Sag om Københavns Politis administrative frihedsberøvelse af sagsøgerne i forbindelse med sagsøgernes deltagelse i demonstration, og om hvorvidt Københavns Politi burde have indbragt en sag i medfør af retsplejelovens § 469, idet deltagere i en demonstration den 1. maj 2019 havde anmodet om dette

KØBENHAVNS

BYRET

DOM

afsagt den 24. januar 2025

Sag BS-13732/2022-KBH

Sagsøger 1,

Sagsøger 2,

Sagsøger 3,

Sagsøger 4,

Sagsøger 5,

Sagsøger 6,

Sagsøger 7,

Sagsøger 8,

Sagsøger 9,

Sagsøger 10,

Sagsøger 11,

Sagsøger 12,

Sagsøger 13,

Sagsøger 14,

Sagsøger 15,

Sagsøger 16,

Sagsøger 17,

Sagsøger 18,

Sagsøger 19,

Sagsøger 20,

Sagsøger 21,

Sagsøger 22,

Sagsøger 23,

Sagsøger 24,

Sagsøger 25,

Sagsøger 26,

Sagsøger 27,

Sagsøger 28,

Sagsøger 29,

Sagsøger 30,

Sagsøger 31,

Sagsøger 32,

Sagsøger 33,

Sagsøger 34,

Sagsøger 35,

Sagsøger 36,

Sagsøger 37,

Sagsøger 38,

Sagsøger 39,

Sagsøger 40,

Sagsøger 41,

Sagsøger 42,

Sagsøger 43,

Sagsøger 44,

Sagsøger 45,

Sagsøger 46,

Sagsøger 47,

Sagsøger 48,

Sagsøger 49,

Sagsøger 50,

Sagsøger 51,

Sagsøger 52,

Sagsøger 53,

Sagsøger 54,

Sagsøger 55,

Sagsøger 56,

Sagsøger 57,

Sagsøger 58,

Sagsøger 59,

Sagsøger 60,

Sagsøger 61,

Sagsøger 62,

Sagsøger 63,

Sagsøger 64,

Sagsøger 65,

Sagsøger 66,

Sagsøger 67,

Sagsøger 68,

Sagsøger 69,

Sagsøger 70,

Sagsøger 71,

Sagsøger 72,

Sagsøger 73,

Sagsøger 74,

Sagsøger 75,

Sagsøger 76,

Sagsøger 77,

Sagsøger 78,

Sagsøger 79,

Sagsøger 80,

Sagsøger 81,

Sagsøger 82,

Sagsøger 83,

Sagsøger 84,

Sagsøger 85,

Sagsøger 86,

Sagsøger 87,

Sagsøger 88,

Sagsøger 89,

Sagsøger 90,

Sagsøger 91,

Sagsøger 92,

Sagsøger 93,

Sagsøger 94,

Sagsøger 95,

Sagsøger 96,

Sagsøger 97,

Sagsøger 98,

Sagsøger 99,

Sagsøger 100,

Sagsøger 101,

Sagsøger 102,

Sagsøger 103,

Sagsøger 104,

Sagsøger 105,

Sagsøger 106,

Sagsøger 107,

Sagsøger 108,

Sagsøger 109,

Sagsøger 110,

Sagsøger 111,

Sagsøger 112,

Sagsøger 113,

Sagsøger 114,

Sagsøger 115,

Sagsøger 116,

Sagsøger 117,

Sagsøger 118,

Sagsøger 119,

Sagsøger 120,

Sagsøger 121,

Sagsøger 122,

Sagsøger 123,

Sagsøger 124,

Sagsøger 125,

Sagsøger 126,

Sagsøger 127,

Sagsøger 128,

Sagsøger 129,

Sagsøger 130,

Sagsøger 131,

Sagsøger 132,

Sagsøger 133,

Sagsøger 134,

Sagsøger 135,

Sagsøger 136,

Sagsøger 137,

Sagsøger 138,

Sagsøger 139,

Sagsøger 140,

Sagsøger 141,

Sagsøger 142,

Sagsøger 143,

Sagsøger 144,

Sagsøger 145,

Sagsøger 146,

Sagsøger 147,

Sagsøger 148,

Sagsøger 149,

Sagsøger 150,

Sagsøger 151,

Sagsøger 152,

Sagsøger 153,

Sagsøger 154,

Sagsøger 155,

Sagsøger 156,

Sagsøger 157,

Sagsøger 158,

Sagsøger 159,

Sagsøger 160,

Sagsøger 161,

Sagsøger 162,

Sagsøger 163,

Sagsøger 164,

Sagsøger 165,

Sagsøger 166,

Sagsøger 167,

Sagsøger 168,

Sagsøger 169,

Sagsøger 170,

Sagsøger 171,

Sagsøger 172,

Sagsøger 173,

Sagsøger 174,

Sagsøger 175,

Sagsøger 176,

Sagsøger 177,

Sagsøger 178,

Sagsøger 179,

Sagsøger 180,

Sagsøger 181,

Sagsøger 182,

Sagsøger 183,

Sagsøger 184,

Sagsøger 185,

Sagsøger 186,

Sagsøger 187,

Sagsøger 188,

Sagsøger 189,

Sagsøger 190,

Sagsøger 191,

Sagsøger 192,

Sagsøger 193,

Sagsøger 194,

Sagsøger 195,

Sagsøger 196,

Sagsøger 197,

Sagsøger 198,

Sagsøger 199,

Sagsøger 200,

Sagsøger 201,

Sagsøger 202,

Sagsøger 203,

Sagsøger 204,

Sagsøger 205,

Sagsøger 206,

Sagsøger 207,

Sagsøger 208,

Sagsøger 209,

Sagsøger 210,

Sagsøger 211,

Sagsøger 212,

Sagsøger 213,

Sagsøger 214,

Sagsøger 215,

Sagsøger 216,

Sagsøger 217,

Sagsøger 218,

Sagsøger 219,

Sagsøger 220,

Sagsøger 221,

Sagsøger 222,

Sagsøger 223,

Sagsøger 224,

Sagsøger 225,

Sagsøger 226,

Sagsøger 227,

Sagsøger 228,

Sagsøger 229,

Sagsøger 230,

Sagsøger 231,

Sagsøger 232,

Sagsøger 233,

Sagsøger 234,

Sagsøger 235,

Sagsøger 236,

Sagsøger 237,

Sagsøger 238,

Sagsøger 239,

Sagsøger 240,

Sagsøger 241,

Sagsøger 242,

Sagsøger 243,

Sagsøger 244,

Sagsøger 245,

Sagsøger 246,

Sagsøger 247,

Sagsøger 248 og

Sagsøger 249

(alle ved beskikket advokat Amalie Starch Larsen)

(alle ved beskikket advokat Helena Reumert Gjerding (prøve))

mod

Københavns Politi

(Anklager)

Denne afgørelse er truffet af Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 6. april 2022.

Sagen, som er anlagt i medfør af grundlovens § 63, drejer sig om, hvorvidt Københavns Politi burde have indbragt en sag i medfør af retsplejelovens § 469, idet deltagere i en demonstration den 1. maj 2019 havde anmodet om dette.

Sagsøgerne, der alle var deltagere i demonstrationen, har nedlagt følgende på-stande:

Påstand 1

Københavns Politi tilpligtes at indbringe sagen for retten efter retsplejelovens § 469, jf. grundlovens § 71, stk. 6.

Påstand 2

Københavns Politi tilpligtes til hver af sagsøgerne at betale en erstatning på 2.800 kr., subsidiært et mindre beløb fastsat efter rettens skøn.

Københavns Politi har nedlagt påstand om frifindelse.

Alle sagsøgerne har fri proces, og der er beskikket advokater for dem.

Sagsøger 7, Sagsøger 20, Sagsøger 51, Sagsøger 56, Sagsøger 65, Sagsøger 70, Sagsøger 80, Sagsøger 83, Sagsøger 93, Sagsøger 95, Sagsøger 97, Sagsøger 103, Sagsøger 116, Sagsøger 121, Sagsøger 134, Sagsøger 139, Sagsøger 146, Sagsøger 156, Sagsøger 159, Sagsøger 162, Sagsøger 184, Sagsøger 201, Sagsøger 213, Sagsøger 217, Sagsøger 221, Sagsøger 225, Sagsøger 228, Sagsøger 230, Sagsøger 236, Sagsøger 239 og

Sagsøger 244 har retshjælpsforsikring hos Alka Forsikring (Tryg Forsikring A/S), Skade nr..

Sagsøger 250, Sagsøger 251 og Sagsøger 252, der nu hedder Sagsøger 253, var oprindelig også sagsø-gere i sagen, men de har hævet sagen for deres vedkommende.

Kort om oplysningerne i sagen

Den 1. maj 2019 sidst på formiddagen begyndte deltagere til en anmeldt de-monstration at ankomme til området på Israels Plads, hvorfra demonstrationen skulle starte og fortsætte blandt andet via Dronning Louises Bro til Fælledpar-ken, hvor også andre demonstrationer samme dag skulle ende. Der var mange personer samlet foran og omkring demonstrationens højtalervogn, der med mu-sik og scene var parkeret på Israels Plads mod Vendersgade.

Der var drøftelser mellem Københavns Politi og kontaktpersonen for demon-strationen, herunder om den valgte rute, forbud mod anvendelse af fyrværkeri og det gældende maskeringsforbud.

Der blev på et tidspunkt af civilklædte politifolk på Israels Plads forsøgt anhol-delse af ca. 10 deltagere i demonstrationen, som havde overtrådt maskerings-forbuddet, men dette lykkedes ikke.

Som følge af det skete på Israels Plads og den videre adfærd fra nogle af de-monstrationsdeltagerne, efter at demonstrationen var startet på den planlagte rute, blev der af Københavns Politi besluttet, at der skulle oprettes en sluse med henblik på at foretage visitering og registrering af nogle af demonstrationsdelta-gerne. Beslutningen om at etablere en sluse blev truffet i medfør af politilovens § 8.

Demonstrationen stoppede op på Søtorvssiden af Dronning Louises Bro, men fortsatte lidt senere ud på Dronning Louises Bro. Københavns Politi forsøgte derefter at etablere en kile mellem den del af demonstrationen, som var nået ud på Dronning Louises Bro, og den resterende del af demonstrationen, men det lykkedes ikke i første omgang, herunder da højtalervognen påkørte en betjent.

Der blev af Københavns Politi etableret en sluse på Nørrebrosiden af Dronning Louises Bro, og der blev endvidere lukket helt af ved Søtorvssiden af Dronning Louises Bro med henblik på at få deltagerne til at gå gennem slusen.

Der er forevist diverse videooptagelser, hvilke alle er optaget politiet, hvor blandt andet det beskrevne hændelsesforløb ses foregå.

Der blev efterfølgende af demonstrationsdeltagerne rettet henvendelse til Kø-benhavns Politi med anmodning om domstolsprøvelse af den administrative bestemte frihedsberøvelse, jf. retsplejelovens § 469. Det er ubestridt, at tids- fristen i retsplejelovens § 469, stk. 4, blev overholdt.

Anmodningen blev afvist af Københavns Politi, idet Københavns Politi ikke mente, at der var sket en frihedsberøvelse af demonstrationsdeltagerne, da de alene havde modtaget påbud om besigtigelse via en sluse.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af Sagsøger 32, Sagsøger 213, Sagsøger 12, Sagsøger 181, Sagsøger 79, Sagsøger 100, Sagsøger 136, Sagsøger 244, Sagsøger 185, Sagsøger 35, vicepolitiinspektør Vidne 1, politikommissær Vidne 2 og politiinspektør Vidne 3.

Sagsøger 32 har forklaret, at hun sammen med sin kone og en ven

fra kollektivet deltog i demonstrationen den 1. maj 2019. De var med fra starten på Israels Plads. Hun har tidligere deltaget i lignende demonstrationer, men der var denne dag en trykket stemning og meget mere politi, end hun var vant til.

På Israels Plads havde hun placeret sig et stykke inde mod midten af pladsen.

Hun husker, at politiet på et tidspunkt gik ind i demonstrationen og skabte en del røre, men at det hele herefter faldt til ro igen. Hun husker ikke, at hun på Is-raels Plads lagde mærke til demonstranter, der var maskerede. Da demonstra-tionen gik i gang, gik hun lidt bag højtalervognen. Der var en fin stemning. Da de kom til Dronning Louises Bro, var ”børnedelen” af demonstrationen drejet af. Ved broen stoppede demonstrationen op. Hun kunne se, at der havde samlet sig politi på broen ud mod Nørrebrogade, og hun tænkte, at det ”gad hun ik-ke” , og hun vendte derfor om for at gå den modsatte vej, men hun blev stoppet på vej tilbage, da der blev lukket af. Hun var forvirret og frustreret og mener

ikke, at hun var blevet advaret mod, at det ville ske.

De endte med at sidde på Dronning Louises bro i ret lang tid. Hun husker, at hun fik at vide, at man måtte gå, hvis man viste sit sygesikringsbevis. Først tænkte hun, at politiet nok hurtigt ville droppe det igen, da de var så mange mennesker på broen, og hun satte sig derfor ned for at vente. Efter noget tid gik de alligevel mod slusen, men da havde der samlet sig en lang kø. Hun husker ikke, hvordan hendes oplysninger blev registreret. De var på broen i over en time, hvor de sad og drak en øl. Det kom meget bag på hende at blive lukket inde på denne måde, og hun har ikke tidligere oplevet noget lignende til en 1.

maj demonstration. Hun følte, at hun havde fuldstændig fejlvurderet situatio-nen, og var flov og ærgerlig. Hun husker ikke, om hun fik at vide, hvorfor de skulle registreres. De gik et stykke bag ved højtalervognen i en gruppe, hvor der var udbredt forvirring over, hvad der foregik. Hun bemærkede ikke, at po-

litiet satte en kile ind midt i demonstrationen. Hun husker kun, at der blev luk-ket af i begge ender af broen. Hun havde ikke opfattelsen af, at der var en stem-ning af ballade på broen. På Israels Plads var der, som nævnt, en trykket stem-ning, men efterfølgende var stemningen fin, og hun følte ikke, at der var optræk til noget. Hun husker ikke, hvorfor de bevægede sig mod slusen efter at have siddet på broen, men de følte nok, at de var nødt til det. De ventede med at stille sig i kø, til der ikke stod så mange mennesker i den. Hun havde en ople-velse af at være frihedsberøvet, eftersom hun ikke kunne gå sin vej. Hun mener, at der blev spillet musik fra højtalervognen, og hun husker ikke at have passeret den på noget tidspunkt.

Sagsøger 213 har forklaret, at hun deltog i demonstrationen den 1.

maj 2019. Hun tilsluttede sig først til demonstrationen, da den var nået til Nørre Farimagsgade. Der var på dette tidspunkt en festlig stemning og børn i optoget. Da demonstrationen nåede til Søtorvet, var der allerede hollændervogne på ste-det, mens andre vogne kørte over Dronning Louises Bro til Nørrebro, og hun husker, at hun undrede sig over, hvad politiet skulle dér. Demonstrationen blev stoppet og kunne ikke gå videre. Hun var langt nede i optoget og kunne ikke se, hvad der skete. Det blev oplyst fra højtalervognen, at vejen var blokeret, og at demonstrationen ikke kunne fortsætte, men at der var en dialog i gang med politiet.

Efter lidt tid fortsatte demonstrationen, og hun nåede op på selve broen. Her bemærkede hun kampklædte betjente stå langs med fortovet. Demonstrationen stoppede igen op. Fra højtalervognen blev det nu oplyst, at børnene blev anbe-falet at forlade demonstrationen og selv finde ud i Fælledparken. Hun var bag ved højtalervognen hele tiden. Der var forsøg på at gå videre ad broen, men kort efter lød det fra højtalervognen, at man opgav at komme videre, at demon-strationen var opløst, og at man selv måtte finde ud i Fælledparken. Hun gik ad broen mod Nørrebrogade, men her så hun en række af betjente, og hun tænkte, at hun ikke kunne komme igennem dér. Hun vendte derfor om og gik tilbage mod Søtorvet. Her stod endnu en række betjente med hunde med 2-3 meters mellemrum. Hun tænkte, at det ikke havde noget med hende at gøre og for-søgte at gå forbi, men én af hundene sprang op og gøede voldsomt ad hende.

Én af betjentene sagde til hende, at hun skulle gå op i den anden ende. Da hun gjorde det og spurgte en betjent dér om lov til at komme ud, sagde vedkom-mende, at hun skulle gå mod Søtorvet, hvor hun lige var kommet fra. Hun kon-kluderede, at ingen rigtig vidste noget. Hun er blevet forvirret over at se video-optagelserne. Den kæde af betjente, hun så og talte med, var efter hendes opfat-telse ikke den samme som den, der udgjorde ”kilen” i demonstrationen. Linjen stod længere tilbage, og hun tror, at det måske har været betjente fra bagkæden ved Søtorvet, hun har talt med. Der var demonstranter på den anden side af be-tjentene. Hun husker, at hun også så nogle betjente stå med nogle meter mellem sig langs broen.

På et tidspunkt forsvandt den midterste række af betjente, og der begyndte at gå rygter om, at man kunne komme ud via en sluse, hvis man lod sig registrere. En betjent oplyste da til hende, at alle skulle op til slusen og visiteres. Da hun spurgte hvorfor, svarede han, at det var til brug for et eventuelt retligt efterspil, hvis der blev fundet kasteskyts eller fyrværkeri. Hendes kæreste var blevet fan-get på den anden side af rækken af betjente, men da politiet fjernede sig, blev de genforenet på broen op mod Søtorvet, og de gik sammen igennem slusen ca. 30 minutter senere. Der var mange mennesker, der ventede på at komme igen-nem slusen. Da hun først stillede sig i kø ved slusen, ventede hun i ca. 10 minut-ter, men hun stillede sig ikke i kø med det samme. Hun endte med at være på broen 1-2 timer. Hun blev fotograferet i slusen, men hun oplyste hverken sit navn eller blev visiteret. Hun spurgte en betjent, hvor lang tid billedet ville blive opbevaret, men det vidste han ikke. Hun så ikke nogen maskerede perso-ner på broen, men hun gik også langt nede i optoget. Hun syntes, at det var en ret ubehagelig oplevelse, at der var så stor forvirring om, hvad der var årsagen til, at de blev tilbageholdt, og hun var ret rystet i dagene derefter. Hun havde en oplevelse af at være frihedsberøvet, da hun ikke kunne gå fra stedet.

Sagsøger 12 har forklaret, at han deltog i demonstrationen den 1. maj

2019. Han tilsluttede sig ca. en halv time inden starten på Israels Plads. Der var en god stemning, høj musik og masser af politi, men det plejer der at være. Der kom mere og mere politi til stede, herunder civilklædte betjente. Han stod ved Torvehallerne på den anden side af politikæden, som stod foran demonstratio-nen. Han så politiet møve sig fremefter på en ret barsk måde, hvilket skabte no-get tumult, og han kunne høre, at flere af demonstranterne blev meget ophid-sede. Det blev annonceret fra højtalervognen, at der var civile betjente til stede, og at de skulle trække sig ud. Han så, at politiet hjalp én af de civile betjente ud af demonstrationen, og at det skabte noget tumult. Politiet trak herefter hund-ene fremefter, og det skabte en højspændt stemning. Da politiet trak sig tilbage igen, kom der dog mere ro på. Han kunne fra det sted, han stod, ikke se nogen maskerede personer.

Demonstrationen satte sig herefter i bevægelse. Han gik på fortovet ved siden af optoget helt oppe foran på venstre side af bannerne. På Søtorvet stoppede de-monstrationen op, og der var en del forvirring. Han synes, at de stod der længe. Han bemærkede en stor gruppe betjente, der stod og nærmest lurede i buskene på hver side af vejen. Han havde indtryk af, at demonstrationsledelsen var i di-alog med politiet for at finde ud af, hvad der foregik. Efter ca. 10 minutter be-vægede demonstrationen sig atter fremefter. Da demonstrationen var på vej op på broen, løb politiet frem og nærmest ”angreb” demonstrationen lige foran højtalervognen. Der kom også mere politi til fra flere sider. Der var patruljevog-ne foran demonstrationen op mod Nørrebrogade, men det er der altid. Han var på broen, da kilen blev sat.

Politiet trak på et tidspunkt chaufføren ud af højtalervognen, hvilket skabte en del tumult. Der var stor forvirring blandt demonstranterne og forsøg på at fort-sætte demonstrationen. Han så, at politiet nu blokerede Dronning Louises Bro på Nørrebrosiden, hvilket igen skabte forvirring i demonstrationen, som nu for tredje gang stoppede op. Han gik lidt rundt for at orientere sig og gik herefter tilbage ad broen op mod Søtorvet, hvor han kunne konstatere, at der også her var lukket af, da der stod en stribe af betjente med et par meters mellemrum.

Han spurgte nogle betjente, om han måtte gå. Først blev han ignoreret, men der var til sidst én, der sagde til ham, at han skulle gå op mod Nørrebrogade. Der var ikke en sluse på dette tidspunkt. Han bemærkede efter ca. 10 minutter, at der havde dannet sig en kø i den ende af broen, som vendte op mod Nørrebro, og han hørte fra andre på broen, at man skulle visiteres og registreres for at kunne komme ud. Han fik ikke at vide hvorfor. Da han efter et godt stykke tid gik gennem slusen, blev han overfladisk visiteret og viste sit sygesikringsbevis. Det virkede lidt proforma-agtigt. Der var på dette tidspunkt ca. 50 personer til-bage på broen, og han så, at betjentene fra afspærringen ved Søtorvet bevægede sig fremefter på broen for at presse de sidste ud gennem slusen. Der var ingen, der fik lov til at blive på broen. Han havde en oplevelse af at være frihedsberø-vet, mens han var på broen. Han husker ikke, at der blev sagt noget om, hvad børnene i demonstra-tionen skulle gøre.

Han så ikke en sluse til at begynde med, men blot patruljevogne foran demon-strationen og en del politi over det hele, men han oplevede det sådan, at patrul-jevognene blot kørte foran demonstrationen og ikke som en afspærring. Da ki-len blev sat og efterfølgende ophævet, blev han stående foran til venstre for bannerne. Folk råbte og var meget chokererede over politiets fremfærd, da be-tjentene væltede ind i demonstrationen fra begge sider. De fleste havde en ople-velse af at blive angrebet af politiet uden nogen årsag, så der var en anspændt stemning. Han bemærkede ikke, at der blev brugt fyrværkeri. Han ved ikke, hvorfor chaufføren blev trukket ud af højtalervognen, men det virkede ret vold-somt.

Han bemærkede først senere og i forbindelse med, at han gik rundt for at orien-tere sig, at broen var spærret ved Søtorvet. Han så godt, at der var betjente med megafoner, men han hørte ikke, hvad der blev sagt, på grund af det generelle lydniveau.

Sagsøger 181 har forklaret, at hun deltog i demonstrationen den 1.

maj 2019. Hun tilsluttede sig ca. kl. 11.45 på Israels Plads og stod i yderkanten af pladsen ned mod Nørreport. Det virkede meget rodet og tumultarisk, og der var en dårlig stemning. Hun har deltaget i 1. maj demonstrationer, siden hun var barn, og det plejer at være en hyggelig og rolig oplevelse. Hun så ikke per-soner, der var maskerede, og hørte ikke politiet informere om maskeringsfor-

bud. Hun gik med demonstrationen mod Dronning Louises Bro og befandt sig skråt bagved højtalervognen. Der var høj musik og folk, der råbte, men på vej ned mod Søtorvet var der en god stemning. På Søtorvet stoppede demonstratio-nen op i omkring 10 minutter. Hun så ikke politiets kilemanøvre og undrede sig over, hvad der foregik. Det blev oplyst af højtalervognen, at der blev forhandlet med politiet om, hvad der skulle ske. De fik herefter lov til at gå videre. Hun husker ikke, om hun bevægede sig fremefter i demonstrationen sammen med højtalervognen. Der opstod tumult omkring højtalervognen. Hun så ikke chauf-føren blive trukket ud af vognen, men hun hørte folk råbe ”lad ham være” eller lignende. Hun opdagede på et tidspunkt, at vejen blev lukket af bag ved dem.

Der stod betjenten lige ved broens begyndelse ved flagstængerne. De stod helt tæt i en række. Hun ved ikke, hvornår betjentene stillede sig op på række. Hun blev utryg også på grund af hændelserne på Israels Plads og vendte derfor om og forsøgte at gå tilbage mod Søtorvet for at finde en anden vej til Fælledpar-ken, men hun fik af en betjent besked på, at hun ikke kunne få lov til at gå. Hun blev herefter på broen. Hun gik langs med den ene side af broen og så, at hol-lændervognene blev sat på tværs af broen op mod Nørrebrogade, og hun gik derfor tilbage mod Søtorvet. Hun hørte ikke, at politiet informerede om maske-ringforbud på broen. Da hun havde stået på broen et godt stykke tid, hun hu-sker ikke hvor længe, fik hun fra andre demonstranter at vide, at de skulle gå igennem en sluse ved Nørrebrogade. Hun ønskede ikke indledningsvis at stå i kø, da den var uoverskuelig, så hun satte sig på en bænk på broen. Betjentene begyndte at skubbe folk fremefter. I slusen blev hun visiteret, tasken blev gen-nemrodet, og der blev taget et billede af hendes sundhedskort, som blev taget ud af hånden på hende. Da hun spurgte, hvad billedet skulle bruges til, fik hun blot at vide, at det skulle bruges til ”registrering” . Hun havde en oplevelse af at være frihedsberøvet, da hun ikke fik lov til at forlade broen, selvom hun spurgte direkte om lov til det.

Sagsøger 79 har forklaret, at han deltog i demonstrationen den 1. maj 2019.

Han tilsluttede sig sammen med en kammerat 20-30 minutter, før demonstratio-nen gik i gang, og placerede sig i kanten af folkemængden. Der skulle holdes tale, og han husker, at politiet bevægede sig ind i demonstrationen. Han stod stadig ude i kanten af demonstrationen og var ikke indblandet i tumulten. Der var tale igen, og politiet gik på ny ind i demonstrationen, og der var en lidt dår-lig stemning. Han så ikke nogen, der var maskerede, eller hørte, at politiet sagde, at der var maskeringsforbud. Demonstrationen begyndte herefter at gå.

Stemningen var lidt presset, og folk var frustrerede over det, der var sket på Is-raels Plads. Han gik med sin cykel bagerst i demonstrationen ca. 1-2 meter til højre bag højtalervognen. Demonstrationen blev stoppet et par gange ved Søtorvet. Han så ikke, hvad der skete. Der gik ikke så lang tid, før de fik lov til at gå videre. Da de var på broen, blev de stoppet endnu en gang. Man kunne se, at der holdt politibiler oppe ved enden af broen mod Nørrebrogade, og der var også politi på begge sider og bagerst. Han husker, at børnene fra demonstratio-

nen blev ledt væk fra optoget og fik lov til at gå. Der gik lang tid, før det gik op for ham, at de var fuldstændig lukket inde på broen. Han så politiet stå på tværs af broen ned mod Søtorvet, men tænkte ikke nærmere over det, før andre demonstranter sagde, at der var lukket. Han stod herefter bare stille på broen og talte med dem, han var sammen med. Ingen af dem vidste, at der var en mu-lighed for, at de kunne komme ud. Han hørte, at politiet sagde noget i megafo-nerne oppe fra Nørrebrogade, men han kunne ikke høre, hvad der blev sagt.

Han gik på et tidspunkt med sin gruppe ad broen op mod Nørrebrogade og så en større kø forme sig. Han talte med sin kammerat om, hvad de skulle gøre.

Han følte sig ikke tryg ved politiet efter oplevelserne på Israels Plads. Efter ca.

to timer skulle han tisse virkelig meget, og efter dialog med en betjent stillede han sig op i køen ved slusen. Han stod i kø i ret lang tid. Han skulle vise id, og

der blev taget billede af ham og id’et, ligesom han blev visiteret. Han husker be-tjentene i slusen som meget aggressive. Han oplevede sig frihedsberøvet, fordi der gik lang tid, eftersom politiet var for dårlige til at sluse folk ud, og særligt fordi han ikke kunne se grunden til, at de blev stoppet. Han følte sig angrebet på sine demokratiske rettigheder i forbindelse med en meget fredelig demon-stration.

Han så ikke kilen af betjente, der blev sat ind i demonstrationen. Han bemær-kede optrinnet med højtalervognen og chaufføren, eller han bemærkede i hvert fald noget tumult på stedet. Han husker det som om, demonstrationen var stop-pet op på dette tidspunkt. Han så folk løbe frem og tilbage mellem højtalervog-nen og op foran demonstrationen, og han hørte dem tale om, hvad der skete. De sagde, at politiet havde spærret det hele af. Der gik ret lang tid, før han fandt ud af, at de skulle registreres og udsluses. Han tror, at børnene blev sluset ud fra demonstrationen, lige efter at han selv var nået ind på broen. Børnene gik ba-gerst i demonstrationen. Der var ikke politi bagved dem på dette tidspunkt.

Han husker ikke, hvornår han lagde mærke til, at der var politi bagved dem.

Det var formentlig først efter, at han bemærkede optrinnet med højtalervognen og chaufføren. Han husker det ikke tydeligt, men han mindes at have set politi på hver side langs broen. Han husker, at han var på broen i forbindelse med op-trinnet med chaufføren, men situationen opstod ikke længe efter, at demonstra-tionen nåede broen. Han husker ikke anden tumult end optrinnet med højtaler-vognen og chaufføren. Folk råbte selvfølgelig og var frustrerede. Han bemær-kede først 15-30 minutter efter, at de var kommet ind på broen, at der var helt lukket af ved Søtorvet, men det var formentlig sket inden. Han var på et tids-punkt oppe i fronten af demonstrationen for at tale med en dialogbetjent, men på dette tidspunkt var demonstrationen mere eller mindre gået i opløsning.

Sagsøger 100 har forklaret, at han deltog i demonstrationen den 1. maj 2019.

Han var taget afsted sammen med sin far og sine to yngre søstre, og de tilslut-tede sig demonstra-tionen på Israels Plads kl. ca. 11.50. De stod i den ende af pladsen, der vender mod Vendersgade, og de stod 30-40 meter fra højtalervog-

nen. Han havde tidligere været til 1. maj demonstrationer, og det plejer at være en festdag. De stod lidt uden for det hele, men de kunne godt se, at der opstod tumult, og de fandt ud af, at der var civile betjente i folkemængden. Hans ind-tryk var, at der ikke foregik noget i mængden, som kunne begrunde, at de civile betjente opholdt sig dér. Han husker, at der var uniformerede betjente, som flere gange under talerne gik ind i mængden. Han så ikke demonstranter, der var maskerede. Han så på et tidspunkt en civil betjent stå i en ophidset samtale med en uniformeret betjent, som lignede en indsatsleder.

På vej op mod Søtorvet så han nogle af demonstranterne – måske 10-15 perso-ner – maskere sig, og han så også et enkelt romerlys blive fyret af. Det var det eneste, der skete. Da de kom op mod Søtorvet, bemærkede han, at en del politi havde forsamlet sig på Dronning Louises Bro. Hans far besluttede da, at faren og de to mindre søskende skulle forlade demonstrationen, mens han selv fort-satte. Han husker ikke, at der blev givet en kollektiv besked om, at børn skulle forlade demonstrationen. Han husker ikke at have set betjentene lave kilen, men han bemærkede betjente på hver side af grusstierne, som løb op bag ved ham på tværs af broen. Han så chaufføren blive hevet ud af højtalervognen. Der var både betjente inde midt på broen, bag dem og ude langs siderne. Han stod på dette tidspunkt sammen med et par kammerater til venstre bag ved højtaler-vognen og forholdt sig afventende. Han forstod ikke, hvad der skete. Han be-mærkede, at der var hollændervogne på broen op mod Nørrebrogade, som havde afspærret broen, og han så betjente stå arm i arm på tværs af gaden ved Søtorvet. Der blev først helt lukket af, da hele demonstrationen var kommet op på broen. Han prøvede ikke at komme ud, men satte sig ned i forventning om, at demonstrationen ville bevæge sig videre. Han gik på et tidspunkt hen for at tale med en betjent og fik at vide, at demonstrationen ikke kunne gå videre, men at han kunne komme ud, hvis han ville lade sig visitere og registrere. Dette ønskede han på daværende tidspunkt ikke, da han ikke mente, at politiet havde ret til at kræve dette, og han satte sig derfor ned igen for at vente. Han bemær-kede slusen, og at der havde samlet sig en kø. Han endte med at sidde på broen 2½-3 timer, før han lod sig udsluse. Han fik taget billede af både sig selv og sit kørekort samt fik visiteret sig selv og sin rygsæk. Han fik ikke at vide hvorfor. Han havde en oplevelse af at være frihedsberøvet, da han ikke kunne komme nogen steder.

Sagsøger 136 har forklaret, at han deltog i demonstrationen den 1. maj

2019. Han tilsluttede sig på Israels Plads, men husker ikke det nøjagtige tids-punkt. Han stod på den del af pladsen, som vender mod søerne, og han så poli-tibetjente gå ind i menneskemængden og trække sig ud ad flere omgange. Han var forvirret over, hvad der foregik. Der var en patruljevogn, som længe og uden nogen synlig grund stod med en tændt sirene, og der var også et par hunde, der var meget gejlet op. Han gik hen til patruljevognen og spurgte, om ikke man kunne slukke for sirenen, og der var i den forbindelse en betjent, der

mimede til ham, at han skulle gå hjem, så han havde en oplevelse af, at der var noget galt. Demonstrationen begyndte at gå, og hans oplevelse af stemningen op mod Søtorvet var god, men folk var mærkede af oplevelserne på Israels Plads. Inden de nåede Søtorvet, gik demonstrationen i stå. Han gik bagerst i de-monstrationen og vidste derfor ikke hvorfor. Han gik op foran for at se, hvad der skete, men kunne ikke se andet, end at demonstrationen var stoppet op.

Han gik tilbage til sine venner igen, og demonstrationen satte i gang igen for så at stoppe op igen midt på broen. Klokken var på dette tidspunkt ca. 13.20. Han spurgte et par betjente, hvad der foregik, men fik ikke noget svar. Efter ca. 20 minutter gik han på ny længere op i demonstrationen. Han overhørte med-demonstranter spørge nogle betjente, om de ikke kunne få lov til at gå videre el-ler komme ud. Herefter blev slusen etableret. Det var noget tid herefter, at han bemærkede, at der nu var helt lukket i begge ender af broen. Han kunne se po-liti stå i begge ender. Han ventede ret lang tid på at blive sluset ud, da der var mange mennesker i køen. Han husker det sådan, at der kun var én sluse, hvilket undrede ham. Han blev ikke registreret, da han gik igennem slusen, og han me-ner heller ikke, at han blev visiteret. Der stod muligvis en betjent og filmede lige ved slusen. Han gik igennem slusen ca. 40 minutter efter, at han overhørte sam-talen mellem meddemonstranterne og betjentene. Han fik ikke nogen informa-tion om, hvad der foregik. Han henvendte sig til flere betjente, og flere svarede slet ikke på hans spørgsmål eller svarede undvigende. Overordnet fik han det indtryk, at politiet ikke var interesseret i at fortælle ham, hvad der foregik, hvil-ket gjorde ham ret modløs. Han havde en oplevelse af at være frihedsberøvet i og med, at han ikke kunne komme ud, og fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre.

Sagsøger 244 har forklaret, at han var til stede ved demonstrationen den 1.

maj 2019. Han tilsluttede sig efter, at demonstrationen havde bevæget sig fra Is-raels Plads, men inden demonstrationen var nået til Søtorvet. Han havde på dette tidspunkt fundet sine venner, og op mod Søtorvet var der god stemning.

Han gik med sine venner 5-6 meter bagved højtalervognen. Han mener ikke, at han herfra kunne se frontgruppen med bannerne. Da demonstrationen nåede Dronning Louises Bro, ændrede stemningen sig lidt, da de stoppede op og blev nærmest ”bokset inde” af politiet, og der opstod en lidt panisk stemning. De fik ikke så meget at vide, men nogle meddemonstranter sagde, at de skulle stoppe. Mens han befandt sig cirka midt på Dronning Louises Bro, blev bagenden af de-monstrationen ”klippet af” . Han kunne høre noget tumult og noget råben. Han bemærkede, at der pludselig stod en række af betjente med hunde på broen mod Søtorvet, lige hvor broens gelænder begynder, og betjentene sagde, at de ikke måtte passere den vej igennem. Han havde ikke lagt mærke til betjentene, inden demonstrationen blev ”klippet af” . Han lagde ikke mærke til andre kæ-der af betjente. Der var enkelte mandskabsvogne i enden ved Søtorvet og i øv-rigt en del hollændervogne op mod Nørrebrogade. Han lagde ikke mærke til, at der foregik noget ved højtalervognen. Han begyndte derfor at gå den anden vej

mod Nørrebrogade. Han blev stoppet af en stor gruppe mennesker helt oppe ved Nørrebrogade, og der holdt også politibiler på tværs af vejen. Han spurgte herefter to betjente, der stod ude i siden af broen, hvad der skete, og om han måtte gå. Det var dem, der fortalte ham, at han skulle gå ”igennem deroppe” for at blive registreret og visiteret. Han konfererede med sine venner om, hvor-dan de skulle forholde sig, da de alle syntes, at det var meget voldsomt med den massive polititilstedeværelse, og at man ikke kunne få svar på sine spørgs-mål. Han stod 8-12 minutter på Dronning Louises Bro, inden han kom igennem køen til slusen. De 8-12 minutter skal regnes fra det tidspunkt, han spurgte be-tjentene med hundene, om han måtte komme igennem, og til han kom igennem slusen. Han gik sammen med sin venner gennem slusen, og de blev sendt hen til hver deres gruppe af betjente. Han blev visiteret meget grundigt. De gen-nemsøgte hans taske og alt hans tøj. Han blev registreret med navn og adresse og fik taget et foto. Han havde en oplevelse af at være frihedsberøvet, da han ikke måtte gå nogen steder eller gøre noget. Han var meget nervøs i tiden bag-efter og har overvejet sin deltagelse ved efterfølgende demonstrationer nøje.

Det var ikke hans oplevelse, at politiet passede på demonstranterne den dag.

Sagsøger 185 har forklaret, at hun deltog i demonstrationen den 1. maj

2019. Hun tilsluttede sig sammen med sin datter og ekskæreste 5-10 minutter før det annoncerede starttidspunkt. Det var en demonstration, som det plejede at være. Hun gik i den bagerste del af optoget op mod Dronning Louises Bro.

Hun var først helt tæt på højtalervognen, da hun kom op på broen. De stod stille ca. midt på broen, da der fra højtalervognen blev sagt, at demonstrationen var opløst. Hun tænkte, at det var på tide at komme væk, og hun gik ned mod Søtorvet, men lige foran hende blev der lukket for adgang med en kæde af be-tjente. Hun husker ikke, om politikæden, der blev dannet, løb eller gik ind på broen, og om de kom fra hver sin side. Hun blev forskrækket og spurgte, om hun ikke måtte komme igennem, men det måtte hun ikke. Der kom stadig per-soner ind på broen fra grusstierne ved broen. Hun gik over mod grusstierne for at komme væk, men inden hun nåede derover, blev der også lukket af dér. Hun gik herefter tilbage til dem, hun fulgtes med. Der var kun betjente i kæden og ikke nogen patruljevogne. Hun husker ikke en politikæde midt på broen. De stod på broen i noget tid, da de var usikre på, om de kunne komme igennem slusen med deres cykler. Informationen om, hvad der skete, kom fra med-demonstranterne og ikke fra politiet. De gik ikke op til slusen for at se, hvad der skete. På et tidspunkt bemærkede hun dog, at folk med cykler så ud til at kunne komme igennem den meget smalle sluse, og de gik derfor op for at stille sig i kø. Hun blev bare vinket frem og blev hverken registreret eller visiteret. Hun havde en oplevelse af at have været frihedsberøvet, for hun spurgte, om hun måtte komme ud, og det måtte hun jo ikke.

Sagsøger 35 har forklaret, at hun deltog i demonstrationen den 1. maj 2019, og at hun tilsluttede sig, mens demonstrationen var på Israels Plads.

Hun husker, at demonstrationen var hyggelig og festlig, mens de bevægede sig ned mod Søtorvet. Her stoppede optoget i ca. 15 minutter og gik så videre, men stoppede herefter igen, og hun så nu politiet storme ind fra siden, hvorved de-monstrationen blev skåret midt over. Hun befandt sig cirka midt i demonstra-tionen tæt på bagenden af højtalervognen, da hun lidt på afstand så, at politiet hev chaufføren ud af vognen. Hun mener, at det har været cirka samtidig med, at demonstrationen blev ”skåret over” . Hun trak sig lidt væk fra højtalervognen og ud til siden. Demonstrationen fik efter cirka et kvarters tid lov til at gå vi-dere, men stoppede så igen på broen. Hun ved ikke, hvorfor demonstrationen stoppede op igen. Hun skulle åbne en bod på et bestemt tidspunkt i Fælledpar-ken, og hun spurgte derfor allerede efter 10-15 minutter både i den ene og den anden ende af broen, om hun kunne komme ud, men det kunne hun ikke. Hun gik frem og tilbage et par gange. På et tidspunkt blev der afspillet en meddel-else om, at man ikke måtte have maskering på. Hun husker, at hun så sig om, men at hun ikke kunne se nogen med maskering i mængden. Der blev ikke gi-vet andre meddelelser, så hun følte sig ikke orienteret om, hvad der skete. Efter-som hun blev ved med at være opsøgende, bemærkede hun på et tidspunkt, at der havde formet sig en slags kø på broen op mod Nørrebrogade. Hun stillede sig i køen og kom igennem slusen efter ca. 20 minutter. Det tog alt i alt 40 mi-nutter at komme væk fra broen. Hun oplyste sit navn og cpr-nummer i slusen, og der blev kigget i hendes taske. Hun tror, at hendes oplysninger blev skrevet ned. Hun husker ikke, om hun blev visiteret. Hun oplevede sig frihedsberøvet, da hun gentagne gange spurgte, om hun måtte forlade broen, men fik afslag på dette. Hun tror, at det var mens, hun stod i køen til slusen, at hun fandt ud af, at hun skulle visiteres.

Vicepolitiinspektør Vidne 1 har forklaret, at han var indsatsleder i

forbindelse med politiaktionen den 1. maj 2019 vedrørende demonstrationen, der udgik fra Israels Plads. Der er tre niveauer i en sådan politiaktion; et strate-gisk, et operationelt og et taktisk niveau. Hans ansvar var det taktiske, dvs. at han var på gadeplan, og han refererede til KSN-leder og politiinspektør Vidne 3, der havde det overordnede, operationelle ansvar for den samlede politiforretning. Vidnet havde en række delingsførere under sig, som igen hver havde ca. 40 politifolk under sig. Alt, hvad han i en sådan politiforretning sæt-ter i værk, er clearet oppefra på det operationelle niveau, hvorefter han videre-formidler til delingsførerne. Delingsførerne videreformidlede til gruppeførerne.

Der var flere indsatsledere på arbejde i byen den dag, da der var mange 1. maj demonstrationer, der alle – via forskellige ruter – skulle ende i Fælledparken, også kaldet ”stjerne-demonstrationer” . Bl.a. var Person 1 til stede ude i Fælledparken med en demonstration og et dertilhørende sikkerhedsopbud, og der var også en særskilt indsatsleder på dén sag.

Forud for demonstrationen, der udgik fra Israels Plads, vurderede Københavns Politi på baggrund af efterretninger, at der skulle være fokus på den aktivistiske del af demonstrationen. Der ankom på pladsen flere og flere demonstranter, der også tilhørte andre fraktioner. Der var således en mindre gruppering fra Liberal Alliances Ungdom og en højredrejet gruppering kaldet ”For Frihed” til stede. I den anden ende af pladsen stod den aktivistiske del af den store demonstratio-nen. Der var mishagsytringer mellem fraktionerne, og man kunne fornemme den indbyrdes modstand, hvorfor politiet måtte opdele pladsen med ”politi-strimmel” , så grupperne ikke kom for tæt på hinanden. Han fik i øvrigt også meldinger om, at der var ”nazister” til stede på pladsen. Der kom i den forbin-delse fokus på en person fra den højredrejede gruppering, som var iført hjelm og skudsikker vest, og som blev anholdt. Det var med andre ord hans vurde-ring, at der var en alvorlig stemning under opbygning på pladsen.

I den aktivistiske del af den store demonstration var der enkelte, der maskerede sig. De pågældende personer havde et stort fokus på politiet og på at få afdæk-ket eventuelle civile betjente blandt demonstranterne. Det var politiets opfat-telse, at der skulle ske noget som følge af disse maskeringer. Demonstranterne blev gjort opmærksomme på maskeringsforbuddet og oplyst om, at politiet ville foretage anholdelser, hvis forbuddet ikke blev respekteret. Det lykkedes imidlertid ikke politiet at foretage anholdelser af maskerede personer på Israels Plads.

Opgaven for de civile betjente på pladsen var at ”plukke” , dvs. anholde, de ma-skerede personer og føre dem væk fra demonstrationen. Herefter skulle de uni-formerede betjente danne en perimeter, dvs. et ”menneskehegn” , der skulle give de civile betjente arbejdsro. Der var dog ikke uniformerede betjente nok til på forsvarlig vis at gennemføre de præventive anholdelser, der ellers havde til formål at dulme stemningen. Der blev forgæves forsøgt anholdelse af de maske-rede demonstranter to til tre gange. Den fysiske modstand fra demonstranterne på pladsen var dog for stor til at foretage anholdelserne på forsvarlig vis. Han vurderede derfor, at der kun skulle ske dokumentation, og at der skulle forsø-ges med anholdelser på et senere tidspunkt.

Der var en ”sort blok” i demonstrationen, der udtryksmæssigt så ud til at være meget i opposition til politiet. Der var således i demonstrationen både en hård kerne af demonstranter og en almindeligt udseende gruppe, der fremstod mere fredelige. Han ved ikke, om det var alle demonstranterne eller kun den hårde kerne, der reagerede på politiets forsøg på anholdelser af de maskerede perso-ner på Israels Plads.

Da demonstrationen begyndte at forlade Israels Plads, var det hans plan at etablere et såkaldt optisk følge af demonstrationen, hvilket betyder, at politiet går sammen med demonstranterne på hver side af demonstrationen. Hans hen-

sigt var, at politiet undervejs på ruten til Fælledparken skulle anholde de rele-vante personer og føre dem ud af demonstrationen. Det optiske følge blev også etableret for i det hele taget at kunne monitere stemningen i demonstrationen og for at kunne gribe ind, hvis det var nødvendigt.

Vidne 3 bad vidnet om at ”sætte” en visitationssluse baseret på det, der var sket på Israels Plads. Beslutningen om etablering af slusen blev truffet, da den bagerste del af demonstrationen var ved at forlade Israels Plads. På det tidspunkt nærmede den forreste del sig Dronning Louises Bro. Broen var et op-lagt sted at etablere slusen, da demonstrationen kunne lukkes inde på broen.

Han fik meldinger om, at der blev brugt nødblus i demonstrationen, og at der fortsat var nogle, der var maskerede. Demonstrationens udtryk blev mere nega-tivt på vej mod broen. Baggrunden for beslutningen om etablering af slusen var, at demonstrationens udtryk var hårdt, samt politiets mislykkede anholdel-ser på Israels Plads. Han mener også, at han fik meldinger om, at demonstran-ter anvendte fyrværkeri på Israels Plads, før beslutningen om etablering af slu-sen blev taget. Han konstaterede også selv, at demonstrationen anvendte fyr-værkeri. Der var ikke ændringer fra Israels Plads op til Dronning Louises Bro i demonstrationens hårde udtryk.

Det kan godt passe, at højtalervognen var placeret ca. midt i demonstrationen.

Han bevægede sig i denne periode fra Botanisk Have og endte i den nordøstlige ende af Søtorvet. Det var planen at etablere slusen med et vist element af over-raskelse for demonstranterne, sådan at demonstrationen kom op på broen, før der blev lukket af i begge ender. Politiet forsøgte derfor at holde sig ude af syne for demonstranterne, da demonstrationen nærmede sig Dronning Louises Bro.

Planen var at indsætte en kile af betjente i demonstrationen for at afskære den del af demonstranterne, man gerne ville tale med, fra de øvrige. Kilen skulle indsættes ved begyndelsen af Dronning Louises Bro, og betjentene forsøgte at holde sig skjult ved træerne på Søtorvet, men manøvren blev opdaget af de-monstranterne, inden kilen blev sat ind. Demonstrationen blev ikke stoppet af politiet, før den nåede op på broen. Han fik til stadighed meldinger om brug af fyrværkeri og maskering i demonstrationen, og hensigten med etableringen af slusen var også at tage tempoet ud af demonstrationen med henblik på at få fat i de personer, der havde maskeret sig og/eller udøvet vold mod politiet på Isra-els Plads.

Det er teknisk svært både at etablere en sluse samtidig med, at man skal have isoleret de ”rigtige” og sendt resten af demonstrationen videre. Planen var, at den rolige del af demonstrationen skulle sendes til højre lige før broen og gå langs søerne mod Fælledparken, og kilen skulle sikre, at de rolige kunne sendes

videre ad denne vej. En demonstration kan generelt ikke bare selv vælge sin rute, da politiet har et hensyn at tage til at sikre færdslen i området.

En kile består af to rækker betjente, der løber ind imellem demonstranterne. En række skulle gelejde den gruppe, man havde fokus på og gerne ville visitere, længere frem på broen, mens den anden række skulle vise de mere rolige de-monstranter mod højre lige før broen.

Operationen med kilen lykkedes ikke i første omgang, da demonstranterne på forhånd havde opdaget, at politiet ville sætte kilen, hvorved overraskelsesmo-mentet forsvandt. Derudover var der uro, som bl.a. blev skabt af, at demonstra-tionens højtalervogn påkørte en betjent, hvilket gjorde demonstrationens ud-tryk endnu mere alvorligt. Politiet måtte anvende magt for at anholde chauf-føren af højtalervognen.

Han havde givet instruks ad flere omgange til sine ledere om, at der skulle ske en sortering af demonstranterne i forbindelse med, at kilen blev sat, sådan at det var ”de rigtige” , man fik fat i og visiteret, mens den resterende del skulle sorteres fra og guides videre nordpå. Når kilen var sat, skulle der ske endnu en sortering, sådan at man sikrede sig, at der ikke kom nogle ”forkerte med” . Det lykkedes desværre ikke efter hensigten.

Kilen blev opgivet efter nogle minutter. Han husker ikke, hvorfor kilen blev op-givet, men den blev sat igen lidt efter, hvor der blev spærret af. Den række af politifolk, der blev indsat på tværs af broen lidt senere, havde således samme formål som den første kile. Hensigten var at sætte kilen i den ene ende af broen for at få demonstrationen til at bevæge sig fremefter, hvorefter man lige lidt ef-ter blokerede med køretøjer i den anden ende af broen, hvor der var et lille hul mellem køretøjerne.

Det gik bedre med etableringen af slusen på Nørrebrosiden, end det gjorde med kilerne ved Søtorvet. Slusen var etableret op mod Nørrebrogade, da politiet satte kilerne ved Søtorvet. De tilstedeværende betjente foran slusen kaldte folk frem mod slusen med henblik på visitation. Han gav instruks om, at der med megafoner og i øvrigt mundtligt gentagne gange skulle gives besked til demon-stranterne om, at de ikke var anholdt, og at de skulle bevæge sig mod slusen.

Der blev sat betjente ind i grupper for at tale med de tilstedeværende om, hvad der skulle ske. Han kontrollerede selv, at denne mundtlige kommunikation kunne høres på broen. Den forud indspillede tekst om maskeringsforbuddet blev afspillet som båndsløjfe samtidig med, at demonstranterne fik at vide, at de ikke var anholdt, og at de skulle gå fremad for at blive visiteret. Han benyt-tede det såkaldte ”dialogkoncept” , dvs. politifolk i gule veste, til at tale med de-monstranterne.

Politiet endte med at lukke af bagtil i demonstrationen ved Søtorvet. Baggrun-den herfor var, at politiet ville lykkes med at få guidet demonstranterne mod Nørrebro, få dem registeret og finde de demonstranter, der havde begået vold mod politiet eller maskeret sig. Alle demonstranter, der var på broen, skulle gennem visitationsslusen. Det havde været uhåndterbart for politiet, hvis de de-monstranter, der befandt sig foran rækken af politifolk, der stod på tværs af broen, havde fået lov til at gå tilbage til Søtorvet.

Han gav instruks om, at der skulle bruges tid på at sortere de personer ud af demonstrationen, som var havnet foran kilen, men som ikke skulle have været med i den del af demonstranter, der skulle visiteres. Der blev brugt tid på den-ne sorteringsøvelse, og nogle fik lov til at gå ud fra broen ved Søtorvet, selvom de var havnet foran kilen.

Kilen blev iværksat på baggrund af et politifagligt skøn. Vurderingen var, at det ikke var hele demonstrationen, der skulle igennem slusen ved Nørrebrogade.

Man forsøgte som sagt at afgrænse demonstrationen rigtigt, så den hårdere del af demonstrationen blev ”fanget” af kilen og sendt gennem slusen. Det er hans opfattelse, at politiet faktisk fik ”fanget” den hårdere del ved hjælp af kilen, mens den mere almindelige del af demonstrationen skulle føres ud bagtil. Han ved med sikkerhed, at det var enkelte demonstranter, der på den baggrund blev sendt ud bagtil. Det beroede på politimæssig erfaring, hvem der skulle sendes til slusen, og hvem der ikke skulle.

Hans kollega Person 2 havde ansvaret for slusen på Nørrebrosiden. Person 2 ved godt, hvad det indebærer at etablere en visitationssluse. Politikommissær Vidne 2 havde ansvaret for etablering af kilerne ved Søtorvet.

Det var meningen, at kilen ved Søtorvet skulle sættes først, så demonstranterne blev motiveret til at gå fremad, hvorefter slusen på Nørrebrosiden skulle etable-res efterfølgende. Han husker ikke, om det foregik sådan. Det gik fint med etab-lering af slusen, men der var lidt problemer med kilen. Adspurgt, hvornår der var lukket helt af, har vidnet forklaret, at det godt kan være, at der foregik no-get frem og tilbage ved kilen, men efter ret kort tid blev slusen sat. Der kan efter vidnets vurdering højst have været tale om minutter.

Demonstrationens udtryk på broen var meget hårdt. Han fik meldinger om, at demonstrationen anvendte fyrværkeri, maskering og om, at politiet var blevet påkørt. Derfor indsatte han bl.a. en hundepatrulje ved Søtorvet, så demonstran-terne ikke kunne bryde igennem. Han var placeret nordøst for Søtorvet under hele operationen og fik sine meldinger via lederne på stedet.

Det var politiets oplevelse, at demonstranterne ikke ønskede at gå igennem slu-sen, selvom de kunne, og selvom der blev brugt meget tid på at motivere de-

monstranterne til at gå igennem slusen. Der var dog også nogle demonstranter, der gerne ville igennem slusen, men det tog op mod 1-1½ time at få dem alle igennem. I denne fase brugte politiet også tid på at anholde folk på broen, der havde maskeret sig og/eller begået vold mod politiet. Baggrunden for registre-ringen ved slusen var politiets ønske om at få kendskab til, hvem politiet havde haft med at gøre, og få viden om, hvem der havde været til stede ved sådan en demonstration med et så hårdt udtryk, herunder til brug for senere konstate-ring af, hvem der havde været maskerede. Der blev også lavet graffiti-hærværk på Israels plads, og registreringerne skulle også bruges til senere at opklare disse forhold.

Han skulle generelt balancere hensynet til demonstranternes ytringsfrihed over for den offentlige sikkerhed og den almindelige færdsel. Der var også et hensyn at tage til politiets sikkerhed. Det handlede om at udføre indgrebet på en så lidt indgribende måde som muligt. På et tidspunkt droppede politiet visitationen og registreringen af de demonstranter, der gik igennem slusen, og overgik til blot at filme. Det skete som led i at få tempoet op ved slusen og var et udtryk for balanceringen af de førnævnte hensyn. Der var flere hundrede mennesker på broen. Det var politiets vurdering, at det var blandt dem, de kunne finde de demonstranter, som var i besiddelse af fyrværkeri og eventuelle våben. Slusen var etableret af politibiler, der holdt meget tæt på hinanden, og hvor der var ef-terladt en smal sprække, hvor demonstranterne kunne passere igennem.

Demonstrationen voksede også på den anden side af slusen, hvor den antog et hårdt udtryk, som gav politiet nye udfordringer, men det er ikke umiddelbart en del af denne sag. Der var derfor også brug for politifolk på den anden side af slusen. Det var også medvirkende årsag til beslutningen om at alene at doku-mentere ved hjælp af video ved slusen. Der var desuden et behov for at få gene-tableret den almindelige færdsel på og omkring broen i og med, at det trak ud med at få demonstranterne igennem slusen. Det var vidnet, der på et tidspunkt – og efter dialog med Vidne 3 – besluttede, at politiet overgik fra at registrere til alene at filme. Det kan også være baggrunden for, at demonstran-ter kan berette om forskellige grader af visitation og registrering ved slusen. De-monstranternes modvilje mod at passere slusen forhalede processen og førte til, at den grundige visitation og registrering blev droppet. Der blev efterfølgende fundet bl.a. slagvåben, maskering og fyrværkeri, som var blevet efterladt på broen, og som demonstranterne således ikke havde ønsket at tage med igennem slusen.

Han sad i indsatsbilen ved Søtorvet under det meste af operationen, hvor der i overensstemmelse med den normale procedure bl.a. også sad en ”log-mand” , der skrev ned, hvad der blev sagt til og af vidnet, samt en ordonnans, dvs. en radiomand, der hjalp ham med radiokommunikationen opad til KSN, fordi han

selv havde mest travlt med kommunikationen med delingsførerne. Vidnet havde i indsatsbilen også adgang til optagelser fra helikopter og fra droner.

Poldok er Vidne 3's KSN-log fra politigården. KSN-loggen er mere overordnet og indeholder også tit angivelser af paragraffer mv. i forbindelse med politiets indgreb mv. Den såkaldte meldeblanket udarbejdes også i regi af KSN af to radiofolk, der skriver ned, hvad der siges til og af politifolk via ra-dioen. Hans egen log i indsatsbilen er kendetegnet ved at indeholde flere politi-taktiske forhold, og der skrives i loggen hvert minut.

Han kommunikerede som nævnt til ledere på gaden, herunder lederen af de ci-vile betjente, som kaldes Alfa Lima-leder. Det vil typisk være politilederne på gaden, der vurderer, hvem der skal anholdes. Når vidnet fik meldinger om, at udtrykket var hårdt i demonstrationen, ville han typisk pålægge lederne at holde fokus på de demonstranter, man ønskede at anholde.

Politikommissær Vidne 2 har forklaret, at han var delingsfører under

indsatsleder Vidne 1 ved demonstrationen den 1. maj 2019, der udgik fra Israels Plads mod Fælledparken. Det var meget typisk for 1. maj med en så-dan demonstration. Der var anmeldt 500 deltagere til demonstrationen, men der deltog på Israels Plads ca. 250 deltagere, hvortil kom nogle personer, der deltog i moddemonstrationer.

Han havde indledningsvis en god dialog med demonstranterne, f.eks. med kon-taktpersonen for den antifascistiske demonstration. Det er kontaktpersonen, man ser ham tale med på den afspillede video ”Uniformeret dokumentation, X10, C002” . De talte om spillereglerne for demonstrationen, herunder at der ikke måtte udøves hærværk, ske maskering eller anvendes pyroteknik, og at de-monstranterne i øvrigt skulle følge politiets anvisninger. Inden for disse ram-mer skulle demonstranterne have lov til at ytre sig. Dialogen forud for demon-strationsstart var god. Kontaktpersonen tog i hvert fald ansvar til at begynde med, men udtalte, at han jo ikke kunne garantere for alt. Vidnet havde ikke dia-log med kontaktpersonen efterfølgende.

Det udviklede sig anderledes, end politiet havde håbet på og aftalt med kon-taktpersonen, idet der kom andre, maskerede typer til demonstrationen. Ind-satslederen ønskede at få anholdt de maskerede personer. Politiet kan ikke leve med, at der er mange demonstranter, der maskerer sig, hvilket var oplevelsen på Israels Plads. Der blev sat politistrimler op på pladsen for at adskille de for-skellige demonstrationer. Man skal generelt overveje, hvad der skal gøres, når folk begynder at maskere sig. I denne situation fik han at vide, at der skulle ske anholdelser.

Om anholdelsesforsøgene forklarede han, at der ikke var held med anholdel-serne på Israels Plads. Det gav mere uorden end forventet og skabte dårlig stemning, men det blev godt igen. Anholdelserne mislykkedes, fordi der var for mange mennesker, så politiet måtte trække sig igen. Politiet trak sig for at vise demonstranterne, at de nu fik lidt luft og rum, hvilket medvirkede til at deeska-lere situationen.

Han mener ikke, at han så maskerede personer efter disse anholdelsesforsøg, men det skyldes måske, at han blev sendt et andet sted hen. Han fik således in-struks om at gå mod Dronning Louises Bro. Han fik – efter hans egen opfattelse lidt sent – at vide, at han skulle stå for at adskille den del af demonstrationen, der skabte dårlig stemning, herunder ved at affyre fyrværkeri, fra resten. Det skulle også sikres, at demonstranterne ikke kom til Fælledparken med slagvå-ben mv.

Han var baseret ved Søtorvet. Her skulle han forsøge at sætte en kile igennem demonstrationen, så de urolige elementer blev sendt frem til en visitationssluse på den anden side af broen. Betjentene blev sat ind fra begge sider, da kilen skulle sættes. Formålet med kilen var at få frataget demonstranterne genstande, som kunne bruges til vold og hærværk.

Det lykkedes ikke at sætte kilen, eftersom demonstranterne stoppede op ved Søtorvet, fordi de opdagede slusen i den anden side af broen. Politiet befandt sig snart i en situation, hvor man var i konfrontation på begge sider af kilen, hvilket betød råben, skubben og magtanvendelse, herunder brug af stave, hvil-ket han dog hurtigt gav instruks om skulle stoppes. Alle blev sure, og højtaler-vognen kørte frem for at presse på og påkørte en betjent, så chaufføren måtte anholdes.

Han meldte til indsatslederen, at kilen ikke var lykkedes, hvorefter indsatslede-ren i stedet foreslog offensiv dialog. Taktisk set var kilen ikke længere en god beslutning, og betjentene, som havde forsøgt at sætte den, gik derfor ud til si-derne igen og stillede sig langs broen. Man forsøgte at komme i dialog med de-monstranterne, som fik at vide, at de skulle igennem slusen for at komme vi-dere. Vidnet og øvrige tilstedeværende betjente råbte og gestikulerede til de-monstranterne, at de skulle gå mod Nørrebro, og det blev sagt til alle, der gik forbi, at de skulle gå videre over broen. Vidnet konstaterede ved selvsyn, at alle de demonstranter, de talte med, fik at vide, at de skulle gå over broen mod Nør-rebro. De forreste demonstranter har helt sikkert hørt, at de kunne og skulle gå videre. Han bad betjentene nede bagved om at kommunikere det samme. Han ville også gerne have haft sagt det via demonstrationens højtalervogn, men som han husker det, lykkedes det ikke.

Han bevægede sig rundt på højre side af Søtorvet. Der var også en delingsfører på den anden side af Frederiksborggade ved Søtorvet og en tredje delingsfører ved visitationsslusen. Det var hans folk og folkene under delingsføreren på den anden side ved Søtorvet, der stod for at sige til demonstranterne, at ingen var frihedsberøvede, at ingen var anholdt, og at de skulle igennem slusen.

Efter kilens ophævelse satte politiet på et tidspunkt en perimeter bestående af en kæde af politifolk på tværs af broen, så der ikke kom forstyrrelser bagfra.

Der var dog mange, der gerne ville ind foran perimeteren, hvilket nogle fik lov til for at kunne følges med de andre demonstranter over broen. Ældre og folk med cykler og børn kunne dog gå ud af demonstrationen ved Søtorvet inden broen.

Der blev opsat politistrimmel bag ved demonstrationen for at vise personer, der ikke havde noget med demonstrationen at gøre, at de ikke kunne komme over broen på dette tidspunkt. Der er normalt mange cyklister og anden trafik på broen, og der var ikke ønske om, at alle mulige forskellige mennesker skulle ikke komme ind på broen udefra.

Alle, der havde været med i demonstrationen, kunne gå igennem slusen. De ba-gerste demonstranter, der ikke ønskede at være en del af demonstrationen i ly-set af, hvordan det udviklede sig, fik lov til at gå ud bagtil. Det var svært at sige, hvem der var hvem, medmindre det var åbenlyst, at en person ikke var med i demonstrationen. Der blev lukket helt bagtil i demonstrationen for de ak-tive demonstranter, der alle skulle igennem slusen.

Det var ikke ham, der satte perimeteren på broen. Han blev sendt fra broen over på den anden side af slusen, hvor der også var udfordringer med demon-stranter. Han husker ikke, om det var hans styrker, der satte perimeteren. Der var mange nysgerrige mennesker, hvilket på et tidspunkt gav behov for at op-sætte en afgrænsning for at sikre, at der ikke kom yderligere personer ind på broen. Da de fleste var ved at være igennem, blev han sendt ned på den anden side af visitationsslusen.

Rækken af politifolk, der blev sat på tværs af selve broen ved Søtorvet, betød, at alle foran rækken skulle igennem slusen. Før politiet indsatte rækken af politi-folk på tværs af broen, blev det skønnet, hvem der måtte få lov til at gå ud bag-til. Der vil altid være nogen, der bliver sendt mod slusen, selvom de måske ikke er en del af den gruppe, som politiet har etableret slusen for at kunne visitere og registrere.

Han synes, at det hele foregik forholdsvis roligt. Dialogen på broen om, at de-monstranterne skulle gå igennem slusen, gik meget godt. Det begyndte at glide fremad, selvom lydniveauet var højt i begyndelsen på grund af højtalervognen.

Det blev på broen af hans og andres folk meddelt demonstranterne, at de ikke var anholdt eller frihedsberøvet, og at de skulle gå mod slusen. Han synes ikke, at der var et særligt stort problem med maskering på broen, men stemningen var ikke god. Beslutningen om indsættelse af kilen var truffet lidt sent, men før demonstrationen nåede broen.

Demonstranterne kunne gå igennem slusen, når de ville. Man kunne gå ud bag-til af demonstrationen, indtil perimeteren af betjente blev sat ude på broen. Der-udover ophævedes visitationsslusen også på et tidspunkt. Den bagerste række af politibiler, man ser på videoerne, skulle sikre, at uvedkommende ikke kom ind på broen. Han havde ikke noget med den bagerste række af patruljevogne at gøre.

Baggrunden for beslutningen om at etablere slusen var forhistorien med brug af pyroteknik og maskeringer i demonstrationen. Politiet fandt efterfølgende også en del genstande, bl.a. slagvåben, efterladt på broen, hvorfor det havde været rigtigt at etablere visitationsslusen, eftersom man ikke ville have disse effekter med til Fælledparken. Det tog ca. 1½ time at få alle igennem slusen.

Politiinspektør Vidne 3 har forklaret, at han havde det overordnede

ansvar for politiets håndtering af den omhandlede demonstration den 1. maj 2019. På gaden er der delingsførere, og over delingsførerne er der på gaden en indsatsleder. Vidnet var den operative, overordnede KSN-leder. Han var place-ret på politigården i et lokale med bl.a. skærme, og han havde flere folk hos sig, herunder bl.a. en radiofører, der havde kontakten til indsatslederen. Der var også en efterforskningsleder og én, der stod for at sikre dokumentation af det passerede. Der var også én, der skulle sikre, at der løbende var hjemmel til det, politiet foretog sig.

Han havde haft ansvar ved flere tidligere 1. maj demonstrationer før 2019. I for-bindelse med planlægningen af politiaktionerne den pågældende dag blev der indhentet diverse efterretninger, hvorefter der blev lagt en strategisk plan. Der kom også anmeldelser af demonstrationer. Politiet skal i en sådan situation sørge for ro og orden, sikkerhed og for dokumentation. Han var med til at for-dele ressourcer og kompetencer i byen den dag. Planlægningen havde foregået i lang tid inden den 1. maj 2019.

For så vidt angår håndteringen af Israels Plads gjorde han sine overvejelser pri-mært på baggrund af tilbagemeldingerne fra indsatsleder Vidne 1.

Antifascisterne, som var større i antal end moddemonstrationerne, bl.a. fra Li-beral Alliances Ungdom, havde et konfrontatorisk udtryk. Herefter kom der til-bagemeldinger om, at flere demonstranter var begyndt at maskere sig. Han fik også tilbagemelding om tilstedeværelsen af en person med en skudsikker vest, som politiet endte med at frihedsberøve i seks timer. Denne persons tilstedevæ-

relse havde en negativ indflydelse på stemningen på pladsen, så det var godt at få ham væk. De havde, så vidt han husker, ikke en helikopter tilgængelig ved Israels Plads. Helikopteren kom først til senere; ved Dronning Louises Bro.

Det er korrekt, at der skulle ”plukkes” i demonstrationen, dvs. enkelte demon-stranter skulle anholdes, da advarsler om håndhævelse af maskeringsforbuddet ikke havde haft en effekt. Han godkendte derfor, at politiet kunne skride til an-holdelser. Der blev meldt tilbage, at det ikke var lykkedes at foretage anholdel-ser. Han roste Vidne 1 for, at politiet efterfølgende trak sig, da det gjorde arbejdet sikrere for betjentene og i øvrigt også for demonstranterne.

I og med, at det ikke lykkedes at foretage anholdelser, og eftersom indsatslede-ren stadig oplevede, at demonstrationen havde et aggressivt udtryk, godkendte vidnet, at Dronning Louises Bro kunne anvendes til at etablere en sluse, hvor der skulle ske registrering af demonstranterne, og hvor farlige genstande skulle fratages demonstranterne, ligesom maskeringsforbuddet skulle håndhæves.

Den operative udførelse med hensyn til etableringen af slusen lå hos indsatsle-deren.

Baggrunden for etableringen af slusen var, at han fik tilbagemeldinger om, at nogle demonstranter havde maskeret sig, at der blev anvendt pyroteknik, og at en kollega var blevet påkørt af højtalervognen. Stemningen i demonstrationen var generelt mere intens end ved andre 1. maj demonstrationer, han har ople-vet.

Han fik oplyst, at der var en gruppe af demonstranterne, som det udførende politi på gaden af taktiske årsager gerne ville have fat. Han godkendte idéen og var enig i, at der var hjemmel til manøvren. Selve afgrænsningen af gruppen lå ikke hos ham. Indsatslederen vurderede, at den omtalte sluse på ansvarlig vis kunne etableres i den ene ende af broen ved anvendelse af en kile i den anden ende af broen. Han godkendte denne manøvre. Den videre proces fortsatte un-der indsatslederens nærmere instruktion. Det gav anledning til selvstændige overvejelser, at der var tale om mange mennesker, men det lå inden for indsats-ledernes mandat at føre slusen ud i livet.

Kilen blev sat og trukket igen. Han husker ikke, at han blev inddraget i beslut-ningen om at trække kilen, men beslutningen virkede fornuftig. Han var heller ikke inde over beslutningen om at lukke demonstrationen bagtil, da beslutnin-gen herom lå hos indsatslederen og delingsførerne.

Det var vigtigt at fratage demonstranterne genstande, fordi de gentagne gange ikke havde respekteret maskeringsforbuddet, ligesom de anvendte pyroteknik.

Registreringen i slusen gjorde også, at de efterfølgende kunne gå ”baglæns” og eventuelt efterforske de lovovertrædelser, der var foregået på Israels Plads.

Det er hans opfattelse, at politiet gjorde en ganske fin indsats. Der blev fundet afklippede cykelkæder mv. efterladt på broen, så det var efter hans opfattelse rigtigt at etablere slusen. Omvendt skulle de demonstranter, der ikke havde onde hensigter, have lov til at komme ud at demonstrere. Det var den balance-gang, der blev forsøgt iagttaget. Man forsøgte også i meget høj grad med dialog som virkemiddel over for demonstranterne.

Adspurgt om, hvad Poldok er, og foreholdt bilag B, forklarede vidnet, at det er et dokument, hvor politiet dokumenterer de beslutninger, der træffes under-vejs, lige fra hans beslutninger som KSN-leder til indsatsledernes og delingsfø-rernes beslutninger. Det drejer sig om dokumentation for, hvem der træffer be-slutningerne. Der sad som nævnt en person ved siden af ham, der skulle doku-mentere alt, herunder de indgreb, politiet foretog. Poldok indeholder således hans overvejelser. Han talte primært over telefonen med indsatslederne. Fore-holdt, at der i det fremlagte bilag fra Poldok (bilag B), er censurerede passager, forklarede vidnet, at der kan være tale om operative overvejelser, som politiet ikke ønsker at dele med offentligheden. Ved ”meldeblanketter” er man et spa-destik dybere i dokumentationen af politiets kommunikation. Det handler om kommunikationen tættere på gaden, eksempelvis meldinger fra indsatslederne. Det er hans indtryk, at det gøres meget for at sikre, at tidspunkterne i disse rap-porter noteres præcist. Tidspunkterne genereres i vidt omfang automatisk i log-gen.

Han ønskede ikke at svare på, hvor mange betjente, der var allokeret til denne 1. maj demonstration.

Foreholdt bilag B, side 6, og passagen: ” Kl. 1224: En planlagt anholdelse af 10 ma-skerede personer, som to gange havde modtaget påbud om at aftage maskeringen, lykke-des ikke.” , forklarede vidnet, at det var den tilbagemelding, han modtog, og som han ikke har nogen grund til at betvivle.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i deres påstandsdokument anført:

”…

ANBRINGENDER:

Det gøres overordnet set gældende, at det konkrete indgreb mod sagsø-

gerne udgør en frihedsberøvelse, både efter grundloven, efter politi-loven og i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5’s forstand.

Det gøres endvidere gældende, at frihedsberøvelsen var ulovlig og

sagsøgerne har krav på erstatning allerede fordi sagen ikke blev ind-bragt for retten inden for fristen i retsplejelovens § 469, stk. 2.

Frihedsberøvelse efter grundloven

Det gøres gældende, at indgrebet 1. maj 2019 udgjorde en frihedsberø-velse efter grundlovens § 71 stk. 6.

Begrebet frihedsberøvelse er ikke defineret nærmere i grundloven eller retsplejeloven, men i den forfatningsretlige litteratur findes generelt en forholdsvis bred definition af begrebet. Således fremgår det af Den Kommenterede Grundlov, Zahle, 2006:

”Begrebet frihedsberøvelse er ikke entydigt bestemt hverken i teori eller retspraksis. Der er dog enighed om, at det vedrører personers ret til at skifte opholdssted. Frihedsberøvelse er således karakterise-ret ved, at den afskærer en person fra at forlade et givent sted eller område.”

Den samme brede definition findes ligeledes i Grundloven med Kom-mentarer, Christensen m.fl., 2015, hvoraf følgende fremgår:

”Frihedsberøvelse kan også foreligge uden fysisk indespærring. Der foreligger således også en frihedsberøvelse, hvis den pågældende ikke uden tilladelse må forlade pågældende lokalitet, således at røm-ning kan medføre eftersøgning med henblik på tilbagebringelse eller pålæg af en sanktion. F.eks. foretages ved en anholdelse en friheds-berøvelse ved, at politiet erklærer en person for anholdt og dermed tilkendegiver, at han ikke må forlade stedet. Undertiden fastholdes personen, men som regel er dette ikke tilfældet. Prøver den anholdte at forlade stedet, vil han blive søgt fanget. Frihedsberøvelse etableres i disse tilfælde ved hjælp af en trussel om, at vedkommende vil blive bragt tilbage tvangsmæssigt.”

I forhold til den geografiske afgrænsning af begrebet frihedsberøvelse, fremgår endvidere (Christensen m.fl., 2015):

Kerneområdet for frihedsberøvelse er fysisk indespærring. Omfattet er ikke blot fysisk indespærring i et mindre rum som eksempelvis en celle, også fysisk indespærring i en – del af – en anstalt er en friheds-berøvelse omfattet af grundlovens § 71. Det kan diskuteres, hvor stort et område lokaliteten kan udgøre, uden at indgrebet mister sin

karakter af frihedsberøvelse, f.eks. om det er frihedsberøvelse af for-hindre, at en person forlader en ø.

Af Statsforfatningsret (Germer 2012), fremgår det, at definitionen af en frihedsberøvelse, løbende har givet anledning til tvivl og fortsat ikke er endeligt afklaret, men at det forstås meget bredt:

”I U 1959.346 voldte afgrænsningen vanskeligheder for domstolene, og sagen måtte igennem tre instanser, før man nåede frem til det rig-tige resultat, idet Højesteret i modsætning til underretten og lands-retten fandt, at ikendelse af husarrest som disciplinærstraf i henhold til de dagældende regler i loven om værnepligt ved civilt arbejde måtte anses som en frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Også i andre tilfælde har afgrænsningen voldt vanskeligheder, og der har ikke fundet nogen endelig afklaring sted. Ud fra en formålsfortolk-ning af grundlovens § 71 må begrebet frihedsberøvelse forstås såle-des, at det omfatter enhver form for indespærring eller internering,

der indebærer, at et afgrænset område ikke uden tilladelse må forla-des.” (vores understregning). Sagsøgerne havde ikke mulighed for at forlade Dronning Louises Brofra omkring kl. 13, hvor Københavns Politi afspærrede broen, og fremtil det tidspunkt hvor den enkelte havde mulighed for at passere igen-nem visitationsslusen. Den manglende mulighed for at forlade stedetudgjorde således en frihedsberøvelse. Det bestrides at sagsøgerne nægtede at forlade området. Det fremgår af

videomaterialet, at der hurtigt opstår kø ved slusen, idet klagerne kun kan passere igennem én ad gangen. Da der således er omkring 500 per-soner der skal passere igennem slusen, og der kun kan passere en igen-nem ad gangen, er der lang ventetid. Klagerne er i denne periode for-hindret i at forlade det afgrænsede område.

Sagsøgerne var af politiet forhindret i at forlade området, fra sagsøgte indsatte kilen ved Dronning Louises Bro og frem til det var dem muligt at passere slusen, hvorfor der i hele perioden er tale om en frihedsberø-velse i henhold til grundlovens § 71 stk. 6.

Allerede af denne grund, skulle Københavns Politi have indbragt sagen for domstolene efter retsplejelovens § 469.

Frihedsberøvelse efter politiloven

Det gøres gældende, at indgrebet 1. maj 2019 udgør en frihedsberøvelse

efter politiloven. Begrebet frihedsberøvelse er ikke defineret i politiloven. I Politikommis-sionen betænkning nr. 1410 fra 2002 som forslaget til politiloven byggerpå, fremgår det, at Kommissionen i det lovforberedende arbejde over-vejede, om det af lovteksten burde fremgå direkte, at frihedsberøvelseralene kan finde sted rent undtagelsesvist. I den forbindelse udtaltekommissionen, jf. betænkningens side 112, følgende om begrebet fri-hedsberøvelse: ”Frihedsberøvelse kan imidlertid dække over en lang række af ind-greb lige fra meget kortvarige frihedsberøvelser på stedet til indbrin-gelse på stationen og anbringelse i venterum. Frihedsberøvelse af enperson kan i den forbindelse dække over situationer, der vel knaptnok af den pågældende opfattes som frihedsberøvelse, f.eks. hvis po-litiet af hensyn til en persons sikkerhed kortvarigt tilbageholder denpågældende med henblik på at holde ham væk fra et farligt sted,

f.eks. i forbindelse med tumulter under afholdelse af sportsarrange-menter. ” (vores understregning).

Denne definition af en frihedsberøvelse sammenholdt med, at det for-valtningsretlige proportionalitetsprincip begrænser brugen af friheds-berøvelser, medførte, at kommissionen ikke fandt det nødvendigt at fastsætte yderligere begrænsninger i muligheden for at foretage friheds-berøvelse.

Begrebet frihedsberøvelse skal efter forarbejderne til politiloven forstås bredt, således at det ikke alene dækker over anbringelse i en celle og lignende, men også over meget kortvarige tilbageholdelser på stedet.

Som tidligere omtalt tog Højesteret ved dom af 7. februar 2018 (U.2018.1690H – Optisk følgedommen) stilling til frihedsberøvelsesbe-grebet i relation til, om Københavns Politis såkaldte ”optisk følge” ud-gjorde en frihedsberøvelse. Politiets lukkede optiske følge fra Køben-havns indre by til Nørrebro indebar, at personerne ikke kunne eller måtte forlade følget i ca. 1 time og 33 minutter.

I forhold til spørgsmålet om hvorvidt der var tale om en frihedsberø-velse udtalte Højesteret følgende:

”Efter det ovenfor anførte om omstændighederne ved politiets ind-greb mod gadefesten natten mellem den 17. og 18. oktober 2014 og på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens dom af 15. marts

2012 finder Højesteret, at politiets indgreb ikke havde karakter af fri-hedsberøvelse efter artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention. Højesteret lægger herved vægt på, at der var tale om en gadefest, der udviklede sig til et opløb med reel risiko for alvorlig skade på personer og bygninger mv., hvis der ikke blev grebet ind over for festdeltagerne, samt at indgrebet havde en forholdsvis be-grænset intensitet og varighed.”

Højesteret udtalte videre:

”Bedømmelsen efter Menneskerettighedskonventionen er imidlertid ikke afgørende for, om der efter politilovens regler forelå frihedsbe-røvelse.

Højesteret tiltræder, at forløbet fra omslutningen af persongruppen omkring Amagertorv til ophøret af det optiske følge på Nørrebro skal bedømmes som ét samlet indgreb. De tilstedeværende var under hele dette forløb omsluttet af politifolk og afskåret fra at forlade om-rådet eller følget. Efter karakteren og varigheden af den begrænsning af bevægelsesfriheden, som omslutningen og det optiske følge med-førte, tiltræder Højesteret endvidere, at indgrebet havde karakter af frihedsberøvelse i politilovens forstand.

De indstævnte har herefter krav på prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, og Højesteret tager derfor ikke Københavns Politis afvisningspåstand til følge.”

Af Højesterets dom fremgår det at visitationen og det efterfølgende op-tiske følge, blev bedømt som ét indgreb. Højesteret anså således friheds-berøvelsen som iværksat allerede fra det tidspunkt, hvor de frihedsbe-røvede, grundet politiets afspærring, ikke kunne forlade området uden at gå igennem en sluse og lade sig visitere. Højesteret gør således i dommen op med, byrettens vurdering i den af sagsøgte fremlagte dom af 1. september 2015 fra Københavns Byret ”Rote flora dommen” hvor byretten kom frem til, at et lignende indgreb ikke udgjorde en friheds-berøvelse.

Sagsøgerne var i en periode på ca. 1,5 timer i politiet varetægt afskåret fra at forlade Dronning Louises Bro. Omstændighederne, indgrebets va-righed og den arealmæssige udstrækning af indgrebet opfylder således kriterierne for en frihedsberøvelse.

Indgrebet 1. maj 2019 udgjorde således i hvert fald en frihedsberøvelse efter Højesterets praksis forud for ændring af politiloven 30. januar 2019.

Ændring af politiloven i 2019

Sagsøgte har gjort gældende, at politiets indgreb 1. maj 2019, ikke ud-gør en frihedsberøvelse da politiloven er blevet ændret siden Højeste-rets dom citeret ovenfor. Dette bestrides, da frihedsberøvelsesbegrebet i

politiloven har sit grundlag i grundloven, hvorfor beskyttelsen alene kan ændres efter proceduren i grundlovens § 88.

Den nugældende politilov trådte i kraft i 2004. Forud for denne, var po-litiets virksomhed uden for strafferetsplejen, reguleret af to politilove fra henholdsvis 1863 og 1871 samt en generalklausul i Retsplejelovens § 108. I forbindelse med indførelsen af politiloven udarbejdede Politi-kommissionen betænkning nr. 1410 fra 2002 om politilovgivning. Det fremgår hverken af politiloven, eller af Politikommissionens betænk-ning, at politiloven skulle udvide eller på anden vis ændre frihedsberø-velsesbegrebet, som det fremgår af grundloven. Frem til ændring af po-litiloven 30. januar 2018 var frihedsberøvelsesbegrebet i grundloven og politiloven således identisk.

Ved lov nr. 83 af 30. januar 2019 blev som følge af Højesterets dom om-talt ovenfor, vedtaget en ændring af politilovens § 3. Politilovens § 3 re-gulerer politiets indgreb uden for strafferetsplejen og har i dag følgende ordlyd:

”Politiet kan uden for de tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i dette kapitel. Frihedsberøvelse i med-før af denne lov skal begrænses til tilfælde, hvor mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare. Frihedsberøvelse forstås i denne lov i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. ”

Ved lovændringen blev bestemmelsens sidste led indført og følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, jf. lovforslag nr. 96 af 14. november 2018:

”Med den foreslåede bestemmelse indsættes der også et nyt 3. pkt. i § 3, hvorefter frihedsberøvelse i politiloven forstås i overensstem-melse med Danmarks internationale forpligtelser. Dette vil navnlig sige frihedsberøvelsesbegrebet i EMRK artikel 5. Med det nye 3. pkt.

bringes frihedsberøvelsesbegrebet i politiloven således i overens-stemmelse med frihedsberøvelsesbegrebet i EMRK artikel 5.

Den foreslåede ændring vil indskrænke anvendelsesområdet for det eksisterende frihedsberøvelsesbegreb i politiloven. Politiet vil derfor fremover kunne anvende indgreb som eksempelvis optisk følge, uden at dette vil have karakter af frihedsberøvelse efter politiloven, så længe indgrebet ikke (også) har karakter af frihedsberøvelse efter EMRK.”

Lovgivers hensigt var således at indskrænke området for, hvad der ef-ter politiloven udgør en frihedsberøvelse. Lovgiver har ikke taget stil-ling til frihedsberøvelsesbegrebet efter grundloven.

Herom fremgår følgende af Dansk Statsret (Christensen m.fl., 2024):

”I U2018.1690H (Optisk følge-dommen) fandt Højesteret, at politiets omslutning af en større gruppe uroskabende personer på Amager- torv i København, der efter en overfladisk visitation og ophold på et mindre område blev ført ud af den indre by i et såkaldt optisk følge, hvor de til stadighed var omringet af politifolk og ikke kunne kom-me bort – et forløb på ca. 1½ time – var en frihedsberøvelse i politi-lovens forstand, men ikke en frihedsberøvelse i den europæiske men-neskerettighedskonventions artikel 5’s forstand. Det er nærliggende

at antage, at der også var tale om en frihedsberøvelse i grundlovensforstand, idet de pågældende personer – i ca. 1½ time – var afskåretfra at forlade pågældende sted(er). Som konsekvens af dommen blevpolitiloven ændret ved lov nr. 83 af 30. maj 2019, således at politi-lovens frihedsberøvelsesbegreb blev indskrænket og bragt i overens-stemmelse med frihedsberøvelsesbegrebet i den europæiske menne-skerettighedskonvention. Ændringslovens forarbejder omtaler ikkespørgsmålet, om optisk følge kan være en frihedsberøvelse i grund-lovens forstand.” (vores understregning).

Da lovgiver alene har ændret på frihedsberøvelsesbegrebet i politi-loven, ændrer lovændringen ikke ved den grundliggende beskyttelse der gælder efter dansk ret, da denne er hjelmet i grundloven og alene kan ændres efter proceduren i grundlovens § 88.

Det fremgår endvidere af den tilføjede bestemmelse, at ”frihedsberø-velse forstås i denne lov i overensstemmelse med Danmarks internatio-nale forpligtelser” , som det fremgår af næste afsnit, udgør indgrebet 1. maj 2019 en frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5, hvorfor indgrebet på

den baggrund også udgør en frihedsberøvelse efter politiloven efter ændringen den 30. januar 2019.

Frihedsberøvelse EMRK artikel 5

Det gøres gældende, at indgrebet 1. maj 2019 udgør en frihedsberøvelse efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 5.

Det følger af EMRK artikel 5 stk. 1, at

”Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde.”

Bestemmelsen opremser herefter udtømmende i hvilke situationer der kan ske frihedsberøvelse. Bestemmelsen har til formål at beskytte den personlige frihed og sikkerhed imod vilkårlige indgreb.

EMRK artikel 5 indeholder ikke en definition af hvad der udgør en fri-hedsberøvelse men domstolen har løbende forholdt sig til dette i sin praksis. Der er ingen tvivl om at administrative frihedsberøvelser ud-gør en frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5.

I vurderingen af, om der er tale om en frihedsberøvelse efter EMRK ar-tikel 5, skal der tages højde for sagens samlede omstændigheder, herun-der foranstaltningens karakter, varighed, virkninger og udførelses-måde.

Domstolen har i to situationer konkret forholdt sig til frihedsberøvelses-begrebet i forbindelse med politiets håndtering af demonstranter.

I sagen Austin m.fl. mod Storbritannien (Dom af 15. marts 2012 i sag nr. 39692/09, 40713/09 og 41008/09) havde politiet afspærret Oxford Circus under en demonstration 1. maj 2001, hvilke medførte, at en stor gruppe demonstranter var udelukket fra at forlade området.

Domstolen skulle således tage stilling til hvorvidt politiets indgreb ud-gjorde en frihedsberøvelse efter artikel 5.

Domstolen konkluderede, at der ikke var tale om en frihedsberøvelse. I sagen lagde Domstolen afgørende vægt på, at der forelå en særlig og helt ekstraordinær situation, hvor politiet havde vurderet, at:

”the protest would involve one of the most serious threats to public order ever seen in London, with real risk of serious injury and even death, as well as damage to property, if they did not effectively con-trol the crowd” (præmis 18).

Dommen angik herefter det retlige forhold, at det tidligere havde være forbundet med betydelig tvivl, om de udtømmelige grunde i Konven-tionens artikel 5 indeholdt hjemmel til at foretage præventive admini-strative frihedsberøvelser, og i så fald om det også gjaldt over for en hel forsamling. Domstolen fastslog forudsætningsvist i præmis 59 og 60, at det spørgsmål er tvivlsomt. Domstolen fandt imidlertid, at foranstalt-ningen, der havde til formål at isolere og kontrollere en stor gruppe af personer i en ustabil og farlig situation, og som i situationen var den mindst indgribende foranstaltning, ikke udgjorde en frihedsberøvelse, men et indgreb i bevægelsesfriheden. Domstolen fandt samtidig anled-ning til at understrege, at afgørelsen var baseret på sagens konkrete og ekstraordinære omstændigheder, og hvis foranstaltningen ikke til sta-dighed havde været nødvendig, ville der have været tale om en friheds-berøvelse.

Domstolen anførte i præmis 68:

“The Court emphasizes that the above conclusion, that there was no deprivation of liberty, is based on the specific and exceptional facts of this case. (…) it must be underlined that measures of crowd con-trol should not be urges by the national authorities directly og indi-rectly to stifle or discourage protest, given the fundamental impor-tance of freedom of expression an assembly in all democratic soci-eties. Had it not remained necessary for the police to impose and maintain the cordon in order to prevent serious injury and damage, the “type” of measure would have been different, and its coercive and restrictive nature might have been sufficient to bring it within Article 5.”

Domstolen lægger således afgørende vægt på om der er tale om fare for alvorlig ting- og personskade, herunder mulighed for dødsfald i vurde-ringen af, at der i den konkrete sag ikke var tale om en frihedsberø-velse.

Samtidig lægges der vægt på, at indgreb ikke må blive brugt som et middel der kan fraholde borgere fra at protesterer og demonstrere, da dette er af fundamental vigtighed i et demokratisk samfund.

Denne praksis har Domstolen fastholdt i sin nyeste afgørelse Auray m.fl. mod Frankrig fra 2024.

Sagen omhandlede hvorvidt politiets indespærring af demonstranter på Place Bellecour i Lyon udgjorde en frihedsberøvelse i strid med artikel 5, en indskrænkning i retten til fri bevægelighed og et brud på forsam-lingsfriheden i artikel 11 i lyset af ytringsfriheden i artikel 10.

Dommen forefindes alene på fransk, men af pressemeddelelsen ECHR 027 (2024) fremgår følgende:

“the Court acknowledged that such a restriction on personal freedom had been necessary in order to avert a real risk of serious harm to people or property, and that it had been limited to the minimum needed to achieve that aim. It concluded that, despite its duration and its effects on the applicants and having regard to its nature and the manner in which it had been implemented, the restriction had not therefore amounted to a “deprivation of liberty” within the meaning of Article 5 § 1 of the Convention”

Også i denne sag, lægger domstolen afgørende vægt på, at indgrebet er nødvendigt af hensyn til at undgå en reel risiko for alvorlig skade på mennesker og ejendom, og at indgrebet var begrænset til et minimum af hvad der var nødvendigt for at opnå formålet.

Domstolen bemærkede, i den forbindelse at foranstaltningen skulle ses i sammenhæng med den hærværk og vold, der havde fundet sted i Lyon mellem den 14. og den 21. oktober 2010, som var blevet forværret dag-ligt hvorfor der var objektive og rimelige grunde til at frygte, at de al-vorlige sammenstød og voldelige handlinger kunne genoptages.

Vedrørende omstændighederne ved urolighederne i Lyon henvises til artiklerne fra www.france24.com og The Guardian fra 20. oktober 2010

hvoraf det fremgår, at der var tale om ”battles between youths and riot police” , brændende biler og plyndring af butikker.

Domstolen bemærkede endvidere, at begrænsningen af friheden for personer på Place Bellecour i Lyon om eftermiddagen den 21. oktober 2010 var resultatet af omstændigheder, der lå uden for myndighedernes kontrol, havde været nødvendig for at afværge en reel risiko for alvor-lig skade på mennesker og ejendom og var blevet begrænset til det minimum, der var nødvendigt for at nå dette mål. På den baggrund fandt domstolen, at der ikke havde været tale om en frihedsberøvelse omfattet af artikel 5.

Det samme gør sig gældende i Højesterets dom U.2018.1690H citeret ovenfor, hvor Højesteret i sin vurdering af, at indgrebet ikke var en fri-hedsberøvelse efter EMRK artikel 5, lægger vægt på, at der var tale om en gadefest, der udviklede sig til et opløb med reel risiko for alvorlig

skade på personer og bygninger mv. hvis der ikke blev grebet ind overfor festdeltagerne. Som det fremgår af Austin m.fl. pr. 68, citeret ovenfor, finder domstolenat det forhold, at der i den konkrete sag,ikkevar tale om en frihedsberø-velse, alene er baseret på de specifikke og ekstraordinære forhold dergjorde sig gældende i sagen. Modsætningsvist må det således forudsættes, at i det tilfælde, hvor detikke er nødvendigt for politiet at indføre og opretholde afspærringen,for at forhindre alvorlig personskade og tingsskade, vil "typen" af for-anstaltning anses at udgøre en frihedsberøvelse i strid med artikel 5. Ved en gennemgang af politiets akter, herunder videomateriale fra de-monstrationen 1. maj 2019, fremgår det, at der ud over op til 10 maske-rede personer og to tændte romerlys, var tale om en fredelig demon-stration hvor også børn deltog. Der var således ikke episoder eller for-hold der kan sammenlignes med, brændende biler, plyndrede butikkereller tilstrækkelig reel risiko for alvorlig skade på mennesker eller ejen-dom. Der er således ikke tale om forhold der kan sammenlignes med deomstændigheder der fik den europæiske menneskerettighedsdomstol ide omtalte sager til at vurdere at der ikke var tale om en frihedsberø-velse. Da de ekstraordinære forhold der var til stede i både Austin v. Storbri-tannien og Auray mod Frankrig, U2018.1690H (optisk følge-dommen),samt i dom af 1. september 2015 fra Københavns Byret (Rote flora-dom-men) ikke gør sig gældende ved demonstrationen 1. maj 2019, gøres detgældende, at der tale om en frihedsberøvelse i strid med EMRK artikel

Det forhold at der er tale om et indgreb i en demonstration og således et indgreb i forsamlingsfriheden efter EMRK artikel 11 i lyset af ytringsfri-heden efter artikel 10, er vigtig i forhold til vurderingen af politiets ind-greb, idet der skal mere til før end politiet kan tillade sig at gøre ind-greb i demonstration beskyttet af EMRK artikel 10 og 11.

Prøvelse af administrativ frihedsberøvelse

Reglerne om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse findes i Rets-plejelovens § 43 a. Af Retsplejeloven § 468 fremgår:

”Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed.”

Af retsplejelovens § 469, stk. 1 fremgår blandt andet, at såfremt den der administrativt er berøvet sin frihed begærer at frihedsberøvelsens lov-lighed prøves af retten, skal den myndighed som har besluttet friheds-berøvelsen forelægge sagen for byretten.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår at forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse.

Reglerne om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse i rets-plejelovens kapitel 43 a har sin baggrund i grundlovens § 71, stk. 6, der har følgende ordlyd:

”Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prø-velse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.”

Om baggrunden for indførelsen af bestemmelsen i grundloven fremgår det af lovforslag nr. 1 af 4. februar 1953, side 22 og betænkning nr. 66 af 1953 afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, side 15, blandt andet:

”Efter gældende grundlovs § 70 (…) har enhver, der administrativt er berøvet sin frihed, adgang til at anlægge retssag mod vedkom-mende myndighed og således få beslutningen efterprøvet. Kommis-sionen har ikke anset denne ordning for at være betryggende, da det i mange tilfælde ikke vil være praktisk muligt for den pågældende at gennemføre en sådan sag. Kommissionen foreslår derfor, at en per-son, der administrativt er berøvet sin frihed, skal kunne få sin sag indbragt for en domstol blot ved at fremsætte begæring herom.”

Grundlovgivers hensigt var således, at lette borgerens adgang til at få efterprøvet lovligheden af en administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Desuden antages det, at bestemmelsen indebærer, at domstolsprøvelsen er mere intensiv end prøvelsen efter grundlovens § 63, jf. Dansk Statsret (Christensen m.fl., 2024).

På den baggrund gøres det gældende, at Københavns Politi, uanset om

de vurderer, at der var tale om en frihedsberøvelse eller ej, burde have indbragt sagen for domstolen efter proceduren i retsplejelovens § 469. Det er herefter rettens vurdering, hvorvidt der er tale om en frihedsbe-røvelse, eller om sagen skal afvises. Dette har ligeledes været tilfælde i lignende sager herunder i den omtalte dom for Højesteret (optisk følge-dommen).

Herom fremgår følgende af justitsministeriets bemærkninger til æn-dring af politiloven i 2019:

”Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at politiet også frem-over på begæring vil kunne forelægge spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten, hvis det gøres gældende, at der har været tale om en frihedsberøvelse, og hvis sagens samlede omstændigheder ta-ler for indbringelse jf. ovenfor. På den baggrund vurderes forslaget ikke at rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 71 stk. 6.”

I nærværende sag, er der tale om et indgreb hvor sagsøgerne har haft en klar oplevelse af, at være udsat for en frihedsberøvelse, hvorfor de har anmodet Københavns Politi om at indbringe spørgsmålet for retten.

Der er tale om omstændigheder, hvor sagsøgerne, har været forhindret i at forlade et af Københavns Politi afgrænset område i op til 1 time og 35 minutter, hvilket både efter grundloven, politiloven og EMRK kan udgøre en frihedsberøvelse.

Der er endvidere tale om fortolkning af ny lovgivning, herunder ny lov-givning hvor grænsen til beskyttelsen i grundloven ikke er afklaret.

Samtidig er frihedsberøvelse et begreb hvis afgrænsning hverken er klart defineret i grundloven, politiloven eller EMRK, men hvor græn-serne løbende bliver afklaret igennem retspraksis. Hertil kommer at der hersker en bred enighed blandt professorer i forfatningsret om, at der er tale om et begreb, hvor grænserne fortsat er uafklarede.

Bevisbyrde

Københavns Politi har nægtet at indbringe spørgsmålet om frihedsberø-velsens lovlighed for retten efter retsplejelovens § 469.

Det er på den baggrund Københavns Politi, der har bevisbyrden for, at der ikke var tilstrækkelig tvivl om hvorvidt indgrebet 1. maj 2019 ud-

gjorde en frihedsberøvelse. Denne bevisbyrde har Københavns Politi ikke løftet.

Erstatning

Til støtte for sagsøgernes påstand 2 gøres det gældende, at der bør ud-

måles en erstatning til sagsøgerne allerede fordi frihedsberøvelsen ikke blev

indbragt inden for fristen i retsplejelovens § 469, stk. 2. Der henvi-ses til U1998.1087Ø og U2013.2515Ø hvorefter en overskridelse af fri-sten i

retsplejeloven 469 § på mere end en måned indebar, at frihedsbe-røvelsen var ulovlig. I nærværende sag er der forløbet mere end 5 år.

Hertil kommer, at frihedsberøvelse generelt anses for at være en særligt indgribende tvangsforanstaltning. Efter Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2016 ydes der en takstmæssig erstatning på kr. 2.600 for frihedsberø-velser op til 5 timers varighed og for visitationer af over 10 minutters varighed.

Hertil kommer, at de frihedsberøvede ikke blev oplyst om årsagen til frihedsberøvelsen, ligesom sagsøgerne ikke inden indgrebets iværksæt-telse blev advaret eller på anden måde orienteret om det forestående indgreb.

Det gøres gældende, at de ovennævnte forhold bør føre til udmåling af godtgørelse efter de normale takster for frihedsberøvelser foretaget in-den for strafferetsplejen.

…”

Københavns Politi har i sit påstandsdokument anført:

”…

Anbringender

Til støtte for Købehavns Politis frifindelsespåstande, gøres det gæl-dende, at de sagsøgende ikke har været udsat for en frihedsberøvelse, men alene har været tilbageholdt med henblik på at gennemføre en lov-lig påbudt besigtigelse, og evt. fratagelse af genstande, efter politiloven, og at der derfor ikke er hjemmel til domstolsprøvelse i medfør retspleje-lovens § 43 a.

Der henvises indledningsvis til en tilsvarende sag, hvor et nærmest identisk påbud om besigtigelse via en sluse blev indbragt for Køben-havns Byret efter reglerne i kapitel 43 a. I dommen af 15. september 2015 (Rote Flora) blev det slået fast, at en tilbageholdelse med henblik

på besigtigelse i en sluse ikke skulle anses som en frihedsberøvelse, idet der ikke havde været etableret et sådant varetægtsforhold, at der var grundlag for at statuere, at der havde foreligget en frihedsberøvelse, hvorfor sagen blev afvist i overensstemmelse med Københavns Politis påstand. I den konkrete sag fik ca. 75 demonstrationsdeltagere et påbud om at lade sig besigtige. Den samlede varighed, der gik med at gen-nemføre påbuddet, var ca. 1 time og 15 minutter, delvist grundet delta-gernes egen ageren ved ikke at efterkomme påbuddet (bilag D).

Det bemærkes, at der af Grundloven med kommentarer (Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen, og Michael Hansen Jensen, 1. ud-gave, 2015, side 422-424), fremgår følgende karakteristik af begrebet fri-hedsberøvelse:

” Grundlovens § 71 yder beskyttelse mod myndighedsbestemt frihedsberø-velse, hvorved tænkes på myndighedsbestemte indgreb i bevægelsesfriheden,

på myndighedsbestemte indgreb i personers ret til at skifte opholdssted. Fri-hedsberøvelse er karakteriseret ved, at den afskærer en person fra at forladeet givet sted eller område. Kerneområdet for frihedsberøvelse er fysisk indespærring. Omfattet er ikkeblot fysisk indespærring i et mindre rum som eksempelvis en celle. Også fy-sisk indespærring i en – del af – en anstalt er en frihedsberøvelse omfattet afgrundlovens § 71. Det kan diskuteres, hvor stort et område lokaliteten kanudgøre, uden at indgrebet mister sin karakter af frihedsberøvelse, f.eks. omdet er frihedsberøvelse at forhindre, at en person forlader en ø. Alf Ross 1980s. 592 finder det i grænsetilfældene afgørende, i hvilket omfang den pågæl-dende forhindres i at have kontakt med omverdenen. Frihedsberøvelse kan også foreligge uden fysisk indespærring. Der foreliggersåledes også en frihedsberøvelse, hvis den pågældende ikke uden tilladelsemå forlade pågældende lokalitet, således at rømning kan medføre eftersøg-ning med henblik på tilbagebringelse eller pålæg af en sanktion. F.eks. fore-

tages ved en anholdelse en frihedsberøvelse ved, at politiet erklærer en per-son for anholdt og dermed tilkendegiver, at han ikke må forlade stedet. Un-dertiden fastholdes personen, men som regel er dette ikke tilfældet. Prøver den anholdte at forlade stedet, vil han blive søgt fanget. Frihedsberøvelse etableres i disse tilfælde ved hjælp af en trussel om, at vedkommende vil blive bragt tilbage tvangsmæssigt. I U 1959.346 H blev fastslået, at en an-bringelse af en civil værnepligtig i husarrest var en frihedsberøvelse, selv om han fysisk var i stand til at forlade stedet og ikke ville blive søgt fanget, men ville kunne straffes herfor. Alf Ross 1980 s. 596 antager, at dette i hvert fald gælder, hvis der som i nævnte sag er hjemmel for frihedsstraf.

Der kan næppe opstilles noget almindeligt tidsmæssigt krav for en friheds-berøvelse. Selvom eksempelvis en anholdelse eller detentionsanbringelse er kortvarig, er der ingen tvivl om, at der foreligger en frihedsberøvelse i grundlovens forstand. En ganske kort standsning eller legemsbesigti-gelse/visitation på stedet kan dog ikke anses for en frihedsberøvelse, for så vidt der herved ikke etableres et varetægtsforhold. Alf Ross 1980 s. 596 an-tager, at frihedsberøvelse forudsætter, at indgrebet har en vis varighed. Som begrundelse angives den ringe intensitet af en ganske kort tilbageholdelse.

…

Lovgivningen indeholder en række almindelige handlepligter, som ikke har karakter af frihedsberøvelse efter grundlovens § 71, selvom de indebærer, at

den pågældende skal være til stede et bestemt sted. Det gælder eksempelvis

et vidnes pligt til at møde op i retten og afgive forklaring og en værnepligti-ges pligt til at tage ophold bestemte steder i forbindelse med aftjeningen, jf. herved grundlovens § 81. Alf Ross 1980 s. 597 anfører, at en fysisk gen -nemtvingelse af disse forpligtelser, f.eks. ved afhentning af et udeblevet vidne, ikke udgør en frihedsberøvelse. Såfremt den pågældende kun er un-derkastet den begrænsning, som følger af handlepligten, er der derfor ikke

tale om frihedsberøvelse.” (mine understregninger)

I forhold til sagsøgers bemærkninger til Højesterets dom af 7.februar 2018, trykt i U.2018.1690 (Reclaim the Streets), og den efterfølgende æn-dring af politiloven (lov nr. 83 af 30. januar 2019), bemærker Køben-havns Politi, at det fremgår af Højesterets afgørelse, at:

” … da politiet kl. 00.10 ville give opløbsformularen, kom der et massivt an-greb med flasker, dåser og fyrværkeri. Politiet reagerede ved at rykke frem og foretage omslutning af en større gruppe personer. Efter en overfladisk visita-tion i en sluse og ophold på et mindre område afspærret af politiet blev grup-pen af omsluttede personer ført ud af den indre by i et såkaldt optisk følge, hvor de til stadighed var omringet af politifolk. Operationen sluttede med, at det optiske følge ophørte på Nørrebro kl. 01.43.

…

Højesterets afgørelse vedrører således ikke alene et lukket optisk følge, men også den forudgående omslutning og besigtigelse via en sluse. Det er Københavns Politi opfattelse, at lovforslaget fra 2019 skal læses i dette lys, idet disse oplysninger også er fremhævet i lovforslaget.

Det bemærkes herefter, at det af lovforslaget fremgår:

” 1. indledning

…

Med dommen fastslog Højesteret, at politiets indgreb i form af et lukket op-tisk følge havde karakter af frihedsberøvelse i politilovens forstand. Højeste-ret anførte samtidig, at der - under henvisning til Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstols dom af 15. marts 2012 i sagen Austin m.fl. mod Stor-britannien - ikke var tale om frihedsberøvelse i EMRKs forstand.”

…

2.2 Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

…

I praksis ses politiet ikke sjældent at foretage en række forskelligartede dispo-sitioner i forbindelse med varetagelsen af politiets opgaver uden for straffe-retsplejen. Nogle af disse dispositioner vil - i lyset af Højesterets dom af 7. februar 2018 - efter en konkret vurdering kunne anses som frihedsberøvelse efter politiloven, men ikke dermed nødvendigvis efter EMRK. Det kan f.eks. dreje sig om situationer, hvor politiet griber ind over for uroligheder i for-bindelse med fodboldkampe eller lignende.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den ovennævnte forskel på frihedsbe-røvelsesbegrebet i henholdsvis politiloven og EMRK er såvel utilsigtet som uhensigtsmæssig.

…

Det gælder generelt, at der i tilfælde af frihedsberøvelse påhviler myndighe-derne en pligt til at sikre dokumentation for forløbet, herunder tilstrækkelig dokumentation for, hvilke personer der har været frihedsberøvet, således at der foreligger et relevant grundlag for rettens eventuelle efterfølgende stil-lingtagen til frihedsberøvelsens lovlighed. Hvis optisk følge anses som fri-hedsberøvelse, vil der således påhvile politiet en pligt til at sikre fornøden identifikation og registrering af de enkeltpersoner, der har været en del af det optiske følge.

Det må antages, at en sådan identifikation og registrering vil indebære, at indgrebet udstrækkes over (betydeligt) længere tid, end det ellers vil være tilfældet. Et ellers relativt kortvarigt og hurtigt virkende indgreb i tilfælde af uroligheder risikerer således at skulle udstrækkes i uforholdsmæssigt lang tid.

Dette vil samtidig have den potentielle følgevirkning, at politiet i en række situationer i stedet for at anvende optisk følge vil kunne være nødt til at tage andre magtmidler i brug for at afværge de konkrete uroligheder, herunder magtmidler, der sammenlignet med optisk følge vil være farligere og have større mulig skadevirkning, f.eks. brug af gas eller lignende. Optisk følge må sammenlignet med de mulige alternative indgreb, som politiet kan tage i an-vendelse i tilfælde af uroligheder, således anses som et indgreb af mildere ka-rakter.

…

Den foreslåede ændring vil indskrænke anvendelsesområdet for det eksiste-rende frihedsberøvelsesbegreb i politiloven. Politiet vil derfor fremover kun-ne anvende indgreb som eksempelvis optisk følge, uden at dette vil have ka-rakter af frihedsberøvelse efter politiloven, så længe indgrebet ikke (også) har karakter af frihedsberøvelse efter EMRK.

En følge af, at visse indgreb - f.eks. lukket optisk følge – efter lovændringen ikke anses som frihedsberøvelse efter politiloven, vil være, at de betingelser, der efter politiloven knytter sig til politiets brug af frihedsberøvelse, ikke fin-der anvendelse. Det gælder lovens betingelse om, at frihedsberøvelse alene kan anvendes om nødvendigt, hvis mindre indgribende midler ikke er til-strækkelige til at afværge faren.

…

Derudover vil personer, over for hvem et sådant indgreb anvendes, ikke om-fattes af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af admini-strativt bestemt frihedsberøvelse. Justitsministeriet bemærker i den forbin-delse, at politiet også fremover på begæring vil kunne forelægge spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten, hvis det gøres gældende, at der har været tale om frihedsberøvelse, og hvis sagens samlede omstændigheder taler for indbringelse, jf. ovenfor. På den baggrund vurderes forslaget ikke at rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 71, stk. 6.

Det gøres herefter gældende, at Københavns Politi ikke er forpligtet til at indbringe sagen om administrativ frihedsberøvelse for retten i med-før af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Henset til de mange lighe-der imellem Rote Flora sagen (hvor retten fandt, at en tilbageholdelse med henblik på besigtigelse i en sluse ikke skulle anses som en friheds-berøvelse) og nærværende sag, bemærkes det, at sagens samlede om-stændigheder – også i lyset af ovenstående – ikke taler for indbringelse, og at Københavns Politi derfor heller ikke af den grund, er forpligtet til at indbringe sagen i medfør retsplejelovens kapitel 43 a.

Det bemærkes i den anledning, at Københavns byret i Rote Flora sagen slog fast, at den anførte vente- og ekspeditionstid ikke fandtes at gå ud-over, hvad der er forventeligt og påregneligt, når en større gruppe af personer skal besigtiges. Retten anerkender således, at politiet kan med-dele påbud om besigtigelse, og at dette, ved en større gruppe, vil kræve en vis ekspeditionstid, uden at dette medfører, at der er tale om en fri-hedsberøvelse.

Idet der herefter ikke er tale om en administrativ frihedsberøvelse, der kan indbringes i medfør af reglerne i retsplejelovens § 43 a, gøres det gældende, at der skal ske frifindelse.

Bemærkninger vedrørende sagsøgernes principale påstand 2

Københavns Politis blev den 4. april 2022 stævnet med følgende på-stande:

” Principalt:

Københavns Politi tilpligtes at indbringe sagen for retten efter retspleje-lovens § 469, jf. grundlovens § 71, stk. 6.

Subsidiært:

1) Københavns Politi skal anerkende, at sagsøgerne var udsat for en friheds-berøvelse den 1. maj 2019 i området omkring Dronning Louises Bro i Kø-benhavn.

2) Københavns Politi skal anerkende, at frihedsberøvelsen af sagsøgerne den 1. maj 2019 var ulovlig, subsidiært at frihedsberøvelsen blev opretholdt i længere tid end nødvendigt.

3) Københavns Politi tilpligtes til hver af sagsøgerne at betale en erstatning stor 2.800 kr., subsidiært et mindre beløb fastsat efter rettens skøn.”

Det bemærkes, at sagsøgernes principale påstand 1, svarer til den tidli-gere principale påstand, mens den tidligere subsidiære påstand 3, nu er sagsøgernes principale påstand 2.

I forbindelse med det forberedende retsmøde, den 28. september 2022, tilkendegav retten, at det alene var den principale påstand, som retten kan tage stilling til.

Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgernes to principale påstande, i konteksten af en almindelig civil sag, er modstridende, ligesom det er uklart, hvad der skal ske, hvis retten giver medhold i sagsøgernes prin-cipale påstand 1.

Købenavns Politi gør gældende, at den omstændighed, at sagerne ikke blev indbragt for retten, ikke i sig selv – i en sag som denne – kan med-føre, at der skal udmåles erstatning. Det bemærkes i den forbindelse, at det bl.a. fremgår af den kommenterede retsplejelov, bind II, 11. udgave, s. 1020, 2. spalte, at ”Overskrides fristen, kan den frihedsberøvede selv fore-lægge sagen for retten, se Gomard og Kistrup, Civilprocessen, s. 861” .

Afgørelserne U1998.1087Ø og U2013.2515Ø kan, i en sag som denne, hvor sagsøgerne alle – uagtet rettens vurdering af, om der var tale om frihedsberøvelse eller ej – var igennem politiets sluse senest kl. 14.35, og således ikke, som i U1998.1087Ø og U2013.2515Ø, forsat var frihedsbe-røvet af den besluttende myndigheden efter udløbet af 5 søgnedages fristen.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres på-standsdokumenter.

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af retsplejelovens § 469, at hvis den, der administrativt er berøvetsin frihed, fremsætter begæring om, at frihedsberøvelsens lovlighed skal prø-ves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen, fore-lægge sagen for byretten. Det fremgår videre, at denne begæring skal fremsæt-tes inden 4 uger.Ved indbringelse efter retsplejelovens § 469 skal politiet indlevere sagens ak-ter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prø-vet, herunder angivelse af den bestemmelse i medfør af hvilken beslutningener truffet, en kortfattet redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes somgrundlag for den, og en henvisning til de i sagen foreliggende bevisligheder,der vil kunne have betydning for rettens afgørelse.Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 470, at der altid og betingelsesløstskal beskikkes en advokat, medmindre den pågældende selv har antaget enadvokat, og af § 312, stk. 7, at ingen part skal betale sagsomkostninger til no-gen anden part.Det fremgår desuden af retsplejelovens § 471, at retten drager omsorg for sa-gens oplysning og selv træffer bestemmelse om afhøring af parter og vidnersamt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.Det er ubestridt, at der på vegne af demonstranterne rettidigt blev fremsat ensådan begæring til Københavns Politi. Københavns Politi afviste, at der skulleske indbringelse for retten under henvisning til, at demonstranterne ikke hav-de været udsat for en frihedsberøvelse. Demonstranterne blev henvist til atanlægge sag i medfør af grundlovens § 63.Ved indbringelse efter grundlovens § 63 skal den, der menes administrativtberøvet sin frihed, selv anlægge og oplyse sagen. Der vil alene blive beskikketen advokat, såfremt visse betingelser er opfyldt. Sagsomkostningerne vil blivefastsat efter de almindelige regler for civile retssager.Efter indholdet af de dokumenterede politioplysninger, de foreviste videoop-tagelser og de politiansattes forklaringer lægger retten til grund, at der i for-bindelse med starten på demonstrationen på Israels Plads var en mindre grup-pe demonstranter, som overtrådte maskeringsforbuddet, som ellers var blevet

indskærpet over for anmelderen af demonstrationen. Der blev af civilklædtebetjente fra Københavns Politi forsøgt anholdelse af enkelte maskerede, hvil-ket ikke lykkedes, idet der blev gjort modstand fra de øvrige demonstrations-deltagere. Uniformeret politi måtte træde til for at få ro på situationen.Det blev senere af Københavns Politi besluttet, at der skulle etables en kilemellem den forreste del af demonstrationen, hvor der var personer, der blandtandet havde overtrådt maskeringsforbuddet, og resten af demonstrationen,når den forreste del var nået ind på Dronning Louises Bro. Kilen blev etablereti form af to rækker betjente, hvor hver række stod med ansigtet vendt modhver del af demonstrationen.Det fremgår af videooptagelse X10, C0015, at der fire gange blev kastet medfyrværkerimod det tilstedeværende politi, og at højtalervognen på et tids-punkt påkørte kilen, hvorefter føreren af højtalervognen af politiet blev tagetvæk. Kilen blev derefter opgivet, idet der ikke var tilstrækkeligt mandskab tilat fastholde denne, da både den forreste del af demonstrationen og resten afdemonstrationen pressede på fra begge sider.Det blev tillige besluttet, at der på Nørrebro-siden af Dronning Louises Broskulle etableres en sluse med henblik på at kunne foretage registrering ogeventuel visitering af deltagerne med henvisning til politilovens § 8, stk. 3, nr.2. Slusen blev etableret ca. kl. 13.13.Ca. kl. 13.30 blev der forsøgt givet melding til demonstrationsdeltagerne om,at der var etableret en sluse ved Nørrebro-siden af broen, og at de skulle gåigennem denne. Demonstrationen erklærede sig derefter for opløst, og flere afdemonstranterne gik mod Nørrebro-siden.På Søtorvet-siden af broen blev der etableret afspærring i form af en rækkeuniformerede betjente, således at det ikke længere umiddelbart var muligt fordeltagerne at gå tilbage den vej. Der blev senere stillet politivogne på tværsbag rækken af betjente. Passage kunne i det væsentlige herefter kun ske gen-nem slusen ved Nørrebro-siden af broen.Ad sagsøgernes påstand 1Dommer 2 og Dommer 3 Sagen angår alene, om Københavns Politi var forpligtet til at imødekommesagsøgernes anmodning om at indbringe sagen for retten efter retsplejelovenskapitel 43 a, eller om det var berettiget, da Københavns Politi afviste sagsøger-nes anmodning om en sådan indbringelse. Påstandens formulering indebærerfor det første, at Københavns Politi er forpligtet til at indbringe sagen for ret-ten efter retsplejelovens § 469, hvis sagsøgerne får medhold, og for det andet,

at retten ikke endeligt skal afgøre, om sagsøgerne den 1. maj 2019 blev udsatfor en frihedsberøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6, politilovens § 3 eller arti-kel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.Retsplejelovens kapitel 43 a (§§ 468-475) om prøvelse af administrativt bestemtfrihedsberøvelse indeholder de nærmere processuelle regler for den dom-stolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, derer omfattet af grundlovens § 71, stk. 6.Grundlovens § 71, stk. 6, er en væsentlig retsbeskyttelse af den, der er admini-strativt frihedsberøvet uden for strafferetsplejen. Det er således fast antaget iden statsretlige litteratur, at bestemmelsen indebærer, at den administrativtfrihedsberøvede skal have en enkel og effektiv adgang til at få frihedsberøvel-sen prøvet ved domstolene, og at domstolsprøvelsen er mere intensiv end le-galitetsprøvelsen efter den almindelige domstolskontrol i grundlovens § 63.I nærværende sag er parterne uenige om, hvorvidt sagsøgerne under politietsaktion den 1. maj 2019 blev udsat for en frihedsberøvelse efter grundlovens §71, stk. 6, politilovens § 3 eller artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention. Det er som nævnt ubestridt, at sagsøgerne anmodede omindbringelse af sagen for retten inden udløbet af fristen i retsplejelovens § 469,stk. 4.I en situation som den foreliggende finder vi det bedst stemmende med hen-sigten med reglerne om domstolsprøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6, ogretsplejelovens kapitel 43 a, at det afgøres af domstolene – og ikke af politiet –om politiets aktion havde karakter af frihedsberøvelse, hvilket i givet fald vilmedføre adgangen til domstolsprøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6, og rets-plejelovens kapitel 43 a, eller om sagen i overensstemmelse med politiets op-fattelse skal afvises med den begrundelse, at der ikke var tale om nogen fri-hedsberøvelse.Herefter, og da det efter oplysningerne i sagen ikke kan anses for åbenbart, atder ikke var tale om frihedsberøvelse, finder vi, at Københavns Politi ikke varberettiget til at afvise at indbringe sagen i medfør af retsplejelovens § 469,hvorfor sagsøgernes påstand 1 tages til følge. Vi har ikke herved taget stillingtil, om politiets aktion den 1. maj 2019 havde karakter af frihedsberøvelse.Dommer 1

Ved lov nr. 83 af 30. januar 2019 blev der i politilovens § 3 som 3. pkt. indsat

teksten ”Frihedsberøvelse forstås i denne lov i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser.” Frihedsberøvelsesbegrebet blev således ind-skrænket i forhold til tidligere og bragt i overensstemmelse med frihedsberøvel-sesbegrebet i artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget i forbindelse med ændringen, at politiet efter ændringen fortsat også ”på begæring ville kunne forelægge spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten, hvis det gøres gældende, at der har været tale om frihedsberøvelse, og hvis sagens samlede omstændigheder ta-ler for indbringelse.” .

Der skal derfor tages stilling til, om der på tidspunktet for Københavns Politis afvisning af at indbringe sagen i medfør af retsplejelovens § 469 forelå et så sik-kert grundlag for, at der ikke var tale om en frihedsberøvelse i medfør af grund-lovens § 71, stk. 6, politilovens § 3 eller artikel 5 i Den Europæiske Menneskeret-tighedskonvention, at det var berettiget, at Københavns Politi afviste at ind-bringe sagen.

Jeg finder, at det efter en samlet vurdering af beviserne i sagen, og herundermed betydelig vægt på forklaringerne afgivet af de politiansatte og de forevi-ste videooptagelser, må lægges til grund, at der allerede fra starten af etable-ringen af slusen var mulighed for passage gennem denne, og at der også fandtpassage sted. Der blev alene taget nogle få fra til registrering og eventuel visi-tation, hvilket ikke hindrede andre i at passere. Det må videre lægges til grund, at sagsøgerne på intet tidspunkt har været an-holdt, og at ingen af deltagerne i demonstrationen, herunder sagsøgerne, varafskåret fra at forlade broen via slusen ved Nørrebro-siden. Det må endelig lægges til grund, at det beroede på demonstrationsdeltagernesegen adfærd, at de ikke hurtigere kom igennem slusen, idet de valgte at blivepå broen. Jeg finder på den baggrund, at Københavns Politi har godtgjort, at de havde ettilstrækkeligt og sikkert grundlag til at træffe afgørelse om, at der ikke var taleom en frihedsberøvelse efter hverken grundlovens § 71, stk. 6, politilovens § 3eller artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det der-for var berettiget, at de efter sagens samlede omstændigheder ikke fandtgrundlag for at indbringe sagen i medfør af retsplejelovens § 469 og derfor af-viste anmodningen herom fra sagsøgerne. Der træffes vedrørende påstand 1 afgørelse efter stemmeflertallet.Ad sagsøgernes påstand 2I lyset af resultatet vedrørende sagsøgernes påstand 1 finder alle 3 dommere,at spørgsmål om godtgørelse bør afgøres i forbindelse med en kommende sagefter retsplejelovens kapitel 43 a, hvorfor Københavns Politis påstand om af-visning tages til følge.

Sagsomkostninger

Retten finder, at hver part skal bære egne omkostninger.

THI KENDES FOR RET:

Københavns Politi tilpligtes at indbringe sagen for retten efter retsplejelovens § 469, jf. grundlovens § 71, stk. 6.

Påstand 2 afvises.

Hver part bærer egne omkostninger.

Publiceret til portalen d. 24-01-2025 kl. 13:01

Modtagere: Sagsøgte Københavns Politi, Advokat Helena Reumert

Gjerding, (L) Amalie Starch Larsen

2. instans	Østre LandsretOLR	DDB sags nr.: 130/25 Rettens sags nr.: BS-7158/2025-OLR	[IkkeAngivet]
1. instans	Københavns ByretKBH	DDB sags nr.: 85/25 Rettens sags nr.: BS-13732/2022-KBH	Anket

Sagens oplysninger

Dom

Domsresume

Oplysning om appel

Øvrige sagsoplysninger