Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Afsagt den 19. marts 2008 af Østre Landsrets 11. afdeling
(landsdommerne C. Levy, Norman E. Cleaver og Henrik Gam).
11. afd. kære nr. S-653-08:
Rigspolitiet,
Udlændingeafdelingen
mod
Sigtede
(CPR nr. (Født 1976))
(advokat Henrik Stagetorn, besk.)
Sigtede, der har været frihedsberøvet fra den 15. august 2007, har kæret Køben-havns Byrets kendelse af 27. februar 2008 ( SS 90.17766/2007 ), der må forstås således, at den vedrører fortsat frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, til den 26. marts 2008, hvilket parterne er enige om.
Sigtede har nedlagt påstand om løsladelse, subsidiært om løsladelse på vilkår, at det pålægges ham at deponere pas og give møde hos politiet på nærmere angivne tids-punkter, jf. udlændingelovens § 34, stk. 1, nr. 1 og 4. Mest subsidiært nedlægges påstand om ophævelse af kendelsen og hjemvisning til fornyet behandling.
Rigspolitiet har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet.
- 2 -
Sagens omstændigheder
Sigtede indrejste efter det oplyste oprindeligt i Danmark den 4. december 2000. Han blev den 29. september 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Den 1. september 2005 meddelte Udlændingeservice ham tidsube-grænset opholdstilladelse. Han blev efter det oplyste i 2006 gift med den danske stats-borger Person, med hvem han har et barn. Integrationsministeren har den 22. juni 2007 på baggrund af en indstilling fra justitsministeren vurderet, at Sigtede må anses for en fare for statens sikkerhed jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 1, og at de op-lysninger, der har ført til denne vurdering, af sikkerhedsmæssige grunde, ikke må videre-gives til ham eller udlændingemyndigheder jf. udlændingelovens § 45 b, stk. 2. Udlændin-geservice inddrog på den baggrund den 3. juli 2007 opholdstilladelsen efter § 7, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2. Han blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende for bestandig, jf. lovens § 25 og § 32, stk. 4. Den 15. august 2007 blev Sigtede efter ny på at være indrejst i Danmark frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter lovens § 25. Udlændingeservice besluttede samme dag at genoptage sagen for at partshøre Sigtede. Med afgørelse af 30. oktober 2007 fastholdt Udlændingeservice afgørelsen om inddragelse af opholds-tilladelse og udvisning i medfør af udlændingelovens § 25, nr. 1, og traf endvidere af-gørelse om, at han kan udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke udrejser frivilligt, jf. § 32 a. Afgørelsen om inddragelse af opholdstilladelsen er indbragt for Flygt-ningenævnet, der efter det oplyste skal behandle sagen den 1. april 2008. Afgørelsen om udvisning er indbragt for Integrationsministeriet, der efter det oplyste forventer at træffe afgørelse i sagen inden udgangen af marts 2008.
Kærende har til støtte for de nedlagte påstande navnlig gjort gældende, at grundlaget for byrettens kendelse om frihedsberøvelse ikke opfylder kravet om, at retsafgørelser skal be-grundes. Udlændingemyndighedens manglende fremlæggelse af materiale vedrørende sik-kerhedsvurderingen bør komme indkærede til skade, således at der sker løsladelse. Fortsat frihedsberøvelse er endvidere i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention herunder artikel 5, fordi domstolene ikke har mulighed for at vurdere det materiale, som ligger til grund for afgørelsen om frihedsberøvelse, hvilket gør denne vilkårlig. Hertil kommer, at det efter mindstemiddel-princippet i udlændingelovens § 34 vil være fuldt til-strækkeligt, at han deponerer sit pas og giver møde hos politiet. Det kan ikke lægges til grund at Sigtede har modsat sig udsendelse af Danmark.
- 3 -
Rigspolitiet, Udlændingeafdelingen, har anført, at der i et tilfælde som det foreliggende, hvor myndighederne har vurderet, at udlændingen er til fare for landets sikkerhed, er hjemmel i udlændingelovens § 36, stk. 1, jf. § 37, stk. 3, til at frihedsberøve Sigtede med henblik på at sikre muligheden for at kunne udvise ham efter lovens § 25, nr. 1. Sigtede har klart tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke til en udsen-delse af Danmark, og det må på grund af hans familiemæssige forhold befrygtes, at han vil forsøge at unddrage sig en eventuel udvisning. Som følge heraf er de i § 34 i loven nævnte foranstaltninger ikke tilstrækkelige. Da tvangsmæssig udsendelse til Irak af kærende vil kunne ske inden for en overskuelig fremtid, er en forlængelse af frihedsberøvelsen ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Der skal ikke under kæresagen tages stilling til det underliggende spørgsmål om udvisning, men alene til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Uanset formuleringen af byrettens retsbog må det efter sagens oplysninger og parternes erklæringer lægges til grund, at byrettens kendelse er truffet i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, og at der er sket forlængelse af en frihedsberøvelse efter de pågældende be-stemmelser.
Under kæresagen skal landsretten foretage en prøvelse af, om byrettens kendelse om for-længelse af frihedsberøvelsen er lovlig efter udlændingelovens § 37, stk. 3, jf. § 36, stk. 1, således som bestemmelserne må forstås særlig i lyset af artikel 5 i Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at Sigtede ved frihedsberøvelsens iværksættelse havde fast bopæl her i landet. Derfor kan der efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. punktum, alene ske frihedsberøvelse af Sigtede for at sikre muligheden for udvisning efter lovens § 25. Den af Udlændingeservice trufne afgørelse af 3. juli 2007, som blev fastholdt den 30. oktober 2007, om udvisning af Sigtede er sket i med-før af udlændingelovens § 25, nr. 1, om udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Efter sagens oplysninger, herunder integrationsministerens skrivelse af 22. juni 2007, må det lægges til grund, at der er en mulighed for at udvise Sigtede efter udlændingelovens § 25. Der kan derfor ske frihedsberøvelse af Sigtede efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. punktum, jf. § 36, stk. 1, 1. punktum, så-
- 4 -
fremt de i lovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for en sådan udvisning.
Efter sagens oplysninger, herunder at frihedsberøvelsen af Sigtede er sket for at sikre muligheden for en udvisning af ham efter udlændingelovens § 25, nr. 1, og henset til at han ikke frivilligt vil udrejse til Irak, må det lægges til grund, at de i lovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for en sådan udvisning.
Derfor findes betingelserne for fortsat frihedsberøvelse af Sigtede efter udlæn-dingelovens § 36, stk. 1, 1. og 2. punktum, at være opfyldt.
Selv om det må lægges til grund, at Sigtede har været frihedsberøvet efter ud-lændingeloven siden den 15. august 2007, findes fortsat frihedsberøvelse ikke at være af-skåret efter det almindelige proportionalitetsprincip. Der er herved navnlig lagt vægt på, at frihedsberøvelsen sker for at sikre en mulighed for udvisning efter lovens § 25, nr. 1, sam-menholdt med at det må antages, at tvangsmæssig udsendelse til Irak af Sigtede vil kunne ske inden for en overskuelig fremtid.
Spørgsmålet er herefter om fortsat frihedsberøvelse af Sigtede er i strid med arti-kel 5, stk. 1, litra f, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention. Det fremgår af menneskerettighedsdomstolens praksis, at en frihedsberø-velse omfattet af artikel 5 ikke må være vilkårlig. Da den fortsatte frihedsberøvelse af Sigtede er begrundet i hensynet til at sikre muligheden for gennemførelse af en afgø-relse om udvisning af ham, og da frihedsberøvelsen er i overensstemmelse med udlændin-gelovens § 36, stk. 1, kan denne frihedsberøvelse ikke anses for at være vilkårlig og derfor ikke i strid med konventionen på dette punkt.
Vedrørende det af kærende anførte om prøvelse af den af Udlændingeservice trufne afgø-relse om udvisning bemærkes, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 15. november 1996 i sagen Chahal mod Storbritannien (præmis 128), at de nationale domstole skal prøve frihedsberøvelsens lovlighed; der kan derimod efter konventionens artikel 5, stk. 4, ikke stilles krav om, at de nationale domstole skal have kompetence til at kontrollere, om den underliggende udvisningsbeslutning er berettiget efter national lovgiv-ning eller efter konventionen. Det forhold at integrationsministeren og Udlændingeservice ikke har oplyst beslutningsgrundlaget for sikkerhedsvurderingen, som ligger til grund for
- 5 -
beslutningen om udvisning af Sigtede, indebærer derfor heller ikke en over-trædelse af artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
På denne baggrund findes forlængelsen af frihedsberøvelsen af Sigtede ikke at være i strid med artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der er ikke, som sagen er forelagt, grundlag for at fastslå, at frihedsberøvelsen er i strid med andre bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Som følge af det anførte findes den ved byrettens kendelse af 27. februar 2008 trufne be-stemmelse om at forlænge frihedsberøvelsen af Sigtede at være lovlig efter ud-lændingelovens § 36, stk. 1.
Derfor stadfæstes byrettens kendelse med ændringer som nedenfor anført.
T h i b e s t e m m e s :
Sigtede skal forblive frihedsberøvet med en frist der udløber den 26. marts 2008.
Kæremålsomkostningerne ophæves.