Sag om, hvorvidt afbrydelsen af lærerpraktikforløb, som følge af krav om håndtryk til personer af alle køn udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 27. juni 2025

Sag BS-33470/2022-OLR

(20. afdeling)

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for

Sagsøger 1

(advokat Jonas Blegvad Jensen, prøve)

mod

Albertslund Kommune

(advokat Søren Skjerbek)

Biintervenient til støtte for Albertslund Kommune:

(advokat Søren Skjerbek)

sag BS-33471/2022-OLR

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for

Sagsøger 2

(advokat Jonas Blegvad Jensen, prøve)

mod

Albertslund Kommune

(advokat Søren Skjerbek)

Biintervenient til støtte for Albertslund Kommune:

(advokat Søren Skjerbek)

Landsdommerne Kim Holst, Mikael Sjöberg og Tina Susanne Nielsen (kst.) har deltaget i sagernes afgørelse.

Sagerne er anlagt ved Retten i Glostrup den 22. marts 2022. Ved kendelse af 7. september 2022 er sagerne henvist til behandling ved landsretten efter retspleje-lovens § 226, stk. 1.

Sagerne vedrører prøvelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelser af 15. decem-ber 2021 om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at Albertslund Kommune krævede, at de lærerstuderende Sagsøger 1 og Sagsøger 2, ligesom de øvrige ansatte, skulle give hånd til alle personer uanset køn under deres praktik på Skole 1.

Påstande

BS-33470/2022-OLR

Sagsøger 1, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Albertslund Kom-mune, skal betale 25.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. september 2019.

BS-33471/2022-OLR

Sagsøger 2, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Albertslund Kommune, skal betale 25.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. septem-ber 2019.

Albertslund Kommune har i begge sager påstået frifindelse, subsidiært ”[f]rifin-delse mod betaling af et mindre beløb end af sagsøgerne påstået” .

Sagsfremstilling

De lærerstuderende, Sagsøger 1 og Sagsøger 2 (tidligere Navn), der begge er kvindelige muslimer og var på tredje år af læreruddannelsen, skulle i foråret 2019 som led i uddannelsen deltage i det andet af i alt tre praktikophold under uddannelsen. Praktikopholdet, der skulle vare seks uger, skulle finde sted på Skole 1 i Albertslund Kommune i foråret 2019.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 havde i efteråret/vinteren 2017 gennemført det første praktikophold, der varede knap tre måneder, på Skole 2 i København.

Forud for det andet praktikophold blev Sagsøger 1 og Sagsøger 2 indkaldt til et velkomstmøde på Skole 1 den 11. februar 2019.

Udover Sagsøger 1 og Sagsøger 2 deltog flere andre i velkomstmødet, herunder andre lærerpraktikanter, praktikkoordinator Vidne 1 fra Skole 1 og praktikvejleder Vidne 2, ligeledes fra Skole 1. Under vel-komstmødet rakte Vidne 2 hånden ud for at hilse på Sagsøger 1 og Sagsøger 2, som i stedet hilste på ham ved at placere højre hånd på brystet/hjertet.

Ved mail af 4. marts 2019 blev Sagsøger 1 og Sagsøger 2 indkaldt til møde på skolen. Af mødeindkaldelsen fremgår:

”Hej Sagsøger 2 og Sagsøger 1

I indkaldes til møde på skolen onsdag den 6/3-19 kl. 10.45. Årsagen til mødet er, at I til velkomstmødet d. 11/2 ikke gav hånd til en mandlig kollega.

På dette møde vil vi sammen have en drøftelse omkring dette. Til stede ved møde vil være skolens leder Vidne 3 og undertegnede. Venlig hilsen

Vidne 1” .

På mødet deltog Sagsøger 1, skoleleder Vidne 3 og praktikkoordinator Vidne 1. Sagsøger 2 deltog ikke i mødet, da hun var forsinket i trafikken.

Af Skole 1's mødereferat af 6. marts 2019 fremgår:

”Møde vedrørende praktikaftale på Skole 1.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er indkaldt til møde vedrørende deres prak-tikaftale på Skole 1. På mødet skal der drøftes oplevelsen vedrø-rende en episode ved velkomstmødet d. 11/2-19 på Skole 1. På velkomstmødet bliver de studerende præsenteret for deres praktik-lærere. Under præsentationen afviser de studerende af religiøse årsager at give hånd til den ene praktiklærer, da denne er en mandlig lærer. Det er oplyst ved indkaldelsen hvad samtalen drejer sig om.

I Albertslund Kommune arbejder vi med Genoprettede praksis, for at belyse alle vinkler af en oplevet konflikt, og skabe fælles forståelse samt genoprette relationen. Metoden blev benyttet ved mødet, ved at under-tegnede inden mødet havde haft en samtale med den mandlige praktik-lærer for at være forberedt på hvorledes relationen kunne genoprettes. Sagsøger 1 blev orienteret om, at den mandlige kollega følte det ubehage-ligt af blive afvist ved velkomstmødet. Ved spørgsmålet om, hvad der var sket til velkomstmødet, beskrev Sagsøger 1, at De ikke havde givet hånd til den mandlige kollega. At de ikke rører ved fremmede af det modsatte køn af religiøse årsager.

Sagsøger 1 har ikke i sine vikarjobs eller medhjælperstillinger oplevet dette som et problem før. Hun kan derfor ikke se, hvorfor dette skulle blive en problematik i denne praktik.

Ud fra dette svar orienteres Sagsøger 1 om, at vi som folkeskole har en forventning til, at man kan tilsidesætte egne overbevisninger som pro-fessionel lærer.

Derudover orienteres hun om hvorledes Skole 1's værdi om fæl-lesskab og Albertslund kommunes værdier om et nysgerrigt liv og et fællesliv fordrer at man som lærer kan undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst.

Sagsøger 1 blev spurgt om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og Skole 1 som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1. Det var der ikke.

Derfor ser vi os desværre nødsaget til at stoppe praktikken fra dags da-to.

Da det kun var Sagsøger 1 der deltog ved mødet, skal Sagsøger 2 give skriftlig tilkendegivelse om, hvorvidt hun ønsker at fortsætte praktik-ken, ud fra de opstillede konditioner.

// Vidne 3

Skoleleder, Skole 1”

Ved mail af 7. marts 2019 sendte Vidne 1 mødereferatet til Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Af mailen fremgår:

”Hej Sagsøger 1 og Sagsøger 2

Sender hermed referatet af mødet afholdt d. 6/3-19 angående vel-komstmøde d. 11/2-19.

Bemærk, at da det kun var Sagsøger 1 der var tilstede ved mødet, har Sagsøger 2 ikke haft mulighed for at tilkendegive om hun ønsker at fortsætte praktikken eller ej. Der vil selvfølgelig være mulighed for det-te. Der skal rettet skriftlig henvendelse hvis der ønskes praktikken skal fortsætte.

MVH

Vidne 1”

Af mail af samme dag fra Sagsøger 2 til Vidne 1 fremgår:

”Hej Vidne 1

Jeg ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole 1.

Hilsen Sagsøger 2”

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 gennemførte herefter i stedet praktikopholdet på Skole 3 i København fra 1. april 2019 til 17. maj 2019. Praktikopholdet for-løb uden anmærkninger.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 klagede den 6. september 2019 til Ligebehand-lingsnævnet over at have været udsat for indirekte forskelsbehandling af Al-bertslund Kommune.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse i begge sager den 15. december 2021. Af-gørelserne er i det væsentlige identiske. Af afgørelsen til Sagsøger 1 fremgår:

” Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede kommune handlede i strid med forskelsbehandlingslo-ven i forbindelse med klagers praktikforløb på en folkeskole i kommu-nen.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 20. september 2019, hvor klager fremsatte påstand om betaling af godtgørelse.

Sagsfremstilling

Klager, der er kvindelig muslim, begyndte på lærerstudiet den 1. febru-ar 2017. Det er en forudsætning for at bestå læreruddannelsen, at den studerende under uddannelsesforløbet gennemfører tre praktikmodu-ler.

….

Skolen i den indklagede kommune har udarbejdet en pjece om skolen som praktikskole, hvoraf det blandt andet fremgår:

” [Skolen] som praktikskole for læreruddannelsen

[Skolen]s vision:

...... er at skabe en skole, hvor det fælles værdigrundlag er ansvar-lighed over for hinanden og fællesskabet som det bærende ele-ment.

Vi skal sammen skabe en skole, hvor

• ... enhver mødes med respekt og anerkendelse.

• ... vi møder hinanden i tillid til hinandens gode hensigter.

• ... der er et tillidsfuldt samarbejde mellem alle skolens parter.

• ... vi samarbejder om de pædagogiske mål (nationale, kommu-nale og lokale).

• ... vi værdsætter en kritisk og konstruktiv dialog om skolens ud-vikling og fælles værdier og normer.

• ... vi er forpligtede på hinandens succes

…

På [skolen] forventer vi, at den studerende:

• har gjort sig tanker om lærerprofessionen

• kender kompetencemål for det konkrete praktikniveau

• har overvejet hvilke ønsker og udfordringer, der skal indfries i praktikperioden

• forholder sig interesseret, spørgende og undrende til det pæda-gogiske arbejde

• overholder aftaler og regler om syge- og raskmelding

• overholder tavshedspligten

Det er din opgave som praktikant, at:

…

• at deltage skolens hverdag ved fx møder (fx team- og afsnits-møder), skole/hjem-samarbejde (fx forældremøder og samtaler), tilsynsopgaver i pauser, at praktisere konflikthåndtering og -løs-ning, anvende dine IT kompetencer og evt. deltage i skolens lek-tiecafe-tilbud, der er en integreret del af skolens hverdag”

Den 11. februar 2019 blev der afholdt velkomstmøde på skolen, hvor klager sammen med flere andre praktikanter blev orienteret om prak-tikforløbet på skolen. På mødet blev klager præsenteret for både en mandlig og en kvindelig praktikvejleder. Klager ønskede ikke at give hånd til den mandlige praktikvejleder og forklarede, at hun af religiøse årsager ikke ønsker at give hånd til personer af det modsatte køn. Kla-ger hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet.

Den 4. marts 2019 blev klager indkaldt til møde på skolen. Af mødeind-kaldelsen fremgår:

…

På mødet deltog klager, praktikkoordinatoren og skolelederen. Af refe-rat af mødet den 6. marts 2019 fremgår blandt andet:

…

Klagers praktikforløb hos skolen i den indklagede kommune ophørte herefter med øjeblikkelig virkning.

Den 7. marts 2019 kontaktede den indklagede kommune klagers ud-dannelsesinstitution og oplyste, at praktikforløbet hos indklagede var stoppet. Klagers uddannelsesinstitution afholdt efterfølgende et møde med klager, hvor forløbet med den indklagede kommune blev drøftet. Derudover oplyste uddannelsesinstitutionen, at praktikanter skal være indstillet på at opføre sig som ansat på praktikstedet og overholde praktikstedets regler.

…

Klager fremsatte den 20. september 2019 en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Klager har fremlagt den indklagede kommunes vision og strategi.

Klager har endvidere fremlagt ansættelsesbevis og lønsedler fra tidlige-re jobs, hvor hun blandt andet har arbejdet som lærervikar og pæda-gogmedhjælper.

Parternes bemærkninger

…

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskels-behandling på grund af religion eller tro.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af re-ligion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller vil-le blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kri-terium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmin-dre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hen-sigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændig-heder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at lige-behandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgø-relse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde

Forskelsbehandlingsloven forpligter enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed med blandt andet erhvervsmæssig videreud-dannelse, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiv 2000/78 (be-skæftigelsesdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) og b), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår blandt andet vilkå-rene for adgang til lønnet beskæftigelse og adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring.

Det er en forudsætning for at bestå uddannelsen som lærer, at den stu-derende under uddannelsesforløbet gennemfører tre praktikmoduler.

Nævnet vurderer, at en lærerstuderendes praktikmoduler har direkte betydning for den pågældende lærerstuderendes muligheder for at

gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang til lønnet beskæfti-gelse.

Nævnet finder herefter, at klager, der som led i sin uddannelse til lærer var praktikant på skolen i den indklagede kommune, er omfattet af for-skelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Om religion som beskyttelseskriterium

Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro for-udsætter, at der efter en konkret vurdering er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro. Der henvises herved til præmis 82 i den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15. januar 2013 i Eweida-sagen (sag nr. 48420/10 m.fl.).

Nævnet skal derfor indledningsvist tage stilling til, om der er en til-strækkelig nær og direkte sammenhæng mellem klagers praksis og hendes muslimske tro.

Klager har oplyst, at hun på grund af sin religiøse overbevisning ikke må have fysisk kontakt med personer af det modsatte køn, som hun ik-ke har et nært familiært forhold til.

Nævnet vurderer, at der er en sådan nær sammenhæng mellem klagers religiøse overbevisning og hendes tilsvarende afvisning af at give hånd til personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbe-handlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Beskyttelsen gælder uanset, at der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for islam.

Om indirekte forskelsbehandling

Som følge af at klager afviste at give hånd til den mandlige praktikvej-leder ved velkomstmødet den 11. februar 2019, blev hun indkaldt til et møde på skolen den 6. marts 2019.

Det kan lægges til grund, at indklagede stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at klager ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Da klager afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning.

Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd til alle personer uanset deres køn, er et tilsyneladende neutralt krav, der vil stille personer med klagers religiøse overbevisning ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af reli-gion eller tro.

Det påhviler herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehand-lingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet vurderer, at indklagedes krav om, at medarbejdere skal give hånd til alle personer uanset deres køn, er objektivt begrundet i det legi-time formål at sikre ligebehandling mellem kønnene.

Nævnet vurderer videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere giver hånd til alle uanset deres køn.

Nævnet vurderer imidlertid, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for klager for at opnå formålet om at sikre ligebehandling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har redegjort for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at klager hilste på alle personer på samme måde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klager efter det oplyste gerne ville have fysisk kontakt med eleverne på skolen, idet de er yngre end hende, og at hendes praksis med at hilse på mænd og kvinder på sam-me måde dermed alene ville være relevant i kontakten med forældre og kollegaer.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fast-sættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske om-stændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædel-se.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. september 2019, hvor klager fremsatte en påstand om betaling af godtgørelse.

…

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

 § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

 § 9, stk. 1, om klagebehandling

 § 12, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

 § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

 § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

 § 7, stk. 1, om godtgørelse

 § 7 a, om delt bevisbyrde

…”

Ved mail af 27. december 2021 til Ligebehandlingsnævnet oplyste advokat Sø-ren Skjerbek på vegne af Albertslund Kommune, at kommunen ikke var enig i nævnets afgørelser og derfor ikke ville efterleve dem.

Ved mail af 24. januar 2022 til Ligebehandlingsnævnet anmodede Lærerstude-rendes Landskreds på vegne af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 om, at sagerne blev indbragt for domstolene.

Ligebehandlingsnævnet indbragte herefter sagerne for domstolene som manda-tar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i medfør af § 12, stk. 2, i lov om Ligebehand-lingsnævnet.

Sagsøger 2 gennemførte læreruddannelsen den 22. januar 2021. Sagsøger 1 gen-nemførte uddannelsen den 27. juni 2023.

Forklaringer

Sagsøger 1, Sagsøger 2, Vidne 2, Vidne 1 og Vidne 3 har afgi-vet forklaring.

Sagsøger 1 har forklaret, at hun blev uddannet folkeskolelærer i 2023. Hun er ikke kommet tilbage til arbejdet efter barslen, da hun hjemmepasser sine børn. Hun er ortodoks muslim. Hun er opvokset i en muslimsk familie, hvor islam dog ikke fyldte så meget. Som 18-årig fandt hun sin egen vej. Hun tog tørklæde på og begyndte at fordybe sig i religionen. Hun praktiserer sin tro ved at bede fem gange om dagen, og hun faster under Ramadanen. Hun opdrager sine børn muslimsk.

I islam er der en tydelig grænse mellem mænd og kvinder. Grænsen går ved fysisk berøring. Hun har intet imod mænd, og hun kan være sammen med mænd, men man kan ikke røre ved hinanden. Det gælder ikke, hvis man er i familie med hinanden, herunder hvis der er tale om søskende, onkler, bedste-forældre og ens ægtefælle. Det gælder kun i forhold til voksne mænd. Man er voksen, når man er over 18 år. Der er derfor ingen udfordringer i forhold til berøring af folkeskoleelever. Grænsen for, hvornår man er voksen, følger ikke direkte af koranen, men af udtalelser fra profeten og åbenbaringer. Hun kan godt sidde ved siden af fremmede mænd f.eks. i toget.

Når hun hilser, plejer hun at sige ”hej” og smile, hvorefter hun sætter hånden på hjertet, mens hun bukker hovedet.

Hun vil gerne give kvinder hånden. Hvis hun skal hilse på både en mand og en kvinde, er hun på baggrund af denne sag begyndt at hilse på dem på samme måde, så der ikke er nogen, der bliver stødt.

Hun mener ikke, at det har betydning for arbejdet som lærer, at hun ikke giver hånd til mænd. Det handler om, hvorvidt hun kan gennemføre undervisningen, være fagligt stærk og samarbejde med sine kollegaer. I undervisningen behand-ler hun piger og drenge ens.

Efter gymnasiet og i begyndelsen af lærerstudiet arbejdede hun i tre år som pædagogmedhjælper i en integreret institution i Københavns Kommune. Efter-følgende var hun lærervikar på Skole 4 i Albertslund Kommune og senere på friskolen Skole 5 i Københavns Kommune. Hun gennemførte sin første praktik på Skole 2 i Københavns Kommune. På intet tidspunkt var det et problem, at hun ikke gav hånd til mænd.

Den 11. februar 2019 deltog hun og Sagsøger 2 i velkomstmødet på Skole 1. Der var også andre praktikanter til mødet. Inden mødet gik i gang, hil-ste hun på praktikkoordinatoren Vidne 1 og de øvrige lærere. De var alle sammen kvinder. Vidne 2 kom ca. fem minutter for sent til mødet.

Han gik hen til dem for at give hånd. Hun og Sagsøger 2 hilste ved at holde hånden på hjertet og nikke. Hun følte ikke, at der var nogen, der bed mærke i, at de ikke gav hånd til Vidne 2. Hun og Sagsøger 2 havde allerede sat sig, da Vidne 2 kom. Vidne 2 satte sig dér, hvor der var ledigt. Efter de havde fået nogle praktiske informationer, skulle hun og Sagsøger 2 tale med Vidne 2. Vidne 2 fortalte dem om klassen, de skulle være i. Samtalen var afslappet. Vidne 2 virkede ikke fornærmet over, at de ikke havde givet hånd til ham. Vidne 2 var meget venlig over for dem. De hviskede ikke sammen under mødet, og slet ikke på arabisk, idet Sagsøger 2 ikke taler arabi-sk.

Hun blev meget overrasket, da hun modtog mødeindkaldelsen til mødet den 6. marts 2019. Først troede hun blot, at skolen var nysgerrig i forhold til hendes overbevisning, og at mødet skulle handle om, at de ikke havde villet give hånd til Vidne 2. De var ikke begyndt i praktikken på det tidspunkt, og der havde ikke været nogen kontakt mellem dem og skolen siden mødet den 11.

februar 2019. Både hun og Sagsøger 2 var indkaldt til mødet, men Sagsøger 2 blev forhindret. Udover hende selv deltog Vidne 1 og Vidne 3. Det var Vidne 3, der førte ordet. I starten gik mødet fint. Hun prøvede at forkla-re, hvorfor hun ikke giver hånd til mænd. Der blev konstant sagt noget om, ”at de skulle samarbejde i forhold til Albertslund Kommunes værdier” . Hun blev

ved med at svare, at de kunne samarbejde på alle måder, men at grænsen går

ved fysisk berøring af mænd. De ville gerne bevare praktikpladsen. Det er ikke korrekt som anført i skolens referat, at hun blev spurgt om, hvorvidt der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier. Hun havde ikke regnet med, at de blev smidt ud af sko-len. Hun var nødt til at understrege, at det ikke handlede om samarbejde, men om fysisk berøring. Hun spurgte ikke Vidne 3, om hun var racist. Hun sag-de, at hun ikke kunne gå på kompromis med sin religion i forhold til fysik berø-ring. Hun fortalte, at det ikke ville være et problem i forhold til eleverne, uanset om de gik i 1. eller 9. klasse. De talte ikke om, hvorvidt hun kunne hilse på mænd og kvinder på alternative måder; hun forklarede dog, hvordan hun hilste på mænd. I slutningen af mødet sagde Vidne 3, at ”hvis hun ikke kunne give hånd, så kunne hun ikke være på skolen” .

Hun ville gerne have fortsat praktikken på Skole 1, hvis hun kunne ha-ve fået lov til ikke at give hånd til mænd.

Efter mødet mødte hun Sagsøger 2 uden for skolen. Hun fortalte Sagsøger 2, at de ikke kunne være på skolen, hvis de ikke ville give hånd. De kontaktede deres undervisningsinstitution, som hjalp dem med at finde en ny praktikskole. Det blev Skole 3 i København. De var ærlige over for Skole 3 og fortalte dem om forløbet med Skole 1, og at de af religiøse årsa-ger ikke ville give hånd til voksne mænd. Det blev taget godt imod og accepte-ret. De gennemførte begge praktikken uden problemer. Hun har efterfølgende uden problemer gennemført det tredje og sidste praktikforløb på Skole 6 i Ishøj Kommune.

Det er korrekt, at hun efter modtagelsen af mødereferatet ikke kom med be-mærkninger til referatet. Det er også korrekt, at Vidne 3 på mødet nævnte, at Vidne 2 havde følt sig afvist som følge af, at hun ikke tog hans hånd.

Hun er meget uenig i, at hun – som anført i skolens mødereferat – skulle være blevet spurgt om, hvorvidt der kunne findes en måde for dem at samarbejde på ud fra skolens og kommunens værdier. Det eneste, der blev sagt var, at ”hvis du ikke kan give hånd, så kan du ikke være her” .

Det er ikke rigtigt, at hun ikke vil give hånd til drenge i 12-13 års-alderen. Man er voksen, når man er 18 år. Det har kun betydning i forhold til, at hun ikke vil give hånd til elevers fædre og mandlige kollegaer. Hun har tænkt over, at hun fremover kan sende en besked til alle forældre, hvor hun vil forklare baggrun-den for, at hun ikke giver hånd. Hun kan i dag godt forstå, at det kan opfattes negativt. Det er derfor vigtigt, at det bliver formuleret på en god måde. Hun vil fremover hilse ens på begge køn. Hvis der bliver stillet spørgsmål til hendes hilsemåde, vil hun sige, at det er af religiøse årsager.

Sagsøger 2 har forklaret, at hun blev færdiguddannet som lærer i 2021. Hun er praktiserende muslim. Hun beder, faster og læser de religiøse skrifter. Hun er opvokset i en muslimsk familie, men de var dog ikke meget praktiserende. Da hun blev 15 år, begyndte hun at praktisere islam. Hun valgte at tage tørklæde på, da hun var 15-16 år. Hun giver grundet sin religiøse overbevisning ikke hånd til fremmede voksne personer af det modsatte køn. Det handler ikke kun om at give hånd. Det gælder al fysisk kontakt. Man er voksen, når man er 18 år. Det gælder derfor ikke børn og unge i folkeskolen. Det gælder heller ikke voks-ne mænd i hendes familie. Der er andre undtagelser, f.eks. vil hun hjælpe, hvis en mand faldt om på gaden. Hun hilser på andre måder, herunder med øjen-kontakt, smil, nik og en hånd på hjertet. Før corona gav hun hånd til kvinder, men det har ændret sig. Hun giver nu som udgangspunkt ikke hånd. Hun rejser sig ikke og går, hvis der kommer en fremmed mand og sætter sig ved siden af hende f.eks. i bussen eller toget.

Det har ikke betydning i forhold til arbejdet som skolelærer, om man giver hånd. En person, der giver hånd til alle, kan være den værste kollega. Hun har været i andre situationer, hvor hun ikke gav hånd til en mand. Ingen har virket til at tage sig af det. Hendes tidligere praktik på Skole 2 var gået godt, og det havde ikke været et problem, at hun ikke gav hånd.

Hun fulgtes med Sagsøger 1 til velkomstmødet den 11. februar 2019. Der var og-så andre praktikanter til velkomstmødet, og Vidne 1 deltog også. Hun kan ikke huske, hvordan hun og Sagsøger 1 hilste på Vidne 1; de hilste ikke på de andre praktikanter. Vidne 2 kom lidt senere til mødet. Han kom hen til dem og rakte hånden frem for at hilse på dem. Hverken hun eller Sagsøger 1 tog hans hånd. De holdt i stedet hånden på brystet/hjertet. Det var ikke hendes opfattelse, at Vidne 2 blev fornærmet over det; han trak blot hån-den til sig, og han satte sig ved siden af dem. Senere talte de med Vidne 2. De talte om nationalitet og andre mere praktiske ting omkring praktikforløbet. Der var en god stemning. De snakkede bl.a. om Vidne 2's tyrkiske bag-grund, og han lavede jokes under samtalen og fortalte dem om den klasse, de skulle følge. Hun og Sagsøger 1 hviskede ikke på mødet. Hun taler ikke arabisk, idet hun er kurder.

Hun blev forbavset, da hun modtog mødeindkaldelsen den 4. marts 2019. Det var aldrig tidligere sket i hendes liv. Hun havde ikke været i kontakt med sko-len siden velkomstmødet. Hun troede, at skolen ville have en begrundelse for, hvorfor hun og Sagsøger 1 ikke ville give hånd, men hun regnede ikke med, at der ville komme konsekvenser som følge af, at de ikke ville give hånd.

Den 6. marts 2019 var hun på vej til mødet, men hun kom til at tage bussen et stop for langt. Hun sendte en besked til Sagsøger 1 om, at hun var forsinket. Da

hun var tæt på skolen, skrev Sagsøger 1, at de ikke kunne vente længere. Efter mødet mødte hun Sagsøger 1, som fortalte hende, hvad der var sket på mødet, herunder at de ikke kunne være på skolen, hvis de ikke ville give hånd. Hun var chokeret. Dagen efter modtog hun mødereferatet. Hun skrev en mail til sko-len om, at hun ikke ønskede at fortsætte. Hun ville ikke gå på kompromis med sin religion ved at give hånd til mænd. Skolen forsøgte ikke at indgå i dialog med hende, og hun tog heller ikke fat i skolen. Hun følte sagen var afsluttet, da hun ikke ville give hånd. Hun var meget chokeret. Hun har været i mange situ-ationer, hvor hun ikke gav hånd til en mand, uden at det udgjorde et problem, f.eks. til en eksamen, hvor hun ikke gav hånd til censor. Hun har efterfølgende været i praktik på flere skoler – på Skole 3 sammen med Sagsøger 1, hvor de fortalte om forløbet på Skole 1, på Skole 7 på Nørrebro og efter endt uddannelse på Skole 8 i Vallensbæk – hvor det heller ikke var et problem. Det eneste sted, hvor det var et problem, var på Skole 1. På Skole 7 havde hun to mandlige praktiklærere, som hun ikke gav hånd til, og det var der ikke problemer med. Hun har ikke deltaget i skole-hjem-samtaler, da man ikke deltager heri som praktikant.

De blev indkaldt til mødet den 6. marts 2019, fordi de ikke ville give hånd. Uan-set at det ikke fremgik direkte af mødereferatet, var håndtrykket en del af sko-lens værdier. Hun tog ikke selv fat i skolen efter mødet, og skolen rakte ikke ud til hende. Hun følte, at sagen var afsluttet. Hun kan godt give hånd til kvinder, men ikke til mænd over 18 år. Man er voksen, når man er 18 år. Hun kan godt se, om en person er 15, 16, 17 eller 18 år. Det er vigtigt, at man som lærer har en god relation med forældrene. Det er ikke håndtrykket, der definerer ens kompe-tencer. Det er uden betydning for samarbejdet, om man giver hånden eller hil-ser på anden god måde. Hun har ikke oplevet, at det har påvirket den efterføl-gende kontakt. Hun vil fremover nok på forhånd forklare forældre, at hun af religiøse årsager ikke giver hånd. Hvis en mor gav hende hånden, ville hun gi-ve hånd. Hvis en far gav hende hånden, ville hun hilse på en anden måde.

Vidne 2 har forklaret, at han er lærer på Skole 1 i Albertslund Kommune. Han har været ansat siden august 2013, hvor han blev færdigud-dannet som lærer. Han har haft flere lærerpraktikanter i sine klasser. Han hav-de også forud for 2019 haft lærerpraktikanter i sine klasse. Praktikantens rolle i klassen kommer an på, hvor langt praktikanten er på sin uddannelse. I starten af uddannelsen skal praktikanten mest observere, hvorimod praktikanten i slutningen af uddannelsen skal kunne stå for undervisningen. Som han husker det, var Sagsøger 1 og Sagsøger 2 relativt langt i deres uddannelse. Han fortæl-ler altid praktikanterne, at de skal observere den første uges tid for derefter at ”fade ind” i klassen og stille og roligt overtage undervisningen.

Han kan godt huske velkomstmødet den 11. februar 2019. Han kom som den sidste til mødet. Alle de andre sad allerede ned. Han ville hilse på Sagsøger 1 og

Sagsøger 2. Han gik hen til dem og rakte først hånden ud til den ene. Hun tog ikke hans hånd. Hun lagde hånden på sit hjerte og hilste. Han rakte derefter hånden til den anden, som gjorde det samme. Kort tid derefter gik mødet i gang. Han tænkte ikke så meget over episoden under mødet, men han blev for-bavset. Det var først efter mødet, at han tænkte nærmere over det. Efter det ind-ledende oplæg skulle han tale med Sagsøger 1 og Sagsøger 2. De satte sig begge så langt fra ham, som de kunne. Han fortalte om sine forventninger til dem og om klassen, og han spurgte dem, hvad deres planer for danskundervisningen var. Praktikanterne plejer at være med til undervisningen mindst 5 timer om ugen; han kan ikke huske, om de havde aftalt, at de også skulle varetage andre fag end dansk. Han ville af respekt for dem ikke på mødet spørge dem om, hvorfor de ikke ville give hånd.

Samtalen forløb helt naturligt. Det var specielt den ene af de to, han snakkede med, da den anden var mere tilbageholdende, måske var hun genert.

Efter mødet blev han ”fanget i” en bekymring om, at han ikke var tryg ved, at hans 7. klasse skulle blive udsat for nogle værdier, som var modsat dem, som han arbejdede med. Han havde haft den pågældende klasse i mere end to år.

Han besluttede sig på grund af denne bekymring for at spørge Vidne 1, om hun kunne finde en anden klasse til praktikanterne. Han var også bekymret for, om Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville have kontakt til drengene i klassen og ikke ville give hånd til fædre til eleverne. Det handlede således ikke

om, at de ikke havde villet give ham personligt hånden.Han har selv en mus-

limsk baggrund og er desuden kristendomslærer. Han ved, at det er kønsmod-ne drenge, man ikke må røre. Han tænkte på de forskellige scenarier, hvor det kunne blive et problem. Det kunne være et tilfælde, hvor en dreng kom til ska-de, eller hvor der var et behov for at lægge en omsorgsfuld hånd på skulderen af en dreng. Han ville ikke kunne forklare eleverne eller deres forældre, hvorfor de havde praktikanter i klassen med et sådant livssyn.

Han vidste ikke på forhånd, hvad Vidne 1 tænkte om situationen.

Hun virkede lettet, da han fortalte, at han ikke kunne tage imod de to prakti-kanter. Han kunne se på Vidne 1, at hun også havde lagt mærke til, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke havde givet ham hånden. Efter at han havde talt med Vidne 1, tog hun og Vidne 3 over.

Man kan konkret aftale, at praktikanter er med til forældremøder.

Vidne 1 har forklaret, at hun fra 2002 til 2022 var lærer på Skole 1. Hun er nu viceskoleleder på en skole i By. Hun var praktikvejle-der fra omkring 2015 og frem, og hun var også praktikvejleder for Sagsøger 1 og Sagsøger 2. På et skoleår var der mellem seks og otte lærerstuderende i praktik på skolen.

I rollen som praktikvejleder skulle hun sørge for forskellige praktiske ting, her-under at praktikanterne kom til velkomstmødet, fik tilknyttet en praktiklærer og en klasse mv. Derudover skulle hun bl.a. sørge for, at der blev afholdt et vel-komstmøde.

Mødet den 11. februar 2019 var et normalt velkomstmøde. Hun kan ikke huske, om der blev givet hånd, da deltagerne ankom. I mødet deltog Sagsøger 1 og Sagsøger 2 og deres praktiklærer Vidne 2 samt en anden gruppe praktikanter og deres praktiklærer. Der deltog endvidere en tredje gruppe praktikanter, hvis praktiklærer imidlertid ikke havde mulighed for at deltage. De hilste på hinan-den, og mødedeltagerne blev præsenteret. Vidne 2 ankom dog først 5-10 minutter efter, at mødet var begyndt, idet han skulle færdiggøre noget under-visning. Hun sagde til ham, at han lige kunne hilse på sine studerende. Han gik hen mod Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Han rakte hånden ud til en af pigerne, som lagde hånden på hjertet. Han stod og flagrede lidt med hånden. Han rakte så

hånden ud mod den anden, som også lagde hånden på hjertet.Efter at hun

havde givet nogle forskellige informationer til praktikanterne, skulle de tale med deres respektive praktikvejledere.

Efter mødet tænkte hun over episoden, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd til Vidne 2. Hun har aldrig oplevet sådan noget før. Hun kunne ikke lade som om, at det ikke var sket. Hun syntes, at hun var nødt til at reagere på det. Hun henvendte sig til kommunens skoleforvaltning for at høre, hvad kommunens holdning og værdier var i forhold hertil.

Efter et par dage kom hun til at tale med Vidne 2 på lærerværelset. Vidne 2 fortalte, at han ikke syntes, at det havde været rart. Hun blev lettet over, at det ikke kun var hende, der havde syntes, at det var specielt. De talte om de udfordringer, det kunne give, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd, herunder at halvdelen af forældregruppen er mænd. Vidne 2 fortalte hen-de, at han vidste, at det allerede er, når drengene er kønsmodne, at muslimske kvinder ikke må røre dem, og at dette kunne give.

Hun henvendte sig til Sagsøger 1 og Sagsøger 2's uddannelsessted, der rådede dem til at indkalde Sagsøger 1 og Sagsøger 2 til et møde, som skulle omhandle dels skolens oplevelse af episoden fra velkomstmødet, dels at det ikke stemte overens med Albertslunds Kommunes værdier omkring mangfoldighed og li-geværd, og dels de problematikker, det kunne give anledning til, hvis man ikke ville give hånd til mandlige kolleger, fædre til elever og mandlige elever. Hun orienterede Vidne 3 om episoden og uddannelsesinstitutionens forslag, som de valgte at følge.

Det var hende, der sendte mødeindkaldelsen af 4. marts 2019. De ville tale med Sagsøger 1 og Sagsøger 2 om, hvilke problematikker det kunne give, når man ikke gav hånd, og at det ikke stemte overens med kommunens værdier om li-geværd. Det var kun Sagsøger 1, der deltog i mødet den 6. marts 2019. Sagsøger 2 havde trafikale problemer, og de ventede 10-15 minutter på hende, men de var nødt til at gå i gang med mødet, da de havde en bagkant.

Det var Vidne 3, der stod for mødet. Vidne 3 startede med at forklare, hvorfor skolen havde indkaldt til mødet. Vidne 3 spurgte Sagsøger 1 om baggrunden for, at de ikke ville give hånd. Vidne 3 fortalte om skolens be-kymringer i den anledning. Sagsøger 1 kunne ikke se, at det skulle give proble-mer og sagde, at det havde hun ikke oplevet i sine tidligere ansættelser som vistnok vuggestuevikar og lærervikar på en anden skole i Albertslund Kom-mune. Vidne 3 forklarede, at det vil være en anden situation, hun kommer til at stå i, og et andet ansvar hun vil få, som færdiguddannet lærer. I starten var der en god dialog, men det ændrede sig hurtigt til, at Sagsøger 1 ikke var lydhør over for skolens bekymringer. Sagsøger 1 blev ved med at sige, at hun ikke tidli-gere havde oplevet, at det var et problem, og at hun ikke kunne forstå, at det skulle være et problem som lærer. Stemningen blev mere og mere presset, og der var ingen tegn på lydhørhed eller forståelse fra Sagsøger 1's side. Vidne 3 var stille og rolig hele vejen gennem mødet, og hun prøvede flere gange at for-klare kommunens udgangspunkt og værdisæt. Hun prøvede med forskellige indgangsvinkler at forklare i hvilke situationer, det kunne give problemer, her-under i samarbejdet med forældre og elever. Sagsøger 1 gentog blot den tidligere argumentation, og Sagsøger 1's tone blev hårdere og hårdere. Sagsøger 1 havde ingen erkendelse eller forståelse for udfordringerne. Som hun så det, havde Sagsøger 1 ikke et ønske om at opnå en form for enighed. Hun og formentlig og-så Vidne 3 kom til en erkendelse af, at de ikke kunne opnå enighed. Vidne 3 sagde, at de gerne ville tilbyde Sagsøger 1 og Sagsøger 2 en praktikplads ud fra den forudsætning, at det foregik på baggrund af Albertslunds Kommu-nes værdisæt. Det ønskede Sagsøger 1 ikke.

Hun mener helt bestemt, at Vidne 3 under mødet talte om, at det ville give problemer, hvis Sagsøger 1 ikke kunne røre ved de mandlige elever i udskolin-gen. Hun husker ikke de præcise ord, men Vidne 3 sagde, at det ville være problematisk, hvis nogle af de store drenge kom op at slås eller kom til skade.

Det, der er anført i mødereferatet om, at Sagsøger 1 blev spurgt, om der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier, er retvisende. Det var hende, der havde lavet udkastet til referat, og Vidne 3 gennemlæste det efterfølgende. Dagen efter sendte hun referatet til praktikanterne. Det var kun Sagsøger 1, der på det tidspunkt havde sagt, at hun ikke ønskede praktikken. De ville gerne give Sagsøger 2 tilbuddet. Sagsøger 2 sendte samme dag en mail, hvor hun oplyste, at hun ikke ønskede

at gennemføre praktikken. . Hun hørte herefter ikke yderligere fra hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2.

Hun har aldrig oplevet noget tilsvarende.

I et tilfælde, hvor man har afskåret halvdelen af elevernes forældre, så har man ikke et ligeværdigt samarbejde med dem. Man skal, efter hendes opfattelse, kunne give hånd til mandlige forældre.

De overvejede ikke at indkalde Sagsøger 2 til et møde, da der ikke var mere at tale om.

Vidne 3 har – via videoforbindelse (Teams) fra udlandet, jf. retsplejelovens § 174, stk. 2, jf. § 192, stk. 7 – forklaret, at hun ikke længere er ansat i Albert-slund Kommune. Hun var skoleleder på Skole 1 i perioden fra august 2016 til august 2020. Hun blev uddannet skolelærer i 1999 og har efterfølgende taget flere uddannelser, bl.a. i offentlig ledelse og ”Genoprettende praksis” .

Hun er vant til at håndtere lærerpraktikanter.

Hun hørte først om Sagsøger 1 og Sagsøger 2, da Vidne 1 og Vidne 2 kom ind på hendes kontor og fortalte om en episode, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd til Vidne 2. Vidne 2 var rystet og bekymret for sine elever. Hun ringede først til Sagsøger 1's og Sagsøger 2's ud-dannelsesinstitution for at høre, om de havde haft lignende oplevelser. Efter råd fra uddannelsesinstitutionen indkaldte hun de to praktikanter til et møde.

Udover hende selv og Vidne 1 var det kun Sagsøger 1, der deltog i mø-det, da Sagsøger 2 havde nogle trafikale udfordringer. Hun startede med at byde Sagsøger 1 velkommen. Hun rakte hånden ud for at hilse, men Sagsøger 1 afstod fra at give hende hånden. Under mødet anvendte hun ”Genoprettende praksis” . Hun spurgte Sagsøger 1, hvordan hun havde oplevet velkomstmødet, og hvad der skete. Sagsøger 1 svarede: ”Er du racist?” . Hun prøvede en anden indgangsvinkel ved at spørge hende om, hvorfor hun ville være lærer, og hvor-for hun ville i praktik på Skole 1. Hun forsøgte at komme i dialog med hende. Der var dog ikke muligt. Herefter spurgte hun Sagsøger 1 til forskellige situationer, hvor det kunne blive et problem, herunder hvordan hun vil løse en konflikt, og hvordan hun vil trøste et barn, der er ked af det. Sagsøger 1 svarede dertil, at hun ikke rører ved drengebørn, der er gået i puberteten. Det lykkedes hende ikke at komme i dialog med Sagsøger 1. Hun kan ikke huske, om de talte om forældresamarbejdet. Sagsøger 1 var meget vred og spurgte mange gange, om hun var racist, og om hun var enig med Politiker. Sagsøger 1 sad nær-mest og slog i bordet, når hun stillede hende spørgsmål helt stille og roligt. Sagsøger 1 kunne ikke forstå det. Hun sagde til Sagsøger 1, at når man er skolelærer i den danske folkeskole, så må man tænke, tro og mene lige det, man vil, men det

skal man parkere ved lågen til skolen. Når man underviser, skal man være neutral og rumme alle børn. Sagsøger 1 svarede, at hun ikke vil være sammen med det modsatte køn af religiøse årsager. Vidne 1 tog noter under mødet, men det var hende, der skrev mødereferatet. Hun skrev referatet umid-delbart efter mødet. Det er korrekt, at hun på mødet spurgte Sagsøger 1, om det var rigtigt, at hun ikke ville give hånd til Vidne 2.

I relation til det, der er anført i mødereferatet om, at Sagsøger 1 blev spurgt, hvorvidt der kunne findes en måde, hvorpå hun og skolen kunne samarbejde ud fra skolens og kommunens værdier, har vidnet forklaret, at det, der menes hermed, er, at hun havde oplyst Sagsøger 1 om værdierne i formålsparagraffen til folkeskoleloven og om Albertslund Kommunes værdier om frihed og ligeværd; Albertslund Kommune er en ”farverig” kommune. Hun spurgte Sagsøger 1 mange gange, om hun kunne efterleve kommunens værdier. Sagsøger 1 svarede som nævnt blot: ”Er du racist” . Derefter rundede hun mødet af og sagde, at hun havde svært ved at se, at Sagsøger 1 kunne være i praktik i 7. klasse på skolen, men at hun gerne ville kontakte uddannelsesstedet for at se, om der kunne fin-des en anden løsning, men det ønskede Sagsøger 1 ikke.

Efterfølgende kontaktede hun dog alligevel uddannelsesinstitutionen for at in-formere dem om, at hun ikke kunne have Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i praktik på skolen. Hun undrede sig over, at de var nået til 4. semester på uddannelsen; man kan f.eks. ikke have, at en SOSU-assistent eller en sygeplejerske – som bli-ver uddannet det samme sted – ikke vil røre ved nogen af det modsatte køn.

Hun sendte referatet til både Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Hun skulle have et svar fra Sagsøger 2 på, om hun ønskede at gennemføre praktikken, herunder om hun ville efterleve værdierne og retningslinjerne for kommunen. Sagsøger 2 ønskede ikke at gennemføre praktikken hos dem.

Forespurgt om det er korrekt, at hun under mødet sagde til Sagsøger 1, at det ikke handlede om religion, tro og racisme, men om kommunens værdier, har vidnet forklaret, at hun ikke tror, at det var den ordrette formulering. Skolens holdning til religionsfriheden er, at det står i folkeskolelovens formålsparagraf, at man skal parkere religionen uden for skolen. Hun møder lærere med mange forskellige etniciteter.

Det handlede ikke kun om at give hånd, men om generelt at efterleve kommu-nens værdier om frihed og ligeværd. Det er korrekt, at baggrunden for at ind-kalde til mødet var, at de afviste at give hånd til Vidne 2.

Hun overvejede, om de skulle have en mundtlig dialog med Sagsøger 2, da hun ikke deltog i mødet. Hun talte i telefon med Sagsøger 2 undervejs i mødet,

og hun spurgte også, om Sagsøger 2 ønskede et nyt møde, men det gjorde hun ikke.

Retsgrundlag

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbe-handlingsloven) indeholdt i 2019 blandt andet følgende bestemmelser (jf. da-gældende lovbekendtgørelse nr. 1001 af 24. august 2017):

”§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller in-direkte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive be-handlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille per-soner af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog § 2 a.

…

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansø-gere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, for-fremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

…

§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse.

…

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

…

§ 7 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-4, påviser fakti-ske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.”

Forskelsbehandlingsloven blev indført ved lov nr. 459 af 12. juni 1996. Den op-rindelige bestemmelse i lovens § 1, stk. 1, omfattede alene forskelsbehandling

på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse. Efterfølgende er bestemmelsen ændret til blandt andet at omfatte forskelsbehandling på grund af ”religion og tro” , lige-som § 1, stk. 2 og 3, er indsat efterfølgende, jf. nedenfor.

Af de almindelige bemærkninger til det tilgrundliggende lovforslag (lovforslag nr. L 181 af 17. januar 1996) fremgår blandt andet (jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, sp. 3541):

”Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, reli-gion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse står højt på dagsordenen i alle civiliserede lande. Og-så i Danmark er bekæmpelse af spirende tendenser til forskelsbehand-ling på grund af f.eks. race og etnisk oprindelse højt prioriteret. I den forbindelse må det give anledning til særlig bekymring, at indvandrere og flygtninge har en markant højere ledighed end danskere, og at de er ledige i længere tid. Forslaget fremsættes tillige i erkendelse af, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad lever op til de internationale forplig-telser, som Danmark har påtaget sig ved at ratificere ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN’s konvention om racediskrimination. De nævnte konventioner er optrykt som bilag l og 2.

Ved ratifikationen af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv har Danmark forpligtet sig til at udforme og følge en politik, der tager sigte på at fremme ligestilling i henseende til muligheder og ligebehandling for så vidt angår beskæfti-gelse og erhverv i det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område. Danmark har endvidere forpligtet sig til at gennemføre lovgivning, der skønnes egnet til at sikre en effektiv gennemførelse af en sådan politik.”

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet (jf. Folke-tingstidende 1995-96, tillæg A, sp. 3542-3543):

”Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen afgrænser lovens anvendelsesområde og definerer be-grebet forskelsbehandling, som det skal forstås i denne lov.

Begrebet forskelsbehandling er foretrukket i denne lov fremfor diskri-mination, fordi det er et kendt begreb fra ligestillingslovene. Begrebet skal derfor i denne lov fortolkes, ligesom det er blevet fortolket i lige-stillingslovene.

Loven indeholder forbud mod både direkte og indirekte forskelsbe-handling. Forbudet mod indirekte forskelsbehandling er foreslået med-taget for at forhindre, at der opstilles formelt set neutrale kriterier, der imidlertid fører til forskelsbehandling af f.eks. en bestemt etnisk grup-pe. Et tilsvarende forbud findes i ILO-konvention nr. i 11 om forskels-

behandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og i lov om ligebe-handling af mænd og kvinder.

Direkte forskelsbehandling foreligger f.eks. i de tilfælde, hvor arbejds-giveren undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne med den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemte ra-ce, politisk anskuelse m.v.

Indirekte forskelsbehandling foreligger, når en formelt set neutral be-stemmelse eller betingelse i praksis får en uforholdsmæssig stor virk-ning for f.eks. visse etniske grupper, medmindre dette er objektivt be-grundet i hensyn til arbejdets udførelse. Et eksempel på et sådant for-melt set neutralt krav, der vil få uforholdsmæssig stor virkning for udenlandske lønmodtagere i forhold til danske lønmodtagere, er sprogkrav.

Det vil således være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til sprogkundskaber el-ler andre kvalifikationer, eksempelvis afviser en udenlandsk ansøger til et rengøringsjob med den begrundelse, at den pågældende taler med accent. Det er klart, at det i visse situationer er nødvendigt, at den på-gældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk, f.eks. hvis det drejer sig om personer, der har ansvar for den danske befolknings sprogforståelse og -udvikling. Udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i de for en bestemt erhvervsudøvelse krævede kva-lifikationer anses ikke som forskelsbehandling efter denne lov. Sådanne høje krav må dog kun stilles, hvis det er en nødvendig forudsætning for at kunne udføre et givent arbejde på tilfredsstillende måde.

Det vil ligeledes være indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver stiller krav til påklædning, fremtoning m.v., som kun rammer visse grupper. Det vil fortsat være tilladt at kræve, at de ansatte bærer uni-form eller en bestemt beklædning, hvis dette er en del af virksomhe-dens præsentation udadtil, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles til alle ansatte i samme stillinger.

SAS og DSB er eksempler på virksomheder, der stiller krav om, at de ansatte bærer uniform, og sådanne virksomheder vil lovligt kunne afvi-se en ansøger, der nægter at bære virksomhedens uniform, uanset be-grundelsen derfor. Andre eksempler er forretninger, der kræver at de ansatte skal bære forretningens tøj og franchisevirksomheder, hvor det er en del af deres præsentation udadtil, at de ansatte er klædt på en be-stemt måde.

Det vil derimod stride mod loven, hvis en virksomhed udarbejder et reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn til beklædning. Et sådant reglement vil udelukke enkelte grupper og dermed være udtryk for indirekte diskrimination.

…

Til § 2

Til stk. 1

§ 2, stk. 1, er lovens hovedbestemmelse. Bestemmelsen svarer til be-stemmelserne i §§ 2 og 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Bestemmelsen er efter sit indhold bred, idet den omfatter alle arbejds-vilkår, både dem der er fastlagt ved aftale, og dem arbejdsgiveren ensi-digt har fastlagt.

Det er uden betydning for vurderingen af, om der finder forskelsbe-handling sted, om dette sker i henhold til generelle regler, eller om ar-bejdsgiveren træffer konkrete afgørelser ud fra de i § 1 nævnte kriterier.

…”

Af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebe-stemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (be-skæftigelsesdirektivet) fremgår blandt andet:

”Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princip-pet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ram-me for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigel-se og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må ud-sættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en an-den i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive be-handlet

b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som til-hører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre perso-ner, medmindre

i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objek-

tivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

…”

Ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som implementerede blandt andet dele af beskæftigel-sesdirektivet, blev ”eller tro” indsat efter ”religion” i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 1, og nugældende § 1, stk. 2 og 3, blev tillige indsat.

Af de specielle bemærkninger til det tilgrundliggende lovforslag (lovforslag nr. L 40 af 22. oktober 2003) fremgår blandt andet (jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, sp. 1216-1218):

”Til § 1

…

Til nr. 2 [Indsættelsen af ”eller tro” i § 1, stk. 1]

Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven forbyder allerede i dag forskelsbe-handling på grund af religion. Dette kriterium er også omfattet af direk-tivet. Kriteriet ”tro” må på den baggrund antages at dække et bredere område end religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehand-ling på grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet end beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af beken-delse til en bestemt (anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som nyt diskriminationskriterium i loven. …

Til nr. 3 [Indsættelsen af § 1, stk. 2 og 3]

…

Til stk. 3

Det forslås i stk. 3, at der indsættes en definition af indirekte forskels-behandling. Ændringen er nødvendig for at sikre en korrekt opfyldelse af direktiverne. Definitionen svarer indholdsmæssigt til definitionen i direktivernes artikel 2, stk. 2, litra b). Den i direktiverne indeholdte de-finition er bl.a. udledt af EF-domstolens dom i O’Flynn-sagen (sag C-237/94 O’Flynn mod Chief Adjudication Officer, Saml. 19961-2617). Domstolen antog i sagen, der vedrørte arbejdskraftens frie bevægelig-hed og forordning 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor fællesskabet (EFT 1968 11, s. 467), og det heri fastsatte princip om ligebehandling, at hvis en national retsforskrift ef-ter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere, anses dette for at medføre indirekte forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet, medmindre retsforskriften er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det til-stræbte formål. I Danmark har forståelsen af begrebet indirekte forskel-sbehandling været i overensstemmelse hermed.

Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse af denne forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i lovgivningen, som krævet i EU-retten.

Det følger af denne forståelse, at opstilles der kriterier fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet forfølge et lovligt formål, være nødvendigt for at opnå målet og være proportionalt i forhold til opnåelse af formå-let.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral bestemmelse m.v., der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge ulovlig indirekte for-skelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at op-fylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurde-ring). Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til målet.

Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav, der særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som modersmål sammenlignet med danske lønmodtagere. Der kan her være tale om ulovlig indirekte for-skelsbehandling, hvis en arbejdsgiverstiller uforholdsmæssigt høje krav til sproglige eller andre kvalifikationer. Det beror på en konkret vurde-ring, hvornår og i hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.”

Lov om folkeskolen (folkeskoleloven) indeholder blandt andet følgende be-stemmelser (jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024 med senere æn-dringer):

”Kapitel 1.

Folkeskolens formål

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kund-skaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder blandt andet føl-gende bestemmelser:

”Artikel 9

Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religions-frihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt fri-hed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underka-stes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødven-dige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

…

Artikel 14

Forbud mod diskriminering

Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, po-litisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørs-forhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”

Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

”Artikel 10

Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfri-hed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

…

Artikel 21

Ikke-forskelsbehandling

1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske el-ler andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formue-forhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.

2. Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af natio-nalitet forbudt.

Artikel 22

Kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed

Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldig-hed.

Artikel 23

Ligestilling mellem mænd og kvinder

Der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.

…”

Anbringender

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har i det

fælles påstandsdokument for begge sager gjort følgende anbringender gælden-de (henvisninger til ekstrakten og materialesamlingerne er udeladt):

”Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende, at

der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ligebehandlingsnævnets vurde-ring af, at Skole 1's handlinger i forbindelse med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's praktikforløb på skolen var i strid med forskelsbehand-lingsloven, hvorfor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især har krav på en godtgørelse fastsat til 25.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. september 2019, til betaling sker.

I den forbindelse gøres det gældende, at sagerne er omfattet af forskels-behandlingslovens anvendelsesområde, hvilket vil blive uddybet under afsnit 2.1.

Dernæst gøres det gældende, at Sagsøger 1's og Sagsøger 2's afvisning af at give hånd til personer af det modsatte køn er omfattet af religionsbe-grebet, som er beskyttet under forskelsbehandlingsloven, og at det der-for er forskelsbehandlingslovens § 7 a om delt bevisbyrde, der finder anvendelse i sagerne. Dette er uddybet under afsnit 2.2 nedenfor.

Herefter gøres det gældende, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af religion, hvilket vil blive uddybet under afsnit 2.3 nedenfor.

I fortsættelse heraf gøres det gældende, at Albertslund Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket overtrædelse af forskels-behandlingsloven i forbindelse med kommunens øjeblikkelige afbry-delse af Sagsøger 1's og Sagsøger 2's praktikforløb ved Skole 1. Dette er uddybet nedenfor under afsnit 2.4.

Endelig gøres det gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især skal tilkendes en godtgørelse på 25.000 kr., som skal forrentes fra den 20. september 2019, hvilket vil blive uddybet under afsnit 2.5.

2.1 Forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde

Det følger af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 24. august 2017, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsud-dannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Det frem-går af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, at forbuddet også gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der angiver beskæftigelse.

Idet det må lægges til grund, at det er en nødvendig forudsætning for at bestå uddannelsen som lærer, at den studerende under uddannelsesfor-løbet gennemfører praktikmoduler, har disse praktikmoduler direkte betydning for den pågældende lærerstuderendes muligheder for at gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang til lønnet beskæfti-gelse.

Det gøres på den baggrund gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2, der som led i deres uddannelse til lærere var praktikanter på Skole 1, er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

2.2 Religion som beskyttelseskriterium

Forskelsbehandlingsloven indeholder en beskyttelse mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, jf. forskels-behandlingslovens § 1, stk. 1.

Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro for-udsætter, at der efter en konkretvurdering er en tilstrækkelig nær og di-rekte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion eller tro.

Det gøres i den forbindelse gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2, der er kvindelige muslimer, på grund af deres religiøse overbevisning ikke ønsker at give hånd til voksne personer af det modsatte køn, som de ik-ke har et nært familiært forhold til. Det er således en så nær sammen-hæng mellem Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning og de-res tilsvarende afvisning af at give hånd til personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Det gøres i den forbindelse gældende, at beskyttelsen gælder, uanset at der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et min-dretal inden for islam.

Endvidere gøres det gældende, at håndtrykskravet ikke kan betragtes som et indgreb af ” meget lav intensitet” , hvilket Albertslund Kommune ellers gør gældende i svarskrifterne (…). Det kan meget vel være, at et håndtrykskrav ikke er byrdefuldt for en person, der ikke deler samme religiøse overbevisning som Sagsøger 1 og Sagsøger 2. Det ændrer imid-lertid ikke på, at det ville være i direkte strid med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning. Faktisk viser et sådant udsagn fra Al-bertslund Kommunes side netop, hvorfor det er vigtigt at understrege,

at religion er beskyttet på præcis samme måde som de øvrige beskyttel-seskriterier i forskelsbehandlingsloven. Tilsvarende gælder i øvrigt for den omstændighed, at Albertslund Kommune i svarskrifterne (…) anfø-rer, at Vidne 3 forklarede, at ” mødet ikke handlede om religion, tro eller racisme, men derimod om Albertslund Kommunes værdier. Vidne 3 nævn-te i den forbindelse ikke ordet håndtryk, men talte alene om evnen til at parkere egne overbevisninger derhjemme og ”møde børnene lige.” Ytringen, om at ” parkere sine egne overbevisninger derhjemme, ” er unuanceret og tager ikke behørigt hensyn til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion.

Herefter gøres det gældende, at det er reglen om delt bevisbyrde i for-skelsbehandlingslovens § 7 a, som finder anvendelse i sagen, hvilket be-tyder, at det i første omgang er Sagsøger 1 og Sagsøger 2, som skal påvi-se faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, hvorefter bevisbyrden vender, og det da påhviler Albertslund Kommune at bevise, at ligebehandlingsprincippet i forskelsbehandlingsloven ikke er blevet krænket.

2.2 Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har påvist faktiske omstændigheder

Som følge af at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 afviste at give hånd til en mandlig praktikvejleder ved et velkomstmøde, blev de begge indkaldt til et møde på Skole 1 den 6. marts 2019. Dette fremgår eksplicit af mødeindkaldelsen.

Det kan i den forbindelse lægges til grund, at Skole 1 stillede som krav, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle ” samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” , hvorefter det ifølge Albert-slund Kommune var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 måtte tilsidesætte deres religiøse overbevis-ning og give hånd til enhver uanset køn. Da Sagsøger 1 afviste dette, valgte Albertslund Kommune at afbryde praktikforløbet med øjeblikke-lig virkning. Albertslund Kommune drog med andre ord på baggrund af mødet den 6. marts 2019 en særdeles hurtig konklusion om Sagsøger 1's og Sagsøger 2's manglende evne til/ønske om at indgå i arbejdet på Skole 1. Dette vel at mærke, selvom Sagsøger 2 slet ikke deltog i mødet.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at det ikke var Sagsøger 1 og Sagsøger 2, der traf en beslutning om, at de ikke ønskede at fortsætte praktikforløbet på Skole 1. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 kunne imidlertid ikke imødekomme Skole 1's håndtrykskrav på grund af deres religiøse overbevisning. Det er således sagsøgers klare opfattel-se, at det var Skole 1, der traf beslutning om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke kunne fortsætte deres praktikforløb.

Selvom Skole 1's krav, om at medarbejdere og praktikanter skal give hånd til alle personer uanset deres køn, er et tilsyneladende neut-ralt krav, stiller det personer med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning ringere end andre.

Selv hvis det anerkendes, at Albertslund Kommune angiveligt ”alene” har stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 på samme måde som de øvrige medarbejdere ” kunne interagere med såvel drengene som pigerne i klasserne, deres fædre og mødre, samt mandlige og kvindelige kolleger” ud fra ” værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” , medfører det ik-ke, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. Det må derimod fast-holdes, at efterlevelse af disse ”værdier” primært – hvis ikke udeluk-kende – efter Albertslund Kommunes opfattelse indebar et håndtryks-krav, idet det forekommer særdeles uklart, hvad der menes med, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 afviste ” at efterleve selve kommunens værdi-grundlag” .

Sagen er lige netop den, at det håndtrykskrav, som Albertslund Kom-mune angiveligt finder nødvendigt for, at medarbejdere kan efterleve kommunens værdigrundlag, stiller personer af en bestemt religiøs overbevisning ringere end andre personer, som ikke har den samme re-ligiøse overbevisning.

Hertil gøres det gældende, at Albertslund Kommune har været fuldt ud bevidst om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at give hånd til fremmede voksne personer af det modsatte køn på baggrund af deres religiøse overbevisning. At Albertslund Kommune i svarskrifterne an-fører, at ” håndfladen i almindelighed ikke kan betragtes som en særlig intim del på kroppen” ud fra et sekulariseret vestligt verdenssyn, ændrer natur-ligvis ikke på, at ”håndfladen” og det at være i fysisk kontakt med fremmede voksne personer af det modsatte køn ikke er foreneligt med Sagsøger 1's og Sagsøger 2's religiøse overbevisning. Det er således åben-lyst, at der er tale om indirekte forskelsbehandling.

På baggrund heraf og med henvisning til at afbrydelsen af praktikfor-løbet reelt var direkte begrundet i, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville give hånd til alle personer uanset køn, gøres det gældende, at der her-ved er påvist sådanne faktiske omstændigheder, at der efter forskelsbe-handlingslovens § 7 a er anledning til at formode, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er blevet forskelsbehandlet på grund af deres religion. At dette var begrundelsen, fremgår direkte af mødeindkaldelsens varslede mø-detema for mødet den 6. marts 2019, og er desuden også det underlig-gende tema, som er gengivet i referatet fra mødet.

Efter forskelsbehandlingslovens § 7 a påhviler det på den baggrund herefter Albertslund Kommune at bevise, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion.

2.4 Albertslund Kommune har ikke løftet sin bevisbyrde

Det gøres gældende, at Albertslund Kommune hverken har løftet eller kan løfte bevisbyrden for, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke er blevet ud-sat for forskelsbehandling på grund af religion.

Det er ubestridt, at Albertslund Kommunes krav, om at medarbejdere skal give hånd til alle personer uanset køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene.

Det er endvidere ubestridt, at det tillige var hensigtsmæssigt at stille et sådant krav. Det gøres imidlertid gældende, at Albertslund Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde kra-vet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at opnå formålet om at sikre ligebehandling af kønnene.

Spørgsmålet er herefter alene, om kravet fra Albertslund Kommune, om at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle give hånd til alle personer uanset køn, var nødvendigt for at opfylde det forfulgte formål om at sikre lige-behandling af kønnene.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det ved vurderingen af nød-vendigheden af et krav har betydning, om kravet kan anses for at være strengt nødvendigt med henblik på at opnå det forfulgte formål, jf.

præmis 42 i EU-Domstolens dom. Det bemærkes hertil, at kravet om streng nødvendighed ikke er afvist af Højesteret i U.2022.4461H.

I forlængelse heraf gøres det endvidere gældende, at det ved vurderin-gen af nødvendigheden af et krav, som umiddelbart udgør indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, må indgå, om det

havde været muligt for Albertslund Kommune at anvende etmindre

indgribende middel (proportionalitetsafvejning) under hensyntagen til de begrænsninger, som Albertslund Kommune er underlagt, og uden at denne skal påtage sig en merudgift, jf. præmis 43 i EU-Domstolens dom af 14. marts 2017 i sag C- 157/15 (Achbita-sagen).

Det gøres herefter gældende, at Albertslund Kommune ikke har rede-gjort for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling af kønnene ikke kunne opnås på anden vis, eksempelvis ved at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hilste på alle personer på samme måde ved at placere højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet. En sådan fremgangsmåde ville være fuldt ud tilstrækkelig til at imødekomme Albertslund Kommunes ønske om professionalisme og neutralitet i de få tilfælde, hvor en voksen per-son uanset køn skulle ønske at hilse på enten Sagsøger 1 eller Sagsøger 2.

Det skal i den sammenhæng understreges, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke havde forbehold i forhold til fysisk kontakt med elever af det mod-satte køn på skolen, når det var nødvendigt i forhold til arbejdet, idet eleverne på en folkeskole i alle tilfælde ikke ville være voksne personer, som Sagsøger 1 og Sagsøger 2 selv definerede dette, samt at deres prak-sis med at hilse på mænd og kvinder på samme måde derfor alene ville være relevant i kontakten med forældre og kolleger. Hvorfor Albert-slund Kommune på den baggrund var bekymret for, hvordan de to praktikanter ” ville indgå i undervisningen, navnlig i forhold til elever” fore-kommer ubegrundet og må stå for kommunens egen regning. Herud-over har Albertslund Kommune ikke forsøgt at indgå i dialog om en mulig løsning, men har alene fastholdt et unødvendigt krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle være villige til at give hånd til alle uanset køn.

Desuden gøres det gældende, at der ikke gælder et generelt krav om re-ligiøs neutralitet i den danske folkeskole, idet et hovedformål med fol-keskolen netop er, at den skal afspejle samfundets generelle diversitet og blandt ansatte og elever kunne rumme personer fra alle dele af det danske samfund, herunder også religiøse mindretal. Dette er da også

afspejlet i Albertslund Kommunes ønske om at være ”et grønt, børneven-

ligt, kulturelt, oplyst og kompetent velfærdssamfund, hvor der er plads til alle” .

Det er i den forbindelse ikke hverken godtgjort eller tilstrækkeligt, at sagsøgte ” havde forsøgt med dialog uden held” , da dialogen ikke på nogen måde vedrørte håndtrykskravets nødvendighed, men derimod var cen-treret omkring, hvorvidt Sagsøger 1 og Sagsøger 2 kunne fralægge sig deres religiøse overbevisninger på en måde, hvorpå de kunne imøde-komme håndtrykskravet. Det er netop en sådan fremgangsmåde, der er i strid med nødvendighedskravet i forskelsbehandlingsloven. At det ik-ke er nødvendigt at stille et håndtrykskrav, er da også tydeligt ud fra den omstændighed, at hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2 i forbindelse med deres øvrige praktikforløb andre steder oplevede, at det var et problem, at de ikke ønskede at give hånd til voksne personer af det modsatte køn.

I samme forbindelse må det særligt i forhold til Sagsøger 2 indskær-pes, at det er Albertslund Kommunes ansvar, at Sagsøger 2 blev ind-draget på en måde, hvorpå kommunen havde et reelt grundlag for at vurdere, hvorledes Sagsøger 2's religiøse overbevisning var til hinder for gennemførelse af praktikforløbet på Skole 1, da Sagsøger 2 ikke engang deltog i mødet med kommunen, og kommunen ikke efter-følgende forsøgte at indlede dialog med Sagsøger 2. Det forhold, at Sagsøger 2 på baggrund af Sagsøger 1's forklaring om mødet ikke øn-skede at fortsætte i praktikken, var begrundet i, at hun grundet sin reli-giøse overbevisning ikke så sig i stand til at efterleve det håndtryks-krav, som Skole 1 på mødet havde opstillet. Det er i dette lys, at korrespondancen [mails af 7. marts 2019] skal ses.

Afslutningsvist gøres det gældende, at Sagsøger 1's og Sagsøger 2's måde at hilse på voksne personer af det modsatte køn ikke har været et pro-blem i forbindelse med de øvrige praktikforløb, som de har gennemført på folkeskoler i andre kommuner i hovedstadsområdet. Dette viser, at Skole 1's holdning på dette område ikke er i overensstemmelse med øvrige folkeskolers holdning og praksis i forhold til religiøse min-dretals ønsker og behov. Det bestrides således, at det på nogen måde skulle være uforeneligt med at være lærerstuderende – eller lærer – i den danske folkeskole, at en lærer af religiøse årsager ikke ønsker at gi-ve hånd til personer af det modsatte køn.

På den baggrund gøres det sammenfattende gældende, at Albertslund

Kommune ikke har løftet bevisbyrden for, at det varstrengt nødvendigt –

eller nødvendigt for den sags skyld – at kræve, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 gav hånd til alle uanset køn, for at opnå formålet med ligebe-handling af kønnene.

2.5 Godtgørelse og procesrenter

Det gøres gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 hver især har krav på en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den af Ligebehandlingsnævnet fastsatte godtgørelser på 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsernes størrelse lagt vægt på sagernes faktiske omstændig-heder, herunder karakteren og alvoren af de skete overtrædelser.

Det gøres endvidere gældende, at godtgørelserne skal forrentes fra 20. september 2019, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 fremsatte påstand om betaling af godtgørelse.”

Albertslund Kommune har i sit fælles påstandsdokument for begge sager gjort

følgende anbringender gældende (henvisninger til ekstrakten og materialesam-lingerne er udeladt):

” 3.1 Sagsøgerne har ikke påvist faktiske omstændigheder

3.1.1 Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det princi -

palt gældende, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke er blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro i strid med forskelsbehandlingsloven.

3.1.2 Det er op til at sagsøgerne at påvise faktiske omstændigheder,

der giver grundlag for at formode, at de har været udsat for en retsstridig forskelsbehandling. Det forhold, at Ligebehand-lingsnævnet har afsagt en kendelse, der er indbragt for retten, ændrer ikke ved sagsøgernes bevisbyrde – som i denne sag ikke er løftet.

3.1.3 Om de faktuelle forhold gøres det gældende, at Albertslund

Kommune ud fra de samlede oplysninger, der fremkom – her-under under det afklarende dialogmøde den 6. marts 2019 – ads-purgte Sagsøger 1 og Sagsøger 2, om de kunne samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1, idet det fremgår af mødereferatet. Dette afviste først Sagsøger 1 på mødet den 6. marts 2019 på følgende vis:

” Ud fra dette svar orienteres Sagsøger 1 om, at vi som folkeskole har en forventning til, at man kan tilsidesætte egne overbevisnin-ger som professionel lærer.

Derudover orienteres hun om hvorledes Skole 1's værdi om fællesskab og Albertslund kommunes værdier om et nysgerrigt liv og et fællesliv fordrer at man som lærer kan undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst.

Sagsøger 1 blev spurgt om der kunne findes en måde hvormed, at hun som studerende og Skole 1 som praktiksted kunne samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1. Det var der ikke.

Derfor ser vi os desværre nødsaget til at stoppe praktikken fra dags dato.

Da det kun var Sagsøger 1 der deltog ved mødet, skal Sagsøger 2 give skriftlig tilkendegivelse om, hvorvidt hun ønsker at fortsætte praktikken, ud fra de opstillede konditioner.”

(egen understregning)

Det var altså hele skolens og kommunens værdigrundlag, som Sagsøger 1 afviste under samtalen, uden at Sagsøger 1 på nogen måde ønskede at indgå i dialog herom.

Efterfølgende oplyste Sagsøger 2 ved e-mail af 7. marts 2019 – der også var inviteret til dialogmødet, men ikke kom til det, at hun ”ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole 1.” Dette blev ikke begrundet nærmere i mailen, og Sagsøger 2 af-viste dermed også dialog med Skole 1 herom.

3.1.4 Det gøres derfor gældende, at det er Sagsøger 1 og Sagsøger 2

selv, der har besluttet, at de ikke ønskede at fortsætte praktikfor-løbet på Skole 1 ud fra Skole 1's og Albertslund Kommunes værdier om ligebehandling, neutralitet og professio-nalisme – herunder er de ikke kommet med input til, hvordan man kunne fortsætte praktikforløbet ud fra værdierne i kommu-nen på skolen – og det vel at mærke værdier, som er i fuld tråd med de demokratiske værdier om bl.a. dannelse og lighed, som folkeskolen som bærende samfundsinstitution, hviler på.

3.1.5 Det gøres hertil gældende, at Albertslund Kommune alene som

led i ledelsesretten og/eller muligheden for at fastsætte alminde-lige ordensregler uformelt eller formelt kunne og har stillet sag-lige og lovlige krav til Sagsøger 1's og Sagsøger 2's adfærd under praktikopholdet i forhold eleverne, deres forældre og de øvrige medarbejdere på skolen.

Albertslund Kommune har således alene stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 mødte elever, forældre og medarbejderne lige og ikke – ud fra deres private religiøse holdninger – havde og ak-tivt udviste en forskellig tilgang til dem alene på baggrund af de pågældendes køn.

Sagsøgerne forventedes således at agere professionelt, neutralt og i overensstemmelse med folkeskolens formål, jf. folkeskole-lovens § 1, stk. 3, hvorefter skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. For sagsøgerne indebar det navnlig, at de ikke måtte udøve forskelsbehandling på baggrund af køn i deres arbejde, og at de i øvrigt som lærerpraktikanter skulle være medvirkende til at fremme kønslighed – hvilket var og er et sagligt og nødvendigt krav at stille navnlig til undervise-re på en af landets folkeskoler. Dette indebar at give hånd til per-soner af alle køn, men var på ingen måde begrænset hertil.

I den forbindelse har Albertslund Kommune ikke bare været be-rettiget, men også forpligtet efter ligebehandlingsloven og folke-skoleloven til at sikre, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke udsatte

skolens elever, elevernes forældre og skolens medarbejdere for forskelsbehandling på baggrund af deres køn.

3.1.6 Der kan i den forbindelse henvises til lovforslag nr. 17 af 5. okto-

ber 2005 om ændring af ligebehandlingsloven, hvoraf det frem-går under de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4, at:

”

Forslaget til ny § 1 a fastsætter en handlepligt for offentlige myndigheder til aktivt at tage hensyn til målsætningen om lige-stilling mellem mænd og kvinder ved udformning og gennemfø-relsen af love og administrative bestemmelser, politikker og aktivi-teter på de områder, denne lov omhandler. Med bestemmelsen lov-fæstes princippet om mainstreaming på arbejdsmarkedsområdet.

Mainstreamingsstrategien betyder, at kønsperspektivet skal ind-arbejdes i al planlægning og forvaltning, dvs. i både personalepo-litikken og i arbejdet med myndighedsområdet. Alle offentlige myndigheder får hermed en lovfæstet handlepligt til på ligebe-handlingslovens område at arbejde for at fremme ligestilling både i forhold til borgerne og i forhold til myndighedens forvaltnings-område og personale. Ansvaret for at fremme ligestilling skal væ-

re placeret hos de enkelte myndigheder.”

(egen understregning)

3.1.7 Der kan derudover henvises til de specielle bemærkninger til

lovforslagets § 1, nr. 3, hvoraf det fremgår, at såvel den tilsigtede chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke har til formål at krænke en persons værdighed, men imidlertid har denne virkning) er om-fattet af forbuddet mod chikane.

Ligebehandlingsnævnet har da også selv i sin afgørelse nr. 10274 af 22. januar 2014, defineret det, at man ikke vil give hånd til per-soner af et bestemt køn, som kønsbaseret chikane. Sagen vedrør-te en klage fra en elev over, at en censor til en HF-eksamen med-delte, at han af religiøse grunde ikke ville give hånd til kvinder, men i stedet ville hilse på eleverne ved at se dem i øjnene, nikke og føre sin hånd op til hjertet – altså netop et alternativt hilseri-tual.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at det var aftalt mellem skolen og censor, at han hverken gav hånd til drenge eller piger, og om selve eksamensforløbet fremgår følgende:

” Under hele eksamensforløbet fulgte ledelsen både lærerens og elevernes oplevelse af selve eksamen tæt, og tilbagemeldingerne var entydige. Der var ikke noget at udsætte på den pågældende censors bedømmelse, attitude eller fremtoning. Han blev flere gange omtalt som "rar". Skolen har efterfølgende ikke modtaget klager fra eleverne over eksamensafviklingen.”

Alligevel konkluderede Ligebehandlingsnævnet, at:

“Det fremgår af den besked, eleverne modtog forud for deres mundtlige eksamen, at censor ikke ønskede at give hånd til kvin-der. Beskeden blev videreformidlet af læreren til eleverne på cen-sors anmodning.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indholdet af beskeden er omfat-tet af ligebehandlingslovens regler om chikane. Klager får derfor medhold i klagen.”

I den sag anså Ligebehandlingsnævnet således det manglende håndtryk som kønsdiskriminerende chikane af den kvindelige elev, der blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr. Dette uanset, at der ikke i øvrigt var noget at udsætte på censors væremåde un-der eksamen og uanset, at censor efter det oplyste helt undlod at give hånd til såvel drenge som piger. Der er med andre ord ube-stridt tale om en situation, hvor det, ikke at ville give hånd, ikke var en tilsigtet chikane, men alene en utilsigtet chikane, og det var ulovligt.

Ligebehandlingsnævnets kendelse synes i den forbindelse i åbenbar modstrid med Ligebehandlingsnævnets standpunkter i nærværende sag, og det er da også påfaldende, at Ligebehand-lingsnævnet på intet tidspunkt under skriftvekslingen har villet forholde sig til sin egen tidligere praksis.

3.1.8 At de af Albertslund Kommune stillede krav til sagsøgerne

hverken udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling, under-støttes derudover af EU-domstolen dom i de forenede sager C-804/18 og C-341/19, der begge handler om private arbejdsgiveres forbud mod religiøs beklædning, herunder muslimsk hoved-tørklæde.

Det fremgår således af dommens præmis 52-53, at:

” Hvad nærmere bestemt angår spørgsmålet, om en privat virk -somheds interne regel om forbud mod at bære nogen form for syn-lige symboler på politiske, ideologiske eller religiøse overbevisnin-ger på arbejdspladsen udgør en direkte forskelsbehandling på

grund af religion eller tro som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra

a), i direktiv 2000/78, har Domstolen allerede udtalt, at en sådan regel ikke udgør en sådan forskelsbehandling, eftersom den uden forskel omhandler enhver tilkendegivelse af sådanne overbevis-ninger og behandler alle arbejdstagerne i virksomheden på samme måde, idet disse generelt og udifferentieret pålægges bl.a. at bære

neutral beklædning i modsætning til sådanne symboler (dom af 14.3.2017, G4S Secure Solutions, C-157/15, EU:C:2017:203, præmis 30 og 32). Eftersom alle personer nemlig kan have enten en religion eller en tro, indfører en sådan regel således ikke – for så vidt som den anvendes generelt og udifferentieret – en ulige behandling på grund af et kriterium, der er uadskilleligt forbun-det med religion eller tro (jf. analogt for så vidt angår forskelsbe-handling på grund af handicap dom af 26.1.2021, Szpital Klini-czny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład

Opieki Zdrowotnej w Krakowie, C-16/19, EU:C:2021:64, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

Som generaladvokaten har anført i punkt 54 i forslaget til afgørel-se, kan der ikke rejses tvivl om denne konstatering ved betragt-ninger om, at visse arbejdstagere følger religiøse krav, der pålæg-ger dem at bære en bestemt beklædning. Selv om anvendelsen af

en intern regel som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 52, ganske vist er af en art, der kan foranledige en særlig

gene for sådanne arbejdstagere, har denne omstændighed ingen betydning for den konstatering, der blev foretaget i den nævnte præmis, hvorefter denne regel, der gennemfører arbejdstagerens politik, hvor der lægges vægt på politisk, ideologisk og religiøs neutralitet, principielt ikke indfører en ulige behandling mellem

arbejdstagere, der er støttet på et kriterium, som er uadskilleligt forbundet med religion eller tro som omhandlet i artikel 1 i direk-tiv 2000/78.”

(egen understregning)

Det havde således ingen betydning for arbejdsgiverens neutrale beklædningspolitik, at den var til særlig gene for kvinder, der bar muslimske hovedtørklæder, fordi neutralitetspolitikken principielt ikke indførte en ulige behandling mellem arbejdstage-re, idet alle arbejdstagere principielt kan have en religion eller tro.

Tilsvarende er det Albertslund Kommunes synspunkt, at et krav om at ansatte på Skole 1 skal efterleve skolens – og Al-bertslund Kommunes – værdigrundlag, herunder i forhold til neutralitet, professionalisme og ligebehandling uanset køn prin-cipielt ikke indfører en ulige behandling mellem arbejdstagere, uanset at det er til særlig gene for arbejdstagere, der har køns-diskriminatoriske religiøse synspunkter.

3.1.9 Albertslund Kommune gør på den baggrundgældende, at Sagsøger 1

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at de er blevet forskelsbehandlet på grund af religion. Der kan til støtte herfor henvises til i svarskrif-tets punkt 5.2 refererede afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet

Allerede af den årsag skal der ske frifindelse.

3.2 Kravene til sagsøgerne var saglige, hensigtsmæssige og nødven-

dige

Subsidiært gøres det – udover ovenstående – i forhold til

spørgsmålet om indirekte forskelsbehandlinggældende, at Al-

bertslund Kommune som led i udøvelsen af ledelsesretten og/eller muligheden for at fastsætte almindelige ordensregler uformelt eller formelt alene har stillet saglige, proportionale og neutrale krav til sagsøgernes samarbejde og interageren med eleverne, elevernes forældre og de øvrige medarbejdere på sko-len under deres planlagte praktikophold. Disse krav var og er

objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dem er hensigtsmæssige og nødvendige, hvorfor der ikke er tale om ulovlig indirekte diskrimination, jf. forskelsbehandlingslo-vens § 1, stk. 3.

Det er ubestridt, at Albertslund Kommunes krav til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene, og at det var hensigtsmæssigt at stille et sådant krav. Parterne er således alene uenige om kra-vets nødvendighed.

3.2.1 Ad anbringendet om, at kravet skal være ”strengt” nødvendigt

3.2.1.1 Ligebehandlingsnævnet har som mandatar for Sagsøger 1 og Sagsøger 2

Sagsøger 2 som et nyt anbringende i stævningen for byretten gjort gældende, at det følger af C-157/15 (Achbita-dommen), at det ved vurderingen af nødvendigheden af et krav har betydning, om kravet ikke blot kan anses for nødvendigt, men om det kan anses for at være strengt nødvendigt med henblik på at opnå det forfulgte formål.

3.2.1.2 Det skal hertil for det første bemærkes, at dette ikke var gjort

gældende af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for Ligebehandlingsnæv-net, og at Ligebehandlingsnævnet i sin afgørelse tilsvarende ale-ne har vurderet, om kravet var ”nødvendigt” . Stævningen går dermed på dette punkt videre end Ligebehandlingsnævnets af-gørelse – og der er tale om et principielt og vidtgående stand-punkt, der ikke har støtte i den klare ordlyd af loven, forarbej-derne eller direktivet – og i forhold til sidstnævnte uanset sprog-version. Med andre ord er situationen, at Ligebehandlingsnæv-net under sagen gør et principielt – og reelt retspolitisk – stand-punkt gældende om, at der skal indfortolkes en skærpet prøvel-sesstandard, som ikke følger af lovens ordlyd, og som ikke har været genstand for prøvelsen ved selvsamme ligebehand-lingsnævn.

3.2.1.3 Det skal dernæst bemærkes, at kravet om streng nødvendighed

netop blev afvist af Højesteret i U.2022.4461H.

I sagen afviste landsretten, at Ligebehandlingsnævnet kunne stil-le krav om streng nødvendighed med følgende begrundelse:

” Spørgsmålet er herefter, om kravet om A’s fremmøde var nød-vendigt. Der er efter ordlyden af beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, og forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, samt ef-ter forarbejderne til denne bestemmelse ikke grundlag for at fast-slå, at kravet tillige skulle være strengt nødvendigt. Formulerin-gen i præmis 42 og 43 i sag C-157/15 (Achbita-sagen), jf. EU-Domstolens dom af 14. marts 2017, kan ikke ændre herpå.”

Højesteret skrev herom følgende i dommen:

” Parterne er enige om, at pålægget om, at A skulle møde på arbej-de ved åbent hus-arrangementet, var objektivt begrundet i et sag-ligt formål og hensigtsmæssigt. Afgørende for, om der foreligger indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, er derfor, om pålægget om, at han skulle møde på arbejde, også op-fylder kravet i lovens § 1, stk. 3, om, at anvendte midler skal være

»nødvendige«.

Kravet om nødvendighed

Kravet om nødvendighed i § 1, stk. 3, skal fortolkes i overens-

stemmelse med EU’s beskæftigelsesdirektiv (direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om lige-behandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv) og EU-Domstolens praksis. Det beror derfor som også angivet i lovforar -bejderne på en konkret proportionalitetsvurdering, om nødven-

dighedskravet er opfyldt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, lovforslag nr. L 40, s. 1216-1218.

Som anført af landsretten må det lægges til grund, at åbent hus-arrangementet var vigtigt for markedsføringen af B Gymnasium over for muligt kommende elever og deres forældre. Tidspunktet for arrangementet var som forklaret af rektor C fastlagt til den pågældende lørdag under hensyn til andre uddannelsesinstitutio-ners arrangementer og til målgruppens mulighed for at komme til arrangementet.

Det var ledelsens vurdering, at A, som var gymnasiets eneste idrætsfaglærer på daværende tidspunkt, skulle præsentere og un-dervise i idrætsfaget ved åbent hus-arrangementet. Efter at han havde oplyst, at han ikke ville møde, overvejede ledelsen, om det ville være muligt at finde en anden medarbejder til opgaven. Bl.a. blev det overvejet at lade uddannelsesleder D varetage opgaven, men han havde andre opgaver ved arrangementet og var ikke ud-dannet idrætsfaglærer. Ledelsen besluttede herefter at antage to eksterne idrætsfaglærere til at præsentere og undervise i idrætsfa-get ved arrangementet.

På den baggrund tiltræder Højesteret, at det er godtgjort, at på-lægget om, at A skulle møde på arbejde i tre timer ved åbent hus-arrangementet lørdag den 18. november 2017, var nødvendigt i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3’s forstand. Han havde derfor pligt til at møde på arbejde den pågældende lørdag, og Højesteret finder efter det anførte, at det heller ikke er i strid med § 1, stk. 3, at han blev opsagt fra sin stilling som følge af, at han udeblev fra åbent husarrangementet.

Højesteret stadfæster herefter dommen.”

(egen understregning)

Hertil skal Albertslund Kommune alene bemærke, at hvis Hø-jesteret havde ment, at der var tale om et krav om ”streng nød-vendighed” , fremfor et krav om ”nødvendighed” , sådan som

gjort gældende af Kammeradvokaten og Ligebehandlingsnævnet under sagen, så havde Højesteret selvsagt benyttet terminologien i dommen.

3.2.1.4 For så vidt angår dette påståede – men af Højesteret afviste –

krav om ”streng” nødvendighed bemærkes i øvrigt, at sagsøger-ne ikke nærmere har uddybet, hvad der ligger i det, og hvordan der adskiller sig fra det almindelige krav om nødvendighed. Som også nævnt i svarskriftet tilsiger de domme, sagsøgerne har hen-vist til, netop ikke umiddelbart nogen nyskabelse i praksis, idet dommene på materien tværtimod er fint i tråd med den praksis, hvor det almindelige nødvendighedskrav er anvendt, eksempel-vis U.2005.1265 H (Føtex-sagen)– alt i overensstemmelse med den klare og enkle ordlyd af loven og forarbejderne og direkti-vet.

3.2.1.5 Dertil kommer i øvrigt, at det eksplicit fremgår af EU-domsto-

lens dom i Achbitadommens – som Ligebehandlingsnævnet el-lers støtter sig til – præmis 27, at retten til religionsfrihed i EU-retten har samme omfang som artikel 9 i EMRK. Efter denne be-stemmelse stilles der alene krav om nødvendighed.

På tilsvarende vis kan der således ikke stilles krav om streng nødvendighed i nærværende sag.

3.2.1.6 Endelig kan det anføres, at Achbita-sagen handlede om brugen

af et tørklæde – altså retten til at vælge egen påklædning – på en privat arbejdsplads, der ønskede at fremstå neutral, og at den vurdering, EU-Domstolen reelt set stillede krav om, var:

” om det, under hensyntagen til de begrænsninger, som virksom-heden er underlagt, og uden at denne skal påtage sig en merud-gift, havde været muligt for G4S stillet over for en sådan afvis-ning at tilbyde den pågældende en stilling uden visuel kontakt til disse kunder i stedet for at afskedige hende.”

3.2.1.7 Det ville således under de angivne betingelser være lovligt for

arbejdsgivere at forbyde medarbejdere at bære tørklæde for at undgå, at kunderne så det religiøse symbol – også selvom det at bære et tørklæde ikke indebærer en aktiv diskrimination af virk-somhedens kunder på samme måde som fx et krav fra medar-bejderen om alene at ville give kunder af det ene køn hånden. Et krav om, at arbejdsgivere skal vurdere, om omplacering er mulig under hensyntagen til det meget vide begreb ”virksomhedens begrænsninger” og uden meromkostninger for virksomheden, tilsiger ikke en streng nødvendighedsvurdering. Det tilsiger der-imod alene en forpligtelse til at overveje, om det uden væsentlig ulempe for virksomheden ville være muligt at omplacere medar-bejderen fremfor at skride direkte til afskedigelse. Da det i sagens natur ikke havde været muligt at omplacere Sagsøger 1 og Sagsøger 2 til praktikstillinger uden borgerkontakt, støtter dommen ikke Ligebehandlingsnævnets standpunkter – tværtimod støtter dommen, at nødvendighedskriteriet ikke kan udstrækkes til at

indebære, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 i deres møde med forældre og kollegaer som led i deres arbejde har ret til at afvise at give mænd hånden.

3.2.1.8 Det gøres på den baggrund gældende, at der alene kan stilles

krav om nødvendighed – og ikke om streng nødvendighed. Det gøres samtidig gældende, at det var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at stille og fastholde kravet om efterlevelse af Albertslund Kommunes og Skole 1's værdier om neutralitet, ligebehandling og professionalisme over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2, hvilket vil blive uddybet i det føl-gende. At der alene gælder et krav om ”nødvendig” og ikke ”strengt nødvendigt” følger også direkte af ordlyden af forskels-behandlingslovens § 1, stk. 3, og beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b.

Ligebehandlingsnævnets og sagsøgernes standpunkt i den hen-seende er reelt ikke udtryk for andet og mere end et (rets)politisk de lege ferenda standpunkt. Et standpunkt som i øvrigt er i di-rekte modstrid med, hvad et bredt flertal i Folketinget har givet udtryk for i forbindelse med denne sag, hvilket understøtter, at der heller ikke ud fra en aktivistisk formålsfortolkning er noget grundlag for dette retspolitiske standpunkt.

3.2.2 Ad kravets generelle nødvendighed

3.2.2.1 Ved en vurdering af kravets generelle nødvendighed skal der fo-

retages en vurdering af på den ene side sagsøgernes religionsfri-hed og på den anden side Albertslund Kommunes interesse i, at deres medarbejdere agerer professionelt og neutralt, herunder ikke udsætter borgere for forskelsbehandling på baggrund af køn.

Det skal i den forbindelse i øvrigt fremhæves, at det krav, der

blev stillet til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var, om de kunne ”samar-

bejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1 ”. Deres afvisning heraf var således ikke alene en afvisning af håndtrykket, men for så vidt en afvisning af at efterleve selve kommunens værdigrundlag – altså selve rammen omkring an-sættelsesforholdet. Det må i den forbindelse helt generelt anses for nødvendigt for arbejdsgivere at kræve, at deres ansatte efter-lever virksomhedens værdier under arbejdets udførelse, og af-visningens karakter understøtter dermed blot, at nødvendig-hedsbetingelsen er opfyldt.

3.2.2.2 Specifikt i forhold til spørgsmålet om håndtryk kan det fremhæ-

ves, at det fremgår af forarbejderne til den i svarskriftets punkt 4.1 beskrevne lov nr. 1735 af 27. december 2018, at et krav om håndtryk er et krav af ringe intensitet, fordi et håndtryk indebæ-rer en meget begrænset berøring af håndflade mod håndflade, og fordi håndfladen i almindelighed ikke kan betragtes som en sær-lig intim del på kroppen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet fandt det i den forbin-delse alene nødvendigt at vurdere håndtrykskravet i grundlovs-ceremoniernes forenelighed med diskriminationsforbuddet i for-hold til borgerne, ikke i forhold til de berørte borgmestre, uanset at de – i de kommuner, der ikke har rådmænd – to gange om året i kraft af deres stilling er personligt forpligtede til at skulle give hånd til alle kommunens ansøgere om dansk indfødsret. Dette uanset borgmestrenes religiøse overbevisning og politiske an-skuelse, og uanset at der er tale om folkevalgte politikere, hvis frihedsrettigheder der generelt er snævrere rammer for at be-grænse.

3.2.2.3 Så meget desto mere har Albertslunds Kommune generelt været

berettiget til at kræve, at medarbejderne efterlever kommunens værdigrundlag, herunder agerer neutralt i en professionel kon-tekst, navnlig hvor der er tale om myndighedsudøvelse over for elever, som har undervisningspligt i henhold til reglerne i grund-loven og folkeskoleloven. I dette tilfælde må der utvivlsomt kunne stilles krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 møder såvel elever, som forældre og kollegaer lige uanset køn, herunder ved at give hånd, når omstændighederne tilsiger det, så ingen af dis-se grupper oplever at blive behandlet forskelligt på baggrund af deres køn. Dette understreges generelt af deres rolle som em-bedsmænd, men særligt af deres rolle som embedsmænd i folke-skolen – herunder i forhold til elever og forældre.

3.2.2.4 Der kan i den forbindelse henvises til de i svarskriftets punkt 5.4

refererede domme og afgørelser i Dahlab mod Schweiz, Kurtul-mus mod Tyrkiet og Eweida m.fl. mod Storbritannien, der viser, at der generelt er vide rammer for at begrænse offentligt ansattes religionsfrihed, når de agerer som myndighedspersoner, og i særdeleshed når der er tale om lærere. I Dahlab mod Schweiz ac-cepterede EMD således, at det var nødvendigt at forbyde en læ-rer at gå med tørklæde, fordi det i sig selv kunne påvirke elever-nes forhold til lighed mellem kønnene. Klagen blev derfor også afvist som åbenbart grundløs (manifestly ill-founded).

3.2.2.5 I den forbindelse skal det understreges, at det er en aktiv hand-

ling om at forskelsbehandle elever, forældre (og sagsøgernes kol-legaer) i form af nægtelse af fysisk kontakt ved bl.a. håndtryk, hvilket tilsiger, at der må være en mindst lige så vid adgang for arbejdsgivere til at stille krav herom, som der er efter retspraksis om brug af tørklæde under arbejdets udførelse.

3.2.2.6 Det bemærkes i den forbindelse, at der er enighed om, at Sagsøger 1

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønsker at give hånd til voksne mænd in-ternt som eksternt, det vil konkret sige kollegaer såvel som for-ældre til børn, hvorfor dette kan lægges til grund. Albertslund Kommune fastholder samtidig, at Sagsøger 1 på mødet den 6. marts 2019 gav udtryk for, at hun heller ikke ville røre ved køns-modne drengebørn.

3.2.3 Ad nødvendigheden af at fastholde kravet over for sagsøgerne

3.2.3.1 Ligebehandlingsnævnet har gjort gældende, at det ikke var nød-

vendigt at fastholde kravet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2, fordi Albertslund Kommune kunne have forsøgt at indgå i dia-log med sagsøgerne om et andet hilseritual, der kunne anvendes over for alle køn.

3.2.3.2 Det skal hertil for det første anføres, at Albertslund Kommune

indkaldte Sagsøger 1 og Sagsøger 2 til et møde specifikt med det formål at afdække, om de ønskede at samarbejde ud fra værdier-ne fra Albertslund Kommune og Skole 1. De værdier handlede ikke om håndtryk, men generelt om ligeværd, ligebe-handling, neutralitet og professionalisme. Og det var disse helt overordnede værdier, som sagsøgerne ikke ønskede at gå i dia-log om.

Efter Albertslund Kommunes opfattelse er det allerede ud fra parternes enighed om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at give hånd til voksne mænd, berettiget, at Albertslund Kom-mune har gjort det klart, at sagsøgerne, når de var i praktik, måt-te tilsidesætte deres egne religiøse holdninger og agere neutralt i en professionel sammenhæng. Albertslund Kommune fastholder i den forbindelse, at sagsøgerne udtrykkeligt fik muligheden for at fortsætte deres praktikophold, såfremt de var indstillet på, at ” samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” .

Hertil meddelte begge sagsøgere, at de ikke ønskede at fortsætte praktikken. At praktikforløbet stoppede, beroede derfor på sagsøgernes aktive valg i situationen.

For så vidt angår beskrivelsen af forløbet af mødet den 6. marts 2019 – herunder de synspunkter Sagsøger 1 gav udtryk for – hen-viser Albertslund Kommune til det under punkt 3.3.5 anførte i svarskriftet. Albertslund Kommune kan i den forbindelse på in-gen måde genkende, at Sagsøger 1 skulle have været imødekom-mende eller løsningsorienteret på mødet, tværtimod var det – uanset at samtalen skete under anvendelse af principperne om genoprettende praksis – ikke muligt at komme i dialog med Sagsøger 1 på mødet.

Således forsøgte skoleleder Vidne 3 på mødet at forklare Sagsøger 1, at det ikke handlede om hendes ret til at udøve en reli-gion, eller hvordan hun gik klædt, men at når hun var i praktik som lærer, var det nødvendigt, at hun agerede ud fra Albert-slund Kommunes værdier, herunder mødte elever, forældre og kollegaer lige uanset den pågældendes køn. Dette var Sagsøger 1 ikke interesseret i at indgå i en dialog omkring.

Som beskrevet i svarskriftet punkt 3.3.5, blev udfaldet på mødet, at Sagsøger 1 adspurgt, om der var en måde, samarbejdet om praktikopholdet kunne fortsætte ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1, afviste dette.

Tilsvarende afviste Sagsøger 2 samme dag at fortsætte praktik-ken, idet hun anførte, at hun ”ønsker ikke at fortsætte praktikken på Skole 1 ”.

Det bestrides på den baggrund, at Albertslund Kommune kunne have anvendt et mindre indgribende middel, da kommunen alle-rede havde forsøgt sig med dialog uden held.

3.2.4 Derudover følger det af Eweida m.fl. mod Storbritannien (sagsnr.

48420/10, 59842/10, 51671/10 og 36516/10, at der ikke gælder en forpligtelse for arbejdsgivere til at tilpasse arbejdet til ansattes diskriminerende religiøse holdninger.

Sagen vedrørte bl.a. en offentligt ansat (Ms Ladele – den tredje klager i sagen), der blev afskediget, fordi hun nægtede at med-virke til indgåelse og registrering af registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle på grund af hendes religiøse overbevis-ning. Retten til at indgå registrerede partnerskaber blev først ind-ført 2 år inde i hendes ansættelse, hvorfor det ikke havde indgået i hendes forudsætninger for at søge stillingen, og det var i vidt omfang muligt at bytte rundt på opgaver, så hun alene varetog registrering af fødsler, dødsfald og ægteskaber (mellem mand og kvinde). Dette forbød ansættelsesmyndigheden imidlertid, fordi hendes afslag på at varetage opgaven var begrundet i diskrimi-natoriske synspunkter, og fordi hendes homoseksuelle kollegaer havde følt sig krænket over det.

EMD nåede frem til, at afskedigelsen havde været berettiget og lagde i den forbindelse vægt på, at formålet med den offentlige myndigheds krav om, at den ansatte også skulle medvirke ved indgåelse og registrering af homoseksuelle ægteskaber var be-grundet i andres rettigheder, der ligeledes var beskyttet af EM-RK, jf. særlig præmis 105 til 106.

Sagen illustrerer, at der ikke gælder en forpligtelse for arbejdsgi-vere til at tilpasse arbejdet for at respektere ansattes diskrimine-rende religiøse holdninger, selv når dette kan lade sig gøre, uden at de borgere, der diskrimineres, opdager det, og at der ved af-vejningen mellem beskyttede diskriminationsgrunde overlades ansættelsesmyndigheden en stor skønsmargin.

I sagen kunne det netop godt lade sig gøre for ansættelsesmyn-digheden at sørge for, at Ms Ladele ikke varetog opgaven med indgåelse og registrering af registrerede partnerskaber og i stedet fokuserede på andre arbejdsopgaver. I sagen var borgerne sam-tidig ikke klar over, at de blev diskrimineret. Alligevel nægtede ansættelsesmyndigheden at tilpasse arbejdsopgaverne, fordi Ms Ladeles ønske bundede i diskriminerende religiøse synspunkter, hvilket hendes kollegaer fandt krænkende. Uanset at man kunne have fundet en anden løsning, fandt EMD ikke, at der var sket en krænkelse af diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14, sam-menholdt med artikel 9.

Af samme grund – og så meget desto mere – bestrides det der-

for, at Albertslund Kommune var retligt forpligtet til at foreslå (eller acceptere), at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 anvendte et andet hilseritual over for alle, fordi bevæggrunden for dette hilseritual ville være deres diskriminerende religiøse synspunkter.

Et alternativt hilseritual, hvor Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at ”skjule” deres ønske om diskrimination af mænd ville få et andet hilseritual over for såvel mænd som kvinder, ville reelt ikke være og fremstå som andet end et skalkeskjul for ønsket om køns-diskrimination, hvilket illustrerer, at kravet om at leve op til Al-bertslund Kommunes værdier og at give håndtryk var nødven-digt.

Det bemærkes i øvrigt, at EU-Domstolen eksplicit henviste til Eweida m.fl. mod Storbritannien i Achbita-dommens præmis 39, og at Achbita-dommen derfor utvivlsomt skal fortolkes i lyset af denne.

3.2.5 Samtidig kan det anføres, at en løsning, hvor Sagsøger 2 og Sagsøger 1

Sagsøger 1 undlod fysisk kontakt i det hele taget, ville nødvendiggøre en italesættelse over for elever, forældre og kollegaer af, hvorfor sagsøgerne – som embedsmænd og lærere i folkeskolen – ikke ønskede en sådan kontakt, herunder i hilsesituationen. Her ville det over for samtlige involverede stadig fremstå tydeligt, at mo-tivet for en sådan løsning også var et skalkeskjul begrundet i et kønsdiskriminerende synspunkt, der ikke respekterer kommu-nens grundlæggende værdier og generelle grundlæggende vær-dier i Danmark, herunder ikke respekterer pligten til at møde borgerne lige. En sådan italesættelse ville således i sig selv være egnet til at skade elevernes forhold til ligestilling mellem kønne-ne, idet der til støtte herfor kan henvises til Dahlab mod Schweiz.

3.2.6 Endelig skal det fremhæves, at det følger af storkammerdommen

S.A.S. mod Frankrig (sagsnr. 43835/11), at begrænsninger i reli-gionsfriheden skønnes nødvendige for at sikre interaktionen mellem forskellige individer ud fra det såkaldte princip om ”li-ving together” eller ”vivre ensemble” .

Dommen vedrører en borgers klage over det franske tildæk-ningsforbud. EMD fremhævede i sin gennemgang af EMD’s tid-ligere praksis på området, at der er væsentligt snævrere adgang til at begrænse borgeres religionsfrihed end offentligt ansattes, hvorfor praksis vedrørende offentligt ansatte – og i særdeleshed lærere – ikke kunne anvendes på private, jf. dommens præmis 135. EMD fandt alligevel, at det generelle forbud mod at tildæk-ke sit ansigt levede op til nødvendighedskriteriet, idet EMD an-førte følgende i præmis 153:

” Furthermore, admittedly, as the applicant pointed out, by pro-hibiting everyone from wearing clothing designed to conceal the face in public places, the respondent State has to a certain extent

restricted the reach of pluralism, since the ban prevents certain women from expressing their personality and their beliefs by wearing the full-face veil in public. However, for their part, the Government indicated that it was a question of responding to a

practice that the State deemed incompatible, in French society, with the ground rules of social communication and more broadly

the requirements of “living together” . From that perspective, the

respondent State is seeking to protect a principle of interaction be-tween individuals, which in its view is essential for the expression not only of pluralism, but also of tolerance and broadmindedness

without which there is no democratic society (see paragraph 128 above). It can thus be said that the question whether or not it should be permitted to wear the full-face veil in public places con-stitutes a choice of society.”

(egen understregning)

Håndtrykket er – som det også fremgår af forarbejderne til lov nr. 1735 af 27. december 2018 om ændring af lov om dansk ind-fødsret og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl– en helt grundlæggende dansk kulturnorm.

Det er derfor Albertslund Kommunes opfattelse, at det på den baggrund og også ud fra det såkaldte ”vivre ensemble” -princip var berettiget at fastholde kravet om håndtryk over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 med henblik på at fremme og lette den sociale in-teraktion og sameksistens på Skole 1 og sikre, at man som lærer/embedsmænd og dermed det offentlige møder såvel borgere som kollegaer med tillid og respekt – hvilket særligt gør sig gældende i en funktion som lærere i folkeskolen.

Det er således ikke ønskværdigt, hverken for sammenhængskraf-ten eller for ligestillingen, at der etableres en praksis for, at men-nesker ikke må røre ved hinanden – særligt hvor det er udtryk for underliggende kønsdiskriminerende religiøse synspunkter.

3.2.7 Albertslund Kommune gør på den baggrund gældende, at det

var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at fastholde kravet over for Sagsøger 1 og Sagsøger 2.

3.3 Opsummerende gøres det således principalt gældende,

at Albertslund Kommune har stillet krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 samarbejdede ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1, hvilket indebar, at de opførte sig professionelt og neutralt i deres praktikforløb, herunder ikke udsatte skolens elever, elevernes forældre og skolens medarbejdere for forskelsbehandling på baggrund af deres køn,

at dette er et sagligt og lovligt krav at stille,

at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ønskede at gå i dialog om el-ler efterleve dette krav, hvorfor de selv valgte at afslutte

deres praktikforløb, og at Ligebehandlingsnævnets stand-punkter – herunder standpunkter om mulige løsninger og-så af den årsag må afvises, og

at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 derfor ikke har påvist faktiske om-stændigheder, der giver anledning til at formode, at de er blevet forskelsbehandlet på grund af religion.

3.4 Subsidiært gøres det i forhold til en eventuel indirekte forskels -behandling på baggrund af religion gældende,

at det er ubestridt, at kravet om, at samarbejdet skulle ske ud fra værdierne i Albertslund Kommune og Skole 1 om professionalisme, neutralitet og ligebehandling, var be-grundet i et legitimt formål og hensigtsmæssigt,

at der ikke efter forskelsbehandlingsloven eller beskæftigel-sesdirektivet kan stilles krav om streng nødvendighed,

at det var nødvendigt – og for den sags skyld også strengt nødvendigt – at stille og fastholde kravet over for sagsøger-ne, idet det i nødvendighedsvurderingen skal indgå,

at der er tale om et indgreb af meget lav intensitet,

at det følger af retspraksis, at der generelt er vide ram-mer for at begrænse offentligt ansattes religionsfrihed, når de agerer som myndighedspersoner, og i særde-leshed når der er tale om lærere,

at Albertslund Kommune forsøgte at gå i dialog med Sagsøger 1 og Sagsøger 2 om at samarbejde ud fra værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1,

at sagsøgerne hverken var interesserede i at indgå i en dialog herom eller at samarbejde ud fra disse værdier, hvorfor sagsøgerne selv valgte at afslutte deres prak-tik,

at en løsning som den af Ligebehandlingsnævnet fore-slåede, hvor Sagsøger 2 og Sagsøger 1 undlod fysisk kontakt i det hele taget, ville nødvendiggøre en itale-sættelse af, hvorfor de ikke ønskede en sådan kontakt, hvilket i sig selv ville være egnet til at skade elevernes forhold til ligestilling mellem kønnene,

at det desuden følger af retspraksis, at der ikke gælder en tilpasningsforpligtelse for arbejdsgivere i forhold til ansattes diskriminerende religiøse holdninger, og

at det også på baggrund af vivre ensemble-princippet var berettiget at fastholde kravet om håndtryk over for

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 med henblik på at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens på Skole 1 og sikre, at man som lærer møder såvel borgere som kollegaer med tillid og respekt.”

Biintervenienten, KL, der er indtrådt i sagerne til støtte for Albertslund Kom-mune, har tilsluttet sig det i kommunens påstandsdokument anførte.

Landsrettens begrundelse og resultat

To voterende – Mikael Sjöberg og Tina Susanne Nielsen – udtaler:

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er begge kvindelige ortodokse muslimer. De blev beg-ge i begyndelsen af 2019, som led i deres læreruddannelse, tilbudt en praktik-plads på Skole 1 i Albertslund Kommune. I forbindelse med et vel-komstmøde på skolen den 11. februar 2019 afslog de begge at give hånd til en mandlig praktiklærer med den begrundelse, at det strider mod deres religiøse overbevisning at give hånd til voksne personer af det modsatte køn, som de ikke har en familiemæssig relation til.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne fra vidnerne Vidne 3, Vidne 1 og Vidne 2 lægger vi til grund, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 tilkendegav over for skolen, at de allerede fra det tidspunkt, hvor drenge bliver kønsmodne, ikke vil røre dem grundet deres religiøse overbevisning.

Efter bevisførelsen lægger vi endvidere til grund, at Albertslund Kommune krævede, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 for at fortsætte praktikforløbet skulle tilsi-desætte deres religiøse overbevisninger og efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme, herunder et krav om, at de gav hånd til alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det. Da Sagsøger 1 under mødet og Sagsøger 2 dagen efter på mail afviste dette, ophørte prak-tikforløbet med øjeblikkelig virkning.

Spørgsmålet er, om det er indirekte forskelsbehandling i strid med lov om for-bud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingslo-ven), at skoleledelsen stillede krav om ligebehandling, neutralitet og professio-nalisme, herunder stillede krav om, at de gav hånd til alle personer uanset køn, hvis situationen krævede det.

Vi lægger til grund, at der er en sådan sammenhæng mellem Sagsøger 1 og Sagsøger 2's religion og overbevisning og deres nægtelse af fysisk berøring med bl.a. drenge, at forholdet er omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod for-skelsbehandling på grund af religion eller tro. Ledelsens krav herom stillede dem ringere end andre på grund af deres tro eller religion, jf. lovens § 1, stk. 3.

Det påhviler herefter Albertslund Kommune at løfte bevisbyrden for, at ligebe-handlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at kravet var objektivt begrundet i et sagligt formål, at midlerne til at opfylde formålet var hensigts-mæssige og nødvendige, og at forholdet af den grund ikke udgjorde en indirek-te forskelsbehandling, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a, jf. § 1, stk. 3.

Parterne er enige om, at Albertslund Kommunes krav om at efterleve kommu-nens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme, herunder ved at give hånd til alle personer uanset deres køn, var objektivt begrundet i et sag-ligt formål og hensigtsmæssigt.

Afgørende for om der foreligger indirekte forskelsbehandling i strid med for-skelsbehandlingsloven er derfor, om kravet, om at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og profes-sionalisme, herunder et krav om, at de gav hånd til alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det, også opfylder kravet i forskelsbehandlings-lovens § 1, stk. 3, om, at anvendte midler skal være nødvendige.

Kravet om nødvendighed i § 1, stk. 3, skal, jf. Højesterets dom i U 2022.4461 H, fortolkes i overensstemmelse med EU’s beskæftigelsesdirektiv og EU domsto-lens praksis. Det beror derfor som også angivet i forarbejderne på en konkret proportionalitetsafvejning, om nødvendighedskravet er opfyldt.

Formålet med kravet var dels at sikre overholdelse af Albertslund Kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme og dels at sikre overholdelse af folkeskolelovens § 1, stk. 3, hvorefter folkeskolen skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati samt ligebehandlingslovens § 1 a, hvorefter offentlige myndigheder inden for deres område skal arbejde for lige-stilling mellem kønnene. Albertslund Kommune stillede i den forbindelse krav om, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 mødte elever, forældre og medarbejderne lige og ikke ud fra deres private religiøse holdninger, og at de ikke havde og aktivt udviste en forskellig tilgang til dem alene på baggrund af pågældendes køn.

For Albertslund Kommune indebar dette, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke måt-te udøve forskelsbehandling på baggrund af køn i deres arbejde, og at de i øv-rigt som lærerpraktikanter skulle være medvirkende til at fremme kønslighed, hvilket gælder alle undervisere på folkeskoler, og at dette - men på ingen måde begrænset til - indebar at give hånd til personer af alle køn.

På den baggrund finder vi, at Albertslund Kommune har godtgjort, at kravet om at efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og profes-sionalisme, herunder et krav om, at de gav hånd til alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det, var nødvendigt for at opnå formålet om at sikre ligebehandling af kønnene i medfør af forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Den omstændighed, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var lærerstuderende, og at der alene var tale om et praktikforløb af 6-ugers varighed, kan ikke føre til et andet resultat. Vi har herved lagt vægt på, at praktikforløbet er en obligatorisk led i de pågældendes uddannelse til folkeskolelærer.

Herefter og da målet ikke kan opnås ved en alternativ hilsemåde eller andre mindre indgribende midler, stemmer vi for at frifinde Albertslund Kommune.

Én voterende – Kim Holst – udtaler:

Indledende bemærkninger

Disse sager handler efter min opfattelse ikke om en helt generel vurdering af, hvorvidt ”borgerens ret til ikke at blive udsat for kønsdiskrimination af en of-fentlig myndighed skal vige for myndighedspersonens ret til aktivt at udøve sin religion i arbejdstiden” , og hvorvidt ”medarbejderes ret til ikke at blive udsat for kønsdiskrimination skal vige for en anden medarbejders ret til aktivt at udøve sin religion i arbejdstiden som embedsmand” , således som Albertslund Kommune overordnet har gjort gældende.

Efter min opfattelse handler sagerne i stedet om en konkret stillingtagen til, hvorvidt Albertslund Kommune under retssagen har bevist, at det var nødven-digt, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, jf. § 7 a, at de to lærerstuderende under et seks ugers praktikophold på en skole som led i deres uddannelse blev pålagt et krav om, at de skulle give hånd til mænd, når det må lægges til grund, at de pågældende hilste på mænd på en anden og lige så respektfuld måde, og

at de pågældende ville have været villige til at hilse på både mænd og kvinder på denne måde, således at deres hilsemåde ville være den samme over for alle, såfremt skolen havde spurgt dem herom, hvilket skolen imidlertid ubestridt ikke gjorde.

Sagens faktuelle grundlag

Jeg finder det således efter bevisførelsen ikke tilstrækkelig godtgjort, at Sagsøger 1 på mødet den 6. marts 2019 meddelte Skole 1, at hun ikke ønskede at ”samarbejde ud fra værdierne fra Albertslunds Kommune og Skole 1” som anført i skolens referat af mødet den 6. marts 2019.

Jeg finder alene at kunne lægge til grund, at Sagsøger 1 på mødet meddelte, at hun som følge af sin religiøse eller trosmæssige overbevisning ikke ville give hånd til mænd, men at hun hilste på mænd på en anden og lige så respektfuld måde.

Det, der er gjort gældende i mandatarens påstandsdokument, punkt 2.3, andet og femte afsnit, kan ikke ændre herpå allerede af den årsag, at det ikke er i

overensstemmelse med mandantens, Sagsøger 1's, forklaring om de faktiske for-hold. (Det er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med det, som mandataren selv har lagt til grund i afgørelserne (jf. andet og tredje afsnit efter ”Om indirek-te forskelsbehandling”), og mandataren, der er et kollegialt organ, ses således heller ikke at have truffet afgørelse herom.)

Efter Sagsøger 1's forklaring lægger jeg endvidere til grund, at hun ville have væ-ret villig til at hilse på både mænd og kvinder på den pågældende måde, såle-des at hendes hilsemåde ville være den samme over for alle, såfremt Skole 1 havde spurgt hende herom; det gjorde Skole 1 dog imidlertid ubestridt ikke.

Sagsøger 2 deltog ikke i mødet den 6. marts 2019, idet hun var forsinket, men det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at hun umiddelbart efter mødets afslutning blev orienteret af Sagsøger 1 om hendes opfattelse af, hvad der var sket på mødet.

Den omstændighed, at Sagsøger 2 på skolens forespørgsel i mailen af 7. marts 2019 svarede, at hun ønskede at stoppe praktikforløbet, kan på denne baggrund ikke føre til, at hun kan anses for ikke at have villet ”samarbejde ud fra værdi-erne fra Albertslund Kommune og Skole 1” .

Jeg finder herefter også i forhold til Sagsøger 2 alene at kunne lægge til grund, at Sagsøger 2 som følge af sin religiøse eller trosmæssige overbevisning ikke ville give hånd til mænd, men at hun hilste på mænd på en anden og lige så respektfuld måde, og at også hun ville have været villig til at hilse på både mænd og kvinder på den pågældende måde, således at hendes hilsemåde ville være den samme over for alle, såfremt Skole 1 havde spurgt hende her-om. Det gjorde Skole 1 dog imidlertid ubestridt heller ikke i forhold til hende.

Jeg bemærker for god ordens skyld i forlængelse heraf, at selvom forklaringer-ne fra Vidne 3 og Vidne 1 om, hvad der hændte på mødet den 6. marts 2019, lægges til grund, kan det imidlertid konstateres, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ubestridt ikke fik udleveret de omtalte værdier på skrift forud for mødet den 6. marts 2019, at Sagsøger 1 ubestridt heller ikke fik udleveret et så-dant skriftligt materiale på mødet, og at Sagsøger 2 ubestridt heller ikke i for-bindelse med Skole 1's mail af 7. marts 2019 fik noget sådant udleveret.

Dertil kommer, at det stadig er uklart, præcist hvilke værdier, der udgjorde ”værdierne fra Albertslund Kommune og Skole 1” , herunder hvilket nærmere indhold de havde, og hvor disse værdier var beskrevet. Det var ikke oplyst i skolens referat fra mødet af 6. marts 2019, der blev sendt til Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ved skolens mail af 7. marts 2019. Det er heller ikke oplyst i Albert-

slund Kommunes påstandsdokument, hvilke af de i ekstrakten indeholdte bilag om kommunen og Skole 1's forhold (bilag 20, 21 og 22 og muligvis bilag 23 og bilag B) og hvilke afsnit heri, der menes at fastlægge værdierne og deres nærmere indhold.

I givet fald har Albertslund Kommune således under alle omstændigheder ikke givet Sagsøger 1 og Sagsøger 2 et oplyst grundlag at tage stilling til spørgsmålet på.

For så vidt angår det, der er indrammet i ovennævnte bilag i ekstrakten, ses der ikke at være noget heri, som Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har handlet i modstrid med.

Jeg finder i øvrigt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Sagsøger 1 og Sagsøger 2's forklaringer om, at det alene er mænd over 18 år, som de ikke vil give hånd til eller i øvrigt berøre. Forklaringerne fra Vidne 3 og Vidne 1 om, at spørgsmålet om fysisk kontakt med drenge i 7. klasse blev omtalt under mødet den 6. marts 2019, kan ikke føre til et andet resultat, herun-der henset til, at dette forhold ikke er omtalt i skolens referat fra mødet, og at forklaringerne i øvrigt er afgivet mere end seks år efter mødet. Der er for så vidt også henset til, at såfremt Albertslund Kommune havde ønsket dette spørgsmål afklaret, kunne kommunen f.eks. have anmodet om indhentelse af en sagkyn-dig erklæring.

Sagens juridiske spørgsmål

Det er ubestridt, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2's beslutninger om ikke at ville give hånd til mænd er omfattet af udtrykket ”tro eller religion” i forskelsbehand-lingslovens § 1, stk. 1.

Det er endvidere ubestridt, at Albertslund Kommune/Skole 1 som prak-tikskole for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er omfattet af forskelsbehandlingslovens § 3, uanset om det er som arbejdsgiver efter § 3, stk. 1, eller som vejlednings- og uddannelsesvirksomhed efter § 3, stk. 2.

Desuden er det ubestridt, at der ikke foreligger direkte forskelsbehandling i medfør af forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der på det ovennævnte faktuelle grundlag foreligger indirekte forskelsbehandling i medfør af forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Albertslund Kommunes krav om at give hånd til alle uanset køn er et tilsynela-dende neutralt krav, der imidlertid vil stille personer med Sagsøger 1 og Sagsøger 2's religiøse eller trosmæssige overbevisning ringere end andre personer.

Endvidere må det lægges til grund, at det var Skole 1, der som følge af, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville efterleve dette krav, besluttede, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke kunne fortsætte som praktikanter på skolen. For så vidt angår Sagsøger 1 fremgår dette udtrykkeligt af skolens referat fra mødet den 6. marts 2019 (”Derfor ser vi os nødsaget til at stoppe praktikken fra dags dato”). Den omstændighed, at skolen i mailen af 7. marts 2019 til Sagsøger 2 formelt set spurgte hende, hvorvidt hun ”ønsker at fortsætte praktikken eller ej” , og at Sagsøger 2 svarede benægtende herpå, kan ikke ændre herpå i forhold til hen-de.

Jeg finder derfor, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har påvist faktiske omstændighe-der, som giver anledning til at formode, at Albertslund Kommune har udøvet indirekte forskelsbehandling, og det påhviler derfor kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens 7 a.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt kravet om at give hånd til mænd alligevel kunne tillades stillet, fordi det er objektivt begrundet i et sagligt formål, hen-sigtsmæssigt og nødvendigt, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, in fine.

Der er enighed mellem parterne om, at kravet om at give hånd til mænd var objektivt begrundet i et sagligt formål og hensigtsmæssigt.

Det skal derfor alene vurderes, hvorvidt kravet tillige var nødvendigt. Som an-ført i Højesterets dom af 7. september 2022 (UfR 2022, side 4461) skal nødven-dighedsbetingelsen fortolkes i overensstemmelse med EU’s beskæftigelsesdi-rektiv og EU-Domstolens praksis. Det beror derfor som også angivet i lovforar-bejderne på en konkret proportionalitetsvurdering, om nødvendighedskravet er opfyldt.

Efter bevisførelsen finder jeg ud fra en konkret proportionalitetsvurdering, at Albertslund Kommune ikke har godtgjort, at kravet var nødvendigt.

Jeg har herved for det første lagt vægt på, at der alene var tale om et praktikop-hold af seks ugers varighed, hvorunder Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke skulle varetage ganske de samme opgaver eller have ganske det samme ansvar som en uddannet, ansat lærer.

Albertslund Kommune har i den forbindelse bl.a. ikke godtgjort, at der som led i praktikopholdet indgik opgaver, der indebar, at praktikanterne skulle give hånd til mænd, og at det i givet fald ville være forskelsbehandling, endsige væ-re forbundet med påvirkning af eller andre uhensigtsmæssige konsekvenser for

eleverne eller andre, hvis Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke gav hånd i sådanne si-tuationer, men i stedet hilste på både mænd og kvinder på deres lige så respekt-fulde måde.

Det kan f.eks. allerede efter Vidne 2's forklaring ikke lægges til grund, at det indgik som en fast del af praktikopholdet, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 skulle deltage i f.eks. forældremøder.

I forlængelse heraf finder jeg som følge af Albertslund Kommunes anbringen-der anledning til at bemærke, at det ikke tilkom kommunen på forhånd og på vegne af samtlige landets skoler i realiteten at afgøre, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ikke ville kunne fungere som lærere på nogen skole på grund af, at de ikke ville give hånd til mænd.

Dertil kommer, at Skole 1 som anført ovenfor ikke undersøgte, hvorvidt Sagsøger 1 og Sagsøger 2 var indstillet på at hilse på deres måde – der som nævnt må anses for en lige så respektfuld hilsemåde som et håndtryk – på både mænd og kvinder.

At ville hilse på samme måde på både mænd og kvinder er vel i øvrigt netop udtryk for en lige, neutral og professionel ageren, således som Skole 1 anførte i mødereferatet af 6. marts 2019 (”undervise og agere neutralt ind i en professionel kontekst”), og som Albertslund Kommune under sagen har gjort gældende var nødvendige værdier/krav for Sagsøger 1 og Sagsøger 2 at over-holde.

Allerede af denne årsag kan Albertslund Kommunes bemærkninger om folke-skoleloven, nærmere bestemt udtrykket ”ligeværd” i lovens § 1, stk. 3, ikke føre til en anden vurdering.

Endvidere er det ubestridt, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 forinden havde gennem-ført deres første praktikophold, der varede knap tre måneder, og efterfølgende gennemførte både deres andet og tredje praktikophold på andre folkeskoler, uden at deres manglende håndtryk til mænd gav anledning til problemer.

For så vidt angår Albertslund Kommunes anbringende om kravet om håndtryk ved de såkaldte grundlovsceremonier i forbindelse med ansøgninger om dansk indfødsret, der er fastsat i bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes afhol-delse af grundlovsceremonier (jf. § 8 i nugældende bekendtgørelse nr. 2546 af 16. december 2021 med efterfølgende ændring) med hjemmel i indfødsretslo-

vens § 10, stk. 4, bemærkes det blot, at der er tale om en regel i en anden lov-givning, der forfølger andre hensyn, og det af Albertslund Kommune anførte kan derfor ikke føre til en anden vurdering.

Albertslund Kommunes anbringende vedrørende bestemmelsen i ligebehand-lingslovens § 1 a kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Godtgørelsen

På ovennævnte baggrund er Sagsøger 1 og Sagsøger 2 berettigede til godtgørel-se i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.

Albertslund Kommune har i begge sager nedlagt en subsidiær påstand om be-taling af et mindre beløb end det af Ligebehandlingsnævnet tilkendte, men kommunen har imidlertid ikke i sit påstandsdokument gjort anbringender gæl-dende til støtte for, at godtgørelserne skal fastsættes til et lavere beløb end 25.000 kr. Allerede af denne årsag ses der ikke at være grundlag for at nedsætte de tilkendte godtgørelser, smh. retsplejelovens § 338.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2's rentepåstande er ikke bestridte.

Min konklusion

Jeg stemmer herefter for at tage Sagsøger 1 og Sagsøger 2's påstande til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter Albertslund Kommune frifindes.

Sagsomkostninger

Efter sagernes udfald, og da Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er meddelt fri proces, skal statskassen i sagsomkostninger i begge sager betale i alt 70.000 kr. til Albert-slund Kommune. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl.

moms. Ud over sagernes værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagernes omfang og betydning.

Landsretten finder ikke grundlag for at tilkende biintervenienten, KL, sagsom-kostninger, da biintervenienten har været repræsenteret af samme advokat som Albertslund Kommune og ikke har afgivet særskilte processkrifter, jf. retspleje-lovens § 252, stk. 4.

THI KENDES FOR RET:

Albertslund Kommune frifindes.

I sagsomkostninger skal statskassen i begge sager inden 14 dage betale i alt 70.000 kr. til Albertslund Kommune. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 27-06-2025 kl. 10:04

Modtagere:Mandatar Ankestyrelsen, Sagsøgte Albertslund Kommune,

Advokat (H) Søren Skjerbek, Sagsøger 2, Biintervenient Kommunernes Landsforening, Advokat (L) Jonas Blegvad Jensen

Sag om, hvorvidt afbrydelsen af lærerpraktikforløb, som følge af krav om håndtryk til personer af alle køn udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion

Sagens oplysninger

Dom

Øvrige sagsoplysninger