. maj 2024
Sag BS-12879/2023-VLR
(5. afdeling)
Vejle Kommune
(advokat Aleksander Lind)
mod
Skanderborg Kommune
(advokat Birgitte Pedersen)
og
Randers Kommune
(advokat Birgitte Pedersen)
Landsdommerne Henrik Estrup, Astrid Bøgh og Rikke Jørgensen (kst.) har del-taget i sagens afgørelse.
Sagens baggrund
Sagen er anlagt ved Retten i Horsens den 5. juli 2022. Ved kendelse af 7. marts 2023 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Skanderborg Kommune eller Randers Kommune er refusionspligtige for Vejle Kommunes udgifter til borgeren Person 1 i perioden fra den 1. oktober 2018 og frem efter reglerne om mellemkommunal refusion, navnlig retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.
2
Påstande
Sagsøgeren, Vejle Kommune, har nedlagt følgende påstande:
Principalt:
Påstand 1: Skanderborg Kommune skal til Vejle Kommune betale 3.681.518,51
kr. med tillæg af procesrente af 273.722,00 kr. fra den 1. december 2020, af 646.173,00 kr. fra den 8. januar 2021, af 285.874,25 kr. fra den 21. februar 2021 og af 2.475.749,26 kr. fra sagens anlæg.
Påstand 2: Skanderborg Kommune skal anerkende at være refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, over for Vejle Kommune for udgifter efter serviceloven og de love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, til bor-geren Person 1 afholdt i perioden fra den 1. marts 2022 og frem.
Subsidiært:
Påstand 1: Randers Kommune skal til Vejle Kommune betale 1.933.044,57 kr. med tillæg af procesrente af 213.457,13 kr. fra den 11. juni 2022 og af kr. 1.719.587,44 fra sagens anlæg.
Påstand 2: Randers Kommune skal anerkende at være refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, over for Vejle Kommune for udgifter efter serviceloven og de love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, til bor-geren Person 1 afholdt i perioden fra den 1. marts 2022 og frem.
Skanderborg Kommune har påstået frifindelse.
Randers Kommune har påstået frifindelse.
Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af Vejle Kommunes krav, og at Vejle Kommune kan fremsætte henholdsvis direkte refusionskrav og subro-gationskrav om mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, samt tilbagesøgningskrav efter almindelige obligationsretlige principper.
Sagsfremstilling
Det fremgår af sagens oplysninger, at Skanderborg Kommune den 1. september 2008 anbragte Person 1, der er født Dato 1999, på institutionen Institution 1 i Norddjurs Kommune. I 2016 blev han af Skanderborg Kommune an-bragt på institutionen Institution 2 i Norddjurs Kommune.
Skanderborg Kommune bevilgede den 3. maj 2017 Person 1 botilbud efter lov om social service § 107 med plads på Institution 3 i Randers.
3
Person 1 var på det tidspunkt fyldt 18 år. Han havde ikke søgt om opholdstilla-delse og opholdt sig derfor ulovligt i Danmark.
Det fremgår af Skanderborg Kommunes journalnotat af 18. september 2017, at afdelingsleder på Institution 3, Person 2, til sagsbehandler Person 3 oplyste, at personalet var blevet bekendt med, at Person 1's ikke havde lovligt ophold, da hans opholdstilladelse var udløbet. Han havde angiveligt i januar 2017 fået et brev fra Udlændingestyrelsen om, at hans op-holdstilladelse ville udløbe. Sagsbehandler Person 3 vejledte afde-lingslederen om, hvor der kunne findes skemaer og vejledning til ansøgning om opholdstilladelse.
I erklæring af 20. oktober 2017 om psykologisk undersøgelse af Person 1
Person 1 hedder det bl.a.:
”
Konklusion:
Det vurderes samstemmende med tidligere psykologiske undersøgelser, at Person 1 er meget svagt begavet, og at han har alvorlige og invali-derende vanskeligheder i de eksekutive funktioner, som betyder, at han me-get nemt får en kaotisk opfattelse - selv i velkendte situationer. Hans relative styrkeside er hans ordforråd, hvilket nemt medfører, at han fremtræder me-re ressourcestærk, end han reelt er, hvorved omgivelserne risikerer at kom-me til at stille krav og forventninger til ham, som han ikke kan honorere. Endnu en relativ styrkeside er hans evne til at udføre rutineprægede opga-ver. Det skønnes dog, at han kun er i stand til at udnytte denne evne, når han er under konstant guidning og støtte, og når rammerne er meget struk-turerede og faste og kun i korte tidsrum ad gangen. Efter han er blevet 18 år, har det vist sig at være meget svært at fastholde ham i en sådan struktur. Dermed vurderes det, at Person 1's reelle kognitive funktionsniveau er ekstremt lavt, fordi han er meget svagt begavet, samtidig med at hans øv-rige vanskeligheder i meget høj udstrækning hindrer ham i at blive fastholdt i den struktur, som er nødvendig for, at han kan fungere.
Det skønnes, at han personlighedsmæssigt er præget af de omsorgssvigt, han har været udsat for, i samspil med hans eksekutive vanskeligheder… På den baggrund vurderes det, at Person 1 har særdeles meget brug for struktur, forudsigelighed og faste rammer i den udstrækning det over-hovedet er muligt... Det vurderes, at prognosen for, at Person 1 gennemgår en senmodning og betydelig bedring, er meget dårlig, fordi han ikke har vist betydelig bedring siden første undersøgelse i 2008, nærmest tværtimod virker han nu mere impulsiv og uregulerbar. Det skønnes, at der er stor risiko for, at han bringer sig selv i alvorlige vanskeligheder fx ved at lade sig udnytte af andre eksempelvis til kriminelle formål.
4
Det skønnes, at der ikke kan peges på behandlingsmuligheder eller andre tiltag, som vil kunne bedre Person 1's ressourcer i forhold til ud-dannelse og arbejde. Det vurderes dermed, at Person 1's massivt la-ve funktionsniveau er varigt og permanent, og at det er meget lidt sandsyn-ligt, at han på noget tidspunkt kommer til at honorere nogen former for krav på en stabil måde, uanset hvor lave kravene end måtte være.”
Den 15. december 2017 skrev Skanderborg Kommune til Udlændingestyrelsen, at kommunen var blevet bekendt med, at Person 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Kommunen oplyste samtidig, at han var anbragt i et botil-bud efter servicelovens § 107, og at han var vejledt og forsøgt motiveret til at søge opholdstilladelse, men havde afslået dette. Han var udviklingshæmmet og afventede en dom for en række kriminelle forhold. Kommunen anmodede Ud-lændingestyrelsen om at meddele, hvordan kommunen skulle håndtere borge-rens sag, da kommunen ikke mente at have hjemmel til at levere ydelser til bor-geren, jf. servicelovens § 2, stk. 1.
Det fremgår af telefonnotater fra Skanderborg Kommune fra den 19. december 2017 og frem, at Udlændingestyrelsen oplyste kommunen om, at kommunen eller andre kunne søge opholdstilladelse for borgeren, hvis han ikke selv var i stand til at forstå konsekvenserne af, at han ikke søgte. Der var i januar 2018 samtaler med Person 1 og dennes far om at søge opholdstilladelse. Det er i den forbindelse omtalt, at det var et problem at få Person 1 til at betale for ansøgningen, da han hurtigt brugte alle sine penge.
Det fremgår videre af et opdateret notat fra Institution 3 af 19. marts 2018, at der siden Person 1's indflytning havde været stort fokus på at få ham til at søge opholdstilladelse. Det var svært at motivere ham og få skabt forståelse af alvoren i situationen, og det var p.t. desværre ikke lykkedes at få ham til at sø-ge.
Den 30. august 2018 drøftede sagsbehandler Vidne 1 fra Skanderborg Kommune sagen med afdelingslederen på Institution 3, der var bekymret for Person 1's situation i forhold til den manglende opholdstilladelse. Sam-me dag talte Vidne 1 med Udlændingestyrelsen. Han fik oplyst, at styrel-sen ikke kunne behandle sager om opholdstilladelse af egen drift, og at styrel-sen havde forsørgelsespligten, når en borger opholdt sig ulovligt i Danmark. Han fik også oplyst, at Udlændingestyrelsen som udgangspunkt ikke ville be-tale for servicelovsydelser, men i henhold til udlændingeloven kun var ansvar-lig for forsørgelse og indkvartering af den pågældende borger. Person 1 ville derfor i givet fald blive anbragt på Udrejsecenter med henblik på udsendelse
5
Skanderborg Kommune opsagde den 31. august 2018 Person 1's botil-bud på Institution 3, da han ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark. Af afgørelsen fremgår, at Person 1 skulle henvende sig til Udlændinge-styrelsen om sine forsørgelses- og indkvarteringsforhold. Skanderborg Kom-mune orienterede samme dag Udlændingestyrelsen om opsigelsen og gjorde styrelsen opmærksom på, at Person 1 sandsynligvis ikke kunne klare sig selv efter botilbuddets ophør. Skanderborg Kommune orienterede også samme dag Randers Kommune om opsigelsen.
Randers Kommune traf den 11. september 2018 afgørelse om stop af uddannel-seshjælp til Person 1, da han ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen skrev den 27. september 2018 til Person 1 og be-kræftede modtagelsen af hans ansøgning om opholdstilladelse af 17. september 2018 og meddelte ham samtidig, at han havde lovligt ophold i Danmark, mens hans ansøgning blev behandlet.
Den 27. september 2018 kontaktede Person 1 Vidne 1 og oplyste, at han var i København for at passe en yngre fætter og ikke vidste, hvad han skulle gøre, da han var smidt ud af Institution 3 og manglede et sted at bo. Person 1 blev vejledt om, at han skulle søge hjælp hos Udlændingestyrel-sen, da Skanderborg Kommune ikke kunne hjælpe ham, så længe han ikke havde lovligt ophold i Danmark.
Skanderborg Kommune kontaktede den 16. oktober 2018 Udlændingestyrelsen, som oplyste, at Person 1's ansøgning om opholdstilladelse var sat i be-ro, da der ikke var betalt gebyr for ansøgningen. Skanderborg Kommune oply-ste Udlændingestyrelsen om, at Skanderborg Kommune ikke havde lovhjem-mel til at tage sig af Person 1, der er handicappet og ikke kan tage vare på sig selv.
Der var i oktober og november 2018 flere kontakter mellem Vidne 1 og Person 1, dennes mor og moderens bostøtte om Person 1's opholdstilladelse og bopæl. Det fremgår heraf, at moderen i Vejle ikke kunne magte at blive ved med at have ham boende.
Efter korrespondance mellem Vejle Kommune og Randers Kommune i perio-den fra den 11. januar 2019 og frem meddelte Randers Kommune ved brev af 20. februar 2019 Vejle Kommune, at Randers Kommune var fungerende hand-lekommune.
Ved dom af 27. november 2019 afsagt af Retten i Randers blev Person 1 dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske
6
handicap uden længstetid for foranstaltningen for en række forhold begået i perioden fra den 20. marts 2016 til den 23. marts 2017. Der var til brug for straf-fesagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der havde anbefalet den på-gældende foranstaltning.
Person 1 blev den 1. april 2020 placeret i Botilbud, Afdeling, Tilbud for domfældte- og kriminalitetstruede, i Mariagerfjord Kommune efter servicelovens § 108 af Randers kommune.
Ankestyrelsen traf den 25. maj 2020 afgørelse om pligten til at yde hjælp til Person 1 i forbindelse med ophør af botilbud i Randers Kommune ved udgangen af september 2018 og om refusion. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”Resultatet er:
• Vejle Kommune blev opholdskommune for Person 1
med pligt til at yde hjælp
• Randers Kommune har ret til refusion fra Vejle Kommune for
udgifter, som Randers Kommune har haft som fungerende opholdskommune i den periode, hvor uenigheden har bestået.
…
Begrundelse for afgørelsen om opholdskommune
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at Vejle Kommune blev opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp i forbindelse med ophør af botilbud i Randers Kommune ved udgangen af september 2018.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at Person 1 ud fra de foreliggende oplysninger mest opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune efter ophør af botilbud og beskyttet beskæftigelse i Randers Kommune.
Vi lægger her vægt på, at Person 1 ved kontakt med både Randers Kommune og Skanderborg Kommune helt overvejende oplyste om ophold i Vejle Kommune.
I den forbindelse lægger vi vægt på, at Randers Kommune i notat fra samta-le med Person 1 den 17. juni 2019 noterede oplysning fra Person 1's storebror, som deltog ved samtalen, om, at Person 1 havde boet hos sin mor i Vejle Kommune cirka i de seneste 8 måneder. En anden medarbejder i Randes Kommune noterede samme dag oplysning fra
7
samtalen om, at Person 1 mest havde opholdt sig ved sin mor i Vej-le Kommune siden august 2018.
Ovenstående understøttes blandt andet af, at Skanderborg Kommune den 25. oktober 2018 noterede oplysning fra Person 1 om, at han ikke kunne blive ved med at bo hos forældrene. Den 7. november 2018 noterede Skanderborg Kommune efter samtale med Person 1, at han opholdt sig i Vejle Kommune. Tilsvarende svarede Udlændingestyrelsen den 9. november 2018 en mail fra Person 1's mor, hvor hun oplyste, at på daværende tidspunkt var en del hos hende.
Skanderborg Kommune noterede den 14. november 2018 oplysning fra mors bostøtte i Vejle Kommune om, at bostøtten i kraft af, at de kom i moderens hjem, havde brugt en del af deres energi på Person 1. Den 19. november 2018 noterede Skanderborg Kommune oplysning fra Person 1's mor om, at han på daværende tidspunkt havde boet der i 2-3 må-neder, og at hun ikke kunne holde til det. Det fremgår også, at Person 1 den 4. marts 2019 oplyste ved en samtale med en medarbejder fra Randers Kommune, at han opholdt sig hos sin mor, ligesom det fremgår af notat af 30. april 2019, at han oplyste, at han boede i Vejle hos sin mor.
Derudover lægger vi vægt på, at der ikke er oplysninger om, at Person 1 havde bopæl eller sædvanligt ophold i Randers Kommune efter han flyttede fra botilbuddet, men alene om, at han tog til Randers i forbindelse med møder med Randers Kommune.
I forhold til det oplyste om Person 1's ophold i Købehavns Kommu-ne lægger vi vægt på, at Randers Kommune i notat fra samtale med Person 1 og hans familie den 17. juni 2019 noterede, at Person 1 var tvunget til at opholde sig hos sin mor i Vejle Kommune, og at familien tog ham med på besøg andre steder, når ophold hos moderen førte til kon-flikter. Det er beskrevet, at det var i den sammenhæng, at der var ophold i Københavns Kommune, og at Person 1 mest havde opholdt sig hos sin mor i Vejle Kommune siden august 2018.
Endelig lægger vi vægt på, at det ikke er dokumenteret, at Person 1 faktisk opholdt sig i eller havde opnået større tilknytning til en anden kom-mune end Vejle Kommune efter ophør af botilbuddet i Randers Kommune.
Vi er opmærksomme på, at Person 1 er registreret med ukendt adresse i Randers Kommune i perioden fra den 1. september 2018 til den 31. marts 2020, og at folkeregistret i Vejle Kommune den 25. marts 2019 afviste at folkeregistrere på moderens adresse. Det ændrer dog ikke ved resultatet, da oplysningerne om faktiske ophold vejer tungere.
8
Begrundelse for afgørelsen om refusion
…
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at Randers Kommune har fungeret som opholdskommu- ne for Person 1 i perioden, hvor Randers Kommune og Vejle Kom-mune har været uenige om pligten til at yde hjælp til Person 1, da Person 1 senest havde haft folkeregisteradresse i Randers Kommu-ne.
I den forbindelse lægger vi vægt på, at Randers Kommune i brev af 20. fe-bruar 2019 oplyste til Vejle Kommune, at Randers Kommune ville fungere som opholdskommune med henvisning til reglerne i retssikkerhedsloven om fungerende opholdskommune.
Vi lægger også vægt på, at Ankestyrelsen har afgjort uenigheden mellem Randers Kommune og Vejle Kommune med det resultat, at Vejle Kommu- ne blev opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp i forbindelse med ophør af botilbud i Randers Kommune ved udgangen af september 2018. Vi henviser til begrundelsen ovenfor for afgørelsen om op-holdskommune.
Bemærkninger til Vejle Kommune
Vejle Kommune oplyst til os i brev af 6. august 2019, at det efter Vejle Kommunes opfattelse er åbenlyst, at Skanderborg Kommune har pligt til at yde refusion på grund af passivitet efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, hvis uenigheden afgøres med det resultat, at Vejle Kommune blev opholdskommune for Person 1 efter ophør af botilbud i Randers Kommune.
Vi bemærker, at hverken Skanderborg Kommune eller Vejle kommune har indbragt uenighed mellem de to kommuner for Ankestyrelsen, ligesom det ikke fremgår, om Vejle Kommune har rejst krav om refusion over for Skanderborg Kommune. Vi har derfor ikke har taget stilling til, hvorvidt Vejle Kommune har ret til refusion fra Skanderborg Kommune efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, om refusion på grund af passivitet.
…”
Vejle Kommune har oplyst, at Vejle kommune bestrider, at den var op-holdskommune fra den 1. oktober 2018 til den 1. april 2020, men at den ikke anfægter afgørelsen om, at den var handlekommune i den pågældende periode.
9
Ankestyrelsen traf den 10. november 2021 afgørelse om, at Vejle Kommune ikke havde ret til refusion for udgifter i forbindelse med Person 1's botilbud fra Skanderborg Kommune på grund af passivitet. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”…
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for, at Vejle Kommune kan få refusion fra Skanderborg Kommune som følge af passivitet, ikke er opfyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at Person 1 af Vejle Kommune blev bevilget ophold i Botilbud, der er beliggende i Mariagerfjord Kom-mune. Mariagerfjord Kommune blev dermed opholdskommune for Person 1.
Vi lægger også vægt på, at det er opholdskommunen, der kan have ret til re-fusion fra en tidligere opholdskommune som følge af, at den tidligere op-holdskommune har undladt at gribe ind. Det fremgår af retssikkerhedslo-vens § 9 c, stk. 6.
Da Vejle Kommune ikke har været opholdskommune i den periode, hvor Person 1 har været i Botilbud, har Vejle Kommune ikke mulighed for at få refusion efter retssikkerhedslovens regler.
Vi er opmærksomme på, at dette muligvis er en utilsigtet virkning af ordly-den i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, og vi vil derfor orientere Social- og Ældreministeriet om denne afgørelse.
…”
Den 28. april 2022 bevilgede Vejle Kommune Person 1 et specialiseret botilbud på Institution 4 i Vejle Kommune pr. 1 maj 2022, jf. servi-celovens § 108.
Forklaringer
Vidne 2, Vidne 3, Vidne 1 og Vidne 4 har afgivet forklaring.
Vidne 2 har forklaret, at han har været Stilling i Vejle Kommunes afdeling for Handicap og Socialpsykiatri. Hans ansættelse ophørte pr. 1. februar 2022. Han fik kendskab til Person 1's sag i november eller december 2018. Oplysningerne kom fra den sagsbehandler i Jobcenteret, som Person 1's mor var tilknyttet, og fra Person 1's mors bostøtter. De fortalte, at Person 1 smadrede ting i moderens hjem, ligesom han truede hende og ville have penge
10
af hende. Der var tale om andenhånds oplysninger om Person 1 fra hans mor, der også var dårligt fungerende.
Skanderborg Kommune meldte ret tidligt ud, at den ikke mente at have forplig-telser over for Person 1. Det var blevet meddelt til sagsbehandleren for Person 1's mor, da sagsbehandleren havde kontaktet Skanderborg Kommune om Person 1.
Som han så det, handlede det om at få ”hoved og hale” på det, der var sket. Det virkede mærkeligt, at Skanderborg Kommune havde opsagt aftalen om Person 1's botilbud, når han var så dårlig, som han var. Der var ikke megen dialog med Skanderborg Kommune, men lidt med Randers Kommune, hvor Person 1 mødte op på Jobcenteret for at søge kontanthjælp. Det var i starten af 2019. Vejle Kommune troede, at der var sket en fejl. Vidnet konsulterede sin jurist, og kon-klusionen var, at nogen skulle handle som fungerende opholdskommune. Det var der uenighed om, da Vejle Kommune mente, det var Randers Kommune, hvor han sidst havde ophold, der skulle være fungerende handlekommune. Det blev også resultatet, da Randers Kommune påtog sig dette i februar 2019.
Vejle Kommune var klar over, at der var en ung mand, der havde brug for hjælp. Vejle Kommune havde dog alene kontakten via hans mor, der gjorde alt for, at han ikke skulle bo hos hende. De kunne godt regne ud, at han havde et ret stort støttebehov, fordi han havde været indskrevet på Institution 3, og man vidste, at der var straffedomme på vej for hans vedkommende. På det tidspunkt vidste Randers Kommune dog mere om det. Senere fik Vejle Kommune oplyst, at Person 1 IQ-mæssigt lå i et niveau, hvor han fungerede som et barn på ca. 8 år. De fik ikke megen respons fra Skanderborg Kommune. Vejle Kommune konsta-terede dog, at der var fastsat foranstaltninger, som indikerede et ret stort støtte-behov.
Randers Kommunes Jobcenter havde en sag på Person 1, da han havde søgt kon-tanthjælp, men tilsyneladende vidste Person 1 ikke, hvad han kunne skrive under på. Der var ingen tvivl om, at Person 1 havde svært ved at varetage sine egne in-teresser.
Vidnet fik afgørelsen fra Ankestyrelsen den 25. maj 2020 om, at Vejle Kommune var opholdskommune for Person 1 med pligt til at yde hjælp, og at Randers Kommune havde ret til refusion fra Vejle Kommune for udgifter, som Randers Kommune havde haft som fungerende opholdskommune i den periode, hvor uenigheden havde bestået. Vidnet undrede sig over, at man slet ikke havde for-holdt sig til Skanderborg Kommunes rolle i den sag.
Da der den 27. november 2019 blev afsagt dom i straffesagen om anbringelse af Person 1 i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, var det sagsbehandlerens opgave at forholde sig hertil, og det lå ikke i vidnets hænder.
11
Han antager, at sagsbehandleren begyndte at lede efter et egnet opholdssted til Person 1, så dommen kunne efterleves. Det skulle være et specialiseret opholds-sted, der kunne give kompenserende støtte, da der var mindre behov for udvik-lende støtte i Person 1's tilfælde.
Det var den umiddelbare opfattelse i Vejle Kommune, at det var uforståeligt, at botilbuddet til Person 1 på Institution 3 pludselig var ophørt. Der var selvfølgelig et problem med Person 1's opholdstilladelse, men da Person 1 var så ringe funge-rende, forstod vidnet ikke, at man opsagde tilbuddet. Hvis der sker en opsigel-se, indebærer det vel en afgørelse om, at Person 1 ikke var i målgruppen for til-buddet længere. Person 1 havde ingen forudsætninger for at søge en opholdstil-ladelse eller forstå, hvad et botilbud indebar. Hvis man som kommune ikke handlede direkte, havde man vel en forpligtelse til at sørge for, at hans interes-ser blev varetaget.
Vidne 3 har forklaret, at han tidligere har været ansat som jurist i Skan-derborg Kommune i byrådssekretariatet. Han havde primært med ældre- og handicapområdet at gøre. Han fratrådte den 1. juni 2020. Han arbejder nu i He-densted Kommune og fortsat med socialområdet inden for ældresundhed og voksenhandicap. I Skanderborg Kommune stod han i det væsentlige for at råd-give sagsbehandlerne og var kun selv sagsbehandler i meget begrænset om-fang.
Person 3 kontaktede ham vist om Person 1's sag på et tids-punkt. Vidne 1 overtog sagen fra hende og kom og spurgte vidnet om for-skellige forhold. Da var Person 1 blevet 18 år, og han havde ikke fået søgt ophold-stilladelse. De talte om, hvad det betød for kommunen. Det var vidnet opmærk-som på fra starten. Han måtte sige, at man ikke kunne levere ydelser, når Person 1 ikke havde lovligt ophold. Vidnet sagde, at man skulle hjælpe ham med at få indgivet den ansøgning hurtigst muligt. Dermed mente han, at alle involve-rede skulle hjælpe med det – men praktisk og fysisk var det Institution 3's perso-nale. Vidne 1 havde kontakten til Institution 3 og skulle vejlede bostedet om det. Han ved ikke, hvor megen kontakt Vidne 1 havde med Person 1.
Der blev dog betalt ydelser til Person 1 alligevel trods den manglende opholdstil-ladelse. Han mente, kommunen blev nødt til det. Det kom bag på alle, at Person 1 ikke ville søge opholdstilladelse. Vidnet mente, kommunen skulle blive ved med at hjælpe, og der blevet taget kontakt til Udlændingestyrelsen. Man troede i starten, at det ville komme nogenlunde på plads, men det lykkedes ikke at få en aftale med Udlændingestyrelsen om at afholde udgifter til Person 1. I kommu-nen tænkte man, at man nok kunne få ham til at søge opholdstilladelse hen ad vejen. Udlændingestyrelsen tilkendegav telefonisk, at kommunen bare skulle fortsætte med hjælpen til Person 1. Vidnet bad om at få noget på skrift herom fra Udlændingestyrelsen, fordi kommunen skulle have hjemmel til at betale, men
12
det ville Udlændingestyrelsen ikke. Derefter skrev kommunen til Udlændinge-styrelsen, at man nu var nødt til at stoppe med hjælpen, fordi der ikke var hjemmel til at betale, og at Person 1 nu var Udlændingestyrelsens ansvar.
Vidnet mener, der blev truffet en afgørelse om ophør af støtten. I forbindelse med opsigelsen af botilbuddet fik Person 1 brev med besked herom og om, at han fremover skulle rette henvendelse til Udlændingestyrelsen.
Vidnet sagde til Vidne 1, at Skanderborg Kommune skulle gøre alt, hvad den kunne for at få Person 1 til at søge opholdstilladelse. Det er han helt overbevist om, og han mener, at Vidne 1 også gjorde det. Han mener ikke, kommunen kunne søge for Person 1 og udfylde alle papirer – især fordi Person 1 ikke ville. De overvejede i kommunen meget, om han var i stand til selv at søge. De overvejede også et værgemål. Han talte med Vidne 1 om, hvorvidt et værgemål kunne hjælpe, men Vidne 1 mente ikke, der var behov for det. Person 1 kunne sagtens klare sig uden.
Vidnet husker ikke, om værgemål havde været drøftet med Person 1. Han husker heller ikke, hvornår kommunen fik at vide, at Person 1 havde fået processuelt ophold. Han fik på et tidspunkt et spørgsmål om, hvem der var opholdskom-mune. Han svarede, at Skanderborg Kommune helt sikkert ikke var op-holdskommune, når Person 1 ikke havde lovligt ophold. Når han fik lovligt op-hold, måtte man se på, hvor han da opholdt sig. Person 1 havde ikke været ret meget i By i det hele taget.
Da Skanderborg Kommune opsagde botilbuddet til Person 1, mente kommunen, at Udlændingestyrelsen skulle tage sig af ham. Person 1 opholdt sig jo egentlig, hvor han ville, og det havde han gjort stort set under hele opholdet på Institution 3. Som vidnet var orienteret, var Person 1 væk fra stedet i lange perioder.
Kommunen agerede i ca. 1½ år efter, at Person 1 var fyldt 18 år og mistede sin opholdstilladelse, fordi kommunen løbende havde kontakt til Udlændingesty-relsen, der telefonisk oplyste, at styrelsen ville betale. Ham bekendt betalte Ud-lændingestyrelsen ikke nogen udgifter for Person 1. Han husker, at Vidne 1 aftalte, at Person 1's far skulle gå med Person 1 for at søge opholdstilladelse. Vidne 1 var ret fru-streret over, at det flere gange ikke lykkedes.
Vidne 1 har forklaret, at han er uddannet socialrådgiver og nu arbejder i Horsens Kommune. Han blev ansat i Skanderborg Kommune som nyuddannet i januar 2018. Han stoppede i forvaltningen for voksenhandicap ved udgangen af maj 2019 og fik derefter ansættelse på et bosted i samme kommune. Han blev i foråret eller sommeren 2018 sagsbehandler for Person 1. Han fik overdraget Person 1's sag fra Person 3, som han talte kort med. Hun fortalte ham ikke, at der var et problem i forhold til den manglende opholdstil-ladelse. Alvoren gik først op for ham hen ad vejen i forløbet. Han talte med le-
13
deren af bostedet, Person 2, om den manglende opholdstilladelse. Kommunen og bostedet ville gerne hjælpe Person 1 med at søge. De prøvede nogle gange, men det strandede på betaling af gebyr. Han talte kun med Person 1 i telefonen. Han forklarede ham, hvad konsekvenserne af manglende ophold-stilladelse var, men Person 1 var ikke ”helt enig i virkeligheden” . Situationen var ikke superbehagelig, og det var mere jura end socialrådgivning, der var i fokus. Derfor talte han også meget med Vidne 3 og Person 4, når han fore-tog sig noget i sagen. Det var en bizar situation, og alle regnede med, at det ville gå i orden.
Vidnet mødtes på et tidspunkt med Person 1's far, der kom med nogle papirer. Vidnet opfattede situationen sådan, at gebyret for ansøgningen om opholdstil-ladelse var en væsentlig del af problemet. Vidnet fik forskellige oplysninger herom fra familien, og dem kunne han ikke regne med. Han vurderede, at Person 1 ikke var ”så tabt bag af en vogn” , som han gav sig ud for at være. Person 1 ville gerne søge, men ikke betale. Han husker, at Person 1 sagde, at han bare kun-ne tage til Bosnien, men vidnet ved ikke, om Person 1 var klar over, hvad det in-debar. Han mente på baggrund af sine telefonsamtaler med Person 1, at han kun-ne give et habilt samtykke. Det havde Person 2 fra bostedet og den tidligere sagsbehandler også vurderet. Der var tale om værgemål, men han mente ikke, at der var behov for det.
Han oplevede, at han startede ”fra scratch” med Udlændingestyrelsen, da han overtog sagen. Udlændingestyrelsen ville ikke hjælpe med noget, men oplyste om proceduren, hvis borgeren ikke havde opholdstilladelse. Udlændingestyrel-sen forholdt sig ikke til det praktiske og udviste ikke megen samarbejdsvilje. Han talte ikke med Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den kunne betale for ydelser til Person 1. Han talte med Vidne 3 om, at kommunen ikke havde hjemmel til at gøre noget i forhold til ansøgningen om opholdstilladelse, men derudover havde kommunen jo en indsats i gang, og det var en del af indsatsen at få Person 1 til at søge. Vidnet var med til at træffe afgørelsen om opsigelse af botilbud-det, men Vidne 3 var meget inde over. Der blev gjort meget for at løse situationen.
Vidnet har ikke set brevet af 27. september 2018 fra Udlændingestyrelsen til Person 1 om, at Person 1 nu havde fået lovligt ophold, mens man behandlede hans ansøgning om opholdstilladelse. Han husker ikke nu præcist, hvad der blev sagt samme dag under en telefonsamtale mellem ham og Person 1, hvor Person 1 fortalte, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre, fordi han var blevet smidt ud af Institution 3 og manglede et sted at bo. Hvis Person 1 havde nævnt, at han hav-de søgt opholdstilladelse, ville vidnet have skrevet det i notatet fra samtalen. Det var vidnets indtryk fra samtaler med Udlændingestyrelsen, at Person 1 ville få opholdstilladelse, hvis han søgte, og der vel at mærke blev betalt ansøg-ningsgebyr. Da han talte med Person 1 den 27. september 2018, fik han oplyst, at
14
Person 1 var i København for at passe sin yngre fætter. Vidnet har ikke indtryk af, at Person 1 på noget tidspunkt var i By.
Den 16. oktober 2018 havde han kontakt med Person 1's mor og Udlændinge-styrelsen. På dette tidspunkt mente han stadig, at Udlændingestyrelsen skulle handle i forhold til Person 1. Udlændingestyrelsen henviste ikke på noget tids-punkt til, at det nu var Skanderborg Kommune, som skulle handle. Det var sik-kert kommunens forpligtelse, men det var også udtryk for almindelig anstæn-dighed at orientere Udlændingestyrelsen om, at Person 1 var handicappet. Kom-munen ville gerne hjælpe, men reglerne gjorde, at tingene gik, som de gik.
Vidnet ved ikke, hvem der udfyldte ansøgningen om opholdstilladelse og betal-te gebyret. Person 1's mor orienterede på et tidspunkt om, at der var betalt. Da kommunen skred til opsigelse af botilbuddet på Institution 3, var man klar over, at Person 1 så måtte komme på Udrejsecenter. Kommunen havde ikke hjemmel til at fortsætte med at betale for botilbuddet. Han ved ikke, hvor-for kommunen handlede i 1½ år uden hjemmel. Det emne spillede ikke så stor en rolle i det, han kunne læse i sagsakterne, da han overtog sagen. Måske blev det aktuelt, da sagen landede hos en socialrådgiver, der havde overskud til at gå ind i det.
Han erindrer ikke, at man drøftede, om kommunen kunne bevilge udgiften til gebyret på 4.000 kr. for ansøgningen om opholdstilladelse til Person 1. Han blev nok klar over, at Person 1 havde fået processuelt ophold, da han i en mail af 13. november 2018 fik oplyst, at der nu var betalt.
Hvis kommunen havde vidst, at Person 1 havde fået lovligt ophold efter opsigel-sen af botilbuddet og inden den 30. september 2018, vil han tro, at kommunen havde trukket opsigelsen tilbage. Det ville han i givet fald have talt med en jurist om. Så sent som den 5. september 2018 havde han kontakt med Udlæn-dingestyrelsen, og på det tidspunkt var der ikke modtaget en ansøgning fra Person 1.
Han noterede alle oplysninger i sagen meget grundigt.
Vidne 4 har forklaret, at hun har været ansat som jurist i Randers Kommune siden marts 2002. Skanderborg Kommune anbragte Person 1 på Institution 2 og senere på Institution 3, som var botilbud i Randers Kommune. Skanderborg Kommune fortsatte så som handlekommune efter serviceloven, og Randers Kommune udbetalte ydelser til Person 1, herunder f.eks. kontanthjælp, men fik udgifterne refunderet af Skanderborg Kommune. Randers Kommune traf afgørelse om at stoppe kontanthjælpen den 11. septem-ber 2018.
15
Hun har ikke været involveret i en afgørelse om afslag på bevilling af penge til at søge om permanent opholdstilladelse i oktober 2017. Hun formoder, at det er Randers Kommune, der har givet afslaget, fordi Randers Kommune var forsør-gerkommune. Måske er afslaget begrundet i, at Person 1 selv haft midler til at afholde udgiften.
I januar 2019 blev hun kontaktet af en sagsbehandler på Jobcenteret om Person 1's ansøgning om kontanthjælp. Hun talte også med en anden sagsbehandler, Person 5, om sagen. Han kontaktede Institution 3, der oplyste, at Person 1 ikke havde været på stedet siden en gang i september måned 2018.
Hun talte også selv med Person 2 fra opholdsstedet og fik oplyst, at Person 1 ikke havde opholdt sig fysisk på Institution 3 efter den 20. september 2020, men var taget til København med sin far. Person 1 havde ikke venner eller andre, som han opholdt sig hos i Randers. Han blev bragt til og fra Institution 3 af familie.
Person 1 fik ikke ydelser fra Randers Kommune i perioden fra september 2018 til januar 2019.
Randers Kommune bad om, at Person 1 fik registreret folkeregisteradresse i Vejle, men det ville Vejle Kommune ikke. Måske skulle Institution 3 have bedt om en adresseændring for Person 1, da han forlod stedet, men det havde institutionen nok ikke fokus på.
Vejle Kommune ville ikke betale for udgifter til Person 1, og da han stadig havde folkeregisteradresse i Randers, var Randers Kommune nødt til at reagere. Som hun erindrer det, kunne Person 1 ikke deltage i aktiviteter i Randers Kommune. Han var ikke i Randers og ønskede ikke at deltage.
Randers Kommune var klar over, at der var noget ”mudder” med hensyn til opholdstilladelsen. Der var på et tidspunkt kontakt herom til Udlændingesty-relsen, og Randers Kommune fik i den forbindelse en forkert besked om, at han havde lovligt ophold den 12. april 2018.
Hun har ikke set brevet fra Udlændingestyrelsen af 27. september 2018 til Person 1 om, at han havde opholdstilladelse, mens hans ansøgning blev behandlet.
Randers Kommune gjorde ikke noget aktivt i sagen for at tjekke, om han havde fået sin opholdstilladelse. Hvis han gik rundt på gaden, og de havde fået en henvendelse, havde kommunen reageret.
16
I januar 2019 må kommunen have vidst, at han igen havde lovligt ophold i Danmark. Ellers kunne kommunen ikke udbetale kontanthjælp fra midten af januar 2019.
Anbringender
Vejle Kommune har til støtte for de principale påstande 1 og 2 anført, at Skan-derborg Kommune frem til Dato 2017 ubestridt var handle- og beta-lingskommune for Person 1, jf. dagældende § 9 a, stk. 4, 2. pkt. og § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven. . Skanderborg Kommune fortsatte endvidere med at agere som sådan frem til den 30. september 2018 ved at finansiere støtte efter servicelovens §§ 104 og 107, selv om serviceloven ikke fandt direkte an-vendelse i perioden fra Dato 2017 til den 17. september 2018, hvor Person 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Skanderborg Kommune var derfor også forpligtet til fortsat at yde hjælp til Person 1 derefter, da Skanderborg Kommune ikke var berettiget til at opsige hans botilbud på Institution 3 i Randers Kommune pr. 30. september 2018. Skanderborg Kommu-ne forblev handle- og betalingskommune frem til den 30. september 2018 og var det fortsat efter denne dato efter principperne i serviceloven og retssikkerheds-loven.
I dagene op til den 30. september 2018 burde Skanderborg Kommune have un-dersøgt, om Person 1's opholdsstatus havde ændret sig, og om han dermed var berettiget til fortsat ophold på Institution 3 efter den 30. september 2018. I kraft af Skanderborg Kommunes viden om, at Person 1 var mentalt retarderet med et massivt behov for støtte, var der så meget desto mere grund til at undersøge hans opholdsstatus og om nødvendigt søge om ophold-stilladelse på hans vegne.
Skanderborg Kommunes handle- og betalingspligt efter dagældende § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven gjaldt helt frem til den 30. september 2018, da det af Skanderborg Kommune anviste botilbud de facto fortsatte under Person 1's ulovlige ophold i Danmark, og det ikke er oplyst, at Person 1 havde til hensigt at fraflytte botilbuddet før den 30. september 2018. Hand-lepligten bestod ifølge den dagældende § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven, så længe han havde ophold i det pågældende botilbud.
Skanderborg Kommune udviste passivitet efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, ved ikke at gribe ind den 30. september 2018, hvor Person 1 ifølge Skanderborg Kommunes afgørelse om opsigelse af botilbuddet senest skulle være fraflyttet. Skanderborg Kommune var i september 2018 bekendt med de forhold, der begrundede, at Person 1 den 1. april 2020 blev placeret af Randers Kommune i Botilbud i Mariagerfjord Kommune efter servicelovens § 108, og det var åbenbart for Skanderborg Kommune, at der måt-
17
te gribes ind. Skanderborg Kommune havde ikke modtaget oplysninger om, at der var sket en bedring af Person 1's forhold i perioden fra den 15. maj 2017 til den 30. september 2018. Kommunen var derfor vidende om, at Person 1 ville blive hjemløs og miste sin støtte den 30. september 2018.
Skanderborg Kommune var også forpligtet til at yde hjælp efter principperne i serviceloven, jf. Social- Indenrigsministeriets meddelelse af 1. juli 2016 sam-menholdt med handicapkonventionens artikel 16, stk. 1, og artikel 19, stk. 1, b, uanset Person 1's processuelle ophold pr. 17. september 2018.
Ankestyrelsens afgørelse af 10. november 2021 om, at Vejle Kommune ikke kunne rette krav mod Skanderborg Kommune efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, da Vejle Kommune på tidspunktet for afgørelsen ikke var aktuel op-holdskommune på trods af, at Vejle Kommune afholdt udgifter til Person 1's ophold, er forkert. Det fremgår således eksplicit af forarbejderne til ændringen af retssikkerhedsloven den 24. august 2023 (L95 af 29. marts 2023, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.1 og 2.4.2), at Ankestyrelsens anvendelse af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, i afgørelsen af 10. november 2021 ikke var i overensstemmelse med hensigten bag bestemmelsen. På tidspunktet for udta-gelsen af stævning var Vejle Kommune dog utvivlsomt aktuel opholdskommu-ne og kunne rette krav efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.
Vejle Kommune har til støtte for de subsidiære påstande 1 og 2 gjort gældende, at Randers Kommune var opholds- og handlekommune efter serviceloven den 17. september 2018, hvor Person 1 fik processuelt ophold i Danmark, jf. dagældende § 9, stk. 1, jf. stk. 2, i retssikkerhedsloven, da han siden den 15. maj 2017 havde opholdt sig og haft bopæl på botilbuddet Institution 3 i Randers Kommune.
Randers Kommune udviste passivitet efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, ved ikke at yde støtte til Person 1 i forbindelse med, at Person 1's botilbud på Institution 3 blev opsagt den 31. august 2018 til fraflytning se-nest den 30. september 2018. Randers Kommune var bekendt med de forhold, der begrundede hans støttebehov, og det var åbenbart for Randers Kommune, at der måtte gribes ind for at undgå, at Person 1 blev overladt til sig selv uden den fornødne støtte og hjælp.
Skanderborg Kommune har anført, at Skanderborg Kommunes forpligtelse til at yde hjælp og støtte til Person 1 ophørte Dato 2017, hvor han mistede sin opholdstilladelse og opholdt sig ulovligt i Danmark. Serviceloven fandt derfor ikke direkte anvendelse jf. servicelovens § 2, stk. 1, modsætningsvist, ligesom loven heller ikke fandt analog anvendelse. Skander-borg Kommune var dermed ikke forpligtet til at yde Person 1 hjælp efter serviceloven, da han mistede sin opholdstilladelse.
18
Skanderborg kommune blev ikke refusionspligtig over for Vejle Kommune, fordi Skanderborg Kommune ydede hjælp og støtte til Person 1 under hans ulovlige ophold i Danmark. En kommune kan efter omstændighederne yde hjælp efter serviceloven til udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Dan-mark. Det er slået fast i Social- og Indenrigsministeriets meddelelse af 1. juli 2016. Skanderborg Kommune havde på det grundlag mulighed for at yde hjælp og støtte til Person 1, men kommunen var ikke forpligtet til at yde hjælp og støtte til ham.
Afgørelsen om opsigelse af Person 1's botilbud på Institution 3 havde virkning fra tidspunktet for afgørelsen den 31. august 2018. Afgørelsen blev ikke påklaget af Person 1. Støtten fra Skanderborg Kommune ophørte fra afgørelsestidspunktet, og der var derfor tale om et brudt forløb i retssikker-hedslovens forstand, jf. den dagældende § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven. Skan-derborg Kommunes forpligtelser som handle- og betalingskommune ophørte dermed også af den grund.
Vejle Kommune har ikke godtgjort, at Person 1 boede og opholdt sig i Skanderborg Kommune i september måned 2018. Han valgte derimod selv at flytte til Vejle Kommune efter, at hans botilbud blev opsagt.
Hvis Skanderborg Kommune anses for at have været handlekommune for Person 1 fra den 17. september 2018 og frem, har Vejle Kommune alene ret til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, hvis det kan dokumenteres, at fraflytningskommunen var bekendt med de forhold, der begrundede anbringelsen/foranstaltningen, og det var åbenbart, at der skul-le gribes ind. Vejle Kommune har ikke godtgjort, at Skanderborg Kommune var bekendt med forholdene, og at det var åbenbart, at der skulle gribes ind. Der er tale om en streng bevisbyrde, og adgangen til refusion er snæver. Den skal kun anvendes i tilfælde, hvor det er klart, at en kommune har opført sig forkert. Be-tingelserne for at yde refusion er derfor ikke opfyldt.
Udlændingestyrelsen har handlepligt over for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. Skanderborg Kommune kan derfor ikke have overtrådt handicap-konventionen i den periode, hvor Person 1 opholdt sig ulovligt i Danmark. Skanderborg Kommune overholdt sine forpligtelser til at handle over ham, da han opholdt sig lovligt i Danmark og boede i Skanderborg Kommune. Skanderborg Kommune kunne ikke have indgivet ansøgningen om opholdstil-ladelse for Person 1, da han ikke var umyndiggjort. Skanderborg Kom-mune har imidlertid ihærdigt forsøgt at få ham til at søge opholdstilladelse og hjælpe ham i den forbindelse, herunder at forklare ham om konsekvenserne ved ikke at søge. Skanderborg Kommune var i øvrigt ikke bekendt med, at
19
Person 1 havde fået processuelt og dermed lovligt ophold i service-lovens forstand, før botilbuddet ophørte, og han var flyttet til Vejle Kommune.
Randers Kommune har anført, at Randers Kommune alene var institutions-kommune for Person 1 den 17. september 2018 og tidligere handle-kommune for så vidt angår forsørgelsen af ham. Ophold på institution beretti-ger ikke til mellemkommunal refusion. Et af formålene med reglerne om mel-lemkommunal refusion er netop at beskytte kommuner med mange institutio-ner. Randers Kommune var derfor ikke handle- eller betalingskommune på baggrund af borgerens ophold på Institution 3 i Randers Kommune, jf. service-lovens § 2, stk. 1, og den dagældende § 9, stk. 7, jf. stk. 8, i retssikkerhedslo-ven.Randers Kommune havde heller ingen tilsynsforpligtelse over for hverken Person 1 eller botilbuddet Institution 3.
Der var tale om et brudt forløb i retssikkerhedslovens forstand efter den dagæl-dende retssikkerhedslovs § 9, stk. 8. Støtten fra Skanderborg Kommune ophørte den 31. august 2018, hvor Person 1's botilbud blev opsagt, og Randers Kommune traf den 11. september 2018 afgørelse om ophør af udbetaling af ydelser på baggrund af, at Person 1 opholdt sig ulovligt i Danmark.
Vejle Kommune har ikke godtgjort, at Person 1 boede og opholdt sig i Randers Kommune i september måned 2018. Person 1 havde ingen tilknytning til Randers Kommune bortset fra opholdet på institution.
Randers Kommune var ikke handlekommune for Person 1 den 30. september 2018, og allerede af den grund udviste Randers Kommune ikke pas-sivitet i medfør af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.
Vejle Kommune har i givet fald alene ret til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, hvis det kan dokumenteres, at fraflytnings-kommunen var bekendt med de forhold, der begrundede anbringelsen/foran-staltningen, og det var åbenbart, at der skulle gribes ind. Vejle Kommune har ikke godtgjort, at Randers Kommune var bekendt med forholdene, og at det var åbenbart, at der skulle gribes ind.
Retsgrundlaget
Retssikkerhedsloven
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 2, at loven indeholder regler for, hvordan bl.a. en kommune skal behandle sager efter lovgivningen det sociale område.
Det hedder i den dagældende § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at op-holdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog stk. 7 og 9 og § 9 a, stk. 4 og 7.
20
En borger har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanlig-vis opholder sig, jf. § 9, stk. 2.
Af forarbejderne til ændring af retssikkerhedslovens § 9 (lovforslag nr. 18 af 8. oktober 2003, bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser til § 1, nr. 1 og 2) fremgår bl.a.:
”Den nye § 9 svarer i det væsentlige til den gældende § 9, idet bestem-melserne om handlepligt og opholdskommune for personer under 18 år dog er skilt ud. Det præciseres nu, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Personer uden fast bopæl har opholdskommune i den kommune, hvortil perso-nen ud fra en samlet vurdering har størst tilknytning. Denne præcise-ring er i overensstemmelse med fortolkningen af de gældende regler, hvorefter borgerens tilmelding til folkeregistret ikke er afgørende, men indgår i kommunens samlede vurdering af borgerens tilknytning til kommunen. Det er det faktiske flyttetidspunkt, der er afgørende for, hvornår en kommune overtager forpligtelsen som opholdskommune. Tilmeldingen til folkeregistret har dog betydning ved vurderingen af tidspunktet for flytningen og dermed overførslen af forpligtelsen som handlekommune til kommunen.”
En oprindelig opholdskommunes pligt til at yde hjælp efter lov om social servi-ce og pligtens varighed var tidligere reguleret i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, og § 9, stk. 8 (lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 med ændringer), der den 30. september 2018 havde følgende ordlyd:
”Stk. 7. Den oprindelige opholdskommune har uanset stk. 1 pligt til at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen i en anden kommune har fået op-hold i
1) boformer efter §§ 107-110 … i lov om social service,
…
Stk. 8. Pligten efter stk. 7 består, så længe personen har ophold i det pågæl-dende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 9. Pligten til at yde hjælp i anledning af en persons ophold i en boform efter § 110 i lov om social service består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.”
Det fremgår af den dagældende § 9 a, stk. 4, 2. pkt. i retssikkerhedsloven, at et barn eller en ung under 18 år, som er anbragt uden for hjemmet, får selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 11 i lov om social service. Det fremgår videre af den dagældende § 9 c, stk. 2, i samme lov, at opholdskommunen har ret til refusion, når den tidli-gere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i bl.a. boformer efter §§ 107-110 i lov om social service.
21
I den dagældende § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018, hedder det som følger:
”Stk. 6. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person får op-hold i et tilbud som nævnt i stk. 2, 4 og 5 og den tidligere opholdskom-mune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringel-sessted, jf. § 66 i lov om social service, som følge af en tidligere op-holdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at be-slutningen om hjemgivelse var ubegrundet.”
Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, blev oprindeligt indført som § 9 c, stk. 5, ved lov nr. 1418 af 21. december 2005. Af forarbejderne til denne bestemmelse (lov-forslag nr. 37 af 27. oktober 2005) fremgår bl.a.:
”Almindelige bemærkninger
…
Baggrunden for ændringerne
Hovedreglen på det sociale område er, at det er den kommune, som handler i forhold til borgeren, som også skal betale for regningen. Reg-lerne om mellemkommunal refusion er en undtagelse til denne hoved-regel, således at det er borgerens oprindelige hjemkommune, der beta-ler for foranstaltninger, der gives i en anden kommune. Reglerne sikrer, at borgeren bliver garanteret den bedste sociale indsats uanset i hvilken kommune, indsatsen kan gives.
Reglerne blev oprindeligt indført for at begrænse kommunernes inci-
tamenter til ”eksport” af sociale problemer ved at sende borgere, der medførte store økonomiske udgifter til social hjælp til andre kommu-ner. Reglerne modvirker også, at borgerne visiteres til foranstaltninger alene fordi foranstaltningen befinder sig i en anden kommune.
…
2. En indførelse af en retstilstand, hvor den tidligere hjemkommune be-taler på grund af udvist passivitet
…
Lovforslaget skaber hjemmel til, at der kan blive refusionspligt for en kommune, når det er åbenbart, at der kræves handling og det er åben-bart, at den omhandlede kommune vidste dette. Det er ikke tanken, at bestemmelsen skal give en videre adgang til refusion, end forudsat frem til 2003.
…
Til nr. 3 (§ 9 c, stk. 5)
…Med lovforslaget indføres den retstilstand, som har været forudsat frem til 2003. Lovforslaget medfører således ingen ændring i, at det
22
fortsat vil kræve et sikkert bevis for 1) at der er en situation, der kræver handling, og 2) at den tidligere kommune var klar over dette. Den forholdsvis snævre adgang til refusion i de omhandlede tilfælde skyldes, at refusionen i disse tilfælde nærmere har karakter af en erstat-ning. Derfor er det ønsket, at refusionen kun finder anvendelse i de til-fælde, hvor det er klart at en kommune har opført sig forkert.
…”
Serviceloven
Det fremgår af den dagældende servicelovs § 2, stk. 1, at ”Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.
Udlændingeloven
Efter udlændingelovens § 42 a (lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016 med ændringer) har en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig i Danmark, ret til at få udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgel-sen af udlændingen, og udlændingen ikke har ret til forsørgelse efter anden lovgivning med undtagelse af hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpoli-tik.
Af forarbejderne til ændring af udlændingelovens § 42 a ved lov nr. 1617 af 26. december 2013 (lovforslag nr. 11 af 2. oktober 2013, pkt. 7.1 om bemyndigelse af Udlændingestyrelsen til at fastsætte regler om forsørgelse af asylansøgere), fremgår bl.a.:
”Udlændinge, der opholder sig i Danmark som asylansøgere, får efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, udgifterne til underhold og nød-vendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen. Det samme gælder udlændinge med ulovligt ophold, hvis det er nødven-digt af hensyn til forsørgelsen af den pågældende, jf. § 42 a, stk. 2.
…
Udlændingestyrelsens forpligtelse til at dække udgifterne til underhold af asylansøgere og udlændinge med ulovligt ophold, jf. § 42 a, stk. 1 og 2, omfatter også nødvendige sociale foranstaltninger, da sådanne ud-lændinge ikke er omfattet af den almindelige lovgivning på det sociale område, herunder serviceloven. …”
Administrative forskrifter
Af Vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven fremgår bl.a.:
23
”En udlænding med processuelt ophold, f.eks. en asylansøger, der har ret til at opholde sig her i landet, mens udlændingens ansøgning om opholdstilladelse behandles, vurderes at have lovligt ophold i service-lovens forstand i kraft af, at udlændingen under sit processuelle ophold ikke har pligt til at udrejse, ikke kan udsendes tvangsmæssigt og ikke kan udvises alene som følge af sit processuelle ophold.
En udlænding, der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på op-holdstilladelse, vurderes ikke at have lovligt ophold i servicelovens for-stand. Har udlændingen ret til at forblive her i landet på et processuelt ophold, mens udlændingens klage over afslaget på opholdstilladelse, afslaget på forlængelse af opholdstilladelse eller inddragelsen af op-holdstilladelse, vil udlændingen have lovligt ophold i servicelovens forstand.”
Af Social- og Indenrigsministeriets meddelelse af 1. juli 2016 om servicelovens anvendelsesområde i forhold til asylansøgere og udlændinge uden lovligt op-hold fremgår bl.a.:
”2. Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt
En udlænding, der opholder sig her i landet og enten har indgivet an-
søgning om asyl eller ikke har ret til at opholde sig her i landet, får ud-gifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen. Forsørgelsespligten gælder for asylansøgere indtil udrejse eller udsendelse …
…
Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt omfatter også nødvendige soci-ale foranstaltninger, hjælp eller støtte. Forsørgelsespligten indebærer, at Udlændingestyrelsen godkender betaling af foranstaltninger og den hjælp eller støtte, der iværksættes over for denne gruppe.
…
3. Servicelovens anvendelsesområde
…
Ved vurderingen af, om en udlænding har lovligt ophold i service-lovens forstand, må der lægges vægt på, om udlændingen har lovligt ophold i udlændingelovens forstand. Ministeriets opfattelse af gælden-de ret er således følgende:
…
2. En udlænding med processuelt ophold, dvs. en asylansøger eller ikke-asylansøger, der efter udlændingelovens regler har ret til at opholde sig her i landet, mens udlændingens ansøgning om op-holdstilladelse behandles, har et lovligt ophold her i landet i servi-celovens forstand.
24
…
5. Iværksættelse af sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte uden for servicelovens anvendelsesområde
Uden for servicelovens anvendelsesområde falder som ovenfor nævnt blandt andet udlændinge, der har fået endeligt afslag på asyl eller op-holdstilladelse på andet grundlag, og udlændinge, der har fået inddra-get opholdstilladelsen. Kommunen kan derfor som udgangspunkt ikke over for disse personer iværksætte foranstaltninger, hjælp eller støtte med hjemmel i serviceloven.
I særlige tilfælde må det dog antages, at kommunen med henvisning til principperne i serviceloven kan iværksætte sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte over for en udlænding, der på grund af sit ulovlige ophold ikke direkte er omfattet af serviceloven. Dette gælder bl.a. i til-fælde, hvor der er en åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller ud-vikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller på grund af overgreb, som barnet har været udsat for…
…
7. 1. Udlændingestyrelsen godkender betaling
Asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold får udgifterne til un-derhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlæn-dingestyrelsen. Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt omfatter som nævnt ovenfor også nødvendige sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte.
Kommunerne skal således ikke iværksætte sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte over for asylansøgere og udlændinge uden lovligt op-hold i det omfang, udlændingemyndighederne inden for asylsystemet kan imødekomme eventuelle behov.
Kommunerne skal heller ikke iværksætte sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte over for asylansøgere uden lovligt ophold, uden at kommu-nen forinden har forelagt sagen for Udlændingestyrelsen, og Udlæn-dingestyrelsen forinden har godkendt betaling af foranstaltningen, hjælpen eller støtten, jf. afsnit 7.4…
”
Det fremgår videre af en analyse af servicelovens anvendelsesområde i forhold til udlændinge med processuelt eller ikke lovligt opholdsgrundlag fra Social- og Indenrigsministeriet af 29. juni 2016, pkt. 7.2.4.5., at der som udgangspunkt ikke kan iværksættes foranstaltninger med hjemmel i serviceloven, men at der ikke er grundlag for at antage, at det med dansk lovgivning på området har været tilsigtet at fravige de forpligtelser, der følger af handicapkonventionen. I særlige tilfælde – herunder hvor det følger af handicapkonventionens artikel 16 – må det således antages, at kommunen med henvisning til principperne i service-
25
loven kan iværksætte sociale foranstaltninger over for en udlænding, der på grund af sit ulovlige ophold ikke direkte er omfattet af serviceloven.
FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap
Af bekendtgørelse nr. 20 af 15. november 2017 af FN-konvention af 13. decem-ber 2006 om rettigheder for personer med handicap fremgår bl.a.:
“Artikel 16
Frihed for udnyttelse, vold og misbrug
1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, ad-ministrative, sociale, uddannelsesmæssige og andre foranstaltninger til at beskytte personer med handicap mod enhver form for udnyttelse, vold og misbrug, herunder som følge af køn, både i og uden for hjem-met.
2. Deltagerstaterne skal ligeledes træffe alle passende foranstaltninger til at forebygge enhver form for udnyttelse, vold og misbrug ved bl.a. at sikre passende former for køns- og alderssvarende bistand og støtte til personer med handicap og deres familie og omsorgspersoner, herunder ved tilvejebringelse af information og uddannelse om, hvordan udnyt-telse, vold og misbrug kan undgås, opdages og indberettes. Deltagersta-terne skal sikre, at beskyttelsesforanstaltninger er alders-, køns- og handicapsvarende.
…
Artikel 19
Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundslivet
Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:
…
b) at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inklude-ret i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet,
…”
Landsrettens begrundelse og resultat
Skanderborg Kommune
Det følger af servicelovens § 2, stk. 1, modsætningsvist, at Skanderborg Kom-munes pligt til at yde hjælp til Person 1 ophørte Dato 2017, da han fyldte 18 år og mistede sin opholdstilladelse.
Det lægges efter indholdet af journalnotat af 18. september 2017 fra Skander-borg Kommune sammenholdt med brevet af 15. december 2017 fra Skander-
26
borg Kommune til Udlændingestyrelsen til grund, at Skanderborg Kommune først efter bevillingen af 3. maj 2017 til Person 1 om ophold på Institution 3 blev gjort bekendt med, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark.
Ved brevet af 15. december 2017 tog Skanderborg Kommune i overensstemmel-se med de gældende regler om, at det er Udlændingestyrelsen, der har forsør-gelsespligten – herunder nødvendige sociale foranstaltninger, hjælp og støtte – over for udlændinge uden lovligt ophold, kontakt til Udlændingestyrelsen og orienterede om, at kommunen ikke mente at have hjemmel til at levere ydelser efter serviceloven til borgeren, jf. servicelovens § 2, stk. 1.
Det lægges efter bevisførelsen i øvrigt til grund, at Skanderborg Kommune frem til den 30. august 2018 havde løbende dialog med Udlændingestyrelsen om Person 1's forhold og samtidig forsøgte at motivere ham til og hjæl-pe ham med at søge opholdstilladelse. Den 30. august 2018 fik Skanderborg Kommune oplyst af Udlændingestyrelsen, at Udlændingestyrelsen som ud-gangspunkt ikke ville betale for servicelovsydelser, men i givet fald ville få an-bragt Person 1 hurtigst muligt på Udrejsecenter.
Skanderborg Kommune havde indtil da ydet Person 1 støtte i en læn-gere periode uden at være forpligtet hertil efter serviceloven eller principperne heri, og der er efter det oplyste om forløbet af dialogen mellem Skanderborg Kommune og Udlændingestyrelsen ikke grundlag for at bebrejde Skanderborg Kommune, at Skanderborg Kommune herefter valgte at opsige botilbuddet som sket ved brev af 31. august 2018 og samtidigt orienterede Udlændingestyrelsen herom.
Det kan efter bevisførelsen heller ikke lægges til grund, at Person 1 fra den 17. september 2018, hvor han på ny fik lovligt ophold, til den 30. september 2018 eller i tiden herefter havde ophold i Skanderborg Kommune.
Skanderborg Kommune var derfor ikke handlekommune fra den 17. september 2018 og frem efter serviceloven, jf. dagældende § 9, stk. 7, nr. 1, og stk. 8 i rets-sikkerhedsloven, eller principperne heri. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Skanderborg Kommune skulle have udvist passivitet i henhold til retssikkerhedslovens dagældende § 9 c, stk. 6, ved ikke at gribe ind og yde støt-te.
Skanderborg Kommunes påstand om frifindelse tages derfor til følge.
Randers Kommune
Af bemærkningerne i til lov nr. 1418 af 21. december 2005 i lovforslag nr. 37 af 27. oktober 2005 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område fremgår det, at hovedreglen på det sociale område er, at hand-
27
lekommunen også er betalingskommune, samt at reglerne om mellemkommu-nal refusion blev indført som en undtagelse hertil for at ”begrænse kommuner-nes incitamenter til ”eksport” af sociale problemer ved at sende borgere, der medførte store økonomiske udgifter til social hjælp til andre kommuner.”
Randers Kommune har været handlekommune i forhold til Person 1's forsørgelse i kraft af, at han var anbragt af Skanderborg Kommune i et botilbud i Randers Kommune. Randers Kommune traf den 11. september 2018 afgørelse om at standse uddannelseshjælpen til ham, da han ikke havde nogen gyldig opholdstilladelse. Det er efter bevisførelsen desuden ikke godtgjort, at Person 1 i september 2018 havde ophold i Randers Kommune på andet grundlag end i kraft af sin tilknytning til Institution 3.
Randers Kommune var derfor ikke handlekommune for Person 1 fra den 17. september 2018 og frem, jf. den dagældende § 9, stk. 1, jf. stk. 2, i rets-sikkerhedsloven.
Der er herefter heller ikke grundlag for at fastslå, at Randers Kommune skulle have udvist passivitet i henhold til retssikkerhedslovens dagældende § 9 c, stk. 6, ved ikke at gribe ind og yde støtte.
Randers Kommunes påstand om frifindelse tages derfor også til følge.
Sagsomkostninger
Efter sagens udfald skal Vejle Kommune i sagsomkostninger betale 400.000 kr. til Skanderborg Kommune og 400.000 kr. til Randers Kommune. Beløbene er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbene taget hensyn til sagens omfang, hovedfor-handlingens varighed og sagens betydning. Der er endvidere lagt vægt på, at Skanderborg Kommune og Randers Kommune er repræsenteret af den samme advokat. Det bemærkes i den forbindelse, at forskellen på størrelsen af de omt-vistede beløb ikke er tilstrækkelig til at differentiere størrelsen af de tilkendte sagsomkostninger, idet tvistens centrale punkter ikke har vedrørt udgifternes størrelse.
THI KENDES FOR RET:
Skanderborg Kommune og Randers Kommune frifindes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Vejle Kommune inden 14 dage betale 400.000 kr. til Skanderborg Kommune og 400.000 kr. til Randers Kommune. Be-løbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 01-05-2024 kl. 10:12
Modtagere: Sagsøger Vejle Kommune, Sagsøgte Skanderborg Kommune, Sagsøgte Randers Kommune