Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 2. oktober 2024
tægter efter arbejdsulykken ikke er mere arbejdsfrie end en funktionærs løn un-der sygdom. Funktionæren vil ikke modtage erhvervsevnetabserstatning, før der konstateres en lønnedgang, hvilket skyldes, at der ikke er lidt et tab. Det samme gælder for tjenestemænd.
Så længe Sagens person modtager løn eller overskud fra sin virksomhed, har han ikke lidt et økonomisk tab, og der er ikke grundlag for at fastsætte et er-hvervsevnetab.
2
Ankestyrelsen har supplerende anført navnlig, at Sagens persons indtægter
fra virksomheden efter arbejdsskaden har karakter af formueafkast. Havde han valgt at sælge virksomheden og investere provenuet i en anden virksomhed, f.eks. ved køb af aktier, ville tvisten ikke være opstået, fordi der i så fald ikke ville være tvivl om, at indtægter i form af udbytte eller lignende ikke skulle indgå i vurderingen af hans indtjeningsevne efter skaden. Der kan ikke sammenlignes med en funktionær eller tjenestemand, der i ansættelsesforholdet modtager løn under sygdom.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Sagens person var i februar 2015 udsat for en arbejdsulykke, da han blev slyn-get ud af en minigraver efter at være blevet påkørt af en bil i høj fart. Arbejds-markedets Erhvervssikring fastsatte i 2019 et samlet varigt mén til 30 % for ar-bejdsskadens følger. Før arbejdsskaden var Sagens person leder i virksomheden Virksomhed ApS 2, der bl.a. installerer fibernet. Han er eneejer af virk-somheden gennem et holdingselskab. Virksomheden havde ca. 14 ansatte. Han deltog selv i det daglige arbejde med de praktiske opgaver og arbejdede ca. 60-70 timer om ugen. Han fik løn fra virksomheden, og bortset fra regnskabsåret 2013/14 var der positive driftsresultater både i virksomheden og i holdingsel-skabet. Efter arbejdsskaden var hans samlede indtægter fra virksomheden større end før arbejdsskaden, idet de positive driftsresultater steg.
Den 23. september 2021 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at Sagens persons er-hvervsevnetab som følge af arbejdsskaden er 90 %. Ankestyrelsens begrundelse var, at selv om han ikke havde haft nedgang i indtægterne fra virksomheden efter arbejdsskaden, havde skadens følger nedsat hans evne til at skaffe sig indtægt ved at udføre arbejde sammenlignet med før skaden. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at indtægterne ikke var udtryk for Sagens persons evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, fordi der ikke var knyttet en reel arbejdsindsats til indtægterne.
Sagen angår, om der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Hovedspørgsmålet er, om der ved vurderingen af Sagens persons evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde skal ses bort fra indtægterne fra virksomheden efter arbejdsskaden.
Erhvervsevnetab
Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at har en arbejds-skade nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter dagældende § 17, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til til-skadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med
3
rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Det fremgår af bestemmelsernes forarbejder, at erstatning for tab af erhvervs-evne er erstatning for den forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller er-hvervsmuligheder, som skaden har forvoldt. Kan skadelidte uanset store medi-cinske varige følger af arbejdsskaden genoptage sit sædvanlige arbejde eller an-det arbejde til samme løn, har skadelidte ikke krav på erstatning for tab af er-hvervsevne.
Højesteret finder herefter, at det er afgørende for, om der er lidt et erhvervsev-netab, at arbejdsskaden har nedsat skadelidtes evne og mulighed for at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der kan i den forbindelse ikke lægges vægt på arbejds-fri indtægter, dvs. indtægter som ikke relaterer sig til en arbejdsindsats. Om der er tale om arbejdsfri indtægter, må bero på en konkret vurdering.
Den konkrete sag
Som nævnt er Sagens person tilkendt méngodtgørelse på 30 % for følgerne af arbejdsskaden. Disse følger omfatter betydelige funktionsbegrænsninger i form af psykiske og kognitive gener, lænde-rygsmerter med udstrålende bensmerter, nedsat bevægelighed i ryg, smerter i skulder og albue samt føleforstyrrelser. En arbejdsprøvning i 2018 viste, at han under skånebehov kunne arbejde ca. 2 ti-mer om ugen med en effektivitet på ca. 10 %. Han er i 2018 tilkendt førtidspen-sion.
Sagens person er efter arbejdsulykken i 2015 ikke vendt tilbage til sit arbejde i virksomheden eller i anden beskæftigelse. En medarbejder overtog virksomhe-dens drift og ledelse, og Sagens person har alene underskrevet enkelte doku-menter, betalt nogle regninger og modtaget orientering om virksomheden. Hø-jesteret finder, at disse beskedne ekspeditioner må anses for at være knyttet til Sagens persons ejerskab af virksomheden og det forhold, at han efter arbejds-skaden fortsat var registreret som direktør i virksomheden og holdingselskabet.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at Sagens persons indtægter fra virksomheden efter arbejdsskaden ikke beror på hans arbejdsindsats, men må anses for arbejdsfri indtægter. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter Sagens persons indtægter fra virksom-heden efter arbejdsskaden ikke skal indgå i vurderingen af hans erhvervsevne.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens dom.
4
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Codan Forsikring A/S betale 150.000 kr. til Ankestyrelsen.
Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesterets-doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 02-10-2024 kl. 12:00
Modtagere: Advokat (H) Martin Laursen, Indstævnte Ankestyrelsen, Advokat (H) Inge Houe, Appellant Codan Forsikring A/S