Dom
RETTEN I HJØRRING
DOM
afsagt den 15. januar 2024
Sag BS-26415/2022-HJO
Sagsøger
(advokat Anette Brinkmann)
mod
Frederikshavn kommune
(advokat Niels Stengaard Vase)
Denne afgørelse er truffet af kst. Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 10. juli 2022.
Sagen drejer sig om godtgørelse for ikke økonomisk skade efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 på grund af overgreb, som sagsøger har været udsat for fra plejefar, mens sagsøger var anbragt i plejefamilie.
Sagsøger har nedlagt følgende påstande:
PÅSTAND 1:
Principalt: Sagsøgte skal til sagsøgeren betale kr. 300.000 med tillæg af renter i henhold til renteloven fra sagens anlæg til betaling sker.
Subsidiært: Sagsøgte skal til sagsøgeren betale et efter Rettens skøn fastsat mindre beløb.
PÅSTAND 2:
2
Principalt: Sagsøgte skal til sagsøgeren betale kr. 50.000 med tillæg af renter i henhold til renteloven fra sagens anlæg til betaling sker.
Subsidiært: Sagsøgte skal til sagsøgeren betale et efter Rettens skøn fastsat beløb.
PÅSTAND 3:
Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at servicelovens regler ikke er overholdt.
Frederikshavn kommune har følgende påstande:
Overfor påstand 1:
Principalt: Frifindelse
Subsidiært: Frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået
Påstand 2:
Frifindelse
Påstand 3:
Principalt:afvisning
Subsidiært: frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Sagsøger født Dato (1988), blev anbragt uden for hjemmet den 21. oktober 1996 på grund af omsorgssvigt, ligesom 2 af hendes søskende var blevet seksuelt misbrugt af deres biologiske far. Den 19. december 1997 blev Sagsøger og hendes tre søskende flyttet fra Institution til en plejefamilie i By.
Under sit ophold hos plejefamilien blev Sagsøger udsat for seksuelle overgreb af sin plejefar, Plejefar. Ved dom af 2. juli 2020 blev Plejefar idømt 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, § 216, stk. 1, jf. § 225, § 222, stk. 1 og stk. 3, § 222, stk. 1 og stk. 3, jf. § 225, § 223, stk. 1, og § 223, stk. 1, jf. § 225, for i perioden fra begyndelsen af 2000 til den 24. juli 2003 blandt andet at have begået seksuelle overgreb mod Sagsøger.
Det var den daværende Sæby Kommune, der var handlekommune for Sagsøger frem til, hun fyldte 18 år den Dato 2006. Ved kommunalreformen i 2007 blev Sæby Kommune en del af det nuværende Frederikshavn Kommune.
3
Forud for anbringelsen af Sagsøger i plejefamilien foretog det daværende Nordjyllands Amt en forundersøgelse af Plejemor og Plejefar. Det fremgår af forundersøgelsen af 31. oktober 1997, at Plejemor og Plejefar var velkvalificerede til at varetage opgaven som plejeforældre til Sagsøger og hendes tre søskende.
I plejefamilien blev Sagsøger udsat for omsorgssvigt og seksuelle over-greb. Plejefar blev således ved Retten i Hjørrings dom af 2. juli 2020 i relation til Sagsøger dømt for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. § 225 (samleje og andet seksuelt forhold med plejebarn).
Forklaringer
Sagsøger og Vidne har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret, at hun for tiden er sygemeldt og søger om førtids-
pension. Dette på grund af hendes fortid. Hun bor med sin mand og parrets 4 børn på henholdsvis 2, 4, 9 og 13 år.
Hun blev anbragt som 8-årig i 1997, men kan dårligt huske det. Hun og hendes søskende kom på børnehjem ultimo 1996 frem til ultimo 1997, hvor de anbragt hos Plejefar og Plejemor. Hjemmet hos Plejefar og Plejemor var fint og rent, og det vir-kede til, at være styr på tingene, ligesom Plejefar og Plejemor virkede flinke i starten. Der var også sønnerne Person 1 og Person 2, der var i 20´erne. De fik et rigtigt godt forhold til de to sønner. I hverdagen passede hun og hendes søskende deres skole, Plejemor arbejdede som sygeplejerske, og Plejefar gik hjemme. I starten var det stille og roligt, og de blev taget godt imod, når de kom hjem fra skole.
Efter et år eller to ændrede Plejefars humør sig. Han begyndte at drikke øl hver dag, og kunne blive rigtig gal. Hvis hun ikke opførte sig, som han ønskede, blev hun sendt på sit værelse, ofte uden aftensmad. Plejefar var sur stort set hver dag. Efter-hånden blev hun bange for ham. Tit opholdt hun sig hos Person 1 om aftenen for at være på afstand af Plejefar. Alt skulle være fint og ordentligt, og var det ikke det, blev Plejefar sur. De var altid fine i tøjet. De måtte ikke opføre sig som børn, hvilket de jo var. Når hun trænede i gildesalen, kom Plejefar og holdt øje med hende. Han ville hele tide vide, hvad hun og hendes søskende lavede og var meget kontrol-lerende.
Hun husker, at der kom besøg fra kommunen, men husker ikke om det var hver måned. I starten blev hun hentet i skolen af Vidne, hvorefter de så kørte hjem, hvor forholdene blev diskuteret rundt om bordet, hvor de alle sad. Forinden havde de fået instruks af Plejefar om ikke at sige noget. Plejefar og Plejemor vidste altid, hvornår kommunen ville komme. Der var nybagt brød, og de var pæne i tøjet mv, når kommunen kom. Det var Plejefar og Plejemor, der talte. Vidne var ikke inde på værelset for at tale med børnene enkeltvis. Hun tror ikke, at kom-
4
munen har set et glad barn, når de kom. Det var kun i skolen, hun var glad. Hun vil beskrive sig som et barn med temperament, der ikke kunne holde mund. Hun var glad for at bage hjemme, men ellers opholdt hus sig på sit væ-relse.
Hun havde en god veninde i skolen, men veninden kom ikke med hjem til hende. Hun kan huske, at Plejemor ved et enkelt tilfælde havde fat i hende på væ-relset. Plejefar havde ikke fat i hende, han råbte mest, eller sendte hende på værel-set. Plejefar brændte alt deres legetøj, de havde fået fra deres forældre. De måtte ikke have noget tilbage fra forældrene. Han brændte hendes røde dukkevogn.
Hendes søster lå en aften og græd i Plejefars seng. Hun sagde det til Plejemor, men Plejefar råbte fra soveværelset, at hun skulle holde kæft. Hendes forhold til Plejefar var dår-ligt, og blev jo ikke bedre af, at hun opdagede, hvad der foregik på soveværel-set. Hendes søster var en lukket bog. Ved det første overgreb på hende, hvor Plejefar bad hende udføre oralsex på ham, lå søsteren ved siden af.
Hun flyttede væk umiddelbart efter sin 18-års fødselsdag. Hun havde fået ar-bejde som kok, og hun fik Person 2 til at hjælpe med flytningen.
Hun er i dag under udredning for angst, personlighedsforstyrrelse og PTSD. Hun tager medicin for at styre sit temperament. Dette er på grund af fortiden. Hun har forsøgt at få papirer omkring sig selv, men fik at vide at der ikke var nogen papirer. Hun fik alene papiret omkring underretning om hendes far.
Vidne har forklaret, at hun er uddannet socialrådgiver og arbejder som fami-
lieplejekonsulent i Frederikshavn Kommune, hvor hun laver matching mellem børn og plejefamilie.
Hun kan vedstå sin forklaring gengivet i dommen af 9. januar 2023.
Hun blev den 15. september 1997 ansat i daværende Nordjyllands Amt, hvor kommunerne købte sig til ydelsen med matching af børn og plejefamilie. Det var en kollega, der stod for denne sag, men hun var med under hele forunder-søgelsesforløbet af plejefamilien. Det var en særlig opgave, da der var tale om 4 børn, der skulle placeres. Det var det gamle Sæby Kommune, der skulle god-kende selve anbringelsen, mens Kommune skulle godkende plejefami-lien. Det var hendes første store sag. Forundersøgelsen bestod af 3 samtaler med familien af ca. 3 timer. Plejefar og Plejemor blev spurgt ind til motivationen for at blive plejefamilie. De forklarede, at de havde meget at bidrage med, var gode til at møde børnene, hvor de var mv. Plejemor var villig til at opsige sit job, og Plejefar gik hjemme. De drøftede ligeledes børneopdragelse og konflikthåndtering. De la-vede undersøgelsen for Kommune, der i forvejen kendte Plejefar som plejer for sønnen Person 1. Det var hende, der førte tilsynet med Plejefar og Plejemor, idet kom-
5
munen på daværende tidspunkt uddelegerede tilsynet til Nordjyllands Amt. I starten kom de på tilsyn meget mere end en gang i måneden, da det var jo spe-cielt med 4 anbragte børn. De kom to personer ved disse besøg. Børnene var meget behandlingskrævende, herunder angående skole, hvor der blev taget ek-stra hånd om dem. Derefter var hun hos familien en gang i måneden af ca. 3 ti-mer. Hvert barn blev herunder gennemgået, men hun havde ikke enesamtaler med børnene. Hun talte med forældrene. Hun havde på intet tidspunkt fornem-melse af problemer.
Sagsøger havde det svært og havde mange konflikter med hende som omdrej-ningspunkt. Sæby Kommune anmodede hende derfor om at tage samtaler med Sagsøger. Hun hentede Sagsøger ved skolen, hvorfra de gik en tur og snakkede. Sagsøger havde som omsorgssvigtet meget sorg og vrede, som hun rettede mod de pri-mære omsorgspersoner - i plejefamilien var det Plejemor, det gik ud over. Hun hu-sker denne ene gang, men om det var 3 eller 5 gange, ved hun ikke. Den gamle rådgiver fra Sæby havde også kontakt til familien. Der var dengang ikke krav om børnesamtaler 2 gange om året. Fra Kommune var der vist et tilsyn 1 gang om året, som foreskrevet i loven.
De månedlige 3-timers tilsyn fortsatte helt frem til Sagsøger fyldte 18 år. Besøgene foregik fortsat på samme måde, hvor hun ikke havde samtaler med børnene alene. Sagsøgers trivsel blev bedre med årene. Hun tænkte, at Sagsøgers vrede var en overlevelsesstrategi, og med tiden blev Sagsøger mere smilende. Sagsøger var meget i køkkenet. Det var oftest en glad børneflok hun så. Ikke i de første år, men deref-ter var det.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”…
ANBRINGNINGER:
Til støtte for den nedlagte påstand 1 og 2 gøres det gældende,
at sagsøger blev udsat for misbrug, overgreb og nedværdigende behand-ling under anbringelsen i plejefamilien.
Sæby Kommune (nu Frederikshavn Kommune) svigtede sin tilsynspligt ved en passivitet, der medførte, at kommunen ikke iværksatte foranstalt-ninger til at afværge de overgreb og den nedværdigende behandling, som sagsøger blev udsat for. Kommunen har herved krænket sagsøgers ret til beskyttelse mod uværdig og umenneskelig behandling.
Sagsøger var 9 år, da hun blev anbragt. 2 af sagsøgers søstre blev i deres tidlige leveår udsat for seksuelle overgreb af deres biologiske far og de 4 søskende var udsat for massivt omsorgssvigt. Disse overgreb og omsorgs-svigt var med til at føre til deres anbringelse hos plejefamilien i By.
6
Kommunen burde derfor være særlig opmærksom på denne omstændig-hed, som giver mere end en formodning om, at søstrene havde behov for individuel støtte og opsyn. Tilsynet burde naturligt have ført til, at kom-munen blev opmærksom på forhold i plejefamilien, som gav grundlag for at træffe foranstaltninger til at afværge de overgreb, som søstrene var ud-sat for.
Kommunens kendskab til søstrenes forhold forud for anbringelsen i sam-menhæng med deres unge alder på tidspunktet for anbringelsen gør, at kommunen så meget desto mere burde have udfoldet rimelige bestræbel-ser for at forhindre, at børnene igen ville blive udsat for yderligere over-greb. Kommunen har en klar undersøgelsespligt, hvor det må antages, at en ung trænger til særlig støtte. Denne forpligtelse har kommunen for-sømt.
Kommunen udviste en ansvarspådragende passivitet, da der ikke blev ført fornødent tilsyn med søstrenes anbringelse hos plejefamilien. Kommunen er derfor forpligtet til at betale godtgørelse til sagsøger.
Efter dagældende servicelov §§ 55-56 (nuværende § 70, stk. 1 og 2) har kommuner pligt til løbende at føre tilsyn med barnets forhold under op-hold uden for hjemmet og træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, be-handling m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.
Der er intet i sagen, som dokumenterer, at kommunen førte noget me-ningsfuldt tilsyn. Tværtimod efterlader sagsakterne det indtryk, at kom-munen forholdt sig passivt til sagen, efter at søstrene var blevet anbragt i 1997.
Det fremgår således ikke af de kommunale sagsakter, at repræsentanter fra kommunen fulgte op på tilsynsbesøg hos plejefamilien for at undersøge, om plejefamilien kunne leve op til formålet med anbringelsen af søstrene. Det fremgår tydeligt af dommen af 2. juli 2020, at dette ikke var tilfældet.
Kommunen burde være opmærksom på børnenes sårbarhed og unge al-der. Et 10 timers psykologisk behandlingsforløb, som er det eneste kom-munen har tilbudt sagsøgers søster, var klart utilstrækkeligt og uegnet til at hindre, at hun fortsat levede under de pågældende forhold hos sin pleje-familie.
Det fremgår heller ikke af sagens akter, om kommunen var i løbende dia-log med søstrenes skole om, hvordan de udviklede sig fagligt eller socialt. I dommen af 2. juli 2020 forklarede kvinden i plejefamilien, at hun nogle gange måtte ”træde i karakter” over for børnene. Hun forklarede, at hun ”havde haft fat i Sagsøger for at stoppe hende. Hun vidste godt, at hun ikke måtte tage fat i Sagsøger, og hun indberettede det også selv til kommunen, men der var intet an-det at gøre ”. End ikke disse indberetninger fra plejemor reagerede kommu-nen på.
Det gøres gældende, at tilsynsbesøg hos familien, herunder samtaler med børnene ville have afdækket de voldsomme overgreb og den mistrivsel, sagsøger og hendes søster levede med. De få besøg kommunen har gen-nemført hos plejefamilien har dog været meget kortvarige besøg, hvor
7
sagsbehandleren aldrig var alene med børnene. Plejeforældrene var altid til stede og havde inden besøget instrueret børnene i ikke at sige noget til sagsbehandleren om, hvordan de havde det.
Det gøres det gældende, at sagsøger har krav på godtgørelse for ikke øko-nomisk skade efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26.
Kommunen svigtede sin pligt efter serviceloven til at føre et løbende, per-sonrettet tilsyn med sagsøger og hendes søskendes forhold under anbrin-gelsen i plejefamilien. Kommunens sagsbehandling manglede både fokus og opfølgning.
Det mangelfulde tilsyn resulterede i, at kommunen ikke gennemførte no-gen indsats for at bringe de overgreb, som sagsøger og hendes søster var udsat for, til ophør.
Sagsøgte har krænket sagsøgers rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved ikke aktivt at have grebet ind og forsøgt at forhindre de overgreb, som sagsøgte havde eller burde have haft kendskab til.
Sagsøgte har tilsidesat sin handlepligt i henhold til Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions artikel 3 og Serviceloven.
YDERLIGERE ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR PÅSTAND 1:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det yderligere gældende,
at sagsøgte har krænket artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention (EMRK) og/eller forsømt sine forpligtelser efter dagældende lov om social service i forbindelse med Sagsøgers anbringelse i ple-jefamilie i perioden fra 19. december 1997 til efter marts 2006,
at EMRK artikel 3 indebærer en pligt for staten til at træffe positive foran-staltninger med hensyn til at beskytte personer mod at blive udsat for mis-brug og overgreb begået af privatpersoner,
at Menneskerettighedsdomstolen har slået fast, at undladelsen af at træffe positive beskyttelsesforanstaltninger kan udgøre en krænkelse af artikel 3, hvis myndighederne vidste eller burde vide, at der var risiko for, at barnet ville blive udsat for overgreb eller misbrug.
at der under anbringelsen forelå forhold, som måtte give sagsøgte en be-grundet mistanke om misbruget.
at sagsøgte dermed burde vide, at børnene var udsat for umenneskelige og nedværdigende forhold,
at sagsøgte burde have iværksat en undersøgelse af børnene.
YDERLIGERE ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR PÅSTAND 2:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i øvrigt gældende,
8
at kommunen ikke har opfyldt servicelovens regler, som var gældende i anbringelsesperioden, hvilket bør medføre en forpligtelse til at betale en godtgørelse til sagsøger,
at selvom Retten måtte komme frem til, at sagsøgte ikke har overtrådt arti-kel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som medfører en godtgørelse efter principperne i Erstatningslovens § 26a, så bør overtrædel-sen af Servicelovens regler føre til, at sagsøgte skal betale en godtgørelse / erstatning til sagsøger.
ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR PÅSTAND 3:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at kommunen bør tilpligtes at anerkende, at servicelovens regler ikke er overholdt, selvom Retten måtte komme frem til, at der ikke skal betales en godtgørelse, jfr. påstand 2.
BESVARELSE AF PROVOKATIONER:
Provokation 1: Der er tale om den dagældende servicelov, lov om social service. Bestemmelserne, som påberåbes, er bestemmelserne vedrørende tilsyn, opfølgning, støtte, undersøgelser m.v., herunder dagældende §§ 55-56 og 113.
Provokation 2: For så vidt angår fremlæggelse af akter, så er der fra sagsø-gers side fremsat provokation om, at akter vedrørende sagsøger selv samt akter vedrørende hendes søskende, som omhandler sagsøger selv frem-lægges. Der er naturligvis mulighed for at overstrege passager, som ikke omhandler sagsøger, således at der ikke fremgår oplysninger, som er un-derlagt tavshedspligt. Dette er ikke i strid med GDPR art. 6
…”
Frederikshavn kommune har i sit påstandsdokument anført:
”…
ANBRINGENDER
Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:
At det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at sagsøgte (daværende Sæby Kommune og daværende Nordjyllands Amt) har udvist et ansvarspå-dragende forhold, hverken i relation til EMRK eller serviceloven.
Særligt i relation til serviceloven bemærkes, at denne trådte i kraft den 1. ja-nuar 2007 jf. lovens § 189. Det er ikke sandsynliggjort, at overtrædelser skulle have fundet sted efter lovens ikrafttræden. Sagsøger har selv gjort gældende i relation til spørgsmålet om overtrædelse af EMRK, at det ansvarspådragende forhold har fundet sted i perioden frem til marts 2006.
Det er i øvrigt ikke oplysning om konkrete forhold, der skulle være overtræ-delse af serviceloven eller angivelse af, hvilke bestemmelser i serviceloven, der skulle være overtrådt.
9
Til støtte for de nedlagte påstande gøres i øvrigt gældende, at sagsøgte ikke har udvist ansvarspådragende forhold i sagen.
Der er efter sagsøgtes opfattelse ikke oplysninger i sagsakterne, der kunne give sagsøgte anledning til at iværksætte yderligere foranstaltninger.
Det bemærkes herved, at der på tidspunktet for plejeforholdet ikke var lovfæ-stet krav om børnesamtaler og heller ikke den samme opmærksomhed som senere om det uhensigtsmæssige i, at plejeforældrene var til stede under sam-talerne.
Sagsøgte er i en tilsvarende sag BS-5717/2022-HJO, anlagt af sagsøgerens sø-ster blevet frifundet ved dom af 9. januar 2023. Det gøres gældende, at der ikke er omstændigheder i denne sag der skulle medføre en anden afgørelse.
I sagsøgtes processkrift af 20. november 2023 er der anført:
2. ANBRINGENDER
Processkriftets påstand 1 og 2 indeholder beløbspåstande om betaling af hen-holdsvis 300 t. kr. og 50 t. kr. i begge tilfælde med subsidiære påstande om be-taling af mindre beløb efter Retten skøn.
Sagsøgeren opfordres til at præcisere sine påstande således at det fremgår, hvorvidt disse påstande er kumulative (kræves i alt 350.000?) eller alternative (er påstand 2 subsidiær i forhold til påstand 1?)
I forhold til begge påstande påstås frifindelse af de grunde, der er anført i tid-ligere processkrifter.
I forhold til den nu nedlagte påstand 3 påstås principaltafvisning, idet
• Sagsøgeren har ikke nogen retlig interesse i at få Rettens selvstændige
afgørelse af dette, når der sideløbende hermed nedlægges betalingspå-stande,
• Påstanden er retteligt et anbringende og ikke en påstand
• Påstanden er uden relevans for sagen, idet Serviceloven trådte i kraft
den 1. januar 2007
Subsidiært påstås frifindelse i forhold til påstand 3 idet det bestrides
• at Serviceloven er relevant for sagen, og
• at der foreligger overtrædelser af Serviceloven
Sagsøgte noterer sig, at Sagsøgeren ikke har opfyldt provokationerne i duplik-ken angående Serviceloven, herunder ikke har oplyst, hvilke bestemmelser, der skulle være overtrådt. Sagsøgte kan ikke forholde sig til et helt ukonkret anbringende om, ”at Serviceloven er overtrådt” uden nærmere henvisning til hvilke bestemmelser, der påstås overtrådt.
…”
10
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Spørgsmålet i sagen er, om tidligere Sæby Kommune (nu Frederikshavn Kom-mune) har krænket artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og/eller forsømt sine forpligtelser efter dagældende lov om social ser-vice i forbindelse med Sagsøgers anbringelse i plejefamilie i perioden fra 19. december 1997 til 24. juli 2003.
Retsgrundlaget
Det følger af EMRK artikel 3, at ingen må underkastes tortur ej heller umenne-skelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Bestemmelsen indebærer efter praksis, herunder praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ikke blot en pligt for staten til at afholde sig fra at foretage handlinger omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer også en pligt for staten til under visse omstændigheder at træffe positive foranstalt-ninger dels med hensyn til at undersøge og retsforfølge påståede krænkelser, dels med henblik på at beskytte personer mod at blive udsat for misbrug og overgreb begået af privatpersoner. I sager om overgreb mod børn har Menne-skerettighedsdomstolen således fastslået, at undladelsen af at træffe positive be-skyttelsesforanstaltninger kan udgøre en krænkelse af artikel 3, hvis myndighe-derne vidste eller burde vide, at der var risiko for, at barnet ville blive udsat for overgreb eller misbrug. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt til, at myndighe-den skal iværksætte en undersøgelse, at der forelå forhold, som måtte give myndigheden en begrundet mistanke om misbruget. Det fremgår af Menneske-rettighedsdomstolens praksis, at særligt børn og andre sårbare personer har krav på en effektiv beskyttelse fra staten mod alvorlige krænkelser af deres per-sonlige integritet, jf. herom blandt andet Højesterets dom af 21. marts 2018 (Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 2013).
Efter bestemmelserne i serviceloven, der var gældende i perioden hvor Sagsøger var anbragt, har kommunen haft både en generel tilsynsforpligtelse i relation til børn og unges forhold som sådan og en konkret tilsynsforpligtelse og handlepligt i forbindelse med anbringelse af børn og unge uden for hjem-met. Servicelovens regler om blandt andet tilsynet med anbragte børn er skær-pet flere gange siden den omhandlede periode i denne sag, og kommunernes handlepligter og handlemuligheder har således ændret karakter. Der er ligele-des i mellemtiden kommet et andet og større fokus på barnets perspektiv, her-under i relation til børnesamtaler og rammerne herfor. Ved bedømmelsen af en kommunes ansvar må der henses til reglerne i den dagældende servicelov.
11
Frederikshavn Kommunes ansvar
Det kan efter sagens oplysninger lægges til grund, at Sagsøger forud for sin anbringelse i plejefamilie den 19. december 1997 havde været udsat for om-sorgssvigt i hjemmet.
Det fremgår af straffedommen af 2. juli 2020, at Sagsøger under sin an-bringelse i plejefamilien blev udsat for seksuelle overgreb af sin plejefar, og at disse fandt sted i hvert fald i et par måneder, da hun var 15 – 16 år i 2003 til 2004, og at de strafbare handlinger ophørte, før Sagsøger fyldte 17 år.
Retten lægger derfor til grund, at Sagsøger under sin anbringelse i pleje-familien i den relevante periode for bedømmelsen i denne sag har levet under forhold, som udgjorde umenneskelig og nedværdigende behandling, som er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK artikel 3.
Anbringelsen af Sagsøger fandt sted efter forundersøgelse af plejeforæl-drene, som fandtes velegnede som plejeforældre i forhold til de behov, søsken-deflokken på fire var beskrevet med.
Efter familieplejekonsulent Vidnes forklaring, herunder i dommen af 9. ja-nuar 2023 lægger retten til grund, at der løbende ca. hver måned var tilsyn med plejefamilien, hvor børnene deltog, når de var hjemme, uden at dette gav anled-ning til anmærkninger i forhold til plejeforældrene. Det lægges på samme bag-grund til grund, at der i forbindelse med og under anbringelsen var opmærk-somhed på Sagsøgers svære udfordringer og traumatiske baggrund. Det var i hele perioden samme familieplejekonsulent, Vidne, der varetog op-gaven i forhold til plejefamilien.
Der foreligger ikke underretninger eller oplysninger i øvrigt om seksuelle over-greb eller mistanke herom i den relevante periode.
Retten finder det herefter ikke godtgjort, at der ikke er ført et reelt tilsyn med udgangspunkt i de konkrete omstændigheder i forbindelse med Sagsøgers anbringelse i plejefamilien. Ligeledes findes det ikke godtgjort, at der har foreligget oplysninger om Sagsøger og et muligt misbrug eller risiko her-for, som kommunen har forsømt at reagere på.
Under de anførte omstændigheder er det ikke bevist, at daværende Sæby Kom-mune (nu Frederikshavn Kommune) har tilsidesat sin handlepligt efter EMRK artikel 3, ligesom det ikke er bevist, at kommunen har tilsidesat sin tilsyns- og handlepligt efter dagældende lov om social service. Der er derfor ikke grundlag for at gøre et krav gældende efter nogen af de to regelsæt – hverken isoleret el-ler samlet bedømt. Det forhold, at der ikke under anbringelsen er afholdt sam-
12
taler med Sagsøger uden plejeforældrenes tilstedeværelse, kan efter sa-gens omstændigheder i øvrigt ikke føre til et andet resultat.
Frederikshavn Kommunens påstand om frifindelse tages derfor til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 40.000 kr. Frederikshavn Kommune er momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Frederikshavn kommune frifindes.
Sagsøger skal til Frederikshavn kommune betale sagsomkostninger med 40.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
.
Publiceret til portalen d. 15-01-2024 kl. 13:04
Modtagere: Sagsøgte Frederikshavn kommune, Sagsøger, Advokat (H) Niels Stengaard Vase, Advokat (L) Anette Brinkmann