Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 11. september 2024
Sag BS-2601/2024-HJR
(2. afdeling)
Boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte
(advokat Anni Nørgaard Clausen, beskikket)
mod
Ankenævnet for Patienterstatningen
(advokat Christina Steen)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Odense den 4. august 2022 (BS-6315/2020-ODE) og af Østre Landsrets 22. afdeling den 1. november 2023 (BS-30466/2022-OLR).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard og Mohammad Ahsan.
Påstande
Appellanten, boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Ankenævnet for Patienterstatningen, skal anerkende, at Appellant, tidligere Appelindstævnte, som følge af behandlingen den 15. Måned 2 2017 og frem til sin død blev påført en patientskade, der er omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling ved Ankenævnet for Patienterstatningen.
Ankenævnet for Patienterstatningen har påstået stadfæstelse af landsrettens dom, således at ankenævnet frifindes.
2
Anbringender
Boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at boet ikke
skal bevise, at en korrekt behandling af Appellant, tidligere Appelindstævnte med sikkerhed ville have forhindret, at hun begik selvmord, men alene, at en korrekt behand-ling med overvejende sandsynlighed kunne have medført, at hun ikke begik selvmord.
Hvis den udarbejdede efterfødselsplan om syv dages indlæggelse efter fødslen af barnet var blevet fulgt, ville det have været fysisk umuligt for Appellant, tidligere Appelindstævnte at begå selvmord. Dette understøtter, at hendes selvmord med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået, hvis hun var blevet behandlet korrekt.
Der er i øvrigt grundlag for at lempe på kravet for årsagssammenhæng mellem behandlingen og skaden, idet der i forbindelse med behandlingen af Appellant, tidligere Appelindstævnte klart er begået fejl, som er erstatningspådragende efter al-mindelige erstatningsretlige regler. Bevislempelsens nærmere omfang afhænger af den enkelte sags konkrete forhold samt fejlenes karakter og antal, jf. bl.a. UfR 2024.3803 H. På grund af de i sagen begåede fejl må kravet til årsagssammen-hæng være meget lavt.
Ankenævnet for Patienterstatningen har supplerende anført navnlig, at i det hypotetiske scenarie, hvor der var tilbudt psykiatrisk tilsyn, kunne Appellant, tidligere Appelindstævnte have afslået eller accepteret tilbuddet. I øvrigt havde et psykiatrisk tilsyn ikke ført til konstant overvågning af hende, idet der udelukkende var tale om tilsyn og ikke en indlæggelse på psykiatrisk afdeling med overvågning.
Det kan således ikke lægges til grund, at selvmordet kunne have været und-gået, hvis et eventuelt tilbud om psykiatrisk tilsyn inden udskrivelsen fra fødeafdelingen var blevet accepteret, og hvis et sådant tilsyn havde medført, at der var fundet anledning til at tilbyde yderligere tilsyn. Dette understøttes af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 11, 12 og B samt af, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke fremstod selvmordstruet på dagen, hvor hun begik selvmord.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Appellant, tidligere Appelindstævnte var i perioden fra den 3. til den 27. Måned 4 2017 under sin graviditet frivilligt indlagt på Psykiatrisk Center 1 på grund af blandt andet selvmordstanker.
Den Dato 2017 fødte Appellant, tidligere Appelindstævnte sit første barn på Hospitals fødeafdeling. Den 2. Måned 5 2017 blev hun udskrevet fra fødeaf-
3
delingen. Efterfølgende begik hun selvmord natten mellem den 4. og 5. Måned 5 2017.
Sagen angår, om boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte som følge af den behand-ling, hun modtog på Psykiatrisk Center 1 og Hospital, er be-rettiget til erstatning efter § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
Efter § 21, stk. 1, erstattes skade som følge af, at der ikke er stillet en rigtig (eller der er stillet en forsinket) diagnose af patientens sygdom, kun i de tilfælde, der er nævnt i lovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.
Efter § 20, stk. 1, nr. 1, er det en betingelse for erstatning, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved behandling mv. (specialiststandarden). Endvidere er det en be-tingelse, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
Som anført i Højesterets dom af 29. maj 2024 (UfR 2024.3803 H) er det fastslået i retspraksis, at betingelsen om, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes, efter om-stændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng (bevislempelse). Dette kan navnlig være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forøger risikoen for en bestemt skade, og når en sådan skade fak-tisk er indtrådt. Det er ikke muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed (men dog mindre end overvejende sandsynlighed) der skal fore-ligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fej-lens karakter.
Behandlingen
Af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 8 og 9 fremgår, at Appellant, tidligere Appelindstævnte var i risiko for forværring af sin depression i forbindelse med fødslen, og at kvinder med psykiatrisk anamnese (sygehistorie) tilbydes særlig tæt opfølgning både fra psykiatrisk og obstetrisk side.
Af svaret på spørgsmål 11 følger, at den manglende etablering af den psykiatri-ske opfølgning, som var anført i Psykiatrisk Center 1's udskrivnings-notat af 27. Måned 4 2017, ikke var i overensstemmelse med almindeligt aner-kendte lægefaglige retningslinjer. Af svaret på spørgsmål F følger, at dette ikke ændres af, at en ergoterapeut fra Psykiatrisk Center 1 den 27. Måned 4
4
2017 foretog et hjemmebesøg hos Appellant, tidligere Appelindstævnte, idet der burde have været kontakt til en psykiatrisk speciallæge.
Endvidere følger af svaret på spørgsmål 11, at Appellant, tidligere Appelindstævnte efter fødslen den Dato 2017 på Hospitals fødeafdeling burde have været tilbudt psykiatrisk tilsyn. Herudover fremgår af svaret på spørgsmål 5 og D, at det ville have været i overensstemmelse med almindeligt anerkendte læ-gefaglige retningslinjer, hvis der havde været overvejet psykiatrisk tilsyn før udskrivelsen den 2. Måned 5 2017 af Appellant, tidligere Appelindstævnte fra fødeafde-lingen.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at den mangelfulde etablering af den planlagte psykiatriske opfølgning som nævnt i udskrivningsnotatet af 27. Måned 4 2017 fra Psykiatrisk Center 1 og den manglende overvejelse af psykiatrisk tilsyn før udskrivelsen fra Hospital ikke alene udgør en tilsidesættelse af specialiststandarden, men at der herved også klart er begået ansvarspådragende fejl.
Årsagssammenhæng
Der er som nævnt klart begået ansvarspådragende fejl, og Højesteret finder, at der er grundlag for bevislempelse. Spørgsmålet er herefter, om det er påvist med en vis større sandsynlighed, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke havde begået selvmord, hvis de nævnte fejl ikke var blevet begået.
Det følger af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål B, at det ikke er muligt at angive nogen sandsynlighed for, om et tilsyn af en psykiater umiddelbart forud for udskrivelsen fra fødeafdelingen havde forhindret, at Appellant, tidligere Appelindstævnte begik selvmord.
Af svaret på spørgsmål 11 følger, at det på ingen måde er sikkert, at et tilbud om psykiatrisk tilsyn efter fødslen den Dato 2017 på Hospitals fødeafdeling ville have ændret forløbet, idet selvmordstanker kan opstå akut og
voldsomt. Endvidere anføres det, at det forhold, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ”dagen før selvmordet havde været til samtale vedrørende amning og familie-rådgivning, tyder på, at selvmordet var en følge af en pludselig og uforudsige-lig indskydelse” . Herudover anføres det, at Appellant, tidligere Appelindstævnte desuden var ”tilbudt såkaldt åben indlæggelse på psykiatrisk afdeling, således at hun og hendes pårørende kunne henvende sig der døgnet rundt” .
Højesteret finder under disse omstændigheder, at det ikke er påvist med en vis større sandsynlighed, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke havde begået selvmord, hvis de ovennævnte fejl ikke var blevet begået.
5
Konklusion
Efter det anførte, og da der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Ankenævnet for Patienterstatningen, stadfæster Højesteret landsrettens dom, således at ankenævnet frifindes.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 100.000 kr. til Anke-nævnet for Patienterstatningen.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje-steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 11-09-2024 kl. 12:00
Modtagere: Appellant Boet efter Appellant, tidligere Appelindstævnte, Advokat (H) Anni Nørgaard Clausen, Advokat (H) Christina Steen, Indstævnte Ankenævnet for Patienterstatningen