Gå til indhold
Tilbage til søgning

Sag om, hvorvidt afvikling af barns samvær med far skal fortsætte som aftalt ved forlig i Familieretshuset

Retten på FrederiksbergCivilsag1. instans13. maj 2025
Sagsnr.: 1183/25Retssagsnr.: BS-17171/2025-FRB
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Appelleret
Faggruppe
Civilsag
Ret
Retten på Frederiksberg
Rettens sagsnummer
BS-17171/2025-FRB
Sagstype
Forældreansvarssag
Instans
1. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1183/25
Sagsdeltagere
PartsrepræsentantPernille Mary Marie Lauritsen; PartsrepræsentantPreben Kønig

Dom

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG

DOM

afsagt den 13. maj 2025

Sagen er behandlet for lukkede døre.

Sag BS-17171/2025-FRB

Far

(advokat Preben Kønig)

mod

Mor

(beskikket advokat Pernille Mary Marie Lauritsen)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Familieretten har modtaget sagen den 28. marts 2025.

Far har nedlagt påstand om, at der fastsættes samvær mellem Far og Barn i et af Familieretten fastsat antal gange årligt, subsidiært at der mellem Far og Barn fastsættes anden form for kontakt end samvær som af Familieretten bestemt.

Mor har nedlagt påstand om frifindelse, således at der ikke fastsæt-tes samvær mellem Barn og sagsøger, Far.

2

Oplysningerne i sagen

Far er biologisk far til Barn, der er Dato (Født 2011), og Mor er biologisk mor til Barn.

Ved adoptionsbevilling af 18. oktober 2011 adopterede medmor Barn fra Far. Det er efterfølgende aftalt, at Mor har forældre-myndigheden over Barn alene.

Det fremgår af retsbog af 21. maj 2024 (BS-52626/2023), at parterne indgik føl-gende forlig om samvær mellem Barn og Far:

”Forældrene er enige om at genetablere kontakten mellem Barn og Far på følgende måde:

Samvær af to timers varighed første lørdag i hver måned, startende den 1. juni 2024, kl. 11-13, i Park. Samværene herefter kan være i eller uden for Fars hjem.

Forældrene finder en alternativ dag, hvis samvær ikke kan lade sig gøre den på-gældende lørdag.

Morfar deltager i samvær, så længe Barn ønsker det.

I lyset af Barns utryghed i forhold til Far er det aftalt, at Barns ønsker om ændringer i samværet, herunder ophør og udvidelse, meddeles til Mor, der herefter giver Far besked.

Ved evt. ophør af samvær afventer forældrene Barns tilkendegivelse til Mor om genoptagelse af samvær.

I fald Barn måtte fremsætte ønske om ophør eller reduktion af samvær, er par-terne enige om at konsultere børnepsykolog Person for nærmere rådgiv-ning/vejledning, der således vil være at efterleve. Omkostningerne herved vil være at udrede af Far.

Det er aftalt, at Far ikke har anden kontakt, herunder via sms, mail, telefon og sociale medier, med Barn end ovenfornævnte. Evt. anden kontakt etableres på Barns initiativ.

Det er aftalt, at Far ikke udspørger Barn om det bagudrettede.

Der er enighed om, at Barn kan have kontakt med farmor og farfar med eller uden Far, herunder på Område. Barn aftaler evt. ønske herom med Mor.”

3

Familieretshuset har den 4. marts 2025 til brug for sagen afholdt en samtale med Barn.

Der er endvidere til brug for sagen indhentet en udtalelse fra Barns skole.

Forklaringer

Far og Mor har afgivet forklaring.

Far har forklaret blandt andet, at han som følge af forliget i sid-ste retsmøde mødte op i Park 1. juni 2024 for at have samvær med Barn. Det var vidunderligt at se Barn igen, men Barn var en presset pige. Barn blev afleveret af Mor. Han prøvede at lette stemningen ved at give krammere til både Mor og morfar, da de mødte op. Mor blev stående og observerede genforeningen. Barns morfar var i overensstemmelse med forliget med til samværet. Han kunne ikke bede morfar holde sig i baggrunden, men morfar gjorde ikke noget godt for samværet.   

Han havde arrangeret et skovturstæppe i parken og serverede kaffe til morfar og vandmelon til Barn. Barn begyndte at tø op, og der kom en dejlig stemning. Barn grinede og smilede. Morfar snakkede løs. Barn sagde, at hun savnede sin farmor og farfar, og så brød morfar ind og sagde, at det ikke havde været så nemt hos dem, for mormor var død. Herefter begyndte Barn igen at snakke og stemningen blev dejlig. Morfar fik på et tidspunkt øje på nogen, der lavede gymnastik et andet sted i parken, hvorfor de alle til hans fortrydelse måtte for-lade det dejlige skovturstæppe for se på det. Til sidst i samværet spurgte han Barn, om han måtte give hende et kram, hvilket han fik lov til.   

Mor aflyste det næste samvær med 36 timers varsel, og han har ikke set Barn siden eller haft anden kontakt til hende.

I overensstemmelse med forliget kontaktede han herefter psykolog Person, der indkaldte ham og Mor til børnesagkyndig rådgivning. Mor ønskede ikke at deltage i den børnesagkyndige rådgivning sammen med ham, og Person mente ikke, at det var en brugbar løsning, at der blev holdt børne-sagkyndig rådgivning med dem hver for sig, hvorfor det ikke førte til noget.   

Det er hårdt at læse referatet af Barns børnesamtale i Familieretshuset. Det er hans opfattelse, at Barn er udsat for forældrefremmedgørelse. Barn skal tilveje-bringes et oplyst grundlag af ønskværdigheden af samvær. Barn skal have samvær med ham, farmor og farfar, for så vil hun opleve, at han kun ønsker at give hende kærligheden. De skal spille canasta og spise lakselasagne, og så vil Barn i hemmelighed begynde at glæde sig til næste samvær. Barn er et offer i denne sag.

4

Mor har forklaret blandt andet, at efter forliget i sidste retsmøde tænkte hun, at det gav mening, at Barn skulle møde Far igen, fordi der var gået så lang tid siden sidst. Hun har hele tiden sagt, at hun gerne vil hjælpe Barn med kontakt til Far, hvis Barn ønsker det.   

Barn var meget pirrelig, urolig og trykket i tiden op til samværet, og Barn led af søvnvanskeligheder og mareridt. I dagene op til sagde Barn også, at hun ikke ville på samvær. Mor sagde, at det ville være godt for Barn at se Far og fastholdt samværet.   

Tårerne trillede ned ad kinderne på Barn på vej hen til samværet, og Barn holdt fast i hende, da Barn skulle ud af ladcyklen. Hun stod i 5 minutter i forbindelse med afleveringen af Barn, for hun skulle have Barn ud af ladcyklen.   

Morfar sagde til hende efter samværet, at han var overrasket over, hvor presset Barn var i situationen, og at han fik en langt mere involverende rolle, end han havde forventet. Han var overrasket over, hvor meget Barn havde brug for hjælp i samværet, fordi stemningen var meget presset og forknyt.   

Hun skrev til Far 36 timer før det næste samvær og aflyste det. Hun bak-kede fuldstændig op om Barns samvær med Far, men Barns trivsel blev påvirket, og Barn sagde, at hun ikke ville på samvær igen.   

Hun havde ikke aflyst det næste samvær umiddelbart efter første samvær, idet hun tænkte, at det var vigtigt, at der var gået noget tid fra det første samvær, in-den Barn skulle tage stilling til et nyt samvær.

Hun skrev herefter til Person, der meddelte, at han ville indkalde til et fælles møde med hende og Far. Det var ikke hendes hensigt med mødet, at det skulle være fælles. Hun ville gerne deltage i sit eget møde. Person meddelte imidlertid, at det ikke havde noget formål, hvis hun og Far ikke deltog i et fælles møde.   

Hun kan genkende Barn i referatet fra børnesamtalen i Familieretshuset. Barn sagde derhjemme, at det var ubehageligt, at der blev presset så meget på for samvær. Barn har også spurgt til, om farmor og farfar er enige med Far. Hun svarede, at de nok bakkede op om Far. Herefter har Barn ikke ytret ønske om at se farmor og farfar.   

Hun har været meget bange for, at Barn skulle komme i klemme i forbindelse med samvær med farmor og farfar, og at Far ville blive en del af samværet med bedsteforældrene.

5

Familierettens begrundelse og resultat

På baggrund af det, som er fremkommet under samtalen med Barn i Familie-retshuset, og henset til Barns alder og sagens oplysninger i øvrigt, herunder baggrunden for og afviklingen af samvær som aftalt ved forlig af 21. maj 2024 samt Barns reaktioner herpå både før, under og efter, sammenholdt med det personlige indtryk, retten har fået af parterne under sagen, finder retten efter en samlet vurdering, at det af hensyn til Barns trivsel vil være bedst for hende, at Far ikke på nuværende tidspunkt har samvær eller anden kon-takt med hende, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 20 a.   

THI KENDES FOR RET:  

Mor frifindes.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.

   

Publiceret til portalen d. 13-05-2025 kl. 12:54

Modtagere: Sagsøgte Mor, Sagsøger Far, Familieretshuset Familieretshuset, Advokat (H) Preben Kønig, Advokat (L) Pernille Mary Marie Lauritsen

Oplysning om appel

3. instansHøjesteretHJR
DDB sags nr.: 1238/25
Rettens sags nr.: BS-41459/2025-HJR
[IkkeAngivet]
2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1184/25
Rettens sags nr.: BS-29747/2025-OLR
Kæret
1. instansRetten på FrederiksbergFRB
DDB sags nr.: 1183/25
Rettens sags nr.: BS-17171/2025-FRB
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb
0 kr.