Dom
Retten i Glostrup
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 23. juli 2024
Rettens nr. BU-6202/2024
Politiets nr. 0700-73251-00085-24
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (Født 2000)
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 22. juli 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af
1.
legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 81, nr. 2 og nr. 15,
ved den 25. juni 2024 ca. kl. 18.00 på Vej, ud for Adresse i By, i forening og efter forudgående aftale med Person 1, Person 2 og Person 3, der er 14 år gammel, at have slået og sparket Forurettede i hovedet og på kroppen adskillige gange, imens overfaldet blev filmet, alt med skader, herunder hul i hovedet på Forurettede, til følge.
2.
(udgået)
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte, har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
"Sigtede forklarede til forhold 1, at han var til stede den 25. juni 2024
Std 75325
side 2
klokken cirka 18.00 på Vej, ud for Adresse i By. Han ved ikke så meget om Gruppe. Det var første gang, han deltog. Han var medlem af gruppen. Han havde fundet gruppen på TikTok. Han mødtes med tre drenge, hvorefter de tog ud i Vej. Efter episoden loggede han sig ud af alle grupperne. Han var gået med i gruppen, fordi han havde tænkt, at der ikke skulle være "Pædofile". Han erkendte, at han skulle have blandet sig udenom.
Han er venner med Person 1. De har kendt hinanden i et par år. De havde tidligere været sammen og var blevet enige om at gå med i Gruppe. Han kender ikke Person 2 og Person 3. Han mødtes med Person 2 og Person 3, som han ikke kendte.
Ham og Person 1 havde hentet Person 2 og Person 3, som havde fortalt dem, at de havde en "pædofil". Efter episoden kørte de til Glostrup Station og satte Person 2 og Person 3 af, hvorefter han selv tog hjem.
Det hele var gået meget stærkt. De havde ventet på Forurettede, mens en af de andre havde skrevet med ham. De havde delt deres livelokation med ham. De var gemt bag busken, da han ankom. Forurettede blev sparket ned. Han sparkede ham tre-fire gange på benene. Han stoppede med at sparke, da han så, at Forurettede blødte. Han havde ikke set nogen kniv eller bat.
Han har ikke set, at nogen af de andre skulle have haft et bat med.
Foreholdt forhold 2, bilag 27, fotorapport, forklarede han, at han ikke kan genkende ham på billedet. Han ved ikke, om det er Person 3. Der var en, som havde shorts på. Han havde ikke set et bat, eller at Forurettede var blevet slået med et. Han havde i hvert fald ikke lagt mærke til det.
Han havde ikke set en kniv. Han havde ikke haft en kniv i hånden.
Forevist forhold 2, bilag 43, side 2, fotorapport, forklarede han, at han ikke kan genkende ham på billedet. Han ved ikke, om det er ham selv på billedet. Forevist side 5, forklarede han, at han godt kan erkende, at det er ham. Forevist side 6, forklarede han, at han havde Nike bukser på, så det kunne godt passe, at det var ham.
Forevist sidste side forklarede han, at det ikke er en kniv. Det er muligvis en mobiltelefon eller en skygge. Han ved ikke, om det er ham selv på billedet. Han erkendte at have haft handsker på.
Sigtede forklarede til forhold 2, at han ikke husker, at der blev sagt "Vil du ha' vi skal stikke dig i stedet eller hvad", "Skal du stikke" og "Stik ham". Det var ikke ham eller Person 1, som sagde sagt det. Han var bekendt med reglerne i Gruppe.
side 3
Han havde spurgt Person 2 og Person 3, om de havde gjort det før, og hertil havde de svaret ja. Person 2 og Person 3 havde forklaret dem reglerne i Gruppe, og ellers havde de ikke snakket så meget sammen. De havde snakket om, hvem der skulle "tage ham ned", atlså hvem af dem der skulle få ham ned at ligge. Han tror, at det var et spark, som fik Forurettede ned at ligge. Person 1's rolle var at optage episoden. Person 1 var løbet væk midt i det hele.
Sigtede mente, at det var gået over gevind. Det var ikke meningen, at Forurettede skulle bløde fra sit hovede. Han tænkte ikke over selv at forlade stedet.
Efter episoden tog han hjem. Han talte efterfølgende med Person 1 og sin kæreste om episoden. Han sagde, at det er noget lort, de havde lavet, og at de nok ikke skulle have gjort det. Han har fortrudt, hvad der er sket. Han ved ikke, hvad han havde regnet med, der skulle ske.
Han gætter på, at lederen var Person 2. Det var i hvert fald ikke den unge på 14 år.
Han erkendte at have udøvet tre til fire spark. Han har ikke slået ham. Han gætter på, at Forurettede er blevet sparket omkring tyve gange. Han ved ikke, om han er blevet sparket, da han lå ned. Forurettede rullede rundt nede i græsset og forsøgte at komme op igen. Han modtog en del spark. Han havde sparkede Forurettede lidt hårdt. Han så ikke, om Forurettede var blevet sparket i hovedet. Forurettede havde råbt og taget sig til hovedet. Han huskede ikke, hvordan Forurettede blev ramt i hovedet.
Det var enten Person 2 eller Person 3, som havde kontakten til Forurettede på Snapchat. De havde skrevet ud i gruppen, at de havde en "pædofil", og om der var nogen, som kunne hente dem. De viste billeder af beskederne i bilen, og på det grundlag tænkte sigtede, at ham bag profilen måtte være en "pædofil". På vej hjem i bilen, tænkte han, at det var noget lort, han havde været med til.
Det var hans første gang. Han var med i gruppen i cirka to-tre dage, max en uge inden episoden. Han meldte sig ud af gruppen efter forholdet.
Han så ikke efterlysningen i tv'et. Det gik først i går op for ham, at han var efterlyst. Han overvejede at gå til politiet, men tænkte, at de godt vidste, hvor han var. Han afsoner pt. med fodlænke.
Adspurgt af forsvarern, forklarede han, at han havde MND træningssko på. Det er ikke nogen hårde sko. Han kan ikke huske de andres fodtøj.
Adspurgt til battet, forklarede han, at han ikke havde set noget bat. Han havde ikke set alle reglerne, men Person 2 og Person 3 havde forklaret dem i bilen. De havde sagt, "ingen våben, han skal kunne gå derfra igen". Han havde forstået, at der ikke var nogen våben med.
side 4
Adspurgt af anklageren, om han filmede episoden, forklarede han, at han filmede og havde slettet det hele igen. Han har ikke sendt det til nogen. Han tror, at de alle sammen filmede. De filmede for at dele episoden i gruppen. Han vidste godt at videoen skulle på de sociale medier. En af de andre har efterfølgende skrevet, at han skulle sende videoen, men det har han ikke gjort.
Anklageren dokumenterede forhold 2, bilag 44, hertil forklarede han, at han ikke kan huske sit telegram navn. "Profilnavn 1" er Person 2's telegram navn. Person 3's bruger hedder Profilnavn 2.Person 1's telegram navn er "Profilnavn 3". Det kan godt passe at sigtedes telegram navn er "Profilnavn 4". Det kan godt passe, at han også hedder "Profilnavn 5".
..."
Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Glostrups dom af 29. februar 2024, med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 279. Afsoning med fodlænke er påbegyndt den 5. juli 2024.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor med sin kæreste. Han har boet med sin kæreste i omkring 3 år. Han er lige blevet afskediget som VVS’er og er i gang med at lede efter et job. Han har ingen børn. I sin fritid arbejder han, passer sin hund og er sammen med sin kæreste. Han har ikke nogen problemer med euforiserende stoffer eller alkohol.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1.
Retten har ved straffens udmåling lagt vægt på voldens grovhed, og at den er begået af flere i forening, på motivet for voldsudøvelsen, herunder at overfaldet blev filmet med henblik på at blive lagt på de sociale medier, og på tiltaltes personlige forhold, herunder efter gerningen, hvorom han har forklaret, at han har fortrudt sin medvirken, har meldt sig ud og nu tilstået forholdet og uden forbehold afgivet forklaring.
Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Dommer