Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 29. januar 2009 af Østre Landsrets 22. afdeling
(landsdommerne B. Tegldal, Black og Kirsten Thomassen (kst.) med domsmænd).
22. afd. a.s. nr. S-3604-08:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1984))
(advokat Stefan Reinel, besk.)
Københavns Byrets dom af 18. november 2008 (SS 4-23926/08) er anket af anklagemyn-digheden med påstand om skærpelse således, at påstanden om udvisning tages til følge.
Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om udvisning.
Tiltalte har for landsretten forklaret om sine personlige forhold. Endvidere har Vidne 2 afgivet forklaring som vidne.
Tiltalte har forklaret, at han siden løsladelsen den 19. januar 2009 har fortsat sin uddannel-se og sit arbejde. Hans arbejdsgiver har tilbudt ham at fortsætte ansættelsesforholdet. Det er meget vigtig for ham at afslutte sin uddannelse her i landet. Hans far er død, og hans mor, som bor i Litauen, er uden arbejde, og han er derfor eneforsørger. Han mangler et par måneder eller lidt mere i at færdiggøre uddannelsen. Han har fået tilbud om at blive udsta-tioneret i Norge efter afsluttet uddannelse. Han indrejse i Danmark den 13. maj 2008. Han har ikke familie her i landet.
- 2 -
Vidne 2 har forklaret, at han var sammen med tiltalte den pågældende aften. Han, Person 1 og tiltalte var på vej til Hovedbanegården for at komme hjem. Vidnet gik lidt foran og hør-te støj bagfra. En kraftig mand holdt fast i tiltalte på en noget brutal måde. En dørmand holdt fast i Person 1. Han så ikke, hvad der var sket forud. Han gik tilbage og spurgte en af vag-terne, hvad årsagen var. I samme øjeblik fik han et slag og blev lagt ned med ansigtet mod asfalten. Han kunne ikke rejse sig. Han har ikke set nogen slå.
Landsretten bemærkninger
Det fremgår af sagen, at tiltalte, der er litauisk statsborger, indrejste i Danmark den 13. maj 2008 med henblik på at gennemgå et svejsekursus.
Tiltalte blev ved Københavns Byrets dom af 1. oktober 2008 idømt 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved den 2. august 2008 at have tildelt den foru-rettede flere slag i ansigtet og herefter, mens forurettede lå ned, at have tildelt denne flere spark, herunder i hvert fald et spark i hovedet. Tiltalte var under sagen varetægtsfængslet fra den 2. august 2008 og blev løsladt fra afsoning den 1. oktober 2008.
I denne sag er tiltalte fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 begået over for en dørmand den 17. oktober 2008. Tiltalte har i denne sag været varetægtsfængslet fra den 17. oktober 2008 til den 19. januar 2009.
Betingelserne efter udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 1, for at udvise Tiltalte er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om udvisning vil være forenelig med artikel 33, sammenholdt med artiklerne 27 og 28, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdi-rektivet), jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3.
Når henses til, at tiltalte under sit kortvarige ophold i Danmark i to tilfælde har gjort sig skyldig i vold, der er henført under straffelovens § 245, henholdsvis § 244, jf. § 247, findes hans adfærd at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Udvisning af tiltalte, der reelt er uden tilknytning til Danmark, med indrejseforbud i 3 år, findes ikke at være i strid med proportionalitetsprincippet. Herefter tages anklagemyndig-hedens påstand om udvisning til følge.
- 3 -
I øvrigt stadfæstes dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at han udvises af Danmark med indrejseforbud i 3 år.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog at statskassen endeligt betaler 4.000kr. med tillæg af moms af salæret til forsvareren.