Dom
RETTEN I ODENSE - 9. afdeling
Udskrift af dombogen
D O M
afsagt den 30. april 2025
Rettens nr. 9-5722/2024
Politiets nr. 4200-74255-00028-22
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 1
født 1968 og
Tiltalte 2
født 1976
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 24. september 2024.
Tiltalte 1 og Tiltalte 2 er tiltalt for overtræ-delse af
1.
Tiltalte 1
straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1-3,
ved som ansvarshavende redaktør for Virksomhed A/S (Medie) den 30. juli 2020 via Medie 1 og fra den 29. juli 2020 og ind til videre via Medie 2, som medans-varlig for indholdet af dokumentaren ”Titel 1” , idet til-talte var vidende om, at udsendelsen var forfattet eller fremsat af en fast me-darbejder ved Medie 1, idet tiltalte medvirkede til udsendelsen ved at godkende dele af indholdet samt idet tiltalte vidste, at indholdet indebar en krænkelse af privatlivets fred, uberettiget at have udgivet og dermed videregivet doku-mentaren ”Titel 1” , som indeholder meddelelser og bil-leder af Forurettede 1's private forhold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed, idet dokumentaren blandt andet viser op-tagelser af Forurettede 1 i situationer, hvor der bliver taget hånd om hendes intimhygiejne, herunder bleskift og hjælp til afføringsproblemer, lige-som dokumentaren indeholder personlige oplysninger om Forurettede 1's helbredstilstand.
Tiltalte 2
Std 75284
side 2
straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 17, stk. 1,
ved som journalist på Virksomhed A/S (Medie) den 30. juli 2020 via Medie 1 og fra den 29. juli 2020 og ind til videre via Medie 2, som forfatter og dermed ansvarlig for indholdet af dokumentaren ”Titel 1” , uberettiget at have udgivet og dermed videregivet dokumentaren ”Titel 1” , som indeholder meddelelser og billeder af Forurettede 1's private for-hold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed, idet dokumentaren blandt andet viser optagelser af Forurettede 1 i situatio-ner, hvor der bliver taget hånd om hendes intimhygiejne, herunder bleskift og hjælp til afføringsproblemer, ligesom dokumentaren indeholder personlige oplysninger om Forurettede 1's helbredstilstand.
2.
Tiltalte 1
straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1-3,
ved som ansvarshavende redaktør for Virksomhed A/S (Medie) den 30. juli 2020 via Medie 1 og fra den 29. juli 2020 og ind til videre via Medie 2, som medans-varlig for indholdet af dokumentaren ”Titel 1” , idet til-talte var vidende om, at udsendelsen var forfattet eller fremsat af en fast me-darbejder ved Medie 1, idet tiltalte medvirkede til udsendelsen ved at godkende dele af indholdet samt idet tiltalte vidste, at indholdet indebar en krænkelse af privatlivets fred, uberettiget at have udgivet og dermed videregivet doku-mentaren ”Titel 1” , som indeholder meddelelser og bil-leder af Forurettede 2's private forhold, som åbenbart kunne forlan-ges unddraget en bredere offentlighed, idet dokumentaren blandt andet viser optagelser af Forurettede 2 i situationer, hvor der bliver taget hånd om hans intimhygiejne, herunder bleskift og hjælp efter afføringsproblemer, ligesom dokumentaren indeholder personlige oplysninger om Forurettede 2's helbredstilstand.
Tiltalte 2
straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 17, stk. 1,
ved som journalist på Virksomhed A/S (Medie) den 30. juli 2020 via Medie 1 og fra den 29. juli 2020 og ind til videre via Medie 2, som forfatter og dermed ansvarlig for indholdet af dokumentaren ”Titel 1” , uberettiget at have udgivet og dermed videregivet dokumentaren ”Titel 1” , som indeholder meddelelser og billeder af Forurettede 2's private forhold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed, idet dokumentaren blandt andet viser optagelser af Forurettede 2 i situationer, hvor der bliver taget hånd om hans intimhygiejne, herunder bles-kift og hjælp efter afføringsproblemer, ligesom dokumentaren indeholder per-sonlige oplysninger om Forurettede 2's helbredstilstand.
Påstande
side 3
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at de pågældende optagelser slettes med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse heraf, jf. straffelovens § 271.
De tiltalte har nægtet sig skyldige.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af Tiltalte 2 samt af vidnerne Vidne 1, Vidne 2, Vidne 3 og Vidne 4.
Forklaringerne fremgår af retsbogen og gengives ikke i dommen.
Rettens begrundelse og afgørelse
De tiltalte har påstået sig frifundet med henvisning til, at anklagemyndighe-den ikke har påtalekompetence, at der ved den skete tiltalerejsning er med-delt en bindende påtalebegrænsning for så vidt angår Tiltalte 2, at forholdene vedrørende Forurettede 2 var forældede in-den forældelsen blev afbrudt, at der er meddelt samtykke til offentliggørelsen og et strafansvar ikke kan gøres gældende i en sag som den foreliggende.
Om påtalekompetencen:
Straffelovens § 264 d, stk. 1, er i medfør af straffelovens § 275, stk. 1, un-dergivet privat påtale. Offentlig påtale kan tillige ske på forurettedes anmod-ning, jf. straffelovens § 275, stk. 2, nr. 1.
Det følger af retsplejelovens § 727, stk. 2, 1. pkt., at offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning kan ske, hvis almene hensyn kræver det. Skønnet over, om almene hensyn kræver påtale, tilkom-mer anklagemyndigheden, og retten kan således ikke skønne over dette. Idet anklagemyndigheden således har fundet, at almene hensyn kræver offentlig påtale, skal sagen fremmes.
Om bindende påtalebegrænsning ved valg af straffesubjekt:
Tiltalte 2 har gjort gældende, at anklagemyndigheden har afskåret sig fra at påtale forholdene overfor ham, idet alene han er tiltalt uden at der er rejst tiltale mod to kolleger, der arbejdede på dokumentar-programmet på lige fod med ham. Tiltalte 2 har supplerende henvist til, at der ved tiltalerejsning under disse omstændigheder ikke vil væ-
side 4
re lighed for loven.
Det følger af retsplejelovens § 718, at retten kun træder i virksomhed efter begæring fra anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget. Det er i denne sag således overladt til anklagemyndigheden at træffe afgørelse om til-talerejsningen og herunder hvem der skal sættes under tiltale. Når anklage-myndigheden har truffet afgørelse om tiltalerejsning, tilkommer det herefter domstolene at pådømme de påtalte forhold, således som disse er beskrevet i anklageskriftet.
Retten kan derfor ikke tiltræde det af Tiltalte 2 anførte.
Om forældelse:
De tiltalte har gjort gældende, at forhold 3 og 4 er forældede, idet forældels-en er afbrudt mere end 2 år efter udsendelsen blev udsendt på Medie 1 den 30. juli 2020 og via Medie 2 den 29. juli 2020. Forældelsen skal derfor regnes fra senest den 30. juli 2020.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at forældelsen endnu ikke er be-gyndt at løbe, idet udsendelsen stadig findes på Medie 2, og der således til stadighed sker en videregivelse af oplysninger vedrørende private forhold. Det fremgår af Afhøringsrapport Sigtet, bilag 2.3 (fil 1, s. 147) at Tiltalte 1 gennem sin advokat blev gjort bekendt med sigtelsen den 23. juni 2023. Det fremgår tilsvarende af Afhøringsrapport Sigtet, bilag 2.4 (fil 1, s. 149) at Tiltalte 2 gennem sin advokat blev gjort be-kendt med sigtelsen den 22. juni 2023.
Straffelovens § 264 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel i op til 6 måneder. Det følger da af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, at forældelsesfri-sten er 2 år.
Retten finder det ubetænkeligt at anse programmets udsendelse på Medie 1 i den ordinære sendeflade (såkaldt ”flow-TV”) som en videregivelse i den forstand, dette begreb anvendes i straffelovens § 264 d. Idet dette skete den 30. juli 2020, vil strafansvaret for programmets udsendelse på "flow-TV" være for-ældet den 29. juli 2022. For så vidt angår udsendelse på ”flow-TV” var for-holdene således forældet, da forældelsen blev søgt afbrudt ved sigtelserne den 22. og 23. juni 2023.
For så vidt angår den fortsatte adgang til programmet på Medie 2 har an-klagemyndigheden som anført gjort gældende, at der herved til stadighed sker en videregivelse af oplysninger vedrørende private forhold, idet der sker en ny videregivelse hver gang en bruger ser udsendelsen. Forældelsesfristen er efter anklagemyndighedens opfattelse derfor ikke begyndt at løbe endnu.
Medieansvarsloven gælder efter lovens § 1, nr. 2, for lyd- og billedprogram-
side 5
mer, der spredes af blandt andet Virksomhed A/S (Medie), og programmets spred-ning via Medie 2 er således omfattet af medieansvarsloven.
Det fremgår af medieansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at ”Forfatteren til en tekst, der udsendes, er ansvarlig for indholdet efter lovgivningens almindelige regler, såfremt den pågældende har givet samtykke til tekstens udsendelse” . Det er ved medieansvarslovens § 16, stk. 2, bestemt, at reglerne om ansvar for tekster og udtalelser finder tilsvarende anvendelse på film, billeder eller lignende.
Retten lægger til grund, at Tiltalte 2 allerede i kraft af sin ansæt-telse som journalist på Medie 1 har givet samtykke til at programmet gøres til-gængelig på Medie 2.
Det fremgår videre af medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1, at en redaktør er medansvarlig for indholdet af en tekst eller en udtalelse som nævnt i § 17, stk. 1, hvis den med redaktørens vidende er forfattet eller fremsat af en fast medarbejder ved radio- eller fjernsynsforetagendet.
Tiltalte 1 har som redaktør udtalt sig til sagen ved gen-nem sin advokat at afgive skriftlige svar til en række spørgsmål fra politiet. Tiltalte 1 har her forklaret, at hun af nyhedsdirektøren blev forelagt brugen af skjult kamera, at hun modtog en overordnet oriente-ring om emnet samt at den redaktionelle vurdering var, at dokumentation af nogle vigtige forhold ikke kunne ske på anden måde. Hun tiltrådte derefter vurderingen. Hun var ikke involveret i den videre tilrettelæggelse eller pro-duktion.
Retten lægger herefter til grund, at hun var bekendt med dokumentarens overordnede tema og herunder, at der ved anvendelsen af skjult kamera ville blive søgt tilvejebragt dokumentation for utilstrækkelig pleje og omsorg for Forurettede 1 og Forurettede 2 ved optagelser af private for-hold.
Retten lægger tillige til grund, at Tiltalte 1 allerede i kraft af sin ansættelse som administrerende direktør på Medie 1 har givet sam-tykke til at programmet gøres tilgængelig på Medie 2.
Retten finder på dette grundlag, at Tiltalte 2 som journalist og Tiltalte 1 som ansvarshavende redaktør i medfør af me-dieansvarslovens § 17, stk.1, og § 21, stk. 1, nr. 1, er ansvarlige for doku-mentarens fortsatte videregivelse fra Medie 2.
Det er under hovedforhandlingen oplyst, at Medie 2 har cirka 1,1 mio. beta-lende brugere, således at en bruger kan omfatte flere personer i eksempelvis en husstand. Der er imidlertid ikke fremlagt oplysninger, om hvorvidt og hvornår der er sket konkrete videregivelser i form af konkrete brugere, der
side 6
konkret har set programmet på Medie 2.
Straffelovens § 264 d, stk. 1, kriminaliserer en uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold. Efter be-stemmelsens ordlyd anses den konkrete videregivelse at være strafbar. Retten finder, at der konkret sker en videregivelse hver gang en bruger ser program-met på Medie 2.
En udstrækning af strafansvaret til at omfatte den blotte mulighed for at se programmet, vil forudsætte, at der ved ”videregivelse” forstås såvel den fak-tiske videregivelse som den blotte mulighed for at der kan ske videregivelse. En sådan udstrækning vil forudsætte en udvidende fortolkning af begrebet ”videregivelse” .
Retten finder ikke i en straffesag at kunne foretage en sådan udvidende for-tolkning.
Retten finder således, at der først sker en videregivelse omfattet af straffelo-vens § 264 d når en specifik bruger konkret ser programmet. Idet der ikke er fremlagt beviser for, at der er sket konkrete visninger via Medie 2, finder retten det alene bevist at der er sket en videregivelse således som dette skal forstås efter straffelovens § 264 d i forbindelse med programmets visning på ”flow-TV” den 30. juli 2020.
Strafansvaret for denne visning forældedes som ovenfor anført den 29. juli 2022. De tiltalte blev sigtet henholdsvis den 22. juni og 23. juni 2023, og der var ikke taget andre skridt til afbrydelse af forældelsen inden der skete sigtel-se. Strafansvaret var således forældet, da der skete sigtelse, og de sigtede skal derfor frifindes i forhold 3 og 4.
Om samtykke til offentliggørelse af oplysninger om private forhold:
De tiltalte har gjort gældende, at Forurettede 1, Forurettede 2 og deres relevante pårørende er givet samtykke til anvendelse af skjult kame-ra i deres boliger med henblik på efterfølgende offentliggørelse i et tv-pro-gram. Videregivelsen af optagelserne kan derfor ikke anses for at være ube-rettigede efter straffelovens § 264 d.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der ikke er givet et relevant samtykke.
Højesteret har i kendelse af 28. september 2021 (BS-35975-HJR, offentlig-gjort i Ugeskrift for Retsvæsen som U2021.5227 H) slået fast, at det ligger uden for rammerne af en værges og en pårørendes beføjelser at give samtyk-ke til videregivelse i en tv-udsendelse af optagelser, der angår en andens me-get personlige forhold. Samtykke fra værgen og de pårørende fandtes således ikke i sig selv at kunne berettige Medie 1 til at videregive dele af sådanne opta-
side 7
gelser i en tv-udsendelse. Højesteret fandt herefter at der ikke var givet et gyldigt samtykke til videregivelse af Forurettede 1's meget personlige forhold. Højesteret fandt tillige, at det efter oplysningerne om Forurettede 1's mentale tilstand heller ikke kunne tillægges betydning, at Forurettede 1 måtte have udtrykt en eller anden form for indvilgelse med hensyn til, at optagelserne ville blive vist i en tv-udsendelse.
Byretten finder på dette grundlag, at der ikke foreligger det fornødne sam-tykke til videregivelse af oplysninger om Forurettede 1's meget private forhold.
Med samme begrundelse finder byretten ikke, at der foreligger det fornødne samtykke til videregivelse af oplysninger om Forurettede 2's meget private forhold, uanset at denne videregivelse som anført ovenfor må anses for at være strafferetligt forældet.
Byretten kan således ikke tiltræde det af de tiltalte anførte.
Om strafansvaret:
Retten bemærker, at Højesteret i kendelse af 28. september 2021 anførte føl-gende om »A«, der efter det oplyste identisk med Forurettede 1:
»I den foreliggende sag er optagelserne foranlediget af, at A’s pårørende henvendte sig til Medie 1 med ønske om at få belyst kri-tisable forhold i forbindelse med plejen af hende. Optagelserne afdækker, at der forelå kritisable forhold, og har resulteret i en omfattende offentlig debat. Desuden har optagelserne givet an-ledning til politimæssig efterforskning med henblik på at klar-lægge, om ansatte hos kommunen kan have begået strafbare for-hold. Optagelserne omhandler dermed spørgsmål af særdeles væsentlig samfundsmæssig interesse med hensyn til behandlin-gen af demente borgere på plejehjem.
Heroverfor står imidlertid, at A’s identitet ikke er skjult i opta-gelserne, der viser hende i meget intime situationer i hendes bo-lig. Optagelserne viser hende bl.a. i en lift f.eks. under forsøg på afføring og i en række situationer, der angår hendes intimhygiej-ne med hensyn til f.eks. bleskift. Desuden indeholder optagelser-ne følsomme helbredsoplysninger. Højesteret finder her-efter, at videregivelsen af optagelserne i tv-udsendelsen har udgjort gro-ve krænkelser af A’s ret til privatliv, jf. herved også artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen.
Uanset at der som her ikke foreligger et gyldigt samtykke, der i sig selv har kunnet berettige videregivelsen, følger det af Høje-sterets dom af 24. maj 1989 (UfR 1989.726), at det i en samlet
side 8
vurdering af, om en videregivelse er berettiget, kan indgå som et moment, at vedkommende selv eller pårørende har indvilget i vi-deregivelsen. I den foreliggende sag finder Højesteret imidlertid, at de pågældende optagelser af A viser personlige og intime for-hold af en sådan karakter, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at de pårørende har indvilget i, at optagel-serne skulle indgå i tv-udsendelsen. Selv hvis A måtte have ud-trykt en eller anden form for indvilgelse med hensyn til, at opta-gelserne ville blive vist i en tv-udsendelse, kan dette efter oplys-ningerne om hendes mentale tilstand heller ikke tillægges betyd-ning.
Højesteret finder desuden, at det må anses for at have været mu-ligt for Medie 1 at belyse kritisable forhold på plejehjem uden at bringe optagelser af A i meget intime situationer i en tv-udsen-delse, hvor hendes identitet ikke var skjult.
På den baggrund tiltræder Højesteret efter en samlet afvejning, at hensynet til at afdække kritisable forhold på plejehjem ikke berettigede de nævnte grove krænkelser af A’s ret til privatliv, og at det efter straffelovens § 264 d var uberettiget at videreb-ringe optagelserne i tv-udsendelsen.«
Retten kan tiltræde, at der ved videregivelsen af optagelserne er sket grove krænkelser af Forurettede 1's ret til privatliv. Retten kan endvidere tiltræ-de, at det efter det oplyste om Forurettede 1's helbredsforhold ikke kan tillægges afgørende betydning, om Forurettede 1 måtte have udtrykt en eller anden form for indvilgelse med hensyn til, at optagelserne ville blive vist i en tv-udsendelse. Endelig kan retten tiltræde, at Forurettede 1's pårø-rende af de i kendelsen og den forudgående kendelse fra landsretten anførte grunde ikke kan indvilge i, at optagelserne skulle indgå i tv-udsendelsen.
Som sagen var forelagt for Højesteret, kunne Højesteret ved sin behandling af spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at nedlægge forbud mod at offentliggøre optagelserne alene inddrage spørgsmålet om, i hvilket omfang Forurettede 1's ret til privatliv ville blive krænket ved offentliggørelse af optagelserne. Højesteret, der behandlede sagen i den civile retsplejes former, var således afskåret fra at inddrage spørgsmålet om hvorvidt offentliggørelse af optagelser, der var foretaget i boligen hos Forurettede 2, også kunne anses for at være en grov krænkelse af hans ret til privatliv efter men-neskerettighedskonventionens artikel 8 og herunder om en offentliggørelse alligevel kunne accepteres under hensyntagen til mediernes ytringsfrihed efter menneskerettighedskonventionens artikel 10.
For byretten har anklagemyndigheden imidlertid tillige procederet på, at tilta-len beror på, at dokumentarprogrammet i sin helhed udgør en overtrædelse af straffelovens § 264 d. Som sagen er forelagt byretten, må byretten derfor
side 9
inddrage dokumentarprogrammet i sin helhed, uagtet det af Højesteret anfør-te i den civile forbudssag samt at forhold 3 og 4 vedrørende Forurettede 2 er strafferetligt forældet som ovenfor anført.
Ved rettens vurdering af, om der ved videregivelsen af det samlede doku-mentarprogram sker en overtrædelse af straffelovens § 264 d, må retten såle-des foretage en afvejning mellem menneskerettighedskonventionens artikel 8, som sikrer Forurettede 1's og Forurettede 2's ret til respekt for blandt andet privatliv og hjem, overfor artikel 10, som sikrer blandt andet Medie 1's og Tiltalte 2's ytringsfrihed.
Som anført kan retten tiltræde Højesterets vurdering af, at optagelserne af Forurettede 1 i meget intime situationer er oplysninger, der er beskyttet af konventionens artikel 8. Som også anført af Højesteret, er et forbud mod et nyhedsmedies offentliggørelse af optagelserne et indgreb i ytrings- og in-formationsfriheden, som kun kan foretages, hvis tungtvejende grunde taler for dette.
Retten bemærker, at det følger af konventionens artikel 10, stk. 2, at udøvel-se af ytringsfriheden medfører pligter og ansvar, og ytringsfriheden kan såle-des underkastes blandt andet restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for blandt andet at beskytte an-dres gode navn og rygte eller rettigheder eller for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger.
Idet en uberettiget videregivelse vil være en overtrædelse af straffelovens § 264 d, finder retten, at et sådant indgreb er »foreskrevet ved lov« som kræ-vet efter konventionens artikel 10, stk. 2.
Retten må herefter vurdere, om et indgreb i pressens ytringsfrihed er nødven-digt for at ”beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder” . Heri skal konkret særligt tages hensyn til Forurettede 1's og Forurettede 2's ret til privatliv efter konventionens artikel 8.
Retten bemærker, at EMD den 6. januar 2023 afsagde dom i sagen Khural and Zeynalov v. Azerbaijan, Domstolens sagsnummer 55069/11. Af dom-mens præmis nr. 40 fremgår:
”40. In its case-law, the Court has identified a number of relevant criteria whereby the right to freedom of expression is balanced against the right to respect for private life, including whether the impugned statements contributed to a debate of public interest; the degree of notoriety of the person affected and the subject of the publication; the context within which the impugned statements were made; the content, form and consequences of the publicati-on; the prior conduct of the person concerned; the way in which the information was obtained and its veracity; and the nature and
side 10
severity of the penalty imposed (see, among many other authoriti-es, ibid., §§ 89-95, and Von Hannover, cited above, §§ 108-13).”
Retten skal således ved afvejning af forholdet mellem ytringsfrihed efter kon-ventionens artikel 10 overfor retten til privatliv efter konventionens artikel 8 i hvert fald inddrage følgende kriterier i sin vurdering:
1.om dokumentarprogrammet bidrog til en debat af offentlig interesse;
2.om Forurettede 1 og Forurettede 2 i forvejen var kendte i offentligheden,
3.dokumentarprogrammets tema,
4.konteksten, hvori de konkrete sekvenser omfattet af privatlivets be-skyttelse indgik og omstændighederne omkring offentliggørelsen af de konkrete sekvenser,
5.Forurettede 1's og Forurettede 2's tidligere adfærd,
6.måden hvorpå optagelserne blev indhentet og deres sandfærdighed samt
7.arten og alvoren af den mulige straf.
Ad. 1, om dokumentarprogrammet bidrog til en debat af offentlig interesse: Som anført i Højesterets kendelse af 28. september 2021 gav dokumentar-programmet anledning til en omfattende debat:
For byretten er der fremlagt konkrete eksempler på denne debat i form af ud-talelser fra flere regeringsmedlemmer, lovgivningsmæssige tiltag og betydeli-ge forøgede bevillinger til ældreområdet. De fremlagte eksempler hidrører al-le fra tiden efter landsrettens kendelse af 30. juni 2020 og frem til Højesterets kendelse af 28. september 2021. Byretten lægger til grund, at Højesteret med bemærkningen om, at dokumentarprogrammet gav anledning til en omfatten-de debat har sigtet mod blandt andet disse eksempler.
For byretten er der imidlertid også fremlagt oplysninger om, at dokumentar-programmet nu anvendes i undervisningen på social- og sundhedsuddannel-sen, og således fortsat flere år efter dokumentarprogrammets udsendelse fortsat debatteres og anvendes som et vigtigt element i arbejdet med at give kommende medarbejdere i ældreplejen forståelsen af, hvorledes en værdig pleje af ældre medborgere bør tilrettelægges.
For byretten er tillige fremlagt oplysninger om, at en medarbejder ved et an-det plejehjem i 2022 henvendte sig til Medie 1 på ny med oplysninger om fort-satte problemer i ældreplejen. Dette førte til endnu et dokumentarprogram, “Titel 2” , der blev udsendt på "Flow-TV" i 2022 og fortsat er tilgængelig på Medie 2
Der er ikke for retten fremlagt materiale, der giver retten anledning til at læg-ge til grund, at den offentlige debat har været begrænset til de to konkret nævnte eksempler.
side 11
Retten finder herefter, at dokumentarprogrammets bidrag til en debat af of-fentlig interesse med betydelig vægt taler for at udsendelsen af dokumentar-programmet i sin helhed var berettiget.
Ad 2, om Forurettede 1 og Forurettede 2 i forvejen var kendt i offentligheden:
Der er ikke fremlagt oplysninger om, at Forurettede 1 og Forurettede 2 var kendt i en bredere offentlighed. Personer, der ikke er kendte i of-fentligheden skal gives en bedre beskyttelse end personer, der i forvejen er kendte i offentligheden jf. bl.a. EMD-dommen von Hannover v. Germany, no. 2, præmis nr. 110.
Retten finder herefter, at hensynet til beskyttelse af oplysninger om Forurettede 1's og Forurettede 2's private forhold med en vis vægt taler imod at udsendelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Ad 3, om dokumentarprogrammets tema:
Højesterets kendelse af 28. september 2021 angik et civilretligt kæremål ved-rørende en kendelse, afsagt af Vestre Landsret den 30. juni 2020. For lands-retten forklarede vidnet F, at “Det handlede ikke om at hænge enkelte me-darbejdere ud, men at finde ud af, om der var et »systemproblem/kulturprob-lem« på X plejehjem". Dokumentarprogrammet blev ikke forevist landsretten inden landsretten traf afgørelse i sagen.
For Højesteret angik sagen spørgsmålet om hvorvidt optagelser af Forurettede 1, der var optaget via skjult kamera, skulle forbydes offentlig-gjort.
Dokumentarprogrammet er i sin helhed forevist Højesteret inden Højesteret afsagde kendelse af 28. september 2021. Højesteret udtalte i sin kendelse, at “Optagelserne omhandler dermed spørgsmål af særdeles væsentlig interesse med hensyn til behandling af demente borgere på plejehjem” , jf. de for byret-ten nedlagte påstande.
Retten kan tiltræde det af Højesteret anførte om de konkrete optagelser. For retten angår sagen dog ikke blot optagelserne omfattet af påstanden for Hø-jesteret, men derimod dokumentarprogrammet i sin helhed.
Idet det samlede dokumentarprogram således også omfatter plejen af Forurettede 2 og det mere generelle indblik i en dement borgers forhold, finder retten, at dokumentarprogrammet i sin helhed omhandler et tema af overordentlig væsentlig interesse. Retten bemærker tillige, at der ikke er fremlagt oplysninger om, at forholdene for demente borgere tidligere var do-kumenteret for offentligheden på tilsvarende vis.
Retten finder herefter, at hensynet til dokumentarprogrammets tema med be-
side 12
tydelig vægt taler for, at udsendelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Ad 4, konteksten hvori de konkrete sekvenser omfattet af privatlivets beskyt-telse indgik og omstændighederne omkring offentliggørelsen af de konkrete sekvenser:
De konkrete sekvenser omfattet af privatlivets interesser indgik i dokumen-tarprogrammet sammen med andre oplysninger om Forurettede 1 og Forurettede 2. Dokumentarprogrammet bestod således ikke udeluk-kende af disse sekvenser, men også sekvenser, hvor Forurettede 1 og Forurettede 2 ses i forskellige sociale sammenhænge med deres nærmeste familie og i deres dagligdag på de pågældende plejehjem.
For Højesteret angik spørgsmålet om hvorvidt programmet kunne tillades udsendt alene Forurettede 1's forhold, mens sagen for byretten angår do-kumentarprogrammet i sin helhed og dermed også vurderingen af, om vide-regivelsen af oplysninger om Forurettede 1 i sammenhæng med sekven-serne med Forurettede 2 og i sammenhæng med oplysninger, der ik-ke eller kun i meget begrænset omfang samlet kan anses for at være omfattet af konventionens artikel 8.
Retten finder tillige at spørgsmålet om omstændighederne omkring offentlig-gørelsen af de konkrete sekvenser må inddrages. Disse oplysninger ses ikke at indgå sagen, således som denne var forelagt Højesteret.
Retten lægger således vægt på, at Medie 1 i den redaktionelle proces lagde vægt på, at Forurettede 1 og Forurettede 2 skulle fremstå som men-nesker med en livshistorie, der omfattede et langt mere komplet billede af de pågældende end blot billederne af den utilstrækkelige pleje og omsorg.
Hverken Forurettede 1, Forurettede 2 eller deres pårørende kunne give et formelt og juridisk relevant samtykke til offentliggørelsen af sekvenserne, således som også anført af Højesteret.
Byretten lægger dog også vægt på, at Medie 1 inddrog de pårørende i den re-daktionelle proces. Herved blev Forurettede 1's og Forurettede 2's tarv blev søgt varetaget gennem et samarbejde med personer, der med rimelig grund kunne antages at kende Forurettede 1 og Forurettede 2 godt, og herunder med rimelig grund kunne antages at ville sikre, at Forurettede 1 og Forurettede 2 i dokumentarprogrammet blev fremstillet på en måde, der også ville blive accepteret af Forurettede 1 og Forurettede 2, såfremt det havde været muligt at søge deres samtykke til offentliggørelsen. Byretten lægger her også vægt på, at Medie 1 af-viste at medtage en konkret sekvens vedrørende Forurettede 2, som efter redaktionens opfattelse ville udstille Forurettede 2 på en util-børlig måde.
side 13
Byretten finder herefter, at en samlet vurdering af konteksten for offentliggø-relsen og omstændighederne omkring offentliggørelsen af dokumentarprog-rammet i sin helhed fører til, at der, uanset at konkrete sekvenser helt utvivl-somt er omfattet af privatlivets fred og således omfattet af menneskerettig-hedskonventionens artikel 8, er formidlet en sammenhængende og relevant portrættering af Forurettede 1 og Forurettede 2.
Byretten finder på dette grundlag, at de konkrete sekvenser og omstændighe-derne omkring offentliggørelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed med en vis vægt taler for, at udsendelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Ad 5, Forurettede 1's og Forurettede 2's tidligere adfærd:
Der er for byretten fremlagt en artikel, hvor Forurettede 1 i forbindelse med udskrivning fra sygehus trådte frem i en lokal avis og berettede om sine problemer med at få relevant pleje i hjemmet i tiden efter udskrivelsen. Forurettede 1's pårørende har også for byretten forklaret om flere episoder, hvor Forurettede 1 trådte frem i lokale medier for at anvende personlige beretninger til at udtrykke kritik af for hende uacceptable forhold.
Der er for byretten tillige forklaret, at Forurettede 2 til sine pårøren-de forud for at han blev ramt af demens ved flere lejligheder skulle have til-kendegivet, at borgerne med fordel kunne ytre sig om uacceptable forhold i medierne, idet denne fremgangsmåde efter hans opfattelse skulle være den mest effektive måde at få rettet op på sådanne forhold.
Retten lægger herefter til grund, at både Forurettede 1 og Forurettede 2 var bekendte med mulighederne for at træde frem i medierne med personlige beretninger for derved at søge at påvirke forhold, de måtte være utilfredse med, og herunder var bekendte med at der på denne måde ville ske en eksponering af såvel dem selv som deres personlige forhold.
Retten finder på dette grundlag, at Forurettede 1's og Forurettede 2's tidligere adfærd med betydelig vægt taler for, at udsendelsen af doku-mentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Ad. 6, måden hvorpå optagelserne blev indhentet og deres sandfærdighed:
De konkrete sekvenser blev indhentet ved hjælp af skjult kamera. Efter for-klaringerne for byretten, lægges det til grund, at der forud for beslutningen om at anvende skjult kamera pågik en omfattende journalistisk vurdering af hensigtsmæssigheden og rimeligheden ved anvendelsen af skjult kamera, her-under også om de formodede forhold omkring plejen af Forurettede 1 og Forurettede 2 kunne dokumenteres på anden måde.
Højesteret har i sin kendelse af 28. september 2021 fundet, at det måtte anses
side 14
for at have været muligt for Medie 1 at belyse kritisable forhold på plejehjem u-den at bringe optagelser af Forurettede 1 i meget intime situationer i en tv-udsendelse, hvor hendes identitet ikke var skjult.
For retten er nu tillige fremlagt oplysninger om, at tilsynsbesøg på plejehjem-mene ikke medførte, at der blev anført kritisable forhold, ligesom der for ret-ten er forklaret, at de pårørende ad flere omgange forgæves søgte at opnå en konstruktiv dialog med personalet omkring Forurettede 1 og Forurettede 2 og ledelsen på de pågældende plejehjem.
For retten er nu tillige også fremlagt oplysninger om, at dokumentarprog-rammet efter at være udsendt blev indklaget for Pressenævnet af en medar-bejder på plejehjemmet, hvor Forurettede 2 boede. Medarbejderen mente, at god presseskik var tilsidesat som følge af, at hun ikke var tilstræk-keligt sløret.
Pressenævnet afsagde kendelse i sagen, sag nr. 2021-80-0611, den 16. sep-tember 2021, og således forud for at Højesteret afsagde kendelse den 28. september 2021. Pressenævnets kendelse ses ikke at indgå i grundlaget for Højesterets afgørelse. Ved kendelsen fandt Pressenævnet ikke anledning til at udtrykke kritik af den foretagne sløring af den pågældende medarbejder. Idet dokumentarprogrammet efter de for retten fremlagte oplysninger i øvrigt ikke er søgt indbragt for Pressenævnet, finder retten ikke grundlag for at konkludere, at den valgte fremgangsmåde stred mod god presseskik.
Retten finder herefter, at der uanset det som anført af Højesteret måtte anses for muligt for Medie 1 at belyse kritisable forhold på plejehjemmet på anden vis, ikke er grundlag for at antage, at der ved produktionen af dokumentarprog-rammet er sket en tilsidesættelse af god presseskik, ligesom byretten ikke fin-der grundlag for at anfægte dokumentarprogrammets sandfærdighed.
Byretten finder således, at måden, hvorpå optagelserne blev indhentet og deres sandfærdighed med betydelig vægt taler for, at udsendelsen af doku-mentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Ad. 7, arten og alvoren af den mulige straf:
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at Tiltalte 2 skal straffes med en bøde på 6.000 kr., mens Tiltalte 1 skal straffes med en bøde på 25.000 kr. Bøderne skal i givet fald udmåles som dagbøder, jf. straffelovens § 51, stk. 1.
Der er ikke fremlagt oplysninger, der giver retten grund til at finde de påståe-de bøder i en størrelse, som vil være særligt vanskelige at bære for de tiltalte.
Retten finder imidlertid, at et straffeansvar for en journalist og en ansvarsha-vende redaktør som ansvarlige for, at et massemedie har benyttet sin ytrings-
side 15
og informationsfrihed som det klare udgangspunkt vil være en alvorlig straf uanset bødestørrelsen. Retten lægger her vægt på, at et sådant strafansvar vil begrænse mediernes muligheder for at fungere som offentlighedens kontrol-organ i forbindelse med afdækningen af kritisable forhold ved eksempelvis plejen af demente medborgere.
Retten finder herefter, at hensynet til mediernes særlige rolle i et demokratisk samfund med betydelig vægt taler imod at sanktionere udsendelsen af doku-mentarprogrammet med straf.
Retten finder således, som også anført af Højesteret for så vidt angår Forurettede 1, at hensynet til beskyttelse af oplysninger om Forurettede 1 og Forurettede 2 private forhold med en vis vægt taler imod, at udsendelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
Heroverfor finder retten imidlertid, at dokumentarprogrammets bidrag til en debat af offentlig interesse, dokumentarprogrammets tema, oplysningerne om Forurettede 1 og Forurettede 2 tidligere adfærd og måden, hvorpå optagelserne blev indhentet samt oplysningernes sandfærdighed og betydningen af at pålægge medarbejdere ved et massemedie et strafansvar i forbindelse med afdækningen af kritisable forhold i behandlingen af demente medborgere med betydelig vægt taler for at udsendelsen af dokumentarprog-rammet i sin helhed var berettiget. Retten finder tillige, at de konkrete sek-venser og omstændighederne omkring offentliggørelsen med en vis vægt ta-ler for, at udsendelsen af dokumentarprogrammet i sin helhed var berettiget.
En samlet afvejning af Forurettede 1's og Forurettede 2's ret til privatliv efter menneskerettighedskonventionens artikel 8 overfor Tiltalte 2's og Tiltalte 1's ret til ytrings- og informati-onsfrihed som offentlighedens kontrolorgan efter menneskerettighedskon-ventionens artikel 10 fører til, at retten finder, at det vil være et uproportio-nalt indgreb i de tiltaltes ytringsfrihed at pålægge de tiltalte straf som følge af de skete krænkelser af Forurettede 1's og Forurettede 2's ret til privatliv.
De tiltalte er ovenfor allerede frifundet i sagens forhold 3 og 4 vedrørende Forurettede 2, idet disse forhold var forældede. Efter det netop an-førte skal de tiltalte tillige frifindes i forhold 1 og 2 vedrørende Forurettede 1.
De tiltalte skal derfor frifindes.
Efter dommens resultat finder retten ikke anledning til at tage påstanden om sletning af dokumentarprogrammet til følge.
Thi kendes for ret:
side 16
Tiltalte 1Tiltalte 1 frifindes.
Tiltalte 2Tiltalte 2 frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger.
Dommer