Denne sag drejer sig om sagsøgtes ansvar for psykiske gener, som sagsøger er påført som følge af hjemmebesøg hos en psykiatrisk patient

RETTEN PÅ BORNHOLM

DOM

afsagt den 17. maj 2023

Sag BS-54426/2019-BOR

Mandatar FOA - Fag og Arbejde for

Sagsøger

(beskikket advokat Anders Bang Mønster Hansen)

mod

Region Hovedstaden

(advokat Yvonne Frederiksen)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 29. november 2019.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt Sagsøger, som recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1 under sagsøgte, Region Hovedstaden, har pådraget sig psykiske gener, som følge af sagsøgerens involvering i et forløb med en selvskadende patient under sin ansættelse, og i så fald om sagsøgte som arbejdsgiver er erstatningsansvarlig.

Sagsøger har nedlagt følgende påstand: Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 134.381 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg og til betaling sker.

Påstanden er opgjort sådan:

Tabt arbejdsfortjeneste55.881 kr.

Svie og smerte78.500 kr.

2

I alt134.381 kr. 

Region Hovedstaden har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af sagsøger.

Sagsøger har fri proces.

Oplysningerne i sagen

Sagsøger, blev ansat som den første recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1 den 7. april 2015 med start den 15. april 2015. Sagsøgeren blev den. 10. april 2015 færdiguddannet som Social- og Sundheds-assistent. Sagsøgeren havde i løbet af sin uddannelse været elev ved Psykiatrisk Center 1, hvor hun havde arbejdet 4 måneder på lukket sengeafsnit. Forud for ansættelsen ved Psykiatrisk Center 1 havde sagsøgeren kontinuerligt været i beskæftigelse eller under uddan-nelse siden juni 2005, idet sagsøgeren havde været på barselsorlov i perioden.

Af stillingsopslaget til recovery-mentor fremgår blandt andet:

”Vi søger medarbejdere med patienterfaring fra psykiatrien. Du skal indgå i personalegruppen, hvor du som medarbejder med erfarings-kompetence skal bringe dine egne erfaringer i spil overfor patienter, på-rørende, kollegaer og ledere på afsnittet.

(…)

Psykiatrisk Center 1 ønsker at ansætte medarbejdere med erfaringskompe-tence, som kan bidrage til en behandling og rehabilitering med fokus på recovery. Du bliver ansat på et sengeafsnit, hvor du indgår i afdelin-gens arbejde. Du bliver også tilknyttet et team med de øvrige recovery mentorer, hvor I vil mødes for at udveksle erfaringer, støtte og udvik-ling. Ved ansættelsen tilbyder vi dig et grundigt introduktionsforløb, så du bliver godt rustet til opgaverne.

(…)

Du har evnerne og lysten til mentorarbejde med fokus på de menne-sker, du skal hjælpe. Du har gode samarbejdsevner og et helhedsorien-teret bio-psyko-socialt syn p~ behandling og rehabilitering. Vi forventer desuden at;

• Du har erfaring med og/eller lyst til at undervise, formidle og bringe dine erfaringer i spil i forhold til patienter, pårørende, kollegaer og le-dere

• Du er udviklingsorienteret, udadvendt og kan bidrage til aktiviteter

• Du kan være rollemodel for patienterne og brobygger mellem perso-nale og patienter med recovery orienteringen for øje

• Du har mindst en indlæggelse bag dig”

3

I sin ansøgning til jobbet oplyste sagsøgeren blandet andet om sit eget syg-domsforløb og erfaring inden for psykiatrien. Sagsøgeren oplyste herunder, at hendes far begik selvmord, da hun var Udeladt, at hun ca. 10 år efter dette havde oplevet overbelastning, havde været indlagt forskellige steder og havde ydet selvskade, samt at hendes sygdomsforløb havde varet i ca. 10 år. Sagsøge-ren anførte derudover, at hun har en pædagogisk grunduddannelse og havde arbejdet inden for dette fag i ca. 8 år.

Af stillingsbeskrivelsen for sagsøgeren som recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1 fremgår blandt andet:

”Konkrete arbejdsopgaver

Du skal bringe dine egne erfaringer i spil overfor patienter, pårørende, kollegaer og ledere på afsnittet som et værdifuldt supplement til det øv-rige personale.

Du skal støtte patienterne ved at være håb givende, dele ud af egne er-faringer samt være levende beviser på, at det kan lade sig gøre at komme sig efter psykisk sygdom.

Du skal give bruger-til-brugerstøtte, at understøtte patientens recovery proces og deltagelse i eget behandlingsforløb.

Du skal i samarbejde med det øvrige personale være med til at tage

imod nye patienter.

Du kan i samarbejde med det øvrige personale deltage i patient samta-ler og konferencer.

Du skal i samarbejde med det øvrige personale være med til at udar-

bejde kriseplaner i samarbejde med patienterne

Du skal støtte patienterne i at etablere og vedligeholde kontakt til div. instanser udenfor hospitalet, så de føler sig mest muligt inkluderet i samfundet. Kort sagt: Støtte, vejlede og hjælpe patienter.”

Den 1. juli 2015 havde sagsøgeren en ”8 Ugers samtale” med sin leder, Vidne 2. Af skemaet udfyldt i forbindelse med mødet fremgår, at der var opsamling med Vidne 2 hver 14. dag, at det havde været en god start, hvor både personalet og sagsøgeren kunne se meningen med hen-des arbejde, og at sagsøgeren følte sig anerkendt. Der er derudover angivet, at sagsøgeren ikke havde gennemført en fælles introduktion, men derimod en job-specifik introduktion. Under sin tid som elev ved Psykiatrisk Center 1 gennemgik sagsøgeren en introduktion, der udover almindelig information om Psykiatrisk Center 1 indeholdt emner som tavshedspligt, det at passe på sig selv og hinanden, sige til og fra, og volds-forebyggelse.

I sit arbejde ved Psykiatrisk Center 1 blev sagsøgeren koblet på en række patientforløb, herun-der patienten T. T’s patientjournaler er med samtykke fra T fremlagt anonymi-seret under sagen. Journalerne dækker T’s kontakt med Psykiatrisk Center 1 i perioden 29. sep-tember 2015 til 6. juni 2018. Af T’s patient journaler af 29. september 2015 frem-

4

går blandt andet, at T ikke tidligere var kendt i psykiatrien og indlægges frivil-ligt på lukket afsnit efter at være blevet behandlet for en overdosis af Panodil indtaget i suicidalt øjemed, og at ”under indlæggelsen forværres patientens trang til selvskade, og hun begynder med cutting, der bliver til meget dybe de-sektioner på underarmen, der i 2 tilfælde bliver til ateriel blødning.” Sagsøge-rens arbejde med T påbegyndte den 28. oktober 2015, og sagsøgeren blev en fast del af personkredsen omkring T. Således fremgår det af journalnotat af 1. de-cember 2015, at sagsøgeren sammen med blandt andre Vidne 3 deltog i et møde vedrørende udslusning af T, og af journalnotat af 3. december 2015 at sagsøgeren havde ansvaret for at indkalde udslusningsteamet med henblik på at komme i gang med udslusningen. Patienten T havde en flydende overgang frem og tilbage mellem lukket og åbent afsnit på Psykiatrisk Center 1 og var desuden en del hjemme under sit forløb. Således flyttedes T fx fra lukket til åbent afsnit den 10. december 2015. T var diagnosticeret med borderline, var selvskadende, gen-nemførte forsøg på selvmord og havde tilfælde af udadreagerende adfærd.

Sagsøgeren fik en god og tæt kontakt til T, og udover den almindelige patient-kontakt, blev sagsøgeren under forløbet med T involveret i en række aspekter af T’s liv. Således fremgår det fx af journalnotat af 7. juli 2016, at der søgtes om mentortimer, så sagsøgeren kunne yde støtte til T i jobcenteret, ved lægebesøg og lignende. Planen for T angik blandt andet, at T’s tilknytning til sagsøgeren – og omvendt – skulle mindskes, og at flere personer, herunder Vidne 4, skulle tilføjes teamet omkring T sammen med sagsøgeren, Vidne 5 og Vidne 3, herunder som alternativ til sagsøgeren. Derudover var hensigten at få iværksat bostøtte til T. Det første møde mellem T og Vidne 4 fandt sted den 20. juni 2016, hvor sagsøgeren deltog, og det første møde mellem dem alene fandt sted den 22. august 2016. Det første teammøde omkring T fandt sted den 13. januar 2017 med deltagelse af Vidne 3, Vidne 4, Sagsøger og Vidne 5.

Primo 2016 startede sagsøgeren et forløb ved psykolog Person 1. Sagsøgeren blev henvist hertil af Psykiatrisk Center 1, efter hun havde været involveret i en voldsom hændelse, hvor en patient havde truet med selvmord. Sagsøgeren var oprindeligt bevilget 4 samtaler, hvilket blev udvidet til 5. Samtalerne fandt sted i perioden fra den 21. januar til den 14. marts 2016.

I forbindelse med sagsøgerens arbejde med T var sagsøgeren ofte på hjemmebe-søg hos T, herunder alene. Det første af disse foregik fra Psykiatrisk Center 1 sammen med T den 27. november 2015. Disse hjemmebesøg er blandt andet noteret i T’s pa-tientjournal den 15. april 2016 vedrørende weekendbesøg, den 18. april 2016 vedrørende løbende daglige hjemmebesøg under orlov, den 21. april 2016 ved-rørende fortsatte daglige hjemmebesøg ved sagsøgeren, den 2. maj 2016 vedrø-rende daglige besøg, herunder lørdag og søndag og den 2. juni 2016 vedrørende status på T. Af journalnotat af 11. november 2016 fremgår det, at besøgsfrekven-

5

sens overvejes nedsat. Af T patientjournal fremgår, at sagsøgeren ved flere lej-lighed var i kontakt med eller hjemme hos T, hvor T havde ydet selvskade.

Den 29. november 2016 modtog sagsøgeren en besked fra T, hvori T blandt an-det skrev, at hun havde tendenser til selvskade. Sagsøgeren tog herefter hjem til T og fandt hende i færd med at udøve selvskade.

Ved Region Hovedstaden Psykiatri findes en vejledning om udkørende funktio-ner med patientkontakt. Den nuværende er gældende fra 1. juli 2022. På tids-punktet for sagsøgerens ansættelse ved Psykiatrisk Center 1, fandtes denne vejledning ikke skriftligt. Vejledningen indeholder et afsnit om sikkerhedsprocedure for udkø-rende arbejde ved Psykiatrisk Center 1, hvoraf fremgår blandt andet:

”Man går altid 2 personaler ud i følgende situationer efter vurdering i Teamet:

• Ved utryghed

• Patienter i ustabil fase med tidligere personfarlig adfærd

• Ved bestyrket mistanke om svær selvskade og/eller suicidalitet (over-vej her om det i stedet er politiet og ambulance, som skal rekvireres)

• Evt, ved førstegangs hjemmebesøg”

Af T’s patientjournaler for dagene forud for og på dagen for hændelsen frem-går:

Journalnotat af 25. november 2016 af sagsøgeren

”T aflyser vores aftale over sms og slukker derefter hendes telefon. Prø-ver gentagende gange at få fat i hende men uden held. Vælger derefter at køre hjem til hende efter at have orienteret afd. Om hvad jeg gør. Da jeg kommer hjem til T er det tydeligt at se at T. har det skidt. Hun trækker sig i kontakten men ønsker den alligevel. Men har svært ved at udrykke, hvad det er der gør, at hun har som hun har det. Laver aftale om at hun taget kontakt hvis behovet opstår. Dette er der en erfaring i efterhånden at T. formår at give sig selv lov til dette.

Snak omkring de ændringer der skal ske iforhold til mine besøg hos T. Følelsen af at ikke være god nok, og slå til iforhold til at være kæreste med D fylder meget hos T.”

Journalnotat af 28. november 2016 af sagsøgeren

”Ved hjemmebesøg giver T udtryk for trangen til selvskade og er dårlig i kontakten.

Snak omkring episoden fredag og signalværdien i dette.

Sårbarheden prøver hun at skjule og beskytter sig selv med at være hård. Er med så godt hun kan i vores dialog men byder meget sparsomt ind. Da jeg kører derfra er T. berørt over at have det som har det, men pladsen til et smil og modtage omsorgen er der.

6

(…)”

Journalnotat af 28. november 2016 af Vidne 3

”Som planlagt har pt. i dag haft hjemmebesøg ved recovery mentor her-fra. Pt. fremstod noget mut og tillukket, og var ikke i stand til at bidrage med særlig meget.

Havde det noget lign. i fredags, men efter at have fået sovet på p.n. me-dicin har pt. haft en rimelig weekend hvor hun har kunnet slappe af. Den samlede vurdering i dag er at det blev skønnet forsvarligt at pt. fortsat er ambulant, og støttes i den gode proces hun er i gang med. Har aftale med recovery mentor igen på onsdag og ved hun kan tage sms kontakt til hende. Har desuden aftale med sundhedsfaglig kontatk-person til på torsdag.

Desværre kan det ikke udelukkes at pt. kan falde tilbage med selvskade, som hun imidlertid har kunne afholde sig fra, også i fredags og i weekenden, men hun skønnes ikke med akut øget suicidalrisiko, selvom det må anerkendes at pt. desværre nok vedvarende har en let øget risiko for suicidalitet hvis selvskadningen bliver for alvorlig.”

Journalnotat af 29. november 2016 af sagsøgeren

”T tager kontakt til mig via sms. I denne giver hun udtryk for at hun er ked af det samt tankerne på selvskade bobler i hende.

Hun mener at hendes børn er bedre fortjent uden hende. Har svært ved at tage hånd om sig selv iforhold til bad og tandbørstning.

Hun har ikke lyst til at kæmpe mere og sidder nu med en skapel.

Denne sms får jeg kl 09.08, men ser den først efter konf. der er klokken 10.24 indrager afd. i hvordan det står til og kører derefter hjem til T. Da jeg ankommer sidder hun i sofaen og har skåret sig dybt i venstre arm. Og bliver ved med at skære, selv om jeg er der. Tager hende i hånden hvor hun har skapellen, og får lov til at flytte armen væk så hun ikke har mulighed for at skære. Hun vil ikke slippe skapellen, hun ser vred ud og er mørk i blikket. Spørger hende om hun kan høre hvad jeg siger til hende, dette nikker hun ja til.

Efter 15/20 min giver hun slip på skapellen. Får bundet armen ind i et viskestykke og kører derefter hende til hospitalet.

T kører frivilligt med og er ked af det der er sket.

Vidne 5 mødes med mig henne på skadestuen og er med mig resten af processen. T kommer på operationsbordet og er færdig en time efter. Har fået en skinne på, for at give senerne bedst mulighed for at vokse sammen. Denne skal sidde på de næste 4 uger.”

Af skadestuenotat skrevet den 30. november 2016 vedrørende episoden dagen forinden fremgår blandt andet:

”Pt. som henvender sig med ny selvskade på dorsalsiden af ve. unde-rarm. Tidligere selvskade, har skåret sig selv mange gange og er suture-ret på skadestuen. Denne gang har hun skåret noget dybere. Klinisk fin-der man en ca. 10 cm lang sårskade der går ganske dybt ned i den dor-sale muskulatur med en tværgående yderligere læsion således et kryds.

7

(…)

Dette kunne svare til overskæring af nogle af ekstensormusklerne på dorsal underarm med evt. overskæring af en lille kutan nerve. Pt. er fa-stende”

Sagsøgeren havde den 20. december 2016 en medarbejderudviklingssamtale med Vidne 2. Af referatet fra mødet fremgår, at der skal ske overvejelser vedrørende sagsøgerens opgaver og mål, at samarbejdsrelationerne er ”ok” , og at sagsøgeren følger mentorordningen i København og ”sup volds-forebyggelse” .

Den 20. januar 2017 blev sagsøgeren indlagt på Psykiatrisk Center 2 og blev herefter sygemeldt frem til den 13. februar 2017. Det fremgår af sagsøge-rens patientjournal af 20. januar 2017 fra Lægeklinik, at der var tale om en akut belastningsreaktion. Af kontakt teksten fremgår:

”Udeladt: akut belastningsreaktion igår på job på psykiatrisk. Har haft en hård patient og stået meget alene med denne, igår blev det for meget og pt. fik et angsttilfælde, fik oxapax af psykiater Vidne 3 og be-der om recept. Kan få tildetl psykolog via arbejde i så fald reaktionen skyldtes arbejdede, ut. kan godt stå inde for dette. Det handler om at pt. får psykologsamtaler hurtigst muligt. (…)”

Og af epikrise fra Psykiatrisk Center 2 vedrørende indlæggelsen:

”Pt. er en 36-årig kvinde, kendt med angst og tidligere selvskadende adfærd, indlagt d. 20.01 .2017-30.01 .2017 grundet presserende selv-mordstanker og -planer. Under indlæggelsen har pt. oplevet bedring af sin psykiske tilstand, og er ved udskrivelse hverken krise eller affekt-præget, ej vurderet i øget selvmordsrisiko.”

Sagsøgeren vendte tilbage til arbejdet ved Psykiatrisk Center 1 som deltidssygemeldt den 14. februar 2016 frem til den 16. juli 2017. Sagsøgeren blev på ny fuldtidssygemeldt fra den 1. august 2017 frem til den 1. oktober 2017 og deltids sygemeldt fra den 2. oktober 2017 til den 30. oktober 2017.

Efter ny henvisning havde sagsøgeren igen samtaler med psykolog Person 1. Sagsøgeren havde i den forbindelse 5 samtaler fra den 3. februar 2017 til den 24. marts 2017.

Kort efter sagsøgeren vendte tilbage til arbejdet i februar 2016, kontaktede sagsøgerens egen læge, Læge 1, Vidne 6 ved Psykiatrisk Center 1 med henblik på vej-ledning vedrørende forslag til behandlingen af sagsøgeren. I den forbindelse oplyste Læge 1, at sagsøgeren igennem halvandet år havde været udtalt belastet af en patient, der var udtalt selvskadende, samt at sagsøgerens besøg

8

hjemme ved patienten havde belastet sagsøgeren, da denne selv var psykisk skrøbelig. Vidne 6 svarede på denne henvendelse med forslag til alternativ medicinering af sagsøgeren. Læge 1 fremsendte også, efter inddragelse af sagsøgeren og Vidne 3, en henvisning til behandling ved psykiatrisk center vedrørende sagsøgeren. Af henvisningen fremgik blandt andet tilsva-rende information, som Læge 1 havde oplyst over for Vidne 6 vedrø-rende årsagen til den akutte belastningsreaktion.

Efter sagsøgerens indlæggelse på Psykiatrisk Center 2 blev der den 10. februar 2017 afholdt et planlægningsmøde vedrørende sagsøgerens tilbageven-den til arbejdet. På mødet deltog sagsøgeren, Vidne 7, Vidne 5 som bisidder og Person 2 som referent. Af referatet fremgår blandt andet, at sagsøgeren var startet hos psykolog via Falck Healthcare, at der blev aftalt en optrapningsordning i forhold til sagsøgerens arbejdstider, og at sagsø-geren ikke skulle foretage hjemmebesøg hos patienter. Det blev videre aftalt, at der skulle afholdes et opfølgningsmøde. Opfølgningsmødet blev gennemført den 27. februar 2017 med deltagelse af sagsøgeren, Vidne 8, Vidne 2 og Vidne 7. På mødet drøftedes blandt andet sagsøgerens situation og vej frem og spørgsmål om generelle tiltag for så vidt angår udfordringer på arbejdspladsen.

Den 27. marts 2017 afholdtes et opfølgningsmøde mere med deltagelse af sagsø-geren, Vidne 8, Vidne 2 og Vidne 7. Af mødereferatet fremgår, at sagsøgeren ”i forhold til den oprindelige stillingsbe-skrivelse har mange udkørende funktioner” , og at sagsøgeren ønsker at arbejde mere ambulant, samt at dette vil medføre en organisatorisk omplacering af stil-ling. Det aftaltes, at der skulle tales med Vidne 1, leder af ambu-lantafsnittet, herom. Denne beslutning førte til, at sagsøgeren ultimo marts/primo april blev tilknyttet ambulantafsnittet under Vidne 1. Fra marts og frem begyndte sagsøgeren igen at tage på hjemmebesøg hos T.

Den 21. april 2017 lod sagsøgeren sig frivilligt indlægge på Psykiatrisk Center 2 frem til den 23. april 2017. Af udskrivningsepikrisen fremgår, at hun blev indlagt grundet sparsom nattesøvn, træthed og utilstrækkeligt fødeindtag. Hun blev ikke vurderet selvmordstruet og frembød ikke impulsstyret eller af-fektpræget adfærd, ligesom der ikke blev observeret psykotiske symptomer. Ef-ter fødeindtag og søvn, samt ordineret medicin, forlod sagsøgeren igen centeret. Den 15. maj 2017 begyndte sagsøgeren ved privatpsykiater i København.

Den 2. juni 2017 anmeldtes hændelsen den 29. november 2016 som en arbejdsu-lykke. Som en del af beskrivelsen af forløbet, er angivet blandt andet:

9

”Uddannet SOSU assistent. Været elev på Psykiatrisk Center 1. Relativt nystartet i stil-lingen. Ingen fortilfælde/referencer da konceptet er nyt. Vidnets supple-rende oplysninger til ulykkesbeskrivelsen/ulykkeshændelsen: Under-tegnede møder Sagsøger i akutmodtagelsen, hvor hun lige er ankommet sammen med patienten. Patienten er meget blødende. Sagsøger er tydeligt rystet over situationen med patienten. Undertegnede bliver hos patien-ten, så Sagsøger kan trække sig ud fra akutmodtagelsen, men bliver i nær-heden og har korte kontakter med patienten mens undertegnede er til stede. Undertegnede går fra akutmodtagelsen og anden kollega kom-mer til. Har om aftenen længere telefonisk kontakt med Sagsøger, hvor vi taler om hændelsen. Sagsøger er fortsat rystet over hændelsen. (Vidne 5) Lederunderskrift og evt. kommentar: Vidne 2”

Under deltagelse af sagsøgeren, Vidne 1 og Person 3, Kommune, afholdtes den 18. august 2017 og 19. september 2017 samtaler vedrørende sagsøgerens fravær og mulighed for at komme tilbage i ar-bejdet. Sagsøgeren gav under mødet den 18. august 2017 udtryk for, at hun øn-skede at komme tilbage i arbejde. Vidne 1 fremførte overvejelser om en mere struktureret arbejdsdag og på mødet den 19. september drøftedes efter sagsøgerens ønske muligheden for en ugentlig samtale med Vidne 1.

Den 27. oktober 2017 indgik sagsøgeren og sagsøgte en aftale i henhold til syge-dagpengelovens § 56. I skemaet er angivet, at lidelsen er en belastningsreaktion.

Vidne 1 og sagsøgeren afholdt den 16. januar 2018 en medarbej-derudviklingssamtale. Af skemaet fremgår, at sagsøgeren på dette tidspunkt var overordnet tilfreds og trivedes med sine opgaver, men var opmærksom på, hvad hun involverede sig i. Derudover oplevede hun et godt samarbejde og værdsatte sparring og refleksion over ”vores praksis” .

Den 14. maj 2018 informerede sagsøgeren om, at hun ønskede at stoppe i sin stilling som recovery-mentor. Der blev herefter indgået en fratrædelsesaftale, hvorefter sagsøgeren fratrådte sin stilling ved udgangen af september måned 2018.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har behandlet sagen og anerkendte ved af-gørelse af 21. november 2018 hændelsen den 29. november 2016 som en arbejds-skade. I grundlaget for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse indgik blandt andet en speciallægeerklæring af 4. maj 2018 udarbejdet af speciallæge i psykiatri Person 4, hvori der var angivet diagnose ’PTSD F43.1.’. I kon-klusion anførtes:

”37-årig SOSU-assistent i beskæftigelse som recovery mentor. Da hun var Udeladt, suiciderede hendes fader ved at Udeladt. Lige siden har hun haft en uforløst tilstand præget af pligt og ansvarlig-hed, som har ført til overinvolvering i arbejdssituationer uden at: kunne

10

sikre egenomsorg. Det har ført til kontakt med det psykiatriske behand-lingssystem i ca. 20 år. Socialt har hun været stabil og velfungerende. I relation til arbejde med en patient præget af borderline-lignende træk følte hun et stort ansvar for at hindre en patient i at udføre livstruende cutting med en skalpel.

Det fornemmes, at episoden blot var en blandt mange andre. Det for-nemmes, at den dagligt kollegiale opbakning måske ikke var fyldestgø-rende, og det fornemmes, at hendes arbejdstilrettelæggelse nok kunne have været superviseret bedre. Hun følte sig belastet af næsten daglige besøg i 1 års tid.

I januar 2017 - altså l½ måned efter den sidste traumatiske oplevelse -får hun et "sammenbrud" med alle de klassiske symptomer på PTSD F43.1. Arbejdet siden da har været en kamp, hun har udført af pligt. For blot få dage siden har hun erkendt, at hun ikke kan fortsætte en beskæf-tigelse i det nuværende erhverv, og med den erkendelse har hun kun-net drage et lettelsens suk.

Hendes egen konklusion om ikke at kunne fortsætte i eget erhverv må man tilslutte sig ved den psykiatriske undersøgelse nu. Det må antages, at den psykiske reaktion vil svinde væsentligt i et ikke-belastende miljø.”

Ved afgørelse af 18. februar 2019 ændrede Ankestyrelsen afgørelsen, således sagsøgerens uspecificerede belastningsreaktion ikke blev anerkendt som en ar-bejdsskade. I grundlaget for Ankestyrelsens afgørelse indgik blandt andet en udtalelse fra speciallæge i psykiatri, Læge 2, af denne fremgår, at diagno-sen ikke rettelig er PTSD, men derimod Diagnose 1, uspecifice-ret og Diagnose 2. Af Ankestyrelsens begrundelse for af-gørelsen fremgår blandt andet:

”Der er ikke påvist en forværring af din psykiske sygdom som følge af den anmeldte hændelse. Hændelsen har medført en opblussen af din forudbestående rygsygdom.

Vi lægger også vægt på, at hændelsen ikke har medført en stor belast-ning af din psyke. Hændelsen har ikke været exceptionelt truende eller katastrofeagtig. Der var tale om en kontrolleret hændelse, hvor du ikke på noget tidspunkt blev truet eller lignende. Selvom hændelsen frem-står som ubehagelig vurderer vi, at hændelsen ikke er egnet til at ud-løse varig psykisk sygdom.

(…)

Det er derfor ikke tilstrækkelig godtgjort, at hændelsen har forårsaget en forværring af din forudbestående psykiske sygdom i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.”

Under sagens behandling har der været forelagt spørgsmål for Retslægerådet, der har afgivet udtalelse den 15. marts 2022 og den 23. september 2022.

11

Af Retslægerådets udtalelse af 15. marts 2022 fremgår:

Spørgsmål 1:

Retslægerådet bedes oplyse, om der på baggrund af de foreliggende journalop-lysninger om sagsøger (sagens bilag 1, 15 og 27) lægefagligt er indikation for at konkludere, at sagsøger forud for oktober 2015 var diagnosticeret med en el-ler flere psykiske lidelser og i bekræftende fald hvilken/hvilke?

Det fremgår af akterne, at sagsøger fra hun var 10 til 24 år gammel var selvskadende, led af angst og også i en periode havde krampeanfald, der blev vurderet funktionelle og ikke epileptiske. Sagsøger har været indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling som 17-18 år gam-mel med disse symptomer.

Spørgsmål 2:

Retslægerådet bedes oplyse, om der på baggrund af de foreliggende journalop-lysninger om sagsøger (sagens bilag 1, 15 og 27) lægefagligt er indikation for at konkludere, at sagsøger forud for oktober 2015 var diagnosticeret med Diagnose 2? Der henvises i denne forbindelse særligt til speciallæge i psykiatri Læge 2's lægefaglige udtalelse til Anke-styrelsen, der fremgår af bilag 24.

Retslægerådet skønner ikke, at der er dokumentation for, at Diagnose 2 gør sig gældende, og en sådan diagnose ses ikke stil-let i de foreliggende lægelige akter.

Spørgsmål 3:

Retslægerådet bedes oplyse, i hvilket omfang sagsøger har psykiske ge-ner/symptomer i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019.

Der er væsentlige psykiske symptomer i den nævnte periode, som fører til flere samtaleforløb med psykolog, forløb hos privat praktiserende psykiater og desuden to korterevarende indlæggelser på psykiatrisk af-deling.

Spørgsmål 4:

Såfremt Retslægerådet i svaret på spørgsmål 3 finder, at sagsøgeren har psyki-ske gener/symptomer i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019, bedes Retslægerådet oplyse varigheden af disse samt om muligt oplyse eventuelle di-agnoser.

Der er i den anførte periode psykiske symptomer af vekslende intensi-tet, medførende sygemelding i flere perioder, men også perioder med arbejdsdygtighed og et aktivt familieliv. De psykiske belastningssymp-tomer er beskrevet aftaget i april 2019, tidsmæssigt sammenfaldende med sagsøgers beslutning om jobskifte og initiering af antidepressiv medikamentel behandling, via egen læge i november 2018. Retslægerå-det kan tilslutte sig de anførte diagnoser: depressiv enkeltepisode af moderat grad og belastningsreaktion uden specifikation.

Spørgsmål 5:

12

Retslægerådet bedes oplyse, om årsagen til sagsøgers psykiske gener/sympto-mer, som disse er beskrevet i svaret på spørgsmål 3 og 4, er: a) Sagsøgers arbejdsmæssige deltagelse i behandlingsforløbet med T, som dette er beskrevet i eksempelvis processkrift 1 på side 1-9 samt T’s journaler (bilag 25, 26, 27 og 28)

b) Episoden med T’s selvskade den 29. november 2016, som denne eksempelvis er beskrevet i journalnotater af 29. november 2016 i T’s journal (bilag 26, s. 215-217)

c) Sagsøgers oplevelse af manglende ledelsesmæssig opbakning og grænsedrag-ning i forhold til arbejdet med T, som beskrevet i eksempelvis journalnotat af 3. februar 2017 i psykologjournal dækkende perioden 21. januar 2016 til 28. fe-bruar 2017 (bilag 27, s. 5)

d) Andre forhold på sagsøgerens arbejde, i givet fald hvilke?

De psykiske symptomer vurderes blandt andet. at bero på en kombina-tion af flere af de ovenfor nævnte forhold. De enkelte forholds bidrag til det samlede tilstandsbillede kan ikke nærmere kvantificeres.

Spørgsmål 6:

Såfremt Retslægerådet i svaret på spørgsmål 5 alene svarer ”e” eller en kombi-nation af ”e” og ”f” , bedes Retslægerådet oplyse, om svaret skal forstås således, at Retslægerådet er af den opfattelse, at sagsøgers psykiske gener/symptomer, som disse er beskrevet i svaret på spørgsmål 3 og 4, efter almindelig lægefaglig erfaring ville være indtrådt på samme tid og i samme omfang, selv om sagsøger ikke havde arbejdet med patienten T (dvs. uanset svarmulighederne a-d).

Spørgsmålet bortfalder.

Spørgsmål 7:

Retslægerådet bedes oplyse, hvilken betydning det i forhold til vurderingen af årsagssammenhængen i svaret på spørgsmål 5 tillægges, at sagsøger forud for forløbet med patienten T stort set uden ophold har været i beskæftigelse eller under uddannelse siden maj 2003, jf. oversigten over sagsøgers uddannelse og beskæftigelse i sagens bilag 2.

Retslægerådet tillægger det nogen betydning ved vurdering af årsags-sammenhængen.

Spørgsmål 8:

Retslægerådet bedes oplyse, i hvilket omfang sagsøgeren har modtaget behand-ling af sine psykiske gener/symptomer, som disse er beskrevet i svaret på spørgsmål 3 og 4. Retslægerådet bedes i den forbindelse oplyse, om behandlin-gen har været relevant og sædvanlig.

Sagsøger har modtaget relevant og sædvanlig behandling, i form af først samtaleterapi og medikamentel behandling, med beroligende me-dicin og senere antidepressivt virkende medicin.

Spørgsmål 9:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?

Nej.

13

Af Retslægerådet udtalelse af 23. september 2022 fremgår:

”Spørgsmål 10:

Retslægerådet har i svaret på spørgsmål 5 anført, at de psykiske symptomer sagsøger havde i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019 vurderedes blandt andet at bero på en kombination af flere af de i spørgsmål 5 oplistede for-hold uden dog samtidig at angive, hvilke af de oplistede forhold der ansås for omfattet heraf.

Til brug for retssagens afgørelse, er der navnlig behov for klarhed over, hvor-vidt forhold a) til c) er omfattet af de forhold, Retslægerådet mener, har bidra-get til de psykiske symptomer, sagsøger havde i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019.

Retslægerådet bedes på den baggrund oplyse, hvorvidt de i spørgsmål 5 opli-stede forhold a) til c) har bidraget til eller været udløsende for de psykiske symptomer, sagsøger havde i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019.

Psykiske lidelser har for hovedpartens vedkommende multifaktoriel ætiologi, hvorfor det ikke er muligt at pege på én årsagssammenhæng, lige så vel som de enkelte mulige årsager interagerer med hinanden på kompleks vis. Det er som anført ikke muligt at kvantificere de oplistede forholds individuelle betydning, og når der står anført, at de oplistede forhold blandt andet har haft betydning, skyldes det, at der kan være eksempelvis genetiske eller miljømæssige forhold, eller forhold, der ikke fremgår af sagsmaterialet, der kan have spillet en rolle. Efter Retslægerådets opfattelse har de oplistede forhold, også forhold a) til c), bidraget til det samlede symptombillede i den omtalte periode.

Spørgsmål 11:

Giver besvarelsen af spørgsmål 10 Retslægerådet anledning til at ændre besva-relsen af spørgsmål 1 til 9?

Nej.

Spørgsmål A:

Retslægerådet bedes uddybe, hvad der nærmere skal forstås ved ”blandt andet” som anført i første linje i Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5, herunder oplyse, om formuleringen skal forstås således, at Retslægerådet er af den opfat-telse, at der kan være andre forhold, end de i spørgsmål 5 oplistede forhold, der kan have haft betydning for sagsøgers psykiske gener/symptomer.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 10.”

Der er undersagen ikke tvist om opgørelsen af sagsøgerens krav.

Forklaringer

Sagsøger, Vidne 7, Vidne 8, Vidne 1, Vidne 4, Vidne 5, Vidne 3 og Vidne 6, Vidne 2 og Vidne 9 har afgivet forklaring.

14

Sagsøger har forklaret, at hun tidligere har haft nogle udfordringer, men at hun har det godt i dag. Hun har ikke har været syg siden 2011 og frem til sin ansættelse ved Psykiatrisk Center 1. Hun har to døtre sammen med sin ægtefælle, som hun har været sammen med siden år 2000. Hun er i ar-bejde og er sideløbende ved at tage yderligere uddannelse. I sine ungdomsår havde hun nogle udfordringer, men hun er med tiden blevet bedre til at hånd-tere dem. Hun kan nu mærke, når noget ikke er som det skal være og formår at tage hånd om det med de værktøjer, som hun har med fra sin ungdom. Da hun blev sygemeldt efter ansættelsen ved Psykiatrisk Center 1, var det ikke, som da hun var syg i sine ungdomsår. Der var derfor meget, som hun ikke kunne genkende, og de værktøjer, hun havde fra tidligere, var ikke virksomme i den sygdomsperiode. Hun har selv erfaring med selvskade. Hendes periode med selvskade startede sent efter sin fars død, da hun i årene efter primært havde fokus på at tage sig af sin mor. I den periode var det ren overlevelse for hende, og det var derfor først en del år senere, at hun begyndte at selvskade. Udeladt. Hun forsøgte at undgå at få synlige skader. Det startede, da hun var ca. 17 år gammel og kom på efterskole og væk fra sin mor. I den periode oplevede hun at blive rastløs i forhold til sin egen situation og følelser. Hun har ikke selvskadet efter, at hun fik børn. Hun vil tro, at hun fortsatte, indtil hun var 21 år, men kan ikke sætte præcis tid på flere af tingene. Da hun var teenager blev hun først indlagt på en epilepsiafdeling, men efterføl-gende henvist til psykiatrisk afdeling. Efter hun kom hjem derfra, fortsatte hun hos psykolog. Hendes sygdomsforløb varede i en periode på ca. 10 år, fra hun var 17 år til 27 år, men selvskaden var i de tidlige år. Hun gik ikke fast til psyko-log gennem hele perioden, men når hun følte et behov for det. Hun ville gerne forebygge frem for at helbrede, når det først var gået galt. Hun søgte jobbet ved Psykiatrisk Center 1 blandt andet på baggrund af, at hun tidligere havde været i praktik på Psykiatrisk Center 1 i 4 måneder, hvor hun havde delt sin baggrund og erfaring. Det var hendes oplevelse i den periode, at mange patienter efterlyste egentlig erfaring med og forståelse for deres situation blandt personalet. Hun kunne derfor se fordele ved at kende til patienternes situation og kunne se sammenhængen og menin-gen i stillingen. Hun ville gerne hjælpe patienterne til at blive den bedste ver-sion af dem selv. Hun var til samtale om stillingen, før hun blev færdiguddan-net og blev ansat 5 dage efter, at hun havde afsluttet sin uddannelse som social og sundhedsassistent. Det var hendes første job efter end uddannelse. Hun var i dialog med Vidne 7 om stillingen, da det oprindeligt var tænkt som to stillinger med hver færre timer. Psykiatrisk Center 1 valgte derefter at gå ”all in” og tro på hende, hvorfor hun blev ansat i en stilling på 32 timer om ugen. Hun blev derfor den eneste, der blev ansat som recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1 på det tids-punkt. I en periode efter hun blev ansat ved Psykiatrisk Center 1, var hun vikar i hjemmeplejen ved siden af, da hun gerne ville vedligeholde sine uddannelsesevner. Det var en kort periode med aftenvagter, og hun stoppede i 2016, da det blev for meget

15

med både vikararbejdet og arbejdet på Psykiatrisk Center 1. Hun kan ikke huske, om hun fik noget at vide om, hvad stillingen som recovery-mentor dækkede over, og hvad arbejdet bestod af. Der var en beskrivelse i jobopslaget, men ellers ikke yderli-gere. Det var en ny stilling, som de sammen på Psykiatrisk Center 1 skulle finde ud af, hvordan skulle fungere, og hvad skulle indeholde. Der var lagt op til, at hun selv plan-lagde sin hverdag, og hun havde meget frie tøjler i den forbindelse. Hun havde derfor kontakt til mange forskellige patienter. Hun blev ansat ved det åbne sen-geafsnit. I starten var hun primært på det åbne sengeafsnit, hvor patienterne havde deres hverdag på afsnittet. Hun kunne også tage med patienterne hjem for at hente ting eller lignende, når patienterne fik det bedre. Patienten ”T” kom på åbent sengeafsnit i starten, og det var her, at hun fik kontakt til T. Hun fulgte herefter T fra åbent afsnit til det lukkede sengeafsnit og senere til ambulant. Det samme gjorde sig gældende for en anden patient, der var en yngre mand med skizofreni, som ikke kunne holde sin bolig, hvilket hun blandt andet hjalp med. Hun havde således kontakt – også tæt kontakt – til andre patienter end T. Det var fra starten hendes opfattelse, at hun indgik på lige fod med de andre ansatte i forhold til udførelse af mere praktiske gøremål, herunder fx at dække bord el-ler lignende, som i øvrigt kunne ske som led i kontakten med patienterne på af-snittet. I forhold til stillingsbetegnelsen i opslaget i øvrigt, er hun mere bevidst om, hvad hun gjorde, end om det var omfattet. Hun deltog således i konferen-cer og lægesamtaler vedrørende T. I forbindelse med andre patienter var det deres kontaktperson, der deltog i lægesamtalerne. En ”konference” er et møde, hvor personalet på åbent sengeafsnit mødes og gennemgår patienternes status; hvad er der sket, hvad skal der gøres, eventuel regulering af den medicin pa-tienten får og planerne for fremtiden, herunder om patienten skal hjem. Det var overlægen, sygeplejerskerne og assistenterne, der deltog. Det blev fra gang til gang besluttet hvilke patienter, man skulle drøfte, og det var den relevante gruppe fra personalet for de valgte patienter, der deltog. Hun mener, at det var den gruppe, man henviste til som ”behandlerteamet” . Det var ikke alle patien-terne, der blev drøftet ved hver konference, men nogle udvalgte. Formålet var at få flere øjne på, så opgaverne omkring patienten kunne løftes bedst muligt. Det var hendes oplevelse, at Vidne 3 havde sat sig ind i tingene i for-hold til hendes stilling. Nærmere hvad hun skulle være en del af og ikke være en del af, tog de hen ad vejen. I forhold til T var der flere, der var lidt bange for hende, men sagsøger var en af de få, der fik en god kontakt til T. T havde en voldsom adfærd – både verbalt og fysisk – og kunne virke truende, men var blot et lille barn indeni. Sagsøger følte, at hun kunne nå ind til T og ind til det mere bløde, hvor det voldsomme i T’s opførelse blev dæmpet. Det var forment-lig denne kontakt, der førte til hendes weekendbesøg hos T. Det var desuden bedst, at T ikke var meget på afdelingen, da det skånede både T og afdelingen. Tingene på Psykiatrisk Center 1 fungerede ikke, som de skulle; ”tingene kørte ikke efter bogen eller mangel på samme” , og det var hendes oplevelse, at det var derfor, at hun skulle tage sig af T, da andre enten ikke turde, ville eller magtede det. Der var nok også andre, der tog på hjemmebesøg hos T, men der var ikke andre, der

16

havde opbygget samme relation til T, som hun havde. Hun tror, at hvis en ny var kørt ud og bankede på døren hos T, var vedkommende ikke blevet lukket ind.

Hun startede til psykolog i januar 2016 efter henvisning, men hun kan ikke hu-ske, hvilken hændelse, der menes i henvisningen, da der var mange voldsomme hændelser forbundet med T. Hun tror, at det er fra en tid, hvor T havde flere episoder med selvskade. Ved en episode, hvor T var hjemme, kontaktede T sagsøger, da hun var på vej hjem fra arbejde. T sagde, at hun var i en skov, at T havde taget piller og ville skære i sig selv. Sagsøger kontaktede afdelingen, og sammen med afdelingen besluttede hun at tage ud for at finde T. Hun kan ikke huske, hvem fra afdelingen hun talte med. Hun kendte T’s steder, hvor T kunne finde på at være, og hun fandt T og fik bragt T på sygehuset. Det kan godt være den episode, som gav anledning til henvisningen, men hun kan ikke huske det. Hun var ude ved Område 1 for at lede efter T, hvor også politiet kom for at lede efter T. Hun ved ikke, hvorfor det ikke fremgår af journalerne. Det var en epi-sode, efter at T var kommet tilbage fra hospital, og kunne være på åbent afsnit, men med fast vagt. Den faste vagt på det tidspunkt skulle på toilettet, og sagsø-ger skulle derfor holde øje med T i mellemtiden. T stak af, og sagsøger tog fat i Vidne 5, og de aftalte, at sagsøger fulgte efter T. Hun fulgte efter T, der tog en bus til Område 1, hvor både politi og kollegaer efterfølgende kom til stede. Politiet fik fat i T, og sagsøger kørte med en kollega tilbage. Hun har ikke skrevet al sin kontakt med T i journalerne. Nogle gange gik det meget hurtigt, andre gange journaliserede kollegaer for hende, og endnu andre gange skete det ikke. Hun var ikke forpligtet til at journalisere, og når hun gjorde det, var det mest af interesse, og så kollegaerne kunne følge med og optimere deres ar-bejde med patienterne. Recovery-mentorerne var ikke forpligtet til at dokumen-tere deres arbejde. Det var derimod mange af kollegaerne. Hvis hun som recovery-mentor skulle journalisere, skulle hun henvende sig til en kollega. Des mere hun var inde over en patient, des mere følte hun, at det gav mening, at hun selv skrev notater. Når hun skrev, så hendes kollegaer det også, og hun har aldrig kørt egenrådigt. Det har aldrig været hendes projekt, og hun prøvede ikke at være ”en frelser” . Det var afdelingen sammen der valgte, at hun skulle være tilknyttet T i det omfang, som hun var. Hun har også involveret sine kolle-gaer i sine forløb med patienterne, både med T og andre. Hun talte med T om andre tilbud, som T kunne få glæde af, men T blev ked af det og reagerede som et lille barn. Hun tror, at det blandt andet var på grund af en frygt hos T for at miste sagsøger. Hun forklarede T, at det var et spørgsmål om flere muligheder og ikke enten-eller. Det begyndte dog at tynge på sagsøger, da hun følte, at hun havde et stort ansvar og varetog mange funktioner. Under hendes ansættelse

var hendes arbejde værdsat, og hun mødte ikke andet end anerkendelse fra sine kollegaer. Hun var desuden dygtig til sit arbejde, og også glad for sit arbejde. Hun kunne godt lide at følge patienterne i deres krise og udvikling. Hun havde nogle udfordringer med sine leder Vidne 2, da Vidne 2 i for-hold til det faglige ikke var lydhør. Det skete ofte, at fokus blev mere personligt

17

end fagligt. Hun husker blandt andet sin ’medarbejderudviklingssamtale’ den 20. december 2016, hvor de gled let henover den faglige del, da andre ting var ”sjovere at tale om” . Hun talte med sine kollegaer om Vidne 2's ledelsesstil. Hun ved ikke, hvorfor episoden den 29. november 2016 med T ikke er anført i refere-tat fra medarbejderudviklingssamtale. Hun fik ofte at vide af Vidne 2, at hun var sej, og at hun gjorde det godt, hvorfor hun tænkte, at alt formentlige var, som det skulle være. Senere under sin ansættelse fortalte hun Vidne 2, at det var svært med T. I et tilfælde hvor hun gjorde opmærksom på det, sagde Vidne 2, at hun skulle køre hjem og slappe af. Det var inden hun blev indlagt. Efter hun blev indlagt, herunder under indlæggelsen, havde hun næsten ingen kontakt til Vidne 2, da Vidne 1 overtog kontakten fra Vidne 2.

At T fik udleveret sagsøgers telefonnummer kom i stand ved, at sagsøger talte med Vidne 3 om, at hun skulle begynde at tage på hjemmebesøg hos T, og hvor-dan T skulle kunne kontakte hende i den forbindelse. Hun mener, at personalet på ambulant har arbejdstelefoner, men personalet på sengeafsnittene har ikke. Det var således hendes privatnummer T fik udleveret. Hun talte med Vidne 3 om, hvorvidt det var normalt at udlevere sit privatnummer. Vidne 3 sagde, at det var op til den enkelte medarbejder, og hvad der føltes rigtigt. Da sagsøger var den eneste med den tætte relation til T, fik T hendes nummer. Hun var derefter til-gængelig 24/7 for T. T’s kæreste ”D” havde også nogle problemer og kunne også finde på at kontakte hende. D fik hendes nummer af T. Hun havde en god kontakt til D, men det hele blev meget omfattende, da hun blev kontaktet både i og uden for arbejdstid, herunder tidligt om morgen og om aftenen. T vidste godt, at det var for meget, og var undskyldende over for hende. Der var delte meninger på Psykiatrisk Center 1 om, hvorvidt det var en god ide, at T havde hendes nummer. De talte dog ikke egentlig om det, men mere om de beskeder, hun modtog fra T. Nogle af hendes kollegaer sagde, at hun skulle huske at passe på sig selv. An-dre kollegaer havde gode erfaringer med at give deres nummer til patienter. Vidne 3 viste altid en omsorg for hende, men hun måtte selv tage stilling i forhold til udlevering af telefonnummeret.

Supervision på Psykiatrisk Center 1 var først frivilligt, men blev senere obligatorisk for alle, hvorfor hun deltog i det sammen med det øvrige personale. Hun havde også supervision med Vidne 4 og supervisoren alene. Det var på det tidspunkt, hvor de forsøgte at få Vidne 4 mere ind over T, og supervisoren skulle hjælpe med overgangen. Det var dog altid svært at få noget gennemført med T, så da T ikke kom til samtalerne hos dem, forsøgte de at ”snige” Vidne 4 ind, fx i forbindelse med T’s indlæggelser, hvilket lykkedes delvist. Vidne 4 skulle inddrages, så sagsøger ikke skulle stå alene med T, hvilket hun på det tidspunkt, havde gjort længe.

SMS’en hun modtog fra T den 29. november 2016, og som er nævnt i journalno-tat af samme dag, så hun på sammen med Vidne 6 og Vidne 5, og de beslut-tede sammen, at hun skulle køre ud til T. Da de læste SMS’en, tænkte hun, at der var tale om selvskade og var bevidst om, at selvskade kan gå galt og føre til selvmord. Fra afdelingen prøvede de at ringe til T, inden sagsøger kørte. Det

18

var typisk for T, at hun ikke tog telefonen efter sådan en SMS, da T så vidste, at sagsøger ville komme. Hun husker ikke, at hun ringede til nogen på vej hen til T. Hendes fokus var at komme hen til T, der boede i By 1. Sagsøger var bevidst om det mulige omfang af selvskaden og risikoen for uheld i den forbindelse. T havde en tendens til dissociation, hvor det var svært at komme i kontakt med hende. Da sagsøger kom hjem til T, sad T på sin sofa, og havde skåret i sig selv. T sad stadig med barberbladet i hånden og ville fortsætte med selvskaden, uag-tet at sagsøger var kommet. T var fjern i blikket og så næsten ikke sagsøger komme ind. Sagsøger forsøgte at tale til T og nå ind til hende – få hende ”væk-ket” –, inden hun begyndte at røre T. Hun fik taget barberbladet fra T, indbun-det T’s arm og ringet til afdelingen, samt sørget for, at T kom på hospitalet. Hun husker det som om, at T blev hentet af en ambulance, og at sagsøger selv kørte til hospitalet.

Ca. 1 måned efter den episode, blev sagsøger indlagt på psykiatrisk afdeling ef-ter en ”akut belastningsreaktion” . Det startede en dag i januar. Hun var i spi-sesalen på Psykiatrisk Center 1, hvor patienterne spiser morgenmad. Vidne 1 kom hen til hende og spurgte, om sagsøger var ”okay” . Hun svarede, at det var hun ikke, og de gik ud i køkkenet og talte om det. På det tidspunkt var hun dog ”okay, med ikke være okay” og lidt i balance med det. Det var sådan det startede, og der hun blev opmærksom på, at der var noget galt. En anden dag, hvor hun kørte hjem fra arbejde, følte hun ”sig langt væk fra sig selv” . Hendes mand var kaldt på ar-bejde og ikke hjemme, da ingen af dem var klar over hendes tilstand, men hun kunne ikke overskue at være alene med deres døtre, hvorfor hun kørte dem hjem til sin mor. Dér hjemme stivnede hun og sagde til sin mor, at hun måtte køre en kort tur. Hun kørte til Jem & Fix og købte gaffatape og et rør, da hun ikke kunne se en udvej på det hele. Hun kunne føle, at hun var meget syg, uden dog at vide præcis, hvad der var galt. I situationen var hun meget splittet, da hun godt vidste, at det var forkert, og hun håbede, at nogen ville stoppe hende. Da hun kom tilbage i bilen, ringede Vidne 1 og spurgte, hvor hun var. Sagsøger fortalte ærligt om sin situation, og hvor hun var. Vidne 1 kom og hentede hende og kørte hende til Psykiatrisk Center 1, hvor Vidne 3 stod klar til at tage imod dem og gav hende no-get medicin. Vidne 5 fulgte hende efterfølgende til By 2, hvor hun blev ind-lagt på Psykiatrisk Center 2. Hun blev hurtigt flyttet til åbent af-snit, hvilket var vigtigt for hende, da hun gerne ville og kunne tage vare på sig selv. Hun mener, at hun var to dage på lukket afsnit. Hun mindes ikke, at hun talte med Vidne 3 om, hvorfor hun havde fået det så dårligt. Hun husker, at det hele handlede om, hvad der skulle ske, efter hun kom ind med Vidne 1 på Psykiatrisk Center 1; kontaktet hendes mand, Udeladt og få hende afsted til Psykiatrisk Center 2. Mødet den 10. februar 2017 med Vidne 7 og Vidne 5 som bisidder, husker hun ikke præcist. Hun kan godt huske, at de talte om, at hun ikke skulle på hjemmebesøg mere, men hun ved ikke, om det var på det møde eller et andet. I dag kan hun godt se, at hun ikke skulle have været tilbage i februar 2017, da hun fortsat var syg, men hun havde et behov for at leve en normal hverdag, og tænkte, at det kunne hun godt. Hun havde ikke selvindsigt i eller viden om, hvor syg hun var.

19

Alle på Psykiatrisk Center 1 vidste, at hun havde været indlagt på Psykiatrisk Center 2 i januar. Så vidt hun husker, blev det fortalt på sengeafsnittet. Hun ønskede ikke selv at være lukket omkring det, da det ikke skulle være unormalt, særligt på sådan en afdeling. Hun ved ikke, hvordan det endte med, at hun begyndte at tage på hjemmebe-søg hos T igen, eller hvad ændrede sig. I slutningen af marts kom hun over til Vidne 1 på ambulant afsnit, da det ikke fungerede for hende at have Vidne 2 som leder. Sagsøger mente ikke, at Vidne 2 levede op til sit ansvar som leder, og sagsøger havde oplevet et professionelt svigt i forhold til fagligheden på afde-lingen, da Vidne 2 ikke var lydhør overfor input, opmærksom eller tilgængelig. Hun var fortsat på medicin, da hun kom over til Vidne 1. Hun var ved at trappe ned, og hun ønskede i det hele taget ikke at være på medicinen. Vidne 1 var en god og opmærksom leder. Vidne 1 overtog al kommunikation i forhold til sagsøger i forbindelse med hendes indlæggelse. Vidne 2 lagde alt fra sig, og Vidne 1 samlede det op. Sagsøger og Vidne 1 talte om alt, men skaden var sket, da sagsøger på det tidspunkt var blevet for syg til at varetage sit arbejde. Det er muligt, at hun fort-sat tog på hjemmebesøg hos T, efter at hun kom over til Vidne 1, men hun husker mest, at T kom ind på afdelingen, og at Vidne 1 ikke gav hende lov til tage ud til T; i hvert fald ikke hvis T var selvskadende. Når hun fik en SMS fra T, viste hun den til Vidne 1, og de talte om den og lavede en handlingsplan. Det var en stor om-skiftning fra tidligere, hvor det var meget mere reaktions- og handlingspræget, når hun fik sådanne SMS’er. Fremfor hjemmebesøg blev det i stedet til flere samtaler på afdelingen, når T hentede medicin eller lignende. Hun oplevede, at Vidne 1 tog stilling til i hvilket omfang, og hvornår hun skulle hjem til T.

Der var flere på Psykiatrisk Center 1, der mente, at hendes arbejde med T var for meget. Blandt andre Vidne 7, der gav udtryk for bekymring, og flere andre på aftenvagterne.

Dette var mens det stod på. Vidne 3 kunne også spørge hende om, hvordan hun havde det, og de talte også om, hvordan det var. Hun synes ikke, at hun ”le-gede konge” eller gav udtryk for at kunne klare alt.

At hun fremstod stærk, og at det ikke var muligt at se på hende, at hun havde det svært, mener hun ikke kan være rigtigt. Hun var kompetent, men hun me-ner samtidig, at det må være personalet på et sted som Psykiatrisk Center 1, der burde kunne se, at situationen ikke var forsvarlig eller korrekt. Hun har signaleret at kunne klare meget, men ikke alt. Der var en episode, hvor hendes krop sagde fra. Hun var mødt ind på arbejde en morgen, men fik kramper, blev svimmel og svedte voldsomt, og havde det så skidt, at Vidne 5 og en anden kollega måtte hjælpe hende ind på afdelingen. På hospitalet fik hun at vide, at det var et ildebefin-dende. Hun mener, at det var hendes krop, der reagerede på det store pres, som hun var under. Hun talte med Vidne 5 og Vidne 4 om episoden og om, at hun havde det dårligt.

Den 29. november 2016 kørte hun formentlig T på hospitalet, hvis det står i no-tatet. Der har været mange andre ubehagelige oplevelser med T, og episoden den 29. november skiller sig ikke særligt ud fra de andre. Hun vurderede ikke, at der var behov for en ambulance, da T kunne stå og gå selv. Desuden kunne T finde på at reagere voldsomt over for andre, herunder ambulancereddere. In-

20

den hun tog hjem til T, drøftede hun SMS’en fra T med Vidne 6 og Vidne 5, samt hvad der skulle gøres, hvor hun som fagperson var med til planlægningen. Hun husker ikke, om hun utrykte tvivl om deres beslutning. Hun har altid drøftet med nogen fra afdelingen, om hun skulle køre ud til patienter, og hun har al-drig gjort det uden ”tilladelse” . Hun noterede ikke alle besøg eller lignende i journalerne, men orienterede sine kollegaer. Hun ved ikke, i hvilket omfang de noterede hendes besøg, men de vidste, hvor hun var henne.

Hendes arbejde med aftenvagter i hjemmeplejen fra 15. maj 2015 til 31. maj 2016 indebar, at hun blev tilbudt vagter og selv valgte, om hun ville tage dem. Hun arbejdede der næsten ikke; hun havde måske en vagt om ugen, hvilket dog sta-dig var for meget, og hverken pengene eller prioriteringen værd.

Som recovery-mentor var hun en del af en ERFA-gruppe, og hun deltog i møde-rne flere gange, men ikke hver gang. I starten var det ofte, men des mere syg hun blev, des mere trak hun sig, da det krævede meget energi at rejse frem og tilbage. Andre gange valgte hun det fra grundet andre arbejdsopgaver, fx ho-spitalsbesøg med T. ERFA-møderne var ca. 1 gang om måneden. Det var meget blandet, hvad man kunne få ud af det, da det var rodet. Vidne 8 var en god ordstyrer, men nogle af deltagerne fyldte meget. Hun talte derfor ofte med Vidne 8 enten inden eller efter mødet. Hun havde mulighed for at deltage i møderne gennem hele sin ansættelse ved Psykiatrisk Center 1.

Vidne 7 har forklaret, at hun blev uddannet sygeplejerske i 1985 og startede på Psykiatrisk Center 1, hvorefter hun var nogle år på sygehuset. I 2000 blev hun specialuddannet sygeplejerske inden for psykia-trien og var i flere år på det lukkede sengeafsnit. I 2005 blev hun centerchefsy-geplejerske, og i 2009 blev hun centerchef. Hun er øverste leder for hele Psykiatrisk Center 1 på tværs af alle medarbejdergrupper på både sengeafsnittene og ambulant. Hun sidder i chefgruppen med cheflægen, der, da Sagsøger arbejdede på Psykiatrisk Center 1, var Vidne 3. Der er i dag ca. 100 ansat ved Psykiatrisk Center 1 og ca. 70, da Sagsøger ar-bejdede der.

Da Sagsøger arbejdede på Psykiatrisk Center 1, var Psykiatrisk Center 1's sengeafsnit delt op i to teams; et rødt og et grønt team. Begge afsnit havde ambulante patienter tilknyttet. Det var dog flydende, og personalet dækkede på tværs af afsnittene, da de ikke altid var nok til at trække de ressourcer til lukket afsnit, som skulle til. Psykiatrisk Center 1 søgte desu-den, at patienterne havde kontakt med deres vante personer mellem personalet, uanset hvor de var indlagt. Hvis en patient kommer over til eller ind på det luk-kede afsnit, har patienten ikke en kontaktperson på det åbne, men personalet fra åbent kan besøge patienten. Rollen som kontaktperson følger ikke med fra afsnit til afsnit, men der blev lavet forskellige løsninger på tværs, herunder da de havde mange gengangere, som derfor kendte dele af personalet godt.

På Psykiatrisk Center 1 har de stort set alle typer af psykiske patienter, dog ikke spiseforstyr-rede eller seksuelt udfordrede. Desuden har de som udgangspunkt kun voksne patienter, men kan have børn akut indlagt. Patienterne på både lukket og åbent afsnit har en kontaktperson, og visse svære patienter har et team. De bestræber

21

sig på, at patienterne har samme kontaktperson gennem hele deres forløb ved Psykiatrisk Center 1, herunder ved genindlæggelse, da der oparbejdes en relation mellem pa-tienten og kontaktpersonen. Ved Psykiatrisk Center 1 er hjemmebesøg hos patienterne helt nor-malt, lige fra man er elev. Det er også muligt selv at tage på hjemmebesøg efter aftale, men det er helt fast praksis, at man ikke køre ud, uden at ens kollegaer ved, hvor man er. Siden hun startede i 1985, har der været stort fokus på perso-nalet, og man drøfter det altid med nogen, inden man tager på hjemmebesøg. Hun vurderer, at der foretages 10 hjemmebesøg pr. dag på Psykiatrisk Center 1, og disse foreta-ges af alle medarbejdergrupper, bortset fra serviceassistenter og sekretærer. Ple-jere og recovery-mentorer, som de har to af i dag, kører også på hjemmebesøg. Formålet med et hjemmebesøg kan være alt fra at hente noget til at træne pa-tienten i at være hjemme for at gøre overgangen fra indlæggelse nemmere.

Dette kan være en meget langvarig proces, særligt hvis patienten bliver indlagt flere gange. Nogle patienter har det godt, når de er indlagt, og dårligt, når de ikke er, mens det er omvendt for andre.

Sagsøger var den første recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1. At de skulle have en recovery-mentor, var en beslutning, der blev truffet centralt i Region Hovedstaden, da der andre steder havde været gode erfaringer med recovery-mentorer; både blandt kollegaer og patienter. Hun var i dialog med Kompetencecenteret om stillingsopslaget og talte også med en anden centerchef. Hun var selv spændt på at få en recovery-mentor på afdelingen, men var også bekymret og opmærk-som henset til kravene til en recovery-mentors baggrund. De slog stilling op og holdt ansættelsessamtaler, hvor Sagsøger kom ind til dem. Sagsøger havde fået de var-meste anbefalinger fra sin tid som elev på lukket afsnit. Sagsøger var kompetent, ansvarlig, god til at skabe relationer, kendte egne grænser og kunne sige både til og fra. Sagsøgers ansøgning var også velformuleret, og vidnet fik det indtryk, at det var ca. 10 år siden, at Sagsøger havde været syg. Samtalen med Sagsøger understøt-tede anbefalingen, og da hun derudover var uddannet social- og sundhedsassi-stent og havde en pædagogisk grunduddannelse, var hun meget tryg ved at an-sætte Sagsøger og var lettet, da Sagsøger var den helt rigtige til stillingen, samt at de sammen kunne udvikle stillingen. Det var hendes opfattelse, at Sagsøger var helt rask og videre i sit liv; at Sagsøger ”var et andet sted og oven på igen” . Hun husker ikke, at Sagsøger skulle have fortalt om sygdom i 2011-2012. Hun mener ikke, at det havde ændret på beslutningen om at ansætte Sagsøger, men de ville måske have haft en anden opmærksomhed i den forbindelse. Hun havde ikke selv daglig kontakt med Sagsøger, da Vidne 2 var Sagsøgers leder. Hun husker ikke, om Vidne 2 var med til ansættelsessamtalen. Uddannelsen som social- og sundhedsassistent var ikke afgørende, men det gav hende en tryghed i forhold til Sagsøgers faglige viden.

De fik hjælp fra Kompetencecenteret til at skrive stillingsopslaget. Hun ved ikke, om man kan læse, at der også ville være hjemmebesøg ud af opslaget, men hun mener, at det er implicit, og at det ikke ligger udover stillingsbeskrivelsen. Der kan også forekomme weekendarbejde, hvilket heller ikke er usædvanligt. Det er ikke hende, der har udfyldt skemaet i forbindelse med Sagsøgers ’8 ugers

22

samtale’, men hun tænker, at årsagen til, at Sagsøger ikke gennemgik den lokale fælles introduktion, kan være, at Sagsøger tidligere havde været hos dem som elev i 4 måneder. Den introduktion Sagsøger har fået i den forbindelse er meget lig den fælles introduktion. Den introduktion Sagsøger har fået som elev på lukket afsnit har svaret til ’Introduktion åbent afsnit for soc.sund.ass.elever’, men har mulig-vis indeholdt mere om voldforebyggelse. Introduktionen indeholder blandt an-det elementer om, hvordan man passer på sig selv, og om at sige til og fra. At passe på sig selv og sige fra ”ligger i væggene” , og det er implicit helt centralt og noget, som man får at vide under introduktionen. Det er hendes oplevelse, at det praktiseres og respekteres, samt at der tales åbent om det, som det mest na-turlige i verden. Hun forstår, at den jobspecifikke introduktion, som Sagsøger skulle have været igennem, var en intro for recovery-mentorer, der fandt sted på Sjælland ved Kompetencecenteret. På Psykiatrisk Center 1 havde de ’Faglig Forum’ en gang om måneden, der var intern undervisning om et emne af faglig interesse, og på både lukket og åbent afsnit var der ’refleksionsmøde’ 30 minutter hver dag, hvor alle har mulighed for at deltage. På åbent kl. 13.00 og på lukket, når det passede. Det er et møde, hvor man har mulighed for ”at tage ting op” . Hvis det vedrørte en specifik patient, kunne det eventuelt tages på en konference vedrø-rende patienten. Det var muligt at sige fra både under refleksionsmøderne og konferencerne. Desuden var der en gang om måneden – i en periode to gange om måneden – undervisning i voldsforebyggelse, der var fælles for hele cente-ret. Først var det frivilligt, og siden blev det obligatorisk at have et antal timer pr. år.

Vejledningen ’Kriseterapeutisk beredskab for medarbejder’ dækker situation, hvor ansatte har været udsat for vold eller lignende. Den dækker ikke episoder, hvor personalet har oplevet, at en patient selvskader. Selvskade hos deres pa-tienter forekommer hyppigt og er meget almindeligt.

’Supervision’ er et tilbud, hvor de ansatte får mulighed for at fortælle om deres oplevelser. Det er belastende at arbejde på en psykiatrisk afdeling, og man kan derfor have brug for at tale om det. Hun husker ikke, hvornår det blev obligato-risk. Hvis man føler behov for yderligere supervision, kan man gå til sin leder eller arbejdsmiljørepræsentant, og Psykiatrisk Center 1 har både mulighed for at gøre brug af egne psykologer eller via Falck, hvor Region Hovedstadens Psykiatri har et abonnement, sende en ansat til anden psykologbehandling. Det er noget, man som ansat altid kan bede om, og det er hendes indtryk, at alle ansatte er og var vidende om dette. Psykiatrisk Center 1 gør desuden brug af en ’førstehjælperordning’. Det er noget, der aftales medarbejder-til-medarbejder, hvor man knyttes til en eller to kollegaer, som er særligt opmærksomme på en, og som følger op på en, hvis man oplever noget voldsomt. Det er frivilligt at blive en del af, men hendes op-levelse er, at alle deltager, og hun vil tro, at Sagsøger i hvert fald fik tilbuddet om at deltage.

Vidnet samarbejdede med Sagsøger om recovery-mentor-ordningen i starten, hvor de var i avisen sammen og fortalte om, at de var meget glade for ordningen, at den var ny, og at de havde en aftale om, at den var under udvikling. Sagsøger

23

havde mulighed for at vælge, hvad hun deltog i, og det var vidnets oplevelse, at Sagsøger skulle have indflydelse på udviklingen af stillingen. Under sin ansættelse havde Sagsøger i princippet mulighed for at kontakte vidnet, hvis noget ikke funge-rede – hvilket alle ansatte kunne – men det ville være mere naturligt, at Sagsøger henvendte sig til Vidne 2, og Sagsøger tog ikke kontakt til vidnet. Sagsøger fungerede godt som recovery-mentor og var i stand til at sige fra, når det var nødvendigt. Vidnet blev overrasket over Sagsøgers sygdom i januar 2017, da hun hverken havde set eller hørt noget i den retning forud for. Hun husker ikke specifikt, at hun på et tidspunkt skulle have spurgt Sagsøger om, hvordan det gik, men det er sædvanligt for hende at spørge personalet ”på vej gennem afdelingen” , hvis de ser trætte ud eller lignende. Hun har ikke oplevet, at Sagsøger kom til hende med problemer vedrørende Sagsøgers stilling, og hvis Sagsøger kom med noget, har hun ikke opfattet det som ”faretruende” .

’Sikkerhedsprocedure for udkørende arbejde på Psykiatrisk Center 1 er et nedfældet koncentrat af en praksis, som de havde på Psykiatrisk Center 1 længe før den skriftligt blev ud-arbejdet; også da Sagsøger arbejdede på Psykiatrisk Center 1. Blandt andet var det helt fast, at man altid talte om, hvorvidt det var forsvarligt at tage hjem til en patient, og hvad der skulle gøres i de forskellige situationer, og hun vil tro, at der altid er sket en drøftelse og en vurdering, inden Sagsøger kørte hjem til T. Hun har ikke set eller oplevet noget, der indikerer, at denne procedure ikke har været fulgt. I forhold til om Sagsøger er kørt hjem til T, hvor T har været selvskaden, så kan man aldrig vide, hvad man kommer ud til hos sådanne patienter. Hun er dog sikker på, at Sagsøger altid har været tryg ved at køre hjem til T, når hun har gjort det. Hun kan dog godt forstå eventuelle bekymringer, da man aldrig ved, hvad man kommer ud til. Der er aldrig nogen, der har kontaktet hende med bekymringer om Sagsøger, heller ikke nogen fra Kompetencecenteret. Hun husker ikke at have været med til at arrangere behandling gennem Falck Healthcare i forhold til Sagsøger. Hun kan være blevet orienteret om det, men har i givet fald ikke studset over det, da alle kan få brug for det og gøre brug af det. Det er et tilbud, som Psykiatrisk Center 1 gerne bru-ger til deres ansatte.

Episoden den 29. november 2016 med T hørte hun om efterfølgende, men hun var hverken involveret i episoden eller opfølgningen på den. Hun blev primært orienteret om, at andre fulgte op på episoden og Sagsøger og tog hånd om det. Da Sagsøger var på arbejde dagen efter, opfattede hun det ikke som værende meget usædvanligt. Hun har ikke sin gang i afdelingen, og hun oplevede derfor heller ikke en forandring hos Sagsøger efter episoden. Hun havde tillid til, at de relevante afdelingsledere tog hånd om det. Vidne 5's handlinger, som de er beskre-vet i blanketten ’Anmeldelse af arbejdsulykke mv.’, var helt, som vidnet ville forvente, at man gjorde, og Vidne 5 håndterede det som forventet, herunder ved at følge op på Sagsøger bagefter. Det er den procedure hun ville forvente blev fulgt, og Vidne 5 er meget kompetent. Hun går ud fra, at de under opfølgningssamtalen den 10. februar 2017 talte om, hvorvidt Sagsøger var klar til at genoptage arbejdet. Det var hendes oplevelse, at Sagsøger gerne ville tilbage til hverdagen og arbejdet. Hun var selv med til samtalen, da Vidne 2 syntes, at det var svært. Mødet den

24

27. februar 2017 husker hun klarere, da det ikke gik som forventet. Hendes erfa-ring er, at når man bliver sygemeldt og indlagt på den måde, er man normalt sygemeldt i meget længere tid, end Sagsøger havde været. Hendes tilgang var der-for, at Sagsøger skulle være helt sygemeldt, men Sagsøger gav udtryk for, at hun selv kunne føle, hvad der var bedst. Kompromiset blev, at hun kom tilbage på del-tid, da det var vigtigt for Sagsøger at komme tilbage. Sagsøger gav dog også udtryk for, at der var nogle problemer på afdelingen i forhold til at høre hinanden om, hvordan man havde det, hvilket vidnet sagde, at der skulle tages hånd om. Hun husker ikke, om de holdt et opfølgende møde om det. Det kom også frem i den periode, at Sagsøger og Vidne 2 havde en dårlig kemi. Da Sagsøger havde det bedre med Vidne 1, som Sagsøger følte sig mere set og hørt af, og var me-get udkørende i sit arbejde, var det bedre, at Sagsøger flyttede over under Vidne 1 i ambulant, hvor Vidne 1 også kunne tage hånd om Sagsøger og hjælpe hende med at komme tilbage. Det var hendes oplevelse, at Sagsøger meget gerne ville tilbage på arbejde. Hun mindes ikke, at de på mødet den 27. februar 2017 drøftede spørgs-målet om hjemmebesøg og heller ikke, at Vidne 8 problema-tiserede det. På tidspunktet for mødet den 10. februar 2017 skulle Sagsøger ikke på hjemmebesøg, eftersom hun ikke var rask, men hun husker ikke, at det var et tema på mødet den 27. Sagsøger havde fokus på arbejdspladsen, og at de på Psykiatrisk Center 1 skulle blive bedre til at tage hånd om hinanden, mens vidnet havde fokus på Sagsøger og på at få hende ordentligt tilbage igen. De havde naturligvis lyttet, hvis Sagsøger havde sagt noget om hjemmebesøg, men Sagsøger virkekede meget afklaret. Vidnet husker heller ikke, at der på mødet den 27. marts 2017 blev talt om hjem-mebesøg. Sagsøger ville fortsat meget gerne tilbage, da hun var glad for arbejdet, følte et ansvar over for patienterne og gerne ville stille op for dem. Hjemmebe-søg var ikke et tema – heller ikke fra Vidne 8's side –, og fokus var på, at Sagsøger blev placeret i organisationen, hvor hun gerne ville være.

Hun er overrasket over, at Vidne 3 skulle have opfordret Sagsøger til at udlevere sit telefonnummer til T. De ville aldrig opfordre til det. Det var ikke noget, man gjorde, og da personalet på sengeafsnittene ikke havde arbejdstelefoner, skulle det ikke ske. Hvis hun havde skulle tage stilling til det, havde hendes beslut-ning klart været, at der ikke skulle ske udlevering. Hun synes, at det er uhørt, og ville aldrig sige, at det var en god ide. Hun er vidende om, at to medarbej-dere på Psykiatrisk Center 1 har givet deres telefonnummer til patienter, men de er begge på vej ud af det.

Sagsøger arbejdede fra hun blev raskmeldt og frem til sin fratrædelse. Vidnet tro-ede, at Sagsøger var på vej tilbage og blev overrasket, da hun sagde op. Hun mener ikke, at Sagsøger burde været kommet til et punkt, hvor hun blev så syg, som hun gjorde. Psykiatrisk Center 1 burde havde været bedre til at hjælpe hende tilbage. I situationen gjorde de alt, hvad de kunne og fulgte deres regler og retningslinjer. Hvis hun efterrationaliserer, er det muligt, at de kunne have fulgt bedre op i forhold til Sagsøger. Den gang – og også når hun nu tænker tilbage – oplevede hun imidlertid Sagsøger som rask.

25

Sagsøger havde ikke en arbejdstelefon, da det var de udkørende ansatte på ambu-lant, der havde det; distriktssygeplejerskerne havde, og så havde Psykiatrisk Center 1 nogle til katastrofeberedskab. De ansatte, der ikke arbejdede som udkørende havde ikke arbejdstelefoner, og det var der heller ikke grund til, da patienter og andre kunne ringe til afdelingen. Derudover skal man på ambulant også køre ud til ustabile patienter, hvor man på sengeafsnittene vurderer, om patienten er stabil nok til, at man kan køre ud. Det er en uskik at udlevere sit private mobilnum-mer til patienterne. Retningslinjerne for hjemmebesøg, herunder vedrørende kravet om at have en telefon med, så man kan kontaktes, gælder både for sen-geafsnittene og for distriktssygeplejerskerne. Da Sagsøger var på afdelingen, blev det altid vurderet, om man skulle køre ud på hjemmebesøg eller ej. Eftersom hun var på sengeafsnittet, havde hun en stor opbakning fra sengeafsnittet. Vid-net var ikke direkte involveret i Sagsøgers daglige arbejde, men hun har en tro på, at der altid skete en vurdering på afdelingen, inden Sagsøger kørte på hjemmebe-søg, samt at Sagsøger gjorde det frivilligt.

Hun er sikker på, at de i afdelingen – ud fra de retningslinjer, som de arbejdede ud fra – vurderede situationen og drøftede mulighederne, inden Sagsøger kørte ud til T den 29. november 2016, og at de har vurderet, at Sagsøger kunne køre hjem til T alene. Sagsøger havde som medarbejder et ansvar for selv at vurdere, hvor hun selv var, og vidnet oplevede, at Sagsøger var god til at vurdere egne evner og sin tilstand. Det kunne imidlertid også være en kollega, der rejste tvivl om, hvor-vidt et hjemmebesøg skulle finde sted. Vidnet ved, at Sagsøger i andre situationer er blevet holdt fra at køre hjem til patienter. Når Sagsøger har kørt hjem til patien-ter, har det altid været Sagsøgers valg at gøre det, og hun er ikke blevet ”sendt ud” mod sin vilje.

Det er vidnets vurdering, at Sagsøger skulle have været sygemeldt i længere tid i forlængelse af indlæggelsen i januar. Når de på mødet den 10. februar 2017 blev enige om, at Sagsøger skulle blive på afdelingen og ikke køre ud, var det så de kunne holde øje med hende. Det var helt almindeligt. Det var dog ikke sådan, at Sagsøger ikke på noget tidspunkt igen kunne tage på hjemmebesøg, men det var vurderingen på det tidspunkt. Den og alle andre beslutninger i forbindelse med Sagsøgers sygemelding kunne ændres afhængig af Sagsøgers tilstand. Den 27. februar mente vidnet, at Sagsøger fortsat skulle være sygemeldt, men Sagsøger mente at have flere ressourcer, hvilket vidnet lyttede til. Vidnet var og er ikke bekendt med Sagsøgers medicin eller behandling.

Vidne 8 har forklaret, at hun fra juni 2013 til februar 2019 var koordinator for recovery-mentorerne i Region Hovedstaden. Da hun star-tede skulle recovery-mentorordningen løbes i gang. Det første 1 ½ år arbejdede hun ca. 20 timer som mentor, men løbende fik hun mere en rolle som koordina-tor. I begyndelsen havde de 6 mentorer. På det tidspunkt var der tale om en god ide, og der var store ambitioner og et nobelt ønske om kulturændring in-den for feltet, herunder ved inddragelse af tidligere patienter. Hun havde i 2013 ingen til at hjælpe hende med at starte ordningen. Hun var ansat i Kompetence-

26

center for Rehabilitering og Recovery, hvor Vidne 9 var leder, og hun sparrede med Vidne 9, for hvem det dog også var nyt. De sparrede om organisa-tionen og ordningen generelt, men hun var alene med arbejdet som koordina-tor.

Indholdet af en recovery-mentors rolle afhænger af, på hvilket tidspunkt man henviser til. Først var recovery-mentorerne på sengeafsnittene, men senere også på de ambulante afsnit. Hjemmebesøg og udkørende opgaver falder under ”brobygning” , som oprindeligt var en stor del af arbejdet, da det vedrører over-gangen fra syg til rask, når patienten kommer hjem. Recovery-mentoren skulle støtte patienten i denne overgang. Det lå dog ikke i rollen, at recovery-mentoren skulle tage på egentlige hjemmebesøg. De kunne tage med i en taxa for at gøre turen hjem lettere og tage på korte besøg for at hjælpe i overgangen, men der var ikke tale om hjemmebesøg som en form for hjemmepleje eller jævnlige hjemmebesøg i øvrigt. Det var i overgangen fra det ene til det andet, herunder fra lukket til åbent afsnit, at recovery-mentorerne var involveret. Det var deri-mod ikke meningen, at recovery-mentorerne skulle have en central rolle i selve behandlingen. I psykiatrien taler man om fysisk og mental trivsel, og recovery-mentorerne gik meget ind i forhold til den mentale trivsel, men for så vidt an-går egentlig behandlingsplan med medicin og lignende, havde recovery-mento-rerne ikke en rolle. Recovery-mentoren udførte ”peer arbejde” , hvor fokus var at møde patienterne som ligeværdig og ”en-til-en” . Fra 2013 til 2019 var der lø-bende udvikling med rollen som recovery-mentor. Det var meget lidt gen-nemtænkt, da det startede, og Vidne 9 arbejdede blandt andet med devisen ”vi bygger flyet mens vi flyver” . En recovery-mentors uddannelse var ikke af be-tydning, da det centrale var recovery-mentors erfaring med systemet og således ”brugerbaggrunden” ; at man tidligere havde været indlagt var et af to krav for at blive recovery-mentor, det andet var erfaring med psykisk lidelse. Hun kan godt forstå, at man som recovery-mentor kan komme til at fjerne sig fra ”peer” -delen, hvis man havde en relevant uddannelse. Der er også den anden side, hvor det for arbejdspladsen kan være svært at håndtere dualiteten mellem en relevant uddannelse hos en recovery-mentor, og det at vedkommende er tidli-gere patient, da spørgsmålet bliver, hvad man præcist skal stille op med denne person – hvilke opgaver kan vedkommende varetage, og hvilke kan vedkom-mende ikke. Recovery-mentorerne og det øvrige sundhedsfaglige personale skulle som udgangspunkt udføre forskellige opgaver, men miljøet er en orga-nisk størrelse, hvor der trækkes på snart den ene ressource, snart den anden. Hun har ikke været bange for dette, men har stolet på de enkelte afdelinger, herunder i forhold til spørgsmålet om, hvor skarpt man trak grænserne, og om afdelingen ville have en præst eller en SOSU som recovery-mentor. Recovery-mentorernes baggrund var alt fra akademiker til håndværker.

Det har aldrig været en opgave for recovery-mentorerne at køre ud til patienter, der var selvskadende og stoppe det. Da hun hørte om Sagsøgers oplevel-ser, tænkte hun, at der var flere ting på spil. Det er nemt at tale om dårlig le-delse i sådanne situation, men hvis det virker, og det starter som en god inten-

27

tion, kan hun godt forstå begejstringen for det. Særligt med en vanskelige pa-tient, der har haft det svært. Det har dog undret hende, at den voldsomhed, som Sagsøger har oplevet med T, ikke har givet anledning til, at det blev stoppet. Sagsøger er meget varm og omsorgsfuld, og sådanne mennesker kan have brug for hjælpe til at træde væk. Den tætte kontakt, som Sagsøger havde med T, kan hun godt genkende og kan se værdien i den, men det som Sagsøger oplevede var vold-somt. På det punkt skulle der måske være blevet skredet ind. Sagsøger var på intro-kursus i 2015, og det var op til det møde, at hun og Sagsøger lærte hinanden at kende. Sagsøger var jævnligt med til ERFA-møderne, hvor de talte om svære ting, men også andre lettere ting. ERFA-møderne var en gang om måneden, og Sagsøger deltog ofte. På ERFA-møderne havde de en ”siden sidst” -runde, hvor man kunne ”lufte lidt ud” . Desuden var der ofte et fagligt oplæg eller besøg fra en anden organisation eller lignende. Hun talte løbende med Sagsøger, og de kom tæt på hinanden i den periode. Sagsøger fortalte hende blandt andet, at Sagsøger tit var på hjemmebesøg hos T. De talte sammen ca. hver 3. uge, hvor Sagsøger talte åbent og ærligt om det hele. Hun blev overrasket og bestyrtet over, at det var så vold-somt, det som Sagsøger oplevede; en ting er at man skal håndtere det, men man skal også have en pause fra det. Hun husker det som om, at der ikke var nogen alternativer til håndteringen af opgaverne med T, end Sagsøger. Det er muligt, at der var, men hun husker det ikke. Hun ville ikke personligt have overtaget, og hun mener spørgsmålet er, om andre havde lyst til at tage opgaven på sig. Hun ved ikke, hvad man lærer under uddannelsen til sociale og sundhedsassistent, og heller ikke, om det klæder en på til at tage ud til en selvskadende patient. Efterhånden blev rammerne om recovery-mentor-stillingen udvidet, og det sid-ste hun var med til at indføre var en uddannelse for recovery-mentorerne, som alle skulle igennem. Hun udarbejdede den sammen med en anden kollega, der blev tilknyttet undervejs. På uddannelsen talte man om mangt og meget; hun havde fx en humanistisk tilgang og talte om kunst og om livets størrelse, mens kollegaen holdt det mere jordnært og talte om lidelserne, hvad der kunne tilby-des som recovery-mentor og perspektivet i rollen, herunder hvordan man ind-går i behandlingen. Det handlede om at bygge en identitet op om recoverymen-toren, som kunne omsættes til input og tilbud i arbejdet. Det er muligt, at ud-dannelsen varede samlet 80 timer. Uddannelsen indeholdt også meget om ens egen sårbarhed, særligt i mødet med patienterne, hvor omstændighederne min-der om ens egne, eller det tager overhånd og bliver voldsomt. Recoverymento-rerne mødes af en alvor, hvor sygdomserfaringen kan komme for tæt på, og det kan blive for meget, hvis man ”bærer sine erfaringer lige under huden” . På ud-dannelsen talte de også om, hvordan man skulle sige fra, hvis man blev sat over for noget, man ikke ønskede, herunder sagde ”højt fra” over for sine omgivel-ser. Men sådan fungerer det ikke i virkeligheden. Da recovery-mentorernes ar-bejde er så relationsbaseret, kan man sidde med en borger, som pludselig kan være voldsom, og der skal siges fra. Men man skal også sige fra i personalerum-met, når man har været udsat for det. Det er ikke så meget med at sige til og fra,

28

men at forstå situationen og relationen. De talte også om det med at passe på sig selv.

Sagsøger blev indlagt i januar, og hun var på Psykiatrisk Center 2 og besøge Sagsøger. Hun tænkte, at der var stor sammenhæng mellem Sagsøgers indlæggelse og det tidligere forløb. Man ligger ikke på den lukkede, hvis man ikke er alvorlig syg. Hun var bekym-ret for Sagsøger og hendes psykiske velbefindende i 2016. Sagsøger er en meget stærk person, men samtidig skrøbelig. Vidnet har altid sparret med Vidne 9 om recovery-mentorerne, og hvad der skete med dem. Hun fik af Vidne 9 blandt an-det at vide, at hun ikke skulle engagere sig så meget. Hun talte altid med Vidne 9 om graden af voldsomhed, som recovery-mentorerne oplevede i deres arbejde. Hun er ret sikker på, at hun talte med Vidne 9 om recovery-mentorernes hjemme-besøg. De talte løbende om opgaverne, da recovery-mentorernes rolle skulle af-grænses, herunder over for de eksisterende medarbejdergrupper. Hendes ople-velse var, at hun ”afleverede” til Vidne 9, og så skete der ikke mere. Som koordi-nator havde hun ikke ledelsesansvar. Det lå hos Vidne 9.

Hun husker svagt opfølgningsmødet den 27. oktober 2017, men ikke, at der blev talt om ”signaler vi skal være opmærksomme på” . Afdelingen havde et ønske om at gøre det godt for Sagsøger, men efter sådan en afbrydelse af en ansættelse, bør fokus også være på indholdet af hændelsen og dens voldsomhed, og ikke kun på reaktionen på hændelsen og på personen, der har været udsat for den. Hun husker ikke, om de den 27. februar 2017 talte om, at Sagsøger ikke skulle på hjemmebesøg hos T mere, men det vil undre hende, hvis de ikke havde drøftet det. Hun husker ikke, hvad de drøftede på mødet den 27. marts 2017.

I forbindelse med udarbejdelsen af opslaget af stillingen som recovery-mentor på Psykiatrisk Center 1, havde hun og Psykiatrisk Center 1 en drøftelse om, hvad der skulle skrives. Allerede på det tidspunkt var situationen uholdbar, da man ikke fra centralt hold havde gjort sig klart, hvad man vil have, og ikke havde sat sig for at have en vis sam-menlignelighed mellem de for skellige centre. Det bundede i, at man primært havde en god ide og intention, og derfor blev udarbejdelserne af opslagene lagt ud til centrene, som i dette tilfælde. Der er nogle af formuleringerne i Psykiatrisk Center 1's stil-lingsopslag, som hun ikke selv ville have brugt, men hun kan godt genkende beskrivelsen af de konkrete arbejdsopgaver, og som det var tanken, at recovery-mentorerne skulle udføre. Var hun blevet spurgt om en patient skulle have ud-leveret en recovery-mentors telefonnummer, havde hun som koordinator sagt nej. Dels gør personalet på en psykiatrisk afdeling det ikke, og dels mener hun ikke, at en recovery-mentor har noget at tilbyde patienterne uden for arbejdstid, da de der er privatpersoner. For ikke at den enkelte recovery-mentor kommer i en situation, hvor de selv skal vælge, og måske være præget af den gode situa-tion og et stort hjerte, skal der være en klar regel om, at man ikke udlevere sit nummer. Hun ved, at dette har været italesat, men hun kan ikke sige hvornår, og desuden tog de det i Kompetencecenteret som en selvfølge, at det ikke skete. Hendes bekymring for Sagsøger bundede både i, at Sagsøger fortalte om sine oplevel-ser, men også i hvordan Sagsøger havde det. Bekymringen opstod, efter at Sagsøger fortalte om voldsomme oplevelser hjemme hos patienter. Hun husker ikke,

29

hvornår det var; der var tale om et forløb over en periode, hvor der også var gode ting. Sagsøger rykkede ikke kun ud, når det stod skidt til med patienten, men mere generelt, og nogle gange var det voldsomt, det som Sagsøger kom ud til. Hun kan ikke sige, om problemet lå i, at T nogle gange havde det meget skidt, eller at Sagsøger varetog opgaven over en lang periode. Hun husker ikke tidsmæssigt, hvornår hun har hørt om voldsomme episoder, heller ikke den, der fandt sted den 29. november 2016. Hun kendte til det, før Sagsøger blev indlagt, og det var ikke i den forbindelse, at hun blev bekendt med de voldsomme episoder.

Vidne 1 har forklaret, at hun er leder af ambulant på Psykiatrisk Center 1 og også var det, da Sagsøger arbejdede på Psykiatrisk Center 1. Hun er uddannet ergotera-peut, og har taget en lederuddannelse og en terapeutisk uddannelse. I 2015 og 2016 fungerede hun til dels på både sengeafsnittet og ambulant. Det var mere integreret, end det er i dag, hvilket blandt andet betød, at når Vidne 2, leder på sengeafsnittet, havde ferie, vikarriede Vidne 1 for hende. De kunne dække ind for hinanden i forhold til den daglige drift, så hvis Vidne 2 ikke var der, var det vidnet, der gik op om morgenen og fulgte op mv. Det var ad den vej hun lærte Sagsøger at kende. I forhold til deres relation i øvrigt, er der meget vidnet ikke husker. Det startede stille og roligt på en af Vidne 2's fraværs-dage. Hun talte med Sagsøger og blev opmærksom på, at Sagsøger havde det svært og dårligt, herunder svært på arbejdet, og at Sagsøger ikke følte sig hørt i forhold til sit arbejde med T. Hun var bekendt med, at Sagsøger havde meget med T at gøre. Det kan meget vel have været lige op til Sagsøgers indlæggelse, at Sagsøger sagde til hende, at hun havde det svært.

Hun var ikke direkte involveret i Sagsøgers besøg hos T. Det var bragt op i ledelses-gruppen af Vidne 7, hvor det var blevet drøftet, hvad det var for noget, og om der var styr på det, og det blev oplyst, at det var der. Hun mener, at Vidne 3 også var en del af det, og at Vidne 6 var. De havde drøftelsen nogle gange; herunder før Sagsøgers indlæggelse, men hun kan ikke hu-ske hvornår, eller om det var i løbet af sommeren 2016. Fokus for drøftelserne var T, da T var svær, og samtalen gik mere på, om der skulle være hjemmebe-søg, hvem der skulle følge op, hvem havde ansvaret, og hvem stod for behand-lingen. Det var ikke rollen som recovery-mentor, eller Sagsøger som sårbar, der blev drøftet. Sagsøger blev anset som en helt almindelig medarbejder. T var en del af en patientgruppe, hvor det er svært. Der er hyppige indlæggelse, voldsom selvskade og suicidale tanker. Det er ikke alle patienter på psykiatrisk, der har voldsomme selvskader, men der har været patienter både før og efter T med samme grad af selvskader. Det er i perioder af deres sygdomsforløb. Det er sjældent at de skærer ind i eller ned til sener, men hun kan ikke sige, hvor tit el-ler sjældent det sker. Hun kender ikke til andre tilfælde, hvor en social- og sundhedsassistent har været den primære daglige kontakt på ambulant, men konstellationen må være kommet i stand, mens Sagsøger var på sengeafsnittet og der fik en meget tæt relation til T. Sagsøger var den første der kom ind på T. Ambu-lant dækker over alle patienter, der ikke er indlagt. I dag kan de tilbyde daglig

30

kontakt til patienterne, men det gjorde de ikke, da Sagsøger var ansat. På det tids-punkt ville det typisk være en gang om ugen, enten ved hjemmebesøg eller på afdelingen. Hvordan det gøres afhænger af den enkelte patient.

Hun kan godt huske, at hun en gang hentede Sagsøger og kørte hende til Psykiatrisk Center 1, da der var noget galt, men hun husker det ikke i detaljer. Hun mener, at Sagsøger sendte en sms om morgenen på vej på arbejde, men hun husker ikke, om de også talte i telefon. Sagsøger skrev, at hun var i Område 2, og vidnet kørte ud til hende. Hun kan også godt huske, at Sagsøger havde været i Jem & Fix, men ikke, om det var om aftenen, at hun hentede hende. På Psykiatrisk Center 1 talte Vidne 3 og vidnet med Sagsøger og fik arrangeret en indlæggelse på Psykiatrisk Center 2. Det er muligt, at Vidne 5 var med Sagsøger Udeladt. Sagsøger blev indlagt på Psykiatrisk Center 2, og både Vidne 5 og vidnet havde kontakt med Sagsøger under indlæggelsen. I marts 2017 aftalte de, at Sagsøger skulle flyttes over til ambulant til vidnet. Sagsøger og vidnet havde drøftet dette inden mødet med de andre. Sagsøger ville meget gerne tilbage på arbejde og var også god til det. At flytte Sagsøger til ambulant var et forsøg på at gøre noget anderledes, så Sagsøger kunne komme tilbage. Det var umiddelbart efter mødet i marts, at skiftet skete. Det var hensigten, at T skulle overgå til mere regulært ambulant behandling, men grundet den tætte relation mellem T og Sagsøger skulle overgangen ske gradvist og dels til Vidne 4 og dels til bostøtter. Det var en svær proces med denne udslusning af Sagsøger i forhold til T og indslusning af T på ambulant. Hun husker ikke at have fået at vide, at Sagsøger ikke længere skulle på hjemmebesøg, men hun har heller ikke hørt, at hjemmebesøgene var det problematiske. Det var mere opfølgningen el-ler mangel herpå, der var udfordringen. Sagsøger sagde til hende, at det ikke var arbejdsopgaverne, men det, ikke at blive hørt eller mødt, når der var noget. Op-gaven blev derfor at sluse Sagsøger ud og få andre ind i forhold til T. Som recovery-mentor var Sagsøgers rolle på sengeafdelingen og i overgangen. Vidnet havde ople-velsen af, at det gik godt, da Sagsøger kom tilbage, og at Sagsøger meget gerne ville til-bage. De havde en tæt kontakt. Der var gange, hvor vidnet som leder prøvede at stoppe Sagsøger i at gøre noget, men Sagsøger havde en autonomi, integritet og styrke, og nogle klare meninger om, hvad der var rigtigt og forkert, hvilket nogle gange medførte, at Sagsøgers mening blev afgørende. Det kom fx til udtryk vedrørende Sagsøgers sygemelding, hvor vidnet ønskede Sagsøger sygemeldt, men Sagsøger modsatte sig dette. Hun husker en anden episode, som var før Sagsøger kom over i ambulant, hvor T kontaktede Sagsøger, og der var bestyrket mistanke om selvskade. Sagsøger gjorde vidnet og Vidne 3 opmærksom på henvendelsen, og de vurderede, at Sagsøger ikke skulle køre hjem til T. I sådanne situationer sender de politiet eller en ambulance. Sagsøger blev overrasket eller chokeret og følte angive-ligt, at hun ”svigtede” T eller lignende ved ikke at køre ud, ligesom hun selv vurderede, at hun godt kunne. Vidne 3 og vidnet var dog uenige heri, og de stop-pede Sagsøger i at køre hjem til T. Vidnet husker ikke, hvad de gjorde i stedet. Det var inden hun blev leder for Sagsøger.

Den episode, der er nævnt i referatet fra fraværssamtalen den 18. august 2017, var nogen angstanfald, som Sagsøger havde haft på arbejdet. Nogle af kollegaerne

31

havde set det, og hun husker det sådan, at dette var skamfuldt for Sagsøger. Ved opfølgningssamtalen den 19. september 2017 var Sagsøger organisatorisk kommet over på ambulant, men hendes funktion var stadig på sengeafsnittet, da det var her, de havde fået tilført midler til en recovery-mentor. Derfor lå opgaverne for-trinsvis på sengeafsnittet og i overgangen, og Sagsøger gik derfor fortsat mest på sengeafsnittet. Hun tror, at sætningen om for meget stimuli på sengeafsnittet kan være kommet fra Sagsøger, og det relaterede sig til de mange mennesker, der kommer på sengeafsnittet. Da Sagsøger kom fuldt tilbage på arbejde, var Vidne 4 kommet mere ind over T, og Sagsøger deltog ved T’s ambulante samtaler hos Vidne 4 for at lave en overgang, men hun husker ikke, hvornår i forløbet dette var. Vidnet er op til sagen blevet opmærksom på, at Sagsøger fortsat var på hjemmebe-søg hos T i den periode, hvilket kom bag på hende. Da Sagsøger kom tilbage arbej-dede de på overgangen med respekt for relationen mellem T og Sagsøger, da den var meget sårbar og vigtigt for T. T og Sagsøger skulle derfor tale sammen, når T kom for at hente medicin.

Det er ikke praksis at man udleverer set privatnummer til patienterne. De har på Psykiatrisk Center 1 sidenhen fået arbejdstelefoner, og patienterne har det nummer til deres kontaktperson. Som leder mener hun ikke, at det var i orden.

Hun opfattede Sagsøger som viljestærk og som en, der gav udtryk for sine menin-ger. Sagsøger blev fuldtidssygemeldt i august 2017. Vidnet var på det tidspunkt på ferie, men blev orienteret om det. Det var på et andet tidspunkt, at hun og Sagsøger havde drøftelsen om, hvorvidt Sagsøger skulle sygemeldes, hvor Sagsøger gav udtryk for at have brug strukturen i et arbejde og noget at stå op til i hverdagen.

Hun mener, at hun blev opmærksom på, at Sagsøger havde det svært, inden Sagsøger blev indlagt og inden samtalen mellem hende og Sagsøger, som Sagsøger har beskre-vet. Hun er ikke sikker, men mener, at hun blev bekendt med det tidligere, og at de havde en løbende dialog. Hun husker ikke, at Sagsøger gav udtryk for at have det svært ved at køre på hjemmebesøg hos T. Generelt var det ikke opgaverne, der var problemet, men at Sagsøger ikke blev ”grebet” efterfølgende; særligt efter episoden den 29. november 2016. Deres dialog om, hvordan Sagsøger havde det starterede formentlig efter dette tidspunkt.

Da vidnet var med til at vurdere, om Sagsøger skulle køre ud til T, kom Sagsøger ind til Vidne 3, vidnet og Person 5, som er psykolog, og som Sagsøger havde samtaler med på det tidspunkt – formentlig som en del af supervisionen – og ville tage til T. Der var mistanke om alvorlig selvskade. Vidnet, Vidne 3 og Person 5 så ikke sms’en, men Sagsøger fortalte om den. Det var vidnets oplevelse, at de skulle over-vinde Sagsøgers trang til at tage ud til T. Hun kan sagtens forstå motivet, henset til relationen, hvor T kunne opleve det som et svigt, hvis Sagsøger ikke kom. Det var således nødvendigt at stoppe Sagsøger. Vidnet anser det som en del af sin leder-rolle at skride ind som det skete.

Vidne 4 har forklaret, at hun er sygeplejerske ved ambulant på Psykiatrisk Center 1 og har været det siden januar 2013. Hun har været inden for psykiatrien si-den 1992, dog med en tid ved lægepraksis fra 2009 til 2012. Hun har en særlig

32

uddannelse i kognitivterapi, der er adfærdsterapi, som hun bruger til at analy-sere og forstå patienterne, og hvorfor patienterne reagere som de gør. Kognitiv-terapi bruges også til at hjælpe patienterne med ”at holde ud at have det svært” og følelsesreagere på anden vis end ved selvskade, eller til at forstå hvorfor selvskaden sker. Hun har kendskab til T fra sin tid i lægepraksissen, hvor hun mødte T i forbindelse med vaccination af T’s børn.

I 2015/16 var ambulant meget anderledes end i dag, da ambulant er blevet ud-bygget meget undervejs. De har også fået flere funktioner og er blevet mere spe-cialiseret. Der var ikke udkørende på ambulant, da det var distriktssygeplejer-skerne der varetog den opgave. De kørte ud til dem, der ikke kunne komme ind på Psykiatrisk Center 1 for at få deres medicin. Øvrige patienter kom ind til Psykiatrisk Center 1 til samtale. En patient som T ville normalt blive indkaldt til en ugentlig samtale, og hun havde selv ugentlige samtaler med T, efter at T startede hos hende. Daglige hjemme-besøg og besøg i weekenden var ikke normalt. Hun husker ikke meget om ind-læggelserne, men der kunne man godt have hjemmebesøg og har det stadig; hente tøj og tømme postkasse mv. Det var ikke normalt med en ordning som den T havde, mens T var tilknyttet ambulant. Hun husker ikke at kende til an-dre lignende særlige ordninger inden for psykiatrien, som den T havde. Hendes kontakt med T startede i juni 2016, da de fik T ind for at få fjernet suturer, hvil-ket vidnet stod for. T havde svært ved at møde nye mennesker, men kunne for-stå nødvendigheden. Det var på den måde praktisk, da det kunne klares uden for meget snak, men hvor T alligevel blev introduceret til vidnet. Alle patienter på Psykiatrisk Center 1 er meget sårbare og kommer med hvert sit. Det første de ser er sympto-merne, men efterhånden som de lærer patienterne at kende, begynder de at se baggrunden for adfærden eller symptomerne. Det er svært at sige, hvad en ”ty-pisk” patient er. T var dog meget hård ved sig selv, herunder i form af selvskade, og hun har haft et hårdt liv. T er altid blevet mødt med straf, så hun har det svært med at møde nye mennesker og tro på, at de vil hende det godt. Det var alvorlig selvskade T påførte sig selv. Når man er som T, handler det hele om liv eller død. Det hele er sort/hvidt, og det er en måde at mærke sig selv på, som kan komme meget tæt på døden. Den gruppe patienter møder de mange af. T skabte en tæt relation til Sagsøger og var meget afvisende over for andre, også i mødet med vidnet. T fik ikke lov til ”det” med vidnet. Vidnet talte med hende om, at nogle gange var vidnet der, og andre ikke. Da vidnet var på orlov, havde T kontakt med en anden kollega, hvilket gik fint, men da vidnet var tilbage, kunne hun og kollegaen ikke køre parløb, da T ikke ønskede det. Kollegaen var dog fortsat involveret. Hvis det stod til T, var det kun vidnet, men T accepterede, at omstændighederne kunne medføre, at vidnet ikke kunne være der, og at det derfor var trygt med endnu en person tilknyttet. Det krævede et arbejde at nå til det punkt med T, men vidnet fik T til at indse og acceptere forholdene. Det er hårdt at arbejde med en patient, der er selvska-dende, i det omfang, som T var. Som menneske tåler man dårligt selvskade i form af, at en person skærer i sig selv og lignende, men med deres uddannelse

33

tåler de bedre at stå i det, have mere is i maven og sammen med patienten finde ud af, hvordan man kan være i det.

I forbindelse med overgangen fra Sagsøger til vidnet, var Sagsøger med til nogle samta-ler for at støtte T og give hende en større tryghed, men også for at arbejde på, at Sagsøger selv kom ud af det. Det var en proces for at gøre det godt for begge parter. Det tog lang tid at få gang i samtalerne mellem vidnet og T, blandt andet fordi T aflyste møderne. Vidnet kender mønsteret med aflysninger, og hun tog hur-tigt fat i T for at høre, hvorfor hun aflyste. Det var svært for T at ”se på sig selv” , og da der også i denne tid var forhold vedrørende hendes børn, kom de i første række, og så magtede T ikke møderne. T havde erfaring med, at hvis hun aflyste, så trak folk sig, og hun behøver ikke forholde sig til dem, eller hvordan hun selv havde det. Det tillod vidnet dog ikke og holdt fast.

Hun er bekendt med, at Sagsøger blev indlagt på Psykiatrisk Center 2. T var indlagt omkring epi-soden den 29. november 2016, så vidnet var ikke involveret, men kender til epi-soden. Forud for episoden – i løbet af 2016 – sparrede vidnet og Sagsøger meget, herunder efter hvert besøg, og når T havde foretaget selvskade. Hvis Sagsøger ikke sparrede med vidnet, gjorde hun det med en kollega på sengeafsnittet. Vidnet var ikke bekymret for Sagsøger specielt i den periode, men Sagsøger blev meget ind-draget af T, og dét bekymrede vidnet. Alle var bekymret, også ledelsen, og der blev talt om det. Hun husker det ikke som ”bekymringer” før den 29. november 2016, men planen var hele tiden, at T skulle udsluses til ambulant, og det var det, der var i fokus. Sagsøger var ansat på sengeafsnittet, hvor patienterne er ind-lagt, og ikke på ambulant, hvor patienterne er udskrevet. Det var udslusningen af T, der var fokus på. Sagsøger havde ikke ambulante funktioner, da sengeafsnittet og ambulant har forskellige medarbejdergrupper. Vidnet har også været på hjemmebesøg hos T, men ikke tit. Det er vidnets erfaring, at arbejdet bedst gø-res og målene opnås, når samtalerne sker hos vidnet. Der er mere fokus der, end hjemme hos patienterne. Vidnet har ikke givet T sit privatnummer og giver det ikke til nogen patienter.

Hendes kontakt til T i dag er som kontaktperson og behandler. Sagsøger var recovery-mentor og ikke kontaktperson for T. Det var Vidne 5. Vidnet bruger sin uddannelse som terapeut i arbejdet som behandler, og det fungerer bedst hos vidnet, hvor de er uforstyrret. Der er for mange forstyrrelser hjemme hos patienterne og på sengeafsnittet. Det var hendes opfattelse, at Sagsøgers hyp-pige hjemmebesøg hos T var med henblik på at skabe den gode relation til T og opbygge en tro hos T om, at der var nogen, der ville hende det godt. Det var mere relationsskabende end behandling. Sagsøger understøttede behandling ved fx at minde T om kriseplaner eller lignende, men var ikke behandler.

Sparringen, som vidnet og Sagsøger havde, var både helt generel og før og efter hjemmebesøg hos T. Når T var indlagt blev andre kollegaer inddraget. Vidnet kunne også inddrage sin nærmeste leder, hvis der var forhold, herunder vedrø-rende Sagsøger, som gav anledning til det. Sagsøger gik til supervision hos en psyko-log. Et forløb som startede lang tid før, at Sagsøger og T kom ned til vidnet, men hvor vidnet var med til nogle seancer. Gennem sin leder fik vidnet sat i stand,

34

at hun og Sagsøger også modtog supervision hos en ekstern supervisor. Sagsøger havde således både psykologforløb ved intern og ekstern psykolog. Samtalerne under supervision vedrørte ikke behandlingen, da lægerne varetog den del, men handlede mere om håndteringen af det hele, og ”hvordan og om man skulle stå fast i det” . Det var også ”stedet” , hvor det kunne drøftes, hvis fx det var svært med T, og hvordan det kunne håndteres. Det er hendes opfattelse, at der blev lyttet, hvis en medarbejder sagde fra eller sagde, at der var noget, man ikke magtede. Det villet blive taget alvorligt. Vidnet har ikke på noget tids-punkt hørt Sagsøger give udtryk for, at hun ikke ville på hjemmebesøg hos T. De gik til supervision, fordi det blev for svært med håndteringen af T. Ikke fordi T var svær. De gik til supervision vedrørende deres egen håndtering af situatio-nen og dem selv. Når de gik til supervision, var det udtryk for at det var svært, men hun husker ikke, om det blev eksplicit sagt, at det var svært, herunder om det var svært med T, men det var følelsen de kom ind med. Det var også for at få ryddet op, og det var jo ikke så svært at det stoppede, eller at de følte, at de ikke skulle mere. Supervision er sædvanligt ved Psykiatrisk Center 1. Det er helt generelt, ske-malagt og skal prioriteres. Det er en naturlig del af arbejdet.

Efter Sagsøgers sygemelding har hun ikke oplevet Sagsøger give udtryk for at have for mange hjemmebesøg, og sådan blev det heller ikke. I den periode trappede de ned på hjemmebesøgene, da der skulle ske en udslusning, og T skulle mere over til vidnet. Hjemmebesøgene blev færre og færre, hvorefter det overgik til bostøtte, som det var planen, selvom det trak ud.

Vidne 5 har forklaret, at hun har været ansat ved Psykiatrisk Center 1 siden 2006. Hun er sygeplejerske, specialuddannet inden for psykiatri i 2018/19 og ved at tage en master i klinisk sygepleje.

Hun har været kontaktperson for T. Hun husker ikke, hvornår hun blev kon-taktperson for T, men det var kort efter, at T blev indlagt på åbent afsnit, hvor vidnet primært var. I dag dækker hun begge afsnit og har omgang med patien-terne, men er ikke fast kontaktperson for nogen. Hun kan være det en uge eller nogle dage, men ellers ikke. Da hun var fast kontaktperson, havde hun den fa-ste kontakt til T. I en periode omkring 2015 var hun i dagvagt fra mandag til fredag, og havde der samtaler og kontakt med T på samme måde som med an-dre patienter, som hun var kontaktperson for. Patienterne kunne henvende sig til hende, og de talte om, hvad der skulle ske, og hun sørgede for, at de fik no-get at spise og lignende. T havde svært med kontakt. Det var ikke specielt for T i forhold til andre patienter, der har det svært med kontakt. Med sådanne pa-tienter handler opgaven om relation og tillid, og det tog noget tid med T. Hen-des oplevelse af Sagsøgers og T’s kontakt var den, at Sagsøger som recovery-mentor havde en anden funktion end vidnet, og at Sagsøger og T brugte tid sam-men og var på afdelingen og fik en god kontakt.

Hun husker ikke overvejelserne om, at lade T blive på åbent afsnit trods

selvskade, men det er overvejelser man altid har og gør sig. Som kontaktperson er man det ikke kun på det ene eller det andet afsnit. Man er måske primært på

35

det ene, men da de var få ansatte på Psykiatrisk Center 1, var man på begge afsnit. Det var dog ikke sådan, at man fulgte en patient fra afsnit til afsnit. Vidnet var kontinuiteten på åbent afsnit. Hvis en patient er på orlov fortsætter kontaktpersonsrelationen, herunder mellem vidnet og T. Hvis patienten flytter til ambulant, overtager en anden kontaktperson. Vidnet husker også, at dette skete i T’s tilfælde. Hvis T blev indlagt på ny, kunne vidnet godt blive kontaktperson for hende igen og blev det også næsten hver gang. Dette blandt andet af hensyn til relationen mel-lem dem. Hun husker ikke, om det var hver gang eller i hvilke perioder, men hun var meget kontaktperson for T.

Der var en gang, hvor Sagsøger var hos T, hvor de havde meget telefonkontakt om, hvad Sagsøger skulle gøre. Hun mener, at det var noget om T’s selvskade. Hun og Sagsøger var meget i kontakt hver dag, så hun kan ikke præcisere datoen for netop den telefonkontakt; det kan godt have været den 29. november 2016, men hun ved det ikke. Hun husker ikke, om man på Psykiatrisk Center 1 talte om, at man var bekymret for Sagsøger eller omfanget af hendes involvering i T. De var jo meget involveret som kontaktperson og lignende, men Sagsøger var meget involveret i T. De havde ikke tidligere haft en kollega som Sagsøger, der havde mulighed for at have mere kontakt med patienterne på den måde. De var begge meget involveret i T, men til sidst tænkte vidnet, at det var meget og om, hvorvidt det var godt eller ej. Så-dan noget overvejer man hele tiden, når man har med mennesker at gøre, der har det skidt. Hun husker ikke, at Sagsøger var hos T hver dag, eller i hvilke perio-der, eller at Sagsøger skulle have været der hver hverdag. Hun kan dog heller ikke afvise det. Hvis hun havde tænkt, at Sagsøgers arbejde med T var for meget, havde hun reageret og talt med kollegaer om det, og var også selv gået videre med det; og det gjorde hun ikke. Hun husker ikke, at der var regler om, hvorvidt man måtte køre alene ud til patienter der selvskadede.

På et tidspunkt var hun på skadestuen med T og Sagsøger, men hun husker ikke datoen, eller hvad der skete på skadestuen, blot hændelsen. Set tilbage på situa-tionen burde Sagsøger ikke være kørt hjem til T alene, når man i dag ved, hvad der skete, men i situationen var det deres vurdering. Hun husker det ikke rigtig, men hun og Sagsøger har haft situationer, hvor de har drøftet, hvad der skulle gø-res, blandt andet da vidnet var T’s kontaktperson, og hun og Sagsøger havde meget sparring. Hun tog sammen med Sagsøger over til Psykiatrisk Center 2. Det kom i stand ved, at vid-net blev ringet op og fik fortalt, at Sagsøger havde det meget skidt og skulle indlæg-ges i By 2. Vidnet blev bedt om at tage med, men hun husker ikke, hvem der spurgte. Det ville hun gerne, så hun kom ind på afdelingen, hvor hun

mødte Sagsøger, og talte med nogen. Sagsøger sad i et rum med en kasket på og sagde, at hun havde det meget svært. Inden Sagsøger blev indlagt, talte kollegaerne om, at Sagsøgers opgaver med T var for meget, men hun husker ikke hvem, eller om le-derne på Psykiatrisk Center 1 var med i disse drøftelser. T og Sagsøger havde rigtig meget kontakt, og så meget kontakt kan kontaktpersoner have svært ved at have, da de har kontakt til flere personer. Sagsøger ville gerne T og ville gerne hjælpe hende, som de alle gerne vil hjælpe patienterne.

36

Fra mødet den 10. februar 2017 husker hun ikke andet, end at det var på Vidne 7's kontor, og hun ved ikke, hvad sætningen om hjemmebesøg dækker over, eller hvor længe en eventuel aftale herom skulle gælde.

Hendes oplevelse af samarbejdet mellem Vidne 2 og Sagsøger var, at der ikke var problemer i starten, men at der skete noget undervejs. Hun ved ikke hvad, men Sagsøger fik det meget svært med Vidne 2; Sagsøger kunne næsten ikke være sammen med hende. Vidnet husker ikke, at Vidne 2 havde det svært med Sagsøger. Hun kan ikke huske, om der var et møde den 29. februar 2017.

Hun husker ikke, at Sagsøger gav udtryk for, at hun ikke ønskede at tage på hjem-mebesøg hos T. Hvis Sagsøger havde givet udtryk for det, var der blev lyttet til det, det er hun helt sikker på. Sagsøger ville ikke blive udsat for noget, hvis vidnet tro-ede, at det kunne volde Sagsøger skade, men vidnet har ikke hørt eller forstået, at det var noget Sagsøger ikke ville. Hun ville ikke selv have presset Sagsøger.

På et tidspunkt til sidst kunne vidnet høre på Sagsøger, at hun ikke havde det godt, og vidnet tænkte formentlig da over, hvad det kunne skyldes; men hvad der var grunden kan være svært at sige, da tingene i jobbet flyder sammen. Hun husker ikke, at det skulle være hjemmebesøgene, og heller ikke andre ting, som kunne være årsagen. Hun synes at huske noget med Falck Healthcare i forhold til Sagsøger, og på Psykiatrisk Center 1 havde de supervision på afsnittet, men hun ved ikke, hvor meget Sagsøger brugte det. Desuden havde de megen kollegial sparring både på et generelt plan og rigtig meget i forhold til T. Hvis Sagsøger havde det svært med at tage ud til T, er det vidnets oplevelse, at de havde et tæt og åbent forhold, og at Sagsøger kunne fortælle hende om det.

Den episode, der er nævnt i ”Anmeldelse af arbejdsulykke mv.” , kan godt være den, som hun husker, hvor hun talte i telefon med Sagsøger, mens Sagsøger var hos T, men hun husker ikke, at hun talte i telefon med Sagsøger om aftenen. Det kan sag-tens være sket, og det var sædvanligt, ligesom det ville være naturligt, at det var vidnet, der ringede til Sagsøger. Det beskrevne forløb er i overensstemmelse med den procedure de havde på afdelingen i forbindelse med sådanne hændel-ser. Både hvordan det foregik på afdelingen og ved den efterfølgende opfølg-ning.

Man kan ikke altid selv mærke, hvornår noget er for meget. Når det sker, er der forhåbentlig andre, der kan se det eller mærke det, fx vidnet selv, eller andre omkring Sagsøger. Det var hendes indtryk, at Sagsøger var stærk og fagligt dygtig. Derfor drøftede de også mange ting og sparrede både til fordel for hende og Sagsøger. Man kan godt være ude i noget skidt uden selv at kunne mærke det. Su-pervision bruges til at mærke efter. Det er et rum til netop dette. Man møder meget på jobbet og har brug for ventilation, hvilket supervision også er til. Man sidder alene i et rum i lidt længere tid med en supervisor, og der kan man mærke efter og eventuelt få hjælp til at gå videre.

Vidne 3 har forklaret, at hun er tidligere klinikchef ved Psykiatrisk Center 1 herunder fra 2015 til 2018, hvor hun indgik i ledelsen med Vidne 7. Hun er fortsat ved Psykiatrisk Center 1 som læge og psykiater. Hun var først ved Psykiatrisk Center 1 fra 2002 til 2004,

37

senere som psykiater fra 2008 og senere klinikchef i 10-11 år. I dag er hun over-læge, har ansvaret for bostøtteteamet og er kontaktperson i forhold til Sund-hedsplatformen. Som klinikchef var hun chef for hele Psykiatrisk Center 1, men da Psykiatrisk Center 1 var et lille center, havde hun også meget tid som kliniker på sengeafsnittene og havde også ambulante patienter som behandlende læge. Når det fremgår af journa-lerne, at hun har været involveret i behandlingen af T, har det været som ambu-lant behandlende ansvarlig læge, eller på lukket eller som bagvagt. Som bag-vagt kunne hun også kontaktes vedrørende patienterne på åbent. Man dækker det hele, når man er på vagt. Hun havde kendskab til ”egne patienter” , uanset om de var på det ene eller andet afsnit. T var en af de patienter, som hun havde godt indblik i. Hun stod ikke for behandlingen, når T var på åbent, men hun havde indblik i forløbet, når T var indlagt.

Patienter kan godt være på orlov, når de er indlagt på lukket afsnit for at under-søge, hvor langt patienten er. Hjemmebesøg er en meget normal opgave, og en del af udslusningen for patienterne. Det kan være alle ansatte, der tager på hjemmebesøg, bortset fra sekretærerne og rengøringspersonalet. Det kan også være læger, men dette er dog sjældent grundet tidsforbruget forbundet med det.

Hun var ikke med i processen vedrørende ansættelsen af Sagsøger, men var med på sidelinjen som en del af ledelsen. Hun kendte Sagsøger, så meget som man nu gør, fra hendes tid som elev ved Psykiatrisk Center 1, hvor Sagsøger var på lukket afsnit. Hun har kun haft et godt indtryk af Sagsøger, som værende dygtig, initiativrig og ansvarsfuld, god til at tænke frem i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og komme med forslag. Alle var glade for, at Sagsøger blev ansat som recovery-men-tor. Det var den første recovery-mentor ved Psykiatrisk Center 1, og Sagsøger havde en relevant uddannelse og kendte centeret. Det var hendes vurdering, at Sagsøger havde både kompetence og ballast til at indgå i arbejdet på centeret. Hun havde ingen be-tænkeligheder ved, at Sagsøger blev ansat. Hendes samarbejde med Sagsøger var pri-mært vedrørende T. Der var muligvis også samarbejde om andre patienter, men ikke nogen hun husker. Hvis det var patienter, der blev behandlet ambulant, blev vidnet nok inddraget i deres forløb også. De havde et tæt samarbejde, når det var nødvendigt, fx når der skulle tages stilling til noget. Hun så det som et tillidsfuldt samarbejde, hvor man kunne sige sin mening. Sagsøger var en person, der kunne give udtryk for egen holdning; og gjorde det. Hun bød gerne ind. Hun har aldrig hørt Sagsøger give udtryk for, at der var opgaver eller forhold om-kring T, som hun ikke magtede. Det var først, da Sagsøger blev syg, at det gik op for vidnet, at Sagsøger havde fået det meget dårligt. Hun husker ikke, hvor meget det specifikt var forhold omkring T, der fyldte. Hun husker ikke, at det skulle være blevet italesat som handlende om T.

Hun blev først bekendt med episoden den 29. november 2016 noget senere og var ikke involveret i den. Hun er heller ikke blevet orienteret om den af Sagsøger, men tænker også, at det nok heller ikke har været relevant at inddrage hende. Selvskade hos patienter er noget der går op og ned, og ofte noget der går over, selvom det kan tage lang tid. Selvskader ”bølger” . Man bruger blandt andet

38

medicin til at dæmpe og hjælpe på det. Medicin kan bruges til depression eller angst, men også til at dæmpe følelser, når patient ikke kan tackle at have de fø-lelser, som vedkommende har. Det er muligt for en patient at komme helt ud af selvskade, herunder ved brug af den rette medicin, men det er en samlet indsats med brug af både terapi, medicin mv., som benyttes i behandlingen. I situatio-ner, hvor de tilkalder politiet i forbindelse med selvskade hos patienter, er det ikke fordi de vurderer, at der er risiko for skade på personalet. Patienter, der selvskader, kan være helt væk, og så kan der være risiko for skade på andre, men hvis man holder sig fra patienten i de situationer, er vedkommende ikke farlige for andre end sig selv. Når politiet tilkaldes, er det for at stoppe selvska-den. Det kan være farligt at forsøge selv at stoppe selvskaden og af hensyn til patienten. Selvskaden er ikke vendt mod andre, men kun mod patienten selv. Dette gælder også T, der ikke var farlig for andre end sig selv. At nogen blandt personalet kan have været bange for T, har blandt andet noget at gøre med erfa-ringen inden for psykiatrien hos den enkelte medarbejder. Hvordan man hånd-terer det, er noget, der skal indgå i supervisionen og i voldsforebyggelsen. Det var ikke hendes indtryk, at personalet generelt var bange for T, men episoden, hvor politiet var involveret, gjorde nogle utrygge, da det var en voldsom epi-sode; det var dog ikke for egen sikkerhed der var frygt.

De drøftede løbende, om hjemmebesøg var rimeligt og forsvarligt. Det er helt generelt, og det gjorde de også med Sagsøger. Det er en fuldstændigt gængs prak-sis. Hvis nogen er betænkelig ved det, så tages det alvorligt, og hvis en medar-bejder giver udtryk for betænkelighed, så gennemføres et hjemmebesøg ikke, eller der vil være to, der tager afsted. Det vurderes individuelt og konkret. ”Sik-kerhedsprocedure for udkørende arbejde på Psykiatrisk Center 1” var tidligere en mundtlig procedure. Der er altid en vurdering, om man skal køre to ud. I alle tilfælde af svær selvskade eller risiko for suicidalitet kører man altid to ud eller tilkalder politiet eller en ambulance, som det fremgår af proceduren.

Omkring den 28. november 2016 var T i ambulantbehandling og ikke længere indlagt. Den fase T var i på dette tidspunkt var en periode, hvor hun var rimelig stabil i flere måneder; for første gang i lang tid. Det var en god periode i forhold til tidligere. Når hun i journalerne har skrevet om suicidalitetsrisiko skyldes det, at de bliver kigget meget i kortene på dette punkt og om, hvorvidt de har tænkt sig om i forhold til potentiel suicidalrisiko. De kan ikke vide, om der pludseligt sker noget, som de ikke havde forudset, hvorfor de er nødt til at skrive, at de har tænkt sig om. Der er stor forskel på, om det er ”akut” eller ”let øget” risiko. Man må erkende, at nogen patienter har en kronisk let øget risiko for suicidalitet, men ikke i akut risiko herfor. Hun skriver det ikke i alle patien-ters journal, men kun hvor det er relevant. T selvskadede meget mere, end det fremgår af journalnotaterne, hvor det var af mindre omfang eller alvor. Det, der beskrives i journalnotaterne omkring den 28. november 2016, er udtryk for et – efter teamets vurdering – godt flow for T. At en person selvskader er ikke det samme som, at der risiko for suicidalitet, eller at det er udtryk for et ønske herom hos patienten. Det er forskelligt, hvad selvskaden er udtryk for. Hos T

39

var det at skære i sig selv aldrig med henblik på suicidalitet. Hun ved ikke, om det forholdt sig anderledes med pillerne. Selvskaden ved snit handlede om fø-lelserne og at mærke noget, men det kunne blive farligt, hvis selvskaden blev for omfangsrig. Hun blev ikke inddraget i situationen den 29. november 2016, og hun kan ikke huske, om hun blev inddraget senere. Hun er dog temmelig sikker på, at hun ikke blev orienteret på dagen, men at andre tog hånd om det. Hun må dog have hørt om det, eftersom det var hendes patient og Sagsøger. I situa-tionen – ud fra journalnotatet – handlede Sagsøger helt korrekt og professionelt ved at sikre sig kontakt med T. Ved vurderingen af om det er forsvarligt at lade en ansat køre ud til en patient, sker det altid i samspil med den, der skal køre ud. Der foretages altid en vurdering i forhold vold, eventuelt suicidalitet eller vold-som selvskade. Hvis det er tilfældet, sendes to ansatte eller politiet. Det er ikke altid, at vurderinger om, om man skal køre ud eller ej, nedfældes i journalen. Det, der journaliseres, er om patienten, og ikke alle øvrige beslutninger og over-vejelser, som gøres af personalet, men som ikke direkte angår patienten. Hun går ud fra, at hun havde et samarbejde med Sagsøger efter episoden, men hun hu-sker det ikke specifikt. Hun har ikke hørt, at Sagsøger skulle have haft det svært med episoden eller med at tage på hjemmebesøg hos T. De havde et udmærket forhold med så vidt mulig åben dør, og hun vil håbe, at Sagsøger var kommet til hende, hvis der var noget. Der vil altid blive taget hånd om det, hvis nogen gi-ver udtryk for utryghed eller lignende.

Hun kan ikke huske, at hun skulle have haft en dialog med Sagsøger vedrørende udlevering af ansattes privattelefonnummer til patienter. Sædvanligvis skal man ikke gøre det. Hun har haft medarbejdere, der har gjort det, uden hun er kommet efter det med en sag. Det kan ske, men det kræver noget helt specielt i forhold til at holde sine egne grænser, hvis man gør det. Hun vil sædvanligvis fraråde det. Hun har i nogle tilfælde haft en dialog med de medarbejdere, der har gjort det. De har det jævnligt oppe, og det er noget man skal være meget på-passelig med og være sikker på at kende egne grænser, samt tænke over, hvilke patienter man giver nummeret til. Der er ikke forbud mod det; det er op til den enkelte.

Hun tror, at Sagsøger ville have lettere ved at betro sig til en anden end hende, da hun ikke var Sagsøgers nærmeste leder eller samarbejdspartner, samt at vidnet jo

var leder, og derfor måske ikke den mest naturlige først at betro sig til. Det er noget andet at være leder, og det er noget vidnet er opmærksom på. Når der står ”selvmordsforsøg” i journalerne kan det være udtryk for enten, at den ud-førte selvskade var farlig nok til at kunne medføre selvmord, eller være udtryk patientens eget ønske med handlingen. Det bør være det sidste – altså intentio-nen –, men det går nogle gange meget hurtigt, og nogle gange ændrer det sig ef-ter indlæggelse, fx hvor en patient er bevidstløs ved ankomst, hvor ét registre-res, men hvor patienten efterfølgende oplyser noget andet. Når det står i jour-nalen burde det være ud fra, hvad patienten siger. Når man skriver selvskade med latent risiko for suicidalitet, er det ikke fordi patient har et ønske om at begå selvmord, men fordi selvskaden kan få et omfang, hvor der er risiko for

40

det. Hvis man ikke kendte T, og inden man fik en relation til hende, kunne man godt være utryg ved hende. Dette gælder tit ved nye patienter, fordi man ikke kender dem og ikke ved, hvad de kan finde på, eller hvordan de reagerer. Man kunne godt være usikker på, hvad der var ”bag ved” T, når man ikke kendte hende. Hun husker ikke skiftet for T fra lukket til åbent afsnit, og heller ikke at der skulle være et fald i magtanvendelsen og øvrige lignende tiltag. Men det hænder ofte, at der er mere magtanvendelse på lukket afsnit, og at des flere grænser, man sætter for patienterne, des svære er det for dem. Det var også der-for T overgik til ambulant behandling; for at mindske selvskaden. Det er heller ikke usædvanligt at beslutte, at en patient skal blive på åbent afsnit trods selvskade, medmindre det blev farligt for patienten. Det er ikke en usædvanlig beslutning, men det var muligvis nødvendigt at skrive det i journalen, så perso-nalet kunne se det. Mindre selvskade kan godt klares på åbent afsnit. Det er kun, hvis det bliver så alvorligt, at der skal tvangsindgreb til, at det ikke læn-gere kan rummes på åbent. T blev i et langt stykke tid bedømt med øget risiko for suicidalitet, altså en kronisk forhøjet fare, grundet selvskaden, herunder i ti-den omkring den 28. og 29. november 2016. Vidnet følte sig nødsaget til at skrive det, så det var tydeligt, at de havde gjort sig tanker herom. Det er ofte, at de tænker, at det vil blive værre i mere faste rammer, og det er formentlig det, der var tilfældet med T her. Det er altid et skøn.

Hun har ikke haft en samtale med Sagsøger om, om Sagsøger skulle have en arbejdste-lefon. Hun ved ikke, om der har været en dialog med Sagsøgers nærmeste leder om det. I første omgang ville beslutningen ligge hos nærmeste leder, men som cen-terleder står hun og de andre ledere sammen om det. Mange havde et ønske om, at der var flere arbejdstelefoner – hvilket også er kommet til siden – da det gør det enklere i forhold til, hvornår man bruger sin telefon.

Indholdet i ”Sikkerhedsprocedure for udkørende arbejde på Psykiatrisk Center 1” ved-rørende, hvornår der skal to medarbejder ud til en patient, finder anvendelse ved bestyrket mistanke om svær selvskade eller suicidalitet. I de situationer er der to muligheder: enten tager man to ud, eller politiet eller en ambulance til-kaldes. Der findes ikke en tredje mulighed, hvor en enkelt ansat kører ud. Man kan godt køre ud ved selvskade, men ikke ved svær selvskade. Suicidalitet skal forstås som en, der er død, eller en der har taget mange piller eller lignende og skal transporteres ind af en ambulance. Det kan både være ved forsøg og kon-stateret selvmord. Det er altid et skøn, og det er et svært skøn, som drøftes grundigt.

Vidnet mener at erindre, at hun var involveret i forbindelse med Sagsøgers indlæg-gelse i januar 2017. Vidnet blev bekymret, da Sagsøger havde det meget skidt, og de blev enige om, at hun skulle indlægges. Da Sagsøger ikke skulle indlægges på Psykiatrisk Center 1, var vidnet med til at arrangere indlæggelse på Psykiatrisk Center 2. Det kom i stand dagen ef-ter, da Sagsøger ikke ønskede at blive indlagt på lukket afsnit, hvilket ”heller ikke er sjovt” . Hun forstår ”kontakt teksten” fra Sagsøgers læge af 20. januar 2017 sådan, at vidnet har givet Sagsøger en tablet oxapax, altså tilbudt en beroligende pille, men ikke at hun har ordineret i øvrigt. Hun husker ikke særligt samtalen med eller

41

forløbet omkring Sagsøger, som er beskrevet i notaterne fra Sagsøgers egen læge, men at Sagsøger havde brug for mere, da det var en meget kort indlæggelse, og at beho-vet var større. Skrivelserne er adresseret til hende, da hun sidder som visitator for henvendelser fra Område 3's læger. Hun havde bedt om, at det kom ad den vej, så det var den ”rigtige vej” . Da hun læste beskrivelsen, tænkte hun, at det var voldsomt i forhold til, at det var noget, som hun ikke kendte til, og hun var me-get overrasket over beskrivelsen. Hun var ikke bekendt med, at Sagsøger var psy-kisk skrøbelig. Den fornemmelse havde hun ikke. Hun sendte naturligvis hen-visningen videre. Der stod, hvad der skal til, for at få et forløb.

Betingelserne for ansættelse som recovery-mentor var minimum én indlæggelse og erfaring fra psykiatrien. Hun tror bestemt, at det var en del af overvejelserne, da de ansatte Sagsøger, at de ikke opfattede Sagsøger som psykisk skrøbelig. De vidste ikke alt, men kendte noget til Sagsøgers tidligere sygdom, herunder at hendes ind-læggelse lå langt tilbage, og de vidste, at Sagsøger levede op til de betingelser, der var til og lå i ansættelsen. Man kan komme sig over psykisk sygdom.

I retrospekt, med nuværende viden, var det for meget for Sagsøger at være på dag-lige besøg hos T, men på det tidspunkt anede vidnet det ikke. Planen var, at T skulle overgå til en anden, men det gik der meget lang tid med. På det tids-punkt havde de ikke andre muligheder end at tro, at det gik godt. Indtil efterå-ret 2015 var T ikke kendt ved Psykiatrisk Center 1, og der var – vurderede vidnet – god mulig-hed for, at T kunne blive rask og velfungerende igen. Det er meget sjældent, at de først lærer patienter med selvskade at kende i så sen en alder som T. Des se-nere man debuterer, des mere har man lært og mere normal udvikling har man været igennem. Men T manglede alligevel nogle kompetencer. Des senere det starter, des bedre prognose.

Vidnet gav oxapax lige inden indlæggelsen af Sagsøger den 20. januar 2017. Sagsøger ønskede ikke indlæggelse, men de fik hende motiveret til det. Det er altid håbet, at man kan klare det selv. Vidnet var bekymret for Sagsøger, men Sagsøgers reaktion vil vidnet vurdere til at være helt normal.

Når man vurderer en patients situation, vil man altid se i patients journal og inddrage det deri anførte. Journalnotat af 28. november 2016 tænker hun er ud-færdiget sammen med Sagsøger, eller at de i hvert fald talte om det. Det vil være naturligt at se tilbage i journalen, medmindre Sagsøger forklarede situationen. Når vidnet læser journalnotatet af 28. november 2016, finder hun ikke tegn på be-

styrket mistanke om svær selvskade.

Vidne 6 har forklaret, at hun er uddannet læge og psykiater og har været ansat ved Psykiatrisk Center 1 siden 2010. Hun var tidligere på Psykiatrisk Center 2 både under og efter sin uddannelse. Hun er i dag overlæge og var det også i 2015/16. I den periode havde vidnet overlægeansvaret på åbent afsnit, men var også meget tilknyttet ambulant. Hun havde et samarbejde med Sagsøger, da Sagsøger var recovery-mentor. Sagsøger havde tidligere været ved Psykiatrisk Center 1 som elev, men på det tidspunkt kendte vidnet hende dog ikke og arbejdede ikke sammen med hende. Vidnets indtryk – og hele afdelingens indtryk – var, at Sagsøger var en gave til afdelingen.

42

Sagsøger var fri for de krav, der gælder for visse af de andre medarbejdergrupper, og kunne derfor omgås patienterne på en anden måde. Sagsøger var god til at skabe relationer og en skarp observatør, der blandt andet kom til gavn ved stue-gang og lignende. Hun bidrog aktivt under konferencer og andre møde, og de havde tillid til hende, da hun også var kompetent. Hun oplevede ikke Sagsøger som skrøbelig, eller som en der skulle passes på; heller ikke med Sagsøgers tidli-gere sygdomsforløb in mente. Sagsøger trådte ind med fuld kraft, godt humør og indstilling og gåpåmod.

Det er ikke så normalt, at man i dag har hjemmebesøg, når en patient er på or-lov. Det er mere i udslusningsfasen, herunder til hjælp med praktiske gøremål og se, hvordan der ser ud hjemme hos patienten og lignende. Hun husker ikke, at Sagsøger gav udtryk for, at hjemmebesøgene hos T belastede hende. De drøftede hjemmebesøgene, men Sagsøger gav ikke udtryk for, at hun var belastede af det el-ler ikke kunne håndtere det. De spurgte ind til det, da T var belastende, og det måtte være belastende. Hun håber, at de havde en relation, hvor Sagsøger kunne have sagt det. Der ville blive lyttet i personalegruppen, hvis man sagde noget sådant, men det var hendes indtryk, at flere havde et svært forhold til den da-værende afdelingssygeplejerske og ikke følte, at de blev lyttet til. Alle havde en ”førstehjælper” , som man kunne gå til med alt. I øvrigt var der en åben tone omkring det, der var svært, og man talte om det blandt kollegaerne. Der var også – og har altid – været supervision, men vidnet er ikke selv en del af perso-nalets supervision.

Hun husker ikke at have haft en samtale om SMS’en fra T, der omtalt i journal-notatet af 29. november 2016 den dag, men det ville ikke være en usædvanlig opgave for hende at være med til at foretage vurderingen af, om der skulle kø-res hjem til T. Det kan derfor godt være sket. I sådan en vurdering lægger hun stor vægt på, om den der ønsker at køre ud føler sig i stand til det. I vurderin-gen vil også være indgået T’s historie med selvskade, herunder i forhold til vur-deringen af, om det kunne være voldsom selvskade. T var i en god proces. Hun husker ikke, om perioden omkring den 29. november 2016 var specielt god, men det var længe siden, at T havde været indlagt. Ved vurderingen ville de tage udgangspunkt i kendskabet til patienten. De ville ikke kigge i patientjour-nalen i et tilfælde som T’s, da de kendte hende og hendes situation godt. Jour-nalnotatet af 28. november 2016 skrevet af Vidne 3 ville ikke nødven-digvis afholde vidnet fra at sende en medarbejder ud til en patient, i dette til-fælde T. Der er ikke noget i notatet der gør, at hun tænker, at de absolut ikke skulle sende nogen ud.

Hun tror, at hun vidste, at Sagsøger havde givet sit nummer til T, men tænkte ikke meget over det. Hun har også selv gjort det. Det er ikke noget, de opfordrer til, men det er heller ikke forbudt. Det hænder, at de taler om, hvad det indebærer, og hvordan man skal håndtere det, især hvis de oplever belastning eller lig-nende på baggrund af det. Det er dog primært op til den ansatte selv at sætte rammerne for det eller blokere patienten, og generelt regulere hvordan det skal håndteres.

43

Hun husker det sådan, at T var i en god periode omkring den 29. november 2016, men hun har ikke læst op på det i forbindelse med sagen. Journalnota-terne den 25. og 28 november 2016 skrevet af Sagsøger giver hende ikke et andet indtryk, da alt er relativt, og en god periode for T godt kan se sådan ud. Hun ser ikke i en øget risiko ud fra de notater.

Sagsøger kom med skarpe vurderinger, og hendes SOSU-uddannelse lyste positivt igennem, blandt andet i hendes måde at tale om patienterne på, og de input hun kom med. Da Sagsøger blev ansat som recovery-mentor, tænkte de ikke på

hende som en tidligere patient. Inden de vidste, at det var Sagsøger, der blev ansat, og det blot handlede om ”en recovery-mentor” , tænkte de mest over, hvad ”så-dan en skulle” , og hvordan det ville fungere i hverdagen. Det var hendes ind-tryk, at ledelsen ikke kunne give flere svar, end hvad de selv kunne læse sig til, Herunder i stillingsopslaget, ligesom det i høj grad kom an på personen, der blev ansat.

Der var og er forskel på, hvad en recovery-mentor og andre personalegrupper lavede. Man kan ikke sætte en recovery-mentor til de samme formelle opgaver, fx at ordne medicin eller have patientsamtaler. Hvad angår patientsamtalerne – også kaldet lægesamtaler – har patienterne kontaktpersoner til at deltage heri. Det er derfor i udgangspunktet ikke recovery-mentorerne, der deltager i samta-lerne. Det hænder dog, at recovery-mentoren er med. Det kan være tilfældet, hvis de kender patienten bedre, eller vedkommendes kontaktperson ikke er til stede. Dette gjorde sig også gældende for Sagsøger, da hun havde en god relation til T. Det var ikke nemt at få en relation til T, så at Sagsøger fik dette var også en gave.

Hun tror, at Sagsøger havde mere nære relationer blandt personalet end til hende. Det er muligt, at Sagsøger ikke selv kunne se eller mærke, at relationen til T var for meget; heller ikke senere, da det blev åbenlyst for andre. Hun kan ikke sætte tid på, hvornår dét var. Der pågik en udvikling i forhold til personalet omkring T, og de satte Vidne 4 på for at overtage. Hun kan forestille sig, at det var svært for Sagsøger at slippe relationen, da man i sådan en relation også får, når man giver. Man føler, at man gør en forskel for et andet menneske, og det er givende og kan være svært at slippe, samt at erkende, at man ikke kan være i det til ende. Hvis man når erkendelsen, lægger man ansvaret fra sig, hvor man kan.

Det var hendes indtryk, at flere blandt personalet ikke ”kunne med” afdelings-sygeplejersken, Vidne 2. Vidnet hørte frustrationer – også fra Sagsøger, men ikke kun og heller ikke mest fra Sagsøger – over Vidne 2. Vidne 2 havde en stil, der ikke harmonerede med alle. Det var også hendes indtryk, at det var svært at sige til og fra over for Vidne 2. Hun ved ikke, hvor god Vidne 2 var til at tage hånd om det eller tage det alvorligt.

Hun husker ikke, at Sagsøgers læge skrev til hende angående behandling af Sagsøger i februar 2017, og hun kan ikke huske, om det var en retvisende beskrivelse eller ej, som den fremgår af korrespondancen. På det tidspunkt vidste de godt, at Sagsøger var hårdt ramt. Hun ville ikke have svaret anderledes, end hun gjorde,

44

hvis hun var uenig i beskrivelsen, da hun ikke vurderer årsagen, når hun giver råd vedrørende medicin. Hun kan ikke sige, at hun er eller var enig i beskrivel-sen, da hun ikke forud for det tidspunkt vidste, at Sagsøger var presset. Sagsøger gav ikke udtryk for, at T belastede hende; det var en masse andre ting. Hun har ikke talt med Sagsøger om det. Hun var ikke slev involveret i forløbet med Sagsøger, så ”at andre kunne se, at det var for meget for Sagsøger, før Sagsøger selv” , er noget hun har fået fortalt. På tidspunktet for Sagsøgers indlæggelse, tænkte hun ikke, at det var T eller relationen til hende, der var for meget, men at det var T sammen med alt muligt andet. Hun husker ikke, hvornår hun blev bekendt med, at andre kunne se, at relationen til T var for meget for Sagsøger. Hun mener, at det først var langt senere, og efter at Sagsøger blev sygemeldt, at hun blev opmærksom på, at opga-verne med T var så belastende for Sagsøger.

Der er ikke en helt skarp linje, mellem hvem der gør hvad under behandlingen. Recovery-mentorerne bruges i overgangene, og blev på det tidspunkt måske også mere brugt i overgangene, end i dag. T var et særligt tilfælde, hvor over-gangen var svær og blev lang. Selve behandlingen skal ligge et andet sted, men recovery-mentorerne kan komme ind over. En ansat kan godt være med til samtaler med patienten uden at være ”inde i” behandlingen.

Vidne 2 har forklaret, at hun er tidligere afdelingssygeplejer-

ske ved Psykiatrisk Center 1, og at hun er uddannet sygeplejerske. Hun har været ved Psykiatrisk Center 1 si-den, og fra 2009 til 2018 var hun afdelingssygeplejerske.

Som afdelingssygeplejerske havde hun personaleansvaret for sygeplejerskerne, SOSU’erne, recovery-mentorerne, plejerne, og serviceassistenterne, samt det faglige ansvar. Hun havde ansvaret for ca. 49 ansatte på åbent og lukket afsnit, og nogle stykker på ambulant.

Hun var involveret i forbindelse med ansættelsen af Sagsøger, og hun kendte Sagsøger i forvejen, fra Sagsøgers tid som elev på lukket afsnit ved Psykiatrisk Center 1. Ved ansættelsen lagde hun personligt vægt på, at Sagsøger var en venlig, dedikeret kvinde og fagligt dygtig, samt signalerede at hun var klar til det efter sin elev-tid. Også Sagsøgers tilgang til andre mennesker spillede ind. Hun tror ikke, at SUSO-uddannelsen betød noget i den forbindelse. Det var fint med den bag-

grund, men det var Sagsøger og ikke uddannelsen, der var afgørende.Hun husker

ikke, om det spillede ind, at Sagsøger havde været på afdelingen før.Sagsøger var

åben om sin sygdom og fortalte vidnet om den, og det var hendes indtryk, at Sagsøger var videre i sit liv. Sagsøger sagde, at hun ikke ville behandles ”som et råd-dent æg” , og at der ikke skulle tages særlige hensyn til hende. Det sagde hun al-lerede som elev, og hun blev også behandlet som alle andre ved Psykiatrisk Center 1. De talte også om sygdomshistorikken, da Sagsøger skulle ansættes som recovery-mentor, og det var også der vidnets indtryk, at Sagsøger var videre og ikke ønskede særlige hensyn.

I sit arbejde som recovery-mentor var Sagsøger dedikeret, vellidt, engageret, havde god energi, og var en god kollega og sparringspartner. Sagsøger er en der taler, og Sagsøger kom med ideer og lagde op til at indgå i forskellige sammenhæng; og folk

45

omkring hende vil gerne lytte til Sagsøger. På den måde kunne Sagsøger også præge sin stilling som recovery-mentor.

Sagsøger var rigtig god til at sige til, og Sagsøger kunne tydeligt give udtryk for sine holdninger, men Sagsøger var måske en, der kunne have svært ved at sige fra.

Vidnets samarbejde med Sagsøger foregik i praksis som med de øvrige kollegaer, hvor de mødtes om morgenen og planlagde dagen, under konferencer mv. Der-udover havde hun også individuelle samtaler med Sagsøger, og recovery-mentor-samtaler, hvor også Vidne 8 nogle gange deltog.

Det er hende, der som leder har skrevet under på skemaet i forbindelse med ”8 ugers samtalen” . De samtaler, som vidnet nævner som individuelle, er dem, der er henvist til i skemaet. De individuelle samtaler hver 14. dag fortsatte gennem hele ansættelsesforløbet.

Hun husker det sådan, at Sagsøger, Vidne 8 og hun blev enige om, at hun skulle have mentorrollen for Sagsøger, da Vidne 8 var på den anden side af vandet, men Sagsøger Udeladt til møder og undervisning der. Kontakten mel-lem Vidne 8 og Sagsøger fortsatte også gennem ansættelsen, og var styret af Region Hovedstaden.

Det er hendes indtryk, at Vidne 8 ville have sagt til hende, hvis Sagsøger havde sagt noget til Vidne 8. Det er ligeliges hendes indtryk, at der ville blive lyttet, hvis en medarbejder sagde fra, og at alle ansatte vidste dette, herunder Sagsøger. Hun hu-sker ikke, at Sagsøger forud for sin sygemelding havde givet udtryk for, at der var arbejdsopgaver, som hun ikke ville indtræde i. Det var hendes oplevelse, at hun havde en god relation til Sagsøger, og at de havde en relation, hvor Sagsøger ville være kommet til hende, hvis der var noget, som hun ikke ville. Men det var svært, da Sagsøger var dedikeret og gerne ville sine ting. Hun kan ikke genkende, at hun ikke var lydhør i forhold til faglige input mv., og hun prøvede at etablere et rum, hvor Sagsøger kunne have sagt, hvis der var noget, hun ikke magtede. Sagsøger sagde på et tidspunkt, at vidnet ikke var lydhør, og at Sagsøger ønskede en anden leder. Hun kan ikke huske, om det først var efter Sagsøgers sygemelding, at hun hørte

dette, men hun blev berørt af det. Hvis Sagsøger ikke mente at kunne have en dia-log med vidnet, kunne Sagsøger have talt med Vidne 7 eller Vidne 1 eller andre kollegaer.

Ved Psykiatrisk Center 1 kan man under supervision give udtryk for det, hvis der er opgaver, man ikke magter. Det er det, supervision er til. I det tilfælde vil der ske en su-pervision af det, og man vil blive superviseret i den udfordring, som man kom-mer med, eller hvor man har en tvivl eller lignende. Der vil blive reageret, hvis man under supervision giver udtryk for, at man har brug for noget. Hvad der vil blive gjort, kommer an på den kontrakt man laver, og det kan aftales, at den superviserende kontakter den ansattes leder eller lignende, men det kan også være et lukket rum, hvor det ikke tages videre. Det er hendes oplevelse, at hvis Sagsøger gik til sine kollegaer, ville kollegaerne gå til vidnet.

Hun blev orienteret om episoden den 29. november 2016. Hun vil formode, at hun fik det at vide umiddelbart efter, men husker ikke, hvornår hun hørte om

46

det. Hun husker heller ikke, om Sagsøger kom til hende efter episoden og gav ud-tryk for at have det svært.

Hun husker ikke medarbejderudviklingssamtalen med Sagsøger den 20. december 2016. Det ville være normalt at bringe det op under medarbejderudviklingssam-talen, hvis man havde det svært, og særligt hvis det gik ud over den faglige el-ler personlige udvikling. Hvis det var blevet nævnt, ville hun have skrevet det i referatet fra samtalen, og der ville være blevet lavet en plan for, hvordan de imødekom udfordringen. Hun husker ikke, om de under samtalen talte om, at Sagsøger havde det svært, men hun ville som udgangspunkt have skrevet det i re-feratet, hvis det var sket.

Da Sagsøger blev sygemeldt i januar 2017, var hun velinformeret om, hvad der skete med Sagsøger, men hun husker ikke, om Sagsøger gav udtryk for, specifikt, hvad der var årsagen til hendes sygemelding, herunder ikke om det var arbejdet eller andet.

I ledelsen havde de fokus på Sagsøgers hjemmebesøg hos T. Det var noget af det, som vidnet syntes var svært. T havde sine udfordringer, men Sagsøger var meget engageret i det og ville det meget gerne, samt gik til det med en god energi, hvorfor vidnet ikke vidste, hvornår hun skulle skride ind. Vidnet sagde i hvert fald, at det skulle vendes det med Vidne 3 eller Vidne 6. De talte også om hjemmebesøgene på konferencerne. Hun husker det sådan, at der var fokus på det, men husker ikke, at Sagsøger gav udtryk for, at hun ikke havde lyst til at tage på hjemmebesøg hos T. På konferencerne talte de også om hjemmebesøg i weekender og uden for normal arbejdstid. Hun husker ikke, hvor mange gange det var, men det var ikke hver weekend. Ved weekendbesøg blev det regnet som arbejdstid.

Hun husker ikke, at hun var bekendt med, at Sagsøger havde udleveret sit telefon-nummer til T. Psykiatrisk Center 1 er en ”bolledej” , og selvom det ikke er noget de normalt gør, så kommer det an på situationen, og vidnet ville drøfte det med andre kolle-gaer, hvis det blev relevant.

Sagsøger var rigtig god til at sige til og tage fra, men havde svært ved at passe på sig selv og sværere ved at sige fra. Dette oplevede hun fx i situationer med T, hvor de var vidende om, at T havde ydet selvskade, og hvor Sagsøger ville tage hjem til T, trods kollegaernes input i forhold til alternative handlemuligheder. Sagsøgers engagement eller stilling var muligvis sådan, at det var vigtigere at passe på andre end sig selv, hvilket vidnet var opmærksom på.

Recovery-mentor-ordningen handler om brobygning for patienterne, at indgå i den almindelige hverdag, og eventuelt lave recovery-grupper med egnede pa-tienter. Recovery-mentorerne skal ikke lave det samme som andre personale-grupper, og stillingen er på den måde ikke ligestillet, men recovery-mentorerne indgår i øvrigt i udførelsen af de daglige opgaver. I forhold til stillingsbeskrivel-sen, er den udarbejdet ud fra, hvordan en recovery-mentor skulle indgå ved Psykiatrisk Center 1, og der stod ikke noget om, at man skulle tage alene på hjemmebesøg, men man kan godt tage på hjemmebesøg som recovery-mentor. Hun husker ikke drøftelserne vedrørende hjemmebesøg konkret, men at hun havde et møde med

47

Vidne 3 om det, og at det var oppe på konferencerne, herunder i forhold til Sagsøger. Hun husker ikke konkret, at de drøftede, om det lå inden for recovery-mentor-området, men de har altid drøftelser om, hvorvidt en opgave lå inden for et an-sættelsesområde. Hun husker ikke om Sagsøger var på hjemmebesøg hos andre en T, og heller ikke, om de overvejede, om Sagsøger skulle have en arbejdstelefon. Man kan ikke altid selv mærke om noget er for meget eller ikke godt for en. Det er derfor, at de supervision. Det er ikke sådan, at man altid fanger det, men su-pervision er en stor del af det at være i psykiatrisk regi. Hun mener, at det var obligatorisk, men kan ikke huske det. Det er meget magtpålæggende for Vidne 7, at de ansatte deltager i tiltag, der kan styrke dem i deres ar-bejde.

Sagsøger og vidnet talte meget om det med at sige til og fra, og om det at ville vise, at man kan og vil; ikke specifikt i forhold til arbejdet, men om det at være men-neske og kunne agere på egne behov.

Vidne 9 har forklaret, at hun er psykolog og leder af Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery i Region Hovedstaden. Ved centeret varetager de forskellige recovery-indsatser i Region Hovedstaden, herunder recovery-mentor-ordningen siden 2013. Hun er leder for 17 personer. De har også en ”skole for recovery” , som blev etableret i 2015 og har været en stor indsats. Recovery-mentor-ordningen startede som en forsøgsordning med 6 recovery-mentorer ansat på deltid. Meningen var, at patienter kunne møde en, der kendte til deres situation, og derved skabe et håb om og et billede på, at man kan komme videre fra sin sygdom, og få et arbejde mv. Det kom på tale på bag-grund af gode erfaringer med ordningen både i Australien og USA, og der blev trukket på erfaringer med ordningen der fra, da de startede deres projekt.

Stillingsopslagene til recovery-mentor-stillingerne var over en fast skabelon. Det var muligt ved det enkelte center at tilføje noget, som man søgte specifikt, fx personlige kvalifikationer eller lignende, men ellers var det en fast skabelon. Det er hendes opfattelse, at recovery-mentorerne kan tage på hjemmebesøg på lige fod med øvrige medarbejder, der også har hjemmebesøg som en del af de-res opgaver, og efter en konkret vurdering. Det er ikke usædvanligt, og var det heller ikke da Sagsøger arbejdede på Psykiatrisk Center 1.

Ved rekruttering af recovery-mentorer lægges der vægt på ansøgernes kvalifi-kationer, ansøgernes formål med at søge stillingen, og ansøgernes tryghed i for-hold til at kunne sætte ord på egne erfaringer. De forsøger at sikre, at folk er kommet til et vist sted i deres sygdom, inden de ansættes. Fra Kompetencecen-teret sidder de med til ansættelsessamtalerne, og de er meget direkte i deres spørgsmål. Ansøgerne skal kunne stå ved, at de har haft deres udfordringer. Det er ikke problematisk, hvis man stadig er i behandling, da de lægger vægt på, at ansøgerne er det rigtige sted med sig selv. Det er svært at være sikker, men de prøver. Hun var ikke konkret involveret i ansættelsen af Sagsøger. I Kom-petencecenteret ansatte de en koordinator i 2013, der selv var delvist recovery-mentor, og som senere overgik til fuld koordinator. I Kompetencecenteret har

48

de kontakt med recovery-mentorerne og de forskellige centre gennem måned-lige ERFA-møder, hvor recovery-mentorerne kan deltage og drøfte faglige pro-blemstillinger. De er også tilgængelige, hvis der i øvrigt er behov for drøftelser, herunder med ledelserne på centrene. Hvis en recovery-mentor har det svært, vil de tale om dette og forsøge at gå i dybden med disse udfordringer. Ved fort-satte vanskeligheder vil de foreslå en drøftelse med ledelsen, og bistå i denne kontakt. De gør noget ud af, hvordan man navigerer på et arbejdssted med psy-kisksyge, herunder i forbindelse med et introforløb, som recovery-mentorerne gennemgår, ligesom de tilbyder fællessupervision ved en person udefra. Deru-dover opfordrer de til, at recovery-mentorerne deltager ved supervision på de enkelte centre. De prøver på den måde at komme hele vejen rundt om det. En del af dette fokus vedrører også at være i stand til og vigtigheden i at sige fra. Det var Vidne 8 og ikke vidnet, der havde den direkte kon-takt med Sagsøger. Vidne 8 nævnte en enkelt gang for vidnet, at der var en recovery-mentor på Område 3, der måske havde et for tæt forhold til en patient, men hun husker ikke, hvornår det var. Hun og Vidne 8 har løbende talt om ud-fordringer ved recovery-mentor-ordningen, og det var hendes indtryk, at Vidne 8 tog hånd om disse udfordringer. Det var ikke hendes indtryk, at Vidne 8 ”afleverede det” til hende. Det var Vidne 8, der skulle tage hånd om det, og Vidne 8 kunne så bede hende om at gå videre med noget efter behov, men det hu-sker hun ikke skete. Hun oplevede, at da Vidne 8 nævnte recovery-mentoren på Område 3, var det som en del af deres almindelige dialog og ikke noget alvor-ligt. Hun opfattede udfordringen med et tæt forhold, som noget mange kunne komme ud for, og som måtte løses sammen med kollegaerne på centeret. Det var hendes indtryk, at det betød noget for Vidne 8, at Sagsøger havde udfordringer, og at det, at Vidne 8 sparrede med Sagsøger hjalp, og at Vidne 8 selv mente at kunne håndtere det. Hun er overbevist om, at Vidne 8 ville komme til hende, hvis Vidne 8 ikke mente, at sparringen længere var tilstrækkeligt.

Hun husker ikke, at Sagsøger blev sygemeldt, og hun var ikke tæt på den konkrete sag.

Recovery-mentor-ordningen er bredt ud til andre regioner. I Region Hovedsta-den har de nu ca. 110, og hun vil beskrive ordningen som en succes, som mange har været glade for den.

Hun mener ikke, at det generelt er belastende at arbejde på et psykiatrisk cen-ter. Medarbejderne ved, hvad det handler om, og de er gode til at sparre med hinanden mv. De har gjort sig overvejelser vedrørende det psykiske arbejds-miljø for recovery-mentorerne, der kommer med noget i bagagen, når de arbej-der i psykiatrien, men det var meningen, at recovery-mentorerne ikke skulle være anderledes stillet end andre ansatte, og andre personer end recovery-men-torerne kan også have ting med i bagagen, hvilket man ikke altid kan vide. Hvis det bliver for meget, må man søge hjælp, hvilket også er forventningen til de ansatte, ligesom de underviser i det det. Det de efterspørger hos recovery-men-torerne er ”indre viden” , men ikke nødvendigvis nuværende sygdom. De har ikke drøftet med Arbejdstilsynet, om man skulle tage andre hensyn til recovery-

49

mentorerne, men de har ved Region Hovedstaden arbejdsmiljøkonsulenter an-sat, der har kunnet bidrage hertil.

Hjemmebesøg er en del af den behandling, der bliver givet til patienterne, og recovery-mentorerne er med til at yde denne behandling. Daglige hjemmebesøg kan efter behov også komme på tale, men det er ikke hendes indtryk, at det er noget, der sker tit. Det er ikke en opgave for nogen medarbejder at køre ud til en svært selvskadende patient. Det er heller ikke en opgave for nogen medar-bejder at køre alene ud til en patient, når der er mistanke om selvmordsforsøg. Der skal køre flere ud, hvis man ved det.

De fraråder i den grad, at recovery-mentorerne udleverer deres telefonnumre til patienter. Det er ikke en opgave for recovery-mentorerne at være tilgængelige på den måde. Dette gennemgås under uddannelsen til recovery-mentor sam-men med spørgsmål vedrørende facebookvenner mv. Hvis hun blev bekendt med, at det var sket, ville hun sige, at det var en dårlig ide, og foreslå, at medar-bejderen fik nyt nummer og ikke aflevere det nye.

Hun har tillid til, at man på de enkelte centre kan finde ud af at håndtere hjem-mebesøg og omfanget heraf.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgte er ansvarlig for det tab, sagsøger er påført som følge af forlø-bet med ”T” , idet sagsøgte på ansvarspådragende vis har tilsidesat sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovgivningen til at indrette sagsøgers ar-bejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt samt at føre ef-fektivt tilsyn hermed.

Det var en udtrykkelig forudsætning for sagsøgers ansættelse som recovery mentor, at hun havde personlige erfaringer med at være pa-tient i psykiatrien. Arbejdet med patienter på et psykiatrisk sengeafsnit indebærer udsættelse for voldsomme og potentielt traumatiske oplevel-ser, som det også skete i sagsøgers tilfælde. Der påhvilede derfor Re-gion Hovedstaden en særlig forpligtelse til at planlægge og tilrette-lægge arbejdet som recovery mentor således, at det kunne udføres sik-kerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarligt. Denne planlægning og tilrettelæggelse skal, som følge af navnlig bekendtgørelsens § 8, ske un-der særlig hensyntagen til recovery mentorens baggrund som tidligere psykiatrisk patient. Det er i den forbindelse en skærpende omstændig-hed, at sagsøgte under hele forløbet har været løbende informeret om omfanget og karakteren af sagsøgerens arbejde med ”T” .

Ledelsens kendskab til sagsøgers arbejde med ”T”

50

Sagsøgte har løbende været informeret om omfanget og karakteren af sagsøgers arbejde med ”T” , herunder omfanget af ”T” s alvorlige selvskade, sagsøgers hyppige hjemmebesøg og udlevering af sagsøgers mobiltelefonnummer til ”T” , og ”T” s hyppige brug af sagsøgers telefon-nummer også uden for almindelig arbejdstid, idet alt dette fremgår di-rekte af ”T” s journaler, ligesom det løbende har været genstand for drøftelser på møder i afdelingen.

Sagsøger har herudover løbende under individuelle samtaler med lede-ren for recovery mentor-ordningen i Region Hovedstaden, Vidne 8, samt på møder i ERFA-gruppen for recovery mentorer, hvor le-deren for recovery mentor-ordningen i Region Hovedstaden, Vidne 8, også deltog, forklaret åbent om, at hun følte sig endog meget belastet af både det konkrete arbejde med ”T” , og af den manglende le-delsesmæssige opbakning og grænsedragning i forhold til arbejdet med ”T” .

I samme retning egen læge, der i forbindelse med en opfølgning den 22. februar 2017 (bilag 1, s. 11) blandt andet anfører følgende:

” Pt. er ansat som mentor på psyk. Afd. Og har det sidste 1 ½ år været ud-talt belastet af en patient, der er udtalt selvskadende. Hun har besøgt pt. i hjemmet hver dag og psyk. center har været vidende om det . Det har belastet pt, der jo selv er psykisk skrøbelig, så meget at hun til sidst fik selvmordstanker og -planer.”  [min fremhævning]

Samme konstatering af manglende tilrettelæggelse fremgår endvidere af referatet af opfølgningsmødet den 27. marts 2017 på Psykiatrisk Center 1 (bilag 9), hvoraf blandt andet fremgår, at der er uoverens-stemmelse mellem sagsøgers faktiske arbejde og den oprindelige stil-lingsbeskrivelse.

Sagsøgers arbejdsmæssige deltagelse i behandlingsforløbet med ”T”

Region Hovedstaden var fuldt ud vidende om de risici, arbejdet med T medførte for Region Hovedstadens personale generelt, og i særdeleshed for sagsøger. Således anførte overlæge, psykiater Vidne 3 alle-rede i april 2016 i ”T” s journal (bilag 26, s. 72) bl.a. følgende:

” Jeg har foreholdt pt. at de dybe snit hun tidl. har lavet, både er til skade for hende selv, men også for vores personale, idet det er voldsomt trauma-tiserende at se hende i en blodpøl og være bange for hun dør.”

At ”T” s selvskade var voldsomt traumatiserende, er endvidere under-støttet af Retslægerådets besvarelse af navnlig spørgsmål 5 og 10.

51

I kraft af omfanget af sagsøgers arbejde med ”T” , havde Region Hoved-staden således allerede inden hændelsen den 29. november 2016 anled-ning til at antage, at sagsøger var udsat for en arbejdsmæssig belast-ning, som oversteg det forsvarlige for så vidt angik arbejdet med ”T” .

Sagsøgte har på ansvarspådragende vis tilsidesat egne interne regler om hjemmebesøg

Som anført ovenfor og som det fremgår af uddragene af ”T” s journaler, jf. den detaljerede gennemgang heraf på s. 1-10 i processkrift 1 af 17. september 2020, var det velkendt for Region Hovedstaden, at ”T” under hele sit behandlingsforløb i perioder udøvede voldsom selvskade både under indlæggelser, og når hun var hjemme. Behandlende overlæge Vidne 3 beskriver flere steder karakteren af ”T” s selvskade så-ledes, at den er så voldsom, at den indebærer en risiko for, at ”T” som følge af selvskaden afgår ved døden, jf. eksempelvis bilag 26, s. 58, 71 og 214.

Som anført af sagsøgte i bl.a. svarskriftet under pkt. 5.6.2, var det i sagsøgers ansættelsesperiode sædvanlig procedure, at en medarbejder aldrig måtte køre ud til en patient alene, hvis der var bestyrket mi-stanke om blandt andet voldsom selvskade. Sagsøgte oplyste i proces-skrift A af 1. februar 2023 (s. 7, pkt. 3.3), at der ikke var udarbejdet en egentlig skriftlig vejledning til de ansatte herom, men at proceduren var almindeligt kendt blandt de ansatte.

Der er ingen beskrivelser i hverken ”T” s journal eller andre steder af, at Region Hovedstaden har gjort sig overvejelser om denne procedure for hjemmebesøg i relation til Sagsøger mange hjemmebesøg hos ”T” . Selv i situationer, hvor den konkrete risiko for voldsom selvskade hos ”T” har været vurderet som reel, har det ikke ført til, at Sagsøger fik følge af kolleger eller ikke blev sendt på hjemmebesøg hos ”T” .

Således eksempelvis den 15. april 2016, hvor overlæge Vidne 3 gennemførte en samtale med ”T” , hvor Sagsøger også deltog (bilag 26, s. 58). Af notatet af fremgår bl.a. følgende:

” Samtale med pt. hvor recovery mentor Sagsøger er med: Pt. er i dag motiveret for at tage hjem på weekendorlov i håb om at undgå så megen selvskade som meget let bliver resultatet af, at være i afd.

Vurderes ikke med øget suicidalrisiko udover den der desværre er når pt.

selvskader, hvis hun rammer en pulsåre. Dette er der talt meget indgående

med pt. om.

52

Får besøg af en lillesøster i weekenden, og får hjemmebesøg af Sagsøger både lørdag og søndag.”  [min understregning]

Hændelsen den 29. november 2016 udgør også en tilsidesættelse af in-terne regler om hjemmebesøg

Vurderingen af Region Hovedstadens ansvar i forhold til den 29.

november 2016 beror ligeledes på, hvorvidt der i november 2016 var be-styrket mistanke om voldsom selvskade hos ”T” , jf. det ovenfor anførte om den interne procedure for hjemmebesøg.

Dagen inden hændelsen den 29. november 20016 anførte overlæge Vidne 3 i journalnotat af 28. november 2016 (bilag 26, s. 214-215) bl.a. følgende om ”T” s aktuelle tilstand:

” Desværre kan det ikke udelukkes at pt. kan falde tilbage med selvskade, som hun imidlertid har kunne afholde sig fra, også i fredags og i weeken-den, men hun skønnes ikke med akut øget suicidalrisiko, selvom det må anerkendes at pt. desværre nok vedvarende har en let øget risiko for suici-dalitet hvis selvskadningen bliver for alvorlig.”

Den 28. november 2016 var vurderingen altså, at ”T” vedvarende havde en let øget risiko for selvskade af et så alvorligt omfang, at det kunne være til fare for hendes eget liv. Det førte dog ikke til, at den behand-lingsansvarlige overlæge Vidne 3, på trods af interne proce-durer om det modsatte, skred ind i forhold til at Sagsøger tog alene på hjemmebesøg hos ”T” dagen efter, hvor hun fandt en svært selvskadende ”T” .

Vidne 3's tilsidesættelse af Region Hovedstadens interne for-skrifter er i sig selv ansvarspådragende

Region Hovedstaden er som arbejdsgiver ansvarlig for sine ansattes uforsvarlige handlinger, jf. Danske Lov 3-19-2.

Region Hovedstaden hæfter således også for Vidne 3's – og det øvrige personales – manglende iagttagelse af de interne retnings-linjer om hjemmebesøg både specifikt i relation til hændelsen den 29. november 2016, men også i relation til sagsøger mange øvrige hjemme-besøg hos ”T” i hele den periode sagen angår.

At Region Hovedstaden ikke har iagttaget sit ledelsesmæssige ansvar og fulgt egne interne retningslinjer understreges endvidere af, at Psykiatrisk Center 1's ledelse lod Sagsøger fortsætte sine uledsagede hjemmebesøg hos ”T” , uanset at ”T” bare 3 dage efter epi-

53

soden den 29. november 2016 igen udførte voldsom selvskade, denne gang på venstre underben, jf. ”T” s journal (bilag 26, s. 223-229).

Ledelsens beslutning af 10. februar 2017 blev ikke overholdt

Endelig udgør det også et selvstændigt ansvarspådragende forhold, at Psykiatrisk Center 1's ledelse ikke førte noget effektivt tilsyn med om ledelsens beslutning af 10. februar 2017 om, at kontakten mel-lem Sagsøger og ”T” skulle reduceres, og at Sagsøger ikke længere skulle tage på hjemmebesøg hos ”T” , blev fulgt, jf. bilag 6, s. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at Sagsøgers hjemmebesøg hos ”T” fortsatte frem til i hvert fald 1. august 2017, jf. bilag 28, s. 68, 76, 78, 87 og 97, uden at ledelsen skred ind.

Den erstatningsretlige betydning af sagsøgers forudbestående psykiske skrøbelighed

Der består i sagen en fundamental uenighed om omfanget af Region Hovedstadens forpligtelser over sine ansatte efter arbejdsmiljøloven, og i særdeleshed over for sagsøgte, der var ansat i en særlig stilling som recovery mentor.

Det forhold, at sagsøger havde en særlig psykisk konstitution, var ikke alene kendt for sagsøgte, det var netop en af de afgørende forudsætnin-ger for, at sagsøger overhovedet kvalificerede sig til stillingen som recovery mentor hos sagsøgte. Sagsøgers særlige psykiske forhold var således et vilkår, som sagsøgte anså som en central og væsentlig forud-sætning for ansættelsen.

I lyset heraf, må det derfor også påhvile sagsøgte at udvise en særlig agtpågivenhed i udøvelsen af sine forpligtelser efter arbejdsmiljølovgiv-ningen til at indrette sagsøgers arbejde sikkerheds- og sundhedsmæs-sigt fuldt forsvarlige samt at føre effektivt tilsyn hermed.

Sagsøgtes synspunkt om, at sagsøger bare kunne have sagt tydeligere fra, hvilket det i øvrigt bestrides, at hun ikke gjorde, kan i lyset af oven-stående således heller ikke føre til, at der ikke er godtgjort det fornødne ansvarsgrundlag i sagen. Det bestrides i den forbindelse endvidere, at sagsøger skulle have udvist egen skyld eller accept af risiko.

Det bemærkes i øvrigt, at forpligtelserne efter arbejdsmiljølovgivningen netop påhviler arbejdsgiver, også idet der for den enkelte ansatte består en naturlig konflikt mellem ønsket om at udføre sit arbejde godt og samtidig tage vare på sin egen sikkerhed.

54

Det er i den forbindelse en skærpende omstændighed, at sagsøgte un-der hele forløbet har været løbende informeret om graden af sagsøge-rens arbejde med ”T” , herunder omfanget af ”T” s alvorlige selvskade, sagsøgers hyppige hjemmebesøg og udlevering af sagsøgers mobiltele-fonnummer til ”T” , og ”T” s hyppige brug af sagsøgers telefonnummer også uden for almindelig arbejdstid. Region Hovedstadens og ansættel-sesstedets særlige faglige forudsætninger udgør i den forbindelse også en yderligere skærpende omstændighed.

I betragtning af sagsøgerens erfaring, uddannelsesmæssige baggrund og arbejdsopgavens komplekse og belastende karakter var den skete planlægning, tilrettelæggelse og tilsyn med sagsøgers arbejde uforsvar-lig og ansvarspådragende for Region Hovedstaden.

Årsagssammenhæng

Retslægerådet anfører i svaret på spørgsmål 3, at der hos sagsøger i pe-rioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019 var væsentlige psykiske symptomer, som førte til flere samtaleforløb med psykolog, forløb hos privatpraktiserende psykiater og 2 korterevarende indlæggelser på psy-kiatrisk afdeling.

Af svaret på spørgsmål 4 fremgår, at de psykiske belastningssympto-mer er beskrevet aftaget i april 2019, tidsmæssigt sammenfaldende med sagsøgers beslutning om jobskifte og initiering af antidepressiv medika-mentel behandling via egen læge i november 2018.

Af svaret på spørgsmål 5 sammenholdt med svaret på spørgsmål 10, anfører Retslægerådet, at årsagen til sagsøgerens psykiske symptomer i perioden fra oktober 2015 til den 21. april 2019, jf. svaret på spørgsmål 3 og 4, bl.a. andet er:

• Sagsøgers arbejdsmæssige deltagelse i behandlingsforløbet med ”T” , som dette er beskrevet i eksempelvis processkrift 1 på side 1-9 samt ”T” s journaler (bilag 25, 26, 27 og 28)

• Episoden med ”T” s selvskade den 29. november 2016, som denne ek-sempelvis er beskrevet i journalnotater af 29. november 2016 i ”T” s journal (bilag 26, s. 215-217)

• Sagsøgers oplevelse af manglende ledelsesmæssig opbakning og grænsedragning i forhold til arbejdet med ”T” , som beskrevet i eksem-pelvis journalnotat af 3. februar 2017 i psykologjournal dækkende peri-oden 21. januar 2016 til 28. februar 2017 (bilag 27, s. 5).

55

Af Retslægerådets svar på spørgsmål 7, fremgår det, at Retslægerådet i forbindelse med vurderingen af årsagssammenhæng har tillagt det no-gen betydning, at sagsøger forud for forløbet med patienten ”T” stort set uden ophold har været i beskæftigelse eller under uddannelse siden maj 2003, jf. oversigten over sagsøgers uddannelse og beskæftigelse i sa-gens bilag 2.

Også Ankestyrelsens lægekonsulent, der alene er adspurgt om hændel-sen den 29. november 2016, vurderer, at den hændelse i sig selv har på-ført sagsøger psykiske symptomer, jf. bilag 24. Han anfører således bl.a. følgende:

” At den [hændelsen den 29. november 2016] alligevel udløser ikke blot forbigående symptomer må tilskrives hendes Diagnose 2 og forudbestående psykiske skrøbelighed.”  [min tilføjelse].

Det skal i den forbindelse i øvrigt bemærkes, at Retslægerådet ikke fin-der grundlag for, at sagsøger har en Diagnose 2, som an-ført af Ankestyrelsens lægekonsulent, jf. Retslægerådets svar på spørgs-mål 2.

Også sagsøgers egen læge er af den opfattelse, at arbejdet med ”T” har påført sagsøger psykiske symptomer, jf. notat af 22. februar 2017 i jour-nal fra egen læge (bilag 1, s. 11), hvor der bl.a. anføres følgende:

” Pt. er ansat som mentor på psyk. Afd. Og har det sidste 1 ½ år været ud-talt belastet af en patient, der er udtalt selvskadende. Hun har besøgt pt. i hjemmet hver dag og psyk. center har været vidende om det. Det har bela-stet pt, der jo selv er psykisk skrøbelig, så meget at hun til sidst fik selv-mordstanker og -planer. Hun blev indlagt på Psykiatrisk Center 2 i 10 dage her sidst i jan. 2017. Udskrevet med Udeladt. Hun går til psykolog via Falck. Hun er nu begyndt på arbejde et par timer om ugen.”

I samme retning anfører psykiater Person 6 den 10. august 2017 (bilag 1, s. 26) blandt andet følgende:

” Pt. er har haft alvorlig depression/stress/angst efter grænseoverskridende og vanskelig, personligt meget udfordrende arbejdsopgave.

Pt. har haft tendens til lettere angst tidl. Men har kunnet håndtere dette. Angsten er skønnet relateret til betydeligt vanskelig opvækst. Pts. Depres-sion kunne meget vel være udløst af meget belastende arbejdsopgaver uden tilstrækkelig støtte og opbakning.”

56

Der henvises i øvrigt til sagens øvrige lægelige akter.

De særlige forudsætninger stillingen som recovery mentor indebar, jf. det ovenfor anførte herom, får desuden afgørende betydning for den er-statningsretlige årsags- og adækvansvurdering i sagen. Når det forhold, at sagsøger havde en særlig psykisk konstitution, var én af de afgø-rende forudsætninger for sagsøgers ansættelse, må det grundlæggende erstatningsretlige princip om, at den erstatningsansvarlige må tage ska-delidte, som skadelidte er, få fuld virkning. Region Hovedstaden kan således ikke afvise årsagssammenhæng med henvisning til sagsøgers forudbestående psykiske konstitution. Den var jo netop et udtrykkeligt vilkår for ansættelsen.

Sagsøger har på den baggrund godtgjort den fornødne årsagssammen-hæng i sagen.

Heroverfor har Region Hovedstaden ikke løftet bevisbyrden for, at sagsøgers psykiske symptomer i den periode de under sagens rejste krav angår, havde været af samme omfang, varighed og intensitet, hvis sagsøger ikke havde været udsat for den arbejdsmæssige deltagelse i behandlingsforløbet med ”T” , herunder episoden med ”T” s selvskade den 29. november 2016 samt den manglende ledelsesmæssige opbak-ning og grænsedragning i forhold til arbejdet med ”T” , jf. Retslægerå-dets svar på spørgsmål 5 og 10 og det ovenfor anførte i øvrigt.

Det forhold, at sagsøgeren i 2011 og 2012 måtte have været sygemeldt grundet psykiske problemer, kan derfor heller ikke føre til, at sagsøgte har løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgers psykiske symptomer i den pe-riode kravene i sagen angår, havde været af samme omfang, varighed og intensitet, hvis sagsøger ikke havde været udsat for de arbejdsmæs-sige belastninger denne sag angår.

Det forhold, at sagsøger i 2020 bl.a. på baggrund af Region Hovedsta-dens ansvarspådragende ageren i denne sag har besluttet, at hun ikke længere vil arbejde i fag, der indebærer mange menneskelige kontakter, har heller ingen betydning for den erstatningsretlige årsags- og adæ-kvansvurdering for så vidt angår kravene i denne sag.

Sagsøgte udfoldede ingen særlige bestræbelser på planlægning, tilrette-læggelse og tilsyn

Der foreligger ingen tidsnær skriftlig dokumentation i sagen for, at sagsøgte har foretaget skridt i forhold til at planlægge og tilrettelægge sagsøgers arbejde ud fra hendes særlige forudsætninger som tidligere patient i psykiatrien. Der er heller ingen tidsnær skriftlig dokumenta-

57

tion for, hvilke overvejelser der blev foretaget i forbindelse med at sagsøger, der selv har en historie med selvskadende adfærd, blev sendt alene ud til en stærkt selvskadende person som ”T” .

Udover det sædvanlige uddannelsesforløb, har sagsøgte ikke fremlagt nogen tidsnær skriftlig dokumentation for, at sagsøgte har udfoldet no-gen særlige bestræbelser på planlægningen, tilrettelæggelsen og tilsynet med sagsøgers arbejde, der tog højde for sagsøgers særlige baggrund. Tværtimod anfører sagsøgte i anmeldelsen af arbejdsskaden (bilag 5, s. 2) under overskriften ”Forebyggelse/læring” følgende:

” Uddannet SOSU assistent. Været elev på Psykiatrisk Center 1. Relativt nystartet i stil-lingen. Ingen fortilfælde/referencer da konceptet er nyt.”  [Min fremhæv-ning]

Det bemærkes for en ordens skyld i den forbindelse også, at sagsøger ikke erindrer, at hun i forbindelse med ansættelsen som recovery men-tor gennemgik et egentligt introduktionsforløb som beskrevet under pkt. 5.4.1 i svarskriftet. Det bestrides som følge heraf som udokumente-ret, at hun har gennemgået et sådant forløb. Der henvises i den forbin-delse bl.a. til bilag F, hvoraf følgende fremgår i håndskrift øverst på do-kumentet:

” Eks. på afkrydsningsskema brugt da Sagsøger blev ansat. Obs ikke Sagsøgers – vi har fået dette fra en anden”

Sagsøger er til gengæld enig i, at hun under sin elevtid gennemgik en introduktion.

Sagsøgte er på trods af opfordringer hertil (opfordring 6) ikke frem-kommet med skriftlig dokumentation for, at sagsøger har gennemgået et særligt introduktionsforløb målrettet recovery mentorer, hvorfor dette bestrides som udokumenteret. Der er dog enighed mellem par-terne om, at sagsøger løbende har deltaget i ERFA-gruppemøder med de andre recovery mentorer og lederen for recovery mentor-ordningen i Region Hovedstaden, Vidne 8.

De af Region Hovedstaden fremlagte bilag U-W, der indeholder nær-mere vejledning til ansatte og ledelse om ansættelse af recovery mento-rer, er alle fra år 2023. Disse bilag har således ingen relation til den peri-ode kravene i denne sag angår. De fremlagte bilag illustrerer, at sagsøgte i 2023 har foretaget skridt i retning af at efterleve sine forplig-telser efter arbejdsmiljøloven i relation til ansatte recovery mentorer. At disse bilag kan dateres til år 2023, illustrerer dog også fraværet af doku-

58

mentation for sådanne tiltag i den periode, sagen angår. Bilag U-W bi-drager således til at understrege sagsøgtes manglende iagttagelse af de pligter, der påhvilede sagsøgte som arbejdsgiver over for sagsøger i den periode, sagen angår.

…”

Region Hovedstaden har i sit påstandsdokument anført:

”…

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gæl-dende, at Sagsøger ikke har godtgjort, at Region Hovedstaden er erstatningsansvarlig for de psykiske gener, som Sagsøger efter det oplyste har pådraget sig.

Et erstatningsansvar i den foreliggende sag forudsætter, at sagsøger kan godtgøre, at der er udvist en ansvarspådragende adfærd fra Region Ho-vedstadens side.

Det er endvidere en forudsætning for et erstatningsansvar, at sagsøger kan godtgøre, at den psykiske lidelse, Sagsøger efter det oplyste har pådraget sig, er en konsekvens af arbejdet hos sagsøgte – således som det gøres gældende af sagsøger.

Det er herudover en forudsætning, at Sagsøger kan godtgøre, at den psykiske lidelse er en adækvat følge af en eventuel af sagsøgte ud-vist ansvarspådragende handling eller undladelse.

Denne bevisbyrde har Sagsøger ikke løftet.

Region Hovedstaden har ikke handlet ansvarspådragende

Det er overordnet sagsøgtes opfattelse, at sagsøgte ikke har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til arbejdsmiljøloven, hvorfor det bestrides, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved tilrettelæggelsen af det arbejde, sagsøger var beskæftiget med.

Recovery-mentor ordningen blev efter inspiration fra udlandet startet op som et pilotprojekt i Region Hovedstaden i 2013, og er siden – grun-det den store succes med ordningen – opnormeret betragteligt, således at der i dag er ca. 100 recovery-mentorer ansat i regionen.

59

Et af formålene med recovery-mentorordningen er at give mennesker, der tidligere i deres liv har haft berøring med det psykiatriske behand-lingssystem som patienter og har gennemgået en recovery proces selv, en mulighed for i deres arbejdsliv at gøre brug af deres erfaringskompe-tencer som forhenværende patienter og bidrage med deres helt unikke sygdomsindsigt og evne til at danne bro mellem patienter og øvrigt be-handlingspersonale. Det at blive anset for at være en ligeværdig perso-naleressource og medarbejder på lige fod med øvrige medarbejdere, udgør en central forudsætning i ordningen.

På baggrund af Sagsøgers uddannelses- og erfaringsmæssige bag-grund havde sagsøgte ikke anledning til at betvivle, at hun besad de nødvendige kvalifikationer og kompetencer til at bestride stillingen som recovery-mentor. Sagsøger anførte i sin ansøgning til stillin-gen, sagens bilag D, at hendes eget afsluttede sygdomsforløb udgjorde en erfaringskompetence, som hun havde med sig, hvilket i sammen-hæng med hendes sundhedsfaglige uddannelse som social- og sund-hedsassistent og erfaring fra netop Psykiatrisk Center 1, hvor Sagsøger havde arbejdet på den lukkede sengeafdeling gjorde Sagsøger særdeles kvalificeret til stillingen som recovery-mentor.

Under ansættelsen bekræftedes dette indtryk af Sagsøger, idet hun fremstod yderst kompetent, selvstændig og robust. Hun udstrålede et godt overskud og overblik, ligesom hun ydede kvalificeret hjælp og støtte til de patienter, hun var tilknyttet. Også de øvrige patienter (ud over patient ”T”) var Sagsøger i varierende omfang på hjemmebe-søg hos, idet hjemmebesøg fra personalet er en sædvanlig del af patien-ternes udslusningsforløb efter en indlæggelse på afdelingen.

Arbejdet med psykisk syge patienter i regi af en psykiatrisk afdeling in-debærer notorisk en risiko for krævende og belastende arbejdssituatio-ner, hvilket er baggrunden for den grundige oplæring og instruktion, som ansatte i Region Hovedstaden Psykiatri gennemgår i forbindelse med ansættelsen og de særlige procedurer og instrukser, der skal iagt-tages, for at sikre medarbejdernes sikkerhed og tryghed, ligesom der lø-bende er kurser i fx voldsforebyggelse.

Recovery-mentorer ansættes på lige fod med det øvrige personale, hvil-ket betyder, at Sagsøger gennemgik et grundigt introduktionsfor-løb, hvor hun blev introduceret til afdelingen og til det specifikke ind-hold af stillingen.

Det er et væsentligt og blandt de ansatte særdeles velkendt og centralt element, når man arbejder inden for det psykiatriske område, at den en-

60

kelte medarbejder siger fra, såfremt vedkommende ikke føler sig tryg ved en arbejdssituation. Der er således på Psykiatrisk Center 1 betydelig fokus på og anerkendelse af, at den enkelte medarbejder skal have mulighed for at sige fra i forhold til en opgave.

Deltagelse i hjemmebesøg i forbindelse med den ambulante behandling af patienter er en sædvanlig del af arbejdet for medarbejderne i Region Hovedstaden Psykiatri og dermed også på Psykiatrisk Center 1, hvor både sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og so-cial- og sundhedshjælpere tager på hjemmebesøg hos patienter efter udskrivelsen. Der var således tale om en helt sædvanlig arbejdsopgave for en medarbejder med den uddannelsesmæssige baggrund, Sagsøger havde.

I tillæg til det daglige arbejde tog Sagsøger fra start engageret og aktiv del i udviklingen af recovery-mentorstillingen på Psykiatrisk Center 1 og fremkom i den forbindelse med forslag, der medførte ændringer i forhold til den oprindelige stillingsbeskrivelse, sagens bilag 4, der var udarbejdet med afsæt i den i Region Hovedstaden Psykiatri centralt udarbejdede funktionsbeskrivelse.

Det gøres gældende, at Sagsøger under sin ansættelse fik den nød-vendige ledelse og havde mulighed for at få al den sparring og støtte, hun havde brug for.

Som recovery-mentor indgik Sagsøger som en del af personale-gruppen tilknyttet den åbne afdeling, og hun tog således del i afdelin-gens daglige arbejde og deltog derfor med det øvrige personale i konfe-rencer, stuegang og sparringsmøder med de ansatte medarbejdere.

Endvidere havde Sagsøger en mentor tilknyttet, Vidne 2, som hun havde opfølgende samtaler med hver 14. dag, lige-som Sagsøger – i lighed med de øvrige ansatte – havde mulighed for supervision fra Psykiatrisk Center 1's egen psykolog.

Derudover, og som det fremgår af sagens bilag O, der er referat af med-arbejderudviklingssamtale afholdt den 20. december 2016, deltog Sagsøger i ERFA-gruppemøder med de øvrige recovery-mentorer i re-gionen, som mødtes i Kompetencecenteret for Rehabilitering og Recovery i By 3 på månedlig basis.

Endvidere gøres det gældende, at der ikke i perioden frem til Sagsøgers sygemelding den 19. januar 2017 var noget, der på nogen måde indikerede, at Sagsøger var udsat for en arbejdsmæssig be-lastning, som oversteg, hvad hun kunne magte.

61

Sagsøger gav selv udtryk for at være tilfreds og positivt stemt over for sin arbejdssituation, hvilket blandt andet fremgår af referatet af den afholdte 8-ugerssamtale, sagens bilag L, ligesom Sagsøger på løbende forespørgsler fra ledelsen i forhold til arbejdsbelastningen gav udtryk for, at denne var passende og overkommelig. I forhold til kon-takten med patient ”T” gav Sagsøger endvidere konsekvent den tilbagemelding, at hendes arbejde med patient ”T” gav rigtig god me-ning, og at de havde et godt samarbejde. Sagsøgte har således ikke på noget tidspunkt siddet tilkendegivelser om utryghed eller mistrivsel fra Sagsøger overhørig.

Heller ikke i forbindelse med de formaliserede samtaler i løbet af ansæt-telsen, herunder medarbejderudviklingssamtaler, italesatte Sagsøger den under nærværende sag omtalte oplevelse af at være belastet af sit arbejde. Således fremgår det af referat fra medarbejderudviklings-samtale afholdt den 20. december 2016 (dvs. ca. 1 måned efter hændel-sen den 29. november samme år hos patient ”T”), sagens bilag O, at Sagsøger var tilfreds med samarbejdsrelationerne og ikke havde bemærkninger i forhold til tilbagemeldinger, forventningsafklaring etc.

Sagsøger har således fra sin ansættelse og frem til sygemeldingen i slutningen af januar 2017 (godt 2 måneder efter hændelsen hos patient ”T”) over for ledelsen og kolleger fremtrådt både robust og med et be-tydeligt mentalt overskud i forhold til deltagelsen i arbejdsopgaverne på afdelingen, herunder også konkret i relation til arbejdsopgaverne med patient ”T” , ligesom hun ikke på noget tidspunkt tilkendegav over for ledelsen, at hun skulle have oplevet sit arbejde som psykisk bela-stende.

Det bestrides, at ledelsen på Psykiatrisk Center 1 – således som det gøres gældende af sagsøger - ikke ”forholdt sig” til Sagsøgers arbejde med patient ”T” . Fra sommeren 2016, hvor patient ”T” blev udskrevet og overgik til periodiske, elektive indlæggelser på den åbne afdeling, blev der igangsat en målrettet indsats for at udvide pa-tient ”T” ’s kontaktflade til andre medarbejdere og dermed reducere Sagsøgers arbejde med – og hjemmebesøg hos – patient ”T” . Såle-des fremgår af journalnotat fra 15. juni 2016, sagens bilag 26, side 113 (journalens side 143):

” Samtidigt er teamet udvidet til også Vidne 4 fra amb. af-snittet er med i teamet og kan overtage nogle af kontakterne i forhold til pt., når det skønnes relevant.”

62

Sagsøger har henvist til, at Sagsøger deltog i et behandlingsforløb hos en psykolog i perioden fra januar 2016 til 28. februar 2017 (dvs. en periode startende 10 måneder før hændelsen den 29. november 2016), og sagsøger har som dokumentation fremlagt en journaludskrift, der er fremlagt som bilag 27. Det gøres imidlertid gældende, at Sagsøger ikke havde orienteret ledelsen om dette psykologforløb, herunder at år-sagen til opstarten af dette skulle være den omtalte oplevelse med en suicidal patient.

Der var endvidere heller ikke noget, der indikerede, at situationen hos patient ”T” den 29. november 2016 skulle have påvirket Sagsøger på en måde, der skabte en risiko for en psykisk reaktion, idet medarbej-dernes håndtering af patienter i forbindelse med selvskade er en helt sædvanlig del af arbejdet på afdelingen.

Det bestrides, at det beskedne antal noter i journaludskrifterne i patient ”T” ’s journal vedrørende den personalemæssige håndtering af den på-gældende patient og risikovurderinger i den forbindelse er udtryk for, at sådanne overvejelser ikke blev foretaget i henhold til gældende pro-cedurer. Dette er ikke informationer, der sædvanligvis vil fremgå af pa-tientjournaler, og at sådanne overvejelser ikke i yderligere omfang, end det er tilfældet, fremgår af patient ”T” ’s journal, er således ikke atypisk eller et udtryk for, at disse vurderinger ikke fandt sted. Sådanne over-vejelser vil typisk blive foretaget på de daglige personalekonferencer, i forbindelse med møder om den konkrete patient eller bilateralt mellem den ansvarshavende læge og det øvrige personale, herunder recovery-mentorer.

Beslutningen om, at Sagsøger kunne tage på hjemmebesøg hos pa-tient ”T” , blev truffet i overensstemmelse med den som bilag X frem-lagte procedure for udkørende personale, der er en kodificering af den i 2016 gældende procedure, hvorefter hjemmebesøg sker på baggrund af en aftale mellem den udkørende medarbejder og det behandlings-ansvarlige personale forud for hjemmebesøget, således som det også fremgår af Sagsøgers egen beskrivelse af hændelsesforløbet den 29. november 2016 ved hjemmebesøget hos patienten ”T” i anmeldelsen af arbejdsulykken, sagens bilag 5:

” Konferer m. overlæge og kollegaer. Aftaler jeg kører ud til patient.”

Det gøres endvidere gældende, at det ikke var i strid med de interne procedurer, at overlæge, psykiater Vidne 3 forud for hændel-sen den 29. november 2016 havde truffet beslutning om, at hjemmebe-søgene hos patient ”T” kunne fortsætte. Som det fremgår af journalno-

63

tat af 28. november 2016 (sagens bilag 26, side 214-215 (journalens side 254-255)), var den lægefaglige vurdering, at hjemmebesøgene skønne-des at kunne fortsætte som hidtil. Journalnotatet dokumenterer således, at der blev foretaget den – som foreskrevet i de interne procedurer – konkrete lægefaglige vurdering i forbindelse med beslutningen om, at Sagsøger kunne tage på hjemmebesøg hos patient ”T” .

Sagsøger havde qua sin sygdomsindsigt, faglighed og patient-kendskab en indgående viden om patient ”T” ’s diagnose og adfærds-mønstre, og Sagsøger havde fra sine hjemmebesøg hos patient ”T” konkret også oplevet vedkommende udføre selvskade flere gange.

Hverken hændelsen den 29. november 2016 eller de tidligere lignende episoder havde givet Sagsøger anledning til at udtrykke bekym-ring over eller utryghed ved arbejdsopgaverne relateret til patient ”T” . Tværtimod oplevede ledelsen, at Sagsøger klart tilkendegav, at hun godt kunne håndtere opgaven, når der fra ledelsen eller kolleger blev spurgt ind til dette. Det skal i den sammenhæng atter præciseres, at det er helt sædvanligt, at medarbejderne tager alene på hjemmebesøg hos patienterne i forbindelse med udslusningsforløb.

I forbindelse med hændelsen hjemme hos patient ”T” den 29. november 2016 fulgte Sagsøger med patient ”T” på skadestuen, hvor kolle-ger overtog behandlingen af patient ”T” , mens afdelingssygeplejerske Vidne 2, og senere samme aften ligeledes sygeplejer-ske Vidne 5, sørgede for at tale hændelsen igennem med Sagsøger som led i den debriefing, der altid gennemføres efter sådanne episoder.

Efter episoden fortsatte Sagsøger sit arbejde på helt sædvanlig vis. Dagen efter hændelsen den 29. november 2016 hentede Sagsøger således patient ”T” på afdelingen og kørte hende hjem, således som det fremgår af bilag 26, side 211 (journalens side 262).

Først næsten 2 måneder efter hændelsen blev Sagsøger sygemeldt den 19. januar 2017.

Der var således heller ikke efter hændelsen hos patient ”T” noget, der for ledelsen på afdelingen indikerede, at Sagsøger havde behov for yderligere sparring eller supervision, at hun følte sig belastet af sine arbejdsopgaver, eller at der i øvrigt var behov for at træffe særlige for-anstaltninger for at lette Sagsøgers arbejdsbelastning.

Retspraksis viser da også, at det ved vurderingen af, om der foreligger et ansvarsgrundlag for arbejdsgiver i sager om det psykiske arbejds-

64

miljø, tillægges afgørende betydning, om medarbejderen fremtræder robust og villig til at påtage sig arbejdet, og om dette har gjort, at ar-bejdsgiver ikke har haft anledning til at antage, at medarbejderen blev udsat for en arbejdsmæssig belastning, som var større, end medarbejde-ren kunne magte. Der henvises i denne forbindelse særligt til Højeste-rets domme gengivet i henholdsvis U2008.1156H og U2017.2904H.

Først i forbindelse med Sagsøgers sygemelding blev Psykiatrisk Center 1 opmærksom på, at Sagsøger følte sig påvirket af episoden med patient ”T” . Der blev på denne baggrund iværksat flere tiltag, der skulle sikre Sagsøgers tilbagevenden til arbejdet, herun-der blev Sagsøger bl.a. tilbudt samtaler med centerets psykolog, Person 5, og et psykologforløb via Falck Healthcare.

Det blev endvidere fra Psykiatrisk Center 1's ledelses side præ-ciseret, at kontakten mellem Sagsøger og patient ”T” skulle redu-ceres betydeligt, hvilket fremgår af referat fra møde den 10. februar 2017, sagens bilag 6, der havde til formål at planlægge Sagsøgers tilbagevenden til arbejdet efter fuldtidssygemeldingen.

Psykiatrisk Center 1 afholdt endvidere den 27. marts 2017 et opfølgende møde med Sagsøger. Til dette møde deltog centerchef Vidne 7, afdelingsleder for sengeafsnittet og Sagsøgers mentor Vidne 2 og leder af recovery-mentor-ord-ningen i Region Hovedstaden Vidne 8. Af referatet fra dette møde, sagens bilag 9, fremgår:

” Med udgangspunkt i sidste referat drøfter vi bl.a. muligheden for en an-den mentor, arbejdets organisering og hvor I centeret Sagsøger og hendes funktion skal være tilknyttet. Det har vist sig at Sagsøger i forhold til den op-rindelige stillingsbeskrivelse har mange udkørende funktioner.

Sagsøger har et ønske om at arbejde mere ambulant – dog med funktioner i sengeafsnittet. Herved vil rammerne om Sagsøgers arbejde være mere klare og tydelige i forhold til de opgaver hun aktuelt varetager. Det vil medføre at stillingen organisatorisk skal flyttes til ambulantafsnittet og derfor aftaler vi at Vidne 2 og undertegnede skal tale med Vidne 1 (leder af ambu-lantafsnittet) om denne evt. ændring.”

Sagsøgte imødekom Sagsøgers ønske om et lederskifte, og det skal præciseres, at ledelsen ikke på nogen måde lagde pres på Sagsøger for at få hende tilbage til arbejdet på fuld tid. Tværtimod blev der fra Psykiatrisk Center 1's side foreslået en plan for en langsom tilbagevenden. Sagsøger havde imidlertid selv et ønske om en

65

hurtig tilbagevenden til arbejdet, hvilket ønske ledelsen imødekom, idet Sagsøger overordnet fremstod meget afklaret i forhold til egne kompetencer og formåen.

Med virkning fra den 1. august 2017 blev Sagsøger imidlertid atter fuldtidssygemeldt og var herefter fuldtidssygemeldt frem til den 2. ok-tober 2017.

Den 18. august 2017 blev der afholdt endnu en sygefraværssamtale mel-lem Sagsøger og afdelingsleder for det ambulante afsnit, Vidne 1, og sagsbehandler ved Kommune Person 3, da Sagsøger på dette tidspunkt havde været sygemeldt i sammenlagt 152 dage. Referatet af fraværssamtalen er af sagsøger frem-lagt som bilag 11. Det fremgår heraf, at:

” Sagsøger er blevet i tvivl, om hun overhovedet skal tilbage til Psykiatrisk Center 1. Hun vil rigtig gerne og ved, at hun er god til sit arbejde. Lige nu bruger Sagsøger meget tid og energi på at overveje, hvor hun skal arbejde fremadret-tet.

…

Vidne 1 fortæller om overvejelser i form af en mere struktureret arbejdsdag for Sagsøger; som start at holde/deltage i morgenmøde, gå tur med patienterne, deltage i måltider (miljøterapi) o.a.”

Den 19. september 2017 blev der afholdt yderligere et opfølgende møde mellem ovennævnte deltagere. Af referatet fra opfølgningssamtalen, sa-gens bilag 12, fremgår:

” Sagsøger har haft 2 samtaler med kommunens vejleder Person 7. Det har væ-ret gode afklarende samtaler og Sagsøger kan godt se sig selv tilbage på Psykiatrisk Center 1.

Sagsøger ønsker som udgangspunkt tilbagevenden til sine tidligere arbejdsop-gaver, fortrinsvis i ambulatoriefunktionen.

…

Vidne 1 påpeger, at recoverymentorens opgaver fortrinsvis ligger i overgan-gen mellem indlæggelse og ambulant tilknytning.

Sagsøgers ønske er en planlagt ugentlig samtale med Vidne 1. Dette er realistisk i en opstartsperiode.”

66

Det blev herefter aftalt, at Sagsøger skulle starte på arbejde igen den 2. oktober 2017, og at der skulle indgås en aftale mellem Psykiatrisk Center 1 og Sagsøger i medfør af sygedagpengelovens § 56, når Sagsøger igen kunne arbejde 32 timer om ugen.

Det fremgår af det af Sagsøger udarbejdede spørgeskema til Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring, sagens bilag 14, at det var planlagt, at Sagsøger skulle starte langsomt op igen pr. 1. oktober 2017 med en gradvis optrapning til det ordinære timetal i løbet af en måneds tid. Sagsøger genoptog i forlængelse heraf arbejdet på fuld tid med virkning fra den 30. oktober 2017.

Det var i den forbindelse sagsøgtes indtryk, at Sagsøger var til-freds med de indgåede aftaler om justering af arbejdsopgaverne. Det fremgår således af Sagsøgers konklusion i forbindelse med afhol-delsen af medarbejderudviklingssamtalen den 16. januar 2018, sagens bilag M, at:

” Overordnet tilfreds og trives godt i funktion med de opg. der er. Obs. på hvad jeg involverer mig og bliver involveret i.

Gode samarbejdsrelationer.

Værdsætter og ser det som nødvendighed med tæt sparring og reflektion over vores praksis.”

Der blev den 14. maj 2018 afholdt en ny samtale mellem Sagsøger og afdelingsleder for ambulantafsnittet Vidne 1. Referatet herfra er sagens bilag 16. Baggrunden for mødet var, at Sagsøger over for Vidne 1 havde givet udtryk for, at hun ønskede at afslutte sin an-sættelse på Psykiatrisk Center 1.

Det blev under mødet aftalt, at der skulle udfærdiges en fratrædelsesaf-tale mellem Psykiatrisk Center 1 og Sagsøger. Denne fra-trædelsesaftale blev indgået den 22. maj 2018, sagens bilag 17, og i med-før heraf afsluttede Sagsøger herefter sin ansættelse hos Psykiatrisk Center 1 ved udgangen af september 2018.

På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende gældende, at Sagsøger ikke har godtgjort, at Region Hovedstaden har udvist en ansvarspådragende handling eller undladelse i forbindelse med tilrette-læggelsen af arbejdet, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at Re-gion Hovedstaden kan ifalde erstatningsansvar, som påstået af sagsø-ger.

67

Der foreligger ikke den nødvendige årsagssammenhæng eller påreg-nelighed

Et erstatningsansvar for sagsøgte forudsætter endvidere, at sagsøger kan godtgøre, at der foreligger årsagssammenhæng mellem arbejdet hos sagsøgte og den psykiske skade, og at den psykiske skade er en på-regnelig følge af den ansvarspådragende adfærd.

Det gøres fra sagsøgtes side gældende, at sagsøger ikke har løftet bevis-byrden for, at der er årsagssammenhæng mellem Sagsøgers psyki-ske gener og det under ansættelsen hos sagsøgte udførte arbejde, her-under hændelsen i forbindelse med hjemmebesøget hos patienten ”T” den 29. november 2016.

Til støtte for dette anbringende henvises der særligt til de lægelige op-lysninger i sagen, herunder speciallæge i psykiatri Læge 2's vurde-ring indhentet i forbindelse med sagens behandling ved Ankestyrelsen, sagens bilag 24, sammenholdt med udskrifter af Sagsøgers læ-gejournal, sagens bilag 1, bilag P og bilag Q, og Retslægerådets besva-relser af henholdsvis 15. marts 2022 og 23. september 2022.

Den manglende årsagssammenhæng understøttes endvidere af indhol-det af speciallægeerklæring af 4. maj 2018, sagens bilag 15, Ankestyrel-sens afgørelse af 18. februar 2019, sagens bilag 23, og journal fra Sagsøgers psykologforløb, sagens bilag 27, hvoraf det fremgår, at Sagsøger i længerevarende perioder af sit liv har været præget af psyki-ske gener, der er sammenlignelige med de gener, som Sagsøger oplevede under sit sygdomsforløb i forbindelse med sin ansættelse hos sagsøgte.

Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøger har undladt at besvare den af sagsøgte fremsatte opfordring til at fremkomme med yderligere oplysninger om det længerevarende sygdomsforløb grundet psykisk li-delse, som Sagsøger angiveligt var igennem i efteråret 2011, hvil-ket fremgår af journaludskrifter fra Sagsøgers praktiserende læge, der er fremlagt som bilag 1, bilag P og bilag Q.

Som det fremgår af sagens bilag 1, kom den psykiske lidelse i efteråret 2011 til udtryk ved, at Sagsøger ikke kunne overskue at arbejde, idet hun blev dårlig af den fysiske kontakt med børnene i den børne-have, hun var ansat i. Sygdomsforløbet førte til, at hun blev opsagt fra sin stilling.

68

Sagsøgte gør på denne baggrund gældende, at sagsøgers manglende oplysninger herom skal tillægges processuel skadevirkning i forhold til rettens vurdering af, om der foreligger den fornødne årsagssammen-hæng.

Af speciallægeerklæring af 4. maj 2018 fra Person 4, special-læge i psykiatri, sagens bilag 15, der blev udarbejdet i forbindelse med sagens behandling ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fremgår blandt andet følgende på side 3, 5. afsnit:

” Hun har erkendt ikke at kunne magte ansvar i relation til andre menne-sker, fordi hun overinvolverer sig”

Videre anføres følgende i speciallægeerklæringens konklusion på side 3, sidste afsnit:

” 37-årig SOSU assistent i beskæftigelse som recovery mentor. Da hun var Udeladt suiciderede hendes fader […]. Lige siden har hun haft en uforløst til-stand præget af pligt og ansvarlighed, som har ført til en overinvolvering i arbejdssituationer uden at kunne sikre egenomsorg. Det har ført til kon-takt med det psykiatriske behandlingssystem i ca. 20 år.”

(sagsøgtes ekstrahering)

Den lægefaglige vurdering fra speciallæge i psykiatri Læge 2 var i forbindelse med arbejdsskadesagen for Ankestyrelsen, sagens bilag 24, følgende:

” Hændelsen er ikke egnet til at udløse varig psykisk sygdom. At den alli-gevel udløser ikke blot forbigående symptomer må tilskrives hendes Diagnose 2 og forudbestående psykiske skrøbelighed.”

I forlængelse heraf fremgår følgende af Ankestyrelsens afgørelse af 18. februar 2019, sagens bilag 23, hvor Ankestyrelsen samlet fandt, at sagsøgers psykiske gener ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Der er i afgørelsen fra Ankestyrelsen henvist til følgende på side 2-3:

” Vi lægger vægt på, at det fremgår af journalnotat af 20. januar 2017, at du blev indlagt i perioden 20. januar til 30. januar 2017 grundet presse-rende selvmordstanker- og planer. Dette er cirka to måneder efter at hæn-delsen fandt sted. Der er således ikke lægelig dokumentation for straks-symptomer efter hændelsen.

69

Det fremgår af udskrivningsepikrisen fra psykiatrisk sengeafdeling, at du er kendt med angst og tidligere selvskadende adfærd. Under indlæggelsen oplevede du en bedring af din psykiske tilstand og ved udskrivelsen blev det vurderet, at du ikke var krise- eller affektpræget.

…

Der er ikke påvist en forværring af din psykiske sygdom som følge af den anmeldte hændelse. Hændelsen har medført en opblussen af din forudbe-stående rygsygdom.

Vi lægger også vægt på, at hændelsen ikke har medført en stor belastning af din psyke. Hændelsen har ikke været exceptionelt truende eller katastro-feagtig. Der var tale om en kontrolleret hændelse, hvor du ikke på noget tidspunkt blev truet eller lignende. Selvom hændelsen fremstår som ube-hagelig vurderer vi, at hændelsen ikke er egnet til at udløse varig psykisk sygdom.

…

Det er derfor ikke tilstrækkeligt godtgjort, at hændelsen har forårsaget en forværring af din forudbestående psykiske sygdom i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.”

Retslægerådet konkluderer i sin besvarelse af det i denne sag forelagte spørgetema i tråd hermed, idet Retslægerådet i sin besvarelse af spørgs-målet om årsagen til Sagsøgers psykiske symptomer (besvarelse af 15. marts 2022, spørgsmål 5, side 3 i) anfører følgende:

” De psykiske symptomer vurderes blandt andet at bero på en kombination af flere af de ovenfor nævnte forhold. De enkelte forholds bidrag til det samlede tilstandsbillede kan ikke nærmere kvantificeres.”

I sit svar på de supplerende spørgsmål uddyber Retslægerådet følgende (besvarelse af 23. september 2022, spørgsmål 10, side 1):

” Psykiske lidelser har for hovedpartens vedkommende multifaktoriel ætio-logi, hvorfor det ikke er muligt at pege på én årsagssammenhæng, lige så vel som de enkelte mulige årsager interagerer med hinanden på forskellig vis. Det er som anført ikke muligt at kvantificere de oplistede forholds in-dividuelle betydning, og når der står anført, at de oplistede forhold blandt andet har haft betydning, skyldes det, at der kan være eksempelvis geneti-ske eller miljømæssige forhold, eller forhold, der ikke fremgår af sagsmate-rialet, der kan have spillet en rolle. Efter Retslægerådets opfattelse har de

70

oplistede forhold, også a) til c), bidraget til det samlede symptombillede i den omtalte periode.”

Det er således ikke dokumenteret fra sagsøgers side, at det var arbejdet hos sagsøgte, herunder episoden den 29. november 2016, der var årsag til de gener, der førte til det længerevarende sygefravær fra den 19. ja-nuar 2017.

Ydermere skal det i denne forbindelse særligt bemærkes, at Sagsøger først blev sygemeldt den 19. januar 2017 og dermed næsten 2 måne-der efter den hændelse, der – efter sagsøgers opfattelse – skulle have været den udløsende faktor for de psykiske gener.

Sammenfattende gøres det således gældende, at sagsøgte må frifindes for den af sagsøger nedlagte påstand.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger efter bevisførelsen, herunder Retslægerådets udtalelser, de læge-lige oplysninger vedrørende sagsøgeren og sagsøgerens forklaring, til grund, at sagsøgeren siden sin ungdom har været præget af psykiske udfordringer som følge af traumatiske oplevelser i barndommen, samt at dette også i hendes vok-senliv er kommet til udtryk. På baggrund af Retslægerådets udtalelser må det ligeledes lægges til grund, at sagsøgerens grundlæggende psykiske kondition kombineret med arbejdet ved Psykiatrisk Center 1 har bidraget til det samlede symptombillede, som sagsøgeren udviste i den for sagen relevante pe-riode.

Efter forklaringerne, sammenholdt med beskrivelsen af stilling som recovery-mentor, som den fremgår af stillingsopslaget og stillingsbeskrivelsen fremsendt til sagsøgeren i forbindelse med ansættelsen, og journalerne vedrørende patien-ten T, lægger retten videre til grund, sagsøgeren i løbet af sin ansættelse ved Psykiatrisk Center 1 blev meget involveret i forløbet med patienten T, at omfanget af denne involvering, herunder antallet af hjemmebesøg og øvrigt engagement i T’s tilværelse, ikke var sædvanligt og lå ud over de forudsatte rammer for, hvad der var forudsat gældende for sagsøgeren som en recovery-mentor. Retten lægger tillige i den forbindelse til grund, at patienten T igennem hele forløbet med sagsøgeren var tilbøjelig til og i ikke uvæsentligt omfang ud-førte selvskade af varierende intensitet. Det bemærkes dog, at selve arbejdsop-

71

gaverne efter det for retten fremkomne ikke har været usædvanlige eller i øvrigt har adskilt sig fra, hvad man kan forvente som ansat ved et psykiatrisk center.

Efter de samlede forklaringer i sagen lægger retten endvidere til grund, at sagsøgeren over for sine kollegaer og ledelsen, herunder flere med hvem sagsø-geren efter bevisførelsen havde et tæt samarbejde – også i forhold til patienten T –, fremstod stærk, kompetent og villig til at påtage sig opgaver, herunder i for-hold til T. Herefter, og henset til de forskellige muligheder der blev tilbudt ved Psykiatrisk Center 1, blandt andet supervision, ’førstehjælperordning’ og reflektionsmøder, samt ERFA-møder med de øvrige recovery-mentorer i Re-gion Hovedstaden, og sammenholdt med den af flere vidner beskrevne kultur ved Psykiatrisk Center 1 vedrørende åbenhed om belastninger ved ar-bejdet, samt den ligeledes beskrevne alvor sådanne tilkendegivelser ville blive mødt med, finder retten efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke har godt-gjort, at sagsøgte eller personer ved sagsøgte forud for sagsøgerens indlæggelse ved Psykiatrisk Center 2 havde anledning til at antage, at sagsøgeren var udsat for en arbejdsmængde eller -form, eller øvrige arbejdsrelaterede omstæn-digheder, der oversteg, hvad sagsøgeren kunne magte, og at der af den grund var behov for at foretage tiltag for så vidt angik sagsøgerens arbejdsvilkår med henblik på at sikre sagsøgernes sikkerhed og sundhed.

Om episoden med T den 29. november 2016, hvor sagsøgeren kørte ud til T og fandt denne i færd med selvskade, har sagsøgeren forklaret, at hun sammen med Vidne 6 og Vidne 5 læste SMS’en fra T, og at de sammen beslut-tede, at sagsøgeren skulle køre hjem til T. Sammenholdt med Vidne 6 og Vidne 3's forklaringer om, hvordan disse vurderinger foretages, hvad der afgør om og hvem der skal køre ud til en patient, samt sammes forklaringer vedrørende T’s situation på det pågældende tidspunkt, finder retten det ikke godtgjort, at der i den pågældende situation blev ageret på en måde, der om-stændighederne taget i betragtning kan medføre et ansvar for sagsøgte. I den forbindelse har retten ligeledes lagt vægt på særligt Vidne 3's forkla-ring om forståelsen af ’Sikkerhedsprocedure for udkørende arbejde på Psykiatrisk Center 1’.

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at der, efter at sagsøgeren vendte til-bage til arbejdet efter indlæggelsen på Psykiatrisk Center 2 i januar 2017, blev taget relevante, konkrete og specifikke tiltag med henblik på at bringe sagsøgeren tilbage til arbejdet, samt ændre på de forhold, som de involverede personer, herunder særligt sagsøgeren, Vidne 7, Vidne 1 og Vidne 8, på tidspunktet kunne antage var af af-gørende betydning for at undgå yderligere belastning af sagsøgeren i udførel-sen af sagsøgerens arbejde. Retten finder herefter, at sagsøgeren ikke har godt-gjort, at der i den forbindelse foreligger et ansvarsgrundlag for sagsøgte.

72

Sammenfattende finder retten det således ikke godtgjort, at der foreligger et an-svarsgrundlag for sagsøgte, hvorfor retten tager sagsøgtes påstand om frifin-delse til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb, herunder at sagen har verse-ret siden 2019, at der er sket forelæggelse for Retslægerådet to gange, samt at der er blevet udvekslet et større antal processkrifter, samt endeligt at der under sagens forberedelse har skullet afklares flere spørgsmål af processuel karakter og at hovedforhandlingen strakte sig over 3 dage, og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 93.750 kr. Region Hovedstaden er ikke momsregistreret. Da Sagsøger har fri proces under sagen, afholdes omkostningerne af statskassen.

THI KENDES FOR RET:

Region Hovedstaden frifindes.

Statskassen skal til Region Hovedstaden betale sagsomkostninger med 93.750 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

2

Publiceret til portalen d. 17-05-2023 kl. 13:01

Modtagere: Sagsøger, Advokat (H) Yvonne Frederiksen, Sagsøgte Region Hovedstaden, Advokat (H) Anders Bang Mønster Hansen, Mandatar FOA - Fag og Arbejde