Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 10. januar 2025
Sag BS-22102/2023-VLR
(8. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
(advokat Anne Katrine Bay, beskikket)
mod
Region Syddanmark
(advokat Signe Rydahl Werming)
Retten i Kolding har den 19. april 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-24178/2019-KOL).
Landsdommerne Thomas Klyver, Torben Geneser og Thomas Steensen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøger har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte, Region Syddanmark, skal betale ham 787.779 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 28. maj 2019.
Region Syddanmark har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
Appellant, tidligere Sagsøger har fri proces under ankesagen.
Forklaringer
Appellant, tidligere Sagsøger, Vidne 1 og Vidne 2 har afgivet supplerende forklaring. Vidne 3 har endvidere afgivet forklaring.
2
Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at efter at patientgruppen blev udvidet i sep-tember 2013, fik de mange flere selvmordstruede patienter ind på afdelingen. Der var mere uro i afdelingen på grund af den udvidede patientgruppe, og der var mindre personale.
Der var tre døgnindlagte børn fra 6-12 år, fjorten dagpladser og fem pladser i lukket skærm. Der var desuden ti dagpatienter, som var 6-12 år.
Børnene løb rundt i afdelingen og legede, og det bevirkede, at de ”voksne” un-ge på 12-19 år trak sig ind på deres værelser. De unge i den skærmede afdeling blev endnu dårligere, så der var brug for flere hænder der. Når de unge trak sig ind på værelserne, vidste personalet ikke, hvad de kom ind til, når de gik ind på værelserne. Der var ikke ressourcer til at tage sig af de unge, så de måtte bare lade dem være.
Når patienterne blev rigtig dårlige og var til fare for sig selv og andre, kom de i det skærmede afsnit, hvor der skulle være flere personaleressourcer. Der skulle være fast vagt og mindst to fra personalet.
Der var meget tit vikarer. Nogle gange sagde vikarerne noget forkert til patien-terne, så situationerne blev optrappet. Der skulle være to faste fra personalet i skærmen, så vikarerne måtte dække resten. Når de egentlig skulle være fem faste, var de kun to, og resten var vikarer. Vikarerne havde ikke før prøvet at være på en Afdeling, så de vidste ikke, hvad de gik ind til.
Der var generelt dobbelt så mange vikarer, som der var fast personale, men det varierede. Der var nogen faste vikarer, men ellers var det bare skiftende vikarer. Hvis der var sygemeldinger, blev det faste personale pålagt at gå på arbejde og tage flere timer. Der skulle være fast personale til stede, så de arbejdede tit i 16 timer. De kunne gå hjem kl. 23 og møde igen kl. 7.
På en aftenvagt var der måske én genganger blandt vikarerne, og de to andre var nye. Det var voldsomt at være der, og mange vikarer ville ikke være der.
Når de stod med patienterne, sagde vikarerne nogle gange noget, så der blev behov for at nedtrappe konflikterne. Der var ikke tid til bagefter at vejlede vika-rerne om ting, de ikke skulle gøre.
Når han var kontaktperson for børn, og forældrene skulle til samtale, skulle det koordineres. Tit kunne lægen eller sygeplejersken imidlertid ikke være med, så han selv stod med det. Forældrene spurgte om behandlingen, og det kunne han ikke altid svare på. Det var tit et stort problem, at der ikke var ressourcer nok, så han sad med det selv. Han har et par gange oplevet, at han selv stod med
3
forældrene. Han satte sig ind i sagen og brugte sin intuition, og han gav gode råd og vejledning om, hvordan forældrene skulle agere i forhold til børnene.
De andre pædagoger stod i samme situation. Sikkerhedsrepræsentanten blev underrettet om det, men der skete ikke nogen forandringer.
Han blev efter episoden den 1. marts 2014 ringet op af sikkerhedsrepræsentan-ten om, at det var blevet besluttet at tilbyde ham intern psykologbistand. Der var en debriefing dagen efter episoden. Der var en stedfortræder for afdelings-lederen til stede ved debriefingen, som ikke stillede spørgsmål, men bare lytte-de. Der var ingen ledelsespersoner til stede. Vidne 2, som skulle have været med, var der heller ikke. De andre involverede i episoden var også med til de-briefingen, herunder Person 4 og Vidne 3, men de var ikke ret mange deltagere. Debriefingen varede måske en time.
Han talte første med Vidne 2 ti dage efter, da han ringede til hende og spurgte til psykologbistanden. Han fik at vide, at han selv skulle ringe eller skrive en mail til den interne psykolog. Han kom først til psykologen 13-14 dage efter hændelsen, og psykologen sagde, at det var alt for sent. Det var efter episoden den 1. marts 2014, at han blev tilbudt bistand fra den interne psykolog.
Efter episoden den 1. marts 2014 genoptog han arbejdet i dagafsnittet for børn på 6-12 år. Han blev taget væk fra skærmen, og han skulle ikke reagere på alarmkald. Det var efter aftale med Vidne 2.
Vidne 3 har forklaret, at hun og Appellant, tidligere Sagsøger har været kolle-ger på den Afdeling. Hun er socialpædagog og har desuden taget en familieterapeutisk uddannelse. Fra november 1998 til november 2015 arbejdede hun som pædagog på den Afdeling. Hun var i en periode på 10 år indtil 2014 sikkerhedsrepræsentant.
Som pædagog arbejdede hun i spiseforstyrrelsesteamet. Hun var også i en peri-ode på et år fra marts 2014 til februar 2015 med i et udkørende team, som tog sig af små børn med autisme, hvorefter hun kom tilbage til afdelingen.
Som sikkerhedsrepræsentant varetog hun forebyggelse af vold samt sikkerhedsarbejde og arbejdsmiljø. Hun havde undervisning om forebyggelse af vold.
Hun deltog i planlægningen af det nye afsnit, det vil sige udvidelsen. Hun var rigtig meget inde over, fordi mange sikkerhedsmæssige ting skulle være i or-den, blandt andet fordi der skulle være et lukket afsnit. Der var lydhørhed før udvidelsen, men ikke bagefter. Hun var med til at planlægge sikkerheden i den skærmede afdeling, men ved etableringen skulle andre varetage det, og hun
4
blev ikke inddraget. Hun blev sat ud på et sidespor, da de skulle i gang med afdelingen, og hun havde ikke indflydelse på måden, som det blev på.
Før udvidelsen af patientgruppen i september 2013 arbejdede de meget pæda-gogisk og terapeutisk med de unge. De sad to fra personalet sammen med de unge og motiverede dem til at spise og tog sig af dem efter måltiderne.
Der var en masse miljøterapeutiske tiltag. Ved miljøterapi laver man for eksem-pel drama, og man arbejder med rollespil og noget kropsligt. De læste også eventyr, og der var værksteder med tegning og maling.
Efter udvidelsen blev måden at arbejde på ændret. Man kunne ikke bruge så meget tid på at spise med de unge og motivere dem. Det blev meget til sonde-ernæring, herunder med tvang. Tvangen blev det gennemgående i stedet for motivationen. Der blev lagt sonder 3-4 gange om dagen, og de unge skulle fast-holdes. I spiseteamet arbejdede hun sammen med Appellant, tidligere Sagsøger nogle gange om ugen.
Det med flere episoder med tvang efter udvidelsen blev bare kulturen, men hun ved ikke hvorfor. Det var noget med, at de ikke længere kunne bruge så meget tid på det med motivationen. De havde mere travlt efter udvidelsen.
Hun arbejdede også på det lukkede afsnit kaldet skærmen. Efter at hun kom tilbage fra det udkørende team, var hun næsten uafbrudt i skærmen. Den reste-rende del af afdelingen blev klaret af det øvrige personale.
Der var mange vikarer og meget nyt personale. De benyttede et vikarbureau, og nogle af vikarerne var ”okay” uddannet, men de kendte ikke afdelingen, og andre kendte ikke til psykiatrien. Det var ikke altid trygt at få vikarer ind, som ikke kendte huset og arbejdsgangen. Der var megen udskiftning blandt vika-rerne. De var uddannet, men ikke inden for psykiatrien. Hun var ikke inddra-get i introduktionen af vikarerne på afdelingen, idet hun var stoppet som sik-kerhedsrepræsentant i marts 2014.
Hun er selv blevet overfaldet af patienter både før og efter udvidelsen, men specielt efter udvidelsen. Det sidste halve år, hun var der, var det dagligt. Der var også daglige trusler. Før udvidelsen fik hun en gang imellem trusler.
Vikarerne måtte ikke deltage i tvangsfikseringer og fastholdelse, så det måtte de faste blandt personalet klare.
Der var andre sygemeldte end Appellant, tidligere Sagsøger, specielt efter udvidelsen. Hun var også selv sygemeldt til sidst.
5
I planlægningsfasen var hun ikke specielt bekymret for udvidelsen. Det bekym-rede hende dog, at aldersgrænsen for patienterne blev udvidet fra 18 til 23 år. Det er en målgruppe, som ofte er dårligere. Det er patienter med skizofreni, som ofte er problematiske med udadreagerende og voldelig adfærd. Disse pa-tienter er ofte mere syge, og det var mere voksenpsykiatri.
På et arbejdsmiljømøde den 1. august 2012 gennemgik de svarene på den psyki-ske APV. Der blev udarbejdet en psykisk APV. Hun husker ikke en drøftelse på mødet af, at de gerne ville arbejdsmiljøcertificeres.
Vidne 1 har forklaret, at personalenormeringen ikke var for lav, således som det er anført i gengivelsen af hendes forklaring på side 49, næstsidste af-snit, i byrettens dom. Det er korrekt, at der var ansat vikarer. Det var fordi, no-gen fra personalet havde orlov, og det er almindelig procedure.
Hun stoppede med at arbejde i december 2023, og hun er nu pensionist. Hun er dog her i efteråret blevet konsulent vedrørende arbejdsmiljø for afdelingsledel-sen på Hospital.
Der var lavet en trivselsundersøgelse i forbindelse med fyringsrunden i 2012, som der skulle samles op på, mens hun var der. Man skulle gå fra at være et lille sengeafsnit, der nærmest havde karakter af en fritidsordning, til at være et stort afsnit med akut modtagefunktion. Det var meget forskelligt, hvor parate medarbejderne var til det. Der er nogle ting, man skal kunne i en modtageafde-ling, hvor der kan anvendes tvang efter psykiatriloven. Man skulle også kende til sikkerhedsforanstaltninger og regler om patienternes retssikkerhed. De lave-de derfor undervisning og kompetenceudvikling.
Der var modstand mod den forandring, at de 18-19 årige skulle være i børnep-sykiatrien, og det skulle der arbejdes med. Den daværende leder havde ikke de fornødne kompetencer, og lederen havde også haft et længere sygefravær, som komplicerede det yderligere. Derfor kom der en ny leder.
Der blev udarbejdet en psykisk APV, og den er integreret i tilfredshedsunder-søgelsen. Der er desuden lavet en fysisk APV og en handleplan vedrørende den.
Der var medarbejdere, som have orlov, så nogle stillinger var besat med vika-rer, som havde været igennem en ansættelsesprocedure. Desuden var der til-kaldevikarer. I 2014 var der behov for mange vikarer. Der var blandt andet en særlig patient, der medførte omkostninger på 2 mio. kr. Udfordringen med voksenpsykiatriske patienter var større end forudset i starten, så de justerede op. Antallet af vikarer havde sammenhæng med hvilke akutpatienter, som kom ind.
6
Arbejdstilsynets strakspåbud rettede sig mod den psykiatriske skadestue, som ligger i voksenpsykiatrien, der er en anden afdeling med en anden ledelse. De yngre læger havde skadestuevagter. Personalet i sengeafsnittet, som Appellant, tidligere Sagsøger arbejdede i, havde ikke noget samarbejde med den psykiatriske skadestue, hvor der slet ikke er ansat pædagoger.
De fik i 2012 en arbejdsmiljøcertificering af Det Norske Veritas, og afdelingen er stadig certificeret. Veritas kommer en gang om året og undersøger, om afdelin-gen fortsat lever op til kravene. Der er også hvert halve år interne checks fra sygehusadministrationen.
Afdeling har ikke modtaget påbud fra Arbejds-tilsynet, og det er meget usædvanligt. Det er den eneste psykiatriske afdeling i Syddanmark, som ikke har fået påbud.
Personalenormeringen var en standardnormering, der beregnes centralt, og som ligner normeringen på alle psykiatriske afdelinger. Normeringen beregnes pr. seng, og der er en særlig beregning, når der er patienter med spiseforstyrrel-se.
Det er forkert, når det i gengivelsen af hendes forklaring i byrettens dom side 49, næstsidste afsnit, er anført, at bevillingen ikke tog højde for kompleksiteten. Det er en ledelsesopgave at tage sig af kompleksiteten. Opgaven med de 18-19 årige gjorde, at de måtte kalde ekstra personale ind. De fik af ledelsen lov til at bruge vikarer i 2014, hvor de gik 5-7 mio. kr. over det samlede budget for afde-lingen. Det var for at give et patientsikkert og arbejdsmiljømæssigt sikkert be-handlingstilbud.
I gengivelsen af hendes forklaring i byrettens dom side 50, andet afsnit, er tin-gene blandet lidt sammen. I 2015 kom der en partnerskabsaftale mellem Folke-tinget og Danske Regioner, hvor formålet var at nedbringe anvendelsen af tvang. Der blev tildelt mange mio. kr. til psykiatrien, og de blev opnormeret successivt det næste år. Der blev tilført midler senere i 2016 eller 2017 til me-ningsfulde aktiviteter og mere personalekrævende aktiviteter.
§ 71-tilsynet består af politikere, som besøger de psykiatriske afdelinger for at se på retssikkerheden for administrativt frihedsberøvede patienter. Tilsynet har ikke nogen mening om arbejdsmiljøet. Tilsynets mission er at give Folketinget gode råd om, hvordan det går de administrativt frihedsberøvede patienter. Når tilsynet taler om arbejdsmiljø, skyldes det nok forarbejder til partnerskabsafta-len om at nedbringe anvendelsen af tvang. Samfundsdebatten handlede meget om, at aftalen ville forringe arbejdsmiljøet, og det var ikke missionen. Tanken var at gøre det mere sikkert og bedre for patienterne.
7
Det Norske Veritas havde sagt, at det var, som det skulle være.
Det overforbrug af ressourcer, der er omtalt i gengivelsen af hendes forklaring i byrettens dom side 48, femte afsnit, lå før hendes ansættelse. Det handlede om, at der var et stort henvisningspres på Afdeling, så afde-lingen ikke kunne følge med. Man havde derfor købt sig til udredning ved pri-vate aktører, og det havde undermineret budgettet. På den baggrund kom der generelle fyringsrunder, der ikke var centreret om sengeafsnittet. Hun blev an-sat i sammenhæng med strukturændringen.
Budgetterne laves i sygehusadministrationen. Budgettet dækker blandt andet sengeafsnit og ambulatorier. Lønninger var den store del af budgettet.
”Safewards-principper” er en kendt behandlingsmetode, der stammer fra Lon-don, og som består af ti punkter. Formålet med metoden er at skabe et godt be-handlingsmiljø og at skabe ro og tryghed under indlæggelse, herunder skabe ”low arousal” . Det er en indsats vedrørende forebyggelse.
Det var en del af partnerskabsaftalen at nedbringe anvendelsen af tvang. Sa-fewards-metoden var et af værktøjerne. De arbejdede også med blandt andet mindfullnes. Disse tiltag havde ikke betydning for opretholdelsen af Veritas certificeringen. Man kan godt have mange arbejdsskader, selv om man er certi-ficeret.
Vidne 2 har forklaret, at der er et system med en instruks om, at man efter en hændelse samles til ”defusing” . Man kan også mødes igen til debrie-fing, og det vil man typisk gøre, inden folk går hjem fra en vagt. Lederen orien-teres om debriefingen og tager stilling til, om der er behov for supervision. Hvis en ansat har været udsat for en særlig hændelse, vil hun som leder blive orien-teret, og man tilbydes supervision. Det fik Appellant, tidligere Sagsøger tilbudt.
Der var lægemøde hver dag, hvor der skete overlevering til andre læger. Der var desuden rapportgivning i Afdeling kl. 7, kl. 15 og kl. 23, hvor man fortalte, hvad der var sket på vagten, og hvad man skulle være opmærksom på under den følgende vagt. Der ville man også komme ind på det, hvis en medar-bejder var blevet udsat for voldsomme hændelser.
Det var en meget lille afdeling med meget få patienter, der overgik til at være et stort afsnit med akutmodtagelse af patienter døgnet rundt, og de 18-19 årige kom også med i patientgruppen. Man skulle derfor ændre kulturen og klæde folk på med undervisning. Det kom til mere at ligne en ”standard” Afdeling og psykiatrien i det hele taget. Der var en stor gruppe blandt per-
8
sonalet, som valgte at rejse, inden det startede, og en stor gruppe kom ikke til at trives i det andet ”set up” .
Hun oplevede ikke de store udfordringer med Appellant, tidligere Sagsøger i starten. Appellant, tidligere Sagsøger syntes ikke, at det, som de skulle i gang med, var god kvalitet eller noget, som han havde lyst til at være i.
Hun var til stede, da § 71-tilsynet kom på tilsyn. Tilsynet observerede patienter, som var udsat for tvang, og disse patienters forhold. Tilsynet blev vist rundt i hele afsnittet og så blandt andet på, hvilke muligheder der var for aktiviteter indendørs og udendørs.
Hun er nu ansat som chefsygeplejerske. Hun har afløst Vidne 1, men hun har ansvar for mere, da afdelingen er blevet fusioneret med de jyske afdelinger til en afdeling i hele Region Syddanmark.
Hun blev informeret om for eksempel hændelser, hvor man var blevet slået el-ler havde været med til at bæltefiksere. Det kunne være, hvis man var kommet fysisk til skade, eller man var påvirket af situationen. De første tre år blev hun orienteret hver gang, der var bæltefikseringer.
Defusing og debriefing kunne forekomme mange gange på en dag. Hun blev orienteret, hvis man på debriefingen fandt, at der var behov for supervision.
Der har altid været et system på sygehuse med overlevering. Hun antager, at det også skete før, hun blev ansat. Hun eller hendes stedfortræder var til stede kl. 7 hver morgen ved overleveringen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Appellant, tidligere Sagsøger blev fra den 1. oktober 2005 ansat som socialpædagog ved Afdeling i psykiatriafdelingen på Hospital.
Det må med Appellants, tidligere Sagsøger uddannelsesmæssige baggrund og erfaring have stået ham klart, at det kunne være belastende at arbejde som pædagog i Afdeling på Hospital, hvor der forekommer udadreagerende adfærd hos patienterne. Han måtte således være forberedt på som led i sit ar-bejde undertiden at skulle medvirke til at håndtere udadreagerende patienter.
Landsretten lægger til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger den 7. december 2013, den 12., 17., 18. og 26. februar 2014 samt den 1. marts 2014 på afdelingen var invol-
9
veret i episoder med udadreagerende patienter, som havde en voldelig og/eller truende adfærd, og at han var sygemeldt i 19 dage efter den sidste episode. Han var på ny sygemeldt fra den 3. juli 2014, til han blev delvis raskmeldt i septem-ber/oktober 2014.
Episoderne med de udadreagerende patienter kan efter deres karakter og antal ikke anses for at gå ud over, hvad det var påregneligt at blive udsat for som led i arbejdet på afdelingen. Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at episoderne skyldtes, at personalenormeringen – når der tages hensyn til brugen af vikarer – var uforsvarlig, eller at arbejdet på afdelingen generelt set ikke var tilrettelagt og blev udført fuldt forsvarligt. Det kan heller ikke lægges til grund, at der i forbindelse med de konkrete episoder er udvist ansvarspådragende ad-færd fra regionens side.
Der er ikke i øvrigt påvist omstændigheder, der kan begrunde et erstatnings-ansvar for regionen. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal statskassen i sagsomkostninger for landsretten betale 80.000 kr. til Region Syddanmark til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hen-syn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal statskassen inden 14 dage betale 80.000 kr. til Region Syddanmark. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 10-01-2025 kl. 10:00
Modtagere: Indstævnte Region Syddanmark, Appellant, tidligere Sagsøger, Advokat (L) Signe Rydahl Werming, Advokat (H) Anne Katrine Bay