Sag om prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på ansøgning om statsborgerskab

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 13. maj 2024

Sag BS-26274/2022-OLR

(14. afdeling)

Sagsøger

(advokat Bjørn Dilou Jacobsen, beskikket)

mod

Udlændinge- og Integrationsministeriet

(advokat Søren Horsbøl Jensen)

Landsdommerne Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Johann Herzog har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt den 21. februar 2022 ved Københavns Byret og er ved byrettens kendelse af 1. juli 2022 henvist til behandling ved landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen angår en prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag af 26. januar 2021 på Sagsøgers ansøgning om statsborgerskab.

Sagsøger har fri proces.

Påstande

Sagsøger, har nedlagt påstand om, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag af 26. januar 2021 ophæves, og at sagen hjemvi-ses til fornyet behandling (1. led), samt at Udlændinge- og Integrationsmini-steriet tilpligtes at betale 10.000 kr. i godtgørelse til Sagsøger med procesrente fra sagens anlæg (2. led).

Sagsøger har endvidere anmodet om, at ”sagen udsættes med hen-blik på forelæggelse af præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen i medfør af artikel 267, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmøde, om-handlende hvorvidt traktatens artikel 20 og 21, jf. EU-Charterets artikel 7, skal overholdes ved en medlemsstats beslutning om, at en borger i en medlemsstat, hvor borgeren fra fødselstidspunktet i god tro har været registreret som stats-borger og derved også unionsborger, og hvor medlemsstaten beslutter, at den pågældende borger aldrig har været statsborger i medlemsstaten, og/eller om EU-retten skal overholdes ved et efterfølgende afslag på ansøgning om indføds-ret indgivet efter en i praksis udviklet særlig adgang hertil i sager om kvasi-tab af statsborgerskab.” .

Sagsøgte, Udlændinge- og Integrationsministeriet, har over for 1. led i Sagsøgers påstand nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Over for 2. led i Sagsøgers påstand har Udlændinge- og Integra-tionsministeriet nedlagt påstand om frifindelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har endvidere nedlagt påstand om, at Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Dom-stolen ikke tages til følge.

Landsretten forstår Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæg-gelse for EU-Domstolen således, at den alene er relevant, såfremt der ikke fin-des grundlag for at afsige dom i overensstemmelse med Sagsøgers påstande.

Sagsfremstilling

Sagsøger blev født Dato (født 1969) i Aalborg som datter af Person 1 (født Navn), der var australsk statsborger, og Person 2, der havde dansk indfødsret. Ved fødslen blev Sagsøger registreret som dansk statsborger, idet hendes forældre i cpr-registeret var registreret som værende gift den 17. december 1958 i Australien og således på tidspunktet for hendes fødsel.

Den 12. februar 1971 udrejste Sagsøger med sin familie til Nederlan-dene.

I forbindelse med Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af en ansøgning fra Sagsøgers søn om bevarelse af dansk indfødsret ind-sendte hun den 26. april 2018 en kopi af en britisk vielsesattest til ministeriet, ifølge hvilken hendes forældre blev gift den 3. november 1988 i England.

På baggrund af de nye oplysninger om, at Sagsøger var født uden for ægteskab, og at hendes forældre først indgik ægteskab, da hun var 19 år,

meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet ved brev af 16. juli 2018 Sagsøger, at hun ikke var og aldrig havde været dansk statsborger. Af ministeriets afgørelse fremgår blandt andet:

“Decision regarding your Danish Citizenship

The Ministry of Immigration and Integration has processed your son's, Person 3's, application regarding retention of Danish citizenship.

While processing your son's application, the Ministry of Immigration and Integration has ascertained that you did not acquire Danish citizen-ship at your birth.

The Ministry of Immigration and Integration regrets to inform you that you are not and never have been a Danish citizen.

1. Summary of the circumstances surrounding the decision

In your son's application your son has stated that he was born to a Dan-ish mother and a British father.

As documentation for your Danish citizenship, you have submitted a copy of your Danish birth certificate of 15 April 1985. It appears from your Danish birth certificate that you were born on Dato (født 1969) to Person 1, born Navn, and Person 2.

By letter of 6 April 2018 the Ministry of Immigration and Integration has requested that you submit a copy of your parents' marriage certifi-cate.

By letter of 26 April 2018 you have submitted your parents' British mar-riage certificate stating that your parents got married on 3 November 1988.

However, it appears in the Danish Civil Registration System (CPR) that Person 1 and Person 2 were married on 17 December 1958.

By letter of 13 June 2018 the Ministry of Immigration and Integration has requested your comments regarding the discrepancies between the information in the Danish Civil Registration System (CPR) about your parents' marriage of 17 December 1958 and the information on your parents' British marriage certificate of 3 November 1988.

By letter of 5 July 2018 you have stated that you are unable to provide a precise answer regarding the discrepancies between the information in the Danish Civil Registration System (CPR) and the information on your parents' British marriage certificate, as you do not know of or re-member any mention of an earlier marriage.

The Ministry of Immigration and Integration has investigated if you have had a case about Danish citizenship before. However, the Ministry

has not been able to identify previous cases regarding your Danish citi-zenship in the Ministry's systems.

2. Legal basis

According to Section 1 in the Consolidated Act No. 409 of 17 December 1968, which was applicable at the time of your birth, Danish nationality is acquired at birth by

1. a child born in wedlock if born to a Danish father,

2. a child born out of wedlock if born to a Danish mother.

According to Section 2 in the Consolidated Act No. 155 of 6 April 1978, which was applicable at the time of your parents' marriage, a person acquires Danish nationality by the person's parents' marriage if the per-son was unmarried and under 18 years of age.

3. The assessment of the Ministry of Immigration and Integration

The Ministry of Immigration and Integration has not been able to pro-cure documentation for your parents' marriage before your birth.

Given that you were born out of wedlock on Dato (født 1969) in the Den-mark to an Australian mother and a British father, you have not ac-quired Danish citizenship at birth.

Given that your parents were not married before your 18th birthday, you have not acquired Danish citizenship at your parents' marriage the 3 November 1988.

The Ministry of Immigration and Integration therefore regrets to inform you that you are not and never have been a Danish citizen.

4. Change of your status as Danish citizen

The Ministry of Immigration and Integration can inform you that you are registered as a Danish citizen in the Danish Civil Registration Sys-tem (CPR).

Given that you are not and never have been a Danish citizen, the Min-istry of Immigration and Integration will change the registration of your citizenship to Australian citizenship effective from Dato (født 1969). The Ministry has not assessed whether you are an Australian citizen.

Furthermore, the Ministry of Immigration and Integration has informed the Danish National Police that you are not a Danish citizen, as well as requested that the Danish National Police update the Passport Register.

5. Application for Danish citizenship by naturalization

The Ministry of Immigration and Integration can inform you that you may apply for Danish citizenship by naturalisation. When submitting

the application, a fee of 1.200 kr. must be paid. More information on this matter can be found in Circular Letter No. 9535 of 2 July 2018 on naturalisation.

It is, inter alia, a condition for acquiring Danish nationality by naturali-sation that the applicant is residing in Denmark, cf. Section 5(1) Circular Letter No. 9535 of 2 July 2018.

Furthermore, there are various other conditions that must be fulfilled, including requirements regarding permanent residence, age, criminal offences, overdue debt to public authorities, self-sufficiency, as well as requirements for Danish language proficiency and sufficient documen-tation for passing the Citizenship Test of 2015.

However, the Ministry of Immigration and Integration can inform you that in accordance with the practice of the Ministry, an application is presented to the Naturalization Committee of the Danish Parliament in cases where an applicant mistakenly has been issued a Danish passport previously and on that basis had a legitimate understanding that the person in question was a Danish citizen.

It should be noted, however, that a presentation to the Naturalization Committee of the Danish Parliament, for the purpose of the Commit-tee's decision regarding dispensation from one or more conditions, is not tantamount to granting the applicant dispensation.

6. Possibilities of complaint

If you wish to complain against the decision of the Immigration and In-tegration Ministry, the complaint must initially be sent to the Ministry's Nationality Division. The complaint can be send via e-mail to: lndfoed-sretskontoret@uim.dk.”

Den 21. august 2018 klagede Sagsøger over Udlændinge- og Integra-tionsministeriets afgørelse. I klagen er anført blandt andet følgende:

”After my fathers death, my mother, myself and my sister were invited to the the Danish Embassy in 1992 for an interview to discuss our status and apply for a passport, my mother was able to provide all the infor-mation that was requested during this interview and both my sister and I had our citizenship confirmed.

Throughout my childhood my father would speak very proudly of Denmark and my family would celebrate Danish festivals and we were raised with a Danish ethos on life. I grew up, knowing that this was who I was, even if moving back, during my childhood and up to this point, has not been a viable option.

Your recent response to my my son, Person 3's request to claim citizenship has left him & myself nationless.

I would like to clarify that on arrival to Denmark I am confident that documentation would have been requested by the Danish authorities to

confirm the marriage status of my parents & again, when meeting at the Danish embassy after my fathers death. If in the unlikely event that an error has been made on both occasions, it is on the part of the Danish authorities & I should not be penalised due to this.”

Den 24. september 2018 fastholdt ministeriet sin afgørelse af 16. juli 2018 under henvisning til blandt andet, at Sagsøger ikke havde dokumenteret, at hendes forældre var blevet gift før hendes fødsel, og at hun således var født i ægteskab som barn af en dansk far.

Den 10. maj 2019 blev Sagsøger meddelt australsk statsborgerskab efter ansøgning herom.

Advokat Børn Dilou Jacobsen indgav herefter den 8. august 2019 på vegne af Sagsøger og hendes to børn ansøgning om dansk indfødsret ved na-turalisation med anmodning om forelæggelse for Folketingets Indfødsretsud-valg med henblik på dispensation fra de generelle krav til ophold, danskkund-skaber og indfødsretsprøve. I ansøgningen er anført blandt andet:

”Baggrunden for anmodning om forelæggelse for Indfødsretsudvalget med henblik på dispensation fra de generelle krav er, at mine klienter, indtil for nylig, har været af den berettigede overbevisning, at de hver især havde erhvervet dansk indfødsret fra fødslen.

…

Sagens omstændigheder

Sagsøger er født uden for ægteskab i Ålborg, Danmark, som datter af den danske statsborger Person 2 og den australske stats-borger Person 1. Sagsøger har hele livet haft dansk pas, og har som følge heraf og af sin danske afstamning ikke haft grund til at betvivle sit danske statsborgerskab.

…

I oktober 2017 indgav Person 3 ansøgning om bevarel-se af dansk statsborgerskab. I forbindelse med behandling af ansøgnin-gen indsendte han, på Udlændinge- og Integrationsministeriet anmod-ning, kopi af sine bedsteforældre, Person 2 og Person 1's vi-elsescertifikat.

Idet det pågældende vielsescertifikat er dateret 3. november 1988, og idet Sagsøger på dette tidspunkt var over 18 år gammel, traf Udlændinge- og Integrationsministeriet d. 16. juli 2018 to separate afgø-relser om, at Person 3 og Sagsøger aldrig havde været danske statsborgere. Samme dag sendte Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelelse til CPR-kontoret om at rette oplys-ningerne om Sagsøgers statsborgerskab fra dansk til au-stralsk.

…

Berettiget overbevisning om dansk statsborgerskab

Som følge af ovenstående sagsforløb var Sagsøger, Person 3 og Person 4 frem til Udlændinge-og Integrationsministeriets afgørelse i god tro om deres danske stats-borgerskab.

Det følger af Udlændinge- og Integrationsministeriets faste praksis, at alle sager hvor en ansøger berettiget har troet, at vedkommende var dansk, forelægges for indfødsretsudvalget. …

Afgørelsens betydning for mine klienter

Sagsøger har siden afgørelsen fået australsk pas. Hun har dog intet faktisk tilhørsforhold til Australien, da hun bor og arbejder i Storbritannien hvor hun formodentlig ikke kan få statsborgerskab. Endvidere kan Person 3 og Person 4 ikke få australsk statsborgerskab, da Sagsøger ikke var au-stralsk statsborger på tidspunktet for deres fødsel jf. "Nationality Act"Sect. 16(2)(a-b).

…

Herudover kan Udlændinge og Integrationsministeriets afgørelser af 16. juli 2018 føre til, at mine klienter mister deres opholdsgrundlag i Storbritannien, hvor de hidtil har haft fast ophold som EU-borgere i kraft af deres danske statsborgerskab.

Uanset om mine klienter skulle opnå at få fortsat opholdstilladelse i Storbritannien, vil et forventet snarligt BREXIT føre til, at de mister de-res status som EU-borgere; en status der hidtil har været en del af deres identitet som formodede danske statsborgere. Dette vil udgøre en hin-dring hvis de i fremtiden ønsker at tage ophold i Danmark.”

Den 26. januar 2021 meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet, Indføds-retskontoret, afslag på Sagsøger og hendes børns ansøgninger om statsborgerskab. Af afgørelsen vedrørende Sagsøger fremgår blandt andet:

”Afslag på ansøgning om dansk indfødsret

Udlændinge- og Integrationsministeriet har behandlet din ansøgning om dansk indfødsret.

Du kan ikke blive dansk statsborger nu.

Sagsfremstilling

Din ansøgning om dansk indfødsret blev modtaget i Udlændinge- og Integrationsministeriet den 8. august 2019.

Det fremgår af sagen, at du fejlagtigt har fået udstedt et dansk pas og derved berettiget kan have troet, at du var dansk statsborger. Det frem-

går i den forbindelse af sagen bl.a., at du i Det Centrale Personregister (CPR-registeret) fejlagtigt har været registreret som dansk statsborger, og at du senest har fået udstedt et dansk pas i 2011 på Den Danske Am-bassade i London. Det fremgår endvidere af sagen, at du er født i Dan-mark i 1969 uden for ægteskab af en australsk mor og en dansk far.

Det fremgår herudover af sagen, at Udlændinge- og Integrationsmini-steriet - i forbindelse med behandlingen af din søns ansøgning om be-varelse af dansk indfødsret til Udlændinge- og Integrationsministeriet -ved afgørelse af 16. juli 2018 meddelte dig, at du ikke var og aldrig havde været dansk statsborger.

Du erhvervede således ikke dansk indfødsret ved fødslen, da du ikke opfylder betingelserne for erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen i § 1 i lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 409 af 17. december 1968 om dansk indfødsret, der var gældende på tidspunk-tet for din fødsel. Du erhvervede heller ikke dansk indfødsret, da dine forældre senere indgik ægteskab, da du på daværende tidpunkt var over 18 år, jf. § 2 i lovbekendtgørelse nr. 155 af 6. april 1978.

Det fremgår endelig af sagen, at du i forhold til erhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation ikke opfylder kravene om bopæl, tidsu-begrænset opholdstilladelse, ophold, dokumentation for danskkund-skaber samt dokumentation for kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for bestået indfødsretsprøve.

Henset til Udlændinge- og Integrationsministeriets praksis, hvorefter en ansøgning forlægges for Folketingets Indfødsretsudvalg i tilfælde, hvor ansøgeren tidligere fejlagtigt har fået udstedt et dansk pas og derved berettiget kan have troet, at vedkommende var dansk statsborger, har Udlændinge- og Integrationsministeriet forelagt din sag for Folketin-gets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets stillingtagen til, om der kan dispenseres fra kravet om bopæl, jf. cirkulæreskrivelsens § 5, stk. 1, kravet om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. cirkulæreskrivel-sens § 5 A, kravet om ophold, jf. cirkulæreskrivelsens § 7, kravet om danskkundskaber, jf. cirkulæreskrivelsens § 24, stk. 1, samt kravet om bevis for bestået indfødsretsprøve, jf. cirkulæreskrivelsens § 24, stk. 3.

Folketingets Indfødsretsudvalg har behandlet din sag på et møde den 26. november 2020. Indfødsretsudvalget har i den forbindelse meddelt Udlændinge- og Integrationsministeriet, at udvalget er af den opfattel-se, at du ikke bør optages på næstkommende lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at beslutninger fra Folketingets Indfødsretsudvalg ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse.

Da forhandlingerne i Folketingets Indfødsretsudvalg er fortrolige, kan Udlændinge- og integrationsministeriet ikke oplyse nærmere om ud-valgets behandling af din sag.

Beslutninger truffet af Folketingets Indfødsretsudvalg kan ikke påkla-ges til anden myndighed.”

Af en udtalelse af 9. februar 2021 fra Royal College of Nursing Immigration Advice Service, som Sagsøger har indhentet, og som vedrører blandt andet hendes mulighed for at opnå opholdstilladelse i Storbritannien, fremgår blandt andet:

”Advice

We advised that your immigration position is precarious. At present you have been issued with a EU Settled Status on the basis that you have Danish/EU nationality. As you no longer have EU nationality, you are technically no longer entitled to hold EU Settled Status.

The Danish authorities have not notified the Home Office of their deci-sion. However, applications to the Home Office may trigger further en-quiries by the Home Office regarding verification of your current EU Status. For example, applications for British Citizenship, or leaving the UK and returning.

Regularising Status

Whilst you are challenging the Denmark’s decision, you no longer hold EU nationality. In order to ensure that you can remain in the UK and re-tain your ability to work, you will need to apply to remain in a different category.

Twenty Years Long Residence.

In order to apply for Leave to Remain on the basis of twenty years resi-dence in the UK, you need to prove that you have resided in the UK for a continuous period of twenty years.

If you are successful, you will be given leave to remain for 2 ½ years. You must apply to extend your leave to remain no more than 28 days before that leave to remain expires. When you have extended your leave to remain for a period of 10 years, you can apply for Indefinite Leave to Remain. However, if your challenge to the Danish Govern-ment is successful, and the Home Office have not revoked your EU Set-tled Status, then it is unlikely that you would need to continue extend-ing your leave to remain every 2 ½ years. You can apply for leave to remain in this category from inside the UK.

The current cost of this application is £1,033 and an additional £1,560

…

Ancestry Visa

You can only apply for this visa from outside the UK. Once you have resided in the UK for five years with an Ancestry visa, you will be able to apply for Indefinite Leave to Remain.

You are eligible for this visa if:

you’re a Commonwealth citizen

you can prove one of your grandparents was born in the UK, the Channel Islands or the Isle of Man

you’re able and planning to work in the UK

aged 17 or over

have enough money to support and accommodate yourself

Intend to work in the UK

Your ancestry

You must show that you have a grandparent born in one of the follow-ing circumstances:

in the UK, the Channel Islands or the Isle of Man

before 31 March 1922 in what is now Ireland

on a ship or aircraft that was either registered in the UK or be-longed to the UK government

You can claim ancestry if:

you or your parent were adopted

your parents or grandparents were not married

…

Current cost of visa is £1,033 in addition to the Immigration Health Sur-charge of £624 per year for the duration of visa.”

Forklaringer

Sagsøger har afgivet forklaring.

Sagsøger har forklaret blandt andet, at hun er født i Aalborg. Hendes

far var dansker, og hendes mor var australsk statsborger. Begge forældre er af-gået ved døden. Hun har to børn på henholdsvis 24 og 27 år. Børnenes far var britisk statsborger. Hun har ikke været gift med ham, og han er nu afgået ved døden.

Hun var ca. tre år gammel, da hun med sin familie flyttede fra Danmark til Hol-land. I 1972 flyttede familien til England, hvor hun har boet siden. Hun arbejder som operationssygeplejerske. Hun har igennem årene løbende besøgt Danmark. I sin barndom har hun således flere gange været på ferie i landet. Hun har sene-st været i Danmark omkring årtusindeskiftet samt i 2015 og 2016. Under sit be-søg omkring årtusindeskiftet besøgte hun sin bedstemor og tante samt sine ku-siner, ligesom hun besøgte sin fars grav.

Da hun modtog beskeden om, at de danske myndigheder mener, at hun aldrig har været dansk statsborger, blev hun chokeret og var utrøstelig. Hun gik ud

fra, at det var en fejl, og hun kan fortsat ikke tro, at det er sket. At være dansker er en del af hendes identitet og dna.

Som barn blev hun opdraget som dansker og til at være stolt af sit ophav, lige-som hun voksede op med danske traditioner såsom fastelavn og lillejuleaften. Hendes far ville gerne hjemmeskole hende i England, så hendes uddannelse var på samme niveau som i Danmark. Planen var dengang, at de ville vende tilbage til Danmark en dag, da familien anså sig selv som en dansk familie, der boede i England. Det var således aldrig planen, at de skulle blive i England. Det var alene på grund af familiens økonomiske forhold, at det ikke var muligt at flytte tilbage.

Hendes far stod for madlavningen i hjemmet, og hun er vokset op med danske retter som fiskeboller, roulader, and og risengrød til jul.

Efter de danske myndigheders afgørelse om, at hun ikke var dansk statsborger, søgte hun om australsk statsborgerskab, da hun pludselig var blevet statsløs. Hun havde derfor ikke andre muligheder, selv om hun ikke har nogen tilknyt-ning til Australien. Hun har således aldrig været i landet, og hun har heller ikke planer om at besøge det. Det var alene en nødløsning. Begge hendes børn har søgt om britisk statsborgerskab, og hendes datter har fået det på nuværende tidspunkt. Det er forventningen, at også hendes søn får det britiske statsborger-skab. Børnene har ikke mulighed for at blive australske statsborgere. Hun er kun blevet det, fordi hendes mor var australsk statsborger, men denne adgang omfatter ikke hendes egne børn.

Når hun tænker over sin situation, bliver hun meget påvirket, både mentalt og fysisk, hvorfor hun forsøger ikke at fokusere på det. Det er meget bekymrende for hende, da hendes situation i England er uafklaret som følge af de danske myndigheders afgørelse. Myndighedernes opfattelse af, at fratagelsen af det danske statsborgerskab ikke påvirker hendes privatliv, er forkert. Der er ingen garanti for, at hun kan få en opholds- og arbejdstilladelse i England som au-stralsk statsborger, og en ansøgning herom koster mange penge. Hun har ingen opsparing, og hun ville som følge af omkostningerne ikke kunne bevare sin nu-værende bopæl.

Hun er en stolt dansker, og hun ønsker, at også hendes børn har mulighed for at kunne have en fremtid i Danmark. I den nuværende situation er spørgsmålet om dansk statsborgerskab dog for hende et spørgsmål om overlevelse.

Anbringender

Sagsøger har under hovedforhandlingen i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 30. januar 2024, hvoraf frem-går blandt andet følgende (henvisninger til bilag udeladt):

”Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse

Revideret påstand fra sagsøger, som oplyst under retsmødet d. 5. sept. 2023:

Sagen udsættes med henblik på forelæggelse af præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen i medfør af artikel 267, stk. 1 i Trakta-ten om Den Europæiske Unions Funktionsmøde (herefter Trakta-ten), omhandlende hvorvidt traktatens artikel 20 og 21, jf. EU-Charterets artikel 7, skal overholdes ved en medlemsstats beslut-ning om, at en borger i en medlemsstat, hvor borgeren fra fødsels-tidspunktet i god tro har været registreret som statsborger og der-ved også unionsborger, og hvor medlemsstaten beslutter, at den pågældende borger aldrig har været statsborger i medlemsstaten, og/eller om EU-retten skal overholdes ved et efterfølgende afslag på ansøgning om indfødsret indgivet efter en i praksis udviklet særlig adgang hertil i sager om kvasi-tab af statsborgerskab.

Der henvises i det hele til sagsøgers påstandsdokument af 28. august 2023 samt til det af sagsøger anførte under formalitetsproceduren d. 5. september 2023.

Det skal særlig fremhæves, at det som anført i stævningen og nærmere uddybet nedenfor fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol (EMD), at de principper, der ifølge EMD bør finde an-vendelse i sager om fortabelse af statsborgerskab, også gør sig gælden-de i sager, hvor de nationale myndigheder anser klageren for aldrig at have erhvervet det omstridte statsborgerskab, men hvor klager som følge af de nationale myndigheders udstedelse af pas m.v. har været i god tro om det omstridte statsborgerskab (dvs. kvasi-tab), jeg henviser til Ahmadov mod Aserbajdsjan, (klagesag 32538/10), præmis 45.

Da EU’s charter om grundlæggende rettigheder (chartret) skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion (EMRK), må det formodes, at EMD’s tilgang i kvasi-tabs sager gør sig gældende inden for EU-retten i forhold til charterets beskyttelses-omfang efter Chartrets artikel 7.

ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at sagsøgtes af-slag af 26. januar 2021 strider mod Danmarks internationale forpligtel-ser efter EMRK artikel 8, idet meddelelsen om, at sagsøger ikke er dansk statsborger, og det efterfølgende afslag på statsborgerskab må anses som et indgreb i sagsøgers ret til privatliv, og idet sagsøgtes af-slag må anses for vilkårligt og uproportionelt.

Det gøres endvidere gældende, at afslaget er i strid med EU-retten, da sagsøger har haft en berettiget forventning om at være i besiddelse af unionsborgerskab og har indrettet sin tilværelse herefter, og idet afsla-get på sagsøgers ansøgning om indfødsret må anses for vilkårligt og uproportionelt.

Sagsøger frafalder anbringendet om krænkelse af den Europæisk Kon-vention om Statsborgerret (EKS) artikel 7, stk. 1, litra f. Beslutningen om at frafalde dette anbringende skal ses i lyset af vedtagelse af Lov 2023-05-13 nr. 487 om ændring af lov om dansk indfødsret, der vedrører in-korporering af EKS artikel 7, stk. 1, indsat som indfødsretslovens § 1, stk. 4.

Det fastholdes dog, at Indfødsretskontoret praksis om at forelægge alle pas-sager for Indfødsretsudvalget må ses i lyset af principperne i EKS artikel 7, stk. 1, litra f – og nu også indfødsretslovens § 1, stk. 4 - hvoref-ter personer, der er fyldt 18 år, og som i god tro hele deres liv har opfat-tet sig selv om statsborgere i et land, ikke bør få frataget deres statsbor-gerskab, fordi det på det tidspunkt i den pågældendes liv må anses som særdeles indgribende. Derfor må ansøgere om dansk statsborgerskab i pas-sager kunne forvente, at dispensation vil blive givet som følge af berettiget forventning om dansk statsborgerskab, medmindre tungtve-jende hensyn taler imod det. Jeg henviser til afsnittet nedenfor om dan-ske regler og praksis om indførelsen af indfødsretslovens § 1, stk. 4.

Sagens retlige ramme

Danske regler og praksis

Indfødsretsloven

Det følger af grundlovens § 44, at ingen kan opnå indfødsret uden ved lov. Det følger herefter af indfødsretslovens § 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 05/08/2020 med senere ændringer, at indfødsret kan erhver-ves ved naturalisation i henhold til grundloven.

Indfødsretscirkulæret og praksis om forelæggelse for Indfødsretsudvalget

De nærmere krav, der skal være opfyldt for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse følger herefter af cirkulæreskrivelse om na-turalisation (indfødsretscirkulæret), jf. cirkulæreskrivelse nr. 9779 af 14. september 2018, som sagsøgers ansøgning er behandlet efter.

I visse tilfælde, hvor betingelserne i indfødsretscirkulæret ikke er op-fyldt, kan en ansøgning forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg, med henblik på udvalgets stillingtagen til hvorvidt der kan gives dis-pensation fra én eller flere betingelser. Dette er bl.a. tilfældet, når ansø-geren har haft dansk pas og været i berettiget forventning om allerede at være dansk statsborger. Dette følger af Udlændinge- og Integra-tionsministeriets faste praksis og skal dels anskues i sammenhæng med Danmarks opfyldelse af sine internationale forpligtelser, herunder EKS artikel 7, stk. 1, litra f, se nærmere herom nedenfor, og dels ud fra be-tragtninger om, at myndighedsfejl ikke skal lægges den enkelte borger til last, idet en tilsvarende situation inden for forvaltningsretten ville være omfattet af principperne om begunstigende forvaltningsakter.

Det bemærkes i relation hertil, at det følger af indledningen til indføds-retscirkulæret, under henvisning til Folketingets vedtagelse nr. 36 af 15.

januar 1998, at forvaltningsrettens regler og principper bør iagttages ved behandlingen af naturalisationssager:

’Ved Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af an-søgninger om indfødsret er der principielt ikke tale om afgørelser i henhold til lov, men om forberedelse af lovforslag. Den sagsbe-handling, som Udlændinge- og Integrationsministeriet foretager med henblik på at konstatere, om en person opfylder kravene i ret-ningslinjerne, minder dog meget om den form for sagsbehandling, der almindeligvis udøves af den offentlige forvaltning. Der er der-for grund til generelt at iagttage forvaltningslovens regler og andre forvaltningsretlige principper ved behandlingen af naturalisations-sagerne.’

Lovforarbejder og praksis om overholdelse af internationale konventioner

Følgende fremgår af de generelle bemærkninger pkt. 3.2. til lovforslag nr. L 69 af 28. oktober 1998 om ændring af lov om dansk indfødsret mv., om spørgsmålet om klageadgang i forbindelse med naturalisation:

”En sådan klageadgang eksisterer imidlertid ikke i forbindelse med naturalisation. Baggrunden herfor er, at naturalisation i medfør af grundlovens § 44, stk. 1, skal ske ved lov. Dette indebærer, at ingen, der ansøger om dansk indfødsret, har et retskrav på at opnå dette uden Folketingets beslutning herom. Folketinget og på tingets veg-ne Folketingets Indfødsretsudvalg er ikke en del af den offentlige forvaltning, og da naturalisation udelukkende er et lovgivningsan-liggende, er Folketinget og Indfødsretsudvalget ikke bundet af de sædvanlige forvaltningsretlige principper, der gælder for myndig-heder i den offentlige forvaltning. Det betyder bl.a., at der som ud-gangspunkt ikke gælder begrænsninger med hensyn til Folketin-gets og udvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles. Det forudsættes dog, at skønnet udøves inden for

rammerne af de internationale konventioner m.v., som Danmark har tilsluttet sig."

…

Højesterets har herefter i dom gengivet i U.2013.3328H nærmere taget stilling til adgangen til domstolsprøvelse mv. af beslutninger knyttende sig til meddelelse af dansk indfødsret. Højesteret anfører bl.a., at:

’Danmark har tilsluttet sig den europæiske menneskerettigheds-konvention og en række andre internationale konventioner, der kan have betydning for behandlingen af ansøgninger om eller for tildeling af statsborgerskab (indfødsret). Danmark har herved på-taget sig en række folkeretlige pligter, som også i forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved Folketingets og Ind-fødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles en ansøger, jf. herved lovforslag L 69, Folketingsti-dende 1998-99, tillæg A, s. 1794. En ansøger, der ikke er blevet med -taget i en lov om indfødsret, kan derfor ved domstolene få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er krænket, og om ansøgeren i den an- ledning har krav på erstatning eller godtgørelse. En sådan dom-

stolsprøvelse vil ikke være i strid med regeringens eller Folketin-gets kompetence efter grundlovens § 21 og § 41, stk. 1, vedrørende lovforslags fremsættelse eller grundlovens § 44, stk. 1. Disse be-stemmelser udelukker derimod f.eks. domstolsprøvelse af påstande om, at ansøgeren skal medtages i et lovforslag om indfødsret eller skal meddeles indfødsret ved lov.’

…

Indførelse af § 1, stk. 4 i indfødsretsloven ved Lov 2023-05-13 nr. 487

Efter anlæggelse af nærværende sag vedtog Folketinget Lov 2023-05-13 nr. 487 om ændring af lov om dansk indfødsret, der er indsat som ind-fødsretslovens § 1, stk. 4. Bestemmelsen lyder som følger:

Konstateres det, at et forhold, som lå til grund for et barns erhver-velse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 el-ler 3, ikke længere foreligger, skal barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst, eller konstateringen sker, efter at vedkom-mende er fyldt 18 år.

Følgende fremgår af lovforarbejderne, afsnit 2.4.1 (s. 10), om forståelsen af EKS artikel 7, stk. 1, litra f:

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder bidrag til den nærmere forståelse af statsborgerretskon-ventionens artikel 7. Det følger bl.a. af pkt. 58 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, at statsborgerretskonven-tionens artikel 7 ikke omfatter situationer med administrative fejl, hvor situationen efter den nationale lovgivning ikke anses som fortabelse af statsborgerskab.

Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport, at statsborgerrets-konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, omfatter situationer, hvor en ændring af et barns civile status medfører, at forholdet, som lå til grund for den pågældendes besiddelse af statsborgerskab, ikke fo-religger, herunder i den situation, hvor det konstateres, at barnets far eller mor ikke er barnets retlige far eller mor. Det følger videre af pkt. 73, at den pågældende person ikke må fortabe statsborger-skabet, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs. Det følger desuden, at det er overladt til den nationale lovgivning at fastslå, om fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor det pågældende forhold konstateres, eller om barnet skal stilles som, at erhvervelsen ikke på noget tidspunkt har fundet sted.

Følgende fremgår af lovforarbejderne, afsnit 2.4.2 (s. 10-11), om dansk praksis og forslaget til ændring af indfødsretsloven:

Modsætningsvist erhverver et barn ikke dansk statsborgerskab, hvis barnet ikke har en dansk far, mor eller medmor på tidspunktet for barnets fødsel. I overensstemmelse hermed er det den gældende praksis, at en person anses for ikke at have erhvervet dansk stats-borgerskab ved fødslen i medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1,

hvis det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommen-des automatiske erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke forelig-ger. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor et barn anses for at have er-hvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin retlige far, som er dansk statsborger, og som er blevet anset som barnets retlige far, på baggrund af at vedkommende f.eks. er gift med barnets uden-landske mor, men hvor en faderskabssag senere fastslår, at en an-den mand, som ikke har dansk statsborgerskab, er barnets retlige far. Barnet har efter de gældende regler ikke erhvervet dansk stats-borgerskab ved fødslen efter sine retlige forældre i henhold til ind-fødsretslovens § 1, stk. 1, og derfor anses barnet for ikke på noget

tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab.

Den gældende praksis medfører, at enkelte personer, der er myndige, ligeledes anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, når det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommendes erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, og at enkelte personer herved bliver statsløse i strid med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er således blevet opmærk-som på, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, ikke

er implementeret fuldt ud i dansk ret. Med lovforslaget foreslås derfor en implementering af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, således at det tydeligt vil fremgå af indfødsretsloven, at et barn anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, når det konstateres, at forholdet, der lå til grund for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke fore-ligger, medmindre barnet derved ville blive statsløst, eller ved-kommende er fyldt 18 år.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 2, vil indebære, at det hidtil gældende udgangspunkt om, at de pågældende personer anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodificeret i indfødsretsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen ændring af det hidtil gældende ud-gangspunkt om, at de pågældende personer anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodifice-ret i indfødsretsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen æn-dring af det hidtil gældende udgangspunkt. Med forslaget vil der dog blive indført en undtagelse til udgangspunktet, således at de personer, der vil blive statsløse ved konstateringen eller er myndige på tidspunktet for konstateringen af, at grundlaget for deres er-hvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, må anses som havende dansk statsborgerskab.

…

Forarbejderne må forstås således, at dansk praksis tidligere har været og er således, at ved konstatering af, at forhold, som lå til grund for en persons erhvervelse af dansk indfødsret, ikke længere foreligger, skal personen anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret. Lovændringen medfører, at personer, der derved bliver

statsløse, eller hvor konstateringen sker efter det fyldte 18 år, alligevel skal have dansk statsborgerskab ex tunc.

Det må i så fald betyde, at man mener sig bundet af EKS på trods af, at der efter dansk ret i sådanne situationer må anses for at være tale om kvasi-tab af statsborgerskab.

I sagsøgers sag må der formodes at være sket en – i hvert fald ifølge sagsøgte – administrativ fejlregistrering af sagsøgers forældres ægte-skabelige status på sagsøgers fødselstidspunkt. Forarbejdernes henvis-ning til omfanget af EKS artikel 7, stk. 1, litra f må forstås således, at sagsøgers situation ikke anses for dækket af bestemmelsen og derfor heller ikke af indfødsretslovens § 1, stk. 4.

Dette ændrer imidlertid ikke på, at når EKS artikel 7, stk. 1, litra f be-grænser fortabelse til tilfælde, hvor det manglerne i erhvervelsesgrund-laget erfares i barnets mindreårighed, så skyldes det dels, at et sådant tab i voksenalderen vil være mere indgribende, idet den pågældende dels har været i berettiget overbevisning om sit statsborgerretlige for-hold i længere tid, og dels at den pågældende evt. selv har fået børn med afledt statsborgerskab.

Når EKS artikel 7, stk. 1, litra f ikke tidligere har været inkorporeret i dansk ret, skyldes det formentlig, at fortabelse af statsborgerskab som følge af bortfald eller fejlregistrering af forudsætninger for erhvervelse ikke anses som egentlig fortabelse af statsborgerskab, idet den pågæl-dende anses for aldrig at have besiddet dansk statsborgerskab. Da den pågældende således retligt set er udlænding, og dermed i medfør af grundlovens § 44 er henvist til at søge dansk statsborgerskab ved natu-ralisation, har det ikke været muligt at råde bod på situationen ved brug af principper for begunstigende forvaltningsakter.

I stedet har de alvorlige og omfattende konsekvenser af det resulteren-de kvasi-tab kunne søges afbødet gennem den faste praksis for forelæg-gelse for Folketingets indfødsretsudvalg i sager, hvor ansøgeren tidlige-re har fået udstedt dansk pas og haft berettiget forventning om at være dansk.

Det må derfor formodes, at Indfødsretskontorets praksis med forelæg-gelse for Indfødsretsudvalget skal ses i lyset af princippet om berettiget forventning, der ligger til grund for EKS artikel 7, stk. 1, litra f.

Internationale regler og EU-ret

Det følger af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat-liv. Det er i praksis fra EMD fastslået, at en persons statsborgerskab er omfattet af EMRK’s privatlivsbegreb, og at et afslag på statsborgerskab kan være i strid med EMRK artikel 8 i det omfang, at det har negativ indvirkning på den berørtes identitet og er vilkårligt, jf. hertil bl.a. Genovese mod Malta (klagesag 53124/09), det samme gør sig gældende i tilfælde hvor et statsborgerskab ikke anerkendes, eller inddrages jf. bl.a. Ahmadov mod Aserbajdsjan (klagesag 32538/10) og Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18).

EMD er gennemført i dansk ret ved lov om Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention af 29.04.1992.

Det følger af EU-chartrets artikel 7, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation. Bestemmelsen svarer til EMRK artikel 8 og skal i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3 have samme betydning og omfang som EMRK, uden at det dog forhin-drer, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse end EMRK. Charterets artikel 7 må herefter formodes at beskytte mod vilkårlige af-gørelser om statsborgerskab som minimum i samme omfang som EM-RK artikel 8.

Det følger af EU-Domstolens dom af 12. marts 2019 i C-221/17 Tjebbes, at fortabelse af nationalt statsborgerskab, som tillige medfører tab af uni-onsborgerskab, medfører en pligt for nationale myndigheder til at sikre, at fortabelsen ikke griber uforholdsmæssigt ind i den pågældendes ret-tigheder efter EU-retten, navnlig rettigheder efter Chartrets artikel 7. præmis 44-45. Der henvises endvidere til dom af 2. marts 2010 i C-135/08 Rottmann, vedrørende frakendelse ex tunc af tysk statsborgerskab som følge af fortielse af relevante oplysninger ved erhvervelsen. Også i den sag anførte EU-Domstolen, at beslutninger om frakendelse af stats-borgerskab, uanset at dette aldrig burde være erhvervet, skal træffes under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, i lyset af de konkrete følger for den pågældende i henhold til EU-retten, pr. 55-58.

Ad. EMRK artikel 8

a. Udgangspunktet for EMD’s krænkelsesvurdering i statsborgerskabs-

Sager

Ved anvendelsen af EMRK artikel 8 i relation til klager vedrørende fra-kendelse af statsborgerskab har EMD i sin senere praksis taget ud-gangspunkt i en to-trins test, hvorefter afgørelsen for det første, for at udgøre et indgreb i retten til respekt for privatliv, skal have haft kon-krete konsekvenser for den pågældende, og for det andet alene vil krænke artikel 8, såfremt afgørelsen tillige er vilkårlig (”arbitrary”). Se f.eks. Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18) pr. 53.

EMD har ved flere lejligheder udtalt, at privatliv er et bredt begreb, der ikke lader sig definere udtømmende, og som omfatter en række aspek-ter af en persons sociale identitet. EMD har i den sammenhæng udtalt, at statsborgerskab er en del af en persons identitet, således i dom af 25. juni 2020 i Ghoumid m.fl. mod Frankrig (klagesag 52273/16) pr. 43 med henvisning til dom af 26. juni 2014 i Mennesson mod Frankrig (klagesag 65192/11), pr. 97.

Af pr. 33 i dom af 11. oktober 2011 i Genovese mod Malta (klagesag 53124/09) fremgår, at situationen i den pågældende sag faldt inden for artikel 8’s beskyttelsesfære som følge af afgørelsens betydning for kla-gerens sociale identitet desuagtet, at der ikke eksisterede et beskyttel-sesværdigt familieliv mellem klageren og hans maltesiske far, og desu-agtet at klageren i øvrigt, som EU-borger, frit kunne indrejse og tage ophold i Malta.

Ved vurderingen af, hvorvidt en afgørelse er vilkårlig, lægger EMD vægt på hjemmelsgrundlaget, hvorvidt processuelle garantier er over-holdt, herunder om den berørte har haft anledning til at bestride afgø-relsen ved nationale domstole, samt om myndighederne har reageret med den af omstændighederne påkrævede omhu og hurtighed. Se bl.a. Usmanov mod Rusland (klagesag 43936/18) pr. 63.

EMD har i Ahmadov mod Aserbajdsjan, (klagesag 32538/10) udtalt, at dis-se principper også gør sig gældende i sager, hvor de nationale myndig-heder anser klageren for aldrig at have erhvervet det omstridte stats-borgerskab, jf. pr. 45:

‘The Court observes at the outset that the domestic procedure ap-plied to the applicant was not that of revocation of citizenship, but the refusal of the domestic authorities to issue him with an identity card. In particular, the domestic authorities found that the appli-cant had never acquired Azerbaijani citizenship and was not a citi-zen of the Republic of Azerbaijan in spite of the fact that he had been considered a citizen of the Republic of Azerbaijan by various State authorities from 1991 to 2008 and there was a stamp confirm-ing his Azerbaijani citizenship in his Soviet passport (see para-graphs 8 and 10-11 above). In these circumstances, the Court does not find that the qualification of the procedure under domestic law is of crucial importance in the present case, and considers that the above-mentioned principles in respect of the revocation of citizen-ship are also applicable in the instant case […].’

I samme sag udtalte EMD i pr. 46, at klagers retsstilling som statsløs og den usikkerhed om klagerens opholdsgrundlag, som myndighedernes afgørelse havde medført, direkte påvirkede hans sociale identitet, og dermed udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter arti-kel 8:

‘The Court further notes that, although the applicant did not state that the abovementioned decision of the domestic authorities ren-dered him a stateless person, it is clear that the decision to that ef-fect entailed considerable adverse consequences for the enjoyment of various rights by the applicant in his everyday life. That decision also created an uncertainty as regards the legal status of the appli-cant’s stay in Azerbaijan, directly affecting his social identity. The Court therefore finds that the impugned decision amounted to an interference with the applicant’s right to respect for private life un-der Article 8 (see Alpeyeva and Dzhalagoniya, cited above, § 115).’

Det ses ikke videre behandlet i sagen, hvorledes myndighedernes afgø-relse konkret havde påvirket klageres rettigheder. Dommen kan derfor udlægges således, at allerede fordi myndighederne havde besluttet, at klager ikke var statsborger i Aserbajdsjan, måtte klager anses for at væ-re negativ påvirket i forhold til sine rettigheder i Aserbajdsjan, hvorved myndighedernes afgørelse påvirkede klagers sociale identitet.

Der blev i sagen endvidere lagt vægt på, at de aserbajdsjanske myndig-heder ikke havde uddybet, hvorfor de ikke tillagde stemplet i klagerens pas vægt som dokumentation for hans aserbajdsjanske statsborgerskab, pr. 53.

Kravet efter EMRK artikel 8, stk. 2 om, at et indgreb skal have hjemmel i lov, er et kvalitativt krav i den forstand, at hjemmelen skal være til-strækkelig tilgængelig og gøre det muligt for individet at forudse sin retsstilling med rimelig sikkerhed jf. bl.a. Kurić m.fl. mod Slovenien (kla-gesag 26828/06) pr. 341.

På områder, hvor myndighederne overlades et skøn, medfører kravet om forudsigelighed, at rammerne for skønnet skal være klart defineret i lovgivningen, således at det kan udøves konsekvent og i overensstem-melse med gældende praksis, jf. bl.a. Maestri mod Italien (klagesag 39748/98) pr. 30.

Ved vurderingen af hvorvidt kravet om tilstrækkelige processuelle ga-rantier er opfyldt ved afgørelser om statsborgerskab, har EMD, foruden adgang til domstolsprøvelse, lagt vægt på, om der har været adgang til

at udtale sig forud for afgørelsen. Således iRamadan mod Malta (klage-

sag 76136/12) hvor kravet var opfyldt.

I forhold til proportionalitetsvurderingen fremgår det af EMD’s praksis, at årsagen til myndighedernes negative afgørelse om statsborgerskab

indgår med betydelig vægt i afvejningen, se f.eks.Ghoumid m.fl. mod

Frankrig (klagesag 52273/16) pr. 50-51, hvor EMD i en sag om frakendel-se af fransk statsborgerskab fremhævede, at sagen omhandlede fraken-delse af statsborgerskab som følge af dom for terrorhandlinger.

EMD fremhævede ved samme lejlighed, at det indgik i proportionali-tetsvurderingen, at klagerne i sagen ikke var blevet statsløse ved fra-kendelsen af det franske statsborgerskab.

Det må således formodes, at EMD vil foretage en streng proportionali-tetsvurdering til fordel for klager i en sag om statsborgerskab, hvor de nationale myndigheder har udstedt dokumenter, hvorefter klager er statsborger, og hvor klager ikke kan bebrejdes myndighedernes afgø-relse om frakendelse af statsborgerskab eller afgørelse om ikke at ville anerkende den pågældendes statsborgerskab (kvasi-tab).

b. Afslaget havde indgribende betydning for sagsøger og var vilkårligt

Sagsøgtes afgørelse har haft indgribende betydning for sagsøger. På af-gørelsestidspunktet blev sagsøger reelt statsløs. Derudover medførte afgørelsen en væsentlig usikkerhed om grundlaget for sagsøgers op-holdstilladelse i Storbritannien, hvor hun hidtil har haft ret til ophold efter EU-retten.

Hertil kommer, at sagsøgers børn formentlig har adgang til at erhverve britisk statsborgerskab, da deres far var britisk, men ikke australsk statsborgerskab, idet sagsøger ikke var australsk på tidspunktet for børnenes fødsel, jf. artikel 16 i the Australien Citizenship Act (2007).

Afgørelsen medfører således en negativ påvirkning af sagsøgers mulig-heder for at vedligeholde relationen til sine børn.

Derudover har afgørelsen mere generelt påvirket sagsøgers sociale identitet, idet hun altid har opfattet sig selv som dansker og troet, at hun havde givet sit danske statsborgerskab videre til sine børn. For ikke at være statsløs er sagsøger blevet nødsaget til at blive australsk stats-borger, selvom sagsøger reelt ingen tilknytning har til Australien.

På det grundlag gøres det gældende, at afgørelsen udgør et indgreb i sagsøgers ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8.

Sagsøgers berettigede forventning om at være dansk statsborger fra fødslen beror på de danske myndigheders registrering af hendes foræl-dres vielsesdato og følgelig hendes statsborgerskab i CPR. Der er såle-des tale om oplysninger fra en officiel kilde, hvis rigtighed sagsøger ik-ke har haft grund til at betvivle, idet registreringen må antages at være sket på grundlag af dokumentation fremlagt af sagsøgers forældre eller indhentet af kommunen selv.

Udlændinge- og Integrationsministeriet var ved sin afgørelse af 16. juli 2018 i besiddelse af to modstridende oplysninger om grundlaget for sagsøgers danske statsborgerskab. Dels oplysningen i CPR-registeret om sagsøgers forældres vielsesdato, der talte for at sagsøger var født dansk, og dels den britiske vielsesattest der talte imod det. Af disse valgte Udlændinge- og Integrationsministeriet at lægge den oplysning til grund, der var til ugunst for sagsøger.

Som anført i sagsfremstillingen, blev sagsøger ikke gjort bekendt med de retlige implikationer af uoverensstemmelsen mellem dateringen af forældrenes ægteskab i hhv. CPR-registeret og på vielsesattesten. Hun fik således ikke noget varsel om sagsøgtes intention om at træffe afgø-relse om, at hun aldrig havde haft dansk statsborgerskab, før hun modtog afgørelsen den 16. juli 2018, der gjorde hende midlertidigt stats-løs.

Sagsøger var derfor henvist til at søge dansk statsborgerskab ved natu-ralisation med anmodning om dispensation fra almindelige naturalisa-tionsbetingelser på grundlag af sin berettigede forventning om allerede at være dansk statsborger.

Adgangen til forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på dispensation fra indfødsretscirkulærets naturalisationsbe-tingelser som følge af berettiget forventning må anses som en del af hjemmelsgrundlaget i denne type sager. Idet forelæggelsesadgangen af-spejler principperne i EKS artikel 7, stk. 1, litra f, må ansøgere kunne forvente, at dispensation også vil blive givet, medmindre tungtvejende hensyn taler imod det.

Dette må særlig anses for at være tilfældet i sagsøgers situation, idet sagsøger er født af en dansk far her i landet og derfor opfylder kravene til bevarelse af dansk statsborgerskab efter den såkaldte 22. års regel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022 om dansk indfødsret §

§ 8, stk. 1, hvorefter en dansk statsborger født uden for Danmark mister sit danske statsborgerskab efter sit 22. fyldte år, medmindre den på-gældende har boet i Danmark eller har opholdt sig her under forhold, som tyder på samhørighed med Danmark, inden det fyldte 22. år.

Selv hvis sagsøger ikke havde været født i Danmark, ville sagsøger un-der normale omstændigheder have bevaret sit danske statsborgerskab efter den såkaldte 22-års regel, idet sagsøger havde bopæl i Danmark i 1 ½ år inden sit fyldte 22. år.

Det følger nemlig af administrativ praksis efter § 8, stk. 1, at man anses for at boet i Danmark, hvis man har haft en opholdsadresse i Danmark i mindst 3 sammenhængende måneder, og begrundelsen for og omstæn-dighederne omkring opholdet har været af en karakter, som indikerer, at opholdet fra start har været tiltænkt at være af mindst 3 måneders varighed. Det følger endvidere af fast praksis, at man anses for at have opholdt sig i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, hvis man, før man fylder 22 år, samlet har opholdt sig i Danmark i mindst 1 år, jf. Jeg henviser til integrationsministeriets hjemmeside om bevarelse af statsborgerskab (…)

Sagsøger kan således ikke betragtes som værende uden et ’reelt tilknyt-ningsforhold’ til Danmark. Der ses i øvrigt ikke regler, der i en situation som sagsøgers vil kunne føre til fratagelse af dansk borgerskab ex lege som følge af et mangeårigt ophold i udlandet.

Hertil kommer, at uanset om det måtte være korrekt, at registreringen af vielsesdatoen i 1958 beror på en fejl, burde det have indgået i Folke-tingets Indfødsretsudvalgs overvejelser under den efterfølgende be-handling af ansøgningen om dansk statsborgerskab ved naturalisation, at det var danske myndigheders fejl, der forårsagede sagsøgers beretti-gede forventning og følgelig hindrede hende i at handle anderledes, end hun har gjort. Sagsøgers indretning af sit liv i tiltro til sit danske statsborgerskab har således hindret hende i at søge at opnå dansk stats-borgerskab på anden vis eller alternativt at søge statsborgerskab i Stor-britannien.

Der er ikke oplyst om forhold, der taler mod at meddele sagsøger dansk statsborgerskab. Sagsøger har som nævnt ikke handlet svigagtigt ved den oprindelige registrering af dansk statsborgerskab, sagsøger har al-drig været dømt for kriminelle forhold, hverken i Storbritannien eller i Danmark (…), sagsøger har aldrig modtaget sociale ydelser i Danmark (…), sagsøger har ingen gæld til den danske stat (…), og sagsøger har under straffeansvar skrevet under på at love troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund (…).

Forelæggelsen af sagsøgers sag for Folketingets Indfødsretsudvalg bur-de som følge heraf have resulteret i, at sagsøger blev optaget på et lov-forslag om indfødsrets meddelelse.

Da beslutninger foretaget af Folketingets Indfødsretsudvalg imidlertid betragtes som lovforberedende arbejde og er undtaget forvaltningslo-vens regler om aktindsigt, er det reelt ikke muligt for ansøgere at forud-

se deres retsstilling, da der ikke er adgang til sammenlignelig praksis, der ville give ansøgeren indsigt i udvalgets kriterier for udøvelse af skønnet. Hjemmelsgrundlaget er således ikke tilstrækkeligt klart og forudsigeligt. Sagsøger havde således ikke mulighed for at forudse sin retsstilling med tilstrækkelig sikkerhed, som påkrævet efter EMRK arti-kel 8.

Dertil kommer, at der ikke er fremkommet en begrundelse for, hvorfor Indfødsretsudvalget meddelte afslag på dispensation.

Heller ikke processen vedrørende ændring af sagsøgers statsborgerskab i CPR-registeret og efterfølgende afslag på ansøgning om statsborger-skab ved naturalisation blev fulgt af tilstrækkelige processuelle garanti-er, idet sagsøger ikke fik noget varsel om, at Udlændinge- og Integra-tionsministeriet agtede at træffe afgørelse om, at hun aldrig havde væ-ret dansk statsborger, og idet afgørelsen, herunder beslutningen om at tillægge den britiske vielsesattest større vægt end den danske CPR-registrering, ikke blev begrundet. Sagsøger modtog heller ikke nogen begrundelse for Indfødsretsudvalgets afslag på dispensation trods sagsøgers berettigede forventninger om at modtage dansk statsborger-skab. Sagsøger har derfor ingen mulighed for at vurdere, hvorledes de konkrete omstændigheder i sagen blev tillagt vægt af Indfødsretsud-valget. Herefter må afslaget anses for vilkårligt og dermed i strid med EMRK artikel 8.

Ad. EU-retten

Der henvises i det hele til sagsøgers påstandsdokument af 28. august 2023 samt til det af sagsøger anførte under formalitetsproceduren d. 5. september 2023.

Det skal særlig fremhæves, at det følger af EU-chartrets artikel 7, at en-hver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation. Bestemmelsen svarer til EMRK artikel 8, og skal i hen-hold til chartrets artikel 52, stk. 3, have samme betydning og omfang som EMRK, uden at det dog forhindrer, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse end EMRK. Chartrets artikel 7 må herefter for-modes at beskytte mod vilkårlige afgørelser om statsborgerskab som minimum i samme omfang som EMRK artikel 8.

Som anført ovenfor fremgår det af praksis fra EMD, at de principper, der bør finde anvendelse i sager om fortabelse af statsborgerskab også gør sig gældende i sager, hvor de nationale myndigheder anser klage-ren for aldrig at have erhvervet det omstridte statsborgerskab (dvs. kvasi-tab), jeg henviser til Ahmadov mod Aserbajdsjan, (klagesag 32538/10), præmis 45.

Det må derfor formodes, at det samme gør sig gældende inden for EU-retten i forhold til chartrets beskyttelsesomfang efter chartrets artikel 7. I C-689/21 om den danske såkaldte 22-års regel konkluderede EU-domstolen med henvisning til tidligere praksis, at det tilkommer ’de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter at undersøge, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, når

dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet for så vidt an-går virkningerne heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den pågældendes familiemedlemmer i forhold til EU-retten’, jf. præmis 38.

Ved den fornødne proportionalitetsvurdering skal inddrages, hvad be-grundelsen for afgørelsen har været, jf. f.eks. præmis 75 i JY, C-118/20, hvor EU-domstolen konkluderer, at proportionalitetsprincippet ikke var opfyldt, idet afgørelsen (afslaget på statsborgerskab) var ’begrundet i administrative overtrædelser af færdselsloven, som efter gældende na-tional ret medfører en bødestraf’.

c. Afslaget medførte uforholdsmæssige følger for sagsøger efter EU-retten

Det gøres gældende, at sagsøgtes afgørelser om, at sagsøger ikke er dansk statsborgerskab (bilag 7 og bilag 10), og at sagsøgtes afslag på at meddele sagsøger dansk statsborgerskab (bilag 13) har haft negative konsekvenser for sagsøger, både i forhold til sagsøgers sociale identitet og sagsøgers muligheder for at opholde sig og arbejde i Storbritannien og i øvrige EU-lande.

Sagsøger er således blevet nødsaget til at blive australsk statsborger, selvom hun føler sig dansk. Sagsøger har derved ikke længere samme statsborgerskab som sine børn. Sagsøger er som følge heraf heller ikke længere unionsborger. Sagsøgers opholdsgrundlag i England er som følge heraf usikkert, og sagsøger vil som minimum skulle bruge tid og formentlig også juridisk bistand med dertil følgende udgifter på at for-søge at sikre sin opholds- og arbejdstilladelse i England.

Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om – trods omstæn-dighederne, dvs. sagsøgers kvasi-tab af dansk statsborgerskab som 49-årig - at tillægge den britiske vielsesattest større vægt end den danske CPR-registrering, er ikke nærmere begrundet. Der er ingen begrundelse anført i Indfødsretsudvalgets afslag på at meddele sagsøger dispensa-tion, hvorved sagsøger blev meddelt afslag på dansk statsborgerskab. Det er derfor ikke muligt at forholde sig til, hvilke kriterier Integra-tionsministeriet og Indfødsretsudvalget har inddraget i sagen, og hvil-ken afvejning heraf der måtte være foretaget i forbindelse med afgørel-serne.

Allerede af den grund må sagsøgtes afslag på at meddele sagsøger dansk statsborgerskab anses for at være i strid med proportionalitets-princippet.

Således som sagen er oplyst, ses der i øvrigt ingen grund til, at Indføds-retsudvalget meddelte sagsøger afslag på dispensation.

For det første må Indfødsretsudvalget ved behandling af sagsøgers an-søgning kunne lægge til grund, at sagsøger har været i god tro om sit danske statsborgerskab.

For det andet må der være en formodning for, at det er myndighederne, der begik en fejl ved registreringen af sagsøgers forældres ægteskab. Ved registrering af ægteskab på det være op til myndighederne at sikre, at korrekte oplysninger registreres. Der må under omstændighederne være en formodning mod, at sagsøgers forældre svigagtigt skulle have fremvist en falsk vielsesattest ved tilflytning til Danmark. Udgangs-punktet må derfor være, at sognet enten registrerede korrekte oplys-ninger om ægteskabet, eller at sognet registrerede forkerte oplysninger, og i så fald formentlig som følge af, at sognet ikke sikrede sig tilstræk-kelig dokumentation for, om der var indgået ægteskab.

For det tredje er sagsøger født af en dansk far i Danmark, og sagsøger opfylder derved samtlige nugældende regler for statsborgerskab, også efter det fyldte 22. år, jf. indfødsretslovens § 1, sammenholdt med § 8. Ud fra de nugældende danske regler om statsborgerskab må der derfor anses for at være den fornødne samhørighed mellem sagsøger og Dan-mark til, at sagsøger burde være meddelt dansk statsborgerskab. Deru-dover har sagsøger alle årene haft dansk pas, det seneste udstedt i 2011 med gyldighed til 2021 (…). Også dette viser en hensigt om at bevare en reel tilknytning til Danmark. Jeg henviser til Tjebbes, C-221/17, pr. 38.

For det fjerde er der ingen forhold, der taler mod at meddele sagsøger dansk statsborgerskab. Sagsøger har som nævnt ikke handlet svigagtigt ved den oprindelige registrering af dansk statsborgerskab, sagsøger har aldrig været dømt for kriminelle forhold, hverken i Storbritannien eller i Danmark (…), sagsøger har aldrig modtaget sociale ydelser i Danmark (…), sagsøger har ingen gæld til den danske stat (…), og sagsøger har under straffeansvar skrevet under på at love troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund (…).

Det gøres på det grundlag gældende, at sagsøgtes proces og beslutning om, at sagsøger aldrig har været dansk statsborger og at meddele sagsøger afslag på indfødsret er i strid med det EU-retlige proportiona-litetsprincip.

Ad. Hjemvisningspåstanden

Ophævelses- og hjemvisningspåstanden fastholdes under henvisning til, at det er den mest hensigtsmæssige måde, hvorpå en konstatering af brud på Danmarks internationale forpligtelser kan sikre sagsøgers ret-tigheder.

EMRK artikel 1 pålægger medlemsstaterne at sikre enhver person de rettigheder, der følger af konventionen. Det følger heraf, at medlemssta-terne af egen drift skal sikre overholdelse af EMRK.

Hvor nationale domstole konstaterer en krænkelse af EMRK, bør de na-tionale myndigheder derfor af egen drift rette op på krænkelsen og derved i nationalt regi sikre overholdelse af konventionen. Det må der-for anses for bedst overensstemmende med EMRK, artikel 1, at en kon-statering af krænkelse af EMRK ved en national domstol ledsages af en ophævelse og hjemvisning af den krænkende afgørelse med henblik på

at sikre, at der ex officio sker en fornyet behandling i Folketingets Ind-fødsretsudvalg.

Til støtte herfor skal det anføres, at der i en sag om indfødsret den 25. september 2017 blev opnået dom ved Københavns Byret for, at et afslag på dansk indfødsret udgjorde handicapdiskrimination i strid med Danmarks internationale forpligtelser herunder FN’s Konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (FN’s Handi-capkonvention) artikel 1, 4, 5 og 18, Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions (EMRK) artikel 8, sammenholdt med artikel 14 og Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder (CCPR) artikel 26. På grundlag af dommen blev der indgivet ny ansøgning om dansk ind-fødsret til Udlændinge og Integrationsministeriet, som imidlertid på ny meddelte afslag den 6. april 2018.

Som følge heraf blev der indgivet en klage til EMD. Efter indgivelse af klagen til EMD tog Indfødsretsudvalget sagen op af egen drift og med-delte den pågældende klager dansk indfødsret. EMD afviste at reali-tetsbehandle klagen, bl.a. med henvisning til, at der må anses for at væ-re et effektivt retsmiddel ved de nationale domstole, jf. dom af 15. juli 2021, Aziz Thamer Al-Ebrah mod Danmark (klagesag 32834/18) pr. 33.

Sagsforløbet i den pågældende sag illustrerer, at det på trods af opnåel-se af dom for, at Indfødsretskontoret og Indfødsretsudvalget havde handlet i strid med Danmarks internationale forpligtelse ved at med-dele afslag på indfødsret, var det nødvendigt for klager at gå videre til EMD med henblik på at sikre sine rettigheder efter konventionen.

GODTGØRELSE:

Til støtte for den nedlagte påstand, at sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger 10.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg i godtgørelse, gø-res det gældende, at Udlændinge- og Integrationsministeriets og Folke-tingets Indfødsretsudvalgs behandling af sagsøgers ansøgning om statsborgerskab må anses for en retsstridig krænkelse af en sådan ka-rakter, at sagsøger har krav på godtgørelse efter princippet i erstat-ningsansvarslovens § 26.

Erstatningsansvarslovens § 26 skal fortolkes i overensstemmelse med særligt EMRK artikel 13 om retten til et effektivt retsmiddel, sammen-holdt med artikel 41, der indeholder EMD’s hjemmel til at tilkende en passende erstatning til personer, der har været udsat for en krænkelse af EMRK, jf. Højesterets dom af 24. juni 2011, gengivet i U.2011.2695H.

Retten til et effektivt retsmiddel forudsætter, at der sker en passende oprejsning ved de nationale domstole, og det gøres gældende, at dette omfatter retten til en godtgørelse for ikke økonomisk skade til sagsøger. Kravet er herefter skønsmæssigt fastsat ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen, sammenholdt med dansk og in-ternational retspraksis om godtgørelse og erstatning i relation til en menneskerettighedskrænkelse.

Jeg skal i den forbindelse særligt henvise til U.2020.1753. Det fremgår af landsrettens præmisser, at:

…

Der henvises herved til UfR 2011.2695 H, og EMD’s domme i Peck mod Storbritannien (afgørelse 44647/98), D.H. og andre mod Tjekkiet (afgørelse nr. 57325/00), Andrejeva mod Letland (afgørelse 8 nr. 55707/00), Kiyutin v. Rusland (klagesag 2700/10), I.B. v. Grækenland (klagesag 552/10) og Biao v. Denmark (klagesag 38590/10).

Endelig henvises til Højesterets afgørelse af 20. juni 2018 (U 2018.3230 H), hvor 6 statsløse palæstinensere, som forsinket havde fået dansk statsborgerskab, blev tilkendt en godtgørelse på kr. 10.000 hver.”

Af Sagsøgers påstandsdokument af 28. august 2023 vedrørende an-modningen om præjudiciel forelæggelse, som der er henvist til, fremgår følgen-de bl.a.:

”ANBRINGENDER

Sagsøger gør til støtte for den nedlagte påstand gældende, at fortolk-ningen af EU-retten i en situation som den foreliggende om kvasi-tab af statsborgerskab, hvor sagsøger de facto har haft statsborgerskab i en medlemsstat og har udnyttet sin ret til fri bevægelighed, som sagsøger har haft en berettiget forventning om at kunne anvende, ikke ses nær-mere fastsat af EU-Domstolen, og at der består en sådan uklarhed her-om, at der er behov for, at EU-Domstolen afklarer rækkevidden af prin-cipperne, der kan udledes af ovenstående praksis.

…

Til støtte for anmodningen om præjudiciel forelæggelse for EU-dom-stolen, gøres gældende at, det er nødvendigt at forelægge et præjudi-cielt spørgsmål, der er knyttet til rækkevidden af principperne fra EU-Domstolens praksis i relation til TEUF artikel 20 og 21, for så vidt angår en situation som den foreliggende, hvor en person ikke selv er skyld i annullationen af et statsborgerskab (kvasi-tab) i en medlemsstat, hvortil personen ikke samtidig med også mister sit unionsborgerskab og de dertil tillagte rettigheder, idet annullationen først sker på et tidspunkt, hvor personen har haft en mangeårig berettiget forventning om at være i besiddelse af et statsborgerskab i en medlemsstat og dermed unions-borgerskabet og også har indrettet sit liv i tiltro hertil.

Det gøres endvidere gældende, at dette spørgsmål er knyttet til den retlige forståelse af EU-retten, hvis fortolkning der er rimelig tvivl om.

Generaladvokat M. Poiares Maduros anførte i sit forslag til afgørelse af 30. september 2009, i sagen C-135/08, Rottmann, pr. 31, at:

…

Sagsøgte har hertil gjort gældende, at Rottman-sagen angik berettigede forventninger om opretholdelse af en status som unionsborger og ikke – som i nærværende sag – et krav om tildeling af nationalt statsborger-

skab og dermed unionsborgerskabet til en person, som aldrig har været unionsborger.

Det skal hertil bemærkes, at Rottman-sagen omhandlede erhvervelse af tysk statsborgerskab med svig, hvorfor Rottmann reelt ikke havde op-fyldt kravene i erhvervelsesgrundlaget til at opnå tysk statsborgerskab.

I nærværende sag opnåede sagsøger ikke meddelelse om dansk stats-borgerskab ved svig, men har reelt set – uagtet af at hun ikke opfyldte kravene hertil – i mange år i god tro været registreret som dansk stats-borgerskab og fået udstedt dansk pas.

Sagsøger finder herefter ikke, at der er tale om ’tildeling af et nationalt statsborgerskab og dermed unionsborgerskab til en person, som aldrig har været unionsborger’, idet sagsøger de facto i god tro har nydt de EU-rettigheder, hun har haft en berettiget forventning om at være i besid-delse af.

Sagsøger finder således ikke, at den manglende opfyldelse af de formel-le erhvervelsesbetingelser for statsborgerskab i sig selv medfører, at EU-retten ikke finder anvendelse, da det må indgå i vurderingen, at sagsøger i god tro de facto har været tildelt dansk statsborgerskab.

Derudover kan det ikke anses som et rimeligt resultat, hvis en borger, der har opnået unionsborgerskab ved svig, skulle være bedre beskyttet

efter EU-retten, end en borger, der i god trode facto har været tildelt

statsborgerskab og indrettet sig derefter.

Sagsøger finder herudover, at Kaur-sagen, som sagsøgte henviser til, er væsentlig forskellig fra nærværende sag, herunder pr. 25, som sagsøgte har henvist til:

”Det bemærkes i øvrigt, at erklæringen ikke har bevirket, at en person, der ikke falder ind under definitionen af Det Forenede Kongeriges statsborgere, er blevet berøvet rettigheder, den pågældende ville have kunnet påberåbe sig i medfør af

fællesskabsretten, men at den har haft til følge, atder aldrig er

opstået sådanne rettigheder for den pågældendes vedkommende.”

I Kaur-sagen havde personen aldrig benyttet de rettigheder, som der følger med unionsborgerskabet, idet personen aldrig var blevet tildelt et sådan, heller ikke ved en fejl, som den i hovedsagen foreliggende.

Sagsøger har modsat Kaur-sagen de facto i en mangeårig periode haft rettigheder, der følger med unionsborgerskabet, ligesom hun har ud-øvet sin ret til fri bevægelighed og ophold i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, ved at bosætte sig i Storbritannien, hvor hun i en årrække har haft bopæl med sin familie, jf. også hertil JY-dommens pr. 41.

Sagsøgte har med henvisning til sagen C-118/20, JY gjort gældende, at også denne sag adskiller sig fra nærværende sags problematik, idet der

i JY-sagen var tale om generhvervelse af en fortabt status som unions-borger. Sagsøgte har i den forbindelse særligt henvist til pkt. 56-57 i Generaladvokat M. Szpunars forslag til afgørelse af 1. juli 2021, JY, C-118/20, EU:C:2021:530 samt note 37, hvor der henvises til EU-Dom-stolens dom af 20. februar 2001, Kaur, C-192/99, EU:C:2001:106.

Sagsøger skal i den forbindelse henvise til JY-dommens pr. 39-40:

”39. Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder inden for rammerne af en procedure for naturalisation tilbagekalder tilsagnet om meddelelse af statsborgerskab i denne stat, befinder den pågældende person, der var statsborger i en anden medlemsstat og har givet afkald på sit oprindelige statsborgerskab for at opfylde de betingelser, der er forbundet med denne procedure, sig imidlertid i en situation, hvor det er umuligt for vedkommende fortsat at gøre de rettigheder gældende, der følger af dennes status som unionsborger.

40. Følgelig påvirker en sådan procedure i sin helhed, selv om den indebærer en mellemkommende administrativ afgørelse fra en anden medlemsstat end den, hvis statsborgerskab der er ansøgt om, den status, som artikel 20 TEUF tillægger medlemsstaternes statsborgere, eftersom den kan føre til, at en person, der befinder sig i en situation som den, JY befinder sig i, fratages alle de rettigheder, der er knyttet til denne status, selv om den pågældende på det tidspunkt, hvor proceduren for naturalisation blev indledt, var statsborger i en medlemsstat og således havde status som unionsborger.”

Det er herved uklart, om EU-Domstolen anser den anførte ”procedure i sin helhed” således, at EUretten kun finder anvendelse, hvor naturali-sationsproceduren – som naturligt er knyttet til den medlemsstats pro-cedure, hvor erhvervelsen sker – sker i sammenhæng med det forhold, at unionsborgerskabet opgives i den medlemsstat, hvor pågældende oprindeligt var statsborger.

Det er således uklart, om og hvordan EU-retten ville finde anvendelse, hvis hovedsagen havde været knyttet til den situation, hvor den på-gældende skulle opgive sit statsborgerskab i et tredjeland i forbindelse med opnåelse af statsborgerskab i Østrig, og var tildelt østrigsk stats-borgerskab under betingelse af løsning af tidligere statsborgerskab inden for en frist.

Forholdene i hovedsagen i sag JY, C-118/20 var tillige sådan, at der aldrig var meddelt østrigsk statsborgerskab til pågældende.

Det er således uklart, hvordan EU-retten finder anvendelse på en situ-ation som den, som sagsøger befinder sig i, hvor sagsøger har fået op-lyst af medlemsstaten, at hun er dansk statsborger – som må formodes at være på grundlag af afstamningsprincippet - og hvor en konstatering af bestemte faktiske omstændigheder (mange år) efter medfører den konsekvens, at medlemsstaten nu konkluderer, at sagsøger aldrig har været i besiddelse af et unionsborgerskab.

EU-Domstolen har således ikke udtalt sig om, hvorvidt kvasi-fortabelse i denne situation rent faktisk skal bedømmes som fortabelse af unions-borgerskabet, uanset om proceduren ikke er knyttet til frasigelse af et tidligere unionsborgerskab.

EU-Domstolen har herved heller ikke udtalt sig om, hvorvidt det har betydning for denne vurdering om unionsborgerskabet har været udnyttet efter det er tildelt, og om der er forskel på situationen, hvor der sker tildeling automatisk i henhold til et afstamningsprincip eller efter ansøgning.

Det er faktuelt konstaterbart, at sagsøger fra sin fødsel i Danmark har været tildelt de til unionsborgerskabet knyttede rettigheder, og at disse ved afgørelsen om tilbagekaldelse fra sagsøgte er frataget.

En medlemsstats vurdering eller konstatering, der medfører et kvasi-tab, indebærer samtidig i realiteten konsekvenser knyttet til unions-borgerskabet, som svarer til en afgørelse om fortabelse af unionsbor-gerskabet.

Sagsøger finder det dog uklart, om disse omstændigheder bevirker, at kvasi-tabet omfattes EU-retten, og vurderingen af de faktiske og retlige omstændigheder, der er knyttet til konstateringen af tabet, herefter skal ske under iagttagelse af EU-retten, herunder ved inddragelse og over-holdelse af legitime grunde og proportionalitetsprincippet.

På den ene side synes EU-Domstolen i præmis 39 og 40 i sag JY, C-118/20 at forudsætte, at manglende tildeling af unionsborgerskabet ale-ne omfattes EU-retten, når det optræder i sammenhæng med en proce-dure, der indebærer fortabelse af unionsborgerskabet i en anden med-lemsstat.

På den anden side synes EU-Domstolen i præmis 58 i sag JY, C-118/20 at knytte tilbagekaldelse af tilsagn om meddelelse af statsborgerskabet til fortabelse. Det anføres således af afgørelsen, at:

58. Når dette er sagt, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter, henset til den betydning, som den primære ret tillægger den status af unionsborger, som – således som det er anført i nærværende doms præmis 38 og 46 – udgør den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, at undersøge, om afgørelsen om at tilbagekalde tilsagnet om meddelelse af statsborgerskab, når dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der følger deraf,

overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår

virkningerne heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den pågældendes familiemedlemmer under hensyn til EU-retten (jf. analogt dom af 2.3.2010, Rottmann, C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 55 og 56, og af 12.3.2019, Tjebbes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, præmis 40).

Endvidere henvises til generaladvokat M. Szpunars forslag til afgørelse fremsat d. 26. januar 2023 i sag C-689/12 X mod Udlændinge- og Inte-grationsministeriet. Sagen omhandler den såkaldte 22-års regel. I for-slaget gennemgås EU-Domstolens praksis på området, og det opsum-meres, at ”medlemsstaterne kompetence med hensyn til erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab skal udøves under overholdelse af EU-retten ” […], jf. punkt 45.

I forslaget fremhæver generaladvokaten endvidere med henvisning til EU-Domstolens afgørelse i JY-dommen, at ” ethvert tab” af status som unionsborger skal ske i overensstemmelse med artikel 20 i TEUF, jf. punkt 81.

Der må derfor være en formodning for, at sager med kvasi-tab skal ud-øves under overholdelse af EU-retten. I sådanne sager sker der både de facto fortabelse af unionsborgerskabet ved afgørelsen om, at man aldrig har været dansk statsborger, og derefter et afslag på anmodning er-hvervelse af unionsborgerskabet på grundlag af indgivelse af ny ansøg-ning efter praksis herom i sådanne sager.

Til støtte herfor henvises til Gerard-René de Groot og Patrick Wautelet: Reflections on quasi-loss of nationality in comparative, international and European perspective, No. 66/August 2014. I artiklen fremhæves flere eksempler på, at kvasi-tab situationer må anses for beskyttet efter international ret (afsnit 4). I forlængelse heraf anføres det om kvasi-tab i et europæisk perspektiv, at EU-Domstolens afgørelse i Rottmann-sagen – dvs. at EU-retten finder anvendelse ved inddragelse af statsborger-skab - er relevant i forhold til kvasi-tabs sager, idet der i Rottmann-sag-en var tale om ophævelse med tilbagevirkende kraft, og at en sådan

situation er lig kvasi-tab, hvor statsborgerskabet er ugyldigtab initio

(afsnit 5).

Endvidere henvises til Guidelines Involuntary Loss of European Citi-zenship (ILEC Guidelines 2015), hvor det anbefales, at medlemsstaterne bør behandle alle kvasi-tab sager som sager om fratagelse (’deprivia-tion’) af statsborgerskab med de dertil hørende rettigheder, jeg henviser til afsnit V a.

Sagsøger finder på denne baggrund, at det er meget muligt, at kvasi-tabs sager kan være omfattet af EU-retten, og at EU-Domstolens praksis knyttet til TEUF artikel 20 i en situation som en i nærværende sag ikke kan anses for tilstrækkelig afklaret.

Sagsøger skal på det grundlag anmode om, at sagen forelægges for EU-domstolen, jf. TEUF artikel 267.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet har ligeledes i det væsentlige proce-

deret i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift af 2. februar 2024, hvoraf fremgår blandt andet følgende (henvisninger til materialesamling, processkrifter og bilag udeladt):

”4. ARGUMENTATION

4.1 Afvisningspåstanden

Den del af Sagsøgers påstand, hvorefter afslaget af 26. januar 2021 skal ophæves, og hvorefter sagen skal hjemvises til fornyet be-handling (1. led i Sagsøgers påstand), angår en prøvelse af beslutningen om at undlade at optage hende på et lovforslag om ind-fødsrets meddelelse. Denne del af Sagsøgers påstand og de anbringender, som den støttes på, indebærer, at Udlændinge- og Inte-grationsministeriet skal anerkende, at hun har krav på at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. En sådan prøvelse falder uden for rammerne af grundlovens § 63, jf. hertil U.2013.3328H (…).

Af præmisserne for denne dom fremgår, at ministeriets beslutninger om at undlade at optage en ansøger på et forslag til lov om indfødsrets meddelelse er et led i lovgivningsprocessen, og at prøvelsesadgangen efter grundlovens § 63 (…), ikke finder anvendelse på disse beslutnin-ger. På tilsvarende vis udgør Indfødsretsudvalgets beslutninger om ik-ke at dispensere fra de betingelser, der i ovennævnte cirkulæreskrivelse er fastsat for optagelse på et lovforslag, et led i lovgivningsprocessen. Derfor finder grundlovens § 63 heller ikke anvendelse på en sådan be-slutning.

Ifølge Højesterets præmisser for den nævnte dom udelukker regerin-gens og Folketingets kompetence efter grundlovens §§ 21 og 41, stk. 1, vedrørende lovforslags fremsættelse og grundlovens § 44, stk. 1, der er omtalt ovenfor, en domstolsprøvelse af påstande, der går ud på, at en ansøger skal optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Det samme må gælde for Sagsøgers påstand om ophævelse af afslaget på ansøgning om indfødsret og hjemvisning (1. led af hendes påstand), der som nævnt indebærer, at Udlændinge- og Integrations-ministeriet skal anerkende, at hun har krav på at blive optaget på et lov-forslag om indfødsrets meddelelse. Sagsøgers påberåbelse af EMRK artikel 1 ændrer ikke på, at en pådømmelse af denne del af hen-des påstand falder uden for rammerne af den prøvelsesadgang, der er fastsat i grundlovens § 63.

Det 1. led i Sagsøgers påstand bør på den anførte baggrund afvises.

Den samme argumentation gøres gældende til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand, der ligeledes støttes på nedenstående argumenta-tion.

4.2 Frifindelsespåstanden over for 2. led i Sagsøgers på-stand

Beslutningen om ikke at optage Sagsøger på et lovforslag om indfødsrets meddelelse strider ikke imod Danmarks folkeretlige for-pligtelser, med den følge at hun har krav på en økonomisk godtgørelse.

4.2.1 Der er ikke sket en krænkelse af Sagsøgers rettigheder efter EKS

Ifølge EKS artikel 7, stk. 1 (…), må en kontraherende stats nationale lovgivning ikke indeholde bestemmelser om fortabelse af statsborgerret ex lege eller på foranledning af den kontraherende stat, bortset fra de tilfælde, der opregnet i bestemmelsens litra a-g, herunder litra f om til-fælde, hvor det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at de i landets nationale lovgivning fastsatte betingelser, som førte til barnets ex lege erhvervelse af statsborgerret i den kontraherende stat, ikke længere er opfyldt.

Sagsøgers påberåbelse af (en modsætningsslutning fra) EKS artikel 7, stk. 1, litra f, er uholdbar, allerede fordi denne sag ikke angår et spørgsmål om fortabelse af statsborgerskab, men efter den påstand som hun har nedlagt, angår en prøvelse af afslaget på hendes ansøg-ning om dansk indfødsret. Situationen er som nævnt den, at Sagsøger aldrig har opfyldt indfødsretslovens betingelser for ex lege at erhverve dansk indfødsret.

Selv hvis principperne i EKS artikel 7 skulle finde (analog) anvendelse på en situation som den foreliggende, er der ingen holdepunkter for at fastslå, at afslaget på at optage Sagsøger på et lovforslag om indfødsrets meddelelse skulle være konventionsstridigt, eftersom en fortabelse af statsborgerskab er forenelig med konventionen, når forta-belsen beror på et manglende reelt tilknytningsforhold mellem den kontraherende stat og en statsborger med fast bopæl i udlandet, jf. kon-ventionens artikel 7, stk. 1, litra e.

Sagsøger, der også på tidspunktet for meddelelsen om afsla-get havde fast bopæl i Storbritannien, var uden nogen reel tilknytning til Danmark. Det bemærkes herved, at hun bortset fra en halvbror og en tante (…) ikke havde nogen familiær tilknytning her til landet, og at hun, der ikke havde haft fast ophold her i landet siden 1971, i perioden fra 1996 til 2018, kun havde besøgt Danmark én gang. Derfor må hun altså i EKS artikel 7, stk. 1, litra f’s forstand anses for at have været uden nogen reel tilknytning til Danmark. At Sagsøger – uanset de nævnte omstændigheder – opfattede sig selv som dansker (…) kan ikke føre til en anden konklusion.

Sagsøgers påberåbelse af indfødsretslovens § 8, stk. 1 (…), der angår fortabelse af indfødsret ved det 22. fyldte år, kan heller ikke føre til et andet resultat. Bestemmelsen udgør ingen hindring for, at en udlænding kan meddeles afslag på en ansøgning om optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Der er på den anførte baggrund ikke noget belæg for at fastslå, at afsla-get på at optage Sagsøger på et lovforslag om indfødsrets meddelelse har indebåret en krænkelse af hendes rettigheder efter EKS.

4.2.2 Der er ikke sket en krænkelse af Sagsøgers rettigheder efter EMRK artikel 8

Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1 (…), har enhver ret til respekt for sit privat-liv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Selv om retten til statsborgerskab ikke som sådan er beskyttet af EMRK eller de dertil hørende tillægsprotokoller, har Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (Domstolen) fastslået, at en vilkårlig nægtelse af statsborgerskab under visse omstændigheder kan rejse spørgsmål i for-hold til EMRK artikel 8 på grund af en sådan nægtelses indvirkninger på den pågældendes privatliv, jf. bl.a. præmis 353 i Domstolens dom af 13. juli 2010 i sag 26828/06, Kurić m.fl. mod Slovenien (…), og den deri omtalte praksis.

For så vidt angår vurderingen af, om nægtelsen eller fratagelsen af et statsborgerskab er vilkårlig, lægges der ifølge Domstolens praksis vægt på, om afgørelsen er i overensstemmelse med loven, om den pågæl-dende er sikret tilstrækkelige processuelle garantier, herunder mulig-hed for at anfægte afgørelsen for en domstol i overensstemmelse med de relevante garantier, og om myndighederne handler med omhu og tilstrækkelig hurtighed, jf. Domstolens dom af 12. juni 2018 i sag 7549/09 og 3330/11, Alpeyeva og Dzhalagoniya mod Rusland, præmis 109 (…).

Sagsøger gør gældende bl.a., at afslaget har haft indgribende betydning for hende, idet afslaget har medført væsentlig usikkerhed om grundlaget for hendes opholdstilladelse i Storbritannien, og fordi afsla-get udgør et indgreb i hendes muligheder for at vedligeholde relationen til hendes børn. Hun gør endvidere gældende, at afslaget på at optage hende på et lovforslag om indfødsrets meddelelse må anses for vilkår-ligt. Ifølge Sagsøger har processen vedrørende ændringen af hendes statsborgerskab i CPR og efterfølgende afslag på ansøgning om dansk indfødsret ikke været fulgt af tilstrækkelige processuelle garanti-er.

Hvad angår spørgsmålet om vilkårlighed bemærkes, at det for sagens afgørelse kan lægges til grund som værende ubestridt, at Sagsøger ikke opfyldt indfødsretslovens betingelser for at erhverve ind-fødsret ved fødslen, og at hun heller ikke opfyldt betingelserne for at erhverve indfødsret som følge af forældrenes efterfølgende indgåelse af ægteskab. Det kan derfor også fastslås, at Udlændinge- og Integra-tionsministeriet handlede i overensstemmelse med loven, da ministeriet gav Sagsøger meddelelse om, at hun ikke var og aldrig hav-de været dansk statsborger. Sagsøger kunne have anfægtet meddelelsen herom ved at indbringe spørgsmålet for domstolene, men det har hun fravalgt at gøre.

I meddelelsen om, at Sagsøger ikke var og aldrig havde væ-ret dansk statsborger, blev hun informeret om, at hun kunne søge om dansk indfødsret ved naturalisation. Hun blev samtidig oplyst om be-tingelserne for naturalisation, der var fastsat i den på det tidspunkt gældende cirkulæreskrivelse om naturalisation, hvortil der var henvist. Endelig blev hun oplyst om praksis, hvorefter en ansøgning forelægges for Folketingets Indfødsretsudvalg i tilfælde, hvor ansøgeren tidligere fejlagtigt har fået udstedt et dansk pas og derved berettiget kan have

troet, at vedkommende var dansk statsborger. Sagsøger blev i den forbindelse udtrykkeligt gjort opmærksom på, at en forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets stillingta-gen til, om der kan dispenseres fra en eller flere af de i cirkulæreskrivel-sen fastsatte betingelser, ikke er ensbetydende med, at ansøgeren med-deles dispensation. Folketingets Indfødsretsudvalgs stillingtagen til et spørgsmål om dispensation beror således – som det er sædvanligt for udøvelsen en dispensationsbeføjelse – på en konkret skønsafvejning, nemlig en afvejning af, om ansøgerens interesse i at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse er tilstrækkeligt tungtvejende til, at der er grundlag for at meddele dispensation. Hjemmelsgrundlaget for bedømmelsen af Sagsøgers ansøgning om dansk indføds-ret har således haft den fornødne klarhed.

Afslaget på at optage Sagsøger på et lovforslag om indføds-rets meddelelse er endvidere blevet behørigt begrundet. I afslaget er der således henvist til, at hun ikke opfyldte de i cirkulæreskrivelsen (…) fastsatte krav om bopæl (§ 5, stk. 1), tidsubegrænset opholdstilladelse (§ 5 A), ophold (§ 7), dokumentation for danskkundskaber (§ 24, stk. 1) samt dokumentation for kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for bestået indfødsretsprøve (§ 24, stk. 3). Det fremgår videre af afslaget, at hendes ansøgning var blevet forelagt Folketingets Indfødsretsudvalg, der ikke havde fundet grundlag for at dispensere fra de nævnte krav. Efter sammenhængen må begrundelsen som anført ovenfor forstås sådan, at Indfødsretsudvalget fandt, at hen-synet til at Sagsøger berettiget kunne have troet, at hun var dansk statsborger, ikke var tilstrækkeligt tungtvejende til, at der kunne gives dispensation. Sagsøger har således haft et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget på ansøgningen om dansk indfødsret var, jf. hertil U.2017.2469H (…).

På denne baggrund, og da Sagsøger har været sikret til-strækkelige processuelle garantier, herunder mulighed for at anfægte afslaget for en domstol i overensstemmelse med de relevante garantier, er der intet belæg for at fastslå, at afslaget har været vilkårligt. Allerede derfor udgør afslaget ikke en krænkelse af de rettigheder, der efter EMRK artikel 8 tilkommer Sagsøger.

Hvad angår afslagets indvirkning på Sagsøgers privatliv og familieliv bemærkes, at Sagsøger havde opnået australsk statsborgerskab, da hun fik afslag på at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse. Afslaget efterlod hendes således ikke stats-løs. Hertil kommer, at hun ikke er blevet udvist her fra landet, eftersom hun udrejste af landet i 1971, da hun var ca. 1 ½ år gammel. I perioden fra 1996 til 2018 har hun som nævnt kun besøgt Danmark én gang. Af-slaget har derfor ikke haft nogen indvirkning på hendes udøvelse af et privatliv her i landet, hvor hun heller ikke på tidspunktet for meddelel-sen af afslaget på indfødsret udøvede noget familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. At Sagsøger opfattede sig selv som dansker kan heller ikke i denne henseende føre til en anden konklusion.

Sagsøgers påberåbelse af, at afslaget på optagelse på et lov-forslag om indfødsrets meddelelse skulle have skabt usikkerhed om

grundlaget for hendes opholdstilladelse i Storbritannien, og at afslaget udgør et indgreb i hendes muligheder for at vedligeholde relationen til hendes børn, der er hjemmehørende i Storbritannien, kan under ingen omstændigheder konstituere en krænkelse af EMRK artikel 8, eftersom en medlemsstats pligt til at sikre de rettigheder og friheder, der er næv-nt i konventionens afsnit I (artikel 2-18), alene gælder i forhold til per-soner under statens jurisdiktion, jf. hertil konventionens artikel 1. Med-lemsstatens pligt til at sikre de nævnte rettigheder gælder således kun, for så vidt som staten udøver jurisdiktion over den person, som på-beråber sig rettighederne.

Udøvelse af jurisdiktion er som udgangspunkt begrænset til medlems-statens territorium, det vil sige statens og statens myndigheders hand-linger og undladelser, der er foretaget på statens territorium, og som har virkninger over for personer, der befinder sig på statens territori-um, jf. bl.a. Domstolens dom af 7. juli 2011 i sag 55721/07, Al-Skeini m.fl. mod Storbritannien, præmis 131 (…), og Domstolens afvisnings-kendelse af 5. marts 2020 i sag 3599/18, M.N. m.fl. mod Belgien, præmis 98 (…).

Det følger af Domstolens faste praksis, at en stats handlinger, der er fo-retaget eller har virkninger uden for statens territorium, alene i ekstra-ordinære tilfælde kan medføre (ekstraterritorial) jurisdiktion for staten i EMRK artikel 1’s forstand. Et sådan tilfælde anses efter Domstolens praksis at foreligge, hvis en medlemsstat udøver effektiv kontrol over et område uden for statens territorium, jf. førnævnte afvisningskendelse, præmis 103, eller hvis myndighedspersoner fra medlemsstaten uden for statens territorium udøver kontrol og/eller myndighed over en dervæ-rende person, jf. afvisningskendelsen, præmis 105 og 106 (…).

Sagsøger udrejste som nævnt fra Danmark i 1971 og har efter det oplyste opholdt sig i Storbritannien siden 1972. Hvad angår spørgsmålet om hendes ret til at opholde sig i Storbritannien og mulig-heder for dér at udøve familieliv og privatliv, er hun derfor ikke under-givet dansk jurisdiktion, men britisk jurisdiktion. Der er intet belæg for at fastslå, at der i denne henseende skulle foreligge ekstraterritorial jurisdiktion.

Bortset fra spørgsmålet om jurisdiktion har Sagsøger ikke godtgjort nogen konkrete holdepunkter for, at afslaget på at optage hende på et lovforslag om indfødsrets meddelelse faktisk skulle have haft nogen indvirkning på hendes udøvelse af familieliv og privatliv i Storbritannien.

Det kan herefter sammenfattende fastslås, at der ikke foreligger nogen krænkelse af de rettigheder, som tilkommer Sagsøger i med-før af EMRK artikel 8.

4.2.3 Afslaget er ikke i strid med EU-retten

Til Sagsøgers påberåbelse af EU-chartrets artikel 7 (…) be-mærkes, at chartret kun finder anvendelse, når medlemsstaten gennem-fører EU-retten, jf. hertil chartrets 51, stk. 1 (…). Af bestemmelsens stk. 2

følger videre, at chartret ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer, og ej heller skaber nye kompe-tencer for Unionen. EU-chartrets artikel 7 finder derfor kun anvendelse, for så vidt som afslaget på Sagsøgers ansøgning om indføds-ret er omfattet af EU-retten.

Da der i Sagsøgers påstandsdokument, … , er en henvisning til påstandsdokumentet, som på hendes vegne blev indleveret til brug for formalitetsforhandlingen vedrørende begæringen om præjudiciel forelæggelse, går Udlændinge- og Integrationsministeriet ud fra, at hun fortsat gør gældende, at afslaget er i strid med artikel 20 og 21 i Trakta-ten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) (…).

Ministeriet gør heroverfor i første række gældende, at den foreliggende situation, hvor Sagsøger har fået afslag på at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse hverken er omfattet af TEUF artikel 20 eller 21 (pkt. 4.2.3.1). I anden række gør ministeriet gældende, at hvis den foreliggende situation måtte være omfattet af EU-retten, må afslaget i givet fald anses for at være foreneligt med EU-retten (pkt. 4.2.3.2).

4.2.3.1 Afslaget er ikke omfattet af TEUF artikel 20 eller 21

Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at det henhører under med-lemsstaternes kompetence at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, idet de herved skal overholde EU-retten (dengang fællesskabsretten), jf. allerede EU-Domstolens dom af 7. juli 1992, Micheletti, C-369/90, præmis 10 (…).

Fra konstateringen af, at medlemsstaterne naturligvis skal overholde EU-retten, kan der ikke uden videre drages den konklusion, at en tred-jelandsstatsborger, som har fået afslag på en ansøgning om statsborger-skab i en medlemsstat, kan påberåbe sig TEUF artikel 20, med henblik på at anfægte afslaget. Om et sådant afslag falder inden for TEUF arti-kel 20’s anvendelsesområde, beror på en fortolkning af denne bestem-melse.

Det følger af ordlyden af TEUF artikel 20, stk. 1, at unionsborgerskab alene tilkommer personer, der er statsborgere i en medlemsstat. Af be-stemmelsen følger altså udtrykkeligt, at unionsborgerskabet er afledt af et statsborgerskab i en medlemsstat, og at de rettigheder, der tilkommer unionsborgere, derfor kun kan påberåbes af medlemsstaternes stats-borgere.

I overensstemmelse hermed fastslog EU-Domstolen i dom af 20. februar 2001, Kaur, C-192/99, at sagsøgeren i den sag, der ikke opfyldt defini-tionen af en statsborger i Storbritannien og Nordirland, ikke kunne på-beråbe sig de rettigheder, der fulgte af en status som unionsborger, jf. navnlig denne doms præmis 25, (MS s. 288) sammenholdt med EU-Domstolens dom af 2. marts 2010, Rottmann, C-135/08, præmis 49 (…).

Af Kaur-dommen følger altså, at personer der ikke er statsborgere i en medlemsstat, er uden mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der

efter EU-retten tilkommer unionsborgere. Om en person kan anses for statsborger i en given medlemsstat, afgøres efter medlemsstatens herom gældende lovgivning. Den praksis, som Kaur-dommen er udtryk, har EU-Domstolen ikke ændret på siden.

I førnævnte Rottmann-dom anførte EU-Domstolen således i præmis 47-49 (…):

”Den forelæggende ret er i den henseende i tvivl om det forbehold, der er formuleret i Domstolens praksis, som er nævnt i denne doms præmis 45, hvorefter medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence vedrørende statsborgerskab skal overholde EU-retten, og om konsekvenserne af dette forbehold i en situation som den i hovedsagen omhandlede.

48 Forbeholdet om, at EU-retten skal overholdes, berører ikke det folkeretlige princip, der allerede anerkendes af Domstolen, og som er omtalt i denne doms præmis 39, ifølge hvilket medlemsstaterne har kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, men fastslår princippet om, når der er

tale om unionsborgere, at udøvelsen af denne kompetence, i detomfang den berører de rettigheder, der tildeles og beskyttes vedUnionens retssystem, således som det navnlig er tilfældet med hen-syn til en beslutning om tilbagekaldelse af naturalisation som den ihovedsagen omhandlede, kan underkastes en domstolsprøvelse iforhold til EU-retten. 49 I modsætning til sagsøgeren i den sag, der gav anledning tilKaur-dommen, der ikke opfyldte definitionen af en statsborger iDet Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og som der-for ikke kunne fratages de rettigheder, der følger af en status somunionsborger, har sagsøgeren i hovedsagen ubestrideligt haft førstøstrigsk og derefter tysk statsborgerskab og har således nydt godtaf nævnte status og de dertil knyttede rettigheder. ”

Præmisserne gør det klart, at kun unionsborgere kan påberåbe sig de rettigheder, der efter EU-retten tilkommer dem, og som unionsborgere betragtes alene medlemsstaternes statsborgere. EU-Domstolen har i overensstemmelse hermed gentagne gange fremhævet, at status som unionsborger tilkommer enhver person, ”der er statsborger i en med-lemsstat” , jf. f.eks. EU-Domstolens dom af 12. marts 2019, Tjebbes, C-221/17, præmis 31 (…), dom af 18. januar 2022, JY, C-118/20, præmis 38 (…) samt dom af 9. juni 2022, Préfet du Gers and Institut National de la Statistique and des Études Économiques, C-673/20, præmis 49 (…).

Den sidstnævnte dom angik en i Frankrig bosiddende britisk statsbor-ger, der under påberåbelse af bl.a. TEUF artikel 20 anfægtede, at hun som følge af Storbritanniens udtræden af unionen var blevet slettet af valglisterne i Frankrig.

Om sin hidtidige praksis anførte EU-Domstolen i dommens præmis 62 (…):

”Det skal i denne henseende bemærkes, at den pågældende per-sons fortabelse af denne status og af stemmeretten samt af mulig-heden for at stille op til valg, der afholdes af bopælsmedlemsstaten, er det automatiske resultat af en tidligere medlemsstats suveræne beslutning om i medfør af artikel 50, stk. 1, TEU at udtræde af Uni-onen og således blive en tredjestat i forhold hertil. De sager, hvor Domstolen har fastsat en forpligtelse til at foretage en individuel prøvelse af forholdsmæssigheden af følgerne af fortabelsen af uni-onsborgerskabet, har imidlertid angået specifikke situationer, der er omfattet af EU-retten, hvor en medlemsstat havde frataget bor-gere deres statsborgerskab ved en lovgivningsmæssig foranstalt-ning i denne medlemsstat (jf. i denne retning dom af 12.3.2019, Tjebbes m.fl., C-221/17, EU:C:2019:189, præmis 48), eller ved en in-dividuel afgørelse truffet af medlemsstatens kompetente myndig-heder (jf. i denne retning dom af 2.3.2010, Rottmann, C-135/08, EU:C:2010:104, præmis 42, og af 18.1.2022, Wiener Landesregierung (Tilbagekaldelse af tilsagn om naturalisation), C-118/20, EU:C:2022:34, præmis 74). Den retspraksis, der følger af disse for-skellige domme, kan derfor ikke overføres på en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen.”

EU-Domstolens praksis efterlader ingen rimelig tvivl om, dels at TEUF artikel 20 alene begrænser medlemsstaternes kompetence til at fratage borgere deres statsborgerskab, da det kun er i en sådan situation, at et unionsborgerskab og de deraf afledte rettigheder efter EU-retten forta-bes, dels at tredjelandsstatsborgere ikke kan påberåbe sig de rettighe-der, der følger af en status som unionsborger, eftersom denne status er forbeholdt medlemsstaternes statsborgere.

JY-dommen har ikke skabt tvivl om denne retsstilling – tværtimod. I modsætning til, hvad Sagsøger gør gældende (…), er det så-ledes ikke uklart, om den praksis, der er kommet til udtryk i dommen, kun gælder i tilfælde, hvor den pågældende har opgivet statsborger-skabet i en anden medlemsstat, eller om den også finder anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende har opgivet et statsborgerskab i et tred-jeland.

Af dommens præmisserne 39-40 (…) fremgår nemlig:

”Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder inden for rammerne af en procedure for naturalisation tilbagekalder tilsagnet om meddelelse af statsborgerskab i denne stat, befinder den på-gældende person, der var statsborger i en anden medlemsstat og har givet afkald på sit oprindelige statsborgerskab for at opfylde de betingelser, der er forbundet med denne procedure, sig imidlertid i en situation, hvor det er umuligt for vedkommende fortsat at gøre de rettigheder gældende, der følger af dennes status som unions-borger.

40. Følgelig påvirker en sådan procedure i sin helhed, selv om den indebærer en mellemkommende administrativ afgørelse fra en an-den medlemsstat end den, hvis statsborgerskab der er ansøgt om, den status, som artikel 20 TEUF tillægger medlemsstaternes stats-borgere, eftersom den kan føre til, at en person, der befinder sig i en

situation som den, JY befinder sig i, fratages alle de rettigheder, der er knyttet til denne status, selv om den pågældende på det tids-punkt, hvor proceduren for naturalisation blev indledt, var stats-borger i en medlemsstat og således havde status som unionsborger. ”

Præmisserne efterlader ingen tvivl om, at JY’s situation kun var omfat-tet af TEUF artikel 20, fordi hun som et led i naturalisationsprocessen havde opgivet sit statsborgerskab i en anden medlemsstat. At EU-Domstolen således lagde afgørende vægt på proceduren ”i sin helhed” cementerer, at de rettigheder, der følger af en status som unionsborger, kun kan gøres gældende af medlemsstaternes statsborgere.

Eftersom Sagsøger ikke var og aldrig havde været dansk statsborger, da hendes ansøgning om dansk indfødsret blev afslået, kan hun ikke anfægte dette afslag på grundlag af TEUF artikel 20, da de ret-tigheder, der følger af en status som unionsborger, alene er forbeholdt medlemsstaternes statsborgere, og da TEUF artikel 20 ikke finder an-vendelse på den foreliggende sag, følger det umiddelbart heraf, at TEUF artikel 21 om unionsborgernes ret til fri bevægelighed og op-holdsret heller ikke finder anvendelse.

Da der i denne henseende ikke består nogen rimelig tvivl om fortolk-ningen af EU-retten, kan landsretten afgøre sagen uden at stille EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af TEUF artikel 20 og 21. Allerede derfor bør Sagsøgers begæring om præju-diciel forelæggelse ikke tages til følge.

Sagsøgers påberåbelse af, at hun har været ”de facto unions-borger” (…) kan ikke føre til et andet resultat. Udtrykket er, sådan som Udlændinge- og Integrationsministeriet forstår det, beskrivende for, at Sagsøger mener at have en retsbeskyttet forventning om kunne gøre unionsborgerrettigheder, der ellers er forbeholdt medlems-staternes statsborgere, gældende, på trods af at det for sagens afgørelse kan lægges til grund som værende ubestridt, at hun aldrig har opfyldt indfødsretslovens betingelser for at erhverve dansk indfødsret.

Det må altså være Sagsøgers standpunkt, at der skulle gælde et uskrevet princip om en retsbeskyttet forventning, som indebærer, at en person, som ikke opfylder traktatens betingelser for at kunne på-beråbe sig traktatens fordele, alligevel kan påberåbe sig de fordele, som den pågældende ifølge traktaten ikke opfylder betingelserne for at kunne gøre gældende.

Hertil bemærkes, at EU-Domstolen i sin langvarige praksis har udviklet en række uskrevne retsprincipper, men aldrig et forventningsprincip, der udvider traktaterne til at kunne finde anvendelse på situationer, der ikke er omfattet af traktaternes anvendelsesområde.

Da afslaget på at optage Sagsøger på et lovforslag om ind-fødsrets meddelelse hverken er omfattet af TEUF artikel 20 eller 21, fin-der EU-chartrets artikel 7 ingen anvendelse.

4.2.3.2 Afslaget er under alle omstændigheder lovligt og proportionalt

Selv om det antages, at Sagsøger kan anfægte afslaget på hendes ansøgning om indfødsret på grundlag af TEUF artikel 20, er der ikke belæg for at fastslå, at afslaget strider imod EU-retten. Afslaget må nemlig under alle omstændigheder anses for lovligt og proportionalt. Den allerede foreliggende retspraksis efterlader ingen tvivl om, at det er lovligt, at en medlemsstat under udøvelsen af sin kompetence til at fast-lægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab an-tager, at statsborgerskabet er udtryk for, at der består en reel tilknyt-ning mellem denne medlemsstat og dens statsborgere, og følgelig at knytte en sådan manglende reel tilknytning eller ophøret heraf til forta-belsen af statsborgerskab, jf. hertil Tjebbes-dommen, præmis 35 (…).

I den foreliggende sag er der netop tale om, at Sagsøger, som nærmere beskrevet ovenfor, fik afslag på sin ansøgning om dansk ind-fødsret, fordi hun ikke opfyldt de tilknytningskrav, der var fastsat i den dagældende cirkulæreskrivelse om naturalisation. Som anført ovenfor må Sagsøger, der ikke har haft fast ophold her i landet siden 1971, og som i perioden fra 1996 til 2018 kun besøgte Danmark én gang, i det hele taget anses for at være uden nogen reel tilknytning til Dan-mark.

Den allerede foreliggende retspraksis efterlader heller ingen tvivl om, at de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter skal un-dersøge, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlems-stat, når dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de ret-tigheder, der følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte persons situation og i gi-vet fald for den pågældendes familiemedlemmer i forhold til EU-retten, jf. f.eks. Tjebbesdommen, præmis 40 (…).

Af Tjebbes-dommen, præmis 44 (…), fremgår videre, at proportionali-tetsprincippet indebærer, at der skal foretages en vurdering af den be-rørte persons individuelle situation og af situationen for vedkommen-des familiemedlemmer for at afgøre, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, når dette indebærer fortabelse af status som unionsborger, har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale ud-vikling af vedkommendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten (…). Sådanne følger kan ikke være hypotetiske eller eventuelle, jf. a.st.

Af dommens præmis 45 (…), fremgår videre, at det i forbindelse med denne prøvelse af forholdsmæssigheden skal sikres, at en fortabelse af statsborgerskab er i overensstemmelse med de grundlæggende rettig-heder, der er fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte, herun-der særligt retten til respekt for privatliv og familieliv, som er fastsat i chartrets artikel 7. Endelig fremgår det af EU-Domstolens dom af 14. december 2021, V.M.A., C-490/20, præmis 60 (…), at i henhold til chart-rets artikel 52, stk. 3, har de rettigheder, der er sikret ved artikel 7 heri, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggen-de rettigheder, i denne henseende samme betydning og omfang som dem, der er sikret ved EMRK artikel 8.

Selv om et afslag på en ansøgning om statsborgerskab under omstæn-digheder som de foreliggende skal sidestilles med en fortabelse af statsborgerskab og dermed af unionsborgerskab, er der ikke godtgjort objektive holdepunkter for, at afslaget på en uforholdsmæssig måde har påvirket den normale udvikling af Sagsøgers familie- og ar-bejdsliv i forhold til EU-retten, hvorved bemærkes, at der som nævnt ikke kan lægges vægt på hypotetiske eller eventuelle følger.

Efter det oplyste opholder Sagsøger sig fortsat i Storbritan-nien, hvor hun har haft ophold siden 1972, og hvor hun efter det oply-ste fortsat arbejder. Da Sagsøger fik afslag på ansøgningen om dansk indfødsret, var Storbritannien udtrådt af unionen og dermed at betragte som et tredjeland. På tidspunktet for afslaget var hun såle-des uden reel tilknytning til Danmark og EU. Sagsøger vil i øvrigt fortsat have mulighed for at besøge Danmark og andre EU-lande i samme omfang, som hun tidligere har gjort, da hun i kraft af sit au-stralske statsborgerskab uden videre vil kunne besøge f.eks. Danmark og ved længere ophold ansøge om turistvisum hertil. Der er endvidere intet grundlag for at antage, at afslaget på ansøgningen om dansk ind-fødsret udelukkede, at hun efter britisk ret fortsat ville have mulighed for at kunne opholde sig og arbejde i Storbritannien.

I relation til proportionalitetsvurderingen kan Sagsøger ikke til sin egen fordel påberåbe sig de angivelige følger af, at hun bevidst skulle have undladt at underrette de britiske myndigheder om, at hun ikke er dansk statsborger.

På den anførte baggrund kan det altså fastslås, at afslaget på Sagsøgers ansøgning om dansk indfødsret, selv hvis det forudsæt-tes at være omfattet af EU-retten, har været lovligt og proportionalt. En sådan konklusion vil landsretten også kunne drage uden at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, da der heller ikke i denne henseende består nogen rimelig tvivl om den rette forståelse af EU-retten. Også af den grund bør Sagsøgers begæring om præjudiciel forelæggelse ikke tages til følge.

4.2.4 Sagsøger har ikke krav på godtgørelse i medfør af er-statningsansvarslovens § 26

Allerede fordi afslaget på Sagsøgers ansøgning om indføds-ret ikke strider imod nogen folkeretlig forpligtelse, må Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes for hendes krav om godtgørelse.

Selv om afslaget måtte stride imod en folkeretlig forpligtelse, har for-holdet ikke haft en sådan indvirkning på Sagsøgers person, at hun har krav på en økonomisk godtgørelse. Efter omstændighederne må en konstatering af, at afslaget strider imod en folkeretlig forpligtel-se, være tilstrækkelig til at rette op på forholdet.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Udlændinge- og Integrationsministeriet meddelte ved brev af 16. juli 2018 Sagsøger, at hun ikke er og aldrig har været dansk statsborger, idet hen-des forældre ikke var gift på tidspunktet for hendes fødsel, jf. dagældende lov-bekendtgørelse nr. 409 af 17. december 1968 om dansk indfødsret § 1, stk. 1, nr. 1, og da hun heller ikke opfyldte betingelserne for at erhverve indfødsret som følge af forældrenes efterfølgende indgåelse af ægteskab.

Sagsøger indbragte ikke spørgsmålet for domstolene, og hun har heller ikke under denne sag nedlagt en påstand, der angår, om det var med ret-te, at ministeriet ved brev af 16. juli 2018 traf afgørelse som anført.

Sagsøger ansøgte efterfølgende om og blev meddelt australsk stats-borgerskab, og hun var således australsk statsborger på tidspunktet for ansøg-ningen i august 2019 om dansk indfødsret ved naturalisation.

Ad påstanden om ophævelse og hjemvisning

Efter grundlovens § 44, stk. 1, tilkommer det lovgivningsmagten at meddele dansk indfødsret til udlændinge. I overensstemmelse hermed fastslår indføds-retslovens § 6, stk. 1, at indfødsret kan erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven.

Som led i den ordning, der er etableret, gennemføres der årligt indfødsretslove, hvorved en række enkeltpersoner, der er medtaget i lovforslag med navns nævnelse, meddeles indfødsret. Ministeriets behandling af ansøgninger om ind-fødsret sker i praksis på grundlag af en aftale mellem politiske partier. I den aftale, som er indgået mellem de daværende regeringspartier, Socialdemokrati-et og Dansk Folkeparti, og som er gengivet i cirkulæreskrivelse nr. 9779 61 af 14. september 2018 om naturalisation, der var gældende på tidspunktet for mini-steriets behandling af Sagsøgers ansøgning om statsborgerskab, op-stilles der en række generelle retningslinjer for den ansvarlige ministers udar-bejdelse af forslag til naturalisationslove, herunder også for forelæggelse af konkrete ansøgninger for Folketingets Indfødsretsudvalg forud for ministerens fremsættelse af lovforslag. Forelæggelse for Indfødsretsudvalget vedrørende mulige undtagelser fra de generelle krav til ansøgere sker i første række med henblik på afklaring af, om regeringen vil optage ansøgeren på et lovforslag, der fremsættes for Folketinget.

Landsretten lægger til grund som ubestridt, at Sagsøger ikke opfyld-te de i cirkulæreskrivelsen fastsatte krav om blandt andet bopæl, ophold, do-kumentation for danskkundskaber og bestået indfødsretsprøve.

Det fremgår af sagen, at Udlændinge- og Integrationsministeriet i overens-stemmelse med praksis i en situation som den foreliggende forelagde Sagsøgers ansøgning for Folketingets Indfødsretsudvalg, der imidlertid af-

viste at dispensere fra kravene i cirkulæret, hvorfor ministeriet meddelte hende afslag på ansøgningen om statsborgerskab. Sagsøger blev som følge heraf ikke optaget på regeringens forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Som fastslået af Højesteret ved dom af 13. september 2013 (gengivet i UfR 2013 s. 3328) er ministerens beslutninger om at undlade at optage en ansøger på et forslag til lov om indfødsret et led i lovgivningsprocessen, hvorfor grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, ikke finder anvendelse på disse beslutninger, da der ikke er tale om udøvelse af øvrighedsmyndighed.

På den baggrund tages Udlændinge- og Integrationsministeriets afvisningspå-stand til følge over for Sagsøgers påstand om ophævelse af ministe-riets afslag af 26. januar 2021 og hjemvisning af sagen til fornyet behandling.

Ad påstanden om godtgørelse

En ansøger, der ikke er blevet medtaget i en lov om indfødsret, kan ved dom-stolene derimod få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er blevet krænket, og om ansøgeren i den anledning har krav på erstatning eller godtgørelse, jf. den nævnte højesteretsdom gengivet i U 2013.3328.

Hovedspørgsmålet er herefter, om Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på at optage Sagsøger på lovforslaget om indfødsrets meddel-else udgør en krænkelse af hendes ret til respekt for privatliv efter den Europæ-iske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 og Traktaten om den Eu-ropæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 og 21, jf. artikel 7 i Den Eu-ropæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Hvis der foreligger en krænkelse, er spørgsmålet, om Sagsøger har krav på en godtgørelse herfor.

EMRK art. 8

Det følger af EMRK art. 8, at enhver har ret til respekt for sit privatliv. Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bl.a. Genovese mod Malta (sag 53124/09) og Ahmadov mod Aserbajdsjan (sag 32538/10), sikrer EM-RK ikke retten til et bestemt statsborgerskab, men en vilkårlig fratagelse eller nægtelse af statsborgerskab kan udgøre en krænkelse af konventionens art. 8 på grund af følgerne for den pågældendes privatliv. Det skal i den forbindelse vurderes, om afgørelsen har haft konkrete konsekvenser for den pågældende, og om afgørelsen er vilkårlig, jf. herved bl.a. Usmanov mod Rusland (sag 43936/18), præmis 53.

Landsretten finder, at der ved vurderingen af, om afslaget på statsborgerskab har haft konkrete konsekvenser for Sagsøger, må lægges afgørende vægt på hendes hidtidige tilknytning til og udøvelse af privatliv i Danmark,

ligesom det må tages i betragtning, hvorvidt afslaget medfører en indskrænk-ning heraf.

Det fremgår af sagen, at Sagsøger har boet i Danmark fra sin fødsel og indtil hun var ca. 1 ½ år gammel, at hun ikke siden har haft fast bopæl eller længerevarende ophold i landet, og at hun de seneste år kun enkelte gange har besøgt Danmark i forbindelse med ferie, senest i 2016. Hun må på den bag-grund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger anses for at være uden et aktuelt tilknytningsforhold til Danmark. Landsretten lægger endvidere til grund, at hun som australsk statsborger og med de gældende visumregler fort-sat frit kan indrejse i Danmark i forbindelse med ferie eller familiebesøg. Afgø-relsen om ikke at optage hende på lovforslaget om indfødsrets meddelelse fin-des som følge heraf ikke at haft konkrete konsekvenser for hendes udøvelse af et privatliv her i landet.

Det kan ved denne vurdering ikke tillægges afgørende betydning, at Sagsøger som følge af afslaget måtte være afskåret fra at opnå det samme statsborgerskab som sine voksne børn, der efter det oplyste er hjemhørende i Storbritannien. Der er efter de foreliggende oplysninger således ikke grundlag for at antage, at denne omstændighed har en negativ påvirkning på hendes mu-ligheder for at vedligeholde relationen til børnene.

Det forhold, at Sagsøgers opholdsgrundlag i Storbritannien som føl-ge af ministeriets afslag efter hendes egne oplysninger er usikkert, findes på det foreliggende grundlag heller ikke i sig selv at medføre, at Udlændinge- og Inte-grationsministeriets afslag udgør et indgreb i strid med EMRK art. 8. Landsret-ten bemærker herved, at hendes opholdsgrundlag og -status i Storbritannien efter de foreliggende oplysninger på nuværende tidspunkt fortsat er uafklaret, blandt andet fordi hun ikke har orienteret de britiske myndigheder om sine statsborgerforhold.

Ved vurderingen af, om afslaget på statsborgerskab er vilkårligt, skal det indgå, om afgørelsen er i overensstemmelse med hjemmelsgrundlaget, jf. art. 8, stk. 2, om afgørelsen er ledsaget af de nødvendige processuelle garantier, herunder om der er adgang til domstolsprøvelse, og om myndighederne har behandlet sagen med den fornødne grundighed og hurtighed, jf. Usmanov mod Rusland (sag nr. 43936/18), præmis 54. Kravet efter EMRK artikel 8, stk. 2 om, at et ind-greb skal have hjemmel i lov, medfører, at retsgrundlaget skal være tilgænge-ligt og tilstrækkeligt klart og præcist og således gøre det muligt for individet at forudse sin retsstilling med rimelig sikkerhed, jf. bl.a. Kurić m.fl. mod Slovenien (sag 26828/06), præmis 363. På områder, hvor myndighederne overlades et skøn, medfører kravet om forudsigelighed, at rammerne for skønnet skal være klart defineret i lovgivningen, således at det kan udøves konsekvent og i over-

ensstemmelse med gældende praksis, jf. bl.a. Maestri mod Italien (sag 39748/98), præmis 30.

I Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse om, at Sagsøger ikke var og aldrig havde været dansk statsborger, blev hun informeret om, at hun kunne søge om dansk indfødsret ved naturalisation. Hun blev samtidig oplyst om betingelserne for naturalisation, der var fastsat i den på tidspunktet gældende cirkulæreskrivelse, hvortil der var henvist. Endvidere blev hun op-lyst om den gældende praksis, hvorefter en ansøgning forelægges for Folketin-gets Indfødsretsudvalg i tilfælde, hvor ansøgeren tidligere fejlagtigt har fået udstedt et dansk pas og derved berettiget kan have troet, at vedkommende var dansk statsborger. Sagsøger blev i den forbindelse gjort opmærksom på, at en forelæggelse for Indfødsretsudvalget ikke er ensbetydende med, at ansøgeren meddeles dispensation.

Udlændinge- og Integrationsministeriets efterfølgende afslag på ansøgningen om statsborgerskab er begrundet med, at de i cirkulæreskrivelsen fastsatte krav om blandt andet bopæl, ophold, dokumentation for danskkundskaber og bestå-et indfødsretsprøve ikke var opfyldt. Endvidere fremgår det, at ansøgningen

var blevet forelagtFolketingets Indfødsretsudvalg med henblik på udvalgets

stillingtagen til, om der kunne dispenseres fra kravene, men at Indfødsretsud-valget var af den opfattelse, at hun ikke burde optages på lovforslaget om ind-fødsrets meddelelse.

Landsretten finder, at Sagsøger herved fik et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget på indfødsret var.

På den baggrund, og da Sagsøger har været sikret tilstrækkelige pro-cessuelle garantier, herunder mulighed for at indbringe afslaget for en domstol, finder landsretten, at ministeriets afslag heller ikke har været vilkårligt.

Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Udlændinge- og Integrationsmi-nisteriets afslag på meddelelse af statsborgerskab udgør en krænkelse af Sagsøgers rettigheder efter EMRK art. 8.

TEUF art. 20 og 21, jf. EU-charteret art. 7

Efter EU-charterets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familie-liv. Det følger af artikel 51, at charteret kun finder anvendelse, såfremt afslaget på Sagsøgers ansøgning om indfødsret ved naturalisation er omfattet af EU-retten.

Af TEUF artikel 20, stk. 1, fremgår, at unionsborgerskab alene tilkommer perso-ner, der er statsborgere i en medlemsstat. EU-Domstolen har ved dom af 20. februar 2001 i sag C-192/99, Kaur, slået fast, at personer, der ikke er statsborgere

i en medlemsstat, er uden mulighed for at påberåbe sig de rettigheder, der efter EU-retten tilkommer unionsborgere, jf. dommens præmis 25.

Efter EU-Domstolens praksis tilkommer det medlemsstaterne i overensstem-melse med folkeretten at definere betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, jf. bl.a. dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17, Tjebbes m.fl. Den-ne kompetence for medlemsstaterne skal udøves i overensstemmelse med EU-retten i situationer, der er omfattet af denne, jf. dommens præmis 30.

Tilsvarende har EU-Domstolen i dom af 2. marts 2010 i sag C-135/08, Rottmann, udtalt, at ”[f]orbeholdet om, at EU-retten skal overholdes, berører ikke det fol-keretlige princip, der allerede anerkendes af Domstolen, […], ifølge hvilket medlemsstaterne har kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab, men fastslår princippet om, når der er tale om unionsborgere, at udøvelsen af denne kompetence, i det omfang den berører de rettigheder, der tildeles og beskyttes ved Unionens retssystem, således som det navnlig er tilfældet med hensyn til en beslutning om tilbagekaldelse af naturali-sation som den i hovedsagen omhandlede, kan underkastes en domstolsprøvel-se i forhold til EU-retten” (præmis 48) og ”[i] modsætning til sagsøgeren i den sag, der gav anledning til Kaur-dommen, der ikke opfyldte definitionen af en statsborger i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, og som derfor ikke kunne fratages de rettigheder, der følger af en status som unions-borger, har sagsøgeren i hovedsagen ubestrideligt haft først østrigsk og derefter tysk statsborgerskab og har således nydt godt af nævnte status og de dertil knyttede rettigheder.” (præmis 49).

I overensstemmelse hermed har EU-Domstolen i dom af 9. juni 2022 i sag C-673/20, Préfet du Gers and Institut National de la Statistique and des Études Économiques, udtalt, at ”[d]e sager, hvor Domstolen har fastsat en forpligtelse til at foretage en individuel prøvelse af forholdsmæssigheden af følgerne af fortabelsen af unionsborgerskabet, har […] angået specifikke situationer, der er omfattet af EU-retten, hvor en medlemsstat havde frataget borgere deres stats-borgerskab ved en lovgivningsmæssig foranstaltning i denne medlemsstat […], eller ved en individuel afgørelse truffet af medlemsstatens kompetente myn-digheder […]” , jf. præmis 62.

I tilfælde, hvor TEUF art. 20 og 21 finder anvendelse, følger det af EU-Dom-stolens praksis, jf. f.eks. den ovenfor omtalte dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17, Tjebbes, at de kompetente nationale myndigheder og de nationale retter skal undersøge, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlems-stat, når dette medfører fortabelse af status som unionsborger og de rettigheder, der følger deraf, overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår virk-ningerne heraf for den berørte persons situation og i givet fald for den pågæl-dendes familiemedlemmer i forhold til EU-retten, jf. præmis 40. Af dommens

præmis 44 fremgår videre, at proportionalitetsprincippet indebærer, at der skal foretages en vurdering af den berørte persons individuelle situation og af situa-tionen for vedkommendes familiemedlemmer for at afgøre, om fortabelsen af statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, når dette indebærer fortabelse af status som unionsborger, har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den nationale lovgiver forfølger – påvirker den normale udvikling af vedkommendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Sådanne følger kan ikke være hypotetiske eller eventuelle.

Af dommens præmis 45 fremgår videre, at det i forbindelse med denne prøvel-se af forholdsmæssigheden skal sikres, at en fortabelse af statsborgerskab er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og som Domstolen skal beskytte, herunder særligt retten til respekt for privatliv og familieliv, som er fastsat i chartrets artikel 7. Endelig fremgår det af EU-Domstolens dom af 14. december 2021, V.M.A., C-490/20, præmis 60, at i hen-hold til chartrets artikel 52, stk. 3, har de rettigheder, der er sikret ved artikel 7 heri, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder, i denne henseende samme betydning og omfang som dem, der er sikret ved EMRK artikel 8.

Landsdommerne Benedikte Holberg og Johann Herzog udtaler herefter:

På baggrund af den foreliggende praksis fra EU-Domstolen vedrørende forta-belse af statsborgerskab, jf. ovenfor, finder vi, at det ikke kan udelukkes, at TEUF artikel 20 og 21 og EU-charterets art. 7 finder anvendelse på Sagsøgers situation, der kan sidestilles med den situation, at der sker fortabelse af statsborgerskab og dermed unionsborgerskabet.

Uanset at Sagsøger ikke har indbragt Udlændinge- og Integrations-ministeriets afgørelse af 16. juli 2018 for domstolene, er spørgsmålet om anven-delsen af EU-retten på dette punkt relevant, idet det som anført ovenfor følger af Højesterets dom gengivet i U 2013.3328, at en ansøger, der ikke er blevet medtaget i en lov om indfødsret, ved domstolene kan få prøvet, om folkeretlige forpligtelser, herunder EU-retten, er blevet krænket, og om ansøgeren i den an-ledning har krav på erstatning eller godtgørelse.

Såfremt Sagsøgers situation er omfattet af EU-retten, følger det af den ovenfor omtalte praksis fra EU-Domstolen, jf. Tjebbes-dommen, præmis 40, at det vil skulle undersøges, om ”fortabelsen” overholder proportionalitetsprin-cippet for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte person og dennes familiemedlemmer i forhold til EU-retten. Der vil herunder skulle foretages en vurdering af sagsøgernes individuelle situation for at afgøre, om ”fortabelsen” af det danske statsborgerskab og dermed af status som unionsborger har følger, som uforholdsmæssigt – i forhold til det mål, som den nationale lovgiver for-

følger – påvirker den normale udvikling af vedkommendes familie- og arbejds-liv i forhold til EU-retten, jf. præmis 44. Sådanne følger vil ikke kunne være hy-potetiske eller eventuelle, jf. a.st.

Sagsøger er født Dato (født 1969) i Danmark, hvor hun boede, indtil hun var ca. 1 ½ år gammel. Hun har ikke siden haft fast bopæl eller længereva-rende ophold i landet, og i de seneste år har hun kun enkelte gange besøgt Danmark i forbindelse med ferie, senest i 2016. Sagsøger er australsk statsborger, og med de gældende visumregler lægges det til grund, at hun fort-sat frit kan indrejse i Danmark i forbindelse med ferie eller familiebesøg. Afgø-relsen om ikke at optage hende på lovforslaget om indfødsrets meddelelse fin-des som følge heraf ikke at have haft konkrete konsekvenser for hendes udøvel-se af et privatliv her i landet.

Det fremgår af sagen, at Sagsøger har boet i Storbritannien siden 1972. Hun har to voksne børn, der er født og fortsat bosiddende i Storbritanni-en, og hun har fast arbejde der. Sagsøger har forklaret, at hendes op-holdsgrundlag i Storbritannien er usikkert, idet hun ikke længere er dansk statsborger. Hun har ikke haft kontakt med de britiske myndigheder herom, men har via sin fagforening fået oplyst, at der er forskellige muligheder for op-holdstilladelse i Storbritannien som følge af hendes langvarige ophold i landet.

På den anførte baggrund og uden yderligere oplysninger om konsekvenserne af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag af 26. januar 2021 for Sagsøgers fortsatte ophold i Storbritannien finder vi det ikke godtgjort, at afgørelsen på uforholdsmæssig måde har påvirket den normale udvikling af hendes familie- og arbejdsliv i forhold til EU-retten.

Såfremt EU-retten finder anvendelse på Sagsøgers situation, og der derfor skal foretages en proportionalitetsvurdering, vil en sådan efter vores op-fattelse således føre til, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse ikke indebærer en krænkelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser.

På den baggrund stemmer vi for at tage Udlændinge- og Integrationsministeri-ets frifindelsespåstand til følge, og vi finder ikke behov for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om anvendelsen af TEUF artikel 20 og 21 og EU-charterets art. 7 på en situation som Sagsøgers.

Landsdommer Michael Kistrup udtaler:

Jeg lægger i overensstemmelse med Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 16. juli 2018 til grund, at Sagsøger ikke er og aldrig har været dansk statsborger, og at hun på tidspunktet for sin ansøgning om stats-

borgerskab og Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag herpå var au-stralsk statsborger.

Da hun på ansøgnings- og afgørelsestidspunktet således var statsborger i et tredjeland, følger det af den anførte praksis fra EU-Domstolen, at hun ikke kan påberåbe sig de rettigheder, der tilkommer unionsborgere. Udlændinge- og In-tegrationsministeriets afslag på ansøgningen om statsborgerskab udgør derfor ikke en krænkelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser efter TEUF art. 20 og 21 eller EU-charterets artikel 7.

Jeg er med denne begrundelse enig i at frifinde Udlændinge- og Integrations-ministeriet og i ikke at tage Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen til følge.

Konklusion og sagsomkostninger

Sagsøgers påstand om ophævelse af Udlændinge- og Integrations-ministeriets afslag af 26. januar 2021 og hjemvisning af sagen til fornyet behand-ling afvises.

Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes for påstanden om godtgørelse.

Sagsøgers anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen tages ikke til følge.

Statskassen skal i sagsomkostninger betale 80.000 kr. til Udlændinge- og Inte-grationsministeriet.

Beløbet er fastsat til dækning af Udlændinge- og Integrationsministeriets udgif-ter til advokatbistand inkl. moms. Der er herved lagt vægt på sagens omfang og forløb, hovedforhandlingens varighed, herunder at der er afholdt mundtlig formalitetsprocedure, samt sagens betydning.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgers påstand om, at Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag af 26. januar 2021 ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling, afvises.

For så vidt angår Sagsøgers påstand om godtgørelse frifindes Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 80.000 kr. til Udlæn-dinge- og Integrationsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 13-05-2024 kl. 10:00

Modtagere: Sagsøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet, Sagsøger

3. instans	HøjesteretHJR	DDB sags nr.: 466/25 Rettens sags nr.: BS-29574/2024-HJR	[IkkeAngivet]
2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 1236/23 Rettens sags nr.: BS-26274/2022-OLR	Anket

Sag om prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på ansøgning om statsborgerskab

Sagens oplysninger

Dom

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger