Dom
D O M
afsagt den 23. september 2025 af Vestre Landsrets 2. afdeling (dommerne Henrik Bjørn-ager Nielsen, Thomas Klyver og Louise Møller Christensen (kst.)) i nævningesag
V.L. S – 2358 – 24
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte 2
(født 1991)
(advokat Jens Erik Pedersen, Ringkøbing)
Retten i Herning har den 28. november 2024 under medvirken af nævninger afsagt dom i 1. instans (99-2560/2023).
Påstande
Tiltalte 2, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne Vidne 6, Vidne 7 og Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte 1 har afgivet forklaring for landsretten som vidne.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han kan huske hele hændelsesforløbet. Det meste af gengivelsen af hans forklaring for byretten er korrekt. Hændelsesforløbet var dog sådan, at
- 2 -
det først var efter, at han var blevet ramt af macheten, at han kastede koppen mod Tiltalte 1.
Den 22. maj 2023 havde han indtaget alkohol i form af øl, og han var meget fuld på tids-punktet for konfrontationen med Tiltalte 1. Han havde også røget hash. Han havde ikke indta-get hårde stoffer. Han ved ikke, om Tiltalte 1 var også påvirket. Han tror ikke, at Vidne 3 var påvirket, idet Vidne 3 ikke drikker alkohol. Han tror heller ikke, at vidnerne Vidne 6 og Vidne 7 havde drukket, da de ar-bejdede på varmestuen.
Konfrontationen mellem ham og Tiltalte 1 begyndte, da Tiltalte 1 beskyldte ham for at have vold-taget Tiltalte 1's kæreste. Tiltalte 1 sprang herefter på tiltalte, og de tumlede rundt uden for varme-stuen. Efter de var kommet op at stå igen, så han, at Tiltalte 1's kæreste, Person 2, overrakte et eller andet til Tiltalte 1. Han kunne ikke se, hvad det var, der blev overrakt. Tiltalte 1's kæreste sag-de ikke noget til Tiltalte 1 i den forbindelse. Tiltalte blev herefter bange. Det skyldtes, at Tiltalte 1 fik noget overrakt, som tiltalte ikke vidste, hvad var.
Tiltalte gik derefter ind i varmestuen for at tage sko på. Tiltalte 1 løb efter ham. For tiltalte så det ud til, at Tiltalte 1 på det tidspunkt havde en jernstang eller lignende i hånden. Tiltalte 1 løb ikke med ind på varmestuen, men blev udenfor. Tiltalte tror, at det skyldtes, at Tiltalte 1 ville blive bortvist fra varmestuen, hvis han tog en jernstang, et våben eller lignende med ind.
Tiltalte tog sko på og gik udenfor igen. Han tog en almindelig hvid porcelænskop med ud for at beskytte sig mod det, som Tiltalte 1 havde i hånden. Han tog kun én porcelænskop med. Han gik udenfor for at løse konflikten med Tiltalte 1 og ikke for at få en konfrontation med ham. Hvis han havde været ædru, ville han nok have ageret anderledes og være blevet inde på varmestuen.
Da han kom ud, stod Tiltalte 1 og skjulte sig bag den væg, som ses bag cyklen på fotoet i fil 2, side 12. Tiltalte gik ned ad rampen med gelændere på hver side. Han fik først sent øje på Tiltalte 1. Næsten med det samme gav Tiltalte 1 ham det første hug med macheten. Som refleks kastede tiltalte herefter koppen mod Tiltalte 1. Han er sikker på, at han blev slået med mache-ten, før han kastede koppen. Det passer ikke, at han brugte koppen først. Han så ikke, om Tiltalte 1 blev ramt af koppen, og han ved ikke, hvad der blev af den. Han og Tiltalte 1 tumlede derefter rundt i området foran rampen. Han lagde ikke mærke til, om Tiltalte 1 fik skader. Han
- 3 -
tror ikke, at Tiltalte 1's skade i hovedbunden stammer fra kastet med koppen. Det ville i givet fald have krævet, at Tiltalte 1 havde haft bøjet hovedet nedad, da tiltalte kastede koppen, og det er ikke sandsynligt, som situationen var.
Det var først efter, at han havde fået det første hug med macheten og herefter havde taget fat i den, at han fandt ud af, at det var en kniv, som Tiltalte 1 havde.
Tiltalte 1 har supplerende forklaret, at han ikke i dag husker så meget om, hvad der skete den aften. Der må være sket de ting, som han tidligere har forklaret om. Han kan ikke sige mere om det.
Han havde ikke macheten på det tidspunkt, hvor tiltalte slog ham med koppen. Det er han helt sikker på. Macheten lå under skraldespanden på det tidspunkt. Da han blev slået med koppen, stod han ved enden af det gelænder, hvor der på fotoet i fil 2, side 12, ses stå en cykel op ad. Der blev også fundet blod på det sted.
Han så ikke selv, hvad han blev slået med. Han stod med ryggen til, da tiltalte kom ud fra varmestuen. Tiltalte kastede som det første en kop efter ham uden at ramme. Derefter kom tiltalte tættere på og slog ham med en anden kop. Han blev ramt i hovedbunden af koppen. Han stod med siden til tiltalte med front mod gården, da han blev ramt af koppen. Han var ved at vende sig om mod tiltalte, da slaget faldt. Han gik i knæ som følge af slaget. Det hele gik meget hurtigt.
Vidne 6 har supplerende forklaret, at hun i byretten havde svært ved at huske hændelsesforløbet, da det var længe efter, at det var sket.
Der var jævnlige konflikter på varmestuen, men episoden den 22. maj 2023 skilte sig ud med dens alvorlighed.
Hun blev den pågældende aften opmærksom på situationen, da tiltalte kom ind på varme-stuestuen. Tiltalte var vred. Hun havde ikke set tiltalte vred før. Det var en kombination af vrede og frygt hos tiltalte. Tiltalte var bl.a. vred på en kvinde ved Navn 1 eller Navn 2, som også var inde på varmestuen. Tiltalte ville have en kniv. Som hun husker det, ville tiltalte ud igen og have fat i nogen udenfor. Hun så ikke tiltalte tage noget med ud igen.
- 4 -
Tiltalte var ikke en af de tilstedeværende, som ville have politiet tilkaldt. Hun husker ikke, om Tiltalte 1 også var indenfor. Hun så ikke, hvad der skete udenfor.
De tilstedeværende brugere var påvirkede, hvilket er normalt.
Vidne 7 har supplerende forklaret, at hun også tidligere havde oplevet tiltalte skifte adfærd, når han var involveret i konflikter. Tiltalte blev i sådanne situationer helt sort i blikket og var ikke til at komme i kontakt med.
Hun husker ikke i dag, hvad hun forklarede politiet om episoden den 22. maj 2023, men hun må havde forklaret det, der står i afhøringsrapporten. Hun fortalte politiet, hvad der var sket, og hun må have fortrængt hændelsesforløbet bagefter. Oplæsningen af dele af afhø-ringsrapporten har dog gjort, at hun kan genkalde sig dele af forløbet. Hun kan bl.a. se for sig, at tiltalte var inde på varmestuen. Hun tror, at det er rigtigt, at tiltalte tog nogle porce-lænskopper eller måske kun en porcelænskop med, da han gik ud fra varmestuen igen. Hun tænkte, at han gjorde det for at have noget at forsvare sig med. Hun vidste ikke, hvad kon-flikten udenfor gik ud på. Tiltalte ville i stedet kunne have taget en kniv med, da der også var knive inde på varmestuen.
Hun har oplevet mange konflikter på varmestuen, herunder mange tilfælde, hvor politiet er blevet tilkaldt.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at han kendte tiltalte og Tiltalte 1 som flinke og rolige mennesker. Når Tiltalte 1 valgte at bruge en machete, må det skyl-des, at han var skræmt. Tiltalte er meget større end Tiltalte 1, og Tiltalte 1 ville ikke kunne klare sig i slåskamp med tiltalte. Det kan ikke undskyldes, at Tiltalte 1 brugte en machete mod tiltalte.
Han husker forløbet sådan, at der først var en konflikt mellem tiltalte og Tiltalte 1 udenfor. Han hæftede sig ikke så meget ved det, da der ofte var konflikter og slåskampe i varmestuen. Tiltalte gik derefter indenfor på varmestuen. Det virkede som om, at Tiltalte 1 havde trukket sig fra konflikten. Det næste, han så, var, at tiltalte kom udenfor igen. Tiltalte havde en kop i hånden. Tiltalte kan også have haft to kopper. Han ved ikke, om der var kaffe i. Tiltalte gik ned ad rampen. Tiltalte 1 stillede sig, så han ikke kunne ses af tiltalte. Tiltalte 1 skjulte sig. Da tiltalte var nået så langt ned ad rampen, at han var ud for cyklen på fotoet i fil 2, side 12,
- 5 -
angreb Tiltalte 1 tiltalte med macheten, uden at tiltalte nåede at reagere. De to kom herefter op at slås.
Foreholdt afhøringsrapport i fil 1, side 128, 3. afsnit, har han forklaret, at han ikke kan hu-ske, hvad han forklarede til politiet. Hvis det står i politirapporten, må han have sagt det. Foreholdt, at forklaringen i rapporten afviger fra det, som han lige har forklaret i landsret-ten, har han forklaret, at han ikke har det så godt i dag. Han blev anholdt i nat kl. 02.00, hvorefter han kom i detentionen. Han har ikke fået sin metadon. Han har ikke haft mulig-hed for at forberede sig på at skulle afgive forklaring i landsretten.
I dag husker han hændelsesforløbet sådan, at han så et overfald på tiltalte, og at han redde-de tiltalte fra at dø. Han husker også, at tiltalte var aggressiv, da han gik ned ad rampen. Tiltalte havde en porcelænskop i hånden. Tiltalte 1 stod klar bag væggen ved rampen. Lige da tiltalte var ud for Tiltalte 1, blev tiltalte overfaldet af Tiltalte 1 med macheten. Da tiltalte blev ramt i halsen med macheten, svingede tiltalte koppen mod Tiltalte 1.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldsspørgsmålet:
Der er om skyldsspørgsmålet afsagt
” K e n d e l s e:
Ankesagen omfatter alene forhold 2, hvor Tiltalte 2 er tiltalt for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved den 22. maj 2023 ved Varmestue i Herning at have slået Tiltalte 1 i hovedet med en porcelænskop. Forholdet er ifølge tiltalen sket i forbindelse med det i forhold 1 passerede. I forhold 1, der ikke er om-fattet af ankesagen, er Tiltalte 1 af byretten er fundet skyldig i forsøg på drab på tiltalte efter straffelovens § 237, jf. § 21, ved med en machete at have påført tiltalte læ-sioner i halsen.
Efter indholdet af de afgivne forklaringer sammenholdt med oplysningerne om Tiltalte 1's stjerneformede kvæstningssår i hovedbunden tiltræder alle nævninger og dommere, at det er bevist, at tiltalte under hændelsesforløbet slog Tiltalte 1 i
- 6 -
hovedet med en porcelænskop, hvorved Tiltalte 1 pådrog sig et behandlings-krævende kvæstningssår. Det tiltrædes endvidere, at voldsudøvelsen er omfattet af straffe-lovens § 245, stk. 1.
Spørgsmålet er herefter, om tiltalte skal frifindes for straf i medfør af straffelovens § 13 om nødværge.
6 nævninger og 3 dommere udtaler:
Efter en samlet bedømmelse af de tilstedeværendes forklaringer fremstår det usikkert, hvornår i forløbet tiltalte slog Tiltalte 1 med koppen set i forhold til, hvornår Tiltalte 1 fik macheten i hånden og herunder benyttede den til angrebet mod tiltalte. Det kan derfor ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at tiltaltes slag med kop-pen fandt sted på et tidspunkt, hvor tiltalte måtte gå ud fra, at Tiltalte 1's an-greb mod ham med macheten var påbegyndt eller overhængende. Herefter og under hensyn til farligheden af angrebet med macheten og omstændighederne i øvrigt finder vi, at tiltalte skal frifindes for straf, jf. straffelovens § 13, stk. 1.
Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte.
3 nævninger udtaler:
Tiltalte 1 har afgivet en troværdig forklaring om, at tiltalte slog ham med koppen, inden han selv fik macheten i hånden. Denne forklaring støttes af den forklaring, som Vidne 3 ifølge afhøringsrapporten gav til politiet kort efter hændel-sen. Herefter og under hensyntagen til de øvrige forklaringer og oplysninger i sagen tiltræ-der vi, at det er lagt til grund som bevist, at tiltaltes voldsudøvelse med koppen fandt sted, inden Tiltalte 1 havde fået macheten i hånden. Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, finder vi ikke grundlag for at anse tiltaltes voldsudøvelse for straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1 eller stk. 2.
Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens skyldafgørelse.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen frifindes tiltalte herefter.
- 7 -
T h i b e s t e m m e s:
Tiltalte frifindes. “
Efter udfaldet af kendelsen om skyldsspørgsmålet afsiger landsretten derfor frifindende dom, jf. retsplejelovens § 892.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Tiltalte 2, frifindes.
Statskassen skal betale de sagsomkostninger for begge retter, der vedrører tiltalte.
Henrik Bjørnager Nielsen Thomas Klyver Louise Møller Christensen