Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Afsagt den 30. januar 2009 af Østre Landsrets 14. afdeling
(landsdommerne Ole Dybdahl, Ole Græsbøll Olesen og Jette Christiansen (kst.)).
14. afd. kære nr. S-180-09:
Anklagemyndigheden
mod
Sigtede 1
(CPR nr. (Født 1973))
(advokat Ulla Wulff Hansen, besk.)
Sigtede 1, der har været frihedsberøvet i Sverige fra den 29. november 2008 til den 18. december 2008 og i Danmark fra den 18. december 2008, har kæret Glostrup Rets ken-delser af 15. januar 2009 (SS 5745/2008) om fortsat varetægtsfængsling i medfør af rets-plejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, til den 29. januar 2009, og fortsat isolation i medfør af rets-plejelovens § 770 a til den 22. januar 2009.
Det er oplyst, at varetægtsfængslingen af Sigtede 1 med dennes samtykke er blevet forlæn-get til den 5. februar 2009, og at sigtede den 21. januar 2009 blev udtaget af isolation.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet den 30. januar 2009.
Kæremålet angår alene spørgsmålet om, hvorvidt der er dansk straffemyndighed i sagen mod Sigtede 1.
Sagen
- 2 -
Det fremgår af sagen, at Sigtede 1 i 2008 var bosiddende i Sverige.
Ved Østre Landsrets kendelse af 12. november 2008 (S-3182-08) blev Sigtede 1 varetægts-fængslet in absentia som sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, ved på et tidspunkt efter 1. april 2008 at have modtaget betydelige pengebeløb og ikke under ca. 2 mio. kr., uagtet hun vidste eller bestemt antog, at pengene, der stammede fra et røveri mod Loomis Værdihåndteringscentral i Glostrup den 1. april 2008, stammede fra en strafbar lovovertrædelse.
Hun blev herefter anholdt den 29. november 2008 i Sverige, og den 18. december 2008 blev hun overgivet til dansk politi og anholdt her i landet. Hun blev ved Glostrup Rets kendelse af 19. december 2008 varetægtsfængslet i isolation, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, jf. § 770 d, jf. § 770 a. Under grundlovsforhøret forklarede Sigtede 1 bl.a., at
”Det er rigtigt, at der ved anholdelsen blev fundet 40.000 DKK i hendes lejlig-hed. Det er nogen, hun har fået. Hun ved ikke/husker ikke af hvem og hvornår. Det var i år – i sommer. Hun fik en pose med penge overrakt af en kvinde, som hun ikke ved, hvem er. Kvinden dukkede bare op. Der var 200.000 DKK i po-sen. Kvinden sagde bare, at sigtede skulle have dem, og så lagde sigtede dem i tasken. Hun er ikke forbavset over, at der ser sådan nogle ting efter 2 år sam-men med Sigtede 2. Kvinden sagde ikke, hvad sigtede skulle gøre. Hun havde 100.000 af pengene med til Tyrkiet på den anden rejse derned. Sigtede 2 fik dem. Hun husker ikke direkte at have talt om pengene med Sigtede 2. Hun ved ikke, hvor mange penge hun havde med, men hun tror, hun i alt fik 200.000 DKK i to omgange. Begge gange skete det på samme måde som netop beskre-vet. Heller ikke anden gang gav kvinden nogen nærmere forklaring. Sigtede 2 gav hende 100.000 DKK af pengene som fødselsdagsgave.
…
Det er rigtigt, at politiet fandt 160.000 DKK i hendes bil. Det er en del af de modtagne danske penge.”
Kæremålet
Den beskikkede forsvarer, advokat Ulla Wulff Hansen, har i kæreskrift af 15. januar 2009, til støtte for påstanden om løsladelse gjort gældende, at der ikke er straffemyndighed i Danmark, idet gerningsstedet for eventuelt fuldbyrdet hæleri vil være Stockholm i Sverige. Forsvareren har henvist til straffelovens § 9, jf. § 6.
Anklagemyndigheden har i svarskrift af 19. januar 2008 bl.a. anført:
”I den anledning skal jeg bemærke, at jeg i og for sig er enig i, at Sigtede 1 må antages at have modtaget pengene i Sverige, formentlig Stockholm, og at der
- 3 -
for så vidt er værneting dér, men jeg gør gældende, at hovedforbrydelsen også kan være værnetingsbegrundende. Det er et væsentligt led i gerningsindholdet, at gerningsmanden har modtaget etc. udbytte fra en strafbar handling. Dette moment skal være omfattet af hælerens forsæt, hvilket i denne sammenhæng betyder, at han har viden om førforbrydelsen. I praksis vil modtagelsesstedet ofte ikke være kendt og i sådanne tilfælde vil det være mest nærliggende at bruge hovedforbrydelsens værneting. Endelig synes praksis ikke at have nogen særlig stricte fortolkning af gerningstedsbegrebet, jf. U 1991-349.
Jeg gør i øvrigt gældende, at sagen mod Sigtede 1 må anses for kumuleret med sagen mod de øvrige sigtede/arrestanter, der er sigtet for selve røveriet, og der-for skal behandles sammen med disse ved en ret, som er værneting for den for-brydelse, der nærmest har givet anledning til forfølgningen, i.e. Glostrup ret, jf. retsplejelovens § 700.”
Lovgivning mv.
I betænkning nr. 1488/2007 om Dansk straffemyndighed, s. 58-59, fremgår bl.a. følgende om straffelovens § 9, således som den var affattet inden lovændringen i 2008 (se herom nedenfor):
”4.2.2.4. Relevante følger
Som det fremgår af ovenstående, er det en forudsætning for dansk straffemyn-dighed efter straffelovens § 9 på baggrund af en virkning i Danmark, at den pågældende indtrådte eller tilsigtede virkning er afgørende for, om der forelig-ger en strafbar handling (afhænger af), eller om virkningen hjemler en straffor-højelse (påvirkes af).
I den juridiske litteratur anføres, at det ud fra ordlyden i § 9 nærmest må anta-ges, at bestemmelsen kun omfatter de følgevirkninger, der udtrykkeligt er gjort til gerningsmomenter i straffebestemmelsen.
I litteraturen sondres i lighed hermed mellem relevante og irrelevante følger.
Som eksempel på en irrelevant følge peger Toftegaard Nielsen bl.a. på den si-tuation, hvor et tyveri i Spanien udløser et tab for et dansk forsikringsselskab, der har forsikret den pågældende genstand. Det tab, forsikringsselskabet lider, er ikke en del af tabet efter straffelovens tyveribestemmelse i § 276, og tabet kan derfor ikke skabe dansk straffemyndighed. Toftegaard Nielsen nævner som endnu et eksempel, at en direktørs svig (begået i udlandet) over for et uden-landsk selskab, der har danske aktionærer, ikke i medfør af straffelovens § 9 kan begrunde dansk straffemyndighed, idet det tab, aktionærerne måtte lide herved, ikke er en del af det tab, der er omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig. Tilsvarende eksempler nævnes af Greve.
I samme betænkning s. 237 fremgår om udvalgets overvejelser omkring territorial- og virkningsprincippet i straffelovens §§ 6 og 9 bl.a.:
- 4 -
”15.2.6. Relevante følger
15.2.6.1. Som omtalt ovenfor under afsnit 4.2.2.4. kan den nærmere afgræns-ning af, hvilke følger der er relevante i forhold til dansk straffemyndighed efter straffelovens § 9, være behæftet med en vis usikkerhed.
Det kan som beskrevet navnlig opstå vanskelige afgrænsningsproblemer ved økonomiske forbrydelser, hvor der stilles krav om, at der lides et tab.
Efter udvalgets opfattelse bør der i den sammenhæng sondres mellem den di-rekte følge af et en økonomisk forbrydelse – det vil sige tabet hos den direkte skadelidte – og de afledede tab, der måtte være af forbrydelsen.
Udvalget finder, at der utvivlsomt fortsat bør være dansk straffemyndighed i medfør af § 9, hvis eksempelvis en person fra Tyskland begår forsikringsbe-drageri over for sit danske forsikringsselskab, der derved lider det direkte tab.
Hvis der derimod er tale om forsikringsbedrageri over for eksempelvis et svensk forsikringsselskab, der er genforsikret i et dansk selskab, er spørgsmålet om dansk straffemyndighed mere tvivlsom. Selv om tabet kan siges i sidste ende at blive placeret hos det danske selskab, er der efter udvalgets opfattelse ikke tale om en direkte følge af den strafbare handling, men derimod et afledet tab, som ikke i sig selv bør kunne begrunde dansk straffemyndighed i forhold til bedrageriforholdet.”
Af bemærkningerne til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 9, således som den er affattet ved lov nr. 490 af 17. juni 2008 (Dansk straffemyndighed) (Lovforslag L16, 2007-2008, 2. samling) fremgår:
”Til § 9
...
Forslaget til § 9 regulerer nærmere, hvornår en lovovertrædelse kan anses for foretaget her i landet eller i udlandet, og bestemmelsen har således betydning for afgørelsen af, om retsforfølgning her i landet eller i udlandet, og bestem-melsen har således betydning for afgørelsen af, om retsforfølgning her i landet skal ske på grundlag af forslaget til straffelovens § 6 om handlinger foretaget inden for den danske stat eller på grundlag af forslaget til straffelovens § 7, § 7 a, § 8 a eller § 8 b om handlinger foretaget uden for den danske stat.
Med den foreslåede stk. 1, 1.pkt., fastslås det udtrykkeligt i loven, at handlinger skal anses for foretaget, hvor gerningsmanden befandt sig ved handlingens foretagelse. Gerningsmandens handlinger i strid med lovgivningen skal således som udgangspunkt lokalis eres til dette sted. …
…
Hvis en handling (eller virkning, jf. herved nedenfor om det foreslåede stk. 2 om virkningsprincippet) efter forslaget til stk. 1 kan lokaliseres til Danmark, vil dansk straffemyndighed skulle støttes på forslaget til straffelovens § 6. …
…
Kan en handling (og virkning) kun lokaliseres til udlandet, vil dansk straffe-myndighed i forhold til fysiske og juridiske personer med dansk tilknytning
- 5 -
efter omstændighederne i stedet kunne støttes på forslaget til straffelovens § 7. Retsforfølgning af fysiske eller juridiske personer for handlinger (og virkning-er), der kun kan lokaliseres til udlandet, vil efter omstændighederne også kunne støttes på forslaget til straffelovens § 7a, § 8, § 8a eller § 8 b.
…”
Landsrettens begrundelse og resultat
Der er mellem anklagemyndigheden og forsvareren enighed om, at Sigtede 1 befandt sig i Sverige, da hun modtog de ovenfor omtalte penge.
Hæleri efter straffelovens § 290 er en selvstændig lovovertrædelse og ikke en form for medvirkensansvar.
Efter de foreliggende oplysninger kan de handlinger i forbindelse med modtagelse af pen-gebeløb fra røveriet, som i givet fald udgør en overtrædelse af straffelovens § 290, kun lo-kaliseres til Sverige. Et eventuelt tab hos Loomis Værdihåndteringscentral i Glostrup som følge af Sigtede 1s modtagelse af penge i Sverige er ikke en følgevirkning, der er nævnt som en del af gerningsindholdet i straffelovens § 290. På denne baggrund finder landsret-ten ikke, at dansk straffemyndighed kan støttes på straffelovens § 6, jf. § 9, stk. 2, og stk. 4.
Landsretten finder herefter ikke, at der er dansk straffemyndighed i den foreliggende sag, hvorfor
b e s t e m m e s:
Sigtede 1 løslades.