Kendelse
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt torsdag den 6. marts 2025
Sag BS-25052/2024-HJR
Far
(advokat Johan Hartmann Stæger, beskikket)
mod
Mor
(advokat Klaus S. Jørgensen, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Familieretten i Holbæk den 12. decem-ber 2023 (BS-55946/2023-HBK) og af Østre Landsrets 9. afdeling den 5. marts 2024 (BS-61216/2023-OLR).
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen, Rikke Foersom og Peter Mørk Thomsen.
Påstande
Kærende, Far, har påstået stadfæstelse af familierettens ken-delse, således at Barn tilbagegives til ham i Ukraine.
Indkærede, Mor, har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse, så-ledes at tilbagegivelse af Barn til faderen i Ukraine nægtes.
Sagsfremstilling
Mor og Far er forældre til sønnen Barn, der er født Dato 2021. De var på dette tidspunkt bosiddende i Ukraine.
Efter aftale med Far flyttede Mor og Barn i marts 2022 til Polen sammen med Mors andet barn, hvor de boede først hos Fars mor og efterfølgende på et pensionat.
2
I december 2022 flyttede Mor og Barn sammen med hendes andet barn til Danmark.
Den 9. august 2023 anmodede Far via den ukrainske central-myndighed om tilbagegivelse af Barn i medfør af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser. Social-, Bolig- og Ældreministeriet anmodede den 10. november 2023 Familieretten i Holbæk om at tage stilling til spørgsmålet om tilbagegivelse.
Familieretten afsagde den 12. december 2023 sålydende kendelse:
”Familierettens bemærkninger og afgørelse
Parterne og Barn er alle ukrainske statsborgere. Det kan på bag-grund af oplysningerne fra den ukrainske centralmyndighed lægges til grund, at parterne har fælles forældremyndighed over Barn.
Efter parternes forklaringer lægges det til grund, [at] de alle havde fast bopæl i Ukraine, indtil Mor omkring 1. marts 2022 sammen med Barn tog ophold i Polen. Dette skete med Fars samtykke.
Efter forklaringerne skyldes opholdet i Polen begge parters ønske om at beskytte Barn, da Ukraine i februar 2022 blev invaderet. Far har forklaret, at opholdet i Polen var tænkt som et midlerti-digt ophold, der skulle vare så længe, der var krig i Ukraine. Mor har forklaret, at de ikke aftalte, hvor længe opholdet i Polen skulle vare, da de ikke vidste, hvad der ville ske. På denne baggrund lægger retten til grund, at opholdet i Polen for begge parters vedkommende re-elt var tænkt som et midlertidigt ophold grundet krigen i Ukraine. Barn opholdt sig i Polen fra omkring marts 2022 til 28. december 2022, hvor Mor indrejste til Danmark sammen med ham. Barns ophold i Polen havde derfor en sådan midlertidig karakter, at han ikke opnåede ny bopæl i Polen. Han bevarede i denne periode sin bopæl i Ukraine.
Det kan efter begges forklaringer lægges til grund, at Far ikke har givet udtrykkeligt samtykke til, at Mor tog Barn med til Danmark. Efter forklaringerne lægger retten til grund, at han fra sin søster blev gjort bekendt med flytningen til Danmark, og at han i hvert fald frem til maj 2023 fortsat havde videokontakt med Barn. Parterne er uenige om, hvorvidt Far udtrykke-ligt overfor Mor har givet udtryk for, at han ikke ville give
3
samtykke til opholdet i Danmark. Mor har imidlertid ikke godtgjort, at der fra Fars side er udvist en sådan ad-færd, at det må lægges til grund, at han stiltiende har samtykket i op-holdet. Efter en samlet vurdering må det lægges til grund, at han hver-ken udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket i, at Barn opholder sig i Danmark.
Der var derfor tale om en ulovlig bortførelse af Barn, jf. lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 10, stk. 2.
Barn skal herefter som udgangspunkt tilbagegives.
Det forhold, at Mor på et tidspunkt skiftede adresse i Polen, findes at ligge inden for det samtykke, der var givet til ophold i Polen. Dette var derfor ikke en ulovlig bortførelse. Der var først tale om en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse fra den 28. december 2022, hvor Mor sammen med Barn tog ophold i Danmark.
Det kortvarige ophold i Ukraine fra den 6. februar 2023 til den 7. fe-bruar 2023 vurderes ikke at have betydning for sagen.
Far indgav anmodning om hjælp til at få Barn til-bagegivet den 9. august 2023.
Tilbagegivelse kan derfor ikke nægtes efter lov om international fuld-byrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 11, stk. 1, nr. 1.
Barn er i dag 2 år og 6 måneder. Retten vurderer derfor ikke, at han har en sådan alder og modenhed, at han vil kunne give udtryk for sin egen holdning til spørgsmålet. Allerede af den grund vil tilbagegi-velse heller ikke kunne nægtes efter lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 11, stk. 1, nr. 3.
Der er ikke i sagen oplyst omstændigheder, der vil kunne give grund-lag for at nægte tilbagegivelse efter lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 11, stk. 1, nr. 4.
Det afgørende er derfor, om tilbagegivelse kan nægtes efter § 11, stk. 1, nr. 2.
Der er fortsat krig i Ukraine. Efter oplysningerne i sagen opholder Far sig imidlertid ca. 700 km fra frontlinien. Far har forklaret, at der er jævnligt luftalarmer, men der oprethol-
4
des en efter omstændighederne almindelig hverdag. Mor har ikke godtgjort, at forholdene i det pågældende område i Ukraine er af en sådan karakter, at tilbagegivelse af den grund skal nægtes.
Barn er 2 år og 6 måneder. Han var 9 måneder, da han sidst så Far, og han har siden alene haft kontakt med ham via tele-fon og facetime. Det kan imidlertid efter parternes forklaringer lægges til grund, at han kender sin far, og at de har en vis relation.
Uanset hans alder og tilknytning til sin mor, og uanset at der fortsat er krig i Ukraine, er det herefter ikke godtgjort, at der er alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse vil skade hans sjælelige eller legemlige sundhed el-ler på anden måde sætte ham i en situation, som han ikke skal tåle.
Betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter lov om international fuld-byrdelse af forældremyndighedsafgørelser § 11, stk. 1, nr. 2, er således heller ikke godtgjort.
Familieretten følger derfor Fars anmodning.”
Ved kendelse af 5. marts 2024 ændrede landsretten familierettens afgørelse, så-ledes at Barn ikke skulle tilbagegives til faderen i Ukraine. Af kendelsen fremgår følgende:
”Sagen angår, om parternes søn, Barn, der i dag er 2 år Udeladt, efter reglerne i børnebortførelsesloven skal tilbagegi-ves til sin Far der bor i Ukraine.
Efter parternes forklaringer og sagens øvrige oplysninger lægger lands-retten til grund, at parterne grundet konflikter ikke boede fast sammen i Ukraine, efter at sønnen Barn blev født. I februar 2022 havde par-terne en konflikt, som førte til, at politiet blev tilkaldt. Far fik i den forbindelse et tilhold, hvorefter han i 10 dage ikke måtte være i hjemmet. Mor har herom forklaret, at Far forsøgte at kvæle hende. Far har ikke ønsket at afgive forklaring om episoden men oplyst, at der var tale om misforstå-elser, som førte til en konflikt. Kort efter at krigen i Ukraine brød ud, flyttede Mor efter parternes fælles aftale til Polen i marts 2022, hvor hun først boede sammen med Fars mor. Fra juni 2022 boede Mor sammen med sønnen på et pensionat i Polen, hvorefter hun sammen med sønnen i december 2022 rejste til Danmark. De bor nu i Danmark på et flygtningecenter.
5
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten endvidere til grund, at Far ikke siden marts 2022 har set sin søn, men i perio-der haft kontakt med ham.
Der skal først tages stilling til, om sønnen Barn ulovligt er ført her til landet, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1.
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af familieretten, at Barn hverken i forbindelse med flytningen eller efterfølgende under opholdet i Polen har opnået bopæl i Polen i den forstand, som begrebet må forstås efter Haagerkonventionens artikel 3. Barn havde såle-des bopæl i Ukraine, da han i december 2022 rejste til Danmark med sin mor. Landsretten finder efter en helhedsvurdering heller ikke, at søn-nen kan anses for at have opnået bopæl i Danmark i den forstand, som begrebet må forstås efter Haagerkonventionens artikel 3.
Herefter, og da landsretten ud fra sagens omstændigheder finder, at Far ikke kan anses for at have givet samtykke til, at Barn opholder sig i Danmark, er der ikke grundlag for at nægte sagen fremme i medfør af børnebortførelseslovens § 10.
Landsretten finder ligesom familieretten, at bortførelsen til Danmark skal regnes fra ultimo december 2022, hvor Mor tog ophold i Danmark, og at der derfor ikke er grundlag for at nægte tilbagegivelse i medfør af børnebortførelseslovens § 11, nr. 1, men landsretten finder, at der er grundlag for at nægte tilbagegivelse i medfør af børnebortførel-seslovens § 11, nr. 2, da landsretten efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder, at en tilbagegivelse vil sætte Barn i en si-tuation, som han ikke bør tåle.
Landsretten ændrer derfor familierettens kendelse, således at Barn ikke skal tilbagegives til Far i Ukraine.”
Retsgrundlag
§ 10 og § 11 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørel-ser mv. (børnebortførelsesloven) lyder således:
”§ 10. Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbagehol-des her, skal efter anmodning tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har til-trådt Haagerkonventionen.
Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis:
1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens ret-tigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en
6
anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdel-sen, og
2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.
§ 11. Tilbagegivelse efter § 10, stk. 1, kan nægtes, hvis:
1) der på tidspunktet for indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til familieretten er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen, og barnet er faldet til i sine nye omgivelser,
2) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle,
3) barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og barnet har nået en så-dan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller 4) tilbagegivelsen ikke vil være forenelig med grundlæggende prin-cipper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og ret-tigheder.”
I de specielle bemærkninger til bestemmelserne hedder det bl.a. (Folketingsti-dende 1990-91 (1. samling), tillæg A, lovforslag nr. L 14, sp. 373 ff.):
”Til § 10
…
Til stk. 2
Stk. 2 indeholder en opregning af betingelserne for at anse en bortfø-relse eller tilbageholdelse for ulovlig.
Efter nr. 1 anses en bortførelse eller tilbageholdelse for ulovlig, hvis den strider mod den ret til at bestemme over barnet, som tilkommer en for-ældremyndighedsindehaver eller nogen anden ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbagehol-delsen.
Indehaveren kan være såvel en fysisk som en juridisk person, f.eks. en institution, som har fået overført forældremyndigheden. Bestemmelsen er også anvendelig, hvis der er fælles forældremyndighed, og den ene af indehaverne uden den andens samtykke bortfører eller tilbageholder barnet, under forudsætning af at handlingen kan betegnes som ulovlig.
…
7
Et formål med konventionen er, at den skal beskytte børn mod at blive fjernet fra deres vanlige miljø, hvortil de har en social og følelsesmæssig tilknytning. Dette fremgår bl.a. af kravet i nr. 2 om, at den, som har for-ældremyndigheden, også faktisk skal have udøvet retten på det tids-punkt, hvor barnet blev bortført eller tilbageholdt. Imidlertid foreligger der en formodning for, at den, som havde forældremyndigheden, også i praksis udøvede denne. Det er ingen betingelse for udøvelsen, at barnet og den, der har forældremyndigheden, også har boet sammen. Barnet kan f.eks. på grund af uddannelse eller sygdom have boet uden for hjemmet.
Både spørgsmålet om, hvem der havde forældremyndigheden, og spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ulovlig bortførelse eller til-bageholdelse, beror på loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umid-delbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen…
Ved behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse af et bortført barn skal fogedretten ikke foretage en prøvelse af spørgsmålet om, hvem der bør have forældremyndigheden. Formålet med konventionen er netop, at dette spørgsmål skal prøves og afgøres af domstolene i det land, hvor barnet havde sin bopæl, før bortførelsen fandt sted. Heller ikke det forhold, at den, som opholder sig her i landet med barnet, har forældremyndigheden efter dansk ret direkte efter loven eller i henhold til en dansk afgørelse eller en udenlandsk afgørelse, der er gyldig her i landet, er til hinder for, at der træffes afgørelse om tilbagegivelse af bar-net. Haagerkonventionens artikel 17 åbner dog mulighed for, at de hen-syn, der ligger til grund for en eventuel dansk afgørelse om forældre-myndighed, også kan tillægges betydning ved afgørelsen af, om tilba-gegivelse skal ske.
Ved behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse af et bortført barn skal fogedretten tage stilling til, om bortførelsen eller tilbagehol-delsen er ulovlig i lovens forstand. Ved denne prøvelse skal fogedretten vurdere spørgsmålet i forhold til loven i det land, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
Til § 11
Bestemmelsen indeholder en opregning af forhold, der kan begrunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der forelig-ger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Nr. 1 gør det muligt for fogedretten at nægte tilbagegivelse af et barn, hvis dette er faldet til i sine nye omgivelser. Denne nægtelsesmulighed
8
foreligger kun i de tilfælde, hvor der er gået 1 år siden bortførelsen eller tilbageholdelsen. Tiden regnes fra tidspunktet for bortførelsen eller til-bageholdelsen og til indgivelsen af tilbagegivelsesanmodningen til fo-gedretten. Tidspunktet for fogedrettens afgørelse er uden betydning. Er barnet ulovligt tilbageholdt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor bar-net skulle have været bragt tilbage til forældremyndighedsindehaveren.
Efter nr. 2 kan tilbagegivelsen nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle. Vurderingen af, om en sådan risiko kan anses at foreligge, må ske på grundlag af objektive forhold. Det er ikke en betingelse, at risikoen for barnet er umiddelbar foreliggende. Efter bestemmelsen kan næg-telse endvidere ske, hvis tilbagegivelsen på anden måde vil sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.
…
Bestemmelsen i nr. 4 indebærer, at tilbagegivelse nægtes, hvis denne ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder. Bestemmelsen må anses for en særlig ordre public klausul med begrænset rækkevidde, så-ledes at den alene kan komme til anvendelse i ekstraordinære undtagel-sessituationer.”
Af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser fremgår bl.a.:
”De stater, som har undertegnet denne konvention, og som
er fast overbeviste om, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet,
er af største vigtighed ved spørgsmål om forældremyndighed,
ønsker at beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virk-
ninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere frem-gangsmåder for at sikre, at børnene umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har bopæl, samt at sikre beskyttelse af samværsret,
har besluttet at indgå en konvention herom, og er blevet enige om
følgende bestemmelser:
…
Artikel 3
Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:
a. den strider mod de rettigheder, som tilkommer en person, en in-
stitution eller en anden myndighed som forældremyndighedsin-dehaver, enten i fællesskab eller alene, ifølge loven i den stat,
9
hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilba-geholdelsen; og
b. disse rettigheder faktisk blev udøvet, enten i fællesskab eller
alene, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke bortførelsen eller tilbageholdelsen var sket.
Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a kan i første række støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge lo-ven i den pågældende stat.
…
Artikel 8
Enhver person, institution eller anden myndighed, som gør gældende, at et barn er blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyn-digheden, kan anmode enten centralmyndigheden i den stat, hvor bar-net har bopæl, eller centralmyndigheden i enhver anden kontraherende stat om bistand til at sikre, at barnet tilbagegives.
…
Artikel 12
Hvis et barn er blevet ulovligt bortført eller tilbageholdt som angivet i artikel 3, og hvis der, da sagen blev indledt ved den judicielle eller administrative myndighed i den kontraherende stat, hvor barnet befin-der sig, er gået mindre end ét år fra den dag, da den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse fandt sted, skal den pågældende myndighed be-stemme, at barnet straks skal gives tilbage.
Også i de tilfælde, hvor sagen er blevet indledt efter udløbet af den
periode på et år, der er nævnt i foregående stykke, skal den judicielle eller administrative myndighed bestemme, at barnet skal gives tilbage, medmindre det godtgøres, at barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
…
Artikel 13
Uanset bestemmelserne i den foregående artikel, har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at:
a. den person, institution eller anden myndighed, som drog om-
sorg for barnet person, ikke faktisk udøvede forældremyndig-heden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortfø-relsen eller tilbageholdelsen; eller
10
b. der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte bar-
net for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.
…
Artikel 20
Tilbagegivelse af barnet efter bestemmelserne i artikel 12 kan nægtes, såfremt det ikke ville være foreneligt med grundlæggende principper i den anmodede stat til beskyttelse af menneskelige friheder og rettighe-der.”
Anbringender
Far har anført navnlig, at Barn har sit sædvanlige opholds-
sted i Ukraine, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1. Barn har ikke sæd-vanligt opholdssted i Polen, og da han som far ikke har samtykket til opholdet i Danmark, har Barn heller ikke sædvanligt opholdssted her i landet.
Forældrene har fælles forældremyndighed, og det strider mod hans rettigheder som forældremyndighedsindehaver, at moderen er rejst til Danmark med Barn uden hans samtykke. Mor har derfor ulovligt bortført Barn, hvorfor han skal tilbagegives efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, jf. stk. 1.
Tilbagegivelse kan ikke nægtes efter børnebortførelseslovens § 11. Mor har ikke løftet bevisbyrden for, at der består en alvorlig risiko for, at tilbagegi-velsen vil være til skade for Barns sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle, jf. § 11, nr. 2. Han har opretholdt kontakten med Barn, og de har fortsat en tæt og god relation. Barn har givet udtryk for, at han gerne vil hjem til sin far. Han var en aktiv og nærværende far for Barn, indtil krigen i Ukraine førte til, at Mor rejste til Polen sammen med sønnen. Sikkerhedssituationen i Ukraine udgør ikke en alvorlig risiko efter § 11, nr. 2.
Mor har anført navnlig, at Far har accepteret, at Barn er flyttet og nu opholder sig i Danmark. Far havde kend-skab til hendes flytning til Danmark med Barn og
reagerede ikke på dette de første syv måneder efter flytningen. Sagen bør derfor nægtes fremme efter børnebortførelseslovens § 10.
Tilbagegivelse af Barn vil desuden kunne nægtes efter børnebortførelseslo-vens § 11. Tilbagegivelse vil sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle, jf. § 11, nr. 2. Barn, der er 3 år Udeladt, har ingen relation til sin far, og han kan ikke huske, at han har været i Ukraine. Barn har kun boet sammen med sin far i fire måneder, og de har aldrig boet alene sammen. Sikkerhedssitu-
11
ationen i Ukraine er af en sådan karakter, at hun ikke for tiden – også af hensyn til sit andet barn – vil kunne vende tilbage til Ukraine sammen med Barn.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Mor og Far, der begge er ukrainske statsborgere, er forældre til Barn, der er født Dato 2021. Far boede ef-ter Barns fødsel i perioder sammen med Mor og Barn i Ukra-ine. Som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 aftalte de, at Mor skulle flytte til Polen med Barn, der da var ca. 9 måneder. Hun og barnet flyttede herefter sammen med hendes andet barn i marts 2022 til Polen, og i december 2022 flyttede de til Danmark.
Faderen bor fortsat i den vestlige del af Ukraine. Han havde indtil maj 2023 vi-deokontakt med Barn. Kontakten blev afbrudt, men senere genoptaget. I august 2023 anmodede faderen om at få udleveret barnet i henhold til Haager-konventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebort-førelser.
Sagen angår, om Barn, der nu er 3 år Udeladt, efter reglerne i børne-bortførelsesloven skal tilbagegives til sin far i Ukraine.
Børnebortførelseslovens § 10
Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, skal børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller til-bageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen om barnebortførelser. Efter stk. 2 er en bortførelse eller tilbageholdelse ulovlig, hvis handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.
Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at Barn må anses for at have bopæl i Ukraine i den forstand, som bopælsbegrebet må for-stås efter Haagerkonventionens artikel 3, og at Far ikke kan an-ses for at have givet samtykke til eller affundet sig med, at Barn opholder sig i Danmark.
Højesteret tiltræder herefter, at der er tale om en børnebortførelse eller ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelseslovens § 10, og at Barn som ud-gangspunkt skal tilbagegives til faderen i Ukraine.
Børnebortførelseslovens § 11
12
Børnebortførelseslovens § 11 indeholder en opregning af forhold, der kan be-grunde, at tilbagegivelse efter Haagerkonventionen nægtes, selv om der forelig-ger en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse af et barn.
Efter § 11, nr. 2, kan tilbagegivelse af barnet nægtes, hvis der er en alvorlig ri-siko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.
Som nævnt rejste Mor efter parternes fælles aftale fra Ukraine til Polen sammen med Barn, da han var 9 måneder, og han har ikke siden boet sam-men med Far. Faderen har efterfølgende via bl.a. videosamtaler haft en vis kontakt til Barn, der nu er 3 år Udeladt.
Højesteret lægger til grund, at Barn har en meget tæt tilknytning til mode-ren, som er hans primære omsorgsperson, og som på grund af forholdene i Ukraine og hensynet til hendes andet barn ikke uden videre vil kunne rejse med Barn til Ukraine, hvis han tilbagegives til faderen. På denne baggrund og under hensyn til længden af Barns ophold her i landet og hans begræn-sede kontakt til faderen tiltræder Højesteret, at tilbagegivelse af Barn vil sætte ham i en situation, som han ikke bør tåle.
Fars anmodning om tilbagegivelse af Barn tages derfor ikke til følge, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens kendelse.
THI BESTEMMES:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Publiceret til portalen d. 06-03-2025 kl. 12:00
Modtagere: Advokat (H) Klaus Søborg Jørgensen, Advokat (H) Johan Hartmann Stæger