Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 22. maj 2025
Sag BS-10279/2023-OLR
(1. afdeling)
Alm. Brand Forsikring A/S
(advokat Niels Hjortnæs)
mod
Ankestyrelsen
(advokat Inge Houe)
Landsdommerne Annette Dam Ryt-Hansen, Jon Fridrik Kjølbro og Jesper Aagaard (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.
Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 18. november 2022. Ved kendelse af 20. februar 2023 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 17. juni 2022 om erstatning for tab af erhvervsevne for perioden fra den 26. august 2019 og frem, fordi erhvervsevnetabsprocenten, der er fastsat efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 1, er afrundet, inden der er foreta-get fradrag efter lovens § 12.
Påstande
Sagsøgeren, Alm. Brand Forsikring A/S, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Ankestyrelsen, tilpligtes at anerkende, at Person kun er berettiget til 15 % i erstatning for tab af erhvervsevne fra den 26. august 2019 og frem som følge af en arbejdsskade den 13. maj 2016.
2
Sagsøgte, Ankestyrelsen, har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Sagsfremstilling
Person var den 13. maj 2016 udsat for en ulykke, idet han i forbindelse med sit arbejde snublede over en stålskinne og landede på venstre skulder.
Ved afgørelse af 15. februar 2018 anerkendte Arbjedsmarkedets Erhvervssikring ulykken som en arbejdskade efter arbejdsskadesikringsloven og fastsatte Persons varige mén som følge af skaden til 8 %. I den forbindelse er det anført i afgørelsen, at Persons samlede varige mén blev fastsat til 12 %, men at der blev foretaget et fradrag på grund af forudbestående gener i venstre skulder.
Person blev fra den 26. august 2019 ansat i permanent fleksjob.
Den 30. juni 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring endelig afgørelse om Persons erstatning for tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden den 13. maj 2016. For perioden fra den 26. august 2019 og frem blev erhvervsevnetabet fastsat til 20 %. Af begrundelsen for denne del af afgørelsen fremgår følgende bl.a.:
”Dit tab af erhvervsevne er fastsat ud fra forskellen mellem lønnen i fleksjobbet og det kommunale tilskud, og hvad du kunne have tjent uden arbejdsskaden.
Vi har 15. februar 2018 fastsat dit varige venstresidige skuldermén til samlet 12 procent inklusiv dobbeltsidighed for højre skulder, hvoraf 8 procent kunne tilskrives skaden den 13. maj 2016. Godtgørelsen for varigt mén blev tilkendt for gener i form af konstante smerter, jævnfør ovenfor under sygedagpenge.
Ud over arbejdsskaden har du højresidige skuldersmerter, jævnfør ligeledes ovenfor under sygedagpenge. Disse gener hindrer dig i at varetage skulderbelastende arbejdsopgaver.
Udover disse gener har du en periode med behandlingskrævende depression, dels på grund af dine skuldersmerter, dels på grund af, at du ikke har et fleksjob. Du oplever dog bedring, da du kommer i praktik i forhold til dette fleksjob.
Før skaden kunne du tjene 373.509,33 kroner årligt (se beregning i afsnittet om årsløn nedenfor). Det svarer til 398.656,49 kroner årligt i 2019-niveau.
Din aktuelle løn inklusiv det kommunale tilskud er 270.010,46 kroner årligt (se beregning i afsnittet om aktuel løn).
3
Du har dermed en lønnedgang på 137.521,50 kr. Det svarer til en lønnedgang på 33,7 procent.
Det betyder, at dit samlede tab af erhvervsevne er 35 procent.
Vi kan imidlertid kun give erstatning for den del af dit tab af erhvervsevne, der skyldes arbejdsskaden. Vi vurderer, at omkring halvdelen af dit samlede tab af erhvervsevne med overvejende sandsynlighed skyldes andre årsager end arbejdsskaden, særligt din højre skulder, jævnfør ovenfor under sygedagpenge.
Det betyder, at vi har fastsat dit tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden til 20 procent.”
Afgørelsen blev af Alm. Brand Forsikring A/S påklaget til Ankestyrelsen. Som begrundelse for den del af klagen, som vedrørte perioden fra 26. august 2019 og frem, anførte forsikringsselskabet i mail af 24. oktober 2021 følgende:
”Dobbelt oprunding
Fra den 26. august 2019 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurde-ret, at tilskadekomne havde en lønnedgang på 33,7 procent, hvilket Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikring runder op til 35 procent. Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring vurderer at omkring halvdelen af tilskadekom-nes samlede tab af erhvervsevne med overvejende sandsynlighed skyl-des andre årsager end arbejdsskaden og efter fratræk af 50 procent fore-tager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring igen en oprunding og vurde-rer herefter, at tilskadekomnes tab af erhvervsevne er 20 procent.
Vi mener, at fremgangsmåden med dobbelt oprunding ikke er korrekt.
Efter vores vurdering skal fratrækket af de 50 procent ske direkte af lønnedgangen på 33,7 procent - hvorefter der må rundes op eller ned på baggrund af det tal, der fremkommer herefter.
Vi vurderer herefter, at tilskadekomnes aktuelle tab af erhvervsevne retligt udgør 15 procent.”
Ankestyrelsen stadfæstede ved afgørelse af 17. juni 2022 den del af Arbejds-markedets Erhvervssikrings afgørelse, som vedrørte perioden fra 26. august 2019 og frem. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår, at den er truffet i medfør af Arbejdsskadesikringslovens §§ 12, 17, stk. 1, samt 17 a.
I begrundelsen for afgørelsen henviste Ankestyrelsen til den begrundelse, som fremgår af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse. Specifikt i relation til klagen fra Alm. Brand Forsikring A/S anførte styrelsen følgende:
”Bemærkninger til klagen
4
Forsikringsselskabet, Alm. Brand Forsikring A/S har oplyst, at de er uenige i, at der kan ske en dobbelt oprunding i perioden fra den 26. au-gust 2019 og frem. De angiver, at der ikke bør foretages en dobbeltop-runding af din endelige erstatning, hvor en lønnedgangsberegning, der ligger til grund for den endelig erstatning ender på 33,7 procent, hvilket oprundes til 35 procent, som efter fratræk for halvdelen giver 17,5 pro-cent, hvilket Arbejdsmarkedets Erhvervssikring runder op til 20 pro-cent. Efter forsikringsselskabets vurdering skal fratrækket af de 50 pro-cent ske direkte af lønnedgangen på 33,7 procent – hvorefter der må rundes op eller ned på baggrund af det der fremkommer herefter. De mener derfor, at dit aktuelle tab i perioden fra den 26. august 2019 og frem retligt udgør 15 procent.
Vi bemærker, at oplysningerne er indgået i behandlingen af din sag, men at de ikke kan føre til et ændret resultat. Vi henviser til begrundel-sen for afgørelsen.
Vi bemærker, at oprundingen er sket efter gældende praksis i Ankesty-relsen. Efter praksis afrundes både ved fastsættelse af det samlede tab og ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter fradrag. Vi vurderer derfor ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at der skal ske en oprunding til 20 procent.”
Alm. Brand Forsikring A/S har efterfølgende opgjort og udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 %.
Retsgrundlaget
Af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at såfremt en ar-bejdsskade har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne.
I arbejdsskadesikringslovens § 17 a findes en særlig regel angående fastsættel-sen af tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. Den dagældende § 17 a, stk. 1-3, havde følgende ordlyd:
”§ 17 a. Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskel-len mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.
Stk. 2. Indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskade-
komne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt.
Stk. 3. Indtjeningen i fleksjobbet, jf. stk. 1, udgør summen af lønnen fra
arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen”
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 blev indsat ved lov nr. 1388 af 21. december 2005, og stk. 3 blev indsat ved lov nr. 1380 af 23. december 2012.
5
Af de almindelige bemærkninger til det lovforslag, som lå til grund for lov nr. 1388 af 21. december 2005, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 73, s. 2120-2121, fremgår følgende bl.a.:
”1. Indledning
[…]
Samspillet mellem reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne og fleksjob
Højesteret har den 22. december 2003 afsagt dom, hvorefter erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven til personer, der efter en arbejdsskade er i fleksjob, skal fastsættes uafhængigt af den løn, som tilskadekomne modtager i fleksjobbet. Der henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 867.
Det følger af Højesterets dom, at tilskadekomnes indtjening i fleksjob-
bet ikke kan lægges til grund ved vurderingen af tabet af erhvervsevne. I stedet skal tabet fastsættes skønsmæssigt, som om muligheden for et fleksjob ikke forelå.
Det indebærer, at tilskadekomne både kan modtage løn fra fleksjobbet
og erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Den tilskadekomne modtager løn i sit fleksjob og modtager samtidig erstatning for tab af erhvervsevne. Tilskadekomne opnår herved i man-ge situationer en indtjening, der ligger over indtjeningen før arbejds-skaden. Tilskadekomne opnår således kompensation ud over 100 pct. af hidtidig indtjening.
Dette lovforslag begrænser kompensation ud over 100 pct. Forslaget indgår i finanslovsforslaget for 2006.
[…]
3. Lovforslagets hovedpunkt
Samspillet mellem reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne og fleksjob
Det foreslås at indføre en særlig regel om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller i fleksjob.
Reglen fraviger fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne som
fortolket ved Højesterets dom af 22. december 2003.
Reglen genindfører tidligere administrativ praksis, hvorefter tabet af
erhvervsevne til disse personer fastsættes på grundlag af forskellen på lønnen før arbejdsskaden og lønnen i fleksjobbet.
Det bemærkes i denne forbindelse, at lønnen i fleksjobbet udgør nor-
mal overenskomstmæssig løn.
Grundprincippet er at sidestille personer i fleksjob med personer i ik-
ke støttet erhverv, for så vidt angår erstatning for tab af erhvervsevne.
Der er ikke retssikkerhedsmæssige problemer ved denne ændring,
idet tilskadekomne bevarer sin ret til at få sagen genoptaget, hvis det ef-terfølgende viser sig, at pågældende ikke kan bevare fleksjobbet, men eventuelt må overgå til førtidspension.
6
[…]”
Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 2005-06, til-læg A, lovforslag nr. L 73, s. 2123, der indsatte § 17 a, fremgår følgende bl.a.:
”Til nr. 2
Det foreslås at indføre en særlig regel for erstatning for tab af erhvervs-evne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller i fleksjob. Det foreslås, at erstatningen i disse sager fastsættes på grund-lag af forskellen mellem lønnen før arbejdsskaden og lønnen i fleksjob-bet.
Tabet gradueres mellem 0 pct. og 100 pct. efter hidtidig praksis. Det indebærer, at tabet normalt skal udgøre mindst 15 pct. for at be-
rettige til erstatning, og at tabet gradueres i spring på 5 procentpoint.
Ved forslaget genindføres Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens
praksis før højesteretsdommen af 22. december 2003. Der henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 867.
[…]”
Ved lov nr. 1541 af 12. december 2023 blev der foretaget flere ændringer af be-stemmelserne i dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17 og § 17 a. Bl.a. blev der i lovens § 1, nr. 6, foretaget følgende ændring af § 17:
”I § 17, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem til-skadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden, jf. stk. 2, og indtje-ningsevnen efter arbejdsskaden, jf. stk. 3. Tabet af erhvervsevne fastsæt-tes til 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 eller 100 pct.«”
Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, jf. Folketingstidende 2023-24, til-læg A, lovforslag nr. L 23, side 70-71, fremgår følgende bl.a.:
”Til nr. 6
[…]
Det foreslås i andet nye punktum, at tabet af erhvervsevne fastsættes til: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent.
Det foreslås således, at tabet vil skulle fastsættes med 10 procentpoints intervaller i stedet for 5 procentpoints intervaller. Forslaget vil således betyde, at der bliver større intervaller og dermed, at tabet ikke vil blive fastsat så nøjagtigt som i dag.
[…]
Forslaget vil indebære, at det beregnede tab af erhvervsevne vil skulle afrundes til den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at af-rundingen som i dag vil skulle ske efter almindelige afrundingsregler.
7
Tabet vil således for eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct. Det forudsættes derfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i si-tuationer, hvor indtjeningsevnen efter arbejdsskaden og dermed er-hvervsevnetabsprocenten vil blive fastsat skønsmæssigt, ikke behøver at foretage nærmere sagsbehandling om tabets nøjagtige størrelse.
I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende ska-deårsag vil arbejdsskademyndighederne først skulle foretage fradraget og derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først forta-ges i erhvervsevnetabsprocenten efter afrundingen. Ændringen er be-grundet i hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevne-tabsprocenten. Nærværende forslag til nye punktummer i § 17, stk. 1, sammenholdt med forslaget til § 17, stk. 2, vil indebære, at erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som efter erstatningsansvarsloven. Fremover vil erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven således blive fastsat på baggrund af tabsprocenter med 10 procentpo-ints intervaller, og indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil blive fastsat direkte svarende til den omregulerede årsløn. Det præciseres i forslaget til § 29 i arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17 og § 17 a i arbejdsskadesikringsloven er er-statning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 5-9 i erstatningsansvarsloven.”
Af lovens § 9 og § 10, stk. 3, følger det, at § 1, nr. 6 træder i kraft den 1. januar 2024, dog således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i sager om arbejds-ulykker, der er indtrådt før den 1. juli 2024.
Om fastsættelsen af erstatningen efter bl.a. arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a fremgår følgende af lovens § 12:
”§ 12. Erstatning og godtgørelse efter §§ 15-18 fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatning og godtgørelse kan nedsættes eller ef-ter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige eller sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.
Stk. 2. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt men eller en persons
død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejen-de sandsynlighed taler herimod, eller andet er fastsat i denne lov.”
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesik-ring. Af forarbejderne til loven, jf. bemærkningerne til § 12 i lovforslag nr. 216 af 9. april 2003, fremgår, at bestemmelsen afløser § 13 og § 26 i den tidligere gæl-dende arbejdsskadesikringslov.
Anbringender
Alm. Brand Forsikring A/S har procederet i overensstemmelse med påstands-dokument af 26. marts 2025, hvoraf følgende anbringender fremgår:
8
”Alm Brand Forsikring A/S gør til støtte for den nedlagte påstande gældende, at arbejdsskademyndighedernes praksis, hvorefter man ved opgørelse af erstatning for tab af erhvervsevne, når der foreligger andre årsager til det samlede erhvervsevnetab end arbejdsskaden, først fore-tager afrunding af det samlede erhvervsevnetab, før man foretager fra-draget for årsagskonkurrence og dernæst foretager endnu en afrunding efter fradraget, savner hjemmel i den dagældende arbejdsskadesik-ringslov.
Det gøres endvidere gældende, at den anvendte praksis i den forelig-gende sag kommer frem til et resultat som er i modstrid med intentio-nen bag Arbejdsskadesikringslovens § 17a.
Det gøres endelig gældende, at seneste lovændring bekræfter, at ar-bejdsskademyndighedernes praksis har været i strid med lovgivers in-tention, hvorfor det har været nødvendigt at præcisere dette.
Arbejdsskademyndighedernes hjemmel til den anvendte praksis.
Ankestyrelsen gør til støtte for den anvendte praksis gældende, at man som følge af Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 er forpligtet til først at fastsættes det samlede erhvervsevnetab uanset årsagen hertil og at afrunde det herved fremkomne tal til nærmeste med 5 delelig procent. Først herefter kan man foretage fradraget for de konkurrerende gener, og den herved fremkomne procentsats skal igen afrundes til nærmeste med 5 delelig procentsats.
Herover for gør Alm Brand Forsikring følgende gældende:
1. Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 er en videreførelse af tidlige-re loves § 13 og 1B, hvorfor forarbejderne vedrørende disse be-stemmelser også har betydning for forståelsen af § 12, stk. 2.
2. Det fremgår af forarbejderne til tidligere loves § 13 og 1b, at be-stemmelsen har til formål at indføre en formodning for, at senere tilkomne lidelser er en følge af en anerkendt arbejdsskade. Der fremgår intet i forarbejderne om, at der skulle gælde en formodning om, at det samlede erhvervsevnetab skyldes arbejdsskaden.
3. Derimod fremgår det forarbejderne til nugældende § 12, stk. 1 i ar-bejdsskadesikringsloven, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alle-rede ved anerkendelsen af en arbejdsskade skal fremhæve de forbe-hold omkring årsagssammenhæng, som man vil tillægge betydning ved erstatningsudmålingen. Man skal således allerede ved anerken-delsen af en arbejdsskade vurdere, hvorvidt samtlige ge-ner/funktionsbegrænsninger er en følge af arbejdsskaden, eller om der er tale om konkurrerende skadesårsager.
4. Det fremgår endvidere af Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, at et påvist tab af erhvervsevne anses for at være en følge af arbejdsska-den, med mindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Dette skal sammenholdes med, at det fremgår af Arbejdsskadesikringslo-vens § 17a, stk. 1, at tabet af erhvervsevne for personer, der efter en ar-
9
bejdsskade er visiteret til fleksjob eller overgår til fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før skaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.
5. Forskellen i indtjeningen før skaden og indtjeningen i fleksjobbet pr. 26. august 2019 var 33,7 %, hvilket parterne er enige om. Derfor er erhvervsevnetabet 33,7 % og ikke 35 %.
6. Reglen om, at tabet skal gradueres i spring på 5 %, jf. lovbemærk-ningerne herom, vedrører erstatningsopgørelsen/-udmålingen. Det er således først i forbindelse med, at arbejdsskademyndighederne skal udmåle erstatningen for tab af erhvervsevne, at man skal af-runde til nærmeste med 5 delelig procent.
7. Det fremgår derimod ingen steder af lovforarbejderne, herunder forarbejderne til Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1 og 2 sam-menholdt med § 17a, at der skal ske afrunding af den efter reglen i § 17a, stk. 1 beregnede indtægtsforskel tilnærmeste med 5 delelig pro-cent før fradraget for årsagskonkurrence.
8. I forhold til den konkrete sag, bemærkes endvidere, at det af Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse den 30. juni 2021, jf. bi-lag 2, fremgår, at man i forbindelse med begrundelsen for erhvervs-evnetabet for perioden efter den 26. august 2019 først redegør for de forskellige elementer, der har betydning for indtægtsnedgangen, herunder de konkurrerende gener fra højre skulder. Herefter opgør man det samlede tab af erhvervsevne beregnet på baggrund af ind-tægtsnedgangen. Man er altså fuldt ud bekendt med de konkurre-rende forhold i relation til erhvervsevnetabet, før man opgør det samlede erhvervsevnetab.
9. Man må forstå Ankestyrelsens begrundelse for, at man skal foretage opgørelse og afrunding af det fulde tab af erhvervsevne før fradrag for årsagskonkurrence således, at man reelt set ”lukker øjnene” for årsagen til erhvervsevnetabet før man opgør det samlede erhvervs-evnetab, og først ”gør sig bekendt hermed” efter man har opgjort det samlede erhvervsevnetab.
10. Det er efter Alm Brand Forsikrings opfattelse en kunstfærdig frem-
stilling af, hvordan sagsbehandlingen reelt foregår og harmonerer hverken med det faktum, at årsagskonkurrencen er beskrevet før opgørelsen af det samlede erhvervsevnetab, jf. bilag 2, eller med be-stemmelsen i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, hvorefter ar-bejdsskademyndighederne allerede ved anerkendelsen skal forhol-de sig til, om der er andre årsager, som kan have betydning for er-statningsudmålingen.
11. Det bemærkes i øvrigt, at Ankestyrelsen, for så vidt angår opgørelse
af erhvervsevnetabet efter den 26. august 2019, i det hele henviser til begrundelsen i bilag 2, jf. bilag 4.
Den konkrete afgørelse er i strid med intentionen bag § 17a i Arbejds-skadesikringsloven
10
1. Det fremgår af forarbejderne til §17a i Arbejdsskadesikringsloven, at den tilskadekomne ville blive kompenseret udover 100 %, hvis man ved opgørelse af erhvervsevnetabet ikke måtte medregne den del af indtjeningen i fleksjobbet, som hidrørte fra et kommunalt tilskud, hvilket var konsekvensen af Højesterets dom af 22. december 2003 (U 2004.867 H). Bestemmelsen havde derfor som hovedformål at undgå kompensation udover 100 % af den tilskadekomne.
2. I den foreliggende sag er der enighed mellem parterne om, at Person via sin ansættelse i fleksjob pr. 26. august 2019 havde en forskel mellem indtægten uden skaden og den faktiske indtægt efter skaden på 33,7 %, opgjort efter § 17a, stk. 1-3.
3. Der er også enighed mellem parterne om, at Person sær-ligt på grund af tilsvarende gener fra højre skulder som i den ar-bejdsskaderamte venstre skulder under alle omstændigheder ville have haft et erhvervsevnetab, der udgør ½ af det samlede erhvervs-evnetab.
4. Det betyder med andre ord, at Persons erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden udgør ½ af 33,7 % svarende til 16,85 % opgjort efter §17a, stk. 1-3.
5. Da den beregnede erhvervsevnetabsprocent ifølge lovbemærknin-ger skal gradueres i spring på 5 %, skal der ske afrunding til 15 %, som påstået af sagsøger.
6. Person opnår derved en uafvendelig manglende dækning på 1,85 % i forhold til det faktiske tab.
7. Imidlertid ville Person have opnået en ”overkompensati-on” på 3,15 % ved den af Ankestyrelsen anvendte praksis, hvilket ikke harmonere med begrundelsen for at indføre bestemmelsen i § 17a.
Lovgivers intention
1. Det fremgår af seneste ændring af Arbejdsskadesikringsloven, at man ophæver arbejdsskademyndighedernes praksis med at foretage af-runding af det beregnede erhvervsevnetab før fradrag for årsagskon-kurrence, jf. L 23.
2. Det kan med andre ord konstateres, at lovgiver ikke har været enig i den anvendte praksis, som derfor bringes til ophør.
3. Det kan imidlertid samtidig konstateres, at lovgiver ikke har fundet det relevant eller nødvendigt at foretage en egentlig lovændring eller præcisering af lovteksten, hvorfor arbejdsskademyndighedernes praksis efter lovgivers opfattelse ikke er baseret på en uklar formule-ring af loven.
11
4. Det kan også konstateres, at præciseringen af, at den anvendte prak-sis om afrunding før fradrag for årsagskonkurrence ophører, ikke er medtaget under § 12, stk. 2 men under bemærkningerne til § 17. Så-fremt lovgiver var enig med Ankestyrelsen i, at afrundingen før fra-drag for årsagskonkurrence var hjemlet i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, havde det været naturligt, om man havde ophævet prak-sis i forbindelse med bemærkningerne til Arbejdsskadesikringsloven § 12.
5. Det gøres derfor sammenfattende gældende,
•at det er og formentlig altid har været lovgivers intention, at der kun skal ske afrunding én gang.
•at lovgiver ikke er enig i, at der har være hjemmel til at fore-tage afrunding før fradrag for årsagskonkurrence i tidligere arbejdsskadesikringslove, fordi lovgiver ikke har fundet det nødvendigt at ophæve praksis ved at indføre en egentlig æn-dring af formuleringen af hverken Arbejdsskadesikringslo-vens § 12, stk. 2 eller § 17a.
•at lovgiver heller ikke deler Ankestyrelsens opfattelse af, at hjemlen til at foretage afrunding før fradrag for årsagskon-kurrence findes i Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, idet man i så fald enten ville have foretaget en præcisering af formuleringen af § 12, stk. 2 eller indsat bemærkningen om at ophæve praksis under bemærkningerne til Arbejdsskadesik-ringslovens § 12.
Derfor gøres det sammenfattende gældende, at Person alene er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne efter Arbejdsskade-sikringslovens § 17a på 15 %, idet der hverken er hjemmel til at foretage afrunding før fradrag for årsagskonkurrence, idet arbejdsskade-myndighedernes praksis har været i strid med lovgivers intention, og man ved den konkrete afgørelse kommer frem til et resultat, der strider mod formålet med indførelsen af Arbejdsskadesikringslovens §17a om at undgå overkompensation.”
Ankestyrelsen har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 26. marts 2025, hvoraf følgende anbringender fremgår:
"Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens praksis vedrø-rende afrunding. Der er derfor heller ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 17. juni 2022 (bilag 4), som er i overens-stemmelse med denne praksis.
Ved afgørelsen af 17. juni 2022 (bilag 4) har Ankestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17 a korrekt vurderet, at Persons lønnedgang udgjorde 33,7 %. Da erhvervsevnetab imidlertid som anført efter dagældende lov fastsættes i spring af 5 %, blev lønnedgan-
12
gen afrundet til nærmeste 5 procentpoint, og det samlede tab fastsat til 35 %.
Ankestyrelsen vurderede herefter, at der var grundlag for at fradrage i erhvervsevnetabet i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1. Ankestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det alene var omkring halvdelen af det samlede tab af erhvervsevne, der kunne henføres til arbejdsskaden. Persons erhvervsevnetab som følge af ar-bejdsskaden blev herefter fastsat til 17,5 %, hvilket blev afrundet til 20 %.
At det samlede tab skulle fastsættes inden et eventuelt fradrag har støt-te i ordlyden af § 12, stk. 1, 2. pkt., der fastslår, at erstatningen kan ned-sættes eller bortfalde. Reglen indebærer indirekte, at myndighederne for det første må fastsætte erstatningen. Denne erstatning kunne ikke være fastsat til 33,7 %, men skulle afrundes til nærmeste procent dele-ligt med 5.
Reglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne anses for en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod, støtter tilsvarende, at det samlede erhvervsevnetab må fastsættes og skal kunne stå alene, hvilket forudsætter, at det samlede tab er fast-sat til en procent, der kan ydes erstatning for, dvs. en procentsats der er delelig med 5.
Der findes hverken i lovforarbejderne, retspraksis eller den juridiske lit-teratur i øvrigt holdepunkter for at antage, at afrundingen først skal fo-retages efter fradrag for konkurrerende årsager. Dette gælder uanset, om begge afrundinger måtte være opadgående, som i denne sag.
Arbejdsskademyndighedernes praksis er beskrevet i lovforslag nr. 23 af 4. oktober 2023. Med den senere lov nr. 1541 af 12. december 2023 blev bl.a. § 17, stk. 1, ændret, således at erhvervsevnetab fastsættes til 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 90 og 100 %. I de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6, er anført følgende:
” […]
I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende skadeårsag vil arbejdsskademyndighederne først skulle foretage fradraget og derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først fortages i erhvervsevnetabs-procenten efter afrundingen. Ændringen er begrundet i hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevnetabsprocenten.”
Som det fremgår, er det kun praksis efter lov nr. 1541 af 12. december 2023, som ændres, og ændringen har sammenhæng med de større spring i erhvervsevnetabsprocent og de dermed forholdsmæssigt større konsekvenser af afrunding.
Om hidtidig praksis anfører Mikael Kielberg iArbejdsskadesikringsloven,
7. udgave, 2021, s. 519, følgende:
” I afgørelserne om erhvervsevnetab skal erstatningsniveauet fastlægges før, der
foretages even- tuelle fradrag for forudbestående eller konkurrerende lidelser (se
13
kommentaren til punkt 2 og § 17). Dette er slået fast af domstolene, idet næsten alle domme indledes således: »Efter arbejds- skadesikringslovens § 12 skal NN’s gener – såvel y-gener som x-gener – anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod” .
Det betyder også, at hvis et erhvervsevnetab bliver beregnet/vurderet til fx 22
procent, skal det afrundes til 20 procent, inden man foretager et eventuelt fra-
drag. Se dom fra Retten i Holbæk, 3. marts 2020 (dommen blev anket til Østre Landsret, jf. dom af 15. marts 2021 [sag BS- 12094/2020-OLR]. Landsretten tog ikke stilling til spørgsmålet om afrunding). Der var tale om en afgørelse efter § 17 a. Retten slog fast, at der før fradrag skal fastsættes en erhvervsevnetabs-procent, afrundet til et tal deleligt med 5.” (mine understregninger)
Sagsøgeren har overordnet gjort gældende, ”at formålet med reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne i arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a er i videst muligt omfang at kompensere den tilskadekomne for dennes faktiske indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden ”, og at dette skulle føre til, at Ankestyrelsens praksis om afrunding skal tilsidesættes.
Hertil bemærker Ankestyrelsen, at uagtet erstatning for erhvervsevne-tab har til formål at kompensere for et indtægtstab, indeholder loven samt lovens forarbejder adskillige regler, som viser, at det ikke har væ-ret lovgivers hensigt i enhver henseende at komme så tæt på det faktisk lidte tab som muligt.
Beregningsmetoden i arbejdsskadeforsikringslovens § 17 a, som denne sag omhandler, fraviger, at det er skadelidtes faktiske tab, der erstattes. Som anført af sagsøgeren fremgår det af de almindelige bemærkninger til lovændringen, at reglerne har til formål at kompensere den til-skadekomne for det varige indkomsttab, som skyldes arbejdsulykken. Det følger dog samtidig af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (afsnit 4.2), at bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 17 a vil medføre, at erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes på baggrund af forskel i lønindtægt, og ikke som tidligere på baggrund af en vurdering af, hvad den tilskadekomne ville kunne have tjent.
I UfR 2022.541Ø stadfæstede landsretten således også, at beregningen af erhvervsevnetabet skulle ske efter beregningsmetoden i arbejdsskade-sikringslovens § 17 a, uden hensyn til – som anført af forsikringsselska-bet – at der herved ikke blev inddraget det faktiske lidte tab, idet skade-lidte ikke havde udnyttet sin resterhvervsevne i det konkrete fleksjob, som indgik i beregningen.
Også reglen i § 17, stk. 6 (nugældende § 17, stk. 8), hvorefter den løben-de ydelse ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør – ikke 100 % – men 83 % af skadelidtes årsløn, viser, at formålet med reglerne om ud-måling af erstatning ikke er at komme så tæt som muligt på det faktisk lidte tab. Tilsvarende er den årsløn, der kan indgå i beregningen mak-simeret, jf. arbejdsskadesikringslovens § 24, stk. 5 (nugældende § 24, stk. 10.)
14
Videre ydes der ikke erstatning for erhvervsevnetab på under 15 %, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, jf. U.2025.1185H.
Endelig er praksis omkring fastsættelse i spring på 5 procentpoint, som refereret i de særlige bemærk- ninger til arbejdsforsikringslovens § 17 a (lovforslag nr. 73 af 16. november 2005), en sådan fravigelse.
…
Såfremt retten finder, at der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrel-sens afgørelse, men på den anden side ikke mener, at der er grundlag for at give sagsøgeren fuldt ud medhold, kan retten hjemvise sagen.”
Under hovedforhandlingen i landsretten har Ankestyrelsen oplyst, at den om-tvistede praksis for afrunding er blevet fulgt af styrelsen i en længere årrække, og at der derfor potentielt kan være afgørelser op til 30 år tilbage i tid, som skal genoptages, såfremt styrelsens praksis underkendes.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ved Ankestyrelsens afgørelse af 17. juni 2022 blev Person tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne med 20 % for perioden fra 26. august 2019 og frem. Afgørelsen blev truffet i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, og § 17 a (dagældende) samt § 12. I afgørelsen er erhvervsevnetabsprocenten først i medfør af dagældende arbejdsskadesikringslovs § 17 a fastsat til 33,7 %, hvorefter der afrundes til 35 %, inden der i medfør af § 12 foretages fradrag med halvdelen og afrundes til 20 %.
Tvisten i sagen angår alene, om Ankestyrelsen med rette har foretaget afrun-ding af erhvervsevnetabsprocenten, inden der blev foretaget fradrag efter ar-bejdsskadesikringslovens § 12. Parterne er således enige om, at der skal foreta-ges afrunding af erhvervsevnetabsprocenten, efter der er sket fradrag.
Det fremgår ikke af forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven forud for æn-dringen ved lov nr. 1541 af 12. december 2023, hvordan afrunding skal ske i tilfælde, hvor et erhvervsevnetab skal fastsættes i et samspil mellem § 17 a og § 12, herunder om der skal ske afrunding af det i medfør af § 17 a fastsatte er-hvervsevnetab, inden der foretages fradrag i medfør af § 12.
Det er ubestridt, at det er fast og langvarig praksis hos Ankestyrelsen, at der foretages afrunding af erhvervsevnetabsprocenten, inden der foretages fradrag efter arbejdsskadesikringslovens § 12.
Henset til ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., § 17 a (da-gældende) og § 12, sammenhængen mellem bestemmelserne samt deres forar-bejder og formål finder landsretten, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 17. juni 2022, der er truffet i over-
15
ensstemmelse med fast administrativ praksis. Det forhold, at det i forarbejderne til lov nr. 1541 af 12. december 2023 er forudsat, at Ankestyrelsens praksis fremover ændres, kan ikke føre til et andet resultat.
Landsretten tager herefter Ankestyrelsens påstand om frifindelse til følge.
Efter sagens udfald skal Alm. Brand Forsikring A/S i sagsomkostninger betale 50.000 kr. til Ankestyrelsen til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat ta-get hensyn til sagens omfang og karakter.
THI KENDES FOR RET:
Ankestyrelsen frifindes.
I sagsomkostninger skal Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage betale 50.000 kr. til Ankestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 22-05-2025 kl. 10:00
Modtagere: Sagsøgte Ankestyrelsen, Sagsøger Alm. Brand Forsikring A/S