Sag om, hvorvidt sagsøgte forsikringsselskab skal betale yderligere i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erstatning for erhvervsevnetab efter sagsøger var udsat for et færdselsuheld af en forsikringstager hos forsikringsselskabet

RETTEN I ROSKILDE

DOM

afsagt den 7. september 2023

Sag BS-28327/2018-ROS

Sagsøger

(advokat Nina Gejlsbjerg Larsen)

mod

TRYG FORSIKRING A/S

(advokat Marcus Wils Lorenzen)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 6. august 2018.

Sagen vedrører spørgsmålet, om det sagsøgte ansvarsforsikringsselskab, TRYG FORSIKRING A/S, skal betale yderligere i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erstatning for erhvervsevnetab efter, at sagsø-geren, Sagsøger, den 13. marts 2013 var udsat for et færdselsuheld forårsaget af TRYG FORSIKRING A/S’ forsikringstager. Der skal i første række tages stilling til, om der var godtgjort en årsagssammenhæng færdselsuheldet og de hos Sagsøger efterfølgende kon-staterede smerter og gener, herunder om der er andre forhold, der begrunder disse, og om der i øvrigt er grundlag for yderligere godtgørelse og erstatning som påstået.

Sagsøger har nedlagt påstand om, at TRYG FORSIK-RING A/S skal betale 3.059.132,54 kr. med tillæg af procesrente af 502.252,29 kr. fra den 3. august 2017, af 22.969,32 kr. fra den 13. september 2017, af 22.969,32

2

kr. fra den 4. oktober 2017, af 22.969,32 kr. fra den 27. oktober 2017, af 22.969,32 kr. fra den 2. december 2017 og af 2.465.002,97 kr. fra sagens anlæg til betaling sker.

Påstanden er opgjort således:

”1. Godtgørelse for svie og smerte, jf. Erstatningsansvarslovens § 3:

Perioden 13.03.13 – 16.12.14

644 dage á henholdsvis kr. 195 og kr. 97,50

Nedskrevet til max (2017-sats)kr. 75.000,00

÷ udbetalt godtgørelse kr. -1.110,00 

I alt:kr. 73.890,00 

2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. Erstatningsansvarslovens § 2:

Perioden 01.08.13 – 31.07.14

Forventet indtjening: kr. 42.181,07 x 12 mdr.kr. 506.172,84

÷ løn i perioden (inkl. ferie, fritvalg og pension): kr. -469.258,04 

I alt:kr. 36.914,80

Perioden 01.08.14 – 28.02.15

Forventet indtjening: 42.181,07 x 7 mdr.kr. 295.267,49

÷ løn i perioden (inkl. ferie, fritvalg og pension): kr. -224.469,96 

I alt:kr. 70.797,53

Perioden 01.03.15 – 30.06.18

Forventet indtjening: 42.181,07 x 40 mdr.kr. 1.687.242,80

÷ pensionsbidrag for perioden (kr. 4.403,75 x 40 mdr.)kr. -176.150,00

÷ sygedagpengekr. -331.741,00

÷ ressourceforløbsydelse kr. -225.846,00 

I alt:kr. 953.505,80

Perioden 01.07.18 – 18.09.18

Forventet indtjening: 42.181,07 x 2,63 mdr.kr. 110.936,21

÷ pensionsbidrag for perioden (kr. 4.403,75 x 2,63 mdr.)kr. -11.581,86

÷ ressourceforløbsydelse kr. -38.986,00 

I alt:kr. 60.368,35 

Samlet krav i altkr. 1.121.586,48

÷ udbetalt erstatning i perioderne kr. -362.763,94 

Samlet krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste:kr. 758.822,54 

3. Erstatning for tab af erhvervsevne, jf. Erstatningsansvarslovens § 5:

3

Svarende til restkravet op til et samlet endeligt erhvervsevnetab på 65 %, hvoraf sagsøgte tidligere har betalt svarende til et midlertidigt erhvervsevnetab på 20 %, jf. STØTTEBILAG I:

Kr. 532.000,00 x 45 % x 10kr. 2.394.000,00

Nedsættelse 7 %, jf. EAL § 9: kr. -167.580,00 

Samlet (rest)krav i altkr. 2.226.420,00 

Betalingspåstand i alt

kr. 3.059.132,54 ”

TRYG FORSIKRING A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifin-delse mod betaling af et af retten skønsmæssigt fastsat lavere beløb.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Det fremgår af journalnotat fra egen læges journal af 26. juli 2008, at lægevagten noterede, at Sagsøger havde smerter i nakke, der trak ud i armen, og at hun blev henvist til konsultation på Frederikssunds Sygehus.

Af journalnotat af 7. maj 2009 fremgår, at Sagsøger fik konstateret forhøjet blodsukker, og der mistænktes en type 1 diabetes.

Den 28. december 2009 blev Sagsøger undersøgt af egen læge på grund af smerter i venstre skulder, hvor der mistænktes en frossen skulder.

Af ambulantepikrise fra medicinsk afdeling på Nordsjællands Hospital af 25. februar 2010 fremgår, at Sagsøger var til kontrol for sukkersyge og endvidere blandt andet følgende:

”Virker ekstremt overbelastet og føler at problemerne tårner sig op. Hverdagsting bliver til uoverstigelige problemer. Er i udgangspunktet vældig hårdt presset med en læreuddannelse som kræver dels praktisk ar-bejde, dels en masse hjemmearbejde som hun alt sammen forsøger at klare til perfektionisme.

Varierer meget insulindoseringerne og det er ikke helt nemt at gennem-skue, hvordan systemerne fungerer.”

Af samme afdelings notat af 24. juni 2010 fremgår, at Sagsøger havde fået mere styr på sin diabeteslidelse.

4

Efter visitation blev hun den 6. april 2011 behandlet med fysioterapi for en begyndende frossen skulder.

Det fremgår videre af medicinsk afdeling på Nordsjællands Hospitals notat af 30. juni 2011 blandt andet, at Sagsøger på trods af massivt eksamensstress havde en væsentlig bedre regulering af sin diabeteslidelse.

Efter henvisning blev Sagsøger undersøgt på Endokrinologisk afdeling på Hospitalerne i Nordsjælland, der den 9. januar 2012 konstaterede, at Sagsøgers diabeteslidelse ikke var optimalt reguleret, og at hun om natten ofte havde svedtendens og vågnede om morgenen med hovedpine.

Sagsøger afsluttede uddannelsen til lærer og fik pr. 1. august 2012 ansættelse som lærer på fuld tid på Skole.

Af epikrise fra medicinsk afdeling på Nordsjællands Hospital af 29. november 2012 fremgår blandt andet, at Sagsøgers blodsukker var svingende, hvilket livsstilen og kalorieindtaget også var.

Af Skoles udaterede erklæring om Sagsøger fremgår blandt andet, at hun ingen sygedage havde fra ansættelsens start frem til den 12. marts 2013.

Sagsøger var den 13. marts 2013 udsat for et trafikuheld, hvor tredjemand i bil påkørte Sagsøgers bil bagfra.

Hun tog samme dage på skadestuen i Roskilde, hvor det blev diagnosticeret, at hun havde pådraget sig en forvridning rygsøjlens øverste led og en hjernerystelse. Ved undersøgelsen havde hun smerter i nakken og ømhed i højre skulder.

Sagsøger blev sygemeldt fra arbejdet og kontaktede egen læge den 18. marts 2013. Af journalnotat fra egen læge af samme dato fremgår, at nakken var uøm med normal bevægelighed i alle retninger. Der blev konstateret ømhed i højre side og omkring højre kraveben. Hun blev henvist til fysioterapi.

Sagsøger genoptog sit arbejde på Skole den 19. marts 2013 på 34 timer, da hun havde søgt om og fået afslag på nedsættelse til 30 timer.

5

I den følgende periode frem til den 18. september 2013 havde hun gennemsnit-ligt mellem 7 og næsten 17 timers fremmøde på arbejdet om ugen og var syge-meldt nogle dage i perioden.

Hun gik i samme periode til behandling hos fysioterapeut.

Hun blev henvist til og fik den 27. maj 2013 optaget røntgen af brystryg og nakke, hvor der blev konstateret slidgigtforandringer.

Den 27. august 2013 henviste egen læge Sagsøger til reumatolog.

Af Endokrinologisk afdeling på Hospitalerne i Nordsjællands notat af 18. september 2013 fremgår blandt andet følgende:

”EPIKRISE:

Har det helt elendigt, er stresset og grådlabil. Kan slet ikke takle sin hverdag. Er tydeligvis hukommelsesbesværet. Klarer sin undervisning i hverdagen, men på den undervisningsfrie dag, hvor hun egentlig skulle forbedrede sig, sidder hun passiv og initiativløs og får intet fra hånden. Fungere i det daglige nærmest overstruktureret og befinder sig for det meste i ”overhalingsbanen” Det synes helt klart, at hun har behov for at komme ind i midterbanen eller endog i inderbanen.

Skønnes at have behov for prof. hjælp til dette, også af hensyn til en bedre regulering af diabeten, som aktuelt er ganske nødlidende.

At stofskiftet har været marginalt forhøjet, har selvfølgelig ikke bedret på situationen. Det kan i øvrigt også være medvirkende årsag til de kognetive ændringer.

Anbefales at tage kontakt til egen læge mhp. henvisning til psykolog. Kan evt. også ringe til diabetesforeningen for nærmere anvisning. Mhp. diabetes kontrollen, er pt. fuldt informeret om og indforstået med hvilke retningslinier, hun bør tage, men i aktuelle situation er slutresultatet ikke gunstigt. HbAlc 81. – det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende.

At stofskiftet spontant ser ud til at have normaliseret sig er pos., og der skal fortsat ikke gives thyr. specifik medicin.

Aftaler således uændret

Novorapid gennemsnitlig 3 – 10 – 10 enheder til måltider Lantus 25 IE til natten.

Skal have tid til klinisk kontrol om 3. mdr. med både diabetes og thyr. status, samt TRAB.

Anbefales at sygemelde sig foreløbigt i 1 mdr., og muligvis for længere tid.”

6

Sagsøger blav samme dag sygemeldt, og der blev i den forbindelse oprettet en sygedagpengesag. Af Jobcenter Frederiksunds notat herom, som er er registreret den 6. november 2013, fremgår, at Sagsøger havde oplyst, at sygdommens art var ”forværring af type 1 diabetes, bl.a. på grund af nyopdaget forhøjet stofskifte samt stress og depression ”.

Af A2 Reumatologi & Idrætsmedicins notat om undersøgelse den 14. oktober 2013 fremgår blandt andet følgende:

”Aktuelt.

Påkørt 13. marts 2013, pådrog sig piskesmæld skade. Set på skadestuen, diagnose: Distorsio. Røngten af columna cervicalis: Intet abnormt. Har kroniske nakkesmerter, indimellem spændingshovedpine. Ingen radikulære symptomer. Stivhed og spændingsfornemmelse i højre side af nakken, nedsat bevægelighed. Har udviklet kognitive symptomer med hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Samtidig har pt. udviklet smerter i højre skulder, tiltagende. Havde sikkerhedssele på, der har formentlig trykket på skulderen, da kroppen blev ført fremad. Har svært ved at løfte armen, rotere armen og kan ikke ligge på højre side.

Pt. har gået til fysioterapi, men tilstanden er efterhånden stationær. Laver skulderstabiliserende øvelser bl.a.

…

Socialt.

Pt. er lærer på en specialskole, er sygemeldt pga. stress siden 20.09. De kroniske smerter i nakke og skuldre er medvirkende årsag.

…

Konklusion

Følger efter piskesmæld skaden i marts måned, whiplash syndrom samt højresidige skuldersmerter efter indirekte traume. Mistanke om intraartikulær patologi / ledlæbeskade med ret rotator cuff syndrom. Ingen effekt af relevant fysioterapi. Rtg har vist normale forhold.

Sygemeldt.”

Efter en MR-skanning den 12. november 2013 anførte A2 Reumatologi & Idrætsmedicin i notat af 27. november 2013 blandt andet følgende:

”Kommer til svar på MR-skanning af columna cervicalis, på baggrund af vedvarende nakkesmerter og hovedpine efter whiplash- traume.

7

MR-skanningen viser discusdegenerationer og lidt bred protrusion på C5/C6- niveau, der er ikke kontakt til nerverødder eller medulla.

Disse forandringer kan ikke relateret specifikt til traumaet, kan også være tilstede under alle omstændigheder.

Pt. skal fortsætte med genoptræning, er indforstået med at forløbet kan være langt, men på sigt at prognosen er god. Vi taler om ergonomi, ar-bejdsstillinger m.v..

MR-skanning på højre skulder med intraartikulær kontrast viser alene ten-dinitforandringer svarende til supraspinatus.

Pt. vil gerne forsøge med skulderstabiliserende træning inden evt. bloka-debehandling. ”

Sagsøger fysioterapeut Virksomhed ApS har i skrivelse af 21. januar 2015 anført blandt andet:

”Sagsøger har gået til behandling hos Virksomhed ApS siden april 2013, hvor hun blev påkørt bagfra i bil.

Sagsøger holdte pause fra behandling fra januar 2014 til november 2014 da der ikke havde været den store fremgang i symptomerne og Sagsøger gerne ville afprøve andre muligheder.

Sagsøger kom med smerter i nakke, hovedpine samt svimmelhed efter kon-stateret piskesmæld og konstateret hjernerystelse. Der var nedsat mobilitet i nakken alle retninger, og smerte ved rotationen mod højre. Sagsøger havde desuden også uro og smerter i hø. Arm.

Behandlingsmæssigt har vi arbejdet meget manuelt omkring nakke -og skuldermuskulatur. Vi har også arbejdet meget med mobilisering af nakke, samt udspænding og myofasciel behandling i samme område.

Træningsmæssigt, gik Sagsøger på et nakkehold i en længere periode, men det var svært for Sagsøger at lave øvelserne, da hun meget nemt provoke-rede symptomerne og følte forværring.”

Den 3. januar 2014 indgav Sagsøger en egenerklæring om personskade til TRYG FORSIKRING A/S. Under feltet ”Gener efter ulykken ”anførte hun følgende:

”ØJEBLIKKELIG HOVEDPINE, NAKKESMERTER OG SMERTER I HØJRE ARM! DERUDOVER EN ALVORLIG FORSKRÆKKELSE OG EN HJERNERYSTELSE.”

8

Om de aktuelle gener anførte Sagsøger i skemaet følgende:

”MEGET HYPPIGE HOVEDPINER, DAGLIGE SMERTER I SKULDER/OG ARM (HØJRE). SØVNPROBLEMER GRUNDET SMERTER I ARM. PT. SYGEMELDT. LANGVARIG STRESS, SMERTER OG ’UDKØRT’ VENDER TILBAGE TIL JOB I JANUAR.”

Hun svarede i skemaet under punktet ”Reaktioner efter ulykken ” bekræftende på spørgsmålet, om hun havde været sygemeldt efter ulykken, og angav sygemeldingsperioden fra den 14. til den 18. marts 2013.

Af jobcenter Frederikssunds opfølgningsplan på sygedagpengesagen fremgår af notat af 13. januar 2014 blandt andet, at Sagsøger havde aftalt med sin arbejdsgiver, at hun startede med en delvis raskmelding, og at hun efter ferie i februar skulle starte på fuld tid. Under punktet ”Helbred ” er anført følgende:

”Borger er sygemeldt pga forværring af sin diabetes og nyopdaget forhøjet stofskifte. Der er kommet mere kontrol og borger orienteres om § 56, men mener umiddelbart ikke hun er ”nok” fraværende til at kunne være berettiget.

Vil kigge nærmere på dette.

Har derudover stress – går til samtaler hos psykolog, dette er meget givtigt.”

På denne baggrund blev der i jobcenteret truffet afgørelse om ophør af syge-dagpengerefusion med sidste sygedag den 11. februar 2014.

Sagsøger arbejdede i den følgende periode med svingende arbejdstider langt under 30 timer om ugen.

Af Sagsøgers brev af 21. april 2014 til Skole fremgår blandt andet følgende:

”Anmodning om nedsat tid

Da jeg til stadighed, nu over et år efter mit biluheld og deraf følgende piskesmæld, lider af daglige smerter i nakke, skulder og kraftige hovedpiner ser jeg mig nødsaget til at søge om yderligere nedsat tid.

På trods af at jeg det forgangne år har været ansat på 34 timer og haft skemafrie dage, har der været mange arbejdsdage ned til 4 timer som har virket uoverskuelige grundet smerter, og som jeg kun lige har kunne ride

9

af med smertestillende piller for derefter at kunne tage hjme og ligge mig resten af dagen.

Derudover har jeg alene de sidste 12 måneder haft over 40 besøg hos læge, fysioterapeut, kiropraktor, røngten, MR scanning og fået lagt blokader.

Med udsigten til den nye folkeskolereform og dermed også udsigt til fuld tilstedeværelse på arbejdspladsen vil jeg i min nuværende situation ganske enkelt ikke have mulighed for at efterleve dette krav eftersom mine smerter stadig volder mig store gener i dagligdagen og jeg derfor også til stadighed må besøge ovenstående instanser jævnligt.

Dette sammenholdt med at jeg også har diabetes og en dertil relateret bindevævssygdom som også kræver diverse hospitalsbesøg vil jeg ganske enkelt ikke have mulighed for at være fuldt tilstedeværende på min arbejdsplads.

Derfor har jeg også søgt om en § 56 aftale som giver mulighed for x antal fraværsdage hvorefter kommunen vil refundere beløbet for de aktuelle dage og ydermere finder jeg det p.t. nødvendigt at søge om nedsat tid på 30 timer.

Ovenstående situation er på ingen måde noget jeg selv har ønsket mig og skulle min situation forbedres vil det være mit ønske at arbejde på fuld tid igen. Jeg bliver dog nødt til at forholde mig til min fysiske og psykiske situation som den ser ud i dag.

For en god ordens skyld vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg i forrige skoleår op til ulykken ingen sygedage havde. Dette nævner jeg udelukkende for at sætte en tyk streg under at denne anmodning om nedsat tid udelukkende skyldes helbredsmæssige årsager og ikke er med min gode vilje.”

Det fremgår af et notat af 19. maj 2014 fra A2 Reumatologi & Idrætsmedicin om Sagsøger følgende:

”Whiplash- syndrom, højresidig supraspinatustendinit. Har ikke haft den store effekt af den sidste subakromiale blokade. Går aktuelt til behandling hos kiropraktor, både for nakkegener, men også for skulderen. Der er ved belastning. Smerteudstråling ned mod albuen, men der pt. igen lejre sin arm på pude når hun skal sove.

Instrueres og laver skulderstabiliserende øvelser, der ikke yderligere behandlingstilbud. Patientens nakkesmerter er vedvarende. Også dette trods øvelser og aktuelle behandling.

10

Har spændingshovedpine i 5 dage om ugen. De kognitive symptomer er udtalte og funktionshæmmende. Træthed, koncentrationsbesvær, besvær med multi- tasking og hukommelsesbesvær. Skriver huskesedler.

Mod spændingshovedpine og smerter kan forsøges akutpunktur.

Pt. har fået afslag fra sin skoleledelse på paragraf 56, er derfor gået ned i tid til 30 timer indtil 01.12..”

Af speciallæge i neurokirurgi Læge 1's speciallægeerklæring af 20. maj 2014 fremgår efter en undersøgelse af Sagsøger følgende:

”Konklusion

Der beskrives et konkret uheld med en klassisk påkørsel bagfra, og der beskrives også en god tidsmæssig relation mellem uheldet og de umiddelbare gener i hovedet og nakken. Disse gener er veldokumenteret i skadejournalen og er forenelige med de gener, der kan opstå ved en forvridning i halshvirvelsøjlen.

Der foreligger ikke oplysninger om lignende forudbestående gener, men det fremgår tydeligt af journalen fra egen læge, at expl. i den samme periode var stresset over nedskæringer på arbejdspladsen og en truende lock out. Hun havde også svært ved at håndtere sin sukkersyge og blev derfor af egen læge henvist til psykolog.

Efter uheldet har expl. udviklet en lang række af ledsagersymptomer, der kan ses som sekundære til en kronisk smertetilstand, men det vurderes også, at den generelle strestilstand, som expl. har befundet sig i, har været af betydning.

Med de meget beskedne objektive fund kan der ikke anvises behandlinger, der varigt vil kunne bedre tilstanden yderligere, og det skønnes derfor, at sagen kan afgøres på nuværende tidspunkt.”

Den 2. juli 2014 traf TRYG FORSIKRING A/S afgørelse om, at Sagsøger skulle have 5% méngodtgørelse, mens hun fik afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Denne afgørelse klagede Sagsøger over, hvorfor den blev forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Sagsøger blev den 19. september 2014 på ny fuldtidssygemeldt fra arbejdet.

Det fremgår af Frederikssund Kommunes notat om oprettelse af sygedagpenge-sag blandt andet følgende:

”Første sygedag: 19-09-2014

11

Sagsøger har oplyst, at sygdommens art er Piskesmæld 13.3.13.

Efterfølgende smerter i højre arm, skulder, nakke og meget hyppige spændingshovedpiner samt store kognitive problemer. Har tidl. været sygemeldt af samme årsag.”

Af Endokrinologisk afdeling på Hospitalerne i Nordsjællands notat af 24. september 2014 fremgår blandt andet, at Sagsøger gennem lang tid havde følt sig dårlig tilpas, at hun var meget træt, ingen energi havde og var grådlabil. Der blev konstateret let forhøjet stofskifte, og diabeten blev også konstateret for høj.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i vejledende udtalelse af 16. december 2014, at Sagsøgers varige mén som følge af færdselsuheldet var på 8%. Af udtalelsen fremgår blandt andet:

”Ved vurderingen af det varige mén har vi lagt vægt på, at Sagsøger har følger efter skaden i form af nakkesmerter i lettere grad og næsten normal bevægelighed.

Vi har fastsat det varige mén med udgangspunkt i vores vejledende méntabel:

Efter tabellens punkt B.1.1.1 vurderes lette, daglige nakkesmerter uden eller med let bevægeindskrænkning, til 5 procent.

Vi vurderer, at Sagsøgers gener i nakken svarer til dette punkt.

Dertil kommer et mindre tillæg, fordi Sagsøger også har lettere postkommotieneltsyndrom lignende symptomer, det vil sige de oven for beskrevne kognitive symtpomer som hukommelsesproblemer, koncentrationssvigt m.v., uden at der har været tale om en egentlig hjernerystelse.”

TRYG FORSIKRING A/S udbetalte den supplerende méngodtgørelse til Sagsøger.

På foranledning af Frederikssunds Kommune blev indhentet en erklæring fra speciallæge i reumatologi Læge 2, som om Sagsøger i sin speciallægeerklæring af 8. januar 2015 anførte følgende:

”Resumé og konklusion:

Det drejer sig om en tidligere fuldstændig rask og velfungerende 37-årig kvinde, der har udviklet kronisk spændingshovedpine og nakkesmerter

12

siden whiplashtraume for 4 år siden. Pt. har klassiske følger efter dette, hun har i hele forløbet gået til fysioterapi, behandlinger hos kiropraktor m.v., alt i alt uden effekt. Laver dagligt øvelsesprogram for nakke og skuldre. Har forsøgt at passe sit arbejde som skolelærer, men har efterhånden ikke kunnet klare det, heller ikke på nedsat tid.

Pt. er sygemeldt fra sit arbejde som skolelærer, kunne kun klare at passe sit arbejde få timer dagligt.

Pt.s funktionsniveau er væsentlig påvirket, også p.g.a. kognitive symptomer og kronisk træthed.

MR-skanning har vist contusion af bruskskive mellem 5. og 6.

nakkehvirvel, men ingen nerverodtryk.

Ultralydsskanning er hø. skulder har vist let fortykket supraspinatussene, der er givet blokadebehandling herfor.

Der er god overendstemmelse mellem sygehistorien, patientens klagaer og de objektive fund.

Tilstanden er varig, der er ikke yderligere behandlingstilbud, der kan bedre funktionsniveauet,

Pt. skal fortsætte med daglige øvelser for at vedligeholde det aktuelle funktionsniveau.”

Sagsøger afsluttede sit fysioterapiforløb, og det fremgår af Virksomhed ApS' skrivelse af 21. januar 2015 videre blandt andet følgende:

”Status nu, er at Sagsøgers symptomer er tæt på uændrede. Hun har stadig ikke fuld mobilitet i nakken og rotationen mod højre giver stadig kendte symptomer. Udstrålingen til hø. arm samt hovedpine kommer også af og til afhængigt af hvor meget hun belaster den.

Sagsøger arbejder ikke mere, og det føler hun hjælper hende. Hun har det bedre når hun kan tage de nødvendige pauser i løbet af dagen.

Symptomerne forværres hvis hun laver den samme aktivitet for længe, eller sidder/ligger i den samme stilling for længe. Hun spænder meget hurtigt op i nakke hvis hun ikke kan tage de nødvendige pauser.”

Af Jobcenter Frederikssunds opfølgningsplan på sygedagpenge af 25. februar 2015 fremgår efter en samtale med Sagsøger den 26. januar 2015 blandt andet følgende:

”Sagsøger er opsagt og fratræder sin ansættelse som lærer på Skole i By (Roskilde kommune) d. 28.02.2015.

Hun er påvirket af følgevirkninger ifm. whiplash fra tidligere færdselsulykke i 2013. Udover smerter oplever hun kognitive symptomer

13

som hukommelses- og koncentrationsbesvær, følsomhed ift. støj, ligesom hendes sociale kompetencer er påvirkede.

Sagsøger har gode uddannelses- og erfaringsmæssige kompetencer i at arbejde med mennesker, og hendes arbejdsperspektiv er at kunne fortsætte med det i det omfang og under de vilkår hendes helbred tillader det.

Sagsøger henvises til et kursus og udredningsforløb hos anden aktør Behandligssted, hvor formålet er at hun bliver i stand til at mache sine kompetencer til de muligheder der tilgodeser hendes skånebehob ift. job.

Sagsøger er orienteret om, at hendes sygedagpengesag skal revurderes inden d. 31.03.2015 ift. om hun kan raskmeldes, om hendes sygedagpengesag kan forlænges, eller hun skal tilbydes et jobafklaringsforløb. ”

Sagsøger gennemførte et forløb på Behandligssted, og det fremgår af deres halvvejsevaluering af 10. marts 2015 blandt andet følgende:

”Vi har under forløbet ikke observeret nogen tegn på nakkestivhed hos Sagsøger, som vi har set ved andre kursister med piskesmæld. Hun bærer oftest et halstørklæde rundt om nakken og halsen, samt mod slutningen af undervisningsdagene, har hun set træt ud og virket til at zone lidt ud. Hun oplyser at hun tager almindelige smertestillende præparater (håndkøbsmedicin) og oplyser, at hun har brug for hvile når hun kommer hjem.

Vi har indtil videre ikke observeret noget der har været arbejdshindrende for Sagsøger og vi vurderer umiddelbart at hun har mange gode personlige og faglige ressourcer, som hun kan bringe i spil i et arbejde der ikke er nakkebelastende og hvor hun ikke skal have for mange bolde i luften ad gangen. Derudover ville det være hensigtsmæssigt med tilknytning af en § 56 aftale, når hun i fremtiden har fået ny arbejdsgiver.

Vi vil bedre kunne give vores endelige vurdering og anbefaling mod slutningen af forløbet, i vores progressionsrapport, da der oftest kan sker nogle ændringer/kommer flere oplysninger mod slutningen af forløbet, så dette er kun vores umiddelbare indtryk.”

Kommunen varslede på denne baggrund standsning af sygedagpengeudbeta-ling, men efter anmodning fra Sagsøger og støttet af hendes egen læge forlængede kommunen sygedagpengeperioden og anmodede kommunallægen om en udtalelse.

Af kommunallæge Læge 3's erklæring af 9. april 2015 fremgår følgende:

14

”Konklusion (herunder prognose og forslag til videre forløb): Sagsøger har langvarige smerter efter påkørsel i bil. Ifølge Læge 2, er tilstanden stationær for så vidt de fundne skader på nakke og højre skulder. Egen læge har dog henvist til tværfaglig smertehåndtering, som må forventes at øge i hvert fald livskvaliteten.

Der er varige fysiske skånehensyn og Sagsøger kan have behov for flere pauser i løbet af dagen.

Kognitiv udtrætning, må antages at være betinget af smerterne, idet, der ikke er omtalt hverken neuroinfektioner, vaskulære hændelser eller traumer mod kraniet. Udtrætningen taler for at Sagsøger fremover søges beskæftiget i mere rutinepræget og forudsigeligt miljø, end det pædagogiske, med strukturerede og overskuelige opgaver med færre krav til stillingtagen eller mange personer at forholde sig professionelt til.”

Sagsøger blev tilknyttet et smerteforløb på Hospitalet Valdemar, som i statusvurdering af 25. august 2015 anførte følgende:

”Vurdering

38-årig kvinde med konstante nociceptive og især neuropatiske smerter i højre nakke halvdel og OE efter Whiplashtraume som chauffør af holdende bil 2013.

IDDM fra 2009. Forhøjet stofskifte fra 2014.

Reum. Speciallægeerklæring januar 2015: Varig tilstand uden yderligere behandlingstilbud, der kan bedre funktionsevnen.

Tidl. arbejdet som skolelærer.

Objektivt neuropatisk og nociceptiv smertetilstand.”

Kommunallæge Læge 3's anførte i en supplerende erklæring af 9. september 2015 følgende:

”Konklusion (herunder prognose og forslag til videre forløb) Sagsøger har langvarige smerter efter påkørsel i bil.

De nye oplysninger ændrer ikke egentligt ved konklusionen i forrige lægeskøn, idet, der vel er tale om en forværring af tilstanden mellem tidspunkterne for de to speciallægers undersøgelse, som forklaring på de forskellige vurderinger. Stationaritet er nok ikke så objektivt vurderet, som man måske kunne forestille sig, det bygger på det bedre lægefaglige skøn i situationen.

Forløb ved klinik for tværfaglig smertehåndtering, øger erfaringsmæssigt, sjældent det praktiske funktionsniveau nævneværdigt, men øger ofte livskvaliteten for patienten.

15

Mine tidligere anbefalinger som skånehensyn gælder således stadigt, og de bestyrkes af Læge 2, som i april skriver at skånebehovet næppe vil kunne tilgodeses som lærer i folkeskoleklasse.

Funktionsevnen på en anden type arbejdsplads – eller i hjemmet – med de angivne skånebehov kan hverken jeg, eller speciallægerne, dog vurdere ud fra vor lægefaglige viden. Vi kender jo ikke til de praktiske muligheder eller Sagsøgers kompetencer. Dette er en socialfaglig opgave.”

Sagsøger gennemførte et psykologforløb på Klinik og af psykolog Persons erklæring af 11. juli 2016 fremgår blandt andet følgende:

”Sagsøgers fysiske og psykiske tilstand vurderes at være stabil med dårlig prognose; dvs. at der ikke er udsigt til/forventning om væsentlig forbedring af hendes whiplash syndrom og medfølgende funktionsbegrænsninger. Sagsøger er fortsat plaget kroniske smerter (især nakkesmerter samt hovedpine), kronisk træthed samt koncentrations- og hukommelsesproblemer, og hun er fortsat meget sensitiv over for stressbelastninger, herunder støj/lyde.

Ad 2: Hvilke arbejdsrelevante funktionsbegrænsninger medfører lidelsen aktuelt og evt. på længere sigt

Sagsøger har som følge af whiplash syndrom varige

funktionsbegrænsninger, der medfører reduceret arbejdsevne i erhvert erhverv. Sagsøger arbejdsevne skønnes at være væsentligt reduceret som følge af kroniske smerter, bl.a. fordi kroniske smerter udgør en kronisk stressbelastning, der reducerer stresstolerancen og øger sårbarheden over for stress. Sagsøger er kronisk træt pga. den kroniske smertetilstand, og hendes koncentrationsevne og hukommelse er reduceret pga. den kroniske stressbelastning, som kroniske smerter udgør. Sagsøger har svært v. at få dagligdagen til at fungere pga. kronisk træthed, manglende overskud og lav stresstolerence.

Sagsøger vil som følge af whiplash syndrom ikke være i stand til at udføre fysisk belastende/krævende arbejde, og der er behov for at tage hensyn til hendes sårbarhed over for stressbelastninger, herunder støj.

Da uvished vedr. den fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet udgør en betydelig stressbelastning for Sagsøger, tilrådes en afklaring af Sagsøgers arbejdsevne.”

Herefter gennemgik Sagsøger et rehabiliteteringforløb med forskellige praktikker.

16

TRYG FORSIKRING A/S traf den 12. januar 2018 afgørelse om, at Sagsøger som følge af færdselsuheldet var berettiget til erstatning et erhvervsevnetab på 20%. Forsikringsselskabet afviste samtidig at udbetale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Sagsøger blev efter afklaring indstillet til et fleksjob og Frederikssunds Kommune traf den 16. maj 2019 afgørelse herom med en forventet arbejdstid mellem fem og 7 timer.

Sagen har været forelagt Retslægerådet, der i udtalelse af 11. november 2019 har besvaret parternes spørgsmål med følgende:

”Spørgsmål 1:

Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøgeren forud for trafikulykken d. 13. marts 2013 har haft helbredsmæssige gener (forudbestående lidelser) af betydning for Retslægerådets bedømmelse af, hvorvidt sagsøgeren er påført gener efter aktuelle trafikulykke.

Såfremt Retslægerådet besvarer spørgsmålet bekræftende, bedes Retslægerådet henvise til, hvilke forudbestående lidelser, der var tale om, og henvise til de for besvarelsen relevante bilag og relevantediagnoser samt oplyse, om der var tale om varige eller forbigående forudbestående helbredsmæssige lidelser.

Retslægerådet kan ikke påtage sig at resumere sagen. Vedrørende bevægeapparatet er der ikke beskrevet vedvarende klager forud for den 13. marts 2013, men enkeltstående tilfælde af smerter i nakke, højre albue, venstre knæ og venstre skulder i perioden 2008-10 (bilag 26). I november 2010 beskrevet ømme led og i april 2011 henvist til fysioterapeut for frossen skulder (bilag 1).

Spørgsmål 2:

Retslægerådet bedes oplyse, hvilke helbredsmæssige gener sagsøgeren pådrog sig ved trafikulykken d. 13. marts 2013.

Det fremgår af skadestuejournalen (bilag 2), at sagsøger den 13. marts 2013 efter påkørsel bagfra havde smerter i nakken og hovedpine.

Traumets art og symptomerne er forenelige med en distorsion af nakken (whiplash).

Spørgsmål 3:

I tilknytning til spørgsmål 2 bedes Retslægerådet oplyse, om gener efter forvridning af halshvirvelsøjlen (whiplash) kan være af fluktuerende karakter.

17

Smerter, som er af subjektiv karakter, kan være af fluktuerende karakter afhængig af både fysiske, psykiske, sociale og arbejdsmæssige forhold.

Spørgsmål 4:

I tilknytning til spørgsmål 2 og 3 bedes Retslægerådet oplyse, om der generelt er et misforhold mellem subjektive klager og objektive fund ved forvridning af halshvirvelsøjlen (whiplash).

Smerter er et subjektivt fænomen, og der kan ofte være et misforhold mellem smerteangivelsen og de semiobjektive fund som ømhed og nedsat bevægelighed.

Spørgsmål 5:

Retslægerådet bedes oplyse, om der i sagsøgerens sagsakter er andre mulige konkrete (ikke hypotetiske) årsager til sagsøgerens nakkesmerter, højresidige skuldersmerter med periodevis udstråling, hovedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær, søvnbesvær og lyd- og lysoverfølsomhed end trafikulykken d. 13. marts 2013.

I bekræftende fald bedes Retslægerådet angive, hvilke andre konkrete årsager i sagsøgerens sagsakter og henvise til de relevante bilag herfor.

Nej. Ved MR-skanning af halshvirvelsøjlen den 12. november 2013 er påvist degenerative forandringer svarende til 5. og 6. halshvirvel, men uden tegn til nervepåvirkning. Degenerative forandringer i halshvirvelsøjlen kan være medvirkende årsag til nakkesmerter, men lignende fund er hyppigt forekommende i befolkningen, også hos personer der ikke har nakkesmerter.

Spørgsmål 6:

Retslægerådet bedes oplyse, hvilke helbredmæssige gener sagsøgeren havde som følge af sin diabetes type 1 forud for trafikulykken d. 13. marts 2013.

Type 1 diabetes konstateret i 2009. Fraset problemer med den daglige regulering af blodsukre og insulin dosis, som beskrevet i bilagene, er der ikke beskrevet blivende gener (sen-diabetiske komplikationer) i journalmaterialet. Det er i overensstemmelse med den korte sygdomsvarighed.

Spørgsmål 7:

Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøgerens symptomer efter diabetes type 1 i sig selv er forværret efter d. 13. marts 2013.

18

Såfremt Retslægerådet besvarer spørgsmålet bekræftende, bedes Retslægerådet redegøre for omfanget af forværringen, herunder om der er tale om en forbigående eller varig forværring.

Enhver stress-situation kan medføre forbigående ændringer i insulinbehov. Problemet forsørges ved den daglige blodsukkerregulation og kan ikke betragtes som varigt. Der er ikke beskrevet blivende ændringer i diabetessygdommen efter ulykkestilfældet.

Spørgsmål 8:

I tilknytning til spørgsmål 7 bedes Retslægerådet oplyse, om en eventuel forværring af sagsøgers symptomer efter diabetes type 1 fortsat er til stede.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7.

Spørgsmål 9:

Retslægerådet bedes oplyse, hvilke helbredmæssige gener sagsøgeren havde som følge af sit forhøjede stofskifte forud for trafikulykken d. 13. marts 2013.

Det anføres, at symptomerne (gener) var lette. Det kan oplyses, at en lang række symptomer kan relateres til forhøjet stofskifte, og at normalisering af stofskiftet ved medicinsk eller kirurgisk behandling i løbet af kortere (uger) eller længere (måneder) tid mindsker eller fjerner symptomerne.

Spørgsmål 10:

Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøgerens symptomer efter forhøjet stofskifte i sig selv er forværret efter d. 13. marts 2013.

Såfremt Retslægerådet besvarer spørgsmålet bekræftende, bedes Retslægerådet redegøre for omfanget af forværringen, herunder om der er tale om en forbigående eller varig forværring.

Symptomerne ved forhøjet stofskifte er uspecifikke, og der er ikke i materialet anført pludselige ændringer i tilstanden. Standardbehandling (med Thyzapzol-tabletter) blev iværksat i 2014. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 7.

Spørgsmål 11:

I tilknytning til spørgsmål 10 bedes Retslægerådet oplyse, om en eventuel forværring af sagsøgers symptomer efter forhøjet stofskifte fortsat er til stede.

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 9.

Spørgsmål 12:

19

Retslægerådet bedes oplyse, om de påviste diskusdegenerationer ved MR-scanning af november 2013 – som ubestridt var tilstede hos sagsøger forud for ulykken d. 13. marts 2013 – var symptomgivende forud for d. 13. marts 2013.

Nej.

Spørgsmål 13:

I tilknytning til spørgsmål 12 anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvorvidt de hos sagsøger påviste diskusdegenerationer er af en sådan karakter, at de i øvrigt må anses for almindeligt forekommende hos befolkningen på sagsøgers alder og ældre.

Ja.

Spørgsmål 14:

Retslægerådet bedes oplyse, om det er sædvanligt, at personer med langvarige kroniske nakkesmerter efter whiplashtraume kan få affektive symptomer i form af tristhed over tab af livskvalitet m.m.

Ja.

Spørgsmål 15:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?

Nej.

Spørgsmål A

Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøger forud for den 13. marts 2013 har klaget over gener/lidelser i form af stress?

Retslægerådet bedes i forlængelse heraf angive, om sagsøger i perioden efter den 13. marts 2013 har klaget over gener i form af stress, psykiske problemer og/eller depression?

Retslægerådet bedes i forlængelse heraf angive, hvilke subjektive klager sagsøger fremførte i forbindelse med konsultation hos egen læge den 25. oktober 2013?

Retslægerådet bedes endelig angive, om sagsøgers psykiske gener, herunder sagsøgers gener i form af stress og depressive symptomer, efter Retslægerådets opfattelse med mere end overvejende sandsynlighed er en følge af færdselsuheldet den 13. marts 2013?

20

Retslægerådet kan ikke påtage sig at resumere sagen. Stress/psykiske problemer er beskrevet både før og efter den 13. marts 2013 (især i forbindelse med arbejdsmæssige belastninger).

Spørgsmål B

I tilknytning til spørgsmål A bedes Retslægerådet oplyse, hvorvidt sagsøgers gener i form af stress fortsat er tilstede.

Det er der ingen oplysninger om. I notat af 25. april 2017 er det anført, at sagsøger er helt stabil psykisk.

Spørgsmål C

Retslægerådet bedes angive, hvilke objektive fund, der kunne konstateres ved sagsøgers henvendelse på skadestuen den 13. marts 2013, og angive, om der er overensstemmelse mellem de subjektive klager og de objektive fund.

På skadestuen er der beskrevet ømhed af skulderågsmusklen trapezius på højre side. Dette fund er i overensstemmelse med klager over nakkesmerter.

Spørgsmål D

Retslægerådet bedes angive, om de på MR-skanning af november 2013 påviste diskusdegenerationer med mere end overvejende sandsynlighed er forårsaget af færdselsuheldet den 13. marts 2013.

Nej, det er de ikke.

Spørgsmål E

Retslægerådet bedes angive, om der er lægelige fund, der indikerer, at sagsøger pådrog sig et skuldertraume ved færdselsuheldet den 13. marts 2013.

Nej.

Spørgsmål F

I tilknytning til spørgsmål E bedes Retslægerådet oplyse, om der efter forvridning af halshvirvelsøjlen (piskesmæld) kan forekomme udstrålende armsmerter/udstråling til overekstremiteterne.

Ja.

Spørgsmål G

I tilknytning til besvarelsen af (sagsøgers) spørgsmål 2 bedes Retslægerådet angive, om de af sagsøger angivne gener i form af;

21

• Nakkesmerter

• Hukommelsesproblemer

• Gener i højre arm

• Hovedpine

• Træthed

• Søvnproblemer

• Svækket syn

• Manglende overblik

• Koncentrationssvigt

• Humørsvingninger

med mere end overvejende sandsynlighed helt eller delvist er forårsaget af færdselsuheldet den 13. marts 2013?

Retslægerådet bedes i den forbindelse angive, om der efter Retslægerådets opfattelse er indikation for andre årsager til de angivne gener samt oplyse, om generne i øvrigt må anses for almindeligt forekommende i befolkningen, og/eller kunne opstå uden et forudgående traume eller kendt årsag i øvrigt.

Nakkesmerter og ledsagende spændingshovedpine og gener fra højre arm kan med over 50 % sandsynlighed tilskrives ulykkestilfældet den 13. marts 2013. Hukommelses- og koncentrationsbesvær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingninger kan ikke direkte henføres til ulykkestilfældet, men symptomerne ses ofte som sekundære fænomener ved kroniske smerter. De nævnte gener er uspecifikke og kan i varierende omfang forekomme i befolkningen også uden kendte årsager.”

Sagsøger blev med virkning fra 1. december 2019 ansat i Frederikssunds Kommune som lærer med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på seks timer.

Center for Private Erstatningssager i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i en vejledende udtalelse af 21. marts 2022 vurderet, at Sagsøger har et erhvervsevnetab på 20%. Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende:

”Sagsøger var den 12. marts 2013 impliceret i en trafikulykke, idet hun som fører af en personbil holdt stille for rødt lys, da hun blev påkørt bagfra af en anden personbil.

Sagsøger anvendte sele, airbag blev ikke udløst, hun var ikke bevidstløs, og blev ikke synligt traumatiseret i forbindelse med påkørslen.

22

Vi har derfor lagt til grund for vores vurdering, at Sagsøger i forbindelse med påkørslen pådrog sig en bløddelsskade i form af en mindre forvridning i halshvirvelsøjlen.

Vi finder, at dette er i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse af 11. november 2019, hvor Retslægerådet blandt andet vurderer, at Sagsøger i forbindelse med påkørslen pådrog sig en forvridning af nakken. Retslægerådet vurderer endvidere at nakkesmerter og ledsagenede spændingshovedpine og gener fra højre arm med over 50 procent sandsynlighed kan tilskrives aktuelle skade. Samt at kognitive gener ikke direkte kan henføres til skaden, men ofte ses som sekundære fænomener ved kroniske smerter. Desuden henviser Retslægerådet til, at der på skadestuen blev beskrevet ømhed af skulderågsmusklen på højre side, og at dette fund er i overensstemmelse med klager over nakkesmerter.

…

Vi har lagt til grund for vores vurdering, at skaden har medført varige gener i form af lettere nakkesmerter med udstråling til skulder, og lettere smertebetiget kognitive gener, samt bevægeligheden i halshvirvelsøjlen var næsten normal.

Det er derfor vores vurdering, at skadens følger kan begrunde skånehensyn i forhold til nakke- og skulderbelastende arbejde, samt behov for let reduceret arbejdstid.

I denne vurdering er også indgået, at Sagsøger var kortvarigt sygemeldt efter skaden, at hendes sygemelding i september 2013 var begrundet i diabetes, forhøjet stofskifte, stress og depression, og først den efterfølgende sygemelding i september 2014 var begrundet i følgevirkninger efter piskesmæld.

Det er derfor vores vurdering, at Sagsøgers arbejdsophør på det ordinære arbejdsmarked og tilkendelse af fleksjob primært skal tilskrives forhold uden relation til aktuelle skade.

Det er indgået i vurderingen, at Sagsøger oplyser, at hun efter skaden havde svært ved at klare en arbejdsuge på 34 timer, og at hun i april 2014 ansøgte om at få nedsat sin arbejdstid til 30 timer om ugen, hvilket arbejdsgiveren imidlertid ikke kunne imødekomme.

Det er vores vurdering at en arbejdstid på omkring 30 timer, med de relevante skånehensyn, kan anses for retvisende i forhold til hvor meget

23

Sagsøger, med skadens følger, burde kunne arbejde. Samt at den efterfølgende udtalte forværring af den generelle helbredstilstand med deraf væsentligt nedsat funktionsevne, ikke kan tilskrives skadens følger.

Vi vurderer dermed at Sagsøger, med skadens følger, burde kunne arbejde omkring 30 timer om ugen, svarende til en varig nedsættelse af erhvervsevnen med 20 procent.

Vi vurderer således, at skaden den 13. marts 2013 har medført en varigt erhvervsevnetab på skønsmæssigt 20 procent. ”

Forklaringer

Sagsøger har forklaret blandt andet, at hun i 2009 fik konstateret diabetes type 1. Det var livsomvæltende at få konstateret diabetes type 1. Hendes far havde lidelsen. Hun skulle efter diagnosen forholde sig meget til, hvad hun spiste og drak. Hun var meget bekymret for de fremadrettede prognoser. Sygdommen påvirkede dog ikke hendes arbejdsindsats, og hun har aldrig haft sygedage på grund af sin diabetes, og havde dengang i øvrigt meget få sygedage.

På daværende tidspunkt var hun pædagogmedhjælper på en specialskole. Hun blev opfordret til at søge ind på lærerstudiet af sin leder, hvilket hun også gjorde i 2009.

Hendes diabetes kom på et tidspunkt lidt ud af kontrol. Hun er meget perfektionistisk og var kommet ind på sit drømmestudie. Hun havde også to børn. Derfor pressede hun under studiet sig selv op til eksamen, og passede nok ikke sin behandling for diabetes. Hun blev dog ikke af den grund sygemeldt. Det er helt normalt, at der er udsving i diabeteslidelsen, hvor blodsukkeret kan stige, særligt i forbindelse med stressede situationer.

I 2010 sagde egen læge i forbindelse med en almen snak, at man kunne få en henvisning til psykolog, og at det kunne gøre noget godt for hende. Det tog hun imod.

Hun fik i 2011 henvisning til fysioterapi, og mener, at henvisningen vedrørte venstre skulder, men hun husker det ikke.

Hun gennemførte sin læreruddannelse på normeret tid, hvorefter hun fik fuldtidsansættelse på Skole.

24

Hun blev sygemeldt efter trafikulykken den 13. marts 2013. Da hun efter ulykken havde ligget i fire til fem dage, og da hun aldrig tidligere havde haft en sygedag, besluttede hun sig for, at hun skulle ”op på hesten” . Hun havde smerter, men tænkte, at hun kunne arbejde, mens de forsvandt.

Hendes nakkesmerter var dog ikke forsvundet, da hun vendte tilbage til arbejdet den 19. marts 2013. Hun tog smertestillende. Det var imidlertid ikke holdbart, da hun var helt smadret, når hun kom hjem, og derfor ikke havde overskud til opgaver i familien.

Hun var i den efterfølgende periode fysisk til stede på skolen 12-14 timer om ugen. Hun var ansat på flere timer, men hun havde på daværende tidspunkt en skemafri dag hjemme, hvor hun skulle forberede sig. Hun kunne ikke udføre denne forberedelse og anvendte i stedet dagen til restitution.

Hendes arbejdsgiver var fleksibel og imødekommende, da de vidste, at hun havde været involveret i et færdselsuheld. Da fraværet vedvarede, og hun talte om at få en § 56-ordning, talte hendes arbejdsgiver om, at hun skulle være på arbejde på fuld tid.

Da hun igen sygemeldte sig i september 2013, var hendes nakkesmerter efter ulykken ikke forsvundet. Hun ved ikke, hvorfor egen læge ikke har angivet dette i jornalen, men alene har beskrevet hendes diabetes og stress. Hun er sikker på, at hun ikke ville have stået i den situation, hvis ikke hun havde været udsat for et færdselsuheld og havde gener derfra. Det var også af den grund, at hun blev sygemeldt.

Hun ved ikke, om hun i september 2013 talte med egen læge om trafikuheldet. Det var i hvert fald ikke nogen hemmelighed, at hendes gener var opstået som følge af dette uheld.

Hun husker ikke, om hun i forbindelse med opstart af sygedagpengesagen talte med medarbejderen i kommunen om, at generne stammede fra trafikuheldet.

Det, der fremgår af kommunens notat registreret den 6. november 2013 (ekstrakten side 208), om sygdommens art som diabetes, forhøjet stofskifte, stress og depression, stammede fra et notat, som hendes endokrinolog havde udarbejdet. Endokrinologen ajvde udtalt, at hendes diabetestal var for høje, og at hun skulle slappe af og passe på sig selv. Det var oplevelsen, at hendes diabetestal steg, når hun blev presset, og det var hun på dette tidspunkt i høj grad. Hun tror, at kommunen har skrevet det anførte på baggrund af disse oplysninger.

25

Hun udfyldte egenerklæringen til TRYG FORSIKRING A/S den 3. januar 2014 (ekstrakten side 267-268), og forstod rubrikken om ”Reaktioner efter ulykken” således, at hun skulle svare, at hun var sygemeldt fra 14. marts 2013, og idet hun vendte tilbage til arbejdet fire til fem dage efter ulykken, at hun dermed ikke længere var sygemeldt. Generne fortsatte og hun blev senere sygemeldt igen af de samme årsager.

I februar 2014 blev hun raskmeldt af kommunen. Hun var ikke rask, men hun håbede, at hun ikke ville miste sit arbejde, selv om hendes gener fortsat var der. Hun fastholdt, at hun havde et initiativ og gåpåmod. Hun arbejdede efter denne raskmelding 12-14 timer, hvor hun fysisk var til stede på skolen. Det gik dog fortsat dårligt, og nok dårligere end første gang.

Det, der er anført i det kommunale notat af 16. april 2014 (ekstrakten side 217), er forkert, da hun aldrig har haft en sygedag på grund af sin diabetes. Hun forstår ikke, at der står noget andet, og hendes forhold skyldtes, at hun var meget belastet på sit arbejde. Hun var på det tidspunkt i øvrigt heller ikke ansat som skolelærer på fuld tid, men var på 34 timer.

Det var kommunen, der foreslog, at hun skulle søge sin arbejdsgiver om en § 56-aftale. Hun fortalte medarbejderen i kommunen, at hun havde en række aftaler hos forskellige behandlere, herunder fysioterapeut, og at hun ikke var i stand til at passe sit arbejde. Medarbejderen oplyste, at hun kunne få en sådan aftale, så hun kunne passe sit arbejde.

Hun søgte på ny om nedsat tid, da skolereformen blev vedtaget. Det var hendes arbejdsgiver ikke indstillet på, og hun fik også afslag på at få en § 56-aftale. Det var et blankt afslag til det sidste, og hendes ønske om en ugentlig arbejdstid på 30 timer blev også afslået. Lederen vendte dog tilbage og meddelte, at hun efter sommerferien 2014 kunne får en arbejdsuge på 30 timer med forventning om, at det steg til fuld tid fra december 2014.

Efter skolereformen vendte hun tilbage til arbejdet, og det gik slet ikke. Hun ville gerne beholde sit arbejde, men der blev stillet krav om, at hendes skemafri dag fysisk skulle ”lægges” på skolen. Det gjaldt for alle timer og mødeaktiviteter. Det var meget vanskeligt for hende.

Det, der fremgår af jounalnotatet fra egen læge den 11. september 2014 (ekstrakten side 176), handler om, at der blev stillet krav om, at hun skulle være på skolen i 30 timer om ugen, og grunden til, at det blev til flere timer skyldes, at der alene er 40 skoleuger på et år, hvilket indebærer, at hun reelt skulle være på skolen 33 timer om ugen.

Derfor blev hun igen fuldtidssygemeldt.

26

Hun blev opsagt fra sin stilling på Skole med udgangen af februar 2015.

I forbindelse med sygedagpengesagen var hun på et forløb på Behandligssted. Det var et både rigtig dårligt og skuffende forløb, da hun forventede, at hun kunne modtage relevant hjælp, men der var ikke læger eller tilsvarende behandlere. Hun gik derfor fra at have det dårligt til at få det meget skidt.

Hun startede i praktik i Fakta og skulle efter kommunens beslutning være på arbejde i 10 timer om ugen. Der var nogen, der sagde til hende, at hun skulle lytte efter, hvordan hun havde og oplevede det. Derfor blev timetallet lavere, end hun havde på skolen inden sygemeldingen.

Hun er i dag i fleksjob, hvor hun er ansat på 8½ timer om ugen. Arbejdstiden bliver anvendt, så hun underviser seks lektioner om ugen. Der er ind i mellem nogle møder, som hun deltager i. Hendes arbejdsgiver er rimelig fleksibel og har tillid til, at hun vælger de møder, som er relevante. Det giver hende den nødvendige fleksibilitet.

Hvis hun selv kunne bestemme, ville hun gerne have sit fuldtidsjob på Skole igen, og hun ønsker sig mest af alt, at hendes liv atter kunne være normalt.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument anført blandt andet følgende:

”1. Juridisk erstatningsretlig årsagssammenhæng

Indledningsvis gøres det gældende, at Sagsøger (herefter sagsøger) – med tilstrækkelig grad af overvejende sandsynlighed – har løftet sin bevisbyrde for juridisk erstatningsretlig årsagssammen-hæng mellem trafikulykken d. 13. marts 2013 og sagsøgers helbreds- og er-hvervsmæssige gener siden trafikulykken.

Det gøres gældende, at trafikulykken d. 13. marts 2013 var/er en nødven-dig betingelse for den skade og de tab, sagsøger er påført, og at trafikulyk-ken i tilstrækkeligt omfang har medvirket til skadens indtræden. Der gæl-der ikke en hovedårsagslære efter dansk ret.

Såfremt sagsøgte gør gældende, at sagsøger – også uden trafikulykken 13. marts 2013 – ville have lidt et tilsvarende tab, da er det sagsøgtes bevis-

27

byrde, og den bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet, end ikke sandsynlig-gjort – og slet ikke med den bevismæssige sikkerhed, der kræves, for at godtgøre dette.

1.1. Om trafikulykken d. 13. marts 2013 og dennes ’egnethed’;

Retten kan lægge til grund som ubestridt, at sagsøger d. 13. marts 2013 pludseligt blev påkørt bagfra af sagsøgtes forsikringstager, da sagsøger holdt stille.

Om selve traumemekanismen henledes rettens opmærksomhed på, at sagsøgte ikke på noget tidspunkt har gjort ’lavhastighed’ gældende, lige-som sagsøgte heller ikke har anfægtet traumets karakter eller styrke. Ret-ten kan således lægge til grund, at der var tale om et relevant traume.

Retten kan endvidere lægge til grund som ubestridt, at sagsøger samme dag fik smerter i nakken, hovedpine og kvalme, ligesom der objektivt på skadestuen konstateredes smerter svarende til sagsøgers nakke ved kig til siden, ømhed af musculus trapezius på højre side og ømhed af den para-vertebrale muskulatur på højre side (bilag 2).

Retslægerådet har på den baggrund medicinsk fundet traumets art og sagsøgeres symptomer forenelige med en distorsion af nakken (whiplash), jf. rådets svar på spørgsmål 2.

Samlet gøres det derfor gældende, at kravet til trafikulykkens skadeevne i henhold til dansk erstatningsret er opfyldt (res ipsa loquitur).

1.2. Det tidsmæssige forhold mellem trafikulykken d. 13. marts 2013 og de umiddelbart indtrådte gener og kontinuiteten til senfølgerne;

Af retspraksis kan udledes, at længden af tidsrummet mellem påkørslen af skadelidte og de umiddelbart herefter indtrådte gener (akutsymptomerne) har væsentlig betydning. Når dette tidsrum er kort, og de hos skadelidte indtrådte senfølger er sædvanlige og i øvrigt korresponderer med det syg-domsbillede, man normalt ser ved diagnosen, må man som udgangspunkt komme frem til, at også senfølgerne er kausalt forbundet med ansvars-hændelsen.

Det gøres gældende, at retten i nærværende sag skal tillægge det stor be-visvægt, at sagsøger var på skadestuen samme dag, dvs. d. 13. marts 2013, og at sagsøger konsulterede egen læge allerede d. 18. marts 2013 grundet fortsatte nakkesmerter og gener, hvorefter sagsøger blev henvist til be-handling hos fysioterapeut.

28

Herudover skal retten tillægge det stor bevisvægt, at sagsøger i hele den efterfølgende periode og frem klagede over (vedvarende) relevante smer-ter og gener svarende til nakken med (aner)kendte ledsagesymptomer og senfølger i form af hovedpine, udstrålende armsmerter og kognitive ge-ner, for hvilke sagsøger blev sygemeldt, ligesom sagsøger i hele perioden fortsatte med at modtage relevant behandling for generne.

Vedrørende sagsøgers kognitive gener i form af hukommelses- og koncen-trationsbesvær og udtalt træthed gøres det gældende, at retten ligeledes uden nærmere betænkelighed kan lægge til grund, at disse skyldes trafi-kulykken d. 13. marts 2013, da tidsrummet fra trafikulykken og frem til de opståede kognitive gener er kort, ligesom sagsøgers sygdomsbillede i øv-rigt også korresponderer med det sygdomsbillede, man normalt ser efter en distorsion af nakken, jf. Retslægerådets svar på spørgsmål G.

Da der således ikke kan peges på andre mulige konkrete årsager til sagsø-gers samlede gene- og symptombillede end trafikulykken d. 13. marts 2013, gøres det gældende, at retten kan henføre sagsøgers gener og symp-tomer til trafikulykken.

Til støtte for ovenstående skal retten tillægge det stor bevisvægt, at det li-geledes fremgår af konklusionen fra speciallæge i reumatologi, Læge 2, af 8. januar 2015 (bilag 7), at sagsøger forud for trafikulykken d. 13. marts 2013 var kendt som rask og velfungerende, men at sagsøger ved trafiku-lykken pådrog sig kronisk spændingshovedpine, nakkesmerter med ud-stråling til højre skulder/arm og klassiske (sen)følger i form af kognitive symptomer og kronisk træthed, og at det er speciallægens konklusion, at der er god overensstemmelse mellem sagsøgers sygehistorie, klager og ob-jektive fund, og at der ikke kan peges på yderligere behandlingstilbud, der kan bedre funktionsniveauet.

Tilsvarende fremgår det af de øvrige speciallægevurderinger i sagen (bilag 6, 8, 9 og 10), at sagsøger ved trafikulykken d. 13. marts 2013 pådrog sig nakkeforvridning med varige helbredsmæssige gener og funktionsbe-grænsninger, og at sagsøgers arbejdsevne skønnes væsentligt reduceret som følge af kroniske smerter, som bl.a. har medført en hos sagsøger kro-nisk stressbelastning, der reducerer stresstolerancen og øger sårbarheden over for stress, ligesom sagsøger som følge af trafikulykken har reduceret koncentrations- og hukommelsesevne og må betragtes som kronisk træt grundet den langvarige smertetilstand.

Det forhold, at sagsøgers gener i perioder er beskrevet med varierende in-tensitet, kan retten ikke lægge til grund for, at der har været perioder med

29

symptomfrihed eller omvendt, at der senere er indtrådt en helbredsmæs-sig forværring svarende til sagsøgers nakkegener uden sammenhæng med trafikulykken d. 13. marts 2013.

Det gøres derimod gældende, at det er lægefagligt anerkendt, at gener ef-ter netop nakkedistorsion (whiplash) kan fluktuere i intensitet og påvirkes af ydre omstændigheder og faktorer, herunder behandlinger hos kiroprak-tor/fysioterapeut, opstart i praktik/arbejdsafklaring, forbigående tristhed over tab af livskvalitet m.m., jf. ligeledes Retslægerådets svar på spørgs-mål 3 og 14.

Under henvisning til indholdet af Retslægerådets udtalelse af 11. novem-ber 2019 gøres det der-imod gældende, at der ikke kan være nogen beretti-get tvivl om årsagssammenhængen mellem trafikulykken d. 13. marts 2013 og sagsøgers varige helbredsmæssige gener siden ulykken, da Retslægerådet klart og utvetydigt har udtalt;

At sagsøger ved trafikulykken d. 13. marts 2013 pådrog sig en distorsion af nakken (svaret på spørgsmål 2),

At der ikke i sagsakterne er andre mulige konkrete årsager til sagsøgers

nakkesmerter, højresidige skuldersmerter med periodevise udstråling, ho-vedpine, hukommelses- og koncentrationsbesvær, søvnbesvær og lyd- og lysoverfølsomhed end trafikulykken d. 13. marts 2013 (svaret på spørgs-mål 5),

At sagsøgers nakkesmerter, ledsagende spændingshovedpine og gener fra højre arm derfor med over 50 % sandsynlighed [direkte] kan tilskrives tra-fikulykken d. 13. marts 2013 (svaret på spørgsmål G),

At sagsøgers gener i form af hukommelses- og koncentrationsbesvær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingninger ikke direkte kan henføres til trafikulykken, men at symptomerne ofte ses som sekundære fænomener ved kroniske smerter (svaret på spørgsmål G), og

At sagsøger [i øvrigt] ingen vedvarende bevægeapparatsklager havde af betydning inden trafikulykken d. 13. marts 2013 (svaret på spørgsmål 1).

1.3. Forudbestående sårbarhed;

Udgangspunktet i dansk erstatningsret er, at ”skadelidte skal tages, som skadelidte er” , hvorfor der erstatningsretligt set ikke kan tages hensyn til skadelidtes forudbestående sårbarhed, når denne er latent (indkapslet) på det tidspunkt, hvor den udløses.

30

Skadelidtes sårbarhed skal kun tillægges betydning, hvis den før ansvars-hændelsens indtræden havde manifesteret sig i en kompensationsberetti-get erstatning eller godtgørelse (en færdig skade/tab), eller hvis skadevol-der med en meget høj grad af sandsynlighed kan bevise, at skadelidtes sårbarhed (hypotetisk set) ville have udviklet sig til en skade, selv om an-svarshændelsen ikke var indtrådt.

Retten kan i denne sag lægge til grund som ubestridt, at sagsøger inden trafikulykken d. 13. marts 2013 var kendt med diabetes type 1 og forhøjet stofskifte, ligesom det er ubestridt, at sagsøger forud for trafikulykken havde haft forbigående perioder med stress.

Det bestrides derimod, at der var tale om varige erhvervshindrende syg-

domme/gener, som også uden trafikulykken ville have påført sagsøger et tilsvarende tab.

Dette har Retslægerådet netop bekræftet med følgende klare svar i udta-lelsen af 11. november 2019, herunder;

At sagsøgers diabetes var velbehandlet inden trafikulykken og ikke er for-værret efter trafikulykken d. 13. marts 2013 (svaret på spørgsmål 6, 7 g 8),

At sagsøgers forhøjede stofskifte alene gav anledning til lette ’gener’ inden trafikulykken d. 13. marts 2013, uden at der er sket en væsentlig ændring i tilstanden efter trafikulykken (svaret på spørgsmål 9, 10 og 11), og

At sagsøgers perioder med stress/psykiske problemer forud for og efter trafikulykken d. 13. marts 2013 har været i forbindelse med arbejdsmæs-sige belastninger, og at der ingen oplysninger er i sagsakterne om en varig tilstand (svaret på spørgsmål B).

Henset til ovenstående gøres det derfor gældende, at der ikke er grundlag for at tillægge de nævnte forudbestående/efterfølgende lidelser nogen be-tydning, når retten skal vurdere den erstatningsretlige årsagssammen-hæng i sagen.

Sagsøgers forudbestående ’sygdomme/lidelser’ havde med sikkerhed ikke manifesteret sig i noget erstatningsberettigende tab (eller ret til godtgø-relse) før trafikulykken d. 13. marts 2013, ligesom det gøres gældende, at det ikke kan lægges til grund, at disse ’lidelser’ ville have udviklet sig til sådanne.

31

Retten kan derimod lægge til grund som ubestridt, at sagsøger var rask-

meldt og arbejdede fuldtid på tidspunktet for trafikulykken d. 13. marts 2013, hvorfor det gøres gældende, at sagsøger bestred en fuld erhverv-sevne på ulykkestidspunktet.

Efter trafikulykken d. 13. marts 2013 blev sagsøger først fuldtidssyge-meldt, hvorefter sagsøger i forbindelse med et planlagt optrapningsforløb (bilag 14) genoptog arbejdet og forsøgte at vende tilbage i størst muligt omfang. Det var netop i forbindelse med denne ganske optimistiske op-trapningsplan – og et hos sagsøger brændende og urealistisk ønske om hurtigst mulig tilbagevenden – at sagsøger igen måtte sygemeldes.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det forhold, at sagsøger umiddel-bart efter trafikulykken formåede at arbejde i et større omfang, end det se-nere viste sig, sagsøger var i stand til, lige så vel skal tages til udtryk for en overdreven optimisme om egen arbejdsevne sammenholdt med følelsen af et vist pres fra arbejdsgiveren.

Det skal således ikke komme sagsøger til skade, at sagsøger efter trafiku-lykken d. 13. marts 2013 havde en (helt) urealistisk forventning til eget funktionsniveau og egen arbejdsevne.

Da der således ikke kan peges på andre konkrete årsager til sagsøgers sy-gemelding og nedsatte erhvervsevne end følgerne efter trafikulykken d. 13. marts 2013, gøres det gældende, at sagsøgers perioder med hel og del-vis sygemelding og deraf følgende løntab skal tilskrives trafikulykken.

1.4. Retslægerådet vs. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring;

Ifølge retspraksis kræves et tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilside-sætte en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men når det gælder tvivlsspørgsmål om medicinsk årsagssammenhæng, har Retslægerådets udtalelser forrang for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelser.

Da hovedproblemstillingen i denne sag netop angår spørgsmålet om me-dicinsk årsagssammenhæng, gøres det gældende, at der med Retslægerå-dets udtalelse af 11. november 2019 og sagens beviseligheder i øvrigt er til-vejebragt et sådant forsvarligt og tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilsi-desætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse om sagsøgers erhvervsevnetab (bilag B).

Indledningsvis bestrides det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udta-lelse (bilag B), som anført af sagsøgte, ”bygger på” Retslægerådets udta-

32

lelse af 11. november 2019. Det er ganske enkelt forkert, da sagen blev fo-relagt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til EAL § 10 og således ikke som en alternativ forelæggelse.

Retslægerådets udtalelse af 11. november 2019 er således indgået i sagen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings privatafdeling på lige fod med sa-gens øvrige bilag, og til fri fortolkning af den sagsbehandler, der fik sagen tildelt. Der har heller ikke medvirket en lægekonsulent fra Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring i forbindelse med udmålingen af sagsøgers erhverv-sevnetab.

Det gøres derfor gældende, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udmå-ling af sagsøgers erhvervsevnetab er forkert og beror på en fejlagtig for-tolkning af sagens beviseligheder, herunder særligt Retslægerådets udta-lelse i lyset af netop kravet til sagsøgers bevis for juridisk årsagssammen-hæng.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i sin vejledende udtalelse (bilag B) begrundet udmålingen af sagsøgers erhvervsevnetab til 20 % med, at sagsøgers sygemeldinger forud for d. 19. september 2014 skyldtes en for-værring af sagsøgers diabetes, et ’nyopdaget’ forhøjet stofskifte samt stress og depression, og at sagsøger derfor først blev vedvarende sygemeldt grundet trafikulykkens følger d. 19. september 2014. Der må derfor – ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – være indtrådt en forværring af sagsøgers helbredsmæssige gener uden anerkendt sammenhæng med tra-fikulykken.

Indledningsvis bestrides det, at sagsøgers sygemeldinger forud for d. 19. september 2014 var uden sammenhæng med trafikulykkens følger.

Det forhold, at egen læge angav forværring af sagsøgers diabetes, forhøjet stofskifte og stress/depression som begrundelse for sagsøgers sygemel-ding i september 2013, kan ikke lægges til grund for en konklusion om, at sagsøger ikke i samme periode var sygemeldt som følge af vedvarende helbredsmæssige gener efter trafikulykken d. 13. marts 2013.

Derimod gøres det gældende, at samtlige sagsøgers sygemeldinger har klar sammenhæng med trafikulykkens følger, da sagsøger var raskmeldt på tidspunktet for trafikulykken, og da sagsøger på intet tidspunkt i perio-den efter trafikulykken og frem til d. 19. september 2014 har været uden helbredsmæssige gener efter trafikulykken, hvilket bl.a. også er dokumen-teret i egen læges journal for perioden (bilag 3), den samlede vurdering fra sagsøgers fysioterapeut (bilag 5), journalen fra A2 Reumatologi og Idræts-medicin (bilag 4) og udfyldt egenerklæring til sagsøgte (bilag A).

33

Det var således trafikulykken, dennes følger og det efterfølgende forløb, der udløste en forbigående forværring af sagsøgers forhøjede stofskifte og diabetes i forbindelse med forsøg på tilbagevenden til arbejdet.

Til ovenstående kommer, at Retslægerådet heller ikke i forbindelse med rådets gennemgang og vurdering af samtlige sagsøgers lægejournaler har fundet nogen anledning til en konklusion om, at samtlige/dele af sagsø-gers helbredsmæssige gener efter trafikulykken d. 13. marts 2013 har væ-ret af midlertidig eller forbigående karakter.

Når Retslægerådet udtaler sig om medicinsk årsagssammenhæng, udtaler rådet sig næsten med sikkerhed (på nær 1,0 %). Såfremt det var Retslæge-rådets opfattelse, at enten samtlige eller dele af sagsøgers helbredsmæs-sige gener efter trafikulykken d. 13. marts 2013 var af midlertidig/forbigå-ende karakter, da gøres det gældende, at Retslægerådet uden tøven ville være kommet med en sådan konklusion. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Det faktum, at sagsøger i kommunalt regi blev ”raskmeldt” med ophør af retten til sygedagpenge pr. 11. februar 2014, kan heller ikke lægges til grund for en konklusion om, at sagsøger fra dét tidspunkt var ’rask’ og fri af helbredsmæssige gener efter trafikulykken d. 13. marts 2013 og frem til sagsøgers gensygemelding i september 2014.

Det gøres derimod gældende, at sagsøger blev ”raskmeldt” uden at være ’rask’; både som led i ’selvforsørgelsesbetragtningen’ i den sociale lovgiv-ning, men ligeledes som følge af et ganske stort pres fra sagsøgers arbejds-giver og et hos sagsøger stort ønske om at bibeholde sit job. Dette hverken kan eller skal sagsøger straffes for.

Endelig bestrides det, at der op til sagsøgers gensygemelding i september 2014 skulle være indtrådt en forværring af sagsøgers helbredsmæssige ge-ner uden sammenhæng med trafikulykken.

Det forhold, at Retslægerådet i udtalelse af 11. november 2019 ikke har fundet direkte sammenhæng mellem trafikulykken og sagsøgers efterføl-gende ledsagesymptomer i form af hukommelses- og koncentrationsbe-svær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingninger, skyldes, at der er tale om indirekte skadesfølger, som anerkendt kan på-virkes af andre faktorer, hvorfor Retslægerådet – i lyset af beviskravet til medicinsk årsagssammenhæng, jf. ovenfor – ofte udtaler sig forbeholdent om disse gener.

34

Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er juridisk årsagssam-menhæng til disse.

Såfremt sagsøgte i øvrigt var af den klare opfattelse, at Retslægerådet havde udtalt sig til støtte for et synspunkt om en senere indtrådt forvær-ring uden medicinsk sammenhæng med trafikulykken, da kan man med føje undre sig over, at sagsøgte netop ønskede at stille Retslægerådet sup-plerende spørgsmål herom.

Sagsøgte fik ved kendelse af 17. december 2019 afslag på genforelæggelse af sagen for Retslægerådet med spørgsmål om en eventuel senere indtrådt forværring af sagsøgers helbredsmæssige gener, da Retslægerådet må an-tages at have været sin opgave bevidst, og hvor rådet i 1. voterende råd, på baggrund af en gennemgang af samtlige sagsøgers lægelige bilag, ikke fandt anledning til en medicinsk konklusion om en senere indtrådt for-værring uden sammenhæng til trafikulykken d. 13. marts 2013.

Retten kan derfor heller ikke lægge til grund, at sagsøgers gensygemel-ding i september 2014 skyldtes en hos sagsøger helbredsmæssig indtrådt forværring uden årsagssammenhæng til trafikulykken.

Hertil kommer, at det i øvrigt er almindelig erstatningsretlig anerkendt, at et erhvervsevnetab i relation til en konkret ulykke først viser sig efter no-gen tid.

Samlet gøres det således gældende, at sagsøger – med de foreliggende be-viseligheder i sagen, herunder de lægelige bilag, speciallægeerklæringer, udtalelsen fra Retslægerådet og uddrag fra sagsøgers syge- og optrap-ningsforløb efter trafikulykken og frem til sagsøgers opsigelse, indstilling til og tilkendelse af fleksjob, har tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse (bilag B).

Det forhold, at sagsøger helt bevidst ikke har anmodet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en revurdering i sagen, beror sig både på erfaringen med revurderingsanmodninger i tilsvarende sager tilmed hensynet til retssagens fremme.

2. Erstatningskravene

2.1. Godtgørelse for svie og smerte;

Sagsøger har rejst krav om godtgørelse for svie og smerte med kr. 73.890,00 i perioden fra ulykkesdatoen og frem til d. 16. december 2014, hvori er fradraget udenretlig udbetalt godtgørelse fra sagsøgte.

35

Da sagsøger i hele perioden stedse har været at betragte som henholdsvis fuldtids- og deltidssygemeldt grundet følgerne efter trafikulykken d. 13. marts 2013, og da sagsøger samtidig har været underlagt relevant genop-træning og behandling, gøres det gældende, at sagsøger er berettiget til det fremsatte krav under henvisning til Erstatningsansvarslovens § 3.

2.2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste;

Sagsøger har rejst krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med sam-let kr. 758.822,54 dækkende sagsøgers dokumenterede løntab i perioden fra 1. august 2013 og frem til d. 18. september 2018, hvor sagsøgte, med sin udbetaling af erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab med 20 %, bragte sagsøgers ret til krav på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortje-neste til ophør.

Da sagsøger, med sagens foreliggende beviseligheder, herunder Retslæge-rådets udtalelse, har løftet bevisbyrden for juridisk årsagssammenhæng mellem trafikulykken d. 13. marts 2013 og sagsøgers deraf følgende skader og tab, gøres det gældende, at sagsøger er berettiget til det fremsatte krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til bestemmelsen i Er-statningsansvarslovens § 2.

2.3. Erstatning for erhvervsevnetab;

Til rettens orientering har der mellem parterne pågået en udenretlig skrift-veksling omkring sagsøgers samlede erhvervsevnetabsprocent, såfremt retten måtte nå frem til, at sagsøger har løftet bevisbyrden for den fulde juridiske årsagssammenhæng mellem trafikulykken d. 13. marts 2013 og sagsøgers varige erhvervsevnetab.

Retten henvises til beregning i STØTTEBILAG I, idet det samtidig bemær-kes, at fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten sker på et rent økono-misk grundlag.

Retten kan således uden betænkelighed lægge en samlet erhvervsevne-tabsprocent på 65 % til grund for beregning af sagsøgers krav på erstat-ning for erhvervsevnetab.

Da sagsøger med tilstrækkelig grad af overvejende sandsynlighed har løf-tet bevisbyrden for, at sagsøgers varige løntab som følge af opsigelse (bi-lag 17 og 18) og efterfølgende indstilling til og tilkendelse af fleksjob (bilag 27 og 28) skyldes trafikulykken d. 13. marts 2013 og dennes følger og ikke andre for trafikulykken uvedkommende forhold, har sagsøger krav på at

36

få dækket sit fulde erhvervsevnetab i henhold til bestemmelsen i Erstat-ningsansvarslovens § 5.”

TRYG FORSIKRING A/S har i sit påstandsdokument anført blandt andet føl-gende:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at bevisbyrden for årsagssammenhæng påhviler sagsøger, og sagsøger må som minimum føre bevis for, at færdselsuheldet den 13. marts 2013 kunne have forvoldt sagsøgers skade, idet sagsøger herudover også skal dokumentere, at færdselsuheldet med en overvejende grad af sandsynlighed rent faktisk også er årsagen til sagsøgers gener.

Der er i retspraksis ikke specifikt taget stilling til den grad af sandsynlig-hed, der fordres for at løfte sagsøgers bevisbyrde, der dog må udtrykkes som mere end blot overvejende sandsynlig, og det bestrides, at sagsøger har løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet, sagsøgers gener, sygeperioder og det fremsatte krav, idet der supplerende bemærkes følgende til:

Ad årsagssammenhæng

Vurderingen af årsagssammenhæng er af lægefaglig karakter, jf. bl.a. FED2015.29, og parterne har derfor forelagt sagen for Retslægerådet, der i udtalelse af 12. november 2019 fremkom med følgende vurdering:

- At sagsøger ikke forud for færdselsuheldet var beskrevet med vedva-rende klager fra bevægeapparatet, men dog med enkeltstående tilfælde af smerter i nakke, højre albue, venstre knæ og venstre skulder i perio-den 2008-2010, i november 2010 blev der beskrevet ømme led, og sagsø-ger blev i april 2011 henvist til fysioterapeut for en frossen skulder (spørgsmål 1),

at der ved en MR-skanning den 12. november 2013 fandtes degenera-tive forandringer i sagsøgers nakke, men slidforandringerne kunne ikke henføres til færdselsuheldet (spørgsmål D).

at sagsøger var beskrevet med stress- og/eller psykiske problemer såvel før som efter færdselsuheldet (spørgsmål A),

at sagsøger ved færdselsuheldet den 13. marts 2013 pådrog sig en di-storsion af nakken (whiplash) medførende indledningsvise nakkesmer-ter og hovedpine (spørgsmål 2),

37

at netop sagsøgers nakkesmerter, den ledsagende spændingshovedpine og gener fra højre arm med over 50 % sandsynlighed kunne tilskrives færdselsuheldet den 13. marts 2013 (spørgsmål G),

at sagsøgers øvrige gener i form af hukommelses- og koncentrationsbe-svær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingnin-ger ikke direkte kunne henføres til færdselsuheldet (spørgsmål G),

at Retslægerådet dog bemærkede, at sådanne symptomer ofte ses som sekundære fænomener ved kroniske smerter, men at de nævnte gener var uspecifikke og i varierende omfang kunne forekomme i befolknin-gen også uden kendte årsager, hvorfor sandsynligheden for genernes sammenhæng med færdselsuheldet ikke kunne vurderes (spørgsmål G),

at Retslægerådet ikke kunne pege på andre årsager til sagsøgers gener, men at de påviste degenerative forandringer i nakken kunne være en medvirkende årsag til nakkesmerterne (spørgsmål 5),

at sagsøgers forudbestående diabetessygdom ikke i blivende omfang blev påvirket færdselsuheldet den 13. marts 2013, men at enhver stress-situation kunne medføre forbigående ændringer i insulinbehovet (spørgsmål 7).

Som nævnt indledningsvist skal sagsøger med mere end overvejende sandsynlighed løfte bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem færds-elsuheldet, sagsøgers gener, sygeperioder og det fremsatte krav, og på baggrund af Retslægerådets udtalelse gøres det gældende, at det alene er overvejende sandsynligt, at sagsøgers nakkesmerter, den ledsagende spændingshovedpine og gener fra højre arm med kan tilskrives færds-elsuheldet den 13. marts 2013.

Når Retslægerådet udtaler sig usikkert om en given årsagsforbindelse, el-ler i øvrigt ikke ser sig i stand til nærmere at kvantificere sammenhængen (som det er tilfældet med sagsøgers gener i form af hukommelses- og kon-centrationsbesvær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og hu-mørsvingninger), kan sagsøger ikke anses for at have løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng med den sandsynlighedsovervægt, der kræves ef-ter retspraksis, jf. også FED2013.37, FED2015.29, FED2020.259 m.fl.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at Retslægerådet ikke kan pege på andre årsager til sagsøgers øvrige gener, idet en sådan slutning ville føre til, at bevisbyrden blev vendt.

38

På baggrund af Retslægerådets udtalelse, blev sagen forelagt for AES, der har en særlig – og lovfæstet – ekspertise i at fastsætte varige mén og er-hvervsevnetab, jf. erstatningsansvarsloven § 10, og AES blev til brug for vurderingen af det varige mén bedt om at lægge Retslægerådets vurde-ring af årsagssammenhængen til grund, hvorefter sagsøgers erhvervsev-netab efter færdselsuheldet blev fastsat til 20 %.

Det gøres gældende, at AES korrekt har lagt til grund, at sagsøger alene havde varige gener i form af lettere nakkesmerter med udstråling til skul-der og lettere smertebetinget kognitive gener, og at bevægeligheden i hals-hvirvelsøjlen var næsten normal.

Skadens følger kan derfor kun begrunde skånehensyn i forhold til nakke-og skulderbelastende arbejde samt behov for let reduceret arbejdstid, idet AES samtidig lagde vægt på, at sagsøger var kortvarigt sygemeldt efter færdselsuheldet, og at den senere sygemelding i september 2013 var be-grundet i diabetes, forhøjet stofskifte, stress og depression, hvorfor sagsø-gers arbejdsophør og tilkendelse af fleksjob primært skal tilskrives forhold uden relation til aktuelle færdselsuheld.

Det gøres i overensstemmelse med AES-udtalelsen gældende, sagsøger havde svært ved at klare en arbejdsuge på 34 timer, hvorfor hun i april 2014 ansøgte om at få nedsat sin arbejdstid til 30 timer om ugen, og at en arbejdstid på omkring 30 timer, med de relevante skånehensyn, kan anses for retvisende i forhold til hvor meget sagsøger med skadens følger burde kunne arbejde.

Den efterfølgende forværring af den generelle helbredstilstand med deraf væsentligt nedsat funktionsevne kan ikke tilskrives skadens følger. Vurderingen fra AES er i overensstemmelse med sagens øvrige bilag, her-under den mulighedserklæring, der blev udarbejdet i forbindelse med sagsøgers sygemelding (bilag 3, side 50), med den efterfølgende sygedag-pengesag (bilag 20), men også med forløbet op til sygemeldingen (bilag 3, side 51-54).

Selvom sagsøgers diabetes-tilstand ikke blev forværret i blivende omfang ved færdselsuheldet, jf. Retslægerådet udtalelse, er faktum, at diabetessyg-dommen – sammen med stress – var angivet som var årsag til sagsøgers sygemelding i september 2013. Det bemærkes, at Retslægerådets netop fandt, at enhver stress-tilstand (som sagsøger led af såvel før som efter tra-fikuheldet) kan medføre ændringer i insulinbehovet.

Det bestrides i den forbindelse også, at sagsøger skulle have en forudbe-stående sårbarhed i form af en diabetes- eller stofskifteproblematik, der

39

blev udløst ved færdselsuheldet den 13. marts 2013, idet sagsøger arbej-dede 34 timer ugentligt i en lang periode, inden hun ansøgte om yderli-gere nedsættelse til 30 timer om ugen, og idet sagsøgers diabetes- eller stofskifteproblematik kan være blevet påvirket af sagsøgers stress-tilstand, der er uden relation til færdselsuheldet.

I henhold til retspraksis har Retslægerådet kompetencen til at vurdere den medicinske årsagssammenhæng, og AES har en særlig kompetence i for-hold til at fastsætte mén og erhvervsevnetab. Der skal derfor foreligge et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte såvel udtalelsen fra AES som erklæringen fra Retslægerådet, og sagsøger har ikke frembragt dette sikre grundlag.

Hertil bemærkes, at Retslægerådet og AES har været i besiddelse af samt-lige sagens bilag ved de respektive vurderinger, der fremstår grundige og entydige, og sagsøger har ikke påvist fejl i grundlaget for nogen af erklæ-ringerne.

Det gøres dermed sammenfattende gældende, at sagsøger ikke har løftet sin bevisbyrde for, at generne i form af hukommelses- og koncentrations-besvær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingnin-ger, sygeperioderne og de deraf afledte tab skyldes færdselsuheldet. I stedet må netop de konkurrerende gener være den udløsende årsag til den væsentligste del af sagsøgers tab.

De rejste krav

Tryg har ikke bemærkninger til den beløbsmæssige opgørelse af de rejste krav, men bestrider grundlaget for kravene samt størrelsen heraf, jf. nær-mere nedenfor.

Godtgørelse for svie og smerte

Sagsøger har rejst krav om betaling af svie og smerte med kr. 73.890 i peri-oden fra den 13. marts 2013 til 16. december 2014.

Erstatningsansvarslovens § 3 indeholder to kumulative betingelser, der skal være opfyldt for at udbetaling kan finde sted, nemlig 1) skadelidte skal være sygemeldt (som følge af det ansvarspådragende forhold), og 2) skadelidte skal være underlagt lægebehandling.

I personskadeerklæring fra sagsøger af 3. januar 2014 blev det angivet, at sagsøger i forbindelse med sin ulykke havde været sygemeldt i perioden fra den 14. marts 2013 til den 18. marts 2013, i hvilken periode Tryg har

40

udbetalt godtgørelse. Ved sagsøgers næste sygemelding den 18. septem-ber 2013 anførte sagsøger, at sygemeldingen ikke var uheldsrelateret, men derimod, at årsagen til sygemelding skyldtes en forværring af type 1 dia-betes, bl.a. på grund af et nyopdaget forhøjet stofskifte samt stress og de-pression (bilag 20).

Da sygemeldingen ikke kan henføres det ansvarspådragende forhold (færdselsuheldet den 13. marts 2013), er sagsøger ikke berettiget til yderli-gere godtgørelse.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøger på ny sygemeldte sig den 19. september 2014, det vil sige mere end ét år efter færdselsuheldet den 13. marts 2013 og mere end ét år efter sagsøgers initiale sygemelding, idet sagsøgers helbredsmæssige forværring i givet fald er uden relation til færdselsuheldet.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Sagsøger har rejst krav om betaling af tabt arbejdsfortjeneste med kr. 758.822,54 i perioden fra den 1. august 2013 til 18. september 2018, men som anført ovenfor bestrider Tryg, at der foreligger dokumentation for år-sagssammenhæng mellem færdselsuheldet den 13. marts 2013, sagsøgers senere ledighedsperiode og indtægtstab.

Efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsættes erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for tiden fra skadens indtræden, indtil skade-lidte kan begynde at arbejde igen, hvilket var tilfældet den 19. marts 2013. Da sagsøger sygemeldte sig på ny den 18. september 2013 angav sagsøger årsagen til sygemeldingen som værende forværring af type 1 diabetes samt stress og depression.

At sygemeldingen rent faktisk også var begrundet heri støttes af egen læ-ges journalnotat af 7. januar 2014 (bilag 3), hvoraf fremgår, at sagsøger har haft gavn af sin sygemelding, men at forløbet hos psykolog ligeledes havde hjulpet. Det anføres, at grunden til at almentilstanden er bedre lige-ledes kan tilskrives, at sagsøger modtog behandling for sin depression, samt at der var sket bedring i diabetisregulationen.

Den 28. februar 2014 traf Jobcenter Frederikssund afgørelse om stop af sy-gedagpenge, idet sagsøger havde raskmeldt sig med sidste sygedag den 11. februar 2014 (bilag 20). Sagsøgers efterfølgende sygemelding med før-ste sygedag den 19. september 2014 var, jf. ovenstående, uden relation til færdselsuheldet.

41

Tryg har udenretligt betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. marts 2013 til og med 30. marts 2016 med kr. 237.763,94, ligesom Tryg derudover har betalt á conto beløb på kr. 50.000 den 21. august 2015 og kr. 75.000 den 2. maj 2016, hvorved der samlet er betalt kr. 362.763,94.

Det skal understreges, at Trygs betalinger og acontobetalinger for tabt ar-bejdsfortjeneste er sket under hensyntagen til den betydelige tvivl, som Tryg har haft i forhold til sagsøgers særdeles blandede sygehistorie for så vidt angår perioden efter den 19. september 2014, hvorfor udbetalingerne ikke indebærer en hel eller delvis anerkendelse af sagsøgers erstatnings-krav på tabt arbejdsfortjeneste.

Såfremt sagsøger skal have yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forudsætter det således, at retten finder, at sagsøger er berettiget hertil i perioden efter den 30. marts 2016, hvilket bestrides.

Erhvervsevnetabserstatning

Det gøres gældende, at sagsøgers erhvervsevnetab efter færdselsuheldet den 13. marts 2013 udgør 20 % i overensstemmelse med AES’ udtalelse af 21. marts 2022 (bilag B), og Tryg har – inden udtalelsen blev indhentet – betalt erstatning herfor med kr. 968.122.

Det bestrides, at sagsøger skulle være påført et erhvervsevnetab på 65 % som følge af færdselsuheldet den 13. marts 2013, idet sagsøgers erhverv-sevnetab ud over de anerkendte 20 % må henføres til andre og færds-elsuheldet uvedkommende forhold.”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at Sagsøger i perioden fra 2008 til 2010 havde tilfælde af smerter i nakke, højre albue, venstre knæ og venstre skulder, og at hun i april 2011 blev henvist til og behandlet af fysioterapeut for en frossen skulder.

Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 1 herom anført, at de anførte smerter i bevægeapparatet ikke forud for den 13. marts 2013 er beskrevet som vedvarende, men alene som enkeltstående, og rådet udtaler ikke yderligere om den frosne skulder.

42

Sagsøgers konstaterede diabetslidelse gav ifølge Retslægerådets svar på spørgsmål 6, 7 og 8 forud for den 13. marts 2013 ikke blivende gener, når frases fra problemer med den daglige regulering af blodsukre og insulindosis, og rådet kan heller ikke konstatere varige ændringer i lidelsen efter denne dato.

Symptomerne (generne) som følge af Sagsøgers forhøjede stofskifte forud for den 13. marts 2013 var efter Retslægerådets svar på spørgsmål 9 lette, og det kan efter rådets svar på spørgsmål 10 og 11 ikke antages, at der er konstateret en forværring af lidelsen efter denne dato.

Det fremgår af Retslægerådets svar på spørgsmål A og B, at de stressbelastninger og psykiske problemer, som er beskrevet forekommende hos Sagsøger både før og efter den 13. marts 2013, navnlig havde relation til arbejdsmæssige belastninger, og at der ikke er fundet oplysninger, som giver rådet grundlag for at antage, at Sagsøger fortsat har sådanne belastninger eller problemer.

Endelig vurderer Retslægerådet i svaret på spørgsmål 12 og 13, at de degenerative forandringer i Sagsøgers nakke, som var til stede forud for den 13. marts 2013, ikke da var symptomgivende, og at de i øvrigt er almindeligt forekommende hos personer med samme alder eller ældre.

Det fremgår af det oplyste også, at Sagsøger gennemførte en læreruddannelse på normeret tid, at hun med tiltræden den 1. august 2012 fik fuldtidsansættelse som lærer på Skole, og at hun forud for den 13. marts 2013 varetog sin fuldtidsansættelse uden sygedage.

Sagsøger var denne dato udsat for et færdselsuheld, hvor tredjemand i bil påkørte Sagsøgers bil bagfra.

Hun opsøgte samme dag skadestuen, hvor det blev diagnosticeret, at hun havde pådraget sig en forvridning af rygsøjlens øverste led og en hjernerystelse, ligesom hun ved undersøgelsen havde smerter i nakken og hovedpine samt ømhed i højre skulder.

Retslægerådet har i svaret på spørgsmål 2 konstateret, at Sagsøgers symptomer er forenelige med en whiplashskade i nakken.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at Sagsøger aktuelt har vedvarende smerter i nakken og hovedpine samt gener i højre arm, ligesom hun generes af hukommelsesproblemer, hovedpine,

43

træthed, søvnproblemer, svækket syn, manglende overblik, koncentrationssvigt og humørsvingninger.

Det fremgår af Retslægerådets svar på spørgsmål G, at Sagsøgers nakkesmerter og ledsagende spændingshovedpine og gener fra højre arm med over 50% sandsynlighed kan tilskrives færdselsuheldet den 13. marts 2013.

Af rådets svar på samme spørgsmål fremgår endvidere, at hukommelses- og koncentrationsbesvær, træthed, søvnproblemer, manglende overblik og humørsvingninger ikke direkte kan henføres til dette ulykkestilfælde, men ofte ses som sekundære fænomener til kroniske smerter.

Efter svaret på spørgsmål 5 kan Retslægerådet for den væsentligste del af Sagsøgers smerter og gener ikke pege på andre mulige konkrete årsager end følgerne af færdselsuheldet.

Sagsøger opsøgte egen læge den 18. marts 2013 med smerter efter uheldet, og flere følgende journalnotater fra egen læge, udtalelsen fra Virksomhed ApS, A2 Reumatologi & Idrætsmedicins notater af 14. oktober og 27. november 2013, Sagsøger egenanmeldelse til TRYG FORSIKRING A/S den 3. januar 2014, hendes brev til Skole af 21. april 2014, A2 Reumatologi & Idrætsmedicins notat af 19. maj 2014, speciallæge i reumatologi Læge 2's erklæring af 8. januar 2015, kommunallæge Læge 3's erklæringer af 9. april og 9. september 2015 og psykolog Persons erklæring af 11. juli 2016 understøtter alle, at Sagsøgers vedvarende var plaget af smerter og gener, der i stadigt og tiltagende omfang svarer til dem, som hun aktuelt er plaget af.

På denne baggrund finder retten, at der foreligger tilstrækkeligt bevis for år-sagsforbindelse mellem færdselsuheldet den 13. marts 2013 og Sagsøgers aktuelle smerter og gener.

Da der herefter ikke kan lægges afgørende vægt på det, som Sagsøger anførte om sygeperioden i anmeldelsen til forsikringsselskabet den 3. januar 2014, som kommunen noterede i akterne om årsagen til hendes sygemeldinger, eller de forandringer og mulige bedringer af andre lidelser, som fremgår af sagens akter, finder retten det på denne baggrund også godtgjort, at hun var sygemeldt, underlagt lægelig behandling og derfor ikke kunne arbejde som følge af smerter og gener relateret til færdselsuheldet, hvorfor hun er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte i det påståede omfang, jf. erstatningsansvarslovens § 2 og § 3.

44

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at Sagsøger på baggrund af sine smerter og gener ved Frederikssund Kommunes afgørelse af 16. maj 2019 blev tilkendt fleksjob, og at hun aktuelt er ansat som lærer i kommunen med en ugentlig arbejdstid på 8½ time.

Efter det ovenfor anførte er det ikke godtgjort, at hendes øvrige lidelser i form af diabetes, forhøjet stofskifte, stress og psykiske symptomer var til hinder for, at hun ville have været i stand til at fortsætte med at arbejde på fuld tid, hvis færdselsuheldet ikke var sket.

Under disse omstændigheder og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten, at der er grundlag for at se bort fra den vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 21. marts 2022, og at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at færdselsuheldet har medført en varig nedsættelse af Sagsøgers evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde svarende til et erhvervsevnetab på 65%

Da de beløbsmæssige opgørelser eller rentekravene ikke i øvrigt er bestridt, ta-ges Sagsøgers påstand derfor til følge, som det fremgår nedenfor.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 250.000,00 kr. inkl. moms og af retsafgift med 86.120,00 kr. Sagsøger er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

TRYG FORSIKRING A/S skal til Sagsøger betale 3.059.132,54 kr. med tillæg af procesrente af 502.252,29 kr. fra den 3. august 2017, af 22.969,32 kr. fra den 13. september 2017, af 22.969,32 kr. fra den 4. oktober 2017, af 22.969,32 kr. fra den 27. oktober 2017, af 22.969,32 kr. fra den 2. december 2017 og af 2.465.002,97 kr. fra den 6. august 2018.

TRYG FORSIKRING A/S skal til Sagsøger betale sagsomkostninger med 336.120,00 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 07-09-2023 kl. 12:00

Modtagere: Sagsøger, Sagsøgte TRYG FORSIKRING A/S, Advokat (L) Marcus Wils Lorenzen, Advokat (L) Nina Gejlsbjerg Larsen

RETTEN I ROSKILDE

KENDELSE

afsagt den 9. juni 2023

Sag BS-28327/2018-ROS

Sagsøger

(advokat Nina Gejlsbjerg Larsen)

mod

TRYG FORSIKRING A/S

(advokat Jesper Ravn)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagsøger har meddelt retten, at et af hende indhentet responsum om juridiske forhold, der er udarbejdet af professor, dr.jur. Person 1 den 17. august 2022, ønskes medtaget i en materialesamling, der skal anvendes under hovedforhandlingen til brug for den juridiske argumentation på samme måde som partsindlæg og anden juridisk litteratur i øvrigt.

TRYG FORSIKRING A/S har påstået dette responsum nægtet anvendt.

Af TRYG FORSIKRING A/S’ processkrift herom af 7. juni 2023 fremgår blandt andet følgende:

”Sagsøger har den 24. maj 2023 indleveret et responsum fra processor, dr.jur. Person 1 dateret den 17. august 2022, og sagsøger har bedt retten tage stilling til, om responsummet kan tillades anvendt i den juridiske materialesamling, hvilket giver anledning til følgende

2

bemærkninger, idet Tryg Forsikring påstår, at responsummet nægtes anvendt, jf. retsplejeloven (RPL) § 341 a, stk. 2 modsætningsvist.

ANBRINGENDER

Responsummet fremstår som og er direkte en stillingtagen til nærværende sag anlagt mod Tryg Forsikring, og det fremgår direkte af responsummet, at Person 1 har gennemgået sagens bilag, herunder Retslægerådets og AES’ udtalelser, med henblik på at fremkomme med bemærkninger til bevisbedømmelsen generelt, og herunder konkret at foretage en retlig subsumtion af sagens faktum og jus, idet det anføres, at:

” Først redegøres kort for den i dansk ret gældende kausalitetsbetingelse, jf. afsnit 2. I afsnit 3 redegøres for, hvordan der føres bevis for kausalitet i sager om påkørsel bagfra, mens der i afsnit 4 tages stilling til, hvornår skadelidtes forudbestående sårbarhed kan tillægges betydning. I afsnit 5 redegøres for, hvorvidt der i nærværende sag er kausalitet mellem færdselsulykken den 13. marts 2013 og de hos skadelidte indtrådte gener (herunder senfølgerne), mens der i afsnit 6 gøres nogle særlige bemærkninger til skadelidtes påstand om erstatning for erhvervsevnetab og AES udtalelse herom. I afsnit 7 gives en konklusion.”

Det følger af RPL § 341 a, stk. 2, at erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold efter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige, kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke under sagen i øvrigt.

Udgangspunktet for anvendelse af responsa i dansk ret har tidligere været fastslået af Højesteret i bl.a. U.2011.479 H, hvor Højesteret afskar fremlæggelsen af et responsum, der ikke alene indeholdt en redegørelse for fremmed ret, men også en konkret vurdering af sagsøgerens retsstilling. På denne baggrund, og da responsummet var ensidigt indhentet efter sagen anlæg, kunne responsummet ikke inddrages i sagen. Højesteret modificerede dette udgangspunkt i U.2014.138 H, der omhandlede et responsum om dansk ret, herunder navnlig en vurdering af, hvorvidt en aftale var omfattet af Handelsagentloven. Højesteret udtalte, at et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan indgå i en sag på samme måde som partsindlæg og juridisk litteratur. Tryg Forsikring bemærker, at Højesterets afgørelse blev afsagt før tilblivelsen af RPL § 341 a, der blev indført ved lov nr. 1725 af 27. december 2016 om ændring af retsplejeloven. I lovforarbejderne (bemærkning til nr. 6 i lovforslag nr. 20 af 5. oktober 2016) forholdt lovgiver sig konkret til muligheden for at indhente ensidigt indhentede

3

erklæringer forud for og efter sagens anlæg, og det helt klare udgangspunkt var herefter, at

” Det foreslås således med stk. 1, at det i overensstemmelse med nyere retspraksis fastsættes i loven, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. stk. 1, 1. pkt.”

I forarbejderne var formuleringen ”sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold”  afgrænset over for ” juridiske responsa om dansk ret, jf. stk. 2.” , men anvendelsen af juridiske responsa blev ikke yderligere berørt.

Højesteret havde lejlighed til at forholde sig til den nye bestemmelse i U.2018.2830 H, hvor et holdingselskab havde anlagt sag mod Skattestyrelsen vedrørende et spørgsmål om udbytteskat, og parterne tvistede – i relation til responsummet – om det var at betragte som et responsum om dansk ret eller fremmed ret, der skulle fremlægges i overensstemmelse med de regler, som gælder for erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter (stk. 1). Højesteret udtalte i dommens præmisser, at

” Efter § 341 a, stk. 2, kan erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold efter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige, inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke under sagen i øvrigt.

N og F har anmodet om, at professor dr. Person 2 responsum af 26. marts 2018 kan indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation, men ikke som bevis.

Professor dr. Person 2 juridiske responsum af 26. marts 2018 drejer sig primært om forståelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Holland og Danmark. Det indeholder endvidere en kritisk omtale af en hollandsk dom, som angik, hvorvidt en juridisk enhed kunne anses for hjemmehørende i Holland i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Holland og USA, og som Vestre Landsret har omtalt i præmisserne for den indankede dom.

Under disse omstændigheder tillader Højesteret, at N og F kan inddrage professor dr. Person 2 responsum af 26. marts 2018 til brug for den juridiske argumentation, men ikke under sagen i øvrigt

4

Med formuleringen ”under disse omstændigheder”  synes Højesteret navnlig at lægge vægt på responsummets indhold, der angik en konkret forståelse af en dobbeltbeskatningsaftale og en hollandsk dom og fandt således, at responsummet i den pågældende sag var udtryk for en vurdering af dansk ret eller i hvert fald, at responsummet ikke indeholdt omtale af konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter.

Til støtte for begæringen om, at responsummet ikke tillades fremlagt, gøres det af Tryg Forsikring gældende, at det af professor, dr.jur. Person 1 udarbejdede ”responsum” ikke er at betragte som et klassisk juridisk responsum om gældende dansk ret, jf. RPL § 341 a, stk. 2, men i stedet må betragtes som en ensidigt indhentet erklæring, hvorfor anvendelsen heraf skal ske efter bestemmelsens stk. 1.

Responsummet er således indhentet uden forudgående aftale eller orientering herom og på et tidspunkt, hvor der er indhentet sagkyndige erklæringer i form af udtalelser fra Retslægerådet og AES. Responsummet har da også netop til formål at tolke på Retslægerådets udtalelse i forsøget på at påvirke retten til at ”tilsidesætte” udtalelsen fra AES.

Dermed omgås princippet om, at en part ikke ensidigt kan indhente et ”overskøn” idet det samtidig bemærkes, at selvom Retslægerådets udtalelse baserer sig på et lægefagligt grundlag, så udgør AES-udtalelsen – som sagsøger netop ønsker, at retten ser bort fra – en juridisk sammenfatning af såvel den medicinske- som den erstatningsretlige årsagssammenhæng, der er lovfæstet i erstatningsansvarsloven § 10.

Som det således fremgår af responsummet har professor, dr.jur. Person 1 ikke alene redegjort for et retsspørgsmål, men han har konkret og detaljeret forholdt sig til, og kritiseret, udtalelsen fra AES, og der er efter Tryg Forsikrings opfattelse væsentlig forskel på det i sagen fremlagte responsum og de responsa, der almindeligvis tillades fremlagt i retssager.

Højesterets afgørelser nævnt ovenfor er ikke til hinder for at afskære anvendelsen af responsummet i nærværende sag, idet præmisserne i U.2014.899 H og den efterfølgende lovfæstelse heraf i RPL § 341 a alene vedrører juridiske responsa i begrebets almindelige forstand.

Herved forstås en redegørelse fra en eller flere juridiske fagpersoner om forståelsen af et eller flere retsspørgsmål (abstrakt fortolkning), eventuel i kombination med mere generelle bemærkninger om, hvordan den konkrete subsumption af forskellige fakta under retsreglen bør ske.

5

Ved den nævnte forståelse får de juridiske responsa samme karakter som eksempelvis uddrag fra en lærebog, en afhandling eller et andet juridisk værk, og netop sammenhængen mellem de juridiske fremstillinger og juridiske responsa svarende til dem, der lå til pådømmelse i U.2014.899 H og for så vidt også i U.2018.2830 H, er efter Tryg Forsikrings opfattelse en bærende del af begrundelsen for, at juridiske responsa kan indgå i parternes juridiske argumentation. De nævnte responsa behandles så at sige ens med de øvrige juridiske bidrag, som disse har slægtskab med.

Tryg Forsikring er naturligvis opmærksom på den af sagsøger påberåbte kendelse fra Vestre Landsret, der tillod et lignende responsum fremlagt, men kendelsen kan efter Tryg Forsikrings opfattelse ikke sammenlignes med nærværende sag. Responsummet i den konkrete sag blev indhentet efter afsigelse af byrettens dom og til brug for vurdering af eventuel anke og således også inden ankestævning blev indleveret (responsummet indgik herefter i ankesagen).

Dermed var tilladelsen af responsummet i den pågældende ankesag i overensstemmelse med udgangspunktet som nærmere anført i den kommenterede retsplejelov, 10, udg., 2018, side 909, hvorefter:

” Såfremt en erklæring om et konkret forhold af teknisk, økonomiske eller lignende karakter er ensidigt indhentet før sagens anlæg, er den ofte indhentet som et led i de almindelige overvejelser om grundlaget for at anlægge en retssag – og den kan derfor efter RPL § 341, stk. 1, som udgangspunkt fremlægges.”

Hvis udfaldet af Vestre Landsrets kendelse skulle kunne tolkes således, at sagens parter frit kan fremlægge juridiske responsa om en konkret sags løsning, herunder med vurderinger og kritik af de i sagen indhentede skøns-/sagkyndige erklæringer, vil det kunne medføre, at der lægges et utilbørligt pres på de dommere, der skal afgøre sagen.

Det vil samtidig indebære en risiko for, at parterne intensiveres til at indlade sig på en ”battle of legal experts” , hvor parten med de største økonomiske ressourcer eller med de bedste akademiske kontakter stilles processuelt stærkere.

Også af denne årsag bør det af sagsøger indhentede responsum ikke tillades fremlagt.”

Af Sagsøger processkrift af 7. juni 2023 om samme spørgsmål fremgår blandt andet:

6

”Sagsøgte har d.d. indleveret et formålsbestemt processkrift vedrørende det responsum, sagsøger har indhentet til sin materialesamling til brug for proceduren under hovedforhandlingen på lige fod med uddrag fra anden relevant litteratur og partsindlæg.

Det fastholdes, at responsummet kan tages med i sagsøgers materialesamling med direkte hjemmel i RPL § 341 a, stk. 2.

I den civile retspleje sondres mellem;

1) Ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om faktiske/faktuelle forhold, og

2) Ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om bedømmelse af juridiske forhold.

Sagkyndige erklæringer om faktiske/faktuelle forhold (1 ) af enten teknisk,

økonomisk eller lignende karakter omhandler selvebevisførelsen, da disse

erklæringer bruges til at belyse sagens faktiske omstændigheder. Inden for den type erklæringer sondrer man mellem erklæringer indhentet før og efter sagsanlæg, idet det kan være betænkeligt at lade erklæringer, som er indhentet efter sagens anlæg, indgå i sagens pådømmelse, da der i RPL kapitel 19 om syn og skøn netop er processer for, hvordan sagens faktum skal belyses ved hjælp af sagkyndig bistand, således at hensynet til parternes kontradiktion varetages.

Sagkyndige erklæringer om faktiske/faktuelle forhold har siden 2016 været reguleret i RPL § 341 a, stk. 1, som er en kodificering af mange års retspraksis.

Sagkyndige erklæringer om juridiske forhold(2) [også benævnt juridiske

responsa] reguleres derimod i RPL § 341 a, stk. 2. Ved denne type erklæringer sondrer man i stedet mellem erklæringer om bedømmelsen af henholdsvis dansk og udenlandsk ret.

Såfremt det juridiske responsum angår udenlandsk ret, da behandles erklæringen på tilsvarende vis som en sagkyndig erklæring om faktiske/faktuelle forhold (1), mens det i forhold til juridiske responsum angående dansk ret ikke spiller nogen rolle, om responsummet/erklærin-gen er indhentet henholdsvis før eller efter sagsanlæg.

Det er tilfældet for det responsum, sagsøger har indhentet i denne sag.

7

Juridiske responsum om dansk ret behandles ikke ligesom sagkyndige erklæringer om faktiske/faktuelle forhold, idet denne type erklæringer ikke relaterer sig til selve bevisførelsen. Det er netop også derfor, at en erklæring/et responsum angående dansk ret ikke fremlægges som egentligt bevis/bilag i sagen men i stedet indgår i den juridiske argumentation på lige fod med eksempelvis partsindlæg og anden juridisk litteratur.

Det spiller ingen rolle, om responsummet er blevet til før eller efter sagens anlæg, dels fordi parterne normalt berører sagens juridiske problemstillinger i processkrifter, materialesamling og procedure, og dels fordi forhandlingsprincippet ikke gør sig gældende med hensyn til gældende dansk ret, som forudsættes retten bekendt. Dette er illustreret med Højesterets begrundelse og resultat i U.2014.138H, som gør op med tidligere praksis angående anvendelsen af sagkyndige erklæringer om juridiske forhold.

Bestemmelsen i RPL § 341 a, stk. 2, er en kodificering af Højesterets resultat i kendelsen U.2014.138H.

Med henvisning til det ovenfor anførte fastholdes det ligeledes, at den af sagsøger påberåbte kendelse fra Vestre Landsret, hvor man netop forholdt sig til en helt identisk ’problemstilling’ og tillod et lignende responsum fra samme fremlagt i sagsøgers materialesamling, kan sammenlignes med nærværende sag. Det er uden betydning, om responsummet er indhentet henholdsvis før eller efter sagsanlæg.

Samlet gøres det derfor gældende, at retten under henvisning til RPL § 341 a, stk. 2, uden betænkelighed kan tillade, at responsummet indgår i sagsøgers materialesamling.”

Retten afsagde

KENDELSE

Det følger af retsplejelovens § 341 a, stk. 2, at erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold efter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige, kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke under sagen i øvrigt.

Retten finder herefter, at den af Sagsøger ensidigt indhentede erklæring om juridiske forhold fra professor, dr.jur. Person 1 kan indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation på samme

8

måde som partsindlæg og juridisk litteratur, og at den således vil kunne indgå i en materialesamling til brug for parternes procedure.

Det af TRYG FORSIKRING A/S anførte om erklæringens indhold, tidspunktet for dens indhentelse eller dens betydning, herunder fremadrettet, kan ikke føre til en anden vurdering.

THI BESTEMMES:

Professor, dr.jur. Person 1's erklæring af 17. august 2022 om juridiske forhold kan indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation.

Publiceret til portalen d. 09-06-2023 kl. 08:01

Modtagere: Sagsøger, Advokat (L) Nina Gejlsbjerg Larsen, Sagsøgte TRYG FORSIKRING A/S, Advokat (H) Jesper Ravn