Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS RETSBOG
____________
Den 13. maj 2008 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 42, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Lodberg, Inge Neergaard Jessen og Frosell, førstnævnte som rettens formand.
Som protokolfører fungerede Medarbejder ved retten.
Der foretoges
12. afd. kære nr. B-1035-08:
Go2Guiden ApS
(advokat Lars Stuckert)
mod
Business Danmark
som mandatar for
Indkærede, tidligere Sagsøger
(advokat Frank Peter Kanlund)
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreskrift af 17. april 2008, hvorved Go2Guiden ApS har kæret Nykøbing Falster Rets kendelse af 4. april 2008 (BS 2265/2007) om sagsomkostninger, dommerens fremsendelsesbrev af 25. april 2008 og udskrift af retsbog indeholdende den kærede afgø-relse.
Der fremlagdes endvidere processkrift af 23. april 2008 fra indkærede.
- 2 -
Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
Retten i Nykøbing Falster har overfor landsretten telefonisk oplyst, at indkærede har anlagt sagen på ny med samme påstand som i den oprindelige stævning.
De modtagne bilag var til stede.
Efter votering afsagdes sålydende
k e n d e l s e :
Sagens forløb:
Sagen er anlagt den 7. december 2007.
Ved brev af 27. februar 2008, som blev sendt til begge parter, udsatte retten sagen på sag-søgers afgivelse af replik. I brevet hedder det herom:
” Retten har modtaget svarskrift.
Retten har bestemt, at sagsøgeren skal afgive replik til retten og modparten se-nest den 12. marts 2008.
Overskrides fristen, må den part, hvorpå sagen beror, påregne udeblivelses-virkning, jf. retsplejelovens § 360.”
Sagsøger indleverede ikke replik, hvorefter sagsøgte under et telefonmøde den 17. marts 2008, hvor begge parter deltog ved advokat, anmodede om, at den manglende indgivelse af replik blev tillagt udeblivelsesvirkning, således at sagen afvises. Efter procedure om dette spørgsmål afviste retten ved kendelse sagen. Afgørelsen om afvisningen, som blev truffet under telefonmødet, er begrundet således:
” Retten har lagt til grund som ubestridt, at der ikke er indgivet replik i sagen fra sagsøgerens side, ligesom det ikke er meddelt retten, at man gav afkald på replik. Det er i rettens brev af 27. februar 2008 til sagsøger anført, at overskri-delse af frist for replik vil kunne medføre udeblivelsesvirkning.
Herefter og da sagsøgte har anmodet om, at sagen afvises, samt da der ikke fin-des at være oplyst om undskyldelige omstændigheder som anført i retsplejelo-
- 3 -
vens § 360, stk. 7, tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge, jf. retsplejelovens § 360, stk. 5 og stk. 7, jf. stk. 1.”
Efter at have afsagt kendelse om afvisning udsatte retten sagen på parternes bemærkninger til spørgsmålet om sagsomkostninger.
Den 4. april 2008 besluttede retten at ophæve sagens omkostninger, således at hver part skal bære egne omkostninger.
Landsrettens bemærkninger og resultat:
Det bemærkes, at alene byrettens afgørelse om sagsomkostninger er kæret, hvorimod ken-delse om afvisning ikke er kæret.
Retten har som hjemmel for afvisningen henvist til retsplejelovens § 360, stk. 5, jf. stk. 1.
Det fremgår af bestemmelsen i retsplejelovens § 360, stk. 5, at muligheden for at tillægge manglende rettidig indlevering af et processkrift udeblivelsesvirkning udtrykkeligt er be-grænset til at angå et processkrift efter § 355, stk. 2, eller et endeligt påstandsdokument efter § 357, stk. 1.
Retsplejelovens § 355, stk. 2, omhandler efter sin ordlyd og efter bestemmelsens forarbej-der ikke generelle processkrifter som replik, men alene et processkrift om et nærmere an-givet spørgsmål.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 360, stk. 5, jf. stk. 1, indeholder således ikke hjemmel til, at manglende rettidig indlevering af replik tillægges udeblivelsesvirkning. Den omstæn-dighed, at retten i brevet af 27. februar har tilkendegivet at overskridelse af fristen kan til-lægges udeblivelsesvirkning, giver ikke sig selv hjemmel til afvisning. Herefter og da rets-plejeloven heller ikke i øvrigt indeholder hjemmel til afvisning ved udeblivelse med replik, burde sagen ikke have været afvist. Dette spørgsmål er imidlertid som nævnt ikke kæret.
For så vidt angår det kærede spørgsmål om sagsomkostninger, bemærkes under henvisning til ovenstående, at sagen er afvist med urette og at begge parter herved er påført udgifter.
- 4 -
Landsretten finder, at byretten i forhold til kærende (sagsøgte) er hovedansvarlig for de udgifter som den uhjemlede afgørelse om afvisning har påført kærende, ligesom indkærede (sagsøger) uden egen skyld er påført udgifter til genanlæggelse af sagen. Landsretten fin-der derfor, at statskassen efter retsplejelovens § 320 skal erstatte parterne disse udgifter.
Der er ved landsrettens afgørelse taget hensyn til, at sagen efter det oplyste er genanlagt, således at henholdsvis stævning og svarskrift har kunnet genbruges, ligesom det må for-modes at begge parter også i øvrigt har et reduceret tidsforbrug til den indledende forbere-delse af den genanlagte sag. Endvidere er der taget hensyn til, at indkærede har betalt rets-afgift på ny. Endelig er der ved omkostningsfastsættelsen taget hensyn til de udgifter, som kæremål har påført parterne.
Som følge af det anførte ændres byrettens omkostningsafgørelse, således at statskassen i medfør af retsplejelovens § 320 betaler 4.000 kr. + moms til kærende Go2Guiden ApS og 4.000 kr. + moms samt godtgørelse for retsafgift 1.350 kr. til indkærede Business Danmark som mandater for Indkærede, tidligere Sagsøger.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens omkostningsafgørelse ændres, således at statskassen til kærende Go2Guiden ApS betaler 4.000 kr. + moms og således at statskassen til indkærende Business Danmark som mandater for Indkærede, tidligere Sagsøger betaler 4.000 kr. + moms samt 1.350 kr. i godtgørelse.
Kæreafgiften tilbagebetales.
Retten hævet.
(Sign.)