Dom
RETTEN I HELSINGØR
DOM
afsagt den 22. marts 2023
Sag BS-5246/2022-HEL
Mandatar DANSK JERNBANEFORBUND for
Sagsøger
(advokat Christian Riewe)
mod
Erstatningsnævnet
(advokat Sanne H. Christensen)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 9. februar 2022.
Sagen drejer sig om Erstatningsnævnet skal anerkende, at Sagsøger i henhold til erstatningsansvarslovens § 2, jf. offererstatningslovens § 6 a, har ret til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og om Erstatningsnævnet skal genoptage en tidligere afsagt afgørelse af 21. maj 2014.
Sagsøger har nedlagt følgende påstande:
”Påstand 1:
Erstatningsnævnet skal anerkende, at Sagsøger i henhold til offererstatningsloven har ret til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med kr. 2.741.706,75 med tillæg af procesrente af kr. 2.508.174,09 fra 15. november 2018 og af kr. 233.532,66 fra den 8. juni 2019.
2
Påstand 2:
Sagsøgte skal anerkende, at afgørelsen af 21. maj 2014 (bilag A) skal genoptages.”
Erstatningsnævnet har nedlagt følgende påstande:
”Over for Sagsøgers påstand 1
Over for kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste: Principalt: Frifindelse.
Subsidiært: Hjemvisning.
Over for rentepåstanden
Principalt: Afvisning.
Subsidiært: Frifindelse.
Mere subsidiært: Hjemvisning.
Over for Sagsøgers påstand 2
Frifindelse.”
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Forklaringer
Sagsøger har tidligere afgivet forklaringer gengivet henholdsvis i Køben-havns Byrets dom af 22. august 2016 i sag BS 44C-5526/2015 og Østre Landsrets dom af 9. august 2017 i sag 13. afd. Nr. B-2097-16, som er fremlagt i sagen.
Sagsøger har forklaret, at han arbejdede fuldtid som togfører fra 2008 og frem til uheldet. Han blev opsagt den 27. marts 2013, da DSB ikke så nogen mu-lighed for, at han kunne vende tilbage til sit oprindelige arbejde på grund af rygsmerter. Han ville ikke kunne arbejde som togfører, selv hvis rygsmerterne var det eneste.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”…
Ad påstand 1:
3
Påstand 1 angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. marts 2014 til 9. november 2018, og vedrører således en prøvelse af sagsøgtes afgørelse af 4. november 2019 (bilag 8), og beløbet i påstand 1 fremkommer som følger:
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for peri-
oden 1. marts 2014 til 28. februar 2015, jf. bi-
lag 9, side 1-2628.831,98 kr.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for peri-
oden 1. marts 2015 til 31. marts 2018, jf. bilag
9, side 3-41.879.342,11 kr.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for peri-
oden 1. april 2018 til 8. november 2018, jf. bi-
lag 10, side 1-2233.532,66 kr.
I alt2.741.706,75 kr.
Kravene opgjort i bilag 9 (i alt 2.508.174,09 kr.) kræves forrentet fra 15. november 2018, og kravet i bilag 10, side 1-2 (233.532,66 kr.) kræves for-rentet fra 8. juni 2019.
Sagsøgte har som anført afvist at yde nogen former for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden med henvisning til, at sagsøger ikke i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at indtægtstabet skyldes overfal-det den 28. januar 2012.
Sagsøgte har bl.a. henvist til, at sagsøgte som følge af hændelsen burde kunne arbejde svarende til fuld tid inden for det bredere arbejdsmarked og med hensyn for lænderyggen.
Selv hvis retten lægger til grund, at sagsøger som følge af overfaldet burde kunne arbejde på fuld tid inden for det bredere arbejdsmarked og med hensyn for lænderyggen medrører dette som anført ikke, at sagsøger ikke har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Det afgørende er, jf. såvel præmisserne i de tidligere afsagte domme (bi-lag 1 og bilag 2), som det i noterne til bestemmelsen i erstatnings-ansvarslovens § 2 anførte (”genoptagelse til lavere løn afskærer ikke ret til
4
erstatning”), om sagsøger med følgerne fra overfaldet er i stand til at
genoptage sit arbejde i væsentlig samme omfang som før overfaldet, det vil bl.a. sige til væsentlig samme løn.
Den omstændighed, at sagsøger har et varigt tab af erhvervsevne er ud-tryk for, at sagsøger – som følge af overfaldet – varigt har fået nedsat sin evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at han ikke – selv even-tuelle konkurrerende skadesårsager foruden – med følgerne fra overfal-det vil være i stand til, at genoptage arbejdet i væsentlig samme omfang (herunder til samme løn) som forud for overfaldet.
Efter praksis foretages der som udgangspunkt ikke fradrag i erstatnin-gen for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den ansvarsbærende begivenhed har udløst sygeforløbet og har været medvirkende årsag til sygeforlø-bet, jf. bl.a. U.2012.1838H og U.2013.508H.
I U.2012.1838H udgjorde det samlede erhvervsevnetab 75 %, men alene 25 % (1/3) heraf kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed. Der blev ikke foretaget reduktion i kravet på erstatning for tabt arbejds-fortjeneste.
I U.2013.508H var skadelidte blevet førtidspensioneret, men erhverv-sevnetabet blev alene vurderet til 25 %. Der blev ikke foretaget reduk-tion i kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
I U.2021.1644V blev det lagt til grund, at alene 15 % ud af et erhvervsev-netab på 65 % (mindre end 1/4) kunne henføres til den ansvarsbærende begivenhed, og der blev foretaget en reduktion på 50 % i kravet på er-statning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen synes svært forenelig med de to domme fra Højesteret.
I den foreliggende sag kan mindst ¼ af det samlede erhvervsevnetab henføres til den ansvarsbærende begivenhed.
Ad påstand 2:
Sagsøger er af den opfattelse, at sagsøgte efter almindelige forvaltnings-retlige regler er forpligtet til at genoptage afgørelsen af 21. maj 2014 (bi-lag A) på ulovbestemt grundlag, idet der er fremkommet nye oplysnin-ger af så væsentlig karakter, at der er en vis sandsynlighed for, at sagsø-gers sag ville have fået et andet resultat, hvis sagsøgte havde haft oplys-ningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse.
5
Den omstændighed, at Østre Landsret allerede har foretaget en prø-velse af afgørelsen er ikke til hinder herfor.
Der henvises herom til U.2021.1583H.
Ved den tidligere prøvelse af afgørelsen blev det lagt til grund, at sagsøger med skaden kunne arbejde i væsentligt samme omfang som før overfaldet, hvilket har vist sig at være forkert.
Ad rentepåstanden:
Det er helt sædvanlig praksis, at domstolene i forbindelse med prøvelse af en skadelidtes erstatningskrav også tager stilling til forrentning af kravet, jf. eksempelvis U.2011.667V og Retten i Glostrups dom af 5. ok-tober 2022 (BS-10966/2017-GLO).
Der kræves renter fra en måned efter fremsendelse af erstatningsopgø-relserne, og sagsøgte er ikke kommet med materielle indsigelser mod rentepåstanden.
…”
Erstatningsnævnet har i sit påstandsdokument anført:
”…
3. ANBRINGENDER
3.1 Overfor kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
3.1.1 Ad frifindelsespåstanden
Erstatningsnævnet afviste i afgørelse af 4. november 2019 (bilag 8) Sagsøgers krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. marts 2014 9. november 2018.
Erstatningsnævnet fandt med rette, at Sagsøger ikke har godt-gjort, at hans indtægtstab i den pågældende periode var en følge af overfaldet den 28. januar 2012.
Erstatningsnævnet har herved lagt vægt på, at Østre Landsret i sin dom af 9. juni 2017 (bilag 2) frifandt Erstatningsnævnet for at skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. november 2013 til 28. februar 2014, idet landsretten lagde særlig vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at der efter raskmeldingen var grundlag for en ny sygemelding forårsaget af ryggenerne efter overfal-det 28. januar 2012.
6
Sagsøger har ikke i nærværende sag fremlagt ny dokumentation, som giver anledning til en fornyet vurdering af grundlaget for den be-visvurdering, som landsretten foretog for perioden 1. november 2013 til 28. februar 2014 (bilag A), ligesom der i det lys heller ikke er fremlagt dokumentation for, at en endnu senere uarbejdsdygtighedsperiode, nemlig perioden fra 1. marts 2014 og frem til 31. marts 2018 (bilag 8), er en følge af hændelsen den 28. januar 2012.
Tværtimod fremgår det af statusattest af 8. marts 2016, at Sagsøger efter sin rygoperation den 19. juni 2012 havde lært at leve med sin skrøbelige ryg, og sjældent fremfører klager over ryggen (bilag B, side 9).
Af den psykiatriske speciallægeerklæring af 11. februar 2017 fremgår det tilsvarende, at Sagsøger ikke var synderligt generet af rygs-merter, og at Sagsøger ikke udviste tegn på posttraumatisk belastningsreaktion efter overfaldet (bilag C, side 4).
Erstatningsnævnet har derfor med rette afvist Sagsøgers ansøg-ning om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. marts 2014 og frem til den 9. november 2018.
Sagsøger anfører i sin replik, at det afgørende for, om der er ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, ikke er, om man er ”uarbejds-dygtig” eller ”sygemeldt” , men om man er i stand til at arbejde i væ-sentligt samme omfang som før skaden og henviser i denne sammen-hæng til Østre Landsrets afgørelse af 9. august 2017 (bilag 2).
Erstatningsnævnet er enig med Sagsøger i, at Østre Landsret fandt, at der ikke var grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet landsretten ikke fandt det godtgjort, at Sagsøger, på trods af raskmeldingen, ikke var rask nok til at påtage sig et arbejde, der med hensyntagen til forbeholdet om rygbelastning, i det væsentlige modsva-rede hans tidligere arbejde.
Landsretten lagde imidlertid også særlig vægt på, at Sagsøger ikke havde fremlagt lægelig dokumentation for, at der efter raskmeldin-gen var grundlag for en ny sygemelding forårsaget af ryggenerne efter overfaldet (bilag 2, side 9).
I den foreliggende sag raskmeldte Sagsøger sig således den 1. november 2013 og dermed efter overfaldet den 28. januar 2012 og var i stand til at arbejde, inden at han, som følge af konstateret prostatakræft
7
og ægteskabelige problemer, igen blev sygemeldt den 18. november 2013. Sagsøger var hermed på dette tidspunkt i stand til at arbejde igen, hvorfor kravet på tabt arbejdsfortjeneste ophørte. Dette blev tilt-rådt af landsretten.
Sagsøger har ikke godtgjort, at den efterfølgende sygemelding – og den deraf følgende uarbejdsdygtighed og deraf følgende indtægtstab – er en følge af de rygsmerter, som Sagsøger blev påført ved overfaldet den 28. januar 2012.
Sagsøger gør desuden i replikkens side 3 gældende, at det af den fremlagte speciallægeerklæring af 11. februar 2017 (bilag C) synes at fremgå, at overfaldet den 28. januar 2012 var – om ikke andet så en del af – årsagen til hans psykiske symptomer.
Dette er imidlertid ikke korrekt. Speciallægen vurderede ikke, at Sagsøgers psykiske gener hverken helt eller delvist var en følge af overfaldet. Tværtimod fremgår det af beskrivelsen i erklæringen af Sagsøgers helbredsmæssige forhold, at han siden 20-års alderen har lidt af angstsymptomer og tilbagevendende depressioner, ligesom det fremgår af erklæringens konklusion, at speciallægen ” ikke [har] fundet tegn på PTSD som følge af overfaldet i 2012.”
Det varige mén på 12 %, som Sagsøger blev tilkendt som følge af overfaldet, er da også i overensstemmelse hermed alene tilkendt på baggrund af fysiske gener i form af lænderygsmerter og moderat ned-sat bevægelighed (bilag 4, side 4).
Det er endeligt indgået i Erstatningsnævnets vurdering, at Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring i sin afgørelse af 27. december 2017 (bilag 4) fandt, at ¾ af Sagsøgers erhvervsevnetab med overvejende sand-synlighed skyldtes andre forhold end arbejdsskaden, ligesom der blev lagt vægt på, at tilkendelsen af førtidspension var begrundet i Sagsøgers psykiske gener, som ikke var en følge af overfaldet (bilag C).
Det bestrides i denne sammenhæng, at det forhold, at der er konstateret et varigt erhvervsevnetab, er ensbetydende med, at det tillige er doku-menteret, at Sagsøger som følge af overfaldet har krav på tabt ar-bejdsfortjeneste i perioden fra den 1. marts 2014 og frem.
Den omstændighed, at der på et langt senere tidspunkt konstateres et varigt erhvervsevnetab, er ikke ensbetydende med, at der tillige er ret
8
til tabt arbejdsfortjeneste i perioden frem til, erhvervsevnetabet er fast-sat.
At Erstatningsnævnet i sin afgørelse af 4. november 2019 (bilag 8) har tilkendt Sagsøger erstatning for et tab af erhvervsevne svarende til 25 % har således i den forliggende situation, hvor landsretten tidli-gere har afvist, at der er årsagssammenhæng mellem overfaldet og uar-bejdsdygtigheden i perioden efter den 1. november 2013, ikke betyd-ning for vurderingen af, hvorvidt der er grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Sagsøger har ikke dokumenteret, at han fra den 1. marts 2014 og herefter igen skulle være blevet uarbejdsdygtig på grund af overfaldet, og at retten til tabt arbejdsfortjeneste dermed skulle være genindtrådt, jf. erstatningsansvarslovens § 2.
Erstatningsnævnet gør gældende, at hvis retten finder det godtgjort, at Sagsøger efter den 1. marts 2014 igen har opnået ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, vil dette under alle omstændigheder ikke kunne medføre en erstatning som påstået, idet det ubestridt kan lægges til grund, at langt den største del af Sagsøgers uarbejdsdygtig-hed skyldes andre forhold.
Der er ikke ved det førte bevis dokumentation for, at Sagsøger som følge af overfaldet har lidt et midlertidigt indtægtstab som påstået, endsige at han har lidt et tab svarende til 25 % af det påståede beløb.
3.1.2 Ad hjemvisningspåstanden
Hvis retten finder, at Sagsøger har krav på erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste, bør sagen hjemvises med henblik på en eventuel erstat-ningsudmåling. Det tilkommer således i første række Erstatningsnæv-net som administrativ myndighed at opgøre selve kravet.
3.2 Overfor rentekravet
3.2.1 Ad den principale påstand
Erstatningsnævnet har hverken i afgørelsen af 21. maj 2014 (bilag A) el-ler i den anfægtede afgørelse af 4. november 2019 (bilag 8) taget stilling til størrelsen af et eventuelt krav på tabt arbejdsfortjeneste. Spørgsmålet om forrentningstidspunktet er derfor heller ikke genstand for dom-stolsprøvelse i denne sag, hvorfor Sagsøgers påstand for så vidt angår forrentningstidspunktet skal afvises.
9
3.2.2 Ad den subsidiære påstand
Til støtte for den subsidiære påstand henvises i det hele til det under af-snit 3.1.1. anførte.
3.2.3 Ad den mere subsidiære påstand
Hvis retten finder, at Sagsøger har krav på erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste, bør spørgsmålet om forrentningstidspunktet hjemvises med henblik på, at Erstatningsnævnet tager stilling til det korrekte for-rentningstidspunkt.
3.3 Spørgsmålet om forvaltningsretlig genoptagelse
Erstatningsnævnet kan genoptage en sag på forvaltningsretligt grund-lag, hvis én af følgende betingelser er opfyldt:
- der kommer nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en
vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis myndigheden havde haft oplysningerne i forbindelse med den op-rindelige afgørelse, eller
- der sker en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de ret-
lige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter, eller
- Erstatningsnævnet i forbindelse med den oprindelige afgørelse be-
gik væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Det er den part, som anmoder om genoptagelse på ulovbestemt grund-lag, som har bevisbyrden for at godtgøre, at én eller flere af ovennævnte betingelser er opfyldt. Sagsøger, hvem bevisbyrden i denne sag påhviler, har ikke godtgjort, at Erstatningsnævnet skulle have genopta-get sagen på ulovbestemt grundlag.
Erstatningsnævnet fastholdt i sin afgørelse af 30. juni 2022 (bilag E) af-gørelsen af 21. maj 2014 (bilag A) med samme begrundelse som anført i afgørelsen af 21. maj 2014, hvor Sagsøger fik afslag på sin ansøg-ning om tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. november 2013 til 28. fe-bruar 2014.
Nævnet lagde med rette også vægt på, at Østre Landsret i sin dom af 9. august 2017 (bilag 2) ikke fandt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen af 21. maj 2014, men frifandt Erstatningsnævnet, idet Sagsøger
10
ikke havde godtgjort, at han ikke var i stand til at påtage sig et arbejde med rygbelastende skånehensyn, som gav ham en indtægt, der i det væsentlige modsvarede hans tidligere indtjening hos DSB.
Som begrundelse for afvisning af Sagsøgers genoptagelsesbegæ-ring lagde Erstatningsnævnet desuden vægt på den begrundelse, som fremgår af afgørelsen af 4. november 2019 (bilag 8), hvori Erstat-ningsnævnet afslog Sagsøgers ansøgning om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den efterfølgende periode fra 1. marts 2014 til 31. marts 2018, idet det ikke fandtes tilstrækkeligt sandsynliggjort, at Sagsøgers indtægtstab i perioden var en følge af overfaldet den 28. januar 2012.
Til støtte for frifindelse gøres det desuden gældende, at den omstæn-dighed, at Erstatningsnævnet i sin afgørelse af 4. november 2019 (bilag 8) fastsatte Sagsøgers erhvervsevnetab som følge af overfaldet den 28. januar 2012 til 25 %, ikke har betydning for vurderingen af, om det er dokumenteret, at Sagsøger som følge af overfaldet har krav på tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. november 2013 til 28. fe-bruar 2014. Det tilkendte erhvervsevnetab udgør derfor ikke nye oplys-ninger af så væsentlig betydning, at der er grundlag for forvaltningsret-lig genoptagelse af afgørelsen af 21. maj 2014.
Erstatningsnævnet skal derfor frifindes for Sagsøgers nedlagte påstand 2.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagsøger blev overfaldet under sit arbejde hos DSB den 28. januar 2012. Af lægeerklæring vedrørende en undersøgelse foretaget den 15. juni 2012 fremgår bl.a., at Sagsøger blev diagnosticeret med forskudt ryghvirvel, der gav smerter i lænden med udstråling til venstre ben.
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 7. februar 2014 Sagsøgers er-statning for perioden 1. august 2013 til 31. oktober 2013.
Ved afgørelse af 21. maj 2014 afslog Erstatningsnævnet Sagsøgers ansøg-ning om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. novem-ber 2013 til 28. februar 2014. Erstatningsnævnet lagde blandt andet vægt på, at Sagsøger raskmeldte sig med forbehold for rygbelastende arbejde den 1. november 2013 og på ny sygemeldte sig den 18. november 2013.
11
Sagen blev indbragt for domstolene. Landsretten fandt ved dom af 9. august 2017, at der med Sagsøgers raskmelding gjaldt en klar formodning om, at raskmeldingen var udtryk for, at Sagsøger kunne påtage sig arbejde alene med forbehold om rygbelastning, og at Sagsøger ikke havde af-kræftet denne formodning, hvorfor Erstatningsnævnet blev frifundet.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har efterfølgende ved midlertidig afgørelse af 27. december 2017 og igen endeligt ved afgørelse af 9. november 2018 fastsat Sagsøgers samlede tab af erhvervsevne til 90 %, hvoraf 25 % blev fastsat som tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden/overfaldet den 28. januar 2012. Der er ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at tilside-sætte disse vurderinger.
På baggrund heraf finder retten, at Sagsøger nu har godtgjort, at sygefor-løbet efter overfaldet den 28. januar 2012 blev udløst af den heraf følgende ar-bejdsskade, og at denne var medvirkende årsag til hele sygeforløbet frem til Ar-bejdsmarkedets Erhvervssikrings endelige afgørelse den 9. november 2018.
Det faktum at Sagsøger kortvarigt var raskmeldt fra 1. november 2013 til 18. november 2013 findes ikke at ændre herpå.
Retten bemærker, at det fremgår af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings midler-tidige afgørelse af 27. december 2017, at Sagsøger på dette tidspunkt var i gang med et ressourceforløb med henblik på at klarlægge sine helbredsmæs-sige udfordringer og at det ikke var afklaret, hvordan Sagsøgers er-hvervsmæssige situation ville ende med at blive.
Retten finder således ikke, at der er grundlag for at fastslå, at det var muligt på et tidligere tidspunkt end den 9. november 2018 at skønne over størrelsen af Sagsøgers erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden.
Retten finder således, at Sagsøger har krav på erstatning for tabt arbejds-fortjeneste i perioden fra den 1. marts 2014 til den 9. november 2018, som op-gjort i Sagsøgers erstatningsopgørelser dateret henholdsvis 27. septem-ber 2018 og 27. februar 2019.
Kravene forrentes som påstået efter erstatningsansvarslovens § 16, idet retten bemærker, at erstatningsopgørelserne er fremsendt henholdsvis ved brev af 5. oktober 2018 og ved e-mail 8. maj 2019.
Retten tager således Sagsøgers påstand 1 til følge.
12
Med henvisning til ovennævnte begrundelse finder retten tillige, at der er frem-kommet nye oplysninger af så væsentlig karakter, at der er en vis sandsynlig-hed for, at Sagsøgers sag i 2014 ville have fået et andet resultat, hvis Er-statningsnævnet havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse af 21. maj 2014.
Retten tager således også Sagsøgers påstand 2 til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 225.000,00 kr., og af retsafgift med 4.500,00 kr., i alt 229.500,00 kr. DANSK JERNBANEFORBUND er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Erstatningsnævnet skal anerkende, at Sagsøger har ret til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. marts 2014 til 9. november 2018 med 2.741.706,75 kr. med tillæg af procesrente af 2.508.174,09 kr. fra 15. november 2018 og af 233.532,66 kr. fra den 8. juni 2019.
Erstatningsnævnet skal anerkende, at afgørelsen af 21. maj 2014 vedrørende Sagsøgers ansøgning om erstatning skal genoptages.
Erstatningsnævnet skal til DANSK JERNBANEFORBUND betale sagsomkost-ninger med 229.500,00 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 22-03-2023 kl. 15:35
Modtagere: Mandatar DANSK JERNBANEFORBUND, Advokat (H) Christian Riewe, Sagsøgte Erstatningsnævnet, Sagsøger, Advokat (H) Sanne H. Christensen