Sag om myndighedernes påkrav om danske arbejdstilladelser til udlændinges beskæftigelse på udenlandske skibe, der kortvarigt udfører arbejde på dansk søterritorium eller kontinentalsokkel

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 28. juni 2024

Sag BS-14840/2022-OLR

(12. afdeling)

Heerema Marine Contractors Nederland SE

(advokat Niels Jørn Friborg og

advokat Louise Wichmann Madsen)

mod

Styrelsen for International Rekruttering og Integration

Udlændinge- og Integrationsministeriet

(advokat Rebecca Vikjær-Andresen og

advokat Rass Markert Holdgaard for begge)

Landsdommerne Birgitte Grønborg Juul, Bloch Andersen og Maria Ventegodt (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 30. december 2021. Ved kendelse af 19. april 2022 er sagen henvist til behandling ved landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen angår udlændingemyndighedernes krav om arbejdstilladelse for tred-jelandsstatsborgere ved arbejde på det udenlandsk registrerede kranskib Skib i forbindelse med kranskibets opgaver med genopbygningen af Område, som befinder sig i Danmarks eksklusive økonomiske zone og på den danske kontinentalsokkel.

Sagsøger gør gældende, at der ikke gælder et sådant krav, og at myndigheder-nes krav har påført sagsøger et erstatningsberettiget tab i form af ansøgnings-udgifter og øgede løn- og skatteudgifter.

Påstande

Sagsøgeren, Heerema Marine Contractors Nederland SE (Heerema), har ende-ligt nedlagt følgende påstande:

”1. De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at der ikke efter udlændinge-lovens § 13 eller udlændingebekendtgørelsens § 23 kræves arbejdstilla-delse til udlændinges beskæftigelse på sagsøgers udenlandske Skib i forbindelse med Skibs arbejde på dansk søterritorium og kontinentalsokkel, subsidiært i forbindelse med Skibs arbejde på dansk kontinentalsokkel, mere subsidiært i forbindelse med Skibs ar-bejde på dansk kontinentalsokkel under Projekt.

2. Styrelsen for International Rekruttering og Integration tilpligtes at anerkende, at der ikke i udlændingelovens § 13 eller udlændingebe-kendtgørelsens § 23 stilles krav om arbejdstilladelser som ellers udtalt i Styrelsens vejledende udtalelser af 26. marts 2020, 31. juli 2020, 9. juli 2021, 3. juni 2022 og 11. august 2022.

3. Udlændinge- og Integrationsministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke i udlændingebekendtgørelsens § 23 stilles krav om arbejdstilladel-ser som ellers udtalt i Ministeriets afgørelser af 27. november 2020 og 26. februar 2021 og tre afgørelser af 2. januar 2023.

4.Principalt: De sagsøgte tilpligtes solidarisk, alternativt hver for sig, til sagsøgeren at betale DKK 10.801.090,13, USD 1.601.530,98, SGD 1.840,67 og MYR 45.217,01 med tillæg af procesrente af: DKK 6.443.583,95 DKK og USD 1.209.385,97 fra sagens anlæg til betaling sker; og DKK 4.357.506,18, USD 392.145,01, SGD 1.840,67 og MYR 45.217,01 fra 13. de-cember 2022 til betaling sker.

Subsidiært: De sagsøgte tilpligtes solidarisk, alternativt hver for sig, til sagsøgeren at betale DKK 4.993.135,05, USD 1.230.585,64, SGD 83,67 og MYR 18.935,56 med tillæg af procesrente af: DKK 3.045.987,14 og USD 924.716,97 fra sagens anlæg til betaling sker; og DKK 1.947.147,90, USD 305.868,67, SGD 83,67 og MYR 18.935,56 fra 13. december 2022 til beta-ling sker.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration har over for sagsøgers principale og subsidiære på-stand 1, påstand 2 og påstand 3 nedlagt påstand om principalt afvisning og subsidiært frifindelse og over for sagsøgers mere subsidiære påstand 1 og på-stand 4 nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Baggrund

Heerema Marine Contractors Nederland SE (Heerema) har om baggrunden oplyst følgende bl.a.:

Heerema ejer Skib, som er registreret i Panama. Kranskibet blev søsat i 2019 og er verdens største såkaldte ”semi-submersible crane vessel” . Skibet, der kan variere sin dybde og derfor kan udføre særligt krævende kra-nopgaver, er 220 meter langt, 102 meter bredt og har to kraner med en løfteka-pacitet på 10.000 ton hver.

Område er Danmarks største naturgasfelt og befinder sig i Nordsøen, i den danske eksklusive økonomiske zone og på den danske kontinentalsokkel. An-lægget, der er etableret som led i Danmarks udnyttelse af de naturlige ressour-cer i den danske kontinentalsokkel, består af to platformskomplekser og har været i brug siden starten af 1980’erne. I 2018 igangsattes en genopbygning af platformene, da havbunden under komplekserne var sunket omkring 5 meter. Område blev sat midlertidigt ud af drift på grund af genopbygningen fra slut-ningen af 2020 til begyndelsen af 2024.

Heerema fik til opgave at udføre kranløft med Skib i forbindelse med genopbygningen af Område i perioden 2020 til 2022. Kranskibets opgave bestod i grove træk af demontering af gamle platforme og installation af nye platforme og moduler. Arbejdet i Område fandt sted under fem såkaldte kampagner af varierende længde på mellem ca. to og syv uger i perioden juni 2020 til oktober 2022. Skibet lagde ikke til ved en bestemt platform eller struktur i Område, men sejlede til og fra steder, hvor der skulle udføres løft. Efter af-slutningen af hver kampagne sejlede Skib ud af dansk kontinentalsokkels område og videre til andre landes søterritorier eller kontinentalsokkelområder for at udføre lignende arbejde på andre projekter.

Skibet har plads til en besætning på 400 personer, men omfanget af besætnin-gen varierer for Skibs forskellige projekter og omfatter både almindeligt skibspersonale såsom maskinmestre, elektrikere, restaurationspersonale og stewards samt mere projektspecifikke funktioner såsom kranførere, svejsere mv. Der er tale om en roterende besætning, hvor de enkelte besætningsmed-lemmer på- og afmønstrer under løbende besætningsskift. Besætningsmed-lemmerne er rekrutteret gennem Heeremas underleverandører eller besæt-ningsbureauer. To sådanne besætningsbureauer tilhører samme koncern som Heerema, mens de resterende er separate selskaber. Besætningsmedlemmerne er, uanset om der er tale om tredjelandsstatsborgere, ansat på vilkår i henhold til den internationale arbejdsorganisations maritime arbejdskonvention.

Det samlede antal besætningsmedlemmer under arbejdet på Område fremgår ikke, men det er oplyst, at størstedelen af besætningen bestod af tredjelands-statsborgere, der udgjorde 226 personer under den første kampagne, 245 perso-

ner under den anden kampagne, 267 personer under den tredje kampagne, 248 personer under den fjerde kampagne og 227 personer under den femte kampagne.

Besætningen omfattede både almindeligt skibspersonale og projektspecifikke funktioner og varetog tilsvarende både skibets almindelige drift og de speciali-serede kranopgaver i forbindelse med genopbygningen af Område. I forbin-delse med særligt sidstnævnte befandt en del af besætningen sig midlertidigt på platformene, hvorfra der blev udført visse arbejdsopgaver. Der har hovedtage-ligt været tale om såkaldte ”rigging” - og ”cutting” -hold, hvis arbejde er udført i direkte forlængelse af skibets kranløft, men også visse indirekte opgaver udført af den almindelige besætning såsom sikkerhedspersonalets patruljer.

Heerema har opgjort andelen af besætningsmedlemmer fra tredjelande, som potentielt har udført arbejde på platformene, til 106 af 226 personer under den første kampagne, 98 ud af 245 personer under den anden kampagne, 135 ud af 267 personer under den tredje kampagne, 108 ud af 248 personer under den fjerde kampagne og 102 ud af 227 personer under den femte kampagne. Der er ikke oplysninger for så vidt angår besætningsmedlemmer med statsborgerskab i EU-lande.

Myndighedernes vejledning vedrørende arbejdstilladelser

Forud for den første kampagne fra den 30. maj 2020 til den 12. juli 2020 anmo-dede Heeremas skibsagent Niels Winther Maritime ved mail af 12. december 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integration om at oplyse, om de sømænd, der bevægede sig fra skibet over på platformen, var forpligtet til at søge om arbejdstilladelse. Af mailen fremgik vedrørende arbejdet bl.a.:

“Crew normally works 12hrs shifts. Not all hours on the platform, as this includes safety briefings onboard the vessel and lunch/ coffee breaks on the vessel.”

Styrelsen besvarede ved mail af 26. marts 2020 anmodningen således:

“Subject: Instructual Statement, specialized sailors Skib and offshore rig Boreplatform

…

In an email originally from 19 December 2019 you have requested infor-mation on whether specialized sailors from the Philippines and Malaysia are required to have a work permit in order to work on board the vessel Skib and the offshore rig Boreplatform.

Based on the presented information the Agency for International Re-cruitment and Integration do not find that the Philippine and Malaysian

specialized sailors are exempt from the requirements for a work permit. In accordance with the international maritime rules (søfartsregler) sailors are exempt from a work permit for a limited period of time (maximum of 90 days) while a ship, sailing in international traffic, performs work in Danish territorial waters or on the continental shelf. Sailors are here de-fined by employees who are necessary for the operation of the ship.

As the ship Skib is not in international traffic the specialized sailors are not exempt from a work permit while working on board the rig Boreplatform or the Skib while in Danish territorial waters or the continental shelf.

Moreover, the specialized sailors are not exempt from a work permit in accordance with the ‘fitter rule’ under section 24, stk. 2. Nr. 6 of the Alien consolidation Act. This assessment is based on the fact that the presented work assignments are ordinary construction work.

Based on the abovementioned the Agency for International Recruitment and Integration do not find that the specialized sailors are exempt from a work permit during the mentioned periods working in Danish territorial waters or on the continental shelf.

I forlængelse af ovenstående skal det bemærkes, at det som udgangs-punkt kun er søfolk på tredjelandsskibe i international trafik, der er und-taget for krav om arbejdstilladelse jf. søfartsreglerne, uanset hvor mange gange et sådant skib anløber dansk havn inden for et år, så længe det er i international trafik. I den nærværende situation er der ikke tale om at skibet er i international trafik, idet det alene sejler direkte ind på danske område for at udføre et bestemt arbejde.

Vurderingen er baseret på følgende oplysninger:

• At der er tale om tredjelandskibe indregistreret i Panama, som skal ud-

føre arbejde i Danmark,

• At der således i udgangspunktet kræves arbejdstilladelse for ikke-EU

borgere under arbejdet i Danmark,

• At de ansatte tredjelandsstatsborgere ikke har arbejdsret i Holland,

hvorved de ikke er omfattet af EU-reglerne

• At skibet ikke er i international trafik, hvorved de specialiserede søfolk

ikke er omfattet af søfartsreglerne

• At der ikke er tale om højteknologisk specialiseret arbejdsopgaver,

hvorved arbejdet ikke falder ind under fritagelsesbestemmelsen ’Montørreglen’.

Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integrations’ vurdering, at de nævnte arbejdsopgaver, der omfatter nedtagning og opsættelse af nye dele på boreplatformene ikke er omfattet af fritagelsesreglerne under § 24, stk. 2. nr. 6 (montørreglen) idet der ikke er tale om et mandskab, der

er særligt tilknyttet et højteknologisk produkt, der er snarer tale om al-mindeligt byggearbejde.

Dermed er det styrelsens vurdering, at tredjelandsstatsborgerne om bord på Skib ikke er fritaget for en arbejdstilladelse under udførslen af det nævnte arbejde på Skib og Boreplatform.”

Den 3. maj 2020 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab over styrelsens vejle-dende udtalelse til Ministeriet for Udlændinge og Integration.

Forud for den anden kampagne i september 2020 anmodede Hafnia Advokat-partnerselskab ved mail af 17. juni 2020 styrelsen om en vejledende udtalelse. Af mailen fremgår bl.a.:

”…

På vegne af Heerema skal jeg hermed anmode om en ny vejledende udta-lelse.

Ved denne lejlighed anmodes om en udtalelse vedrørende behovet for danske arbejdstilladelser til Skibs tredjeverdensbesætningsmedlem-mer ved arbejde på dansk kontinentalsokkel i forbindelse med Projekt i september 2020.

Det pågældende arbejde skulle oprindeligt have været udført som en del af den igangværende første kampagne fra maj til juni 2020, men er blevet udskudt til september 2020 grundet COVID-19-relaterede forsinkelser.

Det pågældende arbejde har således været genstand for SIRI’s vejledende udtalelse af 26. marts 2020, men da det er blevet udskudt til særskilt ud-førelse i september 2020 og vil have en kortere varighed, er det relevant at anmode om en ny vejledende udtalelse.

Det pågældende arbejde er desuden genstand for spørgsmål om mulig-hed for forlængelse af tidligere givne arbejdstilladelser og genbrug af biometriske data, hvilket er blevet afvist af SIRI, og som p.t. er under kla-gebehandling ved UIM. Nærværende anmodning gælder således både de tredjeverdensbesætningsmedlemmer, som har fået tilladelse til arbejde i perioden ultimo maj til medio juli 2020, og nye tredjeverdensbesæt-ningsmedlemmer, som ikke tidligere har været om bord på Skib i for-bindelse med Projekt og derfor ikke tidligere har ansøgt om ar-bejdstilladelse.

Om det pågældende arbejde har Heerema udarbejdet et særskilt notat af 3. september 2020, der vedhæftes, og vi bemærker særligt, at det adskiller sig fra arbejdet i maj til juni 2020 ved

•forventeligt alene at vare 12 dage (med forbehold for eventuelle vejr-relaterede forsinkelser), og

•ikke at fordre, at nogen af Skibs tredjeverdensbesætningsmed-lemmer skal overføres til en platform eller andet anlæg i Område, således at disse forbliver ombord i hele perioden.

I øvrigt henviser vi til de faktuelle oplysninger, der er givet tidligere om Skibs involvering i Projekt, herunder særligt i Heeremas tidli-gere notat af 4. marts 2020 og klagen af 3. maj 2020 med bilag til UIM, der begge vedhæftes.

Heeremas egen opfattelse er, at arbejdet ikke kræver arbejdstilladelse i overensstemmelse med de synspunkter, der er gjort gældende i Heere-mas klage af 3. maj 2020 og bemærkninger af 16. juni 2020, der ligeledes vedhæftes.

…”

Styrelsen besvarede ved mail af 31. juli 2020 anmodningen således:

”Vejledende udtalelse

Hafnia Law Firm har i e-mail med vedhæftede bilag af 17. juni 2020 på vegne af det hollandske rederi Heerema Marine Contractors anmodet Styrelsen for International Rekruttering og Integration om en vejledende udtalelse om, hvorvidt der kræves arbejdstilladelse ti l tredjelandsstats-borgere, der skal arbejde med genopbygningen af Område på den dan-ske kontinentalsokkel for Total E&P A/S ombord på Skib.

Ud fra det oplyste er der efter styrelsens umiddelbare vurdering tale om arbejde i udlændingelovens forstand, og der kræves derfor arbejdstilla-delse for at udføre de pågældende opgaver på den danske kontinentalso-kkel. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om et udenlandsk skib indregistreret i Panama, der skal udføre arbejde på den danske kontinentalsokkel, og at der således i udgangspunktet kræves ar-bejdstilladelse til tredjelandsstatsborgere, der skal udføre dette arbejde, da skibet Skib tager ophold ved et fast anlæg på den danske kontinen-talsokkel for at udføre de nævnte arbejdsopgaver, og Skib kan dermed ikke anses for at være i fart/ international trafik i den perio-de, hvor arbejdet udføres.

På den baggrund finder Styrelsen for International Rekruttering og Inte-gration, at der er krav om arbejdstilladelse for tredjelandsbesætnings-medlemmerne, som forbliver ombord på skibet Skib i forbindelse med de nævnte arbejdsopgaver med genopbygning af Område på den dan-ske kontinentalsokkel. Der henvises ti l udlændingelovens § 13, stk. 1 og udlændingebekendtgørelsens § 23.”

Den 7. august 2020 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab over denne vejle-dende udtalelse til ministeriet.

Ved afgørelse af 27. november 2020 meddelte ministeriet, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte resultatet i styrelsens vejledende afgørelse af 26. marts 2020 vedrørende den første kampagne. Afgørelsen er sålydende:

”Afgørelse af klage over SIRl's vejledende udtalelse

Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu færdigbehandlet jeres klage af 3. maj 2020 over Styrelsen for International Rekruttering og Inte-grations (SIRI) vejledende udtalelse af 26. marts 2020. Til brug for be-handlingen af klagen har vi indhentet sagens akter samt anmodet SIRI om en udtalelse og en supplerende udtalelse i sagen. Ministeriet modtog den 16. juni 2020 og den 18. september 2020 jeres bemærkninger til SIRl's udtalelser.

Ministeriet har ved afgørelsen taget stilling til SIRl's fortolkning af ud-lændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., samt udlændingebekendtgørelsens § 23 og §§ 24, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 6. Ministeriet finder ikke grundlag for at tilsidesætte resultatet i SIRl's vejledende udtalelse.

Retsregler

Det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt., at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., at arbejdstilladelse tillige kræves til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.

I udlændingelovens § 14, stk. 1, er oplistet, hvilke udlændinge, der er fri-taget for krav om arbejdstilladelse. Herudover fremgår det af § 14, stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at andre ud-lændinge er fritaget for krav om arbejdstilladelse Denne bemyndigelses-bestemmelse er udmøntet i udlændingebekendtgørelsens § 24.

Af udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 4, fremgår, at personale på danske lastskibe i international trafik, der anløber dansk havn eller værft højst 25 gange inden for en forudgående periode på 12 måneder, er fritaget for krav om arbejdstilladelse, samt at personale på et sådant lastskib herudover er fritaget for krav om arbejdstilladelse, hvis lastskibet i samme periode udover 25 anløb til havn eller værft har op til 3 værfts-ophold (havneanløbsreglen).

Af udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 6, fremgår, at montører, konsulenter og instruktører, der er indrejst for at montere, installere, ef-terse eller reparere maskiner, udstyr, edb-programmer eller lignende eller for at informere om brugen heraf, såfremt den virksomhed, udlændingen er tilknyttet, har leveret maskinerne, udstyret, edb-programmerne eller lignende eller efter aftale med en sådan virksomhed har påtaget sig at montere, installere, efterse eller reparere maskinerne, udstyret, edb-programmerne eller lignende, er fritaget for krav om arbejdstilladelse for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen (montørreglen).

I betænkning nr. 968 fra 1982 om udlændingelovgivningen side 194 og 195 er om bestemmelsen i udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., anført, at det af bestemmelsen modsætningsvis følger, at der ikke kræves arbejdstil-ladelse til beskæftigelse af udlændinge på danske skibe eller fly, som ikke regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn og ej heller til be-sætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selvom disse regel-mæssigt ankommer til danske havne eller lufthavne.

Derkræves således ikke arbejdstilladelse til besætningsmedlemmer på

udenlandske skibe, der "som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt an-kommer til dansk havn". I betænkningen side 195 er det formuleret på den måde, at arbejdstilladelse dog ikke kræves "til arbejde, der udføres på skibe eller fly, der passerer dansk sø-eller luftterritorium, medmindre det drejer sig om dansk skib eller fly, som regelmæssigt anløber dansk havn eller lufthavn, jfr. stk. 1, 2. pkt." [§ 13, stk. 1, 2. pkt.].

Det følger af kontinentalsokkellovens § 3, at dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlæg-get.

Af udlændingelovens § 13, stk. 2, følger, at udlændinge- og integrations-ministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen. Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet i udlæn-dingebekendtgørelsens § 23, hvoraf det følger, at udlændinge foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have ar-bejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Af side 195 i betænkning nr. 968 fra 1982 om udlændingelovgivningen

anføres om bemyndigelsesbestemmelsen, at"for så vidt angår den danske

kontinentalsokkel gælder dansk ret, herunder udlændingelovgivningen, for an-læg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befin-der sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlægget, jfr. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979 af lov om kontinentalsoklen." Det an-føres endvidere, at "efter bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til efter samråd med arbejdsministeren [nu udlændinge- og integrationsministeren] at fastsætte nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til

arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen", samt, at "de ministre, der har ansvaret for udlændingelovgivningen og arbejdsmarkedslovgivningen, i fælles-skab således skal udforme regler om arbejde på de nævnte specielle områder." Endelig fremgår det, at "de politiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn m.v., som vil være afgørende for indholdet af sådanne regler, ikke har en sådan fasthed, at en nærmere lovregulering er mulig" samt, at "de gældende regler er fastsat i udlændingebekendtgørelse 196/1980, § 38, stk. 1, der pålægger udlændinge at have arbejdstilladelse ved arbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen". Der henvises i betænkningen i den forbindelse ligeledes til side 97-99, i be-tænkning nr. 882/1979.

I betænkning nr. 882 fra 1979 om udlændingelovgivningen side 98 er an-ført, at "arbejdstilladelse også kræves til beskæftigelse ved arbejder på det danske søterritorium og på den danske kontinentalsokkel", samt at "dette gælder, uanset om arbejdet finder sted efter bevilling i henhold til lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning eller indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund, eller efter tilladelse i henhold til lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer eller om arbejdet lovligt kan udføres uden særlig tilladelse".

Ligeledes fremgår det, at "kontinentalsoklens udstrækning følger af anordning nr. 259 af 7. juni 1963 vedrørende udøvelse af dansk højhedsret over den konti-nentale sokkel sammenholdt med konventionen om den kontinentale sokkel un-dertegnet i Geneve den 29. april 1958", og at "regler om udnyttelse af kontinen-talsoklen er givet i lov om kontinentalsoklen, lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som i § 1, stk. 1, bestemmer, at kontinentalsoklens naturforekomster tilhø-rer den danske stat og kun må udnyttes og udforskes af andre efter bevilling eller tilladelse.

Det følger endelig, at efter "[kontinentalsokkel]lovens § 3 gælder dansk ret med visse undtagelser for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttel-se af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet samt i sikkerhedszoner om-

kring anlæg", at det således af kontinentalsokkelloven følger, at"arbejdstil-

ladelse kræves til arbejde på anlæg, der befinder sig på kontinentalsoklen med henblik på udforskning eller udnyttelse af soklens naturforekomster, således som disse er defineret i lovens§ 1, stk. 2” , og at der således f.eks. vil "kræves tilla-delse til udlændinge, der ønsker at arbejde på boreplatforme, uanset om de er mo-bile", mens "arbejder på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter, [ikke] kræver arbejdstilladelse efter stk. l.”

Det følger af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 8, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, der er ansat på en boreplat-form, et boreskib eller en anden sammenlignelig flytbar arbejdsplads, som kortvarigt kommer ind på dansk område. Af udlændingebekendtgø-relsens § 25, stk. 1, følger, at arbejdstilladelse gives til udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens§ 9 a.

Faktiske oplysninger af relevans for sagen

De har til brug for sagens behandling oplyst, at Skib er indregistreret i Panama og sejler under panamansk flag, at Skib i forbindelse med Projekt forventes at have en besætning på ca. 260 mand, samt at hovedparten af disse er tredjelandsstatsborgere.

De har endvidere oplyst, at det arbejde, som Skib og dets besætning skal udføre for Projekt, består af flere separate kampagner i perio-den fra 2020-2022, at kampagnerne vil have en varighed af mellem (ca.) 1 og 7 uger, og at Skib mellem hver kampagne skal sejle ud af dansk kontinentalsokkelområde for at udføre arbejde i andre landes søterritorier eller kontinentalsokkelområder. Det er ligeledes oplyst, at Skib ikke vil lægge til ved en bestemt platform i Område, men at Skib henset til omfanget af projektet vil sejle til og fra de platforme og steder, hvor der skal udføres løft, samt at det vil være nødvendigt midlertidig og kortvarigt at overføre Skibs "rigging" og "cutting" hold af 7-8 personer til den pågældende platform som led i forberedelsen af kranløftet, men at alt øvrigt arbejde vil foregå om bord på Skib.

Endelig har De oplyst, at genopbygningen af Område i grove træk be-står af erstatning af de eksisterende behandlings- og beboelsesplatforme ved Område Vest og Område Øst med nye behandlings- og beboelsesplatforme ved Område Øst, ligesom andre anlæg skal afvikles, installeres eller modifi-ceres bl.a. ved installation af nye "topsides", dvs. hele platformsdæk med installationer, på platforme, samt at genopbygningen forudsætter en række massive, projektkritiske løft af ekstremt store og tunge moduler, herunder hele "topsides", som kun kan udføres af verdens største kranskibe.

Vurdering

Ministeriet har ved afgørelsen lagt til grund

- at Skib er et udenlandsk indregistreret skib,

- at de installationer, platforme m.v., der bruges til olie- og gasakti-viteter i Område, er "anlæg" i kontinentalsokkellovens forstand, og

- at Skib i forbindelse med de planlagte kampagner vil sejle ind på dansk kontinentalsokkelområde og lægge til ved den eller de platform(e) i Område, hvor der konkret er behov for kranløft, og at Skib, når arbejdet er udført, vil sejle ud af dansk kontinen-talsokkelområde med henblik på at udføre arbejde på andre lan-des kontinentalsokkelområder.

Ministeriet finder ikke, at et kranskib som Skib isoleret set er et anlæg som nævnt i kontinentalsokkellovens § 3, da Skib ikke skal udforske eller udnytte kontinentalsoklen.

Ministeriet finder imidlertid, at Skib i forhold til den udlændingeretli-ge vurdering af spørgsmålet om krav om arbejdstilladelse bliver del af anlægget, når kranskibet lægger til ved en platform ved Område.

Skib understøtter således det overordnede formål med anlægget, når skibet på og i umiddelbar nærhed af en platform udfører arbejde for anlægget. Dette gælder uanset tidsperioden, uanset at Skib isoleret set ikke selv skal udforske eller udnytte kontinentalsoklen, og uanset om arbejdet ud-føres på Område eller ombord på Skib. Ministeriet finder på den baggrund, at Skibs besætning skal have arbejdstilladelse, jf. udlæn-dingebekendtgørelsens § 23. Ministeriet skal i denne forbindelse bemær-ke, at stærke "politiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn", jf. herved si-de 195 i betænkning nr. 968 fra 1982, i øvrigt taler for, at arbejde der udfø-res af tredjelandsstatsborgere på og omkring et anlæg i kontinentalsok-kellovens § 3's forstand skal ske på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

Der har i sagen været rejst spørgsmål om betydningen af havneanløbsreg-len i udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 4, montørreglen i ud-lændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 6, og EU-retten.

Ministeriet skal dertil bemærke, at ministeriet ikke finder havneanløbs-reglen, relevant, allerede fordi Skib efter det oplyste ikke er et dansk skib, der før, under eller efter de planlagte kampagner vil anløbe dansk havn eller værft. Ministeriet finder heller ikke montørreglen relevant, al-lerede fordi Skibs besætning efter det oplyste ikke indrejser i Dan-mark for (som montører, konsulenter og instruktører) at montere, instal-lere, efterse eller reparere maskiner, udstyr, edb-programmer eller lig-nende eller for at informere om brugen heraf, på vegne af virksomheden, der har leveret maskinerne, udstyret, edb-programmerne eller lignende, ligesom Skibs besætning ikke efter aftale med en sådan virksomhed har påtaget sig at montere, installere, efterse eller reparere maskinerne, udstyret, edb-programmerne eller lignende.

Ministeriet skal herudover bemærke, at det af artikel 56, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) følger, at der inden for rammerne af traktatens bestemmelser er forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlems-stat end modtageren af den pågældende ydelse. Ministeriet finder dog ikke EU's regler om fri bevægelighed af tjenesteydelser relevante, da sa-gen efter det oplyste ikke rejser spørgsmål om tjenesteydere omfattet af EU-retten.

Det skal endelig bemærkes, at SIRI's afgørelser om afslag på forlængelse samt SIRI's afvisninger grundet manglende optagelse af biometri kan på-klages til Udlændingenævnet, jf. herved udlændingelovens § 46, stk. 1.

En kopi af afgørelsen er fremsendt til SIRI.

Ministeriet skal på ovenstående baggrund anmode om at få oplyst, hvor-vidt klagerne over SIRI's vejledende udtalelser af 19. juni 2020 (Hafnia Law reference 15003) og 31. juli 2020 (Hafnia Law reference 14912) ønskes

opretholdt. Ministeriet skal anmode om at modtage svar inden for 14 da-ge fra modtagelsen af denne afgørelse. Ønsker Hafnia Law at opretholde klagerne, kan sagerne forventes afgjort inden udgangen af januar 2021.”

Ministeriet traf den 26. februar 2021 afgørelse i klagen over styrelsens vejleden-de udtalelse af 31. juli 2020 vedrørende den anden kampagne og meddelte med samme begrundelse som vedrørende den første kampagne, at man ikke fandt grundlag for tilsidesætte styrelsens resultat.

Ved mail af 21. juni 2021 anmodede Hafnia Advokatpartnerselskab styrelsen om en vejledende udtalelse vedrørende den tredje kampagne i efteråret 2021.

Styrelsen besvarede ved mail af 9. juli 2021 anmodningen således:

”Vejledende udtalelse i forhold til krav om arbejdstilladelse Ved mail af 21. juni 2021 har I på vegne af jeres klient Heerema (holland-sk virksomhed) anmodet om en vejledende udtalelse i forhold til krav om arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere ombord på fartøjet Skib, der er indregistreret i et tredjeland - i forbindelse med Skibs arbejde i efteråret 2021 på og ved Boreplatform i Nordsøen, på dansk kontinen-talsokkel.

I har henvist til, at SIRI tidligere i 2020 har afgivet vejledende udtalelser omkring Skibs arbejde ved Projekt, og at disse udtalelser blev påklaget til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I har oplyst, at det er jeres klients opfattelse, at der ikke var krav om ar-bejdstilladelse ved Skibs arbejde i 2020, at jeres klient er stærkt uenig i Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelser (som ikke ændrede noget i forhold til krav om arbejdstilladelse), og at jeres klient heller ikke mener, at der er krav om arbejdstilladelse for Skibs arbejde i efteråret 2021.

Om projektet i efteråret 2021 har I oplyst, at Skib skal bistå med instal-lation af nye platforme, herunder med installation af nye ”jackets” og ”topsides” dvs. hele platformsdæk med installationer, at omkring 30-40 % af besætningen på mellem 200 og 300 mand skal arbejde på de nu afvik-lede og ikke-funktionsdygtige platforme, at øvrige besætningsmedlem-mer alene vil arbejde ombord på Skib, herunder fartøjets almindelige drift, og at arbejdet forventes at have en varighed på omkring 3 uger.

SIRI vurderer ud fra de modtagne oplysninger, at der er krav om arbejds-tilladelse for alle tredjelandsstatsborgere ombord på Skib i forbindelse med arbejdet på og ved Boreplatform i Nordsøen, på dansk kontinen-talsokkel.

Da der ikke er rejst spørgsmål om tjenesteydere omfattet af EU-retten, har SIRI ikke forholdt sig nærmere hertil.

Kravet om arbejdstilladelse er i medfør af udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt., jf. herved udlændingebekendtgørelsens § 23.

Efter udlændingelovens § 13, stk. 1 (LBK nr 1513 af 22/10/2020) skal ud-lændinge have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæfti-gelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller luft-havn. Efter stk. 2 fastsætter Udlændinge- og integrationsministeren nær-mere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til ar-bejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen.

Efter udlændingebekendtgørelsens § 23 (BEK nr 2260 af 29/12/2020) skal udlændinge foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1, have arbejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinentalsok-len.

Der er ikke krav om arbejdstilladelse på et udenlandsk skib i internatio-nal trafik, hvor skibet passerer hen over dansk søterritorium og kontinen-talsokkel.

Men, hvis skibet - som her Skib - ikke blot passerer, men stopper op, forbliver på og foretager arbejde på dansk søterritorium og kontinen-talsokkel, herunder på og ved Boreplatform, anses skibet ikke som værende i almindelig (international) trafik, og derfor er der krav om ar-bejdstilladelse.

For en generel definition af, hvornår et skib er i passage, er i trafik mv. kan SIRI bl.a. henvise til Havretskonventionens Artikel 18, hvorefter et skib/fartøj er i fart (passage) ved "gennemsejling", og når "passage sker uden afbrydelse og behørigt hurtig” . Det fremgår også, at skibet/fartøjet kan standse og ankre op, men kun det omfang dette sker som led i al-mindelig sejlads eller som nødvendiggøres af force majeure eller nød eller med henblik på at yde hjælp til personer, skibe eller luftfartøjer i fare eller nød.

I udlændingeretten er der taget stilling til udenlandske skibes kortereva-rende arbejde i Danmark. Efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 8 kan der således meddeles opholds- og arbejdstilladelse til en udlænding, der er ansat på en boreplatform, et boreskib eller en anden sammenlignelig flytbar arbejdsplads, som kortvarigt kommer ind på dansk område.

Af bemærkningerne (2014/1 LSF 61) til bestemmelsen fremgår følgende om praksis på området:

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, omfat-ter endvidere efter praksis bl.a. meddelelse af opholdstilladelse til ud-lændinge, som er ansat på en boreplatform, et boreskib el.lign., og som kortvarigt kommer ind på dansk område. Det kan f.eks. være en udlæn-ding, der er ansat på et rørlægningsskib, et skib der arbejder med opsæt-ning af vindmøller el.lign. Som led i målretningen af § 9 a, stk. 2, nr. 6, fo-reslås det, at denne gruppe af udlændinge reguleres ved et særskilt nummer i udlændingelovens § 9 a, stk. 2. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 8. Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke nogen ændring af den gældende retstilstand. Bestemmelsen vil således som i dag omfatte ud-lændinge, der er ansat på en boreplatform, et boreskib eller anden sam-menlignelig flytbar arbejdsplads, der kortvarigt kommer ind på dansk område. Det vil som i dag være et krav, at løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold.

Ved mail til SIRI af 30. juni 2021 har I gjort opmærksom på, at Byretten i Nykøbing Falster den 29. juni 2021 har afgivet dom vedrørende to uden-landske skibes arbejde i Danmark, og at byretten konkluderer, at der ikke kan kræves arbejdstilladelse til besætningsmedlemmer ombord på uden-landske skibe uagtet om der foretages arbejde i dansk søterritorium (eller på dansk kontinentalsokkel) og uagtet varigheden af dette arbejde.

I har anmodet SIRI om at tage byrettens dom i betragtning ved udarbej-delsen af den vejledende udtalelse for Skibs arbejde i efteråret 2021.

Anklagemyndigheden har oplyst til SIRI, at statsadvokaten har anket dommene (men uvist, om det gælder samtlige 28 nærmest identiske domme).

Da byrettens dom er anket, og derfor som udgangspunkt ikke er endelig førend landsretten har afsagt dom - har SIRI ved denne vejledende udta-lelse ikke taget dommen i betragtning.”

Den 13. juli 2021 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab til ministeriet over denne vejledende udtalelse.

Ved mail af 7. januar 2022 anmodede Hafnia Advokatpartnerselskab styrelsen om en vejledende udtalelse vedrørende den fjerde kampagne.

Styrelsen besvarede ved mail af 3. juni 2022 anmodningen således:

”…

Nedenfor hermed en vejledende udtalelse vedrørende jeres forespørgsel af 7. januar 2022.

Vejledende udtalelse ift. krav om arbejdstilladelse (Heerema - Skib

-Projekt april 2022)

…

På vegne af jeres klient, den hollandske virksomhed Heerema, har I an-modet om en vejledende udtalelse i forhold til krav om arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere (ikke-EU/EØS statsborgere) ombord på fartø-

jet Skib, der er indregistreret i Panama-i forbindelse med Skibs

arbejde (fjerde kampagne) i april måned 2022 (to til tre uger) på og ved Boreplatform i Nordsøen, på dansk kontinentalsokkel.

I forhold til det arbejde som skal udføres har I oplyst, at dette omfatter in-stallation af såkaldte TEH topsides samt andre moduler, og har i øvrigt henvist til tidligere fremsendte oplysninger om Skibs involvering i Projekt, herunder særligt til Heeremas notat af 4. marts 2020, som beskriver arbejdet på de fire kampagner.

Skib er ikke i almindelig trafik med sædvanlig passage henover dansk kontinentalsokkel. Skib stopper i stedet op, forbliver på og foretager

arbejde på dansk kontinentalsokkel, på og vedBoreplatform.

SIRI vurderer, at der er tale om arbejde-som led i virksomhed, der står i

forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen-og at

der er krav om arbejdstilladelse for alle tredjelandsstatsborgere på Skib. Kravet om arbejdstilladelse følger af udlændingebekendtgørelsens § 23, der er udstedt med hjemmel i udlændingelovens § 13, stk. 3.”

Den 21. juni 2022 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab til ministeriet over denne vejledende udtalelse.

Samme dag sendte Hafnia Advokatpartnerselskab en mail til styrelsen med anmodning om en vejledende udtalelse vedrørende den femte og sidste kampagne.

Styrelsen besvarede ved mail af 11. august 2022 anmodningen således:

”…

Der henvises til din mail af 21. juni 2022, hvori der anmodes om en vejle-dende udtalelse i forhold til krav om arbejdstilladelse for tredjelands-statsborgere (ikke-EU/EØS statsborgere) ombord på det udenlandske far-tøj Skib -i forbindelse med Skibs arbejde (5. kampagne) i efteråret 2022 på og ved Boreplatform i Nordsøen, på dansk kontinentalsokkel.

I den anledning fremsendes nedenfor en vejledende udtalelse.

Vejledende udtalelse ift. krav om arbejdstilladelse (Heerema - Skib

-Projekt, 5. kampagne, efteråret 2022)

…

jet Skib, der er indregistreret i Panama-i forbindelse med Skibs

arbejde (5. kampagne) i efteråret 2022 (oktober måned/forventet varighed 4 uger) på og ved Boreplatform i Nordsøen, på dansk kontinentalsok-kel.

I forhold til det arbejde som skal udføres er det bl.a. oplyst, at dette om-fatter installation af forskellige moduler, navnlig såkaldte TEG topsides, TEH-TEG bridges og TEG flare tower, ligesom der er henvist til tidligere fremsendte oplysninger om Skibs involvering i Projekt, herun-der særligt til notat af 4. marts 2020 fra Heerema, som beskriver arbejdet på kampagnerne.

Fartøjet Skib er ikke i almindelig trafik med sædvanlig passage henover dansk kontinentalsokkel. Skib stopper i stedet op, forbliver på og foretager arbejde på dansk kontinentalsokkel, på og ved Boreplatform.

SIRI vurderer, at der er tale om arbejde-som led i virksomhed, der står i

forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen-og at

der er krav om arbejdstilladelse for alle tredjelandsstatsborgere på Skib.

Kravet om arbejdstilladelse følger af udlændingebekendtgørelsens § 23, der er udstedt med hjemmel i udlændingelovens § 13, stk. 3.”

Den 9. september 2022 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab til ministeriet over denne vejledende udtalelse.

Den 2. januar 2023 tog ministeriet stilling til klagerne over styrelsens tre sidste vejledende udtalelser og meddelte ved tre næsten enslydende breve, at man ikke fandt grundlag for at tilsidesætte styrelsens vejledende udtalelser. Ministe-riets brev vedrørende klagen over styrelsens udtalelse vedrørende den femte kampagne er sålydende:

”Klage over SIRI’s vejledende udtalelse af 11. august 2022

Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu færdigbehandlet Hafnia Advokatpartnerselskabs klage af 9. september 2022 over Styrelsen for In-

ternational Rekruttering og Integrations (SIRI) vejledende udtalelse af 11. august 2022.

Til brug for behandlingen af klagen modtog ministeriet den 30. septem-ber 2022 sagens akter og en udtalelse fra SIRI. Hafnia Advokatpartnersel-skab meddelte den 16. oktober 2022, at I ikke havde yderligere bemærk-ninger til sagen.

Således som sagen foreligger for ministeriet, angår den spørgsmålet om, hvorvidt der kræves dansk arbejdstilladelse til ikke-EU/EØS-besætnings-medlemmer på fartøjet Skib, der er indregistreret i Panama, i forbin-delse med Skibs arbejde i efteråret 2022 på og ved Boreplatform i Nordsøen på dansk kontinentalsokkel.

Ministeriet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte SIRI’s vejledende udtalelse, hvorefter det pågældende arbejde kræver dansk arbejdstilla-delse for alle ikke-EU/EØS-besætningsmedlemmer.

Nedenfor følger en nærmere gennemgang af sagens faktiske omstændig-heder, det retlige grundlag og ministeriets overvejelser og vurdering.

Sagens faktiske omstændigheder

Det fremgår af sagens akter, at Hafnia Advokatpartnerselskab den 21. ju-ni 2022 på vegne af sin klient, Heerema, anmodede SIRI om en vejledende udtalelse om, hvorvidt der kræves danske arbejdstilladelse til ikke-EU/EØS-besætningsmedlemmer på fartøjet Skib, der udfører arbejde på dansk kontinentalsokkel på og ved Projekt i efteråret 2022.

Vedrørende det arbejde, der skulle udføres fremgår det af anmodningen bl.a., at fartøjet Skibs arbejde omfattede installation af forskellige mo-duler i Område, navnlig såkaldte TEG topsides, TEH-TEG bridges og TEG flare tower, som er nærmere beskrevet i et notat af 3. juni 2022, der indgik som bilag til anmodningen.

Vedrørende fartøjet Skibs arbejde henvistes endvidere til de faktiske oplysninger, der tidligere er sendt om fartøjets involvering i Projekt, herunder et af klienten Heerema udarbejdet notat af 4. marts 2020.

I en vejledende udtalelse af 11. august 2022 udtalte SIRI, at vurderingen var, at der, jf. udlændingebekendtgørelsens § 23, er krav om dansk ar-bejdstilladelse for alle ikke-EU/EØS-borgere på fartøjet Skib i forbin-delse med Skibs arbejde (femte kampagne) på og ved Boreplatform i Nordsøen på dansk kontinentalsokkel.

SIRI henviste i den forbindelse bl.a. til, at Hafnia Advokatpartnerselskab har oplyst, at det arbejde, som fartøjet Skib skulle udføre, omfatter in-stallation af såkaldte TEG topsides, TEH-TEG bridges og TEG flare tower.

SIRi henviste endvidere til andre oplysninger om Skibs involvering i Projekt, herunder særligt til notat af 4. marts 2020 fra Heerema, som beskriver arbejdet på kampagnerne.

SIRI bemærkede videre, at fartøjet Skib ikke var i almindelig trafik med sædvanlig passage henover dansk søterritorium og kontinentalsok-kel, men at fartøjet Skib i stedet stopper op, forbliver på og foretager arbejde på dansk kontinentalsokkel – på og ved Boreplatform.

Den 9. september 2022 klagede Hafnia Advokatpartnerselskab til ministe-riet over SIRI’s vejledende udtalelse af 11. august 2022. Til støtte for kla-gen henviste Hafnia Advokatpartnerselskab til det, som tidligere er anført i forbindelse med klager til ministeriet over SIRI’s vejledende udtalelser. De pågældende klagesager behandles i ministeriet under journalnumrene F2: 2022-115, F2: 2022-8516 og F2: 2022- 10072.

I en udtalelse af 30. september 2022 til ministeriet har SIRI bl.a. anført, at der efter SIRI’s opfattelse ikke ved Hafnia Advokatpartnerselskabs klage til ministeriet er fremkommet forhold eller omstændigheder, som giver SIRI anledning til en ændret stillingtagen eller i øvrigt til yderligere be-mærkninger. SIRI henholder sig derfor i det hele til og henviser til den vejledende udtalelse af 11. august 2022.

I en udtalelse af 16. oktober 2022 har Hafnia Advokatpartnerselskab op-lyst, at SIRI’s udtalelse ikke giver anledning til bemærkninger.

Retsgrundlaget

…

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og vurdering

Det fremgår af klagen af 9. september, at fartøjet Skib skulle arbejde på dansk kontinentalsokkel på og ved Projekt i efteråret 2022. Ved-rørende det arbejde, der skulle udføres, fremgår det af anmodningen bl.a., at fartøjet Skibs arbejde omfattede installation af forskellige mo-duler i Område, navnlig såkaldte TEG topsides, TEH-TEG bridges og TEG flare tower, som er nærmere beskrevet i et notat af 3. juni 2022, der indgik som bilag til anmodningen. Vedrørende fartøjet Skibs arbejde henvistes endvidere til de faktiske oplysninger, der tidligere er sendt om fartøjets involvering i Projekt, herunder et af klienten Heerema ud-arbejdet notat af 4. marts 2020.

Som sagen foreligger for ministeriet, angår den spørgsmålet om, hvorvidt der kræves dansk arbejdstilladelse til ikke-EU/EØS-besætningsmedlemm-er på fartøjet Skib ved udførelse af de pågældende opgaver.

Det følger af udlændingebekendtgørelsens § 23, at der gælder et krav om arbejdstilladelse på søterritoriet og kontinentalsoklen, foruden i de tilfæl-de der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1. Udlændingebekendtgø-relsen supplerer således udlændingelovens § 13, stk. 1.

Ministeriet har forstået Hafnia Advokatpartnerselskabs klage og de bilag der er henvist til således, at det er opfattelsen, at udgangspunktet efter kontinentalsokkellovens § 3 er, at dansk ret alene gælder på anlæg, der befinder sig på kontinentalsoklen med henblik på at udforske eller udnyt-te den danske kontinentalsokkel, og at der som følge heraf alene kan stil-les krav om dansk arbejdstilladelse, hvis der er tale om anlæg, der befin-der sig på kontinentalsoklen med henblik på at udforske eller udnytte den danske kontinentalsokkel.

Ministeriet bemærker hertil, at kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1, har til formål at fastslå, hvornår de dele af dansk ret, som ikke efter deres eget indhold er begrænset til landområdet og søterritoriet, skal gælde uden videre for kontinentalsokkelområdet.

Lovgiver har i den forbindelse fundet det hensigtsmæssigt, at dansk ret uden videre skal gælde for anlæg og i sikkerhedszoner omkring anlæg. Lovgiver har derimod ikke fundet det hensigtsmæssigt, at dansk ret uden videre skal gælde for ”kontinentalsoklen i øvrigt” . Kontinentalsokkel-lovens § 3, stk. 1, udtømmer således ikke muligheden for at fastsætte reg-ler med gyldighed for aktiviteter på sokkelområdet indenfor rammerne af dansk jurisdiktion.

På den baggrund og i henhold til bemyndigelsen i udlændingelovens § 13, stk. 3, er det i udlændingebekendtgørelsens § 23 fastsat, at udlændin-ge, foruden i de tilfælde der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinentalsoklen. Det er efter bestemmelsen ikke en betingelse for kravet om dansk arbejdstil-ladelse, at der er tale om anlæg, eller at aktiviteterne sker med henblik på anlægsvirksomhed, udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen.

Spørgsmålet er herefter, om de aktiviteter som fartøjet Skib skal udfø-re på og ved det såkaldte Område, som ligger på dansk kontinentalsokke-lområde, er omfattet af bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 23, hvorefter arbejde på søterritoriet og kontinentalsoklen kræver dansk arbejdstilladelse.

Udlændingebekendtgørelsens § 23 er som nævnt udstedt med hjemmel i udlændingelovens § 13, stk. 3.

Om rækkevidden af denne bemyndigelse og dermed rækkevidden af ud-lændingebekendtgørelsens § 23 bemærkes, at ydergrænsen for bemyndi-gelsen i forhold til kontinentalsoklen er grænserne for dansk jurisdiktion. Lovgiver har imidlertid ikke ved lov ønsket at fastsætte, hvornår der skal

være krav om arbejdstilladelse, men i stedet bemyndiget udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte den nærmere afgrænsning ud fra en bred bemyndigelse.

I bemærkningerne til udlændingelovens § 13, stk. 1, (L 105 af 20. februar 1983) er bl.a. henvist til betænkning nr. 968/1982, hvoraf det på side 195 bl.a. fremgår, udlændingelovgivningen gælder på dansk territorium, og at arbejdstilladelse dog ikke kræves til arbejde, der udføres på skibe eller fly, der passerer dansk sø- eller luftrum, medmindre det drejer sig om dansk skib eller fly, der regelmæssigt anløber dansk havn eller lufthavn, samt at for så vidt angår den danske kontinentalsokkel gælder dansk ret, herunder udlændingelovgivningen, for anlæg, som med henblik på ud-forskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelom-rådet, samt i sikkerhedszoner omkring anlægget, jf. § 3, stk. 1, i kontinen-talsokkelloven.

I bemærkningerne fastslås det således, at udlændingelovgivningen gæl-der i henhold til § 3, stk. 1, i kontinentalsokkelloven for så vidt angår ud-forskning eller udnyttelse af bl.a. kontinentalsoklen.

Herefter anføres det i de nævnte bemærkninger, at efter den foreslåede bestemmelse [i udlændingelovens § 13, stk. 3], bemyndiges ministeren til efter samråd med arbejdsministeren at fastsætte nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen, og at de ministre, der har ansvaret for udlændin-gelovgivningen og arbejdsmarkedslovgivningen, således i fællesskab skal udforme regler om arbejde på de nævnte specielle områder.

Det er ikke i bemærkningerne fastslået, at anvendelsesområdet for be-myndigelsen i udlændingelovens § 13, stk. 3, som udmøntet i udlændin-gebekendtgørelsens § 23, skal have samme afgrænsning som kontinen-talsokkellovens § 3, stk. 1.

Udlændingebekendtgørelsens § 23 fastslår heller ikke, at arbejdstilladelse alene kan kræves ved arbejde på anlæg på kontinentalsoklen.

Det fremgår af Hafnia Advokatpartnerselskabs anmodning af 21. juni 2022 til SIRI om en vejledende udtalelse og af klagen af 9. september 2022 til ministeriet, at det arbejde, som fartøjet Skib skulle udføre, omfatte-de installation af forskellige moduler i Område, navnlig såkaldte TEG topsides, TEH-TEG bridges og TEG flare tower, som er nærmere beskre-vet i et notat af 3. juni 2022, der indgik som bilag til anmodningen og til de faktiske oplysninger, der tidligere er sendt om fartøjets involvering i Projekt, herunder et af klienten Heerema udarbejdet notat af 4.

marts 2020.

Efter ministeriets opfattelse udgør sådanne aktiviteter arbejde på søterri-toriet og på kontinentalsoklen i henhold til udlændingebekendtgørelsens § 23.

Efter ministeriets opfattelse følger det herefter af udlændingebekendtgø-relsens § 23, at det arbejde, som fartøjet Skib skal udføre på den dan-ske kontinentalsokkel, kræver dansk arbejdstilladelse.

Hafnia Advokatpartnerselskab har i sin klage af 13. juli 2021 i ministeriets sag F2:2022-8516 bl.a. henvist til en dom afsagt af Retten i Nykøbing Fal-ster den 29. juni 2021. Ministeriet bemærker hertil, at den sag vedrører en fortolkning af udlændingelovens § 13, stk. 1, og om ”arbejde på søterrito-riet” omfatter slæbebåde, der slæber pramme på søterritoriet i forbindelse med anlægget af Femernforbindelsen. Dommen er efter ministeriets vur-dering ikke relevant for spørgsmålet om arbejdstilladelse i forbindelse med aktiviteter, som fartøjet Skib udfører på den danske kontinen-talsokkel. Ministeriet bemærker i øvrigt, at anklagemyndigheden har op-lyst, at dommen er anket af anklagemyndigheden, og at ankesagen endnu ikke er afgjort.

Med disse bemærkninger tiltræder ministeriet SIRI’s vejledende udtalelse af 11. august 2022 om, at det arbejde som skal gennemføres af fartøjet Skib i forbindelse med arbejde på kontinentalsoklen under den så-kaldte femte kampagne af Projekt kræver dansk arbejdstilladelse for besætningsmedlemmer, der ikke er EU/EØS-borgere.”

Tabsopgørelsen

På baggrund af styrelsens og ministeriets tilkendegivelser ansøgte Heerema om arbejdstilladelse for alle besætningsmedlemmer fra tredjelande forud for de fem kampagner under Skibs arbejde på Projekt.

Arbejdstilladelserne blev meddelt efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 8, den såkaldte boreplatformsordning. Heerema har oplyst, at i henhold til betin-gelserne for arbejdstilladelserne arbejdede besætningsmedlemmerne under danske løn- og ansættelsesvilkår i forbindelse med arbejdet på Projekt.

Heerema har dækket samtlige udgifter til ansøgningerne om arbejdstilladelser og har under den principale påstand i påstand 4 påstået erstatning herfor og for selskabets øgede løn- og skatteudgifter som følge af betingelserne om danske løn- og ansættelsesvilkår.

Under den subsidiære påstand i påstand 4 har Heerema påstået erstatning for udgifterne til ansøgningerne om arbejdstilladelse og for øgede løn- og skat-teudgifter for så vidt angår der må gives Heerema medhold i, at arbejdstilladel-se ikke var påkrævet til besætningsmedlemmer fra tredjelande, som ikke udfør-te arbejde på platformene, men alene ombord på Skib.

Tabsopgørelsen til støtte for den principale erstatningspåstand omfatter ansøg-ningsudgifter på i alt DKK 10.801.090,13, USD 1.601.530,98, SGD 1.840,67 og MYR 45.217,01 samt øgede løn- og skatteudgifter på USD 1.600.776,13.

Ansøgningsudgifterne omfatter gebyrer til myndighederne og udgifter til opta-gelse og godkendelse af biometriske oplysninger for i alt 7.122.878,26 DKK, ud-gifter til ekstern assistance for i alt DKK 3.677.734,83 og øvrige udgifter for i alt USD 754,85, SGD 1.840,67, MYR 45.217,01 og DKK 477,04

Udgifterne til ekstern assistance omfatter advokathonorarer i forbindelse med dels ansøgningsprocessen, dels rådgivning om danske løn- og ansættelsesvil-kår. Herudover omfatter beløbet udgifter til skibsagenten, herunder et udlægs-gebyr på 5 % i forbindelse med betalinger på Heeremas vegne.

Øvrige udgifter omfatter navnlig udgifter til hotel og transport for besætnings-medlemmer i forbindelse med optagelse af biometrioptag i deres hjemlande samt bankgebyrer i forbindelse med skibsagentens betaling.

Heerema har oplyst, at opgørelsen af øgede løn- og skatteudgifter er beregnet som differencen mellem den løn, der almindeligvis tilkommer besætningsmed-lemmerne under deres ansættelseskontrakt, og den løn, der faktisk er udbetalt i henhold til de udstedte kontraktstillæg og de relevante overenskomster. Bereg-ningen er baseret på dagsrater, og der er alene opgjort tab for det antal dage, som de enkelte besætningsmedlemmer har arbejdet ombord på Skib i for-bindelse med Projekt. Heeremas øgede udgifter vedrørende beskatnin-gen af besætningens lønninger i henhold til kulbrinteskatteloven er opgjort som differencen mellem det skattepligtige beløb for besætningens almindelige løn og den faktisk udbetalte løn.

Heerema har fremlagt dokumentation til støtte for kravet, og parterne har i for-bindelse med skriftvekslingen opnået enighed om opgørelsen, dog således at de sagsøgte for så vidt angår ansøgningsudgifterne bestrider et beløb på DKK 223.503,13 og USD 85,85 vedrørende udgifter for ansøgninger, som blev annul-leret af Heerema, et beløb på DKK 3.232.878,68 vedrørende udgifter til advo-katbistand i forbindelse med ansøgningerne samt et beløb på DKK 444.856,15 vedrørende udgifter til udlægshonorar til Heeremas skibsagent i forbindelse med ansøgningerne.

For så vidt angår tabsopgørelsen til støtte for den subsidiære erstatningspå-stand, har Heerema opgjort sit tab som øgede ansøgningsudgifter på i alt DKK 4.993.135,05, USD 184.85, SGD 83,67 og MYR 18.935,56 samt øgede løn- og skat-teudgifter på USD 1.230.400,79.

Heerema er ikke i besiddelse af oplysninger om besætningsmedlemmernes be-vægelser under Projekt, og udgifterne vedrørende ansøgningsudgifter er derfor opgjort på baggrund af et skøn ud fra besætningsmedlemmernes stil-lingsbetegnelse. I henhold til dette skøn har 664 ud af 1.213 besætningsmed-lemmer på de fem kampagner udelukkende befundet sig på skibet, ligesom 113 af de 191 annullerede ansøgninger vedrørte jobfunktioner, som udelukkende ville have udført arbejde på selve skibet.

Udgifterne til ekstern bistand er opgjort ud fra en proportional reduktion af de samlede udgifter hertil. For så vidt angår udgifterne vedrørende øgede løn- og skatteudgifter har Heerema gjort gældende, at tabet alene skal nedsættes med den del af de øgede løn- og skatteudgifter, som angår arbejde fra platformene, hvilket maksimalt har været 11 timer i døgnet. De øgede løn- og skatteudgifter er derfor skønsmæssigt reduceret med 50 % for de besætningsmedlemmer, der antages at have udført arbejdsopgaver fra platformene. I kravet indgår derfor et beløb på USD 370.375,35 vedrørende besætningsmedlemmer, som antages at have udført arbejdsopgaver fra platformene, idet disse antages maksimalt at have udført arbejde fra platformene i 50 % af den tid, de befandt sig i Område.

Heerema har ligeledes fremlagt dokumentation til støtte for denne tabsopgørel-se, og parterne har i forbindelse med skriftvekslingen opnået enighed om opgø-relsen, dog således at de sagsøgte bestrider beløb på DKK 66.850,68 og USD 85,85 vedrørende udgifter til ansøgninger, som blev annulleret af Heerema, et beløb på DKK 1.543.345,82 vedrørende udgifter til advokatbistand og et beløb på DKK 201.575,54 vedrørende udlægshonorar. Endelig bestrider de sagsøgte vedrørende løn- og skatteudgifter kravet på USD 370.375,35 vedrørende besæt-ningsmedlemmer, som til dels antages at have udført arbejde fra platformene.

Forklaringer

Vidne 1 og Vidne 2 har afgivet forklaring.

Vidne 1 har forklaret blandt andet, at han er ansat i Heerema og, at han

var projektleder på Skibs udførelse af opgaver i Område. Skib er et af verdens største kranskibe og udfører mellem 10 og 15 projekter om året over hele verden. De seneste tre projekter blev udført over 3 dage ud for USA, 7 dage ud for Qatar og 4 måneder ud for Saudi Arabien. Hypotetisk kunne Skib godt i fremtiden blive hyret til at udføre en opgave over få dage i Område. Hvis kravet om arbejdstilladelse opretholdes fra den danske stats side, vil det medføre ekstra omkostninger for Heerema og i sidste ende opdragsgiveren.

Det er normal praksis forud for et projekts gennemførelse, at nationale udlæn-dingemyndigheder bliver hørt vedrørende eventuelle krav om arbejdstilladel-ser for skibets besætningsmedlemmer. Det kom bag på Heerema, at de danske myndigheder stillede krav om, at besætningsmedlemmer, som på intet tids-

punkt befandt sig på de faste anlæg, skulle have arbejdstilladelser. Heerema har derfor gentagne gange forespurgt de danske myndigheder, om man opretholdt kravet.

Heerema er et internationalt selskab, som får bistand fra nationale selskaber med lokalt kendskab, når der skal ansøges om for eksempel arbejdstilladelser. Heeremas agent Niels Winther Maritime henviste Heerema til at søge om bi-stand fra et advokatkontor, fordi skibsagenten ikke havde ekspertisen til at fo-restå denne ansøgningsopgave. Niels Winther Maritime bistod dog fortsat med betaling af gebyrer til de danske myndigheder. Det er helt i overensstemmelse med almindelig praksis i offshore-branchen, at lokale arbejdstilladelser skaffes med bistand fra lokale advokatkontorer og agenter.

Det er et krav i Heeremas kontrakter, at arbejdet skal udføres i overensstem-melse med gældende lokal lovgivning. Allerede derfor var det ikke en mulig-hed at udføre arbejdet uden de krævede arbejdstilladelser. Forsinkelser i udfø-relsen af Skibs opgaver kan være bekostelige, så det var vigtigt at skaffe de nødvendige arbejdstilladelser til tiden, selvom der ikke var meget tid til det.

Besætningen på Skib består som udgangspunkt af omkring 300 personer ad gangen og udskiftes løbende. Heerema hyrer besætningsmedlemmer gennem blandt andet Heerema Staff in Asia og andre specialiserede rekrutteringsagen-turer. Det er helt sædvanligt, at en del besætningsmedlemmer, som er hyret til en opgave, ikke påmønstrer alligevel. I 2020 og 2021 var der naturligvis en sær-ligt stor andel af besætningen, som ikke kunne påmønstre som planlagt på grund af covid 19-situationen. Det er på ingen måde overraskende, at der ud af en besætning på i alt omkring 1.400 til fem kampagner fra 2020 til 2022 i Område var omkring 200 planlagte påmønstringer, som måtte aflyses.

Vidne 2 har forklaret blandt andet, at han indtil 2022 var account mana-

ger hos Heeremas danske agent Niels Winther Maritime, som nu er overtaget af SDK Shipping A/S. Skibsagenter sørger for alle anløbsrelaterede aktiviteter, herunder kommunikation med havnemyndigheder, politi, los, lokale indkøb samt på- og afmønstringer i Danmark. Selvom Skib ikke var i dansk havn i forbindelse med kampagnerne i Område, var der på- og afmønstring af be-sætningsmedlemmer med helikopter fra Esbjerg Havn, ligesom der blev leveret proviant til Skib med skib fra Esbjerg Havn.

I december 2019 kontaktede han Styrelsen for International Rekruttering og In-tegration for at spørge, om der var krav om arbejdstilladelser for Skibs be-sætningsmedlemmer, som under arbejdet i Område kunne befinde sig kortva-rigt på feltets faste anlæg. Han blev overrasket, da styrelsen oplyste, at alle be-sætningsmedlemmer på Skib skulle have arbejdstilladelse for at udføre ar-bejde i Område.

Selvom Niels Winther Maritime rutinemæssigt ansøgte om visum til besæt-ningsmedlemmer, som skulle igennem Danmark, var det ikke muligt for dem at påtage sig at ansøge om arbejdstilladelserne. Selve ansøgningsprocessen var anderledes og mere kompliceret end processen ved ansøgning om visum. End-videre var der brug for juridisk bistand for at sikre efterlevelse af danske løn-vilkår. Det er helt sædvanligt i offshore-branchen, at det ikke er rederiet selv, men lokale agenter og advokatkontorer, som står for at skaffe nødvendige ar-bejdstilladelser.

Betalingen af gebyrer til de danske myndigheder foregik med henvisning til myndighedens sagsnummer, som enten knyttede sig til et gruppe-identifikationsnummer, der vedrørte en gruppe besætningsmedlemmer, eller til et individuelt identifikationsnummer. Koordineringen af ansøgningsprocessen var vanskelig, fordi der både skulle indgives en ansøgning hos udlændinge-myndighederne i Danmark og ske registrering af biometriske oplysninger for hver enkelt ansøger ved danske repræsentationer i udlandet. I nogle tilfælde optog danske ambassader og repræsentationer ikke biometriske oplysninger selv. Optagelsen af biometriske oplysninger blev i disse tilfælde foretaget af firmaet VFS, som derefter blev godkendt af en dansk ambassade. Det er helt sædvanligt i offshore-branchen, at skibsagenter får 5 % i udlægshonorar og ti-mebetaling for tiden, som anvendes til at udføre betalingerne. For andre typer opgaver, som for eksempel påmønstring af besætningsmedlemmer, betales en fast pris.

Anbringender

Heerema har til støtte for sine påstande i det væsentlige procederet i overens-

stemmelse med anbringenderne i påstandsdokumentet af 22. april 2024, hvoraffremgår bl.a.:”Overordnede anbringender Påstand 1: Arbejdstilladelseskravet Til støtte for påstand 1 gøres det principalt gældende, at der hverken i udlæn-dingelovens § 13 eller udlændingebekendtgørelsens § 23 findes hjemmel til atkræve dansk arbejdstilladelse for besætningen på udenlandske skibe, derkortvarigt udfører arbejde i dansk søterritorium eller kontinentalsokkelråde. Dette følger modsætningsvist af udlændingelovens § 13, stk. 1, og fremgåreksplicit af lovforarbejderne til den tidligere udlændingebekendtgørelses § 38,jf. betænkning 882/1979, s. 99: Af bestemmelsen følger nemlig modsætningsvis, at der ikke kræves arbejdstilladelse tilbeskæftigelse af … besætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selvom disseregelmæssigt ankommer til danske havne eller lufthavne. Den tidligere udlændingebekendtgørelses § 38 indeholdt begge regler, der i

dag findes i udlændingelovens § 13, stk. 1, og udlændingebekendtgørelsens §

23, og modsætningsslutningen for udenlandske skibe

må derfor ligeledes antages at gøre sig gældende for begge regler.

Udlændingebekendtgørelsens § 23 kan under alle omstændigheder ikke anses for at fordre danske arbejdstilladelser for besætningen på kranskibe såsom Skib, da denne bestemmelses krav om arbejdstilladelser i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet alene gælder for visse typer af anlæg, mens ”[ a]rbejder på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter, [ik-ke kræver] arbejdstilladelse ”, jf. betænkning 882/1979, s. 99. Der synes ikke at væ-re uenighed om, at Skib ikke falder indenfor anlægsdefinitionen …. Derfor kan det direkte udledes af lovforarbejderne, at der ikke kræves arbejdstilladel-se for Skibs besætning.

Indholdet af udlændingelovens § 13, stk. 1 og udlændingebekendtgørelsens § 23 er ikke materielt ændret siden 1979, og relevansen af lovforarbejderne fast-holdes. I kontrast er der ikke henvist til én konkret retskilde til støtte for de sagsøgtes opfattelse af, at reglerne skulle fordre arbejdstilladelser for besæt-ningen på udenlandske skibe, hvis arbejde ”står i relation til” udforskning el-ler udnyttelse af kontinentalsoklen.

…

Subsidiært og uanset fortolkningen af udlændingelovens § 13 og udlændinge-bekendtgørelsens § 23, gøres det gældende, at disse bestemmelser ligesom al anden dansk ret ikke finder anvendelse i forbindelse med Skibs arbejde på kontinentalsoklen, da skibet ikke kan anses som et anlæg, der med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster befinder sig på sokkelområdet, jf. kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1, modsætningsvist.

Der er ingen holdepunkter for de sagsøgtes synspunkt om, at udlændingelov-givningens regler om arbejdstilladelse skulle have et andet og videre anven-delsesområde end al anden dansk ret. Tværtimod har lovgiver specifikt angi-vet, at der alene gælder krav om arbejdstilladelse for anlæg i kontinentalsok-kellovens forstand og ikke for skibe, der ikke kan anses som anlæg af denne karakter, jf. betænkning 882/1979, s. 99.

Dette er i øvrigt helt i overensstemmelse med Danmarks rettigheder og juris-diktion over kontinentalsokkelområdet og den eksklusive økonomiske zone i henhold til folkeretten. De særlige retlige ordninger for disse områder inde-bærer en balance, hvor Danmark som kyststat har beføjelser til at regulere et udenlandsk skibs eventuelle deltagelse i aktiviteter, der henhører under Dan-marks suveræne rettigheder over kontinentalsoklens naturressourcer, mens flagstaten har beføjelser (og

pligt) til at udøve jurisdiktion over skibet og regulere dets interne forhold, så-som besætningens arbejds- og ansættelsesvilkår.

…

Påstand 2 og 3: Lovligheden af de omhandlede myndighedsakter

Til støtte for anden og tredje påstand gøres det gældende, at kravet om danske arbejdstilladelser udtalt i SIRI’s vejledende udtalelser af 26. marts 2020, 31. juli 2020, 9. juli 2021, 3. juni 2022 og 11. august 2022 samt UIM’s afgørelser af 27. november 2020 og 26. februar 2021 og tre afgørelser af 2. januar 2023 var uden

hjemmel, da de pågældende udlændinge var en del af besætningen på det udenlandskflagede kranskib Skib i forbindelse med skibets arbejde på dansk kontinentalsokkel.

…

Påstand 4: Heeremas erstatningskrav

Til støtte for fjerde påstand gøres det gældende, at SIRI og UIM har handlet erstatningspådragende ved uden hjemmel at pålægge besætningen på det udenlandskflagede Skib krav om danske arbejdstilladelser i for-bindelse med skibets arbejde på dansk kontinentalsokkel under Projekt.

Det gøres yderligere gældende, at det af Heerema lidte tab på DKK 10.801.090,13, USD 1.601.530,98, SGD 1.840,67 og MYR 45.217,01 (subsidiært DKK 6.138.608,52, USD 1.231.870,97, SGD 167,34 og MYR 34.440,91 [DKK 4.993.135,05, USD 1.230.585,64, SGD 83,67 og MYR 18.935,56]) for udgifter til ansøgning om danske arbejdstilladelser og efterlevelse af betingelserne herfor er en kausal og adækvat følge af SIRI og UIM’s uhjemlede påkrav om danske arbejdstilladelser.

…

Formulering af sagsøgers påstand 1

Påstand 1 angår sagens grundlæggende juridiske spørgsmål om hjemlen til at kræve danske arbejdstilladelser for besætningen på udenlandske skibe såsom Skib, der kortvarigt udfører arbejde i dansk søterritorium eller kontinen-talsokkelområde. Denne påstand er formuleret i tre udgaver med tiltagende højere detaljegrad: …

Den principale formulering angår Skibs arbejde i søterritoriet og kontinen-talsokkelområdet generelt, men ikke udenlandske skibe i øvrigt. Den subsi-diære formulering angår Skibs arbejde i kontinentalsokkelområdet gene-relt, men ikke Skibs arbejde i søterritoriet og ligesom den principale formu-lering heller ikke udenlandske skibe i øvrigt. Den mere subsidiære formule-ring angår Skibs specifikke arbejde i kontinentalsokkelområdet under Projekt, men ikke Skibs

øvrige arbejde i kontinentalsokkelområdet og ligesom den principale og subsidiære formulering heller ikke Skibs arbejde i søterritoriet eller uden-landske skibe i øvrigt.

De sagsøgte har nedlagt afvisningspåstand overfor den principale og subsi-diære formulering, men ikke overfor den mere subsidiære formulering …

Heerema fastholder at have retlig interesse i, om Skibs besætning skal have danske arbejdstilladelser i forbindelse med skibets arbejde i dansk søterritori-um eller kontinentalsokkelområde generelt. De sagsøgte gør imidlertid gæl-dende at dette spørgsmål ”ikke [kan] besvares abstrakt og generelt – heller ikke for et konkret fartøj” og at Heerema’s retlige interesse er ”begrænset til de konkrete ar-bejdstilladelser til det konkrete arbejde, som myndighederne har vejledt om” , …

Første indvending er cirkulær i den forstand, at den ultimativt afhænger af, hvordan Østre Landsret måtte forholde sig til den underliggende, materielle problemstilling, i.e. fortolkningen af udlændingelovgivningens krav om ar-bejdstilladelser.

De sagsøgte gør gældende, at kravet om arbejdstilladelse afhænger af karakte-ren af det arbejde, Skib udfører. Særligt om det ”udgør arbejde, som led i virksomhed, der står i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsok-len ”. En sådan fortolkning ville indebære, at der kunne gælde krav om ar-bejdstilladelser for Skibs arbejde på et projekt såsom Projekt men ik-ke for andre projekter eller andre arbejdsopgaver. Såfremt Østre Landsret er enig i denne fortolkning, kan

der ikke afsiges dom om Skibs arbejde i søterritoriet og kontinentalsokkel-området generelt, og den principale formulering må afvises.

Heerema gør imidlertid gældende, at Skib ikke er underlagt krav om dansk arbejdstilladelse qua dets status som et udenlandsk-flaget skib, alterna-tivt qua dets karakter som et kranskib, der – i modsætning til eksempelvis bo-reskibe – falder udenfor definitionen af et anlæg, hvorpå dansk ret gælder og dansk arbejdstilladelse er påkrævet. Såfremt Østre Landsret er enig i denne fortolkning, er der intet i vejen for, at der afsiges dom om Skibs arbejde i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet generelt, subsidiært om Skibs arbejde i kontinentalsokkelområdet generelt.

Tværtimod må en dom af mere generel karakter anses som passende henset til spørgsmålets principielle karakter, og hensigtsmæssig henset til Heeremas og Skibs fortsatte virke på danske offshore-projekter.…

Fortolkning af udlændingelovgivningens regler om dansk arbejdstilladelse

Lovforarbejderne bekræfter eksplicit Heeremas forståelse af reglerne

De relevante regler om dansk arbejdstilladelse findes i udlændingelovens § 13 og udlændingebekendtgørelsens § 23:

§ 13 Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet be-skæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladels e kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart. eller i øvrigt re-gelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn. Der henvises dog til stk. 2 og §§ 14 og 14 a.

[…]

Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kon-tinentalsoklen.

§ 23 Udlændinge skal foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1, have arbejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Disse regler var oprindeligt indeholdt i én og samme bestemmelse, nemlig § 38 i den tidligere udlændingebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 196 af 23. maj 1980):

§ 38. Udlændinge må ikke uden arbejdstilladelse tage beskæftigelse her i landet eller ved arbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen. Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller fly, der regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.

Den tidligere udlændingebekendtgørelses § 38 indeholdt altså som 1. punk-tum reglen i den nuværende udlændingebekendtgørelses § 23 og som 2. punk-tum reglen i den nuværende udlændingelovs § 13, stk. 1, 2. pkt. Forud for 1980-udlændingebekendtgørelsen gjaldt der generelt krav om arbejdstilladelse til arbejde her i landet, jf. lov nr. 224 af 7. juni 1952 og lovbekendtgørelse nr. 344 af 22. juni 1973, men det var først med 1980-udlændingebekendtgørelsens § 38, at lovgiver præciserede reglerne for så vidt angår skibe, søfolk og de ma-ritime områder, i.e. søterritoriet og kontinentalsokkelområdet.

I den anledning blev følgende angivet i forarbejderne om søterritoriet, jf. be-tænkning 882/1979, s. 98 (vores fremhævning):

Udtrykket »arbejder på søterritoriet« sigter således til virksomheder, der drives fra faste anlæg af enhver art samt virksomheder, der drives fra fly-dende anlæg, der befinder sig på søterritoriet med henblik på anlægsvirk-somhed eller udnyttelse eller udforskning af ikke levende naturforekom-ster . Under hensyn til den ringe praktiske betydning af afgrænsningen har ud-valget ikke fundet det nødvendigt at præcisere afgrænsningen mere.

Om kontinentalsokkelområdet blev følgende angivet, jf. betænkning 882/1979, s. 99 (vores fremhævning):

Efter [kontinentalsokkel]lovens § 3 gælder dansk ret med visse undtagelser for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen be-finder sig på sokkelområdet samt i sikkerhedszoner omkring anlæg. Det følger således af kontinentalsokkelloven, at arbejdstilladelse kræves til arbejde på anlæg, der befinder sig på kontinentalsoklen med henblik på udforsk-ning eller udnyttelse af soklens naturforekomster , således som disse er defi-neret i lovens § 1, stk. 2. Således vil der f.eks. kræves tilladelse til udlændinge, der ønsker at arbejde på boreplatforme, uanset om de er mobile. Arbejder på ski-be, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter, kræver ikke arbejdstilladelse efter stk. 1 .

Og om skibe generelt blev følgende angivet, jf. betænkning 882/1979, s. 99 (vo-res fremhævning):

§ [38], stk. 1, 2. punktum, fastsætter, at arbejdstilladelse tillige kræves til beskæf-tigelse på dansk skib eller fly, der regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn. Der er ikke herved tilsigtet realitetsændringer i forhold til de gældende

regler om arbejdstilladelse til søfolk eller flypersonale. Af bestemmelsen følger

nemlig modsætningsvis, at der ikke kræves arbejdstilladelse til beskæfti-

gelse af udlændinge på danske skibe eller fly, som ikke regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn, jfr. nu udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 3, og ej heller til besætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selv-

om disse regelmæssigt ankommer til danske havne eller lufthavne, jfr. til-

dels udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 4.

Lovgiver har altså klart givet udtryk for to ting:

Èt, at der kun kræves arbejdstilladelser i søterritoriet og kontinentalsokkelom-rådet for specifikke typer af anlæg, mens ” [a]rbejder på skibe, der ikke kan karak-teriseres som anlæg af den nævnte karakter, [ikke kræver] arbejdstilladelse” , jf. be-tænkning 882/1979, s. 99.

To at der generelt ikke kræves dansk arbejdstilladelse til ” besætningsmedlemmer på udenlandske skibe” , jf. betænkning 882/1979, s. 99.

I forbindelse med en større gennemgang af udlændingelovgivningen i 1983 blev 1. punktum af den tidligere udlændingebekendtgørelses § 38 angående skibe overflyttet til udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., som vi kender be-stemmelsen i dag. Om overflytningen angav lovgiver følgende, jf. betænkning 968/1982, s. 194-195 (vores fremhævning):

Bestemmelsen i 2. punktum svarer til reglen i udlændingebekendtgørelse 196/1980 § 38, stk. 1, 2. punktum. Efter bestemmelsen kræves der kun arbejdstil-ladelse til beskæftigelse på et dansk skib eller fly, der regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn, men ikke til beskæftigelse på et i Danmark registreret skib eller fly, som er i udenrigsfart og derfor ikke regelmæssigt ankommer til Danmark. Bestemmelsen opretholder således de hidtil gældende regler om arbejdstilladelse til søfolk og flypersonale, men da den på et specielt om-råde fører til et andet resultat end reglen i 1. punktum, finder udvalget det

rigtigst, at bestemmelsen overflyttes fra bekendtgørelsen til loven. Af be-

stemmelsen følger nemlig modsætningsvis, at der ikke kræves arbejdstilladelse til beskæftigelse af udlændinge på danske skibe eller fly, som ikke regelmæssigt an-kommer til dansk havn eller lufthavn og ej heller til besætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selv om disse regelmæssigt ankommer til danske hav-ne eller lufthavne.

Der har altså ikke været tiltænkt nogen ændring af reglernes indhold. Reglen om danske skibe er overflyttet til udlændingelovens § 13, stk. 1, da den på et ” specielt område” fører til et andet resultat end hovedreglen i § 13, stk. 1, 1. pkt. om, at der kun kræves dansk arbejdstilladelse for arbejde her i landet. For danske skibe, der regelmæssigt ankommer til danske havne, kræves således dansk arbejdstilladelse, selvom skibet på et givent tidspunkt måtte befinde sig på kontinentalsoklen, det åbne hav eller i andre staters søterritorier eller kon-tinentalsokkelområder. Dette er helt i overensstemmelse med det folkeretlige princip om flagstatens jurisdiktion: danske skibe er som udgangspunkt under-lagt Danmarks jurisdiktion, præcis ligesom Skib og andre udenlandske skibe som udgangspunkt er underlagt deres respektive flagstats jurisdiktion, jf. havretskonventionens artikel 92, stk. 1.

Reglen i 2. punktum om søterritoriet og kontinentalsoklen forblev i udlændin-gebekendtgørelsen, og der blev indsat hjemmel til nærmere regulering i ud-lændingelovens § 13, stk. 2 (nu stk. 3), hvorom lovgiver angav (vores frem-hævning):

Udlændingelovgivningen gælder på dansk territorium, det vil sige land- sø- og luftterritoriet. Arbejdstilladelse kræves dog ikke til arbejde, der udføres på skibe eller fly, der passerer dansk sø- eller luftterritorium, medmindre det drejer sig om dansk skib eller fly, som regelmæssigt anløber dansk havn eller lufthavn, jfr. stk. 1, 2. punktum. For så vidt angår den danske kontinentalsokkel gælder dansk ret, herunder udlændingelovgivningen, for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikker-hedszoner omkring anlægget, jfr. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979 af lov om kontinentalsoklen.

Efter bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til efter samråd med arbejds-ministeren at fastsætte nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilla-delse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen. De ministre, der har ansvaret for udlændingelovgivningen og arbejdsmarkedslovgivningen, skal således i fællesskab udforme regler om arbejde på de nævnte specielle områder.

De politiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn m.v., som vil være afgørende for indholdet af sådanne regler, har ikke en så- dan fasthed, at en nærmere lovregule-ring er mulig. De gældende regler er fastsat i udlændingebekendtgørelse 196/1980, § 38, stk. 1, der pålægger udlændinge at have arbejdstilladelse ved arbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen. Om denne bestemmel-se og anvendelse af dansk udlændingelovgivning på søterritoriet og kon-tinentalsoklen henvises til betænkning 882/1979, side 97- 99.

Nærmere regulering er dog ikke gennemført. I 1984 blev reglen om sø- territo-riet og kontinentalsoklen overflyttet til § 29 i den daværende udlændingebe-kendtgørelse, bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984, hvor den også fik sin nuværende ordlyd (”Udlændinge skal foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlæn-dingelovens § 13, stk. 1, have arbejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinen-talsoklen” ) svarende materielt til den tidligere ordlyd (” udlændinge må ikke uden arbejdstilladelse tage beskæftigelse her i landet eller ved arbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen” ). I 2020 blev reglen overflyttet til § 23 af den daværende ud-lændingebekendtgørelse med identisk ordlyd, jf. bekendtgørelse nr. 1020 af 23. juni 2020, hvor den er forblevet i senere udgaver, jf. bekendtgørelse nr. 2260 af 29. december 2020 og bekendtgørelse nr. 744 af 22. april 2021, samt i den nugældende udlændingebekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 1206 af 23. august 2022.

Lovgiver har hverken i forbindelse med vedtagelsen af disse bekendtgørelser eller øvrige ændringer af udlændingelovgivningen set anledning til at ændre reglerne om eller modificere eller supplere lovforarbejdernes bemærkninger til krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe, søterritoriet og kontinentalsokkelområdet. 882/1979-betænkningens bemærkninger er da også gengivet i seneste udgave af den kommenterede udlændingelov, jf. Herman Langloui m.fl., Udlændingeloven med kommentarer, 2. udgave, 1993, side 148 ff., og deres relevans fastholdes.

På denne baggrund gøres det gældende, at lovgiver konkret har taget stilling og afvist, at der skulle gælde krav om arbejdstilladelse for udenlandske skibe generelt, subsidiært for udenlandske skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg. Der synes ikke at være uenighed om, at Skib ikke falder indenfor anlægsdefinition…. Derfor kan det også direkte udledes af lovforarbejderne, at der ikke kræves arbejdstilladelse for Skibs besætning under arbejdet på Projekt eller andet arbejde i søterritoriet eller kontinentalsokkelområdet.

Øvrige retskilder understøtter Heeremas forståelse af reglerne

Udover lovforarbejderne, der konkret bekræfter Heeremas forståelse af reglerne om dansk arbejdstilladelse, findes der også yderligere støtte i andre retskilder.

Udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 1 oplister på udtømmende vis, hvilke udlændinge der er fritaget for krav om arbejdstilladelse. Her fritages blandt andre personale i udenlandske tog og biler i international trafik (nr. 3) samt personale på danske lastskibe i international trafik, der højst anløber dansk havn 25 gange i en forudgående periode på 12 måneder (nr. 4). Når der gøres undtagelse for besætninger på danske skibe i international trafik, ville det være nærliggende og logisk at gøre tilsvarende undtagelse for besætninger på udenlandske skibe i international trafik – på samme vis som undtagelsen for personale i udenlandske tog og biler. En sådan undtagelse oplistes dog ikke.

Hvis reglerne fortolkes således, at der i søterritoriet og

kontinentalsokkelområdet gælder krav om arbejdstilladelse for udenlandske skibe, ville man stå i den barokke situation, at besætningen på danske lastskibe i international trafik er undtaget krav om arbejdstilladelser, mens besætningen på udenlandske skibe i international trafik ville være underlagt krav om arbejdstilladelser. Fraværet af undtagelsesregler for udenlandske skibe i international trafik bekræfter dermed, at lovgiver slet ikke har anset udenlandske skibes besætninger som omfattet af arbejdstilladelseskravet, idet der selvsagt ikke har været behov for at fritage besætninger, som alligevel ikke var omfattet.

Det fremgår desuden af praksis, at der kun er stillet krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe under meget særlige omstændigheder. Der kan således henvises til Økonomi- og Erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 81 af 5. juli 2002 fra Folketingets Erhvervsudvalg (Alm. del. – bilag 418) angående skibet M/S SALUS, der havde taget ” fast ophold” i Rønne havn og udført ” egentligt fabriksarbejde” . Heraf fremgår:

Det følger modsætningsvis af [udlændingelovens § 13, stk. 1], at arbejdstilladelse ikke kræves til beskæftigelse på et udenlandsk skib, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn. Arbejdstilladelse kræves derimod, hvis det udenlandske skib tager længerevarende ophold i en dansk havn.

Ligeledes i Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 79 af 15. april 2003 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm. del – bilag 357) om skibet Fjord Norways ansættelse af ” renoveringsarbejdere” på ” matros-lignende vilkår” , mens skibet var på værft i Frederikshavn. Disse eksempler synes unægtelig meget fjernt fra en situation som nærværende, hvor Skib kortvarigt og som led i skibets almindelige drift har udført arbejde i dansk

kontinentalsokkelområde for herefter at sejle videre og udføre arbejde i andetsteds.

Det fremgår da også af de tal, som myndighederne på Heeremas opfordring har fremlagt, at der i 2019, i.e. forud for SIRI’s første vejledende udtalelse af 26. marts 2020, blev udstedt 0 (nul!) arbejdstilladelser til besætnings-medlemmer ombord på udenlandske skibe i medfør af boreplatforms-ordningen i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 8. Herefter er der i mellem 2020 og 2023 udstedt henholdsvis 533, 1.644, 1.171 og 346 sådanne tilladelser. Der er antageligvis foregået offshoreprojekter i dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde med deltagelse af udenlandske skibe forud for marts 2020 (herunder i 2019), og der synes således at være tale om en nyanlagt fortolkning.

De sagsøgtes forståelse af reglerne savner støtte i lovforarbejderne og øvrige retskilder

De sagsøgte synes at være enige i, at der ikke generelt gælder krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe i søterritoriet eller kontinental-sokkelområdet. De sagsøgte gør imidlertid gældende, at der skulle kræves arbejdstilladelse, når der er tale om udenlandske skibe, som udfører ” udgør arbejde, som led i virksomhed, der står i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen” …

Der henvises ikke til én eneste konkret retskilde til støtte for de sagsøgtes forståelse af reglerne, og de sagsøgte fokuserer i stedet på at gendrive lovforarbejderne, der – som beskrevet ovenfor – eksplicit bekræfter Heeremas forståelse af reglerne. Denne tilgang harmonerer dårligt med det grundlæggende forvaltningsretlige hjemmelsprincip, hvorefter det pålægger myndighederne at dokumentere hjemmel til påkravet om arbejdstilladelser, ikke Heerema at dokumentere manglende hjemmel. Desuagtet, må de sagsøgtes kritik af forarbejderne anses som grundløs.

De sagsøgte afviser modsætningsslutningen for udenlandske skibe i 882/1979-betænkningen og 968/1982-betænkningen med henvisning til, at den alene skulle relatere sig til udlændingelovens § 13, stk. 1 og ikke udlændinge-bekendtgørelsens § 23. Ifølge de sagsøgte er udlændingelovens § 13, stk. 1, uden betydning for sagen, da denne bestemmelse angår arbejde inden for dansk territorium (herunder søterritoriet) og ikke kontinentalsokkelområdet.

Heroverfor bemærkes, at lovgiver eksplicit fremhævede, at der ikke gjaldt krav om arbejdstilladelse for besætningen på udenlandske skibe, også da reglerne i udlændingelovens § 13, stk. 1, og udlændingebekendtgørelsens § 23 var samlet ét og samme sted, i.e. i 1980-udlændingebekendtgørelsens § 38. Som beskrevet ovenfor angav lovgiver, at der ikke var tiltænkt nogen ændring med overflytningen af reglen om skibe til udlændingelovens § 13, stk. 1.

I lyset heraf må modsætningsslutningen antages at gælde for reglerne i både udlændingelovens § 13, stk. 1, og udlændingebekendtgørelsens § 23, således at der som udgangspunkt ikke kræves dansk arbejdstilladelse for besætningen på udenlandske skibe, uanset om de regelmæssigt måtte ankomme til dansk havn eller på tidspunkter måtte udføre kortvarigt arbejde i dansk søterritorium eller kontinentalsokkelområde.

Samme fortolkning følger af almindelig sund fornuft. Det giver ikke mening, at modsætningsslutningen kun skulle gælde for udlændingelovens § 13, stk. 1, men ikke udlændingebekendtgørelsens § 23, således at der skulle gælde krav om danske arbejdstilladelser for udenlandske skibe i kontinental-sokkelområdet, men ikke i søterritoriet. De sagsøgte forholder sig ikke til udlændingelovens § 13, stk. 1 og den deri indeholdte modsætningsslutning for udenlandske skibe, som må antages gælde for både søterritoriet og kontinentalsokkelområdet.

De sagsøgte afviser også 882/1979-betænkningens beskrivelse af, hvornår der kræves arbejdstilladelser i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet. Dette sker med henvisning til, at udlændingelovgivningen blev ændret i 1983, hvor der i udlændingelovens § 13, stk. 2 (nu stk. 3), blev indsat en, med de sagsøgtes ord, ”bred bemyndigelsesbestemmelse, der gav mulighed for en dynamisk regelfastsættelse” … De sagsøgte anfører således, at ” 1979-betænkningen, som vedrører den tidligere udlændingebekendtgørelses § 38, stk. 1, har en begrænset fortolkningsværdi …” .

Heroverfor bemærkes, at indholdet af den tidligere udlændingebekendt-gørelses § 38, stk. 1 blev bevaret i 1983 og er bevaret den dag i dag i udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., og udlændingebekendtgørelsens § 23 …. Uanset om der har været ” bred bemyndigelse” til ” dynamisk regelfastsættelse” , kan man altså bare konstatere, at reglerne indholdsmæssigt er uændrede.

Intet i forarbejderne til lovændringen i 1983 eller senere ændringer indikerer, at 882/1979-betænkningen skulle have mistet fortolkningsværdi for så vidt angår reglen om arbejdstilladelse i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet, der blev bibeholdt i udlændingebekendtgørelsen (nu i § 23). Tværtimod angives det i betænkning 968/1982, s. 195: ” Om denne bestemmelse og anvendelse af dansk udlændingelovgivning på søterritoriet og kontinentalsoklen henvises til betænkning 882/1979, side 97-99” .

Udlændingelovgivningen har bogstaveligt talt været genstand for hundredvis af lovændringer siden indsættelsen af bemyndigelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 13, stk. 3, i 1983. Der har således været rig lejlighed til at ændre reglerne om eller modificere eller supplere lovforarbejdernes bemærkninger til krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe, søterritoriet og kontinentalsokkelområdet. Det er ikke sket, og reglerne må således forstås, præcis som lovgiver har angivet: at der i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet ikke kræves arbejdstilladelse for skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg, og at der generelt ikke kræves arbejdstilladelse for udenlandske skibe.

De sagsøgte gør også gældende, at der må være krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe, hvis arbejde står i relation til udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen, fordi Danmark i medfør af folkeretten har ret til at

regulere opførelsen og driften af anlæg med henblik på udøvelsen af Danmarks højhedsrettigheder over udforskningen og udnyttelsen af kontinentalsoklens naturressourcer. … Heerema [er] ikke enig i, at Danmarks ret til at regulere opførelsen og driften af anlæg giver jurisdiktion over udenlandske skibe eller ret til at lovgive om udenlandske skibes interne forhold, såsom besætningens arbejds- og ansættelsesvilkår.

Desuagtet, og uanset omfanget af Danmarks jurisdiktion, udgør eventuel jurisdiktion ikke hjemmel. Det er udtryk for omvendt logik, når de sagsøgte gør gældende, at eventuel mulighed for at lovgive skulle udgøre lovhjemmel i sig selv. Uanset om Danmark måtte have jurisdiktion over udenlandske skibe, hvis arbejde står i relation til udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen – hvilket bestrides – kan man blot konstatere, at der ikke eksisterer én retskilde med angivelse af, at lovgiver rent faktisk har indført krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe, hvis aktiviteter eller arbejde står i relation til udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen.

Det kan da også bemærkes, at denne fortolkning først er anlagt af de sagsøgte myndigheder i forbindelse med nærværende retssag. Forud herfor mente SIRI, at der som udgangspunkt kræves arbejdstilladelser for udenlandske skibe i søterritoriet og kontinentalsokkelområdet, medmindre de var ” i fart/international trafik” …, mens UIM anlagde et rationale om, at skibe skulle ” blive en del af anlæg” og derfor være underlagt krav om arbejdstilladelser, når de ” lægger til ved” og ” udfører arbejde for anlægget” … Ligesom den fortolkning, de sagsøgte nu lægger for dagen, ses myndighedernes tidligere fortolkninger heller ikke at have støtte i lovforarbejderne eller øvrige retskilder.

Slutteligt kan der henvises til Østre Landsret domme af 28. april 2023 i de omtalte straffesager, hvor de 28 udenlandske søfolk blev frifundet med begrundelsen, at der ikke var det fornødne sikre retsgrundlag for at straffe for manglende arbejdstilladelse ombord på udenlandske skibe i dansk farvand, jf. det strafferetlige legalitetsprincip i straffelovens § 1. Ligeledes har de sagsøgte myndigheder ej heller fornøden hjemmel eller retsgrundlag for at kræve arbejdstilladelse, jf. det forvaltningsretlige legalitetsprincip.

Geografisk anvendelsesområde for udlændingelovens regler om danske arbejdstilladelser og Danmarks jurisdiktion

Dansk ret – herunder udlændingelovgivningens regler om arbejdstilladelse – gælder i kontinentalsokkelområdet kun på anlæg

Område befinder sig ikke i Danmark, da det ligger udenfor dansk søterritorium (i.e. 12 sømil fra de såkaldte basislinjer, som normalvis er kysten, jf. lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning af søterritoriet § 2, stk. 1), men i kontinentalsokkelområdet, i.e. farvandene over havbunden, der i naturlig forlængelse af landterritoriet strækker sig udover søterritoriet indtil en dybde af 200 meter eller så langt havdybden tillader udnyttelse af områdets naturforekomster.

I medfør af det almindelige territorialprincip gælder dansk ret som udgangspunkt indenfor dansk territorium. Anvendelsen af dansk ret er imidlertid udstrakt til også at gælde i kontinentalsokkelområdet for ” anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på

sokkelområdet” , jf. kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1. Følgende fremgår af forarbejderne hertil, jf. lovforslag nr. 86 af 13. januar 1971 (vores fremhævning):

I overensstemmelse med den svenske og norske kontinentalsokkellovgivning

foreslås dansk ret udstrakt til at gælde anlæg og sikkerhedszoner,

derimod ikke kontinentalsoklen i øvrigt. Retsvirkningen heraf vil være, at

anlæg og sikkerhedszoner betragtes som dele af den danske stat for så vidt angår dansk rets gyldighed. Heraf følger, at den danske stat har jurisdiktionsmyndighed med hensyn til overtrædelser af dansk lovgivning, jfr. herved § 6, stk. 1, litra 1, i borgerlig straffelov.

[…]

Den almindelige udstrækning af dansk ret betyder, at også f. eks. arbejderbeskyt-telseslovgivning, retsforskrifter indeholdende krav af teknisk art til indretning af motorer, elektrisk udstyr m. v. samt retsforskrifter vedrørende skibsfartens betryggelse og lignende, vil være gældende på anlæg og i sikkerhedszoner. Bemyndigelser i lovgivningen til udfærdigelse af administrative forskrifter vil kunne udnyttes med hensyn til anlæg og sikkerhedszoner.

Uanset hvordan udlændingelovens § 13 og udlændingebekendtgørelsens § 23 måtte fortolkes, finder disse regler – ligesom dansk ret i øvrigt – i kontinentalsokkelområdet altså kun anvendelse på anlæg i kontinental-sokkellovens forstand. For god ordens skyld bemærkes, at dette anvendelsesområde harmonerer fuldstændigt med Heeremas fortolkning af reglerne …

De sagsøgte gør gældende, at kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1 generelt fastsætter, hvornår dansk ret uden videre finder anvendelse, men ikke udtømmer dansk jurisdiktion i kontinentalsokkelområdet. Ifølge de sagsøgte kan der i medfør af udlændingelovens fastsættes konkrete regler, der finder anvendelse i videre omfang. Udlændingebekendtgørelsens § 23’s krav om arbejdstilladelse skulle udgøre en sådan konkret regel, som ikke blot gælder for anlæg men for al arbejde eller aktivitet ” som led i virksomhed, der står i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen” …

… Heerema [er] ikke enig i, at Danmarks højhedsrettigheder over udforskningen og udnyttelsen af kontinentsoklens naturressourcer giver jurisdiktion over udenlandske skibe eller ret til at lovgive om udenlandske skibes interne forhold, så- som besætningens arbejds- og ansættelsesvilkår. Men selv hvis det lægges til grund, at Danmark har sådanne beføjelser i kontinentalsokkelområdet, kan det blot konstateres, at man ikke har valgt at udnytte dem til at udstrække anvendelsen af dansk ret til al arbejde eller aktivitet ” som led i virksomhed, der står i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen” . Hverken for så vidt angår dansk ret generelt eller kravet i § 23 i udlændingebekendtgørelsen om arbejdstilladelse specifikt.

Tværtimod fremgår det eksplicit af forarbejderne til udlændingelovgivningen, at der på kontinentalsoklen kræves arbejdstilladelser til ” arbejde på anlæg i kontinentalsokkellovens forstand” og ikke til ” arbejde på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter” , jf. betænkning 882/1979, s. 99, som der refereres til i betænkning 968/1982, s. 195.

De sagsøgte affejer indholdet af disse forarbejder med forklaringen, at lovgiver blot har gentaget, hvad der følger af kontinentalsokkelloven, men ikke hermed har fastlagt anvendelsesområdet for udlændinge-bekendtgørelsens § 23’s krav om arbejdstilladelse. Dette står i modstrid med forarbejdernes ordlyd, der konkret taler om ” arbejdstilladelse […] til arbejde på anlæg, der befinder sig på kontinentalsoklen” , jf. betænkning 882/1979, s. 99, og ” anvendelse af dansk udlændinge lovgivning på søterri-toriet og kontinentalsoklen” , jf. betænkning 968/1982, s. 195.

Under alle omstændigheder synes de sagsøgtes rationalisering om udlændingelovgivningens forarbejder ikke at støtte op om de sagsøgtes forståelse af reglernes anvendelsesområde. Hvis lovgiver havde haft en intention om, at netop udlændingelovens regler om arbejdstilladelse skulle have et videre anvendelsesområde end al anden dansk ret, ville dette naturligvis være tydeliggjort. Lovgiver har ikke udtrykt noget sådant ønske, men har tværtimod angivet, at der alene gælder krav om arbejdstilladelse for anlæg i kontinentalsokkellovens forstand og ikke for skibe, der ikke kan anses som anlæg af denne karakter.

Herudover anlægger de sagsøgte en art ’effet utile’-rationalisering og argumenterer for, at udlændingebekendtgørelsens § 23 nødvendigvis må fordre dansk arbejdstilladelse for andet og mere end anlæg i kontinental-sokkellovens forstand, da bestemmelsen ellers ” blot gentager eller kopierer den regulering, der allerede følger af kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1” og ” reelt skulle være indholdsløse for så vidt angår arbejder på kontinentalsoklen …

Dette bestrides. Som det fremgår af forarbejderne til kontinentalsokkelloven, er formålet med § 3, stk. 1 at kodificere udstrækningen af ” dansk lovgivning, som ikke efter sit eget indhold er begrænset til landområ- det og søterritoriet” , jf. lovforslag nr. 86 af 13. januar 1971, alm. bemærkninger. Ifølge udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt. kræves der arbejdstilladelse for beskæftigelse ” her i landet” . Da bestemmelsen efter eget indhold er begrænset til dansk land- og søterritorium, udstrækkes dens anven-delse ikke nødvendigvis til anlæg i kontinentalsokkelområdet i kraft af kontinental-sokkelovens § 3, stk. 1. Derfor har det også givet udmærket mening for lovgiver at ” gentage eller kopiere” udstrækningen af kravet i udlændingebekendtgørelsens § 23 om arbejdstilladelse for anlæg i kontinentalsokkelområdet.

Danmarks rettigheder på dansk kontinentalsokkel/EØZ omfatter ikke retten til at lovgive om udenlandske skibes interne forhold

Indledningsvist bemærkes det, at det i Heeremas optik ikke er nødvendigt eller relevant for Østre Landsret at tage stilling til grænserne for Danmarks jurisdiktion over udenlandske skibe i kontinentalsokkelområdet. Eventuel jurisdiktion indebærer, at der er mulighed for at lovgive, men ikke lovhjemmel i sig selv. Det relevante spørgsmål er ikke, om Danmark har mulighed for at indføre lovgivning med krav om arbejdstilladelser for Skibs besætning, men om der rent faktisk gælder sådan et krav. … [Det gøres] gældende, at svaret på dette spørgsmål er ”nej” , og allerede af denne grund bør Østre Landsret give Heerema medhold.

Ikke desto mindre adresseres spørgsmålet om Danmarks jurisdiktion nedenfor, og det kan i øvrigt bemærkes, at de folkeretlige regler blot ses at understøtte Heeremas forståelse af reglernes indhold og anvendelsesområde.

De folkeretlige regler om kontinentalsokkelområdet fremgår af konventionen om den kontinentale sokkel af 29. april 1958 (” kontinentalsokkelkonventio-nen” ) og FN’s havretskonvention af 10. december 1982 og aftalen vedrørende

anvendelsen af denne konventions kapitel XI (” havretskonventionen” ). Begge

konventioner er ratificeret af Danmark og bekendtgjort, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 5. juli 1963 og bekendtgørelse nr. 17 af 21. juli 2005. Bekendtgørelserne indeholder danske oversættelser, men disse har ikke samme gyldighed som de officielle sprogversioner af konventionerne, hvorfor citater nedenfor vil blive medfulgt af fodnoter med den officielle, engelske udgave.

Område er, som beskrevet ovenfor, placeret i det danske kontinental-sokkelområde. Som det ikke sjældent er tilfældet, er Områdes placering på kontinentalsokkelområdet overlappende med den danske eksklusive økonomiske zone (”EØZ”), i.e. et område på 200 sømil fra de omtalte basislinjer, jf. lov nr. 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zoner, § 1, stk. 1.

Kontinentalsokkelkonventionen regulerer alene kontinentalsoklen, mens havretskonventionen indeholder forskellige retlige ordninger for den eksklusive økonomiske zone og kontinentalsoklen, jf. kapitel V og kapitel VI, og en række andre forhold såsom søterritoriet, det åbne hav m.v.

Kyststatens rettigheder over den eksklusive økonomiske zone og kontinen-talsoklen fremgår af havretskonventionens artikel 56 og 77. Sammenholdt gælder særligt den forskel, at kyststatens rettigheder over kontinentalsoklen er begrænset til soklens naturressourcer bestående af ” havbundens og undergrundens mineralske og andre ikke-levende forekomster samt levende organismer, som tilhører sedentære arter” , jf. artikel 77, stk. 4, mens kyststatens rettigheder i den eksklusive økonomiske zone mere generelt omfatter ” havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som ikke-levende” og ” andre aktiviteter med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af zonen, såsom udvinding af energi fra vandet, strømme og vind” , jf. artikel 56, stk. 1, litra a.

Reglerne i havretskonventionens kapitel VI om kontinentalsoklen er således mere specialiserede for så vidt angår udforskning og udnyttelse af havbundens og undergrundens naturressourcer. I overensstemmelse med det almindelige princip om lex specialis, følger det derfor også af artikel 56, stk. 3, at kysstatens rettigheder i EØZ med hensyn til havbunden og undergrunden skal udøves i overensstemmelse med reglerne i kapitel VI om kontinentalsoklen.

Eftersom denne retssag handler om Skibs arbejde med genopbygning af Område – hvorfra der udvindes naturressourcer fra undergrunden i artikel 77, stk. 4’s, forstand – og de sagsøgte mener at have jurisdiktion over Skib qua skibets arbejde eller aktivitet ” som led i virksomhed, der står i forbindelse med udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen” , tages der udgangspunkt i havretskonventions kapitel VI. Det bemærkes for god ordens skyld, at

Heerema bestrider dansk jurisdiktion, uanset om der tages udgangspunkt i reglerne i havretskonventionens kapitel V eller kapitel VI.

Danmark har som kyststat ” suveræne rettigheder over kontinentalsoklen for så vidt angår efterforskningen af den og udnyttelsens af dens naturlige ressourcer” , jf. artikel 77, stk. 1. Disse rettigheder er eksklusive, hvilket indebærer, at ingen andre (statslige eller private) aktører må foretage disse aktiviteter uden Danmarks samtykke, jf. stk. 2. Dette svarer til reglerne i kontinentalsokkelkonventionens artikel 2, stk. 1 og 2. Der er enighed om, at udvindingen af naturgas i Område anses som efterforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturressourcer i artikel 77, stk. 1’s, forstand.

Med henblik på at udøve disse rettigheder har Danmark som kyststat også ” eneret til at bygge, give tilladelse til og regulere opførelsen, driften og brugen af installationer og anlæg” , jf. artikel 60, stk. 1, litra b, jf. artikel 80. Dette svarer til reglen i kontinentalsokkelkonventionens artikel 5, stk. 2. Ligesom den eksklusive ret til udforskning og udvinding indebærer denne eneret, at ingen andre (statslige eller private) aktører må bygge, opføre, drive eller bruge anlæg i kontinentalsokkelområdet uden Danmarks samtykke. Der er enighed om, at genopbygningen af Område anses som opførelse, drift eller brug af anlæg i artikel 60, stk. 1, litra b’s forstand.

I det omfang, der er opført anlæg, har Danmark ” eksklusiv jurisdiktion over sådanne […] anlæg, herunder jurisdiktion med hensyn til told- afgifts-, sundheds-, sikkerheds- og indvandringslove og -forskrifter” , jf. artikel 60, stk. 2, jf. artikel 80.7. Dette er ligeledes forudsat i kontinentalsokkelkonventionens artikel 5, stk. 4, som klargør, at anlæg, uanset at de er underlagt kyststatens jurisdiktion, ikke har status som øer eller eget søterritorium. Jurisdiktionen over anlæg indebærer, at Danmark har kompetence til at lovgive, dømme og udøve myndighed præcis på samme måde, som man har for dansk territorium.

UIM baserede sine afgørelser på et rationale om, at Skib skulle ” blive end del af” Områdes anlæg i forbindelse med arbejdet under Projekt, og dette spørgsmål behandles derfor kort i afsnit 6.5 nedenfor. Under nærværende retssag synes de sagsøgte imidlertid ikke at gøre gældende, at Skib kan karakteriseres som et anlæg eller en del af et anlæg. De sagsøgtes synes da heller ikke at gøre gældende, at der skulle være dansk jurisdiktion over Skib i kraft af havretskonventionens artikel 60, stk. 2, jf. artikel 80.

Derimod gør de sagsøgte gældende, at Skib skulle være underlagt dansk jurisdiktion under arbejdet på Projekt i kraft af Danmarks eneret til at bygge (og genopbygge) Område i henhold til artikel 60, stk. 1, litra b, jf. artikel 80. Heerema er ikke enig i denne forståelse af kyststatens rettigheder under artikel 60. Der er en grundlæggende forskel mellem en kyststats eneret til at give tilladelse til og regulere visse aktiviteter såsom opførelsen af anlæg, jf. stk. 1, og kyststatens jurisdiktion over visse geografiske områder eller rumlige enheder såsom anlæg, jf. stk. 2.

Førstnævnte indebærer, at Danmarks tilladelse er en forudsætning for genopbygningen af Område, og at Danmark kan regulere genopbygningen. Og det er præcis, hvad Danmark har gjort. Der er givet tilladelse til genopbygningen af Område, og i den anledning er der opstillet en række vilkår, hvorigennem genopbygningsaktiviteterne reguleres. Som eksempel

kan nævnes Energistyrelsens godkendelse efter bl.a. undergrundlovens § 10, stk. 3 og tilladelse efter undergrundslovens § 17, stk. 1, af 24. oktober 2017.

Det er denne slags tilladelser og regulering, som er omtalt den internationale havretsdomstols dom af 14. april 2014 i sagen ”M/V Virginia G” (Panama v. Guinea-Bissau). Sagen omhandlede Guinea-Bissaus krav om licens eller tilladelse til såkaldte bunkerskibes brændstofforsyning til fiskeskibe, der befandt sig i den eksklusive økonomiske zone. Fiskeri anses som udnyttelse af havvandets levende naturlige ressourcer/anden økonomisk udnyttelse af den eksklusive økonomiske zone, som hører under kyststatens suveræne rettigheder i medfør af havretskonventionens artikel 56, stk. 1, litra a.

Domstolen vurderede, at brændstofforsyning var tilstrækkelig nært tilknyttet selve fiskeriet, og konkluderede derfor, at Guinea-Bissau kunne kræve tilladelse til og regulere bunkerskibes brændstofforsyning til fiskeskibe, jf. dommens præmis 208 til 222.

Dette er helt i overensstemmelse med Heeremas forståelse af Danmarks ret til at give tilladelse til og regulere opførelsen, driften og brugen af anlæg såsom Områdes i medfør af artikel 60, stk. 1, litra b, jf. artikel 80. Ligesom Danmark stiller krav om tilladelse til opførelse af anlæg, stillede Guinea-Bissau krav om tilladelse til udførelsen af visse aktiviteter, som henhører under kyststatens suveræne rettigheder. Guinea-Bissau stillede ikke krav om, at bunkerskibes besætninger skulle have guineanske arbejdstilladelser, og intet i dommens præmisser indikerer, at Guinea-Bissau som kyststat skulle være kompetent til at lovgive herom eller om andre af bunkerskibenes interne forhold.

Tværtimod blev der slet ikke sat spørgsmålstegn ved flagstaten Panamas eksklusive jurisdiktion over det pågældende bunkerskib i medfør af artikel 92, stk. 1.

Ligeledes omhandler den fremlagte litteratur kyststaters ret til at kræve tilladelse til og regulere diverse aktiviteter, som henhører under kyststatens suveræne rettigheder i kontinentalsokkelområdet/den eksklusive økonomiske zone. Herover står jurisdiktion over skibe og lovgivning om skibes interne forhold.

Der gælder et grundlæggende princip om, at skibe er underlagt flagstatens eksklusive jurisdiktion, bortset fra ” de undtagelsestilfælde, som udtrykkeligt er hjemlet ved internationale overenskomster eller i denne konvention” , jf.

havretskonventionens artikel 92, stk. 1. Flagstaten er ikke kun beføjet, men forpligtet til effektivt at udøve sin jurisdiktion, jf. artikel 94, herunder til at ” udøve jurisdiktion i henhold til sit interne retssystem over ethvert skib, som fører dets flag, og over dets […] besætning med hensyn til administrative, tekniske og sociale anliggender, som vedrører skibet” , jf. artikel 94, stk. 2, litra a, og ” træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for sikkerheden på havet, bl.a. med hensyn til: […] bemandingen af skibe, arbejdsvilkår og besætningers uddannelse, under hensyntagen til gældende internationale aftaler” , jf. artikel 94, stk. 3, litra b. Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om søfarendes arbejdsforhold af 23. februar 2006 – som er ratificeret af Danmark såvel som Skibs flagstat Panama – indeholder nærmere forpligtelser for flagstaters udøvelse af jurisdiktion over besætningsmedlemmers arbejds- og ansættelsesforhold.

Reglerne om flagstatens eksklusive jurisdiktion og pligter gælder også i andre landes kontinentalsokkelområder, jf. artikel 78, og eksklusive økonomiske

zoner i det omfang, det ikke er uforeneligt med reglerne herfor, jf. artikel 58, stk. 2. Kyststatens eksklusive ret til at udforske og udnytte kontinentalsoklens naturressourcer og til at give tilladelse til og regulere opførelsen, driften og brugen af anlæg udgør ikke en ” udtrykkeligt hjemlet” undtagelse til flagstatens eksklusive jurisdiktion over dets skibe. Og flagstatens eksklusive jurisdiktion er ikke uforenelig med disse rettigheder.

Tværtimod er det udtryk for en passende og hensigtsmæssig balance, når kyststaten har beføjelser til at regulere et udenlandsk skibs eventuelle deltagelse i aktiviteter, der henhører under kyststatens suveræne rettigheder, mens flagstaten har beføjelser (og pligt) til at udøve jurisdiktion over skibets interne forhold, såsom besætningens arbejds- og ansættelsesvilkår. Denne ordning indebærer, at kyststaten effektivt kan udøve sine suveræne rettigheder ved at forhindre udenlandske skibe i at udføre sådanne aktiviteter uden tilladelse og, i det omfang der gives tilladelse, regulere udførelsen af aktiviteterne. Samtidig kan flagstaten efterkomme sin pligt til effektivt at udøve jurisdiktion over skibene og deres besætninger.

Rent praktisk undgås der regulatorisk kaos, ved at skibe som Skib – hvis drift er af international karakter i den forstand, at skibet kontinuerligt bevæger sig til og fra forskellige landes maritime områder – generelt er underlagt ét lands regler og jurisdiktion. Dette reflekterer et af hovedhensynene bag princippet om, at skibe som udgangspunkt kun må sejle under én stats flag, og det parallelle princip om flagstatens eksklusive jurisdiktion. Jurisdiktion ikke et retsligt tag selv-bord, og det ville praktisk talt umuliggøre specialskibe som Skibs almindelige drift, hvis de konstant skulle underlægges skiftende jurisdiktioner og forskellige landes nationale retssystemer.

Særligt om anlægsdefinitionen

Skib er ikke et anlæg i kontinentalsokkellovens forstand

Som nærmere beskrevet i afsnit 6.4.1 ovenfor, er anlægsdefinitionen afgørende for, om dansk ret finder anvendelse og, i Heeremas optik, derfor også afgørende for, om udlændingelovens regler om arbejdstilladelser finder anvendelse, jf. kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1.

Kontinentalsokkelloven indeholder ikke en nærmere definition af anlæg, men i lovforarbejderne angives for så vidt angår skibe jf. lovforslag nr. 86 af 13. januar 191:

Om skibe, der i øvrigt anvendes til udforskning, kan anses for anlæg i lovens forstand, vil bl.a. afhænge af intensiteten og varigheden af undersøgelsesvirksomheden og af skibets nærmere indretning.

Det afgørende er således, om skibet ” anvendes til boringer” eller ” anvendes til udforskning” og i så fald ” intensiteten og varigheden af undersøgelsesvirksomheden og … skibets nærmere indretning” . Allerede fordi Skib som et kranskib hverken anvendes til boringer eller anden udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen, kan skibet ikke anses som et anlæg, der er underlagt dansk jurisdiktion eller lovgivning.

Tilsvarende fremgår i Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488/2007, s. 44-45, som herudover henviser til offshoresikkerhedslovens definition af offshoreanlæg, jf. offshoresikkerhedslovens § 3, stk. 1, nr. 1 (vores fremhævning):

En fast eller mobil indretning, som bruges til offshore olie- og gasaktiviteter, herunder indkvarteringsfaciliteter på tilknyttede fartøjer, som den ansatte efter omstændighederne har adgang til i forbindelse med arbejdet på den faste eller mobile indretning, eller en kombination af sådanne indretninger, som permanent er indbyrdes forbundet ved hjælp af broer eller andre strukturer. Fartøjer anses ikke for anlæg bortset fra bore-skibe, flydende produktions-, lager- og afskibningsenheder og fartøjer, hvorfra der udføres offshore olie- og gasaktiviteter , der indebærer risici for større ulykker, og hvor offshore olie- og gasaktiviteterne udføres uden tilknytning til et anlæg.

Forarbejderne til denne bestemmelse angiver fire kategorier af indretninger med tilhørende eksempler: (i) indretninger såsom faste platforme, der altid er omfattet af anlægsdefinitionen, når de bruges i forbindelse med offshore olie-og gasaktiviteter; (ii) fartøjer såsom boreskibe og FPSO-skibe, der ligeledes altid er omfattet af anlægsdefinitionen, når de bruges i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter; (iii) fartøjer, der er omfattet af anlægs-definitionen, når de udfører offshore olie- og gasaktiviteter og disse indebærer risici for større ulykker; og (iv) fartøjer , der ikke er omfattet af anlægs-definitionen uanset deres aktiviteter, herunder ” kranfartøjer” og ” heavylift-fartøjer” såsom Skib, jf. lovforslag nr. 20 af 4. oktober 2017.

På denne baggrund gøres det gældende, at Skib ikke falder indenfor anlægsdefinitionen, og at dansk ret – herunder udlændingelovgivningens regler om arbejdstilladelser – ikke gælder for Skib eller dets besætning.

Skib har ikke været ”en del af” et anlæg i kontinentalsokkellovens forstand

UIM baserede sine første to afgørelser med påkrav om arbejdstilladelser på et rationale om, at Skib ” i forhold til den udlændingeretlige vurdering af spørgsmålet om krav om arbejdstilladelse bliver del af anlægget, når kranskibet lægger til ved en platform ved Område” og/eller ” udfører arbejde for anlægget” …. Denne fortolkning er ikke gjort gældende af de sagsøgte under retssagen og synes også at være blevet opgivet af UIM i de tre afgørelser, som blev afsagt efter retssagens indledning. Under alle omstændigheder bestrides det, at Skib skulle være blevet en del af Områdes anlæg under arbejdet på Projekt.

… [S]kibe [falder] udenfor anlægsdefinitionen i det omfang, de ikke anvendes til boringer eller anden udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen.

Heavylift- eller kranskibe såsom Skib kan ikke anvendes til disse formål og må derfor nødvendigvis falde udenfor anlægsdefinitionen, hvilket da også fremgår eksplicit i forarbejderne til den relaterede anlægsdefinition i offshoresikkerhedslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Kontinentalsokkelloven og dens forarbejder giver ingen indikation af, at der skulle være mulighed for, at skibe, der ikke i sig selv anses som anlæg, alligevel skulle ” blive en del af” anlæg, i det omfang skibene lægger til ved eller udfører arbejde for anlæggene.

Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg synes at have overvejet problem-stillingen og afvist UIM’s rationale, jf. betænkning 1488/2007, s. 45:

For almindelige skibe - eksempelvis forsyningsskibe til de pågældende anlæg - vil de almindelige jurisdiktionsbestemmelser i forhold til fartøjer finde anvendelse.

Men ” almindelige jurisdiktionsbestemmelser i forhold til fartøjer” henvises der til flagstatsprincippet, jf. betænkning 1488/2007, s. 39 og 221-223 … .

Forarbejderne til offshoresikkerhedsloven omtaler rent faktisk muligheden for, at dele af fartøjer kan anses som en del af tilknyttede anlæg. Denne mulighed omtales imidlertid kun meget specifikt i forhold til indkvarterings-faciliteter for anlæggenes ansatte med henblik på implementering af det såkaldte borehulsdirektivs definition af et arbejdssted for arbejdstagere i den boringsrelaterede udvindingsindustri (direktiv 92/91/EØF af 3. november 1992, artikel 2(a)), jf. lovforslag nr. 20 af 4. oktober 2017:

Indretninger, der er fartøjer, som f.eks. hotelskibe, mens de anvendes til dette formål, er ikke omfattet af definitionen, fordi aktiviteten ikke indebærer en risiko for større ulykker. Den del af fartøjet (”hoteldelen”), der anvendes til indkvartering af personer, der arbejder på et tilknyttet anlæg, anses dog som en del af det tilknyttede anlæg. Derved implementeres dele af borehulsdirektivet for så vidt angår direktivets definition af arbejdssted i artikel 2, litra b.”

Tilsvarende mulighed er ikke gennemført for andre typer af fartøjer, for dele af indkvarteringsfartøjer der ikke anvendes til indkvartering af anlæggets ansatte, eller for arbejdstagere der er ansat til at arbejde på indkvarterings-fartøjet fremfor anlægget. For disse gælder ikke dansk ret men derimod de internationale maritime regler samt eventuelle flagstatsregler, jf. lovforslag nr. 20 af 4. oktober 2017 (vores fremhævning):

Den øvrige del af fartøjet er ikke reguleret efter offshoresikkerhedsloven, men efter de internationale maritime regler samt eventuelle flagstatsregler. Dette gælder også for de personer, der udfører arbejde på fartøjet, det vil sige den maritime besætning og eventuelle andre, der er

ansat til at udføre arbejde om bord. Eksempler på sidstnævnte er fartøjets

catering-personale og eventuelle kranførere, elektrikere mv., som ikke arbejder på det tilknyttede anlæg.

Skib har ikke været anvendt af anlæggenes ansatte – hverken til indkvartering, boring eller anden form for udforskning eller udvinding. På denne baggrund gøres det gældende, at Skib ikke har været en del af Områdes anlæg under arbejdet på Projekt, og derfor har skibet og dets besætning heller ikke været underlagt dansk ret men derimod ” de internationale maritime regler samt eventuelle flagstatsregler” .

Særligt om arbejde udført fra de nedlagte platforme

[E]n del af Skibs besætning [skulle] udføre visse arbejdsopgaver fra de nedlagte platforme. I det omfang Østre Landsret måtte give Heerema medhold i, at der ikke gjaldt krav om arbejdstilladelser for besætningen på

Skib, gør de sagsøgte gældende, at der ikke desto mindre gjaldt krav om arbejdstilladelser for disse besætningsmedlemmer. Dette bestrides.

Heerema er enig i, at dansk ret inklusive udlændingelovgivningens krav om arbejdstilladelser finder anvendelse på Områdes platforme og øvrige anlæg, der måtte anvendes til udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen.

Under Projekt havde ”platformene” imidlertid ikke karakter af sådanne anlæg, da al udvinding og produktion var blevet nedlagt forud for projektet, og platformene ligeledes var blevet nedlagt og under projektet helt blev afviklet …

Kontinentalsokkellovens anlægsdefinition er … forankret i udforsk-ningen eller udnyttelsen af soklens naturressourcer, mens fysiske karakteristika ikke er afgørende. Det er derfor, at fartøjer såsom boreskibe såvel som installa-tioner såsom platforme kan anses som anlæg, i det omfang de anvendes til boringer eller anden udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen, jf.

lovforslag nr. 86 af 13. januar 191.

Betydningen af egentlig brug eller udførelse af olie- og gasaktiviteter er også fremhævet i offshoresikkerhedsloven, der definerer et offshoreanlæg som ” [e]n fast eller mobil indretning, som bruges til offshore olie- og gasaktiviteter” , jf. § 3, stk. 1, nr. 1 (vores fremhævning). Der opstilles fire kategorier i forarbejderne, jf. lovforslag nr. 20 af 4. oktober 2017:

(i) Indretninger, der altid er omfattet, ” når disse bruges i forbindelse med

offshore olie- og gasaktiviteter og aktiviteter i forbindelse med sådanne aktiviteter” såsom ”[f]aste platforme, der er installeret på stedet” .

(ii) Fartøjer, der ligeledes altid er omfattet af anlægsdefinitionen, ” når de

udfører offshore olie- og gasaktiviteter eller aktiviteter i forbindelse hermed”

såsom ” [b]oreskibe” og ”FPSO’er” .

(iii) Fartøjer, der er omfattet af anlægsdefinitionen, ” hvis de udfører offshore

olie- og gasaktiviteter eller andre aktiviteter i forbindelse hermed, der indebærer risici for større ulykker uden af være tilknyttet et anlæg” såsom ” [b]røndinterventionsfartøjer” og ” [b]røndstimuleringsfartøjer” .

(iv) Fartøjer, der ” ikke er omfattet af definitionen” såsom ” [k]ranfartøjer” og

” [h]eavylift-fartøjer” .

… Skib [falder] som kranskib (eller mere specifikt heavylift-skib) i sidste

kategori af fartøjer, der ikke er omfattet af anlægsdefinitionen uanset dets aktiviteter – fordi denne slags skibe slet ikke kan anvendes til udforskning eller udvinding på nogen meningsfuld måde.

Områdes platforme falder som ” [f]aste platforme, der er installeret på stedet” i første kategori af indretninger, der er omfattet af anlægsdefinitionen, når de ”bruges i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter ”. Derfor kræves der arbejdstilladelse for arbejde, som pågår på platformene, når de bruges til udvinding eller produktion af gas.

De platforme, som har været genstand for genopbygning under Projekt, har imidlertid ikke været brugt til udvinding eller produktion af gas under

nogen af Skibs kampagner. Det har ikke engang været muligt at bruge disse platforme med henblik på udvinding eller anden udnyttelse af kontinentalsoklens naturressourcer under Projekt: både fordi plat-formene ved projektets start blev nedlagt i relation til bemanding, diverse forsyninger samt sikkerheds- og kontrolsystemer påkrævet for udvinding, og fordi platformene under projektet blev afviklet og således ikke havde de nødvendige indretninger påkrævet for udvinding. På denne baggrund gøres det gældende, at Skibs besætning ikke har arbejdet fra anlæg i kontinental-sokkellovens forstand, og derfor ikke har været underlagt krav om arbejdstilladelser.

Uanset karakteriseringen af de nedlagte og afviklede platforme bestrides det, at der skulle gælde krav om dansk arbejdstilladelse for besætningsmed-lemmer, der under Projekt har udført arbejde fra platformene.

Besætningsmedlemmerne har hverken været ansat eller i øvrigt haft fast beskæftigelse eller arbejdsplads på platformene, men har derimod udgjort en integreret del af Skibs besætning og haft deres faste arbejdsplads på skibet. Det er udelukkende i deres kapacitet som en del af Skibs besætning og som led i skibets arbejde på Projekt, at besætningsmedlemmer har udført opgaver fra platformene, som i øvrigt har været af midlertidig karakter.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at der under Projekt ikke krævedes dansk arbejdstilladelse for nogen af Skibs besætningsmedlemmer. Hverken de besætningsmedlemmer, som ude-lukkende udførte arbejde ombord på Skib, og ej heller de besætnings-medlemmer, som udførte opgaver fra de nedlagte og afviklede platforme.”

De sagsøgte myndigheders erstatningsansvar

Ansvarsgrundlag

Spørgsmålet om de sagsøgte myndigheders erstatningsansvar bliver kun aktuelt, for så vidt Østre Landsret finder, at der ikke gjaldt krav om dansk arbejdstilladelse for Skibs besætning under Projekt.

Det kan således lægges til grund, at de sagsøgte har begået fejl og pålagt sagsøger uhjemlet krav om arbejdstilladelse, hvilket i sig selv skaber en formodning for ansvarspådragende adfærd, jf. f.eks. U.1942.273 H, U.1991.674 H og Forvaltningsret – Almindelige emner af Karsten Revsbech, Jens Garde m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016, s. 598.

Der er ikke blot tale om sagsbehandlingsfejl eller forkert skønsudøvelse. De sagsøgte myndigheder har handlet i strid med det grundlæggende legalitets-princip ved uden hjemmel at gribe ind i Heeremas frihed til at udøve virksomhed og besætningsmedlemmernes frihed til at udføre arbejde. Også dette skaber en formodning for erstatningsansvar eller må som minimum give anledning til en skærpet culpa-vurdering, jf. Offentlige myndigheders erstatningsansvar af Peter Pagh, Søren Højgaard Mørup og Niels Fenger (red.), Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2017, s. 82.

Karakteren af Heeremas erstatningskrav må ligeledes tillægges betydning. Der er tale om erstatning for udgifter, som Heerema har afholdt i den tro, at

man var forpligtet hertil. En tro, som var direkte forårsaget af de sagsøgte myndigheders gentagne påkrav om arbejdstilladelser. For denne type erstatningskrav må vurderingen af myndighedernes erstatningsansvar anses for at være mildere. Der kan således henvises til U.1998.549 H, hvor Aalborg kommune ifaldt erstatningsansvar for udgifter til oprydning efter forurening, afholdt i henhold til et påbud, der ultimativt blev fundet uhjemlet. Højesteret konkluderede, at kommunen var forpligtet til at erstatte udgifterne ” uanset at [kommunen] ved påbuddets udstedelse befandt sig i en retsvild-farelse ” og uanset om der kunne have været en alternativ hjemmel. Der kan herudover henvises til U.2004.660 V, hvor kommunen ifaldt erstatningsansvar for udgifter afholdt i medfør af et uhjemlet påbud, til trods for at der forelå tilstrækkelig usikkerhed om retsgrundlaget til at afstedkomme en dissens. Se også MAD.2010.2549 Ø, hvor Østre Landsret fandt en kommune erstatningsansvarlig for omkostninger afholdt i anledning af ugyldige vilkår pålagt i forbindelse med en byggetilladelse, til trods for at kommunen ” skulle varetage væsentlige myndighedsopgaver og træffe afgørelse på et grundlag, som ved en efter-følgende analyse viser sig ikke at være korrekt” .

Det bemærkes desuden, at udgifter til de danske myndigheder udgør en

væsentlig del af det samlede erstatningskrav, hvorfor princippet omcondictio

indebiti ligeledes tilsiger, at der udøves erstatning.

De sagsøgte afviser at have handlet ansvarspådragende. Overordnet set synes de sagsøgtes argumenter at kunne karakteriseres som følger:

(i) at SIRI og UIM ikke er erstatningsansvarlige, da man blot skulle have ” vejledt” om ” myndighedernes forståelse” af reglerne, ikke have pålagt Skibs besætning krav om arbejdstilladelse eller truffet uhjemlede afgørelser; og

(ii) alternativt, at SIRI og UIM ikke er erstatningsansvarlige, da eventuelt

påkrav om arbejdstilladelser skulle være udtrykfor ”forsvarlig og

fornuftig retsanvendelse” og en ” undskyldelig retsvildfarelse” .

For så vidt angår karakteren af de omhandlede myndighedsakter, bestrides de

sagsøgtes udlægning som faktuelt forkert.

Myndighederne har ikke blot vejledt om forståelsen af reglernes indhold. Der er i både SIRI’s vejledende udtalelser og i UIM’s afgørelser taget stilling til de konkrete forhold angående Skib, besætningen og skibets arbejde på Projekt, og på denne baggrund har myndighederne konkluderet, at der var krav om arbejdstilladelser for samtlige tredjelandsbesætningsmedlemmer. Dette fremgår af selve myndighedsakterne og er endda fremhævet af de sagsøgte gentagne gange under retssagen … : ” Myndighederne har […] foretaget en konkret vurdering i forhold til sagsøgerens beskrivelse af Skib […] samt helt konkret i forhold til sagsøgerens beskrivelse af de arbejdsopgaver, der skulle udføres”

…

Uanset SIRI’s betegnelse af udtalelserne som ” vejledende” , kan det konstateres, at SIRI overfor Heerema helt fra start har givet udtryk for, at der var tale om et bindende påkrav om arbejdstilladelser. Som eksempler kan der henvises til følgende:

- SIRI’s mail af 16. april 2020 … (vores fremhævning): ” Eftersom der i den

konkrete situation efter SIRI’s vurdering, ikke er tale om søfolk på et udenlandske skib, der regelmæssigt eller som led i rutefart ankommer til dansk havn eller dansk territorium fastholdes kravet om arbejdstilladelse” ;

- I samme mail … (vores fremhævning): ” I den konkrete situation jf. det

oplyste fastholdes kravet om arbejdstilladelse efter Udlændingelovens § 13, stk. 1, 1., jf. udlændingebekendtgøresen § 23” ;

- SIRI’s mail af 22. april 2020 … (vores fremhævning): ” SIRI fastholder

den oprindelige vejledende udtalelse og opretholder kravet om arbejdstilladelse til søfolkene om bord på skibet” ; og

- SIRI’s mail af 23. april 2020 … : ” SIRI fastholder den vejledende udtalelse

og dermed kravet om arbejdstilladelse til de udenlandske søfolk” .

Det forhold, at udtalelserne kan påklages til UIM indikerer i sig selv, at der har været tale om afgørelser eller andre myndighedsakter af bindende karakter, og UIM har da også selv betegnet sine afgørelser netop som ” afgørelser” …. Det gør ingen forskel, at UIM har ændret betegnelsen til ” udtalelser” i de afgørelser, der er afsagt efter indledningen af nærværende retssag …

Uanset den formelle karakterisering kan det bemærkes, at Heerema i praksis var bundet af myndighedernes vurdering, da det var nærliggende at antage, at gennemførelse af Skibs arbejde på Projekt uden danske arbejdstilladelser ville resultere i straffe-retlig forfølgelse af sagsøger og/eller skibets tredjelandsbesætningsmedlemmer, jf. U.1986.652 H. Der kan i den anledning henvises til anholdelsen, udvisningen og retsforfølgelsen af 28 søfolk i anledning af deres arbejde ombord på udenlandsk skib, der foretog molebygning i dansk farvand, jf. domme afsagt den 29. juni 2021 ved byretten i Nykøbing Falster og Østre Landsrets domme af 28. april 2023.

… SIRI og UIM [afviste] at tage byrettens domme i betragtning i forbindelse

med Skibs senere kampagner på Projekt i 2021 og 2022. Østre Landsrets domme blev afsagt efter Skibs sidste kampagne på Projekt. Disse domme er anket af anklagemyndig-heden til Højesteret og ses heller ikke at have givet anledning til en praksisændring hos myndighederne, men SIRI oplyste til gengæld at man havde ” besluttet at berostille politianmeldelser af ulovligt arbejde, hvis der arbejdes uden arbejdstilladelse fra udenlandske skibe på søterritoriet og kontinentalsoklen” …. Man må altså forstå, at SIRI under hele Projekt var parat til at politianmelde Skibs besætning for ” ulovligt” arbejde.

Uanset om der ville være tale om politianmeldelse fra SIRI, andre myndigheder eller private, ville det ikke være rimeligt at tvinge Heerema til eksponere sig selv samt de individuelle besætningsmedlemmer for strenge strafferetlige sanktioner ved at påbegynde arbejdet uden danske arbejdstilladelser for at få lovligheden vurderet ved domstolene.

Til støtte for sådan en realitetsbaseret tilgang kan der henvises til U.1983.298 H, hvor en skrivelse på baggrund af dens formulering og parternes forklaringer blev anses for i realiteten at være et påbud.

På denne baggrund fastholdes det, at Skibs tredjelandsbesæt-ningsmedlemmer ved SIRI’s udtalelser og UIM’s afgørelser er pålagt krav om arbejdstilladelse, og at myndighederne er erstatningsansvarlige for det tab, Heerema herved er påført.

For så vidt angår myndighedernes uagtsomhed, bestrides de sagsøgtes

karakterisering af egen ageren som” forsvarlig og fornuftig ” eller ”undskyldelig

retsvildfarelse” , og i den anledning kan der henvises til følgende konkrete omstændigheder.

For det første kan det bemærkes, at de sagsøgte har set bort fra afgørende retskilder, der konkret behandler krav om arbejdstilladelser for udenlandske skibe og for kontinentalsokkelområdet. Som eksempel kan nævnes, at forarbejderne til udlændingelovens § 13, stk. 1 eksplicit afviser, at der skulle gælde krav om arbejdstilladelser til besætningen på udenlandske skibe, jf.

betænkning nr. 882/1979, s. 99 og betænkning nr. 968/1982, s. 195. Ligeså eksplicit afviser forarbejderne til udlændingebekendtgørelsens § 23, at der i kontinentalsokkelområdet skulle gælde krav om arbejdstilladelse på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg i kontinentalsokkellovens forstand, jf.

betænkning nr. 882/1979, s. 99 …

Disse retskilder er fremhævet af Heerema overfor myndighederne, men ses ikke at være blevet tillagt vægt i myndighedernes vurdering. SIRI oplyser således ved mail af 16. april 2020:

Det forhold, at du bemærker, at skibet efter din opfattelse ikke er inden for dansk territorium og ikke udgør en fast installation på den danske kontinentalsokkel, har ikke betydning i forhold til kravet om arbejdstilladelse.

Denne tilgang blev under klagesagen hos UIM, jf. e.g. udtalelsen af 20. maj 2020, hvor SIRI afviser at kommentere på forhold ” der blandt andet vedrører andre ressortområder, herunder kontinentalsokkelloven og søfartsloven” … Der eksisterer ingen ” søfartslov” , og generelt gøres det gældende, at myndighederne ikke kan afvise at inddrage et relevant (og i Heeremas optik, afgørende) forhold, blot fordi det måtte ligge udenfor de pågældende myndigheders ressortområde.

I så fald må rette myndigheder inddrages, hvilket er præcis hvad Heerema foreslog. Under første klagesag anmodede Heerema således om, at Udenrigsministeriets juridiske tjenestes kontor for folkeret blev hørt om ” hvorvidt Danmark overhovedet har jurisdiktion i forhold til et udenlandsk kranskib som Skib, når det befinder sig på kontinentalsoklen … . SIRI var ikke indforstået med anmodningen … og til trods for, at anmodningen blev gentaget i Heeremas bemærkninger af 18. september 2020 … , ses UIM ikke at have indhentet en udtalelse eller forholdt sig til anmodningen. … ” .

…

UIM synes at have inddraget kontinentalsokkelområdets særlige karakter i sine afgørelser, men fremfor at følge forarbejdernes eksplicitte ordlyd om skibes arbejde i dette område, anlagde UIM et rationale om, at almindelige skibe skulle kunne ” blive en del” af anlæg … Et rationale, der ikke ledsages af

og heller ikke ses at have støtte i nogen retskilder. Henset til at der var tale om en så fri og nyskabende fortolkning af dansk jurisdiktion i kontinental-sokkelområdet, fremstår det særligt betænkeligt at afvise Heeremas anmodning om høring af myndigheder med særlig kompetence indenfor havretten.

Udover de omtalte retskilder har de sagsøgte også fortsat med at på- lægge Skibs besætning krav om arbejdstilladelser, efter byretten ved Nykøbing Falster underkendte denne fortolkning af reglerne ved domme af 29. juni 2021

… . Dette til trods for, at begge myndigheder er gjort bekendte med dommen. Østre Landsrets domme blev først afsagt efter Skibs sidste kampagne på Projekt, men ses ikke at have påvirket de sagsøgtes praksis, udover at SIRI som nævnt vil ” berostille politianmeldelser” …

Hvis de sagsøgte har befundet sig i en retsvildfarelse, er den foranlediget af egen beslutning om at sidde relevante retskilder overhørig. Der er således ikke tale om en undskyldelig retsvildfarelse, og eventuel tvivl burde være kommet de udenlandske besætningsmedlemmer (og Heerema) til gode.

Herudover bemærkes, at de sagsøgtes ageren indikerer, at man tilsyneladende har anlagt en fortolkning tilpasset det ønskede resultat fremfor retskildernes indhold. Begrundelsen er således løbende ændret og afstemt… Det bestrides, at denne omskiftelige tilgang skulle være udtryk en forsvarlig og fornuftig retsanvendelse.

De sagsøgtes uhjemlede påkrav om arbejdstilladelser har desuden væ- ret yderst indgribende i udøvelsen af Heeremas virksomhed. Skib er verdens største kranskib med en drift og et omkostningsniveau, som forudsætter, at der kontinuerligt udføres opgaver. Grundet skibets karakter vil der typisk være tale om forholdsvist kortvarige opgaver bestående af specialiserede løft, som ikke kan foretages af mere almindelige kranskibe. Skib skal derfor kunne bevæge sig fra projekt til projekt i forskellige dele af verdenen og koordinere sin fart med projekternes tidsplan, som afhænger af eksterne faktorer såsom vejr, forudgående arbejde, reservedele etc. Myndighedernes påkrav om danske arbejdstilladelser har vanskeliggjort sådan koordination betydeligt ved at begrænse mulighederne for at tilrettelægge bemanding og skibets fart. Tabsopgørelsen på foreløbigt ca. DKK 22,1 mil. reflekterer alene det direkte tab, som sagsøger har lidt ved at ansøge om og overholde betingelserne for danske arbejdstilladelser, og den reelle praktiske og økonomiske byrde har været betydeligt højere.

Det bemærkes, at myndighederne var gjort bekendte med, hvor vigtigt og indgribende krav om arbejdstilladelse ville være ikke kun for Heerema men generelt for shippingselskaber, der udfører opgaver for den danske offshore-branche. Henset hertil havde de sagsøgte særlig anledning til agtpågivenhed ved fortolkning af reglerne.

Heeremas eneste retsmiddel er det anlagte erstatningskrav. Alle Skibs kampagner på Projekt er gennemført, og Heerema var nød saget til at ansøge om arbejdstilladelser i henhold til de sagsøgtes på- krav herom for at undgå risiko for strafferetslig forfølgelse. Omstødelse myndighedsakterne ændrer ikke herved, og Heerema vil således stå uden retslig oprejsning, hvis

man ikke tilkendes erstatning for det lidte tab. Også dette forhold taler for at tildele Heerema erstatning.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at myndighedernes ageren overfor Heerema ikke er udtryk for forsvarlig og fornuftig retsanvendelse eller en undskyldelig retsvildfarelse. Uanset at retsgrundlaget måtte indeholde et element af usikkerhed fritager det ikke de sagsøgte for at skulle refundere de udgifter, som Heerema har afholdt for at efterkomme det uhjemlede påkrav om arbejdstilladelser.

Tabsbegrænsning, egen skyld og accept af risiko

De sagsøgte har i flere omgange afvist erstatningsansvar med henvisning til ” tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligten, egen skyld og accept af risiko” …. Denne argumentation synes generelt centreret omkring idéen, at Heerema skulle være forpligtet til forhindre eller råde bod på de sagsøgte myndigheder ulovlige praksis. De sagsøgte henviser således til, at Heerema var valgt at søge myndighedernes vurdering, at Heerema ” på trods af sin egen forståelse af, at SIRI’s vejledning var åbenbart forkert, [har] valgt at ansøge om arbejdstilladelser” , og at Heerema ” ikke [har] påklaget en eller flere af SIRI’s afgørelser om arbejds-tilladelse” til Udlændingenævnet … . Det bestrides, at der skulle bestå nogen sådan forpligtelse, eller at der i øvrigt skulle foreligge tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligten, egen skyld eller accept af risiko hos Heerema.

For så vidt angår Heeremas anmodning om myndighedernes vurdering bemærkes desuden, at der udelukkende blev bedt om myndighedernes stillingtagen til krav om arbejdstilladelser for de besætningsmedlemmer, der skulle udføre opgaver fra platformene … . Det var SIRI, der af egen drift foretog en vurdering af krav om arbejdstilladelser for den øvrige besætning på Skib …

For så vidt angår Heeremas ” valg” om at ansøge om arbejdstilladelser bemærkes, at Heerema ikke rimeligvis kan forventes at skulle eksponere sig selv samt de individuelle besætningsmedlemmer for strenge strafferetlige sanktioner ved at gennemføre Projekt uden danske arbejdstilladelser i strid med de danske myndigheders vurdering. Alle ansøgninger blev desuden indgivet under protest og med forbehold for at kræve gebyrer tilbagebetalt samt erstatning for afholdte omkostninger og tab …

For så vidt angår Heeremas undladelse af klage til Udlændingenævnet, står det uklart, hvordan der overhovedet skulle være klaget til denne rekursinstans. SIRI gav medhold i ansøgningerne om arbejdstilladelser efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2. nr. 4 … , der var indgivet i henhold til SIRI’s vejledning … . Det giver ikke mening, at Heerema først skulle søge om arbejdstilladelser og derefter klage over bevillingen med henblik på at få ansøgningerne afvist. Så skulle Heerema slet ikke have ansøgt om arbejdstilladelser, og dette var, som beskrevet ovenfor, ikke en forsvarlig mulighed. Der fremgår da heller ingen klagevejledning i SIRI’s afgørelser om arbejdstilladelser … – i modsætning til de vejledende udtalelser, hvoraf fremgår at påkravet om arbejdstilladelser kunne påklages til UIM … . Det ændrer ikke herved, at de sagsøgte myndigheder næsten fire år senere har vejledt om klagemulighederne …

Kausalitet og adækvans i øvrigt – principal tabsopgørelse

De sagsøgte synes generelt ikke at bestride opgørelsen af Heeremas tab men gør gældende, at visse udgifter ikke skulle være adækvate eller erstatnings-berettigede i øvrigt. Nærmere bestemt: (i) ansøgningsudgifter for besætningsmedlemmer, der endte med ikke at påmønstre Skib, i.e.

såkaldte backup-besætningsmedlemmer og annullerede besætnings-medlemmer; og (ii) udgifter til ekstern assistance.

Om førstnævnte kan det bemærkes, at backup-besætningsmedlemmer er en naturlig og uomgængelig del af Skibs drift, da der med en besætning af denne størrelse altid vil være risiko for, at nogle af besætningsmedlemmernes påmønstring annulleres. Ikke mindst under vilkår såsom COVID-19, der påvirkede driften under størstedelen af Projekt.

Skib er – som alle andre kommercielle skibe – underlagt flagstatens regler om såkaldt ”safe manning” (på dansk: besætningsfastsættelse) med krav til besætningens størrelse, komposition, kvalifikationer etc. Efterlevelse af disse regler er en forudsætning for skibets sejlads og drift. Rent praktisk forudsatte udførelsen af Skibs forskellige opgaver på Projekt – som alle øvrige projekter – ligeledes en vis minimumsbemanding, både generelt for skibet og specifikt for så vidt angår projektkritiske funktioner.

Med en besætning på flere hundrede mand vil der altid være annulleringer, og derfor opererer Heerema altid med en større pulje af backups, som skal kunne påmønstre Skib med kort varsel i tilfælde af sygdom etc. Arbejds-tilladelser udstedes imidlertid ikke med kort varsel. Det tager tid at udarbejde og indsamle ansøgningsmaterialer samt at arrangere indhentning af biometri, ligesom der skal afsættes tid til myndighedernes sagsbehandling. Eneste operationelle model var derfor at udvælge en del af den større backup-pulje og ansøge om arbejdstilladelser til disse backups udover selve den aktive besætning. Påmønstring viste sig i sidste ende nødvendig for nogle af disse backupbesætningsmedlemmer og ikke for andre.

Brug af backups er helt sædvanlig praksis for skibe såsom Skib og skal ses i lyset af de omfattende konsekvenser, eventuelt driftsstop vil medføre.

Forsinkelser vil ikke blot indebære økonomiske konsekvenser for Heerema i form af potentiel konventionalbod eller erstatningsansvar overfor deres kunde, men kunne potentielt forsinke hele Projekt og således have samfundsrækkende konsekvenser ved at forlænge perioden uden adgang til Danmarks største naturgasressource. På kritiske infrastruktur-projekter såsom Projekt er det en essentiel del af Heeremas forpligtelser overfor deres kunde, at man tager alle forholdsregler for at undgå forsinkelser.

De sagsøgte afviser, at Heerema skulle være berettiget til erstatning for ansøgningsudgifter til besætningsmedlemmer, der i sidste ende ikke påmønstrede Skib – det værende backup-besætningsmedlemmer, hvor der blev udstedt arbejdstilladelser men påmønstring ikke viste sig nødvendig, eller tiltænkte besætningsmedlemmer, hvor påmønstring ikke viste sig mulig på grund af sygdom eller lignende og ansøgningerne blev annulleret (med fuld, delvis eller ingen refusion af gebyrer). Ifølge de sagsøgte er Heeremas tab i forbindelse med disse ansøgninger ikke erstatningsberettiget, da ” udgifter i form af konventionalbod og/eller erstatning forbundet med eventuel forsinkelse som

følge af manglende eller utidige arbejdstilladelser … under ingen omstændigheder [ville] være erstatningsberettigede tab over for myndighederne på grund af manglende adækvans” …

Heroverfor bemærkes, at udgifter til backups og annullerede ansøg-ninger er en naturlig og direkte følge af myndighedernes beslutning om at pålægge krav om arbejdstilladelser for et skib som Skib under dets opgaver på et projekt som Projekt. For skibe af denne størrelse og specialiserede karakter vil det aldrig være muligt at kende besæt-ningens præcise komposition på forhånd. Der vi uundværligt være besætningsmedlemmer, hvis påmønstring var tiltænkt men i sidste ende ikke viste sig mulig. Derfor vil der også uundværligt være ansøgninger, som i sidste ende annulleres, og arbejds-tilladelser til backups, som i sidste ende ikke anvendes. Udgifter til disse ansøgninger er uundgå- elige og forventelige – og således erstatningsbe-rettigede.

Udgifterne til ekstern assistance kan inddeleles i udgifter til advokat-selskaberne Hafnia og DLA Piper og udgifter til skibsagenten SDK Shipping.

Om førstnævnte gør de sagsøgte gældende, at der ikke er tale om et erstatningsberettiget tab, da det ikke skulle have været nødvendigt at antage advokat for at opnå danske arbejdstilladelser, og Hafnias bistand desuden skulle relatere sig til nærværende retssag … .

Herom kan det bemærkes, at Hafnias assistance med ansøgningerne må anses som isoleret fra repræsentationen under nærværende retssag. Assistance med ansøgningerne havde været nødvendig, uanset om der var blevet anlagt retssag eller ej. Rent faktuelt er de to forhold afregnet separat, ligesom der i tabsopgørelsen ikke er medtaget honorar for Hafnias repræsentation under de forudgående administrative sager hos SIRI og UIM samt øvrig juridisk rådgivning …

Henset til antallet af ansøgninger, tidshorisonten og de særlige forhold, som gør sig gældende for Skibs drift, har der været tale om omfattende opgave, som hverken kunne være udført af Heerema selv eller deres skibsagent. Dette understøttes af de tal, som er fremlagt af de sagsøgte på Heeremas opfodring og som viser, at 98,5 % af ansøgningerne under boreplatformsordningen siden 2020 er gennemført ved repræsentation af et advokat-, konsulent-, eller revisionsselskab. Udgifterne til ekstern bistand må anses som tilsvarende, uanset om der antages advokat-, konsulent-, eller revisionsselskab. Rent faktuelt kan det bemærkes, at der i vidt omfang har været tale om arbejde udført af advokatfuldmægtige, administrativt personale og studenter, hvilket fremgår af de fremlagte tidsspecifikationer … I forhold til udgifternes størrelse kan det da også bemærkes, at SIRI har opkrævet ansøgningsgebyrer svarende til over 150% af Heeremas advokatudgifter, mens Udenrigsministeriet har opkrævet administrationsgebyrer svarende til næsten 50% blot for at overføre biometri.

…

Udgifterne til SDK Shipping består i et udlægshonorar på 5 % i forbindelse med betaling af gebyrer til myndighederne og VFS, og der er således tale om en udgift, der er afholdt som direkte følge af påkravet om arbejdstilladelser.

Det er helt sædvanligt og forventeligt, at skibsagenter opkræver et udlægs-gebyr og/eller timebaseret honorar for sådanne tjenester. …

Kausalitet og adækvans i øvrigt – alternativ tabsopgørelse

[D]er [er] forberedt en alternativ tabsopgørelse for det tilfælde, at Østre Landsret måtte konkludere, at der gjaldt krav om arbejdstilladelser for besætningsmedlemmer, der har udført arbejdsopgaver fra platformene, men ikke for besætningen i øvrigt … . I denne alternative tabsopgørelse er tabet nedsat med samtlige ansøgningsudgifter for besætnings-medlemmer, der kan antages at have udført opgaver fra platformene, og halvdelen af de øgede løn-og skatteudgifter for disse besætningsmedlemmer.

I forhold til denne alternative tabsopgørelse gør de sagsøgte gældende: (i) at øgede løn- og skatteudgifter helt skal udgå for besætningsmedlemmer, der kan antages at have udført arbejdsopgaver fra platformene; og (ii) at ansøgningsudgifter skal udgå for alle besætningsmedlemmer, der endte med ikke at påmønstre Skib, i.e. de såkaldte backups og annullerede besætningsmedlemmer.

I forhold til reduktionen af øgede løn- og skatteudgifter bemærkes det, at der ikke er tale om engangsudgifter på samme vis som udgifter til ansøgning om arbejdstilladelser, Hvis Østre Landsret måtte nå frem til, at arbejdstilladelser var påkrævede for arbejde udført fra platformene, har besætnings-medlemmerne kun skulle aflønnes i henhold til danske vilkår i forbindelse med arbejde udført fra platformene, men ikke i øvrigt.

… [Der] foreligger [ikke] … data angående besætningsmedlemmers bevægelser. De sagsøgte gør gældende, at dette må komme Heerema til skade i den forstand, at samtlige øgede løn- og skatteudgifter derfor bør udgå i den alternative tabsopgørelse.

Heroverfor bemærkes, at en reduktion på 50 % af de øgede løn- og skatteudgifter allerede er udtryk for, at Heerema har ladet usikkerheden om besætningens bevægelser komme sig til skade. Det følger af besætnings-medlemmernes arbejdsvilkår, at der maksimalt må arbejdes 11 timer i døgnet, mens den resterende tid er hviletid. Besætningsmedlemmerne har ikke haft nogen anledning til at opholde sig på platformene udover udførelsen af konkrete arbejdsopgaver, da platformene og tilhørende faciliteter har været nedlagte og afviklede. Altså har besætningsmedlemmerne maksimalt arbejdet eller opholdt sig på platformene i 11 ud af døgnets 24 timer svarende til 45,83%.

Når de øgede løn- og skatteudgifter er reduceret med 50 % er der altså tale om en ydre grænse og således en skønsmæssig reduktion i de sagsøgtes favør.

Heerema er ikke enig i, at denne tilgang skulle stå i strid med det forhold, at besætningsmedlemmerne betales en dagløn. Daglønnen omfatter ikke kun de 11 arbejdstimer, som i den alternative tabsopgørelse antages at være tilbragt på platformene. Men også de 14 timers hviletid etc., eftersom besætnings-medlemmerne betales for at være mobiliserede. Da besætningsmedlemmerne under alle omstændigheder ikke kan antages at have opholdt sig på plat-

formene under hviletiden, ville Heerema for denne periode ikke have være forpligtet til at udbetale løn i henhold til danske vilkår.

I forhold til backup- og annullerede besætningsmedlemmer bemærkes det, at disse slet ikke har påmønstret Skib og, af samme grund, kategorisk kan siges ikke at have udført opgaver fra platformene. De sagsøgtes indvending er baseret på hypotetiske betragtninger om, at disse besætningsmedlemmer må antaget af skulle have udført opgaver fra platformene, hvis de havde påmønstret. Heerema er ikke enig i disse betragtninger. Selv hvis man skulle følge denne hypotetiske tilgang, måtte der anvendes en skønsmæssig reduktion svarende til den … omtalte opdeling af de påmønstrede besætningsmedlemmer.”

Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændinge- og Integrationsministeriet har til støtte for sine påstande i det væsentlige procede-ret i overensstemmelse med anbringenderne i påstandsdokumentet af 22. april 2024, hvoraf fremgår bl.a.:

” Anbringender til støtte for afvisningspåstandene

Indledende bemærkninger

Sagsøger har med påstand 1-3, herunder den subsidiære og mere subsidiære påstand 1, formuleret en række forskellige anerkendelsespåstande.

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgers påstande 1-3 reelt er anbringen-der til støtte for sagsøgers påstand 4, hvorfor de allerede af den grund skal af-vises.

SIRI og UIM anerkender dog sagsøgers behov for at få prøvet den ovennævn-te tvist ved et anerkendelsessøgsmål. På den baggrund foreslog myndighe-derne…, en anerkendelsespåstand, som sagsøger efter myndighedernes opfat-telse kunne nedlægge med henblik på at få prøvet sagens grundlæggende tvist.

Sagsøger har imidlertid ikke ønsket at nedlægge en sådan anerkendelsespå-stand som foreslået. Sagsøger har … foreslået justeringer af sagsøgers påstan-de 1-3. SIRI og UIM har heroverfor løbende i varierende grad gjort indsigelser mod de forskellige formuleringer.

Idet SIRI og UIM anerkender behovet for at få prøvet tvisten ved et anerken-delsessøgsmål, nedlægges der ikke en afvisningspåstand over for sagsøgers mere subsidiære påstand 1. SIRI og UIM fastholder dog, at udlændingelovens § 13, stk. 1, er uden betydning for sagens tvist, der angår, om udlændingebe-kendtgørelsens § 23, der er udstedt med hjemmel i udlændingelovens § 13, stk. 3, indeholder et krav om arbejdstilladelse. …

SIRI’s og UIM’s indsigelser mod sagsøgers principale påstand 1, subsidiære påstand 1, påstand 2 og påstand 3 gennemgås i det følgende.

Sagsøgers principale og subsidiære påstand 1

Sagsøgers principale påstand 1 angår, om der efter udlændingelovens § 13 el-ler udlændingebekendtgørelsens § 23 kræves arbejdstilladelse til udlændinges beskæftigelse på Skib, mens Skib udfører arbejde på dansk søterritori-um og kontinentalsokkel.

Sagsøgers subsidiære påstand 1 angår, om der efter udlændingelovens § 13 el-ler udlændingebekendtgørelsens § 23 kræves arbejdstilladelse til udlændinges beskæftigelse på Skib, mens Skib udfører arbejde på dansk kontinen-talsokkel.

Begge påstande vedrører således alt arbejde udført med Skib, mens Skib befinder sig på dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde, jf. den principale påstand 1, eller alene dansk kontinentalsokkelområde, jf. den subsidiære påstand 1. Påstandene er således ikke afgrænsede til arbejde udført med Skib i forbindelse med genopbygningen af Område.

Sagsøgers principale og subsidiære påstand 1 vedrører væsentligt mere og andet end spørgsmålet om, hvorvidt der var krav om arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ombord på Skib arbejdede på Projekt.

SIRI og UIM har vejledt konkret om krav om arbejdstilladelse for tredjelands-statsborgere, der ombord på Skib arbejdede på Projekt, og sagsøgers påståede tab i påstand 4 vedrører netop udgifter relateret til kravet om ar-bejdstilladelser i forbindelse med dette arbejde. SIRI og UIM anerkender der-for også sagsøgers behov for at få prøvet, om der er krav om arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere, der ombord på Skib arbejdede på Projekt.

Myndighederne anerkender imidlertid ikke et behov for, at sagsøger helt ge-nerelt får prøvet, om personer, der arbejder ombord på Skib, skal have ar-bejdstilladelse, når de på eller fra skibet udfører enhver form for arbejde på dansk søterritorium og/eller kontinentalsokkelområde.

En prøvelse af en sådan påstand ville indebære en abstrakt og generel fortolk-ning af udstrækningen af udlændingelovens § 13 og udlændingebekendtgø-relsens § 23 i alle tænkelige arbejdssituationer, som Skib kunne indgå i.

Særligt for så vidt angår sagsøgers principale påstand 1 fastholder SIRI og UIM desuden, at spørgsmålet om, hvorvidt der kræves arbejdstilladelse for arbejde på Skib på dansk søterritorium, er helt uden relation til sagsøgers opgaver på Område. Område befinder sig uden for dansk søterritorium, hvorfor påstanden således også er helt uden relation til sagens tvist og den vejledning, som myndighederne har givet.

Sagsøgers principale og subsidiære påstand 1 udspringer ikke af den konkrete og aktuelle retstvist, som er til bedømmelse i nærværende sag. Sagsøgers ret-lige interesse er begrænset til de konkrete arbejdstilladelser til det konkrete arbejde, som myndighederne har vejledt om. Myndighederne har på anmod-ning fra sagsøger i deres vejledende udtalelser foretaget en konkret vurdering i forhold til sagsøgers beskrivelse af de arbejdsopgaver, der skulle udføres af sagsøger med skibet i forbindelse med genopbygningen af Område.

Sagsøger har hverken konkret eller aktuel interesse i at få prøvet, om der helt generelt er krav om arbejdstilladelse under udførelsen af enhver form for ar-bejde ombord på Skib på dansk søterritorium og/eller dansk kontinen-talsokkel. Den principale og subsidiære påstand 1 vedrører således abstrakt lovfortolkning og omfatter spørgsmål uden baggrund i en konkret, aktuel ret-stvist.

Sagsøgers principale og subsidiære påstand 1 skal derfor afvises, jf. også UfR 2010.2109 H.

Sagsøger mener, at SIRI’s og UIM’s praksis og ageren i øvrigt demonstrerer et behov for en mere generel afklaring af retstilstanden, og at sagsøger har en ak-tuel og konkret retlig interesse i en prøvelse af de helt generelt formulerede påstande, fordi sagsøger er ”potentiel budgiver” på eventuelle fremtidige ”of-fshore-projekter” . Dette har imidlertid karakter af policy-betragtninger og er ikke udtryk for en aktuel og konkret retlig interesse.

Sagsøger synes at anlægge det synspunkt, at spørgsmålet om, hvorvidt der kræves arbejdstilladelse efter udlændingebekendtgørelsens § 23, kan afgøres alene ud fra fartøjets karakter. Dette rationale er imidlertid helt uden sam-menhæng med udlændingelovens § 13, stk. 3, og udlændingebekendtgørel-sens § 23. Kravet om arbejdstilladelse efter udlændingebekendtgørelsens § 23 afhænger af, hvad der rent faktisk skal foregå ombord på et konkret fartøj. Spørgsmålet om, hvorvidt udlændingebekendtgørelsens § 23 indeholder et krav om arbejdstilladelse, kan således ikke besvares abstrakt og generelt – hel-ler ikke for et konkret fartøj.

SIRI og UIM er således ikke enige med sagsøger i, at spørgsmålet om, hvor-vidt der gælder krav om arbejdstilladelse for sagsøgers medarbejdere på Skib, kan afgøres generelt og afkoblet fra de konkrete forhold og arbejds-opgaver, eller at kravet afhænger direkte og alene af fartøjets karakter.

Sagsøger gør tilsyneladende også gældende, at sagens principielle karakter skulle understøtte, at retten kan prøve sagsøgers principale og subsidiære på-stand 1.

At sagens principielle karakter beror på, at domstolene ikke tidligere har taget stilling til et tilsvarende spørgsmål, indebærer naturligvis ikke, at domstolene derved kan anvendes af sagsøger til responsumvirksomhed om anvendelses-området for udlændingelovens § 13 og udlændingebekendtgørelsens § 23, jf. UfR 1991.641 H, UfR 1994.60 H og UfR 2010.2109 H.

Sagsøgers påstande 2 og 3

SIRI og UIM gør gældende, at sagsøger ikke har fornøden retlig interesse i en prøvelse af de nedlagte påstande 2 og 3.

På trods af SIRI’s og UIM’s opfordring til sagsøger om at udvælge én aner-kendelsespåstand til prøvelse … har sagsøger valgt at fastholde samtlige an-erkendelsespåstande.

Hverken SIRI’s eller UIM’s udtalelser stifter retsvirkninger over for sagsøger. Sagsøger har således ikke retlig interesse i pådømmelse af en påstand, der ik-

ke fører til en ændret retsstilling for sagsøger, og som ikke ændrer retsstillin-gen mellem parterne. Det er gentagne gange fastslået i retspraksis, jf. UfR 2004.3051 H, UfR 2007.2161 H og UfR 2021.3052 H.

En vejledende udtalelse på baggrund af en konkret anmodning har ingen kon-stitutiv eller retlig bindende virkning mellem myndigheden og den spørgende borger eller virksomhed. Der er alene tale om vejledning i overensstemmelse med vejledningsforpligtelsen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om vejledning til borgere og virksomheder.

Der er hverken i forvaltningsloven eller udlændingelovgivningen fastsat be-stemmelser, der fastslår ret til at få et bindende svar fra SIRI eller UIM, der har konstitutiv virkning om den udlændingeretlige eller strafferetlige virkning af en disposition eller lignende, og der er heller ikke i øvrigt grundlag for at til-lægge myndighedernes udtalelser i denne sag en sådan virkning.

Dette gælder uanset, at UIM har betegnet sine to første udtalelser … som ”af-gørelser” . Udtalelserne er givet som led i UIM’s tilsynsforpligtelse over for SI-RI, jf. f.eks. FOU nr. 1994.196, og Niels Fenger (red.), ”Forvaltningsret” , 1. ud-gave, 2018, side 1059 ff. Hvorvidt betegnelsen ”afgørelse” anvendes, er desu-den uden betydning for vurderingen af, om der er tale om en retligt bindende afgørelse, der har konstitutiv virkning, jf. FOB 2020.37.

Særligt over for påstand 2 gøres det endvidere gældende, at sagsøger ikke har retlig interesse i påstanden, da UIM har taget stilling til sagsøgers klager over SIRI’s vejledende udtalelser. UIM er overordnet myndighed i forhold til SIRI, hvorfor SIRI er direkte og retligt forpligtet til at lægge den opfattelse, der kommer til udtryk i UIM’s afgørelse, udtalelser mv. til grund. SIRI’s udtalelser har derfor efter UIM’s udtalelser også af den grund ingen retsvirkninger over for sagsøger.

Anbringender til støtte for frifindelsespåstandene

Kravet om arbejdstilladelse i udlændingebekendtgørelsens § 23

Der er dansk jurisdiktion til krav om arbejdstilladelse ved arbejde på Område

Område befinder sig inden for 200 sømil fra Danmarks kyst og således både inden for den danske EØZ og det danske kontinentalsokkelområde. Dette er uomtvistet i sagen.

Et anlæg som platformene i Område er etableret som led i Danmarks udnyt-telse af de naturlige ressourcer i den danske kontinentalsokkel.

SIRI og UIM gør gældende, at Danmark efter folkeretten utvivlsomt har juris-diktion til at fastsætte krav om dansk arbejdstilladelse til personer, der delta-ger i ombygningen af Område, både for så vidt angår personer der arbejder helt eller delvist fra selve platformene, og personer der bidrager til arbejdet fra Skib. Skib udførte helt centrale arbejdsopgaver for at gennemføre om-bygningen af Projekt, og det er oplagt uden betydning for spørgsmålet om dansk jurisdiktion, om de pågældende medarbejdere skulle forlade Skib eller ej for at udføre disse arbejdsopgaver.

Dansk jurisdiktion følger dels af reglerne i kontinentalsokkelkonventionen (konventionen om Den kontinentale Sokkel af 29. april 1958), som Danmark ratificerede ved kongelig resolution af 31. maj 1963, og dels af havretskonven-tionen (De Forenede Nationers Havretskonvention af 10. december 1982), som Danmark ratificerede ved kongelig resolution af 2. september 2004.

Efter kontinentalsokkelkonventionens artikel 2, stk. 1, har Danmark højheds-ret over den kontinentale sokkel for så vidt angår udforskning og udnyttelse af dens naturforekomster. Med de forbehold, der følger af konventionens arti-kel 5, stk. 1 og 6, er Danmark efter artikel 5, stk. 2, berettiget til på den danske kontinentalsokkel at opføre og opretholde eller drive installationer og andre anlæg, som er nødvendige for dens udforskning og for udnyttelsen af dens naturforekomster. Danmark har jurisdiktion over disse installationer og an-læg, jf. artikel 5, stk. 4.

Havretskonventionen udgør ” en sammenskrivning, ajourføring og videreudvikling af reglerne for staternes udøvelse af jurisdiktion over havområderne” .

Da Område befinder sig både i den danske EØZ og i det danske kontinen-talsokkelområde, følger det både havretskonventionens artikel 60 og artikel 80, at Danmark har eneret til at bygge, give tilladelse til og regulere opførel-sen, driften og brugen af et sådant anlæg, der udnytter undergrunden. Juris-diktionen omfatter også ombygning og dekommissionering af installationer og anlæg.

Det følger endvidere af havretskonventionens artikel 60, stk. 2, og artikel 80, at Danmark har eksklusiv jurisdiktion over sådanne installationer og anlæg, herunder jurisdiktion med hensyn til told-, afgifts-, sundheds-, sikkerheds- og indvandringslove og -forskrifter.

Danmark har således eksklusiv jurisdiktion til at regulere opførelsen, driften og brugen af Område. Jurisdiktionen omfatter også retten til at regulere ved-ligehold, ombygning, genopbygning og dekommissionering af installationen eller anlægget. I den folkeretlige litteratur er det nævnt som eksempel, at kyst-statens jurisdiktion ved opførelse mv. af anlæg omfatter mulighed for at regu-lere arbejdsstandarder.

Danmarks eksklusive jurisdiktion til at regulere opførelsen og ombygningen af Område er oplagt ikke begrænset til det tidspunkt, hvor der står et færdigt (eller ombygget) anlæg, der er i gang med at udforske eller udnytte ressourcer i undergrunden. Fra Skib er der udført helt afgørende opgaver for genop-bygningen af Område i form af kranløft af de elementer, som Område be-står af. Formålet med kyststatens eksklusive jurisdiktion til at regulere opfø-relsen mv. af et anlæg i EØZ’en eller i sokkelområdet ville være helt fortabt, hvis jurisdiktionen ikke omfattede de skibe, hvorfra opførelsen mv. udføres.

Opførelse, drift, vedligeholdelse, ombygning, genopbygning og dekommis-sionering af anlæg på havet vil i sagens natur involvere skibe. Uden skibe vil anlæggene således hverken kunne opføres, driftes, vedligeholdes, ombygges, genopbygges eller dekommissioneres. Det er muligt, at opførelsen mv. af et fast anlæg i visse situationer også omfatter anlægsarbejde, der foretages fra mobile/flydende anlæg. Det kan dog oplagt ikke være afgørende for kyststa-

tens jurisdiktion til at regulere opførelsen mv. af et (fast) anlæg, om anlægsar-bejdet tilfældigvis foregår fra et skib eller fra en konstruktion, der udgør et (flydende) ”anlæg” . Der er intet belæg i havretskonventionen for en sådan sondring eller begrænsning af kyststatens jurisdiktion.

Når udenlandske skibe befinder sig i den danske EØZ, er flagstatens jurisdik-tion begrænset i det omfang, Danmark udøver sin jurisdiktion i området, her-under over for skibe der befinder sig i området, jf. artikel 58. Det er f.eks. an-erkendt i retspraksis og i den folkeretlige litteraturs udlægning heraf, at et skib, der befinder sig i EØZ’en uden nogen forbindelse til et anlæg, kan være underlagt kyststatens jurisdiktion efter havretskonventionens artikel 56, f.eks. hvis skibet leverer brændstof til et skib, der udfører aktiviteter omkring ud-nyttelse og udforskning af kontinentalsoklen. Omvendt er det selvfølgelig klart, at kyststatens jurisdiktion i EØZ’en og i kontinentalsokkelområdet ikke omfatter udenlandske skibe, som blot anløber anlæg mv. med forsyninger el-ler tilsvarende.

Sagsøgers udlægning af havretskonventionen er fejlagtig. Det følger således entydigt af konventionens artikel 58, stk. 2, at de regler, der gælder for skibe på åbent hav (artikel 88-115), kun gælder i EØZ’en, når de ikke er uforenelige med de regler, der gælder for EØZ’en (konventionens kapitel V). Sagsøger kan således ikke påberåbe sig artikel 92 om flagstatens jurisdiktion på det åb-ne hav for at undvige de regler, som kyststaten har fastsat i medfør af sin jurisdiktion i EØZ’en efter artikel 60.

Kontinentalsokkellovens § 3 begrænser ikke anvendelsesområdet for udlæn-dingebekendtgørelsens § 23

Efter Danmarks ratifikation af kontinentalsokkelkonventionen den 31. maj 1963 blev det ved kongelig anordning af 7. juni 1963 fastslået, at dansk højhedsret udøves i relation til udforskning og udnyttelse af naturforekomster over den danske del af kontinentalsoklen. Den 1. juli 1971 trådte lov nr. 259 af 9. juni 1971 (kontinentalsokkelloven) i kraft.

Kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1, 1. pkt., har følgende ordlyd:

” Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlægget, jf. dog stk. 2. […]”

Kontinentalsokkelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., fastslår således, at dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalso-klen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlæg-get, jf. dog stk. 2, som oplister enkelte love, der ikke gælder for anlæg og sik-kerhedszoner i sokkelområdet.

Af de specielle bemærkninger til kontinentalsokkellovens § 3 (lovforslag nr. L 86 af 13. januar 1971) fremgår bl.a. følgende:

”Som det nævnes i de almindelige bemærkninger, må den del af dansk lovgiv-ning, som ikke efter sit eget indhold er begrænset til landområdet og søterritoriet, for så vidt antages at gælde virksomhed, der står i forbindelse med udforskning

og udnyttelse af soklens naturforekomster. Den foreliggende bestemmelse tilsigter at fastslå dette udtrykkeligt .

Det har været overvejet at udforme bestemmelsen således, at den opregnede de love, som skulle gælde på sokkelområdet. Man har imidlertid foretrukket at fore-slå en generel udstrækning af dansk ret, således at man i stedet udtrykkeligt und-tager de love, der ikke skal finde anvendelse, jfr. bemærkningerne til stk. 2. Dette skyldes dels, at denne fremgangsmåde er den sikreste, dels at dele af dansk ret ik-ke er formuleret i retsforskrifter, således f.eks. væsentlige dele af erstatningsret-ten.

I overensstemmelse med den svenske og norske kontinentalsokkellovgivning fore-slås dansk ret udstrakt til at gælde anlæg og sikkerhedszoner, derimod ikke konti-nentalsoklen i øvrigt. Retsvirkningen heraf vil være, at anlæg og sikkerhedszoner betragtes som dele af den danske stat for så vidt angår dansk rets gyldighed. Her-af følger, at den danske stat har jurisdiktionsmyndighed med hensyn til overtræ-delser af dansk lovgivning, jfr. herved § 6, stk. 1, litra 1, i borgerlig straffelov.

“Anlæg” er ikke nærmere defineret, idet det ikke er muligt at forudse den nærme-re karakter af de hjælpemidler, der vil blive anvendt til udforskning og udnyttel-se. Platforme, hvad enten de er faststående eller forankrede, vil være omfattet af begrebet anlæg. Det samme vil gælde skibe, som anvendes til boringer på soklen. Om skibe, der i øvrigt anvendes til udforskning, kan anses for anlæg i lovens for-stand vil bl.a. afhænge af intensiteten og varigheden af undersøgelsesvirksomhe-den og af skibets nærmere indretning. Det må anses for rigtigst at lade denne af-grænsning finde udtryk gennem domstolenes praksis.

tryggelse og lignende, vil være gældende på anlæg og i sikkerhedszoner. Bemyn-

digelser i lovgivningen til udfærdigelse af administrative forskrifter vil kunne udnyttes med hensyn til anlæg og sikkerhedszoner.

Til stk. 2. Kontinentalsokkelkonventionen giver ikke de kontraherende stater ene-ret til anden form for virksomhed på sokkelområdet end den, der står i forbindelse med udforskning og indvinding af de naturforekomster, der er nævnt i § 1.

Fra den almindelige udstrækning af dansk lovgivning til anlæg og sikkerhedszo-ner må der derfor gøres undtagelse med hensyn til sådanne love, som efter deres indhold ville være anvendelige på dette område, men som er uforenelige med kon-ventionens bestemmelser.” (understreget her)

Ifølge forarbejderne til kontinentalsokkelloven fulgte det således direkte af anordningen vedrørende udøvelsen af dansk højhedsret over den kontinentale sokkel, at dansk ret gælder på anlæg og i sikkerhedszoner i kontinentalsokke-lområdet, medmindre den relevante lov efter sit indhold er begrænset til lan-dområdet og søterritoriet. Dette blev tydeliggjort med kontinentalsokkel-lovens § 3, stk. 1, for så vidt angår anlæg og sikkerhedszoner omkring anlæg i kontinentalsokkelområdet.

Lovgiver fandt det imidlertid hensigtsmæssigt, at dette ikke uden videre skul-le være tilfældet for ”kontinentalsoklen i øvrigt” , idet der i stedet i forbindelse

med vedtagelsen af de særskilte reguleringer skulle tages stilling til, om sådan regulering skal gælde i kontinentalsokkelområdet (inden for rammerne for dansk jurisdiktion).

Danmark har således helt oplagt ikke udtømt sin jurisdiktion i EØZ’en (og so-kkelområdet) med kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1. Den jurisdiktion, der ikke er udnyttet med kontinentalsokkellovens § 3, kan således udnyttes kon-kret af lovgiver i forhold til andre særskilte reguleringer inden for rammerne for dansk jurisdiktionsudøvelse efter havretskonventionen for EØZ’en og kon-tinentalsokkelområdet.

Det skal i den forbindelse tillige fremhæves, at dansk jurisdiktionsudnyttelse i relation til EØZ’en på tilsvarende vis forudsætter konkret udnyttelse i de en-kelte regler, jf. lov nr. 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zoner.

Udlændingelovens § 13, stk. 3, og udlændingebekendtgørelsens § 23 er udtryk for en konkret udnyttelse af dansk jurisdiktion. Denne jurisdiktionsudnyttelse er oplagt ikke begrænset af kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1, hvor lovgiver netop udtrykkeligt valgte kun at udnytte jurisdiktionen generelt, når der er ta-le om anlæg og deres sikkerhedszoner.

Der er ikke efter dansk ret noget retligt hierarki, hvorefter kontinentalsokkel-loven står over øvrige danske love, herunder udlændingeloven. Det er derfor også irrelevant for fortolkningen af bemyndigelsesbestemmelsen i udlændin-gelovens § 13, stk. 3, at det i forarbejderne til kontinentalsokkellovens § 3 er angivet, at bemyndigelser i lovgivningen kan udnyttes med hensyn til anlæg og sikkerhedszoner. Rækkevidden af kontinentalsokkellovens § 3 er netop, at bemyndigelseshjemler i anden lovgivning (f.eks. sikkerhedsregulering) uden videre kan udnyttes til at udstede regler (f.eks. om sikkerhed) på anlæg og sikkerhedszoner i sokkelområdet, medmindre den konkrete hjemmel efter sin ordlyd er begrænset til dansk territorium. Der er således ikke behov for, at den konkrete hjemmel (i f.eks. sikkerhedsregulering) angiver, at bemyndigel-sen omfatter anlæg og sikkerhedszoner i sokkelområdet.

Fortolkning af udlændingelovens § 13, stk. 1, er uden betydning for sagens tvist

SIRI og UIM gør gældende, at udlændingelovens § 13, stk. 1, er uden betyd-ning for sagens tvist, og at hverken ordlyden af eller forarbejderne til § 13, stk. 1, understøtter sagsøgers udlægning.

Udlændingelovens § 13, stk. 1 og 3, har følgende ordlyd:

” Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæfti-gelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden ve-derlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til be -

skæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart, eller i øvrigt re - gelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn. Der henvises dog til stk. 2 og §§ 14 og 14 a.

[…]

Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere bestemmelser

om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kon-tinentalsoklen.”(understreget her) Udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt., vedrører således beskæftigelse her ilandet,hvilket vil sige inden for dansk territorium, mens § 13, stk. 1, 2. pkt.,vedrører beskæftigelse på dansk skib (eller luftfartøj), uanset om de befindersig på dansk territorium, og hvor kravet om dansk arbejdstilladelse er gjortafhængig af, om skibet er i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer tildansk havn (eller lufthavn). Udlændingelovens § 13, stk. 1, regulerer således ikke beskæftigelse i forbin-delse med udnyttelse af kontinentalsoklen, som denne sag handler om. Til støtte for sin udlægning henviser sagsøger til forarbejderne til udlændinge-lovens § 13, stk. 1, 2. pkt., hvoraf følgende fremgår: ”Af bestemmelsen følger nemlig modsætningsvis, at der ikke kræves arbejdstilla-delse […] til besætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selvom disseregelmæssigt ankommer til danske havne eller lufthavne.” Sagsøger mener heraf at kunne udlede, at udlændingelovens § 13, stk. 3, ikkeomfatter udenlandske skibe, selvom citatet fra forarbejderne ovenfor handlerom, hvad der gælder efter § 13, stk. 1. Der står intet i § 13, stk. 3, eller forarbejderne hertil om, at bestemmelsen skul-le være begrænset til danske skibe, eller at den i øvrigt skal fortolkes ud fra,hvad der gælder efter § 13, stk. 1, der omhandler krav om arbejdstilladelse ihelt andre situationer (dvs. ”her i landet” og ”på dansk skib”, uanset hvor ski-bet befinder sig i verden, hvis det er i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt an-kommer til dansk havn). Sagsøger anfører, at medarbejdere på danske skibe er underlagt krav omdansk arbejdstilladelse, hvis skibet kommer regelmæssigt til dansk havn, jf. §13, stk. 1, eller hvis der udføres arbejde på søterritoriet eller i kontinentalsok-kelområdet fra det danske skib, jf. § 13, stk. 3. Dette er SIRI og UIM enige i. SIRI og UIM bestrider imidlertid, at det, for så vidt angår arbejde på søterrito-riet eller i kontinentalsokkelområdet, skulle forholde sig anderledes for uden-landske skibe. De hensyn, der ligger bag kravet om arbejdstilladelse ved ar-bejde, der udføres på henholdsvis søterritoriet og kontinentalsoklen, er – forså vidt angår skibe – således helt uafhængige af, hvilket lands flag det pågæl-dende skib sejler under. Ovenstående understøttes desuden af formuleringen af udlændingebekendt-gørelsens § 23: ”Udlændinge skal foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1,

have arbejdstilladelse til arbejde på søterritoriet og kontinentalsoklen.” (understreget her)

Endelig bemærker sagsøger (replikken, pkt. 3.6.10 og processkrift 4, pkt.

2.1.13), at det fremstår meningsløst at kræve arbejdstilladelse for udenlandske

skibe i kontinentalsokkelområdet (uden for søterritoriet), når en sådan ikke kræves for udenlandske skibe på søterritoriet. Heroverfor skal blot anføres, at udlændingebekendtgørelsens § 23 netop indeholder krav om arbejdstilladelse ved arbejde både på søterritoriet og kontinentalsokkelområdet.

Udlændingebekendtgørelsens § 23 indebærer krav om arbejdstilladelse ved arbejde på Projekt

Krav om arbejdstilladelse ved arbejde på Projekt

SIRI og UIM gør overordnet gældende, at udlændingebekendtgørelsens § 23 skal fortolkes således, at der er krav om dansk arbejdstilladelse for tred-jelandsstatsborgere, der arbejder på Projekt, og uanset om de befinder sig på platformene eller på Skib.

Myndighederne gør gældende, at både bemyndigelsen i udlændingelovens § 13, stk. 3, og den fulde udnyttelse af bemyndigelsen i udlændingebekendtgø-relsens § 23 skal fortolkes bredt inden for de folkeretlige rammer for dansk

jurisdiktion. Der er ingen indikation af, at lovgiver har ønsket, at bemyndigelsen skulle væ-re mere begrænset end rammerne for dansk jurisdiktion. Der er ligeledes ingen indikation af, at lovgiver har ønsket, at bemyndigelsen irelation til sokkelområdet reelt skulle være indholdsløs, fordi bemyndigelsenikke skulle kunne udnyttes ud over, hvad der allerede fulgte af kontinentalso-kkellovens § 3. Efter almindelige fortolkningsprincipper er det udgangspunktet, at udlæn-dingelovens § 13, stk. 3, og udlændingebekendtgørelsens § 23 skal fortolkessåledes, at bestemmelserne også i forhold til kontinentalsokkelområdet fast-sætter en regulering med et selvstændigt indhold, og at bestemmelserne såle-des ikke blot gentager eller kopierer den regulering, der allerede fulgte af kon-tinentalsokkellovens § 3, stk. 1. Forarbejderne til udlændingelovens § 13 baserer sig på et udvalgsarbejde, derresulterede i betænkning nr. 968/1982 (”1982-betænkningen”). Denne betænk-ning understøtter, at udlændingelovens § 13, stk. 3, indeholder en bred be-myndigelse inden for rammerne af dansk jurisdiktion, som er udnyttet fuldtud med udlændingebekendtgørelsens § 23. Den forudgående betænkning nr. 882/1979 (”1979-betænkningen”) ændrer ik-ke på dette, og sagsøgers forsøg på at tillægge udlændingelovens § 13, stk. 3,og udlændingebekendtgørelsens § 23, et væsentligt mere begrænset anvendel-sesområde ud fra løsrevne sætninger i 1979-betænkningen må i det hele afvi-ses. Hverken ordlyds-, formåls- eller kontekstfortolkning af udlændingelovens §13, stk. 3, eller udlændingebekendtgørelsens § 23, understøtter sagsøgers ud-lægning af bestemmelsernes anvendelsesområde. Anlægsarbejde på både søterritoriet og sokkelområdet kræver arbejdstilladel-se efter udlændingebekendtgørelsens § 23. Det er ikke afgørende, om anlægs-

arbejdet udføres fra et fast eller flydende anlæg, fra et skib eller noget derimel-

lem. Sagsøger har intet anført, der støtter en fortolkning, hvorefter lovgiver skulle have ønsket at begrænse muligheden for at kræve arbejdstilladelse ved anlægsarbejde udført fra et skib på det danske kontinentalsokkelområde.

I relation til genopbygningen af Område bliver det også oplagt, at det ville være helt arbitrært og ubegrundet, hvis medarbejdere, der udførte kranløft fra en flydende platform (et flydende ”anlæg”), skulle have dansk arbejdstilladel-se, mens medarbejdere, der udførte kranløft fra et skib som Skib, ikke skul-le have dansk arbejdstilladelse. Det forhold, at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at konstruere et skib af Skibs karakter, hvorfra der kan ud-føres anlægsaktiviteter (kranløft), der tidligere måtte udføres fra en fast eller flydende platform/anlæg, kan naturligvis ikke føre til, at denne type anlægs-aktivitet ikke længere kræver arbejdstilladelse, blot fordi arbejdet udføres fra et skib.

Tilsvarende har sagsøger intet anført, der støtter en fortolkning, hvorefter lov-giver skulle have ønsket at foretage en subtil og afgørende sondring mellem ” arbejder på søterritoriet” og ” arbejder på kontinentalsoklen” , der kun kan identifi-ceres ved at læse i en udvalgsbetænkning udarbejdet i forbindelse med en tid-ligere lovbestemmelse med et andet indhold.

1982-betænkningens bidrag til fortolkningen af udlændingebekendtgørelsens § 23

Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 13, stk. 3 (oprindeligt § 13, stk. 2), at bestemmelsen svarer til § 30, stk. 2, i lovforslaget i 1982-betænkningen. I betænkningen, side 195, fremgår følgende:

” Udlændingelovgivningen gælder på dansk territorium, det vil sige land- sø- og luftterritoriet. Arbejdstilladelse kræves dog ikke til arbejde, der udføres på skibe eller fly, der passerer dansk sø- eller luftterritorium, medmindre det drejer sig om dansk skib eller fly, som regelmæssigt anløber dansk havn eller lufthavn, jfr. Stk. 1, 2. punktum. For så vidt angår den danske kontinentalsokkel gælder dansk ret,

herunder udlændingelovgivningen, for anlæg, som med henblik på udforskningeller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikker-hedszoner omkring anlægget, jfr. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 182 af 1. maj1979 af lov om kontinentalsoklen. Efter bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til efter samråd med arbejds-ministeren at fastsætte nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilla-delse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen. De ministre, derhar ansvaret for udlændingelovgivningen og arbejdsmarkedslovgivningen, skalsåledes i fællesskab udforme regler om arbejde på de nævnte specielle områder. De politiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn m.v., som vil være afgørende forindholdet af sådanne regler, har ikke en sådan fasthed, at en nærmere lovregule-ring er mulig. De gældende regler er fastsat i udlændingebekendtgørelse196/1980, § 38, stk. 1, der pålægger udlændinge at have arbejdstilladelse ved ar-bejder på søterritoriet og kontinentalsoklen. Om denne bestemmelse og anvendel-se af dansk udlændingelovgivning på søterritoriet og kontinentalsoklen henvisestil betænkning 882/1979, side 97-99.” (understreget her)

Udlændingebekendtgørelse nr. 196/1980, § 38, stk. 1, havde følgende ordlyd i 1. pkt.:

” Udlændinge må ikke uden arbejdstilladelse tage beskæftigelse her i landet eller ved arbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen. Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller fly, der regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.”

Ved den samme lovændring, hvorved udlændingelovens § 13, stk. 3, (oprin-deligt § 13, stk. 2) blev vedtaget, blev også udlændingelovens § 13, stk. 1, ind-ført. Udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt., er således en videreførelse ved lov af dele af § 38, stk. 1, i udlændingebekendtgørelse nr. 196/1980.

Omvendt valgte lovgiver, at reglerne i den tidligere bekendtgørelses § 38, stk. 1, om krav om arbejdstilladelse til arbejder på søterritoriet og kontinentalsok-len ikke skulle reguleres ved lov. I stedet valgte lovgiver at give en bemyndi-gelse i udlændingelovens § 13, stk. 2 (nu stk. 3), hvorefter justitsministeren ef-ter samråd med arbejdsministeren (nu udlændinge- og integrationsministe-ren) fastsætter nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen. I 1982-betænkningen er det eksplicit anført, at ” de politiske og arbejdsmarkedsmæssige hensyn m.v., som vil være afgørende for indholdet af sådanne regler, ikke har en sådan fasthed, at en nærmere lovregulering er mulig” .

På tidspunktet for 1982-betænkningen var den internationale havret fortsat i en rivende udvikling, og havretskonventionen blev udformet samme år. Også i det lys var det velbegrundet, at lovgiver i 1983 valgte en bred bemyndigel-sesbestemmelse, der gav mulighed for en dynamisk regelfastsættelse på søter-ritoriet og kontinentalsokkelområdet.

Udlændingelovens § 13, stk. 3, skal således læses og fortolkes i den kontekst og i lyset af de valg, som lovgiver traf ved udformningen af § 13 i 1983, her-under erkendelsen af, at der måtte indgå bl.a. politiske og arbejdsmarkeds-mæssige hensyn ved afgørelsen af, i hvilken grad der skulle fastsættes krav om arbejdstilladelse på søterritoriet og sokkelområdet.

Der blev givet en bred bemyndigelse, og der er ingen indikation af, at bemyn-digelsen skulle være mere begrænset end grænserne for dansk jurisdiktion. Med udlændingebekendtgørelsens § 23 blev bemyndigelsen udnyttet fuldt ud.

I 1982-betænkningen beskrives, hvad der allerede fulgte af kontinentalsokkel-lovens § 3, stk. 1, og det er således direkte forudsat i betænkningen, at de reg-ler, der kan fastsættes med bemyndigelsen, vil række videre end det, der alle-rede fulgte af kontinentalsokkellovens § 3.

1979-betænkningens bidrag til fortolkningen af udlændingebekendtgørelsens § 23

I 1982-betænkningen henvises til side 97-99 i 1979-betænkningen for så vidt angår den hidtidige bestemmelse i § 38, stk. 1, i udlændingebekendtgørelse nr. 196/1980 ” og anvendelse af dansk udlændingelovgivning på søterritoriet og kontinen-talsoklen” .

Ordlyden af udlændingebekendtgørelse nr. 196/1980, § 38, stk. 1, svarede til § 39, stk. 1, 1. pkt., i det forslag til bekendtgørelse om udlændinges adgang til og ophold i landet, som Udvalget til revision af lov om udlændinges adgang til

landet mv. fremlagde med 1979-betænkningen. I betænkningen, side 98-99, fremgår følgende om bestemmelsens baggrund:

” Bestemmelsen fastsætter ligesom udlændingelovens § 9 og den gældende be-kendtgørelses § 24, stk. 1, den almindelige regel, at udlændinge ikke må tage ar-bejde her i landet uden tilladelse. Om baggrunden herfor og for det nugældende fremmearbejderstop henvises til betænkningens kapitel I.

Medens udlændingebekendtgørelsens § 24 blot fastslår, at arbejdstilladelse kræ-ves til beskæftigelse her i landet, præciserer forslaget til § 39, stk. 1, 1. punktum, at arbejdstilladelse også kræves til beskæftigelse ved arbejder på det danske søter-

ritorium og på den danskkontinentalsokkel. Dette gælder, uanset om arbejdet fin-

der sted efter bevilling i henhold til lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning eller indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund, eller efter tilla-delse i henhold til lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer eller om arbejdet lovligt kan udføres uden særlig tilladelse.

[…]

Tilladelse kræves ikke til arbejde på skibe, der passerer søterritoriet på vej til dan-ske eller udenlandsk havn, medmindre det drejer sig om et dansk skib, der regel-mæssigt anløber dansk havn, jfr. 2. punktum. I det omfang udenlandske skibe ef-ter saltvandsfiskeriloven eller internationale overenskomster kan drive fiskeri-virksomhed på dansk søterritorium, kræves heller ikke arbejdstilladelse hertil. Udtrykket »arbejder på søterritoriet« sigter således til virksomheder, der drives fra faste anlæg af enhver art samt virksomheder, der drives fra flydende anlæg, der befinder sig på søterritoriet med henblik på anlægsvirksomhed eller udnyttel-se eller udforskning af ikke levende naturforekomster. Under hensyn til den ringe praktiske betydning af afgrænsningen har udvalget ikke fundet det nødvendigt at præcisere afgrænsningen mere detaljeret i bekendtgørelsesteksten.

Kontinentalsoklens udstrækning følger af anordning nr. 259 af 7. juni 1963 ved-rørende udøvelse af dansk højhedsret over den kontinentale sokkel sammenholdt med konventionen om den kontinentale sokkel undertegnet i Geneve den 29. april 1958. Regler om udnyttelse af kontinentalsoklen er givet i lov om kontinentalsok-len, lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som i § 1, stk. 1, bestemmer, at kontinentalsoklens naturforekomster tilhører den danske stat og kun må udnyttes og udforskes af andre efter bevilling eller tilladelse. Ved naturforekomster forstås efter § 1, stk. 2, mineraler og andre ikke levende forekomster samt visse fastsid-dende levende organismer. Efter lovens § 3 gælder dansk ret med visse undtagel -ser for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsok-len befinder sig på sokkelområdet samt i sikkerhedszoner omkring anlæg. Det føl-ger således af kontinentalsokkelloven, at arbejdstilladelse kræves til arbejde på an-læg, der befinder sig på kontinentalsoklen med henblik på udforskning eller ud-nyttelse af soklens naturforekomster, så- ledes som disse er defineret i lovens § 1, stk. 2. Således vil der f.eks. kræves tilladelse til udlændinge, der ønsker at arbejde på boreplatforme, uanset om de er mobile. Arbejder på skibe, der ikke kan karakte-riseres som anlæg af den nævnte karakter, kræver ikke arbejdstilladelse efter stk. 1.

§ 39, stk. 1, 2. punktum, fastsætter, at arbejdstilladelse tillige kræves til beskæfti-gelse på dansk skib eller fly, der regelmæssigt ankommer til dansk havn eller luft-havn. Der er ikke herved tilsigtet realitetsændringer i forhold til de gældende reg-

ler om arbejdstilladelse til søfolk eller flypersonale. Af bestemmelsen følger nem-lig modsætningsvis, at der ikke kræves arbejdstilladelse til beskæftigelse af ud-lændinge på danske skibe eller fly, som ikke regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn, jfr. Nu udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 3, og ej heller til besætningsmedlemmer på udenlandske skibe eller fly, selvom disse re-gelmæssigt ankommer til danske havne eller lufthavne, jfr. Tildels udlændingebe-kendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 4.” (understreget her)

Sagsøger lægger særligt vægt på følgende sætning i 1979-betænkningen: ” Ar-bejder på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter, kræver ikke arbejdstilladelse efter stk. 1.”

Sagsøgers synspunkt synes at være, at denne sætning fører til, at udlændinge-lovens § 13, stk. 3, skal fortolkes således, at der ikke er bemyndigelse til at fastsætte krav om arbejdstilladelse for f.eks. anlægsarbejder, der foretages fra et skib på sokkelområdet. Og derfor indebærer den fulde udnyttelse af be-myndigelsen i udlændingebekendtgørelsens § 23 – efter sagsøgers fortolkning – heller ikke krav om arbejdstilladelse for f.eks. anlægsarbejder, der foretages fra et skib på sokkelområdet.

Ifølge sagsøger skulle henvisningen i 1982-betænkningen til 1979-betænkningen således føre til, at udlændingelovens § 13, stk. 3, og udlændin-gebekendtgørelsens § 23, skal fortolkes væsentligt mere indskrænkende, end hvad bestemmelsernes ordlyd, formål og kontekst på nogen måde understøt-ter.

Sagsøgers fortolkning baseret på 1979-betænkningen er både unuanceret og ufuldstændig.

Lovgiver ønsker udtrykkeligt med bemyndigelsen i udlændingelovens § 13, stk. 3, en fleksibel mulighed for at fastsætte krav om arbejdstilladelse på søter-ritoriet og kontinentalsoklen, og lovgiver så sig ikke begrænset heri af konti-nentalsokkellovens § 3, stk. 1.

Sagsøgers fortolkning på grundlag af 1979-betænkningen indebærer imidler-tid, at udlændingelovens § 13, stk. 3, og udlændingebekendtgørelsens § 23 re-elt skulle være indholdsløse for så vidt angår arbejder på kontinentalsoklen, idet ”arbejder på kontinentalsoklen ” ifølge sagsøgers fortolkning reelt skulle be-tyde: ”arbejde på anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinen-talsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlægget ”, som er den afgrænsning, der er foretaget i kontinentalsokkellovens § 3.

Både 1982-betænkningen og 1979-betænkningen henviser til kontinentalsok-kellovens § 3, og begge udvalg beskrev således retsstillingen i medfør af kon-tinentalsokkellovens § 3, stk. 1; nemlig at arbejdstilladelse krævedes til arbejde på anlæg, der befinder sig på kontinentalsoklen med henblik på udforskning eller udnyttelse af soklens naturforekomster, samt i sikkerhedszoner omkring anlæg, og at arbejder på skibe, der ikke kan karakteriseres som anlæg af den nævnte karakter, ikke krævede arbejdstilladelse efter kontinentalsokkellovens § 3, stk. 1.

Hvis lovgiver reelt havde ment, at ” arbejder på kontinentalsoklen” i udlændinge-lovens § 13, stk. 3, skulle forstås væsentligt mere begrænset end den umiddel-

bare ordlyd og som ” arbejde på anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyt-telse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner om-kring anlægget” , skulle lovgiver i udlændingelovens § 13, stk. 3, have anvendt denne ordlyd eller henvist direkte til kontinentalsokkellovens § 3.

Der er hverken i ordlyden, formålet eller konteksten nogen indikation af, at udtrykket ” arbejder på kontinentalsoklen” skal forstås således, at ” arbejder” kun kan foregå på faste eller flydende anlæg. Ud fra en ordlydsfortolkning, en formålsfortolkning og en kontekstfortolkning har formuleringen ” arbejder på kontinentalsoklen” i udlændingelovens § 13, stk. 3, og udlændingebekendtgø-relsens § 23, et selvstændigt indhold, og det er ikke afgrænset af anvendelses-området for kontinentalsokkellovens § 3.

Samtidig indebærer sagsøgers fortolkning også, at begrebet ” arbejder” skulle have et forskelligt indhold, alt efter om det er ” arbejder på søterritoriet” eller ” arbejder på kontinentalsoklen” . En sådan forskel har ingen støtte i hverken be-stemmelsens ordlyd, formål eller kontekst.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at udvalget bag 1979-betænkningen netop valgte en beskrivelse af ” arbejder på søterritoriet” , der henviser til en type aktiviteter, som Danmark også havde jurisdiktion til at udføre på sokkelom-rådet efter kontinentalsokkelkonventionen, som på daværende tidspunkt fast-satte grænserne for dansk jurisdiktion i sokkelområdet, jf. kontinentalsokkel-konventionens artikel 1 og 5, stk. 2.

Videre skal det fremhæves, at udvalget bag 1979-betænkningen ikke fandt det nødvendigt at præcisere afgrænsningen af ” arbejder på søterritoriet” mere detal-jeret i bekendtgørelsesteksten som følge af ” den ringe praktiske betydning af af-grænsningen” . Betænkningens beskrivelse af ” arbejder på søterritoriet” er derfor oplagt en beskrivelse af yderpunkter, hvor fiskefartøjer og skibe i passage fremhæves som tilfælde, der ikke er omfattet, mens arbejde fra anlæg (det væ-rende sig faste eller flydende) er omfattet. Imellem disse yderpunkter findes imidlertid alle mellemtilfældene eller en art ”gråzone” , som udvalget valgte ikke at forholde sig til som følge af ” den ringe praktiske betydning” . Denne ”gråzone” er muligvis vokset i takt med den teknologiske udvikling, der mu-liggør tunge kranløft og andet omfattende entreprenørarbejde fra skibe i ste-det for mere ”anlægsagtige” konstruktioner af midlertidig karakter til brug for opførelsen af anlæg mv.

Offshoresikkerhedsloven begrænser ikke anvendelsesområdet for udlændinge-bekendtgørelsens § 23

Endelig skal det i relation til sagsøgers henvisninger til offshoresikkerhedslo-ven og Justitsministeriets jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed (replikken, side 13 ff.) bemærkes, at jurisdiktionsud-valget ifølge kommissoriet havde til opgave at foretage en generel gennem-gang af straffelovens bestemmelser om straffemyndighed, og at udvalget i den forbindelse foretog en beskrivelse og fortolkning af betydningen af kontinen-talsokkellovens § 3 i forhold til straffemyndighed. Betænkningen indeholder efter SIRI’s og UIM’s opfattelse ikke selvstændige fortolkningsbidrag til nær-værende sag.

Justitsministeriets jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed indeholder ikke selvstændige fortolkningsbidrag til udlæn-dingebekendtgørelsens § 23. Betænkningen indeholder en beskrivelse og for-

tolkning af betydningen af kontinentalsokkellovens § 3 i forhold tilstraffemyn-

dighed. Der kan derfor heller ikke fra en henvisning i denne betænkning slut-tes, at offshoresikkerhedslovens definition af ”anlæg” er afgørende for anven-delsesområdet for udlændingebekendtgørelsens § 23.

Selv hvis det måtte lægges til grund, at offshoresikkerhedslovens anlægsdefi-nition er relevant for fortolkningen af anvendelsesområdet for udlændingebe-kendtgørelsens § 23, så er det oplagt forkert, at Områdes faste platforme ikke er omfattet af offshoresikkerhedslovens anlægsdefinition, alene fordi de ikke kunne anvendes til udvinding eller produktion af gas, mens de var under genopbygning (og altså mens Skib udførte arbejde på platformene).

SIRI og UIM er enige i, at der med disse platforme er tale om faste platforme, som vil falde under kategorien af indretninger, der altid er omfattet af offsho-resikkerhedslovens anlægsdefinition, når de bruges i forbindelse med offshore gas- og olieaktiviteter og aktiviteter i forbindelse med sådanne aktiviteter. Det fremgår imidlertid også klart af forarbejderne til offshoresikkerhedsloven, at et fast anlæg under opførelse også anses for at være omfattet af definitionen på et anlæg, og at anlægget anses for etableret og dermed omfattet, så snart fun-damentet er sat.

SIRI og UIM er ikke erstatningsansvarlige for sagsøgers påståede tab

Overordnede bemærkninger

Selv hvis landsretten måtte finde, at udlændingebekendtgørelsens § 23 ikke indeholder krav om arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere ved arbejde fra Skib på Område, gør SIRI og UIM i anden række gældende, at hver-ken SIRI eller UIM er erstatningsansvarlige for det tab, som sagsøger har op-gjort i sin påstand 4.

Der gælder følgende kumulative betingelser for at pålægge SIRI og UIM er-statningsansvar:

1) ansvarsgrundlag,

2) sagsøgers dokumentation for at have lidt et erstatningsretligt værnet økonomisk tab,

3) at der er årsagsforbindelse og adækvans mellem den ansvarspådra-gende handling og det dokumenterede tab, og

4) at sagsøger har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

SIRI og UIM gør gældende, at ingen af betingelserne er opfyldt i forhold til det samlede opgjorte tab omfattet af sagsøgers påstand 4. Dette uddybes i det føl-gende.

Der foreligger ikke et ansvarsgrundlag

Ansvarsnormen for, hvorvidt SIRI og UIM har handlet ansvarspådragende i denne sag, er det almindelige culpaansvar, som ifølge retspraksis indebærer, at myndighederne kun ifalder ansvar, hvis der er begået en klar fejl.

Ved vurderingen af, om der foreligger ansvarsgrundlag for SIRI og UIM, må der særligt lægges vægt på, at der er tale om en undskyldelig retsvildfarelse om rækkevidden af udlændingebekendtgørelsens § 23, hvis landsretten måtte komme frem til, at der ikke gælder et krav om arbejdstilladelse. Der er i så fald tale om et vanskeligt retsspørgsmål, der giver anledning til begrundet tvivl. I en sådan situation er der ikke ansvar for myndighederne, jf. bl.a. UfR 2019.3894 H, UfR 2010.2142 H, UfR 2002.1566 H og UfR 1983.298 H.

Myndighedernes fortolkning af udlændingebekendtgørelsens § 23 ligger klart inden for rammerne af almindeligt anerkendt fortolkning, udfyldning og an-vendelse af retskilderne. Hertil kommer, at der er tale om et område med en-dog meget sparsom praksis.

Det må inddrages i vurderingen, at SIRI har vejledt sagsøger på grundlag af forvaltningslovens § 7, stk. 1, og de ulovbestemte grundsætninger om vejled-ning til borgere og virksomheder, der retter henvendelse til offentlige myn-digheder, og at UIM, som en del af sit ulovbestemte tilsyn med SIRI, tog stil-ling til sagsøgers henvendelser om SIRI’s vejledende udtalelser, jf. nærmere om tilsynsforpligtelsen i afsnit 3.3 ovenfor. Myndigheders varetagelse af vej-ledningsforpligtelsen, herunder som led i den overordnede myndigheds til-syn, skal kunne udøves, uden at myndighederne kan drages civilretligt til an-svar for fejlagtig fortolkning, når der ikke er tale om en klar fejl, jf. i denne ret-ning UfR 2003.559 H. Det gælder desto mere, når der er tale om udtalelser uden bindende virkning for sagsøger, hvilket er tilfældet i denne sag.

Det skal i den forbindelse også fremhæves, at sagsøger er professionel, jf. også Østre Landsrets dom af 29. juni 2018 i sag B-3287-13, hvor landsretten vedrø-rende det eventuelle ansvar for fejlagtig vejledning udtalte, at der måtte læg-ges vægt på, at der var tale om en professionel part.

Det er endvidere særligt relevant, at sagsøger har været bistået af danske ad-vokater allerede fra før første kampagne og har afholdt betydelige udgifter til advokatrådgivning i relation til sagen allerede i foråret 2020. Hvis myndighe-dernes vejledning til sagsøger reelt beroede på en klar fejl, må de danske ad-vokaters rådgivning til sagsøger antages at ville have ført til, at sagsøger ikke havde afholdt meget betydelige udgifter til arbejdstilladelser mv. gennem fle-re år.

Sagsøger har anført at have været ”bundet ” af myndighedernes vurdering, ”da det var nærliggende at antage, at gennemførelse af Skibs arbejde på Projekt uden danske arbejdstilladelser ville resultere i strafferetlig forfølgelse af sagsøger og/eller skibets tredjelandsbesætningsmedlemmer ” …

Det er hverken korrekt eller en relevant omstændighed i øvrigt i denne sag. Det er således politiet og anklagemyndigheden, der efterforsker og forfølger strafferetlige overtrædelser, og ikke SIRI og UIM. Hverken politiet eller ankla-gemyndigheden er bundet af vejledning, der ydes af udlændingemyndighe-derne til private borgere og virksomheder om spørgsmål til dansk udlændin-gelovgivning. Hvis vejledningen reelt beroede på en klar fejl fra SIRI og UIM, er det tværtimod på ingen måde nærliggende at antage, at politiet og ankla-gemyndigheden ville indlede strafferetlig forfølgelse.

Det er desuden ikke korrekt, når sagsøger anfører, at SIRI og UIM har handlet i strid med legalitetsprincippet og uden hjemmel har grebet ind i sagsøgers frihed til at udøve virksomhed, og at der på denne baggrund gælder en for-modning for erstatningsansvar.

Offentlige myndigheder handler ikke i strid med legalitetsprincippet ved – på baggrund af en anmodning fra en borger eller virksomhed som sagsøger – at yde vejledning om bestemte spørgsmål, herunder fortolkningen af lovregler, uanset om indholdet af den ydede vejledning måtte bero på en retsvildfarelse.

Legalitetsprincippets krav om lovhjemmel indebærer således, at forvaltningen ikke uden den fornødne bemyndigelse fra lovgivningsmagten kan træffe afgø-relse, dvs. med bindende virkning fastslå en borgers eller virksomheds rets-stilling, jf. Revsbech m.fl. ”Forvaltningsret – almindelige emner” , 7. udgave, 2022, side 148.

Sagsøger henviser til støtte for en skærpet culpanorm …til side 82 i Offentli-

ge myndigheders erstatningsansvar af Pagh m.fl. (red.), 2017. Sagsøger undla-

der dog at skrive, at det relevante afsnit på side 82 handler om uhjemledeafgø-

relser, og at der netop ikke er erstatningsansvar, hvis myndighedernes hand-

ling er undskyldelig.

Det er endvidere uden betydning for vurderingen af ansvarsgrundlaget, at SIRI’s og UIM’s udlægning af udlændingelovgivningen ikke har været fuld-stændig konsistent på tværs af de vejledende udtalelser. Tilsvarende er sagsø-gers policy-betragtninger omkring betydningen af kravet om arbejdstilladelse for den danske offshore-branche uden relevans for ansvarsbedømmelsen.

Sagsøger har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, egen skyld og accept af ri-siko

SIRI og UIM gør gældende, at sagsøger under alle omstændigheder ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, og at der foreligger egen skyld og accept af risiko fra sagsøgers side.

Såfremt sagsøger måtte have ret i, at det er åbenbart, at der ikke skulle gælde et krav om arbejdstilladelse i relation til arbejdet på platformen og/eller Skib i relation til Projekt, har sagsøger ikke begrænset sit tab, og et even-tuelt tab er lidt som følge af egen skyld og med accept af risiko.

Sagsøger har således på trods af sin egen forståelse af, at SIRI’s vejledning var åbenbart forkert, for det første valgt at ansøge om arbejdstilladelser. Sagsøger har således foretaget en kalkuleret beslutning om at ansøge om arbejdstilla-delse til trods for, at sagsøger tilsyneladende var af den opfattelse, at det var åbenbart, at der ikke gjaldt et sådant krav. SIRI og UIM er ikke erstatnings-ansvarlige for de udgifter, som sagsøger måtte have haft som følge af en sådan beslutning, jf. UfR 2000.1366 H. Det følger også af denne dom, at der må læg-ges vægt på, hvilken indsigt skadelidte og dennes rådgivere i kraft af deres er-faring og baggrund må antages at have i spørgsmålet om lovligheden af for-valtningens udsagn, jf. også Niels Fenger (red.), ”Offentlige myndigheders er-statningsansvar” , 2017, 2. udgave, side 118, og Revsbech m.fl., ”Forvaltnings-ret – almindelige emner” , 2022, 7. udgave, side 631.

For det andet har sagsøger ikke påklaget en eneste af SIRI’s afgørelser om ar-

bejdstilladelse, som blev truffet på baggrund af sagsøgers ansøgninger.

SIRI’s afgørelser om arbejdstilladelser kan påklages til Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1. Det bemærkes herved, at hverken udlændin-gelovens kapitel 8 eller kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1167 af 10. august 2022 om forretningsorden for Udlændingenævnet er begrænset til klage over manglende imødekommelse af ansøgninger om arbejdstilladelser. Udlændin-genævnet har desuden oplyst, at nævnet ville have optaget en klage vedrø-rende arbejdstilladelserne til realitetsbehandling, hvis klagen var indgivet in-den for klagefristen i udlændingelovens § 46 a, stk. 3.

Sagsøger har således ikke udnyttet rekursmuligheden, hvilket ellers ville være den oplagte tabsbegrænsende adfærd over for en vejledning, som sagsøger fandt oplagt forkert. I stedet valgte sagsøger at fortsætte med at ansøge om ar-bejdstilladelser til alle fem kampagner. Der foreligger ikke nogen rimelig grund for undladelsen af at påklage afgørelserne, når sagsøger var af den op-fattelse, at det var åbenbart, at der ikke gjaldt et krav om arbejdstilladelse.

Sagsøger har derved tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, jf. Revsbech m.fl.,

”Forvaltningsret – almindelige emner” , 2022, 7. udgave, side 630.

Derudover bemærkes for en ordens skyld, at Udlændingenævnet er et uaf-hængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan, der er uafhængigt af både SIRI og UIM.

Der foreligger ikke et erstatningsberettiget tab

Overordnede bemærkninger

Selv hvis retten måtte nå frem til, at SIRI og UIM har handlet ansvarspådra-gende, fastholder myndighederne, at der ikke er den fornødne årsagsforbin-delse mellem den ansvarspådragende handling og sagsøgers tab, og at store dele af tabet ikke er adækvat.

Udgifter relateret til annullerede ansøgninger

Det bestrides, at SIRI og UIM er erstatningsansvarlige for sagsøgers udgifter vedrørende ansøgninger, som sagsøger af den ene eller anden grund har valgt at trække tilbage, og ansøgninger der er afvist som følge af manglende biome-tri.

Udgifter til arbejdstilladelser, som ikke er anvendt i forbindelse med arbejdet på Område, er uvedkommende for opgørelsen af det tab, som sagsøger har lidt, uanset om sagsøger har søgt disse ansøgninger annulleret eller ej. Det er i øvrigt underordnet, om sagsøgers forsøg på annullation af visse ansøgninger har ført til hel eller delvis refusion af ansøgningsgebyrer.

Alle udgifter til ansøgninger, der ikke konkret har været anvendt i relation til Skibs arbejde i relation til Projekt, skal således efter myndighedernes opfattelse fratrækkes tabsopgørelsen.

På den baggrund gøres det gældende, at ansøgningsudgifter til de 191 annul-lerede medarbejdere med stillingsbetegnelsen ”Cancelled” ikke skal indgå i

tabsopgørelsen. Dette gælder både den primære tabsopgørelse og den alterna-tive tabsopgørelse.

I forhold til den primære tabsopgørelse medfører dette, at tabsopgørelsen skal reduceres med DKK 223.503,13 og USD 85,85.

I forhold til den alternative tabsopgørelse gøres detsubsidiært gældende, at så-

fremt retten måtte finde, at udgifter afholdt i forbindelse med de annullerede ansøgninger er erstatningsberettigede tab, skal der foretages en forholdsmæs-sig reduktion …

Udgifter til partsrepræsentation og advokatbistand

SIRI og UIM gør gældende, at det ikke er godtgjort, at udgifterne til partsre-præsentation, herunder advokatbistand, er erstatningsretlige værnede øko-nomiske tab som følge af myndighedernes vejledning.

Sagsøger har valgt at indkøbe advokatbistand for at korrespondere med myn-dighederne, for at indgive ansøgninger om arbejdstilladelse og for at fremfin-de danske lønoverenskomster. Udgifterne til advokatbistand fra Hafnia Ad-vokatpartnerselskab og DLA Piper er opgjort til henholdsvis 2.943.342,84 kr. og 289.535,84 kr. … .

Sagsøger har for så vidt angår advokatbistand hos Hafnia Advokatpartnersel-skab fremlagt fakturaer fra perioden 2020-2022 inkl. tidspecifikationer. … Af tidsspecifikationerne fremgår utallige tidsposter med forskelligartede beskri-velser.

Nogle af dem har alene helt overordnede beskrivelser i retning af “Draft pow-

er-of-attorneys ”, ”Conference call ”, ”Meeting with Heerema ”, ”Status update ”, ”In-ternal discussions and update prior to meeting ”, ”5 Sagsbehandling ”, ”Followed up on file ”, ”Various emails ” og ”Coordination with Initialer 1 and Initialer 2 ”. Andre tidsposter har beskrivelser, som i mindre eller højere grad kan antages at have en forbin-delse til arbejdet med ansøgninger om arbejdstilladelse.

Sagsøger har også for så vidt angår advokatbistand hos DLA Piper fremlagt fakturaer fra perioden 2020- 2022 inkl. tidspecifikationer … Af de fremlagte

fakturabeskrivelser fra DLA Piper fremgår alene ”Fee for our legal advice as per

enclosed statement ”, som i 2020 alene angives at vedrøre ”Work permits for non-european crew ” og i 2021 og 2022 angår ”Skib 2021 Danish Campaign – Immi-gration questions ”.

Fælles for samtlige tidsposter fra både Hafnia og DLA Piper inkl. beskrivelser er, at det fortsat er uklart, hvilke af disse tidsposter og de dertil afholdte udgif-ter, der konkret relaterer sig til sagsøgers påståede tab, og hvorfor disse udgif-ter har været nødvendige og adækvate.

SIRI og UIM gør samlet gældende, at sagsøger fortsat helt generelt ikke har godtgjort, at udgifterne til advokatbistand er erstatningsretlige værnede øko-nomiske tab som følge af myndighedernes vejledning. Sagsøger har valgt at indkøbe advokatbistand for at korrespondere med myndighederne, for at indgive ansøgninger om arbejdstilladelse og for at fremfinde danske lønove-renskomster. Det kan ikke antages at være nødvendigt at antage en advokat

for at håndtere disse forhold, og der er dermed ikke tale om erstatningsberet-tigede tab. Det samme gælder udgifter til advokatbistand, der relaterer sig til en efterfølgende retssag som nærværende sag. Der henvises i den forbindelse til f.eks. UfR 2003.458 Ø.

Hverken det store antal ansøgninger, tidshorisonten og den løbende udskift-ning af medarbejdere nødvendiggør advokatbistand.

Det er for det første på ingen måde sædvanligt, at ansøgere om arbejdstilladel-ser som følge af udlændingebekendtgørelsens § 23 lader sig repræsentere af advokat for at håndtere ansøgningsprocessen mv.

Det bemærkes for det andet, at sagsøger også har modtaget betydelig profes-sionel bistand i forbindelse med ansøgningsprocessen fra SDK Shipping A/S (tidligere Niels Winther Maritime).

Det er i det hele uklart, hvorfor sagsøger har fundet det nødvendigt at antage bistand fra flere forskellige professionelle parter i forbindelse med ansøg-ningsprocessen, og det gøres gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at ud-gifter til honorar til SDK Shipping A/S (tidligere Niels Winther Maritime), som efter det oplyste svarer til fem procent af ansøgningsgebyrerne, har været adækvate eller nødvendige tabsposter. Udgifterne til SDK Shipping A/S (tidli-gere Niels Winther Maritime) udgør samlet DKK 444.856,15.

Det bemærkes desuden, at udgifter til advokat forud for et sagsanlæg efter fast praksis alene tages i betragtning ved sagsomkostningsafgørelsen, jf. også FED 2007.290 V. Der er heller ikke i lovgivningen eller retspraksis statueret et generelt princip om godtgørelse af rimelige afholdte advokatomkostninger el-ler lignende. Som anført ovenfor bestrides det tillige, at advokatomkostnin-gerne skulle være ”rimelige” .

Endvidere bestrider SIRI og UIM, at det skulle kunne anses for at være en tabsbegrænsende foranstaltning at antage advokatbistand til ansøgningspro-cessen. En potentiel konventionalbod og andre udgifter, der måtte være for-bundet med sagsøgers forsinkelse over for sin kontraktpart på Område pga. manglende eller utidige arbejdstilladelser, ville under ingen omstændigheder være erstatningsberettigede tab over for myndighederne på grund af mang-lende adækvans.

Udgifter til lokalt biometrioptag

Sagsøger har … fremlagt fakturaer fra bl.a. selskabet Copius NI Ltd, der er et selskab registreret i Nordirland, og Multihold Manpower Management Limi-ted, der er et selskab registreret i Hong Kong. Udgifterne på fakturaerne ved-rører en række mangeartede og differentierede udgifter, som ifølge sagsøger har været relateret til biometrioptag til brug for de danske arbejdstilladelser.

For en række af udgifterne er det dog i det hele helt uklart, hvordan de på-gældende udgifter har en sammenhæng med selve biometrioptagene, der har været nødvendige for de arbejdstilladelser, der har været anvendt i forbindel-se med Skibs arbejde på Område.

Det drejer sig om udgifter til ”fuel” … , ”EPAY TOUCH N GO RELOAD” … , hotelovernatninger … og flybilletter … .

På denne baggrund bestrides de pågældende udgifter som værende udgifter, der relaterer sig til et erstatningsretligt værnet økonomisk tab for sagsøger, li-gesom det gøres gældende, at der ikke foreligger den fornødne årsagsforbin-delse og adækvans. Udgiftsposterne udgør samlet MYR 42.387,01.

Den alternative tabsopgørelse

“Cancelled” -medarbejdere

Som anført ovenfor gøres det subsidiært gældende, at såfremt retten måtte finde, at udgifterne afholdt i forbindelse med de annullerede ansøgninger er erstatningsberettigede tab, skal der foretages en forholdsmæssig reduktion i forhold til den alternative tabsopgørelse.

Der er enighed mellem parterne om, at udgifter relateret til de medarbejdere, der skulle have udført arbejde på platformene, skal fratrækkes den alternative tabsopgørelse.

Det må derfor komme sagsøger til skade, at sagsøgeren ikke har fremlagt do-kumentation for, hvilket arbejde medarbejdere angivet som ”Cancelled” var påtænkt at skulle udføre. Det må derfor lægges til grund for den alternative tabsopgørelse, at samtlige medarbejdere, der er angivet som ”Cancelled” …, skulle have arbejdet på platformene.

Dette subsidiære anbringende i relation til ”Cancelled” -medarbejdere fører til, at den alternative tabsopgørelse skal reduceres med DKK 223.503,13 [DKK 66.850,68] og USD 85,85.

…

Sagsøgers fordelingsnøgler kan ikke lægges til grund

Ovenstående synspunkter om ”Cancelled” -medarbejdere … medfører også, at sagsøgers fordelingsnøgler, som er anvendt til at reducere udgifter til f.eks.

partsrepræsentation, ikke kan lægges til grund.

I den alternative tabsopgørelse er en række ansøgningsudgifter, der ikke kan allokeres til de enkelte medarbejdere, medtaget ud fra en fordelingsnøgle ba-seret på sagsøgers forholdsmæssige fordeling af medarbejdere, der i den en-kelte kampagne har udført arbejde på platformene eller ej … .

…” Cancelled” -medarbejdere [synes] slet ikke at indgå i beregningen. Som det fremgår ovenfor, må det principalt lægges til grund, at samtlige ”Cancelled” -medarbejdere … kunne have udført arbejde på platformene, og subsidiært, at et væsentligt antal af disse personer ville have arbejdet på platformene. Dette fører til, at sagsøgers fordelingsnøgler er for lave, hvorved der i den alternati-ve tabsopgørelse medregnes en uforholdsmæssig stor andel af de udgifter, der fordeles efter nøglerne.

Fordelingsnøglerne kan kun accepteres som rimelige forsøg på retvisende for-deling af udgifterne, hvis de tager højde for, at alle eller i hvert fald et væsent-ligt antal ”Cancelled” -medarbejdere … forventeligt ville have udført arbejde

på platformene. Andelen af medarbejdere på platformene bør derfor rettelig være højere, hvilket tilsvarende medfører en større reduktion af udgifter i den alternative tabsopgørelse.

Allokering af ikke-direkte henførbare udgifter

...

SIRI og UIM gør gældende, at den alternative tabsopgørelse kun kan accepte-res som et rimeligt forsøg på retvisende fordeling af udgifterne, hvis alle ud-gifter, som ikke er direkte henførbare til enkelte medarbejdere, alene medreg-nes efter anvendelse af fordelingsnøglen for den pågældende kampagne (som korrigeret ift. ”Cancelled” … medarbejdere, jf. ovenfor).

Det drejer sig om førnævnte udgifter til personale-, transport- og logistikud-gifter til VFS på i alt DKK 320.610,91 [DKK 12.878,53], som ikke kan allokeres til de enkelte medarbejdere. Udgifterne hertil ville utvivlsomt have været la-vere, såfremt der alene skulle optages biometri hos de medarbejdere, der ikke skulle udføre arbejde på platformene. Dette var der også taget højde for ved sagsøgers oprindelige alternative tabsopgørelse, hvor der blev foretaget en forholdsmæssig reduktion af de samlede udgifter til VFS. …

Det bemærkes, at SIRI og UIM fortsat principalt bestrider, at en række udgif-ter, hvilket bl.a. inkluderer visse af ovenstående udgifter … udgør kausale og adækvate tab som følge af myndighedernes vejledning … .

Øgede løn- og skatteudgifter

I relation til den alternative tabsopgørelse har sagsøger reduceret de løn- og skatteudgifter, der relaterer sig til personer, der har arbejdet på platformene, med 50 % skønsmæssigt i forhold til den primære tabsopgørelse. Sagsøger be-grunder denne fremgangsmåde med, at der ikke eksisterer tilgængelige data angående de forskellige medarbejderes bevægelser under Projekt, hvor-for det ikke er muligt at opgøre, hvor lang tid en medarbejder har arbejdet fra platformene kontra Skib.

Myndighederne gør gældende, at det må komme sagsøger til skade, at sagsø-ger ikke kan dokumentere, hvor meget af den samlede arbejdstid en person har arbejdet på platformene henholdsvis Skib.

Det må lægges til grund, at arbejdet er udført fuldt ud på platformene. Dette lægger sagsøger også til grund.

Sagsøger foretager imidlertid alene en reduktion på 50 % i stedet for de fulde 100 %, hvilket af sagsøger begrundes med, at medarbejderne maksimalt må arbejde 11 timer i døgnet på platformene, hvorfor den resterende hviletid an-giveligt vil blive brugt på Skib – altså ikke på platformene.

Som SIRI og UIM forstår anbringendet, gør sagsøger gældende, at medarbej-dere, der selvom de udfører arbejde fuld tid på platformene, kun får halvdelen af deres løn for dette, mens den anden halvdel af lønnen betales for hviletiden på Skib. Hvis dette er tilfældet, og hvis der er krav om arbejdstilladelse på platformene (hvilket er præmissen for behovet for den alternative tabsopgø-relse), indebærer sagsøger argumentation, at medarbejdere, der har arbejdet

på platformene, ikke har modtaget løn svarende til danske overenskomst-mæssige vilkår i strid med vilkårene for arbejdstilladelserne.

Argumentationen strider også direkte imod …, at medarbejderne betales en dagløn for hver dag, de er mobiliseret. De øgede løn- og skatteudgifter for de medarbejdere, der arbejder på platformene, vil allerede af den grund være de samme, uanset hvor mange timer om dagen medarbejderne arbejder på plat-formene.

Det bemærkes i øvrigt, at sagsøger ikke på nogen måde har argumenteret sag-ligt for, at en gennemsnitsbetragtning ud fra stillingsbetegnelser, arbejdsbe-skrivelser og antal medarbejdere, der udfører de forskellige opgaver, skulle føre til, at det må anses for sandsynligt, at halvdelen af arbejdet på tværs af lønniveauer er udført ombord på Skib. Tværtimod må formodningen væ-re, at den højeste løn er påkrævet ved arbejdet på platformene.

På den baggrund skal øgede løn- og skatteudgifter til medarbejdere, der har udført arbejde på platformene, ekskluderes fuldt ud i den alternative tabsop-gørelse.” Sagsøger har opgjort de øgede løn og skatteudgifter for medarbejde-re på platformene til i alt USD 740.750,71, men alene reduceret den alternative tabsopgørelse med USD 369.090,01 … Den alternative tabsopgørelse skal der-for reduceres med differencen på USD 371.660,70 [USD 370.375,35].”

Landsrettens begrundelse og afgørelse

Afvisningspåstanden

Sagen vedrører en prøvelse af fem vejledende udtalelser fra Styrelsen for Inter-national Rekruttering og Integration som stadfæstet af Udlændinge- og Integra-tionsministeriet.

Styrelsen og ministeriet har nedlagt påstand om afvisning af Heeremas påstand 1, den principale og subsidiære påstand, samt påstand 2 og 3.

Heeremas principale og subsidiære påstande under påstand 1 vedrører ikke den konkrete og aktuelle sag, som de sagsøgte myndigheder har taget stilling til. Da Heerema herefter ikke har den fornødne retlige interesse i en prøvelse af disse påstande, tages afvisningspåstanden til følge for så vidt angår disse på-stande.

Heeremas påstand 2 og 3 er rettelig anbringender til støtte for den under på-stand 4 nedlagte påstand om erstatning. Afvisningspåstanden tages derfor lige-ledes til følge for så vidt angår disse påstande.

Landsrettens prøvelse omfatter herefter den mere subsidiære påstand under påstand 1, og erstatningspåstanden i påstand 4, som der ikke er gjort indsigelse imod.

Frifindelsespåstanden

Spørgsmålet er herefter, om der som anført af de sagsøgte myndigheder efter udlændingereglerne krævedes arbejdstilladelse til de personer fra tredjelande, der arbejdede på såvel platformene som ombord på det udenlandsk indregi-strerede Skib i forbindelse med, at Skib udførte genopbyg-ningsarbejder på Område i 5 kortere perioder af ca. 2 - 7 ugers varighed og i den forbindelse befandt sig i sikkerhedszonen omkring et naturgasudvindings-anlæg.

I henhold til kontinentalsokkellovens § 3 gælder dansk ret for anlæg, som med henblik på udforskning eller udnyttelse af kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet, samt i sikkerhedszoner omkring anlæg. Det er ubestridt, at Område udgør et anlæg i kontinentalsokkellovens forstand. Det forhold, at der på tidspunktet for arbejdets udførelse ikke blev udvundet naturgas fra an-lægget, kan ikke føre til, at Område ikke er omfattet af kontinentallovens § 3.

Reglerne om arbejdstilladelse findes i udlændingelovens § 13. Af udlændinge-lovens § 13, stk. 1, fremgår bl.a., at udlændinge uden for de i loven anførte und-tagelser skal have arbejdstilladelse for at tage beskæftigelse her i landet. Efter udlændingelovens § 13, stk. 3, er det overladt til udlændinge- og integrations-ministeren at fastsætte nærmere bestemmelse om, i hvilket omfang arbejdstilla-delse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen.

Bemyndigelsen er udnyttet ved udlændingebekendtgørelsens § 23, hvoraf fremgår, at udlændinge foruden i de tilfælde, der er nævnt i udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse til at arbejde på søterritoriet og kontinen-talsoklen.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der kræves arbejdstilladelse ved arbejde på udenlandsk indregistrerede skibe, fremgår det af Udlændingestyrel-sens meddelelse af 13. marts 2006 om behandling af ansøgninger om opholds-og arbejdstilladelse fra skibsbesætning og andre udlændinge med beskæftigelse på skibe bl.a., at arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 13, stk. 1, 1. pkt., eksempelvis kræves, hvis skibet er på værft, ligger i dok eller tager fast ophold i dansk havn. For så vidt angår søterritoriet kræves arbejdstilladelse, hvis skibet tager fast ophold på søterritoriet. For så vidt angår kontinentalsoklen kræves arbejdstilladelse ved arbejde på anlæg på den danske kontinentalsokkel, jf. kon-tinentalsokkelloven.

De gældende regler i udlændingelovens § 13 og udlændingebekendtgørelsens § 23 er en videreførelse af de regler, der blev indført i forbindelse med en gen-nemgribende regulering af udlændingeområdet ved lov nr. 226 af 8. juni 1983 og den tilhørende bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984. Disse regler byggede

på to betænkninger, nr. 882/1979 om udlændingelovgivningen, administrative retningslinjer, og nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen, udkast til ny ud-lændingelov.

Af betænkning 882/1979 fremgår bl.a. om forslaget til ny bekendtgørelse bl.a., at det ved reglen præciseres, at arbejdstilladelse også kræves til beskæftigelse ved arbejder på det danske søterritorium og på den danske kontinentalsokkel. For så vidt angår arbejder på søterritoriet er det nærmere anført, at tilladelse ikke kræves til bl.a. udenlandske skibe, der passerer søterritoriet på vej til dansk el-ler udenlandsk havn, og der er endvidere anført præciserende bemærkninger til fortolkningen af arbejder på søterritoriet. For så vidt angår kontinentalsoklen henvises til udstrækningen af dansk ret i henhold til kontinentalsokkellovens § 3, der gælder for de i loven omhandlede anlæg samt i sikkerhedszoner omkring anlæg, og det er videre anført, at det følger af kontinentalsokkelloven, at ar-bejdstilladelse kræves til arbejde på de i loven omhandlede anlæg, mens ar-bejdstilladelse ikke er påkrævet ved arbejder på skibe, der ikke kan karakterise-res som sådanne anlæg.

Af betænkning 968/1982 fremgår bl.a. om forslaget til ny udlændingelov bl.a., at ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelse om, i hvilket om-fang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen. For så vidt angår kontinentalsoklen er anført, at dansk ret, herunder udlændin-gelovgivningen, gælder for de af loven omfattede anlæg samt i sikkerhedszoner omkring anlægget. Det er videre anført, at de ”politiske og arbejdsmæssige hensyn mv., som vil være afgørende for indholdet af sådanne regler, har ikke en sådan fasthed, at en nærmere lovregulering er mulig” .

Det i betænkningerne anførte må forstås således, at efter forslaget er kravet om arbejdstilladelse for så vidt angår kontinentalsoklen afgrænset svarende til af-grænsningen af dansk ret i kontinentalsokkellovens § 3. Den i betænkning 968/1982 anførte mulighed for ministeren til at gennemføre en mere detaljeret regulering er ikke udnyttet, men ministeren har i stedet gennemført en generel regel om, at udlændinge skal have arbejdstilladelse ved arbejde på bl.a. konti-nentalsoklen.

Landsretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at foretage en indskræn-kende fortolkning af bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 23, og at det er i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd, at styrelsen og ministe-riet udtalte, at de personer, der skulle arbejde på såvel platformene som om-bord på Skib som led i udførelsen af renoverings- eller ombygningsarbejder på Område skulle have arbejdstilladelse.

Udlændingemyndighedernes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Da sagen har vedrørt et principielt lovfortolkningsspørgmål af vidererækkende betydning, skal hver part bære egne sagsomkostninger.

THI KENDES FOR RET:

Heerema Marine Contractors Nederland SE’s principale og subsidiære påstand 1, påstand 2 og påstand 3 afvises.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændinge- og Inte-grationsministeriet frifindes for Heerema Marine Contractors Nederland SE’s mere subsidiære påstand 1 og påstand 4.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Publiceret til portalen d. 28-06-2024 kl. 10:01

Modtagere: Sagsøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet, Sagsøgte Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Sagsøger Heerema Marine Contractors Nederland SE

Sag om myndighedernes påkrav om danske arbejdstilladelser til udlændinges beskæftigelse på udenlandske skibe, der kortvarigt udfører arbejde på dansk søterritorium eller kontinentalsokkel

Sagens oplysninger

Dom

Øvrige sagsoplysninger