Sagen om, hvorvidt Skatteforvaltningen er berettiget til at opfylde sagsøgtes krav på godtgørelse af pålagte sagsomkostninger efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, ved modregning med Skatteministeriets krav på de tilkendte sagsomkostninger, der begrunder kravet på godtgørelse

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 25. juni 2025

Sag BS-37642/2024-OLR

(14. afdeling)

Skatteministeriet   

(advokat Søren Horsbøl Jensen)

mod

Sagsøgte

(advokat Morten Samuelsson)

Landsdommerne Benedikte Holberg, Michael Kistrup og Stine Fruergaard Andersen har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 9. juli 2024. Ved kendelse af 31. juli 2024 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningen er berettiget til at opfylde Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse af pålagte sagsom-kostninger efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, ved modregning med Skatteministeriets krav på de tilkendte sagsomkostninger, der begrunder kravet på godtgørelse.

Landsretten har ved kendelse af 9. december 2024 tillagt søgsmålet opsættende virkning.   

Sagen er behandlet på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 366, stk. 1.   

Påstande

2

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at Sagsøgte skal anerkende, at hans krav på delvis godtgørelse af sagsomkostninger, som han ved Københavns Byrets dom af 27. juni 2018 (BS 36A-3927/2015) og Østre Landsrets dom af 18. december 2019 (BS-294-18) er blevet pålagt at betale til Skatteministeriet, kan opfyldes ved modregning i de samme sagsomkostnin-ger.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagsøgte selvangav i 2008 et beløb på 200 millioner USD, der efter hans opfattelse hidrørte fra salg af kapitalandele, som kapitalindkomst. Den 30. maj 2012 traf SKAT afgørelse om, at beløbet i stedet skulle beskattes som per-sonlig indkomst.

Sagsøgte indbragte afgørelsen for Københavns Byret, der den 27. juni 2018 gav Skatteministeriet medhold i, at beløbet skulle beskattes som per-sonlig indkomst, og pålagde Sagsøgte at betale 3.200.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.   

Østre Landsret stadfæstede den 18. december 2019 byrettens dom og pålagde Sagsøgte at betale yderligere 2.500.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.   

Skattestyrelsen traf den 24. juli 2020 afgørelse om at dække halvdelen af Sagsøgtes udgifter til pålagte sagsomkostninger vedrørende klagesager-ne. Af afgørelsen fremgår:

”…

Vi dækker de udgifter til rådgiver, du har søgt om

Skattestyrelsen imødekommer din ansøgning om omkostningsgodtgø-relse.

Det betyder, at du får dækket 50 procent af dine udgifter til pålagte sagsomkostninger i dine klagesager ved byretten og Østre Landsret, henholdsvis sagsnummer BS 36A-3927/2015 og B-294-18, om skattesa-gen.

Vi udbetaler snarest i alt 2.850.000,00 kr. til dig på NemKonto, mærket: Omkostningsgodtgørelse.

Det svarer til halvdelen af pålagte sagsomkostninger ved byretten og ved Østre Landsret på i alt 5.700.000,00 kr.

Omkostningsgodtgørelse ved Østre Landsret er opgjort således - 50 % af:

3

Fakturanr. 57478 af 17. december 2018 på 410.022,29 kr.............................205.011,15 kr. Del af fakturanr. 59987 af 12. juli 2019 på 709.350,09 kr. ............................354.675,05 kr. Fakturanr. 1945 af 16. april 2018 på 69.260,00 kr. ..........................................34.630,00 kr. Fakturanr. 61417 af 12. november 2019 på 2.105.018,52 kr.......................1.052.509,26 kr. Pålagte sagsomkostninger ved byretten på 3.200.000,00 kr.....................1.600.000,00 kr. Pålagte sagsomkostninger ved Østre Landsret på 2.500.000,00 kr. .......1.250.000,00 kr. I alt 4.496.825,46 kr.

Tidl. udbetalt ved brev af 21. oktober 2019.................................................-205.011,15 kr. Tidl. udbetalt ved brev af 20. marts 2020.....................................................-354.675,05 kr. Tidl. udbetalt ved brev af 20. marts 2020.......................................................-34.630,00 kr. Tidl. udbetalt ved brev af 20. marts 2020....................................................1.052.509,26 kr. I alt til udbetaling ved brev af d.d. 2.850.000,00 kr.

…

Modregning

Vi gør opmærksom på, at udbetalingen kan blive brugt til at dække en eventuel gæld til det offentlige.

…”

Ved afgørelse af 4. maj 2021 besluttede Skattestyrelsen, at det godtgjorte beløb på 2.850.000 kr. skulle modregnes i de sagsomkostninger, Sagsøgte var blevet dømt til at betale til Skatteministeriet.   

Afgørelsen om modregning blev indbragt for Landsskatteretten, der den 21. maj 2024 traf afgørelse om, at modregningen ikke var berettiget, og ophævede Skattestyrelsens afgørelse. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår:

”…

Faktiske oplysninger

Klageren har gæld til det offentlige vedrørende sagsomkostninger.

Gælden vedrørende sagsomkostninger blev pålagt ved dom fra hen-holdsvis by- og landsret og udgjorde før modregningen henholdsvis 3.200.000 kr. og 2.500.000 kr.

Skattestyrelsen imødekom den 24. juli 2020 klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse med 50 procent af klagerens udgifter til de ved by- og landsretten pålagte sagsomkostninger. Klageren fik herved et tilgodehavende vedrørende omkostningsgodtgørelse på 2.850.000 kr.

Gælden, der blev dækket ved modregningen, er opgjort til 2.850.000 kr.   

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har foretaget modregning i klagerens tilgodehavende vedrørende omkostningsgodtgørelse til dækning af gæld vedrørende sagsomkostninger.

Som begrundelse for modregningen har Skattestyrelsen anført følgen-de:

”Begrundelse for modregning af gæld.

4

Betingelserne for, at vi kan modregne, er fastlagt i retspraksis, og er, at:

• Din gæld og dit tilgodehavende skal kunne udligne hinanden

• Din gæld må ikke være forældet

• Betalingsfristen på din gæld skal være overskredet

• Dit tilgodehavende skal være registreret til udbetaling

• Den, der skylder penge, skal være den samme, som den, der har penge til gode.

Skattestyrelsen foretager modregning, idet der er konneksitet mel-lem kravet og tilgodehavendet i denne sag. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er sket betaling af sagsomkostningerne, at kravet ikke er transporteret til rådgiver, og at der er konneksitet mellem kravet om betaling af sagsomkostninger og tilgodehaven-det ved omkostningsgodtgørelsen. Forbuddet mod modregning i Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, anses ikke for at omfatte konneks modregning.

Vi har vurderet, at betingelserne er opfyldt.

Staten anses i relation til modregning som én enhed. Det betyder, at gæld til én myndighed kan modregnes i et tilgodehavende hos en anden myndighed, hvis begge myndigheder er en del af sta-ten.”

Skattestyrelsen har ved genvurderingen af sagen i forbindelse med kla-gen fastholdt afgørelsen. Af Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankesty-relsen fremgår blandt andet følgende:

”Udtalelse til klagen

Klagen går på, at vores modregning er i strid med modregnings-forbud (Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8,). Det er noget som vi i høj grad har taget stilling til.

• I sin tid har sagsbehandlingsenheden ”EP 5 – Omkostnings-godtgørelse” været i kontakt med Kammeradvokaten, som har fo-reslået, at der kan foretages ”Konneks” modregning i denne sag. Det resulterede ud i det vedhæftede notat ”Notat vedrørende modregning i omkostningsgodtgørelse-A” pr. den 11 september 2020.

• Vi har også bedt Jura tage stilling til, om vi skulle modregne, da det i så fald ville være en ny proces. Det resulterede i vedhæftede notat ”Notat - Konneks modregning omkostningsgodtgørelse 20-1066751" pr. 23. november 2020.

• Begge ovenstående notater konkluderer, at der skulle foretages modregning.

• Efter en længere korrespondance om at finde frem til hvordan modregningen skulle udføres rent teknisk på tværs af styrelser, blev modregningen foretaget og et modregningsbrev blev sendt til borgeren. Se bilag ”Modregningsbrev til Sagsøgte" pr. 4. maj 2021.

5

Altså har både sagsbehandlingsenheden ”EP 5 – Omkostnings-godtgørelse” , kammeradvokaten og jura trukket af på modreg-ning af omkostningsgodtgørelsen.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens af-gørelse skal ændres til, at der ikke kan ske modregning i omkostnings-godtgørelsen.

Som begrundelse herfor har repræsentanten anført følgende:

”(…)

2. SAGSFREMSTILLING OG ANBRINGENDER

2.1 Skattestyrelsen traf den 24. juli 2020 afgørelse om, at Sagsøgte skal modtage kr. 2.850.000 i omkostningsgodtgørelse. Sagsøgte har derfor kr. 2.850.000,00 til gode hos Skat-testyrelsen i omkostningsgodtgørelse. Skattestyrelsen har ved modregningsafgørelse af 4. maj 2021 foretaget modregning i belø-bet til dækning af pålagte sagsomkostninger i den retssag som omkostningsgodtgørelsen. Skattestyrelsen anfører i sin afgørelse, at forbuddet mod modregning i Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, ikke anses for at omfatte konneks modregning.

2.2 Skattestyrelsen har ikke henvist til jura til støtte for dette syns-punkt om konneks modregning.

2.3 Skattestyrelsens afgørelse er i strid med skatteforvaltningslo-vens § 52, stk. 8, der generelt forbyder modregning i den godtgø-relsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse.

2.4 Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8 lyder:

Den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sag-kyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsfor-følgning eller modregning over for den godtgørelsesberettige-de.

2.5 Det følger direkte af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, at der ikke kan ske modregning over for den godtgørelses-berettigede. Reglen er en undtagelse til de almindelige regler om modregning, der dermed ikke gælder. Der er ikke i bestemmelsen gjort undtagelse for konnekse krav.

2.6 Der er ikke i forarbejderne til bestemmelsen grundlag for at an-tage, at der skulle være undtagelser til modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8.

6

2.7 I Bostrup m.fl.: Skatteforvaltningsloven med kommentarer (2006), p. 626, behandler forfatterne indirekte spørgsmålet for denne sag (min understregning):

Efter de nuværende regler skal der udbetales omkostnings-godtgørelse, uanset det pågældende beløb ikke er betalt. Der synes ikke at være hjemmel til at kræve beløbet tilbage, selvom skatteyders andel af regningen aldrig bliver betalt. Tilsvarende skal der ydes omkostningsgodtgørelse af pålagte sagsomkost-ninger, uanset at skatteyder ikke har betalt Skatteministeriet de pågældende sagsomkostninger, og muligvis heller aldrig vil komme til at gøre det fordi han efterfølgende er gået konkurs.

2.8 Der er ikke i kommentaren støtte at hente for, at der kan ske modregning i denne sag. Tværtimod er disse forfattere af den op-fattelse, at der skal udbetales omkostningsgodtgørelse uanset om der består et modkrav på sagsomkostninger – der underforstået naturligvis ikke kan bringes i modregning i strid med lovens ord.

2.9 Skattestyrelsens synspunkter i modregningsafgørelsen har hel-ler ikke støtte i SKATs egen juridiske vejledning, der gentager for-arbejdernes ord om, at der ikke kan ske modregning.

2.10 De afgørelser om modregning, der findes i den juridiske vej-ledning vedrører en anden situation end den foreliggende. Nemlig den situation, hvor der er udbetalt for meget omkostningsgodtgø-relse og der derfor består et krav på tilbagebetaling af det for me-get udbetalte. I den situation kan der nok ske modregning i tilba-gebetalingskravet. Sagerne vedrører i øvrigt krav mod rådgivere, der ikke nyder den samme beskyttelse som den godtgørelsesberet-tigede. Disse sager kan ikke danne grundlag modregning i selve kravet på omkostningsgodtgørelse i strid mod skatteforvaltnings-lovens § 52, stk. 8.

2.11 Det følger af legalitetsprincippet, at Skattestyrelsen ikke uden hjemmel kan træffe afgørelser i strid med loven eller fravige den-ne. Der findes ikke nogen særlig regulering der giver Skattestyrel-sen adgang til at modregne i denne sag.

2.12 Skattestyrelsens afgørelse er således i strid med beskyttelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, der forbyder modregning i den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse. Der er som vist ikke grundlag for at fravige loven. Afgørelsen er således forkert og uden hjemmel og skal derfor underkendes.”

Klagerens repræsentant har endvidere den 4. oktober 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse i sagen:

”(…)

1. Skattestyrelsens svar og de fremlagte notater

7

1.1 Skattestyrelsens svar af 30. august 2021 henviser til, at man har forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt modregning i denne sag er i strid med modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8. I svaret konkluderes det, at to afdelinger hos Skattesty-relsen og Kammeradvokaten har trukket af på beslutningen. Sagsøgte ved ikke, hvordan man trækker af på en afgø-relse om modregning, men går ud fra, at Skattestyrelsen mener, at man blandt sig selv er blevet enige om, at loven ikke gælder i dette tilfælde.

1.2 Den konklusion som Skattestyrelsen henviser til, er ikke så sikker som det fremstilles. Kammeradvokatens oplyser således selv, at konklusionen om, at der kan foretages modregning i den-ne sag er behæftet med en vis usikkerhed og at det ikke kan ude-lukkes, at en domstol vil nå til et andet resultat.

1.3 Kammeradvokatens konklusion baserer sig på, at Skattefor-valtningen angiveligt ikke har mulighed for at inddrive sit krav på sagsomkostninger mod Sagsøgte og at der er tale om konnekse krav.

1.4 Konklusionen har alene støtte i Kammeradvokatens egen for-tolkning af, at disse to parametre bringer sagen uden for Skatte-forvaltningsloven § 52, stk. 8:

Den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sag-kyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsfor -følgning eller modregning over for den godtgørelsesberettige-de.

1.5 Det er som bekendt ikke nogen betingelse, at sagsomkostnin-gerne er betalt, for at den godtgørelsesberettigede har krav på omkostningsgodtgørelse. Det er der enighed om og det følger di-rekte af bemærkningerne til lovbekendtgørelse nr. 618 af 22. juli 2002 som omtalt i Kammeradvokatens notat øverst side 5.

1.6 Det forhold at der ikke kan ske inddrivelse er uden betydning og det er der taget direkte stilling til i Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, hvoraf det fremgår, at kravet på godtgørelse ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning. Synspunktet har i øvrigt ik-ke støtte noget sted. Det ligger således mellem linjerne, at man sy-nes, at det fører til et forkert resultat, hvis der ikke sker modreg-ning

1.7 Til det er der kun at sige, at hvis loven fører til et forkert resul-tat i statens øjne, så ligger det inden for lovgivers muligheder at ændre loven. Indtil da må borgerne kunne indrette sig i sikker for-visning om, at loven også gælder i forhold til dem.

1.8 I forhold til konneks modregning – der stadig bare er modreg-ning – så henviser Kammeradvokaten til støtte for, at der kan ske

8

konneks modregning til SKM 2016.561 HR og konkurslovens § 42, stk. 1. Det bemærkes hertil, at sagerne ikke er sammenlignelige, idet konkurslovens § 42, stk. 1 ikke indeholder et modregnings-forbud svarende til det i Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8. Konkurslovens § 42, stk. 1 lyder således:

Den, som på fristdagen havde en fordring på skyldneren, kan, selv om fordringen ikke var forfalden, benytte den til modreg-ning med dens fulde beløb over for en fordring, som da tilkom skyldneren, medmindre modregning var udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed

1.9 I notatet fra Jura, Opkrævning og Digitalisering anfører Skat-testyrelsen, at der aldrig tidligere er foretaget modregning i om-kostningsgodtgørelse i denne sagstype. Det må forstås sådan, at der aldrig tidligere er foretaget modregning over for en godtgørel-sesberettiget i omkostningsgodtgørelse.

1.10 Det følger videre af notatet, at der formentlig er tale om min-dre end 10 sager om måneden, hvor det vil være aktuelt at modregne. Det vil sige, at der kan være op mod 120 tilfælde om året, hvor Skattestyrelsen påtænker at modregne på samme måde som i denne sag.

1.11 Konklusionen på notatet på side 4 er, at sagen er egnet til prøvesag. Skattestyrelsens modregningsafgørelse er med andre ord en grænsesøgende forvaltningsafgørelse, der skal afdække om modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8 har uskrevne undtagelser, der ikke fremgår af domstolspraksis, littera-tur eller forarbejder.

1.12 På den baggrund må det stå klart, at Skattestyrelsens afgørel-se allerede af denne grund savner den fornødne hjemmel og der-for ikke kan opretholdes.

2. FAST ADMINISTRATIV PRAKSIS

2.1 Supplerende skal det anføres, at der i afgørelsen om modreg-ning i afsnittet ”Love og regler” er henvist til Den Juridiske Vej-ledning afsnit A.D. 13. om modregning. Der står intet i dette afsnit om modregning i omkostningsgodtgørelse. Der er derimod i afsnit A.A.13.9 anført:

Den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning og modregning. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sag-kyndige. Kreditorbeskyttelsen gælder alene den godtgørelses-berettigede og ikke den sagkyndige, selvom kravet er overdra-get til denne.

2.2 Det gøres gældende, at selv hvis der skulle kunne foretages modregning i strid med ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, så er Skattestyrelsen bundet af sin egen praksis som udtrykt

9

i den juridiske vejledning, hvorefter kravet ikke kan gøres til gen-stand for modregning. Der er ingen modifikation eller undtagelse til dette i forhold til den godtgørelsesberettigede. Dette må gælde over for borgerne indtil vejledningen ændres.

Retsmøde

Skattestyrelsen har den 23. januar 2024 udtalt følgende til Skatteanke-styrelsens indstilling i sagen:

”Skatteforvaltnings udtalelse

1. Sammenfatning

Skatteforvaltningen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstil-ling om, at Skatteforvaltningens afgørelse om modregning ikke er foretaget med rette, og at skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 3. pkt. er absolut i sit modregningsforbud. Det er Skatteforvaltnin-gens opfattelse, at i nærværende tilfælde, hvor der foreligger kon-nekse krav, er Skatteforvaltningens modregning i omkostnings-godtgørelsen foretaget med rette. Ligeledes er det Skatteforvalt-ningens opfattelse, at skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8, 3. pkt., ikke er absolut.

Efter Skatteforvaltningens opfattelse bør Skatteforvaltningens af-gørelse derfor stadfæstes, og modregningen i omkostningsgodtgø-relsen, stort 2.850.000 kr., derfor skal opretholdes.

2. De faktiske omstændigheder

Klager i sagen har siden 2008 har været bosiddende i Schweiz. I 2008 modtog klagerklageren en udbetaling på USD 200.000.000 i henhold til ”Umbrella Agreement” i forbindelse med Amikitia In-vestments køb af kapitalandele i IPOC Gruppen. I forbindelse med udbetalingen selvangav klagerklageren beløbet på USD 200.000.000, svarende til kr. 956.620.000 som kapitalindkomst, idet beløbet efter klagers opfattelse hidrørte fra salg af kapitalandele.

Det daværende SKAT fandt ved afgørelse af den 30. maj 2012, at beløbet på USD 200.000.000 skulle beskattes som personlig ind-komst i stedet for kapitalindkomst.

Klageren påklagede efterfølgende afgørelsen, der blev indbragt for domstolene inden Landsskatteretten traf afgørelse om spørgsmå-let. Københavns Byret gav ved dom af den 22. januar 2018 Skatte-ministeriet medhold i, at klageren ikke havde været den reelle ejer af aktierne, hvorfor beløbet var at sidestille med et honorar, og ik-ke udbytte fra overdragelsen af kapitalandelene. Klageren ankede Københavns Byrets dom af den 22. januar 2018 til Østre Landsret, der afsagde dom i sagen den 18. december 2019. Østre Landsret stadfæstede Københavns Byrets dom. Klageren blev i forbindelse med dommen fra Københavns Byret pålagt at betale kr. 3.200.000 til Skatteministeriet i sagsomkostninger. I forbindelse med dom-men fra Østre Landsret blev klageren pålagt at betale yderligere kr. 2.500.000 i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

10

Klageren har således i forlængelse af dommen fra Østre Landsret ansøgt om omkostningsgodtgørelse på 50 % af de pålagte sagsomkostninger på kr. 5.700.000, svarende til kr. 2.850.000 i henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5.

Klageren har i sin ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke an-ført, at kravet er transporteret til hans rådgiver, advokat Morten Samuelsson. Til gengæld fremgår det af ansøgningen, at han øn-sker omkostningsgodtgørelsen udbetalt til sin konto i Schweiz.

Skatteforvaltningen udbetalte den 24. juli 2020, 50% i omkost-ningsgodtgørelse til klageren, eller nominelt 2.850.000 kr. I afgø-relse af 4. maj 2021, blev afgørelse om modregning fremsendt.

Den 27. juli 2021, indgav klageren klage over afgørelsen om modregning.

3. Skatteforvaltningens afgørelse om omkostningsgodtgørelse og modregning

Skatteforvaltningen udbetalte den 24. juli 2020, 50% i omkost-ningsgodtgørelse til klageren, nominelt stor 2.850.000 kr., da kla-geren ikke fik medhold i retssagerne ført ved Byretten og Østre Landsret vedrørende klagerens skattesag. Ved fremsendelse af af-gørelse om omkostningsgodtgørelse, anførte Skatteforvaltning det forbehold, at omkostningsgodtgørelsen ville kunne blive brugt til at dække eventuel gæld til det offentlige.

I brev af 4. maj 2021, fremsendtes afgørelse om modregning, hvor-efter der blev modregnet 1.600.000 kr., i gæld stor 3.200.000 kr. for sagsomkostninger vedrørende sagen ved Byretten, og 1.250.000 kr. i en gæld stor 2.500.000 kr. for sagsomkostninger vedrørende sa-gen ved Østrelandsret. Skatteforvaltningen foretog modregning i udbetalingskravene med følgende begrundelse:

” Skatteforvaltningen foretager modregning, idet der er konneksitet mellem kravet og tilgodehavendet i denne sag. Der er ved afgørel-sen lagt vægt på, at der ikke er sket betaling af sagsomkostningerne, at kravet ikke er transporteret til rådgiver, og at der er konneksitet mellem kravet om betaling af sagsomkostninger og tilgodehavendet ved omkostningsgodtgørelsen. Forbuddet mod modregning i Skat-teforvaltningslovens § 52, stk. 8, anses ikke for at omfatte konneks modregning.”

4. Klage af 27. juli 2021 angående modregningen og bemærkninger af 4. oktober 2021 til Skatteforvaltningens udtalelse Klagerens repræsentant klagede over modregningsafgørelsen af den 27. juli 2021. Heraf skal fremhæves, at det er klagerens repræ-sentants holdning, at Skatteforvaltningens afgørelse om modreg-ning er i strid med skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8, der efter dennes opfattelse opstiller et generelt forbud mod modregning i den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse. Yderligere anføres det, at Skatteforvaltningen ikke uden hjemmel

11

kan træffe afgørelse i strid med loven eller fravige denne, og at der ikke findes nogen særlig regulering, der giver Skatteforvaltning adgang til at modregne i sagen.

Skatteforvaltningen besvarede denne klage den 30. august 2021. Den 4. oktober 2021, fremsendte klagerens repræsentant bemærk-ninger hertil. Heri anføres det, at konklusionen ikke er så sikker som Skatteforvaltningen fremstiller den, og der henvises i øvrigt fortsat til skatteforvaltningsloven § 52, stk. 8.

5. Skatteforvaltningens udtalelse

5.1 Konnekse krav

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Skattestyrelsens krav over for klager for de pålagte sagsomkostninger og klagers krav over for Skatteforvaltningen på omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger, utvivlsomt er konnekse. Dette beror på, at de to krav udspringer sig af samme retsforhold, idet klagers krav på omkostningsgodtgørelse netop vedrører de pålagte sagsomkost-ninger, som udgør Skattestyrelsens krav over for klager.

I sådanne tilfælde følger det af den almindelige obligationsret, at der er en udvidet adgang til at foretage modregning.

5.2 Adgang til modregning

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, at et omkost-ningsgodtgørelseskrav ikke kan være genstand for modregning. Baggrunden for, at der ikke umiddelbart forekommer en sådan modregningsadgang, er ikke nærmere specificeret i forarbejderne. Hans Henrik Bonde Eriksen, Poul Bostrup og Susanne Dahl anfø-rer i Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, s. 1090, følgende om skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8:

”Bestemmelsen fastslår, at den godtgørelsesberettigedes krav på om-kostningsgodtgørelse kan transporteres til den sagkyndige, og at kra-vet herudover ikke kan overdrages eller gøres til genstand for retsfor-følgning eller modregning. SKAT er således uberettiget til at modreg-ne et skattekrav i skatteyders krav på omkostningsgodtgørelse.”  (Skat-

testyrelsens understregning)

Det lovhjemlede udgangspunkt for modregning i forbindelse med omkostningsgodtgørelse fastslås således, men der synes samtidig at blive indlagt en forudsætning om, at bestemmelsen – og der-med modregningsnægtelsen – alene omfatter tilfælde, hvor der er tale om modregning mellem et skattekrav og et krav på omkost-ningsgodtgørelse. Det vil sige i tilfælde, hvor der ikke er tale om konnekse krav. Dette må anses for at være helt i overensstemmel-se med formålet bag reglerne om omkostningsgodtgørelse, idet en tvungen modregningsadgang mellem skattekravet og omkost-ningsgodtgørelsen i en række tilfælde ville medføre, at kravet på omkostningsgodtgørelse blev illusorisk, idet den godtgørelsesbe-rettigede derved i en række tilfælde ville blive afskåret fra at kun-ne opnå godtgørelse til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med behandlingen af sagen. Der er således

12

tungtvejende hensyn bag modregningsforbuddet vedrørende tvungen modregning mellem omkostningsgodtgørelse tilkendt i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1-4 og 6 og skattekrav.

Der er dog en væsentlig forskel fra den tvungne modregning mel-lem skattekravet og omkostningsgodtgørelsen og konneks modregning mellem de pålagte sagsomkostninger og omkost-ningsgodtgørelsen for disse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5. Det er således umiddelbart kun ved omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger, at der vil kunne ske konneks modregning, idet det alene er i dette tilfæl-de, at kravet der ønskes modregnet og kravet på omkostnings-godtgørelsen vil udspringe af det samme retsforhold. Det er Skat-testyrelsens opfattelse, at der er mindre tungtvejende hensyn for et forbud imod modregning i dette tilfælde, idet det modregnede omkostningsgodtgørelsesbeløb går til en delvis dækning af de sagsomkostninger, som den godtgørelsesberettigede netop er ble-vet pålagt at skulle betale.

5.3 Inddrivelsesvanskeligheder

Skattestyrelsens inddrivelsesmuligheder overfor klager er vanske-liggjorte af, at klager er bosiddende i Schweiz, der ikke er under-lagt EU’s domsforordning. Luganokonvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som Schweiz har tiltrådt, omfatter ikke sagsomkostnin-ger, der relaterer sig til en skattesag.

Klager har ikke betalt kravet på 5.700.000 kr., der er blevet ham pålagt at betale i sagsomkostninger for henholdsvis Københavns Byret og Østre Landsret.

Såfremt Skattestyrelsen ikke har mulighed for at benytte omkost-ningsgodtgørelsesbeløbet til at foretage konneks modregning, og dermed er forpligtet til at udbetale beløbet direkte til klager, ville det på baggrund af de ovenstående bemærkninger om manglende inddrivelsesmuligheder medføre, at klager bliver uberettiget be-gunstiget med 2.850.000 kr. svarende til omkostningsgodtgørelsen.

En sådan retstilstand har utvivlsomt ikke været hensynet med be-stemmelsen i Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet bestemmel-sen alene hjemler mulighed for at få tilkendt en godtgørelse for udgifter ud fra hensynet om, at en skatteyder skal have mulighed for at føre sager mod det offentlige.

5.4 Konklusion

Den særlige bestemmelse, der regulerer modregningsadgangen for omkostningsgodtgørelse, der er hjemlet i Skatteforvaltningslo-vens § 52, stk. 8, dækker, efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke de tilfælde, hvor der er tale om en udvidet modregningsadgang som følge af, at der foreligger konneksitet mellem de foreliggende krav.

13

I litteraturen anføres det således alene, at bestemmelsen i skatte-forvaltningslovens § 52, stk. 8, medfører, at der ikke kan foretages modregning mellem Skattestyrelsens skattekrav mod skatteyderen og skatteyderens krav på omkostningsgodtgørelse – hvilke krav ikke er konnekse. Det må således antages, at det alene er tvungen modregning af ikke-konnekse krav, der er udelukket i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8.

På baggrund heraf er det Skattestyrelsens opfattelse, at modreg-ning og konneks modregning omfatter to forskellige retstillinger, og et forbud imod modregning ikke som udgangspunkt kan tolkes til også at omfatte forbud mod konneks modregning. Dette under-støttes af, at det er et almindelige obligationsretlige princip, at konnekse krav har en udvidet modregningsadgang. Reglerne om omkostningsgodtgørelse har til formål at styrke borgere og virk-somheders retssikkerhed ved at fjerne den økonomiske byrde, der måtte være ved at antage sagkyndig bistand, og i særdeleshed imødegå, at økonomiske forhold afholder borgere og virksomhe-der fra at klage. Modregning af klagers krav på omkostningsgodt-gørelse for sagsomkostninger i netop sagsomkostninger pålagt klager ses ikke at stride imod dette formål.

Det bemærkes endelig, at såfremt Skattestyrelsen ikke har mulig-hed for at benytte omkostningsgodtgørelsesbeløbet til at foretage modregning, og dermed er forpligtet til at udbetale beløbet direkte til klageren, ville det på baggrund af, at de ovenstående bemærk-ninger om manglende inddrivelsesmuligheder medføre, at klage-ren bliver uberettiget begunstiget med kr. 2.850.000 svarende til omkostningsgodtgørelsen.

Skattestyrelsen er derfor af den opfattelse, at den gennemførte modregning er korrekt i denne sag.”

Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at Skattestyrelsens af-gørelse skal ændres, da den foretagne modregning er i strid med skatte-forvaltningslovens § 52, stk. 8. Repræsentanten uddybede sine anbrin-gender i overensstemmelse med de tidligere indlæg, og anførte yderli-gere, at såfremt Landsskatteretten fandt, at modregningen er undtaget fra forbuddet, har Skattestyrelsen i forbindelse med udbetalingsmed-delelsen givet afkald på modregning over for klageren.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelse, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med ret-te har foretaget modregning i klagerens tilgodehavende vedrørende omkostningsgodtgørelse under henvisning til, at konneks modregning ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8.

Klageren er blevet meddelt omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger ved by- og landsretten efter skatteforvaltningslovens

14

§ 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 5. Der er således ikke foretaget transport af kra-vet på omkostningsgodtgørelse.

Retsgrundlaget

For at modregning kan finde sted, skal de almindelige modregningsbe-tingelser, der hviler på retspraksis og sædvane, være opfyldt. Modreg-ning kan derfor kun gennemføres, hvis hovedfordringen (klagerens krav på omkostningsgodtgørelse) og modfordringerne (klagerens gæld vedrørende sagsomkostninger) er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og hvis modfordringerne er retskraftige.

Fordringer, som har fælles oprindelse, kaldes konnekse. Der er ikke no-gen entydig og fast definition af, hvornår to fordringer kan anses for at være konnekse, udover at de skal udspringe fra samme retsforhold. Hvis modfordringen og hovedfordringen er konnekse, er adgangen til modregning udvidet. Det betyder, at en modregning foretages med til-bagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor fordringerne stod over for hinanden som udjævnelige. Når modregningen foretages med tilbage-virkende kraft, kan den gennemføres, selvom modfordringen ellers ville være forældet eller prækluderet.

For så vidt angår modregning i omkostningsgodtgørelse, er der ved lov indført forbud mod modregning over for den godtgørelsesberettigede. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 3. pkt., at den godt-gørelsesberettigedes krav efter stk. 1-3 i øvrigt ikke kan gøres til gen-stand for retsforfølgning eller modregning over for den godtgørelsesbe-rettigede.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Ud fra ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 3. pkt., er der tale om et absolut forbud. Selvom omkostningsgodtgørelsesordningen i flere tilfælde er udvidet, fremgår det ikke af forarbejderne, at der er fo-retaget ændringer i forhold til forbuddets omfang.

Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for at antage, at kon-neks modregning er en undtagelse til forbuddet om modregning over for den godtgørelsesberettigede i skatteforvaltningslovens § 52, stk.8, 3. pkt. Landsskatteretten har i den forbindelse lagt vægt på bestemmel-sens ordlyd, samt at konneks modregning vedrører den tidsmæssige opfyldelse af betingelserne for modregning og dermed ikke kan anses for at være en selvstændig modregningsadgang, der ikke er omfattet af forbuddet.

Det var således ikke med rette, at Skattestyrelsen foretog modregning i klagerens krav på omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten ophæver herefter Skattestyrelsens afgørelse.

…”

Retsgrundlaget

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og 8, og § 54, stk. 1, nr. 5, har følgende ord-lyd:

15

Ӥ 52

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfat-tet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godt-gørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

…

Stk. 8.  Den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning over for den godtgørelsesberettigede.”

§ 54

Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:   

…

5) Pålagte sagsomkostninger.   

…”

Reglerne om omkostningsgodtgørelse blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Loven indeholdt blandt andet følgende bestemmelser:

”§ 1. Udgifter betalt til bistand i skattesager dækkes efter reglerne i denne lov. Bistanden skal være ydet af advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jfr. § 4, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed, et med-lem af Dansk Revisor Union eller af personer, der kan ligestilles her-med.

Stk. 2. Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages ved indkom-stopgørelsen.

§ 2. Udgifter efter § 1 dækkes, når de vedrører domstolsbehandling af et spørgsmål, der efter sin art kan indbringes for landsskatteretten. Dette gælder dog ikke for klagesager om vurdering af fast ejendom.

§ 3. Ved opgørelsen af de dækningsberettigede udgifter kan medregnes retsafgifter, udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæ-ringer og andet bevismateriale.

…

Stk. 6. Krav på omkostningsdækning efter denne lov kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gø-res til genstand for retsforfølgning eller modregning. … ”

Af forarbejderne til loven, jf. lovforslag nr. L 134 af 16. marts 1984, de alminde-lige bemærkninger, 1. afsnit, fremgår blandt andet:

16

”Lovforslaget skal ses på baggrund af den dom, som østre landsret af-sagde den 18. juni 1982, hvor der blev givet en skatteyder medhold i, at udgifter til advokat- og revisorbistand, som var afholdt til førelse af en skattesag for domstolene, var fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

…”

Reglerne om omkostningsdækning blev videreført i skattestyrelsesloven ved lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven, hvorved bestemmelserne fik følgende ordlyd (lovens § 1, nr. 9):

”Kapitel 3 A

Omkostningsdækning

§ 33 A. Der ydes et tilskud til dækning af udgifter, som den skatteplig-tige har betalt for sagkyndig bistand m.v. ved klage efter denne lov til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud ydes dog ikke vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Krav på tilskud efter stk. 1 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning.

§ 33 B. Tilskudsberettiget er følgende udgifter, når de er betalt: 1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den, som skattesagen vedrører.

2) Retsafgifter bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. § 25, stk. 4. 3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale.

Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven, § 1, blev ordningen udvidet til også at omfatte pålagte sagsomkostninger. Kapitlet fik i den forbindelse følgende ordlyd:   

”Kapitel 3 A

Omkostningsgodtgørelse

§ 33 A. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til sagkyndig bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D.

Stk. 2. Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de godtgørelsesberettigede ud-gifter, hvis udgifterne er betalt i anledning af, at told- og skatteforvalt-ningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale told- og skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgø-relse truffet af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf. § 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret. Godtgørel-

17

sen efter 1. pkt. ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede ud-gifter, som afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen, Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret. Stk. 3. Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbe-sked ved Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres fuldt ud. Stk. 4. Krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes el-ler på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning.

§ 33 C. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de er betalt:

…

5) Pålagte sagsomkostninger.

…”

Af de specielle bemærkninger til bestemmelserne, jf. lovforslag nr. L 267 af 5. april 2000, fremgår følgende:

”Til § 33 A

…

Til stk. 4

Til stk. 1.

Bestemmelsen svarer til de gældende regler, bortset fra nr. 5 om pålagte sagsomkostninger og nr. 6 om udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en skatte- eller afgiftspligtig bør gå videre med sin sag.

For så vidt angår pålagte sagsomkostninger - det foreslåede nye nr. 5 -følger det af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at er-statte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt par-terne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne re-gel.

Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte sagsomkostninger.

Baggrunden for forslaget er at lette den skatte- eller afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag. I den skatte- eller afgiftspligtiges vurdering af de økonomiske risici ved at skulle gå videre med en landsskatteretskendelse til domstolene indgår normalt - som et betydeligt element - risikoen for at blive pålagt at skul-le betale sagsomkostningerne til modparten. Den skatte- eller afgifts-

18

pligtige kan nogenlunde skønne over størrelsen af sine egne afholdte omkostninger, mens den pågældende kun med betydelig usikkerhed kan skønne over Skatteministeriets omkostninger i forbindelse med sine overvejelser om, hvorvidt sagen skal føres. Usikkerheden kan have væ-sentlig betydning for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, da denne ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive større, end vedkommende kan tåle.

På den baggrund foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte sagsomkostninger.

…”

Ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven, § 1, nr. 1 og 4, blev betingelsen om, at en udgift omfattet af lovens § 33 C skulle være be-talt, for at udgiften kunne kræves godtgjort, afskaffet.   

Af de specielle bemærkninger til bestemmelserne, jf. lovforslag nr. L 54 af 17. januar 2002, fremgår følgende:   

”

Til § 1

Til nr. 1

…

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med fi-nansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse ud-gifter - som udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct.

…

Til nr. 4

Ændringen er alene en konsekvens af, at det efter forslaget ikke længere er en forudsætning for at opnå godtgørelse, at udgifterne har været be-talt. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne under nr. 1.

…”

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev bestemmelserne videreført i skatteforvalt-ningsloven.

Anbringender

Skatteministeriet har i sit første skriftlige indlæg af 6. februar 2025 anført føl-gende:

” 2. SKATTEMINISTERIETS ARGUMENTATION 2.1 Skatteforvaltningsloven

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at der ydes en godt-gørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge

19

regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand mv. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. De godtgørelsesberettigede udgif-ter fremgår af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1-6. Det følger af § 54, stk. 1, nr. 5, at godtgørelsesordningen også omfatter pålagte sagsomkostninger.

Reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyn-dig bistand i skattesager. Som lovens titel indikerer, var det alene udgif-ter til sagkyndig bistand, der var omfattet og altså ikke pålagte sagsom-kostninger. Reglerne om omkostningsgodtgørelse blev senere videre-ført i skattestyrelsesloven, jf. § 1, nr. 9, i lov nr. 238 af 2. april 1997 om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven mv. Godtgørelse for på-lagte sagsomkostninger blev ikke i den forbindelse omfattet af ordnin-gen.

Af de specielle bemærkninger (§ 1, nr. 8, i lovforslag nr. 121 af 11. de-cember 1996) fremgår blandt andet:

”Tilskuddet ydes alene til udgifter, der er afholdt og betalt af den skat-tepligtige, som skattesagen vedrører. Det har sammenhæng med, at til-skuddet erstatter en fradragsret for disse udgifter. At udgifterne skal være betalt, før tilskud ydes, er begrundet i de administrative fordele for det offentlige, der er forbundet hermed.”

Efter den oprindelige ordning var det altså en betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede havde betalt den pågældende udgift.

Godtgørelsesordningen blev ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 udvidet til også at omfatte pålagte sagsomkostninger (nu skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 5).

Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (§ 1 i lovforslag nr. 267 af 5. april 2000) fremgår blandt andet, at baggrunden for forslaget er at lette skatteyderens økonomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag. Ifølge de specielle bemærkninger er det forbundet med usik-kerhed, hvor store udgifter skatteyderen kan blive pålagt at betale til Skatteministeriet, og da denne usikkerhed kan have væsentlig betyd-ning for skatteyderen, fordi skatteyderen ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive større, end skatteyderen kan tåle, blev reglen om omkostningsgodtgørelse for pålagte sagsomkostninger indført.

Ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (§ 1, nr. 1) blev betingelsen om, at en ud-gift skulle være betalt, for at udgiften kunne kræves godtgjort, afskaffet.

I de specielle bemærkninger (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002) er det om baggrunden for afskaffelsen af betingelsen anført:

”Efter de gældende regler kan omkostningsgodtgørelse alene ydes, så-fremt den skatte- eller afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.

20

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med fi-nansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse ud-gifter - som udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct . ”

Formålet var altså at sikre, at den godtgørelsesberettigede ikke skulle belemres med udgifter til og eventuelt besvær med finansieringen af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter alligevel ville blive dækket med mindst 50 %.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, at den godtgørelses-berettigedes krav på godtgørelse efter stk. 1-3 ikke kan sælges, pantsæt-tes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, her-under pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning over for den godtgørel-sesberettigede.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, har været gældende siden indfø-relsen af godtgørelsesordningen. Det fremgår ikke af forarbejderne (lov-forslag nr. 134 af 16. marts 1984), hvad der er begrundelsen for forbud-det imod retsforfølgning om modregning. Uden holdepunkter for an-det, må det antages, at forbuddet tager sigte på at sikre, at den godtgø-relsesberettigede ikke bliver afskåret fra at bruge godtgørelsen til beta-ling af den udgift, som godtgørelsen angår.

I forarbejderne står der ingenting om, at modregningsforbuddet skulle gælde konneks modregning. Det gør der heller ikke i forarbejderne til de efterfølgende lovændringer, hvorved ordningen blev udvidet til og-så at omfatte pålagte sagsomkostninger, og hvorved reglerne blev vi-dereført med skattestyrelsesloven og senere med skatteforvaltningslo-ven.

Det ligger dermed fast, at der ingen holdepunkter er for, at lovgiv-ningsmagten skulle have fundet det påkrævet, at modregningsforbud-det skal udstrækkes til at omfatte konneks modregning. Som der vil bli-ve redegjort for i det følgende, indebærer fraværet af sådanne holde-punkter, at man må falde tilbage på den almindelige regel, nemlig at et modregningsforbud ikke omfatter konneks modregning.

2.2 Modregningsforbuddet omfatter ikke konneks modregning

Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse for pålagte sagsomkost-ninger og Skatteministeriets krav på betaling af de samme sagsomkost-ninger er – netop – konnekse, eftersom det førstnævnte krav er direkte afledt af det sidstnævnte krav.

Som landsretten vil kunne se i de domme, jeg gennemgår nedenfor, går den almindelige regel ud på, at et forbud mod modregning ikke kan udstrækkes til at omfatte konneks modregning, og det gælder uanset om et modregningsforbud følger af uskrevne principper eller af en lov-

21

bestemmelse. For at et modregningsforbud kan udstrækkes til også at omfatte konneks modregning, kræves der klare holdepunkter herfor.

Den første dom, jeg vil gennemgå, nemlig UfR 2021.3497 H, vedrører forbuddet mod udlæg i erstatning eller godtgørelse for invaliditet eller tab af forsøger i retsplejelovens § 513, stk. 1. Dommen er et relevant præjudikat, fordi det er fast antaget, at et forbud mod retsforfølgning også indebærer et forbud mod modregning, og dommen viser, at et modregningsforbud ikke omfatter konneks modregning.

Spørgsmålet for Højesteret, der afgjorde sagen som tredje instans, var, om Tryg Forsikring A/S kunne modregne sit krav på sagsomkostninger i skadelidtes krav på erstatning. Skadelidte var i 2008 involveret i en voldsepisode på sin ferie, hvilket førte til, at han fik et varigt mén på 8 %. Han anlagde sag mod Tryg Forsikring A/S, fordi selskabet havde af-vist at dække hans krav på betaling i henhold til hans rejseforsikring i selskabet. Skadelidtes krav var opgjort til 1.039.875 kr., hvoraf ca. 30.000 kr. vedrørte godtgørelse for varigt mén. Tryg Forsikring A/S blev fri-fundet, fordi landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at skadelidte var rette fordringshaver for kravet, som han havde overdraget til et sel-skab, og som herefter var blevet overdraget flere gange til andre selska-ber. Skadelidte blev pålagt at betale 200.000 kr. i sagsomkostninger til Tryg Forsikring A/S, men han betalte ikke beløbet. I forbindelse med inddrivelsen af sagsomkostningerne afgav skadelidte en insolvenser-klæring.

I en senere anlagt sag fandt landsretten, at skadelidtes krav på ca. 154.000 kr. var dækket af hans to ulykkesforsikringer i Tryg Forsikring A/S. For Højesteret angik sagen alene, om Tryg Forsikring A/S i skade-lidtes krav kunne modregne sit krav på de sagsomkostninger, som ska-delidte var pålagt at betale i sagen vedrørende rejseforsikringen. Hø-jesteret fandt, at Tryg Forsikring A/S kunne modregne kravet på sagsomkostninger i skadelidtes krav på godtgørelse for varigt mén. Af Højesterets begrundelse fremgår blandt andet:

”A's krav på betaling af godtgørelse for mén og Tryg Forsikrings mod-krav på betaling af sagsomkostninger har baggrund i samme forsik-ringsbegivenhed på … i 2008, hvor A kom til skade. Hændelsen førte således til, at A anlagde to sager, først sagen vedrørende rejseforsikrin-gen, hvor Tryg Forsikrings krav på sagsomkostninger opstod, og der-næst denne sag vedrørende de to ulykkesforsikringer, hvor A har fået medhold i sit krav mod Tryg Forsikring. I sagen vedrørende rejseforsik-ringen indgik krav om méngodtgørelse, og sagen om ulykkesforsikrin-gerne har alene angået méngodtgørelse. Selv om de to retssager har an -gået forskellige forsikringsaftaler mellem parterne, finder Højesteret under de anførte omstændigheder, at kravene har en så nær sammen-hæng, at Tryg Forsikring kan modregne sit krav på sagsomkostninger i A's krav på godtgørelse for mén. Bestemmelserne i retsplejelovens § 513, stk. 1, og forsikringsaftalelovens § 123 kan ikke føre til et andet re- sultat.” (min understregning)

Som det fremgår af begrundelsen, ændrede den omstændighed, at rets-sagerne angik to forskellige forsikringsaftaler ikke ved, at kravene var

22

konnekse, jf. ordene ”en så nær sammenhæng ”. Det vender jeg tilbage til under pkt. 2.3.3.

I note 1 til dommen henvises blandt andet til UfR 1940.1029 H, der er endnu et eksempel på, et forbud mod modregning ikke omfatter kon-neks modregning.

Med dommen fastslog Højesteret, at en mand, der skyldte sin tidligere ægtefælle underholdsbidrag, kunne betale de skyldige underholdsbi-drag ved at modregne med sagsomkostninger, som hun i en retssag var blevet pålagt at betale til ham. Højesteret stadfæstede dommen med henvisning til landsrettens begrundelse, der lød sådan:

”Under Hensyn til Modkravets Beskaffenhed og til, at der ved den Maade, hvorpaa Appellanten søger det gennemført, er levnet Indstævn-te fuldt tilstrækkelige Midler til hendes Underhold, findes Appellanten at have været berettiget til at fradrage de 75 Kr. i det af ham betalte Bi-drag, og hans Paastand vil derfor være at tage til Følge.”

Dommen viser altså – ligesom UfR 2021.3497 H – at et modregningsfor-bud ikke omfatter modregning med konnekse krav.

Der er også flere eksempler fra landsretspraksis, der viser, at et forbud mod modregning ikke omfatter konneks modregning.

I UfR 1986.212 V var spørgsmålet, om en mand kunne modregne sit krav på erstatning over for sin tidligere ægtefælle i det beløb, han skyldte hende i underholdsbidrag. Mandens erstatningskrav var opstå-et, fordi den tidligere ægtefælle havde stjålet noget af hans dyre indbo – blandt andet to persiske tæpper og seks kinesiske stole – som hun efter-følgende solgte videre. Kommune indtrådte i den tidligere æg-tefælles krav på underholdsbidrag, og da manden ville modregne, pro-testerede kommunen. Fogedretten var lydhør over for kommunens pro-test. Det fremgår af fogedrettens begrundelse:

”Da det i retspraksis fast antages, at krav på underholdsbidrag ikke kan mødes med modregning med ukonnekse krav, og da hovedfordringen ikke længere tilhører den person modregning gøres gældende overfor vil udlægget være at stadfæste.”

Det var manden ikke tilfreds med, så han appellerede afgørelsen til landsretten. I modsætning til fogedretten fandt landsretten, at manden kunne foretage modregning. Af landsrettens begrundelse fremgår:

”Ved afgørelsen af, om der bør gives appellanten adgang til - uanset hovedkravets beskaffenhed - at foretage modregning i hovedkravet med sit erstatningskrav, lægger landsretten vægt på, at modkravet er et erstatningskrav opstået som følge af, at ægtefællen har afhændet ind-bogenstande, som tilhørte appellanten, og at hun herved har indvundet beløb, som er eller kunne være anvendt til hendes underhold i den pe-riode, bidragene vedrører.

23

I hvert fald under disse omstændigheder finder landsretten, at der er en

sådan sammenhæng mellem ægtefællens krav på underholdsbidrag og appellantens krav på erstatning, at appellanten uanset hovedkravets beskaffenhed, bør have adgang til fuldtud at modregne sit erstatnings-krav i kravet på underholdsbidrag. Da appellantens erstatningskrav nu er fastslået ved dom, tager landsretten herefter appellantens påstand til følge” (min understregning)

I en nyere landsretsdom – I FED2020.275 V – tog landsretten stilling til, om det udtrykkelige modregningsforbud i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., hindrede konneks modregning. I sagen havde Pa-tientskadenævnet truffet afgørelse om, at en region skulle betale godt-gørelse på ca. 200.000 kr. til skadelidte som følge af en patientskade, der havde medført varigt mén. Skadelidte blev herefter tilkendt ca. 100.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afgørelsen om erstatning for varigt mén blev efterfølgende ændret, og skadelidte blev pålagt at til-bagebetale den udbetalte godtgørelse på ca. 200.000 kr. til regionen. Re-gionen modregnede skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejds-fortjeneste i regionens krav på tilbagebetaling af den udbetalte godtgø-relse.

Skadelidte protesterede, da han var af den opfattelse, at regionen – som følge af modregningsforbuddet i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt. – var afskåret fra at foretage modregning.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt en måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedøm-melse af erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Og så kommer den for sagen centrale del af bestemmelsen, nemlig 3. pkt. Her står der, at et sådant beløb og beløb, der er udbetalt som mid-lertidig erhvervsevnetabserstatning, ikke senere kan kræves tilbagebe-talt eller modregnet i andre erstatningsposter. Præcis som det er tilfældet for skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, er forarbejderne til erstatnings-ansvarslovens § 16 tavse med hensyn til spørgsmålet, om den lovfæste-de modregning omfatter konneks modregning eller ej.

Landsretten fandt, at regionen kunne modregne. Af landsrettens be-grundelse fremgår blandt andet:

”Fordringerne udspringer af samme retsforhold, og de øvrige betingel-ser for konneks modregning er opfyldt. Da bestemmelserne i dagæl-dende lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenets § 33, stk. 4, erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., og retspleje-lovens § 513 ikke hindrer regionens modregningsret i et tilfælde som det foreliggende, tager landsretten regionens principale påstand til føl-ge.”

Landsretten fandt dermed, at det udtrykkelige modregningsforbud i er-statningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., ikke hindrede konneks modregning.

24

De afgørelser, jeg har gennemgået ovenfor, viser entydigt, at der kan ske konneks modregning, uanset om der i loven er forbud mod retsfor-følgning og dermed modregning, eller om der i loven er et udtrykkeligt modregningsforbud. Jeg har ikke kunnet finde et eksempel i retsprak-sis, hvor domstolene har fastslået, at et modregningsforbud kunne ud-strækkes til at omfatte konneks modregning.

Jeg vil nu gå til litteraturen, hvori det – siden ruder konge var knægt – har været fast antaget, at forbud mod retsforfølgning og modregning ikke afskærer konneks modregning, medmindre der er konkrete holde-punkter for, at forbuddet også omfatter modregning med et konnekst krav. I min gennemgang af litteratur er jeg ikke stødt på en forfatter, der har haft en anden opfattelse, end de forfattere, jeg citerer nedenfor.

I Knud Illum: Modregning i konkurs (1934, side 212ff) er der en omtale

Og igen på side 428:

”Endvidere kan Modregning med konnekse Krav efter Omstændighe-derne ske overfor Hovedfordringer, der ikke kan mødes med alminde-lige Modkrav, jfr. ovfr S. 412 f.”

25

Af Bernhard Gomard: Obligationsretten i en nøddeskal (3. hæfte, 1973,

26

”Det er af væsentlig betydning for en kreditor, der har krav på f.eks. løn, feriepenge eller underholdskrav, der er nødvendige til dækning af leveomkostninger, får opfyldt sit krav ved effektiv betaling. Sådanne krav er derfor som udgangspunkt fritaget for modregning, jf. ovenfor i afsnit 4.4. Dette udgangspunkt om fritagelse for modregning gælder ik-ke, hvor kravet imod kreditor er konnekst. Hensynet til kreditor kryd-ses her af hensynet til, at vederlaget for de ydelser, han har kontraheret om, og i almindelighed også andre modkrav, hvis opståen har nær for-bindelse med tilblivelsen af kreditors fordring (hovedkravet), rimeligvis bør dækkes af ham, jf. de afgørelser om løn og underholdskrav, som er nævnt ovenfor i afsnit 4.4 og 5.1.3.”

Af Bo Von Eybens og Peter Mortensens Lærebog om Obligationsret II

Gennemgangen af litteraturen ovenfor viser, at Knud Illum, Henry Us-sing, Bernhard Gomard, Torsten Iversen samt Bo von Eyben og Peter Mortensen alle er enige om, at der kan ske konneks modregning, selv om der er forbud mod retsforfølgning og dermed forbud mod modreg-ning. Den samme opfattelse deles også af forfatterne i den socialretlige litteratur.

27

I Modregningsproblemer i socialretten af Jon Andersen (UfR 1985B.17) fremgår under overskriften ”Konnekse krav” , at når kravene udsprin-ger af samme retsforhold, ”kan modregning ske, uanset at gensidighedsbe-tingelsen ikke er opfyldt og overfor krav, der ellers er friholdt for modregning ”.

I overensstemmelse hermed fremgår det af Mikael Kielbergs Socialret (1. udgave, 2000, side 187), at ”uanset forbud mod kreditorforfølgning, som findes i næsten alle sociale love, kan der modregnes i krav på en ydelse, når ydelse og modkrav er konnekse.”

Som det er antaget af Bernhard Gomard, vil det stride imod den almin-delige retsfølelse, hvis et forbud mod modregning udstrækkes til at om-fatte konneks modregning. At indrømme kreditor ret til at foretage konneks modregning vil typisk heller ikke virke imod det formål, som modregningsforbuddet tager sigte på. Hvis et modregningsforbud skal anses for at omfatte konneks modregning, må det derfor også kræve klare holdepunkter for, at det med Knud Illums ord har været lovgiv-ningsmagten magtpåliggende at udstrække modregningsforbuddet til at omfatte konneks modregning .

Som et eksempel på, at konkrete holdepunkter for, at et modregnings-forbud også omfatter konneks modregning, kan nævnes forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 4, hvoraf fremgår, at en skyldner ikke kan påberåbe sig ret til modregning i udbetalingsbeløb, der er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger mv. Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 232 af 5. maj 2021 (afsnit 2.8.2) fremgår, at § 8 b, stk. 4, er ”udtryk for en fravigelse af de almindelige obligationsretlige principper om modregning ”, og at det blev foreslået, at bestemmelsen skulle gælde for ”alle former for modregning, dvs. både modregning i almindelighed (med ikke-konnekse krav) og også den særlige konnekse modregning ”.

Samme eller tilsvarende holdepunkter findes ikke med hensyn til modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8. Formåls-betragtninger taler heller ikke for, at forbuddet skulle kunne udstræk-kes til at omfatte konneks modregning. Tværtimod taler formålsbe-tragtninger entydigt for, at der kan ske konneks modregning.

I tilknytning hertil bemærkes, at (konneks) modregning med de pålagte sagsomkostninger, der begrunder den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse for de pålagte sagsomkostninger, ikke strider imod det hensyn, som antagelig må begrunde modregningsforbuddet, eftersom den konnekse modregning medfører, at den godtgørelsesberettigede – krone for krone – frigøres for de skyldige sagsomkostninger, som godt-gøres. Modregningen sikrer ligefrem, at godtgørelsen for pålagte sagsomkostninger kommer til at tjene til, at den godtgørelsesberettige-de bliver frigjort for den økonomiske byrde, der er forbundet med de pålagte sagsomkostninger, og at godtgørelsen ikke kommer til at tjene til fyldestgørelse af krav, der er godtgørelsesinstituttet uvedkommende. Dette harmonerer fuldt ud med baggrunden for, at godtgørelsesord-ningen blev udvidet til også at gælde pålagte sagsomkostninger, jf. de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 267 af 5. april 2000).

28

Modregningen er også i overensstemmelse med formålet bag lovæn-dringen i 2002 (lov nr. 388 af 6. juni 2002), hvorved betingelsen om fak-tisk betaling af den udgift, der søges godtgørelse for, blev afskaffet. Som beskrevet ovenfor fremgik det netop af de specielle bemærkninger, at formålet med lovændringen var at undgå, at skatteyderen (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002) skulle belemres med udgifter og vanskelighe-der med finansieringen af udgifterne. Som nævnt indebærer den kon-nekse modregning netop, at skatteyderen bliver frigjort for et beløb sva-rende den del af de pålagte sagsomkostninger, som godtgøres, og som skatteyderen altså ikke vil skulle fremskaffe finansiering til for at kunne betale de pålagte sagsomkostninger.

Af de nævnte grunde er Sagsøgtes interesse i en effektiv beta-ling af den delvise godtgørelse for pålagte sagsomkostninger heller ikke beskyttelsesværdig. Sagsøgtes krav om effektiv betaling er der-imod med Bernhard Gomards ord ”stødende og ubilligt” . Når Sagsøgte kræver effektiv betaling, så skyldes det som nævnt, at han vil bruge pengene på alt andet end at betale nogen del af de penge, som han skylder statskassen. Han vil som nævnt ikke engang betale statskassen den del af sagsomkostningerne, som han får godtgjort af statskassen.

I fraværet af holdepunkter for, at modregningsforbuddet i skattefor-valtningslovens § 52, stk. 8, skulle kunne udstrækkes til at omfatte kon-neks modregning, bør det fastslås, at Skatteforvaltningen er berettiget til at opfylde Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse af pålagte sagsomkostninger ved modregning med Skatteministeriets krav på de selvsamme sagsomkostninger.

2.3 Sagsøgtes indsigelser kan ikke føre til et andet resultat

2.3.1 Der er ikke givet et bindende tilsagn om effektiv betaling

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 24. juli 2020 (bilag 3, side 2) under overskriften ”Modregning” :

”Modregning

Vi gør opmærksom på, at udbetalingen kan blive brugt til at dække en eventuel gæld til det offentlige” .

Skattestyrelsen har altså taget et udtrykkeligt forbehold for modregning. Allerede derfor har Skattestyrelsens afgørelse ikke givet Sagsøgte et løfte eller nogen retsbeskyttet forventning om, at hans krav på delvis godtgørelse af pålagte sagsomkostninger ikke ville blive opfyldt ved modregning.

2.3.2 Skyldige sagsomkostninger til Skatteministeriet udgør gæld til det offentlige

Skyldige sagsomkostninger til Skatteministeriet udgør gæld til det of-fentlige, og kravet er omfattet af gældsinddrivelsesloven, jf. UfR 2020.266 H. I sagen fandt Højesteret, at Advokatnævnet var omfattet af begrebet det ”offentlige” i gældsinddrivelseslovens forstand. Når Ad-vokatnævnets krav på sagsomkostninger anses for gæld til det offentli-ge, er skyldige sagsomkostninger til Skatteministeriet naturligvis også gæld til det offentlige. Det er derfor ikke rigtigt, når Sagsøgte

29

(svarskriftet side 2, 1. afsnit) anfører, at ”de skyldige sagsomkostninger ikke er gæld til det offentlige ”.

2.3.3 Der foreligger konneksitet

Det er heller ikke korrekt, at kravene ikke udspringer af samme retsfor-hold, fordi Skatteministeriets krav på sagsomkostninger har hjemmel i retsplejelovens regler, mens Sagsøgtes krav på omkostnings-godtgørelse følger af skatteforvaltningslovens regler.

Sagen er et skoleeksempel på, hvad der er konnekst, fordi Sagsøgtes krav på omkostningsgodtgørelse er direkte afledt af Skattemini-steriets krav på sagsomkostninger. Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse af pålagte sagsomkostninger, er kommet til eksistens, fordi han er blevet pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Det er ikke en betingelse for konneksitet, at begge krav udspringer af samme lovbestemmelse eller samme lov, jf. også de domme, jeg har gennemgået ovenfor under pkt. 2.2. I UfR 2021.3497 H fandt Højesteret som nævnt, at sagsomkostninger udmålt med hjemmel i retsplejeloven kunne modregnes i skadelidtes krav i henhold til en forsikringsaftale, fordi kravene havde en ”så nær sammenhæng ”. Og dette gjaldt, selv om Tryg Forsikring A/S’ krav på sagsomkostninger udsprang af en retssag vedrørende en anden forsikringsaftale (rejseforsikringen), end den afta-le (ulykkesforsikring), som gav skadelidte ret til erstatning. I UfR 1940.1029 H fandt Højesteret, at manden kunne modregne sit krav på s agsomkostninger i den tidligere ægtefælles krav på underholdsbidrag. I UfR 1986.212 V fandt landsretten, at ægtefællens krav på underholds-bidrag og mandens krav på erstatning havde en sådan nær sammen-hæng, at der kunne ske modregning.

Den foreliggende retspraksis, herunder højesteretspraksis, og litteratu-ren, som er gengivet ovenfor, efterlader ingen tvivl om, at Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse af pålagte sagsomkostninger, er kon-nekst med Skatteministeriets krav på betaling af de selvsamme sagsomkostninger.

2.3.4. Modregningsforbud omfatter som udgangspunkt ikke modregning med konnekse krav

Sagsøgtes synspunkt om, at der hverken i lovteksten eller forar-bejderne er støtte for, at konneks modregning ikke skulle være omfattet af modregningsforbuddet, bygger på den urigtige antagelse, at et modregningsforbud som udgangspunkt også omfatter konnekse krav. Som jeg har beskrevet ovenfor under pkt. 2.2, er udgangspunktet imid-lertid det modsatte, nemlig at modregningsforbud ikke gælder konnek-se krav. Konnekse krav er, som nævnt ovenfor under pkt. 2.2, kun om-fattet af et modregningsforbud, hvis der er konkrete og klare holde-punkter herfor som f.eks. i forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 4.

2.3.5. Der eksisterer ikke en bindende administrativ praksis, som Sagsøgte kan støtte ret på

Afsnit A.A.13.9 i Den juridiske vejledning er blot en gengivelse af, hvad der fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8’s ordlyd. Der står

30

ikke noget om, at bestemmelsen også er til hinder forkonneks modreg-

ning. Den omstændighed, at Skattestyrelsen ikke tidligere har foretaget modregning med konnekse krav, konstituerer ikke en fast administrativ praksis, som Sagsøgte kan støtte ret på, jf. f.eks. UfR 2015.915 H.

2.3.6. Der er heller ikke i øvrigt holdepunkter for Sagsøgtes krav om effektiv betaling

Citatet i svarskriftet (side 3) fra Skatteforvaltningsloven med kommen-tarer (2. udgave) af Hans Henrik Bonde, Poul Bostrup og Susanne Dahl, siger ikke noget om, at skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, efter disse forfatteres opfattelse også gælder konneks modregning. Der er – ligesom det er tilfældet for afsnittet i Den juridiske vejledning – alene tale om en gengivelse af, hvad der fremgår af ordlyden af § 52, stk. 8.

Det anførte i notat af 11. september 2020 (bilag A) er ikke udtryk for andet end, at der består en procesrisiko ved retssagsførelse.”

Skatteministeriet har i sit andet skriftlige indlæg af 2. april 2025 anført følgende:

” 1. PUNKT 1, 3 OG 4 I Sagsøgtes FØRSTE PROCEDU-REINDLÆG

Ministeriet kan i det hele henholde sig til, hvad det har anført i sit første procedureindlæg, pkt. 1 og 2.3.3 samt pkt. 2.3.5.

2. PUNKT 2 I Sagsøgtes FØRSTE PROCEDUREIND-LÆG

Til det, der er anført i ministeriets første procedureindlæg, pkt. 2.3.1, bemærkes supplerende:

I Skattestyrelsens afgørelse (bilag 3) står der ikke, at forbeholdet for modregning kun omfatter ”anden” gæld til det offentlige end de sagsomkostninger, som Sagsøgte var blevet pålagt at betale til Skatteministeriet.

Under overskriften ”Modregning” fremgår det, at ”udbetalingen kan blive brugt til at dække en eventuel gæld til det offentlige ”. En modregning vil selvsagt kun komme på tale, hvis der på betalingstidspunktet (”eventu-elt”) består en gæld til det offentlige.

Allerede som følge af det udtrykkelige forbehold for modregning, har Skattestyrelsen ikke givet Sagsøgte et ubetinget løfte eller nogen retsbeskyttet forventning om, at hans krav på delvis godtgørelse af på-lagte sagsomkostninger ville blive opfyldt ved effektiv betaling.

Der er ingen retskildemæssige holdepunkter for Sagsøgtes på-stand om, at et forbehold for modregning kun har virkning, hvis forbe-holdet er møntet på en bestemt modfordring.

3. PUNKT 5 I Sagsøgtes FØRSTE PROCEDUREIND-LÆG

Modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, er ikke til hinder for, at et krav på godtgørelse af pålagte sagsomkostninger op-

31

fyldes ved (konneks) modregning med de sagsomkostninger, der er ydet godtgørelse for, hvis de (eventuelt) skyldes på tidspunktet for be-talingen af omkostningsgodtgørelsen. Herom henholder ministeriet sig til det anførte i ministeriets første procedureindlæg, pkt. 2.1 og pkt. 2.2 samt 2.3.4 med følgende supplerende bemærkninger:

3.1 Skatteforvaltningsloven med kommentarer

Til citatet fra Skatteforvaltningsloven med kommentarer (2. udgave) af Hans Henrik Bonde, Poul Bostrup og Susanne Dahl, der fremgår af Sagsøgtes første procedureindlæg (s. 4), bemærkes, at der ikke står noget om, at modregningsforbuddet i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, efter disse forfatteres opfattelse skulle være til hinder for, at den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse af pålagte sagsomkost-ninger, opfyldes ved modregning med de sagsomkostninger, der er ydet godtgørelse for, hvis de (eventuelt) skyldes på tidspunktet for be-talingen af omkostningsgodtgørelsen. Forfatterne anfører ikke, at godt-

gørelse af pålagte sagsomkostninger skal betales effektivt.

Til citatet bemærkes videre, at den foreliggende sag ikke er karakterise-ret ved, at Sagsøgte er blevet meddelt afslag på sin ansøgning om delvis godtgørelse af pålagte sagsomkostninger, med den begrun-delse at han ikke har betalt sagsomkostningerne. Sagen er derimod den, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at skal han ydes delvis godt-gørelse af pålagte sagsomkostninger, og dette krav på godtgørelse er blevet opfyldt ved modregning, med den følge at han – med et til godt-gørelsen svarende beløb – er blevet frigjort for de sagsomkostninger, som han skyldte på tidspunktet for modregningen. Beløbet, som han har fået godtgjort, er således – krone for krone – kommet ham til gode. Han er altså blevet ydet delvis godtgørelse af de pålagte sagsomkost-ninger.

3.2 Et forbud mod retsforfølgning er også et forbud mod modregning

Med bemærkningerne i det første procedureindlæg (side 5-6) vedrø-rende de domme og citater fra litteraturen, som Skatteministeriet har henvist til i sit første procedureindlæg, prøver Sagsøgte mulig-vis at skabe tvivl om, hvorvidt et forbud mod retsforfølgning nu også indebærer et modregningsforbud, og hvad sådan et modregningsfor-bud i givet fald skulle gå ud på.

Hertil bemærkes:

Retspraksis efterlader ingen tvivl om, at et forbud mod retsforfølgning også udgør et forbud mod modregning. Såvel UfR 2021.3497H, UfR 1940.1029 H og UfR 1986.212 V, der er omtalt i Skatteministeriets første procedureindlæg (s. 5-7), er utvivlsomt baseret på en retsopfattelse, hvorefter et forbud mod retsforfølgning også udgør et forbud mod modregning, da præmisserne for dommene i modsat ville være me-ningsløse. Det ville f.eks. savne mening, at Højesteret i præmisserne for UfR 2021.3497 H tog stilling til sammenhængen mellem Tryg Forsik-rings krav på sagsomkostninger og skadelidtes krav, hvis ikke forbud-dene mod retsforfølgning i retsplejelovens § 513, stk. 1, og forsikringsaf-talelovens § 123 udgjorde forbud mod modregning.

32

UfR 1992.498 V er et yderligere eksempel fra retspraksis på, at et forbud mod retsforfølgning udgør et forbud mod modregning. I sagen fandt landsretten, at en mand ikke kunne modregne sit krav mod sin tidligere hustru for forfaldne ydelser på lån i et pengeinstitut i den tidligere hu-strus krav på hustrubidrag, som kommunen var indtrådt i. Kommunen gjorde blandt andet gældende, at mandens krav som følge af retsfor-følgningsforbuddet i retsplejelovens § 512, stk. 2, ikke kunne bringes i modregning, fordi der ikke var konneksitet mellem hoved- og mod-krav, hvad landsretten gav kommunen medhold i.

3.3 Et modregningsforbud omfatter som udgangspunkt ikke konneks modregning

Hverken retspraksis eller litteraturen efterlader nogen tvivl om, at det modregningsforbud, der følger af et forbud mod retsforfølgning, ikke kan udstrækkes til at omfatte konneks modregning, og der kan ikke pe-ges på nogen valid forklaring på, at udgangspunktet skulle være ander-ledes for et udtrykkeligt modregningsforbud.

Det må herved erindres, at et modregningsforbud, hvad enten det er udtrykkeligt eller følger af et retsforfølgningsforbud, udgør en undta-gelse fra et grundlæggende princip, nemlig at en debitor kan indfri sin pengeskyld ved at modregne med penge, som den pågældende selv har krav på hos kreditor. Konnekse fordringer indtager en særstilling med hensyn til modregning. En fordring kan f.eks., selv om den er præklu-deret, bruges til konneks modregning, jf. UfR 1976.598 V. De hensyn, der begrunder, at et modregningsforbud som en undtagelse til hoved-reglen ikke kan udstrækkes til også at omfatte konnekse krav, gør sig gældende med den nøjagtig samme styrke, hvad enten modregnings-forbuddet følger af et retsforfølgningsforbud eller udtrykkeligt af loven.

For at et modregningsforbud kan udstrækkes så vidt, at det også omfat-ter konneks modregning, skal der være klare holdepunkter for, at det har været lovgivningsmagtens hensigt.

Et eksempel på, at lovgivningsmagten utvivlsomt har haft en sådan hensigt, kan som nævnt i Skatteministeriets første procedureindlæg (s. 12) findes i forarbejderne til gældsinddrivelseslovens § 8 b, stk. 4 (lov-forslag nr. 232 af 5. maj 2021). Forarbejderne efterlader ingen tvivl om, at det var både velovervejet og begrundet, at den foreslåede bestem-melse om modregningsforbud også skulle gælde konneks modregning.

I lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.1, er en beskrivelse af gældende ret med hensyn til modregning, herunder konneks modregning. I pkt. 2.8.2 (”Den foreslåede ordning ”) følger herefter ind-ledningsvis en meget detaljeret beskrivelse af de praktiske udfordrin-ger, som en skyldners påberåbelse af en ret modregning vil give anled-ning, hvad enten der foreligger konneksitet eller ej.

Derpå anføres det i bemærkningerne:

”Det er derfor nødvendigt at afskære skyldnerens ret til at fremsætte anmodning om modregning eller på anden vis kræve modregning med bestemte fordringer fra det tidspunkt, hvor den udbetalende myndig-

33

hed har overført udbetalingsbeløbet til restanceinddrivelsesmyndighe-den med henblik på modregning med skyldnerens gældsposter regi-streret i modregningsregistret eller under inddrivelse hos restanceind-drivelsesmyndigheden.

Det foreslås derfor, at der i § 8 b i lov om inddrivelse af gæld til det of-fentlige indsættes et nyt stk. 4, der skal fastslå, at for så vidt angår udbe-talingsbeløb fra det offentlige, som er overført til restanceinddrivel-sesmyndigheden med henblik på modregning under opkrævning eller inddrivelse, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., kan skyldneren ikke påberåbe sig ret til modregning.

Bestemmelsen, der er udtryk for en fravigelse af de almindelige obliga-tionsretlige principper om modregning, foreslås at skulle gælde alle former for modregning, dvs. både modregning i almindelighed (med

ikkekonnekse krav) og også den særlige konnekse modregning og

eventuelle andre krav på modregning med bestemte fordringer, herun-der både fordringer under opkrævning og under inddrivelse. Bestem-melsen afskærer både skyldneren fra selv at fremsætte erklæring om modregning efter det anførte tidspunkt og fra at kræve modregning gennemført af restanceinddrivelsesmyndigheden.” (min understreg-ning)   

Som det ses, fandt lovgivningsmagten det altså – bemærkelsesværdigt nok – påkrævet at anføre om den foreslåede bestemmelse, at den skulle gælde alle former for modregning; også den særlige konnekse modreg-ning.

3.4 Hvad ville Knud Illum mon mene?

Mon ikke Knud Illum, hvis han havde levet i dag, ville have draget den konklusion, at det udtrykkelige modregningsforbud i skatteforvalt-ningslovens § 52, stk. 8, på pædagogisk vis blot tydeliggør, hvad der også implicit følger af et forbud mod retsforfølgning?

Han ville temmelig sikkert have undersøgt forarbejderne til bestemmel-sen og konstateret, at der ikke er oplyst et motiv for forbuddet mod retsforfølgning og modregning endsige noget motiv for, at modreg-ningsforbuddet skulle kunne udstrækkes så vidt som til også at omfatte konneks modregning. Uden holdepunkter for andet ville Knud Illum nok anse det for rimelig oplagt, at forbuddet tager sigte på at sikre, at den godtgørelsesberettigede ikke bliver afskåret fra at bruge godtgørel-sen til betaling af den udgift, som godtgørelsen angår, men heller ikke mere end det.

Bortset fra, at forarbejderne ingen holdepunkter giver for, at det skulle have været lovgivers hensigt, at modregningsforbuddet skal udstræk-kes til også at omfatte den særlige konnekse modregning, så er det nemlig heller ikke muligt at komme på noget plausibelt motiv herfor.

3.5 FED2020.275 V

Som beskrevet i Skatteministeriets første procedureindlæg (s. 7-8) følger det af Vestre Landsrets dom i FED2020.275 V, at et udtrykkeligt

34

modregningsforbud som udgangspunkt ikke kan udstrækkes til at om-fatte konneks modregning.

Sagsøgte har ikke ret i, at Skatteministeriet skulle have forbigået et ”afgørende” forhold, som er nævnt i præmisserne.

Sagen udsprang af, at skadelidte ved en afgørelse truffet af Patienter-statningen den 6. oktober 2015 var blevet tilkendt godtgørelse for varigt mén. Regionen udbetalte godtgørelsen med forbehold for at kræve pengene tilbagebetalt, hvis Patientskadeankenævnet ændrede Patient-forsikringens afgørelse. Ankenævnet traf den 22. marts 2016 afgørelse om, at skadelidte ikke havde krav på godtgørelse for varigt mén. Den 4. maj 2016 traf Patientforsikringen afgørelse om, at skadelidte havde krav på bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Denne erstatning modreg-nede regionen i sit krav om tilbagebetaling af den udbetalte godtgørelse for varigt mén.

Den omstændighed, at landsretten i præmissernes andet afsnit frem-hævede, at regionens klage til Ankenævnet for Patienterstatningen blev tillagt opsættende virkning, og at skadelidte derfor ikke havde krav på effektiv betaling, var begrundet i, at skadelidte havde gjort gældende, at han efter dagældende § 33, stk. 4, i lov om klage- og erstatningsad-gang inden for sundhedsvæsenet havde krav på effektiv betaling af er-statningen for tabt arbejdsfortjeneste, og at den foretagne modregning af den grund havde været uberettiget. Denne del af præmisserne er ik-ke relevant for den foreliggende sag.

Derudover gjorde skadelidte gældende, at bl.a. modregningsforbuddet i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., havde været til hinder for, at regionen kunne opfylde kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjene-ste ved at foretage modregning, hvilket landsretten i præmissernes tredje afsnit afviste efter først at have fastslået, at fordringerne ud-sprang af samme retsforhold, og at de øvrige betingelser for konneks modregning var opfyldt.

Som beskrevet i Skatteministeriets første procedureindlæg (s. 8) er for-arbejderne til erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., ligesom for-arbejderne til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, tavse med hensyn til spørgsmålet, om det udtrykkelige modregningsforbud omfatter kon-neks modregning eller ej. Landsrettens dom er derfor et præjudikat for, at et udtrykkeligt modregningsforbud ikke kan udstrækkes til at omfat-te konneks modregning, uden at der er klare holdepunkter herfor i for-arbejderne, således som det er tilfældet med forarbejderne til gældsind-drivelseslovens § 8 b, stk. 4.

4. AFSLUTNING

Da det allerede følger af gældende ret, at modregningsforbuddet i skat-teforvaltningslovens § 52, stk. 8, ikke kan udstrækkes til at omfatte konneks modregning, er der ingen grund til at foretage en lovændring.

Og Skatteministeriets krav på betaling af de sagsomkostninger, som Sagsøgte er blevet dømt til at betale, og Sagsøgtes krav på (delvis) godtgørelse af de idømte sagsomkostninger er så konnekse,

35

som nogen krav kan være, eftersom Sagsøgtes krav på godtgø-relse var direkte afledt af, at han var blevet dømt til at betale sagsom-kostningerne. Derfor er også helt i orden, at Sagsøgtes krav på delvis godtgørelse for de pålagte sagsomkostninger er blevet opfyldt ved modregning med Skatteministeriets krav på betaling af de selv-samme sagsomkostninger.

Modregningen har som nævnt ovenfor medført, at han – med et til godtgørelsen svarende beløb – er blevet frigjort for de sagsomkostnin-ger, som han skyldte på tidspunktet for modregningen. Sagsøgte har således fået fuld valuta for den ydede godtgørelse. Han har ikke noget at kunne være utilfreds med.

Sagsøgte må som nævnt i ministeriets første procedureindlæg anerkendes for, at han ikke på nogen måde forsøger at skjule, at han kræver effektiv betaling af godtgørelsen, fordi han vil bruge pengene på alt andet end at betale nogen del af de mange penge, han skylder statskassen, men det er altså ikke en interesse, som gældende ret be-skytter.”

Sagsøgte har i sit første procedureindlæg af 7. februar 2025 anført følgende:   

” 2. AFKALD PÅ MODREGNING

Sagsøgeren har ved afgivelse af et løfte om udbetaling afskåret sig fra modregning. Sagsøgeren vidste, at de forfaldne sagsomkostninger ikke var betalt, men lovede ikke desto mindre at udbetale beløbet til sagsøg-tes konto. Herved har sagsøgeren givet afkald på modregning, selv hvis modregning skulle være berettiget. Et generelt standardforbehold ved-rørende andre gældsforhold (”eventuel gæld til det offentlige”) kan ik-ke erstatte en konkret modregning om en kendt og forfalden gæld, der ovenikøbet nævnedes samtidig med løftet om udbetaling uden reserva-tion om modregning. Ud fra sammenhængen kan denne standardbe-mærkning kun vedrøre anden ”eventuel gæld” . Havde sagsøgeren mente det aktuelle og konkrete krav, så burde sagsøgeren have henvist hertil.

Sagsøgerens løfte er en begunstigende forvaltningsakt. Sagsøgeren har ikke ret til i en næsten et år senere afgørelse (bilag 4) at omgøre denne.

3. IKKE KONNEKSE FORDRINGER

Der er ikke tale om konnekse fordringer. Kravene udspringer ikke af samme retsforhold. Sagsøgtes krav har hjemmel i skatteforvaltningslo-vens §§ 52 og 54. Disse bestemmelser giver borgeren et krav om godt-gørelse med mindst 50 pct. Sagsøgerens krav har hjemmel i retspleje-lovens § 312. Retsgrundlaget for de to fordringer er således ikke det samme. Derfor er fordringerne ikke konnekse. Sagsøgeren forveksler ”samme retsforhold” med den omstændighed, at begge krav har for-bindelse til en retssag parterne har ført mod hinanden. Men retsgrund-laget for de to fordringer er helt forskellige.

36

4. IFØLGE ADMINISTRATIV PRAKSIS OMFATTER FORBUDDET ENHVER MODREGNING

Sagsøgeren har oplyst følgende i Afsnit A.A.13.9 i Den juridiske vejled-ning:

Den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning og modregning. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige. Kre-ditorbeskyttelsen gælder alene den godtgørelsesberettigede og ikke den sagkyndige, selvom kravet er overdraget til denne.

Sagsøgeren har selv oplyst, at der er anledning til at foretage sådan en modregning i op til 10 sager om måneden. Men sagsøgeren har også oplyst, at sådan modregning aldrig er foretaget (bilag B). Sagsøgerens praksis er derfor at der ikke foretages modregning.

Sagsøgerens advokat vil bortforklare det anførte sted med, at det ”bare” er et citat af lovgivningen. Men den juridiske vejledning er det sted, hvor borgeren må søge oplysning om, hvordan sagsøgeren forstår lov-givningen. Hvis sagsøgeren havde ment, at det var praksis at foretage modregning, havde det været nærliggende at skrive dette i sagsøgerens egen vejledning.

5. ABSOLUT FORBUD MOD MODREGNING

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, indeholder et ubetinget forbud mod modregning:

Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning over for den godtgørelsesberettigede.

Der kan hverken i lovtekst eller forarbejder findes nogen støtte for, at konneks modregning ikke skulle være omfattet af forbuddet. Havde lovgiver – eller de embedsmænd hos sagsøgeren, der har konciperet lovteksten og forarbejderne – ment, at der skal kunne modregnes med sagsøgerens krav på sagsomkostninger, havde det været nemt at skrive det. Det var ikke noget fjerntliggende, der ikke kunne forudses, at der kunne opstå behov for at modregne i skyldige sagsomkostninger.

Koncipisterne hos sagsøgeren har f.eks. forudset, at der kan være til-fælde, hvor udgiften til rådgiveren ikke er betalt:

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne fak-tisk er betalt.

Hvis koncipisterne dengang mente, at der skulle gælde noget andet for skyldige sagsomkostninger, så kunne de have skrevet det.

Sagsøgeren kan ikke i litteraturen finde støtte for sin ny mening, jf. f.eks. Hans Henrik Bonde Eriksen, Poul Bostrup og Susanne Dahl i Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, s. 1078-1079

Tilsvarende skal der ydes omkostningsgodtgørelse af pålagte sagsomkostninger, uanset at skatteyder ikke har betalt Skattemini-

37

steriet de pågældende sagsomkostninger, og muligvis heller aldrig vil komme til at gøre det, fordi han efterfølgende er gået konkurs.

Sagsøgeren har nu et nyt argument om dette litteratursted – at det ”si-ger ikke noget om, at skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, efter disse forfatteres opfattelse også gælder konneks modregning” . Det har intet for sig. Forfatterne skriver udtrykkeligt, at der skal betales omkostnin-ger, selvom skatteyderen ikke betaler pålagte sagsomkostninger. Forfat-terne behandler således præcis det, som nærværende sag drejer sig om og de mener ikke, at der er adgang til modregning.

Sagsøgerens egne advokater mener nu, at lovens ordlyd – selvom den intet indeholder herom – skal forstås sådan at forbuddet mod modreg-ning ikke er et forbud mod al slags modregning. Sagsøgeren advokater har tidligere ment, at lovens klare ordlyd sagde noget andet (bilag A):

Der vil dog som nævnt ovenfor bestå en procesrisiko i forbindelse med en sådan sag, henset til den meget klare formulering (min un-derstregning) af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8.

Sagsøgte er enig med sagsøgerens advokater i det anførte, og vil frem-hæve, at der er to udsagn:

•Forbuddet mod modregning har en meget klar formulering

•Derfor er der risiko for, at sagsøgeren ikke kan få medhold

Sagsøgerens advokater kan med troværdighed nu benægte, at loven har et meget klart formuleret forbud mod modregning.

Sagsøgerens advokater bruger mange kræfter på at citere domme under et postulat om, at de skulle vise, at et forbud mod modregning i en lov-bestemmelse ikke altid gælder. Til disse domme bemærkes:

•UfR 2021.3497 H – Dommen vedrører ikke et tilfælde, hvor modregning blev tilladt trods et forbud i lovgivningen. Der er ikke noget forbud i loven mod modregning i det tilfælde, der be-skrives. Der er et forbud mod udlæg, jf. retsplejelovens § 513 (”Udlæg kan ikke foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger”) og der er en antagelse om et ikke lovbestemt forbud mod modreg-ning. Altså et forbud, hvis rækkevidde ikke præcist kan fastlæg-ges ud fra en lovtekst.

•UfR 1940.1029 H siger intet om konnekse krav. Den vedrører hel-ler ikke et tilfælde, hvor modregning tilladelse trods et forbud i en lovbestemmelse. Den tillader modregning med en konkret begrundelse uden at nævne noget om konneksitet.

•UfR 1986.212 V har intet at gøre med et forbud mod modregning i lovgivningen. Begrundelsen for, at der tillodes en kommune at foretage modregning i underholdsbidrag efter indtrædelse efter den dagældende bistandslovs § 8, stk. 1, var, at en ægtefælle med urette havde solgt og oppebåret købesummen for ejendele tilhø-

38

rende den bidragspligtige og derved havde skaffet sig selv beløb til sit underhold. Der er ikke noget modregningsforbud i loven. Der er et forbud mod udlæg, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, men den bestemmelse blev end ikke omtalt.

•FED 2020.275 V – Sagsøgerens advokat har forbigået et afgøren-de forhold, som er nævnt i præmisserne. Regionen var slet ikke forpligtet til at udbetale godtgørelsen, fordi dens klage til Anke-nævnet for Patienterstatningen havde opsættende virkning. Den skadelidte havde derfor slet ikke krav på effektiv betaling. Det er rigtigt, at landsretten (selvfølgelig) forholdt sig til, om de almin-delige modregningsbetingelserne var opfyldt. Men det udslags-givende (”i et tilfælde som det foreliggende”) for, at der blev til-ladt modregning var, at skadelidte aldrig havde haft krav på ud-betaling af det omhandlede beløb. Derfor kunne der modregnes, selvom loven forbyder modregning.

Vi kan konkludere, at ingen af de påberåbte domme – bortset fra FED 2020.275 V – vedrører tilfælde med et udtrykkeligt forbud i loven. De vedrører tilfælde, hvor der er antagelser om, at der i et eller andet om-fang ikke er fri adgang til at modregne, men uden at det følger af en lovbestemmelse med et meget klart formuleret undtagelsesfrit forbud. FED 2020.275 V vedrører et tilfælde, hvor landsretten mente, at et modregningsforbud ikke skal gælde, hvis et beløb var udbetalt selvom det ikke var forfaldent. Man kan diskutere, om det er et rigtigt resultat. Men det er ikke så afgørende. For nærværende sag er det væsentlige, at det ikke skyldtes konneksitet, men noget andet, at landsretten ikke an-vendte forbuddet mod modregning.

Til sagsøgerens advokaters citater fra litteratur er at sige, at ingen af disse litteratursteder omhandler tilfælde, hvor der i en lovtekst er et (med sagsøgeren advokaters egne ord) ”meget klart” formuleret forbud mod modregning. De omhandler ikke tilfælde, hvor der er lovtekster, der forbyder modregning. De omhandler tilfælde, hvor der antages at være forbud mod modregning – evt. afledt af lovbestemmelser om be-skyttelse mod udlæg – men uden at den præcise rækkevidde kan udle-des af en meget klar lovtekst.

Om Knud Illum skal nævnes, at han – trods sagsøgerens advokats citat, der lader forstå noget andet – ikke udtaler sig om et forbud mod modregning med et klart formuleret forbud. Han udtaler sig bredt om lovbestemmelser med eksekutionsforbud. Illum skriver også: ”Kun hvor der er særlig Grund til at antage, at det har været Lovgiveren magtpaaliggende, at Kravet sikres den paagældende rent abstrakt, maa man antage lignende Regler som i tysk Ret.” Mon ikke Illum ville mene, at et en lovbestemmelse med et meget klart formuleret forbud mod modregning er udtryk for, at lovgiveren sigter til enhver form for modregning?

Mikael Kielberg forholder sig til et bredt udsnit af bestemmelser om ”forbud mod kreditorforfølgning, som findes i næsten alle sociale love” men forholder sig ikke till en konkret bestemmelse, der indeholder et meget klart formuleret forbud mod modregning.

39

Sagsøgerens advokaters henvisning til gældsinddrivelseslovens § 8b, stk. 4 er bemærkelsesværdig, når man sammenligner ordlyden af be-stemmelsen i den lov med ordlyden af den bestemmelse, som er til prø-velse i denne sag:

Gældsinddrivelseslovens § 8b,

Skatteforvaltningslovens § 52,

stk. 4: stk. 8:

For udbetalingsbeløb (…) kanKravet kan (…) ikke gøres til

skyldneren ikke påberåbe siggenstand for retsforfølgning

ret til modregning. eller modregning over for den godtgørelsesberettigede

Som sagsøgerens advokat selv skriver:

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 232 af 5. maj 2021 (afsnit 2.8.2) fremgår, at § 8 b, stk. 4, er ”udtryk for en fravigelse af de almindelige obligationsretlige principper om modregning” , og at det blev foreslået, at bestemmelsen skulle gælde for ”alle former for modregning, dvs. både modregning i almindelighed (med ikke-konnekse krav) og også den særlige konnekse modregning” .

Sagsøgeren advokat mener, at det er et ”særligt holdepunkt” , at forar-bejderne nævner, at bestemmelsen er en fravigelse af de almindelige ob-ligationsretlige principper. Det er en mærkværdig læsning af lovmoti-ver. Når man skriver, at bestemmelsen fraviger almindelige obliga-tionsretlige principper, så betyder det, at lovgiveren var på det rene med, at lovteksten ikke indeholder nogen undtagelse om konneks

modregning, og at konneks modregning dermed også var omfattet af forbuddet. Til overmål viser bemærkningen om , at man overvejede, om konneks modregning skulle forbydes, at lovgiveren vidste, at lovtek-sten i så fald udtrykkeligt skulle undtage konneks modregning. Lovgi-veren var altså helt bevidst om, at en lovtekst, der forbyder modregning uden nogen undtagelse, også vil omfatte forbud mod konneks modreg-ning. Og at det kræver særlige holdepunkter, hvis en lov med et meget klart forbud mod modregning ikke skulle omfatte konneks modreg-ning.

De motivudtalelser, som sagsøgerens advokat har fremdraget, støtter derfor sagsøgte læsning af skatteforvaltningsloven, der har en ordlyd som er stort set identisk med gældsinddrivelsesloven.

Sagsøgte påberåber naturligvis selve kendelsens begrundelse:

Ud fra ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, 3. pkt., er der tale om et absolut forbud. Selvom omkostningsgodtgørelses-ordningen i flere tilfælde er udvidet, fremgår det ikke af forarbej-derne, at der er foretaget ændringer i forhold til forbuddets om-fang.

Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for at antage, at konneks modregning er en undtagelse til forbuddet om modreg-ning over for den godtgørelsesberettigede i skatteforvaltningslo-

40

vens § 52, stk. 8, 3. pkt. Landsskatteretten har i den forbindelse lagt vægt på bestemmelsens ordlyd (..)

6. AFSLUTNING

Man kan konkludere, at loven har en meget klar formulering, der for-byder modregning. Så langt er parterne enige. En anden lov (gældind-drivelsesloven) med et nogenlunde enslydende forbud omfatter ifølge motiverne al modregning – også konneks modregning. Der findes intet tilfælde i retspraksis eller i litteraturen, der støtter sagsøgerens opfattel-se om, at et klart formuleret forbud mod modregning i en lovtekst, skulle indeholde en undtagelse for konneks modregning. Ingen af de domme eller litteratursteder, der citeres, omhandler lovbestemmelser med et klart formuleret forbud. En enkelt dom vedrører et lovbestemt forbud, mens dens begrundelse for at fravige forbuddet var ikke, at konneks modregning fandtes at være undtaget. Begrundelsen va en an-den, der ikke er relevant for vores sag.

Sagt ligeud ad landevejen er sagsøgeren efter loven ikke berettiget til at modregne, og det er et lovbrud, at sagsøgeren har foretaget modreg-ning. Man kan forstå, at sagsøgeren synes, at loven fører til urimelige resultater, men det er ikke et argument for, at loven ikke gælder. Lands-retten skal dømme i overensstemmelse med lovgivningen, uanset om sagsøgeren mener, at det vil føre til et urimeligt resultat. Det vil ikke være første gang, at den lovgivning sagsøgeren står for, fører til resulta-ter, som sagsøgeren ikke bryder sig om – og det plejer man at ordne ved at bede skatteministeren foreslå en lovændring.”

Sagsøgte har endvidere i sit andet skriftlige procedureindlæg af 9. april 2025 anført følgende:

” 1. PUNKT 1, 3 OG 4 I SAGSØGTES FØRSTE INDLÆG

Det er noteret, at sagsøgeren ikke har imødegået sagsøgtes bemærknin-ger.

2. AFKALD PÅ MODREGNING

Hvis sagsøgeren ønskede at foretage modregning med den kendte og forfaldne gæld, så skulle sagsøgeren ikke have givet dette løfte:

Vi udbetaler snarest i alt 2.850.000,00 kr. til dig på NemKonto, mærket: Omkostningsgodtgørelse.

Sagsøgerens afgørelse omhandlede lige præcis et beløb, som sagsøgte skylder. Men den gæld blev ikke nævnt. Havde man ønsket at modreg-ne, så skulle man have skrevet:

Vi udbetaler ikke godtgørelsen på i alt 2.850.000,00 kr. til dig. Vi vil modregne i de skyldige sagsomkostninger, som er begrundelsen for godtgørelsen.

Det standardmæssige forbehold om ”en eventuel gæld til det offentli-ge” kan ikke under nogen form fortolkes som en henvisning til den konkrete gæld, som afgørelsen omhandlede.

41

Hvis privat virksomhed som f.eks. et forsikringsselskab skrev på tilsva-rende måde til en kunde, ville der ikke være tvivl om resultatet. Et for-sikringsselskab ville ikke kunne nægte at udbetale et beløb, hvis det havde givet en kunde et skyldigt beløb, der havde sammenhæng med, at kunden konkret skyldte et præmiebeløb ved at henvise til en stan-dardmæssig formulering om ”eventuel gæld” . Det kan godt være, at forsikringsselskabet ville anse resultat for urimeligt, men det ville rea-gere ved at forbedre dets meddelelser til kunderne, så samme situatio-nen ikke ville opstå i fremtiden.

3. PUNKT 5 I SAGSØGTES FØRSTE INDLÆG

Til sagsøgerens supplerende bemærkninger bemærkes:

3.1 Skatteforvaltningsloven med kommentarer

Sagsøgtes udlægning af, hvordan det omhandlede litteratursted har so-lid støtte i den omstændighed, at den ene forfatter også er den formand, der har underskrevet landsskatterettens kendelse i nærværende sag.

3.2 Et forbud mod retsforfølgning er også et forbud mod modregning

Sagsøgerens advokater benytter sig af en såkaldt stråmand med be-mærkning om, at sagsøgte ”muligvis at skabe tvivl om, hvorvidt et for-bud mod retsforfølgning nu også indebærer et modregningsforbud, og hvad sådan et modregningsforbud i givet fald skulle gå ud på” . Sagsøg-te har ikke anført dette.

Sagsøgte har konkret s. 5 påvist, at ingen af de domme, som sagsøgeren påberåber sig bortset fra FED 2020.275 V vedrører tilfælde med et ud-trykkeligt forbud i loven mod modregning. De vedrører tilfælde, hvor der er antagelser om, at der i et eller andet omfang ikke er fri adgang til at modregne, men uden at det følger af en lovbestemmelse med et me-get klart formuleret undtagelsesfrit forbud. Begrundelsen for resultatet i FED 2020.275 V var ikke, at lovens modregningsforbud ikke skulle gælde konneks modregning, at skadelidte aldrig havde haft krav på udbetaling af det omhandlede beløb, der søgtes tilbagebetalt. Derfor kunne der modregnes, selvom loven forbyder modregning.

3.3 Et modregningsforbud omfatter som udgangspunkt ikke konneks modregning

Sagsøgerens advokater skriver, at der skulle gælde et almindeligt ud-gangspunkt i retspraksis og litteratur om, at forbud mod retsforfølg-ning ikke omfatter konneks modregning. Det er ikke rigtigt. Som påvist er er der ikke nogen fast retspraksis. Der er konkrete afgørelser, der med forskellige begrundelser har tilladt modregning.

Sagsøgerens advokater skriver videre, at der ikke kan ”peges på nogen valid forklaring på, at (dette udgangspunkt) skulle være anderledes for et udtrykkeligt modregningsforbud.” Der er i høj grad en valid forkla-ring. Nemlig lovbestemmelser, der udtrykkeligt og med stor klarhed forbyder modregning. Et klare holdepunkt for, at det har været lovgiv-ningsmagtens hensigt kan ikke tænkes.

42

Klarheden kommer særligt frem med bemærkningerne til gældsinddri-velseslovens § 8b, stk. 4. Her har lovgivningsmagten med eftertrykke-lighed slået fast, at de følgende ord betyder, at der er et absolut forbud mod modregning, også med konnekse fordringer:

For udbetalingsbeløb (…) kan skyldneren ikke påberåbe sig ret til modregning.

Lovgivningsmagten ville ikke med nogen form for troværdighed kunne påstå, at de følgende ord i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 8, skulle betyde noget helt andet:

Kravet kan (…) ikke gøres til genstand for (…) modregning over for den godtgørelsesberettigede

Når lovgivningsmagten vælger præcis samme ordlyd i de to lovbe-stemmelser, så betyder det selvfølgelig, at de skal forstås på samme måde.

3.4 Hvad ville Knud Illum mon mene?

Mon ikke Knud Illum ville mene, at det ville være mærkværdigt, hvis to lovbestemmelser med samme ordlyd skulle forstås på forskellig må-de?

3.5 FED 2020.275V

Sagsøgerens advokater ønsker at dommen skal fremstå sådan, at afgø-relsen kun er begrundet med, at konneks modregning ikke skulle være omfattet af forbuddet.

Så må vi jo læse præmisserne:

Fordringerne udspringer af samme retsforhold, og de øvrige betin-gelser for konneks modregning er opfyldt. Da bestemmelserne i dagældende lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sund-hedsvæsenets § 33, stk. 4, erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., og retsplejelovens § 513 ikke hindrer regionens modregnings-ret i et tilfælde som det foreliggende (min understregning), tager

landsretten regionens principale påstand til følge.

Hvis det kun var en afgørelse om, at et lovbestemt modregningsforbud ikke omfatter konneks modregning, så havde ordene ”et tilfælde som det foreliggende” været unødvendige. Retten havde i så fald blot kunne have skrevet, at et forbud mod modregning ikke omfatter konneks modregning. Men det gjorde retten ikke. Den mente at der måtte mere til. Dette mere er præcis sammenfattet i byrettens præmisser:

Det fremgik af Patienterstatningens ankevejledning til afgørelsen af 6. oktober 2015, at Ankenævnet for Patienterstatningen kunne til-træde afgørelsen eller ændre den, så erstatningen blev forhøjet eller nedsat, og at Ankenævnet også kunne ændre den oprindelige afgø-relse, så hele erstatningen bortfaldt og skulle betales tilbage.

43

Ligeledes fremgik det er Region R udbetalingsbrev af 25. oktober 2015, at afgørelsen kunne ankes til Ankenævnet for Patienterstat-ning, der kunne tiltræde eller ændre afgørelsen og Ankenævnet kunne herunder ændre afgørelsen skade for sagsøgte, så sagsøgte i mindre omfang eller slet ikke var berettiget til erstatning, og at sagsøgte derfor helt eller delvist skal betale skal betale erstatningen tilbage.

Henset hertil finder retten, at T ikke på tidspunktet for udbetalin-gen af erstatningen, hvor ankefristen ikke var udløbet, havde en velbegrundet forventning om, at beløbet ikke kunne kræves tilba-gebetalt. Det forhold, at det var en læge, der indbragte sagen for Ankenævnet for Patienterstatningen, kan ikke føre til et andet re-sultat. Region R gives derfor medhold i den nedlagte betalingspå-stand.

I dette tilfælde var den berettigede altså gjort udtrykkelig opmærksom på, at han ikke havde opnået endelig ret til den erstatning, som siden blev brugt til modregning. Modsat nærværende sag, hvor sagsøgeren i denne udbetalingsafgørelse ikke kunne udtrykke sig med samme præ-cision som Patienterstatningen i dens ankevejledning.

4. AFSLUTNING

Det kan godt være, at sagsøgeren mener, at det resultat, som sagsøge-ren ønsker sig, er ”helt i orden” . Men sådan fungerer et regelstyret sam-fund ikke. Det er ikke afgørende, hvad sagsøgeren mener er ”helt i or-den” . Eller i øvrigt sagsøgerens gætterier om, hvorvidt sagsøgte efter udbetaling af godtgørelsen vil eller ikke vil betale sagsomkostningerne.

Det afgørende er ordlyden i den lovgivning, som er konciperet af em-bedsmænd hos sagsøgeren. Hvis sagsøgeren ønsker sig en anden ret-stilstand, så må sagsøgeren tale med sin minister om at fremsætte et lovforslag, der ændrer retstilstanden, så det udtrykkeligt fremgår af loven, at modregningsforbuddet ikke gælder konnekse modregning.

Det er meget nemt. Man skal bare skrive, at forbuddet dig ikke omfatter konneks modregning. Og man skal ikke i hvert fald ikke skrive en lov-tekst, der svarer til gældsinddrivelsesloven. For så må enhver med rette mene, at forbuddet omfatter konneks modregning. Thi det følger ud-trykkeligt af bemærkningerne, at en lovtekst, der forbyder modregning betyder, at konneks modregning også er forbudt.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningen er berettiget til at opfylde Sagsøgtes krav på godtgørelse af pålagte sagsomkostnin-ger efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, ved modreg-ning med Skatteministeriets krav på de tilkendte sagsomkostninger, der be-grunder kravet på godtgørelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, ydes der en godt-gørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 skal betale eller

44

har betalt i pålagte sagsomkostninger i forbindelse med en klagesag. Det frem-går af § 52, stk. 8, at den godtgørelsesberettigedes krav på godtgørelse efter stk. 1-3 ikke kan sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning over for den godt-gørelsesberettigede.

Reglerne om omkostningsgodtgørelse blev indført for at erstatte en tidligere anerkendt fradragsret for skatteyderes udgifter til sagkyndig bistand i skattesa-ger. Ved lovændringen i 2000 blev ordningen udvidet til også at omfatte idømte sagsomkostninger. Dette skete for at lette den skatte- eller afgiftspligtiges øko-nomiske byrder ved at skulle føre en skatte- eller afgiftssag. I 2002 blev kravet om, at udgiften skulle være betalt, for at godtgørelse kunne gives, ophævet med den begrundelse, at den skatte- eller afgiftspligtige ikke fremover skulle påføres udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyn-dige bistand mv., når disse udgifter som udgangspunkt alligevel ville blive godtgjort, i hvert fald med 50 pct.

Det kan af reglernes tilblivelse og formålet med ordningen udledes, at hensig-ten med modregningsforbuddet var at sikre, at skatteyderen kunne anvende godtgørelsen til at betale de faktiske udgifter, han var blevet påført i anledning af skattesagen.   

Sagsøgtes krav på godtgørelse af 50 pct. af de pålagte sagsom-kostninger og Skatteministeriets krav på tilkendte sagsomkostninger er direkte forbundne og udspringer utvivlsomt af samme retsforhold. Ved modregning mellem den godtgjorte del af de pålagte sagsomkostninger med halvdelen af det sagsomkostningsbeløb, som Skatteministeriet er tilkendt, frigøres Sagsøgte for betalingsforpligtelsen vedrørende denne del. Landsretten finder, at modregning i et sådan tilfælde ikke er i strid med lovens forbud mod modregning.

Landsretten tager på denne baggrund Skatteministeriets påstand til følge.

Efter sagens udfald og værdi skal Sagsøgte i sagsomkostninger for landsretten betale 134.500 kr. til Skatteministeriet. Heraf tilkendes 4.500 kr. til dækning af retsafgift og 130.000 til dækning at udgifter til advokatbistand inkl. moms.   

45

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte skal anerkende, at hans krav på delvis godtgørelse af sagsomkostninger, som han ved Københavns Byrets dom af 27. juni 2018 (BS 36A-3927/2015) og Østre Landsrets dom af 18. december 2019 (BS-294-18) er blevet pålagt at betale til Skatteministeriet, kan opfyldes ved modregning i de samme sagsomkostninger.

Sagsøgte skal i sagsomkostninger for landsretten inden 14 dage betale 134.500 kr. til Skatteministeriet.   

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.   

Publiceret til portalen d. 25-06-2025 kl. 10:01

Modtagere: Sagsøger Skatteministeriet, Advokat (H) Morten Samuelsson, Advokat (H) Søren Horsbøl Jensen, Sagsøgte