Dom
RETTEN I SVENDBORG
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 24. september 2024
Rettens nr. R5-1120/2024
Politiets nr. 2300-76141-00387-24
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (Født 1960)
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 23. maj 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 279, og § 279 a, jf. § 286, stk. 2, bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed,
ved i perioden fra 2016 til 2021, som indehaver af lægeklinikken Virksomhed I/S, CVR nr., i Svendborg, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, retsstridigt at have søgt at påvirke resultatet af en elektronisk databehandling hos Region Syddanmark, hvortil hun systematisk indberettede urigtige oplysninger omkring udførte lægelige ydelser, idet hun indberettede honorar for ikke-foretagne ydelser samt forhøjede ydelser, ligesom hun ændrede det øvrige personales tidligere indsendte honorarafregninger og opkrævede honorar for en anden dato, uagtet der ikke var udført tilsvarende undersøgelser i følgende tilfælde:
afregnet 16.540 stk. ikke-foretagne ydelser til en samlet værdi af 1.983.163 kr.
afregnet ikke-foretagne eller uberettigede tillægsydelser nr. 2105, 2107, 2109, 2112, 2118 og 2121 til en samlet værdi af 595.949 kr.
afregnet ca. 4.700 stk. ikke-foretagne konsultationer og andre typer, selvom der alene var tale om telefonkonsultationer til en samlet værdi af 529.059 kr.
afregnet ca. 3.094 stk. ikke-foretagne ydelser til en samlet værdi af 419.151 kr., idet tiltalte i perioden efter mødet hos Region Syddanmark den 29. september 2020 i disse tilfælde i et forsøg på at dække over bedrageriet tilførte notater i patientjournalen
afregnet ca. 1.983 stk. ikke-foretagne ydelser til en samlet værdi af
Std 75325
side 2
213.796 kr.,
hvilke oplysninger enten blev automatisk godkendt og udbetalt, eller udtaget til kontrol, i hvilket tilfælde hun med de urigtige oplysninger retsstridigt fremkaldte den vildfarelse hos personalet hos Region Syddanmark, at lægeklinikken havde udført de indberettede lægelige ydelser, hvilken vildfarelse bestemte personalet til at godkende indberetningerne og udbetale beløbene i overensstemmelse hermed, alt hvorved Region Syddanmark led et formuetab på ikke under 3.741.118 kr. eller væsentlig risiko herfor.
2.
straffelovens § 279, og § 279 a, jf. § 286, stk. 2, bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed,
ved i perioden fra 2018 til august 2020 som indehaver af lægeklinikken Virksomhed I/S, CVR nr., i Svendborg, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved ansættelse i lægevagtordningen, retsstridigt at have søgt at påvirke resultatet af en elektronisk databehandling hos Region Syddanmark, hvortil hun systematisk indberettede urigtige oplysninger omkring udførte lægelige ydelser, idet hun indberettede honorar for ikke-foretagne ydelser samt forhøjede ydelser, uagtet der ikke var udført tilsvarende undersøgelser, hvilke oplysninger enten blev automatisk godkendt og udbetalt, eller udtaget til kontrol, i hvilket tilfælde hun med de urigtige oplysninger retsstridigt fremkaldte den vildfarelse hos personalet hos Region Syddanmark, at lægeklinikken havde udført de indberettede lægelige ydelser, hvilken vildfarelse bestemte personalet til at godkende indberetningerne og udbetale beløbene i overensstemmelse hermed, alt hvorved Region Syddanmark led et formuetab på ikke under 518.000 kr. eller væsentlig risiko herfor.
3.
straffelovens § 175, stk. 1,
ved i adskillige tilfælde i lægevagten i perioden fra 2018 til august 2020, over for Region Syddanmark, for at skuffe i retsforhold i et offentligt dokument, som det ifølge særligt pligtforhold påhviler hende at gøre, at have afgivet urigtig erklæring om undersøgelse af patienter, idet Tiltalte tilførte patientjournaler urigtige oplysninger vedrørende behandlinger, som reelt ikke var ydet til patienterne.
4.
straffelovens § 175, stk. 1,
ved i en ikke nærmere angivet periode efter den 30. september 2020, over for Region Syddanmark, for at skuffe i retsforhold i et offentligt dokument, som det ifølge særligt pligtforhold påhviler hende at gøre, at have afgivet urigtig erklæring om undersøgelse af patienter i 3094 tilfælde, idet hun tilførte patientjournaler urigtige oplysninger vedrørende behandlinger, som reelt ikke
side 3
var ydet til patienterne, alene med det formål at dække over, at der til Region Syddanmark i disse tilfælde tidligere uretmæssigt var opkrævet honorarer for disse ikke udførte ydelser, som var anført som ydet til patienterne mellem få dage og op til 50 måneder tilbage i tiden.
5.
straffelovens § 175, stk. 1,
ved på et ikke nærmere angivet tidspunkt efter den 6. maj 2021, over for Region Syddanmark, for at skuffe i retsforhold i et offentligt dokument, som det ifølge særligt pligtforhold påhviler hende at gøre, at have afgivet urigtig erklæring om undersøgelse af patient, efter anmodning fra patientens moder, idet Tiltalte slettede oplysninger i Person 1's patientjournal.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76, stk. 1, og stk. 4, og § 76 a, stk. 1, og stk. 2, påstået konfiskation af i alt 4.259.118 kr., herunder konfiskation af de i sagen allerede beslaglagte friværdier:
et beløb på 3.000.000 kr. hos tiltalte i ejendommen: Adresse 1,
5700 Svendborg. Matrikel nr. 1
et beløb på 1.000.000 kr. hos tiltalte i ejendommen: Adresse 2, København. Matrikel nr. 2.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, jf. § 78, stk. 2, i forbindelse med virksomhed som læge indtil videre frakendes retten til at administrere eller på anden måde håndtere afregning af honorar i forbindelse med lægelige ydelser.
Tiltalte har erkendt sig skyldig, men har nedlagt påstand om frifindelse i for-hold til rettighedsfrakendelsen og har protesteret mod konfiskation af mere end 3.159.118 kr.
Region Syddanmark har påstået, at tiltalte skal betale 3.159.118 kr. i erstat-ning, idet tiltalte allerede har betalt 1.100.000 kr. i henhold til et frivilligt for-lig.
Tiltalte har anerkendt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
side 4
Huset på Adresse 1, 5700 Svendborg og lejligheden på Adresse 2, København tilhører/ tilhørte tiltalte og hendes ægtefælle Person 2. Det er oplyst, at Person 2 er indforstået med konfiskation af friværdierne for et beløb op til 3.159.118 kr., og at ejendommen på Adresse 1 er solgt til parrets datter og svigersøn.
Personlige forhold
Kriminalforsorgen har i en personundersøgelse af 14. juni 2024 konkluderet, at tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Forklaringen om de personlige forhold er afgivet for lukkede døre, jf. retsple-jelovens § 29, stk. 1, nr. 3.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret
Rettens begrundelse og afgørelse
side 5
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de op-lysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 279, og § 279 a, jf. § 286, stk. 2, og § 175, stk. 1.
Retten har ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på sagens grovhed, herunder at der er tale om systematisk bedrageri begået af en per-son i en betroet stilling som alment praktiserende læge for et meget stort be-løb over en længere årrække, og at sagen også har haft betydning for en lang række patienter, hvis journaler ikke har været retvisende.
I formildende retning har retten lagt vægt på tiltaltes personlige forhold og den lange sagsbehandlingstid, som ikke kun skyldes sagens kompleksitet og omfang. Endvidere har retten lagt vægt på tiltaltes delvise betaling af erstat-ning til Region Syddanmark og det forhold, at tiltalte erkendte sig delvist skyldig i 2021 og derefter i slutningen af 2023 erkendte sig skyldig i fuldt omfang, hvilket har resulteret i procesøkonomiske besparelser, idet sagen i retten er blevet behandlet som en tilståelsessag, der blev afviklet på en time.
På baggrund af sagens karakter og omfang finder retten ikke grundlag for at gøre straffen hel eller delvis betinget.
Retten finder, at tiltalte indtil videre skal frakendes retten til at administrere eller på anden måde håndtere afregning af honorar i forbindelse med lægelige ydelser i forbindelse med virksomhed som læge, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, jf. § 78, stk. 2.
Retten lægger herved vægt på, at tiltalte over en længere årrække har afregnet over 26.000 ikke-foretagne ydelser og ikke-foretagne konsultationer i sin almene praksis, ligesom hun på samme måde i lægevagten over en periode på 2 år systematisk indberettede urigtige oplysninger omkring udførte lægelige ydelser.
Det forhold, at tiltalte ikke længere har sin egen klinik og arbejder som timelønnet alment praktiserende læge, kan ikke føre til et andet resultat.
Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.
Retten tager påstanden om udbyttekonfiskation til følge for et beløb på i alt 3.278.831 kr., jf. straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76, stk. 1, og stk. 4, og § 76 a, stk. 1, og stk. 2.
Beløbet er sammensat af det beløb på 3.159.118 kr., som tiltalte skal betale i erstatning til Region Syddanmark og et beløb på 95.770 kr. med tillæg af moms, i alt 119.713 kr., som tiltalte skal betale i salær og kørselsgodtgørelse til sin forsvarer.
side 6
Thi kendes for ret:
Tiltalte skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder.
Hos tiltalte konfiskeres 3.278.831 kr., herunder konfiskation af de i sagen al-lerede beslaglagte friværdier op til beløbet på 3.278.831 kr.:
et beløb på 3.000.000 kr. hos tiltalte i ejendommen: Adresse 1,
5700 Svendborg. Matrikel nr. 1
et beløb på 1.000.000 kr. hos tiltalte i ejendommen: Adresse 2, København. Matrikel nr. 2.
Tiltalte frakendes i forbindelse med virksomhed som læge indtil videre retten til at administrere eller på anden måde håndtere afregning af honorar i forbindelse med lægelige ydelser.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage til Region Syddanmark, Damhaven 12, 7100 Vej-le, j.nr. 20/41889 betale 3.159.118 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. oktober 2024.
Dommer