Dom
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 28. november 2024
Sag BS-47199/2021-VLR
(5. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøgte
(advokat Jens Rye-Andersen, beskikket)
mod
Region Nordjylland
(advokat Kristian Torp)
Retten i Aalborg har den 26. november 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-78/2014-ALB).
Landsdommerne Lisette Ørnskov Top, Helle Krogager Rasmussen og Karina Søndergaard (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande mv.
Appellant, tidligere Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Indstævnte, Region Nordjylland, har påstået dommen stadfæstet.
Advokat Jens Rye-Andersen har under landsrettens behandling af sagen været beskikket for Appellant, tidligere Sagsøgte, jf. retsplejelovens dagældende § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu stk. 4, 2. pkt.).
2
Forklaringer
Statsautoriteret revisor Skønsmand, Vidne 1, Vidne 2 og Appellant, tidligere Sagsøgte har afgivet supplerende forklaring. Vidne 4, Vidne 5 og Vidne 6 har endvidere afgivet forklaring.
Skønsmand, statsautoriteret revisor Skønsmand, har forklaret, at han un-der skønsforretningen har sammenholdt journaler med afregninger. Det er en sædvanlig revisionsmæssig opgave. Han afholdt en del møder med sagens par-ter for at få fastlagt opgaven. I skønserklæringen har han beskrevet den frem-gangsmåde, de besluttede at følge. Han skulle anvende de principper, der er beskrevet i Region Nordjyllands notat af 6. maj 2015 (bilag 9). Principperne var brugbare, og det var nemt at udlede af journalerne, hvilken kategori afregnin-gerne faldt ind under. Hvis der i en kalendermåned var lige så mange afregnin-ger som notater, har han noteret afregningerne under ”Matchende notat i jour-nalen” . Hvis der i kalendermåneden var to notater og tre afregninger, har han også noteret alle afregningerne under ”Matchende notat i journalen” . Hvis der derimod var et notat og tre afregninger i kalendermåneden, har han noteret alle afregningerne under ”Intet notat i journalen” . Dette har medført, at nogle af-regninger er blevet noteret under ”Matchende notat i journalen” , selvom der ikke var et notat for afregningen, og at andre afregninger er blevet noteret un-der ”Intet notat i journalen” , selvom der var et notat for afregningen. Han ved ikke, om dette forsøg på at kompensere for datoforskydninger har udlignet sig over tid. Han kan ikke sige præcist, hvor meget den fremgangsmåde har påvir-ket konklusionerne i skønserklæringen. Det var et metodisk valg, han traf.
Det blev drøftet med advokaterne, hvordan de journaler, der skulle indgå i skønsforretningen, skulle udvælges. Vidne 1 deltog ikke i disse drøftel-ser. Hun deltog først, da journalerne skulle udleveres. Det blev aftalt med ad-vokaterne, at stikprøven i overensstemmelse med sædvanlige revisionsmetodik skulle udgøre de 20 cpr-numre, der havde modtaget flest ydelser (nøgleenhe-der), og 5 % af restpopulationen. Når en revisor påtegner et regnskab, er der 95 % sikkerhed for, at revisionserklæringen er korrekt. Dette er baseret på det antal stikprøver, de tager i forbindelse med revisionen. Under skønsforretningen udtog de en større stikprøve end sædvanligt ved en revision. Han ville under-skrive et regnskab med en stikprøve af den størrelse.
Som anført på side 10 i skønserklæringen blev der udtaget en stikprøve på 5 % af restpopulationen for hvert år. Det er derfor sandsynligt, at der ved skønsfor-retningen er set på mere end 5 % af patienterne.
Han var ikke med til at udfinde materialet til brug for skønsforretningen. Han fik det blot udleveret. Journalerne blev lagt til ham. Materialet var sorteret på den måde, han havde bedt om, at det skulle være. Det var i fin stand. Han kan ikke huske, om det materiale, han modtog for hver patient, var en gennemgå-
3
ende, sammenskrevet journal, eller om han også modtog andre dokumenter, herunder mails og løse notater.
Stikprøven var så stor, at der kunne ekstrapoleres på baggrund af den. Hvis alle afregninger og journaler var blevet gennemgået, ville undersøgelsen have haft en sikkerhed på nærmest 100 %.
I skemaet på side 15 i skønserklæringen er de 13.306 ydelser, der blev gennem-gået under skønsforretningen, fordelt i kategorier. Det fremgår af skemaet, at et vægtet gennemsnit på 44 % af den samlede stikprøve var i kategorien ”Mat-chende notat i journalen” . Skemaet på side 18 indeholder en oversigt over de 20 cpr-numre med flest ydelser. I oversigten over bruttohonoraret er medtaget de beløb, der er afregnet over for regionen. Skemaet på side 20 indeholder en over-sigt over stikprøven på 5 % af restpopulationen inden ekstrapolering. Skemaet på side 23 viser de tal, der er beregnet ved ekstrapolering af stikprøven på 5 %. Ekstrapoleringen er sket efter gængse metoder. I skemaet på side 25 er tallene på side 18 vedrørende de 20 cpr-numre med flest ydelser lagt sammen med ek-strapoleringen af de 5 % af restpopulationen på side 23. Det er således den sam-lede oversigt over resultaterne. I den røde kolonne ses det samlede opgjorte honorar for de afregninger, hvor der ikke er fundet et matchende notat i journa-len. Af skemaerne på side 27-85 fremgår tallene for de enkelte år. Der er lavet separate skemaer for de 20 cpr-numre med flest ydelser, 5 % af restpopulatio-nen og ekstrapoleringen heraf. Der er ikke lavet en samlet oversigt for de enkel-te år, men en sådan oversigt kan laves ved at lægge tallene for de 20 cpr-numre med flest ydelser i et givent år sammen med tallene for ekstrapolering af stikprøven på 5 % af restpopulationen for det samme år. Han kan ikke huske, hvad han mente, da han forklarede i byretten, at der var et generelt mønster med sparsom journalføring. Han mener, at skemaerne, der er baseret på stikprøverne, er repræsentative.
Arbejdsgangen blev aftalt på et telefonmøde, hvor han, parternes advokater og hans kollega, Person 12, deltog. Han skulle tage udgangspunkt i regionens notat af 6. maj 2015. Han har ikke holdninger til principperne i notatet. Parterne var enige om de to spørgsmål og om, at principperne i notatet skulle anvendes. Det var ham, der gav instruksen om, hvordan materialet skulle struktureres. Han deltog ikke i indsamlingen eller udvælgelsen af materialet. Vidne 1 udleverede det til ham på et møde. Journalerne bestod af korte notater. Han fik ikke udleveret tykke journalmapper på cirka 10 cm som den, han i landsretten har fået forevist af advokat Jens Rye-Andersen. Han har ikke nægtet at modtage materiale. Han kan ikke sige, om hans kollegaer har nægtet det. Han skulle ikke fortage en lægefaglig vurdering af journalen. Han deltog ikke i mødet den 7. december 2018, hvor det blev aftalt med Vidne 1, at hendes medarbejder i samarbejde med regionen skulle klargøre materialet til brug for skønsforret-ningen. Person 12 deltog i mødet. Det var for at mindske usikkerheden, at der
4
blev udtaget en stikprøve på 5 % for hvert år. Journalerne blev gennemgået un-der hensyn til principperne i notatet af 6. maj 2015. Det var en rimelig mekanisk opgave. Han kan ikke afvise, at han var nået til en anden konklusion, hvis han havde modtaget yderligere materiale vedrørende de enkelte patienter.
På side 18 og 20 i skønserklæringen fremgår de faktisk afregnede honorarer for henholdsvis de 20 cpr-numre med flest ydelser og stikprøven på 5 % af restpo-pulationen inden ekstrapolering. Ved at lægge de totale tal for ”intet notat i journalen” (410.819 kr. og 518.207 kr.) sammen, kan man beregne det afregnede honorar for denne kategori. Det er sædvanlig praksis at lave en ekstrapolering baseret på en stikprøve.
Vidne 1 har forklaret, at hun overtog Appellants, tidligere Sagsøgte klinik og 3/4 af hans patienter. Hun revurderede patienternes diagnoser, og der var ikke uover-ensstemmelser mellem hendes og Appellants, tidligere Sagsøgte diagnoser.
Brevet af 26. februar 2015 har hun skrevet. Hun havde lavet stikprøver i de 150 journaler, som Region Nordjylland havde gennemgået.
En patientjournal omfatter både journalnotater og bilag. Bilagsmappen kan fx indeholde psykiaterens første notat, behandlingsnotater, breve til egen læge, statusattester, forskellige prøveresultater såsom blodprøver og EKG samt tera-peutiske opgaver til patienten. Bilagsmappen er mere omfangsrig end lægens journalnotater.
En psykiater kan uddelegere telefonkonsultationer til klinikkens kontorperso-nale, og det havde Appellant, tidligere Sagsøgte gjort. Det fremgår af Fælles Medicinkort (FMK), når der er udskrevet medicin til en patient i forbindelse med en telefon-konsultation. Det fremgår også af journalens bilagsmappe.
Appellant, tidligere Sagsøgte begyndte i 2010 eller 2011 at indføre behandlingsplaner. Det var efter, at det i den periode var blevet obligatorisk på sygehusene. Han indhente-de desuden skriftlige, informerede samtykker fra patienterne. De lå også i bi-lagsmapperne.
Medarbejdere fra Region Nordjylland kom første gang i klinikken i 2014. De ønskede at få udleveret journaler. Hun var ikke selv til stede. Hendes sekretær fortalte, at de ikke vidste, hvordan de skulle gennemgå journalerne.
Regionen kom igen i 2018. Da var det Vidne 2, Person 12 og Person 13. Hun sagde til dem, at der også skulle være en speciallæge til stede. Hun tilbød, at hun og Appellant, tidligere Sagsøgte kunne deltage, men det ønskede de ikke.
5
Hun deltog ikke i udvælgelsen eller udleveringen af journalerne. Det var en klinikassistent, som var gymnasieelev, der gjorde det efter opfordring fra Vidne 2. Regionen ønskede ikke at få hele journaler, men de ville plukke i dem. De nægtede at tage det hele, selvom hun sagde, at de skulle. De fik ikke bilag såsom fx statusattester eller speciallægeundersøgelser.
Hun arbejdede ikke hos Appellant, tidligere Sagsøgte, før hun overtog klinikken efter ham.
Vidne 2 har forklaret, at han stoppede hos Region Nordjylland den 31. de-cember 2022. Han har siden beskæftiget sig med børn og unge.
Forholdt sin forklaring for byretten om, at regionen på et tidspunkt begyndte at modtage henvendelser fra Appellants, tidligere Sagsøgte patienter, har han forklaret, at han ikke selv modtog henvendelserne. Patienterne rettede henvendelse til deres pa-tientvejlederkontor, fordi de mente, at de var blevet fejlbehandlet. En stor del af dem havde taget meget på og mente ikke, at de var korrekt diagnosticerede. Flere af dem havde også efterfølgende været tilset af en anden psykiater.
Han tror, at de fik 5-10 henvendelser i 2013. De fleste henvendelser kom efter, at der havde været omtale af Appellant, tidligere Sagsøgte i pressen, men han mener også, at enkelte kom før. Han har ikke været involveret i kontakten til Appellants, tidligere Sagsøgte tidligere patienter. Kontakten handlede om patientbehandling, og den opgave lå ikke i hans afdeling. Han vil tro, at regionen har vejledt de tidligere patienter om deres rettigheder i forhold til at søge erstatning.
Da de udførte den første gennemgang af journaler, skete det hos regionen. Der var tale om en gennemgang af 10-15 patientjournaler, og de havde forinden indhentet samtykke fra patienterne. De var først på Appellants, tidligere Sagsøgte klinik, da de lavede den store gennemgang af 150 journaler.
Ved gennemgangen af de 10-15 journaler var sigtet at finde ud af, hvor mange der havde deltaget i de afholdte gruppesessioner. De ville efterprøve deres mi-stanke om, at der havde deltaget for mange patienter i gruppesessionerne.
Foreholdt sin forklaring for byretten om, at de ikke kunne få antallet af afreg-ninger for bestemte datoer til at passe, har han forklaret, at regionen i forbindel-se med gennemgangen af de 10-15 journaler havde en oversigt over afregnin-gerne, som de sammenholdt med patientjournalerne. De konstaterede, at der nogle gange var sket afregning af en ydelse overfor regionen, som ikke kunne genfindes i journalen. Det var på det tidspunkt, de fik viden om, at der måske var uoverensstemmelser mellem afregninger og journalnotater. De opdagede også, at nogle af journalnotaterne var meget sparsomme, og de kunne ikke for-stå, at det kunne danne grundlag for patientbehandling og medicinordinering. De fik det indtryk, at behandlingen enten slet ikke havde fundet sted, eller at
6
der i hvert fald var tale om så mangelfuld dokumentation, at den ikke kunne danne grundlag for en afregning. De mangelfulde journalnotater blev herefter et nyt tema for undersøgelsen.
Der blev oprettet et ambulatorie for Appellants, tidligere Sagsøgte tidligere patienter, fordi de fik henvendelser fra flere patienter, som ikke mente, at de havde fået den rette behandling. Oprettelsen af et ambulatorie var ikke noget, regionen havde gjort før. Men der var tale om flere hundrede patienter, og det var helt nødvendigt at oprette ambulatoriet for at tilbyde disse patienter den rette hjælp.
Det var ikke usædvanligt, at han selv deltog i opgaven med at gennemgå de 150 patientjournaler i 2014. Han havde selv taget hul på sagen med Appellant, tidligere Sagsøgte og haft kontakten med Appellants, tidligere Sagsøgte daværende advokat. Sagen var også forholdsvis kompleks og havde ikke været præget af samarbejdsvillighed fra Appellants, tidligere Sagsøgte side. Han deltog derfor også i processen for at sikre, at alt for-løb planmæssigt.
Da de gennemgik de 150 patientjournaler i Appellants, tidligere Sagsøgte klinik, var der en lægesekretær til stede, som havde fundet journalerne frem. Som han husker det, var Vidne 1 ikke til stede. Da de ankom, lå journalerne klar i en bunke. Hver journal lå i et papiromslag, og i hvert omslag lå der både den fortløbende journal og noget forskelligt andet materiale. Dette materiale virkede lidt tilfæl-digt med mails, tegninger og lignende. De gennemgik også dette materiale mi-nutiøst.
Deres undersøgelse bar præg af, at de ville være helt sikre på, at de fik taget højde for eventuelle andre dokumenter, som kunne dokumentere, at der havde fundet en behandling sted. I så fald skulle det indgå og dermed komme Appellant, tidligere Sagsøgte til gode. Hvis de kunne se, at patienten havde været i klinikken, ek-sempelvis ved en udskrift af en mailkorrespondance, noterede de det som et ”matchende notat” . Der skulle ikke særligt meget til, før de betragtede det som et ”matchende notat” . Hvis der i den fortløbende journal alene var anført ”sam-tale” , og der ikke var anden dokumentation for ydelsen i omslaget, betragtede de det ikke som et ”matchende notat” .
Det var lidt tilfældigt, hvad der var i omslaget med journalen. Nogle gange var der henvendelser fra andre praktiserende læger eller udskrift fra medicinkortet. Materialet gav ikke anledning til mange ”matchende krydser” . Journalerne var efter hans opfattelse meget mangelfulde. Der stod enormt lidt om de enkelte patienter, når man tog deres flerårige behandlingsforløb i betragtning.
Han kan godt huske selve skønsforretningen og mødet den 7. december 2018. Foreholdt skønsrapportens afsnit 1.2 nederst vedrørende mødet den 7. decem-ber 2018 sammenholdt med afsnit 1.4 om forberedelsen af materialet til skøns-
7
forretningen har han forklaret, at han ikke husker mødet i detaljer. Han husker, at det var revisoren, der satte sig i spidsen og havde lavet nogle instrukser på forhånd. Region Nordjylland havde ikke materialet på forhånd, da al materiale befandt sig i klinikken. Så vidt han husker, var materialet det samme som det, de fik udleveret i 2014, og var inddelt i papiromslag.
Vidne 1 nævnte på mødet, at der var andet materiale, de burde se. Der opstod en diskussion omkring det, for det ikke var klart, hvad det var for noget materiale, ligesom dette materiale ikke var sorteret og klargjort til skønsforret-ningen. Vidne 1 har ikke på noget tidspunkt fremvist det materiale, hun omtalte på mødet. Han har aldrig set materialet, hverken før eller efter skøns-forretningen.
Han har aldrig sagt, at skønsmanden ikke skulle have dele af det materiale, der lå i papiromslaget. Det var dog ikke ham, der alene bestemte, hvad skønsman-den skulle have. Det var generelt en vanskelig og langvarig proces at få gen-nemført skønsforretningen, så han har nok tilstræbt undervejs, at de fik skåret processen til.
Foreholdt skønsmandens forklaring for byretten om, at skønsmanden ikke har haft adgang til mailkorrespondance eller lignende, kan han ikke huske, hvad det præcis var for noget materiale, skønsmanden fik udleveret. Efter hans opfat-telse var den fortløbende journal det mest relevante dokument. Som han husker det, var der under mødet i december 2018 også andet materiale i papiromslaget bag ved den fortløbende journal, som de ligeledes kiggede på.
Ved gennemgangen af patientjournalerne i 2014 var det alene ham, Vidne 3 og Person 7, der var til stede. Der deltog ikke en læge i gennemgangen. Foreholdt overenskomstens § 49, stk. 8, hvor der står, at gen-nemgangen skal foretages af et af de speciallægelige medlemmer af samar-bejdsudvalget i samarbejde med regionen, har han forklaret, at deres gennem-gang beroede på nogle juridiske vurderinger af, om ydelserne var honorarvær-dige. Der var ikke tale om en medicinsk vurdering. Han husker det ikke som et krav, at der skulle deltage en speciallæge i denne type kontrol.
Efter gennemgangen i 2014 tog de ikke nogen journaler med sig fra klinikken. Appellant, tidligere Sagsøgte deltog ikke under gennemgangen, men der var efterfølgende en lang dialog mellem regionen og Appellants, tidligere Sagsøgte advokat. Det materiale, de havde gennemgået, var det samme materiale, der senere blev forelagt Special-lægelandssamarbejdsudvalget.
Appellant, tidligere Sagsøgte har forklaret, at han dikterede sine notater inklusive hvilke ydelser, der skulle tages regning for. Han lagde dem i en bakke til sekretæren, der både skrev notatet i journalen og registrerede regningen. Det var også se-
8
kretæren, der sendte samleopgørelser og regninger til regionen. Det gjorde han aldrig selv. I perioder kunne sekretæren ikke følge med, og det skete, at notater ikke blev dateret med samme dato, som arbejdet var udført. Han ansatte derfor en yderligere sekretær. Der blev aldrig lavet regninger uden, at der var udført arbejde og var belæg for regningen. Regningerne til regionen var ikke digitale i starten. Men det blev de senere. De fleste ydelser var nr. 0130.
Ved psykoedukation kan man nøjes med at ”sætte et kryds” i journalen. Man behøver ikke beskrive, hvorfor patienten har været der.
En journal består både af notater og en bilagsmappe. Bilagene kunne både ligge i journalmappen og særskilt et andet sted. Det materiale, der var en del af jour-nalen, var i klinikken, men altså ikke nødvendigvis i journalmappen. Det er meget svært for udenforstående at sammenholde journal og regninger. Det ville kræve, at man både havde journalnotater og andet bilagsmateriale, som fx teg-ninger eller malerier, som patienterne havde fået til opgave at lave. En tegning kunne således være dokumentation for en konsultation. Man skal have en læge med til gennemgang af journalen for at forstå den. Der vil også være mange læger, der ikke forstår den. Han arbejdede på en helt særlig måde med grupper. Det havde han gjort siden sin studietid.
Person 9 sagde ikke, at afregning for psykoedukation var betinget af et maksimalt antal deltagere. I ugegrupper var der få deltagere, så alle kunne komme til orde. I månedsgrupperne kunne der være flere, og patienterne fik enkeltterapi efterfølgende. Der var ikke over otte deltagere, når det var psykoe-dukation. Han havde mange forskellige typer af grupper, herunder ADHD-grupper og pårørendegrupper.
Regionen har ikke spurgt ham specifikt om sin afregningsmåde. Han har heller ikke fået lov til at forklare sig eller redegøre for sin måde at afregne på. Vidne 2 afviste, at han kunne være til steder under regionens journalgennem-gang.
Det er ikke rigtigt forstået, at en ny psykiater kan overtage hans patienter alene på baggrund af hans notater om 1. og 2. konsultation. En overtagende psykiater vil også læne sig op ad journalen i øvrigt. Det kan bl.a. være på baggrund af materiale med opgaver, som er stillet til patienten. Det er moderne, at patienten er med til at lave indholdet af journalen og dermed bestemme, hvad der står i den.
Vedrørende regreskravet har han forklaret, at Risperdal, Zyprexa og Abilify er forskellige antipsykotika. Da Zyprexa kom på markedet i 1996, var det en land-vinding pga. bl.a. færre bivirkninger. Vægtøgning er en bivirkning af Zyprexa, men mindre end ved tidligere præparater. Generelt er det svært at skelne imel-
9
lem, om vægtøgning skyldes patientens sygdom eller den medicin, patienten får. Vægtøgning kan fx skyldes grænsepsykoser eller ”binge eating” . Han har aldrig set metabolisk syndrom pga. Zyprexa. Når man udskriver antipsykotika, skal man bl.a. måle taljeomfang og vægt samt tage blodprøver. Disse kontroller blev som regel foretaget af den praktiserende læge, men han foretog også nogle selv. Patienterne fik besked på, at de skulle kontrolleres med jævne mellemrum, og det vidste de praktiserende læger også godt.
En psykose er hjernenedbrydende og skal behandles med medicin hurtigst mu-ligt. De nævnte præparater anvendes dog ikke kun til psykoser, men i høj grad også ved fx personlighedsforstyrrelser eller depression. Hans patienter havde selv et godt kendskab til de antipsykotika, der var på markedet. De talte med hinanden og søgte på nettet. De fik lov til at foreslå den medicin, de gerne ville have. Han imødekom patienternes ønsker, hvis de var fornuftige. Dog skulle der være en glidende overgang fra et præparat til et andet. Derfor kunne pa-tienterne i en periode få flere præparater. Det er ikke det samme som polyfar-makologi. Alle præparater har bivirkninger, og det var patienterne gjort be-kendt med. Det talte de om i grupperne. Patienterne talte også med hinanden i venteværelset. Det var fremragende, at de på den måde kunne løfte hinanden.
En fordel ved Risperdal er, at det kan gives som indsprøjtning. Det er en god idé for patienter, som glemmer at tage deres medicin. Desuden er bivirkninger med vægtøgning mindre end ved Zyprexa.
Abilify kom på markedet nogle år senere end Risperdal og Zyprexa. Der blev reklameret med, at Abilify hverken førte til vægtøgning eller havde en sløvende effekt. Derfor ville patienterne gerne prøve det. Han satte 120 patienter i gang med Abilify i en glidende overgang, fordi de bad om det. De fik dog en frygte-lig uro i kroppen, og Abilify virkede ikke så godt som anden medicin. Derfor stoppede patienterne med at tage deres medicin, og der blev dårlig compliance. Derefter kom patienterne tilbage på fx Zyprexa, Risperdal eller Zycrest.
Person 1 fik Seroxat for at dæmpe sin seksualitet. Han havde ikke arbej-det i 20 år og havde problemer med sin familie.
Person 1 fik diagnosen paranoid skizofreni. Begrundelsen var bl.a., at der var massive dispositioner i familien, han led af depersonalisation og derealisa-tion, havde nedsat stemningsleje og parallelle tankerækker. Person 1 havde desuden auditive hallucinationer. Han var ikke længere i et misbrug. Person 1 skulle sættes i gang med medicin så hurtigt som muligt, fordi han havde været ”i skred” i mange år. Han valgte Zyprexa, fordi det var det bedste og hurtigste præparat. Det fortsatte han med at ordinere til Person 1, som blev informeret om bivirkningerne. Der blev foretaget kontrolvejnin-ger. Person 1 passede behandlingen godt i mange år og fik det bedre.
10
Normaldosis for Zyprexa er 40 mg, men man kan godt gå højere op. Person 1 satte selv sin dosis op til 60 mg.
Person 1 fik også en depression. Det er almindeligt, når man har psykisk sygdom. Derfor fik Person 1 desuden antidepressiv medicin. Han fik så-ledes en kombination, og det var den rigtige kombination.
Person 2 henvendte sig i hans klinik, da hendes psykoterapeut, som han kendte, sagde, at hun skulle videre til en psykiater. Person 2 mente selv, at hun var blevet tankeforstyrret af behandlingen ved psy-koterapeuten.
Person 2 fik diagnosen psykose af blandet type. Baggrunden var bl.a., at hun var disponeret for psykisk sygdom, hun havde desuden bl.a. angst-symptomer, tankemylder, hørehallucinationer og var regredierende. Den psy-kolog, der var ansat i hans klinik, lavede en Rorschach-test på hende. Testen viste, at Person 2 var psykotisk. Person 2 skulle der-for medicineres. Hun prøvede både Zyprexa, Risperdal og Abilify. Hun fik desuden antidepressiv medicin. De havde samtaler om bivirkninger. Allerede efter tre måneder oplevede hun betydelig bedring. Hun fik den rigtige medicin efter hans bedste lægelige skøn. Hvis hun ikke var blevet medicineret så hur-tigt, ville hun være kronisk syg i dag.
Hvis man som behandler har ”fornemmelse for psykose” , kan man mærke syg-dommen på patienten, selvom patienten ikke har produktive symptomer på skizofreni.
Person 3 havde en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse med evasive træk. Hun lå på grænsen til det psykotiske og havde lidt flere sympto-mer end ”glimtvis psykose” . Hun havde i forvejen tendens til fedme og ”binge eating” . Hendes symptomer var bl.a. svært tankemylder og tomhedsfornem-melse. Hun var kontaktsvag og nervøs for ikke at gøre ting godt nok. Hun la-vede desuden masser af tegninger og skriveopgaver. Hun tegnede bl.a. sig selv som en spaltet person. Han igangsatte behandling med antipsykotisk og anti-depressiv medicin samt samtaler. Hun kom i gruppeforløb. Hun fik ikke for meget medicin. Hun fik det, der skulle til.
Da Person 3 flyttede til By 2, skiftede hun psykiater, selvom hun gerne ville fortsætte hos ham.
Person 4's diagnose var paranoid skizofreni. Den fik hun bl.a., fordi hun havde overlødige tanker, tankeforstyrrelser, tankeudspredning, per-sekutoriske vrangforestillinger og nonverbale hørehallucinationer, herunder med seksuel fornemmelse. Han tror, at den nøgne dreng på toilettet på arbejdet,
11
som hun beskrev, var en hallucination. Person 4 havde desuden hypokonderforestillinger og troede bl.a., at hun havde aids. Udover at Person 4 rent klinisk fik stillet diagnosen paranoid skizofreni, så fik hun også lavet en PAN-score hos hans ansatte psykolog. Desuden blev hun kontrolleret med EKG og vejning. Det er der dokumentation for i hendes jour-nal. Der er også bivirkningsskemaer i journalen.
Person 4 skulle have Zyprexa hurtigst muligt. Hun blev infor-meret om bivirkningerne. Man kan altid diskutere, om en dosis er for høj, men han vurderede, at det var den rigtige dosis, og Person 4 var til-freds.
Person 4 er beskrevet med OCD-træk. Det er helt normalt for personer, der får diagnosticeret skizofreni. Hun havde ikke metabolisk syn-drom.
Person 5 fik diagnosen personlighedsforstyrrelse med depressive, dependente og paranoide træk. Det er en misforståelse, at han var diagnostice-ret med skizofreni. Han stillede diagnosen bl.a. på baggrund af anamnesen. Person 5 beskrev ambivalens, uglæde, bekymringer, afstumpethed og afmagt. Person 5 kaldte det selv en personlighedsforstyrrelse, og det var han som læge enig i. Person 5 var ikke deprimeret. Han var velbegavet, men arbejdede alligevel som arbejdsmand. Person 5 havde en del negative symptomer i form af overlødige ideer, som kan ses ved skizoide paranoide personlighedsforstyrrelser. Der skal meget langvarig be-handling til for at ændre en personlighedsforstyrrelse.
Han startede med at ordinere Abilify, da Person 5 var kraftig og havde været meget tyk som dreng. Det fungerede ikke godt. Derfor ændrede han til Zyprexa. Person 5 tog på i vægt, og han ændrede igen til Zeldox. Person 5 fik den rigtige diagnose og medicinering. Han var glad for at være i en gruppe og fik mange opgaver. Han lavede fx et digt til hvert møde. Det er illustrerende for, at psykoedukation kan være mange ting, herunder snak om Aristoteles og Ludvig Holberg.
Person 6 fik diagnosen langvarig depression med paranoide træk. Det skyldtes bl.a., at han var træt og havde underlige kropsfænomener. Han havde også fornemmelser af frit flotterende angst og dilaterede pupiller. Han havde desuden tankemylder og var regredieret. Han levede i sin egen ver-den. Kollegaerne sendte ham hjem fra arbejde, fordi de godt kunne se, at han var syg. Person 6's ægtefælle blev også bekymret.
Person 6 blev afsluttet i klinikken den 24. maj 2012, men han kom tilbage kort tid efter, fordi han syntes, at behandlingen havde været god.
12
Han ordinerede Zyprexa til Person 6, som inden da havde fået antidepressiv medicin af sin egen læge. Han forsøgte også Abilify. Desuden havde han samtaler med Person 6 og med ægtefællen. Person 6 var ikke i gruppeterapi. Person 6 tålte Zyprexa godt. Det tåles ikke godt af raske mennesker, som bliver meget trætte af det. Person 6 fik den rigtige diagnose og behandling.
Som forberedelse til sin forklaring i landsretten i dag har han læst op på patien-terne. Det er uddrag af journalerne, han sidder med. Han har fået dem af en medhjælper i Vidne 1's klinik og taget noter til brug for retssagen. Han er over 75 år og har ikke søgt om tilladelse til at praktisere som psykiater. Han praktiserer ikke længere som psykiater.
Når han i Person 3's journal har noteret, at hun har ”skizoide træk” , i Person 4's journal har noteret, at hun havde en ”skizofrenic fee-ling” fra start, og i Person 6's journal har noteret, at han havde et ”psykotisk blik” , så er det eksempler på den ”psychotic feeling” , som han for-klarede om i byretten. Dette er en vigtig kompetence, som mange psykiatere ikke har. Den skal man næsten være ”flasket op med” . En praktiserende læge eller andre sundhedspersoner kan også have den. Man stiller ikke en diagnose udelukkende på baggrund af ”psychotic feeling” , men man skal være opmærk-som på den. Det er der videnskabelig evidens for.
Man skal ikke forstå hans forklaring sådan, at man kan bruge Zyprexa som et diagnostisk værktøj på den måde, at man kan stille en diagnose alene på bag-grund af, om patienten tåler Zyprexa eller ej.
Vidne 4 har forklaret, at hun er uddannet lægesekretær. Hun var ansat som lægesekretær i Appellants, tidligere Sagsøgte og senere Vidne 1's klinik fra 2011-2014. Hendes opgaver bestod i bl.a. at skrive journalnotater og tage telefo-nen. Når hun skrev et journalnotat i systemet, ”vingede” hun af, at der havde været en patientkontakt, og hvilken ydelse der var tale om. Der blev derefter oprettet en afregning for ydelsen. Det var hendes kollega, der senere sendte af-regningerne til regionen. Der var udført arbejde for alle de afregninger, hun oprettede. Journalen bestod af en papirjournal med de fortløbende journalnota-ter. Hun husker ikke, om der var andre bilag i journalen. Hun var ikke til stede, da regionen var i klinikken for at kontrollere afregningerne. Hendes initialer var ”Initialer 1” . Hun har skrevet de notater, hvor der står ”Initialer 1” . Hun ”vingede” kun af for de notater, hun skrev. Både hun og hendes kollega skrev notater. Kollega-ens initialer var ”Initialer 2” .
Hun talte nogle gange i telefon med patienterne. Hun tog også imod telefoniske afbud fra patienter på grund af sygdom. Hun kan ikke huske, om hun ”vinge-
13
de” telefonsamtaler af i forhold til afregning. Hun så ikke de afregninger, der blev sendt til regionen, og hun ved ikke, hvordan det teknisk fandt sted.
Vidne 5 har forklaret, at han kom ind i sagen for mere end 10 år siden i forbindelse med, at regionen undersøgte Appellants, tidligere Sagsøgte afregninger for psy-koedukationer. Regionen var blevet opmærksom på, at Appellant, tidligere Sagsøgte fik af-regning for langt flere ydelser sammenlignet med andre praktiserende psykia-tere.
Under mødet i Speciallægelandssamarbejdsudvalget opgjorde regionen et krav mod Appellant, tidligere Sagsøgte på ca. 800.000 kr., fordi han havde afregnet for meget. Det var hans oplevelse, at sagen var et færdigt projekt. Appellant, tidligere Sagsøgte fik kun lov til at give en kort forklaring på mødet. Det var vidnets opfattelse, at regionen blot ønskede, at Appellant, tidligere Sagsøgte skulle acceptere deres tilbagebetalingskrav. Det ville Appellant, tidligere Sagsøgte ikke, da han var uenig i, at regionen havde et tilbagebetalings-krav.
Forinden havde regionen været i Appellants, tidligere Sagsøgte tidligere klinik, men det var ikke noget, han eller Appellant, tidligere Sagsøgte var blandet ind i. Så vidt han husker, var der to eller tre personer til stede under mødet, herunder Vidne 2. Der var ikke en læge til stede.
Han skrev i sagsøgtes processkrift II af 25. januar 2019, at skønsmanden ikke ønskede at se bilagsmapper, herunder heller ikke de mange e-mailkonsultationer, der havde været foretaget, fordi Appellant, tidligere Sagsøgte havde op-lyst det til ham.
Han har bortset fra denne sag ikke i sin tid som advokat for Appellant, tidligere Sagsøgte haft kendskab til klager fra Appellants, tidligere Sagsøgte patienter. Han blev advokat for Appellant, tidligere Sagsøgte, da denne etablerede sin klinik i By 1.
Vidne 6 har forklaret, at han er uddannet speciallæge i psykiatri og tidligere har arbejdet som overlæge i By 3. Det var egentlig planen, at han skulle være gået på pension, men han arbejder i dag stadig med forskellige opgaver inden for psykiatrien.
Han startede som vikar i Appellants, tidligere Sagsøgte klinik i slutningen af april eller starten af maj 2013 i forbindelse med, at Appellant, tidligere Sagsøgte blev sygemeldt. Han arbejdede kun for Appellant, tidligere Sagsøgte og ikke for Vidne 1. Han vikarierede kun for Appellant, tidligere Sagsøgte i nogle dage. Det var i hvert fald under to uger. Han mener, at han havde kontakt til 44 af Appellants, tidligere Sagsøgte patienter i perioden.
14
Før han blev ansat i klinikken, kendte han ikke til Appellant, tidligere Sagsøgte. Det var Appellant, tidligere Sagsøgte, der tog kontakt til ham og spurgte, om han ville afløse i klinikken. Han var stoppet som overlæge i By 3 på det tidspunkt.
Når han modtog patienter i Appellants, tidligere Sagsøgte klinik, kunne det eksempelvis være til en kontrol eller medicinjustering. I nogle tilfælde forholdt han sig også til den stillede diagnose. Han brugte tiden om morgenen på at gennemlæse jour-nalerne på de patienter, han skulle se den pågældende dag. Han fandt ikke no-get kritisabelt i journalerne. Der var ingen tilfælde, hvor en patient efter hans opfattelse skulle have en helt anden type medicin, end den Appellant, tidligere Sagsøgte hav-de udskrevet. Han kan ikke genkende det billede, der blev tegnet af Appellant, tidligere Sagsøgte i medierne.
De fleste patienter havde en reaktion på Appellants, tidligere Sagsøgte sygemelding. Hans generelle indtryk var, at patienterne var rigtig glade for Appellant, tidligere Sagsøgte og den behandling, de fik i klinikken. Nogle af patienterne fra Appellants, tidligere Sagsøgte grupper spurgte også, hvornår grupperne startede op igen.
Han havde ikke noget at gøre med afregningen af ydelserne overfor regionen. Han går ud fra, at det var sekretæren, der tog sig af det. Når han havde haft en samtale med en patient, lavede han en kort beskrivelse af samtalen, som han gav til sekretærerne.
Han vil tro, at hans initialer var ”Initialer 3” eller noget i den stil.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget og uddybet deres anbringender for byret-ten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tilbagesøgningskrav
Appellant, tidligere Sagsøgte var som privatpraktiserende speciallæge i psykiatri omfattet af den til enhver tid gældende overenskomst vedrørende speciallægehjælp, senest mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Special-læger (FAS). Dette indebar bl.a., at Appellant, tidligere Sagsøgte månedsvis skulle opgøre og afregne sit tilgodehavende for undersøgelser henholdsvis behandlinger over for Region Nordjylland, der på baggrund af afregningerne skulle udbetale honorar for Appellants, tidligere Sagsøgte ydelser. Regionen var tillagt kontrolbeføjelser, hvilket betød bl.a., at regionen, når særlige forhold gjorde sig gældende, havde adgang til at sammenholde det regningsmateriale, der var sendt til regionen, med det mate-riale hos Appellant, tidligere Sagsøgte, der havde dannet grundlag for regningskravet. Regio-nen kunne desuden føre en løbende kontrol og kritisk vurdering af Appellants, tidligere Sagsøgte regningsmateriale.
15
Spørgsmålet er, hvorvidt regionen ved sin gennemgang og kontrol af Appellants, tidligere Sagsøgte regningsmateriale har godtgjort, at han fik udbetalt honorarer, som han ikke var berettiget til, og at regionen på denne baggrund har et tilbagesøg-ningskrav.
Parterne er enige om, at Speciallægelandssamarbejdsudvalget (SSU), som består af medlemmer af RLTN og speciallægelige medlemmer af FAS, er den øverste kompetente myndighed i relation til spørgsmål om en ydelses honorarværdig-hed i henhold til overenskomsten. I SSU´s afgørelse af 5. marts 2015 har Fore-ningen af Praktiserende Speciallægers sekretariat (FAPS) beskrevet det system, som overenskomsterne hviler på, som et tillidsbaseret system. Sekretariatet har desuden anført, at en overtrædelse af krav til journalføring ikke er det samme som en overtrædelse af overenskomsten, men at journalmateriale kan have be-tydning for vurderingen af, om en læge har foretaget uretmæssig afregning. I udtalelse af 25. november 2016 har SSU´s sekretariat i besvarelsen af spørgsmål 2 oplyst, at SSU i situationer, hvor der er tvivl om en ydelses honorarværdighed foretager en helhedsvurdering, herunder af eventuelt journalmateriale vedrø-rende den eller de relevante ydelser. Af besvarelsen af spørgsmål 3 fremgår, at det er sekretariatets opfattelse, at SSU´s vurdering af honorarværdighed af en ydelse baserer sig på en helhedsvurdering foretaget i relation til den konkrete sag.
Det fremgår af Region Nordjyllands notat af 6. maj 2015 ”Præmisser for gen-nemgang og vurdering af journalmaterialet” bl.a., at afregningerne for de 150 patienter, som regionen gennemgik i 2014, blev sammenholdt med notaterne i patientjournalerne og andre dokumenter, der blev forefundet i journalen. Det fremgår endvidere, at der for hver enkelt af de 7.522 regninger for ydelser, som var fremsendt til og afregnet af regionen, blev foretaget kontrol af, om der i journalen forelå et notat eller anden dokumentation i journalen, der kunne do-kumentere, at den afregnede ydelse havde fundet sted og haft et indhold, der gjorde den honorarværdig. For hver enkelt ydelse blev der foretaget en registre-ring af, om der var et ”Matchende notat i journalen” , ”Intet notat” , eller om ”Notatet er mangelfuldt” . Det fremgår endvidere, at i alle tilfælde, hvor der i journalen var en kopi af et brev eller en mailkorrespondance med patienten, blev den afregnede ydelse registreret under ”Matchende notat i journalen” . Vidne 2 og Vidne 3 har i overensstemmelse hermed for-klaret, at de ved gennemgangen og vurderingen af afregningerne medtog den fortløbende journal og eventuelt andet materiale, der lå i journalmapperne.
Landsretten er enig med byretten i, at SSU ved sin afgørelse og sine besvarelser af spørgsmål i forbindelse med sagen har erklæret sig enig i anvendelsen af præmisserne i Region Nordjyllands notat af 6. maj 2015. Herefter, og da der hel-ler ikke efter bevisførelsen for landsretten er grundlag for at tilsidesætte de præmisser og vurderinger, der fremgår af notatet, er landsretten endvidere enig
16
med byretten i, at spørgsmålet om, hvorvidt Appellant, tidligere Sagsøgte har krav på ho-norar for de afregnede ydelser, kan afgøres i overensstemmelse med de præ-misser, der er skitseret i notatet, og at vurderingen således skal foretages på baggrund af en helhedsvurdering af det journalmateriale, der ligger til grund for Appellants, tidligere Sagsøgte afregninger.
På den baggrund, og da der efter bevisførelsen ikke er grundlag for at antage, at der var fejl eller mangler ved regionens gennemgang af de 150 patientjournaler i 2014, finder landsretten, at det er godtgjort, at Appellant, tidligere Sagsøgte uretmæssigt fik udbetalt 804.264 kr. vedrørende de afregninger, som ikke blev fundet honorar-værdige, og at regionen har krav på tilbagesøgning heraf. Landsretten har ved vurderingen heraf taget højde for, at der i forbindelse med regionens gennem-gang ikke medvirkede et speciallægeligt medlem af samarbejdsudvalget.
Spørgsmålet er herefter, om det endvidere er godtgjort, herunder ved syn og skøn, at Appellant, tidligere Sagsøgte fik udbetalt yderligere honorarer, som han ikke var be-rettiget til.
Skønsmanden, statsautoriseret revisor Skønsmand, har for perioden 25. april 2004 til maj 2013 gennemgået en stikprøve på 20 af de cpr-numre pr. år, der havde modtaget flest ydelser, og 5 % af den resterende population for hvert år. Det samlede materiale, som skønsmanden har gennemgået, udgør 13.306 ydelser ud af de i alt 67.805 ydelser, som Appellant, tidligere Sagsøgte afregnede i perioden. Som anført i skønserklæringen var det en forudsætning, at gennemgangen af stikprøven skulle foretages i overensstemmelse med de præmisser, der er be-skrevet i regionens notat af 6. maj 2015.
Skønsmanden har for byretten forklaret, at han kun fik udleveret journalmate-riale til gennemgangen, og at han ikke havde adgang til mailkorrespondance eller lignende, hvilket var i overensstemmelse med den valgte metode. For landsretten har han forklaret, at han ikke kan huske, om det materiale, han modtog for hver patient, var en gennemgående sammenskrevet journal, eller om han også modtog andre dokumenter, herunder mails og løse notater. Appellant, tidligere Sagsøgte og Vidne 1 har forklaret, at journalerne bestod af både journal-notater og en bilagsmappe, og Vidne 1 har forklaret, at der ikke blev ud-leveret bilag såsom statusattester eller speciallægeundersøgelser i forbindelse med skønsforretningen. Det er ikke specificeret i skønserklæringen, hvilket ma-teriale skønsmanden fik udleveret, herunder om han fik udleveret andet mate-riale end de fortløbende journalnotater.
På den baggrund finder landsretten, at der er en væsentlig usikkerhed i forhold til, om skønsforretningen er foretaget på et fuldstændigt grundlag, herunder om skønsmanden fik udleveret det fornødne materiale til at foretage en gen-nemgang og vurdering af stikprøven efter de præmisser, der er beskrevet i re-
17
gionens notat af 6. maj 2015, eller om han alene fik udleveret de fortløbende journalnotater.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at Appellant, tidligere Sagsøgte havde solgt sin prak-sis med tilhørende patienter, da skønsforretningen blev forberedt og gennem-ført. Det lægges endvidere til grund, at han ikke deltog i at finde det materiale frem, som har indgået i skønsforretningen, og at han heller ikke var til stede den 7. december 2015, hvor materialet blev udleveret til skønsmandens kollega, Person 12. Når dette sammenholdes med, at Appellant, tidligere Sagsøgte siden sit proces-skrift af 21. maj 2015 har gjort indsigelser mod grundlaget for skønsforretnin-gen, herunder i forhold til hvilket materiale skønsmanden skulle have til rådig-hed, finder landsretten, at regionen, som er rekvirent i forhold til skønsforret-ningen, har været nærmest til at søge en afklaring på, om skønsforretningen er foretaget på et fuldstændigt grundlag.
På den baggrund, og idet et manglende journalnotat som anført ovenfor ikke i sig selv medfører, at en ydelse ikke er honorarværdig, finder landsretten, at det ikke er godtgjort ved skønserklæringen, at Appellant, tidligere Sagsøgte fik udbetalt honora-rer udover de 804.264 kr., som han ikke var berettiget til efter overenskomsten. Dette er heller ikke godtgjort ved bevisførelsen i øvrigt.
Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til bevisværdien af den ekstra-polering af stikprøven på 5 % af restpopulationen, som blev foretaget af skøns-manden.
Da regionen først i forbindelse med gennemgangen af journalmaterialet i 2014 fik det fornødne kendskab til de omstændigheder, som kravet støttes på, har forældelsesfristen indtil dette tidspunkt været suspenderet, jf. forældelseslo-vens § 3, stk. 2. Kravet var derfor ikke forældet ved sagens anlæg den 25. april 2014.
Regionens krav på tilbagebetaling tages derfor til følge med 804.264 kr.
Regreskrav
Regionens regreskrav angår fire afgørelser fra Patienterstatningen og to afgørel-ser fra Ankenævnet for Patienterstatningen. Ved afgørelserne blev seks af Appellants, tidligere Sagsøgte tidligere patienter tilkendt erstatning og/eller godtgørelse efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, idet det blev vurderet, at de blev påført skader ved den diagnosticering og behandling, de modtog hos Appellant, tidligere Sagsøgte.
Det følger af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 27, at hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er omfattet af § 19,
18
kan ydelser i henhold til § 24 kun danne grundlag for regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at alle seks patienter ved den første konsultation eller inden for kortere tid efter henvisningen til Appellant, tidligere Sagsøgte blev sat i behandling med bl.a. antipsykotisk medicin. Det er endvidere fælles for de seks patienter, at de under behandlingsforløbet oplevede forskellige ge-ner som bl.a. vægtøgning, træthed og koncentrationsbesvær. Efter Retslægerå-dets besvarelse af spørgsmål C er disse gener mulige bivirkninger til den medi-kamentelle behandling, som Appellant, tidligere Sagsøgte ordinerede Person 2, Person 3, Person 4 og Person 5. For så vidt angår Person 1 og Person 6 har Retslægerådet på grund af manglende oplysninger ikke kunnet besvare spørgsmålet. Retslægerå-det har i alle sagerne udtalt ved besvarelsen af spørgsmål D, at Appellants, tidligere Sagsøgte journalmateriale har været mangelfuldt, idet læsningen ikke giver en tilstræk-kelig beskrivelse til at vurdere det diagnostiske grundlag for de givne behand-linger.
For så vidt angår Person 2, Person 3, Person 4 og Person 5 har Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål A udtalt, at Retslægerådet finder det helt usandsynligt eller ikke dokumenteret, at der skulle have været grundlag for at behandle med antipsykotisk medicin i det omfang, der var tale om. Ved besvarelsen af spørgsmål B har rådet udtalt, at der ikke kan have været tale om psykose, og at den givne medikamentelle be-handling derfor må anse som forsømmelig. Ved besvarelsen af spørgsmål F er det oplyst, at det i psykiatriske fagkredse er velkendt, at de bivirkninger, som disse fire patienter oplevede, er betragtelig ved behandling med nogle af de præparater, som disse patienter blev behandlet med. For så vidt angår Person 1 har Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål B om forsømmelighed henvist til besvarelsen af spørgsmål A, hvoraf det fremgår bl.a., at Retslægerå-det finder det særdeles usikkert og i journalen ikke tilstrækkeligt begrundet, at Person 1 skulle have haft behov for den givne medikamentelle behand-ling, herunder kombinationen af antipsykotisk og centralstimulerende medicin. I forhold til Person 6 har Retslægerådet udtalt bl.a., at Appellants, tidligere Sagsøgte journal ikke tillader vurdering af den diagnostiske placering og grundla-get for den givne behandling, samt at behandlingen på det foreliggende grund-lag ikke kan vurderes nærmere.
Vedrørende Person 6 lægges det også efter bevisførelsen for landsretten til grund, at den anonymiserede afgørelse af 3. december 2015 fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, journalnummer 154811N, angår ham. Som anført af byretten fremgår det af afgørelsen bl.a., at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere Appellant, tidligere Sagsøgte, da han hand-lede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behand-
19
ling af Person 6 i perioden fra den 5. maj 2009 til den 8. august 2012.
Retslægerådet har i forhold til alle seks patienter udtalt, enten at det ikke findes dokumenteret, at behandlingen har indebåret en indlysende fare for patienter-nes sikkerhed og helbred, eller at behandlingen ikke synes eller næppe har in-debåret en sådan indlysende fare.
Appellant, tidligere Sagsøgte har for landsretten forklaret om baggrunden for sin diagnostice-ring og medikamentelle behandling af de seks patienter, herunder det lægelige skøn han udøvede i forbindelse med hver patient.
På den baggrund sammenholdt med de øvrige lægelige og andre oplysninger, finder landsretten efter en samlet vurdering, at det uanset, at det lægges til grund, at journalføringen var for utilstrækkelig til at vurdere det diagnostiske grundlag for behandlingerne, og at behandlingerne i flere tilfælde var forsøm-melig, ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at Appellant, tidligere Sagsøgte har udvist en sådan adfærd, at han i forhold til en eller flere af patienterne må anses for at have handlet groft uagtsomt i den forstand, som dette udtryk er anvendt i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 27.
Der er herefter ikke grundlag for at tage den del af regionens påstand, som an-går regreskrav, til følge.
Sammenfatning og sagsomkostninger
Region Nordjyllands påstand tages til følge med 804.264 kr., der forrentes som nedenfor bestemt.
Efter en samlet vurdering af sagens resultat sammenholdt med de nedlagte på-stande og anbringender finder landsretten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen retter til den anden part eller til statskassen. Re-gion Nordjylland skal således endeligt afholde udgifterne til syn og skøn, her-under skønsmandens afhjemling for begge retter.
THI KENDES FOR RET:
Appellant, tidligere Sagsøgte skal inden 14 dage til Region Nordjylland betale 804.264 kr. med procesrente af 467.745 kr. fra den 25. december 2013 til den 2. juli 2014 og af 804.264 kr. fra den 2. juli 2014.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til den anden part eller til statskassen.
Publiceret til portalen d. 28-11-2024 kl. 10:01
Modtagere: Advokat (H) Jens Rye-Andersen, Appellant, tidligere Sagsøgte, Indstævnte Region Nordjylland, Advokat (H) Jacob Fenger