Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens dom om drabsforsøg stadfæstes

Vestre LandsretStraffesag2. instans14. januar 2025
Sagsnr.: 416/25Retssagsnr.: SS-2012/2024-VLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Vestre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-2012/2024-VLR
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
416/25
Sagsdeltagere
Rettens personaleKaren Foldager; Rettens personaleMalene Værum Westmark; PartsrepræsentantBetina Hald Engmark; PartAnklagemyndigheden; Rettens personaleThomas Steensen

Dom

D O M

afsagt den 14. januar 2025 af Vestre Landsrets 6. afdeling (dommerne Malene Værum Westmark, Karen Foldager og Thomas Steensen (kst.) med domsmænd) i ankesag

V.L. S – 2012 – 24

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

født Dato 1996

(advokat Betina Hald Engmark, Frederiksberg)

Retten i Kolding har den 8. oktober 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 1-2278/2024).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om udvis-ning, og at han alene meddeles en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at tiltalte udvises af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.

Forklaringer

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han taler arabisk med sin mor. Han taler bedst dansk og kan hverken skrive eller læse arabisk. Han taler dansk med sine søskende. Dansk er hans hovedsprog, og han taler også lidt dansk med sin mor.

- 2 -

Han har hverken familie, venner eller bekendte i Irak. Han har aldrig været tilbage i Irak, siden han kom til Danmark.

Han modtager stadig medicinsk behandling dagligt. Han får medicin tre gange om dagen. Han er ikke blevet anmeldt for trusler mod medpatienter. Han er selv blevet overfaldet med spark, mens han har været på psykiatrisk afdeling.

Han er meget tæt knyttet til sin mor og far og ved ikke, hvad han skulle gøre uden dem. Han kan ikke få en hverdag til fungere uden dem og sine søskende. Hans mor laver mad til ham og vasker hans tøj

Han har stadig sin danske kæreste. De bor ikke sammen, men har fremtidsplaner sammen. Han håber, at de kan få en hverdag til at hænge sammen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte der har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste 9 år, er fundet skyldig i forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, stk. 1, jf. § 21. Han er frifundet for straf, da han på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må sidestilles hermed. For at forebygge nye lovover-trædelser er han dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, og der er ikke fastsat en læng-stetid for denne foranstaltning, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2. Betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 6, er dermed opfyldt. Efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet skal der i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, som ud-gangspunkt meddeles et indrejseforbud for bestandig.

Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, at Tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Som anført af byretten er spørgsmålet herefter, om udvisning af Tiltalte vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Tiltalte, der er 28 år og statsborger i Irak, er ikke gift eller sam-levende og har ikke børn, men han har hele sin familie og venner i Danmark, og han har

- 3 -

haft lovligt ophold her i landet i ca. 22 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1.   

Som anført af byretten vil et sådant indgreb kun være berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at fore-bygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødven-dig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der skal i afvejningen indgå de hensyn, som byretten har beskrevet.   

Tiltalte er fastboende i Danmark og er indrejst i landet som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her. Der skal derfor foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning. Det skal også som anført i byrettens dom indgå i vurderingen, at tiltalte er frifundet for straf som følge af utilregnelighed begrundet i en tilstand af sinds-sygdom på gerningstidspunktet.   

Tiltalte er fundet skyldig i særdeles grov personfarlig krimina-litet, idet han med flere knivstik har overfaldet en tilfældig gammel mand, der derved kom i livsfare. Han er dømt for flere forhold, efter han er fyldt 18 år, herunder for personfarlig kriminalitet og er i den forbindelse idømt betinget udvisning. Han er dårligt integreret i det danske samfund.

Det fremgår af bl.a. mentalerklæringen, at tiltalte siden 15- års alderen har haft et stofmis-brug, og at den sindssygelige tilstand på gerningstidspunktet sandsynligvis er udløst af brug af euforiserende stoffer. Tiltalte har under indlæggelsen fremtrådt manipulerende og truende i forhold til medpatienter, som han har presset for medicin. Han er i mental-erklæringen beskrevet med dramatiske overdrivelser af sine psykiske symptomer. Han er ikke vurderet sindssyg på tidspunktet for mentalerklæringen. Han har kunnet nedtrappes af den medicinske behandling, og det forventes, at han helt kan trappes ud heraf.

Herefter og henset til de omstændigheder, som byretten i øvrigt har henvist til, finder landsretten efter en samlet afvejning, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der taler imod udvisning.   

Varigheden af et indrejseforbud skal som anført af byretten også indgå i vurderingen af, om udvisning vil indebære et uproportionalt indgreb. Det tiltrædes af de grunde, som

- 4 -

byretten har anført, at en udvisning for bestandig vil være et uproportionalt indgreb, men at en udvisning med et indrejseforbud på 6 år ikke vil være det.

Der er herved tillige lagt vægt på bekendtgørelse nr. 1545 af 12. december 2024 om ud-lændinges adgang til Danmark på grundlag af visum, der trådte i kraft den 1. januar 2025. Efter indholdet af bekendtgørelsens § 16, stk. 7, kan tiltaltes mulighed for efter indrejse-forbuddets udløb at opnå visum til indrejse i Danmark ikke anses for teoretisk.   

Det tiltrædes derfor, at tiltalte er udvist med et indrejseforbud på 6 år som sket.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Malene Værum Westmark Karen Foldager Thomas Steensen

(kst.)

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 451/25
Rettens sags nr.: SS-32/2025-HJR
Afsluttet
2. instansVestre LandsretVLR
DDB sags nr.: 416/25
Rettens sags nr.: SS-2012/2024-VLR
Anket
1. instansRetten i KoldingKOL
DDB sags nr.: 1225/24
Rettens sags nr.: SS-2278/2024-KOL
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb