Gå til indhold
Tilbage til søgning

Tiltale for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved at have bistået en marokkansk borger der ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, med ulovlig indrejse, rejse gennem eller ophold i Danmark. Påstand om udvisning med indrejseforbud

Retten i Nykøbing FalsterStraffesag1. instans23. marts 2022
Sagsnr.: 1151/25Retssagsnr.: SS-800/2022-NYK
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Straffesag
Ret
Retten i Nykøbing Falster
Rettens sagsnummer
SS-800/2022-NYK
Sagstype
Almindelig domsmandssag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1151/25
Sagsemner
Udlændinge
Sagsdeltagere
PartAnklagemyndigheden

Dom

D10.DTD

RETTEN I NYKØBING F.

Udskrift af dombogen

D O M

afsagt den 23. marts 2022

Rettens nr. 1-800/2022

Politiets nr. 1900-84143-00001-22

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte

CPR nr. (Født 1985)

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 3. januar 2022.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af

udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1,

ved søndag den 2. januar 2022 ca. kl. 06.05 i dansk registreret personbil Reg. nr. i Rødbyhavn, forsætligt og i forening eller efter forudgående aftale via Blabla-car mobil-applikationen at have bistået den marokkansk borger Vidne, der ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, med ulovlig indrejse, rejse gennem eller ophold i Danmark, idet Tiltalte som fører af personbilen forestod kørslen ind i Danmark, og idet Person havde arrangeret, at Vidne og han selv var med i bilen, selv om hverken tiltalte eller Person havde sikret sig, at Vidne havde gyldig rejselegitima-tion til at indrejse i Danmark.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5 og § 32, stk. 4, nr. 5, udvises med indrejseforbud i 6 år.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om udvisning.

Sagens oplysninger

side 2

Tiltalte har forklaret, at det er rigtigt, at po-litiet traf ham den 2. januar 2022 i Rødbyhavn. Hvis han husker korrekt, så var det kl. 06.30. Han kørte i den bil, der fremgår af anklageskriftet. Han bor i Norge og kørte i en dansk bil. Han tog afsted fra Oslo med båden, fordi han bor i Oslo. Da han kom til København, lejede han en bil. Det var med henblik på at transportere nogle møbler, som han selv havde lavet, med tilbage til Frankrig. Han er ikke fabrikant, men han havde lavet et lille bord og et andet lille møbel, som han skulle tage med sammen med nogle småting og dvd´er. Det havde han med fra Oslo. Hans kone havde også nogle ting, som hun skulle have med tilbage til Frankrig. De skulle på juleferie. Hans kone var og-så med i bilen den 2. januar 2022. Hans kone var også med frem og tilbage fra Norge gennem Danmark og til Tyskland og videre til Frankrig og retur igen. Han har ikke selv nogen bil. Det er rigtigt, at der var to andre personer med i bilen udover ham og hans kone, da politiet traf ham i Rødbyhavn. Det var nogle personer, han var kommet i kontakt med via applikationen BlaBla-Car, og de skulle køre med. Det er ikke kun en app, men også et site, som han også selv havde benyttet i flere omgange for at køre med som passager i en anden bil. Det er en platform for samkørsel. Det er ikke en professionel applikation for chauffører. Det var første gang, at han anvendte systemet, hvor det var ham, der var chauffør. App´en fungerer ved, at man først skal oprette en profil med eventuelt foto. Når man har oprettet profilen, kan man lægge sin rejse ind. Han havde lagt en rejse ind fra Orléans til København. Folk kan byde ind, hvis de vil med på turen. De kan tage med på hele turen eller på små dele af turen undervejs. En person kan skrive sig ind på turen, men det er ham, der skal acceptere de medrejsende. En person, der skriver sig på, kan godt møde frem og have en ekstra person med. Dem, der byder ind på turen, har en profil med et fornavn. De har ikke nødvendigvis et efter-navn stående. Passagererne vidste f.eks. ikke, hvad tiltalte hed til efternavn. De har kun hans fornavn fra applikationen eller et synonym. Han modtog få informationer om passagerne. Hver passager kan skrive sig ind, og en person kan altid komme med en ekstra person, som ikke nødvendigvis er skrevet ind gennem platformen. Man ved ikke noget, udover det der står, men man kan se, om nogen andre har skrevet negative eller positive kommentarer om de personer, der vil rejse med. Der er et beløb til chaufføren for hver strækning, man kører med dem.

De to personer, der kørte med den omhandlede dag, var via BlaBlaCar app. Et par dage inden rejsen, fik han besked om, at de ville køre med. De skulle med fra Hamborg til København. Han gav dem et opsamlingssted i Hamborg, hvor de skulle være. Det var ikke så langt fra motorvejen. Efter de havde skrevet sig på turen, havde de kontakt via sms eller telefonopkald. Han ken-der ikke Hamborg så godt, så derfor skulle de tale sammen om opsamlings-stedet. Det var et norsk nummer han kontaktede dem på.

Personerne steg på i Hamborg kl. 3.00 om natten, så der blev ikke snakket særlig meget. Han havde booket færge til kl. 6.00. Person havde et syno-nym, og der hed han Navn. Han talte dårligt engelsk og en lille smule svensk,

side 3

så der blev ikke snakket særlig meget. Det er rigtigt, at der var en kvinde med også. Hun talte meget bedre engelsk end den mandlige passager. Hun kunne også tale fransk. Det var meget nemmere at have en samtale med hen-de. Han formoder, at hun ikke talte dansk, svensk eller norsk. Han ved ikke, om hun talte de sprog, men han talte dem ikke med hende. Han ved ikke, hvor de to passagerer kom fra. Han spurgte heller ikke om det. Han spurgte heller ikke, hvad de skulle i Danmark. Hun fortalte i telefonen, at hun var ko-ne eller veninde til Navn. Passagererne var et par. De havde en taske med hver. Der var ikke noget usædvanligt ved dem. Han syntes, at de var nogle helt almindelige passagerer.

Han ved godt, at man ikke kan komme ind i Schengenområde uden et visum, og det vidste han, fordi hans kone er fra Filippinerne. Passagererne befandt sig allerede i Schengenområdet, så det var ikke ham, der havde fået dem ind. Han bad dem ikke vise dokumentation for, at de måtte indrejse lovligt i Dan-mark. Han sikrede sig ikke på anden vis, at de måtte indrejse i Danmark. Han spurgte dem heller ikke.

Adspurgt af forsvareren forklarede han, at han tjekkede ting som f.eks. de al-mindelige forretningsbetingelser hos BlaBlaCar. Han faldt ikke over noget særligt om hans ansvar. Der stod ikke noget om, at chaufføren skulle tjekke folks identitet.

Foreholdt ekstrakten fil 3, side 41, forklarede han, at det var den hjemmesi-de, han var inde på, inden han gik i gang med turen. Han har markeret det med rød firkant, og han forstod det som, at han kunne stole på, at dem, han tog med som passagerer, havde BlaBlaCar tjekket. Derfor tænkte han, at det ikke var noget, han behøvede at tjekke. BlaBlaCar tager også penge for, at man benytter app´en. Der var cirka 30 % af prisen, der gik tilbage til BlaBla-Car.

Foreholdt ekstrakten fil 3, side 3, Terms & Conditions, forklarede han, at han kiggede på disse bestemmelser.

Foreholdt ekstrakten fil 3, side 35, nederst, forklarede han, at han tænkte, at passagerne selv havde ansvar for, at de havde ID. Han har handlet i god tro.

Foreholdt ekstrakten fil 3, side 36, øverst, forklarede han, at hvis der var en ekstra passager med, så var det den passager, der havde personen med, som var ansvarlig for denne person. Det var ikke chaufførens ansvar. Det var det, han havde fundet ud af på forhånd.

Han fik ikke at vide, hvad passageren Vidne hed. Han ville heller ikke tjekke det, fordi det ikke var hans ansvar.

Han startede turen retur i Orléans. Han havde andre passagerer med fra Frankrig til Tyskland. Der var ikke nogen form for kontrol, da han kørte over

side 4

grænsen Frankrig/Belgien og Belgien/Tyskland. Han tjekkede Navns profil, og der var lagt nogle kommentarer på. Det var dem, der gjorde, at der ikke skulle være noget i vejen for, at han tog ham med. BlaBlaCar sætter et beløb på turen, men man kan selv fastsætte et andet beløb ud fra deres vejledende beløb. Der er et maksbeløb, man kan tage. Beløbet dækker kun lige benzi-nudgifterne og ikke noget andet. Man tjener ikke penge på det. Han tænkte, at det var dumt at køre tilbage med en tom bil også af hensyn til miljøet. Det var ikke for at tjene penge, at han gjorde det.

Han havde ikke nogen mistanke om, at Navn ikke var en rigtig person, og hed noget andet. Han ringede kl. 16.00 dagen før og aftalte med dem, hvor de skulle samles op. Der var Navns kone, der tog telefonen. Hun præsenterede sig som hans kone. Hun sagde, at hun var gift med Navn. Tiltalte troede derfor, at han hed Navn. Det var dem, der ringede til ham kl. 10.00 fra et svensk nummer, og det var det nummer, han brugte, når han skulle i kontakt med dem. Han fik ikke mistanke om noget, da de ringede fra et svensk num-mer.

Adspurgt af dommeren forklarede han, at han er fransk statsborger.

Foreholdt af anklageren ekstrakten fil 1, side 42, forklarede han, at han sad på førersædet og hans hustru sad til højre for ham foran. Bagved tiltalte sad en kvinde. Han kan måske godt genkende hende på billedet. Ved siden af kvinden sad Navn. Det var sådan, de sad i bilen. Billederne af personerne er også sådan, han husker dem.

Der er den 2. januar 2022 foretaget indenretlig afhøring af Vidne, jf. retsplejelovens § 747, stk. 2, nr. 2. Forklaringen er sålydende:

"...

Vidnet forklarede, at hendes navn er Vidne. Hun kommer fra Ma-rokko. Hun indrejste i Europa i 2020. Første gang ankom hun med visum til Sverige. Gyldigheden af dette visum er udløbet for et stykke tid siden. Efter-følgende tog hun til Italien med tog. Hun rejste til Italien ulovligt. Ved indrej-sen havde hun ikke kontakt til de italienske myndigheder. Hun har været i Europa siden 2020. Hun har ikke haft lovligt grundlag for at være i Europa. Hun har søgt asyl i Sverige i 2020, men fik afslag og udrejste. Hun agter at søge asyl i Danmark.

Hun kender Person. Hun lærte ham at kende i 2020 i Sverige. De var venner. I en periode talte de ikke sammen, men begyndte at tale sam-men igen indenfor de seneste 3 uger. De var i samme bil ved indrejsen til Danmark. De var på vej til Danmark. Person skulle til Sverige. Vidnet skulle ikke med til Sverige. Person kontaktede vidnet, og de mødtes i Tyskland. De mødtes for at lære hinanden bedre at kende. De aftalte ikke no-get i forhold til at vidnet skulle med Person, men Person sagde, at han gerne ville giftes med vidnet. De mødtes i Hamborg. De skulle følges ud af

side 5

Tyskland og ind i Danmark. Vidnet ville gerne med tog. Person vidste ik-ke, at vidnet havde problemer i forhold til papirerne. Person hyrede en "bla-bla-car". Hun kunne ikke sige noget til dette. Person sagde, at det var til to personer, men der blev ikke talt om den sidste person. Vidnet ken-der ikke dem de kørte med. Person spurgte ikke om at se hendes rejsepa-pirer. Vidnet betalte ikke for turen. Vidnet har ikke noget at betale med. In-gen andre har hjulpet hende med kontakt til Person eller hjulpet hende med at mødes med Person i Tyskland. Der var ikke konkrete planer om, at de skulle giftes. Det var noget de havde talt om. Person vidste ikke, at vidnet ikke ville med ham til Sverige. Tiltalte bad heller ikke om at se hendes rejsepapirer. Ingen spurgte om hun havde nogen rejsepapirer. Det var ham, der talte med "herren" og sagde, at det var to personer, der hjalp hende med køreturen. Hun forsøgte at søge asyl i Sverige. Person var ikke bekendt med, at hun ikke havde pas. Hun fortalte ikke om de udfordringer hun havde.

Anklageren foreholdt bilag E, side 2, 4. afsnit, 4. linie og side 2, 7. afsnit, 1. linie, hvoraf fremgår "Person vidste at hun havde problemer". Vidnet for-klarede hertil, at Person ikke vidste, at hun ikke havde pas. Person vid-ste ikke, hvilke problemer hun havde. Han spurgte ikke om hun havde nogen form for rejselegitimation.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at hun havde til hensigt, at hun skulle have kontakt til Person efterfølgende. Vidnet kender ikke de øvrige der var med i bilen. Hun kom i kontakt med dem via "bla-bla-car". Vidnet har ikke hørt, at Person har sagt noget om pas og legitimation.

..."

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i Norge. Han har boet der siden 2007. Han er Stilling for et gasfirma. Han er gift. De bor i en lille lejlighed, der støder op til et hus. De har ingen børn. Han tjener godt, men ejer ikke lejligheden. Et indrejseforbud vil betyde, at hele hans liv vil bli-ve opløst. Han har rigtig meget kontakt til Danmark, og via hans firma skal han også til Danmark. Han besøger også Danmark. Hvis han får et indrejse-forbud, vil han tro, at han mister sit arbejde. Han er i Danmark adskillige gange om året. Han kører gennem Danmark, når han skal fra Norge til Frankrig. Han har ikke tilknytning til Danmark eller boet i Danmark. Det han er tiltalt for, vil ikke komme til at ske igen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter tiltaltes egen forklaring sammenhold med Vidnes forklaring og det i øvrigt oplyste, lægger retten til grund, at tiltalte den 2. januar 2022 var fører af den i anklageskriftet anførte bil på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted, at tiltaltes hustru, Person og Vidne var passagerer i bilen fra Tyskland til Danmark, at tiltalte via Blabla-car ap-plikationen havde aftalt kørslen med Person, der tog en ekstra passager med, at tiltalte alene havde kendskab til Person gennem Blabla-car og intet kendskab havde til Vidne, der talte lidt fransk

side 6

og engelsk, og ikke havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark, og at hverken tiltalte eller Person sikrede sig dette eller i øvrigt spurgte ind hertil.

På baggrund af de ovenfor beskrevne omstændigheder er det bevist, at tiltalte indså, at det var muligt, at Vidne ikke lovligt kunne indrejse i Dan-mark, og at han psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Tiltalte findes herefter skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1.

Betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 49, stk. 1, jf. 32, stk. 4, nr. 5, for at udvise tiltalte med et indrejseforbud i 6 år er op-fyldt.

Retten finder, at den udøvede kriminalitet må anses at udgøre en reel, umid-delbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundliggende sam-fundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004.

Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes forhold, herunder at tiltalte er fransk statsborger bosat i Norge, har tiltalte ikke en sådan tilknytning til Dan-mark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. l.

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning med et indrejseforbud på 6 år, jf. herved direktivets artikel 33, stk. 1, og udlændingelovens § 26 b, jfr. § 2, stk. 3, ligesom det ikke med sikker-hed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændin-gelovens § 26, stk. 2. På den baggrund tages påstanden om udvisning i med-før af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejse-forbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Dommer

side 7

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1435/25
Rettens sags nr.: SS-61/2025-HJR
Afsluttet
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1150/25
Rettens sags nr.: SS-939/2022-OLR
Anket
1. instansRetten i Nykøbing FalsterNYK
DDB sags nr.: 1151/25
Rettens sags nr.: SS-800/2022-NYK
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
1900-84143-00001-22
Påstandsbeløb