Dom
HØJESTERETS DOM
afsagt onsdag den 7. maj 2025
Sag BS-50453/2024-HJR
(1. afdeling)
Appellant 2, tidligere Sagsøger 1
og
Appellant 1, tidligere Sagsøger 2
(advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket for begge)
mod
Udlændingenævnet
(advokat Paw Fruerlund)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 18. septem-ber 2024 (BS-46228/2022).
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Jens Kruse Mikkelsen og Mohammad Ahsan.
Påstande
Appellanterne, Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, har gentaget deres påstand om, at Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2021 ophæ-ves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling.
Indstævnte, Udlændingenævnet, har påstået stadfæstelse.
Supplerende retsgrundlag
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om børns formative år
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 14. juni 2011 i sa-gen Osman mod Danmark (sag nr. 38058/09) udtalt sig om børns formative år.
2
Sagen drejede sig om en somalisk pige, der fra hun var syv år havde haft op-holdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Da hun var 15 år, besluttede hendes far at tage hende med til Kenya, for at hun kunne passe sin bedstemor. To år efter udrejsen henvendte pigen sig sammen med sin far på den danske ambassade i Kenya, hvor hun søgte om opholdstilladelse, hvilket hun fik afslag på. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Danmark havde krænket Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Menneskerettighedsdomsto-len udtalte bl.a.:
”60. The Court observes that the applicant spent the formative years of her childhood and youth in Denmark, namely from the age of seven to fifteen years old…” .
Menneskerettighedsdomstolens dom af 1. juni 2017 i sagen Külekci mod Østrig (sag nr. 30441/09) angik en dreng, som var født i Østrig i 1990. Fra 1992-1998 bo-ede han i Tyrkiet, og i 1998, da han var otte år, rejste han tilbage til Østrig for at bo med sin far. Da han var 19 år gammel, blev han udvist som følge af begået kriminalitet. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Menneskerettighedskon-ventionens artikel 8 ikke var krænket. Menneskerettighedsdomstolen udtalte bl.a.:
“47. The Court notes that the applicant was born in Austria but soon af-ter moved to Turkey. He returned to Austria at the age of seven and lived there until his expulsion at the age of nineteen, in total for about twelve years, which is a considerable amount of time stretching over a major part of the formative years of his childhood and adolescence.”
Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juli 2020 i sagen Pormes mod Ne-derlandene (sag nr. 25402/14) angik et tilfælde, hvor klageren indrejste som næ-sten 4-årig i Nederlandene. Da klager var 17 år, blev han klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i Nederlandene. Han indgav efterfølgende ansøgning om opholdstilladelse, der blev nægtet med henvisning til begået kriminalitet. Men-neskerettighedsdomstolen fandt, at Menneskerettighedskonventionens artikel 8 ikke var krænket og udtalte bl.a.:
“62. … He sought to regularise his stay in the Netherlands by applying for a residence permit in September 2006. As the applicant had by that time already spent fifteen years in the country, including most of his formative years as well as his adolescence, the Court has no doubt that he had established very strong ties there.”
Anbringender
Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 har supplerende anført
navnlig, at andre bestemmelser i udlændingeloven end § 9 c, stk. 1, indeholder
3
præciseringer af, hvornår barnets tarv, herunder i relation til spørgsmålet om barnets selvstændige tilknytning, kan medføre, at opholdstilladelse skal med-deles. Forarbejderne til disse bestemmelser er derfor relevante for fortolkningen af hensynet til barnets tarv efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Der foreligger en fast administrativ praksis, hvorefter et barn som udgangs-punkt må anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, hvis barnet har haft seks til syv års lovligt ophold med tilknytning til danske dag-institutioner (vuggestue og børnehave) samt skole. Denne praksis ses fulgt, uanset hvilket opholdsgrundlag barnet eller forældrene har haft.
Denne praksis skal endvidere fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskeret-tighedskonventions artikel 8. Det indebærer, at barnets interesser skal komme i første række, og barnets tarv skal derfor være centrum for vurderingen.
Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, skal i en situation som den foreliggende ikke fortolkes på den måde, at der alene skal meddeles opholdstilladelse, hvis det er en nødvendig følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Der er ikke på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis grundlag for at konkludere, at børn alene kan opbygge selvstændig tilknytning til et land i årene mellem deres 7. og 15. fyldte år, og at der omvendt ikke kan opbygges stærk og tilstrækkelig tilknytning for børn med ophold i landet i 0-8 årsalderen.
Danske domstole skal i øvrigt foretage en selvstændig fortolkning af Menne-skerettighedskonventionen og ikke udvise tilbageholdenhed ved vurderingen af, om udlændingemyndighedernes afgørelse er i strid med konventionen.
Udlændingenævnet har supplerende anført navnlig, at forarbejderne til andre
bestemmelser i udlændingeloven, herunder bestemmelserne om familiesam-menføring, ikke skal inddrages ved vurderingen af, om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der er i sagen ikke tale om familiesammenføring med en herboende person, idet Barn 1 har opholdt sig i Danmark som medfølgende familiemedlem til sin far.
Udlændingenævnet foretager altid en konkret og individuel vurdering af, om der foreligger en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der fore-ligger dermed ikke en fast administrativ praksis, hvorefter børn med seks til syv års lovligt ophold med tilknytning til dansk vuggestue, børnehave og skole uden videre har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
4
Højesteret kan ligesom landsretten lægge til grund, at Barn 1's forældre har en stærk tilknytning til Nigeria, og at Barn 1 som følge heraf har nogen tilknytning til Nigeria. Der findes derfor ikke u-overstigelige hindringer for, at familien på ny kan bo i hjemlandet, hvilket også understøttes af, at Barn 1 nu bor sammen med sin mor og sine tre søskende i Nigeria, hvor han også går i skole.
I en situation som den foreliggende må udlændingelovens § 9 c, stk. 1, fortolkes således, at den alene indrømmer ret til ophold, hvis det er en nødvendig følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Menneskerettig-hedskonventionens artikel 8.
Der foreligger ikke sammenlignelig praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, og de danske domstole bør derfor ikke tilsidesætte udlændingemyndigheder-nes skøn efter Menneskerettighedskonventionen, når skønnet i øvrigt er forene-ligt med udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 blev den 28. april 2010 meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter den dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 2, nr. 1, om den såkaldte greencardordning. Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 blev den 2. marts 2011 meddelt en tilsvarende opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle. Ægteparret, der indrejste i Danmark i april 2011, fik Dato 3 2011 sønnen Barn 1. Sønnen fik den 29. oktober 2013 efter forældrenes ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Familiens opholdstilladelser udløb den 1. juli 2018. Familien bestod på det tidspunkt af forældrene, Barn 1 og hans tre yngre søskende.
Familien ansøgte flere gange om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og anførte i ansøgningerne navnlig, at sønnen Barn 1
havde opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at hanhavde krav på
opholdstilladelse på eget, selvstændigt grundlag, og at den øvrige familie som konsekvens heraf også havde krav på opholdstilladelse.
Udlændingestyrelsen meddelte den 5. oktober 2018 familien afslag på opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvilket Udlændingenævnet stad-fæstede den 1. april 2019. Efter at have genoptaget sagen fandt Udlændinge-nævnet den 21. august 2019 ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 5. oktober 2018. Den 12. maj 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny familien afslag på opholdstilladelse, hvilket Udlændingenævnet stadfæ-
5
stede den 10. februar 2021. Familien udrejste efter det oplyste af Danmark den 21. april 2021.
Sagen angår, om Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2021 skal ophæ-ves, således at sagen hjemvises til fornyet behandling i nævnet.
Udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Det fremgår af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hen-synet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til bar-nets tarv, taler derfor.
Bestemmelsen indebærer, at der efter en helt konkret vurdering i ganske særli-ge tilfælde kan meddeles opholdstilladelse. Højesteret finder, at denne adgang efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder (bl.a. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 152, bemærkningerne til § 9 c, s. 4016-4017) ikke er begrænset til tilfælde, hvor meddelelse af opholdstilladelse er en nød-vendig følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Den konkrete sag
Tre dommere – Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen – udtaler:
Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2021 om afslag på opholdstilla-delse til Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 og deres fire børn er som nævnt truffet i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler der-for.
Det beror på en helt konkret vurdering, om der foreligger ganske særlige grun-de.
Udlændingenævnet har i sin vurdering af, om der foreligger ganske særlige grunde, inddraget børnenes konkrete tilknytning til Danmark, herunder over-vejelser om betydningen af at have opholdt sig her i landet i nogle af de forma-tive år. Nævnet har også lagt vægt på, at forældrenes opholdsgrundlag har væ-ret henholdsvis greencardordningen og som medfølgende ægtefælle til en greencardindehaver, og at der således ikke kunne være nogen forventning om at kunne fortsætte familielivet i Danmark, hvis Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 ikke læn-gere var tilknyttet arbejdsmarkedet. Desuden har nævnet i sin vurdering ind-draget familiens stærke og langvarige tilknytning til hjemlandet Nigeria og bør-nenes mulighed for at tilpasse sig livet der, og at familien kunne udrejse samlet dertil. Endvidere har nævnet bl.a. vurderet, om et afslag på opholdstilladelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
6
Vi finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets vurde-ring, hvorefter der ikke på grund af sønnen Barn 1's selvstændige tilknytning til Danmark er grundlag for at give opholdstilladelse til ham og den øvrige fa-milie i medfør af § 9 c, stk. 1.
Vi finder det heller ikke godtgjort, at Udlændingenævnets afgørelse, der som anført er truffet efter en konkret vurdering og afvejning af en række faktorer, er i strid med en fast administrativ praksis vedrørende en situation som den fore-liggende.
Vi tiltræder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Udlændingenævnets afgø-relse udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Vi bemærker, at nævnet har inddraget spørgsmålet om betydningen af, at et barn har opholdt sig her i landet i formative år, ved sin vurdering af, med hvil-ken vægt børnenes selvstændige tilknytning til Danmark skal indgå i den sam-lede vurdering af, om der foreligger ganske særlige grunde i det foreliggende tilfælde. Også i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrø-rende konventionens artikel 8 lægges der vægt på ophold i formative år. Det sker på en måde, som efter vores opfattelse ikke tager sigte på en specifik alder, men som må forstås som sigtende mere generelt og bredere på de opvækstår, hvor børn og unge i særlig grad slår rod i deres opholdsland socialt, sprogligt, kundskabsmæssigt og ved etablering af personlige kontakter mv.
Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen.
Dommerne Jens Kruse Mikkelsen og Mohammad Ahsan udtaler:
Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 har for Højesteret anført, at udlændingemyndighederne har en fast administrativ praksis, hvorefter et barn, der har haft seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution eller skole, som udgangspunkt har opnået en sådan selv-stændig tilknytning til Danmark, at barnet på den baggrund kan få opholdstil-ladelse.
Der er fremlagt en del afgørelser fra Udlændingenævnet vedrørende opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 – herunder afgørelser gengivet i Ud-lændingenævnets årsberetninger for 2020 og 2021 – hvor et barn søger om op-holdstilladelse på eget, selvstændigt grundlag, og hvor der ikke henvises til bar-nets familiemæssige tilknytning til Danmark, men hvor barnet har opholdt sig i Danmark i længere tid, og barnets tidligere opholdstilladelse ikke er blevet for-længet. Nogle af disse afgørelser angår tilfælde, hvor barnets hidtidige ophold i Danmark hviler på opholdstilladelser, der er meddelt med henblik på midlerti-
7
digt ophold. Nævnet har også i disse sager henvist til og anvendt den anførte praksis om seks til syv års ophold mv. ved vurderingen af, om barnet har opnå-et en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at barnet på den baggrund kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Vi bemærker, at Udlændingenævnet også i den foreliggende sag har anvendt denne praksis. Nævnet har således som begrundelse for afslaget på opholdstil-ladelse til bl.a. Barn 1 anført, at der ”efter Udlændingenæv-nets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammen-hængende fast lovligt ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler” . I forlængelse heraf har nævnet anført, at ”der under henvisning hertil og de konkrete omstændigheder i sagen – herun-der børnenes alder og tilknytning til deres forældre – ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse” .
På denne baggrund finder vi, at der foreligger en fast administrativ praksis, hvorefter vurderingen af, om et barn har opnået den nødvendige, selvstændige tilknytning til Danmark, foretages i overensstemmelse med den ovennævnte praksis, og at Udlændingenævnet har truffet sin afgørelse på baggrund af denne praksis.
I afgørelsen af 10. februar 2021 har Udlændingenævnet ved vurderingen af, om Barn 1 har opnået den nødvendige, selvstændige tilknytning til Danmark lagt vægt på bl.a., at han først fik opholdstilladelse i Danmark den 29. oktober 2013, og at denne opholdstilladelse udløb den 1. juli 2018, således at han alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i knap fem år. Det betød, at perioden fra Dato 3 2011, hvor han blev født i Danmark, og til den 29. oktober 2013, hvor han fik meddelt opholdstilladelse, ikke indgik i vurderin-gen af, om han havde opnået den nødvendige, selvstændige tilknytning til Dan-mark.
Vi finder, at Udlændingenævnet ved vurderingen af, hvor længe Barn 1 har haft lovligt ophold i Danmark, ikke har været berettiget til at se bort fra perioden fra hans fødsel Dato 3 2011, og indtil han fik meddelt opholdstilladelse i oktober 2013. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at begge hans forældre i denne periode havde lovligt ophold i Danmark, og vi finder, at hans ophold derfor ikke i denne periode kan sidestilles med de situationer, hvor et barn har opholdt sig ulovligt i Danmark eller udelukkende har haft pro-cessuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgninger om f.eks. asyl, huma-nitær opholdstilladelse eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
8
Udlændingenævnet har endvidere – med henvisning til Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstols praksis, navnlig dom af 14. juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (sag nr. 38058/09) – ved den rent nationale vurdering af, om der skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, lagt vægt på, at børns formative år som udgangspunkt først kan regnes fra omkring den skolepligtige alder.
Vi finder, at det ikke kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at børns formative år som udgangspunkt først kan regnes fra omkring den skole-pligtige alder.
I Osman-dommens præmis 60 fremgår – som refereret af Udlændingenævnet – ganske vist, at ”the applicant spent the formative years of her childhood and youth in Denmark, namely from the age of seven to fifteen years old” . Dette udsagn må imidlertid forstås i lyset af sagens faktum, hvorefter Osman alene opholdt sig i Danmark i den angivne aldersperiode.
I efterfølgende domme har Menneskerettighedsdomstolen udtrykkeligt anlagt en bredere vurdering af, hvilken aldersperiode der medregnes til børns forma-tive år. Det fremgår således af præmis 47 i dom af 1. juni 2017 i sagen Külekci mod Østrig (sag nr. 30441/09), at klageren, der opholdt sig i Østrig, fra han var syv år, til han var 19 år, havde tilbragt ”a major part of the formative years of his childhood and adolescence” , hvilket må forstås således, at de formative år begynder før det fyldte syvende år. Tilsvarende følger det af dom af 28. juli 2020 i sagen Pormes mod Nederlandene (sag nr. 25402/14), at klageren, der havde opholdt sig i Nederlandene fra han var næsten fire år, til han var 19 år på det tidspunkt, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse, ”had … spent fifteen years in the country, including most of his formative years as well as his adolescence” , jf. præmis 62, hvilket må forstås således, at de formative år begynder før det fyldte fjerde år.
Vi finder derfor, at det ikke er korrekt, at det følger af Menneskerettighedsdom-stolens praksis, at børns formative år som udgangspunkt først regnes fra om-kring den skolepligtige alder.
Vi bemærker herved, at Udlændingenævnet for Højesteret har anført, at spørgs-målet om de formative år er indgået som et vægtigt forhold ved vurderingen af, om Barn 1 har opnået den nødvendige, selvstændige tilknyt-ning til Danmark.
Vi finder således, at Udlændingenævnet i sin afgørelse – både med hensyn til kriteriet om lovligt ophold og med hensyn til kriteriet om barnets formative år – har lagt en forkert retsopfattelse til grund.
9
På den anførte baggrund stemmer vi for at ophæve Udlændingenævnets afgø-relse af 10. februar 2021 og hjemvise sagen til fornyet behandling i nævnet.
Konklusion
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 100.000 kr. til Udlændingenævnet. Sagsomkost-ningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 07-05-2025 kl. 12:00
Modtagere: Indstævnte Udlændingenævnet, Advokat (H) Paw Bladt Fruerlund, Advokat (H) Eddie Omar Rosenberg Khawaja