Gå til indhold
Tilbage til søgning

Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse om afvisning af ankesagsbehandling på grund af udeblivelse

HøjesteretStraffesag3. instans28. august 2008
Sagsnr.: 2957/23Retssagsnr.: SS-97/2008-HJR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Højesteret
Rettens sagsnummer
SS-97/2008-HJR
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
3. instans
Domsdatabasens sagsnummer
2957/23
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantPeter Højgaard Nielsen; Rettens personaleAsbjørn Jensen,; Rettens personaleNiels Grubbe; Rettens personaleThomas Rørdam; PartAnklagemyndigheden

Kendelse

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt torsdag den 28. august 2008

Sag 97/2008

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

(advokat Peter Højgaard Nielsen)

I tidligere instans er afsagt kendelse af Vestre Landsrets 7. afdeling den 13. november 2007. Procesbevillingsnævnet har den 25. februar 2008 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbrin-ges for Højesteret.

Vestre Landsret 7. afdeling har henholdt sig til den afsagte kendelse.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Asbjørn Jensen, Niels Grubbe og Thomas Rørdam.

Påstande

Kærende, Tiltalte 1, har påstået kendelsen ophævet og sagen hjemvist til lands-retten til fremme af bevisanken.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Tiltalte 1 blev ved Retten i Horsens den 7. november 2006 idømt 4 måneders fængsel for bl.a. 4 forhold af kørsel i frakendelsestiden efter færdselslovens § 117 a, stk. 2. Forud for dommen var Tiltalte 1 straffet fire gange tidligere for kørsel i fraken-

- 2 -

delsestiden. Ved byrettens dom konfiskeredes endvidere en bil af mærket Mitsubishi Galant, Reg. nr..

Tiltalte 1 ankede den 17. november 2006 byrettens dom med påstand om frifin-delse for konfiskation af bilen, idet han gjorde gældende, at bilen ikke tilhørte ham.

Det fremgår af sagen, at der ved en ransagning af bilen efter byretssagen blev fundet en blan-ketkopi af en registreringsattest, hvorpå en bekendt til Tiltalte 1 med håndskrift var påført som ejer af bilen.

Ved ankemeddelelse af 30. november 2006 ankede anklagemyndigheden til skærpelse. Den 20. december 2006 ændrede anklagemyndigheden påstanden til stadfæstelse.

Tiltalte 1 blev ved stævning af 30. august 2007 tilsagt til at møde til hovedfor-handling i Vestre Landsret den 13. november 2007 kl. 12.30.

Det fremgår af landsrettens retsbog af 13. november 2007, at Tiltalte 1 ikke mødte som tilsagt kl. 12.30, idet han ifølge forsvareren havde troet, at han skulle møde i landsretten kl. 13.10. Det blev oplyst, at Tiltalte 1 var på vej, og at han på tids-punktet for retsmødets begyndelse befandt sig i nærheden af Silkeborg.

Anklagemyndigheden påstod sagen afvist og oplyste i den forbindelse, at kontraanken var forkyndt for sent. Forsvareren påstod sagen udsat. Landsretten afviste sagen.

Landsretten har den 17. marts 2008 udtalt følgende:

”Afdelingen kan henholde sig til kendelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved afgørelsen om at afvise tiltaltes anke blev lagt til grund, at tiltalte ca. kl. 12.45 endnu ikke var nået til Silkeborg, og at han således tidligst kunne give møde kl. 13.30, d.v.s. en time senere end det tidspunkt, han var tilsagt til. Det blev endvidere lagt til grund, at tiltalte ikke havde lovligt forfald med hensyn til det forsinkede fremmøde, idet det alene var oplyst, at han havde troet, at han skulle møde kl. 13.00.

Det bemærkes endeligt, at der var afsat 2 timer til behandlingen af ankesagen, og at der oprindelig var berammet en straffesag til foretagelse kl. 14.30. Denne sag var bortfaldet, idet anken var blevet hævet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tillægge denne til-

- 3 -

fældige omstændighed, som tiltalte ikke kunne havde kunnet påregne, betydning ved afgørelsen om, hvorvidt sagen skulle udsættes på at afvente, at tiltalte mødte op, eller om sagen skulle afvises.”

Anbringender

Tiltalte 1 har til støtte for sin påstand anført, at landsretssagen uanset hans for-sinkede fremmøde kunne være gennemført med afslutning til planmæssig tid, såfremt lands-retten havde valgt ”en mere smidig form for sagsbehandling” . Endvidere foreligger der eks-traordinære omstændigheder, idet sagen er af væsentlig betydning for den tredjemand, der ikke som aftalt har kunnet overtage bilen.

Anklagemyndigheden har anført, at landsrettens afvisning af Tiltalte 1s bevis-anke er i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven og praksis på området. Yderligere er anført, at bevisanken blev behandlet på Tiltalte 1s initiativ, at afgørelsen om afvisning alene er af begrænset betydning for tredjemand, og at Tiltalte 1s for-sinkelse ikke skyldtes upåregnelige forhold.

Højesterets begrundelse og resultat

Tiltalte 1s udeblivelse skyldtes, at han havde fejlopfattet, hvornår han skulle give møde. Dette kan ikke anses for lovligt forfald.

Sagen var anket af Tiltalte 1 og angik alene spørgsmålet om konfiskation af bilen, som han hævdede at have solgt inden konfiskationen. Han skulle afgive forklaring herom, herunder om omstændighederne i forbindelse med den under anken fremlagte registre-ringsattest, og Højesteret tiltræder, at landsretten har fundet, at sagen ikke med nytte kunne behandles uden hans tilstedeværelse.

Herefter, og idet det af Tiltalte 1 anførte om muligheden for ved forsinket fremmøde at behandle sagen inden for den afsatte tid for forhandlingen ikke kan føre til andet resultat, stadfæster Højesteret, at landsretten har afvist sagen, jf. den tidligere retsplejelovs § 965 c, stk. 3 (nu § 920, stk. 2).

- 4 -

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 2957/23
Rettens sags nr.: SS-97/2008-HJR
Afsluttet
2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 2956/23
Rettens sags nr.: SS-3283/2006-VLR
Kæret
1. instansRetten i HorsensHRS
DDB sags nr.: 2955/23
Rettens sags nr.: SS-1318/2006-HRS
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb