Gå til indhold
Tilbage til søgning

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte 1 til tiltalte 2 skal betale 122.000 kr. efter erstatningslovens § 16, stk. 2 i sag om tiltale for overtrædelse af knivloven, vold, grov vold, drab og drabsforsøg

Østre LandsretStraffesag2. instans29. september 2025
Sagsnr.: 1288/25Retssagsnr.: SS-486/2024-OLR
Anket

Sagens oplysninger

Afgørelsesstatus
Endelig
Faggruppe
Straffesag
Ret
Østre Landsret
Rettens sagsnummer
SS-486/2024-OLR
Sagstype
Nævningesag
Instans
2. instans
Domsdatabasens sagsnummer
1288/25
Sagsdeltagere
Rettens personaleIb Hounsgaard Trabjerg; PartsrepræsentantAnders Schønnemann Olesen; PartAnklagemyndigheden; PartsrepræsentantJanus Malcolm Pedersen; Rettens personaleSuzan Özden Worsøe; Rettens personaleStine Fink Hansen

Dom

SD12A - DOM Nævningesag

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 29. september 2025 af Østre Landsrets 20. afdeling

(landsdommerne Ib Hounsgaard Trabjerg, Stine Fink Hansen og Suzan Özden Worsøe (kst.) med nævninger).

20. afd. N nr. S-486-24:

Anklagemyndigheden

mod

Tiltalte 1

(CPR nr. (Født 1988))

(advokat Janus Malcolm Pedersen, besk.)

Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 6. februar 2024 (3337/2023) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært til formildelse af straf-fen, herunder navnlig således, at der ikke idømmes forvaring.   

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, subsidiært at tiltalte idømmes fængsel i 16 år.

Erstatningspart 1 har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 143.105,23 kr. i erstatning og godtgørelse, heraf erstatning for begravelsesudgifter med 43.105,23 kr., og godtgørelse på 100.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26 a, svarende til de i byretten tilkendte beløb. Erstatningspart 1 har taget forbehold for at rejse yderligere erstatningskrav.

Tiltalte 1 har bestridt erstatningspligten, men har ikke haft bemærknin-ger til opgørelsen af kravet.   

- 2 -

Erstatningspart 2 har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale erstatning og godtgørelse med i alt 484.499 kr. forrentet efter erstatningsansvarslovens § 16 fra den 17. februar 2024. Erstatningspart 2 har taget forbehold for at rejse yderligere erstatningskrav.   

Tiltalte 1 har bestridt erstatningspligten, men har ikke haft bemærknin-ger til opgørelsen af kravet.

Tiltalte 2 har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 132.000 kr. i godtgø-relse, heraf 92.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt 40.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 med forrentning efter erstatningsansvarslovens § 16. Tiltalte 2 har taget forbehold for at rejse yderligere erstatningskrav.  

Tiltalte 1 har bestridt erstatningspligten, subsidiært som for byretten påstået kravet vedrørende godtgørelse for svie og smerte henskudt til Erstatningsnævnet, og at kravet vedrørende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 udmåles til et af landsretten fastsat lavere beløb.   

Supplerende sagsfremstilling

Der er også i landsretten foretaget afspilning af videoovervågning fra Café 1 i for-hold 2, og af den sammenklippede video, Hændelsesforløb, samt øvrige videoer i forhold 5 og 6.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Tiltalte 2, Vidne 2, Vidne 8, Vidne 13, Vidne 3, Vidne 4, Vidne 5, Vidne 11 og Vidne 18.

Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne Vidne 19 og Vidne 20.

De i byretten af vidnerne Forurettede 1, Vidne 1, Vidne 6, Vidne 7, Vidne 9, Vidne 10, Vidne 12, Vidne 14, politibetjent Vidne 15, retsmediciner Vidne 16

- 3 -

og Vidne 17 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har om forhold 2 forklaret blandt andet, at han ikke havde noget i hånden – hver-ken nøgler eller et askebæger – da han slog Forurettede 1. Det fremgår også af stillbil-lederne fra videoovervågningen af Café 1. Hans bilnøgler lå på bardisken, men han tog dem først bagefter. Han mener, at Forurettede 1's skader må være opstået efterfølgende. Han har hørt, at Forurettede 1 efter episoden på Café 1 gik et andet sted hen, hvor han fik ”nogen på munden” .

Om forhold 5 og 6 og forevist video, Hændelsesforløb, beregnet realtid 19.57.26 – 19.57.31, har tiltalte forklaret, at han pegede på Tiltalte 2, mens de sad over for hinanden på bodegaen, og sagde til Tiltalte 2, at han skulle tale ordentligt. Der var en god stemning til at begynde med. Tiltalte 2 og Forurettede 2 fortalte ham, at de arbejde-de med inkassovirksomhed for Satudarah, og at Forurettede 2 engang havde været fængslet for at have skudt en mand.   

Han havde til hensigt at hente nogle penge på Bydel 2 hos én, der havde gæld til ham, men var forhindret heri på grund af LTF’s tilstedeværelse i området. Han ville gerne have Tiltalte 2 og Forurettede 2's hjælp til at hente pengene, så han kunne hjælpe med at betale Vidne 2's husleje. Han havde på forhånd talt med Vidne 2 om, at hun kendte nogen, der kunne hjælpe ham med at hente pengene, men det var ikke planen, at han skulle møde dem den pågældende aften.   

Han tænkte ikke over, at han tog en kniv med på værtshus. Han havde den med, fordi han skulle hente penge hos én lidt senere. Foreholdt, at han i byretten har forklaret, at han kun havde kniven med på bodegaen, fordi han havde taget sine ting med fra Vidne 2's lejlighed, har han forklaret, at han ikke ønsker at udtale sig mere herom. Han tog kniven med, fordi han ville forsvare sig, hvis han blev udsat for røveri. Han købte kniven i Kvickly for 59 kr. Det er ikke rigtigt, at han i byretten har forklaret, at kniven var købt for at skære steg. Han har aldrig fået lov til at afgive forklaring herom i byretten. Han har kun forklaret sig til politiet.

- 4 -

Tiltalte 2 bad ham om at ringe til ham, der skyldte penge, for at få den pågældende til at komme ned på bodegaen. Da han nægtede, blev han kommanderet udenfor. Han kunne godt se, at Tiltalte 2 og Forurettede 2 var sure, men tænkte, at han kunne tale dem ned, og at de kunne ryge en fed sammen. Kniven sad i remmen til bæltetasken. Han har ikke på noget tidspunkt være i besiddelse af mere end én kniv.

Hans bevægelser, da han sammen med Tiltalte 2 og Forurettede 2 gik ned mod døren til bodegaen, var et forsøg på at virke forsonende. Han mente ikke, at der var noget at skændes om. Både Forurettede 2 og Tiltalte 2 stod med det samme ”lige op i hovedet på ham” . Han blev slået i nakken. Han husker ikke i dag, hvad de sagde til ham. Da han herefter drejede rundt, blev han slået på ny. Forurettede 2 trak en kniv, og Tiltalte 2 havde også noget fremme, som han på daværende tids-punkt troede var en kniv. Han trak derfor også selv en kniv. De trak våbnene samtidig, men blev herefter enige om at pakke våbnene væk, da manden i døren råbte til dem. Tiltalte 2 lagde ikke sin malerspartel væk. De fortsatte herefter slåskampen med almindelig næve-kamp og spark.

Forevist video, Hændelsesforløb, beregnet realtid 19.58.02 til 19.58.04, hvor der i ruden til døren ses et spejlbillede af Forurettede 2 i løb, har tiltalte forklaret, at Forurettede 2 havde sin kniv fremme på dette tidspunkt. Forurettede 2 og Tiltalte 2 skiftedes til at hoppe frem mod ham og trække sig til-bage. Han kan vedstå sin forklaring i byretten, dommens s. 8, 3. afsnit og s. 12, sidste af-snit, samt dommens s. 13, 1. afsnit, om hændelsesforløbet i den periode, hvor der ikke er videooptagelser. Han blev ikke ramt af 50 slag, men der blev slået ud efter ham op mod 50 gange. Han blev ramt af Forurettede 2 og Tiltalte 2's spark og slag omkring 10 gange. Han trak ikke på dette tidspunkt sin kniv, fordi han fortsat mente, at han kunne tale konflikten ned. Han slog heller ikke igen, men faldt ned og blev sparket i hovedet. Ved nærmere eftertanke slog han faktisk også fra sig, lige efter at de alle havde pakket knivene væk. Han tror, at det var Forurettede 2, han slog på kæben.   

Der faldt ro på, og de stod på hjørnet og talte sammen. Tiltalte 2 spurgte ham, om han kendte én, der hed Forurettede 1, der boede ovre på hjørnet og sagde, at tiltalte skulle ind i Vidne 7's bil for at blive afpresset. De vidste, at han havde både penge og stoffer på sig. Tiltalte 2 gav ham derpå besked på at tømme lommerne og sagde, at han ville blive skudt i hovedet, hvis han nægtede. Tiltalte 2 havde en malerspatel i hånden, men Forurettede 2 havde ikke på dette tids-

- 5 -

punkt en kniv i hånden. Han følte, at han ”var på røven” , da han stod med ryggen til stakit-tet, og det gik op for ham, at han ikke kunne tale dem ned. Da der herefter udbrød slås-kamp, var det hans opfattelse, at Forurettede 2 havde en kniv i hånden. Både Forurettede 2 og Tiltalte 2 sprang på ham.   

Han blev med det samme opmærksom på, at han blev ramt i nakken. Han var gået tre skridt frem, hvorefter han blev overfaldet. Tiltalte 2 tabte sin kniv. Han troede i situationen, at det var Forurettede 2, der stak ham. Det var ikke hans egen kniv, der blev tabt, men derimod Forurettede 2's kniv, som Forurettede 2 havde givet til Tiltalte 2, mens de stod henne ved stakittet. Han så ikke Forurettede 2 give sin kniv til Tiltalte 2.   

Forevist video, Hændelsesforløb, beregnet realtid 20.01.54 til 20.01.55 og 20.02.16 til 20.02.57 har tiltalte forklaret, at han følte, at han ikke kunne komme væk. Han besluttede sig dog ikke som sådan for at blive og kæmpe. Han var helt sikker på, at hans sidste time var kommet. Han skulle bare væk. Da han lidt senere trampede Forurettede 2 på hånden, var det for at få kniven ud af hånden på ham. Han vidste ikke, at Forurettede 2 var død, så han ville sikre sig, at kniven ikke var til fare for ham. Han ville være gået, hvis ikke han var blevet sparket i ho-vedet. Han var meget presset. Det er i dag fortsat hans opfattelse, at han stak Tiltalte 2 for at forsvare sig. Det, han i byretten har forklaret, og som er gengivet i dommens s. 9, 3. og 4. afsnit, er også hans forklaring i dag. At han stak Tiltalte 2 for at ”u skadeliggøre” ham, er måske ikke det rette udtryk. Han stak Tiltalte 2, fordi han frygtede for sit liv. Han troede, at Tiltalte 2 havde en pistol, da Tiltalte 2 blev ved med at tage sig til bukselinningen. I situationen er han sikker på, at han så bundstykket fra noget, der var pistol. Han kan ikke i dag svare på, om det var en pistol, han så. Det kan også have været en Iphone eller et bæltespænde. Han ved ikke, hvorfor Tiltalte 2 skulle tage en malerspartel frem, hvis han havde en pistol.   

Forvist video, Hændelsesforløb, beregnet realtid 20.03.08 til 20.03.09, har han forklaret, at han satte sig ned for at tjekke Forurettede 2's puls. Han må samtidig have holdt kniven skråt nedad i hånden. Han holdt ikke kniven ved halsen på Forurettede 2, men tog fingrene ned på hans hals. Forurettede 2 var død.

- 6 -

Han husker det ikke sådan, at han gik roligt væk fra stedet. Han var i chok. Foreholdt bilag M-5-1-2, afhøringsrapport sigtet af 13. december 2022, s. 10, 1. og 2. afsnit, 1.-3. linje, hvoraf det fremgår:

” Adspurgt hvorfor det var selvforsvar i situationen, da afhørte stod op, og Tiltalte 2 lå ned, at afhørte stak Tiltalte 2 to gange i benene. Afhørte oplyste, at det for at sikre sig, at Tiltalte 2 ikke løb efter ham og ”det hjalp lidt på situationen” .

Adspurgt hvad den farlige i situation var når Tiltalte 2 nu lå ned og afhørte stod op med to knive i hånden, forklarede afhørte, at det var risikoen for, at Tiltalte 2 rejste sig op, og løb efter afhørte. Afhørte tænkte på dette tidspunkt ikke over, om der var en pistol i Tiltalte 2's busker, og det var ikke det afhørte var bange for. Afhørte ville kun sørge for, at Tiltalte 2 ikke løb efter afhørte.”

har tiltalte forklaret, at han hverken kan be- eller afkræfte at have forklaret sådan til politi-et.   

Den gestus, han lavede, da han på ny gik ind på Bodega var for at berolige folk og vise, at han ikke var bevæbnet. Han gjorde det ikke for at prale. Han græd og var i chok og gik direkte hen til Vidne 2 og sagde: ”Jeg tror, han e r død” . Vidne 2 sagde: ”Hvad !? Fuck af!". Han tog herefter cyklen og cyklede til Bydel 2. Han gik rundt og sagde farvel til alle, inden han cyklede væk. Der var en underlig stemning på bodegaen.   

Tiltalte 2 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at Forurettede 2 var stødt til for at passe på ham, mens de var på Café 2. De passede altid på hinanden. Han skulle overtale Forurettede 2 til at tage med, for det var ikke Forurettede 2's plan at tage med ud at drikke. Han hørte først efterfølgende om Vidne 2's problemer. Foreholdt, at Vidne 2 har forklaret, at hun ikke husker at have talt med vidnet om tiltalte, og at hun var ligeglad med, om tiltal-te var på Bodega, har vidnet forklaret, at det må være Vidne 2, der husker galt. Han husker ikke, hvordan Vidne 2's adfærd var, da de ankom til Bodega.   

Når han i byretten har forklaret, at tiltalte var ”grov over for Vidne 2” , mener han tilsvinin-ger. Han husker ikke, om Vidne 2 virkede, som om hun var beklemt ved situationen. Fore-vist video, hændelsesforløb, beregnet realtid 19.56.31-19.57.06, har vidnet forklaret, at han ikke husker mere præcist, hvad de talte om på dette tidspunkt. Han ved ikke, hvorfor Vidne 2 agerede, som det ses i videoen, men det var måske fordi, hun følte sig i trygge hæn-

- 7 -

der. Han ved ikke, hvorfor tiltalte prikkede ham på næsen. Han er sikker på, at han så tiltal-te med mere end én kniv inde på bodegaen. Forurettede 2 blandede sig ikke i konflikten omkring Vidne 2, mens de var inde på bodegaen.   

Han husker ikke, hvornår i forløbet tiltalte oplyste, at han var ”pakket” . Han var ikke ude på at slås, da de gik ud af bodegaen. Hensigten var alene, at tiltalte skulle have en repri-mande, men de kunne på grund af lydniveauet på bodegaen ikke høre hinanden ordentligt. Han så ikke, at Forurettede 2 tog fat i tiltalte, da de var på vej ud af bodegaen. Han husker ikke, hvad der blev sagt lige udenfor bodegaen.

Det var en overraskelse for ham, at tiltalte trak en kniv. Det lå ikke i luften, at der skulle ske mere, end at tiltalte måske skulle skubbes lidt. Forurettede 2 havde ikke en kniv, da de stod lige uden for bodegaen. Han husker ikke, at han og Forurettede 2 har udsat tiltalte for vold i den perio-de, der ikke er videooptaget. Mens de stod ved stakittet, blev tiltalte bedt om at lægge sine knive eller gå hjem. Der blev ikke talt om, at de ville have hans penge og hans ting. Det giver ikke mening, at tiltalte skulle have noget på sig, de ville have.   

Det var fortsat var en anspændt situation, da de stod alle tre sammen og snakkede. Han havde stadig spartlen i hånden, fordi tiltalte stadig havde knivene på sig. Han forlod ikke stedet, fordi han mente, at det var tiltalte, der burde gå. Han gik heller ikke fra stedet, fordi han ikke ville vende ryggen til en mand, der lige havde trukket en kniv mod ham. Han hu-sker ikke, hvad de konkret talte om på dette tidspunkt. Han overvejede ikke at sige til tiltal-te inde på bodegaen, at han ikke skulle have knive med sig. Han var ikke bange for tiltaltes knive, men det var en principsag for ham, at tiltalte skulle lægge sine knive eller smutte.   

Efter at tiltalte havde snittet ham i benet, slog han tiltalte med knyttet hånd, muligvis mens han havde sin malerspatel i hånden. Han har ikke nogen ide om, hvornår eller om tiltalte fik skaden i nakken i forbindelse med det, der skete foran stakittet. Forevist video, Hæn-delsesforløb, beregnet realtid 20.01.54-20.01.55 har vidnet forklaret, at man her ser det øjeblik, hvor han ramte tiltalte med et knytnæveslag i hovedet. Han husker ikke, hvor han ramte. Han har altid lært, at man må give igen med det, man bliver angrebet med. Hensig-ten var ikke, at de skulle gå til angreb på tiltalte.   

- 8 -

Han samlede kniven op og gav den til Forurettede 2. Det var tiltalte, der tabte kniven. Han selv var kun i besiddelse af en malerspartel. Hvis han havde haft en kniv, ville han jo haft den i hånden. Han samlede kniven op for at beskytte sig selv og Forurettede 2. Han er sikker på, at han på dette tidspunkt var blevet stukket dybt i benet. Hvis hans ben ikke var låst, da han spar-kede tiltalte, havde han kunnet gøre noget mere ved tiltalte. I det efterfølgende forløb råbte de begge, men han husker ikke i dag, hvad der blev råbt.   

Han fortsat er sygemeldt og har været på førtidspension siden november 2024. Førtidspen-sionen er tilkendt på baggrund af episoden den 8. juni 2022 og de skader, han pådrog sig. Han er fortsat ikke endeligt udredt, ej heller kognitivt, hvorfor méngraden ikke kan opgø-res.   

Vidne 2 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at hun ikke dengang kendte tiltalte under andet navn end ”Kaldenavn 1” og siden ”Kaldenavn 2” , der stod for ”Udeladt” .

Hun gik ikke ud fra, at tiltalte havde andre steder at være end hos hende. Han talte meget om Spanien og om, at han boede der eller havde boet der. Hun havde en del diskussioner med ham om, at hun ikke kunne blive ved med at forsørge ham. Dertil kom, at han opførte sig underligt. Hun kan vedstå sin forklaring i byretten gengivet i dommen s. 26, 4. afsnit, om, at hun vågnede om natten og bemærkede, at han sleb knive med hendes neglefil. Han sad ved siden af hende i sengen og sleb dem. Hun reagerede ikke udadtil i situationen, men blev tiltagende utryg ved hans generelle adfærd og de ting, han sagde og gjorde. Han sagde blandt andet noget uforståeligt om, at hun skulle have et ”ekstra gen” , som han også havde på sin side af familien. Hun luk kede sig ind i sig selv for at undgå at ”tænde noget” i ham.   

Hun kan vedstå sin forklaring gengivet i byrettens dom, dommens side 26, 6. afsnit, om tiltaltes brug af hendes telefon. Hendes familie var bekymret for hende, og hendes søn sag-de blandt andet til hende, at tiltalte ”ikke virkede som en god mand” . Tiltalte kan nok be-tegnes som dominerende. Hun tænkte ikke videre over at lade Person 4, som dengang var hendes eneste hjemmeboende barn, være alene med tiltalte, da hun tog på arbejde. Hun kan vedstå sin forklaring afgivet i byretten om sin telefonkontakt til sin datter fra Café 2. Datterens navn er dog rettelig Person 4. Hun havde det ok med, at tiltalte havde nøgle til hendes lejlighed. Hun er helt sikker på, at hun på Café 2 har talt med sin kollega Person 2

- 9 -

om sin konflikt med tiltalte, men om det er ”røget ind over bordet” til de andre, herunder Tiltalte 2, ved hun ikke. Hun har ikke bedt Tiltalte 2 om at tage en snak med tiltalte eller sagt noget til Person 2, som kan have givet ham det indtryk, at der skulle gøres noget ved tiltalte, men hun har helt sikkert beklaget sig. Hun har ikke fortalt, at tiltalte skulle have forsøgt at true sig ind i hendes lejlighed med knive. Der var godt nok en episode, hvor hun havde smidt tiltalte ud af lejligheden, og hvor han alligevel sad i hendes stue, da hun kom hjem. Hun ved ikke, om tiltalte er særligt interesseret i knive, eller om han generelt gik med kniv. Hun har aldrig hørt om, at der var planer om at rulle tiltalte. Hun har ikke set tiltalte være aggressiv, men han var bestemt kontant i den forstand, at han holdt fast i sine standpunkter.   

Bodega er hendes stamværtshus og et sted, hun holdt meget af at komme. Hun spurgte Tiltalte 2 og Forurettede 2, om de ville med på Bodega, men hun insisterede ikke. Hun var fuld og i godt humør, da hun ankom til Bodega. Hun husker, at hun køb-te fire øl, men husker herudover ikke så meget. Hun havde tænkt, at tiltalte måske var på Bodega, men hun forventede det ikke som sådan. Det havde ikke nogen betyd-ning for hende, hvis han var der. Hun hilste på tiltalte, da hun kom ind ad døren. Hun tror måske også, at hun kyssede ham. Hun husker ikke forløbet, da de sad sammen på bodega-en. Hun var påvirket. Hun har ikke diskuteret med nogen – heller ikke tiltalte – mens de var på bodegaen. Hun var ikke som sådan sur på tiltalte; hun ville blot ikke have ham i sit liv.

Hun ved ikke, om tiltalte havde noget med stoffer at gøre, mens de var sammen. Tiltalte havde talt om, at der nok snart skulle komme penge. Hun har ingen anelse om, hvad kon-flikten uden for bodegaen drejede sig om. Hun havde i perioden op til den 8. juni 2022 været i byen med tiltalte, hvor der også blev taget en del stoffer.

Vidne 8 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at hun ikke mener at have sagt til politiet, at det var manden i håndværkerbukserne, der opførte sig aggressivt. Det gjorde derimod manden i blåt tøj. Hun mener ikke, at hun nåede at se videoerne, inden hun talte med politiet første gang. Da hun stod og talte med politiet nede på gaden, stod de dog og så hendes videooptagelser sammen. Hun kan vedstå sin forklaring gengivet i byrettens dom side 40, tredjesidste afsnit, om, at alle tre mænd var med i tumul-ten. Forevist video, Special 1, har hun forklaret, at det var denne situation, hun i byretten

- 10 -

har beskrevet som ”tumult” . Hun så ikke, hvem der tabte noget. Hun observerede ikke mændene, før hun begyndte at filme. Hun så ikke noget vold, før tumulten opstod. Hun hørte ikke, hvad de to personer råbte til hinanden, mens personen i den blå trøje bevægede sig væk fra stedet.   

Hun brugte en videofunktion på Messenger, som hun allerede havde åben, men den kunne ikke optage mere end kort tid ad gangen. Foreholdt uddrag af sin forklaring til politiet den 8. juni 2022, som er gengivet i byrettens som side 41, næstsidste afsnit, har hun forklaret, at hun i dag ikke husker at have forklaret således til politiet.   

Vidne 13 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at manden i de hvide bukser faldt ned, netop som hun kom hen til vinduet. Hun havde ikke i første om-gang bemærket den anden mand, der også lå på gaden. Kniven, hun så, lignede en køkken-kniv. Den var lang og med bredt skaft. Hun bemærkede den, fordi knivbladet glimtede i solen. Den lignede én af de største knive, hun selv har i sit køkken. Ham i de hvide bukser faldt ned og forsøgte at kravle væk, men lå på ryggen, mens den anden var lænet ind over ham og stak med kniven. Hun er sikker på, at han stak efter overkroppen og kun blev for-hindret heri, fordi den liggende mand skærmede af for stikkene med sine ben. Forevist vi-deo, Hændelsesforløb, beregnet realtid 20.02.53, har vidnet forklaret, at hendes perspektiv var lidt længere oppe over tagrenden end kameravinklen. Hun blev stående ved vinduet og betragtede, hvad der skete. Hun så også, at manden i det blå tøj tog kniven frem igen. Hun hørte, at der blev råbt noget, men hørte ikke, hvad der blev råbt.   

Hun optog først efter, at hun havde set knivstikkene. Hun havde et meget kort øjeblik sin opmærksomhed rettet mod telefonen for at tænde videofunktionen. Forevist video, Hæn-delsesforløb, beregnet realtid 20.02.38-20.02.56, har vidnet forklaret, at det var den hæn-delse, hun overværede, men at hun så det hele mere i profil. Hun kunne se kniven gå ind og ud.   

Vidne 3 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at han ikke husker, da Tiltalte 2 og Forurettede 2 ankom på bodegaen. Han havde drukket siden kl. 8 om morgenen og var ”godt pløret” , men der var, som han husker det, ikke optræk til ballade. Han husker ikke Vidne 2's humør den pågældende dag. Vidne 2 er en ballademager. Han har forstået det

- 11 -

sådan, at det var Vidne 2, de kom op at slås om. Da Tiltalte 2, Forurettede 2 og tiltalte bevægede sig ud på gaden, fortalte tiltalte ham, at ”de ville slås” . Kort efter trak ham i arbejdsbukserne en kniv. Det var nok en arbejdskniv, eksempelvis en gulvtæppekniv, men det kan godt ha-ve været en malerspartel. Forevist foto af malerspartel, bilag B-1-5-1, har vidnet forklaret, at det ikke var den, han så. Han så det i en afstand af ca. 10 meter. Han så ikke tiltalte trække en kniv. Han husker ikke, om tiltalte løb frem mod de to andre på dette tidspunkt. Det hele stoppede, og det var som om, de havde fundet ud af det. Forevist video, Hændel-sesforløb, beregnet realtid 19.57.42, har vidnet forklaret, at det var umiddelbart herefter, at én af de to andre forsøgte gå om bag ved tiltalte. Han husker ikke, at Vidne 5 kom med ud i døren, men han vil tro, at de begge har troet, at optrinnet var forbi, når nu de gik in-denfor. Han mener ikke, at han var henne ved døren på et senere tidspunkt. Tiltalte var rolig, da han kom ind igen. Han var i godt humør. Vidne 5 sagde til ham, at ”nu skal du fand’me til at komme ud!” .

Vidne 4 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at det var manden i blåt tøj, A, der var oppe mod væggen og de to andre, B og C, der stod overfor ham. Han husker ikke, om de alle tre var aggressive. Han husker ikke i dag yderligere om, hvad der blev sagt om skydevåben. Han husker ikke i dag, om det var C, der talte om skydevåben. Han husker ikke, hvornår i forløbet, A var nede på knæ. Det første optrin foregik midt mel-lem to af bodegaens markiser. Da manden i de hvide arbejdsbukser faldt, gik den anden til angreb. Han ved ikke, hvorfor han i byretten har brugt ordet ”selvfølgelig” herom. Det er i dag forsat hans forklaring, at B og C var meget intimiderende, hvilket er begrundet i, at de var to mod én. Han kan vedstå, at han den 12. august 2022 har forklaret til politiet som gengivet i byrettens dom side 33, næstsidste afsnit. Ordene faldt inden knivstikkeriet.

Vidne 5 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at Vidne 2 ikke virkede irritabel eller sur den pågældende dag. Hvis ikke tiltalte havde fortalt hende om deres skænderi, ville hun ikke have troet, at tiltalte og Vidne 2 var uvenner. Der var ingen kon-flikter, mens de var på bodegaen. Hun har set tiltalte flere gange på bodegaen sammen med Vidne 2. Hun har ikke set tiltalte med en kniv på bodegaen. Det ville ikke være normal opførsel. Hun syntes, at det var lidt mærkeligt, at tiltalte fik et slag i nakken udenfor bode-gaen, og det var derfor, hun sagde det til de andre. Hun husker ikke i dag, om tiltalte fik et spark i ryggen, men hvis hun har forklaret sådan til politiet, passer det nok.   

- 12 -

Da hun kom hen i døren, stod de alle tre på hjørnet og snakkede. Tiltalte stod med ryggen til hende. De andre stod med front mod hende. Hun lukkede døren for at lade dem tale i fred. De øvrige gæster var meget nysgerrige. Hun tænkte, at der ikke var optræk til mere. Hun blev først opmærksom på, at der var sket mere, da tiltalte kom ind på bodegaen igen, og hun så, at han havde et hul i nakken. Hun sagde til ham, at han burde kontakte skade-stuen. Han sagde, at ”det nok skulle gå” og cyklede sin vej.

Hun kan vedstå sin forklaring for byretten gengivet i dommen s. 35, 1. og 5. afsnit, om tiltaltes opførsel, da han kom ind på bodegaen igen. Et ”peacetegn” er for hende et V-tegn med begge hænder. Hun tænkte, at der var en sammenhæng mellem hullet i nakken og slåskampen. Såret lignede noget fra en hobbykniv. Hun troede, at de to andre var løbet deres vej. Hun studsede ikke over, at tiltalte ville cykle væk. Hun bemærkede ikke, at tiltal-te råbte noget, da han kom ind igen og hørte heller ikke en ”urmenneske -lyd” , som Vidne 6 har forklaret om i byretten. Hun samlede først kasketten op, efter at tiltal-te havde forladt stedet. Han gik frivilligt. Hun bad tiltalte om at tage en tur forbi skadestu-en, da hun talte med tiltalte udenfor bodegaen. Hun husker ikke, at tiltalte havde en taske med på bodegaen.   

Vidne 11 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at det var hendes ind-tryk, at mændene havde skændtes et stykke tid, da hun til blev opmærksom på dem. De råbte, men hun hørte ikke, hvad der blev råbt. Hun husker ikke i dag, hvem der havde kni-ve. Hun havde indtryk af, at de var to mod én, fordi det så sådan ud. Hun er ret sikker på, at hun bemærkede, at ham, der lå ned, havde en kniv i hånden.

Vidne 18 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at hun først blev op-mærksom på personerne, da de var på den anden side af gaden. De stod op alle sammen. På et tidspunkt kom de tæt på hinanden. Hun hørte en lyd, hvorefter én af mændene faldt ned. Lige inden havde to af dem gået rundt om bilen, mens den tredje stod stille. De to personer, der havde knive i hænderne, var ham i det mørke tøj og ham med de hvide arbejdsbukser.

Vidne 19 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at han den 8. juni 2022 om aftenen var ved Gade 1. Han kom kørende i bil med sin kæreste og bemær-

- 13 -

kede en mand, der lå på jorden, og en anden mand, der sad blødende på jorden. Manden, der lå på jorden, var også helt blodig. Der var andre mennesker, der forsøgte at hjælpe, og efter kort tid kom politiet. Han så ikke nogen blive stukket. Han husker, at der var én af personerne, der havde en kniv. Han husker ikke hvem. Han husker ikke, hvordan personer-ne så ud. Foreholdt sin forklaring til politiet den 30. juni 2022, bilag E-22-2-1, side 2ff., signalementer af A, B og C, har vidnet forklaret, at han ikke husker at have forklaret sådan. Han husker ikke, hvem af mændene der havde en kniv. Foreholdt samme forklaring til po-litiet, side 3, andet afsnit, herunder at A havde en større kniv, har han forklaret, at han ikke husker at have forklaret sådan. Foreholdt samme forklaring, side 3, sidste afsnit, hvoraf det fremgår   

” Afhørte forklarede, at han så B falde til jorden og at A efterfølgende gik hen og bankede med den ene fod på Bs ene hånd. Afhørte huskede ikke hvilken hånd A ban-kede på. Afhørte forklarede, at det så ud til at B havde noget i ønskede som A fravri-stede ham. Afhørte forklarede, at dette lignende enten en:  

” Spartel” eller ”kniv” ”

har vidnet forklaret, at han ikke har forklaret således til politiet. Han så ikke nogen blive stukket med kniv. Foreholdt samme forklaring, side 4, 2. afsnit, hvoraf det fremgår   

” Afhørte forklarede, at C på et tidspunkt ligeledes kom ned at ligge på ryggen. A gik hen til C og begyndte at stikke ham med kniven. Afhørte huskede ikke hvor mange gange, der blev stukket, men at der var tale flere stik. Afhørte kunne her se, at afhør-te hvide bukser langsomt blev røde.”

har vidnet forklaret, at han har forklaret således, men at han ikke så selve stikkene. Den tredje mand var allerede på vej væk, da han kom hen til den siddende mand. Foreholdt samme forklaring, side 4, fjerde afsnit, hvoraf det fremgår

” Afhørte forklarede, at A ligeledes råbte til C, mens han stak med kniven. C råbte noget i retning af: ”er du færdig nu” . Afhørte kunne ikke komme det nærmere. ”

har vidnet forklaret, at han ikke har forklaret således. Han mener, at det er noget, politiet har fundet på. Signalementerne er korrekte. Han så aldrig ansigtet på gerningsmanden. Han har kun set videoerne af episoden, så hans forklaring til politiet er baseret på disse.   

- 14 -

Vidne 20 har om forhold 5 og 6 forklaret blandt andet, at han har kendt tiltalte i mange år via en fælles barndomsven. Han vil betegne dem som venner. Han ved godt, hvem Forurettede 2 og Tiltalte 2 er. Han kender dem fra ”det hårde miljø” . Han var ikke til stede den 8. juni 2022, men han har hørt, at tiltalte skulle have haft noget narko og nogle penge liggende, som visse personer gerne ville have fat i, og at han skulle rulles og skydes. Om det var Forurettede 2 og Tiltalte 2, der skulle gøre det, ved han ikke. Han ved ikke, om episoden den 8. juni 2022 har noget med dette at gøre. Han har ikke lyst til at udtale sig om, hvorvidt Forurettede 2 og Tiltalte 2 har arbejdet med inkasso for Satudarah. Han har ladet sig høre, at de arbejdede med inkassovirksomhed. Han har selv været ”rulleforretningsmand” , hvilket han også aktuelt er fængslet for, og han har hørt Forurettede 2 og Tiltalte 2's navne nævnt i samme forbindelse. Han blev selv tilbudt jobbet med at rulle og skyde tiltalte, men takkede nej. Tiltalte skulle skydes, fordi han skulle straffes. Han ved ikke hvorfor. Han ved ikke, om andre fik tilbuddet. Det er hans overbevisning, at episoden den 8. juni 2022 havde no-get med rulleforretningen at gøre. Han fik tilbuddet inden den 8. juni 2022. Han tør ikke fortælle, fra hvem han hørte, at tiltalte skulle rulles og skydes.   

Personlige oplysninger

Tiltalte er af relevans for sagen yderligere straffet ved Københavns Byrets udeblivelses-dom af 15. juni 2023 med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59.

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at han i 10 år og frem til kort før sin anholdelse boede i Spanien. Han havde levet et tumultarisk liv i Dan-mark, og han flyttede for at komme væk fra det hele og fra dansk politi. Han har i Spanien arbejdet med leasing af biler og med salg af grøn energi. Han kunne leve af denne be-skæftigelse til trods for, at han har kæmpet med et gamblingproblem. Han har flere børn i Spanien og herudover også et barn i Danmark, der bor hos sin mor.   

Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmål

- 15 -

Af landsrettens kendelse vedrørende skyldspørgsmålet fremgår:

”…

Forhold 2

Alle nævninger og dommere udtaler:

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte – med samme begrundelse som by-retten – skyldig i forhold 2 i det af byretten fastslåede omfang.

Generelt om forhold 5 og 6

Alle nævninger og dommere udtaler:

Som anført af byretten kan det efter bevisførelsen, herunder de sammenklippede videoop-tagelser, lægges til grund, at tiltalte sammen med Tiltalte 2 og Forurettede 2 kl. 19.57.41 gik ud af Bodega, mens de skændtes, at tiltalte med en stor kniv gjorde udfald mod Forurettede 2 og Tiltalte 2, og at tiltalte i det efterfølgende forløb tildelte først Forurettede 2 og dernæst Tiltalte 2 flere knivstik.   

Efter de lægelige oplysninger i sagen kan det lægges til grund, at Forurettede 2 blev tildelt tre stiksår med kniv i henholdsvis højre side af brystkassen, venstre sideflade af brystkassen og i ryggen, og at den ene stiklæsion i brystet ramte hjertet, hvorved Forurettede 2 afgik ved døden antageligt som følge af indre forblødning.   

Det fremgår af personundersøgelsen dateret 30. juni 2022, at Tiltalte 2 blandt andet blev tildelt fire stiksår med kniv i højre og venstre lår og venstre underben, som med-førte gennemskæring af flere store pulsårer og blodårer i begge ben og et deraf følgende stort blodtab. Som anført af byretten må det efter oplysningerne i personundersøgelsen lægges til grund, at knivstikkene har bragt Tiltalte 2 i livsfare, og at han uden den akutte, kompetente lægelige behandling ikke havde overlevet.   

- 16 -

Landsretten finder, at hverken de lægelige undersøgelser i sagen eller vidneforklaringerne støtter, at tiltalte i forløbet op til knivstikkeriet er tildelt mindst 10 slag og spark mod krop og hoved.

Bevisspørgsmålene også for landsretten angår i første række, om tiltalte havde forsæt til at dræbe Forurettede 2 og Tiltalte 2 med kniv, og i så fald om tiltaltes angreb er straffrit efter straffelovens bestemmelser om nødværge, jf. straffelovens § 13, stk. 1 eller 2.   

Forhold 5

Hvad angår spørgsmålet om forsæt finder syv nævninger og tre dommere, at det også efter bevisførelsen for landsretten og navnlig efter indholdet af de sammenklippede videoopta-gelser er bevist, at tiltalte har anset det for overvejende sandsynligt, at Forurettede 2 ville afgå ved døden som følge af knivstikkene.   

Hvad angår spørgsmålet om nødværge har disse voterende – som byretten – lagt til grund, at tiltalte havde medbragt to store knive på Bodega, og at det af videoovervåg-ningen fra stedet fremgår, at han fremtog den ene kniv få sekunder efter, at parterne var gået ud på gaden, hvilket indebar en voldsom eskalering af konflikten. Uanset, at Forurettede 2 og Tiltalte 2 i det efterfølgende forløb også var i besiddelse af henholdsvis en kniv og en malerspartel, og at der også blev gjort udfald mod tiltalte, findes tiltaltes knivstik mod Forurettede 2 efter en vurdering af det samlede hændelses-forløb ikke omfattet af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2. Det af tiltalte for landsretten for-klarede om baggrunden for konflikten kan ikke føre til et andet resultat.

To nævninger finder efter en konkret vurdering af hændelsesforløbet, at tiltaltes handlinger må anses for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2, om overskridelse af grænserne for lov-ligt nødværge efter stk. 1. Disse voterende finder således, at tiltalte i dette forhold skal væ-re straffri, fordi hans handlinger under angrebet mod ham – selvom de har overskredet grænserne for lovligt nødværge – har været rimeligt begrundet i den herved fremkaldte skræk eller ophidselse. Disse voterende har navnlig lagt vægt på den udviste truende ad-færd fra Forurettede 2 og Tiltalte 2, som også under knivstikkeriet var besiddelse af henholdsvis en kniv og en malerspartel.

- 17 -

Efter udfaldet af stemmeafgivningen findes tiltalte herefter skyldig i forhold 5 som fastslå-et ved byrettens dom.

Forhold 6

Alle nævninger og dommere finder det bevist, at tiltalte har forsøgt at ramme overkroppen på Tiltalte 2, hvilket kun blev afværget, fordi Tiltalte 2 sprællede med benene, og at tiltalte på den baggrund i hvert fald indså, at det var muligt, at Tiltalte 2 ville kunne afgå ved døden som følge af de knivstik, han tildelte ham, og at han accepterede muligheden for, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Det tiltrædes på den baggrund, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til drabsforsøg.

Der er ikke grundlag for at henføre dette forhold under straffelovens § 13, stk. 1 eller 2, og tiltaltes forsøg på at dræbe Tiltalte 2 er derfor ikke straffrit efter straffelovens bestemmelser om nødværge. Der er navnlig lagt vægt på, at knivstikkene mod Tiltalte 2 først blev tildelt, efter at han var faldet og lå ned.

Tiltalte findes herefter skyldig i forhold 6 som fastslået ved byrettens dom.

Thi bestemmes:

Tiltalte 1 findes skyldig i forhold 2, 5 og 6, i det af byretten fast-slåede omfang.

…”

Straffastsættelse mv.

Tiltalte er som anført af byretten omfattet af straffelovens § 69, men der kan ikke peges på foranstaltninger som nævnt i lovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige til imødegåel-sen af risikoen for ny kriminalitet end straf. Det fremgår af den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådets udtalelse af 14. december 2022, at det vurderes, at Tiltalte 1 frembyder en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare, jf. straffelovens § 70, stk. 1.   

- 18 -

Der er afgivet 17 stemmer for at dømme tiltalte til forvaring. Disse voterende finder henset til karakteren af den nu pådømte kriminalitet sammenholdt med karakteren af den tidligere begåede kriminalitet samt indholdet af den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådets udtalelse af 14. december 2022, at tiltalte frembyder en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at det findes påkrævet at anvende forvaring i stedet for fængsel for at forebygge denne fare, jf. straffelovens § 70, stk. 1.   

Der er afgivet 1 stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 16 år. Denne voterende finder efter en samlet vurdering af sagens karakter og oplysningerne om tiltalte, herunder tiltaltes forstraffe, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anvende forvaring frem for en lang-varig fængselsstraf.   

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at tiltalte dømmes til forvaring. Straf-fen fastsættes i medfør af straffelovens § 89 i forhold til dom af 15. juni 2023.  

De juridiske dommere tiltræder af grunde, byretten har anført, bestemmelserne om erstat-ning og godtgørelse for så vidt angår Erstatningspart 1 og Erstatningspart 2, herunder at betingel-serne for at tilkende erstatning for uddannelsesbidrag til Erstatningspart 2 ikke er opfyldt. De juridiske dommere tiltræder endvidere, at Tiltalte 2 er tilkendt godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, med 30.000 kr. Efter de foreliggende oplysnin-ger, herunder oplysningen om, at Tiltalte 2 den 14. november 2024 er tilkendt førtidspension, tages kravet om svie og smerte til følge i overensstemmelse med den ned-lagte påstand herom.   

Landsretten stadfæster herefter med den anførte ændring vedrørende godtgørelsen til Tiltalte 2 byrettens dom, i det omfang den er anket.   

T h i k e n d e s f o r r et :

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at Tiltalte 1 inden 14 dage til Tiltalte 2, c/o advokat Anders Schønnemann Olesen, Farvergade 17, 5.,

- 19 -

1463 København K, skal betale 122.000 kr. med rente efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, fra den 17. februar 2024.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Domsresume

Østre Landsret - Dom i sag om drab og drabsforsøg med kniv i Københavns Sydhavn

Dom i sag om drab og drabsforsøg med kniv i Bydel 1

Dom afsagt: 29. september 2025

Østre Landsret har afsagt dom i en nævningesag mod en 36-årig mand. Ved dommen, som blev afsagt den 29. september 2025, blev den tiltalte idømt forvaring.

Tiltalte blev dømt for manddrab og forsøg på manddrab begået foran en bodega i Bydel 1 den 8. juni 2022 og tillige for et groft voldsforhold begået ca. to år forud herfor. Spørgsmålene i sagen var navnlig, om tiltalte havde haft forsæt til at dræbe de to forurettede, som han forud for episoden havde mødt på bodegaen, og i bekræftende fald om tiltalte havde handlet i nødværge.

Flertallet fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til drab og drabsforsøg, og at der ikke havde været tale om nødværge.

Et mindretal på to nævninger var enige i, at tiltalte havde det fornødne forsæt til manddrab både for så vidt angår drabet og drabsforsøget, men fandt, at drabet var straffrit, selvom grænserne for lovligt nødværge var overskredet. Mindretallet var enig med flertallet i, at der ikke forelå nødværge vedrørende drabsforsøget. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.

Der blev afgivet 17 stemmer for at idømme tiltalte forvaring og 1 stemme for at fastsætte straffen til fængsel i 16 år. Tiltalte blev derfor idømt forvaring.

Byretten var nået frem til samme resultat.

Oplysning om appel

2. instansØstre LandsretOLR
DDB sags nr.: 1288/25
Rettens sags nr.: SS-486/2024-OLR
[IkkeAngivet]
1. instansRetten på FrederiksbergFRB
DDB sags nr.: 118/24
Rettens sags nr.: SS-3337/2023-FRB
Anket

Øvrige sagsoplysninger

Dørlukning
Nej
Løftet ud af den forenklede proces
Nej
Anerkendelsespåstand
Nej
Politiets journalnummer
Påstandsbeløb