Dom
RETTEN I ESBJERG
DOM
afsagt den 23. februar 2023
Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at Sagsøger er beretti-get til yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, godtgørelse for svie og smerte, erstatning for varigt mén samt erstatning for tabt arbejds-fortjeneste og erhvervsevnetab.
Der nedlægges en subsidiær påstand om hjemvisning.
2
Sagsøgte, Ankenævnet for Patienterstatningen, har nedlagt påstand om frifin-
delse.
Oplysningerne i sagen
Den 8. november 2016 blev Sagsøger undersøgt og efterfølgende indlagt på Sydvestjysk Sygehus grundet synsforstyrrelse på venstre øje og føleforstyrrelser i højre arm. Det fremgår af journalen, at der før og efter indlæggelsen blev kon-fereret med den trombolysevagthavende læge, som ikke fandt indikation til trombolysebehandling (medicinsk blodpropopløsende behandling). Senere blev der foretaget MR-scanning, som viste tegn på blodprop i hjernen.
Af journalnotat af 10. november 2016 fremgår bl.a.:
”…
Patientens MR-skanning af cerebrum er blevet konfereret til radiologisk morgenkonference, hvor der findes tegn på akut hjerneinfarkt, svarende til højre occipitallap samt akutte og su-bakutte iskæmiske forandringer paracervikalt højre occipitallapper, frontallapper samt højre parietallap.
…”
Sagsøger anmeldte den 13. september 2019 sagen til Patienterstatningen, idet han henviste til, at han ikke havde fået trombolysebehandling.
Speciallæge i neurologi Læge 1 afgav den 10. juli 2019 en vurdering til brug for Patienterstatningen. Af vurderingen fremgår bl.a.:
” MR-cerebrum d. 10.11.2016 viste både akut iskæmi i højre occipitallap og subakutte infark-ter i frontallapperne og i hø. side parietalt.
Trombolysebehandlingen ville ikke have effekt på de subakutte infarkter.
Konklusion:
Ikke ESS. Patienten var trombolysekandidat.
1/3 af hans synsgener kunne være undgået ved optimal behandling med trombolyse.
Jeg mener ikke træthed og eventuelle kognitive svigt kunne være undgået, da de mos relate-rer sig til flere små subakutte infarkter i frontallapperne og parietallappen.”
Patienterstatningen anerkendte ved afgørelse af 12. juli 2019 sagen som en pa-tientskade jf. lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsnet
3
(KEL) § 20, stk. 1, nr. 1, idet man fandt, at Sagsøger ved optimal behandling ville have fået trombolyse, hvorved han med overvejende sandsynlighed ville have undgået en del af sine varige gener efter blodproppen. Det fremgår af af-gørelsen, at Patienterstatningen også vurderede, at Sagsøger selv ved opti-mal behandling med trombolyse ville få forventelige varige gener som følge af blodproppen, idet behandling med trombolyse erfaringsmæssigt alene mind-sker generne fra en blodprop med cirka en tredjedel, og idet MR-scanningen også viste nogle ældre infarkter, som trombolysebehandlingen ikke ville have nogen effekt i forhold til. Sagsøger blev anmodet om at sende yderligere op-lysninger til brug for vurdering af erstatningen.
Den 12. november 2019 traf Patienterstatningen afgørelse om, at erstatningsbe-løbet ikke oversteg egetbidraget jf. KEL § 24, stk. 2, hvorfor Sagsøger ikke var berettiget til erstatning. Det fremgår af afgørelsen, at Patienterstatningen b.la. lagde vægt på, at kun en mindre del, skønsmæssigt en tredjedel, af de va-rige synsgener skyldes den manglende trombolysebehandling, samt at trombo-lyse ikke havde effekt på Sagsøger gener i form af udtrætning, koncentra-tionsproblemer, svimmelhed og humørsvingninger.
Sagsøger påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen.
Overlæge i neurologi Læge 2 afgav den 14. januar 2020 en vur-dering til brug for Ankenævnet. Af vurderingen fremgår bl.a.:
”Ad spørgsmål 3: Det er meget svært at sige, om en trombolysebehandling ville have bedret dette specifikke efterforløb. Selv små blodpropper kan give det samme efterforløb. Alt i alt vil jeg vurdere, at sandsynligheden for, at Sagsøger havde fået en bedre efterforløb, hvis han var trombolyseret, er under 50 %. I dette specifikke tilfælde, hvor der initialt var milde sympto-mer og efterfølgende halvsidige synsfelts udfald, men også nogle ukarakteristiske sympto-mer, mener jeg ikke, at den efterfølgende syge periode ville have været kortere, hvis Sagsøger var trombolyseret.
En almindelig sygeperiode for en ”lille” blodprop, vil typisk ligge mellem 4-12 uger. Det er sandt, at nogle patienter døjer med følger i længere tid. Jeg mener dog ikke, at den mang-lende trombolysebehandling kan forklare det længere forløb i dette tilfælde.
Ad spørgsmål 4: Jeg er enig i vurderingen, at men graden ligger på 8 % (se punkt A.5.2 i méntabel fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring). Her af kan 1/3 tilskrives den manglende trombolysebehandling. Det er svært at afgøre méngraden for de træthed, svimmelhed og koncentrationsbesvær, men som tidligere anført mener jeg ikke i dette tilfælde, at det er mén, Sagsøger kunne have undgået, hvis han havde fået trombolyse.
Den direkte følge af skaden er, at Sagsøger nu ikke kan køre bil længere. Dette er en direkte følge af skaden, og det er muligt, at Sagsøger kunne havet køre bil, hvis han var trombolyseret. Som tid-ligere nævnt mener jeg ikke, at de andre følger var nogle, han kunne have undgået.
4
Ad spørgsmål 5: Jeg mener ikke, at trombolysebehandling ville have medført en klar bedring af træthed, humørsvingninger og depression. Sandsynligheden for dette er under 50 %. Det er meget lidt undersøgt. I et studie, hvor patienterne skulle afgøre deres velbefindende på en visuel anaæog skala, score de trombolysebehandlede 12 % bedre end de ikke trombolyse-rede (NEJM 2018;379:611-22).”
Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede den 27. maj 2020 afgørelsen fra Patienterstatningen. I afgørelsen hedder det bl.a.:
”Ankenævnet for Patienterstatningen er enig i, at Sagsøger er påført en behandlings-skade ved behandlingen på Esbjerg Sygehus i perioden fra den 8. november 2016 og frem ef-ter § 20, stk. l, nr. l, i klage- og erstatningsloven.
Ankenævnet er også enig i, at Sagsøgers samlede krav på godtgørelse og erstatning som følge af behandlingsskaden ikke overstiger det lovpligtige eget bidrag på7. 300 kr. (niveauet for2017 og tidligere). Han har derfor ikke ret til godtgørelse og erstatning efter § 24, stk. 2, i klage- og erstatningsloven.
Efter ankenævnets vurdering blev behandlingen på Esbjerg Sygehus ikke udført, som en er-faren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold.
En erfaren specialist ville have behandlet Sagsøger med trombolyse. Sagsøgers symptomer var milde ved indlæggelsen den 8. november2016, men involverede synet. I til-fælde af, at der er udfald fra hjernebarken og symptomer som talebesvær eller synsbesvær bør der behandles med trombolyse, hvilket med overvejende sandsynlighed havde formind-sket en del af Sagsøgers varige synsgener hidrørende fra den blodprop han fik den 8.
november 2016.
Til de enkelte godtgørelses-og erstatningsposter bemærker ankenævnet følgende:
Helbredelsesudgifter og andet tab
Ankenævnet vurderer, at Sagsøger ikke har ret til erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab efter § l i erstatningsansvarsloven.
Ankenævnet vurderer, at Sagsøger ville have haft de samme udgifter til medicin, hvis han havde modtaget trombolysebehandling. Ankenævnet bemærker desuden, at der ikke findes nogen kendt terapiform for synsfeltudfald.
Ankenævnet henviser herudover til Patienterstatningens begrundelse.
Svie og smerte
Ankenævnet vurderer, at Sagsøger ikke har ret til godtgørelse for svie og smerte efter § 3 i erstatningsansvarsloven.
5
Ankenævnet vurderer ikke, at det er overvejende sandsynligt, at trombolysebehandling ville have medført et bedre eller kortere efterforløb. Ankenævnet bemærker, at Sagsøgers symptomer i begyndelsen var milde, efterfølgende udviklede han halvsidige synsfeltudfald, men også nogle gener i form af nedsat hukommelse og udtrætning. Ankenævnet vurderer ikke, at de kognitive gener kunne være undgået ved trombolysebehandling. Ankenævnet bemærker desuden, at selv velbehandlede små blodpropper i hjernen kan give tilsvarende efterforløb.
Ankenævnet henviser herudover til Patienterstatningens begrundelse.
Varigt mén
Ankenævnet vurderer, at Sagsøger ikke er påført et varigt mermén på 5 % eller derover som følge af behandlingsskaden, jf. § 4 i erstatningsansvarsloven.
Effekten af den medicinske behandling med trombolyse afhænger bl.a. af, hvor stor blod-proppen er og hvor den sidder. Derudover er der afgørende, hvornår den medicinske be-handling med trombolyse bliver iværksat efter symptomer på en blodprop er opstået.
Ankenævnet vurderer, at Sagsøgers méngrad for så vidt angår hans synsudfald er på 8 % efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt A. 5. 2. Ankenævnet vurderer endvidere, at 1/3 af disse gener erfaringsmæssigt kunne være undgået, hvis Sagsøger havde modtaget trombolysebehandling.
Sagsøger ville med overvejende sandsynlighed også have haft træthed, udtrætning, hu-mørsvingninger, depression, svimmelhed, hukommelsesbesvær og kognitive gener selvom skaden ikke var sket. Ankenævnet vurderer, at det ikke er overvejende sandsynligt, at disse gener kunne være undgået ved korrekt behandling. Disse gener hidrører således med over-vejende sandsynlighed fra grundlidelsen i form af blodprop i hjernen og dennes følger, og udgør ikke en behandlingsskade.
Tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab
Ankenævnet vurderer, at Sagsøger ikke har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.
Ankenævnet henviser til den begrundelse, Patienterstatningen har givet.
Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæster derfor Patienterstatningens afgørelse af 12. november 2019
…”
Retslægerådet har besvaret spørgsmål i sagen. Af besvarelse af 4. oktober 2021 fremgår:
6
”…
Spørgsmål 1:
Det fremgår af sagens akter, at Sagsøger kontaktede sygehuset tidligt indenfor trombolysevinduet. Retslægerådet bedes oplyse, hvilken betydning dette har for muligheden for at give en effektiv trombo-lysebehandling?
De danske nationale retningslinjer for trombolysebehandling fra 2016 tilsiger følgende:
Mistanke om betydende akut iskæmisk apopleksi hos patienter som i det væsentligste er selvhjulpne. Behandling kan startes indenfor 4½ time efter symptomdebut.
Absolut kontraindikation for trombolyse behandling er systolisk blodtryk over 185 mm Hg og/eller di-astolisk blodtryk over 110 mm Hg.
Sagsøger er kendt med forhøjet blodtryk og får ikke medicin for dette. Blodtryksmåling fremgår ikke af indlæggelsesjournalen. Retslægerådet vurderer, at sagsøger har betydende symptomer (nedsat syn i venstre del af synsfeltet og tyngdefornemmelse i højre arm) og dermed opfylder indikationen for trombolysebehandling inden for tidsvinduet, men det er muligt, at blodtryk har været en kontraindi-kation for dette, hvilket ikke kan afgøres med de foreliggende lægelige bilag. Blodtryk taget den 10. oktober 2016 hos egen læge var 155/100, men det kan ikke lægges til grund, jævnfør at det er blod-trykket på tidspunktet for trombolysebehandlingen, som er gældende og blodtryk øges vanligvis i forbindelse med blodprop i hjernen. Effekten af trombolysebehandlingen kan ikke forudsiges, men der er mulighed for, at sagsøger kunne have genvundet dele eller hele sit syn, på den anden side giver trombolyse behandling også en risiko for hjerneblødning.
Spørgsmål 2:
Af sagens akter fremgår det, at Sagsøger har fået varige gener efter blodproppen, herunder blandt an-det gener i form af træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger, koncentrationsbesvær samt syns-påvirkning.
Retslægerådet bedes oplyse, hvorvidt nogle eller samtlige af Sagsøgers gener beskrevet i sagens akter skyldes, at Sagsøger ikke modtog trombolysebehandling?
Retslægerådet bedes kvalificere sandsynligheden for (med angivelse i procent), at Sagsøger kunne have undgået generne?
Retslægerådet anmodes om at angive sandsynlighedsgraden for hver enkelt af de omtalte gener, hvis der vurderes at kunne være en årsagssammenhæng?
Sagsøger fik ikke trombolysebehandling, men fik trombocythæmmende behandling (magnyl 300 mil li-gram og clopidogrel 75 milligram) 5 timer 33 minutter efter debut af symptomerne kl. 15.00. For så vidt angår sagsøgers klager over træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger og koncentrationsbesvær kan Retslægerådet ikke afgøre, om en eventuel trombolysebehandling ville have haft indflydelse på disse symptomers optræden. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 3:
7
Retslægerådet bedes oplyse, om hele eller dele af det efterfølgende behandlingsforløb kunne have været undgået ved korrekt behandling af blodproppen med trombolyse?
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 4:
Sagsøger er blevet ramt erhvervsmæssigt af generne efter sin blodprop. Han er ikke længere i stand til at arbejde i samme omfang som før skaden blandt andet på grund af synsudfald
Retslægerådet bedes særligt forholde sig til, om de synsmæssige gener helt eller delvist kunne have været undgået med trombolysebehandling?
Retslægerådet udtaler sig ikke om erhvervsevne. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 5:
Der er som omtalt parterne imellem enighed om, at Sagsøger skulle have modtaget trombolyse behand-ling.
Retslægerådet bedes oplyse, hvorvidt der er tale om et lægeligt fejlskøn eller evt. en fejl, da trombo lysevag-ten ikke gav behandling med trombolyse?
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 6:
Retslægerådet bedes, som opfølgning på de forudgående spørgsmål, oplyse, om Sagsøger med den me-get tidlige henvendelse til sygehusvæsenet, efter Retslægerådets opfattelse med overvejende sandsynlighed (50,01 %) kunne have tilhørt gruppen af fuldstændig raske patienter?
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 7:
Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?
Nej
…”
Af Retslægerådets besvarelse af 23. marts 2022 fremgår:
”…
Spørgsmål 8:
I forlængelse af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om det var overvejende sandsynligt (en sandsynlighed på mindst 50,01%), at Sagsøger kunne have bevaret dele eller hele sit syn ved en korrekt trombolysebehandling tidligt inden for trombolysevin duet?
8
Retslægerådet bedes venligst uddybe besvarelsen af spørgsmålet.
Spørgsmålet er hypotetisk og kan ikke besvares. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål 9:
I forlængelse af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2 anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvad der taler henholdsvis for - eventuelt imod, at man ved en tidlig trombolysebehandling kunne have hindret de i spørgsmål 2 anførte gener i form af træthed, svimmelhed, depression, humørsvingninger, og koncentra-tionsbesvær. Retslægerådet bedes særligt oplyse, hvad betydning en tidlig behandling inden for tromboly-sevinduet har for at undgå generne som anført?
Retslægerådet bedes venligst uddybe besvarelsen og gerne oplyse om generne – efter Retslægerådets opfat-telse - kunne have været helt eller delvist undgået med en sandsynlighed på mindst 50,01% (overvejende sandsynlighed).
Spørgsmålet er hypotetisk og kan ikke besvares. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1 og 2.
Spørgsmål 10:
I forlængelse af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om det ef-ter Retslægerådets opfattelse kan betragtes som en “lægelig fejl” , at trombolysevagten ikke gav behandling med Trombolyse til Sagsøger. Det kan ved besvarelsen af spørgsmålet lægges til grund, at der parterne imellem er enighed om, at Sagsøger burde have modtaget trombolysebehandling.
Retslægerådet henviser til besvarelsen af spørgsmål 1. Sagsøgers blodtryk er ikke oplyst i de tilgængelige lægelige akter, hvorfor det ikke kan afgøres, om der er tale om en lægelig fejl eller en kontraindikation for trombolysebehandling.
Spørgsmål 11:
I forlængelse af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 6, anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvad der taler henholdsvis for eller imod, at Sagsøger – ved en tidlig trombolysebehandling – kunne være kom-met sig fuldstændig eller med minimale mén?
Retslægerådet bedes venligst besvare spørgsmålet med Retslægerådets bedste bud, og gerne inddrage sandsynlighedsvægten - overvejende sandsynlighed 50,01%.
Spørgsmålet er hypotetisk og kan ikke besvares.
Spørgsmål 12:
Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?
Nej
…”
9
Forklaringer
Sagsøger har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret, at han blev uddannet tømrer i 1979. Han var herefter
i Forsvaret i 5 år bl.a. ved artilleriet. Han blev indstillet til optagelse i Jægerkor-pset, men valgte også af hensyn til familien at søge arbejde udenfor Forsvaret. I 1985 fik han fuldtidsarbejde på Arbejdsplads 1 og efterfølgende begyndte han som selvstændig tømrer. Han begyndte på et tidspunkt at få problemer med ryggen, og firmaet blev lukket ned. Han søgte og fik revalidering til bygnings-konstruktør. Han tog uddannelsen som bygningskonstruktør. Jobbet tilgodeså hans skånebehov, idet han ikke på den måde skulle arbejde fysisk, men vare-tage ledelse og styring af byggeprojekter. Han har siddet med meget store byg-gerier. Han begyndte ved et firma i Kolding og blev hentet til en stilling tættere på hjemmet. Han gik arbejdsløs i ca. 1 måned efter endt uddannelse, men havde herefter arbejde som bygningskonstruktør til 2016. Han arbejdede altså som bygningskonstruktør i næsten 15 år. Han havde fuldtid og ofte mere end det. Der var megen kørsel forbundet med stillingen. Hans hukommelse var god, og han kunne overskue rigtig mange ting.
I 2016 sad han på sin arbejdsplads ved Arbejdsplads 2 i By. Han mærkede noget ubehag og fik synsforstyrrelse og hovedpine. Han kontaktede egen læge, som sagde, at han skulle ringe 112, hvilket han gjorde. Ambulancen var der efter 5 minutter, og han blev kørt til Sydvestjysk Sygehus.
Han kom på fælles modtagelsen, akutafdelingen i Esbjerg. Der var ikke vold-som hastighed på undersøgelserne. Ingen talte med ham om trombolyse, og in-gen nævnte det. Han fandt først senere ud af, at det allerede under ambulance-kørslen af bagvagten var blevet vurderet, at han ikke skulle have trombolyse. Først dagen efter blev han MR-scannet.
Han hørte om trombolyse, idet han selv undersøgte det. Han har lært, at man skal stille spørgsmål ved tingene, og hans søster, som er sygeplejerske, spurgte ham, hvorfor han ikke fik trombolyse.
Under et efterfølgende møde kunne lægen heller ikke give nogen forklaring. Først bagefter blev der oplyst noget i lægens skriftlige begrundelse.
Lige efter blodproppen havde han stadig ubehag og udtrætning. Han fik at vide, at det ville forandre sig. Længere hen i forløbet kunne han konstatere, at det blev stationær. Han har altid gået i behandling for sin svimmelhed og ho-vedpine og har ved den behandling kunnet passe sit arbejde. Han lå mellem 50-55 timer om ugen i 2016, hvor han var byggeansvarlig primært på Sjælland.
10
Slidgigten kunne han også behandle sig ud af. Han fik behandling ca. hver 3. uge.
Han blev sygemeldt og senere opsagt. Arbejdspladsen var klar over, at han grundet sine gener ikke ville komme tilbage. Han kunne jo ikke køre bil. Det ville være svært at besigtige byggerier og besøge kunder. Arbejdsgiveren sagde, at det ikke var foreneligt med at være ansat, og han blev opsagt.
Den svimmelhed, han oplever i dag, er ikke den samme svimmelhed, han ople-vede før 2016. Han bliver i dag utilpas og får tunnelsyn i en sådan grad, at han må lægge sig.
Han fandt ikke et fleksjob. Hvis han kunne sætte sig i en bil og køre rundt og passe nogle småting, ville det måske være lykkedes. Koncentrationsproble-merne, som han ikke havde før, er meget udfordrende for ham. Hans korttids-hukommelsen er i nogle perioder helt væk. Han har tidligere været meget kom-petent til at læse korrektur, men det kan han slet ikke mere. Han har svært ved at skrive, hvor han tidligere var meget velformuleret. Der er også den sociale del; at man ikke altid kan rumme mennesker.
Han har svært ved ikke at tænkte på, hvordan hans liv ville have været, hvis han havde fået trombolysebehandling. Behandlingen har den største effekt ved milde tilfælde som hans.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”Der er parterne imellem enighed om, at Sagsøger blev påført en pa-tientskade i form af varige gener efter manglende trombolysebehandling 8. november 2018.
Der er imidlertid ikke enighed om erstatningsudmålingen af den anerkendte patientskade.
Hovedtvisten i sagen er, hvorvidt der er årsagssammenhæng mellem den an-erkendte patientskade og Sagsøgers gener, særligt synsgenerne.
Ad. Årsagssammenhæng
Det må indledningsvis fremhæves, at KEL er en patientvenlig lov, der skal tilgodese skadelidte. Formålet med loven er, at det skal være lettere for ska-delidte at få erstatning, hvilket bevismæssigt har medført, at der alene er krav om, at skaden med ”overvejende sandsynlighed” skyldes behandlingen. Der er således en lav bevisbedømmelse.
11
Det gøres gældende, at Sagsøger på behandlingstidspunktet var inden for ”trombolysevinduet” , men lægerne valgte imidlertid ikke at behandle ham med trombolyse. Det lægelige udgangspunkt er dog, at trombolysebe-handling virker og at det kan have en afgørende effekt på patienterne og de-res efterforløb.
Patientskademyndighederne anså det for overvejende sandsynligt, at Sagsøger ville have undgået en del af de varige gener, hvis han havde fået trom-bolysebehandling, hvorfor de anerkendte hans skade. Det gøres i den forbin-delse gældende, at en væsentlig større del af Sagsøgers gener kunne have været undgået, hvis han havde modtaget behandlingen.
I den forbindelse fremhæves sagens bilag 12, hvoraf det fremgår, at: ” En al-mindelig sygeperiode for en "lille" blodprop, vil typisk ligge mellem 4-12 uger. Det er sandt, at nogle patienter døjer med følger i længere tid.” Da KEL er en patient-venlig lov, gøres det gældende, at den tvivl om årsagssammenhængen, der eventuelt måtte være, skal komme Sagsøger til gode.
Sagsøger har daglige gener blandt andet i form af: udtrætning, humør-svingninger, nedsat hukommelse og nedsat syn med den konsekvens, at han har kørselsforbud. Patientskaden har store konsekvenser for hans hverdag, da han dels ikke i stand til at arbejde, og dels til daglig er afhængig af sin samlevers hjælp.
Den tvivl der måtte være om udfaldet af en korrekt behandling med trombo-lyse, skal således i højere grad komme Sagsøger til gode, end den meget begrænserede erstatningsmæssige anerkendelse patientskademyndighe-derne er kommet med.
Det gøres således gældende, at hele skaden eller en langt større del af ska-den, skal anerkendes som patientskade, idet Sagsøger ikke modtog kor-rekt behandling med trombolyse, hvilket med overvejende sandsynlighed kunne have mindsket eller forhindret de omfattende gener, han blev påført.
Det gøres dermed gældende, at der er dokumenteret tilstrækkelig årsagssam-menhæng mellem skaden og de gener Sagsøger har, hvilket han bør kompenseres for.
Såfremt det konstateres, at der er årsagssammenhæng mellem den aner-kendte patientskade og de gener Sagsøger har, gøres det gældende, at Sagsøger er berettiget til yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, godtgørelse for svie og smerte, erstatning for varigt mén samt er-
12
statning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab i anledning af den an-erkendte patientskade.
Klar fejl pga. manglende overholdelse af retningslinjer -> bevislempelse
Der er parterne imellem enighed om, at Sagsøger blev påført en pa-tientskade, idet han ikke modtog trombolysebehandling den 8. november 2018.
Det fremgår af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1, at de danske natio-nale retningslinjer for trombolysebehandlinger tilsiger, at en patient som Sagsøger skulle være opstartet med trombolysebehandling.
Det kan således lægges til grund, at man under behandlingen den pågæl-dende dag ikke overholdte gældende nationale retningslinjer.
Herudover fremgår det af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 10, at man ikke har oplysninger om sagsøgers blodtryk, hvorfor Retslægerådet ikke har kunnet svare på, om der eksempelvis havde været en kontraidentifikation for trombolysebehandling. Dette er givet som svar, hvor Retslægerådet spørges til om der var tale om en lægelige fejl, at man ikke gav trombolysebehand-ling.
Det gøres i den forbindelse gældende, at den omstændighed, at man fejlag-tigt ikke får taget sædvanlig blodtryksmåling, må komme sygehuset til skade, særligt i en sag, hvor der parterne imellem er enighed om, at man skulle give trombolysebehandling, og hvor de nationale retningslinjer tilsi-ger, at man skal give trombolysebehandling.
Den manglende oplysning omkring blodtryk, kan efter sagsøgers opfattelse ikke føre til andet resultat.
Sammenfattende gøres det gældende, at der på denne baggrund er tale om en lægelig fejl/klar fejl, hvorfor spørgsmålet omkring årsagssammenhæng skal lempes efter fast retspraksis herom.
Ud over det ovenstående anførte, gøres det videre omkring bevislempelse gældende, at der er tale om en såkaldt undladelse, hvor Sagsøger desværre ikke modtog korrekt behandling, og hvor man herefter skal vur-dere, om denne manglende behandling har haft en konsekvens. Bevisusik-kerheden herom må efter sagsøgers opfattelse i højere grad komme Sagsøger til gode, dels i lyset af det patientvenlige erstatningssystem, dels i lyset af den praksis, der findes omkring lempelse ved klar fejl, herunder tilside-sættelse af retningslinjer.
13
Det gøres således samtidig gældende, at der er tale om en sag med en lempet bevisbyrde.
Retslægerådets besvarelse
Som følge heraf gøres det gældende, at Sagsøger kunne have undgået sine gener efter blodproppen, ved en korrekt trombolysebehandling. Det gø-res særligt gældende, at han kunne have undgået følgerne i form af synsud-fald, beskrevet i Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1.
Retslægerådet finder, at sagsøger kunne have genvundet dele eller hele sit syn, ved en korrekt trombolysebehandling. Det at Retslægerådet beskriver, at der samtidig kunne have været en risiko for hjerneblødning ved trombolyse-behandling af uvedkommende, idet der parterne imellem er enighed om, at der var indikation for behandlingen, og at en korrekt behandling havde væ-ret at give trombolysebehandling.
At Retslægerådet i sin 2. besvarelse eksempelvis spørgsmål 8, ikke kan komme sandsynligheden nærmere og henviser til besvarelsen af spørgsmål 1, dokumentere at synsgenerne med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået.
For så vidt angår de resterende gener, er det afgørende, at Sagsøger skulle have haft en trombolysebehandling, at der er tale om en klar fejl, at man ikke har givet en korrekt trombolysebehandling, og at de gener der er opstået, netop er gener efter en blodprop, som kunne have været undgået ved korrekt trombolysebehandling.
Konsekvenserne af en tilsidesættelse af myndighederne afgørelse
Sagsøger har et meget stort erhvervsevnetab og er overgået til fleksjob, netop på baggrund af synsgenerne.
Han kunne tidligere varetaget et job som chauffør på sædvanlige vilkår. Synsgenerne på begge øjne har medført, at han har fået inddraget sin køretil-ladelse, som er den væsentligste årsag til hans erhvervsevnetab.
En konsekvens af, at sagsøger får medhold i, at der er årsagssammenhæng mellem bl.a. synsgenerne, vil efter sagsøgers opfattelse være, at sagen skal hjemsendes til Ankenævnet for Patienterstatningen till vurdering af de er-statningsmæssige konsekvenser – både ménmæssigt men også i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Sagsøgte opfordres til at oplyse,
om man er enig heri, så sagen eksempelvis ikke behøves forelagt eksempel-
14
vis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til vurdering af erhvervsevnetab in-den hovedforhandlingen.
Ad. Helbredelsesudgifter og andet tab
Det gøres gældende, at Sagsøger, som følge af den anerkendte pa-tientskade, har ret til erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab i hen-hold til EAL § 1 og § 1 a.
Hertil gøres det gældende, at udgifterne til behandlingsforløbet skyldes den anerkendte behandlingsskade og ikke er en følge af grundlidelsen.
Ad. Svie og smerte
Det gøres yderligere gældende, at Sagsøger har ret til godtgørelse for svie og smerte i henhold til EAL § 3.
Det gøres gældende, at Sagsøgers sygeperiode med overvejende sand-synlighed blev forlænget som følge af patientskaden. Sagsøger var syge-meldt fra 8. november 2016 indtil han blev tildelt flexjob i september 2018.
Patientskaden medførte et varigt sygdomsforløb, hvorfor Sagsøger opfyl-der lovens krav om godtgørelse for svie og smerte, svarende til lovens maksi-mum.
Ad. Varigt mén
Det gøres yderligere gældende, at Sagsøger blev påført et større mén end det af Ankenævnet for Patienterstatningen fastsatte.
Såfremt Sagsøger havde modtaget en korrekt behandling, havde han undgået en langt større andel af de gener, han har i dag.
Sagsøger har gener i form af udtrætning, humørsvingninger, nedsat hukommelse og nedsat syn med den konsekvens, at han har kørselsforbud. Disse gener er ikke en følge af grundsygdommen i form af blodprop, men derimod en mérskade, som følge af behandlingsskaden.
Sagsøger har dermed fået omfattende fysiologiske begrænsninger, der påvirker hans hverdag i almindelighed.
Ankenævnet for Patienterstatningen fandt, at Sagsøgers varige mén var 8 % i form af nedsat syn, men de reducerede dette med 2/3, da Sagsøger
15
ville have undgået 1/3 af generne ved optimal behandling. Denne reducering bestrides.
Sagsøger har dermed et varigt mén på mindst 30% og i hvert fald mere end 8 %, hvorfor han opfylder lovens krav om godtgørelse for varigt mén.
Ad. Tabt arbejdsfortjeneste
Det gøres yderligere gældende, at Sagsøger er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter EAL § 2.
Som en del af patientskademyndighedernes begrundelse for at afvise erstat-ning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab havde de lagt vægt på, at Sagsøger oplevede svimmelhed før patientskadens indtræden. Imidlertid var han i stand til at arbejde på trods af svimmelheden før skaden, hvorfor patientskademyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke op-fylder kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.
Sagsøger er uddannet bygningskonstruktør og arbejdede på skadestids-punktet hos Arbejdsplads 2 med ansvar for opførelse af sommerhusbyggeri i hele Danmark, ligesom han havde kundekontakten i denne forbindelse.
Sagsøger var ikke i stand til at arbejde efter behandlingsskaden og havde således et midlertidigt indtægtstab.
Sagsøger blev tildelt fleksjob i september 2018 og har således haft en stor indtægtsnedgang i perioden fra september 2018 til dags dato.
Sagsøger har således krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra skadestidspunktet 8. november 2016 og frem til afgørelse om midlertidigt el-ler endeligt erhvervsevnetab.
Ad. Erhvervsevnetab
Endeligt gøres det gældende, at Sagsøger har krav på erstatning for tabt erhvervsevne efter EAL §§ 5 – 7.
Sagsøger har været i fleksjob, men er nu blevet tilkendt seniorpension, idet han maksimalt kunne arbejde 15 timer om ugen.
Sagsøger var før patientskaden rask og havde fuld erhvervsevne. Skaden har dog haft en meget stor erhvervsmæssig påvirkning og Sagsøger er derfor blevet tilkendt seniorpension. Sagsøger er således blevet påført en
16
alvorlig patientskade, der er invaliderende dels i hans privatliv og dels i ar-bejdsmæssig regi.
Det gøres gældende, at Sagsøgers erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed skyldes den anerkendte behandlingsskade.
Såfremt sagsøger får medhold i at en større andel af generne skal anerkendes som patientskade, end tidligere afgjort af Ankenævnet for Patienterstatnin-gen, vil sagen skulle hjemsendes til udmåling af de erstatningsmæssige kon-sekvens heraf.
…”
Ankenævnet for Patienterstatningen har i sit påstandsdokument anført:
”…
Prøvelse af ankenævnets afgørelse
Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse af 27. maj 2020 (bi-lag 13).
Ankenævnet er et kollegialt organ med en særlig sagkundskab og erfaring i at bedømme sager efter KEL, da ankenævnet består af medlemmer med juri-disk og lægevidenskabelig baggrund, og da ankenævnet behandler et stort antal sager. Ankenævnet har opbygget en betydelig erfaring med at udøve det nødvendige skøn i sager som denne, der involverer retlige og lægefaglige vurderinger. Dette må tages i betragtning ved bevisbedømmelsen, hvor der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.
Der er ikke i sagen fremlagt oplysninger, som kan danne grundlag for at tilsi-desætte ankenævnets afgørelse. Det er Sagsøger, der har bevisbyrden, og denne er ikke løftet.
Den konkrete sag
Det retlige grundlag
Efter KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, ydes der erstatning, hvis en patient ved (manglende) behandling, undersøgelse eller lignende med overvejende sand-synlighed er påført en skade, og hvis skaden med overvejende sandsynlig-hed er forvoldt på en af de i KEL § 20, stk. 1, nr. 1-4, anførte måder.
Følger af grundlidelsen, dens forløb og øvrige forhold, herunder hos patien-ten selv, berettiger ikke til erstatning efter KEL, der kun ydes for mérskade, som patienten måtte være påført som følge af behandling. Erstatning og
17
godtgørelse for skader omfattet af KEL, fastsættes efter reglerne i erstatnings-ansvarsloven (herefter "EAL"), jf. KEL § 24, stk. 1.
Beviskravet om overvejende sandsynlighed for årsagssammenhæng indebæ-rer, at det skal være mere sandsynligt, at det er behandlingen – og altså ikke andre forhold – der er årsag til skaden. En patient har således ret til erstat-ning, hvis det er mere sandsynligt, at skaden er forårsaget af behandlingen, end at den er forårsaget på anden måde, herunder ved komplikationer i for-bindelse med eller følger af grundlidelsens forløb, som har udviklet sig uaf-hængigt af behandlingen. En patient har derfor ikke ret til erstatning, hvis det er lige så sandsynligt, at skaden kan henføres til grundlidelsen eller an-dre forhold som til behandlingen, eller det ikke er muligt at fastslå noget om den relative sandsynlighed for flere mulige skadesårsager, herunder flere mulige medvirkende skadeårsager.
Dertil bemærkes, at beviskravet i behandlingsskadesager således er et alle-rede lempet krav om bevis for årsagssammenhæng i forhold til det sædvan-lige ved bedømmelsen i erstatningssager. Yderligere lempelse af kravet om overvejende sandsynlighed kan kun ske, hvis skaden er forvoldt culpøst, og der således foreligger ansvarspådragende fejl efter almindelige erstatnings-retlige regler. Hvis dette findes at være tilfældet, skal der tillige være tvivl om årsagssammenhængen, førend der kan ske bevislempelse.
Ankenævnets afgørelse af 27. maj 2020 (bilag 13)
Det kan lægges til grund, at Sagsøger er påført en behandlingsskade. Spørgsmålet er, hvorvidt der er årsagssammenhæng mellem Sagsøgers ikke anerkendte gener og behandlingsskade, og i tilfælde af årsagssammen-hæng, om de gener berettiger til erstatning.
Helbredsudgifter og andet tab
Det gøres gældende, at ankenævnet med rette har vurderet, at Sagsøger ikke er påført merudgifter til medicin som følge af behandlingsskaden, og at han derfor ikke har ret til erstatning for helbredsudgifter og andet tab efter EAL § 1. Sagsøger ville have haft samme medicinudgifter, også hvis han havde modtaget trombolysebehandling.
Svie og smerte
Det gøres endvidere gældende, at ankenævnet med rette har vurderet, at Sagsøger ikke har ret til godtgørelse for svie og smerte, jf. EAL § 3, da ge-nerne som følge af behandlingsskaden ikke i sig selv har ført til forlængelse af sygeforløbet. Det er ikke overvejende sandsynligt, at trombolysebehand-ling ville have medført et bedre eller kortere sygeforløb.
18
Det er en forudsætning for at opnå godtgørelse for svie og smerte, at generne efter behandlingsskaden i sig selv danner grundlag for godtgørelse, og dette er ikke tilfældet. Der er således med rette lagt vægt på, at de gener, herunder træthed, udtrætning, humørsvingninger samt kognitive gener, som var årsag til Sagsøgers sygeperiode, ikke kunne have været undgået, selv hvis Sagsøger havde fået trombolysebehandling.
Dertil fremhæves tillige, at bilag 1, de kommunale akter, indeholder en be-skrivelse af Sagsøgers samlede helbredsmæssige situation, som har været årsag til hans sygemeldinger, herunder også andre årsager end blodproppen, jf. blandt andet s. 111.
Varigt mén
Godtgørelse for varigt mén ydes, hvis behandlingen er årsag til merménet på mindst 5 %.
Det gøres gældende, at ankenævnet med rette har vurderet, at udelukkende Sagsøgers synsgener i form af synsfeltudfald mod venstre er forårsaget af behandlingsskaden, og at af de synsgener udgør behandlingsskaden alene 1/3 af de samlede synsgener, der er korrekt vurderet til en samlet méngrad på 8 %.
Det bemærkes, at behandling med trombolyse erfaringsmæssigt mindsker gener fra en blodprop med ca. 1/3, og det er således med rette vurderet, at Sagsøger kunne have undgået 1/3 af synsgenerne, hvis han havde modta-get trombolysebehandling.
Ankenævnet har med rette lagt vægt på, at Sagsøger med overvejende sandsynlighed havde haft udtrætninger, humørsvingninger, depression, svimmelhed, hukommelsesbesvær og kognitive gener samt dele af synsge-nerne, selv om skaden ikke var sket, idet disse gener med overvejende sand-synlighed hidrører fra blodproppen og dennes følger.
Det bestrides, at Sagsøger med trombolysebehandling kunne have und-gået flere gener, herunder en større andel af synsgener, ligesom det bestrides, at reducering med 2/3 ikke er korrekt. Herudover bestrides, at det samlede varige mén – og ikke blot mermén – er mindst 30 % og i hvert fald mere end 8 % som anført af Sagsøger.
Dertil kan ankenævnet tillige fremhæve, at bilag 1 (blandt andet s. 111) inde-holder beskrivelse af Sagsøgers samlede helbredsmæssige situation, her-under væsentlig andre forhold og helbredsmæssige begrænsninger, der er behandlingsskaden uvedkommende.
19
Ankenævnet har derfor med rette vurderet, at Sagsøger ikke er påført et mermén på mindst 5 % som følge af behandlingsskaden, hvorfor han ikke har ret til méngodtgørelse.
Tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab
Det gøres gældende, at da alene 1/3 af Sagsøgers synsgener udgør en be-handlingsskade efter KEL, skal der alene ydes erstatning for midlertidigt og varigt indtægtstab i det omfang, at denne del af behandlingsskaden er årsag hertil.
Derfor har ankenævnet med rette vurderet, at Sagsøger ikke er berettiget til hverken erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, da årsa-gen til Sagsøgers midlertidige og varige indtægtstab i langt overvejende grad skyldes generne som følger af selve grundlidelsen i form af blodprop i kombination med øvrige lidelser og gener, som ikke har sammenhæng med behandlingsskaden.
Det forhold, at Sagsøger efter ankenævnets afgørelse er tilkendt senior-pension, ændrer ikke på ankenævnets vurdering. Det bemærkes dertil, at grundlaget for den tilkendte seniorpension er følger af forhold uden årsags-sammenhæng med behandlingsskaden, og at disse forhold også var kendt på tidspunktet for ankenævnets afgørelse.
Rigtigheden heraf understøttes også af de forhold, som er indgået i vurderin-gen af tilkendelse af seniorpension, jf. bilag 14, afgørelse om tilkendelse af se-niorpension, samt bilag 1 (blandt andet s. 111), hvor der er lagt vægt på en række forhold, herunder forhold om andre helbredsgener og andre arbejds-hindringer, der medfører væsentlige skånehensyn, der tillige er uforenelige med Sagsøgers uddannelse og arbejde som bygningskonstruktør. Disse væsentlige forhold er uden årsagssammenhæng med den 1/3 af synsgenerne, der er en følge af behandlingsskaden.
Det gøres således gældende, at ankenævnet med rette har vurderet, at det midlertidige og varige indtægtstab, som Sagsøger måtte have, overve-jende sandsynligt ikke skyldes den anerkendte behandlingsskade, og at han derfor ikke har ret til erstatning herfor.
Retslægerådets udtalelser af 4. oktober 2021 og 23. marts 2022
Sagen har under forberedelsen været forelagt for Retslægerådet to gange, der har afgivet udtalelser, som støtter ankenævnets afgørelse af 27. maj 2020 om, at der ikke er årsagssammenhæng mellem behandlingsskade og gener i vi-dere omfang end allerede anerkendt.
20
Det fremgår overordnet af Retslægerådets udtalelser, at behandling i over-ensstemmelse med retningslinjerne for trombolysebehandling potentielt kunne have medført mulighed for færre gener efter blodproppen, dog uden at der kan siges noget mere sandsynligt herom, og at der muligvis forelå symptomer for kontraindikation, mens det samtidig er fremhævet, at trom-bolysebehandling medfører risiko for hjerneblødning. Det fremgår også, at Retslægerådet ikke kan vurdere noget nærmere om, hvorvidt trombolysebe-handling ville have haft en sådan indflydelse, at generne helt eller delvist kunne være undgået. Endvidere har Retslægerådet direkte adspurgt svaret, at det ikke kan vurderes, om det er en lægelig fejl, at der ikke blev behandlet med trombolyse.
Derfor bestrides det overordnet, at ankenævnets afgørelse af 27. maj 2020 (bi-lag 13) er tilsidesat med Retslægerådets udtalelser, hvorefter ankenævnet fastholder, at Sagsøger ikke kunne have undgået alle eller dele af sine ge-ner i videre omfang end anerkendt.
Der er tillige mellem parterne uenighed om, hvorvidt der er grundlag for be-vislempelse.
Årsagssammenhæng
Særligt relevant for spørgsmålet om årsagssammenhæng og om, hvorvidt Sagsøger helt eller delvist kunne have undgået gener efter blodproppen, hvis der var trombolysebehandlet, har Retslægerådet i spørgsmål 1 svaret, at "Effekten af trombolysebehandlingen kan ikke forudsiges, men der er mulighed for, at sagsøger kunne have genvundet dele eller hele sit syn, på den anden side giver trom-bolyse behandling også en risiko for hjerneblødning.", samt i spørgsmål 2 svaret, at "For så vidt angår sagsøgers klager over træthed, svimmelhed, depression, humør-svingninger og koncentrationsbesvær kan Retslægerådet ikke afgøre, om en eventuel trombolysebehandling ville have haft indflydelse på disse symptomers optræden. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1."
I Retslægerådets øvrige svar på spørgsmål om årsagssammenhæng henvises i det hele til spørgsmål 1 og 2. I spørgsmål 3, om hele eller dele af det efterføl-gende behandlingsforløb kunne være undgået ved behandling med trombo-lyse, i spørgsmål 4, om synsgenerne helt eller delvist kunne være undgået, og i spørgsmål 8, om det var overvejende sandsynligt at kunne have bevaret dele eller hele af synet, henviser Retslægerådet i svarerne til spørgsmål 1. Li-geledes i spørgsmål 9, om generne anført i spørgsmål 2 overvejende sandsyn-ligt kunne have været helt eller delvist undgået, henvises til svarene i spørgs-mål 1 og 2.
Med disse svar er beviskravet om overvejende sandsynlighed for årsagssam-menhæng ikke opfyldt, da Retslægerådet konsekvent ikke nærmere kan vur-
21
dere, om trombolyse ville have medført, at Sagsøgers gener helt eller del-vist kunne være undgået, ligesom Retslægerådet direkte adspurgt ikke kan sige noget om den relative sandsynlighed.
Det gøres således gældende, at behandling med trombolyse ikke med over-vejende sandsynlighed ville have medført, at Sagsøger havde undgået alle eller flere dele af generne efter blodproppen, da der ikke er ført bevis for årsagssammenhæng mellem skaden og generne i videre omfang end allerede anerkendt.
Ansvarsgrundlag
I svaret på spørgsmål 1 har Retslægerådet nærmere beskrevet, hvad retnings-linjerne for trombolysebehandling tilsiger, og vurderet, at Sagsøgers symptombillede opfyldte indikation for trombolyse, men fremhæver, at blodtryk (systolisk blodtryk over 185 mm Hg og/eller diastolisk blodtryk over 110 mm Hg) er en direkte kontraindikation for trombolyse, og Retslæge-rådet kan ikke med de forelagte bilag afgøre, om dette var tilfældet.
Direkte adspurgt i spørgsmål 5 og 10 om, hvorvidt det var et lægeligt fejls-køn eller lægelig fejl, at Sagsøger ikke modtog trombolysebehandling, har Retslægerådet svaret, at dette ikke kan vurderes, og i øvrigt henvist til spørgsmål 1.
Det gøres gældende, at selv hvis det havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard at behandle med trombolyse, er det ikke overve-jende sandsynligt, at Sagsøger derved ville have undgået behandlings-skaden, idet der med trombolyse alene er mulighed for færre gener, og dertil kan trombolyse medføre alvorlig skade.
Det gøres videre gældende, at der således ikke er udvist en ansvarspådra-gende adfærd.
Ikke grundlag for bevislempelse
Sagsøger har gjort gældende, at der er grundlag for bevislempelse med henvisning til blandt andet, at det var en klar fejl, at der skete tilsidesættelse af retningslinjerne.
Ankenævnet gør gældende, at der ikke er grundlag for bevislempelse, idet der ikke klart er begået fejl, og idet Sagsøger ikke med overvejende sand-synlighed kunne have undgået helt eller delvist flere gener end allerede an-erkendt, og da der tillige ikke foreligger en sådan tvivl om årsagssammen-hængen, at bevislempelse er relevant.
22
Yderligere lempelse af beviskravet om overvejende sandsynlighed kan kun ske, hvis behandlingsskaden er forvoldt culpøst, og der således foreligger an-svarspådragende fejl efter almindelige erstatningsretlige regler. Hvis dette findes at være tilfældet, skal der tillige være fornøden tvivl om årsagssam-menhængen, førend der kan ske bevislempelse.
Hvis der ikke klart er begået fejl i forbindelse med behandlingen, er der til-lige ikke grundlag for at lempe bevisbyrden. En eventuel tvivl om årsags-sammenhæng ville da være uden betydning. Dette er senest fastslået i U.2020.118H, hvor Højesteret fandt, at der ikke klart var begået fejl, der var ansvarspådragende, selv om parterne var enige om, at behandling var i strid med, hvorledes en erfaren specialist under de i øvrigt givne forhold ville have handlet, og der var således ikke grundlag for at lempe beviset for år-sagssammenhæng.
Ankenævnet gør således gældende, at der ikke er begået klare fejl endsige fejl i forbindelse med behandlingen, der kan lempe bevisbyrden.
Hvis retten måtte finde det bevist, at der ved behandlingen klart blev begået fejl, gør ankenævnet gældende, at Sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at der er en sådan tvivl om årsagssammenhæng, at der er grundlag for at lempe bevisbyrden.
Der skal – selv med lempelse af bevis – være en vis større sandsynlighed for, at der er årsagssammenhæng, jf. U.2019.3916H. Muligheden for, at gener kunne være undgået, eller at årsagssammenhæng ikke kan afvises, er ikke til-strækkelig til at løfte bevisbyrden.
Selv med bevislempelse og med trombolysebehandling har Sagsøger ikke med vis større sandsynlighed ført bevis for, at alle gener eller gener i vi-dere omfang end anerkendt kunne være undgået.
Ankenævnet gør derfor gældende, at betingelserne for at lempe bevisbyrden for, at Sagsøger blev påført behandlingsskade i videre omfang end aner-kendt, ikke er opfyldt.
***
Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse af 27. maj 2020, hvorfor ankenævnet bør frifindes.
…”
23
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Sagsøger har herunder oplyst, at parterne er enige om, at sagen, såfremt retten finder, at en større del af skaderne kunne være undgået ved trombolysebehandling, skal hjemvises.
Rettens begrundelse og resultat
Der er mellem parterne enighed om, at Sagsøger blev påført en behand-lingsskade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (KEL) i forbindelse med behandlingen på Sydvestjysk Sygehus den 8. novem-ber 2016, idet han burde have modtaget medicinsk blodpropopløsende behand-ling (trombolyse).
Ankenævnet for Patienterstatningen har afvist, at Sagsøger har ret til erstat-ning, herunder for varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, idet nævnet bl.a. har lagt til grund, at trombolysebehandlingen alene ville have mindsket en del af Sagsøgers synsgener og ingen af hans øvrige gener i form af bl.a. træthed, svimmelhed og koncentrationsbesvær.
Det er Sagsøger, der som skadelidt, skal bevise, at behandlingsskaden i hø-jere grad end forudsat af Ankenævnet har forårsaget de helbredsmæssige ge-ner.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1 og 2, finder retten ikke, at Sagsøger har bevist, at det er over-vejende sandsynligt, at en større del af hans synsgener eller nogen af hans øv-rige gener, herunder kognitive gener, skyldes den manglende trombolysebe-handling.
Det fremgår af forarbejderne, at i tilfælde, hvor intet sikkert kan fastslås om skadesårsagen, må den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager vurderes og afvejes over for hinanden. Hvis det herefter må antages, at det er lige så sandsynligt, at skaden kan have udviklet sig uafhængigt af behandlin-gen, eller hvis intet kan siges om den relative sandsynlighed af de mulige ska-desårsager, foreligger der ikke en patientskade. Der kan i sådanne tvivlsomme tilfælde inddrages andre momenter i vurderingen, hvor dette findes rimeligt. Hvis der f.eks. klart er begået fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode. Efter retspraksis, herunder Højesterets domme af 12. januar 2011 og 27. august 2019, trykt i hhv. UfR 2011.1019 og UfR.2019.3916, kan tvivl om årsagsforhol-dene i sådanne tilfælde komme skadelidte til gode. Må det imidlertid efter be-visførelsen anses for usandsynligt, at behandlingen er årsag til skaden, forelig-ger der ikke en erstatningsberettiget patientskade.
24
Retten lægger til grund, at de nationale retningslinjer for trombolysebehandling fra 2016, som Retslægerådet henviser til ved besvarelsen af spørgsmål 1, var ud-arbejdet i november 2016. Det fremgår af Retslægerådet besvarelse af spørgsmål 1, 5 og 10, at rådet ikke kan vurdere, om den manglende trombolysebehandling er udtryk for en lægelige fejl eller skyldes, at Sagsøgers blodtryk var for
højt, idet blodtrykket ikke er oplyst i de lægelige akter, rådet er forelagt.Det
fremgår af journalnotat af 8. november 2016 fra Sydvestjysk Sygehus, at Sagsøger havde ”for lidt symptomer” til trombolysebehandling. Der fremgår intet om, at evt. foretagen blodtryksmåling har været en kontraindikation. Herefter og idet det af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1 fremgår, at Sagsøger havde betydende symptomer i form af nedsat syn i venstre del af synsfeltet og tyngdefornemmelse i højre arm, lægger retten til grund, at den manglende trombolysebehandling var i strid med retningslinjerne og skyldes en klar læge-lig fejl.
Det fremgår af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2, at rådet for så vidt an-går Sagsøgers klager over træthed, svimmelhed, depression, humørsving-ninger og koncentrationsbesvær ikke kan afgøre, om en eventuel trombolysebe-handling ville have haft indflydelse på disse symptomer.
Retten finder, at der herefter er skabt en sådan tvivl om, hvorvidt disse gener, som antaget af Ankenævnet, udelukkende skyldes blodproppen eller tidligere blodprop, at det for disse gener skal lægges til grund, at de i hvert fald delvis skyldes den manglende trombolysebehandling.
Retten har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det fremgår af journalnotatet af 10. november 2016 fra Sydvestjysk Sygehus, at MR-scanningen viste både akutte og subakutte iskæmiske forandringer paracervikalt højre occipitallapper, frontallapper samt højre parietallap, samt at Sagsøger også i årene efter ind-læggelsen i maj 2013 var i stand til at varetage sit arbejde.
Der er efter bevisførelsen, herunder Retslægerådets besvarelser, ikke grundlag for at antage, at trombolysebehandling ville have mindsket Sagsøgers hel-bredsmæssige gener, herunder gener i form af synsfeltudfald, med mere end cirka 1/3.
Efter det anførte finder retten således, at det skal lægges til grund, at 1/3 af Sagsøgers helbredsgener i form af synsgener samt træthed, udtrætning, hu-mørsvingninger, depression, svimmelhed, hukommelsesbesvær og kognitive gener skyldes den manglende trombolysebehandling.
Da retten i modsætning til Ankenævnet for Patientforsikring har fundet, at der er årsagssammenhæng også for en del af Sagsøgers øvrige helbredsgener
25
end synsgenerne, og idet parterne er enige om, at sagen da skal hjemvises, tages Sagsøgers påstand om hjemvisning til følge.
Efter sagens udfald har Ankenævnet for Patientforsikringen mest tabt sagen. Nævnet skal derfor betale sagsomkostninger til Sagsøger.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000 kr., og af retsafgift med 4.000 kr. Sagsøger er ikke momsregistreret
THI KENDES FOR RET:
Sagen hjemvises til patientskademyndighederne.
Ankenævnet for Patienterstatningen skal til Sagsøger betale sagsomkostnin-ger med 104.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 23-02-2023 kl. 13:00
Modtagere: Advokat Stine Pedersen, Sagsøger, Advokat (H) Søren Kroer, Sagsøgte Ankenævnet for Patienterstatningen