Dom
RETTEN I LYNGBY
DOM
afsagt den 1. maj 2025
Sagsøger
(advokat Kurt Bardeleben)
mod
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Miljøstyrelsen) (advokat Britta Moll Bown)
og
Furesø Kommune
(advokat Britta Moll Bown)
Denne afgørelse er truffet af Dommer 1 (retsformand), Dommer 2 og Dommer 3.
2
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagerne, som er anlagt henholdsvis 6. marts 2024 og 9. juli 2024, angår prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 om fred-ningsrevision og Taksationskommissionens afgørelse af 3. maj 2024 om erstat-ning.
Sagsøger har i sagen BS-11751/2024-LYN nedlagt følgende på-
stand:
Principalt:
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 i sagsnr. 22/00300 ophæves som ugyldig.
Subsidiært:
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 i sagsnr. 22/00300 ophæves og hjemvises til fornyet behandling, hvorunder det skal lægges til grund, at der indtil Fredningsnævnets kendelse af 10. november 2021 ikke var offentlig adgang til de fredede arealer.
Mere subsidiært:
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 i sagsnr. 22/00300 ophæves og hjemvises til fornyet behandling, hvorunder det skal lægges til grund, at Sagsøger indtil Fredningsnævnets kendelse af 10. november 2021, havde ret til at tilbagekalde offentlighedens afgang til de fredede arealer jf. fredningsnævnets kendelse af 23. juli 1947.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Sagsøger har i sagen BS-34631/2024-LYN nedlagt følgende på-stand:
Principalt:
Taksationskommissionens kendelse af 3. maj 2024 i sag nr. 412 ophæves som ugyldig.
Subsidiært:
Taksationskommissionens kendelse af 3. maj 2024 i sag nr. 412 ophæves og hjemvises til fornyet behandling, hvorunder det skal lægges til grund, at der indtil Fredningsnævnets kendelse af 10. november 2021 ikke var offentlig adgang til de fredede arealer.
Mere subsidiært:
3
Taksationskommissionens kendelse af 3. maj 2024 i sag nr. 412 ophæves og hjemvises til fornyet behandling, hvorunder det skal lægges til grund, at Sagsøger indtil Fredningsnævnets kendelse af 10. november 2021, havde ret til at tilbagekalde offentlighedens afgang til de fredede arealer jf.
fredningsnævnets kendelse af 23. juli 1947.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Furesø Kommune har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Oplysningerne i sagen
Den 23. juli 1947 afsagde Fredningsnævnet for Frederiksborg Amt kendelse om fredning af Ejendom og den dertil hørende park. Ved fredningen blev der blandt andet givet offentligheden adgang til at færdes i parken under nærmere angivne betingelser, herunder en ret til tilbagekaldelse af færdselsretten, så-fremt den mod forventning måtte medføre væsentlig ulempe for daværende ejer, Stiftelse, eller stiftelsens gæster. Spørgsmålet om erstatning til Stiftelse for en værdiforringelse ved salg af ejendommen som følge af færdselstilladelsen blev udskudt til en konkret afhændelsessituation. Over-fredningsnævnet stadfæstede ved kendelse af 23. februar 1949 Fredningsnæv-nets kendelse på de for nærværende sag relevante punkter.
I forbindelse med Stiftelses salg af ejendommen til Sagsøgers slægt, afsagde Fredningsnævnet for Frederiksborg Amts sydlige fredningskreds kendelse af 5. februar 1968 om erstatning for sikring af den of-fentlige færdselsret. Overfredningsnævnet stadfæstede kendelsen den 12. au-gust 1969, dog med en forhøjelse af erstatningen fra 100.000 kr. til 125.000 kr. in-klusive sagsomkostninger.
Kendelserne om fredning og erstatning var tinglyst på ejendommen, da Sagsøger overtog den i 2003 fra sin mormor Person 1.
Sagsøger blev ved Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018 fri-fundet for en tiltale om at have overtrådt naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 1, nr. 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 934 af 27. juni 2017, ved i strid med fred-ningsmyndighedernes kendelser at have hindret offentlighedens adgang til færdsel på ejendommen. Sagen blev anket af anklagemyndigheden, som under ankesagens forberedelse ved Østre Landsret frafaldt anken.
Furesø kommune rejste den 29. november 2019 sag om revision af fredningen af Park. Fredningsnævnet for København traf den 10. november 2021 afgørelse om revision af fredningen, herunder fandt Fredningsnævnet, at be-stemmelsen om tilbagekaldelsesret i kendelserne fra 1947 og 1949 var bortfaldet ved Overfredningsnævnets kendelse fra 1969 om erstatning. Miljø- og Fødeva-
4
reklagenævnet stadfæstede ved afgørelse af 7. september 2023 Fredningsnæv-nets afgørelse.
Taksationskommissionen stadfæstede ved afgørelse af 3. maj 2024 Miljø- og Fø-devareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 om afslag på erstatning i an-ledning af afgørelsen om revision af fredning af Park.
Retten har forud for hovedforhandlingen foretaget besigtigelse af Ejendom Park, hvor retten bl.a. fik forevist stiforløbene A, B, C og D.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af Sagsøger, Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3.
Sagsøger har forklaret blandt andet, at han overtog Ejendom
Ejendom i 2003 ved et arveudlæg fra sin mormor. Han er kommet på ejen-
dommenhele sit liv, og han har således altid haft kendskab til offentlighedens
adgangtil grunden. Da han overtog ejendommen, undersøgte han grundens
tinglysningsforhold. Det var første gang, at han blev bekendt med, at der var en tilbagekaldelsesret i forhold til offentlighedens adgang. Der var ingen, som sagde til ham, at tilbagekaldelsen ikke var gældende længere.
Da hanovertog ejendommen, var forholdene relativt kaotiske. Ejendommen
havde stået ubeboet i et år efter hans mormors død. Der var folk overalt på ejen-dommen og på grunden. De var i den private del foran ejendommen og ved ba-
debroen.De kiggede ind i familiens børneværelser, som vendte mod søen. Det
fungerede som en offentlig park. Han var dog fortrøstningsfuld. Han kendte til
deforpligtelser, som fulgte med ejendommen, og han vidste, at kommunen
skulle hjælpe ham med at tilrettelægge offentlighedens adgang. Offentlighedens interesse i adgang til haven var steget i hans mormors tid og siden hendes død. Det var som at gå i Kongens Have, da han overtog ejendommen. Det viser sagens fotografier.
Han startede med at sætte porte op, som kunne aflåses uden for åbningstiderne. Det hjalp lidt på udfordringerne. I starten var den offentlige adgang ikke indgri-bende for hans færden på grunden. Han havde en omfattende dialog med kom-
munenom, hvordan de skulle håndtere den offentlige færdsel på grunden, og
han havde tillid til, at det ville fungere.
Imidlertid havde kommunens indgreb den effekt, at brugerne af haven blev mere og mere irriterede. Han har ikke tal på, hvor mange gange han er blevet overfuset af folk i haven. Der var mange, som ikke var klar over, at det var en privat ejen-dom, når han bad dem om alene at gå på stien. Hele hans familie har oplevet at blive overfuset af havens brugere.
5
Den hidtidige sti fulgte stiforløb A. De havde dialog med kommunen omkring de udfordringer, som det gav. Havens brugere gik og kiggede ind i huset fra gårdspladsen. De kiggede ind i stuer, soveværelser og badeværelser. Otte ud af ti brugere kunne godt forstå en venlig anvisning af, hvordan haven måtte benyt-tes. Den resterende del blev sure og mente, at det ikke tilkom ham at påtale, når de ikke overholdt retningslinjerne.
I 2008 fandt han ud af, at Ejendom nu var en del af en naturpark. Ejendom var blevet udpeget som naturpark af Friluftsrådet. Udpegningen blev markeds-ført, hvilket medførte en fordobling af folk, som skulle gå igennem haven. Der kom busser med folk, der skulle opleve haven.
I 2016 valgte han at sige fra. Han havde været igennem to ansvarlige i forvaltnin-gen. Den seneste var Person 2 fra Furesø Kommune, som blev tilknyttet
opgaveni 2013. Person 2 mente på det tidspunkt, at mulighederne for at
regulere adgangen ikke var udtømte. De brugte to år på diverse tiltag, og de holdt et evalueringsmøde. Person 2 erkendte, at tiltagene ikke havde hjulpet. Person 2 sagde, at han manglede politisk opbakning i kommunen til at ændre stisystemet.
Det var hans indtryk, at forvaltningen påtænkte at overtage ejendommen. Det næstbedste for kommunen var at få omdannet haven til en offentlig park. Det fik ham til at meddele, at han tilbagekaldte færdselsretten. Han forsøgte at formulere tilbagekaldelsen på en sådan måde, at han åbnede for forhandling med kommu-nen. Det lykkedes dog ikke at nå til enighed om en løsning. Borgmesteren trak sig fra forhandlingerne. Dertil kom en voldsom episode, hvor den daværende havemand på Ejendom blev overfaldet på vej hjem fra arbejde af en af havens brugere, som blev sur over en irettesættelse. Med den episode fik han nok. Han gennemførte en fysisk lukning af haven. De låger, som han havde fået sat op, da han overtog ejendommen, låste han.
Det var nogle vidunderligt fredelige år, der fulgte derefter. De vænnede sig til at have haven for sig selv. De fandt ud af, at der lå en sti højt oppe på ejendommen. Den kaldes Sti. Det er den sti, som på kortet i bilag 12, benævnes stifor-løb C. De havde ikke kendt til stien tidligere. De blev selv overraskede over, hvor meget af barokhaven og ejendommen, man kunne se fra den sti. De åbnede stien for offentligheden. Der er mange, som benytter stiforløb C i dag. I dag bliver sti-forløb C brugte mindre end stiforløb B.
Der er en stejl naturtrappe på stiforløb C. Det kan være en udfordring for køre-stolsbrugere at benytte stien. Han har dog aldrig lagt skjul på, at der gælder et stående tilbud for kørestolsbrugere om at køre gennem gårdspladsen, når haven besøges. Derfor er der ikke noget problem i forhold til stiforløb C. Han ved, at der er fire faste kørestolsbrugere af haven.
6
Han har opsat tre bænke på stiforløb C. Fra bænkene er der et godt indblik i ba-rokhaven. Det er et udtryk for, at han ikke ønsker et fuldstændigt forbud for of-fentligheden på grunden. Han har ikke noget imod offentlighedens adgang, så længe det ikke generer familiens privatliv.
Det gældende stiforløb B er til gene for ham og hans familie. Folk går så tæt på bygningerne, at de kan kigge ind. Han og hans samlever er holdt op med at bruge den længe af bygningen, som vender ud mod stiforløb B. De må konstant samle affald og hundeposer op efter de folk, som besøger haven. Der er et stort antal motionister, som løber igennem haven. Hvis de sætter hegn op, bliver folk pro-vokerede. De oplever ligeledes en gene i form af hyppige bemærkninger fra bru-gerne, som er sure. Generne har ført til, at han ikke bruger haven i åbningstiden. Han ønsker at undgå de sure bemærkninger. Konsekvensen er, at de ikke har nogen privat have på Ejendom. Der er intet sted på grunden, hvor de kan være i fred eller ikke kan ses fra det gældende stiforløb. De oplever desuden hærværk
på mure,porte og låse. Tingene bliver eksempelvis sparket i stykker. Det sker
uden for havens åbningstid. I december 2024 blev det opsatte hegn klippet i styk-ker.
Tilbage i 2003, hvor han overtog ejendommen, svarede kommunen ikke på hans henvendelser. Det var på det tidspunkt, at han begyndte at afdække muligheden for tilbagekaldelse af færdselsretten. På daværende tidspunkt omtalte kommu-nen ikke, at tilbagekaldelsesretten ikke var gældende længere. Det blev heller ikke omtalt i driftsaftalen, at tilbagekaldelsesretten ikke længere skulle være gæl-dende.
Efter hans opfattelse vidner kommunens håndtering af sagen om, at kommunen ser Ejendom som en offentlig park, som bliver passet og finansieret af en privat borger. Han er indforstået med offentlig adgang til parken, men ved det nugæl-dende stiforløb generes hans familie væsentligt af brugerne. Derfor har han bragt et alternativt stiforløb i forslag. Stiforløbet omtales på kortet i bilag 12, som sti-forløb D. Den går fra havens indgang i øst ved Ejendoms allé gennem skoven og følger den gule rute mod nord gennem haven og op mod Sti. På ha-vens højeste punkt foreslås det, at stien følges ned et niveau, for derved at opnå det optimale indblik i barokhaven og mod bygningerne. Stiforløb D ville ikke
udgøreen gene for ham og hans familie. Det forløb ville gøre det tydeligt for
brugerne af haven, hvilken del der er privat, og hvilken del, der er offentlig ad-gang til. Med det nugældende stiforløb B er det ikke klart for havens brugere, hvilke dele af grunden, der er privat. Det alternative stiforløb D vil kunne kom-bineres med, at kørestolsbrugere har adgang til at færdes gennem gårdspladsen.
Vidne 1 har som vidne forklaret blandt andet, at hun er samlevende med Sagsøger og har boet på Ejendom siden 2008. Den of-
7
fentlige adgang i 2008 var kaotisk. Der var masser af folk på steder, hvor de ikke skulle være, f.eks. ude i selve barokhaven og nede ved søen. Den type ad-færd, der fremgår af de fremlagte fotos, er repræsentativ for den type adfærd, folk havde på ejendommen, da hun flyttede ind. Hvis hun henvendte sig og bad folk overholde reglerne, var der nogen, der sagde undskyld, men der var også en stor del, der blev meget sure. Hun er blevet overfuset vanvittigt mange gange, har fået en ”fuckfinger” og skæld ud. Det samme har hendes børn. Hun er også blevet truet med at få et par på hovedet, da hun bad en mand tage sin hund i snor og gå ind på stien. Hun har oplevet mange ubehagelige ting. Hun
holdt til sidst op med at gå ud i haven, da det blev for meget for hende.Folk
kom meget tæt på bebyggelsen. Hun er et par gange blevet forskrækket, når hun har kigget ud ad vinduet, og så har der stået folk i haven og kigget ind. Hun har derfor været opmærksom på det, når hun opholdt sig i hjemmet. Hen-des gamle mor er også blevet overfuset et par gange, hvor hun har bedt folk, der var gået ned på badebroen, om at gå tilbage på stien. Hendes børn, som var små, da hun flyttede ind, har også oplevet at få en ”fuckfinger” af løbere, hvis de har bedt dem om at gå i stedet for at løbe. Det ny stiforløb, stiforløb B, gør, at hun i sin have føler sig som et dyr i en zoologisk have. Folk glor, de kommente-rer, hvis hun går med sine hunde uden snor, de tager billeder af hende, når hun fodrer fugle ved søen osv. Der er ingen steder i haven, hvor hun kan være i fred. Kort efter indgangen ved den røde port er der et sving på vejen, hvor folk tager opstilling for at kigge ud over søen, og hvor flere tager fotos. Der er med årene kommet flere løbere, herunder med hunde, og det generer hende, navnlig når der kommer store grupper løbende. Det giver ikke mening at løbe gennem en barokhave, som jo skal opleves i ro og fred, hvilket man ikke kan, hvis man løber igennem. Hun forsøger at gå i haven med hundene, før portene åbnes, og efter mørkets frembrud, for at mindske generne. Det er også grimt med indheg-ningen, som det har været nødvendigt at sætte op.
Vidne 2 har som vidne forklaret blandt andet, at han udfører haveser-vice på Ejendom. Det har han gjort i 7 år. Han holder rent, slår græs, klipper hæk, gør stier i orden, fjerner ukrudt osv. Alt efter sæson er han der gennem-snitligt 2-4 dage i ugen. Der er flere, der kommenterer på, at han laver sit ar-bejde, fx spørger de til, hvorfor han skal lave havearbejde, herunder køre med sin havetraktor, mens de går der. Folk reagerer med hovedrysten. Der er rigtig mange, der løber gennem parken. I hverdagene er der næsten flere løbere end gående. 9 ud af 10 bruger det som færdselsvej. Han spurgte en dag en løber, hvorfor han løb igennem haven, hvortil løberen svarede: ”fordi jeg kan” . Han oplever også folk, der stopper op og kigger. De er som regel flinke. Han oplever også at blive overfuset, i særdeleshed når han skal krydse stien i havetraktor. De dage, hvor han kører på maskinerne i haven, bliver han overfuset 1-2 gange om dagen. Der har været tyveri på stedet. Tidligere havde de værksted på ste-det, men nu tager han værktøjet med hjem. De er også begyndt at låse døren til redskabsrummet, hvilket besværliggør hans arbejde. Han finder en del affald i
8
haven, herunder mange brugte hundeposer, papkrus, servietter osv. Det sker i al fald et par gange om ugen, at han finder noget affald. Han har aldrig set no-gen fra kommunen være ude og hjælpe med rengøring. Den nye stiføring gør, at græsslåningen tager dobbelt så lang tid, da han ikke kan køre over plænerne og også skal hele vejen uden om med haveaffald.
Vidne 3 har forklaret blandt andet, at hun er uddannet som hi-storiker. Hun har tidligere arbejdet i museumssektoren. Hun arbejder i dag fri-villigt, bl.a. som Stilling for By og Land Danmark (Landsforeningen for Byg-nings- og Landskabskultur) som har afgivet høringssvar af 29. januar 2024 til Københavns Fredningsnævn og Furesø Kommune om spørgsmålet om den of-fentlige adgang til Ejendoms haveanlæg. Hun er også formand for Fond. Hun bruger meget af sin fritid på fysisk kulturarv.
By og Land Danmark har mange medlemmer, herunder også lokale bevarings-foreninger. By og Land Danmark bistår med udarbejdelse af høringssvar og ud-bredelse af kendskab til kulturarv. By og Land Danmark arbejder også på fred-ningsforslag, som f.eks. forslaget om fredning af SAS-hotellet ved Hovedbane-gården. By og Land Danmark har mange frivillige tilknyttet, men har også et lille sekretariat.
Hun har tillige været medlem af Ejendom-Fonden i 12 år. Hun har lært Sagsøger at kende gennem fonden, som han også er medlem af. Hun er kommet én gang om året på Ejendom. Hun har også gået ture rundt om Sø under corona-pandemien. Da hun blev Stilling for By og Land Danmark for tre år siden, tog hun en mere officiel kasket på i forhold til Ejendom.
Forevist det før omtalte høringssvar af 29. januar 2024, som indeholder be-mærkninger til den offentlige adgang til Ejendoms haveanlæg og forespurgt til baggrunden for indlægget, forklarede vidnet, at hun modtog en henvendelse fra Sagsøger, som også er medlem af Landsforeningen. Sagsøger bad om hjælp og ønskede, at foreningen bakkede op. Hun tog herefter fat i kyndige folk ud i landskabsarkitektur fra foreningens have- og landsskabsudvalg, som har 12 medlemmer, herunder flere havearki-tekter. Formanden for udvalget har flere gange været ude at se Ejendom, og vidnet har talt med udvalget, før høringssvaret af 29. januar 2024 blev afsendt og underskrevet af vidnet.
Høringssvaret af 29. januar 2024 er et ”bekymringsbrev” . Da vidnet var ude at se den nye stiføring var det ”som at se en ny bil med en stor ridse” . Stiføringen er meget skæmmende, bl.a. fordi der er opsat hegn af trykimprægneret træ, men det handler også om selve linjeføringen. I vidnets optik har stiføringen ødelagt havens æstetik.
9
Forevist bilag 12, oversigtskort over Ejendom med gengivelse af stierne A og B samt stierne C og D, og forespurgt om, hvordan man efter vidnets opfattelse bedst oplever barokhaven, forklarede hun, at hvis man kommer på afstand af anlægget ses symmetrien bedst. I hendes optik ser man ser bedst haven og ejen-dommen ved front mod ejendommen på stien, som er markeret med en blå stiplet linje (sti C). Hun havde en oplevelse af at kunne se hele haveanlægget uden at være til gene for beboerne på Ejendom og samtidig have udkig til ter-rasseringen og niveauerne ned til springvandet. Hun ville derfor anbefale en stiføring, hvor der er afstand til både haveanlæg og bygningen. Det højner for-ståelsen og blikket, når man står på afstand.
Haven er af By og Land Danmark i 2021 udpeget som en af Danmarks mest be-tydningsfulde haver. Foreningen har i alt udpeget 16 haver i Danmark. Forenin-gen har fokus på, at haverne også har kulturværdi.
Hun har grublet, overvejet og tænkt over, om hun har set andre haver end Ejendoms, hvor der er et så stort pres på en privat ejendom, og hun husker ikke at have set andre haver.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit samlede påstandsdokument anført bl.a.:
” 2. ANBRINGENDER I FREDNINGSSAGEN (BS-11751/2024-LYN)
2.1 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 1, ekstrakt s. 223) er be-hæftet med væsentlige fejl og mangler, der medfører ugyldighed, og skal som følge deraf ophæves.
2.2 Hovedanbringenderne er som følgende:
i. Det er Miljø- og Fødevareklagenævnet, som skal løfte bevisbyrden for, at den tinglyste tilbagekaldelsesret er bortfaldet ved udbetaling af erstat-ning i 1969
ii. Hverken Miljø- og Fødevareklagenævnet, Fredningsnævnet eller Fu-resø Kommune har fulgt domstolenes klare vurdering af, at spørgsmålet måtte søges afgjort ved de civile domstole,
iii. Miljø- og Fødevareklagenævnet har heller ikke selv foretaget en mate-riel prøvelse af tilbagekaldelsesrettens beståen, men blot lagt foregående myndigheders snævre konklusioner til grund, der i sig selv ikke er noget nær en tilstrækkelig dybdegående fortolkning af kendelsernes indhold
iv. Det er en åbenlys og graverende fejl – både materielt og i forhold til formelle sagsbehandlingsregler – at samtlige myndigheder i sagen har undladt at foretage en reel prøvelse af tilbagekaldelsesretten, men deri-
10
mod uforbeholdent lægger en tidligere kort og særdeles ubegrundet på-stand fra Skov og Naturstyrelsen (Miljøministeriet) til grund, der er frem-sagt af en arkitekt som led i faktisk forvaltningsvirksomhed (bilag A, ek-strakt s. 139), og dermed uden beskyttelse af Sagsøger som part ef-ter de sædvanlige sagsbehandlingsregler for parter i afgørelsessager
v. Dette medfører, at de i sagen trufne afgørelser hviler på et uafklaret og ugyldigt juridisk grundlag, der ikke opfylder det forvaltningsretlige lega-litetskrav i en sag af så indgribende karakter som denne
vi. Furesø Kommune og Miljøministeriet har efter rådgivning fra sin ad-vokat (bilag 20, ekstrakt s. 167) bevidst valgt en ny fredning for at bringe Sagsøger i en situation, der nærmer sig en omvendt bevisbyrde, hvor Sagsøger uproportionalt skal føre bevis for sin klare tinglyste ret
vii. Stiføringen i den nye fredning er i øvrigt hverken nødvendig, aktuel eller proportional, da Sagsøger allerede frivilligt har åbnet for of-fentlighedens adgang til parken og tilbudt alternative stiforløb, der bak-kes op af den sagkyndige brancheforening By og Land.
2.3 Konsekvensen heraf er, at Fredningsnævnets kendelse af 10. november 2021 (bilag 4, ekstrakt s. 187) skal annulleres, sådan at den oprindelige fredning (bilag 2, ekstrakt s. 105) står ved magt.
2.4 Det gøres da gældende, at Sagsøger i 2016 med rette har tilbage-kaldt offentlighedens adgang, hvorfor der ikke længere er hjemmel til at påtvinge færdselsretten med henvisning til den oprindelige fredning.
2.5 Hjemvises sagen til fornyet behandling, gøres det gældende, at præmis-serne fra denne sags afgørelse samt fra Retten i Lyngbys dom skal inddra-ges i Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af sagen.
2.6 Nedenfor uddybes ovenstående anbringender i særskilte afsnit:
Fortolkning af de tinglyste kendelser
i) Den juridiske ramme for den oprindelige fredning
2.7 Ved fortolkning af den oprindelige fredning, tages afsæt i kendelsernes ordlyd, og de retsregler, som var gældende på tidspunktet for afsigelse af kendelserne. Færdselstilladelsen blev stiftet i 1947-49, hvor den dagæl-dende Naturfredningslov af 1937 satte rammerne for fredningen med føl-gende bestemmelse i § 1, stk. 3:
” Der kan mod fuld Erstatning aabnes Adgang til at færdes i Naturen paa Steder, hvor saadan Færdselsret af Hensyn til Befolkningens Friluftsliv er af væsentlig Betydning for Almenheden, og hvor Færdselen kan finde Sted uden at tilside-
11
sætte Hensynet til vedkommendes Ejers eller Brugers berettigede og væsentlige Interesser, navnlig den private Fred eller Husfreden.”
2.8 Loven foreskrev, at Fredningsnævnet så vidt muligt skulle søge at opnå enighed om færdselsretten med ejeren af den pågældende ejendom, lige-som nævnet skal virke for at opnå en ordning, der ikke medførte nogen erstatningsudgift for det offentlige, jf. § 11, stk. 1, 1. pkt.
2.9 I medfør af lovens § 13, stk. 3, kunne Fredningsnævnet ” ved Kendelse be -
stemme, at der paa nærmere angiven Maade og i nærmere fastsat Omfang skal være Adgang for alle og enhver til at færdes paa de i § 1, 3die Stykke, nævnte Steder.” , mens § 14, jf. § 13, gav adgang til at udskyde erstatningsudmå-ling.
2.10 Adgangen i medfør af § 13, stk. 3, åbnede ikke op for, at der kunne gives adgang i strid med rammerne fastlagt i formålsbestemmelsen i § 1, stk. 3, hvorfor den deri fastsatte hensynsafvejning fortsat skulle have betydning for kendelsens gyldighed.
2.11 Ved kendelserne af 1947-49 (bilag 2, ekstrakt s. 105) medvirkede Stiftelse til, at der blev givet færdselstilladelse uden umiddelbar er-statning i overensstemmelse med §§ 11, stk. 1, 1. pkt. og 14, jf. § 13.
2.12 Helt i tråd med loven, blev ordningen ved kendelse tilknyttet vilkår, som dels følger hensynsafvejningen i § 1, stk. 3, dels modsvarede udskydning af tidspunktet for erstatningsudmåling.
2.13 Det er således ubestrideligt, at formålet med den oprindelige frednings vilkår nummer 6 var, at Ejendoms ejer skulle have ret til at tilbagekalde offentlighedens færdselstilladelse, hvis denne var til væsentlig ulempe.
2.14 Vilkåret er et naturligt følge af, at der ikke kunne gennemtvinges offentlig adgang, hvis dette tilsidesatte ”Hensynet til vedkommendes Ejers eller Brugers berettigede og væsentlige Interesser, navnlig den private Fred el-ler Husfreden” , og at Stiftelse ikke ønskede at give afkald på den beskyttelse.
2.15 Det er ubestridt, at fredningens vilkår 6 var tinglyst på Ejendom, da Sagsøger overtog ejendommen i 2003.
2.16 Det er ikke korrekt, at tilbagekaldelsesretten i vilkår 6 var bundet op på den oprindelige ejer, Stiftelse, som anført på s. 34 i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 1, ekstrakt s. 256).
2.17 Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet omvendt fastholder denne fortolk-ning, gøres det gældende, at denne forudsætning skal gælde samtlige ste-der i kendelsen, hvor stiftelsen er nævnt, hvorfor der kan stilles spørgs-mål ved fredningens gyldighed i det hele.
12
ii) Fortolkning af den udbetalte erstatning
2.18 Parterne er enige om, at der er sket en betaling af erstatning i forbindelse med den oprindelige ejers (Stiftelses) salg af ejendommen, som beskrevet i kendelsen fra 1969 (bilag 2, ekstrakt s. 105). Men denne erstatning kan på ingen måde ses som et endeligt opgør med ejers tilbage-kaldelsesret.
2.19 Ved fortolkningstvivl om indholdet af gamle servitutter anlægges som hovedregel den for den tjenende ejendom mindst indgribende fortolk-ning, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse direkte strider i mod.
2.20 Der er intet i materialet fra de oprindelige parters forhandling i 1947-49 og 1969 (bilag 2, ekstrakt s. 105) som støtter, at tilbagekaldelsesretten skulle være bortfaldet ved erstatningen.
2.21 Derimod er der et klart fortolkningsbidrag i Overfredningsnævnets ken-delse af 23. februar 1949 (bilag 2, ekstrakt s. 128-129) som støtter, at erstat-ningen udelukkende givet som kompensation for det værditab færds-elstilladelsens manglende tidsbegrænsning medførte ved et senere salg:
” Ministeriet for offentlige arbejder og By sogneråd modsætter sig en sådan begrænsning [i tid], medens Stiftelse holder på, at den kun kan give færdselstilladelsen som gældende, så længe stiftelsen ejer Ejendom, og at den, såfremt denne begrænsning ikke føjes til, må forbeholde sig at kræve erstatning for den forringelse i ejendommens salgsværdi som færdselstilladelsen medfører. […]
Spørgsmålet om erstatning findes derfor at måtte udskydes. således at det først afgøres. når det har vist sig, at en afhændelse skal finde sted, og vilkårene for en sådan afhændelse kendes.”
2.22 Overfredningsnævnet ændrede heller ikke på betingelserne i fredningens vilkår 6, da Overfredningsnævnet behandlede erstatningsspørgsmålet i 1969, men fastholdt det i sin helhed, jf. den betingelsesløse henvisning til den oprindelige fredningskendelse i Overfredningsnævnets afgørelse af 12. august 1969 (bilag 2, ekstrakt s. 123):
” For tab ved den ved Overfredningsnævnets kendelse af 23. februar 1949 beslut-tede adgang for offentligheden til gående færdsel på Matrikel nr., ydes der Stiftelse, en erstatning på 125.000 kr. inclusive udgifter til advokatbistand.”
2.23 Sagsøger bestrider også de fremsatte anbringende vedrørende for-tolkning af erstatningens størrelse.
13
2.24 Sagsøger fastholder, at erstatningen alene kan tages til udtryk for at skulle dække offentlighedens færdselsret i lyset af muligheden for at kunne tilbagekalde denne ved uacceptable gener for ejendommens ejer.
2.25 Til støtte herfor henvises til en lignende fredning fra 1943 vedrørende om-rådet ”Frederiksdal” (bilag 18, ekstrakt s. 87). I denne sag fik offentlighe-den adgang til ejendommen, men med følgende begrænsning:
” Af Hensyn til den private Fred skal Adgang for Offentligheden ikke omfatte de umiddelbart op til Hovedbygningen beliggende Arealer, der hører til gaardsplads, Have og Park” (bilag 18, ekstrakt s. 90)
2.26 Den offentlige adgang kunne ikke tilbagekaldes. En sådan ret har ikke været relevant netop fordi den offentlige adgang blev tilrettelagt sådan, at grundbetingelserne om hensyn til privatlivet ikke blev tilsidesat.
2.27 Erstatningen blev fastsat til 485.000 kr. (bilag 18, ekstrakt s. 94), der op-skrevet til 1969-priser svarer til 1.342.138 kr. på tidspunktet for udbetaling af erstatning for Ejendom, jf. Danmarks Statiks officielle prisberegner (bilag 19, ekstrakt s. 291).
2.28 Sammenligningen med erstatningen i Frederiksdal-fredningen underbyg-ger, at erstatningen, der blev udbetalt til Stiftelse i 1969 på kr. 125.000 kr. inklusive dækning af advokatbistand, alene skulle kompen-sere for den etablerede adgang for offentligheden med mulighed for at til-bagekalde ved gener.
2.29 Tilmed var adgangen for offentligheden i Frederiksdal sagen ikke be-grænset til gående færdsel på samme måde, som det er fastsat i fredning-skendelsen for Ejendom (bilag 2, ekstrakt s. 111). Dette understøtter Sagsøgers tidligere anbringender om, at erstatningen fra 1969 un-der alle omstændigheder alene kan fortolkes som en erstatning for gå-ende færdsel ikke f.eks. motionsløb og anden forstyrrende færdsel.
2.30 Sagsøger fastholder således, at han som følge af tinglysningens retsvirkning kan støtte ret på de vilkår for offentlighedens adgang, der fremgår af kendelse af 23. februar 1949, da 1969-kendelsen ordret gengi-ver, at det er 1947-kendelsen, som der udmåles erstatning for uden at æn-dre i kendelsens vilkår.
2.31 Selv hvis Overfredningsnævnet havde ment, at erstatningen skulle med-føre, at tilbagekaldelsesretten bortfaldt, har nævnet under alle omstæn-digheder ikke iagttaget sin sikringsakt ved at fastsætte nye vilkår i 1969-kendelsen eller ved at ændre i vilkårene i de allerede tinglyste dokumen-ter fra 1947-49.
iii) Betydning af den strafferetlige behandling af sagen
14
2.32 Til støtte for ovenstående forståelse af tilbagekaldelsesretten henvises til ligeledes Retten I Lyngbys bedømmelse af spørgsmålet om tilbagekaldel-sesretten (bilag 3, ekstrakt s. 151).
2.33 Det gøres gældende, at denne dom har retskraft, hvorfor den selvsagt skal lægges til grund ved de administrative nævns behandling af sagen.
2.34 Til støtte herfor anføres, at der ikke er forekommet nye beviser eller om-stændigheder, som domstolen ikke har haft mulighed for at vurdere i den mellemkommende tid, indtil nævnene behandlede sagen.
2.35 Retten i Lyngbys dom er endelig, da ankesagen blev hævet i landsretten.
2.36 Det er i denne sammenhæng uden betydning, at sagen blev behandlet i det strafferetlige system og det bestrides, at dommens betydning kan af-fejes under henvisning til det skærpede hjemmelskrav i straffesager.
2.37 Der er således allerede sket en fuldstændig prøvelse af spørgsmålet ved Retten i Lyngbys behandling af sagen. Tilmed en grundig prøvelse, som støttes af professor i miljø- og offentlig ret Peter Paghs analyse af sagen optrykt i Miljøretlig Forskningsportal 2023 (bilag 9, ekstrakt s. 203).
2.38 Kammeradvokatens notat til Furesø Kommune (bilag 20, ekstrakt s. 175) understøtter ligeledes, at byrettens dom under en ny fredningssag/fred-ningsrevision vil have præjudikatsværdi.
Fejl og mangler ved Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af sagen
2.39 Hvor Retten i Lyngby udtaler en klar fortolkning af bestemmelsen, byg-ger særligt Fredningsnævnets afgørelse omvendt på et tyndt grundlag. Nævnet bruger da også selv vendingen ”snæver sammenhæng” op til flere gange i sin subsumption (bilag 4, ekstrakt s. 198).
2.40 Det fremgår også direkte af Fredningsnævnets kendelse (bilag 4, ekstrakt s. 196), at der internt i Furesø Kommunes kommunalbestyrelsen var fokus på den manglende sagsoplysning:
” Et mindretal af medlemmerne i Furesø Kommunalbestyrelse har over for fred-ningsnævnet bemærket, at det er uklart, hvilken del af den oprindelige fredning, der var lovhjemlet og hvilken del, der bygger på en aftale med tilbagekaldsret, og at denne uklarhed er negligeret ved byrådets behandling af sagen. Disse medlem-mer har anført, at det ikke har været muligt for dem at få oplyst et hjemmels-grundlag for den nuværende fredningssag. Disse medlemmer finder, at ejerens tilbud om en løsning bør danne udgangspunkt for en ny ”frivillig” aftale.”
2.41 Heller ikke Fredningsnævnet selv fandt det rigtigt, at kommunen ikke havde søgt spørgsmålet afklaret ved retterne først (bilag 4, ekstrakt s. 197):
15
” Fredningsnævnet finder, at det rigtigste havde været, om spørgsmålet var blevet afgjort ved en civilretsag sag mellem kommunen som fredningstilsyn og ejeren. Da dette imidlertid ikke er sket, er fredningsnævnet nødsaget til at tage stilling til dette spørgsmål.”
2.42 Sagsøger gør gældende, at den manglende forudgående civilret-lige afklaring af spørgsmålet, skal have den betydning, at Fredningsnæv-nets og senere Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af tilbagekal-delsesrettens beståen alene kan indgå som et partsindlæg ved rettens be-dømmelse, og ikke med samme vægt som en sædvanlig nævnsafgørelse.
2.43 Det bemærkes i den forbindelse, at Furesø Kommunes og Miljøstyrelsens udtalelser under fredningssagen (som gengivet i bilag 1, ekstrakt s. 246-248, og bilag 4, ekstrakt s. 194-196 ) skal bedømmes i lyset af, at myndig-hederne også vil stå med en økonomisk betalingsforpligtelse, hvis tilbage-kaldelsesretten består, da dette unægtelig betyder, at Sagsøger har krav på erstatning, hvis den nye fredning opretholdes. Denne tvivl om usaglige hensyn havde ikke været til stede, hvis tilbagekaldelsesrettens beståen forudgående var blevet afklaret ved civilretlig domstolsprøvelse.
2.44 Til støtte herfor henvises til driftsaftalen (bilag 13, sektrakt s. 145), der do-kumenterer, at Furesø Kommune i 2011 ikke anfægtede gyldigheden af tilbagekaldelsesretten.
2.45 At Furesø Kommune senere undlod at forfølge landsrettens opfordring til civilretlig afklaring af tilbagekaldelsesrettens beståen (efter den strafferet-lige frifindelse af Sagsøger), understøtter yderligere den usaglige motivation bag kommunens beslutning om at gå gennem fredningssyste-met i stedet for rettens vej.
2.46 Miljø- og Fødevareklagenævnet undlader tilsvarende helt at gå nærmere ind i Fredningsnævnets vurdering, men lægger den uprøvet til grund for sin egen afgørelse. Med andre ord forsømmer nævnet at underkaste sa-gens centrale spørgsmål en egentlig materiel prøvelse.
2.47 Nævnenes ufuldstændige analyse af den oprindelige fredningskendelses vilkår og negligering af Retten i Lyngbys fortolkning, medfører at afgørel-sen er truffet på et mangelfuldt og fejlagtigt grundlag.
2.48 Det gøres gældende, at det er Miljø og Fødevareklagenævnet som skal godtgøre, at der er hjemmel til at påtvinge færdselsretten ved frednings-revisionen, og at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke har opfyldt denne hjemmelsmæssige forpligtelse.
2.49 Til støtte herfor anføres, at fredningsrevisionen de facto udgør en ny fred-ning eller i bedste fald skærpede vilkår til ugunst for en borger, hvorfor forvaltningsrettens skærpede legalitetskrav træder i kraft.
16
2.50 Det er således også Miljø- og Fødevarenævnet som skal løfte bevisbyrden for, at erstatningen i 1969 blev udbetalt som kompensation for tilbagekal-delsesrettens ophør.
2.51 Dette er særligt set i lyset af den indgribende betydning Miljø- og Fødeva-reklagenævnets afgørelse har på Sagsøgers grundlovssikrede ret-tigheder for privat ejendom og privatliv, som umuliggør enhver privat anvendelse af Ejendoms have.
2.52 Særlig set i lyset af lovgrundlaget for de oprindelige fredninger og det heri værnede formål med tilbagekaldelsesretten, skal det have væsentlig betydning for sagen, at der er tale om færdselsret gennem privat have, gennem beboelsesbygningens to sidefløje og over gårdspladsen med ind-bliksgener.
2.53 Det skal i den forbindelse fremhæves, at retten til at tilbagekalde offent-lighedens adgang til ejendommen, har væsentlig økonomisk betydning. Til støtte herfor fremlægges vurderingsrapport af 24. januar 2024 fra Ejendomsmægler (bilag 10, ekstrakt s. 271), der viser et tab på 30.000.000 kr. i ejendomsværdi, hvis Miljø- og Fødevareklagenævnets af-gørelse står ved magt.
Sagsøgers retmæssige tilbagekaldelse af færdselsretten
2.54 Det gøres gældende, at Sagsøger gyldigt har tilbagekaldt retten for offentlighedens adgang den 13. oktober 2016 (bilag C, ekstrakt s. 149) og i overensstemmelse med aftalen i fredningen lukket for adgangen til Ejendom den 5. juli 2017, efter en medarbejder var blevet overfaldet.
2.55 Sagsøger gør ligeledes gældende, at det med Driftsaftalen skal lægges til grund, at Furesø Kommunen har anerkendt, at færdsel på ejen-dommen var til betydelig gene for Sagsøgers husstand, og at der i væsentligt omfang skete tilsidesættelse af vilkårene for offentlighedens færdsel på ejendommen.
2.56 Når generne fra offentlighedens færdsel gennem Ejendom i dag skal vurderes, skal man notere sig, at indbyggertallet i By siden den første fredningskendelse i 1947 er steget fra 1430 (bilag 15, ekstrakt s. 101, 2. spalte, 10. linje,) til godt 20.500 i dag (bilag 16, ekstrakt s. 393). Samtidig er der siden årtusindeskiftet sket en markant vækst i antallet af cyklister og motionsløbere, som dagligt benytter naturen omkring Sø.
2.57 Ligeledes bemærkes, at Furesø Kommune inkluderede Ejendom og stien gennem ejendommen som en del af Naturpark – uden hø-ring af ejeren – og forøgede dermed den offentlige trafik væsentligt, hvil-ket vil blive underbygget ved under parts- og vidneforklaringerne.
17
2.58 Som dokumentation for Sagsøgers husstands gener fra offentlighe-dens færdsel og ophold på ejendommen fremlægges fotodokumentation, der vil blive yderligere underbygget ved parts- og vidneforklaringer (bi-lag 17, ekstrakt s. 293).
2.59 På et møde med Sagsøger den 16. marts 2016 bekræftede Furesø Kommune endvidere, at generne fortsatte i tiden efter. Kommunen var dog samtidig ikke indstillet på at ændre stiføringen og derved finde en balanceret løsning på offentlighedens færdselsret. Dette vil blive under-støtte ved parts- og vidneforklaringer.
Mangler ved valg af stiføring i den nye fredning
2.60 Den nye fredning af Ejendom indebærer to alternative stiforløb; stifor-løb A, som er det oprindelig stiforløb, der går direkte igennem Sagsøgers private bolig uden mulighed for afskærmning, og stiforløb B, som går gennem barokhaven (fortsat i tilknytning til bolig og gårdplads) og som dermed ødelægger de værdier, som det med den oprindelige til-standsfredning af barokhaveanlægget var intentionen af beskytte.
2.61 Sagsøger har af egen drift under fredningssagen åbnet for et op-rindelige stiforløb nord om ejendommen, der i sagen kaldes stiforløb C, ligesom han har tilbud Furesø Kommune et stiforløb, der under sagen kaldes stiforløb D.
2.62 Kort over de nævnte stiforløb er fremlagt i sagen som bilag 12, ekstrakt s. 207.
2.63 Efter modtagelsen af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 1, ekstrakt s. 223) indledte Sagsøger drøftelser med Furesø kommune om fysiske foranstaltninger til sikring af, at den offentlige færdsel sker ad det fastlagte stiforløb. Klagenævnets afgørelse tillod Sagsøger 3 måneder til at vælge mellem Stiforløb A og B.
2.64 I dialogen med kommunen måtte det konstateres, at kommunen ikke kunne anvise hensigtsmæssige foranstaltninger til beskyttelse mod de tid-ligere konstaterede og dokumenterede privatlivskrænkelser ved færdsel ad stiforløb A. Sagsøger så sig derfor nødsaget til at vælge stifor-løb B.
2.65 Stiforløb B er fastlagt uden hensyntagen hverken til barokhavens karakter og udtryk eller til publikums oplevelse. Stien gennemskærer barokhaven i midten af anlægget. For publikum medfører dette, at helhedsoplevelsen af anlægget og dets sammenhæng med bygninger og sø går tabt. Og for selve barokhaven er konsekvensen, at symmetrien i anlægget bliver brudt, således at det klassiske, helstøbte udtryk, som var et væsentligt ele-ment i begrundelsen for den oprindelige tilstandsfredning af parken, bli-
18
ver ødelagt. Til støtte herfor henvises til udtalelse fra By og Land (bilag 14, ekstrakt s. 281).
2.66 Det gøres gældende, at de af Sagsøger tilbudte alternative stiforløb C og D fuldt ud opfylder fredningens formål.
2.67 Det gøres gældende, at de alternative stiforløb C og D er et mindre ind-gribende tiltag, som sikre varetagelse af proportionalitetskravene i sagen modsat de fastholdte stiforløb A og B.
2.68 Til støtte herfor fremhæves, at de af Sagsøger tilbudte stiforløb C og D til forskel fra stiforløb A og B, giver mulighed for effektiv fysisk af-skærmning af den private have uden at kompromittere barokhaveanlæg-get.
2.69 Det bestrides, at stiforløb C og D ikke kan tilpasses sådan, at eventuelle problemer med fremkommelighed kan løses, og hvorfor dette argument under alle omstændigheder ikke uden yderligere afklaring kan medføre bortkastelse af de foreslåede stiforløb.
3. ANBRINGENDER I TAKSATIONSSAGEN (BS-34631/2024-LYN)
3.1 Taksationskommissionens kendelse (bilag 11, ekstrakt s. 283) er behæftet med væsentlige fejl og mangler, der medfører ugyldighed, og skal som følge deraf ophæves.
3.2 Baggrunden er, at Taksationskommissionen lægger Miljø- og Fødevare-klagenævnets afgørelse (bilag 1, ekstrakt s. 223) til grund, hvilken Sagsøger gør gældende i sig selv er ugyldig.
3.3 Sagsøger gør gældende, at Taksationskommissionen i stedet skal behandle erstatningsspørgsmålet ud fra en forudsætning om, at Fred-ningsnævnets kendelse af 10. november 2021 (bilag 4, ekstrakt s. 187) an-nulleres, sådan at den oprindelige fredning (bilag 2, ekstrakt s. 105) står ved magt.
3.4 Det gøres gældende, at hverken Miljø og Fødevareklagenævnet eller Tak-sationskommissionen har godtgjort, at der er hjemmel til at påtvinge færdselsretten uden erstatning ved fredningsrevisionen.
3.5 Til støtte herfor anføres, at fredningsrevisionen de facto udgør en ny fred-ning eller i bedste fald skærpede vilkår til ugunst for en borger, hvorfor forvaltningsrettens skærpede legalitetskrav træder i kraft.
3.6 Det gøres i den sammenhæng gældende, at hverken Miljø- og Fødevare-nævnet eller Taksationskommissionen har løftet bevisbyrden for, at er-statningen i 1969 blev udbetalt som kompensation for tilbagekaldelsesret-tens ophør.
19
3.7 Ved fortolkningstvivl om indholdet af gamle servitutter anlægges som hovedregel den for den tjenende ejendom mindst indgribende fortolk-ning, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Taksationskommissio-nens afgørelser direkte strider i mod.
3.8 Dette er særligt set i lyset af den indgribende betydning de to myndighe-ders afgørelser har på Sagsøgers grundlovssikrede rettigheder for privat ejendom og privatliv.
3.9 Særlig set i lyset af lovgrundlaget for de oprindelige fredninger og det heri værnede formål med tilbagekaldelsesretten, skal det have væsentlig betydning for sagen, at der er tale om færdselsret gennem privat have, gennem beboelsesbygningens to sidefløje og over gårdspladsen med ind-bliksgener og erkendt misligholdelse af adgangen.
3.10 Det skal i den forbindelse fremhæves, at retten til at tilbagekalde offent-lighedens adgang til ejendommen, har væsentlig økonomisk betydning. Til støtte herfor fremlægges vurderingsrapport af 24. januar 2024 fra Ejendomsmægler (bilag 10, ekstrakt s. 271), der viser et tab på 30.000.000 kr. i ejendomsværdi, hvis Miljø- og Fødevareklagenævnets af-gørelse og dermed Taksationskommissionens kendelse står ved magt.
3.11 Hermed bestrides også Taksationskommissionens vurdering af, at hver-ken indsættelsen af en formålsbestemmelse eller de øvrige reviderede be-stemmelser i fredningen indebærer yderligere indskrænkninger i anven-delsen af ejendommen eller medfører en yderligere nedgang i handels-værdien, tab af herlighedsværdi eller lign.
3.12 Kammeradvokatens notat understøtter endvidere, at en ny fredning/fred-ningsrevisionen vil kunne medføre yderligere erstatning for Sagsøger, hvis han kan godtgøre, at ”ulemper forbundet med offentlighe-dens færdsel overstiger de ulemper, som måtte forventes, da erstatning blev tilkendt i 1969” (bilag 20, ekstrakt s. 171 og 179-180).
3.13 Det gøres gældende, at Sagsøger har løftet denne bevisbyrde, hvil-ket dels er godtgjort ved de fremlagte billeder (bilag 17, ekstrakt s. 293, og bilag 21, ekstrakt s. 223), dels ved de fremlagte tal for ændring i befolk-ningstal (bilag 15, ekstrakt s. 99, og bilag 16, ekstrakt s. 393). Dette vil blive yderligere dokumenteret under parts- og vidneforklaringer.
3.14 Det bestrides, at Sagsøger ikke har krav på erstatning for etablerin-gen af stiforløb B (bilag 12, ekstrakt s. 207).
3.15 Sagsøger har været nødsaget til at vælge stiforløb B for at skåne sit privat liv mest muligt ud fra de valgmuligheder, Furesø Kommune og Fredningsnævnet har opstillet. Stiforløb B medfører dog også gener for
20
Sagsøgers privatliv, samt en forringelse af barokhavens karakter og kulturhistoriske værdi.
3.16 Sagsøger bestrider således dels, at erstatningen for stiforløb B ikke er berettiget, fordi alternativet til stiforløb B var at fastholde det oprinde-lige stiforløb, som anført i Taksationskommissionens begrundelse, dels at kommissionen i den forbindelse kan lægge til grund, at der allerede er udbetalt erstatning for de oprindelige stiforløb, som argumenteret for ovenfor og i stævningen i sag BS-1175-2024-LYN.
3.17 Yderligere bestrides Taksationskommissionens vurdering af, at den op-rindelige fredning allerede tillod ”færdsel til fods” i form af løb, og Sagsøger fastholder, at der er sket en udvidelse i offentlighedens ad-gang til ejendommen ved ændring af ordlyden til ”færdsel til fods” .
3.18 Under alle omstændigheder fastholdes, at der alene er betalt erstatning for ”gående” færdsel med 1969-kendelsen.
3.19 Det gøres gældende, at Sagsøger gyldigt har tilbagekaldt retten til offentlig adgang den 13. oktober 2016 og i overensstemmelse med aftalen i fredningen lukket for adgangen til Ejendom den 5. juli 2017, efter en medarbejder var blevet overfaldet.
3.20 Sammenfattende fastholder Sagsøger dermed principalt at have krav på erstatning, for Fredningsnævnets fratagelse af tilbagekaldelses-retten som fastholdt i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse (bilag 1, ekstrakt s. 223), subsidiært at have krav på erstatning for de indskrænk-ninger i Sagsøgers private ejendomsret, som fredningsrevisionen medfører i form af tilladelse for andet end gående færdsel og anlæg af nyt stiforløb B.
3.21 Hjemvises sagen til fornyet behandling, gøres det gældende, at præmis-serne fra denne sags afgørelse, afgørelse af BS-11-75-2024-LYN, samt fra Retten i Lyngbys dom (bilag 3, ekstrakt s. 151) skal inddrages i Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af sagen.”
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sit påstandsdokument i sagen BS-
11751/2024-LYN anført bl.a.:
” 3. ANBRINGENDER
Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at Miljø- og Fødevare-klagenævnets afgørelse af 7. september 2023 om stadfæstelse af fredningsnæv-nets afgørelse om revision af fredning af Park er lovlig og gyldig.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er truffet i medfør af naturbeskyttel-seslovens § 443 om klagenævnets beføjelse til at ændre fredningsnævnets afgø-
21
relse i medfør af § 33 om gennemførelse af fredning til varetagelse af naturbe-skyttelseslovens formål, jf. § 1, stk. 1, om at værne om landets natur og miljø og § 1, stk. 2, nr. 3, om at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i natu-ren samt forbedre mulighederne for friluftslivet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har med rette fundet, at der bør gennemføres en revision af fredningen af Park, og har lagt vægt på, at der er behov for en ajourføring af fredningens bestemmelse om offentlighedens adgang.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har som anført ovenfor vurderet, at tilbagekal-delsesretten i Overfredningsnævnets kendelse af 1949 bortfaldt i 1969 i forbin-delse med udbetaling af erstatning til Stiftelse. Klagenævnet lagde vægt på, at det fulgte af den præcise ordlyd af fredningsbestemmelsen, at der var tale om en ret for ”Stiftelsen” og ikke for den til enhver tid værende ejer, og at der med udbetalingen af fredningserstatningen blev gjort fuldt og endeligt op med spørgsmålet om erstatning for offentlighedens adgang. Klagenævnet tilslut-tede sig Fredningsnævnet for Københavns vurdering.
Det gøres som anført i klagenævnets afgørelse gældende, at Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018 ikke har præjudicerende virkning og alene er udtryk for, at spørgsmålet om den fortsatte eksistens af tilbagekaldelsesadgangen har været omfattet af en sådan utilstrækkelig klarhed, at sagsøger ikke kunne dømmes for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 1, nr. 10, i straffesagen.
Der er ikke under retssagen fremkommet nye væsentlige oplysninger. Der er hel-ler ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte vurderingen fra et enigt Miljø- og Fø-devareklagenævn af, at tilbagekaldelsesretten var bortfaldet.
Til sagsøgers anbringender bemærkes:
Det er korrekt, at det af § 1, stk. 3, i lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning fremgik, at der mod fuld erstatning kunne åbnes adgang til at færdes i naturen, og det fremgik af § 11, at fredningsnævnet så vidt muligt skulle søge at opnå enighed med ejeren. I så fald kunne fredningen fastsættes ved overenskomst. Det fremgik af § 14, at det i en fredningskendelse efter § 13 under ganske særlige for-hold kunne bestemmes, at fredningen ikke medførte nogen udgift, eller at erstat-ningen skulle udredes inden en fastsat frist i kendelsen.
Det fremgår af Overfredningsnævnets kendelse fra 1969, at Stiftelse var enig i at tillade offentlighedens adgang gennem parken ad stien langs Sø. Stiftelsen forbeholdt sig at tilbagekalde færdselstilladelsen, hvis den mod for-ventning måtte medføre væsentlig ulempe for stiftelsen, og stiftelsen erklærede sig villig til at underkaste sig ministeriets afgørelse af, hvorvidt ulemperne måtte anses for væsentlige. Der var altså ikke tale om nogen fri tilbagekaldelsesadgang. Det fremgår som anført af kendelsen, at ”Stiftelsen” forbeholdt sig at tilbagekalde færdselstilladelsen. Det fremgik af kendelsens konklusion, at ejendommen blev fredet i det foran bestemte omfang, at der blev sikret offentligheden adgang til at
22
færdes på de anførte betingelser, og at spørgsmålet om erstatning blev udskudt, indtil ejendommen skulle afhændes.
Miljø- og Fødevareklagenævnet gør gældende, at der med Overfredningsnæv-nets afgørelse om erstatning fra 1969 blev gjort fuldt og endeligt op med spørgs-målet om erstatning for offentlighedens adgang. Der blev netop ydet erstatning for det værditab, som færdselsretten indebar, og muligheden for at tilbagekalde færdselsretten bortfaldt dermed. Det må gælde, uanset det ikke fremgår udtryk-keligt af 1969-kendelsen.
Sagsøger har henvist til behandlingen af erstatningsspørgsmålet i 1949-kendel-sen, hvor spørgsmålet om erstatning blev udskudt, og sagsøger har gjort gæl-dende, at erstatningen udelukkende givet som kompensation for det værditab færdselstilladelsens manglende tidsbegrænsning medførte ved et senere salg.
Det forhold, at Ministeriet for offentlige arbejder modsatte sig en tidsbegræns-ning, og at Overfredningsnævnet udskød afgørelsen om erstatning, taler ikke for, at sagsøger havde ret til at tilbagekalde færdselsretten, som stiftelsen i 1969 modtog erstatning for. Det fremgår af kendelsen fra 1949, at det var stiftelsens opfattelse, at denne kun har kunnet give færdselstilladelsen som gældende, så længe den ejer Ejendom, hvorfor stiftelsen også forbeholdt sig at kræve erstat-ning for den forringelse i ejendommens salgsværdi, som færdselstilladelsen med-fører. Overfredningsnævnet fandt, at offentlighedens færdselsret i parken skulle sikres varigt gennem en tidsubegrænset fredning og udskød spørgsmålet om er-statning for offentlighedens færdselsadgang. Kendelserne fra 1949 og 1969 må forstås sådan, at der i anledning af ejerskiftet blev ydet fuldstændig erstatning for færdselsretten, og tilbagekaldelsesadgangen, der efter fredningsbestemmelsernes ordlyd var en ret for ”Stiftelsen” , bortfaldt dermed.
Retten i Lyngbys dom i straffesagen har retskraft i forhold til det strafferetlige spørgsmål, men dommen har ikke præjudicerende virkning for Miljø- og Fødeva-reklagenævnets afgørelse. Der henvises til Østre Landsrets bemærkninger i rets-bogen af 20. februar 2019 om, at sagen hvilede på et uafklaret og kompliceret ci-vilretligt grundlag.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgørelsen af 7. september 2023 foretaget en gennemgang af sagsforløbet, og klagenævnet er i enighed nået til den konklu-sion, at der i 1969 blev ydet stiftelsen fuld erstatning for færdselsretten, og at sagsøger ikke efterfølgende kan tilbagekalde færdselsretten.
Sagsøger har gjort gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har bevisbyrden for, at erstatningen tilkendt i 1969 dækkede adgang for offentligheden, og at for-valtningsrettens skærpede legalitetskrav træ- der i kraft.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har som anført vurderet, at erstatningen tilkendt i 1969 blev ydet for offentlighedens ret til at færdes gennem parken ad det stifor-løb, som var fastlagt i fredningskendelsen. Med klagenævnets afgørelse om revi-
23
sion af fredningen er der fastlagt et nyt stiforløb, som sagsøger skal respektere. Furesø Kommune skal som tilsynsmyndighed sikre, at færdslen gennem parken alene sker ad dette stiforløb.
Det må bero på rettens vurdering af oplysningerne i fredningssagen fra 1947 til 1969, om klagenævnets vurdering er korrekt. Der kan ikke antages at gælde en særlig bevisbyrderegel for denne situation.
Sagsøgers synspunkt om, at afgørelsen er indgribende for ham, skal ses i lyset af, at han i hele sin ejertid har været bekendt med fredningen og færdselsretten.
Sagsøgers opgørelse af et tab på 30 mio. kr. bestrides i det hele.
Sagsøger anfører i replikkens afsnit 3, at hans alternative stiforløb C og D opfyl-der fredningens formål, og at stiforløb A og B må anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet.
Det bestrides, at det er i strid med proportionalitetsprincippet, at Miljø- og Føde-vareklagenævnet har fastholdt stiforløb A og B som de stiforløb, der opfylder fredningens formål om at sikre offentligheden færdselsret gennem Park. Sagsøger foreslog under sagens behandling ved fredningsnævnet to alter-native stiforløb, som begge løb nord for barokhaven (bilag 4, side 14). Fred-ningsnævnet fandt, at disse stiforløb i realiteten begrænsede adgangen til parken og den besøgendes oplevelse af haven og henviste i den forbindelse til den tidli-gere afgørelse af 24. august 2007 (bilag B). Fredningsnævnet fandt, at stiforløbet skulle svare til det eksisterende, eller at der kunne anlægges en ny sti (alternativt forløb nord), som svarer til stiforløb B, jf. kortbilaget til afgørelsen.
Sagsøger foreslog også i klagesagen ved Miljø- og Fødevareklagenævnet et alter-nativt stiforløb langs barokhavens nordlige skel (bilag 1, afsnit 8, side 23). Dan-marks Naturfredningsforening, Furesø Kommune og naboerne udtalte sig mod sagsøgers forslag (bilag 1, afsnit 9, side 28, og afsnit 10, side 29-31). Muligheden for at lade stien forløbe i to mulige alternative traceer blev drøftet under besigti-gelsen og det offentlige møde (bilag 1, afsnit 11.1, side 33). Klagenævnet fandt, at de to alternative stiforløb ikke på tilstrækkelig vis tilgodeser offentlighedens mu-lighed for at opleve fredningens værdier. Klagenævnet bemærkede også, at det vil være meget vanskeligt at sikre tilgængelighed for alle brugere, herunder køre-stolsbrugere, på disse to alternative stiforløb (bilag 1, afsnit 11.4, side 35).
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets skøns-mæssige vurdering af, at stiforløb C og D ikke tilgodeser offentlighedens mulig-hed for på nært hold at iagttage et værdifuldt bygningskompleks i et miljø, der dels fremhæver bygningernes kulturelle værdi og yderligere i sig selv er af høj æstetisk karakter og landskabelig værdi.
Sagsøger har i processkrift 1 af 22. november 2024, afsnit 2.5, anført, at Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af tilbagekaldelsesretten alene kan indgå som
24
et partsindlæg. Sagsøger har i processkrift 2 af 20. december 2024, afsnit 2.2, an-ført, at det er en fejl, at klagenævnet lægger til grund, at strafferetsdommen ikke har betydning for tilbagekaldelsesrettens beståen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet gør gældende, at klagenævnet med rette i afgø-relsen af 7. september 2023 har fundet, at tilbagekaldelsesretten bortfaldt i 1969 i forbindelse med udbetaling af erstatning til Stiftelse. Det fastholdes, at klagenævnet i fredningssagen ikke er bundet af Retten i Lyngbys frifindende dom af 18. juni 2018. Klagenævnet lagde i afgørelsen vægt på, at sagen var en straffesag om sagsøgers lukning for den offentlige adgang, hvor der gælder et skærpet legalitetskrav, hvorfor der skal være klar hjemmel for at pålægge straf. Det er klagenævnets opfattelse, at byrettens dom alene er udtryk for, at spørgs-målet om den fortsatte eksistens af tilbagekaldelsesadgang har været omfattet af en sådan utilstrækkelig klarhed, at byretten ikke har kunnet pålægge en straf for at have handlet i strid med Overfredningsnævnets kendelser fra 1949 og 1969. Der henvises til begrundelsen i afgørelsen (bilag 1, afsnit 11.3-11.5, side 34-36) og anbringenderne i svarskriftet, afsnit 3.
Det bestrides, at klagenævnets afgørelse alene kan indgå som et partsindlæg. Fredningsmyndighederne er i medfør af reglerne om fredninger i naturbeskyttel-sesloven nærmest til at fortolke Overfredningsnævnets kendelse af 1949 og tage stilling til behovet for fredningsrevision. Det må bero på rettens vurdering af op-lysningerne i fredningssagen fra 1947 til 1969, om klagenævnets vurdering er korrekt. Der kan ikke antages at gælde en særlig bevisbyrderegel for denne situa-tion.
Det bemærkes, at der med fredningsrevisionen efter sagsøgers valg er fastlagt et nyt stiforløb B, og at dette ikke var muligt under den eksisterende fredning, jf. fredningsnævnets afgørelse af 24. august 2007 (bilag B).”
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt Furesø Kommune
har i påstandsdokument i sagen BS-34631/2024-LYN anført bl.a.:
” 3. ANBRINGENDER
Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at Taksationskommis-sionens afgørelse af 3. maj 2024 er lovlig og gyldig, og den skal derfor ikke ophæ-ves.
Efter naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, fastsættes der erstatning til bl.a. ejere af fredede ejendomme for det tab, som fredningen påfører dem. Miljø- og Fødevare-klagenævnets afgørelse af 7. september 2023 er alene en revision af den gældende fredning, hvor klagenævnet har vurderet, at tilbagekaldelsesretten i den gamle fredning bortfaldt i 1969 i forbindelse med udbetalingen af erstatning til Stiftelse. Klagenævnet har derfor vurderet (bilag 1, side 36), at der ikke er grundlag for at tilkende erstatning i anledning af revisionen af fredningen.
25
Efter naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 45 og 46, kan Miljø- og Fø-devareklagenævnets beslutning om erstatning indbringes for Taksationskommis-sionen. Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Taksa-tionskommissionens vurdering af, at tilbagekaldelsesadgangen bortfaldt i forbin-delse med udbetalingen af erstatning til Stiftelse for den offentlige færdselsret i 1969, og at der dengang blev gjort endeligt op med spørgsmålet om erstatning for offentlighedens adgang til ejendommen.
Det bestrides, at Taksationskommissionen burde have behandlet erstatnings-spørgsmålet ud fra en forudsætning om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets (el-ler fredningsnævnets) afgørelser skal annulleres, jf. stævningens pkt. 3.3. Der henvises til anbringenderne i Miljø- og Fødevareklagenævnets processkrifter i sag BS-11751/2024-LYN. Det gøres gældende, at det er tilstrækkeligt klart, at til-bagekaldelsesretten i den gamle fredning bortfaldt i 1969.
Til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand gøres det gældende, at sagen i givet fald må hjemvises til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Det bestrides, at det skal tillægges særlig vægt, at parken ejes af sagsøger som privatperson, jf. stævningens pkt. 3.8-3.9. Offentligheden har haft adgang til at færdes i parken i mange år før og efter 1969, og sagsøger har været bekendt med det i hele sin ejertid
Det bestrides også, at sagsøger lider et tab på 30 mio. kr., jf. stævningens pkt. 3.10, eller at tab som følge af revisionen af fredningen kan opgøres som sket i mæglervurderingen af 24. januar 2024 (bilag 10). Sagsøger har i øvrigt ikke på-stået sig tilkendt erstatning.
Det bestrides, at sagsøger skulle have krav på erstatning som følge af indsættelse af fredningsformålet, jf. stævningens pkt. 3.11. Som anført af Taksationskommis-sionen i afgørelsen, side 6, indebærer fredningsformålet og yderligere bestem-melser ikke yderligere indskrænkninger, som kan påføre ejendommen et yderli-gere tab.
Det bestrides desuden, at sagsøger skulle have krav på erstatning for stiforløb B, jf. stævningens pkt. 3.12-3.14. Som anført af Taksationskommissionen i afgørel-sen, side 6, var alternativet til stiforløb B at fastholde det oprindelige stiforløb, som der allerede er udbetalt erstatning for. Det bemærkes, at sagsøger har valgt stiforløb B fremfor det oprindelige stiforløb.
Det bestrides også, at sagsøger skulle have krav på erstatning for, at færdsel må ske til fods, eller yderligere erstatning som følge af større ulemper end forventet, jf. stævningens pkt. 3.15-3.16, og processkrift 2, afsnit 2.4. Der henvises til det, som er anført af Taksationskommissionen i afgørelsen, side 6. Der er allerede ud-betalt erstatning for, at fodgængere må færdes ad stien, og det kan ikke udløse yderligere erstatning, at færdsel nu må ske til fods.
26
Det bemærkes yderligere, at sagsøger i hele sin ejertid siden 2003 har været be-kendt med, at offentligheden har ret til at færdes til fods på stiforløbet gennem parken.
Furesø Kommune bemærker yderligere, at kommunen siden 2008 har gennem-ført en lang række tiltag for at nedbringe gener som følge af offentlighedens ad-gang. Kommunen kan ikke anerkende, at der skulle være tale om væsentlige ge-ner. Der henvises til bemærkningerne i klagenævnets afgørelse (bilag 1, side 17 og side 25-26). Advokat tilkendegav i brev af 5. december 2023 (bi-lag E), at erfaringerne med stiforløb B havde været, at hegningen er tilstrækkelig til at sikre, at færdslen holdes på stien.
Det bemærkes, at fredningen er varig og tidsubegrænset, og at der med udbeta-ling af erstatning i 1969 er gjort endeligt op med erstatningsspørgsmålet i sagen. Der henvises til fredningsnævnets og klagenævnets bemærkninger (bilag 1, side 19 og side 36).”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Denne dom angår en prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023, som stadfæstede Fredningsnævnet for Københavns afgørelse af 10. november 2021.
Dommen angår videre en prøvelse af Taksationskommissionens afgørelse af 3. maj 2024, som stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. sep-tember 2023 om afslag på erstatning i anledning af afgørelsen om revision af fredning af Park.
Dommerne Dommer 1 og Dommer 3 udtaler:
Om Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 – BS 11751/2024-LYN
Efter Folketingets vedtagelse af stiloven i 1940 stod Kommune overfor etablering af stianlæg gennem kommunens natur.
Den 23. juli 1947 afsagde fredningsnævnet for Frederiksborg amtsrådskreds kendelse om fredning af Ejendom og om offentlighedens adgang til parken. Det fremgår af kendelsen, at den oprindelige intention var at føre en offentlig sti gennem Park. Kommune var imidlertid – under hensyn til Stiftelse, som var ejer af Ejendom – indstillet på, at den offent-lige sti blev ført nord om Park under forudsætning af, at der blev tinglyst en fredningsklausul på ejendommen, og at der blev tinglyst deklaration for at sikre offentlighedens adgang til Park.
27
Fredningen skete vederlagsfrit, og omfattede blandt andet bevaring af alléer og trægrupper, fredning af ejendommens bygninger, hvor bygningsændringer krævede tilladelse fra Nationalmuseet. Om offentlighedens adgang til parken fremgår det af kendelsen, at der mellem Ejendom og Stiftelse var enighed om, at offentligheden blev tilladt adgang til parken mellem den røde låge og hovedindkørslen til Ejendom ad stien langs Sø gennem Ejendoms to fløjporte og derfra ad indkørselsvejen. Færdselstilladelsen blev givet på nærmere angivne vilkår, herunder at stiftelsen forbeholdt sig at tilba-gekalde færdselstilladelsen, såfremt der alligevel blev ført en offentlig sti gen-nem Park eller såfremt færdselstilladelsen mod forventning måtte medføre væsentlig ulempe for stiftelsen eller dennes gæster. Spørgsmålet om erstatning for offentlighedens adgang til parken blev udskudt til det tidspunkt, hvor Ejendom skulle afhændes. Overfredningsnævnet stadfæstede fred-ningsnævnets kendelse om bl.a. spørgsmålet om erstatning, jf. kendelse af 23. februar 1949.
I 1965 blev udmåling af erstatning aktuel, idet Stiftelse solgte Ejendom til Sagsøgers slægt. Stiftelsen krævede erstatning både for fredningen af parken og for den offentlige færdselsret til stien gennem parken. Fredningsmyndighederne fastslog, at der alene kunne blive tale om ud-måling af erstatning for sikring af den offentlige færdselsret, idet selve frednin-gen efter aftale var sket vederlagsfrit.
Stiftelse blev ved Overfredningsnævnets kendelse af 12. august 1969 tillagt erstatning med 125.000 kr. inklusive udgifter til advokatbistand. Der blev herunder lagt vægt på, at ” den liebhaver, som ønsker at købe en større ejendom til beboelse for sig og sin familie, formentlig [vil] finde, at den offentlige færdsel gennem gård og parkanlæg er en så væsentlig gene for blot en rimelig udnyttelse af netop de are-aler af ejendommen, der er af betydning for ejendommens udnyttelse til privat bolig, at det må medføre, at købesummen nedsættes…” .
Overfredningsnævnets kendelse af 12. august 1969 blev tinglyst på ejendom-men. Sagsøger har forklaret, at han i sin barndom besøgte ejendommen, som var ejet af hans mormor Person 1, og at han deri-gennem var bekendt med offentlighedens adgang til ejendommen. Han blev derimod først i forbindelse med overtagelsen af ejendommen bekendt med, at der i ejendommens tinglysning var omtalt en tilbagekaldelsesret. Det er således uomtvistet, at Sagsøger kendte til offentlighedens færdselsret, da han overtog ejendommen i 2003.
Vi finder herefter, at der med Overfredningsnævnets kendelse af 12. august 1969 omhandlende erstatning blev gjort endeligt op med tilbagekaldelsesretten i kendelserne fra 1947 og 1949. Derfor var tilbagekaldelsesretten bortfaldet, da
28
Sagsøger varslede tilbagekaldelse og udelukkelse af offentlig-heden den 13. oktober 2016.
Det forhold, at Sagsøger ved dom afsagt af Retten i Lyngby den 18. juni 2018 blev frifundet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven kan ikke føre til en ændret vurdering. Retten i Lyngbys dom blev af anklagemyn-digheden anket til Østre Landsret, og under et retsmøde i Østre Landsret den 20. februar 2019 tilkendegav landsretten, at sagen hvilede på et uafklaret og kompliceret civilretligt grundlag, ligesom landsretten tilkendegav, at der mang-lede oplysninger i sagen, hvorfor sagen efter landsrettens samlede vurdering ikke var egnet til at blive fremmet og afgjort i det strafferetlige system. Anklage-myndigheden hævede herefter anken. Under de anførte omstændigheder finder vi, at Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018 ikke har retskraft under den efter-følgende fredningssags behandling. Det bemærkes i den forbindelse, at såvel Fredningsnævnet for København som Miljø- og Fødevareklagenævnet eksplicit har forholdt sig til Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018.
Ved kendelse af 10. november 2021 fandt fredningsnævnet grundlag for en fredningsrevision således, at den eksisterende fredning blev bevaret med tids-svarende og konkretiserede fredningsbestemmelser om kommunens håndhæ-velsesforpligtelser, ligesom tilbagekaldelsesretten udgik som en redaktionel ændring. Sagsøger blev tilbudt et alternativt stiforløb (stifor-løb B), hvor offentligheden blev ført uden om ejendommens bygninger i stedet for gennem gårdspladsen, hvilket han accepterede. Miljø- og Fødevareklage-nævnet stadfæstede Fredningsnævnet kendelse ved afgørelse af 7. september 2023.
Sagsøger har ikke dokumenteret fejl og mangler ved Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af sagen, som kan medføre afgørelsens ugyldighed.
Vurderingen af behovet for at gennemføre en fredningsrevision er en skøns-mæssig afgørelse. Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevare-klagenævnets vurdering af, at fredningsrevisionen var nødvendig. Vi finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets vurde-ring af de to alternative stiforløb C og D.
Miljø- og Fødevareklagenævnets frifindelsespåstand tages herefter til følge.
Om Taksationskommissionens afgørelse af 3. maj 2024 - BS-34631/2024-LYN
Taksationskommissionen har i afgørelse af 3. maj 2024 stadfæstet Miljø- og Fø-devareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023, hvor Miljø- og Fødevare-klagenævnet afviste at tilkende erstatning i anledning af revisionen af frednin-
29
gen med henvisning til, at tilbagekaldelsesretten var bortfaldet i forbindelse med den i 1969 udbetalte erstatning.
Som anført ovenfor finder vi, at tilbagekaldsretten må anses for bortfaldet med den udbetalte erstatning i 1969, jf. Overfredningsnævnets kendelse af 12. august 1969.
På den anførte baggrund stemmer vi for, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Miljøstyrelsen) og Furesø Kommunes frifindelsespå-stand tages til følge.
Dommer 2 udtaler:
Om Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 – BS 11751/2024-LYN
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgørelse af 7. september 2023 tilsluttet sig Fredningsnævnet for Københavns vurdering af, at den tilbagekaldelsesadgang, som følger af Overfredningsnævnets kendelse af 1949, bortfaldt i forbindelse med Overfredningsnævnets kendelse af 12. august 1969 om erstatning til Stiftelse. I afgørelsen har Miljø- og Fødevareklagenævnet om betydnin-gen af Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018 i straffesagen mod Sagsøger anført, at det er ” Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse, at nævnet ikke i en fredningssag er bundet af byrettens frifindende dom, herunder byrettens ud-lægning af fredningens bestemmelser og deres retsvirkning i forhold til en straffesag. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen ved byretten var en straffesag, hvor der gæl-der et skærpet legalitetskrav, hvilket indebærer, at der skal være klar hjemmel for at på-lægge straf. Det er derfor nævnets opfattelse, at byrettens dom alene er udtryk for, at spørgsmålet om den fortsatte eksistens af tilbagekaldelsesadgang har været omfattet af en sådan utilstrækkelig klarhed, at byretten ikke har kunnet pålægge en straf for at have handlet i strid med Overfredningsnævnets kendelser fra 1949 og 1969, jf. naturbeskyt-telseslovens § 89, stk. 1, nr. 10.”
Spørgsmålet er herefter, om Miljø- og Fødevareklagenævnet som forvalt-ningsmyndighed berettiget har kunnet tilsidesætte den vurdering af tilbagekal-delsesadgangens eksistens, som er foretaget ved Retten i Lyngbys dom af 18. juni 2018.
Dommen blev anket af anklagemyndigheden, som senere trak anken. Dommen er derfor endelig. Af dommens begrundelse og resultat fremgår, at retten, efter en gennemgang og konkret fortolkning af fredningsmyndighedernes afgørelser om fredning og erstatning fra 1947/1949 og 1968/1969, finder, ”at de oprindelige betingelser knyttet til færdselsretten som angivet i Fredningsnævnets kendelse af 23. juli 1947 fortsat er gældende, herunder forbeholdet om tilbagekaldelse af færdselstilla-
30
delsen, såfremt færdselstilladelsen mod forventning måtte medføre væsentlig ulempe for ejeren, hvilken betingelse således ikke kan anses for bortfaldet.” Retten i Lyngby tog således ved dommen konkret stilling til tilbagekaldelsesadgangens eksistens, og der er ved dommen sket en prøvelse af de samme faktiske og retlige forhold, som Miljø- og Fødevareklagenævnet som forvaltningsmyndighed har foretaget en ny prøvelse af.
På den baggrund finder jeg, at Miljø- og Fødevareklagenævnet som forvalt-ningsmyndighed og efter principperne om retskraft var forpligtet til at lægge den meget klare og konkrete fortolkning af kendelserne, som fremgår af Retten i Lyngbys endelige dom, til grund ved behandlingen af sagen. Miljø- og Føde-vareklagenævnet har derfor uberettiget foretaget en ny prøvelse af tilbagekal-delsesadgangens bortfald, hvorunder bemærkes, at der ikke er tilkommet nye forhold eller omstændigheder, der kan begrunde en sådan fornyet prøvelse af spørgsmålet.
Det forhold, at der var tale om en straffesag kan, efter den i dommen meget klare og utvetydige stillingtagen til fortolkningen af fredningsmyndighedernes afgørelser, ikke føre til andet resultat. Det forhold, at Østre Landsret under for-beredelsen af ankesagen under et retsmøde den 20. februar 2019 tilkendegav, at sagen efter en samlet vurdering ikke umiddelbart med nytte var egnet til at blive fremmet i det strafferetlige system, kan heller ikke føre til andet resultat.
På den baggrund finder jeg, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 lider af en væsentlig mangel og derfor skal ophæves.
Sagsøger har gjort gældende, at han grundet de gener, han op-levede ved offentlighedens færdsel, retmæssigt har tilbagekaldt færdselstilla-delsen i 2016.
Da det imidlertid fremgår af fredningskendelsen af 23. juli 1947, at ” Stiftelsen er villig til at underkaste sig Ministeriet for offentlige arbejders afgørelse af, hvorvidt ulemperne må anses for væsentlige.” , og da dette spørgsmål ikke er omfattet af den afgørelse, der er til prøvelse i denne sag, kan der ikke foretages en prøvelse af, om tilbagekaldelsen har været berettiget.
Derfor stemmer jeg for, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. sep-tember 2023 skal ophæves og hjemvises til fornyet behandling, hvorunder det skal lægges til grund, at Sagsøgers tilbagekaldelsesadgang i medfør af fredningsnævnets kendelse af 23. juli 1947 ikke er bortfaldet.
Om Taksationskommissionens afgørelse af 3. maj 2024 - BS-34631/2024-LYN
Taksationskommissionen har i afgørelse af 3. maj 2024 stadfæstet Miljø- og Fø-devareklagenævnets afgørelse af 7. september 2023 om afslag på erstatning i an-
31
ledning af afgørelsen om revision af fredning af Park, herunder lagt Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af, at tilbagekaldelsesadgangen var bortfaldet, til grund for afgørelsen.
Som følge heraf stemmer jeg med samme begrundelse som i sagen BS-11751/2024-LYN for at ophæve afgørelsen af 3. maj 2024 og hjemvise sagen til fornyet behandling.
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
Sagsomkostninger i sag BS- 11751/2024-LYN
Værdien af sagen er opgjort til 0 kr.
Sagsomkostningerne er efter sagens forløb og udfald fastsat til dækning af ad-vokatudgift med 100.000 kr. Miljø- og Fødevareklagenævnet er ikke momsregi-streret. Det er indgået i vurderingen, at hovedforhandlingen blev afviklet over to retsdage, inkl. besigtigelse, og at hovedfokus under hovedforhandlingen an-gik de problemstillinger, som indgik i sag nr. 11751/2024.
Sagsomkostninger i sag BS- 34631/2024-LYN
Sagsøger har opgjort sagens værdi til 30 mio. kr.
Efter sagens værdi, forløb og udfald skal Sagsøger betale ad-vokatudgift med samlet 600.000 kr. til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Furesø Kommune. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vand-miljø og Furesø Kommune er ikke momsregistreret. Det er indgået i vurderin-gen, at hovedfokus under hovedforhandlingen var de problemstillinger, som indgik i sag nr. BS-11751/2024, og at arbejdet med sag nr. 34631/2024 isoleret set har været begrænset.
THI KENDES FOR RET:
Miljø- og Fødevareklagenævnet frifindes.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Furesø Kommune frifindes.
Sagsøger skal til Miljø- og Fødevareklagenævnet betale sagsomkostninger med 100.000 kr.
Sagsøger skal til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Furesø Kommune samlet betale sagsomkostninger med 600.000 kr.
32
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
33
Bilag til dom
Publiceret til portalen d. 01-05-2025 kl. 12:00
Modtagere: Sagsøger, Advokat (H) Kurt Bardeleben, Advokat (H) Britta Moll Bown, Sagsøgte Miljø- og Fødevareklagenævnet