Højesteret ændrer landsrettens afgørelse og stadfæster byrettens afgørelse i sag om erstatningsansvar efter forsinket kræftdiagnose, herunder bevislempelse med hensyn til årsagssammenhæng

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 29. maj 2024

Sag BS-51039/2023-HJR

(1. afdeling)   

Ankenævnet for Patienterstatningen

(advokat Inge Houe)

mod

Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2

og

Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1   

(advokat Thomas Stigaard Hansen, beskikket for begge)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 13. juni 2019 (BS-1747/2016-GLO) og af Østre Landsrets 12. afdeling den 22. marts 2023 (BS-30589/2019-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen, Lars Apostoli og Mohammad Ahsan.

Påstande

Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået stadfæstelse af byrettens dom.

De indstævnte, Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1, har påstået stadfæ-stelse af landsrettens dom.   

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremlagt en skriftlig vidneerklæring af 4. december 2023, der er afgivet af tidligere overlæge Vidne 1.   

2

Anbringender

Ankenævnet for Patienterstatningen har anført navnlig, at det ikke er overve-

jende sandsynligt, at den forsinkede diagnosticering gjorde Afdødes kræft uhelbredelig, da Retslægerådets erklæringer viser, at hendes overlevelses-chance i et 5-årigt perspektiv højest var 35 %, men sandsynligvis under 32 %. Det følger af Retslægerådets svar, at der foruden den rent statistiske overlevel-seschance skal lægges betydelig vægt på Afdødes individuelle forhold og kræftlidelsens forløb.   

Retslægerådets svar må samlet set forstås på den måde, at det var væsentligt mere sandsynligt, at Afdøde ville være død af sin kræftlidelse selv ved rettidig diagnosticering i april 2013.   

Sundhedsmyndighedernes ansvarspådragende fejl medfører ikke, at enhver tvivl skal komme patienten til gode. Sandsynligheden for årsagssammenhæng mellem fejl og skade i denne sag er for lille, uanset den usikkerhed som Retslæ-gerådet har udtalt.

Det forhold, at tidligere overlæge Vidne 1 har vurderet spørgsmålet om årsagssammenhæng anderledes, kan ikke føre til et andet resultat, da der må lægges afgørende vægt på Retslægerådets erklæringer.

Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1 har anført navnlig, at der er doku-menteret klar tvivl om årsagssammenhæng mellem fejl og skade, da ingen sik-kert kender til kræftens stadie tilbage i april 2013. Der bør henset til alvorlighe-den og karakteren af den skete fejl indrømmes en betydelig bevislempelse.   

Ankenævnet for Patienterstatningen har ikke med Retslægerådets svar på over-bevisende måde sandsynliggjort, at kræften var uhelbredelig også uden den væsentlige behandlingsforsinkelse. Det fremgår af svarene bl.a., at Retslægerå-det ikke med større sikkerhed har kunnet udtale sig om, hvorvidt kræften i 2013 havde spredt sig. Svarene må forstås således, at der var op til 49,9 % sandsyn-lighed for, at kræften i 2013 kunne helbredes, og at fejlen med sikkerhed har forøget risikoen for den indtrådte skade væsentligt.

Endvidere må der lægges vægt på, at tidligere overlæge Vidne 1 har ud-talt, at det statistisk er overvejende sandsynligt, at kræften ikke havde spredt sig af betydning i april 2013, og at generelle statistiske erfaringer taler for, at kræften i april 2013 kunne helbredes.

Højesterets begrundelse og resultat

Den 24. april 2013 blev der på Herlev Hospital i forbindelse med skift af Afdødes brystimplantat taget røntgenbilleder af hendes brystkasse.

Røntgenbillederne blev beskrevet som normale.

3

Den 31. marts 2014 blev der foretaget en ny røntgenundersøgelse af Afdødes brystkasse på Glostrup Hospital, som viste en 6-7 cm stor tumor i højre lunge, og hun fik konstateret lungekræft med spredning til lymfeknuder og lever. Ved en revurdering af røntgenbillederne fra april 2013 fandt man en tumor samme sted i hendes højre lunge.   

Afdøde modtog behandling, men afgik ved døden den 1. maj 2015 som følge af kræftsygdommen.   

Ankenævnet for Patienterstatningen har anerkendt, at der er begået en lægelig fejl, idet Afdødes kræftsygdom burde have været diagnosticeret ved undersøgelsen i april 2013 på Herlev Hospital.   

Sagens hovedspørgsmål er, om den forsinkede diagnosticering var årsag til, at Afdøde afgik ved døden som følge af sin kræftsygdom.

Efter § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sund-hedsvæsenet er det en betingelse for erstatning, at skaden ”med overvejende sandsynlighed” kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet an-derledes.

Det er fastslået i retspraksis, at betingelsen om, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet ander-ledes, efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng, jf. Højesterets dom af 27. august 2019 (UfR 2019.3916 H). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forøger ri-sikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade faktisk er indtrådt. Det er ikke muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed (men dog mindre end overvejende sandsynlighed) der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fejlens karakter.   

Det fremgår af Retslægerådets svar på spørgsmål E, at rådet har målt tumoren til at være ca. 3,2 cm i april 2013. Det fremgår endvidere af Retslægerådets svar på spørgsmål G, at stadiet for Afdødes lungekræft i april 2013 efter Rets-lægerådets måling af tumorstørrelsen var mindst IB. I svaret på spørgsmål 4 og 5 anfører rådet med henvisning til ”den hastige ændring i størrelse af svulsten og den observerede grad af spredning fra april 2013 til april 2014” , at det var mere end 50 % sandsynligt, at stadiet ikke var IB i april 2013.   

Af svaret på spørgsmål 2 fremgår det – med henvisning til Dansk Lunge Cancer Registers rapport fra 2015 – at den statistiske prognose for 5-årig overlevelse var 35 %, hvis stadiet i april 2013 var IB, mens prognosen var 32 % eller 25 %, hvis

4

kræftsygdommen var mere fremskreden, således at stadiet i april 2013 var IIA eller IIB. I svaret på spørgsmål 10 hedder det, at Dansk Lunge Cancer Registers data i nogle situationer kan ”bidrage til vurdering af prognosen ved en patient, hvor der er et kendt stadium af sygdommen, men data i registeret tager ikke hensyn til andre vigtige forhold ved sygdommen og patienten, som er vigtige for at give nøjagtig vurdering af prognosen” .   

I svaret på spørgsmål 20 anfører rådet, at det var mest sandsynligt, at kræften i april 2013 allerede havde spredt sig, og af svaret på spørgsmål F fremgår det med henvisning til Afdødes efterfølgende sygehistorie, at det var mest sandsynligt, at der i april 2013 var sket spredning til lymfeknuder.   

I spørgsmål N blev Retslægerådet anmodet om sammenfattende at oplyse, om

dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sand-synlighed kan anses for en følge af den forsinkede diagnosticering.   

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Retslægerådet i svaret på spørgsmål 20 anfører, at det ikke med sikkerhed kan vurderes, om der i april 2013 var sket spredning af kræften, idet rådet bemærker, at der hverken findes CT-skanning eller PET-CT-skanning fra april 2013. Det samme gælder det forhold, at rådet i svaret på spørgsmål J anfører, at betydningen af diagnoseforsinkelsen for be-handlingstilbuddet afhænger af det stadium, som kræften i virkeligheden havde i april 2013, og at kræftens ægte stadium i april 2013 ikke kendes.

Højesteret stadfæster herefter byrettens dom, således at Ankenævnet for Pati-enterstatningen frifindes.   

Under hensyn til sagens karakter og videregående betydning for Ankenævnet for Patienterstatningen finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sags-omkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part eller til stats-kassen.

5

THI KENDES FOR RET:  

Byrettens dom stadfæstes, således at Ankenævnet for Patienterstatningen frifin-des.   

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højeste-ret til den anden part eller til statskassen.   

Publiceret til portalen d. 29-05-2024 kl. 12:01

Modtagere: Advokat (H) Thomas Stigaard Hansen, Advokat (H) Inge Houe, Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1 v/Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2 og Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2, Appellant Ankenævnet for Patienterstatningen

Ikke erstatningsansvar for forsinket

kræftdiagnose

Forsinket diagnose berettigede ikke til erstatning, da patientens dødsfald ikke med den nødvendige sandsynlighed var en følge af

behandlingsforsinkelsen

Sag BS-51039/2023-HJR

Dom afsagt den 29. maj 2024

Ankenævnet for Patienterstatningen

mod

Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1

Afdøde fik i april 2013 foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen, hvor forholdene blev beskrevet som normale. I marts 2014 blev der foretaget en ny røntgenundersøgelse af Afdøde, som viste en 6-7 cm stor tumor i Afdødes højre lunge, og Afdøde fik konstateret lungekræft med spredning til lymfeknuder og lever. Ved en revurdering af billederne fra april 2013 fandt man en tumor samme sted i lungen.

Patienterstatningen fandt, at Afdøde alene var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10 % for væsentlig forringelse af den statistiske overlevelsesprognose som følge af forsinket diagnosticering, men derimod ikke for, at forsinkelsen var årsag til, at kræften var blevet uhelbredelig. Denne afgørelse indbragte Afdøde for Ankenævnet for Patienterstatningen. Afdøde afgik ved døden den 1. maj 2015 som følge af kræftsygdommen. Ankenævnet stadfæstede efterfølgende Patienterstatningens afgørelse, som blev indbragt for domstolene af Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1, samt efterladte, Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2.

Ankenævnet anerkendte, at der var begået en lægelig fejl i april 2013, og sagens hovedspørgsmål var, om den forsinkede diagnosticering var årsag til, at Afdøde afgik ved døden som følge af sin kræftsygdom.

Det følger af § 20 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at det er en betingelse for erstatning, at skaden ”med overvejende sandsynlighed” kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.

Højesteret udtalte, at det er fastslået i retspraksis, at denne betingelse efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng, og at dette navnlig kan være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forsøger risikoen for en bestemt skade, og når sådan skade faktisk er indtrådt. Højesteret bemærkede, at det ikke er muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fejlens karakter.

Efter en gennemgang af Retslægerådets svar på spørgsmål i sagen, herunder at det bl.a. var mest sandsynligt, at kræften allerede i april 2013 havde spredt sig, og at observationer underbyggede, at Afdøde i april 2013 havde uhelbredelig kræft, uanset om hun var blevet opereret eller ej, lagde Højesteret til grund, at Afdødes dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed kunne anses som en følge af behandlingsforsinkelsen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at Retslægerådet også havde anført, at det ikke med sikkerhed kunne vurderes, om der i april 2014 var sket spredning af kræften, og at kræftens ægte stadium i april 2013 ikke kendtes.

Højesteret frifandt herefter Ankenævnet.

Landsretten var nået til et andet resultat.