Sag om udlevering til strafforfølgning i Indien i medfør af udleveringslovens § 35, stk. 1

Retten i Hillerød

KENDELSE

afsagt den 29. august 2024

Rettens nr. 9-3356/2023

Politiets nr. SØK-83250-00001-17

Anklagemyndigheden

mod

Sagens person

CPR nr. (Født 1961)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, som er indbragt for retten den 27. juni 2023 i medfør af udleveringslovens § 35, stk. 1, angår, om Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien for de strafbare handlinger, der er omfattet af udleveringsanmodning af 8. december 2016, og at der fastsættes vilkår for udleveringen i overensstemmelse med Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023.

Sagens person har nedlagt påstand om, at anmodningen om udlevering af 8. december 2016 ikke tages til følge, subsidiært at anmodningen tages til følge på betingelse af overholdelse af vilkår, der fastsættes i kendelsen.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af Sagens person og af Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3.

Sagens person har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

”…

Sagens person vedstod sin forklaring, således som gengivet i retsbog fra grundlovsforhør afholdt ved Retten i Hillerød den 10. april 2010 ... , idet han forklarede, at det rettelig var i 2003 og ikke 2001, at han fik forkyndt indkaldelsen til afhøring i Indien. Han kunne udlede dette fra den adresse, hvorpå han fik indkaldelsen forkyndt.

Han vedstod endvidere sin forklaring, således som gengivet i retsbog

af 24. september 2010 fra Retten i Hillerød ... , idet han forklarede, at ”Initialer 1” var Vidne 1. Det var i december 2001 og ikke i begyndelsen af 2002, at han blev taget i en fartfælde. Som han huskede det, var det i foråret 2002, at Minister 1 fremkom med en udtalelse om, at han ikke ville blive udleveret. Efter Minister 1's udtalelse blev han i sommeren 2002 anholdt i forbindelse med endnu en trafikforseelse.

Han vedstod tillige sin forklaring, således som gengivet i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 ... .

Han forklarede supplerende, at han var politisk aktiv i hele sin ungdom, herunder bl.a. som formand i elevrådet m.v. Han var 19 år gammel, da han først stiftede bekendtskab med Organisation 1 og besøgte Organisation 1's kontor i Vej i København. Hos Organisation 1 deltog han i et introkursus på to måneder, hvor han blev mødt af en meget inspirerende filosofi. Med Vietnamkrigen mistede han lidt håbet og kunne ikke se, hvordan verden kunne komme et bedre sted hen. Hos Organisation 1 mødte han folk fra det globale syd, som arbejdede på at forbedre deres livsvilkår. Han mødte folk fra Philippinerne, Afrika og Sydamerika, men også andre europæere, herunder en del danskere. Organisation 1 havde en neohumanistisk tankegang, som gik ud på, at ”oven på” humanismen havde mennesker et behov for at lave en vertikal opstigning og være en del af et hele. Mennesker stod ikke op mod mennesker, men det var en oplevet helhed. Ud over den del af det, som skulle inspirere, var der en tanke om at yde service for at gøre noget godt i verden. Alle var meget optagede af dette i relation til hver deres region, hvor man ønskede at gøre konkrete ting for at udvikle lokalområderne. Grundtanken i filosofien var, at man skulle lave projekter. Man skulle bruge rationelle evner til at skabe den lokale udvikling i såkaldte master units, hvilket kunne sammenlignes med det, som man i dansk kontekst ville kunne

genkendei f.eks. økolandsbybevægelsen. Man ville etablere

bæredygtige, cirkulære lokalsamfund, som kunne eksistere i bedre balance med naturen. Idéerne i Organisation 1 var dengang meget inspirerende for ham og gav ham håb om, at der var et svar på de kriser, som man stod med både dengang og nu.

Det var folk som ham, der interesserede sig for Organisation 1. I Philippinerne inspirerede Organisation 1 til en bevægelse, der arbejdede for at komme af med Marcos-regimet og arbejdede for fagforeningsbevægelsen. Philippinerne var på daværende tidspunkt et diktatur, og bevægelsen inspireret af tankerne i Organisation 1 var instrumental i relation til overgangen til demokrati. På samme måde var der i Bengalen i Indien en bevægelse, som stillede op til valgene via Politisk Parti. Politisk Parti betød ”vi er bengalere” . Partiet var stadig aktivt. I Afrika blev der arbejdet med decentrale økonomiske udviklingsplaner, og man forsøgte at udvikle ud fra en ”nedefra og

op” -model, som handlede om økonomi og demokrati med henblik på at skabe et mere bæredygtigt samfund. I Danmark var han en del af en gruppe på fire-fem personer, som i 1982 startede Forening. Forening satte kvindernes rettigheder og økonomisk demokrati på dagsordenen. Det handlede alt sammen om bioregional udvikling, som var et begreb udviklet i USA i 1970’erne, hvor man ville lave bioregioner og skabe udvikling på det niveau. Den bagvedliggende tanke var, at alle bioregioner skulle have råderet over egen udvikling og egne ressourcer og udvikle sig på baggrund deraf.

Han fandt tankerne i Organisation 1 voldsomt inspirerende i lyset af bl.a. den kolde krig og skuffelsen over den neoliberale tankegang. I det globale syd var tingene meget voldsomme. Når han var i USA, kunne han læse om kampen mod kommunismen, og når han var i Guatemala, kunne han se CIA-støttede tropper slå et stort antal mennesker ihjel for at sikre, at et amerikansk firma fik det meste af landbrugsjorden. Organisation 1 så verden på en anden måde, hvor folk havde ret til egen udvikling. Organisation 1 så tingene ud fra et rettighedsperspektiv.

Område 1-projektet i Purulia skilte sig voldsomt ud, fordi projektet var kommet så langt. Projektet var en kæmpe inspiration for folk med lignende projekter, og der kom måske 10-20.000 mennesker til konferencer. Projektet var et flagskib for Organisation 1.

Rigsadvokatens forståelse af Person 1's idéer om revolution var forkert. I en endnu ikke fremlagt artikel om Person 1's idéer kunne man bl.a. læse, at Person 1 mente, at det ikke ville være muligt at skabe forandring med vold, da det ville skabe en endnu større modreaktion og dermed kun skabe mere vold. Det var i stedet en ændring i vores indre, som skulle til for at skabe forandring. Det stod også i en endnu ikke fremlagt artikel, at der var flere former for revolution. Den form for revolution, som Person 1 gik ind for, handlede ikke om voldelig revolution, klassekamp eller kontrol af samfundet, men om at sande intellektuelle skulle sætte sig ud over klasseforskelle og ved anvendelse af moralsk styrke skabe revolutioner. Det handlede om, at viljestyrke – shakti – skulle bruges til at ændre samfundet. Person 1 talte om, at afstanden mellem mennesker blev større og større i et kapitalistisk samfund, og at et sådant samfund i sin sidste fase ville være præget af kaos og vold, men det var ikke en kaos og vold, som skulle komme fra Organisation 1.

Da han først stiftede bekendtskab med Organisation 1, spurgte han ind til Organisation 2's historie. Organisation 2's kritik af Indira Gandhi var en stor del af, at hun tabte valget i 1971, erklærede undtagelsestilstand, anholdt Person 1 og satte medlemmer af Organisation 2 i fængsel. I fængslet blev Person 1 forsøgt dræbt tre gange. Der opstod en desperation rundt om i verden, og der blev som svar på behandlingen

af Person 1 begået en række angreb, herunder på en indisk diplomat i London. I 1976 udtalte Person 1, at han ville komme ud af fængslet ad rettens vej, og at ingen skulle begå vold i hans navn. Efter undtagelsestilstanden blev afblæst, blev Person 1 frifundet og løsladt i 1976. Person 1 gentog efter sin løsladelse, at han ikke ville have, at nogen begik vold i hans navn. Efter den periode var der Hilton-bomben i 1978 i Sydney i Australien, hvor to medlemmer af Organisation 2 blev fængslet for at placere en bombe til en konference. De pågældende endte med at blive frifundet og en senere undersøgelse foretaget i Australien sagde, at noget tydede på, at der var tale om en efterretningsmission orkestreret fra Indien. Der var derefter ikke begået voldelige handlinger eller terror. Organisation 2 havde aldrig været på

nogenterrorliste, og det var ubegribeligt for ham, hvordan

Rigsadvokaten og Justitsministeriet kunne referere til noget, der foregik i 1970’erne, og som bevægelsen ovenikøbet tog stærk afstand fra. Han havde ikke hørt om andre i bevægelsen, der anvendte vold som middel, og han mødte aldrig nogen i bevægelsen, som skabte vold eller forsøgte herpå.

Han var ikke længere tilknyttet Organisation 2 eller Organisation 1. Hans forhold til bevægelsen var ikke anderledes, end det altid havde været. Han var stadig inspireret af tankegangen, læste artikler med stor interesse og praktiserede meditation om morgenen.

Adspurgt om udskrift fra Wikipedia om Bijon Setu-massakren ... , hvoraf fremgår ” On the morning of 30 April 1982, 17 Organisation 2 sannyasa – 16 sadhus and 1 sadhvi – were dragged out of taxis en route to an educational conference at the Organisation 2's headquarters in Tiljala, Kolkata. They were beaten to death and simultaneously set on fire in three locations. It was reported that the murders took place in broad daylight and were witnessed by thousands of people", forklarede han, at det var dette, som han henviste til, da han under byrettens behandling af sagen i 2010 forklarede om drab på Organisation 2-medlemmer. Han var i Calcutta i december 1981, hvor han spiste sammen med fem af munkene. Det kom senere frem i flere bøger og artikler, at det var det lokale politi, som stod bag henrettelserne.

Adspurgt om artikel af 4. marts 1990 i The Telegraph ... , forklarede han, at artiklen angik Person 2, som han havde forklaret om, da han afgav forklaring i byretten i 2010. Han hørte personligt om sagen. Person 2 kom kørende på scooter, da hun blev angrebet af en gruppering og fik åbent kraniebrud. Hun blev arresteret af politiet, som uden at foranledige lægehjælp kørte hende til en politistation i Calcutta. På turen, som varede mange timer, lå hun på bunden af bilen. Det var kun, fordi Moder Teresa kom, at Person 2 blev reddet. Person 2 blev deporteret fra Indien for at undgå en efterfølgende

retssag om overgrebet.

Adspurgt om pressemeddelelse fra Organisation 2 fra 1990 ... og udaterede fotos ... , forklarede han, at den landbrugskonsulent, som han afgav forklaring om i byretten i 2010, var Person 3, som blev dræbt sammen med fire andre medlemmer af Organisation 2. Han så billederne af de dræbte i 1995. Person 3 var munk og arbejdede med at undervise landsbyerne i nye landbrugsteknikker, herunder hvordan man kunne høste flere gange om året. Det var noget, som bevirkede, at lokalbefolkningen begyndte at få nok at spise. Person 3 var en dag ude for at undervise sammen med en chauffør og fire ubevæbnede vagter. Person 3 havde fået strenge ordrer på at komme tilbage inden mørkets frembrud til en central lokation, hvor han var i sikkerhed. Person 3 blev dog for begejstret omkring undervisningen og kørte først tilbage efter, at det var blevet mørkt. På vejen blev han stoppet af kommunistiske goondas, der var en slags bandemedlemmer. Det var meget almindeligt, at politiske partier blev støttet af bander. Person 3 og vagterne blev låst inde. Fem betjente smed uniformerne og deltog sammen med de kommunistiske bandemedlemmer i det, som man kunne se resultatet af på billederne. Han kendte Person 3 rigtig godt og fik kendskab til hændelsen kort tid efter, at den skete.

Adspurgt om rapport om ”Communist Persecution of Organisation 2 in West Bengal” fra People’s Union for Civil Liberties ... , forklarede han, at han i 1989-1990 var i Indien og oplevede volden og overgrebene på Organisation 2-medlemmer. Volden og overgrebene kom i bølger, og det var meget voldsomt. 26 medlemmer af det indiske parlament appellerede til centralregeringen om at forsvare det noble projekt, som Organisation 2 udførte. Det havde også international bevågenhed, og kendte navne som f.eks. Nelson Mandela udtalte sig imod den kommunistiske vold. I hele bevægelsen var der stor opmærksomhed omkring og bestyrtelse over de voldsomme angreb.

Som følge af volden var han med til at tage initiativ til et vagtværn. Der havde i forvejen længe været et vagtværn, som bestod af unge mandlige frivillige, der nærmest var en slags spejdere. De unge frivillige prøvede forgæves at passe på projekterne og personerne omkring det. På baggrund af det, han oplevede i Indien, tog han kontakt til en gammel ven, Person 4, der var tidligere marinesoldat. Person 4 kom i 1990 til Indien og underviste de unge frivillige i at bruge en lang pind til at slås med. Nogle år senere, i 1993-1995, kom tanken om at bevæbne vagtværnet, fordi overgrebene fortsatte i form af

angrebpå projekterne, nedbrændinger og voldtægter.

Opmærksomheden på overgrebene steg støt i Indien. Han fik via Organisation 2 kontakt til et indiske parlamentsmedlem, Person 5,

hvis far, som også var politiker, havde været en af de tidligste støtter af Organisation 2's projekt. Han havde tidligere været tilbageholdende med at sætte navn på parlamentsmedlemmet og andre og var det stadigvæk, da de mennesker, som hjalp Organisation 2, levede i en politisk virkelighed kendetegnet af ekstrem vold. Man kunne læse i pressen, at Person 5 også selv var anklaget for at begå vold. Han kunne ligeledes sætte navn på den guide, Person 6, som han benyttede i Indien, og som han kendte tilbage fra Vej. Person 6 døde i forvaring af ubehandlet kræft for et par år siden.

I den indiske delstat Tripura var der i perioden omkring starten af 1990’erne ekstrem vold. Organisation 1 var meget aktiv i området. Der var en stor immigration af muslimer fra Bangladesh til området, og det indiske kommunistparti brugte de spændinger, som dette medførte, til at skabe megen vold. Centralregeringen var ved at overtage lederskabet i delstaten på grund af den ekstreme vold ved såkaldt presidential rule.

På grund af de ovenfor nævnte begivenheder talte man i Organisation 2 i efteråret 1995 om at stille op til valget i 1996. Han var på det tidspunkt aktiv globalt og holdt bl.a. konferencer, hvor bevægelser kunne inspirere hinanden. Han deltog også i møder med personer fra Politisk Parti. For at forsøge at få stoppet volden, lavede man en strategi, som gik ud på, at man sammen med to andre partier ville danne en alliance, der kunne være opposition til kommunistpartiet. Det gav et lille håb. Dog var det sådan, at i de landsbyer, hvor folk tidligere havde stemt på ”det forkerte parti” , tog kommunistpartiet som svar ud og huggede højre hånd af alle mænd. Højre hånd var kongrespartiets symbol. Organisation 2 ville vinde valget på demokratisk vis og forsøgte særligt aktivt at få flertal i Purulia.

Han deltog ikke i et møde i Organisation 2 i Indien den 28. september 1995. Han var på det tidspunkt i Bangkok.

Adspurgt om udateret mail ... , hvoraf fremgår ” Met with Person 7 (see minutes) and later with Person 8. This was interesting, Person 8 gave me his perspective on what seems to emerging as a strategy for Organisation 1 India among some people. In one year there is elections in WB, we have forged an alliance with two parties in Purulia, district in order to defeat the commies. We can not hope to win the election, but if we can at least get rid of the commies then together with the two other parties we can do something in that district, go all out to develop it and Organisation 2, Person 1 told that Organisation 1 will be established first in Organisation 2, then in Purulia, then in WB then India and finally the World” , forklarede han, at han godt kunne have skrevet denne mail. Det var ikke særlig terroristisk at tale om at vinde et valg, hvilket var det, som mailen angik. Det kunne godt være, at ambitionerne i mailen var lidt høje. Han talte med to lokale, som

fortalte ham om strategien for at skabe forandring. ”Organisation 1” betød Organisation 1. ”Person 1” var Person 1. Det anførte handlede om noget, som Person 1 havde skrevet før sin død i 1992. Han var på det tidspunkt i 1995 ved at skaffe våben til vagtværnet. Det var lidt tilfældigt, at det blev i 1995, at vagtværnet skulle bevæbnes, og det burde nok være sket noget før. Angrebene blev ved, og der blev i hele perioden, hvor Organisation 2 var udsat for angreb, gjort anstrengelser for at øge sikkerheden. Han besøgte projektet hvert eller hvert andet år, og han fik rapporter om angreb og om folk, der blev udsat for tortur.

Han forklarede i byretten i 2010, at vagtværnet bestod af tre gange 75 vagter, som skulle bevæbnes, og at der derfor højest skulle bruges 300 rifler. Tanken var, at der var 75 vagter på hvert skift, og at hvert skift var på otte timer. Der var derfor lagt et maksimalt antal ind på 300 rifler. Tallene kom frem på baggrund af drøftelser i Område 1. Det var ikke ham, der fandt på tallet 300, men de personer, som stod for vagtværnet.

Adspurgt om, at Vidne 2 i landsretten i 2011 forklarede, at det under deres møde i 1995 i Bangkok endte med 500 rifler, forklarede han, at han aldrig havde skudt med en pistol eller riffel, og at han derfor spurgte Vidne 2 og Person 9, hvad der var behov for. Der blev talt om både 500 og 2.500 rifler. Under mødet talte Vidne 2 om end user-certifikat og om, at antallet skulle være troværdigt som værende en bestilling til en militær enhed, hvorfor man var nødt til at sammensætte en våbenpakke. Han vidste ikke, hvor Vidne 2 i øvrigt fik tallene fra. Opgaven med at skaffe end user-certifikatet lå helt fra starten hos Vidne 2, som talte med Person 9 herom. Han så først selv end user-certifikatet, da sagen var for retten i 2010. Våbenkøbet lå uden for hans spidskompetence.

Adspurgt om det i ”Chronology of Events and Evidence to incriminate Sagens person @ Alias 1 @ Alias 2” ... anførte om “Quotation sent by Vidne 2 for the arms value USD 3,90,000 C&F Calcutta ” og “USD 4,60,000 ”, forklarede han, at det passede meget godt med det prisniveau, som de talte om. Der var ingen afrapportering i forhold til priserne.

Adspurgt om ”Detailed Facts of the Case” ... , hvoraf fremgår, at der var tale om ” 2500 nos. of assult rifles and 15,00,000 rounds of ammunition for which Vidne 2 demanded an amount of 4.75 million USD ”, forklarede han, at der ikke var et beløb på ca. fem millioner USD på bordet. Der var formentlig røget et nul på, fordi inderne brugte lakh.

Det var korrekt, at han, således som han forklarede i byretten i 2010,

ikke studsede over kasserne, da disse blev lastet på flyet i Bulgarien.

Adspurgt om, at han i landsretten i 2011 forklarede, at han under omlastningen i Benares fik mistanke om, at der i flyet var flere våben end aftalt, forklarede han, at han havde en mistanke herom, men at det først var i Phuket efter nedkastningen, at han opdagede, hvad der var i kasserne, da han så i TV, at der var blevet fundet et raketrør.

Han var med til at ompakke våbnene i flyet. De tømte kasserne med geværerne i nettene, som faldskærmene blev påsat. Det hele lå i den samme slags kasser. Der var nogle kasser, som han ikke forstod, hvad der var i, og som røg i nettene i hele kasser. Han studsede over det, men havde på det tidspunkt ikke tid og mulighed for at kigge på det. Det var først i Phuket, at han fik kendskab til, at der var smidt mere end rifler og ammunition ned. Han havde ikke fuld indsigt i, hvad de transporterede i flyet. Vidne 2 sagde, at han havde kontakt til en bangladeshisk general, og at generalen var klar til at skrive under på end user-certifikatet. Det skulle derfor ligne noget, som generalen kunne have bestilt. Han forholdt sig ikke til indholdet af forsendelsen, men alene til certifikatet, som Vidne 2 skaffede. Han gjorde sig ikke overvejelser om, hvad han skulle gøre, hvis der var noget med i forsendelsen, som han ikke ønskede. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at der skulle være noget sådant med forsendelsen som f.eks. raketrør. Det var Vidne 2 og flyets kaptajn, der planlagde tingene. Under flyvningen var han omme i lastrummet.

Den 16. december 1995 blev han ringet op af Person 10 fra Hongkong, som sagde, at han havde haft en samtale med en assistent til Person 5, som havde oplyst, at de var nødt til at lukke for vinduet i luftrummet igen om aftenen. Han videreformidlede dette til Vidne 2 og de øvrige. Han vidste ikke, hvad der var af kommunikation i relation til luftrummet i Calcutta. De talte ikke om, at der ikke var radiokontakt i et stykke tid.

Han flygtede fra lufthavnen i Indien, da de blev beordret ned. Han kendte Indien og var klar over, at han skulle væk. Han tog først til Pune, som lå ikke så langt fra Mumbai, og hvor der var mange vesterlændinge. Han ventede her i et par dage, inden han fra Person 10 i Hongkong fik besked om, at Person 10 havde været i kontakt med Person 5, som sagde, at han skulle købe en førsteklassesbillet fra Pune til Delhi. Han gjorde dette og tog til Delhi. Da han kom til Delhi, holdt der tre af Person 5's officielle biler, hvoraf den ene var Person 5's egen bil, mens de to andre indeholdt vagter. Han kom ind på bagsædet af Person 5's egen bil og blev med blinkende lygter kørt til Person 5's officielle bolig, som lå lige ved det indiske parlament. Han blev her indkvarteret i en tjenestebolig. Senere samme aften blev der banket på hans dør. Han talte med Person 5 og en CBI-mand.

CBI-manden hed Person 11. De talte om at få ham ud af Indien hurtigst muligt. Tidligt næste morgen blev han lagt ned på bagsædet af Person 5's officielle bil, og de kørte igen i de tre biler til togstationen i Delhi. De kørte direkte op på platformen, hvor han blev sat ind i en lukket kupé i et tog mod Bihar. Bihar var Person 5's hjemstat. Da han ankom, holdt der igen tre biler, og han blev sat på bagsædet af den midterste bil, hvorfra han blev kørt til grænsen til Nepal. Ved grænsen gjorde vagten honnør, og bommen gik op. Han blev derefter sat af ved en busstation lige efter grænsen, hvor han skiltes fra dem og tog en bus til Katmandu. Fra Katmandu rejste han med fly hjem til Danmark.

Vidne 2 blev pågrebet i Indien og var fængslet frem til 2004. Han havde ingen kontakt til Vidne 2 i den periode. I 2005 kom Vidne 2 hen til hans kontor med et TV2-hold. Det første, Vidne 2 sagde, var undskyld for, at han i retten i Indien havde sagt, at han havde truet ham med en pistol til at gøre det, som de gjorde. Han og Vidne 2 var begge med til at skrive en bog om sagen, og han havde mødt Vidne 2 nogle gange. Det var hans indtryk, at det, som Vidne 2 huskede, afhang lidt af humøret og af ”procenterne” . Han havde svært ved at finde hoved og hale i det, som Vidne 2 sagde. Han havde ikke haft kontakt med Vidne 2 i de sidste ti år.

Siden 2010/2011 havde han talt med Person 9 måske tre gange. Person 9 ringede ud af det blå, og de talte om småting. Det var typisk i forbindelse med, at der var noget i medierne om Sagens person, som Person 9 syntes var uretfærdig. Han og Person 9 delte en fælles skæbne og havde været igennem tingene sammen.

Adspurgtom de fingeraftryk, der fremgår af et bilag til

udleveringsanmodning af 8. december 2016 ... , forklarede han, at fingeraftrykkene fra 1978 blev optaget i forbindelse med en sag, som han ikke var særlig stolt af. De var en flok friske fyre, der som drengestreger kom til at gå ind i en garage for at tage en fem liters whiskyflaske. Sagen kom i retten, hvor han blev sendt hjem, uden at der skete mere.

Som han forklarede om i byretten i 2010, blev Person 9 kontaktet af PET. Person 9 fik besøg af PET i efteråret 1995. Person 9 viste ham en brochure, som han havde fået af PET. Brochuren handlede om, hvordan man lavede våbenhandel, og hvad man skulle være opmærksom på. Person 9 sagde, at PET havde sagt til ham, at han skulle passe på sig selv. Han troede, at første gang, Person 9 nævnte dette, var i Bangkok. Det kunne godt være, at de refererede til det på et senere tidspunkt. Det i byretten forklarede om, at han i Bangkok fandt ud af, at de var overvågede, byggede han på en mavefornemmelse baseret på det, som Person 9 sagde, og på at han formodede, at Vidne 2 stadig havde kontakt til MI5. Han

sagde vist til Person 9, at PET så stadig måtte holde øje med dem. Det var ikke Vidne 2, som sagde til ham, at PET overvågede dem. Man skulle ikke have set mange spionfilm for at have en forventning om, at Vidne 2 havde brug for at cleare tingene med nogle af sine tidligere eller nuværende foresatte.

Der var en lang række ting i slutningen af 1990’erne, som gjorde, at han tænkte, at de danske myndigheder vidste, hvor han var, og at han var i Danmark på en slags tålt ophold. Eksempelvis boede han i en periode på Område 2, hvor der tit var uropatruljer lige foran huset, som han boede i. Han bevægede sig frit rundt i Danmark til venner og familie. Det virkede usandsynligt, at de danske myndigheder ikke havde fundet ham, hvis de ønskede det. Politiet kunne ringe til hvem som helst i hans familie. Han levede på det tidspunkt stadig i skjul.

Efter han kom til Danmark, læste han i aviserne, at Vidne 2 blev kastet under bussen af de engelske myndigheder. Under retssagen i Indien forklarede Person 12, at Vidne 2 agerede på egne vegne. Vidne 2 udtrykte det sådan, at man måtte forstå, at man blev afskåret af den britiske efterretningstjeneste, hvis noget som det omhandlede blev opdaget. Der opstod dog et politisk pres for at redde Vidne 2, hvorefter man fra britisk side både officielt og uofficielt gik i gang med at redde ham og gav ham beviser for, at der var et samarbejde. Han talte med en journalist, som fortalte, at Vidne 2 i 1997 fik nogle dokumenter, som viste, at det var rigtigt, at der var et samarbejde med MI5. Vidne 2 lykkedes derfor med at fremskaffe beviser for, at der var et samarbejde med efterretningstjenesten.

I 1997 fløj han sammen med sin daværende kæreste, Person 13, til Korfu. Det var første gang siden 1995, at han var ude af Danmark. Tre timer efter, de indlogerede sig på hotellet, tjekkede en britisk herre ind på samme hotel. Det endte med, at han drak en flaske Ouzo sammen med personen. Det stod klart for ham, at vedkommende var fra den britiske efterretningstjeneste og var sendt til Korfu for at se, om han ”holdt linjen” . Han havde et entydigt billede af, at den danske og britiske efterretningstjeneste ikke ønskede, at sagen blev foldet ud, så det kom frem, hvilken involvering efterretningstjenesterne havde haft.

Person 14Person 14 var i slutningen af 1990’erne juridisk chef i

Justitsministeriets internationale afdeling og stod og trådte vande omkring, hvad man skulle gøre for at undlade at bistå Indien med at få ham udleveret til strafforfølgning. Det var i medierne, at Danmark stod og trådte vande, hvilket talte ind i hans forståelse af, at man fra dansk side ikke ønskede sagen foldet ud.

Omkring 1999-2001 var der en del presse vedrørende sagen, og tingene kom lidt tæt på. Han kontaktede selv advokat Niels Forsby for

at finde ud af, hvad der var hoved og hale i tingene. Der var noget brevveksling. Han huskede ikke, at advokat Niels Forsby skulle have talt med nogen fra de danske myndigheder om, hvor han var, og han ville i så fald være stillet op.

I 2002 sagde Minister 1, at han ikke kunne udleveres til Indien. Han fik ikke noget at vide i relation til denne udtalelse ud over det, som han hørte i medierne.

I 2003 fik han forkyndt indkaldelsen til afhøring i Indien. Betjenten, som afleverede forkyndelsen til ham, sagde, at sagen ”var svær at sparke til langt hjørne” . Hans logik sagde ham fortsat, at man fra dansk side bare ville have sagen til at gå væk. Det hele faldt ind i hans klare forståelse af, hvad der var status i sagen.

Da Justitsministeriet den 9. april 2010 traf afgørelse om udlevering af ham til Indien, tænkte han ikke nærmere herover. Han blev ringet op af politiet via en nabos telefon og mødtes med betjentene ved politistationen i Hillerød. Det kom som en kæmpe forskrækkelse for ham, at han blev anholdt, da han havde den forståelse, at myndighederne trak tingene i langdrag, og at der var tale om spilfægteri.

Efter landsrettens kendelse i 2011 gik hans daværende Advokat igennem den indiske ambassade i København og en dansk diplomat for at forsøge at få lavet en retssag om hans skyld i våbennedkastningssagen et andet sted end i Indien. De foreslog, at dette kunne være ambassaden i Oslo eller i København. Han ville gerne tage sin straf, men han ville ikke til Indien for at blive slået ihjel. Forhandlingerne om dette var fortrolige, da de var diplomatiske. Der var først lidt respons fra Indien, og de troede, at de måske kunne finde en løsning, men efter fem måneder fik de via en diplomat, som arbejdede på ambassaden i Danmark, at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Hele den situation, som han sad i og fortsat sad i, var ikke rar, og han ville hellere et par år i fængsel. Efter han modtog den nævnte besked via ambassaden, hørte han først noget om sagen igen, da den nye udleveringsanmodning blev forkyndt for ham i 2017.

…

Sagens person forklarede forevist ”CID W. BENGAL FIR SALIENT FEATURES” ... , hvoraf fremgår ” Police presumed the arms meant for waging war against the State or abetting the act and a conspiracy has been hatched up by villagers!” , forklarede han, at han ikke var bekendt med, at landsbybeboere skulle have fundet på det.

Forevist ”CONFESSION OF Vidne 2 TO CID ON 23-12-95” ... ,

hvoraf fremgår ” Arms are for insurgent group fighting left supported guerillas in West Bengal” , forklarede han, at disse guerillas var de, som han tidligere havde kaldt goondas. Både dengang og i dag flød det sammen i Indien, hvem der var goondas, og hvem der var myndigheder. Goondas var både gangstere og supporterede politiske partier. Goondas blev støttet op af politiet, sådan han havde beskrevet, hvor politiet f.eks. smed uniformerne og deltog i vold. Det anførte om ”fighting left supported guerillas” forstod han ikke, hvad henviste til. Han havde hørt Naxalites nævnt som en reel guerillahær, der var kommunistisk inspireret, men vidste ikke, om det var dette, der blev henvist til.

Forevist ”Identification of Alias 2” ... , hvoraf fremgår ” One’s link suspected to hindi extremists – Alias 1” , forklarede han, at han ikke vidste, hvad dette refererede til. Bilaget var udarbejdet af CBI.

Forevist ”Indicators of Conspiracy” ... , hvoraf fremgår ” Admissions by Vidne 2 and Latvians … That some Organisation 2 Activists conspired to procure arms etc. to fight the State Left Govt. against Communist oppression.” , forklarede han, at dette bilag var udfærdiget af CBI. Det anførte gav ikke mening for ham, da der stod, at ”State Left Govt.” var ”Communist oppression” . Uanset, hvordan det anførte skulle forstås, havde han dog aldrig mødt nogen hos Organisation 2, der havde aspireret til at kæmpe derimod. Organisation 2 havde alene behov for at beskytte sig mod overgreb.

Forevist ”Role of Person 6” ... , hvoraf fremgår ” The main Conspirator under whose direction Alias 2 did all this” , forklarede han, at Person 6 ikke vidste noget om de ting, han gjorde, og at det derfor ikke var korrekt, at Person 6 var hovedmanden.

Forevist udleveringsanmodning fra Indien af 8. december 2016 ... , pkt. 19, forklarede han, at det angivne om et humanistisk menneskesyn måtte svare til det neohumanistiske menneskesyn, som han havde forklaret om. Han var ikke med til mødet den 28. september 1995. Han kendte ikke Person 15 personligt, men han troede, at den pågældende var ansvarlig for Organisation 1 i Indien. Det angivne om ” Regér landet for at få økonomisk magt”  angik deltagelse i valget. Han hørte ikke om, at man på mødet skulle have drøftet at få magten på anden måde end via valget. Citatet ” Den fjerde fases komme vil være forudgået af tredje fase, hvor der vil være store menneskelige tab og megen lidelse og uro. Men vi vil være nødt til at føre krig mod de umoralske kræfter.”  svarede næsten ordret til noget, som stod i en af de artikler, som han tidligere havde læst op fra. Det svarede ikke til den tankegang, som man almindeligvis havde i Organisation 2. Det, som Person 1 mente, var, at et samfund, hvor der blev anvendt magt, langsomt ville disintegrere og den moralske sammenhængskraft

forsvinde, således at kaos blev resultatet af de modsætninger, der ville opstå. CBI’s udlægning var noget helt andet end det, som Person 1 mente.

Forevist udleveringsanmodning fra Indien af 8. december 2016 ... , pkt. 20, hvoraf fremgår, at der under ransagning af Organisation 2's lokaliteter blev fundet en bog med titlen ”  Technique of Modern Arms ” , forklarede han, at han aldrig havde hørt om denne bog. Det

under samme pkt. angivne om ”Og inden for deres globale 

hovedkvarter havde de indført deres egen kommune med navnet "Område 3". De har ingen tillid til det eksisterende system og den eksisterende regering, og derfor havde de indført deres egen kommune som beskrevet ovenfor. ”, forklarede han, at Organisation 2 havde introduceret landsbyråd, som sikrede, at udviklingen blev skabt sammen med beboerne, men at der ikke var tale om et alternativt demokrati i den i pkt. 20 angivne forstand.

Forevist udleveringsanmodning fra Indien af 8. december 2016 ... , pkt. 21, forklarede han, at han bedre forstod det angivne citat om ”Både kommunisme og kapitalisme er grundlæggende mangelfulde, idet de er baseret på materialisme, manglende menneskelige værdier og centralisering af økonomisk magt. Kommunismen er allerede kollapset. Kapitalismen vil også kollapse inden for de næste få år. Der vil være brug for et nyt mere humanistisk spirituelt baseret økonomisk system til at erstatte dem, og dette nye system kunne være Organisation 1.” , som værende udtryk for tankegangen i Organisation 2. Han huskede ikke at have mødt den citerede, Person 16.

Forevist klip fra dokumentardramaet ”Program” fra 2014 ... , minuttal 40.00 til 41.47, forklarede han, at det viste om Person 12 og forfalskning af beviser var det, som han læste om i medierne. Han læste også om, at Person 12 blev anklaget for at lyve i retten. Han fortolkede det dengang som nu som udtryk for, at Vidne 2 blev forrådt af sin egen efterretningstjeneste, og at der var to regeringer, som ville have Vidne 2 i fængsel. Det, som Vidne 2 sagde om, at være nødt til at finde viljestyrken til at kæmpe i den indiske retssag, ledte direkte frem til, at Vidne 2 pegede sine fingre i retning af Danmark, København og ham. Det var en konspiration, som Vidne 2 var offeret i. Vidne 2 undskyldte over for ham for at have gjort dette, da de mødtes i 2005 i forbindelse med TV2-udsendelsen. Vidne 2 undskyldte både for at have kaldt ham ”en yderst farlig terrorist” og for at have sagt i retten, at han med en pistol havde truet ham til at makke ret. Vidne 2 sagde, at han havde måtte sige disse ting for at overleve.

Forevist klip fra samme bilag, minuttal 41.49 til 44.15, forklarede han, at det ikke var korrekt, hvad Person 17 sagde om, at han havde købt en gård i Colorado. Det var Person 4, der havde købt gården. Person 4

trænede det lokale politi og benyttede bl.a. gården til dette formål. Der blev to gange også inviteret folk fra Indien til at træne på gården. Han vidste ikke, hvad Person 17 mente med, at han skulle have begået pengefalskneri for at skaffe penge til Organisation 2. Han havde ikke talt med Person 18.

Forevist klip fra samme bilag, minuttal 1.17.10 til 1.18.55, forklarede han, at han ikke vidste andet om den hemmelighedsstemplede Interpol-rapport, end at den eksisterede.

…

Sagens person forklarede supplerende, at Politisk Parti fortsat var aktivt.

Adspurgt om retsbog af 7. maj 2024, hvoraf fremgår, at "Han fandt tankerne i Organisation 1 voldsomt inspirerende i lyset af bl.a. den kolde krig og skuffelsen over den neoliberale tankegang", forklarede han, at den nævnte skuffelse angik såvel den neoliberale som den kapitalistiske udbyttende tankegang, hvor den ene bioregion udnyttede den anden.

Det var korrekt som angivet i samme retsbog, at "I 1976 udtalte Person 1, at han ville komme ud af fængslet ad rettens vej, og at ingen skulle begå vold i hans navn", men det var ikke kun i fængslet, at Person 1 tog afstand fra vold.

Somangivet i retsbogen af 7. maj 2024, hvoraf fremgår

"Person 6 døde i forvaring af ubehandlet kræft for et par år siden", døde Person 6 i forbindelse med en straffesag. Det var en afledt straffesag af den sag, hvori Vidne 2 blev dømt.

Når han til ovennævnte retsbog forklarede, at "Han forholdt sig ikke til indholdet af forsendelsen, men alene til certifikatet, som Vidne 2 skaffede", skulle det forstås således, at han ikke så certifikatet, men kun forholdt sig til, at Vidne 2 kom med dette, og at forsendelsens indhold ville følge heraf.

Det var rettelig den 18. december 1995 om aftenen, at vinduet i luftrummet ville blive lukket, og ikke den 16. december 1995, således som angivet i retsbog af 7. maj 2024.

Det var ikke korrekt, som angivet i ovennævnte retsbog, at "Han levede på det tidspunkt stadig i skjul". Han var som det eneste ikke tilmeldt folkeregisteret, men levede i øvrigt et almindeligt liv, hvor han deltog i eksempelvis familiesammenkomster.

Den i retsbog af 7. maj 2024 nævnte "Navn 1" og den i retsbog af 8. maj 2024 nævnte "Navn 2" var den samme person. Det rette

navn var Person 4.

Inden han udrejste af Danmark i 1981-1982, havde han adresse hos sin mor på Adresse i By 1.

Der blev i 1992 lavet en dokumentar om Område 1 for TV STOP af en kvinde, som han havde kendt siden gymnasiet. Han havde fortalt hende om projektet. Hun havde arbejdet med miljø hele sit voksenliv. Det blev derfor besluttet, at hun skulle lave en dokumentar om projektet i Indien. TV STOP var en alternativ station, som havde en aktivistisk tankegang.

Han havde kendt Person 4 siden 1983-1984. Foruden ham og Person 4 var det kun de to munke fra projektet i Indien, som var involverede i at træne vagtværnet. De to munke havde kontrollen over de 50 vagter, som skulle trænes. Vagterne var nogle af de unge spejdere, som lavede frivilligt socialt arbejde for Organisation 2, og som Organisation 2 var kendt for at sende ud for at hjælpe ved bl.a. naturkatastrofer. Den udvalgte gruppe af unge spejdere blev sat til at holde vagt ved projekterne iført uniform. Der var ingen andre fra Organisation 2 involveret i at træne vagterne. Organisation 2 bestod af en masse forskellige enheder, hvorimellem der ikke var indbyrdes hierarki. Det var de to nævnte munke, som havde til opgave at facilitere Person 4's ophold i Indien i forbindelse med træningen. Person 4 fik mad, ligesom han fik logi i den centrale compound hos Organisation 2. Det var munkene, som udvalgte, hvem der skulle være en del af vagtværnet og modtage træning. De udvalgte var de samme personer, som var med i det første vagtværn. Det var ham, som efter en drøftelse med munkene om, at vagtværnet fik bank af de kommunistiske goondas, foreslog, at de kontaktede Person 4 for at få hjælp til at træne vagtværnet. Person 4 modtog ingen betaling for at hjælpe og betalte selv sine transportudgifter. Det skiftede over tid, hvilke munke der stod for vagtværnet. Han havde fra slutningen af 1980'erne og frem til 1995 ikke så meget kontakt med de munke, der stod for vagtværnet. Fra 1995 var det de to munke, som han henviste til ovenfor, som stod for vagtværnet, og som han havde kontakt til. Han ønskede af hensyn til de pågældendes sikkerhed ikke at oplyse munkenes navne. Det var kun de to munke, som han talte med om, at vagtværnet skulle bevæbnes. Det var ikke Person 5, som foreslog at bevæbne vagtværnet. Idéen om at bevæbne vagtværnet opstod, fordi de så vagterne blive dræbt, anholdt og dø i varetægt og lignende. De to munke havde i en årrække forsøgt at få vagterne bevæbnet med håndvåben. Det var de to munke, som kom med maksimumantallet på 300 håndvåben, som skulle anvendes til de tre gange 75 vagter. Der var ikke andre fra Organisation 2 involveret i anskaffelsen af håndvåben, herunder vidste Person 6 intet om det, men endte alligevel med at dø i fængsel anklaget for at være en del

af det.

Der var i Organisation 2 et inspirationslag, hvor Person 1 var øverst, men Person 1 deltog ikke i organisationen, som var selvstyrende. Organisation 2 var ikke hierarkisk opbygget, men bestod af forskellige afdelinger, der var organiserede hver for sig. En af disse afdelinger var Organisation 1.

Han ønskede ikke at oplyse, hvem der skulle samle våbnene op efter nedkastningen, da han derved ville inkriminere andre. Han ønskede heller ikke at oplyse, om de pågældende var en del af ledelseslaget i Organisation 2. Person 5 havde ikke noget at gøre med opsamlingen af våbnene.

Der var i Organisation 2 nogle overordnede inspirationelle mål om, hvor man skulle hjælpe, f.eks. i relation til børnehjælp eller udvikling. Der blev udarbejdet nogle rapporter herom, og de mødtes for at tale om, hvordan det gik med projekterne. Der var en sund konkurrence indbyrdes i Organisation 2 om, at projekterne skulle gå godt. Der var et inspirationelt lederskab i de enkelte afdelinger, men ingen egentlig administrativ ledelse. Den økonomiske ledelse lå decentralt, og de enkelte projekter kunne herfra anmode om donationer. Der var ingen beskatning, medlemsgebyrer eller lignende. Han havde indflydelse i Organisation 1, fordi han var med til at organisere konferencer m.v., men han havde ingen formel magt.

Adspurgt om artikel af 21. august 2007 fra Kristelig Dagblad, "Artikel" ... , hvori var gengivet udtalelser fra akademisk medarbejder ved Dialogcentret Person 19, forklarede han, at han ikke vidste, hvem den pågældende

var.Dialogcentret var et erklæret fundamentalistisk kristent

propagandacenter, som i dag var lukket. Om det i artiklen angivne om, at Person 19 havde udtalt om Organisation 2, at "Der har været sager om kritikere af sekten, der er kommet grumme af dage, og i det hele taget har der været stor frygt forbundet med Organisation 2. Men efter den tidligere gurus død har sekten forsøgt at ændre image, så de kommer til at fremstå som mere fredelige", forklarede han, at der efter Person 1's død i 1992 skete en kæmpe forandring i Organisation 2, idet der herefter ikke længere var en central sammenhængskraft, og de mange projekter nu var spredt. Den store ændring af Organisation 2's image skete dog allerede, da Person 1 tog afstand fra alle voldelige midler efter hændelserne i 1970'erne. Person 1 tog afstand fra vold allerede imens, han sad i fængsel, og der var herefter ikke flere voldelige hændelser.

Adspurgt om samme bilag, hvoraf fremgår "Ifølge Person 19 har medlemmer af Organisation 2 været temmelig

paranoide i forhold til kommunisterne. Vi har ikke noget, der tyder på, at Organisation 2 har samarbejdet med statslige myndigheder. Tværtimod har de været meget skeptiske, siger han og fortsætter: - De har været meget autoritære og hemmelighedsfulde, og de har haft et meget dæmoniserende forhold til omverdenen. ", forklarede han, at det var dokumenteret, at der var sket utallige mord på fredelige munke fra Organisation 2, herunder havde han selv oplevet mange af disse. Fordi man var paranoid, betød det ikke, at der ikke var nogen efter en, og Organisation 2 havde gode grunde til at være bange. Han var enig i, at Organisation 2 ikke samarbejdede med statslige myndigheder.

Om det i samme bilag angivne om, at "Tilhængerne af Organisation 2 er til gengæld meget dedikerede, grænsende til det fanatiske. Dagbladet Politiken har tidligere beskrevet, hvordan Sagens person var fuldstændig forandret, da han kom tilbage til Danmark efter sit første møde med bevægelsen i Indien. Han optrådte i orange munkeklæder og brugte hele sin tilværelse på at leve op til Organisation 2's krav om hård disciplin, seksuel afholdenhed og at skaffe penge til sektens udviklingsprojekter", forklarede han, at hans søster ville være enig heri. Da han kom hjem fra sit første møde med Organisation 2 i 1981-1982, var han ung og i en proces. Han var nok lidt prædikende de første tre-fire måneder, efter han kom hjem, men han var ikke fanatisk, da han var et meget rationelt menneske.

Person 5 var i 1995 nationalt parlamentsmedlem fra delstaten Bihar. Område 1 lå på grænsen mellem delstaterne Vestbengalen og Bihar. Han huskede ikke, hvilket parti Person 5 var medlem af, men det var et støtteparti til kongrespartiet. Bihar var meget folkerigt, og Person 5's parti havde derfor et tocifret antal medlemmer i parlamentet og direkte adgang til ledelsen af kongrespartiet. Person 5 var leder af det største parti iBihar, der opstillede til nationalparlamentet, men ikke en del af selve kongrespartiet. Person 5 sad vist ikke i regeringen. Det var efterfølgende kommet frem, at Research and Analysis Wing (R&AW), som var en indisk efterretningstjeneste, der sorterede direkte under premierministerens kontor, havde foranlediget, at radaren var slukket. Det, man i Indien blev så stødt over, var, at kongrespartiets premierminister, havde ageret i direkte opposition til partiet. Han formodede, at det åbne vindue var koordineret mellem premierministeren og Person 5, og at Person 5 var manden bag det åbne vindue.

Foreholdt sin forklaring, som afgivet under sagens behandling i byretten i 2010, hvoraf fremgår "Der var stor politisk vilje for at imødegå overgrebene i Vestbengalen. Uden dette “åbne vindue” ville det have været utænkeligt for ham at flyve ind på tvivlsomme papirer, lande, omlaste våbnene i Varanassi i Indien m.v. Der var [ingen] indgriben fra de indiske myndigheder, der er meget opmærksomme på

smugleraktiviteter.", forklarede han, at den store politiske vilje kom til udtryk ved, at 26 medlemmer af det indiske parlament appellerede til den indiske centralregering om at stoppe de voldelige overgreb. Overgrebene var meget debatterede, og det var noget, der havde stor politisk opmærksomhed. Holdningen til Organisation 2 var en helt anden, efter undtagelsestilstanden ophørte. En række ministre udtalte sig mod volden. Han fulgte med i, hvordan der var stor politisk vilje til at stoppe overgrebene.

Der var ingen, der havde interesse i, at der kom voldsomme våben ombord på flyet i form af bl.a. raketkastere og granater. Han havde en advokat, som var involveret i betalingen for våbnene. Hans advokat mødtes med Udenlandsk virksomhed 1 i London, hvor der blev stillet en uigenkaldelig bankgaranti på hele beløbet. De fik i forbindelse med betalingen ikke oplyst andet, end at betalingen udgjorde ca. 470.000 dollars. De 60.000 dollars, som Vidne 2 havde forklaret, at de mere voldsomme våben isoleret set ville koste, fortabte sig i det samlede beløb. Da våbnene blev afleveret, blev garantien frigivet i sin helhed. Han kom med nogle ønsker og forklarede Vidne 2, at våbnene skulle bruges til at bevæbne et vagtværn. Vidne 2 fik og forstod den definerede opgave i forhold til anskaffelse af våben til brug for

detteformål. Han vidste, at Vidne 2 stod for

våbensammensætningen, og Vidne 2 havde til opgave at skaffe våbencertifikatet. Først for nylig fandt han ud af, at certifikatet var forfalsket. Han vidste ikke, hvad de betalte for ud over de ønsker, som de var kommet med til Vidne 2. Han havde ingen idé om, hvad prisniveauet ville være på de våben, som de  skulle anskaffe til brug for vagtværnet. Der var et tilbud på 2.500 rifler, men han fik ikke noget tilbud på den samlede våbenpakke. Han fik til sidst i forløbet blot oplyst en samlet pris for våbenpakken. Han gik ud, at Vidne 2 tog sig betalt med nogle procenter, som var indregnet i den samlede pris. Han ville ikke have haft andet end håndvåbnene med i pakken, men han endte med at betale for alle våbnene. Der var ingen kontakt med personer i Organisation 2 omkring indholdet i våbenpakken, og der var ingen, som bad om at få leveret de mere voldsomme våben. Organisation 2 ville have reageret med bestyrtelse, hvis man havde vidst, at der var sådanne våben involveret. Det var umuligt, at nogen uden om ham kunne have ønsket kraftigere våben end håndvåben. De nedkastede alle våbnene fra flyet, selv om der var våben, som han ikke ønskede, da de ikke kunne være landet med våbnene i Calcutta.

Vidne 2 var med på flyet, fordi han gerne ville have ham med. Han havde ikke tidligere prøvet at smide noget ud fra et fly med faldskærm, og han kunne ikke have gjort det uden Vidne 2. Da han ringede til Vidne 2 fra Burgas, sagde han til ham, at det var absolut nødvendigt, at han var med, og Vidne 2 satte en pris for sin hjælp. Vidne 2 blev betalt løbende undervejs på flyveturen, når de gjorde

stop. Vidne 2 skulle også have betaling for hjemrejsen. De aftalte på forhånd en pris, og Vidne 2 fik et forskud, inden de tog afsted mod Indien. Det var hans egne penge, som han brugte til at betale for Vidne 2's bistand. Pengene havde han fra sin Butik i Hongkong. Det var også ham, der betalte for våbnene, flyet og den lettiske besætning. Det, at han betalte, var udtryk for frivilligt arbejde fra hans side. Han modtog ikke penge fra Organisation 2 til dækning af de afholdte udgifter til ovenstående.

Adspurgt om, at Vidne 2 havde forklaret til retsbog af 8. maj 2024, at "Han vidste på det tidspunkt ikke noget om et open window", forklarede han, at han var helt sikker på, at Vidne 2 i Karachi fik at vide, at der var et kort tidsrum tilbage med et open window, og at de derfor var nødt til at flyve tidligere. Han fortalte også Vidne 2, hvorfor de var nødt til at flyve tidligere, og at de skulle nå at nedkaste våbnene inden den 18. december 1995 om aftenen. Han vidste ikke, hvorfor Vidne 2 til samme retsbog havde forklaret, at "Han fik først under retssagen i Indien at vide, at en stor indisk radarstation var slukket". Det var længe siden, at samtalen fandt sted, og han huskede ikke, om han sagde direkte til Vidne 2, at radaren var slukket, eller om han blot sagde til ham, at det var nødvendigt, at de fløj tidligere.

Det var kun de to munke i Organisation 2, som vidste, at våbnene blev kom. Der var et forløb, hvor de lavede træningen af vagtværnet og iværksatte andre tiltag. På et tidspunkt blev der eksempelvis leveret paintballpistoler til vagtværnet for at se, om det kunne afskrække nogen fra at angribe vagtværnet. Det var en drøftelse mellem ham og de to personer, som førte til indkøb af våbnene. Drøftelsen udsprang af en generel diskussion om sikkerhedssituationen, hvorunder han sagde, at han ville se, om han kunne gøre noget, når han næste gang var i København. Han fortalte de pågældende, at han havde ressourcerne til at skaffe våbnene.

Person 10 var office manager på et kontor i Hongkong, som han var en del af. Person 10 havde en koordinerende rolle omkring guldhandel og havde via satellit kontakt til de to ovennævnte personer i Organisation 2. Guldhandel havde ikke som sådan noget at gøre med Organisation 2, selv om guldhandlen var med til at skaffe finansiering. Person 10 stod for at videreformidle beskeder og vidste, at våbennedkastningen ville finde sted. Person 10 havde forskellige kontakter og kendte til projektet. Han kendte Person 10 via Organisation 2. Vidne 2 og den lettiske besætning havde ingen tilknytning til Organisation 2.

Forevist udleveringsanmodning fra Indien af 8. december 2016 ... , pkt. 19, forklarede han på ny, at han ikke deltog i mødet den 28. september 1995 i centralkomitéen for Organisation 2, Calcutta.

Der var koordinerende møder på indisk niveau, som han ikke deltog i. Der var både nationale og regionale niveauer, og niveauerne var selvorganiserende. Den nævnte komité var en koordineringskomité på nationalt indisk niveau.

Adspurgt om retsbog af 8. maj 2024, hvoraf fremgår, at han om samme bilag havde forklaret, at "Citatet ”Den fjerde fases komme vil være forudgået af tredje fase, hvor der vil være store menneskelige tab og megen lidelse og uro. Men vi vil være nødt til at føre krig mod de umoralske kræfter.” svarede næsten ordret til noget, som stod i en af de artikler, som han tidligere havde læst op fra. Det svarede ikke til den tankegang, som man almindeligvis havde i Organisation 2. Det, som Person 1 mente, var, at et samfund, hvor der blev anvendt magt, langsomt ville disintegrere og den moralske sammenhængskraft forsvinde, således at kaos blev resultatet af de modsætninger, der ville opstå. CBI’s udlægning var noget helt andet end det, som Person 1 mente.", forklarede han, at delen omkring kaos refererede til noget, som Person 1 havde talt om, hvor kaos ville blive resultatet i den sene fase af kapitalismen. Kaos var et resultat af det moralske forfald og ikke noget, som Organisation 1 ønskede sig. Der, hvor CBI tog fejl i sin udlægning, var omkring det anførte med at føre krig mod umoralske kræfter, da dette ikke var noget, som Person 1 havde sagt eller ville gøre. Det var heller ikke noget, som Person 6 havde sagt eller ville gøre.

Adspurgt om Vidne 2's forklaring gengivet i retsbog af 8. maj 2024, hvoraf fremgår "Det var indtil et vist punkt hans forståelse, at den primære interesse lå i at identificere de personer, der skulle modtage våbnene. Dette baserede han på oplysninger, som han havde fået af Person 12 og MI5 om, at nedkastningen skulle gennemføres, så de indiske myndigheder kunne identificere de personer på jorden, der skulle have våbnene, da det så ud til, at der var tale om en ukendt gruppe. Der var mange kendte grupper i Indien, men denne kendte man ikke. Han tænkte derfor, at det indiske politi og efterretningstjenesterne havde de indiske modtagere som deres mål. Han fik udtrykkeligt at vide af Person 12 og MI5-agenten, at det indiske politi var efter gruppen på jorden.", forklarede han, at han troede, at Vidne 2 i den initiale fase troede på, at interessen var at identificere modtagerne, men at dette senere ændrede sig. Det lod til, at Vidne 2 refererede til en praksis, hvorefter man gennemførte en nedkastning af våben for at identificere modtagerne. Det var hans opfattelse, at det var R&AW, som stod bag, hvilket også passede ind i teorien.

Han frygtede for sin sikkerhed, hvis han blev udleveret til Indien, da hans sag var politisk betændt i Indien. Den nuværende indiske regering kæmpede med kongrespartiet om magten. Regeringen, BJP, var et

nationalkonservativt hinduistisk parti. Det største oppositionsparti var kongrespartiet. Det, som han havde udtalt om R&AW's rolle, havde været fremme i den indiske presse, hvilket var penibelt for kongrespartiet, da det betød, at kongrespartiet havde samarbejdet med MI5 imod en delstatsregering.

Der var for nylig en engelsk statsborger, som blev tortureret, fordi man ønskede, at den pågældende skulle vidne om have deltaget i en sammensværgelse med kongrespartiet. Den slags sager blev brugt imod kongrespartiet. Han ville blive udsat for noget lignende, hvis han blev udleveret til Indien. Kongrespartiet ville ønske at sikre sig, at han ikke udtalte sig i Indien om, at partiet havde hjulpet Organisation 2 med at beskytte sig mod kommunistpartiet. Regeringspartiet ville omvendt ønske at sikre sig, at han blev holdt i live og tortureret, så han afgav forklaring om kongrespartiets medvirken.

Hvis han blev udleveret til Indien, ville han de første 15 dage være i CBI's varetægt, inden han blev indsat i det hus, som var blevet udpeget til formålet. Det var i denne periode på 15 dage, at han ville blive udsat for tortur. For den ovenfor nævnte englænder, var de 15 dage endt med at blive til 30 dage. Når han var blevet indsat i huset, var den største fare for hans sikkerhed at blive udsat for vold af mobs. Vold og mord udøvet af grupper af politiske aktivister skete hver dag i Indien. Person 20 kom til magten ved at lukke øjnene for drab på 30.000 mennesker i sin egen delstat. Huset var usikkert, og de danske betjente ville ikke kunne stille noget op mod en mob på flere hundrede mennesker. En mob ville så let som ingenting kunne sparke døren til huset ind. Han frygtede også for de danske betjente, som måtte blive sendt med ham, da de heller ikke ville overleve et overfald fra en mob. Hans frygt for overfald fra en mob var meget konkret.

RSS var en organisation, som støttede og agerede håndlangere for BJP. Det kunne være personer fra RSS, som ville samle en mob. Hvis nogen i Indien talte grimt om andre politisk, samlede der sig efter nogle timer en mob, hvorefter det gik løs med drab til følge. Det hele var en del af det samme system, og når man var udsat for en politisk risiko, var man også udsat for goondas. En udlænding, der i BJP's optik havde

enforståelse af, at BJP havde deltaget i en fremmed

efterretningsoperation, var en fjende af BJP, og dermed var der meget stor sandsynlighed for, at RSS' goondas ville blive animeret til at mene, at de hellere måtte få ham ordnet med det samme. BJP havde allerede talt grimt om ham. BJP kunne have en interesse i at få gennemført en retssag mod ham for at få ram på kongrespartiet, men de involverede mennesker var ikke særlig rationelle. Med det mente han, at den angivne tankegang var en, som man ville have i en retsstat, men at det ikke var sådan, det fungerede på gaderne i Calcutta. Goondas af forskellige overbevisninger ville have interesse i at få ram på ham,

særligt i lyset af beskyldningerne om samarbejdet med den britiske efterretningstjeneste.

Medlemmer af det kommunistiske styre i Vestbengalen, som udøvede de tidligere beskrevne overgreb mod Organisation 2, var stadig meget aktive i Indien. Kommunisterne var i stærk opposition til den nuværende magt i Indien, og begge politiske sider benyttede sig af voldelige metoder.

…”

Vidne 1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

”…

Forevist indholdet af notits af 19. januar 2000 fra Slagelse Politi ... forklarede vidnet, at det angivne svarede til det, som han sagde til politiet. I 1997 solgte han ejendommen til Person 13. Hun havde en samlever, som viste sig at være Sagens person. På et tidspunkt flyttede Person 13 og Sagens person fra ejendommen. Som han huskede det, skete flytningen lige inden, at vidnet kontaktede politiet. Han talte med sin kone om, at parret måske var flyttet, fordi de var blevet skilt. En dag hørte han pludselig Sagens persons stemme. Han troede, at Sagens person var ude i køkkenet, men det viste sig, at stemmen kom fra fjernsynet. Han ringede derefter til politiet i Slagelse og oplyste som angivet i notitsen. Han hørte aldrig mere fra politiet. Ca. tre måder efter opkaldet til politiet så han et par mørke biler, der holdt og betragtede ejendommen. Det var en mørk stationcar, måske en Ford Scorpio. Han talte med sin kone om, at det måske var politiet, som var der for at søge efter Sagens person på ejendommen. Ejendommen stod på det tidspunkt stadig tom.

…”

Vidne 2 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

”…

Foreholdt sin forklaring, således som gengivet i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 ... , vedstod vidnet forklaringen.

Forevist telefax af 18. august 1995 ... , hvoraf fremgår ” Earlier this week, I was informed that my quote was acceptable, and I was invited to discuss the final details with the buyers, who were acting on behalf of the end-user. This turns out to be an illicit deal, and the end-user appears, at this stage, to be an insurgent group in India. During the meeting, I was asked for suggestions on final delivery.” , forklarede vidnet supplerende, at dette var den telefax, som han sendte til Person 21 efter mødet i København. Udtrykket “insurgent group” anvendtes normalt om enhver uofficiel gruppe, der forsøgte at købe våben. Han gjorde sig på det tidspunkt ingen tanker om, hvorvidt det,

som Sagens person fortalte om anvendelsen af våbnene, var korrekt. Det var vanskeligt for ham at svare på, hvad han tænkte om anvendelsen, da han gennemførte handlen i december 1995. Hvem slutbrugeren (end user) af våbnene var, var noget, som han fik en langsom erkendelse af over tid. Han handlede på det tidspunkt slet ikke med Indien, og han havde ingen viden om intern indisk politik. Det var derfor svært for ham at vide, hvilke grupper der blev talt om. Indien var et kæmpe land med mange forskellige politiske grupperinger, og han kunne ikke vurdere, hvem den endelige modtager af våbnene var. Det ville have været naturligt for ham at gøre sig overvejelser om slutbrugeren, men han var travlt optaget af handler, og han tænkte, at den omhandlede aftale om våbenkøb aldrig ville få luft under vingerne. Det var først under mødet i Bangkok, at han havde mulighed for at tale personligt med Sagens person og fik en bedre forståelse for, hvad det handlede om. På mødet i Bangkok troede han stadig, at våbnene skulle bruges til at bevæbne et vagtværn. Sagens person viste ham nogle dokumenter, som understøttede dette, og han researchede efter mødet de ting, som Sagens person sagde, og kunne se, at det var rigtigt.

Adspurgt om dokumentardramaet ”Program” fra 2014 og oplyst om, at vidnet uden for retten i Calcutta skulle have udtalt, at Sagens person var en ”yderst farlig terrorist” , forklarede vidnet, at enhver person med en AK-47 var meget farlig. Det gjorde sig gældende, uanset om det var en mand, en kvinde eller et barn, da en AK-47 var en dræbermaskine. Det betød ikke noget, hvilket mål den pågældende havde. Det var i den kontekst, at han sagde det anførte om, at Sagens person var en meget farlig terrorist.

Forevist klip fra dokumentardramaet ”Program” ... , minuttal 40.00 til 42.38, forklarede vidnet, at han nu huskede klippet. Han huskede den situation, hvori han fremkom med udtalelsen, rigtig godt. Han kom med udtalelsen ca. et år efter, at sagen imod ham i Indien var påbegyndt. Han var under tiltale, og anklageren havde nedlagt påstand om dødsstraf. Han havde også nogle russiske besætningsmedlemmer, som var helt hjælpeløse. Det, at gå i retten i Indien, var som at gå i retten i Storbritannien i 1700-tallet, og han følte sig derfor ikke så malplaceret i det indiske retssystem. Den russiske besætning havde derimod ingen forståelse for processen. De blev i fængslet holdt væk fra alle andre og havde ingen mulighed for at kommunikere med andre end ham. De skulle i retten måske en gang om måneden. Ved retsmøderne var pressen altid til stede i stort antal. Han forsøgte at redde sig selv og de russiske besætningsmedlemmer ved at fremkomme med udtalelsen om Sagens person. Han var på det tidspunkt ikke bekymret for Sagens person og at komme med den omhandlede udtalelse var en bekvem måde at afværge opmærksomheden i pressen og den indiske offentlighed. Når han brugte ordet ”terrorist” om Sagens person, var det ikke korrekt, men det lød godt under de omstændigheder, som

han befandt sig i på det tidspunkt. I retten sagde han også i strid med sandheden, at Sagens person havde truet ham med en pistol.

Efter han blev benådet, talte han med Sagens person og undskyldte for de ting, som han havde sagt om ham i forbindelse med retssagen i Indien. Han følte sig nødsaget til at sige tingene om Sagens person for at forsøge at tage vare på sig selv, selv om det blev på Sagens persons bekostning.

Et end user-certifikat var et certifikat, som blev anvendt i en våbenhandel. Når våben og ammunition blev handlet internationalt, skulle den person, der arrangerede handlen, sørge for et sådant certifikat. I certifikatet var angivet, hvem der fik våbnene og ammunitionen. Certifikatet skulle sikre, at modtageren ikke var omfattet af FN-sanktioner, ligesom der var restriktioner i forhold til, hvem der måtte købe hvilket udstyr. Certifikatet garanterede, at våben og ammunition ikke endte hos personer, som det ikke måtte ende hos. Det i denne sag omhandlede end user-certifikat var en forfalskning. Han købte det forfalskede certifikat af et engelsk selskab, der hed Udenlandsk virksomhed 1. Det fremstod i certifikatet som om, at han skulle sælge våbnene og ammunitionen til Bangladesh. Han og Person 9 var på et tidspunkt i Bangladesh, men de forsøgte ikke i den forbindelse at få et end user-certifikat.

Han deltog i mødet i Bangkok i september 1995 sammen med Sagens person, Person 9 og Person 22. Der var desuden en person sammen med Sagens person, som han ikke huskede navnet på. De holdt mødet i hotellets konferencerum. Som han huskede det, handlede mødet mest om, hvordan leveringen skulle gennemføres. De drøftede fly og andre muligheder for levering. Efter mødet mødtes han alene med Sagens person, og de havde en bred snak om hele projektet. Sagens person fortalte ham om baggrunden for leveringen. Han foreslog vist Sagens person at ændre pakken med våben, da den pakke, som de tidligere havde talt om, ikke var ideel. Han var ikke sikker på, hvor antallet på 500 rifler kom fra, men det var et tal, der blev nævnt. Der blev også diskuteret et antal rifler, der hed 300.

I løbet af efteråret 1995 havde han kontakt med de britiske myndigheder. Defence Export Services Organisation (DESO) havde på daværende tidspunkt til opgave at assistere britiske våbenhandlere rundt omkring i verden og havde kontakter til alle britiske ambassader, konsulater og højkommissariater. Hvis man som våbenhandler ville overholde lovgivningen, skulle man samarbejde med DESO. Det var almindelig procedure at rapportere i detaljer til DESO om alle henvendelse vedrørende våbenkøb. Man hjalp således DESO med at indsamle efterretninger. Til gengæld hjalp DESO med at etablere kontakter i det relevante land. Efter han i august 1995 kom tilbage fra København, kontaktede han derfor som det første DESO ved faxen af

18. august 1995. I DESO blev han sendt videre til Person 23. Der var på det tidspunkt ingen involveret fra det britiske politi. Han blev senere opsøgt på sin bopæl af Person 12, der var ansat i det engelske politis special branch. Person 12 var sammen med en mand, som ikke sagde, hvem han var, men det var en MI5-agent. Special branch fungerede bl.a. som MI5’s ansigt udadtil. Fik man besøg af en MI5-agent, var vedkommende altid ledsaget af en special branch-ansat. Det var derfor hans forståelse, at den ukendte person var ansat i MI5. Der var tre fysiske møder på hans bopæl, hvor det hver gang var Person 12, der opsøgte ham, og hvor MI5-agenten hver gang var med. Der var ikke andre end de tre til stede ved møderne. At han blev opsøgt af Person 12 og MI5-agenten, var svar på hans indberetning til DESO. Person 12 var baseret hos politiet iNorth Yorkshire, hvor vidnet boede.

Det var normal praksis i Indien, ligesom det var i Storbritannien, at en tiltalt blev forsynet med en kopi af beviserne. Han fik nogle måneder før retssagen bevismaterialet fra CBI. I materialet indgik bl.a. nogle udtalelser og dokumenter fra Person 12, herunder uddrag af hans politinotesbog. I Storbritannien var en politimands notesbog et formelt dokument, som der måtte aldrig fjernes side fra eller lignende. Det blev anset for et meget vigtigt dokument i en retssag. Da han læste materialet, kunne han se, at det materiale, som Person 12 havde indleveret, bar tydeligt præg af at være blevet ændret, idet der manglede afsnit i teksten. Han modtog senere kopi af de samme beviser fra North Yorkshire politi igennem udenrigsministeriet, og han kunne der ved sammenligning se, at Person 12's dokumenter var blevet ændret. Måden, hvorpå der var fjernet dele af teksten, ændrede hele meningen med de dokumenter, som Person 12 havde indgivet til

brugfor retssagen. Han fik de uredigerede dokumenter fra

udenrigsministeriet, fordi nogen hjalp ham. Han ved ikke, hvem der forsynede ham med de originale dokumenter.

Nogle dage efter, at han blev arresteret i Indien, ransagede Person 12 og en indisk CBI-agent hans ejendom i England og fjernede bl.a. alle hans fortegnelser om den omhandlede sag. På grund af

karakterenaf hans forretning med våbenhandel, optog han

rutinemæssigt alle sine telefonsamtaler, og det var alle disse optagelser, der blev fjernet.

Han havde ikke i øvrigt kendskab til uregelmæssigheder i relation til bevisførelsen i den indiske retssag som følge af britisk involvering.

Mens retssagen verserede i Indien, fik at han at vide, at der var øget fokus på sagen hjemme i Storbritannien. Han fik oplyst dette under et besøg af højkommissæren, som fandt sted adskillige måneder efter, han blev fængslet. Højkommissæren sagde, at man i noget tid havde forsøgt

at hjælpe ham. Det var det første besøg, han fik. Han modtog alle sine oplysninger om, hvad der skete i England, fra denne højkommissær i Calcutta.

Adspurgt om, at de britiske myndigheder orienterede både den danske og den indiske efterretningstjeneste inden våbentransporten, forklarede vidnet, at så vidt han vidste, var det MI5, der gav denne information til den modsvarende enhed i Indien, der beskæftigede sig med interne sikkerhedsanliggender. Så vidt han forstod, var det foregået på samme måde i relation til Danmark. På et tidspunkt sagde Person 12 til ham, at de ville videresende informationen om den forestående våbentransport med det samme, og ved næste møde sagde Person 12, at informationen var sendt. Han tænkte på daværende tidspunkt, at indierne var orienteret. Han vidste, at der i tidligere sager var givet orienteringer til andre lande om forestående våbenhandler, hvis handlen var mistænkelig, og hvor man havde fået besked på at fortsætte handlen. I disse andre sager plejede de mennesker, som han handlede med, at forsvinde, og han antog, at noget i samme stil ville ske i relation til den omhandlede våbenhandel. Han fortsatte med andre ord sit liv.

At det var MI5 og ikke MI6, der havde med Indien at gøre, skyldtes det særlige forhold mellem MI5 og Indien. Situationen mellem Indien og Storbritannien var ofte misforstået, idet Indien ikke var en koloni, men en del af Storbritannien. Indien havde derfor også sin egen vicekonge. Det var to store bureaukratier, der blev forelskede i hinanden. MI5 blev startet i Indien i ca. 1920 og flyttede til London. MI5 anså derfor Indien som sit hjemsted. Person 24, der var chef for MI5, blev rekrutteret i Delhi. Det var derfor MI5, som beskæftigede sig med indenrigsforhold, der var involveret i stedet for MI6, som lå under udenrigsministeriet. MI5 og MI6 anså hinanden for værende konkurrenter i Indien.

Ved det andet møde med Person 12 og MI5-agenten, drøftede de, hvorvidt han skulle holde afstand fra sagen. Det var dog ret svært for ham pludselig ikke at have noget med handlen at gøre uden at gøre alle opmærksomme på, at myndighederne var involverede. Det var på det tidspunkt allerede aftalt, at Sagens person skulle købe et fly til at foretage transporten af våbnene og ammunitionen, og han havde været med Sagens person i Letland, hvor de havde fundet et fly, der var til salg. Han besluttede derfor sammen med Person 12 og MI5-agenten, at de skulle fortsætte med flykøbet, men at han skulle komme ud af selve våbenhandlen. Flyet var i Letland og våben m.v. var i Bulgarien. Det, som Person 12 og MI5-agenten ville have ham til at tage afstand fra, var pengesporet i relation til våbnene. Derfor tog han sig af flykøbet, som var harmløst, mens våbnene blev håndteret af Udenlandsk virksomhed 1, således at han var armslængde af våbenhandlen. Våbnene blev afhentet

i Bulgarien og tjekket, hvorefter betalingen blev frigivet.

Han tog med flyet, da han ikke anså det for et problem at gøre dette på daværende tidspunkt. Flyet var et gammelt sovjetisk AN-26, som havde to motorer med turbopropeller. Flyet skulle flyve fra Riga hen over Indien ind i Thailand. Der var en række mellemlandinger på ruten. Han så ikke noget galt ved at gå ombord på flyet i Burgas i Bulgarien. De mellemlandede bl.a. i Karachi i Pakistan, hvor Sagens person var ret villig til at lade ham tage hjem. Han fløj dog ikke hjem, men tog med videre, da Person 12 og MI5-agenten havde sagt, at den indiske regering syntes, at det var vigtigt, at leverancen fortsatte. Han behøvede ikke at tage med videre, men han tænkte, at der ikke ville ske ham noget, hvis han blev fanget i Indien. Det viste sig dog at være hans livs fejltagelse at tage med videre til Indien.

Under det tredje møde med Person 12 og MI5-agenten fik han en telefonopringning fra Sagens person, som oplyste, at der var et problem vedrørende flyets luftdygtighedscertifikat. Det var ikke muligt at flyve uden dette certifikat. Købet af flyet var et salg, som vidnet var ansvarlig for. Telefonen var sat på højttaler, og Person 12 og MI5-agenten hørte derfor samtalen. Han, Person 12 og MI5-agenten blev efter opkaldet enige om, at der ikke var noget alternativ til, at han tog til Burgas med det samme for at få styr på de dokumenter, der skulle bruges i relation til flyet. Det var også på denne baggrund, at han tænkte, at der ikke ville ske noget, hvis han tog med videre til Indien.

Det end user-certifikat, som blev anvendt til den omhandlede handel, var falsk og blev lavet til brug for den konkrete handel.

Adspurgt om, at Sagens person i byretten i 2010 havde forklaret, at ” Vidne 2 nævnte kort efter mødet, at han havde haft visse udfordringer i forhold til at få udstedt det nødvendige ”End user-certifikat” . Vidne 2 spurgte ”Har jeg frie hænder? Det vil koste mere” . Han sagde, at det måtte Vidne 2 løse.” , forklarede vidnet, at end user-certifikatet skulle ændres for at matche indholdet af leverancen. Hvis man eksempelvis havde bestilt 500 AK-47, men alligevel kun skulle have 300, skulle man have et nyt certifikat. Det kostede ikke mere at få et nyt ægte certifikat, men det kostede ekstra, når man skulle have et falsk certifikat, og det var derfor, der var en ekstraudgift. Ordrens indhold ændrede sig under mødet i Bangkok, og der skulle derfor bruges et nyt certifikat. Det eneste formål med certifikatet var at give det til leverandøren af våben og ammunition, så der var orden i leverandørens papirarbejde. Leverandøren var den bulgarske virksomhed Udenlandsk virksomhed 2. Udenlandsk virksomhed 2 havde blot brug for et stykke papir med en oversigt over de våben, som de ville købe, og som var underskrevet af en person, der havde ret til at eje våbnene. Det falske end user-

certifikatfremstod som underskrevet af en generalmajor fra

Bangladesh. Han vidste, at Udenlandsk virksomhed 2 netop havde solgt en våbenbeholdning til Bangladesh på et end user-certifikat, der var underskrevet af den pågældende major. End user-certifikatet fra den handel blev derfor kopieret til brug for den omhandlede sag, og der blev på certifikatet angivet en anden liste med effekter.

Mængden af våben, der blev lastet i Burgas, stemte overens med end user-certifikatet, men det matchede ikke med det, der blev fundet på jorden efter nedkastningen. Der var to typer af rifler; standard AK-47-rifler og Dragunov sniperrifler. Ved en fejl lastede Udenlandsk virksomhed 2 ikke ammunition til Dragunov-riflerne, der havde en anden kaliber end AK-47-riflerne. Da sagen var i retten i Indien, blev det oplyst, at der var fundet en stor bunke ammunition til Dragunov-riflerne, som aldrig havde været ombord på flyet og dermed tydeligvis var blevet plantet. Der var i forsendelsen et antal raketkastere og ammunition til disse, men der var ikke tale om panserværnsvåben. RPG-7 var et kendt panserværnsvåben, men det kunne alene bruges mod tanks under forudsætning af, at der anvendtes den rette ammunition. De raketter, der fulgte med, var standardraketter, som kunne vælte en væg, og de kunne ikke gøre skade på en tank.

Han troede ikke, at Sagens person nogensinde så end user-certifikatet, da det blev givet direkte videre til fabrikken, der producerede våben og ammunition.

Han huskede ikke ordret, hvad der blev sagt, da han drøftede indholdet af våbenpakken med Sagens person. Der blev opnået enighed om, at Sagens person skulle købe et fly, og at flyet skulle være ret småt. Flyet var et lille fragtfly, som højest kunne have ca. tre tons ombord. Flyet ville ikke kunne bære et stort antal AK-47-rifler, og han foreslog derfor Sagens person, at der skulle andre ting i pakken end AK-47-rifler. Han troede ikke, at han under mødet i Bangkok var særlig specifik i forhold til det, som han foreslog Sagens person, at der i stedet skulle i pakken, men han nævnte måske pistoler. Der var heller ikke andre tidspunkter, hvor han nævnte over for Sagens person, hvad der var i pakken med våben, da vidnet på det tidspunkt endnu ikke havde talt med leverandøren herom.

Forevist ”EDSVOREN ERKLÆRING” af 26. oktober 2016, pkt. 3 ..., hvoraf fremgår ” Disse våben omfattede 247 AK-47, 10 raketkastere, 65 håndgranater, 78 panserværnsgranater, 11 9 mm pistoler, 20,543 stk. ammunition og 3,885 stk. 9 mm-ammunition” , forklarede han, at der ikke var særlig stor forskel på det angivne og indholdet af end user-certifikatet. Typerne af våben var den samme. I relation til antallet stod der i ovenstående, at der var tale om 247 AK-47-rifler, men det var reelt 300 stk., der var ombord på flyet. Det var korrekt, at der var 10 raketkastere. Der var håndgranater, men det kunne ikke passe, at der

var 65 stk., da et sådant antal ikke passede med, hvordan det blev lastet. Antallet af våben var i det leje, som fremgik af bilaget. Antallet så rigtigt ud i forhold til ammunitionen. Der var granater med i forsendelsen, men det var ikke panserværnsgranater. Han huskede ikke, om det netop var 78 stk., men antallet passede ikke med den måde, som det var pakket på. Listen i bilaget var essentielt det, der var angivet i end user-certifikatet, men i bilaget manglede nogle af de ting, der stod anført i end user-certifikatet.

Det var hans opfattelse, at Sagens person ikke vidste, at der også blev lastet granater m.v. på flyet. Den fysiske afhentning af våben og ammunition var ikke noget, som Sagens person skulle vide noget om. Vidnet fik end user-certifikatet og videregav det direkte til Udenlandsk virksomhed 2. Så vidt han vidste, så Sagens person ikke certifikatet.

Der var ikke et 100 % tjek af de ting, som blev hentet hos leverandøren. Det kunne have været Sagens person eller de russiske besætningsmedlemmer, der tjekkede det. Besætningens lastansvarlige måtte i hvert fald have tjekket tingene, da det var vedkommendes opgave at placere dem i lastrummet. Den lastansvarlige måtte have åbnet nogle af kasserne for at placere tingene. Vidnet var ikke med til at tjekke tingene, idet flyet var allerede lastet, da han ankom.

Hanblev kaldt til Burgas, da der var problemer med

luftdygtighedscertifikatet. Han fik ordnet problemerne med certifikatet, men tog med flyet, da problemerne med certifikatet kunne fortsætte. Han vidste, at udfordringen med luftdygtighedscertifikatet formentlig

villeopstå igen, da Sagens person ville bruge flyet til flere

mellemlandinger. Han var derfor nødt til at blive på flyet for at håndtere dokumenterne. Han løste i Burgas problemerne med luftdygtighedscertifikatet ved at skaffe nogle yderligere dokumenter. De fløj fra Burgas til Iran og derfra til Karachi. Flyets nye base skulle være Karachi, og flyet ville derfor blive indregistreret i Pakistan. Luftdygtighedscertifikatet skulle udstedes af det land, hvor flyet var hjemmehørende, og certifikatet udstedt i Bulgarien gjaldt derfor kun, indtil flyet kom til Pakistan. Når han havde sørget for et nyt luftdygtighedscertifikat i Pakistan, ville hans opgave været afsluttet.

Våbnene blev ompakket ombord på flyet med henblik på at kunne blive nedkastet. Ompakningen foregik mellem Karachi og Pirulia. Det var besætningsmedlemmerne, der foretog ompakningen. Sagens person stod for ompakningen og var til stede i lastrummet, mens ompakningen foregik, men han vidste ikke, hvor meget Sagens person lavede af det praktiske arbejde. Det var et lille fly, som ikke var ret meget længere end retssalen, og der var derfor ikke ret meget plads i lastrummet. Som led i ompakningen åbnede man kasserne med rifler. Hvis han huskede rigtigt, blev raketkasterne og granaterne i kasserne, da man ikke ville

have, at de rullede rundt. Vidnet vidste, hvad der var i kasserne, og at aluminiumsrørene, som de lå i, ikke var særlig stærke, hvorfor det var muligt at beskadige dem, hvis man kom til at træde på dem. Alle våbnene var i den samme form for grønne kasser. Kassen med raketkastere var på størrelse med et bord. Det stod uden på kasserne, hvad de indeholdt. Han vidste, hvordan en riffelkasse så ud, og han behøvede derfor ikke tjekke skiltet på kassen for at vide, hvad den indeholdt. Besætningen var tidligere militærfolk og vidste også, hvordan riffelkasser så ud. Han vidste ikke, hvad der stod på kasserne med raketkastere. Der var i flyet tre træpaller i standardstørrelse. Der blev lagt kasser rundt om hver af pallerne, og de udpakkede rifler blev lagt løst i midten. Man placerede det sådan, så riflerne var delvist beskyttet. Over hver af pallerne trak man et net, som holdt det hele sammen. Der blev sat en faldskærm oven på nettet.

På daværende tidspunkt ville 10 raketkastere, 65 håndgranater og 78 granater formentlig koste ca. 60.000 USD. Han vidste ikke, hvem der betalte for våbnene, men han troede, at Sagens person var involveret i betalingen. Betalingen for de nævnte våben var en del af den samlede betaling for våbnene. Han vidste ikke, hvordan betalingen fandt sted.

Det var ham, der sørgede for flyet, og det var derfor hans opgave at sørge for, at flyet kunne lette. Det var herunder hans opgave at sørge for luftdygtighedscertifikatet. Han forventede, at Sagens person ville betale ham for at flyve med, eller at Sagens person i hvert fald ville have betalt for hans flybillet tilbage til Storbritannien.

Han lagde ruten for, hvor tingene skulle kastes ned. Han forstod, at tingene skulle til et specifik sted i en lille landsby i Purulia. I luften var der nogle bestemte ruter, som flyene fulgte. Stedet, hvor tingene skulle kastes ned, var meget få miles fra standardflyruten, som mange kommercielle fly fløj på hver dag. Spørgsmålet var, om de kunne gå ned i en lavere højde, dreje til højre og efter et stykke tid til venstre igen, så de kom til at flyve parallelt med standardruten og kom direkte hen over den zone, hvor våbnene skulle leveres. Når de havde kastet våbnene ned, skulle de dreje tilbage ind på standardruten. Så vidt han vidste, var håbet, at radaren ikke ville opfange, at de afveg fra ruten. Han vidste på det tidspunkt ikke noget om et open window. Han fik først under retssagen i Indien at vide, at en stor indisk radarstation var slukket. Han fortalte piloten, hvordan vedkommende skulle flyve for at lave den ovenfor beskrevne manøvre, men piloten gjorde det forkert.

Han hørte første gang om Organisation 2 til mødet i Bangkok, hvor Sagens person fortalte ham herom. Han forstod, at det var en kvasireligiøs organisation. Han vidste, at der var beskyldninger om, at Organisation 2 blev angrebet, og at dette var korrekt.

Da han sagde om Sagens person, at han var en ”yderst farlig terrorist” , tænkte han ikke over, at det kunne bruges mod ham selv. Han befandt sig i en klemme i forbindelse under retssagen i Indien, og han vidste, at den britiske regering forsøgte at holde ham i fængsel, og at den indiske regering ville have nogen at skyde skylden på, hvorfor han ikke skulle regne med en retfærdig rettergang. Han var i retten hver anden eller tredje uge og opmærksomheden fra både den indiske og internationale presse var meget intens. Han tænkte, at det var meget vigtigt, at han gjorde alt, hvad han kunne for at bibeholde pressens opmærksomhed, da han vidste, at han kun kom ud af fængslet, hvis han gjorde det lettere for de britiske og indiske myndigheder at slippe ham fri end at holde ham i fængsel.

Da de fløj ind i Indien, forventede han, at Sagens person ville blive arresteret enten før eller efter nedkastningen, og at vidnet selv ville gå fri efter aftale. Han fik af en senior CBI-officer i Mumbai at vide, at hvis hans historie passede, ville han komme hjem inden jul. Det var indtil et vist punkt hans forståelse, at den primære interesse lå i at identificere de personer, der skulle modtage våbnene. Dette baserede han på oplysninger, som han havde fået af Person 12 og MI5 om, at nedkastningen skulle gennemføres, så de indiske myndigheder kunne identificere de personer på jorden, der skulle have våbnene, da det så ud til, at der var tale om en ukendt gruppe. Der var mange kendte grupper i Indien, men denne kendte man ikke. Han tænkte derfor, at det indiske politi og efterretningstjenesterne havde de indiske modtagere som deres mål. Han fik udtrykkeligt at vide af Person 12 og MI5-agenten, at det indiske politi var efter gruppen på jorden. Som han forstod det, var det hele formålet med at gennemføre leveringen. Person 12 forklarede ikke mere om gruppen på jorden, men sagde blot, at han havde viderebragt al den information, som vidnet kom med, til de indiske myndigheder, og at de indiske myndigheder ikke forstod, hvem modtagerne var. Nedkastningen fandt sted i et område i Indien, hvor der var mange oprørsgrupper, og den smule information, som han kunne viderebringe, matchede ikke nogen af de etablerede grupper.

Han huskede ikke navnet på MI5-agenten, men alene navnet på sagsbehandleren hos MI5, der hed Person 25.

Forevist udleveringsanmodning fra Indien af 8. december 2016 ... , pkt. 15, hvoraf fremgår ” Efterforskningen viste, at der blev afholdt et møde i København den 18. august 1995 med deltagelse af tiltalte Vidne 2, Alias 2 og to andre personer. På dette møde blev Vidne 2 bedt om at levere 2.500 stormgeværer og 1.500.000 … stykker ammunition, hvilket Vidne 2 forlangte USD 4,75 mio. for.” , forklarede han, at han ikke længere huskede beløbet, men at der aldrig blev nævnt et beløb på 4,75 mio. dollars. For at koste et sådant

beløb skulle riflerne være guldbelagte.

…”

Vidne 3 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

”…

Vidnet forklarede, at han i 1974 blev den første person, der påbegyndte Organisation 1-aktiviteter uden for Indien. Han havde ikke siden 1995 været involveret i den globale Organisation 1, men fungerede stadig som fortaler for bevægelsen.

Organisation 1 var en social filosofi, som blev etableret af Person 1. Det grundlæggende tema i filosofien var, at man ville skabe et samfund, hvor alle havde lige muligheder for både kollektivt og individuelt at udvikle og udtrykke sig i relation til fysiske, psykiske og spirituelle aspekter af livet, og således at der bibeholdtes en balance med naturen.

Der var både forskelle og ligheder mellem Organisation 1 og Organisation 2. På det filosofiske niveau var Organisation 1 den sociale filosofi, der var en del af Organisation 2. Der var forskelle mellem Organisation 1 og Organisation 2 på det organisatoriske niveau. Organisation 2 var et afledet navn af en global organisation. Der var en separat Organisation 1-organisation, der hed Organisation 1, ligesom der var flere andre uafhængige Organisation 1-organisationer. Der var både en sociopolitisk og en spirituel del af bevægelsen. Organisation 2 handlede om spirituel udvikling, mens Organisation 1 handlede mere om ændringer på økonomisk og politisk niveau. Det var Organisation 1's hovedopgave at skabe et samfund, hvor alle mennesker havde lige muligheder.

Person 1 havde nogle tanker om, hvordan samfund udviklede sig. Samfund udviklede sig ikke i et ligeligt tempo, idet der var henholdsvis dynamiske og stillestående perioder. Hvis de stillestående perioder blev betydelige, skabte det mange problemer i samfundet, og det blev nødvendigt at foretage ændringer i samfundets kerneværdier. I Organisation 1's terminologi gik samfundet derved ind i en ny æra. I menneskehedens historie havde der været adskillige æraer. Den første æra var domineret af mennesker med en krigermentalitet. I middelalderen blev samfundet domineret af mennesker med en intellektuel og religiøs mentalitet. I moderne tid var samfundet domineret af kapitalisterne. Når man i Organisation 1 talte om, at der skulle en fjerde fase, så skulle denne opstå ved, at når problemerne i samfundet blev store nok, så kom der naturligt en trang til at foretage ændringer, hvilket derefter skete. Overgangen fra en æra til en anden kunne foregå på tre måder. Den første var en naturlig ændring, hvor en æra flydende ændrede sig til en anden. Den anden var ved anvendelse af mild eller intellektuel tvang, således som det f.eks. skete i renæssancen. Den tredje var ved revolution, hvor man var nødt til at anvende en mere væsentlig tvang. Med tvang mente han ”force” . I

relation til Organisation 1 og Organisation 2 var der fire forskellige typer af ”force” , som man kunne anvende til at påvirke samfundet. Den første var spirituel, hvorpå et eksempel kunne være Dali Lama. Den anden var moralsk, hvorpå et eksempel kunne være Martin Luther King eller Gretha Thunberg. Den tredje var intellektuel, således som man så det hos f.eks. de sovjetiske dissidenter. Den fjerde var kulturel, som man bl.a. så det i Banksy.

Fysisk magt eller vold kunne måske bruges til at forsvare en nation, og i nogle tilfælde kunne fysisk tvang eller tilbageholdelse måske være et middel til samfundsmæssige ændringer, men vold avlede blot mere vold, og vold ændrede ikke tankegange. Det var hans forståelse, at Person 1 fordømte den vold, der fandt sted i relation til Organisation 2 i 1970’erne, og volden blev set af medlemmerne i Organisation 1-bevægelsen som misforstået. Efter 1970’erne hørte han ikke om tilfælde, hvor nogen i Organisation 1 eller Organisation 2 var fortaler for at anvende vold til at opnå de samfundsmæssige ændringer, som man ønskede sig.

Han var studerende under Vietnamkrigen i 1960’erne og blev en del af en national bevægelse, der havde til formål at stoppe krigen. Han sympatiserede også meget med de farvede i USA’s kamp for at opnå social lighed. Disse ting påvirkede ham, og han udviklede en social samvittighed. Han lærte meditation gennem Organisation 2 og fandt derigennem frem til Organisation 1. I Organisation 1-filosofien genkendte han nogle dybereliggende idéer, der var forenelige med hans ønsker om social retfærdighed. I 1974 rejste han til Indien for at deltage i et tremåneders træningskursus som meditationsunderviser. Han havde en kandidatgrad i psykologi. I 1978 besøgte han Område 1 i Purulia i to-tre dage, hvor han så en masse ødelagte bygninger. Han besøgte projektet igen i 1987, hvor han var der i en uge. Han hørte om angreb på Område 1, men han så ikke selv angrebene.

Hanmødte Sagens person i de tidlige 1980’ere. Frem mod

våbennedkastningen i 1995 var der to perioder, hvor han havde væsentlig kontakt med Sagens person. I den første periode i midten af 1980’erne var Sagens person udstationeret i hans område som meditationsunderviser, og de arbejdede sammen for at prøve at finde jord, der kunne bruges til at skabe noget, der mindede om Område 1. I de tidlige 1990’ere arbejdede de sammen i det østlige Rusland, hvor progressive intellektuelle var interesserede i at erstatte det fejlslagne kommunistiske økonomiske system med Organisation 1. Vidnet var inviteret til Rusland for at give lektioner og afholde møder med vigtige personer. På et tidspunkt blev han af guvernøren inviteret til at udarbejde en udviklingsplan, og People’s Acadamy and Sciences etablerede et samarbejde med Organisation 1-instituttet, Udeladt med henblik på at introducere Organisation 1 i Rusland inden for de næste 15 år. Sagens person var en meget dynamisk person, som deltog i processen, og

som havde en bemærkelsesværdig evne til at skabe gode relationer til personer fra regeringen, organisere projekter og hjælpe vidnet med at se, hvordan en Organisation 1-økonomi ville fungere i Rusland. Sagens person var således både organisator og ydede ham intellektuel bistand. Sagens persons indre ånd inspirerede vidnet og mange andre, hvilket kom til udtryk ved, at Sagens person kunne skabe resultater som ingen anden. Sagens person kunne formidle en vision på måder, som fik andre til at rejse sig op og bevæge sig fremad. Sagens person havde en smittende positivitet og et særligt blik for, hvad der kunne gøres for inspirere andre. Sagens person var stærk i relation til at forstå samarbejdsånden i Organisation 1 og mindre stærk i forhold til at forstå makroøkonomi i detaljer, men han tilpassede sig hurtigt i forhold til at forstå Ruslands økonomi. I perioden med projektet i Rusland var Sagens person også i Purulia, hvor der var betydelige angreb på Organisation 2. Sagens person nævnte angrebene i Indien, men fortalte ikke om det i detaljer. Han hørte aldrig Sagens person tale om at bruge vold for at skabe ændringer i samfundet. Han hørte heller aldrig andre i Organisation 1 eller Organisation 2 tale om at bruge vold.

Et-to år efter våbennedkastningen i 1995 blev han kontaktet af Person 17, som opsøgte ham derhjemme for tale med ham. Person 17 kendte til kontakten mellem vidnet og Sagens person og ville derfor tale med vidnet. Person 17 talte med en række af de aktive personer i Organisation 2-bevægelsen og konkluderede på den baggrund, at Organisation 2 var en positiv kraft i samfundet. Person 17 hørte, at FBI ville udpege Organisation 2 som værende en kriminel organisation, og Person 17 overbeviste FBI om, at det ville være forkert. Person 17 sagde meget frit og ærligt, at han var ekstremt frustreret over at samarbejde med CBI, og at han ingen respekt havde for CBI, som han mente tilbageholdt information for ham. Han forstod det som om, at Person 17 mente, at der var ting, som CBI skjulte, men han huskede ikke, hvad det var, CBI ifølge Person 17 skulle skjule. Han huskede blot, at Person 17 mente, at CBI havde en uklar dagsorden. Det var hans indtryk, at Person 17 forstod, at vidnet ikke var involveret i våbennedkastningen, og at Person 17 ville have information om Sagens person.

…”

Anbringender

Anklagemyndigheden har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift, hvoraf fremgår bl.a.:

”…

Anklagemyndigheden indstiller i medfør af udleveringslovens § 35, stk. 1, at retten træffer afgørelse om, at Sagens person skal udleveres til de indiske myndigheder til strafforfølgning for de handlinger, der er

beskrevet i udleveringsanmodningen af 8. december 2016, og som vedrører overtrædelse af sektion 120-B, 121, 121-A, 122, 123, 177 og 420 i den indiske straffelov, sektion 25(1-A) og (1-B), (f) (g), og 27 sammenholdt med sektion 35 i den indiske våbenlov, sektion 4(b), 5 og 6 i den indiske lov om eksplosive stoffer, sektion 9B(2) i den indiske lov om eksplosiver og sektion 10, 11, 11-A og 12 i den indiske lov om luftfartøjer, ved i forbindelse med nedkastning af våben fra et fly over Purulia-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen natten mellem den 17. og 18. december 1995 blandt andet at have deltaget i sammensværgelse om at føre krig mod den indiske regering, forsøgt at føre krig mod den indiske regering eller medvirken hertil, indsamlet våben i den hensigt, fortiet planer om krigsførelse mod den indiske regering, fremkommet med falske oplysninger til embedsmand, begået bedrageri, besiddet og transporteret mv. (forbudte) våben og ammunition samt tilsidesat flysikkerheden mv.

Anklagemyndigheden påstår i overensstemmelse med Rigsadvokatens indstilling til retten af 22. juni 2023, at retten kan træffe afgørelse om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien for de forhold, der er angivet i udleveringsanmodningen af 8. december 2016, idet ingen af udleveringslovens bestemmelser er til hinder herfor.

Anklagemyndigheden lægger vægt på,

- at der ikke er fare for, at Sagens person efter udlevering til Indien vil

blive udsat for tortur eller anden nedværdigende eller umenneskelig behandling, jf. udleveringslovens § 6, stk. 2, idet Sagens person vil være anbragt i et arresthus, hvor han vil være den eneste indsatte, og idet Sagens person under hele sit ophold i Indien vil være under observation 24 timer i døgnet af danske politibetjente. Sagens person vil således ikke være i det indiske politis og de indiske fængslers varetægt i den forstand, som dannede grundlag for Østre Landsrets afgørelse af 30. juni 2011 om afslag på udlevering som følge af, at en afgørelse om udlevering ville stride imod udleveringslovens § 6, stk. 2.

- at de handlinger, som Sagens person begæres udleveret til, opfylder

kravet om dobbelt strafbarhed, jf. udleveringslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, og at strafferammekravet er opfyldt for mindst en af de strafbare handlinger, jf. udleveringslovens § 22,

omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. udleveringslovens § 25, stk. 3, nr. 3,

- at udleveringslovens § 26 om forældelse ikke finder anvendelse,

da de strafbare handlinger, som Sagens person er sigtet for, ikke er omfattet af dansk straffemyndighed.

Anklagemyndigheden påstår endvidere, at retten i medfør af udleveringslovens § 35, stk. 1, fastsætter følgende 14 vilkår for udlevering, som Rigsadvokaten har indgået aftale med de indiske myndigheder om:

1.Sagens person vil alene blive stillet for retten i forbindelse med sagen om våbennedkastningen i Purulia og ikke i nogen andre sager, og han vil ikke blive udleveret til et tredjeland.

2.Sagens person vil blive stillet for retten ved samme domstol, hvor andre medtiltalte – nemlig den britiske statsborger Vidne 2, fem lettiske statsborgere og to indiske statsborgere – tidligere er blevet stillet for retten. Den pågældende domstol er en almindelig domstol, som er nedsat i henhold til lovgivningen, og er ikke en særdomstol.

3.Såfremt Sagens person måtte blive idømt dødsstraf af de indiske domstole, vil han alene skulle afsone fængsel på livstid.

4.Såfremt Sagens person bliver dømt af en indisk domstol, vil han blive overført til Danmark så hurtigt som muligt med henblik på afsoning af den idømte fængselsstraf. En afgørelse vedrørende overførsel af Sagens person vil blive truffet iumiddelbar forlængelse af den endelige dom, således at den faktiske overførsel af Sagens person til Danmark rent praktisk kan finde sted inden for den frist på tre uger, som er fastlagt i Danmarks Justitsministeriums brev af den 28. april 2005.

5.Når Sagens person er blevet udleveret til Indien, vil han blive fremstillet for den kompetente domstol til domsforhandling i henhold til lovgivningen, og han vil blive behandlet i overensstemmelse med artikel 7, 9 og 10 i FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Desuden vil en eventuel fængsling af Sagens person finde sted i overensstemmelse med FN's standardminimumsregler for behandlingen af fanger.

6.Danmarks Ambassade i New Delhi og Danmarks Konsulat i Kolkata, Vestbengalen, skal have adgang til at besøge Sagens person i arresthuset efter behov. Desuden skal Sagens person tillades regelmæssige besøg fra sine familiemedlemmer i overensstemmelse med Vestbengalens regerings fængselsmanual (Indien).

7.Mens han er indsat i arresthuset i Kolkata i Vestbengalen, vil Sagens person have uhindret adgang til at kontakte både Danmarks Ambassade i New Delhi og Danmarks Konsulat i Kolkata, og de indiske myndigheder vil straks kontakte disse repræsentationer, såfremt Sagens person beder om det.

8.Indiens regering vil træffe alle mulige foranstaltninger for en

hurtig og effektiv retsforfølgning af Sagens person, og Danmarks Justitsministerium og Danmarks Ambassade i New Delhi vil af Central Bureau of Investigation (den efterforskende myndighed) blive orienteret om retssagens status den første dag hver måned.

9.For så vidt angår bestræbelserne på en hurtig og effektiv retsforfølgning af Sagens person samt oplysningerne fra de indiske myndigheder vedrørende længden på de tidligere retssager mod de medtiltalte i sagen om våbennedkastningen i Purulia er det den klare forventning, at der vil foreligge en endelig dom over Sagens person inden for 12 måneder efter hans udlevering fra Danmark. Hvis der ikke opnås en endelig dom inden for den forventede periode på 12 måneder fra udleveringstidspunktet, vil de indiske myndigheder inden to uger efter overskridelse af denne tidsramme oplyse de danske myndigheder om, hvornår en endelig dom kan forventes.

10.Der vil blive udvalgt og bekræftet et passende arresthus i Kolkata (Indien) i samråd med de danske myndigheder, som vil blive oplyst herom. Det omtalte arresthus vil alene have til formål at huse Sagens person, og han vil være den eneste indsatte i fængslet.

11.Ubevæbnede og civilklædte danske betjente kan slutte sig til de indiske fængselsbetjente, som bevogter Sagens person, på det omtalte arresthus’ område som observatører døgnet rundt før, under og efter retssagen, og indtil Sagens person bliver sendt tilbage til Danmark. Danske politibetjente må ledsage Sagens person under al transport, herunder også transport til og fra retten.

12.Såfremt der måtte være behov for det, vil Sagens person have uhindret adgang til lægebehandling på et sted, som vælges i samråd med de danske myndigheder.

13.Afgørelsen om varetægtsfængsling af Sagens person træffes af den kompetente indiske domstol, og afgørelsen om frihedsberøvelse af Sagens person i det ovenfor omtalte arresthus er en overordnet myndighedsbeslutning truffet af de kompetente myndigheder i Vestbengalen, og de kompetente myndigheder i Vestbengalen har stillet en garanti om, at Sagens person vil blive frihedsberøvet i det ovenfor nævnte arresthus.

14.I alle andre henseender vil de indiske myndigheder skabe sikkerhed for Sagens person og de danske politibetjente under deres ophold i Indien.

I det følgende vil anklagemyndigheden uddybe påstanden samt kommentere på forsvarerens anbringender i ”Indledende Processkrift” af 1. maj 2024, som blev udleveret på sagens første retsdag.

Uddybende bemærkninger til påstanden

Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3

Forsvareren har rejst spørgsmål om sikkerhedsrisikoen ved en

udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien. Forsvareren har i den forbindelse henvist til følgende formulering i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011: ”at det – bl.a. på grund af den alvorlige sigtelse om, at gøre væbnet opstand mod de indiske myndigheder – ikke var sikkert at udlevere Sagens person til Indien."

Østre Landsret lagde i kendelsen fra 2011 vægt på, at pålidelige kilder havde rapporteret om, at der i Indien var udbredt og systematisk brug af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt, og diplomatiske garantier ikke i sig selv kunne anses for tilstrækkelige til at sikre Sagens person mod krænkelser af sine menneskerettigheder.

Forsvareren har i den forbindelse gjort gældende, at der er en reel fare for, at Sagens person vil lide alvorlig og livstruende overlast, fordi Sagens person er en international efterstræbt terrorist, fordi udøvelse af politisk vold er udbredt i Indien, fordi politisk vold i praksis er straffri, fordi Sagens person skal være i en uidentificerede sikkerhedstjenestes varetægt, og fordi den sikkerhedsrisiko, som landsretten fandt bestod i 2011, ikke er afværget ved de garantier, der er afgivet af de indiske myndigheder, men fortsat vil bestå i relation til de forhold, som Sagens person vil være undergivet under straffesagens gennemførelse i Indien.

Forsvareren har endvidere gjort gældende, at der er sket væsentlige forringelser af menneskerettighedsforholdene i Indien, og at de indiske myndigheder modtager afslag i 2/3 af de sager, hvor de indiske myndigheder anmoder om udlevering.

Anklagemyndigheden bemærker hertil, at det følger af udleveringslovens § 6, stk. 2, at udlevering ikke kan finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i EMRK, hvorefter ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Retten i Hillerød og Østre Landsret fandt ved kendelser af henholdsvis 1. november 2010 og 30. juni 2011, at udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien ville stride mod udleveringslovens § 6, stk. 2.

De indiske myndigheder fremsatte i december 2016 en ny anmodning om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien, og de indiske myndigheder gentog og bekræftede i den forbindelse de 8 diplomatiske garantier, som blev givet og bekræftet under behandlingen af udleveringsbegæringen fra 2002.

De indiske myndigheder afgav endvidere en garanti om, at Sagens person under retssagen i Indien vil blive indkvarteret i et ”correctional home” (arresthus), hvis indisk lov kræver, at Sagens person er frihedsberøvet under sagen, og at et sådant ”correctional home” vil blive udvalgt og bekræftet i konsultation med den danske repræsentation i Indien.

De indiske myndigheder meddelte samtidig, at de var indstillede på at imødegå yderligere forsikringer for at understøtte muligheden for, at de danske domstole vil træffe en positiv afgørelse om udlevering.

Rigsadvokaten har indgået aftale med de indiske myndigheder om i alt 14 vilkår for udlevering, hvoraf de første 8 vilkår er de vilkår, som fremgår af Justitsministeriets afgørelse om udlevering af 9. april 2010. De resterende 6 vilkår er nye vilkår for udlevering, som er aftalt med de indiske myndigheder i lyset af, at Østre Landsret i kendelse af 30. juni 2011 fandt, at der ved udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien ville være en reel risiko for, at Sagens person ville blive udsat for en behandling i strid med artikel 3 i EMRK, idet pålidelige kilder havde rapporteret om udbredt myndighedspraksis, der stred mod principperne i artikel 3.

Det følger af vilkårene, at Sagens person ikke vil blive anbragt i et fængsel under sit ophold i Indien. Sagens person vil i stedet blive anbragt i et særligt udpeget ”correctional home” (arresthus), hvor han vil være den eneste indsatte. Sagens person vil således være afsondret fra andre fanger. Sagens person være frihedsberøvet, mens han opholder sig i arresthuset, og vil være bevogtet af indiske vagter, som sikrer, at han ikke kan flygte. Sagens person vil desuden under hele sit ophold i Indien i alle døgnets 24 timer være under observation fra danske politibetjente. Det gælder både under Sagens persons ophold i arresthuset, under al transport i Indien og under sagens behandling i retten.

Det er på den baggrund Rigsadvokatens vurdering, at Sagens person ved en udlevering til de indiske myndigheder i overensstemmelse med de garantier, som de indiske myndigheder har afgivet, ikke vil skulle opholde sig i et egentligt indisk fængsel, og ikke være i indisk politis og fængslers varetægt på den måde, som er lagt til grund ved Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011.

Som det fremgår af Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, er det anklagemyndighedens vurdering, at der ikke er sket nævneværdige ændringer i forholdene i Indien relateret til Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 og artikel 3 i EMRK.

De indiske myndigheder har oplyst, at de ikke kan påvise en trussel mod Sagens person.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har oplyst, at de ikke kan påvise nogen aktuel trussel mod Sagens person, hvis han kommer til Vestbengalen i forbindelse med en straffesag.

Der er ikke fremlagt beviser eller dokumentation for, at der foreligger en reel fare for, at Sagens person vil lide alvorlig og livstruende overlast, hvis Sagens person udleveres til Indien på de vilkår, der er indgået med de indiske myndigheder.

Mere generelt om udlevering til Indien bemærkes det, at en række andre lande, herunder blandt andet Tyskland, Canada, USA, Bulgarien, Australien, Portugal, Belgien og Storbritannien har udleveret personer til Indien i perioden fra 2004 til 2016. Nogle af de nævnte lande har udleveret mere end én person. Anklagemyndigheden henviser til liste fra Indisk Ministry of External Affairs over udleverede personer i årene 2002 til 2018. Nævnte liste er dags dato fremsendt fra Rigsadvokaten til Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet med henblik på, at listen indgår i sagens bilag.

Der er således hverken oplysninger fra de indiske myndigheder eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller anden form for beviser eller dokumentation, der indikerer, at der fortsat består en trussel af den karakter, som dannede grundlag for landsrettens afgørelse fra 2011 om, at en udlevering af Sagens person til Indien ville stride mod udleveringslovens § 6, stk. 2.

Det er på den baggrund samlet set anklagemyndighedens opfattelse, at der ikke består en reel risiko for, at Sagens person vil blive udsat for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, hvis han udleveres til strafforfølgning i Indien på de nævnte 14 vilkår.

Det er derfor anklagemyndighedens påstand, at retten skal træffe afgørelse om udlevering af Sagens person til Indien på de nævnte 14 vilkår, og at udleveringslovens § 6, stk. 2, ikke er til hinder herfor.

Forsvareren har endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt der er afgivet en tilstrækkelig klar garanti fra de indiske myndigheder for de nævnte 14 vilkår.

Anklagemyndigheden bemærker hertil, at afgørelse om udlevering og om eventuelle vilkår herfor træffes af retten efter anklagemyndighedens anmodning, jf. udleveringslovens § 35.

Retten skal således tage stilling til, om der kan træffes afgørelse om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien, og om der skal fastsættes vilkår herfor. Retten kan i den forbindelse vælge at fastsætte

de vilkår, som Rigsadvokaten har indstillet efter aftale med de indiske

myndigheder, eller evt.fastsætte andre vilkår herfor, jf.

udleveringslovens § 35.

Hvis retten i medfør af udleveringslovens § 35 træffer afgørelse om, at Sagens person kan udleveres til strafforfølgning i Indien og fastsætter vilkår herfor, vil det være en forudsætning for en efterfølgende effektuering af rettens afgørelse, at de indiske myndigheder bekræfter at ville overholde de vilkår, der er fastsat af retten. Såfremt vilkårene ikke kan imødekommes af de indiske myndigheder, kan udleveringen ikke effektueres.

Anklagemyndigheden bemærker, at der ikke var tale om samme retstilstand, da Østre Landsret i 2011 traf afgørelse om, at en

udleveringaf Sagens person ville stride mod bestemmelsen i

udleveringslovens § 6, stk. 2.

I 2011, hvor Østre Landsret ved kendelse fandt, at Justitsministeriets beslutning af 9. april 2010 om at udlevere Sagens person stred mod bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, lå kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering hos Justitsministeriet med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Det var således Justitsministeriet, der traf afgørelsen om, at Sagens person kunne udleveres til Indien, og det var i den forbindelse nødvendigt for Justitsministeriet at indhente endeligt forpligtende garantier fra de indiske myndigheder. Den efter-følgende domstolsprøvelse vedrørte lovligheden af Justitsministeriets afgørelse.

I 2016 blev Justitsministeriets kompetence til at træffe afgørelse om udlevering overført til Rigsadvokaten med efterfølgende domstols-prøvelse, og ved ændringen af udleveringsloven i februar 2020 blev kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering overført fra Rigsadvokaten til domstolene.

Det er således retten, der træffer afgørelse om udlevering, og retten, der fastsætter eventuelle vilkårene herfor. Og det er, som nævnt ovenfor, en forudsætning for effektueringen af udleveringen, at det anmodende land afgiver garanti for at ville overholde de vilkår, som retten fastsætter.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at korrespondancen med de indiske myndigheder viser, at de indiske myndigheder vil være indstillet på at afgive en garanti for at ville overholde de 14 vilkår, som Rigsadvokaten har indstillet, at retten skal fastsætte.

Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse

Forsvareren har gjort gældende, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår sammensværgelse til væbnet opstand mod indiske myndigheder, og har desuden gjort gældende, at idet der ikke er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for sigtelsen om medvirken til væbnet opstand, kan kravet om strafbarhed og strafferamme ikke opfyldes i medfør af straffelovens dagældende § 114.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4.

Det fremgår heraf bl.a., at Rigsadvokatens vedrørende forståelsen af

udleveringslovens § 18, stk. 2, (dagældende § 2) om dobbelt 

strafbarhed og strafferammekrav henholder sig til det, som Justitsministeriet har anført i sin afgørelse af 9. april 2010, samt til det, der er lagt til grund ved Retten i Hillerøds afgørelse af 1. november 2010 og Østre Landsrets afgørelse af 30. juni 2011.

Iforhold til kravet om dobbelt strafbarhed henviser

anklagemyndigheden supplerende til Justitsministeriets svar på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 39, 40 og 41 af 27. maj 2003, som forsvareren ligeledes har henvist til.

Spørgsmålene er stillet i relation til udlevering i medfør af den europæiske arrestordre, der regulerer udlevering inden for den Europæiske Union. Det fremgår af svarene til de nævnte spørgsmål, at de pågældende handlinger skal være strafbare efter dansk ret både på gerningstidspunktet og på tidspunktet for afgørelsen af spørgsmålet om udlevering. Derudover fremgår det, at der kunne udleveres for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i dagældende udleveringslovs § 10 a, stk. 1 til 3 (gældende § 13), alene var opfyldt med hensyn til et af forholdene.

Deter anklagemyndigheden opfattelse, at Justitsministeriets

bemærkninger i de nævnte svar om forståelse af kravet om dobbelt strafbarhed ligeledes findes anvendelse i sager om udlevering til strafforfølgning til lande uden for norden og den Europæiske Union og dermed også finder anvendelse i forhold til kravet om dobbelt strafbarhed i udleveringslovens § 18, stk. 2.

Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået alle de strafbare forhold, som danner grundlag for de indiske myndigheders anmodning om udlevering, og har vurderet, at kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt i forhold til de fleste af de strafbare forhold, idet de fleste af de handlinger, som Sagens person ønskes udleveret til retsforfølgning for, også ville have været strafbare efter dansk ret både på gerningstidspunktet og efter gældende ret, hvis Sagens person havde begået tilsvarende handlinger i Danmark, idet det ville have været

strafbart at have transporteret og nedkastet fuldautomatiske rifler, raketaffyringsudstyr, panserværnsraketter og håndgranater med henblik på at bevæbne en gruppering, der var i konflikt med den danske regering, jf. udleveringslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2.

Rigsadvokaten har endvidere fundet, at der enkelte forhold, hvor kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt.

I forhold tilstrafferammekravet bemærker anklagemyndigheden

supplerende, at kravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i medfør af udleveringsloven, mens der ikke stilles krav om, at det skal være opfyldt på gerningstidspunktet, jf.

Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010, som hverken Retten i Hillerød eller Østre Landsret har taget afstand fra.

Strafferammen i straffelovens § 114 er fængsel indtil på livstid, og strafferammen for straffelovens § 114 f er fængsel indtil 8 år.

Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået alle de strafbare forhold, som danner grundlag for de indiske myndigheders anmodning om udlevering, og har vurderet, at strafferammekravet er opfyldt i forhold til de fleste forhold, og at der endvidere er enkelte forhold, hvor strafferammekravet ikke er opfyldt.

Udleveringsloven stiller ikke krav om, at udleveringslovens betingelser skal være opfyldt i relation til samtlige strafbare forhold, der danner

grundlagfor en udleveringsanmodning. Det følger således af

udleveringslovens § 22, at udlevering til strafforfølgning kan ske for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Anklagemyndigheden fastholder på den baggrund, at kravet om dobbelt strafbarhed og strafferammekravet, jf. udleveringslovens § 18, stk. 2, ikke er til hinder for udlevering, idet flere af de strafbare handlinger opfylder betingelserne for udlevering, og idet det følger af udleveringslovens § 22, at der kan ske udlevering for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i bl.a. udleveringslovens § 18, stk. 2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Anklagemyndigheden bemærker iforhold til hensynet til

retshåndhævelse i udleveringslovens § 18, stk. 2, at Sagens person har erkendt at have deltaget i at kaste våben ned over Vestbengalen i 1995, at han derefter er flygtet fra de indiske myndigheder, og at han siden har undslået sig retsforfølgning ved at tage ophold i Danmark. Eftersom Sagens person ikke kan strafforfølges i Danmark for de pågældende handlinger, undgår Sagens person at blive strafferetlig forfulgt for særdeles alvorlig kriminalitet, som i dag blandt andet er omfattet af de danske terrorbestemmelser, hvis retten beslutter, at han

ikke kan udleveres til de indiske myndigheder.

Vedrørende udleveringslovens § 20 om beslutning om anholdelse eller fængsling i anmoderlandet

Rigsadvokaten har i sin indstilling til retten gennemgået de strafbare

forhold,der danner grundlag for udleveringsanmodningen, og

vurderer, at der er forhold, hvor kravet om beslutning om anholdelse eller fængsling i anmoderlandet er opfyldt, og enkelte forhold, hvor kravet ikke er opfyldt.

Udleveringslovens stiller imidlertid ikke krav om, at samtlige forhold, der danner grundlag for en anmodning om udlevering, skal opfylde alle udleveringslovens betingelserne. Det følger af udleveringslovens § 22, at udlevering til strafforfølgning kan ske for flere strafbare forhold, selvom betingelserne i §§ 18-21 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Det er samlet set anklagemyndighedens påstand, at udleveringslovens § 20 ikke er til hinder for, at retten kan træffe afgørelse om udlevering af Sagens person, idet flere af de strafbare handlinger opfylder betingelserne i § 20, og at udlevering derfor i medfør af § 22 kan finde sted for de forhold, der ikke opfylder betingelserne i § 20.

Vedrørende udleveringslovens § 23 om tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag

Det er anklagemyndighedens påstand, at sigtelserne vedrørende de handlinger, som de indiske myndigheder begærer Sagens person udleveret til, ikke savner bevismæssigt grundlag, og at udleveringslovens § 23 ikke er til hinder for udlevering.

Anklagemyndigheden bemærker, at det af de specielle bemærkninger til udleveringslovens § 23 fremgår, at hvis den pågældende kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om den pågældendes skyld, vil anmoderlandet kunne anmodes om yderligere oplysninger. Anklagemyndigheden finder, at Sagens person ikke har henvist til sådanne særlige omstændigheder, der giver anledning til en rimelig tvivl om Sagens persons skyld, og at der derfor ikke er grundlag for at anmode Indien om yderligere oplysninger i sagen.

Anklagemyndigheden henviser i den forbindelse til de oplysninger om de faktiske omstændigheder i sagen, som fremgår af Sagens persons forklaringer ved udleveringssagens behandling ved byretten i 2010 og landsretten i 2011 samt under Retten i Hillerøds behandling af sagen. Endelig henviser anklagemyndigheden til Sagens persons udtalelser til en række medier. Sagens person har bl.a. forklaret, at han har været aktiv initiativtager til nedkastningen af våben, og at han deltog i nedkastningen af våbnene. Sagens person har endvidere bl.a. forklaret, at

formålet med våbennedkastningen var at bevæbne et privat vagtværn til beskyttelse af Organisation 2-tilknyttede områder, landsbyer og projekter i Vestbengalen.

Anklagemyndigheden henviser endvidere til de vidneforklaringer, der er afgivet under sagens retlige behandling i 2010 og i landsretten i 2011.

Anklagemyndigheden bemærker, at det forhold, at Sagens person gør gældende, at han ikke havde forsæt til de rejste sigtelser, medfører

ikke,at sigtelserne savner bevismæssigt grundlag. Det er

anklagemyndighedens opfattelse, at bevisførelsen herom bør foretages under straffesagens behandling i Indien.

Vedrørende udleveringslovens § 25 om politiske forbrydelser

Anklagemyndigheden henviser til Rigsadvokatens indstilling og fremhæver, at det ikke er afgørende, om der er tale om en politisk overtrædelse, idet de samlede strafbare handlinger er omfattet af FN’s konvention om terrorbomber, eftersom der var tale om nedkastning af et stort antal meget farlige våben til en indisk gruppering, der var i konflikt med delstatsregeringen. Der var blandt andet tale om fuldautomatiske rifler, raketaffyringsudstyr, panserværnsraketter og håndgranater.

Det er anklagemyndighedens påstand, at udleveringslovens § 25 ikke er til hinder for, at retten kan træffe afgørelse om udlevering af Sagens person.

Vedrørende udleveringslovens § 26 om forældelse

Anklagemyndigheden henviser til bemærkningerne om forældelse i Rigsadvokatens indstilling, herunder navnlig pkt. 3.9, og til Rigsadvokatens supplerende bemærkninger af 22. maj 2024 om forældelse.

Det er anklagemyndighedens påstand, at spørgsmålet om udlevering skal afgøres efter reglerne i den udleveringslov, der er gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om udlevering træffes.

Udleveringslovens regler om forældelse er blevet ændret fra gerningstidspunktet til i dag. Rigsadvokaten har nærmere redegjort herfor i indstillingen af 22. juni 2024 til retten. Den centrale forskel er, at efter den gældende udleveringslovens § 26 kan et afslag om udlevering alene kan begrundes med forældelse efter dansk ret, hvis de strafbare handlinger, der danner grundlag for udleveringsanmodningen, er undergivet dansk straffemyndighed.

De strafbare handlinger, som de indiske myndigheder har sigtet

Sagens person for at have begået den 17. – 18. december 1995, og som danner grundlag for anmodningen om udlevering af Sagens person, er imidlertid ikke undergivet dansk straffemyndighed, idet dagældende straffelovs § 114 ikke værnede mod angreb på udenlandske myndigheder, og idet det antages, at våbenloven var og er territorialt afgrænset til forhold begået i Danmark.

Det var også baggrunden for, at justitsministeriet den 5. december 2011 meddelte de indiske myndigheder afslag på overtagelse af retsforfølgningen i sagen, idet der ikke var dansk straffemyndighed.

Hvis retten ikke er enig i, at spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter reglerne i den gældende udleveringslov, og retten i stedet finder, at spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter § 9 i den dagældende udleveringslov, eller hvis retten skulle lægge til grund, at der er dansk straffemyndighed, er det anklagemyndighedens påstand, at der ikke er indtrådt forældelse efter dansk ret.

Anklagemyndigheden henviser i den forbindelse til Rigsadvokatens supplerende bemærkninger om forældelse af 22. maj 2024, hvoraf fremgår bl.a.

at de væsentligste forhold, der danner grundlag for de indiske myndigheders udleveringsanmodning, kan subsumeres under straffelovens § 114, der på gerningstidspunktet havde en strafferamme på fængsel indtil 6 år, og at sagen på den baggrund havde en forældelsesfrist på 10 år, jf. straffelovens 93, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med nr. 4, hvorefter der – når nogen ved samme handling har begået flere lovovertrædelser, for hvilke der gælder forskellige forældelsesfrister – skal anvendes den længste af disse frister med hensyn til samtlige lovovertrædelser,

at det forhold, at de indiske myndigheder i marts 1996 indleverede et anklageskrift til retten, udgør et retsskridt, der afbrød forældelsesfristen efter de tidligere gældende regler,

at der i 2002 blev indført en skærpet strafferamme for straffelovens § 114 med fængsel indtil livstid, hvilket medførte, at strafansvaret ikke forældes, jf. straffelovens § 93, stk. 1, modsætningsvis, og

at det forhold, at der ikke var indtrådt forældelse i sagen, da den skærpede strafferamme blev indført, medfører, at den ændrede forældelsesfrist (strafansvaret forældes ikke) finder anvendelse i sagen.

Der er endvidere ikke indtrådt forældelse efter straffelovens § 94, stk. 6, idet der ikke foreligger nogen formel beslutning om, at de indiske myndigheder har opgivet at retsforfølge Sagens person, og idet de indiske myndigheder ikke kan anses som at have udvist passivitet, særligt henset til at der har været løbende kontakt mellem de danske og

indiske myndigheder om sagen siden Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011.

Det er samlet anklagemyndighedens påstand, at udleveringslovens § 26 ikke er til hinder for, at retten kan træffe afgørelse om udlevering af Sagens person.

Vedrørende retskraft

Anklagemyndigheden bemærker, at en afgørelse om udlevering er en straffeprocessuel afgørelse, der alene har retskraft i forhold til det aktuelle grundlag, som afgørelsen er truffet på baggrund af, jf. Højesterets dom refereret i U2004.2229H. Hvis omstændighederne efterfølgende ændrer sig, vil grundlaget ikke længere være det samme, hvorfor der vil kunne træffes en ny straffeprocessuel afgørelse.

Anklagemyndigheden bemærkerendvidere, at de faktiske

omstændigheder vedrørende de forhold, som Sagens person vil være undergivet, hvis han udleveres til Indien, adskiller sig fra de faktiske omstændigheder, der forelå ved landsrettens afgørelse i 2011, eftersom Sagens person ikke vil blive placeret i et særligt arresthus, hvor han vil være den eneste indsatte, og eftersom Sagens person under hele sit ophold i Indien 24 timer i døgnet vil være under observation af dansk politibetjente.

Det er på den baggrund anklagemyndighedens påstand, at der ikke er knyttet en sådan retskraft til Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011, at retten er afskåret fra at træffe afgørelse om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien på baggrund af de indiske myndigheder i anmodning af 8. december 2016 og de vilkår, som de indiske myndigheder har indvilliget i, at Sagens person vil være undergivet under sit ophold i Indien.

Bemærkninger til synspunkter, påstande og anbringender i forsvarerens ”Indledende Processkrift” af 1. maj 2024

I det følgende vil de af forsvareren anførte hovedsynspunkter og anbringender blive kommenteret. Det bemærkes, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at der i Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2024 samt ovenfor under punktet ”uddybende bemærkninger til påstanden” er redegjort for langt størstedelen af de af forsvareren anførte synspunkter, påstande og anbringender.

Ad litra C. bevismæssige hovedspørgsmål i skriv af 1. maj 2024

Forsvareren hari første hovedpunkt rejst spørgsmål om

sikkerhedsrisikoen ved udlevering af Sagens person til Indien.

Anklagemyndigheden henviser i den forbindelse til det anførte i indstillingen, herunder pkt. 3.1, og til de uddybende bemærkninger

overfor i afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3.”

Forsvareren har iandet hovedpunkt henvist til, at der ikke er

bevismæssig grundlag for at udlevere Sagens person til retsforfølgning for forbrydelserne i udleveringsanmodningen.

Anklagemyndigheden gør gældende, at udleveringslovens § 23 ikke er til hinder for udlevering, og henviser til Rigsadvokatens indstilling, herunder pkt. 3.7, samt til de uddybende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3.”

Forsvarerens tredje hovedpunkt vedrører de britiske og danske efterretningstjenesters angivelige rolle i forhold til Sagens persons deltagelse i de strafbare handlinger, der danner grundlag for udleveringsanmodningen, i forhold til baggrunden for, at de indiske myndigheder har indledt en strafferetlig efterforskning mod Sagens person.

Anklagemyndigheden bemærker hertil, at spørgsmålet om, hvorvidt Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien, skal afgøres efter reglerne i udleveringsloven, og at det af forsvareren anførte vedrører skyldsspørgsmålet og vil skulle gøres gældende under straffesagens behandling i Indien.

I det fjerde og sidste hovedpunkt har forsvareren gjort gældende, at de danske myndigheder i perioden 1996 til 2002 afholdt sig fra at samarbejde med de indiske myndigheder om udlevering til strafforfølgning, og ”[e]fter en langsommelig undersøgelse endte Østre Landsret i 2011 med at afvise udlevering, men udsat for et voldsomt politisk pres blev det for at løse den diplomatiske krise i 2016 aftalt, at Indien skulle ende en ny udleveringsbegæring. Efter en både langvarig og overfladisk undersøgelse har Rigsadvokaten nu indstillet, at Sagens person udleveres.”

Anklagemyndigheden bemærkeri forhold til forsvarerens

bemærkninger vedrørende perioden fra 1996 til 2002, at der i denne periode ikke var hjemmel til at udlevere danske statsborgere, og henholder sig i øvrigt til bemærkningerne i Rigsadvokatens indstilling, herunder pkt. 2.4.

Anklagemyndigheden afviser på det kraftigste, at der har været et politisk pres på anklagemyndigheden i forhold til behandlingen af udleveringssagen. Anklagemyndigheden har behandlet sagen i overensstemmelse med reglerne i udleveringsloven.

Ad litra D. Anbringender

” 1.1. de indiske sigtelser”

Forsvareren har gjort gældende, at der er flere strafbare handlinger, som der ikke kan ske udlevering for, idet betingelserne ikke er opfyldt.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 2.7 og 3.4.

” 1.2. Afgrænsning af sigtelserne”

Forsvareren har gjort gældende, at de indiske myndigheder har foretaget en bindende begrænsning af sigtelserne, som fremgår af de indiske myndigheders brev af 29. juli 2004, og at der derfor ikke kan ske udlevering for forhold, som er omfattet af påtalebegrænsningen.

Forsvareren har endvidere gjort gældende ende, at der ikke kan ske udlevering for den indiske straffelovs sektion 121, 122 og 123, idet sigtelserne savner bevismæssigt grundlag.

Anklagemyndighedenbemærker i den anledning, at

anklagemyndigheden ikke er bekendt med, hvilke regler, der efter indisk ret gælder om bindende påtalebegrænsning, og at Sagens person ikke har godtgjort, at der er sket en bindende påtalebegrænsning i henhold til indisk ret.

Anklagemyndigheden henholder sig i øvrigt til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 2.2. og pkt. 2.7, hvoraf fremgår bl.a., at Rigsadvokaten har anmodet de indiske myndigheder om at bekræfte, at den begrænsning af sigtelserne mod Sagens person, der fremgår af de indiske myndigheders brev af 29. juli 2004 til de

danskemyndigheder, ligeledes finder anvendelse i forhold til

udleveringsanmodningen af 8. december 2016. De indiske myndigheder har imidlertid fastholdt, at anmodningen om udlevering omfatter de bestemmelser, der fremgår af anmodningen af 16. december 2016. Det er derfor anklagemyndighedens påstand, at der ikke er grundlag for at søge yderligere oplysninger fra de indiske myndigheder herom.

” 2. Strafbarhed og strafferamme (§§ 5 og 18)”

Forsvareren har gjort gældende, ”at kravet om dansk strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår sammensværgelse til væbnet opstand mod

indiskemyndigheder, at strafferammen efter våbenloven på

gerningstidspunktet var fængsel i 2 år, at strafferammen ved omsætning af straffen ved overførsel til afsoning i Danmark er fængsel i 2 år, og at strafferammen ved beregning af forældelsesfristen er fængsel i 8 år. Da der ikke er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for sigtelsen om medvirken til væbnet opstand, kan kravet om strafbarhed og strafferamme ikke opfyldes i medfør af straffelovens dagældende § 114, ligesom straffelovens nugældende § 114 ikke har betydning for

fastsættelse af forældelsesfristen.”

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4, og til de uddybende bemærkninger overfor i afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse"

” 2.1. Våben (våbenlovens § 10 og straffelovens § 192 a)”

Forsvareren har gjort gældende, ”at våbenbesiddelsen og -transporten var strafbar efter våbenlovens § 10, stk. 1, jf. §§ 2 og 6, men at strafferammen på gerningstidspunktet var fængsel i 2 år (våbenloven § 10). Betingelserne i § 5 og § 18 er derfor ikke opfyldt.”

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4. og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger ovenfor under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse.”

Anklagemyndigheden bemærker endvidere, at udleveringslovens § 5 vedrører situationer, hvor den pågældende handling helt eller delvis er foretaget i Danmark, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Bestemmelsen er således ikke relevant i den foreliggende sag, eftersom handlingen (bl.a. våbenbesiddelse og våbentransport) er foretaget uden for Danmark.

” 2.2. Sammensværgelse til opstand (straffelovens § 114, jf. § 23)”

Forsvareren har gjort gældende, at ”[d]agældende § 114 opfylder på et abstrakt plan kravet til kriminalisering af en tilsvarende forbrydelse, og strafferammekravet var på et abstrakt plan opfyldt, da strafferammen efter § 114 var fængsel indtil 6 år. Sagens person gør imidlertid gældende, at kravet om, at handlingen skal være konkret strafbar ikke er opfyldt, da der ikke er bevismæssigt grundlag for at antage, at Sagens persons formål med våbentransporten var at gøre opstand mod indiske myndigheder.”

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.7, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under Afsnittet ”Vedrørende udleveringslov-ens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse” .

” 2.3. Medvirken til opstand (straffelovens dagældende § 114, jf. § 23)”

Anklagemyndigheden henholder sig i forhold til det af forsvareren anførte til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.7, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt

strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse.”

” 2.4. Terrorisme (straffelovens nugældende § 114)”

Forsvareren har gjort gældende, at de indiske myndigheder ikke har sigtet Sagens person for terrorisme, og at ” nugældende § 114 er uden betydning, fordi der ikke er bevismæssigt grundlag for at lægge til grund, at formålet med våbentransporten var at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder.”

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4 og 3.7, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse.”

Anklagemyndigheden bemærker i øvrigt, at det forhold, at Sagens person bestrider at have haft det til domfældelse fornødne forsæt, ikke

medfører,at sigtelserne savner bevismæssigt grundlag, jf.

udleveringslovens § 23. Det er ikke et spørgsmål, der skal tillægge vægt ved afgørelsen af, hvorvidt der kan ske udlevering, men et spørgsmål, der skal afgøres under straffesagens behandling i Indien.

” 3. Bevismæssigt grundlag ( § 23)” herunder pkt. 3.1.-3.5.

Forsvareren har gjort gældende, ”at der foreligger særlige omstændigheder, der rejser rimelig tvivl om hans skyld i sigtelsen for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder, hvorfor udleveringsbegæringen skal afslås for så vidt angår medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder” . Forsvareren har endvidere gjort gældende, at Sagens person har bestridt det bevismæssige grundlag

forsigtelsen for medvirken til væbnet opstand mod indiske

myndigheder, og at der er rimelig tvivl om hans skyld.

Anklagemyndigheden henholder sig herom til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.7, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 23 om tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag” .

” 4. Forældelse (§ 26, tidl. § 9)” herunder pkt. 4.1, 4.2, 4.4 og 4.5.

Forsvareren har gjort gældende, ”at spørgsmålet om forældelse som afslagsgrund skal bedømmes efter dagældende udleveringslov § 9,

subsidiærtefter den nugældende § 26, da der er dansk

straffemyndighed” .

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22.

juni2023, herunder pkt. 3.9, Rigsadvokatens supplerende

bemærkninger af 22. maj om forældelse samt anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende

udleveringslovens § 26 om forældelse” .

” 4.3. Lovgivningen på udleveringstidspunktet”

Forsvareren har gjort gældende, at ”[s]åfremt retten finder, at forældelse skal bedømmes på grundlag af den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 26, gør Sagens person gældende, der er dansk straffemyndighed i sagen, hvorfor den nugældende § 26 finder anvendelse.”

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.9, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 26 om forældelse” .

” 5 Sikkerhed (§ 6, stk. 2)” herunder 5.1.

Forsvareren har gjort gældende, at der er reel fare for, at Sagens person vil lide alvorlig og livstruende overlast, hvis han udleveres til Indien. Forsvareren har endvidere gjort gældende, at de af Rigsadvokaten fremlagte sikkerhedsvurderinger understreger, at det ikke er etableret nogen reel sikkerhed for Sagens person ved udlevering til Indien, og at hverken Rigspolitiets eller Politiets Efterretningstjenestes vurderinger understøtter Rigsadvokatens vurdering.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.1, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3” .

” 5.2 Forholdene i Indien”

Forsvareren har gjort gældende, at der er sket væsentlige forringelser

afmenneskerettighedsforholdene i Indien, og at de indiske

myndigheder modtager afslag i 2/3 af de sager, hvor de indiske myndigheder anmoder om udlevering.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.1. og 3.2, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3” .

” 5.3. Udleveringsvilkår”

Forsvareren har gjort gældende, at de 14 udleveringsvilkår ikke er tilstrækkelige til at garantere Sagens persons sikkerhed i Indien.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 2.8 og 7, og anklagemyndighedens

supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 6, stk. 2, om fare for bl.a. tortur og nedværdigende behandling og EMRK artikel 3".

” 6 Retssikkerhed (§ 6, stk. 3)”

Forsvareren har gjort gældende, at udleveringslovens § 6, stk. 3, er til hinder for udlevering, idet der ikke er noget grundlag for at tro, at Sagens person ved udlevering til Indien har udsigt til en retfærdig rettergang inden for rimelig tid.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.2.

” 7 Retshåndhævelse (§ 18)” herunder 7.1.

Forsvareren har gjort gældende, at der ikke foreligger særlige hensyn til retshåndhævelsen, der taler for udlevering, jf. udleveringslovens § 18.

Anklagemyndigheden henholder sig til Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, herunder pkt. 3.4, og anklagemyndighedens supplerende bemærkninger oven for under afsnittet ”Vedrørende udleveringslovens § 18 om dobbelt strafbarhed, strafferammekrav og hensynet til retshåndhævelse.”

” 7.2. Hensynsafvejning”

Forsvareren har gjort gældende, at hensynet til retshåndhævelsen taler imod udlevering, idet udlevering efter en samlet afvejning vil være uforholdsmæssig, henset til, at Sagens person ved omsætning i medfør af lov om international fuldbyrdelse af straf af en i Indien idømt straf alene vil få en betinget frihedsstraf inden for en strafferamme på to års fængsel.

Anklagemyndigheden bemærker hertil, at overførsel til Danmark af en domfældt i et land uden for Norden og den Europæiske Union sker i medfør af lov om international fuldbyrdelse af straf (lbk nr. 740 af 18. juli 2005 med senere ændringer). Det fremgår af lovens § 3, stk. 2, at fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser sker efter reglerne om omsætning i artikel 11 Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, som både Danmark og Indien har tiltrådt. Det betyder i praksis, at der skal afsiges en dansk dom, hvor der udmåles en straf efter dansk straffeniveau, men at udmålingen er bundet af de faktiske omstændigheder og vurderinger, som domslandet har lagt til grund.

Sagens person vil skulle overføres til Danmark inden for 3 uger efter endelig dom, jf. vilkår 4. Sagens persons overførsel til Danmark skal således ikke afvente, at en dansk domstol har truffet afgørelse om at

omsætte den indiske dom i medfør af lov om international fuldbyrdelse af straf.

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige noget om, hvilken straf, der vil blive udmålt af en dansk domstol imedfør lov om international fuldbyrdelse af straf, hvis Sagens person bliver fundet skyldig og idømt en straf ved en indisk domstol, eftersom indholdet af en sådan indisk dom ikke kendes. Det er anklagemyndighedens

opfattelse,at de af forsvarerens anførte synspunkter om

retshåndhævelseshensyn i relation til en fremtidig dom om omsætning ikke er relevante i forhold til rettens afgørelse af spørgsmålet om udlevering i henhold til udleveringsloven.

” E. Yderligere oplysninger”

Forsvareren har gjort gældende, at ”Retten i Hillerød i lyset af Rigsadvokaten ansvar for sagens efterforskning må træffe afgørelse på det foreliggende grundlag og ved bevisvurderingerne tillægge det betydning, at Rigsadvokaten uanset fremsatte anmodninger har besluttet ikke at efterforske konkrete forhold eller tilvejebringe yderligere oplysninger, herunder navnlig om sagens baggrund, om samfundsforholdene i Indien og om indisk ret.”

Anklagemyndigheden bemærker, at der foreligger de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger i sagen til, at retten kan træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne i udleveringslovens er opfyldt i forhold til at udlevere Sagens person til strafforfølgning i Indien.

” F. Sagsomkostninger”

Anklagemyndigheden finder, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der tilsiger en fravigelse af udgangspunktet om, at det offentlige betaler sagens omkostninger. Anklagemyndigheden påstår derfor ikke, at Sagens person skal betale omkostninger til forsvarer og andre sagsomkostninger i forbindelse med myndighedernes behandling af udleveringssagen.

Anklagemyndigheden påstår dog, at Sagens person selv afholder de omkostninger, som er påløbet som følge af de undersøgelser, som Sagens person har iværksat på eget initiativ, jf. forsvarerens bemærkninger ... . Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de oplysninger, som i den anledning er blevet indhentet, ikke var været nødvendige til oplysning af udleveringssagen.

…”

Sagens person har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift, hvoraf fremgår bl.a.:

”…

Sagens person gør gældende, at Retten i Hillerød ikke kan tage Republikken Indiens udleveringsbegæring af 8. december 2016 til følge, da udleveringslovens betingelser ikke er opfyldt.

Sagens person gør i første række gældende, at ingen af sigtelserne kan føre til udlevering:

-Kravet om tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag hindrer udlevering fsva. medvirken til væbnet opstand m.v. (udleveringslovens § 23).

-Kravet om dobbelt strafbarhed hindrer udlevering fsva. sammensværgelse til væbnet opstand (udleveringslovens § 5 og § 18).

-Strafferammekravet på 4 års fængsel hindrer udlevering fsva. oplysningspligter, luftfartslovgivning samt våbenbesiddelse- og transport (udleveringslovens § 18).

-Forældelse hindrer udlevering fsva. oplysningspligter, luftfartslovgivning samt våbenbesiddelse-og transport (udleveringslovens dagældende § 9, subsidiært nugældende § 26).

Sagens person gør i anden række gældende, at han ikke kan udleveres, fordi:

-Der er reel risiko for tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, dødbringende overgreb samt uretfærdig rettergang (udleveringslovens § 6).

Sagens person gør i tredje række gældende, at han ikke kan udleveres, fordi:

-Særlige hensyn til retshåndhævelsen ikke taler for udlevering (udleveringslovens § 18).

Udleveringslovens betingelser skal vurderes i forhold til de enkelte sigtelser. I det følgende prioriteres begæringen om udlevering til strafforfølgning for (i) medvirken til væbnet opstand mod myndighederne m.v., (ii) sammensværgelse til væbnet opstand mod myndighederne m.v. samt (iii) våbenbesiddelse og - transport, da det er de bærende sigtelser. De øvrige sigtelser om overtrædelse af (iv) luftfartslovgivningen og (v) oplysningspligter behandles mere kortfattet, da de ikke har nævneværdig betydning.

1 Sigtelse for en strafbar handling (§ 1 og § 20)

Udleveringsloven kræver, at der skal foreligge en sigtelse for en strafbar handling (§ 1), og at der skal være truffet beslutning om anholdelse eller fængsling derfor (§ 20).

1.1 De indiske sigtelser

Sigtelsernes karakter har betydning for en række delspørgsmål i sagen, idet udleveringlovens betingelser som udgangspunkt skal være opfyldt i

forholdtil alle de strafbare handlinger, der er omfattet af

udleveringsbegæringen. Efter udleveringsloven § 22 kan der dog ske accessorisk udlevering for et forhold, selv om betingelserne i §§ 18-21 ikke er opfyldt for forholdet (Folketingstidende 1958-59 Tillæg A sp. 1799, ”som et accessorium...”). Det er derfor nødvendigt at vurdere, om hver enkelt sigtelse kan danne grundlag for udlevering, om der kan

ske accessorisk udlevering for en sigtelse, ogom udlevering er

udelukket for en sigtelse.

De indiske sigtelser omfatter følgende fem hovedforhold, der er omfattet af den indiske straffelov (India Penal Code, ”IPC ”) og

forskelligindisk særlovgivning. Sigtelserne er omskrevet af

Rigsadvokaten og omfatter i kort form følgende forhold (indstilling, s. 56 og s. 62):

- 1)Tilsidesættelse af flysikkerheden (den indiske lov om luftfartøjer section 10, 11, 11-A og 12).

- 2)Tilsidesættelse af oplysningspligter og bedrageri ved at opnå flyvetilladelse, uanset flyets last (IPC section 177 og 420).

- 3)Besiddelse og transport af våben og ammunition (den indiske våbenlov section 25(1-A), 25(1-B)(f)(g) og section 27, jf. section 35 om medvirken, den indiske lov om eksplosive stoffer section 5 (Explosive Substances Act) og den indiske lov om eksplosiver section 9B(2)).

- 4) Sammensværgelse om at gøre væbnet opstand mod indiske

myndigheder (IPC section 120-B og 121-A).

- 5)Medvirken til forsøg på at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder, indsamling af våben i den hensigt og fortielse af planer derom og medvirken til forsøg på alvorlig sprængning (IPC section 121, 122 og 123 samt lov om eksplosive stoffer 4(b) og 6).

Der kan indledningsvis gøres op med to af udleveringsbegæringens fem forhold. De to forhold kan kun være genstand for accessorisk

udlevering, men udlevering er udelukket, såfremt forældelse er afslagsgrund:

-1) Luftfartslovgivning: Luftfartslovgivningen er overtrådt, men

strafferammekravet om fængsel i 4 år ikke er opfyldt, jf.

udleveringslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, jf. Rigsadvokatens indstiling af 22. juni 2023 (indstilling, s. 70).

-2) Oplysningspligter: Forskellige oplysningspligter er givetvis

overtrådt, selv om det ikke nærmere fremgår af sagen, hvilke oplysningspligter der er tale om. Uanset hvad sigtelsen nærmere dækker over, er strafferammekravet om fængsel i 4 år ikke opfyldt, jf. udleveringslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, jf. Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023 (indstilling, s. 71).

De to forhold kan allerede derfor ikke danne grundlag for udlevering, ligesom forældelse er afslagsgrund i forhold til de to forhold (se afs. 3). Såfremt forældelse ikke er afslagsgrund, kan der ske accessorisk udlevering i medfør af § 22, såfremt betingelserne er opfyldt for så vidt angår andre dele af udleveringsbegæringen, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

Der kan herefter fokuseres på de tre øvrige forhold:

-3) Våbenbesiddelse og -transport: Våbenbesiddelse og -transport er

strafbart både i Indien og Danmark med en strafferamme efter dansk ret på gerningstidspunktet på op til fængsel i 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1. På udleveringstidspunktet er strafferammen fængsel i 8 år, jf. straffelovens § 192 a, som blev vedtaget i 1997 med en strafferamme på 4 års fængsel (lov nr. 411 af 10. juni 1997), hvilken strafferamme blev hævet først til 6 års fængsel (lov nr. 378 af 6. juni 2002) og siden til 8 års fængsel (lov nr. 494 af 22. maj 2017).

-4) Sammensværgelse til opstand mod indiske myndigheder:

Sammensværgelse er ikke kriminaliseret idansk strafferet, hvorfor kravet om dobbelt strafbarhed ikke opfyldt for så vidt

angårsammensværgelse (afs. 3.2). Sigtelsen om

sammensværgelse kan derfor ikke danne grundlag for udlevering, men der kan ske accessorisk udlevering, jf. udleveringslovens § 22, hvis udleveringsbetingelserne er opfyldt på andet grundlag, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

-5) Medvirken til opstand mod indiske myndigheder: Da der ikke er

bevismæssigt grundlag for at udlevere til strafforfølgning for medvirken til væbnet opstand m.v., kan udlevering ikke finde sted for så vidt angår medvirken, jf. udleveringslovens § 23 (afs.

2).

Derhenvises til Rigsadvokatens gennemgang af de indiske

straffebestemmelser (indstilling s.63ff.) og støttebilag A om sigtelserne.

1.2 Rigsadvokatens tilføjelser

Rigsadvokaten har i indstillingen af 22. juni 2023 henvist til to bestemmelser i straffeloven, som ikke svarer til de indiske sigtelser,

hvorforforholdene er uden betydning for vurderingen af

udleveringsbegæringen.

1.2.1 Sprængning (straffelovens § 183)

Indien har ikke sigtet Sagens person for overtrædelse af IPC section 440, der efter det om indisk ret oplyste svarer til straffelovens § 183. Straffelovens § 183 er uden betydning for sagen, allerede fordi der ikke er rejst sigtelse for overtrædelse af IPC section 440 ved sprængning. Der blev under sagen mod Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer heller ikke rejst sigtelse efter lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6.

Straffelovens § 183 omtales for første gang i sagen i Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023, idet den ikke var berørt i den første udleveringssag, ligesom den så vidt ses ikke var genstand for overvejelser under efterforskningen af den anden udleveringssag, herunder ved at sammenholde § 183 med indisk ret. At Rigsadvokaten ikke selv tager henvisningen alvorligt fremgår af fraværet af henvisning til § 183, når Rigsadvokaten citerer straffelovens nugældende § 114, jf. § 192 a (indstilling, s. 67f).

Rigsadvokaten har anført (indstilling, s. 69), at sigtelsen efter den indiske lov om eksplosive stoffer angår ulovlig besiddelse af eksplosive stoffer med henblik på anvendelse mod regeringen i Vestbengalen

(indstilling,s. 69), men dette fremgår hverken af

udleveringsbegæringen eller af Rigsadvokatens omskrivning af sigtelsen (indstilling, s. 56). Det må lægges til grund, at sigtelserne på den ene side angår våbenbesiddelse og -transport og på den anden side medvirken til henholdsvis sammensværgelse om væbnet opstand (IPC section 121 hhv. 120-B og 121-A), ligesom der foreligger en sigtelse om indsamling af våben med henblik på medvirken (IPC section 122).

Sagens person bemærker, at Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer blev frifundet for medvirken til forsøg på væbnet opstand, fordi der ikke var ført bevis for formålet med våbentransporten. Der er derfor heller ikke bevismæssigt grundlag for at anse straffelovens § 183 for anvendelig.

Sagens person bemærker desuden, at Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer blev dømt 2 års fængsel for overtrædelse af den indiske lov om eksplosive stoffer section 5. Den indiske lov om eksplosive substanser section 4(b), jf. 6, omfatter en bestemmelse om medvirken, og section 5 omfatter en bevisregel om lavere bevisstandard og omvendt bevisbyrde, hvilket ikke modsvares af dansk strafferet. Der er således heller ikke grundlag for at anse en overtrædelse af den indiske lov om eksplosive stoffer section 5 for at svare til en overtrædelse af straffelovens § 183 eller for at anse en sigtelse for overtrædelse af section 4(b), jf. 6, for bevismæssigt understøttet.

1.2.2 Terrorisme (straffelovens § 114)

Rigsadvokaten har uden dokumentation anført, at kravet om dansk strafbarhed og strafferamme er opfyldt på grundlag af den nugældende straffelovs § 114 om terrorisme (indstilling, s. 67f. og s. 70).

Indien har imidlertid ikke sigtet Sagens person for terrorisme, der på gerningstidspunktet ikke var kriminaliseret i indisk strafferet. Terrorist and Disruptive Activities (Prevention) Act No. 28 af 1987 som ændret ved Act No. 43 af 1993 artikel 3 (TADA) udløb således den 23. maj 1995. Straffelovens § 114 er uden betydning for sagen, allerede fordi der ikke er rejst sigtelse for terrorisme.

Straffelovens § 114 kan i øvrigt ikke opfylde kravet om dansk strafbarhed på gerningstidspunktet, fordi det er en strafforhøjelsesbestemmelse, der forudsætter overtrædelse af en anden straffelovsbestemmelse, herunder efter nr. 7 § 183 om sprængning, som der ikke er rejst sigtelse for, og som Rigsadvokaten ikke medtager i citatet af § 114 (indstilling, s. 68), og straffelovens § 192 a, der først blev vedtaget efter gerningstidspunktet, nemlig i 1997. Straffelovens § 114 blev tilsvarende først vedtaget efter gerningstidspunktet, nemlig i 2002, og den forudsætter en overtrædelse af straffelovens § 192 a.

Straffelovens § 114 ville i princippet kunne have betydning for forældelsesfristen, men det forudsætter dels at der var rejst sigtelse for terrorisme, dels at der var bevismæssigt grundlag for at lægge til grund, at formålet med våbentransporten var at medvirke til forsøg på terrorisme, hvilket der ikke er (se afs. 2).

1.3 Afgrænsning af sigtelserne

Rigsadvokaten har i indstillingen af 22. juni 2023 behandlet begæringen under henvisning til fængslingskendelsen af 8. august 2003 ... .

Sagens person finder, at udleveringsbegæringen må behandles på grundlag af den aktuelle kendelse, der ligger til grund for begæringen, nemlig Metropolitan Magistrate 9th Court’s kendelse af 16. november 2016 ...

1.3.1 Oplysningspligter (IPC section 120-B, 177 og 420)

Kendelseaf 16. november 2016 omfatter bl.a. forskellige

oplysningspligter, der ikke opfylder strafferammekravet (pkt. 9), men Rigsadvokaten peger på adgangen til accessorisk udlevering, jf. udleveringslovens § 22 (indstilling, s. 72).

Sagens person gør gældende, at udleveringsbegæringen af 8. december 2016 ikke kan udvides til at omfatte IPC section 120-B, 177 og 420, der hverken var omfattet af arrestordren af 3. december 2002, der lå til grund for den første udleveringsbegæring af 23. december 2002, eller fængslingskendelse af 8. august 2003 ... . De indiske myndigheder begrænsede derved udleveringen og frafaldt de øvrige forhold, jf. udleveringslovens § 4 eller princippet deri. Forholdet er desuden

forældet,da der først blev taget skridt til udlevering ved

udleveringsbegæringen af 8. december 2016 (afs. 4). Der kan derfor ikke ske accessorisk udlevering til strafforfølgning for tilsidesættelse af oplysningspligter, idet udleveringlovens § 22 hverken henviser til § 4 eller § 26.

1.3.2 Medvirken til opstand mv. (IPC section 121, 122 og 123 mv.)

Sagens person gør gældende, at udleveringsbegæringen af 8. december 2016 ikke kan omfatte IPC section 121, 122 og 123 samt lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6, da de indiske myndigheder den 24. juni 2002 ... og 29. juli 2004 ... begrænsede sigtelsen og meddelte, at Sagens person ville blive tiltalt svarende til domfældelsen af Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer.

Begrundelsen for den indiske meddelelse var, at Court of Sessions den

31.januar 2000 frifandt Vidne 2 og de fem lettiske

besætningsmedlemmer for medvirken efter IPC section 121 og 122. Der var i sagen rejst ikke tiltale efter IPC section 123 eller lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6. De indiske myndigheder kan ikke 14½ henholdsvis 12½ år senere fremsætte udleveringsbegæring under henvisning til disse bestemmelser, idet udlevering for de nævnte forhold blev frafaldet i 2002 og/eller 2004, jf. udleveringslovens § 4

ellerprincippet deri, ligesom forholdet er forældet, jf.

udleveringslovens § 26 (afs. 3).

Rigsadvokaten var isin undersøgelse opmærksom på, at

udleveringsbegæringen omfattede forhold, som Sagens person ifølge den

indiske ambassades meddelelse af 29. juli 2004 ikke ville blive tiltalt for (se også Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010, indstilling, s. 3).

Den 16. august 2022 anmodede Rigsadvokaten derfor de indiske myndigheder om at bekræfte ... , at sigtelsen var begrænset som anført i notatet af 29. juli 2004 ... . Den 23. januar 2023 rykkede Rigsadvokaten for en bekræftelse ... . Den 3. april 2023 besvarede den indiske ambassade anmodningen ved fremsendelsen af et notat, hvori det blandt andet anførtes ... :

” As such it appears that the charges listed in Annexure I of the Indian response letter dated 29 July 2004 are the charges under which Vidne 2 and other five co-accused persons were convicted as the roles of Alias 2 and Vidne 2 are similar.

However, in the renewed extradition request sent in 2016 it was clearly mentioned that Alias 2 would be tried under sections 120-B, 121, 121-A, 122, 123, 177 & 420 of Indian Penal Code, Section 25(1-A) and (1-B) (f) & (g) and 27 r/w section 35 of the Arms Act, 1959, Section 9B (2) of the Explosives Act, 1884, Section 4(b), 5 and 6 of the Explosive Substances Act, 1808, Section 10,11,11-A & 12 of Aircraft Act, 1934.

These are the sections under which Alias 2 was charge sheeted and he would be liable for trial under the said sections, if extradited to India. (Table containing details of the said sections of law is enclosed as Annexure-C ).”

Den nye oversigt i annexure C indeholdt de bestemmelser, der ikke var omtalt i 2004-notatet ... . Rigsadvokaten forholdt sig i indstillingen af 23. juni 2023 hverken til udvidelsen af sigtelsen eller til det bevismæssige grundlag for udvidelsen.

Hvis Retten i Hillerød måtte finde, at begæringen kan udvides til at omfatte IPC section 121, 122 og 123 og lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6, gør Sagens person gældende, at der – som afspejlet i den indiske ambassades tilkendegivelser af 24. juni 2002 ... og 29. juli 2004 ... - ikke er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at udlevere Sagens person med henblik på strafforfølgning efter de bestemmelser (afs. 2).

2 Bevismæssigt grundlag (§ 23)

Sagens person har erkendt overtrædelserne af luftfartslovgivningen, oplysningspligter samt våbenbesiddelse- og transport med henblik på at bevæbne et forsvarsværn for at sikre lokalbefolkningen mod fortsatte

kommunistiske overgreb.

Rigsadvokaten gør gældende, at der er bevismæssigt grundlag for at sidestille de indiske sigtelser med en sigtelse for terrorisme efter straffelovens § 114, men Sagens person er ikke sigtet for terrorisme, der på gerningstidspunktet hverken var kriminaliseret i indisk eller dansk ret. De indiske myndigheder har derimod rejst sigtelse om både sammensværgelse om og medvirken til at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder m.v., men sigtelsen er hverken efterforsket, konkretiseret eller understøttet bevismæssigt.

Efter udleveringslovens § 23 må udlevering for en strafbarhandling ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen vedrørende en handling, for hvilken der begæres

udlevering,savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

Udleveringlovens § 22 henviser ikke til § 23, hvorfor der ikke kan ske udlevering – heller ikke accessorisk – til strafforfølgningen for et forhold, der ikke er understøttet af tilstrækkeligt bevis.

Sagens person gør gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, der rejser rimelig tvivl om hans skyld i sigtelsen for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder og alvorlig sprængning, hvorfor udleveringsbegæringen skal afslås for så vidt angår medvirken til forsøg på væbnet opstand mod indiske myndigheder og alvorlig sprængning (IPC section 121, 122 og 123 hhv. lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6).

2.1 Udleveringslovens § 23

Utilstrækkeligt bevismæssigt grundlag kan på grund af særlige

omstændighedervære afslagsgrund. I forarbejderne til

udleveringslovens § 23 (tidligere § 3, stk. 5) anføresbl.a.

(Folketingstidende 1966-67, tillæg A, s. 2545f ... ):

” … Den omstændighed, at den, som søges udleveret, over for danske myndigheder nægter sig skyldig, vil således isoleret betragtet ikke berettige danske myndigheder til at stille krav om

tilvejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den 

pågældende derimod til støtte for sin påstand kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om hans skyld, vil der kunne fremsættes begæring om tilvejebringelse af bevismateriale til sandsynliggørelse af skylden, og hvis dette materiale ikke tilvejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil anmodningen om udlevering kunne afslås.

På denne baggrund er det i stk. 5 foreslået, at udlevering for en

handling ikke må finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende handlingen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

I overensstemmelse med det ovenfor anførte må det imidlertid påpeges, at udlevering efter denne bestemmelse kun udelukkes, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at den

sigtelse eller dom, der ligger til grund for 

udleveringsanmodningen, savner det bevismæssige grundlag, som en sigtelse eller dom bør bygge på. Bestemmelsen medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jfr. forslagets § 12, skal foretages nogen almindelig prøvelse af skyldspørgsmålet, men alene, at myndighederne, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal have opmærksomheden henledt på, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må anses for

betænkeligt uden videre at lægge de afgørelser 

(fængslingskendelse, dom), der er modtaget sammen med

anmodningen om udlevering, til grund”  (mine 

understregninger).

Sagens person gør gældende, at han ved brev af 4. januar 2002 vedlagt 31 bilag ... bestred det bevismæssige grundlag for sigtelsen for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder bl.a. under henvisning til frifindelsen af de seks medgerningsmænd for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder. Rigsadvokatens undladelse af at tilvejebringe oplysninger om grundlaget for de rejste sigtelser er et udslag af, at Rigsadvokaten ikke har levet op til objektivitetsprincippet i retsplejelovens § 96, stk. 2. Der er derfor særlige omstændigheder, der rejser rimelig tvivl om Sagens persons skyld, hvorfor udlevering ikke må finde sted for så vidt angår sigtelsen for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder og alvorlig sprængning.

2.2 Danske straffebestemmelser

Rigsadvokaten anfører i indstillingen af 22. juni 2023, at ”sigtelserne vedrørende de handlinger, som de indiske myndigheder begærer Sagens person udleveret til, ikke savner bevismæssigt grundlag, og at udleveringslovens § 23 ikke er til hinder for udlevering ” (indstilling, s. 73).

Det tilstrækkelige bevismæssigt grundlag skal bedømmes ud fra, hvilke både danske og indiske straffebestemmelser sigtelserne skal henføres under. Det er derfor nødvendigt at se nærmere på de forskellige straffebestemmelser, der kræver forskelligt bevismæssigt grundlag for at kunne danne grundlag for udlevering.

2.2.1 Våbenbesiddelse og -transport

Sagens person bestrider ikke, at der er tilstrækkeligt bevismæssigt

grundlagfor at sigte og udlevere ham for overtrædelse af

våbenlovgivningen i både Danmark og Indien.

Sigtelsenfor medvirken til våbentransport kunne på

gerningstidspunktethenføres til våbenloven og på

udleveringstidspunktet til straffelovens § 192 a, jf. våbenloven:

-Gerningstidspunktet: Våbenloven: Det er efter våbenloven forbudt uden tilladelse at indføre eller fremstille skydevåben, ammunition, håndgranater og lignende våben (§ 1), ligesom det er forbudt uden tilladelse både ved overdragelse at erhverve genstande eller stoffer omfattet af forbuddet i § 1, samt at besidde, bære eller anvende sådanne genstande eller stoffer (§ 2). Det er endvidere forbudt uden tilladelse at udføre våben omfattet af våbenloven (§ 6). Strafferammen for overtrædelse af § 2 og § 6 er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år (§ 10).

-Udleveringstidspunktet: Straffelovens § 192 a: Straffen for overtrædelse af våbenloven kan stige, hvis der er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for Sagens persons forsæt til medvirken til under særligt skærpende omstændigheder at ”indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, 

tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i 1) skydevåben eller 2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade. ”Strafferammen er i dag fængsel i op til 8 år.

Sagens person gør gældende, at våbenbesiddelse og -transport på gerningstidspunktet var strafbar efter våbenlovens § 10, jf. § 2 og § 6, og at strafferammen på gerningstidspunktet var fængsel i 2 år på grund

afde skærpende omstændigheder, ligesom strafferammen på

udleveringstidspunktet er fængsel i 8 år på grund af de særligt skærpende omstændigheder.

2.2.2 Sammensværgelse og medvirken til opstand

Sagens person gør gældende, at sammensværgelse til væbnet opstand m.v. ikke er strafbart efter dansk ret, og at der ikke er noget bevismæssigt grundlag for at udlevere ham for medvirken til væbnet opstand mod indiske myndigheder.

Formålet med våbentransporten var at bidrage til bevæbningen af et vagtværn, der kunne beskytte lokalbefolkningen mod angreb fra delstatsregeringen og dens håndlangere (retsbog af 10. april 2010 fra grundlovsforhøret, s. 2/14 ... , og retsbogen af 24. september 2010 fra hovedforhandlingen i byretten, s. 18/37 ...).

Det bevismæssige grundlag for sigtelsen for sammensværgelse og medvirken til opstand skal – afhængig af sammenhængen eventuelt under den antagelse, at handlingen havde været foretaget i Danmark – bedømmes efter dagældende eller nugældende regler:

-Gerningstidspunktet: Straffelovens § 114, jf. §§ 21 og 23: Det centrale spørgsmål er, om Sagens person – hvis våbentransporten havde været fuldbyrdet i Danmark – havde forsæt til at medvirke til at støtte ”korps, gruppe eller sammenslutning, ” der havde ”til hensigt ” ved ”magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen.”

-Udleveringstidspunktet: Straffelovens § 114 f eller § 114, jf. § 21 og 23: Det centrale spørgsmål er, om Sagens person – hvis våbentransporten havde været fuldbyrdet i Danmark – havde forsæt at støtte nogen, der havde forsæt til i) at ”skræmme befolkningen i alvorlig grad, ” ii) ”uretmæssigt at tvinge … 

offentlige myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling, ” iii) at ”destabilisere eller ødelægge et lands … grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer ”mv. eller iv) at begå en overtrædelse, der ”i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade.”

Sagens person gør gældende, at der ikke er noget bevismæssigt grundlag for, at han eller nogen medgerningspersoner havde til hensigt eller lignende at angribe nogen eller noget. De indiske og danske myndigheder kan ikke bare postulere, at der var et bestemt sigte med våbentransporten, hvis dette sigte ikke er understøttet af sagens oplysninger. Postulaterne bliver ikke sandfærdige af at blive gentaget på nu 29. år.

De indiske myndigheder antog straks den 18. december 1995 ved fundet af de nedkastede våben ... , at de kunne anvendes til væbnet opstand mod indiske myndigheder, ligesom de indiske myndigheder hurtigt antog, at modtageren var Organisation 2, men det blev afvist af Court of Sessions i Kalkota i dommen af 31. januar 2000 fandt (”May be that persons linked up with the present process may have nexus with Organisation 2 ”, ... , jf. navnlig afs. 2.7).

De danske myndighed ses intet sted at have overvejet spørgsmålet, og der foreligger fortsat ingen konkret oplysning om, hvilke planer,

tanker,overvejelser el.lign. Sagens person eller uidentificerede

medgerningspersoner havde om at gøre væbnet opstand mod i øvrigt uidentificerede indiske myndigheder.

2.3 Rigsadvokatens indstilling

Sagens personSagens person gør gældende, at de af Rigsadvokaten anførte

omstændigheder angår overtrædelser af våbenlovgivningen, der ikke er bestridt.

2.3.1 Våbenbesiddelse- og transport

Rigsadvokaten beskriver i indstilling sagens centrale omstændigheder:

-” Sagens person har erkendt at have deltaget i våbensmuglingen, ligesom

han har erkendt, at han var vidende om nedkastningen af våben ” (indstilling, s. 72).

-Sagens person var ”aktiv initiativtager til og deltog i nedkastningen af våben ” (indstilling, s. 72).

-Sagens person fik ”under forløbet … en fornemmelse af, at forsendelsen kunne indeholde andet end blot håndvåben (AK-47 

maskinpistoler) og ammunition til disse, idet forsendelsen af hensyn til troværdigheden af det anvendte ”end usercertifikat” skulle fremstå anderledes ” (indstilling, s. 72f.).

-Sagens person fik ”under omlastningen af våbnene i Benares … 

mistanke om, at der i flyet var flere våben end oprindeligt aftalt, men at det først var efter, at han var kommet til Phuket, at han fik vished om omfanget og karakteren af de nedkastede våben ”(indstilling, s. 73).

-” Person 9 har for Østre Landsret forklaret, at Sagens person

i 1995 henvendte sig til ham med et ønske om at købe våben med henblik på at bevæbne et privat vagtværn til beskyttelse af en indisk organisation ” (indstilling, s. 73).

2.3.2 Opstand/terrorisme

Rigsadvokatens indstilling fremhæver ikke nærmere omstændigheder, der underbygger, at der er bevismæssigt grundlag for at henføre sigtelsen under straffelovens dagældende eller nugældende § 114. Indstilling bygger på de ureflekterede antagelser om formålet med våbentransporten, som danske myndigheder har lagt til grund fra

indledningen af den første udleveringssag:

-Københavns Politis efterforskningsrapport af 31. januar 2003: ”Den 10. januar 1996 afsagde retten i Calcutta i Indien 

anholdelsesbegæring for så vidt angår Alias 1, der jf. beslutningen vil blive sigtet for at smugle våben til Indien med forsæt til at begå terrorisme mod den indiske stat ” ... . Det bemærkes hertil, at Sagens person ikke er sigtet for terrorisme,

allerede fordi dethverken i Danmark eller Indien var

kriminaliseret på gerningstidspunktet, ligesom Københavns Politi ikke begrundede, hvilket grundlag der var for det anførte.

-Justitsministeriet anførte i afgørelsen af 9. april 2010: ” …sigtelsen angår en lovovertrædelse af meget alvorlig 

karakter i form af nedkastning af en betydelig mængde særligt farlige våben med det sigte, at de pågældende våben skulle anvendes mod delstatsregeringen i West Bengal ” ... . Det fremgår ikke, hvilket bevismæssigt grundlag der var for dette ”sigte ” med våbentransporten.

Rigsadvokatens indstilling af 22. juni 2023 indeholder tilsvarende postulater:

-Rigsadvokaten anfører, at ”formålet var at bevæbne en indisk gruppering, som var i konflikt med delstatsregeringen ” (se indstilling, s. 75). Rigsadvokaten angiver ikke, hvilken ”gruppering ” der skulle være tale om, hvilken form for ”konflikt med delstatsregeringen ” grupperingen skulle have, hvilket bevis der er for grupperingens mål om at gøre væbnet opstand, og hvilket bevis der skulle være for Sagens persons forsæt til medvirken til forsøg på sprængning, væbnet opstand, terrorisme eller lignende.

-Rigsadvokaten anfører desuden, at ”sigtelserne angår

lovovertrædelser af særdeles alvorlig karakter, der efter dansk ret kan subsumeres under bl.a. straffelovens § 114 om

terrorisme, og at Sagens personSagens personSagens person ifølge sigtelserne og 

vidneforklaringer, har haft en meget fremtrædende og aktiv rolle i sagen, hvorfor han betegnes som hovedmanden bag

forbrydelserne ”(Rigsadvokatens indstilling, s. 61).

Rigsadvokaten begrunder ikke, hvordan Sagens persons angivelige status som "hovedmanden ” med ”en meget fremtrædende og aktiv rolle ” være bevis for medvirken til forsøg på sprængning, væbnet opstand, terrorisme eller lignende.

De danske myndigheder har lagt de indiske myndigheders påstande til grund for sagsbehandlingen, selv om City Court of Sessions fandt, at

det ikke var bevist, at Organisation 2 var modtager af våbnene, og selv om der ikke er dokumentation, hverken for at Organisation 2 tidligere havde foretaget nogen form for angreb, eller for at Organisation 2 senere ville foretage nogen form for angreb. PET har således betegnet oplysningerne om, at ”flere medlemmer af gruppen [Organisation 2] har været arresteret og fængslet, blandt andet under anklage for indsamling af våben og konspiration mod delstaten, ”som ”uvaliderede ” ... .

Rigsadvokatens indstilling indeholder intet om det bevismæssige grundlag for at de centrale omstændigheder; nemlig i) hvem der var modtager af våbnene, ii) hvem der havde planer eller lignende om at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder, iii) hvilke planer eller lignende der var tale om, iv) hvilke myndigheder der var planer eller lignende om at angribe. Der er tværtimod klar dokumentation for, at Organisation 2 blev udsat for omfattende overgreb uden voldeligt modsvar (afs. 2.8.1).

2.4 First Information Report

I First Information Report af 18. december 1995 beskrives den baggrund for sagen ... , som de indiske myndigheder har holdt fast i lige siden ... . Det er ingen oplysning om, hvad antagelsen den 18. december 1995 byggede på, men det var allerede dengang velkendt, at voldelige oprørsgrupper opererede forskellige steder i Indien som beskrevet af FN’s specialrapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser i 2012 ... , og det kan have været nærliggende for det lokale politi uden videre at antage, at noget tilsvarende kunne være på spil, men det har så vidt ses ikke siden været efterforsket.

2.5 Letter Rogatory

I Letter Rogatory af 15. juli 1996 med tilhørende CD-rom er det

anført, at planen om at gøre opstand var ”hatched up by some 

villagers ” ... , hvilket er lige så løst som de tidligere og senere antagelser om formålet.

Det anføres desuden, at ”Arms are for insurgent group fighting left supported guerillas in West Bengal ” ... , hvilket illustrerer, at det var privatpersoner, der forestod overgrebene, hvilket ikke stemmer godt overens med, at Organisation 2 eller andre skulle angribe indiske myndigheder.

Det nærmeste, myndighederne var på beviserne for formålet, var det

anførte om, atSagens persons bærbare pc indeholdt ”Various 

Characteristics of Alias 2's intentions / plans ” ... , men altså intet nærmere.

2.6 Udleveringsbegæringen

Sagens person gør gældende, at udleveringsbegæringen ikke indeholder noget bevismæssigt grundlag for sigtelsen for medvirken til forsøg på væbnet opstand mod indiske myndigheder.

Det indiske politi var fra morgenstunden den 18. december 1998 involveret i sagen og oprettede en politirapport ... . Få dage efter overtog Central Bureau of Investigation efterforskningen og oprettede en ny First Information Report af 28. december 1995, hvor det anføres, at formålet med våbnene ”was to wage war against the sovereign government of India ” ... . Formålet blev gentaget i sigtelse af 20. marts 1996, der efter en opremsning af de nedkastede våben indeholder følgende antagelse om formålet ... :

” These arms could be used for abetting the inhabitants living in and around these Villages to wage war against the state by entering into criminal conspiracy with a view to create chaos and subversive activities through extremist activities in the region. There is strong reason to believe that such supply of sophisticated arms might be the act of any subversive agents whose Government might have sent those arms and ammunitions through clandestine means with a view to waging war or abetting waging of war against the Government of India/West Bengal by aiding and abetting terrorism in the locality and also

to promote violent activities in the region”  (mine 

understregninger).

Det fremgår ikke af sagen, hvilket grundlag de indiske myndigheder havde i marts 1996 for at antage, at bagmændene kunne være ”subversive agents whose Government might have sent those arms and ammunitions through clandestine means, ”men det er siden dokumenteret, at en indiske efterretningstjeneste, formentlig RAW, var blevet orienteret af britiske myndigheder om den forestående våbentransport, som ikke blev søgt forhindret.

Den 15. juli 1996 udarbejdedes Letter Rogatory, der med tilhørende CD-rom blev sendt til Danmark i hvert fald i august 1996 uden nærmere oplysninger om formålet med våbentransporten, idet fokus var på at dokumentere sammensværgelse ... .

Udleveringsbegæringen af 8. december 2016 er baseret på affidavit af

26. oktober 2016 ... , der var vedlagt et notat med titlen ”Detailed 

facts of the case ” ... . Notatet omtaler en række forhold, som imidlertid ikke dokumenterer formålet med våbentransporten, ligesom det ikke fremgår, hvilke beviser der understøtter antagelsen om formålet med

våbentransporten.

-Punkt 3: Det anføres, at de pågældende våben “could be used … to wage war ”, men hypotesen (“could ”) er uden bevismæssig støtte, hvilket formentlig skyldes, at den stammer fra anmeldelsesrapport (”first information report ”, FIR) af 28. december 1995, der er citeret i en anmodning af 15. juli 1996 fra Chief Metropolitan Magistrate ... , jf. også sigtelsen af 20. marts 1996 (... pkt. 16).

-Punkt 3: Det anføres, at der er “strong evidence to believe that 

such supply of sophisticated arms might be the act of any subversive agents…,” men det er uoplyst, hvilke ”agents ” der tænkes på, ligesom der tages forbeholdet ”might ”.

-Punkt 4: Dokumenter i efterforskningen ”confirmed the intention of the accused persons to wage a war against the state, ” men det angives ikke, hvilke dokumenter der skulle være tale om.

-Punkt 9: Der henvises til Court of Sessions dom af 2. februar 2002, som lægger til grund, at Organisation 2 ikke var modtager, og som ikke indeholder andre oplysninger om formålet med våbentransporten (afs. 2.6).

-Punkt 13: Det anføres, at våbenene blev nedkastet nær Organisation 2's hovedkvarter; ”the building was being used by them for 

the purpose of training Organisation 3, Wing of Organisation 2 and also for some other purposes. ”Nedkastningsstedet dokumenterer ikke formålet. ”Initialer 2 ” var i øvrigt ikke en forkortelse af ”Organisation 3 ”, men af ”Organisation 4 ” (se Helen Crovettos artikel ...).

-Punkt 19: Der henvises til et møde afholdt den 28. september 1995 i Organisation 2's Central Committee, hvor Person 6 foreslog forskellige tiltag, men der er intet anført om, hvad forslagene gik ud på, og Sagens person deltog ikke i mødet, da han var i Bangkok. Om Person 6 bemærkes, at sigtelsen af ham den 16. november 2004 illustrerer, at han blev mistænkeliggjort på grund af hans holdninger og arbejde for at fremme en anden dagsorden end den kommunistiske (... pkt. 13f, ”... instrumental in propagating the views and the ideas of 

Organisation 1 groups … and he had spread thoughts and ideas of Organisation 2… ”).

-Punkt 20: Det anføres, at bogen ”Technique of Mordern Arms ”

er fundet, hvilket angiveligt understøtter nogens intention om væbnet opstand mod indiske myndigheder, ligesom dette formål

skulle være understøttet af ”the statements of the followers of the Organisation 2, ” men der anføres intet om, hvilket bevismæssigt grundlag der er for at identificere Sagens person med bogens ejer eller med ukendte Organisation 2-følgeres synspunkter.

-Punkt 21: Det anføres: “During investigation the motive of

collection of the said arms and ammunitions by the Organisation 1 – a wing of Organisation 2 has also been established from documentary evidence collected during

investigation ”,og der henvises herunder til Person 16

Person 16. Der er ingen oplysning om, hvilket formål der er bevist (”motive … has been established ”), eller hvad Sagens person skulle have haft at gøre med Person 16, som han ikke kendte.

Udleveringsbegæringen af 8. december 2016 var desuden vedlagt et notat med titlen ”Evidence against Alias 1 @ Alias 2 ” (...), hvor bevisførelsen sammenfattes i en nøddeskal (”nutshell ” ...), og hvor det nærmeste om formålet er:

-Punkt E: ”Evidence from India (documents, testimonies of

witnesses) prove his association with Organisation 2, his visits prior to the arms drop, his photography and videography of the targetted place, his attempted dry run (of the aircraft) in November. There is adequate evidence linking the aircraft to the Arms Drop ” (min understregning). Der er altså kun bevist tilknytning til Organisation 2, ikke til noget formål med modtagelsen af våbnene.

2.7 Court of Sessions dom

Court of Sessions dom af 22. april 2000 blev efter anmodning sendt til Justitsministeriet den 23. februar 2005 ... , og der blev henvist til dommen i udleveringsbegæringen af 8. december 2016 (... pkt. 9).

Hverken Justitsministeriet eller Rigsadvokaten har imidlertid behandlet sigtelsernes bevismæssige grundlag i lyset af forskellen mellem medvirken efter dansk ret og medvirken henholdsvis sammensværgelse

efterindisk ret, selv om Vidne 2 og de fem lettiske

besætningsmedlemmer blev frifundet for medvirken og dømt for sammensværgelse, jf. ... om straffelovens § 23 og afs. om 2.6 om Court of Sessions dom af 2. februar 2002.

De indiske myndigheder har siden våbentransporten blev opdaget 18. december 1995 hævdet, at formålet var at føre krig mod Indien, men Vidne 2 og de seks lettiske besætningsmedlemmer blev ved dom af 31. januar 2000 frifundet for overtrædelse af IPC section 121 og

IPC section 122 om medvirken. Der var ikke rejst tiltale efter IPC section 123 eller lov om eksplosive stoffer section 4(b), jf. 6.

Frifindelsen for medvirken burde i sig selv have givet Rigsadvokaten anledning til at overveje grundlaget for udleveringsbegæringen, men Rigsadvokaten tog sig til takke med Indiens meddelelse om, at man ikke ville stå ved den tidligere begrænsning i sigtelsen af bevismæssige grunde.

Frifindelsen for overtrædelse af IPC section 121 og domfældelsen efter IPC section 121-A skyldes sondringen i indisk strafferet mellem medvirken (”abetment ”) og sammensværgelse (”conspiracy ”). Sammensværgelse er en udvidet form for medvirken, der ikke er kriminaliseret i dansk ret.

Sondringen mellem medvirken efter section 121 og sammensværgelse efter section 121-A fremgår af dommen af 2. februar 2002, der beskriver, at domfældelse for sammensværgelse (”conspiracy ”) efter indisk straffe- og bevisret ikke kræver bevis for den enkelte gerningsmands formål med eller viden om sammensværgelsen, da det

ertilstrækkeligt til domfældelse for sammensværgelse, at

gerningsmanden havde kendskab til, at sammensværgelsen havde et ulovligt formål ... , jf. herved IPC section 120-A (”an illegal act ”). Beviskravene til domfældelse for sammensværgelse er lempeligere end beviskravene til domfældelse for medvirken ... , jf. også lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 5.

Anklageren havde rejst tiltale efter både IPC section 121 og IPC section 121-A, idet anklageren gjorde gældende, at formålet med våbentransporten var:

- ”create havoc within our country ” ... ,

- ”waging war against the authority of the State represented by the constitutionally elected governments ” ... , og/eller

- “bring down the democratically elected government of the country ”

... .

Anklagerens hovedsynspunkt var, at formålet med våbentransporten var at bruge våbnene mod delstatsregeringen (”to be used against the Government of West Bengal ” ... ).

Court of Sessions frifandt imidlertid Vidne 2 og de fem letter for overtrædelse IPC section 121 og 122 om medvirken, idet retten alene fandt dem skyldige efter IPC section 121-A om sammensværgelse:

” Prosecution, however has not been successful in bringing home the guilt of the accused persons U/s 121 of IPC and U/s 122 of IPC by proving their necessary ingredients So, I find and hold in conclusion that accused Vidne 2, Person 26, Person 27, Person 28, Person 29 and Person 30 are found guilty of the offence U/s 121A of IPC. They are, however, found not guilty of the offence U/s 121 and 122 of IPC” ...

Court of Sessions frifindelse for medvirken efter IPC section 121 og 122 er begrundet i den – efter danske retsforhold besynderlige – retstilstand, at domfældelse for sammensværgelse hverken kræver bevis for formålet med sammensværgelsen eller for gerningsmandens forsæt dertil. Court of Sessions tilslutter sig således anklageres beskrivelse af indisk strafferet:

” it would not be necessary for the prosecution to establish to bring home the charge of conspiracy, that each of the conspirators had the knowledge of what the collaborator would do so, so long as it is known that the collaborator would put the goods or services to an unlawful use” ...

Vidne 2 og de fem de lettiske besætningsmedlemmer kunne derfor dømmes for sammensværgelse efter IPC section 121-A, selv om der ikke var ført bevis for deres forsæt (”would not be necessary … that each of the conspirators had the knowledge of what the collaborator would do ”), jf. lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 5.

Deter særlig tydeligt for de lettiske besætningsmedlemmers

vedkommende, at der efter indisk ret ikke kræves bevis for deres viden om eller kendskab til formålet med våbentransporten, da der ikke forelå nogen oplysning om, at de havde noget kendskab til, hvem der skulle modtage våbnene, eller hvorfor modtageren skulle modtage våbnene. De kunne ikke desto mindre dømmes for sammensværgelse til et formål, de ikke havde noget kendskab til.

Court of Sessions lagde uden videre til grund, at våbentransporten var en sammensværgelse efter section 121-A, idet retten lagde følgende formål til grund for dommen:

- ”helping them [a certain insurgent group] in over throwing and to

over awe the duly elected Government in West Bengal ” (... min

tilføjelse i klammer).

- “wreck havoc within the Indian Territory ” ... .

-“help some insurgent group in over throwing the State Govt.” ... .

Court of Sessions kunne lægge dette til grund, da det ikke var et krav til domfældelse efter IPC section 121-A, at der var ført almindeligt bevis for det konkrete formål med våbentransporten. Den eneste oplysning, der forelå om våbentransportens formål, var således Vidne 2's antagelse i september 1995. Det fremgår ikke af dommen, hvilket grundlag Vidne 2 dengang havde for den antagelse.

Det fremgår imidlertid ikke af sagen, at Sagens person skulle have fortalt Vidne 2 eller andre, at formålet var at bevæbne en gruppe med henblik på væbnet opstand. Vidne 2 og Person 9 fik oplyst, at våbnene skulle bruges til selvforsvar, og det kan ikke komme Sagens person til skade, såfremt Vidne 2 ikke umiddelbart troede på det efter mødet i By 2 i august 1995, men Vidne 2 har forklaret, at Sagens person i forbindelse med mødet i Bangkok forklarede mere om baggrunden.

Sagens person bemærker endvidere, at de indiske myndigheder den 24. juni 2002 ... og 29. juli 2004 ... begrænsede sigtelsen, idet Sagens person oprindelig var sigtet efter IPC section 121, 122 og 123 samt lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6. Begrundelsen var, at Court of Sessions den 2. februar 2000 havde frifundet Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer for overtrædelse af IPC section 121 og 122. Der var ikke rejst tiltale efter IPC section 123 og lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6. De indiske myndigheder har således allerede i 2002 og 2004 erkendt, at der ikke var bevismæssigt grundlag for en sigtelse efter IPC section 121, 122 og 123 samt lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6.

2.8 Andre beviser

Rigsadvokaten har ikke efterkommet Sagens persons anmodninger om at tilvejebringe yderligere bevisførelse ..., og der er heller ikke i øvrigt noget bevismæssigt grundlag for at antage, at formålet med våbentransporten skulle være at gøre væbnet opstand. Der foreligger ingen politirapport, vidneerklæring, retsbog eller andet om, at nogen skulle have bekræftet, at formål var at gøre væbnet opstand.

2.8.1 Organisation 2

Den spirituelle bevægelse Organisation 2 er central i sagen, fordi de indiske og danske myndigheder bygger sagens alvorligste dele på Organisation 2's forhold.

Der er ingen dokumentation for, at Organisation 2 nogensinde har været tilhænger af vold eller anden form for ulovlig magtanvendelse. Der er tale om en fredelig og spirituelt baseret bevægelse, der har sit

praktisk fokus på udvikling af lokalsamfund navnlig i det globale syd (se video om Organisation 2, publikationen What is Organisation 2 ... , samt Vidne 3 og Sagens persons forklaringer). Bevægelsen blev stifter af Person 1, der anvendte begrebet ”force ” i betydningen psykologisk, social og spirituel kraft (se Vidne 3 og Sagens persons forklaringer samt Person 1's tekster ... ). Et mindre antal personer udøvede vold i 1970’erne for at få Person 1 løsladt, men Person 1 tog straks offentlig afstand fra voldshandlinger. Helen Crovetto skriver ... :

”Person 1 issued statements from Bankipur Central that he would not come out of jail by any means other than legal procedures and that those perpetrating terrorism did not understand Organisation 2's ideology. The international agitations promptly stopped.”

Der er derimod ubestridelig dokumentation for omfattende forfølgelse af og overgreb på befolkningen i Område 1 over flere årtier foretaget af kommunistpartiets håndlangere. Observer Research Foundation sondrer mellem ”episodic violence ”og ”everyday

violence,” da den ulovlig magtanvendelse og voldsangreb er

hverdagskost i Vestbengalen, der indtog en kedelig førsteplads blandt indiske delstater i perioden 2010-2019 ... . Ud over hverdagens overgreb var der tale om episodiske overgreb i 1967, 1969, 1970, 1982, 1989-90 og 1990 ... . Det var baggrunden for oprettelsen af et ubevæbnet vagtværn, der skulle forsvare lokalbefolkningen mod den vilkårlige voldsudøvelse fra håndlangernes side og – i lyset af de fortsatte hverdagsovergreb – for ønsket senere i 1990’erne om bevæbning af vagtværnet.

I 1995 traf en kreds af personer omkring Organisation 2 to væsentlige beslutninger: For det første ville Organisation 2 involvere sig i det demokratiske arbejde for at påvirke forholdene i Vestbengalen ved at Politisk Parti stillede op til valget til de indiske underhus (Lok Sabha) valget i april-maj 1996 (... med sigtelse af 20. marts 1996 ... pkt. 8 og ... pkt. 17 med sigtelsen af Person 6 og ... om mail på Sagens persons bærbare pc). For det andet ville man bevæbne vagtværnet

forat beskytte lokalbefolkningen mod fortsatte overgreb fra

kommunisterne. Det er ikke nogen antydning af, at formålet var at gøre våbnet opstand.

2.8.2 Andre sigtede i sagen

Sagens person bemærker i den forbindelse, at der i sagens akter er oplysninger om et stort antal sigtede i sagen, men der er ingen oplysning om, at nogen sigtelse har ført til domfældelse af nogen person:

- Sigtelse af 20. marts 1996: 33 personer ... .

- Den indiske ambassadørs brev af 1. august 1996: 13 personer ... .

- Affidavit af 20. november 2011: 13 personer ... .

Sagens person er alene bekendt med, at der blev indledt strafforfølgning af Person 6, der så vidt vides blev sigtet den 16. november 2000 og anholdt den 15. april 2004 ... , men sagen blev ikke ført til doms.

Det må derfor lægges til grund, at der heller ikke i forbindelsen med efterforskningen af indiske statsborgere er tilvejebragt bevis for, at formålet med våbentransporten skulle være at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder.

Den 23. november 1997 oplyste unavngivne embedsmænd til The Sunday Statesman bl.a. ... :

- ”the Gruppering, if at all, wanted a very small part of the arms. We now have evidence to prove that the Gruppering were acting as carriers only. ”

- “He said that the Gruppering acted as carriers to gather funds. ”

De anonyme udtalelser, der allerede i 1997 såede tvivl om det påståede formål med våbentransporten, er et tidsnært og troværdigt vidnesbyrd om, at den indiske regering misbrugte sagen, og at der heller ikke dengang var grundlag for at påstå, at Organisation 2 eller andre barslede med væbnet opstand mod myndighederne.

3 Strafbarhed med en vis strafferamme (§§ 5 og 18)

Sagens person gør gældende, at kravet om dansk strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår sammensværgelse til væbnet opstand mod indiske myndigheder, og at strafferammen efter våbenloven på gerningstidspunktet var fængsel i 2 år, hvorfor betingelserne i udleveringslovens §§ 5 og 18 ikke er opfyldt.

Da der ikke er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for sigtelsen om medvirken til væbnet opstand, kan kravet om strafbarhed med en vis strafferamme ikke opfyldes i medfør af straffelovens dagældende § 114, subsidiært nugældende § 114.

Udleveringslovens § 5 indeholder følgende bestemmelser:

” Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet og handlingen ikke er

strafbar efter dansk ret. ”

Det fremgår af lovforslaget til udleveringsloven af 2020 (afs. 3.2.3.2

...) :

” Justitsministeriet finder, at det bør gælde som en generel betingelse, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Derfor foreslås indsat en bestemmelse herom i udleveringslovens kapitel 2 om almindelige betingelser for udlevering, hvorefter betingelsen vil finde anvendelse i alle sager om udlevering.”

Efter udleveringslovens § 18 gælder ved udlevering til lande uden for Norden og EU bl.a.:

” … handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end 

fængsel i 4 år.”

Betingelsen om strafbarhed med en strafferamme over et vist niveau stammer fra Europarådets udleveringskonvention af 1957 artikel 2, stk. 1 ... :

” Extradition shall be granted in respect of offences punishable under the laws of the requesting Party and of the requested Party by deprivation of liberty or under a detention order for a maximum period of at least one year or by a more severe penalty ” (min understregning).

Kravet blev indført i den nordiske udleveringslov af 1960 § 2 ... :

” Udlevering af en dansk statsborger kan kun ske, såfremt han i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år”  (min understregning).

Det er en tilsvarende handling, der skal være kriminaliseret, hvilket betyder, at kravet er opfyldt, såfremt handlingen var strafbar, hvis den

varforetaget i Danmark eller rettet mod danske interesser

(Folketingstidende 1958-59 Tillæg A sp. 1802 ... ). Det fremgår af bemærkningerne til § 11 om anvendelsen af efterforskningsmidler, at tvangsmidlernes anvendelse ”ikke er betinget af forholdets strafbarhed efter dansk ret, men af, at tvangsmidlerne kunne være bragt i anvendelse under en sag vedrørende en tilsvarende lovovertrædelse, der blev forfulgt her i landet. Heri ligger dels, at tvangsmidler kan

anvendes, uanset at forholdet ikke er underkastet dansk

straffemyndighed, jfr. straffelovens §§ 6-12, dels at handlingen må bedømmes, som om den var rettet mod danske interesser ”(Folketingstidende 1958-59 Tillæg A sp. 1802 ... ).

I 1967-udleveringslovens § 3 videreføres betingelsen ved anvendelsen af formuleringen ”en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering ” (se også Folketingstidende 1966-67 Tillæg A sp. 2542f. ... ). I § 13, der svarede til den tidligere § 11, anvendes ordene ”lovovertrædelser af tilsvarende art ” (a.st. sp. 2536

... ).

Kravet er videreført senest i udleveringsloven af 2020. Betingelsen er således opfyldt, såfremt ”en tilsvarende handling ville være strafbar, hvis den var begået i Danmark ” (Rigsadvokatens indstilling, s. 67), og

deter ingen betingelse, at der er dansk straffemyndighed

(Rigsadvokatens indstilling, s. 61, jf. også Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010, der anvender formuleringen, at det ikke kræves, at ”den konkrete handling kan pådømmes i Danmark,” indstillingen s. 10). Det er således ikke en betingelse, at der skal være tale om en identisk straffebestemmelse, men ”handlingen som sådan skal være kriminaliseret og konkret være strafbar både efter gerningslandets lovgivning og efter dansk lovgivning ” (betænkning 1488/2007 om dansk straffemyndighed, s. 73 ... ). Kravet om konkret strafbarhed må ses i lyset bl.a. af betingelsen i § 23 om tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Der er således den konkrete handling som bevismæssigt understøttet, der skal kunne henføres under en dansk strafhjemmel.

Det giver sig selv, at betingelsen skal være opfyldt både på gernings-og udleveringstidspunktet, da opfyldelsen af betingelsen er en forudsætning for anvendelsen af tvangsindgreb, herunder i form af frihedsberøvelse og ultimativt i form af udlevering til strafforfølgning i et fremmed land. Straffeprocessuelle tvangsindgreb kan ikke anvendes i forhold til sigtelse for overtrædelse af strafferetlige regler, der ikke var

gældendepå gerningstidspunktet. Dette fremgår også af

Justitsministeriets svar på Folketingets Retsudvalg spørgsmål af 27. maj 2003 nr. 39, 40 og 41 ... ad L 168 om forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.), jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003. Justitsministeriet henviser til straffelovens § 3 og EMRK artikel 7 om forbuddet mod straf og strafforhøjelser med

tilbagevirkende kraft, hvortil bemærkes, atanvendelsen af

tvangsindgreb strengt taget ikke er omfattet af § 3 og artikel 7, men at den underliggende straffelovgivning skal have været gældende på

gerningstidspunktet for at dannegrundlag for strafansvar, jf.

straffelovens § 3 og EMRK artikel 7.

Der er ikke holdepunkter i udleveringsloven eller dens forarbejder for at antage, at kravet om strafbarhed og strafferammer er skilt ad,

såledesat strafferammekravet ikke skal være opfyldt på

gerningstidspunktet. Dette stemmer i øvrigt også bedst overens med udleveringslovens § 7, hvorefter der ved udlevering af danske statsborgere kan stilles vilkår om overførsel til afsoning i Danmark, og

hvoromsætning af straffen sker efter strafferammen på

gerningstidspunktet (afs. 7.3.3).

3.1 Våben (våbenlovens § 10 og straffelovens § 192 a)

Rigsadvokaten anser kravet om strafbarhed for våbenbesiddelse og

-transport for opfyldt ved straffelovens § 192 a (indstilling, s. 68f.). Rigsadvokaten omtaler ikke strafferammekravet for våbenbesiddelse og -transport (indstilling, s. 70f.).

Sagens person gør gældende, at våbenbesiddelsen og -transporten var strafbar efter våbenlovens § 10, stk. 1, jf. §§ 2 og 6, og at strafferammen på gerningstidspunktet var fængsel i 2 år (våbenloven § 10). Betingelserne i § 5 og § 18 er derfor ikke opfyldt. Straffelovens § 192 a er en strafforhøjelsesbestemmelse, der først blev vedtaget efter gerningstidspunktet, hvorfor strafforhøjelsen til fængsel i 8 år på udleveringstidspunktet ikke kan danne grundlag for opfyldelse af strafferammekravet.

3.2 Sammensværgelse til opstand (straffelovens § 23)

Sagens person gør gældende, at kravet om dansk strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår sammensværgelse til opstand, da straffelovens

§23 ikke omfatter sammensværgelse, som dette begreb er

kriminaliseret efter indisk ret, jf. IPC section 120-A, 120-B og 121-A.

Rigsadvokaten anerkender i sin indstilling, at kravet om dansk strafbarhed ikke er opfyldt for så vidt angår IPC section 120-B (indstilling, s. 69):

” Det er Rigsadvokatens opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt i forhold til de handlinger, der vedrører overtrædelse af den indiske straffelovs sektion 120-B, idet sektion 120-B vedrører forsøg, tilskyndelse og medvirken til kriminel konspiration, hvilket ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk ret.”

Justitsministeriet berørte ikke IPC section 120-B, da den første udleveringsbegæring ikke angik IPC section 120-B.

Rigsadvokaten drager ikke samme konklusion vedrørende IPC section

121-A, selv om konspirationsbegrebet er det samme, jf. definitionen i

IPCsection 120-A. Rigsadvokaten citerer i indstillingen

Justitsministeriets afgørelse af 30. april 2010 om IPC section 121-A (indstilling, s. 10):

” Det bemærkes, at den indiske sigtelse omfatter 

"sammensværgelse", der ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk ret. Karakteren af de handlinger, der er omfattet af sigtelsen, kan imidlertid som anført efter Justitsministeriets opfattelse henføres under straffelovens § 114 eller § 114 f – eventuelt sammenholdt med den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt i det konkrete tilfælde, uanset at "sammensværgelse"ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk ret.”

Det er en velkendt problemstilling, at det danske medvirkensbegreb adskiller sig det angelsaksiske begreb om sammensværgelse. Det er baggrunden for, at Justitsministeriet har måtte forholde sig til det i

1997ved gennemførelse af EU-udleveringskonventionen.

Justitsministeriet udtrykte da følgende retsopfattelse (lovforslag 215 af 3. april 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertræder (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), Folketingstidende 1996-97 tillæg A s. 4487, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003 ... ):

” Efter dansk ret kan en person, der deltager i en organisation m.v., som begår eller har til formål at begå strafbare handlinger, efter omstændighederne straffes for medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1. Efter denne bestemmelse omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, kan der efter omstændighederne straffes for (medvirken til) forsøg, jf. straffelovens § 23 sammenholdt med § 21. I dansk ret findes derimod ikke regler, der kriminaliserer selve deltagelsen i en sammensværgelse eller forbrydersammenslutning, medmindre der er tale om en opløst forening, jf. straffelovens § 132 a.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed bør fastholdes. Dette krav anses for at være et grundlæggende princip i forbindelse med udlevering fra Danmark.

Justitsministeriet finder ikke, at dette princip bør fraviges i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke er en pligt hertil i forhold til andre lande” (min understregning).

Spørgsmålet har desuden været behandlet i forbindelse med vedtagelsen af terrorpakke I, hvor straffelovens § 114 b blev indført for at gennemføre FN’s Terrorfinansieringskonvention, der indeholder forpligtelser, der går videre end det almindelige medvirkensbegreb i dansk ret.

Sagens personSagens person opfatter Justitsministeriet således, at det er

Justitsministeriets retsopfattelse, at dansk strafansvar for medvirken er

delvistoverlappende med indisk strafferet om medvirken og

sammensværgelse, idet der er hjemmel i dansk strafferet til at straffe en sammensværgelse, såfremt og i det omfang sammensværgelsen ville være strafbar som medvirken efter dansk ret.

Sagens person gør gældende, at straffelovens § 23 ikke omfatter sammensværgelse som dette begreb fortolkes og anvende i indisk strafferet. Indisk ret sondrer mellem medvirken (IPC section 108) og sammensværgelse (IPC section 120-A, jf. også section 120-B og 121-A). City Court of Sessions frifandt således Vidne 2 og de seks besætningsmedlemmer for medvirken, da der hverken var ført bevis for formålet med sammensværgelsen eller for gerningsmændenes forsæt til formålet, hvorimod Vidne 2 og de seks besætningsmedlemmer blev dømt for sammensværgelse, der ikke er kriminaliseret i dansk ret (afs. 2.6).

Sagens person gør derfor gældende, at kravet om konkret strafbarhed derfor ikke er opfyldt i forhold til sammensværgelse (se betænkning 1488/2007 om dansk straffemyndighed, s. 73, jf. ovenfor ... ).

3.3 Medvirken til opstand mv. (straffelovens dagæld. § 114 jf. § 23)

Rigsadvokaten anfører og Sagens person er enig i, at dagældende § 114 ikke værner udenlandske myndigheder (se indstilling, s. 71 og 78 samt Rigsadvokatens notat af 1. maj 1989 om straffelovens § 114 ... ). Bestemmelsen har ikke ekstraterritorial gyldighed, hvorfor der ikke er dansk straffemyndighed for overtrædelse af dagældende straffelov § 114, der derfor heller ikke finder anvendelse ved omsætning af straffen.

Rigsadvokaten anfører, at sigtelserne efter IPC section 121, 121-A, 122 og 123 ville kunne henføres under straffelovens dagældende § 114 (nugældende § 114 f) eller nugældende § 114 (indstilling, s. 67). I dette afsnit behandles dagældende § 114 (se afs. 3.4 om nugældende § 114).

Sagens personSagens person bemærker, at kravet skal være opfyldt på

gerningstidspunktet ...

Dagældende § 114 opfylder på et abstrakt plan kravet til kriminalisering af en tilsvarende forbrydelse, og strafferammekravet var på et abstrakt plan opfyldt, da strafferammen efter § 114 var fængsel

indtil 6 år.

Sagens person gør imidlertid gældende, at kravet om, at handlingen skal være konkret strafbar ikke er opfyldt, da der ikke er bevismæssigt grundlag for at antage, at Sagens persons formål med våbentransporten var at gøre opstand mod indiske myndigheder, jf. afs. 2. Sagens person vil derfor efter indisk ret kunne dømmes for sammensværgelse, men han vil efter dansk ret ikke kunne dømmes for medvirken.

3.4 Medvirken til terrorisme (straffelovens nugæld. § 114, jf.  § 23)

Rigsadvokaten anfører, at sigtelserne efter IPC section 121, 121-A, 122 og 123 ville kunne henføres under straffelovens nugældende § 114 eller dagældende § 114 (nugældende § 114 f) (indstilling, s. 67). I dette afsnit behandles nugældende § 114 (se afs. 3.3 om dagældende § 114, nugældende § 114 f).

Sagens person gør i første række gældende, at nugældende § 114 er uden betydning for sagen, allerede fordi der ikke er rejst sigtelse for terrorisme. Indien har ikke sigtet Sagens person for terrorisme, der på gerningstidspunktet ikke var kriminaliseret i indisk strafferet, idet Terrorist and Disruptive Activities (Prevention) Act udløb den 23. maj 1995.

Sagens person gør i anden række gældende, at nugældende § 114 er uden betydning, fordi der ikke er bevismæssigt grundlag for at lægge til grund, at formålet med våbentransporten var at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder (afs. 2). Sagens person vil derfor efter dansk ret ikke kunne dømmes for medvirken til terrorisme.

Sagens person gør i tredje række gældende, at kravet skal være opfyldt på gerningstidspunktet ... , og at straffelovens § 114 kan ikke opfylde strafferammekravet, fordi straffelovens § 114 først blev vedtaget efter gerningstidspunktet, nemlig i 2002, og fordi § 114 forudsætter overtrædelse af straffelovens § 192 a, der ligeledes først blev vedtaget efter gerningstidspunktet, nemlig i 1997.

4 Forældelse (§ 26, tidl. § 9)

Forældelse blev ikke behandlet under den første udleveringssag, da det var uden betydning, idet forældelsen var afbrudt inden for 10 år. Forældelse er obligatorisk afslagsgrund, jf. ordene ”kan ikke ske ”. Udleveringlovens § 22 henviser ikke til § 26, hvorfor der ikke kan ske accessorisk udlevering til strafforfølgning for et forhold, der er forældet.

Udleveringlovens § 26 gælder med virkning fra den 15. februar 2020:

” Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.”

Før lovændringen gjaldt efter udleveringslov § 9 følgende:

” Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.”

Forskellen mellem den dagældende og nugældende bestemmelse er, at den nugældende bestemmelse alene finder anvendelse, hvis der er dansk straffemyndighed.

Rigsadvokaten anfører i indstillingen af 22. juni 2023, at spørgsmålet om forældelse som afslagsgrund skal afgøres efter den nugældende udleveringslovs § 26:

” Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for udlevering er opfyldt, skal afgøres efter reglerne i den udleveringslov, der er gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om udlevering træffes. Det er Rigsadvokaten opfattelse, at det ikke gør nogen forskel, at anmodningen fra de indiske myndigheder er modtaget på et tidspunkt, hvor der i medfør af den dagældende udleveringslovs § 9 gjaldt andre regler om forældelse” (indstilling, s. 77).

Sagens person er enig med Rigsadvokaten i, at anmodningstidspunktet

ikkeer afgørende. Reglerne på udleveringstidspunktet finder

anvendelse, medmindre forældelse var indtrådt inden ikrafttræden af en regelændring, der – hvis forældelse endnu ikke var indtrådt – ville have udskudt forældelsesfristen.

Sagens person gør derfor om retsgrundlaget gældende, at spørgsmålet om

forældelsesom afslagsgrund skal bedømmes efter dagældende

udleveringslov § 9, subsidiært efter den nugældende § 26, da der er dansk straffemyndighed (afs. 4.3).

Sagens person gør om forældelse gældende, at forældelse er afslagsgrund, jf. retsplejelovens § 94, stk. 6, da forældelsesfristen er 10 år (afs. 4.1), da en forældet udleveringssag ikke kan genoplives (afs. 4.2), og da sagen blev forældet, fordi de indiske og danske myndigheder frafaldt og/eller standsede strafforfølgningen på ubestemt tid i perioden efter Rigsadvokatens meddelelse af 7. juli 2011 om, at Rigsadvokaten ikke ville ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære Østre

Landsrets kendelse af 30. juni 2011 til Højesteret.

4.1 Forældelsesfrist på 10 år

Sagens person gør gældende, at de dele af sigtelsen, der er tilstrækkeligt bevismæssigt belæg for at lægge til grund for en afgørelse om udlevering, ikke er omfattet af nogen straffebestemmelse, der hjemler mere end 10 års fængsel, hvorfor forældelsesfristen er 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3, jf. (i) straffelovens § 192 a, jf.

våbenlovens § 10, stk. 1 (nu 8 års fængsel), (ii) straffelovens § 114 f (nu 8 års fængsel).

Sagens person gør gældende, at det alene er nugældende straffelov § 114, som – i tilfælde af indisk sigtelse for terrorisme og tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag derfor – ville kunne være omfattet af straffebestemmelser, der hjemler straf på ubestemt tid, hvorfor der ikke i givet fald ikke ville gælde nogen forældelsesfrist, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 4, e.c.

4.2 Lovgivningen på forældelsestidspunktet

Sagens person gør gældende, at forældelse som afslagsgrund skal afgøres på grundlag af den lovgivning, der gjaldt, da forældelse indtrådte som afslagsgrund.

Retsvirkningen af forældelse som afslagsgrund er, at udlevering ikke kan ske, hvis strafansvaret ”ville være forældet efter dansk ret ”. I straffelovens § 92 hedder det: ”En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt forældelse… ” Udleveringslovens dagældende § 9 og nugældende § 26 betyder, at udlevering ikke kan ske efter tidspunktet for indtræden af forældelse som afslagsgrund. Hvis der er indtrådt forældelse, skal borgerne kunne indrette sig i tillid til det. Forældelsesfrister kan forlænges f.eks. ved strafskærpelser, men det forudsætter i sagens natur, at forældelse ikke er indtruffet på tidspunktet for forlængelsen (smh forældelseslovens § 22 og U 2021.591 H ... ).

Ændringen af udleveringsloven i 2020 har ikke tilbagevirkende gyldighed med den virkning, at indtrådt forældelse ophæves, og en lovændring kan heller ikke indebære, at en forældet udleveringssag genoplives, da det ville være i strid med straffelovens § 3 og/eller EMRK artikel 7 eller princippet deri (smh. ... om strafbarhed og strafferamme på gerningstidspunktet).

4.3 Lovgivningen på udleveringstidspunktet

Såfremt retten finder, at forældelse skal bedømmes på grundlag af den

gældende bestemmelse i udleveringslovens § 26, gør Sagens person subsidiært gældende, at der er dansk straffemyndighed i sagen, hvorfor den nugældende § 26 finder anvendelse.

Sagens person skal særligt fremhæve:

-Efter straffelovens § 6 er der dansk straffemyndighed, da forberedelseshandlinger er foretaget i Danmark, og da våbenloven må antages at have eksterritorial gyldighed.

-Efter straffelovens § 7 er der dansk straffemyndighed, da fuldbyrdelseshandlinger er foretaget i udlandet, og da våbenloven må antages at have eksterritorial gyldighed.

Rigsadvokaten lægger i indstillingen af 23. juni 2023 til grund, at våbenloven er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark, men der er tale om en konklusion med forbehold: ”våbenloven antages at være territorialt begrænset til forhold begået i Danmark ” (indstilling, s. 71) og ”Det må endvidere antages, at våbenloven er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark ” (indstilling, s. 78).

Dansk straffemyndighed skal bedømmes på grundlag af reglerne på gerningstidspunktet (U 2011.1473/2H ... ), hvilket for så vidt angår straffelovens §§ 6-8 vil sige lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som senest ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995 ... . Der er efter straffelovens § 6 straffemyndighed ved forberedelseshandlinger i Danmark (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 227, pkt. 3.3 ... , og U.1998.877 H ... ), såfremt straffelovgivningen har ekstraterritorial gyldighed (betænkning nr. 1488/2007 om dansk strafmyndighed s. 145

... ). Der er desuden straffemyndighed efter straffelovens § 7, såfremt straffelovgivningen har ekstraterritorial gyldighed.

Sagens person gør gældende, at våbenloven har ekstraterritorial gyldighed, og at man også i årene efter 1995 ville have anset for våbenloven for at have ekstraterritorial gyldighed, ligesom lov om euforiserende stoffer, ... jf. U 1977.202/1Ø, U 1982.245 Ø og U 1983.117H ... samt Københavns Politis notat af 26. februar 2002 ... . De to love angår ulovlig ind- og udførsel og har tilknyttet strafskærpelser i straffelovens § 191 hhv. § 192 a/§ 114, ligesom der er nødvendige for at sikre jurisdiktion efter internationale konventioner.

4.4 Retsforfølgningen begrænset

Sagens person gør gældende, at udleveringsbegæringen skal afslås for så vidt angår IPC section 121, 122, 123 og lov om eksplosive stoffer section 4(b) og 6, da de indiske myndigheder den 24. juni 2002 ... og

29.juli 2004... begrænsede og dermed delvist frafaldt

retsforfølgningen, selv om Sagens person tidligere var sigtet efter disse bestemmelser (afs. 1.3).

4.5 Retsforfølgningen frafaldet eller standset på ubestemt tid

Sagens person gør gældende, at forældelse er afslagsgrund både efter den tidligere udleveringslov § 9 og efter den nugældende udleveringslov § 26, idet strafforfølgningen blev frafaldet, subsidiært stillet i bero på ubestemt tid, efter Østre Landsrets afslag på udlevering ved kendelse af 30. juni 2011.

Efter straffeloven § 94, stk. 6, gælder:

” Frafaldes forfølgningen, uden at beslutningen herom omgøres af overordnet anklagemyndighed inden for den almindelige omgørelsesfrist, løber forældelsesfristen videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted. Dette gælder også, når forfølgning standses på ubestemt tid. Skyldes standsningen, at

sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes 

forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af 

forældelsesfristen.”

Sagens person gør i første række gældende, at udleveringsadgangen blev

forældet,da Rigsadvokaten den 7. juli 2011 meddelte, at

Procesbevillingsnævnet ikke skulle ansøges om kæretilladelse. Da

Rigsadvokatendermed frafaldt strafforfølgningen, og da

Justitsministeriet ikke omgjorde beslutningen, løb forældelsesfristen videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted. Østre Landsrets kendelse blev derfor endelig ved udløbet af fristen for at ansøge om kæretilladelse den 14. juli 2011. Forældelse indtrådte dermed som udleveringshindring, da der på dette tidspunkt var forløbet ca. 15½ år fra gerningstidspunktet.

Sagens person gør i anden række gældende, at udleveringsadgangen blev forældet, da strafforfølgningen blev standset på ubestemt tid efter Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2010.

-De danske myndigheder tog ingen strafforfølgningsskridt over for Sagens person efter Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2010 og indtil modtagelsen af den anden udleveringsbegæring af 8. december 2016. De politiske og tekniske kontakter mellem danske og indiske myndigheder er uden betydning, da de ikke førte til nye retsskridt før efter modtagelsen af udleveringsbegæringen på den danske ambassade i New Delhi 13. december 2016. Sagen blev sendt til Rigsadvokaten, der den 26. januar 2017 oversendte sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvorefter

Statsadvokaten den 29. januar 2017 kontaktede Advokat med henblik på afhøring af Sagens person (ikke medtaget). Den 2. februar 2017 beskikkede Retten i Hillerød Advokat

Advokat som forsvarer for Sagens person (ikke medtaget).

Strafforfølgningen var således i Danmark standset på ubestemt tid efter den 30. juni 2011 og indtil den 2. februar 2017; i alt fem år, 7 måneder og et par dage.

-De indiske politimyndigheders første strafforfølgningsskridt efter Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 bestod i afgivelse af affidavit til 9th Court of Metropolitan Magistrate den 26. oktober 2016, hvilket var 5 år og knap 4 måneder efter Østre Landsrets kendelse og mere end 20 år efter gerningstidspunktet samt 3 år og 7 måneder efter de tekniske konsultationer i marts 2017 ... . I den 5-års periode skete alene det, at den vestbengalske delstatsregering den 27. november 2014 ... bekræftede, at den ville identificere et passende surrogatfængsel for Sagens person (”agrees to declare a suitable place as “correctional home” … ”). Det var 3 år og 5 måneder efter landsrettens kendelse, og derefter gik der yderligere omkring 2 år, før der blev afgivet affidavit til 9th Court of Metropolitan Magistrate, Kalkota den 26. oktober 2016, hvorefter Indien begærede Sagens person udleveret den 13. december 2016.

Sagens person gør gældende, at både de danske og de indiske politimyndigheder standsede strafforfølgningen på ubestemt tid efter juli 2011, selv om man efter egen opfattelse ikke stod uden udsigt til at kunne udlevere Sagens person (smh. U.1997.1238H ... ). Der var tale om, at myndighederne – efter deres egen opfattelse - skulle gennemføres et simpelt og enkelt skridt (smh. U.1997. 779H ... ), nemlig at identificere en passende surrogatarrest, hvorefter udleveringshindringen – efter de danske og indiske myndigheders opfattelse - ville være overvundet. Der er ikke tale om, sagen krævede omfattende overvejelser eller undersøgelse eller at relevante, praktiske og rimelige forfølgningsskridt var udtømte (smh. U.1997.779H), eller at der ikke kunne foretages yderligere for at fremme sagen (smh. U.1997.1238H). Se også U.1969.887V ... , U.1990.649/1 ..., 1997.803V ... og T.2020.802 ... .

Surrogatarresten blev i øvrigt først identificeret flere år senere, og det indiske udenrigsministerium orienterede først den 26. september 2019 de danske myndigheder om, at et opholdssted var identificeret ... . Indien kunne uden videre have sendt en ny udleveringsbegæringen kort

efterlandsrettens kendelse, hvorefter de danske og indiske

myndigheder kunne have samarbejdet som sket om at finde en i deres øjne passende surrogatarrest.

Da strafforfølgningen blev frafaldet eller standset på ubestemt tid, løb

forældelsesfristen løbet videre, som om retsforfølgningen ikke havde fundet sted, jf. straffelovens § 94, stk. 6. Da forholdet blev fuldbyrdet den 17. december 1995, blev sagen dermed forældet enten da landsrettens kendelse blev endelig den 14. juli 2011, eller da forfølgningen blev standset på ubestemt tid efter den 30. juni 2011.

Det bemærkes, at det fremgår af straffelovens § 96, stk. 4, 2. pkt., at hvis standsningen skyldes, at sigtede har unddraget sig forfølgningen,

medregnes forfølgningstiden dogikke ved beregningen af

forældelsesfristen. Sagens person unddrog sig ikke strafforfølgning, idet Sagens person i hele perioden opholdt sig frit i Danmark, fordi Østre Landsret havde fastslået, at han havde en internationalt beskyttet menneskeret til ikke at blive strafforfulgt i Indien.

5 Sikkerhed (6, stk. 2)

Der må tages udgangspunktet i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 i den første udleveringssag, hvor Østre Landsret fastslog, at det -bl.a. på grund af den alvorlige sigtelse om at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder – ikke var sikkert at udlevere Sagens person til Indien.

Rigsadvokaten anfører i indstillingen af 22. juni 2023, at ”der ikke er sket nævneværdige ændringer ” siden Østre Landsret kendelse af 30. juni 2023 ... , men uden at forholde sig konkret til de forhold, der er fremhævet i Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2023, anfører Rigsadvokaten, at der ikke er nogen ”reel ” risiko for Sagens person i tilfælde af udlevering til Indien.

Sagens person gør gældende, at der er reel fare for, at han vil lide alvorlig og livstruende overlast navnlig:

-fordi de indiske, britiske og danske efterretningstjenesters og den indiske centralregerings veldokumenterede involvering i våbennedkastningen trækker dybe politiske spor efter sig, hvilket udgør en reel risiko for Sagens person,

-fordi Sagens person i Indien er efterstræbt og bredt offentligt beskrevet som international terrorist, der i ledtog med fremmede magter i form af den tidligere kolonimagts efterretningstjeneste ville gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder,

-fordi Kongrespartiet ikke har interesse i en gennemførelse af sagen med fornyet offentlig opmærksomhed om sagens baggrund,

-fordi Bharatiya Janata Party (”BJP”) under ledelse af

ministerpræsident Person 20 og i Vestbengalen af Person 31 kan udnytte Sagens person i det interne politiske spil om magten både i Indien og i Vestbengalen, hvor BJP pt. ikke har magten, idet BJP og Kongrespartiet efter det nylige valg til Lok Sabha valg igen kæmper direkte kamp om magten i Indien,

-fordi det kommunistiske parti i Vestbengalen fortsat anser Sagens person som et led i en international konspiration med henblik på at fjerne partiet fra magten m.v.,

-fordi såvel enkeltpersoners og gruppers samt myndighedspersoners udøvelse af politisk vold er udbredt i Indien, hvor politiske håndlangere er underlagt væsentlig indflydelse og kontrol fra politiske kræfter,

-fordi politisk vold, herunder myndigheders udøvelse af og medvirken til politisk vold, i praksis fortsat er straffri og ikke retsforfølges i Indien, hvilket også gælder pøbelvold med politiske over- og undertoner,

-fordi Sagens person er påtænkt overladt til uidentificerede sikkerhedsstyrkers varetægt, selv om de ikke respekterer retsstatens principper, men derimod er underlagt de politiske magthavers egeninteresser,

-fordi de af Østre Landsret i kendelse af 30. juni 2011 fremhævede forhold fortsat er gældende, og

-fordi de mellem Rigsadvokaten og den indiske regering forhandlede udleveringsvilkår ikke har fjernet og ikke kan fjerne den alvorlige risiko, herunder fordi der ikke foreligger oplysningen om hjemlen til eller rettens godkendelse af det påtænkte surrogatarrangement under observation af danske betjente.

Sagens person gør gældende, at menneskerettighedsforholdene er forværrede siden 2011, og at han er i større risiko under de omstændigheder, Rigsadvokaten har aftalt med den indiske regering, navnlig fordi der ikke er hjemmel i indisk ret til at overholde de fastsatte vilkår om surrogatarrest med danske observatører, dels fordi han under alle omstændigheder vil blive overdraget til de indiske sikkerhedsstyrkers varetægt

Sagens person påtænkes frihedsberøvet i en surrogatarrest, der ligger ca. 60 km fra retsbygningen, hvorfor han på alle retsdage skal transporteres igennem Kalkotas myldretidstrafik 60 km frem og tilbage mellem retsbygning og surrogatarrest. Transporttiden var under

inspektionsbesøget 1 timer 35 minutter ved middagstid ... , og det må antages, at transporttiden er markant højere i myldretiden, idet Rigspolitiets deltager i inspektionsbesøget ikke efterfølgende kunne ”angive et kvalificeret skøn på transporttiden i myldretiden ” ... . PET har angivet, at ”Trafikken til og fra arresten og retsbygningen er meget tæt, og holder til tider helt stille i, kortere eller længere

perioder, hvor risikoen for et eventuelt angreb på en 

sikkerhedskortege vurderes at være størst” ... . Surrogatarresten er i øvrigt en usikret ejendom, der normalt anvendes som tjenestebolig for tilrejsende embedsmænd. Sagens persons påtænkte værelse vil være højest 10 meter fra den usikrede perimeter, hvorfor det vil være en smal sag at angribe ham på stedet f.eks. om natten, hvor bevogtningen vil være hæmmet af mørke.

Efter udleveringslovens § 6, stk. 2, gælder:

” Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fastslog allerede i Soering v. the United Kingdom (1989) pr. 88 ... :

” It would hardly be compatible with the underlying values of the Convention, that "common heritage of political traditions, ideals, freedom and the rule of law" to which the Preamble refers, were a Contracting State knowingly to surrender a fugitive to another State where there were substantial grounds for believing that he would be in danger of being subjected to torture, however heinous the crime allegedly committed. Extradition in such circumstances, while not explicitly referred to in the brief and general wording of Article 3, would plainly be contrary to the spirit and intendment of the Article, and in the Court’s view this inherent obligation not to extradite also extends to cases in which the fugitive would be faced in the receiving State by a real risk of exposure to inhuman or degrading treatment or punishment proscribed by that Article” (mine understregninger).

EMD’s dom i Chahal v. the United Kingdom (1995 ...) er af særlig interesse for denne sag, fordi EMD i en sag om udlevering af en i Indien efterstræbt person fastslog, at den indiske centralregering, selv om den var i god tro, ikke kunne garantere Chahals sikkerhed bl.a. fordi de indiske sikkerhedsstyrker opererede uden retlig kontrol (”the violation of human rights by certain members of the security forces in Punjab and elsewhere in India is a recalcitrant and enduring

problem” , pr. 105).

Rigsadvokaten anfører i indstillingen af 22. juni 2023, at der ikke er en ”reel fare ” for Sagens person, da han ” ikke vil skulle opholde sig i et egentligt indisk fængsel, og ikke være i indisk politis og fængslers varetægt i samme forstand, som er lagt til grund ved Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 ” (indstilling, s. 58). Rigsadvokaten baserer sin konklusion på tre forhold:

-1) Rigsadvokaten har på baggrund af forskellige rapporter indhentet med bistand fra Udenrigsministeriet fundet, at siden Østre Landsret kendelse af 30. juni 2023 ”ikke er sket nævneværdige ændringer ” i forholdene i Indien (indstilling, s. 57).

-2) Rigsadvokaten har indhentet 14 diplomatiske forsikringer fra de indiske myndigheder indstilling, herunder 6 yderligere forsikring i forhold til i 2011 (indstilling, s. 57).

-3) Rigsadvokaten har med bistand fra Rigspolitiet, Kriminalforsorgen og PET indhentet forskellige oplysninger om forholdene i Indien (indstilling, s. 58f.)

Sagens person vil i det følgende først rekapitulere, hvorfor Retten i Hillerød og Østre Landsret i 2010 hhv. 2011 nægtede at udlevere Sagens person (afs. 5.1 og 5.2), inden der ses nærmere på Rigspolitiets og PET’s sikkerhedsvurderinger (afs. 5.3), forholdene i Indien (afs. 5.4) og de 14 udleveringsvilkår (afs. 5.5).

Det bemærkes, at risikoen for livstruende overgreb i princippet kunne subsumeres under EMRK artikel 2, men EMD har i Chahal v. United Kingdom (1995) behandlet risikoen for livstruende overgreb under artikel 3 (pr. 101).

5.1 Retten i Hillerøds kendelse af 1. november 2010

Retten i Hillerød fandt efter en konkret vurdering, at den indiske centralregering ikke kunne beskytte Sagens person mod at lide overlast under frihedsberøvelse i et indisk fængsel, idet retten fremhævede følgende forhold ... :

-Indholdet i de opstillede vilkår manglede til en vis grad tilstrækkelig præcision og detaljeringsgrad særligt om forholdene under frihedsberøvelsen.

-Administration og drift af fængselsvæsen og lokalt politi var et delstatsanliggende, og der var ikke uafhængigt tilsyn med

fængselsvæsen og politi, idet uafhængige og kvalificerede

personerikke effektivt kunne overvåge (monitorere)

overholdelsen af de opstillede vilkår.

-Der er beskrevet og dokumenteret ganske betydelige problemer med overgreb og menneskerettighedskrænkelser på del-statsniveau, herunder i Vestbengalen. Det var ubetænkeligt at lægge til grund, at der i Indien på delstatsniveau var betydelige vanskeligheder med at opfylde og efterleve internationalt anerkendte standarder og retssikkerhedsgarantier i forbindelse med tilbageholdelse og fængsling af mistænkte personer.

-Uanset det indiske udenrigsministeriums bekræftelse, måtte det anses for overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den indiske centralregering effektivt og på en fuldt ud betryggende måde ville kunne sikre, at samtlige opstillede vilkår for udleveringen i enhver henseende ville blive overholdt af de lokale delstatsmyndigheder.

5.2 Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011

Østre Landsret lagde i kendelsen af 30. juni 2011 i en samlet vurdering vægt på navnlig følgende forhold ... :

-” Indien har ikke ratificeret FN’s Torturkonvention, ” hvilket

fortsat er gældende.

-Der var ”fortsat … udbredt og systematisk brug af tortur og 

umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt samt alvorlige problemer med drab og dødsfald blandt sådanne personer, ” hvilket fortsat er gældende både i og uden for fængslerne.

-Der var ”overfyldte fængsler med utilstrækkelig mad og medicinsk behandling, ” hvilket fortsat er gældende, men de fastsatte vilkår yder bedre beskyttelse på dette punkt, idet omfang frihedsberøvelsen kommer til at finde sted i den forudsatte surrogatarrest.

-Der var ”udbredt straffrihed for myndighedspersoner, der 

forbryder sig mod menneskerettighederne, blandt andet som følge af manglende effektive systemer til at overvåge brud på menneskerettighederne, ” hvilket fortsat er gældende.

-” sigtelserne mod Sagens person vedrører opstand mod de indiske

myndigheder, ” hvilket fortsat er gældende.

-” De diplomatiske garantier kan ikke i sig selv anses for

tilstrækkelige til at sikre Sagens person beskyttelse mod risikoen for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, når

pålidelige kilder har rapporteret om udbredt 

myndighedspraksis, der strider mod principperne i artikel 3, ”hvilket fortsat er gældende.

5.3 Rigspolitiets og PET’s sikkerhedsvurderinger

Sagens person gør gældende, at de af Rigsadvokaten frembragte sikkerhedsvurderinger understreger, at det ikke er etableret nogen reel sikkerhed for Sagens person ved udlevering til Indien. Sagens person fremhæver her de centrale forhold:

Østre Landsret fandt i kendelse af 30. juni 2011, at der ikke kunne fæstnes lid til oplysningerne fra de indiske myndigheder, der havde bedyret, at Sagens person ville blive ydet ”full security and safety, ” jf. fængselsvæsenet i Vestbengalen den 20. november 2010 ... og den indiske efterretningstjeneste den 10. januar 2011 ... . Der er ikke oplyst forhold, der giver anledning til i 2024 at fæstne større lid til centralregeringens besværgelser i affidavit af 26. oktober 2016 om, at Sagens persons ”human rights will be fully protected ” ... , end Retten i Hillerød og Østre Landsret gjorde i 2010 hhv. 2011.

Den danske ambassade i Indien meddelte den 7. februar 2011 Justitsministeriet, at risikoen for overgreb på Sagens person var større, ”så længe personen er i politiets varetægt ” sammenlignet med fængselsvæsenets varetægt ... . Risikoen vil være endnu større, når

Sagens personSagens person er påtænkt at skulle være i en uidentificeret

sikkerhedsstyrkes varetægt, jf. den indiske centralregerings svar af 17. august 2021 (...  pkt. c: ”There will be strong perimeter guarding, gate guarding, outside catchment areas patrolling-sanitisation, patrolling and watch inside campus will be done by the security forces ”).

Den indiske centralregering oplyste den 17. august 2021, at det personale, der skal drage omsorg for Sagens persons varetægt, sikkerhedsvurderes af en sikkerhedsstyrke (... pkt. h). Det må forventes, at frihedsberøvelsen vil skulle stå på i månedsvis, at den skal

omfattebl.a. politieskorte i myldretiden de 60 km mellem

retsbygningen og surrogatarresten samt bevogtning af både retsbygningen og surrogatarresten fra ankomst til afgang, herunder ikke mindst om natten. Det må i lyset af omfanget og varigheden af det forventede sikkerhedsopbud lægges til grund, at et ikke ubetydeligt antal personer vil blive involveret, hvorfor der ikke kan blive tale om nogen særlig vurdering af personalet.

Hverken Rigspolitiet eller PET har foretaget nogen positiv vurdering af

denrisiko, Sagens person udsættes for i en uidentificeret

sikkerhedsstyrkes varetægt, selv om det var det centrale tema i landsrettens kendelse af 30. juni 2011, og selv om Rigsadvokaten

udtrykkeligtog specifikt anmodede om konkrete

sikkerhedsvurderinger ... .

Rigspolitiet afgav den 27. april 2022 en sikkerheds- og objektvurdering af retsbygningen og surrogatarresten dateret 1. april 2022 ... , idet Rigsadvokaten på forhånd konkret havde instrueret Rigspolitiet i at foretage en

” helhedsvurdering i forhold til sikkerhed fra 

udefrakommende ” ... . Rigspolitiets vurdering indeholder adskillige begrænsninger og forbehold om utilstrækkelige oplysninger:

-” Det er ikke muligt på det foreliggende grundlag at fastsætte et

egentligt sikringsniveau for mekanisk sikring ” ... .

-” Det har ikke været muligt at konstatere, om der på afstand kan

ses ind ad vinduerne til retslokalet ” ... .

-” Der er ikke nærmere beskrivelser af gitterkonstruktionen ” ... .

-” Det er ikke muligt at vurdere vinduerne i forhold til evt. indkast

af brandbare væsker, mv., men da det er almindeligt rudeglas, så vil det kunne knuses ” ... .

-” Der foreligger ingen dokumentation eller erklæringer

udfærdiget i forbindelse med etablering af sikringstekniske tiltag og det har ikke været muligt at sammenligne sikringsniveaet med europæiske EN normer eller eksisterende danske retningslinjer ud fra Forsikring & Pension Sikringsniveauer og regelsæt” ...  .

Selv om Rigspolitiet havde fået til opdrag at udarbejde en ”objektiv sikkerheds- og objektvurdering,” afgav Rigspolitiet en vurdering uden

atforetage nogen vurdering. Om både retsbygningen og

surrogatarresten anførte Rigspolitiet således:

” Der er ikke foretaget vurdering med hensyn til øget personsikkerhed, adgangskontrol til bygningen eller øgede tiltag omhandlende fysisk sikring i bygningens henholdsvis indvendige og udvendige områder” ... .

PET’s Center for Terroranalyse (PET/CTA) afgav den 24. juni 2022 en såkaldt retserklæring, efter at Rigsadvokaten havde oversendt Rigspolitiets vurderinger til PET/CTA. PET/CTA oplyste bl.a., at det ikke havde ”kendskab ” til Organisation 2's aktuelle forhold ... ,

hvorefter Rigsadvokaten den 1. juli 2022 anmodede PET om ”en

sikkerhedsvurdering, der kan fremlægges i retten ” ... .

PET’s sikkerhedsvurdering af 22. november 2022 ... konkluderede ... , at ”det ikke [er] muligt at konkludere på robustheden eller troværdigheden omkring de oplyste sikkerhedsmæssige forhold. ” Det må derfor lægges til grund, at sikkerhedsgarantierne hverken er robuste eller troværdige. PET’s vurdering indeholder - ligesom Rigspolitiets vurdering - adskillige begrænsninger og forbehold om utilstrækkelige oplysninger:

-” PET har ikke grundlag for at vurdere karakteren af dette

arresthus, herunder om det vil udgøre et tilstrækkeligt sikkert værn, hvis der rettes chikane, trusler eller egentlige angreb mod Sagens person under hans ophold i huset ” ... .

-” PET kan ikke … vurdere…, om personer, grupper eller andre

aktører i eller udenfor Vestbengalen har en hensigt eller har

planer om at chikanere eller angribe Sagens person, hvis han 

kommer til Vestbengalen i forbindelse med en retssag” ... .

-” PET har heller ikke grundlag for at vurdere troværdigheden af

de påstande, som forskellige personer, myndigheder og grupperinger fremkom med i kølvandet på våbennedkastningen i 1995, herunder om nogle af disse aktører i dag vil kunne udgøre en trussel mod Sagens person ” ... .

-” PET’s oplysninger om Organisation 2's aktuelle virke i og

udenfor Vestbengalen er yderst begrænsede, og der er derfor ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt gruppen har intention om og kapacitet til at foretage angreb mod personer eller lokaliteter i Vestbengalen, og om gruppen – eller enkeltpersoner tilknyttet gruppen udfører voldelige aktiviteter eller udgør en konkret trussel ” ... .

-” Tilsvarende har PET yderst begrænset grundlag for at vurdere

karakteren af andre grupperinger, der måtte eksistere i Vestbengalen - så som naxalit-maoist grupperne - herunder deres aktuelle modsætningsforhold og konfliktniveau i forhold til såvel delstatsregeringen i Vestbengalen som regeringen i Delhi. PET’s høring har ikke afdækket en kobling mellem Organisation 2 og naxalit-maoist grupperinger eller mellem Organisation 2 og andre grupperinger i eller udenfor Vestbengalen ” ... .

PET har dog i sikkerhedsvurdering af 22. november 2022 anført:

-” Trafikken til og fra arresten og retsbygningen er meget tæt, og

holder til tider helt stille i, kortere eller længere perioder, hvor risikoen for et eventuelt angreb på en sikkerhedskortege vurderes at være størst ” ... .

-” PET vurderer, at lokal og/eller national mediedækning op til

og under en eventuel retssag i Indien potentielt vil kunne øge truslen mod Sagens person, hvis lokale grupperinger eller andre aktører reagerer på denne mediedækning – enten fordi de er Sagens person fjendtligt stemt, eller fordi de ønsker at anvende sagen i forhold til en særskilt politisk dagsorden” ... . Dette må ses i lyset af den omfattende medieomtale af sagen siden 1995 og den lokale efterretningstjeneste læk til medierne af oplysning om det danske inspektionsbesøg og den deraf følgende mediedækning... .

Sagens person gør gældende, at hverken Rigspolitiets eller Politiets

Efterretningstjenestes vurderingerunderstøtter Rigsadvokatens

vurdering, idet hverken Rigspolitiet eller Politiets Efterretningstjenestes har fundet vurderer, at der er tilvejebragt nogen reel sikkerhed for

overgrebpå Sagens person fra myndighedspersoner eller

udefrakommende.

5.4 Forholdene i Indien

Sagens person gør gældende, at der er skete væsentlige forringelser af menneskerettighedsforholdene i Indien, og at det indiske retssystem ikke kan hindre overgreb på ham.

5.4.1 Indiens internationale forpligtelser

Sagens person bemærker, at Indien misrepræsenterer den internationale forpligtelser:

- Den indiske centralregering anførte i affidavit af 26. oktober 2016, at Indien har undertegnet FN’s Torturkonvention (... pkt. 19), men Indien har fortsat ikke ratificeret CAT, ligesom Indien ikke har tiltrådt tillægsprokollen OPCAT om uafhængigt tilsyn med fængsler mv. ... .

-Indien har i notat af 29. july 2004 om retsbeskyttelsen i Indien ... bl.a. oplyst, at det har undertegnet (” is a signatory to”  ) flere menneskerettighedskonventioner, herunder to protokoller til ICCPR, som Indien ikke har undertegnet ... .

5.4.2 Indiens menneskeretsinstitutioner

Den indiske regering henviste i affidavit af 26. oktober 2016 (pkt. 16

og 17): bl.a. til at menneskerettigheder i Indien beskyttes af Indiens højesteret samt af National Human Rights Commission og West Bengal Human Rights Commission ... , der angives at foranstalte minutiøs efterforskning af enhver menneskerettighedskrænkelse (”Any breach of Human Rights … are looked into with minute details… ”). Det hindrede imidlertid ikke vanrøgten af Vidne 2, og institutionernes passivitet står ikke i vejen for de omfattende overgreb i indiske fængsler mv.

NationalHuman Rights Commission blev i 2013 af FN’s

specialrapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser beskrevet som formalistisk, ligesom han beskrev West

BengalHuman Rights Commission som effektløs.... FN’s

specialrapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser konstaterede bl.a., at kommissionens retningslinjer ikke følges af myndighederne ... . US State Department bemærker som noget nyt i 2023-rapporten om Indien, at kommissionen ikke fungerer uafhængigt ...

West Bengal Human Rights Commission har ifølge sin hjemmeside i perioden fra 2017-2021 registreret ca. 450 sager om dødsfald i myndighedernes varetægt, hvoraf ca. 400 var uafsluttede i efteråret 2023 ... . Der foreligger ingen oplysning om kritik af myndighederne eller tilsvarende. Hjemmesiden indeholder ingen oplysning om, at kommissionen har nogen aktivitet i forhold til drab uden frihedsberøvelse (extrajudicial killings/fake encounters), der er et væsentligt problem i Indien. Kommissionen udgiver tilsyneladende ikke årsberetninger. I Vestbengalen var NGO’erne i 2012 holdt om med at henvise sager til kommissionen, da det var meningsløst ... .

Den indiske højesteret spiller ikke nogen synderlig rolle i den konkrete retsbeskyttelse af enkeltpersoner, men højesterets afgørelse fra 2006 om politireformer er hverken fulgt på central- eller delstatsniveau. Den

indiske regering anfører i affidavit af 26. oktober 2016, at “the 

guidelines of the Supreme Court of India are stricily followed by all state Governments and Union Territories under the Union of India ” ..., hvilket i hvert fald i forhold til beslutningen om politireformer er en sandhed med modifikationer.

5.4.3 Indiens demokratiske deroute

Indien har i de senere år bevæget sig i autokratisk retning ... , og der er frygt for, at landet under præsident Person 20's lederskab vil sætte et eksempel for andre lande, der ønsker at afmontere demokratier ... . En af konsekvenserne er de væsentlige begrænsninger i ytringsfriheden og

vilkårenefor NGO’er, der arbejder med bl.a.

menneskerettighedsspørgsmål, og herunder har Amnesty International i

2020 set sig nødsaget til at lukke for sin aktiviteter i Indien. Se f.eks. US State Department 2023 ... og Freedom House 2022 ... .

5.4.4 Retsløsheden og den politiske vold

Indien og specielt Vestbengalen er præget af indgroet og omfattende politisk vold, der er opstået af og næres i en sammenblanding af politik, kriminalitet retsløshed, idet den politiske vold - under straffrihed -udøves af politiske håndlangere samt politiets medarbejdere, jf. Observer Research Foundation ... .

Den alvorligste form for overgreb er politiets og sikkerheds- styrkernes egenhændige drab. Det er et så velkendt fænomen, at det i daglig tale omtales som ”fake encounters ”/” encounter killings ” ... . Drab i politiets varetægt er imidlertid også et omfattende problem ... . Der er flere grunde til det fortsatte problem ... , herunder politisering af politi

... , men på tværs af tid og rum står retsløsheden tilbage som den væsentligste udfordring. Altså det enkle forhold, at myndighederne ikke følger de regler, der gælder, hvad enten reglerne stammer fra Indiens Højesteret eller Nationale Menneskerettighedskommission ... . Der har været gjort talrige forsøg på at få politiet til at agere inden for

retsstatensrammer, men reformerne gennemføres ikke....

Vestbengalen har en beklagelig førsteplads i den politiske voldsudøvelse ... , og det er kommet så vidt, at lederen af BJP i Vestbengalen åbent taler for, at politiet skal dræbe voldtægtsforbrydere

... .

FN’s specialrapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelse besøgte Indien i foråret 2012 og bekræftede det billede af overgreb og straffrihed, som Østre Landsret lagde til grund for sin afgørelse af 30. juni 2011 ... .

Tilsvarende fremgår af nyere rapporter fra US State Department i 2021

... og 2023 ... , Human Rights Watch 2021 ... , Amnesty International 2022 ... og Freedom House 2022 ... . FN’s Human Rights Committee’s rapporter om Indien afspejler de samme forhold som andre har beskrevet, men de har en særlig interesse pga. sammenhængen i rapporterne fra den 1. rapport i 1991 til list of issues fra 2019, ligesom Indiens løse udenomssnak er illustrativ for Indiens vilje og evne til at tøjle den politiske magtudøvelse ved politiets aktive eller passive mellemkomst (se navnlig om 1991 ... , om 1997 ... , pkt. 21-25, om 2019-list of issues ... pkt. 14-18, og om Indiens 2022-rapport ... pkt. 90-95).

FN’s specialrapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser har fokus på privates voldsudøvelse under er afsnit om nonstate actors ... . Omfanget af voldelige grupperingers drab er

betydeligt.

Private gruppers selvtægt er et omfattende problem i Indien.

Selvtægtens omfang har ført til omfattende offentlig debat i Indien, hvor frygten for degenereringen til et pøbelvælde (”mobrule ”) er udtalt (... BBC 26. juni 2017. Den indiske højesteret måtte på grund af

myndighedernes passivitet pålægge centralregering atstyrke

retsbeskyttelsen for at udgå, hvad der kaldes et ”mobocracy ” (... Economic Times 17. juli 2018). I de seneste år er begrebet ”WhatsApp Lynchings ” opstået, fordi selvtægt i form af lynchninger gennemføres ved sammentromling af pøbelen via WhatsApp (... Wikipedia). Pøbelvolden har ingen grænser, og der er også i Vestbengalen eksempler på drab af politibetjente (... Hindustan Times 1. april 2021).

FN’s Specialrapport omtalte i 2012, at væbnede gruppe er ansvarlige for ca. 59.000 dødsfald mellem 1994 og 2009, ligesom der alene i 2011 var 580 lokale træfninger med 91 dødsfald til følge ... BBC omtalte 26. juni 2017 de særlige forhold i Vestbengalen ... :

” And mob lynching is also not new to India. Hundreds of people – more than 630 between 1982 and 1984 alone - were murdered by mobs during the three-decade-long Communist rule in West Bengal. The reckless vigilantism was blamed in part on political oppression and appalling law and order. Interestingly, there was little public outrage.”

Det er baggrunden for Sagens persons ønske om at beskytte lokalbefolkningen i Område 1.

5.4.5 Reform af politi- og sikkerhedsstyrker

En hovedudfordring i Indien er fraværet af politireformer, hvilket Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bemærkede allerede i Chahal-sagen.

Den indiske højesteret pålagde i 2006 Indien at reformere politiet (Person 32 v. Union of India ...). Formået var at sikre at politiet blev gjort ansvarlige over for befolkningen og landets love. Højesteret afgav syv anvisninger til centralregeringen og delstatsregeringerne med henblik på sikre for overholdelsen af de forfatningsmæssige pligter og forpligtelser, indtil en ny politilov kunne komme på plads.

Selv om årsager til de høje antal extrajudicial killings er velkendte ... , er der ikke vedtaget politireformer i Indien. Ingen delstat havde i 2021 fulgte højesterets pålæg ... . Det gælder også i Vestbengalen, der blandt andet ikke ville følge de foreskrevne processer om udpegning af politidirektøren, da det af delstatsregeringen blev anset for

forfatningsstridigt ... . Det krav, der overses, er velkendte ... , og de mislykkede forsøg på reformer er talrige, jf. navnlig Joshua Aston: Torture behind bars (2020) ... .

Den udbredte straffrihed fortsætter ufortrødent, og der havde - efter oplysninger i indiske medier - i juli 2022 ikke været rejst én tiltale mod polititjenestemænd de seneste 6 år, og der var kun rejst kritik i ét tilfælde ... .

Konsekvensen er, at politiet ikke kan betragtes som lovens forlængede arm, men som den politiske magts forlængede arm. Indisk politi kan beskrives som en politisk hær ... , og den anerkendte journalist Person 33's afdækning af udviklingen ryster sindene hos selv kritiske indere, der ellers er vant til ikke at løfte et øjenbryn ved politikeres misbrug af politiske magt ... .

5.4.6 Korruption

Sagens person gør gældende, at den udbredte korruption i Indien må tillægges betydning. Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis inspektionsrapport af 21. marts 2022 om inspektionsbesøget i Indien

den22. februar 2022, at medierne var blev varslet om

inspektionsbesøget som ”efter et læk fra efterretningstjenesten [om], at en dansk delegation var på stedet for at aftale en udlevering af ”Alias 2” ... ” ... . Dansk politi lod sig ved inspektionen af surrogatarresten betrygge af, at husarresten ikke umiddelbart kan ses fra vejen, da værelser vender ind mod bagsiden af området, og kan udefra kun fra enkelte vinkler ses fra Område 4” ... . Den fortrolighed er ikke til megen nytte, hvis de lokale myndigheder lækker oplysninger til medierne, og det er i øvrigt lidt svært helt at gennemskue, hvordan opholdsstedet skulle kunne holdes fortroligt, når Sagens person skal transporteres til og fra stedet i politieskorte.

Sagens person bemærker, at risikoen for korruption må tages i betragtning ved vurderingen af validiteten af de indiske myndigheders forsikringer, og at de danske politimyndigheder var opmærksomme på risikoen for overgreb under transport. Se f.eks. US State Department 2012 ... og 2023 ... .

5.4.7 Udleveringssager

De indiske myndigheder modtager afslag på udlevering i 2/3 af alle sager ... . De britiske myndigheder har ikke gennemført udleveringer til Indien siden 1992, bortset så vidt vides fra én sag, hvor udlevering skete med samtykke ... .

De indiske myndigheder er berygtede for også i udleveringssager at

tage loven i egen hånd med henblik på at sikre eller gennemføre udleveringer. Det gælder f.eks. i sagerne om Person 34 ... , Person 35 ... og Person 36 ... , ligesom der er oplysninger om drab uden for Indiens grænser ...

Udleveringen af den britiske statsborger Person 37 fra De Forenede Arabiske Emirater er illustrativ for den politiske udnyttelse af udleveringssager, dels til at styrke BJP’s politiske profil, som i den sag var kampen mod korruption og i Sagens persons tilfælde vil være kampen for national sikkerhed, dels til at bekæmpe kongrespartiet, som i den sag skete ved at forsøge at tilsmudse Gandhi-familien og i Sagens persons

tilfældevil være at beskylde Kongrespartiet for at tillade

våbentransporten. Efter udleveringen af britiske Person 37 fra De Forenede Arabiske Emirater ... tog premierminister Person 20 på et vælgermøde æren for udleveringen og udtalte, at Person 37 havde tjent politiske interesser og nu ville afsløre hemmeligheder (... Hindustan Times 5. december 2018). Person 37 blev derfor udsat for tortur (... Human Rights Council, Working Group on Arbitrary Detention, 4. marts 2021, pkt. 109), hvorefter premierminister Person 20 på et offentligt møde omtalte en sigtelse omfattende Gandhi-familien, selv om Person 37 i retten benægtede at have udtalt sig derom (... NDTV 5. april 2019).

5.5 Udleveringsvilkår

Sagens person gør gældende, at de 14 udleveringsvilkår, Rigsadvokaten og den indiske regering har opnået enighed om den 30. januar 2019 ... , ikke er tilstrækkelige til at garantere hans sikkerhed i Indien. De centrale forhold fremhæves i det følgende.

5.5.1 Vilkår 1 om udleveringens omfang

Vilkåret skal formuleres i overensstemmelse med udleveringslovens § 29, nr. 1, og Indian Extradition Act section 21, ... så det sikres, at Sagens person ikke strafforfølges for de forhold, hvor udlevering efter udleveringslovens § 23 og § 26 ikke kan ske.

5.5.2 Vilkår 2 om særdomstol

Vilkåret skal sikre overholdelse af udleveringslovens § 29, nr. 2, hvorefter den udleverede ikke uden rettens tilladelse må underkastes strafforfølgning ved en særdomstol, men det fremgår ikke af sagens oplysninger om indisk ret, hvilket retsgrundlag der sikrer vilkårets overholdelse.

5.5.3 Vilkår 3 om dødsstraf

Efter de nugældende kan dødsstraf ikke ikendes i udleveringssager, jf.

ExtraditionAct section 34C.... Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol har accepteret bestemmelsen i Person 38-sagen ... , og Indiens højesteret har anset vilkåret for bindende i en afgørelse af 7. juli 2022 i Person 38-sagen ... . Vilkåret må formuleres, så der tages højde for ændringer i retstilstanden.

5.5.4 Vilkår 4 om overførsel til afsoning

Vilkåret må anses for fastsat i medfør af udleveringslovens § 7. Kravet efter indisk ret om gensidighed var ikke opfyldt under den første udleveringssag, da Indien først med virkning fra den 1. maj 2018 tiltrådte Europarådets konvention om udveksling af fanger, men herefter er der hjemmel i indisk ret til at overføre Sagens person til afsoning i Danmark.

Der er ingen udsigt til at overførslen kan ske inden for tre uger, da udveksling omfatter en bureaukratisk proces i den indiske administration, jf. Guidelines for the Transfer of Sentenced Persons. Der foreligger ingen oplysning om, hvor længe processen i praksis vil vare.

Efter Guidelines for the Transfer of Sentenced Persons skal Sagens person

i forbindelse med overførsel til afsoning i Danmark

frihedsberøves i et almindeligt fængsel (afs. B, pkt. g ... ). Der foreligger ingen oplysning om, at der er hjemmel til fortsat fængsling i surrogatarrest, jf. også nedenfor om vilkår 10 og West Bengal Correctional Services Act section 64 ... .

5.5.5 Vilkår 5 om varetægtsfængsling

Se nedenfor om vilkår 10.

5.5.6 Vilkår 6 og 7 om besøg og kontakt

Vilkåret fastsætter, at besøg og kontakt sker bl.a. efter Vestbengalens regerings fængselsmanual. Efter West Bengal Jail Code pkt. 688 gælder: “Civil prisoner may see their friends and relations at such times and under such restrictions as the Superintendents may decide and the presence of a jail officer shall not be necessary. ”

Der foreligger ingen oplysning om proces og praksis om tilladelse til besøg fra venner og familie under surrogatarrest, og herunder foreligger ikke oplysning om adgang for andre.

5.5.7 Vilkår 8 og 9 om sagsbehandlingstid

Vilkårene medfører ingen sikkerhed for sagens afslutning inden for de ønskede 12 måneder, hvilket allerede fremgår af ordlyden om ”den klare forventning ” og om pligten til at ”orientere ”/” oplyse ” om sagens forløb.

Den indiske regering oplyste den 29. juli 2004, at den forventede varighed af behandlingen af sagen ” Teknisk set”  ikke kan forudsiges ...

.Der foreligger ingen oplysning om, hvordan den indiske

centralregering kan garantere, at straffesagen gennemføres inden for rimelig tid, med størst mulig hastighed henholdsvis inden for bestemte frister. Der foreligger ingen oplysning om sagsbehandlingstider ved de forskellige instanser.

Den indiske højesteret har fastslået, at den indiske forfatnings artikel 21

om retten til liv og frihed indeholder en ret til en ”reasonably 

expeditious trial, ” jf. Person 39 (1980 ... ). Den indiske regering angav den 29. juli 2004, at de indiske High Courts tilsynsbeføjelse over for de underliggende retter er ”en ekstraordinær beføjelse, som skal udøves med sparsomhed ” ... . Der er efter det oplyste ingen praksis om, at højere domstole har grebet ind over for førsteinstansdomstole i omfattende straffesager, herunder navnlig ikke ved en sagsbehandlingstid på 12 måneder i en omfattende straffesag, idet højere domstole udviser betydelig tilbageholdenhed med at gribe ind i lavere domstoles varetagelse af deres sagsportefølje.

5.5.8 Vilkår 10 om surrogatarrest

Den 27. november 2014 erklærede Vestbengalens regering ... , at den ville identificere et passende ”correctional home ” i medfør af section 417 i Code of Criminal Procedure (CrPC ... ) og section 2(c) i West Bengal Correctional Services Act ... .

Kompetence/kendelse

Hverken vilkår 10, 11 eller 13 indeholder krav om forhåndskendelse af det forudsatte arrangement med frihedsberøvelse i en surrogatarrest under observation af civilklædte, danske betjente.

Rigsadvokaten udtalte på et møde den 28. februar 2017 med Justits-

ogUdenrigsministeriet kort tid efter modtagelsen af

udleveringsbegæringen, at Sagens person ikke måtte være i de indiske myndigheders varetægt ... .

Den 29. marts 2017 fremsatte Rigsadvokaten første gang forslag til vilkår og anførte, at det ville være ”very valuable if the Government of the Republic of India in advance could supply the Danish authorities with a legally binding order, which stipulates, that Sagens person at any

time when he is not in the courtroom, is in Danish custody, which as mentioned for instance could be at the Royal Danish Embassy ” ... . Den indiske regerings svar af 6. september 2017 imødekom hverken ønsket om en forhåndskendelse eller kravet om dansk varetægt ... .

Den 27. november 2017 drøftede en medarbejder hos Rigsadvokaten sagen med en indisk kollega og noterede efterfølgende, at den indiske kollega ”godt [havde] forstået, at kravet om ikke indisk varetægt er ufravigeligt, ” og at kollegaen havde oplyst ”Efter indisk ret skal der afsiges kendelse af en indisk domstol om, at han skal tage ophold på det udvalgte sted med danske myndigheder, og at han ikke må færdes frit omkring. Jeg formoder det er en slags fængsling i surrogat ” ... .

Den indiske regering oplyste den 18. september 2019 til den danske ambassade i New Delhi, at den havde opnået ”endossering … fra den relevante vestbengalske domstol ” af det forudsatte arrangement, og at det var første gang, noget sådant var endosseret ... , men der foreligger ingen oplysning om nogen form for endossering.

Sagens person gør gældende, at der ikke er hjemmel til det forudsatte arrangement, og at der ikke foreligger oplysning om retlig godkendelse.

Police custody

Efter CrPC section 57 vil Sagens person blive overdraget til CBI, der vil placere ham i police custody i op til 24 timer, inden han efter CrPC section 167 skal stilles for en dommer, der kan træffe afgørelse enten om fortsat police custody i 15 døgn eller judicial custody (remand) i 90 dage ad gangen, jf. CrPC section 167 (2)(a)(i).

Der er ingen oplysning om, hvor Sagens person kan frihedsberøves under police custody. Den 27. november 2017 drøftede en medarbejder hos Rigsadvokaten sagen med en indisk kollega, der blot oplyste, at ”der vil være en meget kort periode fra ankomst til kendelse om surrogat, hvor Sagens person vil være i indisk varetægt, idet reglerne siger, at han skal være i varetægt indtil en kendelse siger noget andet ” ... ,

West Bengal Correctional Services Act section 2 (c) definerer begrebet “correctional home ” som “any place used permanently or temporarily under the orders of the State Government for detention of persons, whether under trial or convicted, in accordance with any order for confinement under any law providing for preventive detention or any other law for the time being in force, but does not include a place for confinement of a person under the custody of the police ”  (min understregning ... ).

CBI har ikke hjemmel til at bestemme, at police custody skal finde sted i andre myndigheders institutioner eller tilsvarende, herunder i et correctional home eller jail udpeget af en delstatsregering, hvorfor der under police custody ikke er hjemmel til at frihedsberøve Sagens person i den påtænkte surrogatarrest.

Judicial custody

Når police custody ophører, skal Sagens person i judicial custody efter rettens nærmere bestemmelse, jf. CrPC section 167, jf. West Bengal Correctional Services Act section 2 (c). Det fremgår desuden af CrPC section 417, subsection 2, at retten bestemmer, under hvilke vilkår frihedsberøvelsen skal finde sted.

De indiske myndigheder har tiltrådt vilkår om, at Sagens person skal frihedsberøves i en surrogatarrest, men hverken centralregeringen eller

delstatsregeringen kantræffe endelig beslutning om, hvor

frihedsberøvelsen skal finde sted, da kompetencen henhører under domstole, som – med den indiske regerings ord den 29. juli 2004 - har ”absolut uhæmmet uafhængighed ” ... .

Såfremt retten har bestemt, hvor frihedsberøvelsen skal finde sted, kan delstatsregeringen ikke ændre beslutningen, jf. State of Maharashtra (2012 ... ), hvor Indiens højesteret fastslog, at kompetencen til at bestemme overførsel fra ét fængsel til et andet henhører under den domstol, der har truffet beslutning om at frihedsberøve en person i et bestemt fængsel. Se også Person 40 (2023 ... ). Såfremt retten bestemmer, at frihedsberøvelsen ikke skal finde sted i surrogatarresten, kan delstatsregeringen ikke overføre Sagens person til surrogatarresten i medfør af West Bengal Correctional Services Act section 45 eller 64.

Efter dom

Der foreligger ingen oplysning om retsgrundlag og kompetence vedrørende frihedsberøvelse efter dom, bortset fra at det fremgår af Guidelines for the Transfer of Sentenced Persons, at Sagens person i forbindelse med overførsel til afsoning i Danmark frihedsberøves i et almindeligt fængsel (afs. B, pkt. g ... ), jf. herved West Bengal Correctional Services Act section 64 ... .

5.5.9 Vilkår 11 om dansk politis tilstedeværelse

Det fremgår af vilkår 11, at ”Ubevæbnede og civilklædte danske 

betjente kan slutte sig til de indiske fængselsbetjente, som bevogter Sagens person… ” Det fremgår imidlertid af sagen, at det ikke vil være fængselsbetjente, men uidentificerede sikkerhedsstyrker (”the security forces ”), det vil bevogte Sagens person i tilfælde af udlevering.

(... pkt. c)

Sagens person gør gældende, at der ikke er hjemmel til ordningen i West Bengal Jail Code eller andet sted, da ingen domstol har kompetence til at tillade endsige påbyde 24-timers ophold af dansk eller indisk politi hos en arrestant eller domfældt person. Det er i strid med den grundlæggende sondring i CrPC mellem police og judicial custody at give politiet adgang til en person, der er under judicial custody, ligesom politiet ikke kan have døgnadgang til en arrestant i police custody.

Politiets adgang til en arrestant er beskrevet i den indiske regerings oplysning om indisk ret i notat af 29. juli 2004 ... :

-Om police custody: ”Afhøring i varetægtsfængslet af den

anklagede er kun tilladt for undersøgelsesinstansen i højst 15

dage i den første femten dages periode fra 

anholdelsestidspunktet eller udleveringen af en anklaget person i henhold til den indiske strafferetsplejelov paragraf 167 stk. (2) litra (a). ”

-Om judicial custody: ”Så længe han befinder sig i en sådan

retlig varetægt, kan ingen politifolk få adgang til ham ”(oversættelse af ”During the time of his judicial custody, no Police officer can have access to him, ” ... ).

De danske betjente vil i øvrigt ikke kunne yde nogen reel beskyttelse, da de ikke er bevæbnede, da de ikke skal bevogte Sagens person med observere, og da er lagt op til, at der skal udstationeres 3-4 politibetjente, der kan afløse hinanden over 24 timer ... , hvilket i praksis må antages at betyde, at én ubevæbnet og civilklædt betjent ledsager Sagens person som observatør.

5.5.10 Vilkår 12 om sundhedsbehandling

Deforeliggende oplysninger om adgangen til det indiske

sundhedsvæsen giver ingen sikkerhed for adgang til passende behandling navnlig i tilfælde af akut behandlingsbehov.

5.5.11 Vilkår 13 om kompetence til frihedsberøvelse

Se ovenfor om pkt. 10.

5.5.12 Vilkår 14 om sikkerhed

De foreliggende oplysninger om sikkerhedsforanstaltningerne, der er mindst lige så ukonkrete som iden første udleveringssag ... ,

tilvejebringer ingen sikkerhed for Sagens person ved udlevering.

6 Retssikkerhed (§ 6, stk. 3)

Sagens person gør gældende, at udleveringslovens § 6, stk. 3, hinder udlevering, da der ikke er noget grundlag for at tro, at han ved udlevering til Indien har udsigt til en retfærdig rettergang inden for rimelig tid. Sagen er politiseret af de indiske myndigheder. De indiske myndigheder respekterer ikke sagens beviser. Under retssagen mod Vidne 2 og de lettiske besætningsmedlemmer var der store udfordringer med retssikkerheden, herunder manipulation med beviser.

Efter udleveringslovens § 6, stk. 3, gælder:

” Udlevering kan endvidere ikke finde sted, hvis det i øvrigt strider mod Danmarks internationale forpligtelser.”

EMD har allerede i Soering v. the United Kingdom (1989) pr. 113 fastslået, at hensynet til respekt for retten til en retfærdig rettergang kan hindre udlevering ... :

” The Court does not exclude that an issue might exceptionally be raised under Article 6 by an extradition decision in circumstances where the fugitive has suffered or risks suffering a flagrant denial of a fair trial in the requesting country.”

Rigsadvokaten henholder sig til oplysninger fra Indien af 29. juli 2004

... samt Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010, Retten i Hillerøds kendelse af 1. november 2010 og Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 (indstilling, s. 59).

6.1 Sagsbehandlingstid

Sagens person gør gældende, at udleveringsvilkår nr. 8 og 9 allerede efter deres ordlyd hverken yder eller tilsigter at yde nogen reel beskyttelse imod langvarig sagsbehandlingstid (afs. 5.5.7).

6.2 Beviser og postulater

Sagens person gør gældende, at han ikke vil få en retfærdig rettergang, fordi de indiske myndigheder ikke respekterer sagens beviser.

De indiske myndigheder antog, straks de nedkastede våben blev opdaget, at der var tale om et forsøg på at gøre væbnet opstand mod indiske myndigheder, og det uden efterforskning antaget, at våbnene var tiltænkt Organisation 2, som myndighederne dermed på ny udpegede som statens fjende.

Underretssagen mod Vidne 2 og de lettiske

besætningsmedlemmer var der store udfordringer med retssikkerheden. Vidne 2 forklarede om Person 12's forvanskning af bevismidler herom, jf. også filmen ”Titel” (ca. 41 min.). Det fremgår af India Today af 10. april 2000, at dommeren blev beskyldt for at have tilladt ulovlig bevisførelse ... . Det illustrerer, at sagen ikke blev ført på et ærligt grundlag, men at beviser blev fortiet og forvansket.

De indiske myndigheder har i den anden udleveringssag undladt at respektere den begrænsning af sigtelsen, som blev fremført i den første udleveringssag under henvisning til frifindelse af Vidne 2 de lettiske besætningsmedlemmer for de alvorligste dele af tiltalen. Rigsadvokaten forsøgte at formå de indiske myndigheder til at respektere ”den begrænsning af sigtelser, som fremgår af de indiske myndigheders brev til Justitsministeriet af 29. juli 2004 ” (indstilling, s. 48, jf. s. 34), men det var forgæves ... .

6.3 Lukkede døre

Sagens person gør gældende, at der ikke er sikkerhed for, at han får en offentlig rettergang som krævet efter EMRK artikel 6. Rigspolitiet har

i rapport fra inspektionsbesøg af 1. april 2022 anført ... : ”Det er 

ligeledes oplyst (men ikke bekræftet), at der er en mulighed for at gennemføre en eventuel retssag uden at offentligheden har adgang. ”

Dørlukning vil betyde, at offentligheden, medierne og ikke mindst uafhængige observatører ikke vil kunne overvære retssagen, ligesom det ikke er oplyst, om dansk politi har adgang til retslokalet, hvis dørene er lukkede for offentligheden. Rigsadvokaten har ikke interesseret sig for denne kernerettighed, selv om Rigspolitiet direkte fremhæver risikoen for, at der ikke bliver tale om en offentlig rettergang.

7 Retshåndhævelse (§ 18)

Efter udleveringslovens § 18 er det en betingelse for udlevering til et

land uden for Norden og EU bl.a., at ”særlige hensyn til 

retshåndhævelsen taler derfor. ” Bestemmelsens udgangspunkt er, at der ikke sker udlevering, med mindre særlige hensyn taler for det, hvorfor der er formodning imod udlevering til lande uden for Norden og EU.

Sagens person gør gældende, at betingelsen ikke er opfyldt, dels fordi han kunne have været strafforfulgt i Danmark, dels fordi hensynet til strafforfølgning ikke er tungtvejende, dels fordi en samlet afvejning af

hensynet til Sagens person 30 år efter gerningstidspunktet over for det forventede udfald af strafforfølgningen, herunder efter overførsel til afsoning i Danmark viser, at betingelsen ikke er opfyldt.

7.1 Dansk straffemyndighed

Rigsadvokatens hovedargument i indstillingen af 22. juni 2023 er, at hensynet til retshåndhævelsen kræver udlevering, idet Sagens person ellers ikke vil blive strafforfulgt.

Rigsadvokaten henholder sig til ”Justitsministeriets bemærkninger under pkt. 4.3.2 i ministeriets afgørelse af 9. april 2010, der er tiltrådt af Retten i Hillerød ved kendelse af 1. november 2010 og af Østre Landsret ved kendelse af 30. juni 2011, om, at Sagens person undgår strafferetlig forfølgning for meget alvorlig kriminalitet, hvis han ikke udleveres, idet Sagens person ikke kan strafforfølges i Danmark for de

pågældende handlinger, eftersom den dagældende danske 

straffelovsbestemmelse ikke værnede mod angreb på udenlandske myndigheder, og eftersom våbenloven antages at være territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Der er derfor særlige hensyn til retshåndhævelsen, der taler for udlevering ” (min understregning, Rigsadvokatens indstilling, s. 71, jf. Justitsministeriets afgørelse i indstillingen s. 13, og Østre Landsrets kendelse ... ). Rigsadvokaten mener, at det samme gælder de nye sigtelser (indstilling, s. 71).

Sagens person bemærker, at landsrettens vurdering i den første udleveringssag af udsigten til strafforfølgning af Sagens person i Danmark ikke er bindende i den anden udleveringssag.

Sagens person bemærker desuden, at Østre Landsrets vurdering i den første udleveringssag af hensynet til retshåndhævelsen var ledsaget af det forbehold, at Sagens person ”næppe ” kunne strafforfølges i Danmark (indstilling, s. 46), hvilket indikeret, at landsrettens grundlag for at tage stilling til spørgsmålet var begrænset. Det skyldes formentlig, at spørgsmålet kun blev overfladisk behandlet i den første udleveringssag, bl.a. fordi spørgsmålet om dobbelt strafbarhed ikke blev behandlet i lyset af det bevismæssige grundlag for sigtelsen ... . Justitsministeriet begrundede ikke i sin afgørelse af 9. april 2009, hvorfor der ikke var dansk straffemyndighed, idet ministeriet uden begrundelse anførte, at våbenloven ikke havde eksterritorial gyldighed.

Justitsministeriet henviste i sin afgørelse af 9. april 2010 til forarbejderne til lovændringen i 2002, hvor det om hensynet til retshåndhævelsen blev anført, at der ”vil kunne forekomme sager – ikke mindst om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet – hvor det kan være forbundet med store – og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre

bevis for lovovertrædelse begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark ” (L 35 af 13. december 2001 om terrorpakke I, (Folketingstidende 2001-2002 (2. samling) Tillæg A s. 869 ... ) jf. også om 2019-lovforslaget ndf. ... ).

Sagens person gør gældende, at det aldrig har været nødvendigt at

udlevereham for at strafforfølge ham, da der er dansk

straffemyndighed for så vidt angår de dele af sigtelse, der er tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for, nemlig overtrædelserne af våbenloven.

I bemærkningerne til udleveringslovens § 18 om udlevering til lande uden for norden og EU anføres (L 78 af 27. november 2019 om udlevering til og fra Danmark (udleveringsloven), s. 60 ... ):

” I modsætning til, hvad der gælder for udlevering til andre

lande, med hvilke der er indgået en gensidig 

udleveringsoverenskomst, skal der foretages en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.

Under hensyn til, at der vil kunne forekomme sager herunder om terrorvirksomhed eller anden grov kriminalitet, hvor det kan være forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark, taler dette for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt.”

De danske og indiske myndigheder har aldrig drøftet, hvilken bevisførelse der skulle gennemføres for at understøtte sigtelsen om våbentransport eller opstand mod indiske myndigheder. Sagens person har aldrig benægtet sit ansvar for våbenbesiddelse og -transport, og de indiske myndigheder kan uden vanskeligheder overlevere sagens akter til den danske anklagemyndighed, hvilket de var rede til i marts 2000

... . Det bemærkes herved, at der ikke foreligger oplysning om, at de indiske myndigheder agter at føre vidner med henblik på at bevise formålet med våbennedkastningen.

Sagens person har siden 1995 erklæret sig villig til at blive strafforfulgt snart sagt alle andre stede end i Indien, hvor han ikke vil være i sikkerhed.

Østre Landsret anførte i kendelsen af 30. juni 2011 i forbindelse med

vurderingen af, om humanitære hensyn efter den dagældende lov talte imod udlevering:

” Sagens person unddrog sig retsforfølgning ved at udrejse af Indien og herefter holde sig skjult, indtil de danske myndigheder i december 2001 tilfældigt fik kendskab til hans ophold her i landet.”

Det kan ikke lægges Sagens person til last, at han ikke ønskede at blive underkastet det indiske retsvæsen. Det understreges af Vidne 2's skæbne, ligesom Østre Landsrets kendelse af 30. juni 2011 bekræfter, at han havde en internationalt beskyttet menneskeret til ikke at lade sig udlevere til strafforfølgning i Indien. Det kan ikke kræves, at nogen

personfrivillig underkaster sig strafforfølgning under de

omstændigheder.

7.2 Sagens politiske karakter

Sagens person gør gældende, at det ikke er hensynet til retshåndhævelsen, der har ført Rigsadvokaten til at indstille ham til udlevering, men at det voldsomme politiske pres fra den indiske regering har fået den danske

regering,til at acceptere, at der skulle indledes en anden

udleveringssag, ligesom den politiske kontekst har fået Rigsadvokaten til at acceptere den indiske afvisning at, at Sagens person skulle være i dansk varetægt i Indien.

Udleveringssagen handler ikke om at strafforfølge Sagens person men om at lande sagen på en måde, der ikke udgør en belastning af de politiske relationer mellem Danmark og Indien. Den politiske krise mellem Danmark og Indien kan ikke forstå uden på baggrund af Danmarks modarbejdelse af Indien før den første udleveringssag.

7.2.1 Efterretningstjenesternes rolle i sagen

Sagens person gør gældende, at efterretningstjenesterne i både Danmark, Storbritannien og Indien på forskellig vis var orienteret og/eller involveret i den forestående våbentransport. Der henvises til følgende:

-PET var orienteret på forhånd ... efter et varsel fra den britiske efterretningstjeneste... og opsøgte Person 9 inden våbentransporten ... .

-Briterne havde omfattende kontakt med Vidne 2 ( ... og Vidne 2's forklaring) og orienterede både danske og indiske myndigheder ... .

-En indisk efterretningstjeneste blev orienteret af briterne, og flere

ministerier havde kendskab til våbentransporten, der blev faciliteret bl.a. ved fraværet af radarovervågning ved Kolkata og radiokommunikation med lufthavnen i Kalkota ... , men de nærmere omstændigheder forbliver et mysterium.

7.2.2 Danmark modarbejdede Interpol og Indien

Sagens person gør gældende, at sagens politiske karakter i mange år førte til, at der ingen aktive bestræbelser blev udfoldet for at udlevere Sagens person til Indien. Den besynderlige sagsbehandling kan kun være en konsekvens af, at der i 1990’erne var en klar opfattelse af, at der ikke skulle graves i sagen, navnlig ikke i Sagens persons del af sagen. Hensynet til retshåndhævelsen var således ikke vurderet som tungtvejende.

Såfremtdanske myndigheder havde ment, at hensynet til

retshåndhævelsen krævede strafforfølgning af Sagens person, ville man have behandlet det indiske Letter Rogatory af 15. juli 1996 efter bogen. Det ville indebære, at man havde eftersøgt Sagens person og efter anholdelse have afvist udlevering som uhjemlet. Opmærksomheden ville derefter naturligt være rettet mod overførsel af straffesagen til Danmark. Tvivlen om dansk straffemyndighed var ikke større end, at det ville have været nærliggende at rejse tiltale, hvorefter Sagens person enten ville være blevet idømt omkring 2 års fængsel for overtrædelse af

navnligvåbenloven eller frifundet på grund af manglende

straffemyndighed. Sagen ville have været afsluttet for længst.

Sagens behandling er imidlertid kendetegnet af en perlerække at besynderlige handlinger, der i lyset af det faglige niveau i Justitsministeriets departement ikke kan have anden årsag end et bevidst ønske om ikke at bidrage til strafforfølgningen af Sagens person. De følgende forhold skal særligt fremhæves:

-Den 29. februar 1996 blev Sagens person efterlyst af Indien, men efter dansk politis angivelse gjaldt det ikke i Danmark... . Anmodningen om bistand af 2. marts 1992 ... blev sendt til bl.a. kriminalpolitiet i Hørsholm ... , som var Sagens persons senest kendte opholdssted.

-Den 2. marts 1996 anmodede indisk Interpol dansk Interpol om at eftersøge en dansk statsborger, som de indiske myndigheder kendte under navnet Alias 2, hvorefter han angiveligt blev efterlyst ... .

-Den 1. august 1996 fremsendte indiske myndigheder et Letter Rogatory af 15. juli 1996 med formel anmodning om efterforskning mv. ... , hvilke anmodning den 29. juli 1996 var

modtaget af politiet i Helsingør, hvorunder Hørsholm Kommune

henhørte.... Den medsendte CD-rom indeholdt

personoplysninger om og fingeraftryk fra Sagens person ... .

-Den 5. august 1996, hvor Letter Rogatory blev modtaget i Justitsministeriet, havde PET identificerer Alias 2 som identisk med Sagens person ... , ligesom han var identificeret af Københavns Politi den 12. september 1996 ... og med sikkerhed den 4. oktober 1996 ... . Indien blev ikke orienteret om identifikationen. Der blev ikke iværksat nogen eftersøgning eller lignende. Sagens person ville nemt kunne opspores i Danmark, hvor han jævnligt besøgt sin familie, herunder ved højtider, og da politiet første gang kontaktede hans mor i 2001, ringede Sagens person hurtigt til politiet.

-I efteråret 1996 iværksatte Københavns Politi diverse efterforskning af Person 22 og Person 9, der blev afhørt ad flere omgange, ligesom der blev gennemført ransagning hos Person 22. Københavns Politi orienterede i oktober 1996 de indiske myndigheder om dele af efterforskningen. Der er ikke oplysning om nogen eftersøgning eller lignende af Sagens person, selv om han var identificeret.

-I januar 1997 overtog Justitsministeriet sagen, hvorefter første sagsbehandlingsskridt var i maj 1997 at anmode Udenrigsministeriet om - i strid med sandheden - at meddele Indien, at man ikke kunne indlede efterforskning af Person 22 og Person 9 for yderligere oplysninger blev modtaget ... , hvilket blev gentaget i juli 1997 ... i februar 2018 ... .

-I efteråret 1997 iværksatte Interpol en undersøgelse af sagen, hvilken undersøgelse Justitsministeriet i foråret 2018 afviste at bidrage til ... . Det savner enhver rational forklaring, hvis formålet med Justitsministeriets undersøgelse var at medvirke til strafforfølgning af bl.a. Sagens person.

-Den 16. april, 5. maj og 12. oktober 1999 misinformerede Justitsministeriet Folketinget om sagens behandling ... . Den politiske kritik af Justitsministeriets passivitet blev af Sagens person forstået som en politisk beskyttelse.

-Den 16. september 1999 krævede Justitsministeriet, at Indien skulle frafalde udlevering af Person 22 og Person 9 ... , hvilket blev accepteret den 22. marts 2000 ... , hvorefter fokus i forhold til dem var Danmarks overtagelse af straffesagen ... .

-I januar 2000 blev Københavns Politi af Slagelse Politi orienteret

om, at Sagens person havde fast bopæl i Danmark ... , men der blev ikke gjort noget ved oplysningen, bortset fra at politiet måske besøgte gården, jf. Vidne 1's forklaring. Indien blev ikke orienteret om Sagens persons ophold i Danmark.

-I december 2001 fik Sagens person en fartbøde, hvorefter han kontaktede politiet og oplyste, at bøden kunne sendes til hans mor, hvilket skete ... . I februar 2002 var det lækket til Interpol i Indien, at Sagens person havde fået en fartbøde i Danmark, og det blev drøftet, om Indien skulle modtage oplysning om Sagens persons ophold i Danmark, hvilket imidlertid først skete efter endnu en henvendelse fra Interpol i Indien i marts 2002 ... .

-Den indiske regering mindede flere gange om Danmarks forpligtelser som medlem af Interpol f.eks. den 11. april 2002 ... og den 8. august 2002 ... .

-Selv om Folketinget siden den 13. december 2001 havde behandlet og den 31. maj 2002 havde vedtaget Terrorpakke I, hvorefter danske statsborgere kan udleveres til bl.a. Indien, oplyste man ikke Indien om det, idet man i stedet holdt fast i sporet om, at Danmark kunne overtage strafforfølgningen den 14. maj 2002 ... og den 5. juli 2002 ... . Først på et møde den 4. september 2002 orienterede man inderne om lovændringen ... .

Sagens person gør gældende, at dette forløb dokumenterer, dels at de danske myndigheder helt fra begyndelsen kendte til ham og hans rolle i sagen, dels at de danske myndigheder holdt hånden over han formentlig af hensyn til de britiske og indiske myndigheder, der var dybt involveret i sagen, dels at de indiske myndigheders reaktion i væsentligt omfang skyldes Justitsministeriets modarbejdelse af Indiens ønske om strafforfølgning.

7.2.3 Danmark presses til og under den anden udleveringssag

Fra 2003 til 2011 kørte den første udleveringssag i 8 år, indtil Rigsadvokaten opgav sagen den 7. juli 2011. I lyset af Justitsministeriets modarbejdelse af Indien navnlig fra 1996 til 2002 er det meget forståeligt, at de indiske myndigheder var reagerede voldsom på en beslutning fra Rigsadvokaten, der er underlagt Justitsministerens instruktionsbeføjelse, ikke forsøgte at få sagen i Højesteret. Efter afslaget reagerede Indien ved at udsatte Danmark for et voldsomt politisk pres. Der henvises til:

- Oplysninger om indisk reaktion i august 2011 ...

- Oplysninger om de økonomiske konsekvenser forventet i 2011

... og realiseret i 2022-23 ...

De danske myndigheder udviste i årene 2011 fortsat ingen interesse i at fremme sagen, der bortset fra politisk og tekniske drøftelser lå død ... , indtil det på et ikke nærmere bestemt tidspunkt formentlig i 2016 blev besluttet, at Indien på ny skulle anmode om udlevering af Sagens person, hvorefter sagen skulle afpolitiseres ved at køre i et separat juridisk spor.

Sagens behandling har ikke desto mindre tydeligt været påvirket af de sideløbende politiske kontakter mellem Danmark og Indien. Det følgende skal særligt fremhæves:

-Møde hos Rigsadvokaten 28. februar 2017, hvor det står klart, at Sagens person skulle være i dansk varetægt ... .

-Første vilkår om dansk varetægt blev fremsendt den 29. marts 2017 ... , afvist den 6. september 2019 ... , fastholdt den 14. november 2017 ... og drøftet på embedsmandsniveau den 27. november 2017 ... .

-Statsminister Minister 2 mødtes den 17. april 2018 med premierminister Person 20 i Stockholm bl.a. med henblik på at få indiske embedsmænd til at mødes med Rigsadvokaten ... .

-Indiske og danske embedsmænd mødtes i København den 14.-15. maj 2018 ... .

-Rigsadvokaten fraveg sin tidligere opfattelse og accepterede den 31. maj 2018, at Sagens person skal være i indiske myndigheders varetægt ... .

-Udenrigsminister Minister 3 besøgte Indien den 27. november 2018 for at genstarte et samarbejde ... , hvilket lykkedes ... .

-Statsminister Minister 2 inviteredes den 15. december 2018 til at mødes med premierminister Person 20 i Indien

... .

-Den indiske regering ændrede i non-paper af 28. december 2018 Rigsadvokatens forslag af 31. maj 2018 og nedtonede det danske politis rolle fra ”the Danish police officers can stay and guard Sagens person 24 hours a day ” til ” Danish officers … can join the Indian priso officers … as observers … ” ... . Non-paperet blev fremsendt af ambassaden i New Delhi til Udenrigsministeriet i København med orientering om, at det lå

den indiske regering ”på sinde at viste fremskridt i sagen ” og ”pege på så konkrete fremskridt som muligt, herunder en hurtig dansk stillingtagen til forslagene, ” idet der ikke var ”nogen klar forventning om, at Person 20 ville tage sagen op ” på mødet med statsministeren ... .

-Statsminister Minister 2 besøgte den 4. januar 2019 premierminister Person 20 i Indien ... .

-Rigsadvokaten accepterede herefter de indiske ændringer af de foreslåede vilkår den 30. januar 2019 ... .

Den 22. juni 2023 indstillede Rigsadvokaten efter 6½ års overfladisk undersøgelse, at Sagens person udleveres til strafforfølgning i Indien.

7.3 Hensynsafvejning

Sagens person gør desuden gældende, at udlevering efter en samlet afvejning er helt uforholdsmæssig.

7.3.1 Sagens varighed

Sagens person gør gældende, at straffesagen har varet i urimelig lang tid,

idetden samlede sagsbehandlingstid vil overstige 30 år fra

gerningstidspunktettil afgørelse om udlevering.

Fuldbyrdelsestidspunktet varden 18. december 1995, og

hovedforhandlingen ved Retten i Hillerød forventes afsluttet i juni 2024, hvilket foreløbig giver en sagsbehandlingstid på 28½ år. Inden sagen er færdigbehandlet i det danske retssystem, vil der være gået 30 år, hvorefter en straffesag i Indien skal gennemføres. Der vil med sikkerhed gå mere end 30 år, fra gerningstidspunktet til endelig dom.

Sagsbehandlingen har været skæmmet af langsommelighed og døde perioder. Sagens person skal - hvad angår den anden udleveringssag -særligt fremhæve:

-Perioden på ca. 5½ år fra landsrettens kendelse i juni 2011 til fremsættelsen af den anden udleveringsbegæring i december 2016 ... .

-Perioden på knap 1½ år under COVID-19 fra marts 2020 ... til august 2012 ... .

-Den generelle langsommelighed i undersøgelsen fra januar 2017 til juni 2023.

Sagens person gør gældende, at sagsbehandlingstiden – selv om

forældelse ikke måtte hindre udlevering – taler afgørende imod udlevering. Rigsadvokaten har hverken i den første eller den anden udleveringssag levet op til hurtighedsprincippet i retsplejelovens § 96, stk. 2. Den medgåede tid alene taler imod udlevering, ligesom den lange sagsbehandlingstid skal kompenseres ved strafudmåling. Den udmålte straf må antages af blive væsentlig lempet, herunder i vidt omfang ved at gøre straffen betinget.

7.3.2 Regelændringer under sagens behandling

Sagens person gør desuden gældende, at det ved en vurdering af retshåndhævelseshensynet skal tages i betragtning, at sagens varighed har betydet, at der på i hvert fald fire punkter er indtrådt regelændringer af betydning for sagen. Regelændringerne illustrerer vigtigheden af at træffe rigtige beslutninger i rette tid, da en udleveringssag ellers kan versere snart sagt i det uendelige. Det må ligeledes tages i betragtning, at synet på forskellige former for kriminalitet kan ændre sig meget væsentligt over tid, hvorfor man må tage udgangspunkt i datidens standarder.

Der er gennemført regelændringer på i hvert fald følgende punkter:

-1) Den maksimale strafferamme for våbenlovsovertrædelsen var på gerningstidspunktet fængsel i 2 år, idet straffelovens § 192 a først blev vedtaget i 1997 med en strafferamme på 4 års fængsel (lov nr. 411 af 10. juni 1997), hvilken strafferamme siden er hævet til 6 års fængsel ved terrorpakke I (lov nr. 378 af 6. juni 2002) og nu er 8 års fængsel (lov nr. 494 af 22. maj 2017). Straffelovens § 114, der i tilfælde af terrorisme hæver strafferammen for overtrædelse af § 192 a til fængsel på livstid, blev ligeledes vedtaget i i 2002 ved terrorpakke I. Strafferammen for overtrædelse af dagældende straffelov § 114 var på gerningstidspunktet 6 års fængsel, og strafferammen for den nugældende § 114 f blev først i 2020 hævet til 8 års fængsel (lov nr. 883 af 16. juni 2020 § 1, nr. 14).

-2) Udlevering af danske statsborgere: Udleveringsloven blev ændret ved lov nr. 378 af 6. juni 2002, så danske statsborgere derefter kan udleveres til strafforfølgning i Indien. Den lovændring ville ikke haft nogen betydning for Sagens person, såfremt danske myndigheder havde behandlet sagen korrekt efter modtagelsen af Interpols første henvendelse i sagen i marts 1996, idet myndighederne dengang kunne have afslået udleveringen og indledt strafforfølgning i Danmark. Hvis der ikke var dansk straffemyndighed, kunne dette være meddelt Indien, og sagen mod Sagens person ville – ligesom sagerne mod Person 22 og Person 9 – have været afsluttet med en afgørelse om, at

udlevering ikke kunne komme på tale.

-3) Gensidighed ved udlevering: Under den første udleveringssag var der ikke hjemmel i indisk ret til at overføre Sagens person til afsoning i Danmark, da det kræver gensidighed mellem Danmark og Indien. Der indtrådte først gensidighed mellem Danmark og Indien, da Indien den 1. maj 2018 trådte Europarådets udvekslingskonvention, hvorefter Sagens person kan udleveres til strafafsoning i Danmark. Såfremt Rigsadvokaten havde behandlet sagen med den fornødne grundighed, ville det allerede under den første udleveringssag have været konstateret, at det fastsatte vilkår 4 ikke var opfyldt, ligesom en rimelig hurtig behandling af den anden udleveringsbegæring vil have ført til afslutning, inden kravet om gensidighed var opfyldt 1. maj 2018.

-4) Forældelse: Den 15. februar 2020 trådte den nye udleveringslov i kraft, og herunder blev bestemmelsen om forældelse ændret, således at forældelse kun hindrer udlevering i sager, hvor der er dansk straffemyndighed, jf. lovens § 26, smh. den tidligere udleveringslov § 9. Selv om det efter Sagens persons opfattelse ikke er afgørende, fordi der er dansk straffemyndighed, illustrerer lovændringen, at den langvarige sagsbehandlingstid øger retssikkerheden, fordi der ikke er nogen vished for, hvilke fremtidige lovændringer der kan muliggøre en fremtidig udlevering. Også derfor er det væsentligt at sætte en endelig streg i sandet.

7.3.3 Omsætning af straf ved fuldbyrdelse i Danmark

Sagens person gør gældende, at vægten af hensynet til retshåndhævelsen afhænger af, hvilken sanktion der er udsigt til i den enkelte sag, idet hensynet bliver desto tungere, jo alvorligere sanktion der er udsigt til.

Hvis Sagens person udleveres til Indien, vil han forventeligt - ligesom Vidne 2 og de fem lettiske besætningsmedlemmer - blive idømt livsvarigt fængsel for sammensværgelse til væbnet opstand mod indiske myndigheder. Såfremt Indien respekterer udleveringsvilkåret om, at han skal overføres til afsoning i Danmark tre uger efter endelig dom, skal den indiske straf omsættes til en dansk straf, jf. lov om international fuldbyrdelse af straf § 3, stk. 2, ... , jf. artikel 11 i Europarådets udvekslingskonvention, som Indien har tiltrådt ... .

Efter artikel 11, stk. 1, gælder:

” Ved omsætning af retsfølgen finder den i fuldbyrdelseslandets lov foreskrevne fremgangsmåde anvendelse. Ved omsætning af retsfølgen gælder, at den kompetente myndighed:

a) er bundet af bedømmelsen af sagens faktiske 

omstændigheder, således som disse direkte eller indirekte fremgår af den i domslandet afsagte dom;

b) ikke må omsætte en sanktion, som indebærer 

frihedsberøvelse, til en bødestraf;

c) skal fratrække hele den periode, i hvilken den dømte person har været frihedsberøvet; og

d) ikke må forværre den dømte persons strafferetlige stilling, og at den ikke er bundet af den minimumsstraf, som efter fuldbyrdelseslandets lovgivning kan være foreskrevet for den eller de begåede lovovertrædelser.”

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der ved fortsat fuldbyrdelse ikke er grundlag for at formilde domfældtes stilling, bortset fra ved benådning (Folketingstidende 1985-86 Tillæg A sp. 2211 ... ), men at der ved omsætning af straffen er mulighed for at tilpasse strafudmålingen ”til det strafniveau, der gælder i Danmark, og som ligger under strafniveauet i visse andre lande uden for Europa, som vil kunne tiltræde den nye konvention ” (a.st. sp. 2212 ... ).

Der er forudsat i forarbejderne til konventionen, at omsætningen skal tage højde for de regler, der gælder i fuldbyrdelseslandet, at omsætningen kan medføre formildelse af straffen, og at afsigelse af dom om omsætning af en straf kræver hjemmel i fuldbyrd-  elseslandets lovgivning (se explanatory report pkt. 51-58 ”… the classification of penalties or the length of the custodial sentence applicable for similar offence, the penal system of the administering State differs from that of the sentencing State ”/” the substitution by a sanction of a different nature or duration does not imply any modification of the judgment ”/ ”the penal position of the sentenced person must not be aggravated ”/ ”is not bound by any minimum which its own law may provide for the same offence ” ... ).

Omsætningen af en fremmed straf kræver dansk straffehjemmel, da der ellers ikke er noget grundlag for at omsætte straffen, jf. straffelovens § 1, og omsætningen skal ske efter de på gerningstidspunktet gældende regler, da der ellers ville være tale om anvendelse af straffelovgivning med tilbagevirkende kraft, jf. straffelovens § 3. At gerningstidspunktets ret finder anvendelse er lagt til grund f.eks. ved omsætningen af Person 41's straf.

Det gælder ved vurderingen af retshåndhævelseshensynet som ved vurderingen af de øvrige udleveringsbetingelser, at sagens alvor skal

bedømmes ud fra danske forhold på gerningstidspunktet, både fordi man i dansk og fremmed ret kan have meget forskellige strafferammer, og fordi synet på strafværdighed kan ændre sig over tid.

Sagens person gør gældende, at der hjemmel til at omsætte en straf for våbenbesiddelse og -transport inden for våbenlovens dagældende strafferamme på 2 års fængsel, hvorimod der ikke var strafhjemmel i straffelovens § 114.

Hensynet til retshåndhævelsen er derfor ikke tungtvejende, idet Sagens person - i lyset af hans særdeles gode personlige forhold, i lyset af den tid, der er gået siden 1995, og i lyset af det betydelige indgreb og den store belastning, de to udleveringssager allerede har været for ham -ved omsætning af straffen vil få betinget frihedsstraf inden for en strafferamme på 2 års fængsel.

8 Bevistvivl

Udleveringslovens § 35, stk. 5, indeholder følgende bestemmelse:

” Hvis retten finder, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at kunne træffe afgørelse om udlevering, kan retten anmode om at modtage de nødvendige supplerende oplysninger inden for en frist, der fastsættes af retten.”

Rigsadvokaten har i indstilling af 22. juni 2023 anført (indstilling, s. 1, 1.afs.), at han har imødekommet en række anmodninger om supplerende undersøgelser, men han har undladt at oplyse, at en række anmodninger ikke er imødekommet.

Sagens person finder, at Retten i Hillerød - i lyset af Rigsadvokatens ansvar for undersøgelsen af sagen og i lyset af undersøgelsen langtrukne karakter - må træffe afgørelse på det foreliggende grundlag og ved bevisvurderingerne tillægge det betydning, at Rigsadvokaten -uanset fremsatte anmodninger - har besluttet ikke at efterforske en række forhold eller tilvejebringe yderligere oplysninger.

SAGSOMKOSTNINGER

Udleveringsloven § 34 fastslår, at udgifterne til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, hvor den, der begæres udleveret, kan pålægges at betale sagens omkostninger helt eller delvist.

Sagens person gør gældende, at der ikke foreligger ”særlige

omstændigheder, ”hvorefter retten kan bestemme, at

sagsomkostningerne helt eller delvisskal betales af ham, jf.

udleveringslovens § 34.

Østre Landsret besluttede i 2011, at Sagens person ikke kunne udleveres til Indien, og den danske regering har indgået en aftale om løsningen af en diplomatisk krise ved at genoptage udleveringssagen. Det er ikke sådanne omstændigheder, der kan føre til en fravigelse. Sagens karakter og Rigsadvokatens undersøgelse har nødvendiggjort en omfattende indsats med henblik på at varetage Sagens persons interesser. Udgifterne til den beskikkede forsvarer og andre sagsomkostninger skal afholdes fuldt ud af statskassen.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagens problemstilling og baggrund

Sagen angår, om Sagens person, der er dansk statsborger, skal udleveres til

strafforfølgning i Indien i henhold til anmodning om udleveringaf 8.

december 2016 fra de indiske myndigheder.

Sagens person er tidligere begæret udleveret af de indiske myndigheder ved udleveringsanmodning af 23. december 2002 med henblik på strafforfølgning i sagsnr. RC.11(S)/95-Cal ved Court of Chief Metropolitan Magistrate i Kolkata. Anklageskrift i den nævnte sag, som blev indgivet af det indiske Bureau of Investigation (CBI) den 20. marts 1996 mod Sagens person og flere andre personer, angår navnlig de pågældendes rolle i forbindelse med nedkastning af våben og ammunition mellem den 17. og 18. december 1995 i Purulia-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen. Tiltalen mod Sagens person angår overtrædelse af den indiske straffelovs sektion 120-B, 121, 121-A, 122, 123, 177 og 420, våbenlovs sektion 25 (1-A) og (1-B), (f) og (g), og sektion 27 smh. 35, lov om eksplosivstoffers sektion 9-B (2), lov om sprængstoffers sektion 4 (b), 5 og 6 og lov om luftfartøjers sektion 10, 11, 11-A og 12, herunder ved at Sagens person bl.a. skulle have deltaget i en sammensværgelse om at føre krig mod den indiske regering, have forsøgt at føre krig mod den indiske regering eller medvirket hertil, have indsamlet våben i den nævnte hensigt, have fortiet planer om krigsførelse mod den indiske regering, være fremkommet med falske oplysninger til embedsmand, have begået bedrageri, have besiddet og transporteret våben og ammunition og have tilsidesat flysikkerheden. Af en oversættelse af de i anklageskriftet angivne lovbestemmelser fremgår bl.a.:

”…

Den indiske straffelovs paragraf 120B

Straf for kriminel sammensværgelse:

(1) Enhver, som deltager i en kriminel sammensværgelse om at begå en strafbar handling, som kan straffes med døden, fængsel på livstid eller fængsel på skærpede vilkår i to år eller mere, straffes – i tilfælde hvor der ikke er nogen udtrykkelig bestemmelse i nærværende lov om straf for en sådan sammensværgelse – på samme måde som hvis

vedkommende havde medvirket til en sådan strafbar handling. (2) Enhver, som deltager i en kriminel sammensværgelse, som ikke er en kriminel sammensværgelse om at begå en strafbar handling, som kan straffes som anført ovenfor, straffes med fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil seks måneder og/eller med en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 121

Krigsførelse, forsøg på krigsførelse eller medvirken til krigsførelse mod Indiens regering:

Enver, der fører krig mod, forsøger at føre krig mod, eller medvirker til at føre krig mod Indiens regering, straffes med døden eller med fængsel på livstid og idømmes endvidere en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 121A

Sammensværgelse om at begå handlinger, som er strafbare i henhold til paragraf 121:

Enhver, der i eller uden for Indien, deltager i en sammensværgelse om at begå en af de handlinger, som er strafbare i henhold til paragraf 121, eller som er med i en sammensværgelse om, ved brug af strafbar magt eller fremvisning deraf, at indgyde frygt hos centralregeringen eller en delstatsregering, straffes med fængsel på livstid eller med fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil 10 år og idømmes endvidere en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 122

Indsamling af våben osv. med henblik på at føre krig mod Indiens regering:

Enhver, som samler personer, våben eller ammunition, eller som på anden måde forbereder sig til krigsførelse med henblik på enten at føre krig eller være forberedt på at føre krig mod Indiens regering, straffes med fængsel på livstid eller fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil ti år og idømmes endvidere en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 123

Hemmeligholdelse med henblik på at fremme en plan om krigsførelse: Enhver, som ved en handling eller en ulovlig undladelse af en handling, dækker over eksistensen af en plan om at føre krig mod Indiens regering, og med denne hemmeligholdelse har til hensigt at fremme eller har viden om, at det er sandsynligt, at denne hemmeligholdelse vil fremme en sådan krigsførelse, straffes med fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil ti år og idømmes endvidere en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 177

Fremkomme med falske oplysninger:

Enhver, som er juridisk forpligtet til at fremkomme med oplysninger om et emne til en embedsmand, der som sådan fremkommer med oplysninger, som om de var sande, om det pågældende emne, og som

den pågældende ved eller har grund til at tro er falske, straffes med fængsel på almindelige vilkår i indtil seks måneder og/eller med en bøde på op til et tusind rupier – eller hvis de oplysninger, som den pågældende er juridisk forpligtet til at fremkomme med, vedrører forøvelse af en strafbar handling eller er nødvendige for at forhindre forøvelsen af en strafbar handling eller med henblik på pågribelse af en gerningsperson, med fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil to år og/eller med en bøde.

Den indiske straffelovs paragraf 420

Snyde og uærligt formå en anden til at udlevere formuegenstande: Enhver, der snyder og dermed uærligt formår den vildfarne person til at udlevere en formuegenstand til en anden person eller til at foretage, ændre eller ødelægge hele eller dele af et værdidokument eller andet, som er underskrevet eller forseglet, og som er egnet til at kunne konverteres til et værdidokument, straffes med fængsel på enten almindelige eller skærpede vilkår i indtil syv år og idømmes endvidere en bøde.

…

Den indiske våbenlovs paragraf 25(1-A) og (1-B), (f) og (g)

Straf for visse forseelser:

(1A) Enhver, der erhverver, har i sin besiddelse eller bærer forbudte håndvåben eller forbudt ammunition i strid med paragraf 7, straffes med fængsel i minimum syv og maksimum fjorten år og idømmes endvidere en bøde. (...)

(1B) Enhver, der

(f)bringer våben eller ammunition ind i eller ud af Indien i strid med paragraf 10; eller

(g)transporterer våben eller ammunition i strid med paragraf 12; eller (...)

straffes med fængsel i minimum to og maksimum fem år og idømmes endvidere en bøde.

Dog således, at retten af passende og særlige grunde, som skal anføres i dommen, kan afsige en dom om fængsel i mindre end to år.

Den indiske våbenlovs paragraf 27

Straf for brug af våben osv.:

(1) Enhver, der anvender håndvåben eller ammunition i strid med paragraf 5, straffes med fængsel i minimum tre og maksimum syv år og idømmes endvidere en bøde.

(2) Enhver, der anvender håndvåben eller ammunition i strid med paragraf 7, straffes med fængsel i minimum syv og maksimum fængsel på livstid og idømmes endvidere en bøde.

(3) Enhver, der anvender forbudte håndvåben eller forbudt ammunition i strid med paragraf 7 og denne anvendelse eller handling fører til en

anden persons død, straffes med fængsel på livstid eller døden og idømmes endvidere en bøde.

Den indiske våbenlovs paragraf 35

Strafansvar for personer som bebor lokaler i visse tilfælde: Hvor våben eller ammunition i forbindelse med hvilke en strafbar handling efter denne lov er begået eller bliver begået, eller som befinder sig eller bliver fundet i et lokale, køretøj eller et andet sted, som er under fælles beboelse, besiddelse eller kontrol af flere personer, er enhver af disse personer, for hvem det gælder, at der er grund til at antage, at den pågældende var klar over våbnets eller ammunitionens tilstedeværelse i lokalet, køretøjet eller på stedet, medmindre det modsatte bevises, holdes ansvarlige for denne strafbare handling på samme måde, som hvis den pågældende havde begået eller var i færd med at begå den alene.

…

Den indiske lov om eksplosivstoffers paragraf 9B(2)

Straf for visse forseelser:

(2) Enhver, som i strid med en meddelelse udstedt i medfør af paragraf 6 fremstiller, besidder eller indfører eksplosivstoffer, straffes med fængsel i indtil tre år og/eller med en bøde på op til fem tusind rupier; og i tilfælde af indførsel ad vandvejen eller luftvejen, kan ejeren eller kaptajnen for skibet eller flyet i mangel af en rimelig begrundelse herfor idømmes en bøde på op til fem tusind rupier.

Den indiske lov om sprængstoffers paragraf 4(b)

Straf for forsøg på at forårsage eksplosion eller for at fremstille eller besidde sprængstoffer med forsæt til at forårsage fare for liv eller formuegenstande:

Enhver, der ulovligt og i ond hensigt

(a) foretager en handling med forsæt til ved brug af et sprængstof at forårsage eller planlægger ved brug af et sprængstof at forårsage en eksplosion i Indien af en karakter, som er egnet til at forårsage livsfare eller alvorlig skade på formuegenstande; eller

(b) fremstiller, er i besiddelse af eller disponerer over et sprængstof med forsæt til ved hjælp deraf at forårsage livsfare eller alvorlig skade på formuegenstande i Indien, eller for at gøre en anden person i stand til ved hjælp deraf at forårsage livsfare eller alvorlig skade på formuegenstande i Indien; straffes – uanset om der sker en eksplosion eller ej, og uanset om der faktisk bliver forårsaget skade på personer eller formuegenstande – med deportation i indtil tyve år og eventuelt en bøde oveni eller med fængsel i indtil syv år og eventuelt en bøde oveni.

Den indiske lov om sprængstoffers paragraf 5

Straf for at fremstille eller besidde sprængstoffer under mistænkelige

omstændigheder:

Enhver, som fremstiller eller bevidst er i besiddelse af eller disponerer over sprængstoffer under omstændigheder, som giver anledning til rimelig mistanke om, at den pågældende ikke fremstiller det eller er i besiddelse af eller disponerer over det med et lovligt formål, straffes – medmindre den pågældende kan dokumentere, at de fremstillede det eller var i besiddelse af eller disponerede over det med et lovligt formål – med deportation i indtil fjorten år og eventuelt en bøde oveni eller med fængsel i indtil fem år og eventuelt en bøde oveni.

Den indiske lov om sprængstoffers paragraf 6

Straf for medvirken:

Enhver, som betaler eller indsamler penge, stiller lokaler til rådighed, leverer materialer eller på anden måde fremmer, tilskynder til, medvirker ved råd eller dåd eller er medskyldig i forøvelsen af en strafbar handling i henhold til nærværende lov, straffes med den for den pågældende strafbare handling fastsatte straf.

…

Den indiske lov om luftfartøjers paragraf 10

Straf for handlinger i strid med den under nærværende lov fastsatte regel:

Hvis en person overtræder en bestemmelse under afsnit (1) af stk. (2) i paragraf 5, som forbyder eller regulerer flytransport af våben, eksplosivstoffer eller andet farligt gods, eller hvor det er påkrævet i henhold til regler, som er fastsat i medfør af det afsnit, at afgive oplysninger om sådant gods, afgiver oplysninger, som er falske, og som den pågældende enten ved eller formoder er falske, eller som den pågældende ikke tror er sande, straffes den pågældende – og hvis den pågældende ikke er ejeren, da også ejeren (medmindre ejeren dokumenterer, at den strafbare handling blev begået uden dennes viden, samtykke eller stiltiende accept) – med fængsel i indtil to år og idømmes endvidere en bøde på op til ti millioner rupier.

Den indiske lov om luftfartøjers paragraf 11

Straf for at flyve med forsæt til at forårsage fare: Enhver, der bevidst flyver et fly på en sådan måde, at det er egnet til at forårsage fare for en person eller formuegenstande på land, til vands eller i luften, straffes med fængsel i indtil to år og/eller med en bøde på op til ti millioner rupier.

Den indiske lov om luftfartøjers paragraf 11-A

Straf for at undlade at overholde instrukser udstedt i medfør af paragraf 5A:

Enhver, der bevidst undlader at efterkomme en instruks udstedt i medfør af paragraf 5A, straffes med fængsel i indtil to år og/eller med en bøde på op til ti millioner rupier.

Den indiske lov om luftfartøjers paragraf 12

Straf for medvirken til strafbare handlinger og forsøg på strafbare handlinger:

Enhver, der medvirker til forøvelsen af en strafbar handling i henhold til nærværende lov eller de heraf følgende regler, eller som forsøger at begå en sådan strafbar handling og ved dette forsøg foretager en handling med henblik på at begå den strafbare handling, straffes med den straf, der er fastsat for den pågældende strafbare handling.

…”

Anmodningen om udlevering til strafforfølgning af 23. december 2002 angik ifølge oplysninger fra de indiske myndigheder ikke alle de lovovertrædelser, der var angivet i anklageskriftet af 20. marts 1996, men alene overtrædelse af den indiske straffelovs sektion 121-A, våbenlovs sektion 25 (1-A) og 25 (1-B), lov om sprængstoffers sektion 5, lov om eksplosivstoffers sektion 9-B (2) og lov om luftfartøjers sektion 10, 11 og 11-A.

Justitsministeriet traf den 9. april 2010 afgørelse om, at Sagens person skulle udleveres til Indien.

Justitsministeriets afgørelse blev indbragt for Retten i Hillerød, som ved kendelse af 1. november 2010 traf afgørelse om, at Justitsministeriets afgørelse om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien ikke godkendtes.

Retten i Hillerøds kendelse blev kæret til Østre Landsret, som ved kendelse af 30. juni 2011 stadfæstede byrettens afgørelse. Det var i landsrettens afgørelse anført bl.a.:

”…

Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af Justitsministeriet, at sigtelserne mod Sagens person for overtrædelse af sektion 121-A i den indiske straffelov samt bestemmelserne i den indiske lovgivning om våben og eksplosivstoffer vedrører handlinger, som også ville have været strafbare, såfremt de var begået her i landet, og at tilsvarende handlinger efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Sigtelserne angår en særdeles alvorlig forbrydelse, og da Sagens person næppe vil kunne strafforfølges her i landet for de pågældende handlinger, tiltræder landsretten, at betingelserne for udlevering i udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Det forhold, at justitsministeren i april 2002 i besvarelse af et folketingsspørgsmål

oplyste, at Sagens person som dansk statsborgerefter dagældende

udleveringslov ikke kunne udleveres fra Danmark til strafforfølgning i Indien, afskærer ikke Justitsministeriet fra at træffe beslutning om udlevering efter ændringen af udleveringsloven i juni 2002, hvorved der blev tilvejebragt hjemmel for at udlevere danske statsborgere til

strafforfølgning i udlandet, jf. Højesterets kendelser gengivet i U1991.326/2H og U2004.2291H.

Af de grunde, der herom er anført af Justitsministeriet, tiltræder

landsretten, at der ikke er antageliggjort sådanne særlige

omstændigheder, at sigtelserne mod Sagens person savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. lovens § 3, stk. 4, at forholdene ikke ville være forældede efter dansk ret, jf. lovens § 9, og at bestemmelserne i lovens § 5 om politiske lovovertrædelser ikke er til hinder for udlevering.

En udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien og for en forbrydelse, der er begået for mere end 15 år siden, vil indebære et alvorligt indgreb i Sagens persons personlige og sociale forhold, men heroverfor må der lægges afgørende vægt på, at sigtelserne angår en særdeles alvorlig forbrydelse, og at Sagens person unddrog sig retsforfølgning ved at udrejse af Indien og herefter holde sig skjult, indtil de danske myndigheder i december 2001 tilfældigt fik kendskab til hans ophold her i landet. Landsretten tiltræder derfor, at en udlevering af Sagens person ikke vil være uforenelig med humanitære hensyn, jf. lovens § 7, eller i strid med proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, svarer til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorefter ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 3, at udlevering af en person vil være i strid med bestemmelsen, såfremt der er væsentlige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Ved vurderingen af denne risiko inddrager Menneskerettighedsdomstolen rapporter fra uafhængige internationale

menneskerettighedsorganisationer someksempelvis Amnesty

International og Human Rights Watch samt regeringskilder som f.eks. US State Departement.

Indien har ikke ratificeret FN’s torturkonvention, og med de for landsretten fremlagte rapporter m.v. fra uafhængige internationale

menneskerettighedsorganisationer ogregeringskilder er der

fremkommet oplysninger om, at der i Indien fortsat er udbredt og systematisk brug af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt samt alvorlige problemer med drab og dødsfald blandt sådanne personer. Hertil kommer oplysninger om overfyldte fængsler med utilstrækkelig mad og medicinsk behandling. Det fremgår endvidere af oplysningerne, at der er udbredt straffrihed for myndighedspersoner, der forbryder sig mod menneskerettighederne, blandt andet som følge af manglende

effektive systemer til at overvåge brud på menneskerettighederne.

På denne baggrund, og da sigtelserne mod Sagens person vedrører opstand mod de indiske myndigheder, finder landsretten, at der ved udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien vil være en reel risiko for, at han vil blive udsat for en behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De diplomatiske garantier kan ikke i sig selv anses for tilstrækkelige til at sikre Sagens person beskyttelse mod risikoen for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, når pålidelige kilder har rapporteret om udbredt myndighedspraksis, der strider mod principperne i artikel 3.

Landsretten tiltræder således, at Justitsministeriets beslutning af 9. april 2010 om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien strider mod bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, og at udlevering derfor bør nægtes.

…”

De indiske myndigheder fremsendte den 8. december 2016 en ny anmodning

omudlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien.

Udleveringsanmodningen angår strafforfølgning for samtlige forhold omfattet af anklageskriftet af 20. marts 1996.

Rigsadvokaten indstillede den 22. juni 2023, at Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien for de strafbare handlinger omfattet af udleveringsanmodningen af 8. december 2016, og at udleveringen skal ske på de vilkår, der fremgår af udleveringslovens § 29, og på 14 nærmere angivne vilkår aftalt mellem Rigsadvokaten og de indiske myndigheder. Af disse 14 vilkår svarer vilkår 1-8 til de diplomatiske garantier, som blev afgivet af de indiske myndigheder i forbindelse med den tidligere udleveringssag, mens vilkår 9-14 er nye. De 14 vilkår er i indstillingen angivet således:

”…

1.Sagens person vil alene blive stillet for retten i forbindelse med sagen om våbennedkastningen i Purulia og ikke i nogen andre sager, og han vil ikke blive udleveret til et tredjeland.

2.Sagens person vil blive stillet for retten ved samme domstol, hvor andre medtiltalte – nemlig den britiske statsborger Vidne 2, fem lettiske statsborgere og to indiske statsborgere – tidligere er blevet stillet for retten. Den pågældende domstol er en almindelig domstol, som er nedsat i henhold til lovgivningen, og er ikke en særdomstol.

3.Såfremt Sagens person måtte blive idømt dødsstraf af de indiske domstole, vil han alene skulle afsone fængsel på livstid.

4.Såfremt Sagens person bliver dømt af en indisk domstol, vil han blive overført til Danmark så hurtigt som muligt med henblik på afsoning af den idømte fængselsstraf. En afgørelse vedrørende overførsel af Sagens person vil blive truffet iumiddelbar forlængelse af den endelige dom, således at den faktiske overførsel af Sagens person til Danmark rent praktisk kan finde sted inden for den frist på tre uger, som er fastlagt i Danmarks Justitsministeriums brev af den 28. april 2005.