Kendelse
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt fredag den 21. marts 2025
Sag 1/2024
Dagbladet Politiken ved journalist Kærende
(advokat Tyge Trier)
mod
Rigspolitiet
(advokat Jacob Pinborg)
I tidligere instanser er der afsagt kendelse af Retten i Hillerød den 26. oktober 2023 (9-3642/2023) og Østre Landsrets 18. afdeling den 9. november 2023 (S-2993-23).
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Kruse Mikkelsen, Kristian Korfits Nielsen og Rikke Foersom.
Påstande
Dagbladet Politiken ved journalist Kærende har nedlagt følgende påstande:
Principalt
1.Østre Landsrets kendelse om dobbelt lukkede døre ophæves.
2.Østre Landsrets kendelse om dørlukning ophæves.
Subsidiært
3.Østre Landsrets kendelse om dobbelt lukkede døre ophæves og hjemvises.
4.Østre Landsrets kendelse om dørlukning ophæves og hjemvises.
- 2 -
Rigspolitiet har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ændres, således at kæresagen af-vises fra behandling i landsretten. Subsidiært er der nedlagt påstand om stadfæstelse af lands-rettens kendelse for så vidt angår spørgsmålet om dørlukning under forhandling om dørluk-ning og stadfæstelse af byrettens kendelse for så vidt angår dørlukning.
Sagsfremstilling
Ved retsmøde i Retten i Hillerød den 4. august 2023 blev Udlænding fremstillet med henblik på godkendelse og opretholdelse af politiets frihedsberøvelse af ham i medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Fremstillingen skete for lukkede døre i medfør af retsple-jelovens § 29, stk. 1, nr. 2, og forhandlingen om dørlukningen skete for lukkede døre i medfør af retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. Ved retsmødet blev det bestemt, at frihedsberøvelsen var lovlig, og at han med henblik på udsendelse fortsat skulle være frihedsberøvet indtil den 31. august 2023.
Frihedsberøvelsen blev efterfølgende forlænget på samme grundlag, og bl.a. ved retsmøde den 26. oktober 2023 blev Udlænding fremstillet i Retten i Hillerød med henblik på fortsat frihedsberøvelse. Nordsjællands Politi anmodede om, at dørene blev lukket i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, under retsmødet, og at forhandlingen om dørlukningen også skulle ske for lukkede døre i medfør af retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. Advokat, der repræsenterede Udlænding, og journalist Kærende, som var til stede i retten, protesterede herimod.
Byretten afsagde kendelse om, at forhandlingen om dørlukningen skulle ske for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. I kendelsen er anført:
”Efter det oplyste må d et antages, at afgørende hensyn til fremmede magter kræver, at forhandling om dørlukning skal foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt.”
Byretten afsagde endvidere kendelse om, at retsmødet skulle holdes for lukkede døre, jf. rets-plejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. I kendelsen er anført:
”Efter det oplyste må det antages, at statens forhold til fremmede magter kræver, at rets-mødet skal holdes for lukkede døre. Anmodningen herom tages derfor til følge i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Retten finder, at det oplyste om, at Retten i Holbæk i en afgørelse i en lignende sag har truffet afgørelse om behandling for åbne døre, ikke
- 3 -
kan føre til et andet resultat. Retten bemærker at afgørelsen i den pågældende sag efter det oplyste er kæret til Østre Landsret.”
Byretten traf herefter afgørelse om, at Udlænding fortsat skulle være frihedsberøvet efter hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 37.
Journalist Kærende kærede den 27. oktober 2023 begge dørlukningskendelser til lands-retten.
Ved kendelse af 9. november 2023 stadfæstede landsretten byrettens afgørelse om dørlukning under forhandling om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. Landsretten afviste
ved samme kendelse journalist Kærendes kære af afgørelsen om dørlukning under rets-mødet, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Landsrettens kendelse er sålydende:
”Landsretten o pfatter kæremålet som dels en kære af spørgsmålet om dørlukning under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., og dels en kære af spørgsmålet om selve dørlukningen, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Da journali-sten ikke har været til stede i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet om sel-ve dørlukningen, kan han ikke kære dette spørgsmål, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2, 2. pkt.
For så vidt angår spørgsmålet om dørlukning under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., er landsretten i øvrigt enig i byrettens resultat og begrundelse herfor.
Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse herom.”
Retsgrundlag
Frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16 (tidligere udlændingelovens § 36)
Hjemrejselovens § 16 indeholder regler om administrativ frihedsberøvelse af udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet. Af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., følger, at:
”Såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelo-vens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsbe-røves.”
I udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, 1. pkt., er fastsat følgende:
- 4 -
” En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36 og hjemrejselovens § 16, skal, med-mindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværk-sættelse fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse.
…
Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.”
Bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 226 af 8. juni 1983 og er ikke efterfølgende ændret. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen (Folketingstidende 1982-83, tillæg A, lovforslag nr. L 105, sp. 2060) er anført, at bestemmelsen i alt væsentlighed svarer til §§ 28-29 i lovud-kastet i betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen. Af de specielle bemærkninger til § 29, stk. 4, i det pågældende lovudkast (betænkningen s. 192) fremgår:
”Bestemmelsen i stk. 4 indeholder nogle regler om domstolsprøvelsen, i hovedsagen svarende til reglerne i udlændingelovens § 8, stk. 5. Rettens afgørelser træffes som hid-til ved kendelse. Da der ikke er tale om en straffesag, finder reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære i borgerlige sager anvendelse.”
Retsplejelovens regler om kære i civile sager, herunder journalisters kæreadgang
Retsplejelovens kapitel 37 om kære i civile sager indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
”§ 389. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.
…
§ 389 a . Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhand-lingen eller under dennes forberedelse eller under behandlingen af en sag om optagelse af bevis, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade af-gørelsen prøve af landsretten som 2. instans.
Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnæv-net, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.
…
§ 393. Kære kan iværksættes af enhver, over for hvem kendelsen eller beslutningen in-deholder en afgørelse.
Stk. 2. Kendelser om dørlukning kan tillige kæres af personer, der
1)er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, og
2)har været til stede eller været repræsenteret ved en person som nævnt i nr. 1 fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.
- 5 -
…”
Kærebegrænsningsreglen i § 389 a blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 737 af 25. juni 2014. Af det pågældende lovforslag (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 36) fremgår, at formålet med bestemmelsen er at begrænse muligheden for frit at kunne kære byrettens afgørelser under sagen, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for at ned-bringe sagsbehandlingstiden ved byretterne. Af de specielle bemærkninger til § 389 a fremgår bl.a. (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 122):
Den særlige regel i § 393, stk. 2, om journalisters kære af kendelser om dørlukning blev ind-sat i retsplejeloven ved lov nr. 362 af 2. juni 1999. Af det bagvedliggende lovforslag, som bygger på betænkning nr. 1330/1997 om samarbejdet mellem retterne og pressen, fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 2021-2022):
” 6. Masseme di ernes ret til at udtale sig om og kære afgørelser om dørlukning, referat-forbud og navneforbud.
6.1. Gældende ret m.v.
- 6 -
Massemedierne har efter de gældende regler i retsplejeloven ikke ret til at udtale sig, in-den retten træffer afgørelse om dørlukning eller nedlægger referatforbud eller navnefor-bud.
Efter retsplejelovens § 30, stk. 1, skal rettens beslutning om at lukke dørene træffes ved kendelse. I straffesager kan rettens beslutninger om dørlukning kæres, mens kendelser, der går ud på, at dørene skal lukkes, ikke kan kæres i civile sager. …
Kære kan efter de generelle regler i retsplejelovens §§ 393 og 968, stk. 1, indgives af enhver, over for hvem en kendelse eller beslutning indeholder en afgørelse. Domstolene har afvist at behandle journalisters kære af kendelser om dørlukning i straffesager under henvisning til, at kendelserne ikke indeholdt en afgørelse i forhold til journalisterne, jf. betænkningen side 106-107.
6.2. Lovforslagets indhold.
Udvalget fremhæver, at massemediernes omtale af, hvad der foregår i retssalene, er en forudsætning for reel offentlighed i retsplejen.
Udvalget anfører, at anklager og forsvarer i straffesager som regel er enige om at ønske dørlukning m.v. Dette medfører efter udvalgets opfattelse en risiko for, at det ikke over-vejes nøje, om betingelserne for dørlukning m.v. er opfyldt. Den begrænsede kæread-gang indebærer også en risiko for, at de enkelte retters praksis kan være meget forskel-lig.
Udvalget foreslår, at massemedierne tillægges ret til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om dørlukning, referatforbud eller navneforbud. Udvalget anfører, at en sådan ret for mediernes repræsentanter til at udtale sig vil sikre, at der kommer synspunkter frem, som kan give retten bedre mulighed for at vurdere, om eller i hvilket omfang of-fentlighedsprincippet bør fraviges i den konkrete sag.
Udvalget foreslår endvidere, at massemedierne gives adgang til over for retten at frem-sætte begæring om ophævelse af referatforbud og navneforbud.
Udvalget finder endelig, at der bør gives massemedierne adgang til som udgangspunkt at kære afgørelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud (herunder også rettens nægtelse af at ophæve et referatforbud eller navneforbud, jf. ovenfor). Udvalget anfører, at en kæreadgang for pressen navnlig skal skabe mulighed for at få fastlagt nogle gene-relle retningslinjer og dermed en mere ensartet praksis ved de enkelte retter. Efter ud-valgets opfattelse vil en kæreadgang for pressen sandsynligvis også medføre, at afgørel-ser om dørlukning m.v. bliver begrundet mere fyldestgørende.
Udvalget foreslår dels, at de gældende indskrænkninger i kæreadgangen for så vidt an-går dørlukning, referatforbud og navneforbud ophæves, dels at der gives massemedier-nes repræsentanter adgang til at kære rettens afgørelser herom.
…
Udvalget finder, at det ved afgørelser om dørlukning bør være en betingelse for masse-mediernes kæreadgang, at det pågældende medie var repræsenteret under det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet om dørlukning.
- 7 -
Udvalget anfører, at de almindelige kæreregler bør gælde for massemediernes kæremål. De indskrænkninger i kæreadgangen, der gælder for enhver, som ikke er part i sagen, bør også gælde for medierne.
…
Udvalget finder, at massemediers kæremål vedrørende dørlukning m.v. kun helt undta-gelsesvis bør tillægges opsættende virkning, idet kæreadgangen som ovenfor nævnt navnlig har til formål at give massemedierne mulighed for generelt at øve indflydelse på domstolenes vurdering af, hvornår det er rimeligt at begrænse offentlighedens adgang til at følge en sag på denne måde.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Justitsministeriet finder dog, at massemedierne bør være underlagt samme begrænsning som sagens parter i adgangen til at kære afgørelser om dørlukning m.v. i sager, der behandles af landsretten som 2. instans, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, der indebærer, at disse kæremål kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.
…
Forslaget indebærer, at massemedierne får en ret til at udtale sig samt en kæreadgang, som andre, der er til stede som tilskuere ved et retsmøde, ikke får. I nogle høringssvar og i den offentlige debat om udvalgets betænkning er der stillet spørgsmål ved, om den-ne ”forskelsbehandling ” er rimelig, og der er også blevet peget på risikoen for, at medi-erne kommer til at involvere sig som en slags parter i de konkrete sager.
Justitsministeriet er enig i, at det kan give anledning til væsentlig tvivl, om der bør ind-føres kæreadgang m.v. alene for massemedierne. Overvejelser om en bredere kæread-gang m.v. rejser imidlertid en række principielle og praktiske spørgsmål, der må indgå i det generelle reformarbejde vedrørende retsplejen, som Retsplejerådet er i gang med. I forbindelse med dette lovforslag er alternativet til at gennemføre udvalgets forslag såle-des ikke at udvide kæreadgangen m.v. yderligere, men at opretholde de gældende regler indtil videre.
Forslaget om kæreadgang m.v. for massemedierne er fremsat af et enigt udvalg. Justitsministeriet har bl.a. i lyset heraf fundet det rigtigt at medtage forslaget, også un-der hensyn til, at hovedformålet med at tillægge medierne beføjelse på dette område vil være at sikre, at det generelle hensyn til offentlighedsprincippet indgår i domstolenes vurdering af, hvornår det er rimeligt at begrænse offentlighedens adgang til at følge en sag. Efter Justitsministeriets opfattelse bør de foreslåede regler herefter virke en tid, så-ledes at der kan indhøstes erfaringer med deres anvendelse i praksis og deres betydning for afviklingen af retssager med stor medieinteresse.
...”
Af de specielle bemærkninger til § 393, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7), fremgår bl.a. (Folke-tingstidende 1998-1999, Tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 2038):
”Det forudsættes, at e n journalist, der har overværet et retsmøde, indtil der blev truffet afgørelse om ”dobbeltlukkede ” døre, vil kunne kære begge dørlukningsafgørelser, jf.
- 8 -
bemærkningerne til den foreslåede § 29 c vedrørende ”dobbelt ” dørlukning. Den første afgørelse om dørlukning vil alene medføre, at journalisten ikke får adgang til at udtale sig om den anden dørlukningsafgørelse.
...”
Dørlukning
Det grundlæggende princip om offentlighed i retsplejen fremgår af grundlovens § 65, stk. 1, og retsplejelovens § 28 a, hvorefter retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov.
Af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, fremgår det, at:
”Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning),
…
2) når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det…”
Det følger af retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 1. pkt., at afgørelse om dørlukning efter retspleje-lovens § 29 træffes ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende repræsentanter fra pres-sen har haft lejlighed til at udtale sig. Af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., fremgår:
”Retten kan, især hvis afgør ende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, ved kendelse bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene skal luk-kes, skal foregå for lukkede døre.”
Reglerne i retsplejelovens kapitel 2, herunder retsplejelovens § 29, fik i hovedtræk deres nu-værende affattelse ved lov nr. 362 af 2. juni 1999. Det bagvedliggende lovforslag nr. 78 af 5. november 1998 bygger på betænkning nr. 1330/1997 vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen.
Af betænkning nr. 1330/1997 fremgår (s. 95):
”1. 1. Retsplejelovens §§ 29 og 30 (dørlukning)
I overensstemmelse med grundlovens § 65, hvorefter der i retsplejen i videst muligt om-fang skal gennemføres offentlighed, er det i retsplejelovens § 29, stk. 1, fastsat, at rets-møder er offentlige. Hovedhensynet bag reglen om offentlighed i retsplejen må antages at være, at offentlighedens herunder mediernes adgang til at overvære retssager skal sik-re en retfærdig rettergang. Over for dette hensyn står en række andre hensyn, som taler
- 9 -
for, at offentlighedens adgang til at overvære et retsmøde indskrænkes. Retsplejelovens § 29, stk. 2-6 opremser sådanne hensyn.
…”
Under udvalgets overvejelser anføres følgende om dørlukning (s. 111-112):
”Anvendelsen af ”dobbeltlukkede døre” har også været drøftet. Nå r også forhandling om dørlukning foregår for lukkede døre, sker der total hemmeligholdelse af den sigtedes identitet og sigtelsen og ofte også af, at der overhovedet har fundet retsmøde sted. Der har i udvalget været argumenteret for, at der må være en minimumsgrænse for, hvad der kan holdes skjult for offentligheden. Det har således været nævnt, at der altid bør være adgang til at gøre sig bekendt med sigtedes identitet, sigtelsens karakter, den sigtedes stilling til sagen (erkender/nægter), samt om der er sket fængsling (herunder hvor læn-ge, og om der har været tale om isolation) eller løsladelse, og om rettens afgørelse er kæret. Modsat har det været anført, at adgang til disse oplysninger netop er i strid med hele formålet med at lukke dørene under forhandlingen om spørgsmålet om lukkede dø-re, nemlig at varetage hensynet til fremmede magter og til sagens oplysning. Dobbelt-lukkede døre bruges hyppigt i sager vedrørende narkotikakriminalitet og organiseret økonomisk kriminalitet, og i netop disse sager kan det være af afgørende betydning at kunne ”mørklægge” sagen under de indledende efterforskningsskridt.
Det er udvalgets konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre de gældende retsregler om dørlukning og referatforbud i retsplejeloven. De hensyn, der ligger bag reglerne, må nødvendigvis tilgodeses. Bestemmelsernes ordlyd bør dog ændres til en mere overskue-lig og moderne sprogbrug.
Selv om udvalget således ikke har fundet, at der er grundlag for at ændre retsplejelovens bestemmelser om dørlukning og referatforbud, finder udvalget, at domstolene i praksis i for ringe grad benytter sig af lovens mulighed for en differentiering af indskrænkninger-ne i offentligheden, ligesom afgørelserne om dørlukning og referatforbud ofte opleves som standardprægede uden reel begrundelse. Navnlig er det udvalgets opfattelse, at lov-ens ordning, hvorefter dørlukning kun kan ske, hvis nedlæggelse af referatforbud eller navneforbud ikke er tilstrækkeligt, næppe i alle tilfælde efterleves i overensstemmelse med lovens intentioner, ligesom det sjældent ses, at en dommer benytter sig af mulig-heden for foreløbigt referatforbud, som beskrevet af Dommer i U 1993 B.71. Det sidste synes især formålstjenligt i sager, der forinden rets-mødet (typisk et grundlovsforhør) har været meget omtalt i medierne, enten fordi medi-erne har været anledning til, at sagen blev kendt, eller fordi politiet under efterforsknin-gen har anmodet om mediernes bistand til efterlysning m.m. Det kan i disse sager være rimeligt at tage hensyn til den offentlige interesse, der allerede før retsmødet er skabt omkring sagen. Usikkerheden om hvilken type oplysninger, der vil komme frem, kan imidlertid gøre det nødvendigt at træffe bestemmelse om dørlukning.
…”
Af udvalgets specielle bemærkninger til lovudkastet fremgår (s. 35-36):
”Til § 29
- 10 -
Stk. 1 samler de bestemmelser om dørlukning, der er fælles for civile sager og straffe-sager, og svarer til den gældende retsplejelovs § 29, stk. 2, og delvis tillige stk. 3 og 4. Ordlyden i bestemmelser ne er ændret, idet ordene ”undtagelsesvis” og ”særegne o m-stændighed er” er udeladt. Disse ord har næppe en selvstændig betydning for praksis. Er de materielle betingelser for dørlukning opfyldt, kan dørene lukkes. Der er således ikke ved udeladelsen tilsigtet nogen lempelse af betingelserne for dørlukning.
…
Bestemmelsen om, at dørlukning kan ske, fordi særlige hensyn til fremmede magter kræver det, blev indført i 1939 umiddelbart før 2. verdenskrig. Bestemmelsen har været uden praktisk betydning. De internationale relationer må anses for tilstrækkeligt beskyt-tet ved bestemmelsen om dørlukning af hensyn til statens forhold til fremmede mag-ter…”
Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, lov-forslag nr. L 78, s. 2017-2019) fremgår:
”5.1. Gældende ret m.v.
Dørlukning.
Efter retsplejelovens § 29, stk. 1, er retsmøder som udgangspunkt åbne for offentlighe-den. Dette udslag af offentlighedsprincippet gælder både i civile sager og straffesager.
Princippet om åbne døre har navnlig til formål at medvirke til at sikre en retfærdig ret-tergang, jf. betænkningen side 95. Dette hensyn kan imidlertid i nogle nærmere angivne tilfælde vige for andre væsentlige hensyn, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2-6. Retten kan således i både civile sager og straffesager undtagelsesvis beslutte, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når hensynet til sædeligheden, ro og orden i retslokalet, statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.
…
I de ovenfor nævnte tilfælde skal retten overveje, om det i stedet for dørlukning vil være tilstrækkeligt med et referat- og navneforbud, jf. retsplejelovens § 29, stk. 5.
…
Trykt retspraksis om dørlukning er sparsom, og kendelserne er som regel konkret be-grundede.
…
5.2. Lovforslagets indhold.
Dørlukning og referatforbud.
Udvalget finder det nødvendigt, at de hensyn, som ligger bag reglerne om dørlukning og referatforbud, kan tilgodeses. Det gælder selv i sager, hvor offentlighedens interesse i at få information kan siges at veje særligt tungt, f.eks. i sager om forbrydelser i offentlig tjeneste eller sager om forbrydelser mod det offentlige.
- 11 -
Udvalget finder, at de gældende regler om dørlukning og referatforbud bør opretholdes. Udvalget foreslår dog nogle sproglige og redaktionelle ændringer af bestemmelserne.
Udvalget anfører, at det er væsentligt, at man i retternes praksis er opmærksom på de muligheder, som retsplejeloven giver for at differentiere indskrænkningerne i offentlig-hedens adgang til at følge en sag. Udvalget peger bl.a. på bestemmelsen i lovens § 29, stk. 5, hvorefter dørlukning ikke må ske, hvis det er tilstrækkeligt at anvende bestem-melserne om referatforbud og navneforbud.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
…”
Af de specielle bemærkninger til § 29 fremgår (Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, lov-forslag nr. L 78, s. 2031):
”Bestemmelsen i stk. 1 samler de bestemmelser om dørlu kning, der er fælles for civile sager og straffesager. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 29, stk. 2, samt del-vis stk. 3 og 4. Ordene ”undtagelsesvis” og ”særegne omstændigheder” er dog udeladt, idet de ikke kan antages at have nogen betydning for den praktiske anvendelse af be-stemmelsen. Dørene kan som hidtil lukkes, hvis de materielle betingelser herfor er op-fyldt. Der er således ikke med udeladelsen af de nævnte ord tilsigtet nogen realitetsæn-dring.
…
Udvalget har foreslået, at den gældende bestemmelse i lovens § 29, stk. 2, om dørluk-ning på grund af ”særl ige hensyn til fre mmede magter” ophæves. Efter udva lgets opfat-telse er det tilstrækkeligt, at dørene (som hidtil) kan lukkes af hensyn til statens forhold til fremmede magter.
I høringssvarene over betænkningen er der peget på, at det i sager om ydelse af interna-tional retshjælp kan være rimeligt at lukke dørene med henvisning til vedkommende sta ts interesser, uden at dørlukningen kan siges at være begrundet i ”statens forhold til fremme de magter” . Und er hensyn hertil foreslås den gældende bestemmelse videreført på dette punkt, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2.
…”
Om bestemmelsen i retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., fremgår følgende i betænkning nr. 1330/1997 (s. 36-37):
”Der skal fortsat kunne ske dørlukning under forhandlingerne om, hvorvidt retsmødet skal ske for lukkede døre. Det er i visse - relativt fåtallige - sager nødvendigt, at der kan ske en fuldstændig hemmeligh oldelse af retssagens behandling… Det er en konsekvens af ændringen i § 29, hvor alene hensynet til statens forhold til fremmede magter kan be-grunde dørlukning, at der i forslagets § 29 c nævnes hensynet til statens forhold til frem-
- 12 -
mede magter, i stedet for det mere generelle hensyn til fremmede magter, som anføres i gældende lovs § 30.
…”
Af de specielle bemærkninger fremgår (Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 2032):
”Der skal fortsat være mu lighed for, at dørene kan lukkes også under forhandlingerne om, hvorvidt retsmødet skal holdes for lukkede døre, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Det er i nogle få sager nødvendigt, at retssagens behandling kan holdes fuldstændig hemmelig.
…
Der skal ve d afgørelsen om ”dobbelt” dørl ukning som hidtil bl.a. lægges vægt på, om dørlukningen er påkrævet af hensyn til fremmede magter. Dette er en ændring i forhold til udvalgets forslag, hvorefter alene hensynet til statens forhold til fremmede magter skulle ku nne begrunde ”dobbelt” dørlukn ing, jf. om begrundelsen herfor bemærknin-gerne til den foreslåede § 29 ovenfor.”
Anbringender
Dagbladet Politiken ved journalist Kærende har anført navnlig, at kæresagen ikke skal afvises under henvisning til, at Procesbevillingsnævnet ikke har meddelt tilladelse til at kære byrettens kendelse til landsretten, jf. retsplejelovens § 389 a. Landsretten foretog en materiel prøvelse af kæremålet den 9. november 2023, og der var dermed ingen anledning til at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse, heller ikke selv om 14-dages-fristen herfor ikke var ud-løbet.
Det er i strid med gældende praksis, at landsretten afviste at behandle kæren af byrettens ken-delse om dørlukning. Det er fast antaget i såvel loven som litteratur og retspraksis, at en jour-nalist kan kære en kendelse om dørlukning, selv om den er afsagt bag lukkede døre, når jour-nalisten har været til stede i begyndelsen af retsmødet, og inden der blev truffet afgørelse om dørlukning under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt.
Det er en betingelse for at lukke dørene efter retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, at statens for-hold til fremmede magter kræver det. Denne betingelse var ikke opfyldt i retsmødet i byretten den 26. oktober 2023, idet der var tale om en almindelig fristforlængelse i relation til en helt almindelig sag om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse. Den hjemsendelsesaftale, som det drejer sig om, har eksisteret i mere end syv år, og den har været offentligt omtalt flere
- 13 -
gange. Aftalen er således almindelig kendt i offentligheden, og der ses ikke at være konkrete hensyn, der tilsiger at holde den hemmelig. Generelt indebærer konkrete forhandlinger om udsendelse af udlændinge et vist diplomati og behov for diskretion, men det gør sig gældende for alle sådanne forhandlinger, uanset hvilket modtagerland der er tale om. Der er ikke i sager som den foreliggende grundlag for pr. automatik at lukke dørene. Det kan kun ske, hvor der er reelle årsager til det, f.eks. hvor en forhandling om en konkret udsendelse tilsiger det. Det underbygges også af UfR 2023.4567 H.
Den skærpede betingelse for at lukke dørene under forhandling om dørlukning efter retspleje-lovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., er heller ikke opfyldt i den foreliggende sag.
Rigspolitiet har anført navnlig, at kæresagen skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære i civile sager. Kæresagen burde have været afvist af landsretten med hen-visning til, at journalist Kærende ikke var meddelt kæretilladelse af Procesbevillings-nævnet efter retsplejelovens § 389 a. At der er meddelt tilladelse af Procesbevillingsnævnet til kære af landsrettens kendelse til Højesteret, ændrer ikke herpå.
Hvis Højesteret måtte finde, at der ikke er grundlag for at afvise sagen, bør Højesteret stadfæ-ste byrettens kendelse om dørlukning efter retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, og stadfæste landsrettens kendelse om, at dørene skulle lukkes under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt.
Rigspolitiet er enig i, at det følger af retsplejelovens § 393, stk. 2, at journalist Kærende var berettiget til at kære spørgsmålet om dørlukning under retsmødet, selv om han ikke var til stede, da kendelsen herom blev afsagt.
Uagtet at landsretten således ikke burde have afvist denne del af sagen, var det imidlertid kor-rekt, at byretten behandlede sagen for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Sta-tens forhold til fremmede magter krævede, at selve retsmødet blev holdt for lukkede døre. Der henvises herved til de oplysninger, som er fremlagt under sagen.
Afgørende hensyn til fremmede magter medførte endvidere, at betingelserne for at lukke dø-rene under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., var opfyldt
- 14 -
ved byrettens retsmøde den 26. oktober 2023. Formålet med dørlukning efter § 29, stk. 1, nr. 2, ville være forspildt, hvis ikke forhandlingen om dørlukning var sket for lukkede døre.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår i første række, om landsretten burde have afvist den kære af byrettens kendelser af 26. oktober 2023 om dørlukning, der er iværksat af journalist Kærende, Politiken, fordi der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at kære kendelserne, jf. retspleje-lovens § 389 a. Hvis dette ikke er tilfældet, er spørgsmålet i anden række, om det var med rette, at byretten traf afgørelse om dels at lukke dørene under forhandlingen om dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt., dels at lukke dørene under retsmødet om frihedsberøvel-se af Udlænding, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Det er i den forbindelse også spørgsmålet, om det var med rette, at landsretten afviste at behandle journalist Kærendes kære af spørgsmålet om selve dørlukningen i medfør af § 29, stk. 1, nr. 2.
Afvisningspåstanden
Byretten traf den 26. oktober 2023 afgørelse om, at Udlænding fortsat skulle være frihedsberøvet, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 37.
Af udlændingelovens § 37, stk. 3, fremgår, at rettens afgørelser kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære i civile sager. I kapitlets § 389 a er fastsat, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes for-beredelse eller under behandlingen af en sag om optagelse af bevis, ikke kan kæres uden Pro-cesbevillingsnævnets tilladelse. Det fremgår samtidig af § 393, stk. 2, at kendelser om dør-lukning kan kæres af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, og som har været til stede eller har været repræsenteret ved en person som nævnt i 1. pkt. fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet.
Højesteret finder, at den særlige kæreadgang, som følger af retsplejelovens § 393, stk. 2, ikke er afskåret ved kærebegrænsningsreglen i § 389 a. En fri adgang for journalister til at kære rettens afgørelse om dørlukning kan ikke anses for at stride mod hovedsigtet med § 389 a, hvorimod det vil være i modstrid med de hensyn, der førte til indførelsen af § 393, stk. 2, at kræve, at journalister skal søge om procesbevilling, hver gang de vil kære en afgørelse om dørlukning.
- 15 -
Højesteret tager derfor ikke påstanden om afvisning til følge.
Journalist Kærendes kæreadgang
Som nævnt fremgår det af retsplejelovens § 393, stk. 2, 1. pkt., at kendelser om dørlukning kan kæres af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4. En betingelse herfor er, at den pågældende har været til stede eller været repræsenteret ved en person som nævnt i 1. pkt. fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet, jf. 2. pkt.
I forarbejderne til § 393 er det forudsat, at en journalist, der har overværet et retsmøde, indtil der blev truffet afgørelse om ”dobbeltlukkede ” døre, kan kære begge dørlukningskendelser. Den første afgørelse om dørlukning vil alene medføre, at journalisten ikke får adgang til at udtale sig om den anden dørlukningsafgørelse.
Kærende er som journalist på Politiken omfattet af personkredsen i retsplejelovens § 172, stk. 1. Det fremgår af retsbogen for retsmødet i byretten den 26. oktober 2023, hvor spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse af Udlænding blev behandlet, og hvor også spørgsmålet om dørlukning blev behandlet, at journalist Kærende var til stede ved rets-mødets begyndelse, og at han protesterede mod politiets anmodning om, at dørene skulle luk-kes under forhandlingen om dørlukning under retsmødet.
Højesteret finder på denne baggrund, at landsretten ikke var berettiget til at afvise journalist Kærendes kære af byrettens afgørelse om dørlukning under retsmødet. At journalist Kærende som følge af afgørelsen om at lukke dørene ved forhandlingen om dørlukning ikke var til stede i det retsmøde, hvor byretten behandlede spørgsmålet om selve dørluknin-gen, kan således ikke føre til, at der ikke er kæreadgang for ham med hensyn til byrettens af-gørelse om dørlukning under retsmødet.
Dørlukning
Efter de foreliggende oplysninger tiltræder Højesteret, at afgørende hensyn til fremmede mag-ter krævede, at forhandling om, hvorvidt dørene skulle lukkes under retsmødet, skulle foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. Det tiltrædes endvidere, at det under hensyn til statens forhold til fremmede magter blev besluttet, at retsmødet om frihedsberøvel-
- 16 -
se af Udlænding skulle behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Det, som journalist Kærende har anført for Højesteret, kan ikke føre til et andet resultat.
Konklusion
Højesteret tager Rigspolitiets subsidiære påstand til følge, således at landsrettens kendelse stadfæstes for så vidt angår spørgsmålet om dørlukning under forhandling om dørlukning, og byrettens kendelse stadfæstes for så vidt angår dørlukning under retsmødet.
Thi bestemmes :
Landsrettens kendelse stadfæstes for så vidt angår spørgsmålet om dørlukning under forhand-ling om dørlukning, og byrettens kendelse stadfæstes for så vidt angår dørlukning under rets-mødet.
Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for landsretten eller Højesteret til den anden part.
Kæreafgiften tilbagebetales.