Kendelse
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt mandag den 4. november 2024
Sag BS-9045/2024-HJR
Skatteministeriet
(advokat Steffen Sværke)
mod
Indkærede
(advokat René Bjerre)
I tidligere instanser er truffet afgørelse af Retten i Holstebro den 16. januar 2024 (BS-1411/2022-HOL) og af Vestre Landsrets 14. afdeling den 6. februar 2024 (BS-3039/2024-VLR).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Kurt Rasmussen, Lars Apostoli og Kristian Korfits Nielsen.
Påstande
Kærende, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til behandling i landsretten i 1. instans.
Indkærede har ikke ønsket at nedlægge en påstand om henvis-ningsspørgsmålet.
Sagsfremstilling
Den 7. september 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse om at forhøje Indkæredes personlige indkomst med 382.022 kr. i indkomståret 2016 og med 1.760.751 kr. i indkomståret 2017. Skatteforhøjelserne skete på baggrund af en forudgående kontrol af udbetalinger fra Virksomhed ApS til Indkærede og til andre fysiske og juridiske personer med tilknytning til Indkærede.
2
Landsskatteretten stadfæstede den 14. oktober 2021 Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af Indkæredes personlige indkomster for 2016 og 2017.
Indkærede anlagde den 13. januar 2022 sag ved Retten i Holstebro med påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2016 skal nedsættes med 382.022 kr., og at hans skatteansættelse for 2017 skal nedsættes med 1.760.751 kr. Subsi-diært nedlagde han påstand om hjemvisning af skatteansættelserne til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært at Indkæredes personlige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 nedsættes med henholds-vis 227.319 kr. og 1.703.919 kr.
Virksomhed ApS blev erklæret konkurs den 14. februar 2018, og den 12. februar 2019 anlagde konkursboet sag mod bl.a. Indkærede med påstand om tilbagebetaling af en række beløb, der var udbetalt til ham fra Virksomhed ApS i 2016 og 2017. Retten i Holstebro afsagde den 14. februar 2022 dom i sagen. Ved dommen blev Indkærede dømt til at tilbagebetale de om-handlede beløb til konkursboet, idet retten fandt, at der var tale om ugyldige di-spositioner.
Den 15. september 2022 tilbagebetalte Indkærede de omhandlede beløb til kon-kursboet i overensstemmelse med Retten i Holstebros dom af 14. februar 2022.
Den 20. oktober 2023 afsagde Retten i Holstebro kendelse om, at det under denne sag tillades Indkærede at inddrage anbringendet om, at hans skattean-sættelser skal nedsættes som følge af ugyldighed og tilbagebetaling af beløbene.
Skatteministeriet anmodede herefter om, at sagen blev henvist til behandling ved landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226 stk. 1.
Ved kendelse af 16. januar 2024 henviste Retten i Holstebro sagen til behandling
ved landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Begrundelsen lyder bl.a.:
”Skatteministeriet har herefter anmodet om, at sagen henvises til be-handling i landsretten. Skatteministeriet har til støtte herfor navnlig gjort gældende, at sagen er den første sag ved domstolene om, hvorvidt der er grundlag for at tillægge selskabsretlig ugyldighed og efterføl-gende tilbagebetaling betydning for en statueret skattepligt, at afgørel-sen af dette spørgsmål beror på en principiel stillingtagen til det skatte-retlige indkomstbegreb i kombination med en vurdering af karakteren og betydningen af selskabsretlig ugyldighed, at sagen rejser spørgsmål om retserhvervelsesprincippets udstrækning, og at sagens afgørelse in-debærer en principiel stillingtagen til, om det er en forudsætning for at
3
tillægge selskabsretlig ugyldighed betydning for en statueret skatte-pligt, at betingelserne for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt.
Indkærede har bestridt, at der er forskel på ugyldighed af en disposi-tion afhængig af, om ugyldigheden beror på selskabsretlige bestemmel-ser eller øvrige civilretlige eller offentligretlige bestemmelser, men har ikke i øvrigt haft bemærkninger til spørgsmålet om henvisning af sagen til landsretten.
Efter det af Skatteministeriet anførte finder retten, at sagen rejser princi-pielle spørgsmål om efterfølgende statueret ugyldigheds betydning for en tidligere statueret skattepligt, og at det må antages, at spørgsmålet har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen.
Retten finder derfor, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.”
Vestre Landsret afviste ved kendelse af 6. februar 2024 at behandle sagen som 1. instans og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens be-grundelse fremgår:
”Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. in-stans er opfyldt, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsretten, hvis sagen er af principiel karakter og har en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændig-hederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvori det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstols-reformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og dommen der-for bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilla-delse, ligesom det også må tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen skal undergives kollegial behand-ling i byretten.
Landsretten finder på ovennævnte baggrund og efter en samlet vurde-ring af sagen, at betingelserne for at henvise sagen til landsretten i 1. in-stans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke er opfyldt.
4
Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.”
Skatteministeriet kærede den 20. februar 2024 landsrettens kendelse til Højeste-ret.
Anbringender
Skatteministeriet har anført navnlig, at det er et principielt spørgsmål af generel
betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, om en berettiget beskatning kan ophæves på grund af en efterfølgende konstatering af, at dispositionerne, der førte til beskatningen, er selskabsretligt ugyldige, og hvor der sker tilbage-betaling som følge heraf. Nærværende sag vil i den forbindelse være den første sag ved domstolene om dette spørgsmål, hvis afgørelse beror på en principiel stillingtagen til det skatteretlige indkomstbegreb i kombination med en vurde-ring af karakteren og betydningen af selskabsretlig ugyldighed.
Det er et grundlæggende skatteretligt princip, at efterfølgende ændringer af en foretagen disposition ikke tillægges skattemæssig virkning, jf. forudsætningsvis skatteforvaltningslovens § 29. Derudover er det almindeligt antaget, at ”ugyl-dige dispositioner” ikke er omfattet af omgørelsesreglen, jf. Den juridiske vej-ledning, afsnit A.A.14.1.6.
Den ugyldighed, som er konstateret ved Retten i Holstebros dom af 14. februar 2022, angår alene civilretlige dispositioner mellem Indkærede og de begunsti-gede personer, og disse dispositioner skal derfor ikke lægges til grund i skatte-mæssig henseende (med undtagelse af udbetalingerne direkte til Indkærede selv).
Hvis den ugyldighed, der er konstateret i nærværende sag, tillægges skatteret-lig betydning, vil det indebære en ulovbestemt omgørelsesadgang for maske-rede udlodninger samt andre udbetalinger fra et selskab foretaget i en kontrol-lerende persons interesse. Om dette skal være retsstillingen, er et principielt spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen.
Indkærede har anført navnlig, at han ikke har indvendinger imod, at sagen henvises til landsretten som 1. instans. Sagen kan være af principiel karakter, hvis Skatteministeriets anbringender angående forskel på ugyldighed fastslået på selskabsretligt grundlag og andet grundlag accepteres.
Det bestrides, at der er forskel på ugyldighed, alt efter om ugyldigheden beror på selskabsretlige bestemmelser eller øvrige civilretlige eller offentligretlige be-stemmelser.
5
Højesterets begrundelse og resultat
Kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Spørgsmålet i hovedsagen er, om en skatteforhøjelse skal ændres som følge af, at de dispositioner, som har begrundet forhøjelsen, efterfølgende tilsidesættes som selskabsretligt ugyldige, og hvor der sker tilbagebetaling heraf.
Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at sagen angår et principielt spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis.
Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.
Højesteret ændrer derfor landsrettens kendelse, således at sagen henvises til be-handling ved landsretten i 1. instans.
THI BESTEMMES:
Sagen henvises til behandling ved landsretten i 1. instans.
Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.
Kæreafgiften tilbagebetales.
Publiceret til portalen d. 04-11-2024 kl. 12:55
Modtagere: Kærende Skatteministeriet, Indkærede, Advokat (H) Mattias Chor, Advokat (H) René Bjerre