Den 20. januar 2023 kl. 09.30 blev retten sat af Dommer.
Rettens nr. 1-5617/2022
Politiets nr. 1900-84120-00003-20
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
CPR nr. (Født 1956)
Rettens dom af 20. januar 2023 er anket. Under hovedforhandlingen er afgi-vet følgende forklaringer:
Tiltalte har forklaret, at han har skrevet artiklerne af 23. maj 2020 og 25. maj 2020 i en avis og på en netavis. Oplysningerne i ankla-geskriftet er han enig i. Der stod sådan i artiklerne. Han var på det tidspunkt journalist på Dagblad. Dette havde han været siden 1983. Han var be-kendt med, at der var navneforbud. Dette fremgik direkte af artiklen. Han havde gjort sig nogle tanker omkring det, for ellers havde han ikke skrevet det i artiklen. Han nægter sig skyldig. Han nævnte hverken navn, stilling eller bopæl. Han mener ikke, at man ud fra de oplysninger, som han gav i artiklen, kunne finde frem til, at det var Forurettede.
Det var nødvendigt at skrive "det er en meget alvorlig sag om misbrug af en stilling i Lolland Kommunes Forvaltning ". Der var tale om magtmis-brug af en stilling, så hvis man skulle beskrive gerningsindholdet, var det nødvendigt at skrive, hvad det handlede om. At det fremgik, at det var Lol-land Kommunes Forvaltning præciserede, hvad det var for en sag.
At alderen fremgik var fuldstændig gængs praksis ved journlaistik i Danmark. Hvis man slår op i en hvilken som helst avis, enhver politirapport, enhver omtale af en retssag, så fremgår alderen. Der står heller ikke i retsplejeloven,
at man ikke må nævne alder. Der var flere grunde til, at alderen blev nævnt. Det gav en karakteristik af, hvad det var for sag, om man er 52 år eller 20 år og misbruger sin stilling over for en, der er afhængig af kommunen. Det gav en karakteristik af, hvad der var for noget. Der er mange forskellige grunde til nævne alder. Sager, hvor der er flere tiltalte, bliver alderen brugt til at skil-le dem ad. Det er helt gængs, at man skriver, hvilken alder tiltalte har. Han skrev altid alderen.
Det var en del af god journalistik, at hvis Lolland Kommune blev fremstillet, så lod man en fra kommmunen komme til orde. Hun kom med en konkret oplysning om, at manden ikke længere var ansat, hvilket han mente var væ-sentligt for læseren at blive bekendt med. Han skrev ikke, at Person 1 var sektorchef i Afdeling på det pågældende tidspunkt. Personer inden for systemet ville vide, at hun var sektorchef for præcist den afdeling.
Han blev kontaktet af advokat Vidne 1 i anledning af artiklen. Han husker ikke, hvornår han blev kontaktet. De sendte mails til hinanden. Han forstod ikke, at Vidne 1 reagerede så voldsomt på artiklen. Han mener, at det var fuldstændig gængs journalistik. Det undrede ham. Han har aldrig overtrådt et navneforbud. Han har ikke tidligere oplevet, at hans artikler gav anledning til dette. Han talte ofte med Vidne 1, og de havde ikke et fjendskab eller lignende. Han mødte tit Vidne 1 i retten. Han er på nuværende tidspunkt pensionist, hvilket Vidne 1 også er, og derfor har de ingen kontakt.
Adspurgt af forsvareren er han uddannet journalist. Han har i mange år sid-det på redaktionen i Nakskov. Der beskæftigede han sig med alt. Han skrev om kommunal politik, virksomheder, børnehaver og alt andet. Han havde det specielle ansvar for politi og retsstof. Dette havde han haft siden 1990'erne. Han kom i retten fra 1980'erne. Siden 1990'erne kom han i retten en gang om ugen. I nogle uger var han der flere dage. Han har dækket omkring 1.000 retssager. Han har skrevet masser af rapportager. Han er ikke tidligere blevet tiltalt for overtrædelse af et navneforbud.
På redaktionen gennemgik han retslisterne. Han pillede de sager ud, som var interessante for avisen. Der var mange sager, som var ligegyldige. I de sager, som kunne være interessante, bad han anklagemyndigheden om aktindsigt i anklageskriftet. Herefter skete der en sortering igen, hvor han valgte de sa-ger, som kunne være interessante. Han besluttede at skrive om denne sag, idet det havde offentlig interesse, at en kommunal ansat misbrugte sin stilling.
Artiklen blev skrevet på baggrund af de oplysninger, som han fik fra ankla-geskriftet. Det var de oplysninger, som han havde. Navn, stilling og bopæl var udelukket, hvorfor han respekterede dette. Han blev nødt til at karakteri-sere en sag, og for at beskrive en sag blev han nødt til at fortælle, hvad den handlede om. Man kunne ikke forstå sagen, og hvad den handlede om, hvis ikke han fortalte om den.
Han var ansat på Dagblad, som dækker Lolland Kom-mune og Guldborgssund Kommune. Det gav derfor sig selv. Hvis ikke det var foregået i en af disse to kommuner, så ville han ikke beskæftige sig med sagen. Det var derfor ukontroversielt, at den oplysning blev nævnt, fordi det gav sig selv. Avisen var delt op, og det fremgik af Del af hjemmeside.
Han kan ikke svare på, hvorfor BT skrev, som de gjorde. Han mener ikke, at man må nævne stillingen, som de gjorde. Derudover skrev BT, at det var på Sjælland, hvilket det ikke var. Stillingsbetegnelsen var omfattet af navnefor-buddet, men det var relevant at skrive, at det var i kommunen for at beskrive sagens indhold.
Forvaltning er en ret stor kreds af personer. Lolland Kommune er den største virksomhed i Lolland Kommune. Der er ansat mange mennesker i Forvaltning. Han kendte ikke dem alle sammen. Han havde aldrig set Forurettedes navn før. Han havde intet kendt til Forurettede før denne sag.
Hvis man var fair som journalist, så lod man dem komme til orde, som blev angrebet i en artikel. Han skrev, at der var sket et misbrug i Lolland Kommu-ne. Han lod derfor en leder fra Lolland Kommune kommentere på det. Det er en presseetisk regel. Det havde været dårligere journalistik, hvis ikke han havde spurgt kommunen.
Han valgte ikke at modtage bødeforlægget, idet han ikke mente, at han havde gjort noget forkert. Han mente ikke, at man ud fra oplysningerne kunne nå frem til, at det var Forurettede, der var tiltalt i sagen. Han havde boet i kommunen i 35 år. Hvis han skulle sige de navne, som han kendte i Lolland Kommunes Forvaltning, så kendte han måske tre. Han spurgte sin kone, som selv var ansat i skolevæsenet i Lolland Kommune, om det sam-me, og hun kendte ikke flere i Forvaltning. Det gjorde man kun, hvis man vidste noget om sagen i forvejen, eller var ansat i den pågældende afde-ling. Det vidste man ikke i en breddere kreds i offentligheden.
Det er gængs journalistik at nævne alder. Han kan finde masser af eksempler på aviser, som nævner alder, og hvor der er navneforbud. Han mener ikke, at der er meget forskel på at skrive "52-årig" og "middelaldrende". Journalistik er at være præcis og skrive korrekt, hvad det handler om, så folk kan forstå, hvad det er.
At Forurettede mistede venner på Facebook i de dage, hvor artiklen blev bragt, me-ner han ikke siger noget om, at navneforbuddet er overtrådt. Der var mange ansatte i Forvaltning, så det kunne være nogle af dem, der fandt ud af,
at det var Forurettede, idet han ikke var der længere. Politiet efterforskede sagen, både før og efter artiklen blev bragt. Der var mange, der vidste det. Det var ikke en bred kreds af offentligheden, men der var selvfølgelig nogle, der på andet grundlag vidste, at det var Forurettede.
Han skrev én artikel i papiravisen, herefter var der nogen andre, som førte den over i netavisen. Der stod det samme begge steder. Det var én artikel, som han skrev. Den udkom på to forskellige platforme. Det var ikke hans ar-tikel, der var skyld i, at Forurettede mistede sit arbejde. Forurettede blevet dømt i byretten.
Det var vanskeligt at beskrive indholdet, hvis ikke de pågældende oplysnin-ger blev nævnt. Forurettedes job var, som Stilling, at tage ud til en Udeladt osv. Det kunne ikke skrives, hvis man ikke måtte skrive, at Forurettede var i Forvaltning. Det ville udvande pressens mulighed for at overhovedet at skrive en sådan sag, og hvad det handler om.
Han lavede en fejl, idet han skulle have skrevet i artiklen, at tiltalte nægtede sig skyldig. Det var en beklagelig fejl. Det plejede han at gøre. Det var en forglemmelse. Pressenævnet udtalte kritik af, at han ikke nævnte det, hvilket nævnet havde ret i. Sagen verserede ved Pressenævnet. De konkluderede, at sagen var absolut relevant at fortælle offentligheden om. Kritikken handlede om, at tiltalte ikke blev anmodet om bemærkninger.
Kritikpunkterne fra pressenævnet var, at han ikke skrev, at tiltalte nægtede sig skyldig. Der var også afgivet kritik af, at han skrev, at der var tre mænd involveret i overgrebet. Det var ligeledes en fejl. Fejlen opstod på baggrund af et anonymiseret anklageskrift, som var vanskeligt at kode. For ham frem-stod det, som om der var tre mænd, men der var alene to mænd. Han bekla-gede denne fejl.
Han er ikke bekendt med, om det er rettet. Hans chef snakkede med Vidne 1. De ville rette fejlen, men Vidne 1 sagde, at de ikke skulle skrive mere om sagen, hvilket de således ikke gjorde. De fik herefter kritik af Pressenævnet for ikke at have rettet fejlen.
Vidnet advokat Vidne 1 har forklaret, at han indgav en anmel-delse til politiet den 2. juni 2020 på vegne af Forurettede. Udover sagen, der kørte mod hans klient, så kørte der en anden sag ved siden af, som han vil kalde afpresningssagen. Forurettede i den anden sag havde hans klient anmeldt for afpresning. Politiet startede herefter en sag op. Der var ikke på det tidspunkt sket afhøring i den anden sag. Han havde tavshedspligt. Han kunne ikke sige til journalisten, at journalisten var på dybt vand, fordi der kørte en afpresningssag ved siden af. Han kunne ikke begynde at oplyse om, at der kørte en anden sag, idet det ville ødelægge politiets efterforskning. Han anmeldte en person på vegne af Forurettede, da personen havde afpresset Forurettede for nogle relativt store beløb. Den sag var ikke afgjort endnu, idet den afventede Forurettedes sag i landsretten. Den ene var veninde med forurettede i den sag, som journalisten skrev om.
Han er ikke anklager, men han kunne se, at anklageskriftet var forkert udfor-met. Det viste sig også, at anklageskriftet blev lavet om 2-3 dage forinden sa-gen skulle i retten, således at de rette ting kom med i anklageskriftet. Det med seksuelt misbrug havde intet med sagen at gøre, hvorfor anklageren havde lavet en fejl. Det refererede journalisten. Han kunne ikke sige til jour-nalisten, at der var lavet en fejl. På det tidspunkt var anklageskriftet trukket
tilbage. Det var derfor, at han fornemmede, at der var en journalist, som var på dybt vand. Han ville hjælpe ham, men han måtte ikke på baggrund af tavs-hedspligt og alt muligt andet. Der var navneforbud. Det vidste journalisten også.
Den måde, artiklen var skrevet på, gjorde det nemt at genkende hans klient. Det fik han bekræftet på flere måder. Han havde en god ven i byen. Dette var ejendomsmægler Person 2. Person 2 spurgte ham, om han kendte til sagen. Hertil svarede han lidt. Han ville ikke tale om den konkrete sag. Person 2 sagde, at det måtte være Forurettede. Det kunne Person 2 læse ud af artiklen. Det bekræftede hans antagelse om, at man kunne genkende ved-kommende i artiklen. De var gået for langt i forhold til navneforbuddet. Af artiklen fremgik alderen, og at det var i Forvaltning. Allerede der var den hjemme. Han kunne efterfølgende se, at hans klients venner på Facebook droppede fra hele tiden. Dette gav ham ligeledes ret i hans antagelse om, at det ikke var godt i forhold til navneforbuddet. Hans klient følte sig genkendt. De fleste er ikke vant til, at Facebookvennerne smutter fra den ene dag til den anden. Efter artiklen sejlede Forurettedes venner væk på Facebook. De gik ikke direkte hen og spurgte dem, hvorfor de var slettet som ven på Facebook, men de havde den antagelse, at det var på grund af artiklen.
Ejendomsmægleren var ikke tæt på Forurettede på nogen måde. Ejendoms-mægleren sagde, at det da måtte være Forurettede. Det var den konkrete arti-kel, som ejendomsmægleren refererede til.
Han er pensioneret advokat. Han var beneficeret forsvarsadvokat ved retten i 27 år. Han har ofte nedlagt påstand om navneforbud. Hensynen bag forbud-det er, at udgangspunktet er, at en person er uskyldig, indtil retten er kom-met frem til det modsatte. Navneforbuddet varer indtil, der er afsagt dom i sagen. Navneforbuddet er til for ikke at få sværtet nogen til, herunder ved-kommendes familie, og for at man ikke dømmes, før der er afsagt dom i sa-gen. Det er den eneste politianmeldelse, som han har indgivet i hele sit liv. Han havde en del korrespondance med chefredaktøren Vidne 2, fordi han syntes, at sagen skulle løses i mindelighed. Han mener ikke, at man skulle løse sager i retten. Han har respekt for dommere og anklagere, men det var for at få det afsluttet i mindelighed. Dette synes han også, at denne sag skulle have været. Han har sin klients ord for, at der ikke skulle gøres mere ved det. Han ville gerne have haft artiklen væk. Det mente han ikke, der ville ske noget ved. De havde en længere korrespondance omkring dette. Det var ikke meningen, at journalisten skulle komme i denne situation, fordi journalisten ikke havde de oplysninger, som han havde.
Baggrunden for anmeldelsen var, at korrespondancen blev trukket så langt ud, ligesom han mødte en form for arrogance fra chefredaktøren. De droppe-de ikke artiklen. Hans klient mente ikke, at det var i orden. De skred derfor til det alvorlige skridt at anmelde det.
Adspurgt af forsvareren og forevist korrespondance, fil 1, side 35, var for-skellen på anvendelsen af "52-årige" og "middelaldrende", at man med "middelaldrende" giver oplysninger, som ikke er helt præcise, så man ikke overtræder et navneforbud. Når man oplyser en alder, så er man på tynd is. I et lille lokalsamfund er man ved angivelse alder gået for langt. Man kunne sagtens identificere Forurettede ved at skrive 52-årig i Lolland Kommune i en bestemt afdeling. I et lokalsamfund, hvor man kender hinan-den, skal der ikke meget til, før man kan lægge to og to sammen, hvilket og-så skete. Hans klient havde ikke interesse i at få det frem, navnlig ikke når der stod seksuelt misbrug, hvilket sagen ikke omhandlede. Dette blev tilrettet af anklagemyndigheden. Derfor gik hans klient lidt mere stille med dørerne. Havde det været en bøde for at køre for stærkt, så kunne man måske godt finde på at fortælle gutterne på arbejdspladsen det, men en sag vedørende seksuelt misbrug holdt hans klient meget tæt. Det omhandlede også hans ar-bejde og arbejdsplads, idet klienten risikerede fyring, såfremt det kom frem. Derfor var der ikke noget, som gik fra mund til mund i denne sag.
Han kan med 99,9 % sikkerhed udelukke, at ejendomsmægleren havde hørt om sagen via lokalsamfundet. Han færdes selv i lokalsamfundet, herunder ved at dyrke meget sport og komme meget ud. Han hørte, hvad der blev snakket om. Han gjorde selv en dyd af at holde sig udenfor for at passe sin tavshedspligt. Der var ikke i almindelighed nogen i lokalsamfundet, som talte om sagen.
Man kunne ud fra oplysningen om, at der var tale om en tidligere ansat i Forvaltning, identificere Forurettede. Han mødte på et tidspunkt en per-son, hvis navn han ikke har, som lige præcist fremhævede, at manden var tid-ligere ansat, hvilket fik vedkommende til lige præcis at pege på, at det var Forurettede. Dette var endnu et eksempel, men han husker ikke navn eller nummer. At der fremgår "tidligere ansat" skærer feltet ned til næsten ingen.
Forevist politianmeldelsen, fil 1, side 14, forklarede han, at var det længere end fem dages tidsspænd fra den indledende henvendelse til mediet og politi-anmeldelsen. Der var en relativt lang periode forinden politianmeldelsen. Han kan ikke sætte datoer på.
Forevist politianmeldelsen, fil 1, side 15, 5. afsnit, forklarede han, at han har svært ved at huske, om antallet af venner, som faldt fra på Facebook, var et referat af det, som hans klient sagde til ham, eller om det var hans egen ople-velse. Han var selv inde og se, at antallet af venner faldt. Det er så lang tid si-den, så han kan ikke komme det meget nærmere. Med "viralt" mente han de 7 delinger og 10 kommentarer. Der var rigtig modbydelige kommentarer, som ikke havde noget med sagen at gøre, idet en misforståelse kun blev end-nu større, når den kommer videre.
Vidnet Forurettede har forklaret, at han læste artiklen. Han hus-ker ikke nøjagtigt, hvornår han læste den. Det var et par dage efter, han be-
gyndte at fornemme, at der skete et eller andet. Han husker ikke, hvem nø-jagtigt det var, der gjorde ham opmærksom på artiklen, men der kom pludse-lig nogle spørgsmål fra nogle ansatte i vikarbureauet. Han blev opmærksom på, at BT bragte en artikel, hvori der stod, at man valgte ikke at nævne kom-munens navn for ikke at komme i konflikt med navneforbuddet. Han så he-refter Dagblad, hvor historien var meget afvigende fra, hvad der var sket. Han kunne ikke forstå, at de havde læst anklageskriftet på den måde, som de havde. Hans hjerte sprang et slag over, da han så, at man havde inter-viewet hans leder. Der var han klar over, at hele Lolland-Falster og Sydsjæl-land vidste, at det var ham, som det omhandlede.
Han anmodede selv forsvareren om at nedlægge navneforbud. Det gjorde han, da han ikke havde gjort det, som sagen handlede om, ligesom sagen var så følsom, som den var. Derudover havde det med at sprede sig hurtigt, når først det kom ud. Det var voldsomt stigmatiserende at have sådan en sag hængende over hovedet. Folk læste medierne og anede ikke noget om, hvad der lå til baggrund for sagen. Det betød derfor meget, at der blev nedlagt navneforbud. Derudover var han direktør for et vikarbureau med over 200 ansatte. Den stilling ophørte i forbindelse med sagen for at beskytte firmaet. Hvis det pludselig kom ud, at det var direktøren, havde det vidtgående kon-sekvenser. Derfor var et navneforbud tvingende nødvendigt. Det var det også i forhold til hans privatliv og familie. Han havde en kone, som også ville blive påvirket af det. Derfor bad han advokaten om at nedlægge navneforbud.
Han har selv arbejdet som journalist og været medlem af Dansk Journalist-forbund. Han kender derfor til, hvordan det foregår. Da han så artiklen, sprang hans hjerte et slag over. At der blev givet så mange oplysninger om ham, herunder hans nøjagtige alder, hvem hans nærmeste havde været i kom-munen osv., så tænkte han, at det var langt ude. Han bad derfor advokaten om at foretage en anmeldelse.
Ud af de 300 medarbejdere, som arbejdede i Afdeling kan han kun komme i tanke om sig selv, som var 52 år, og som havde været i kommunen i en årrække. Der var måske 2 eller 3 andre ansatte, men ingen af dem var stoppet. Der var ingen tvivl hos en stor del af befolkningen på Lolland om, hvem det omhandlede. Han havde 980 venner på Facebook, og der forsvandt et sted mellem 50 og 100 venner over en periode på 14 da-ge. Da han begyndte at møde folk, og de blev mindet om, at han eksisterede, så kunne han se, at han blev slettet som ven på Facebook. Nogle af dem var folk, som han havde kendt i mange år, og som han af uforståelige årsager ik-ke talte med mere. Det skal også nævnes, at nogle af familierne, som han havde haft gennem Lolland Kommune, og som var fuldstændig klar over, at det omhandlede ham, var han stadig venner med på Facebook. De kendte ham, som den han var.
Det gik rigtig stærkt med at miste venner på Facebook, da Dagblad lag-de artiklen op på deres Facebookprofil. Kommentarsporet begyndte også.
Det pirrede folks nysgerrighed, at de vidste, hvilken kommune det var. De skrev sådan noget som "hvem er det svin, det handler om " og "send mig pb, så får du navn og adresse " i kommentarsporet på Facebook. Folk, der gav udtryk for, at de ville sende hans navn og adresse, var ikke folk, som han kendte. Der var ikke trusler eller noget, men det var voldsomt, og der var mange, der forsvandt.
Han blev ubehageligt til mode. Ved sociale arrangementer gik han hele tiden med følelesen af, at folk vidste, at det var ham. Han begyndte at høre, at folk talte om ham. Kollegaer kom og sagde, at sagen var det store samtaleemne nede på den lokale, ligesom de vidste, at det var ham, som det omhandlede. Det påvirkede ham rigtig meget, herunder også i forhold til hans kone. Det var ubehageligt pludselig at blive til genstand for interesse, især henset til at han nægter sig skyldig i den anden sag. Han havde ikke gjort det, som den anden sag omhandlede, og så det var rigtig ubehageligt at blive hængt ud for det på den måde. Han ville gerne have været foruden, at man tog alle detal-jerne med. Hans ekskone, som han har barn med, genkendte ham ud fra ar-tiklen. Hun sagde direkte, at hun læste artiklen i Dagblad og vidste med det samme, at det var ham, hvorfor hun forlangte fuld forældremyndighed. Det kastede en masse af sig, at det stod på den pågældende måde i artiklen. Hans ekskone havde aldrig fundet ud af det, hvis ikke det havde stået på den måde. Han var aldrig havnet i en konflikt omkring forældremyndighed over hans søn.
Dagblad blev grebet af en form for blodrus. Han fik medhold i klagen til Pressenævnet. Hele opbygningen af historien og alt omkring historien gik galt. De begyndte at interviewe folk, men uden at forsøge at få en kommen-tar fra ham, således at nogen af fejlene kunne være blevet rettet. Derudover forsøgte journalisten ikke at tage fat i forsvareren for at få rettet nogle af de fejl, som var en følge af, at vedkommende havde mistolket anklageskriftet. Derudover var der efter hans overbevisning givet oplysnigner, som lå mile-vidt udover, hvad man må i henhold til et navneforbud. Han havde derudover læst, at de store landsdækkende aviser skrev, at de ikke ville nævne, hvilken kommune det omhandlede, fordi de ikke ville i konflikt med navneforbuddet. Han kunne derfor ikke forstå, at Dagblad havde taget alle detaljerne med. Dagblad havde til Pressenævnet sagt, at de blot havde viderebragt, hvad de havde fået fra anklagemyndigheden. Det var ikke det eneste, som de viderebragte, idet de ligeledes interviewede folk. De viderebragte oplysnin-ger, som lå langt ud over anklageskriftet. Dette gav Pressenævnet fuldt med-hold i. Dagblad måtte bringe en berigtigelse og gøre den ikke søgbar, men det ændrede ikke ved, at navneforbuddet var overtrådt. Udover at histo-rien blev forkert bragt, så blev der nævnt så meget omkring ham, så han fø-ler, at han går rundt med et stort skilt i panden, så folk ved, hvem han er.
Adspurgt af forsvareren faldt der dom i sagen ved byretten. Sagen er anket til landsretten, og i den forbindelse er der kommet en masse nye oplysninger frem, som anklagemyndigheden har fremsendt til hans forsvar, således at sa-
gen kommer til at se helt anderledes ud i landsretten. Udfaldet i sagen ved byretten endte med 4 måneders ubetinget fængsel.
Vidne 2 har forklaret, at han er avisredaktør på Dagblad. Indtil december sidste år var han ansvarshavende che-fredaktør. Han var ansvarshavende på tidspunktet, hvor de pågældende artik-ler blev trykt. Han er uddannet journalist. Han blev uddannet i 1998.
Dagblad er et frit og uafhængigt lokalmedie, som i 150 år har bedrevet kritisk, konstruktiv og troværdig journalistik for borgerne på Lolland og Falster. På den måde løser Dagblad en vigtig samfundsmæs-sig og demokratisk rolle i deres lokalsamfund. Det er en vigtig opgave for dem at være en kritisk vagthund over for magten og myndighederne, samt de beslutninger, der bliver taget. Dett tager de meget seriøst. De bringer en lang række forskellige artikler. De er et spejl på livet, som det leves på Lolland og Falster i alle dets facetter. De skriver om stort set alt, herunder retssager og kriminalitet. Dette er en del af samfundet, hvorfor de også dækker dette. De tager det meget seriøst, at man ikke skal krænke et navneforbud. Det for-holdt de sig meget til.
Han læste langt det meste af det stof, som de publicerede, inden de publice-rede det. Det gjaldt også deres retsstof, herunder når der var nedlagt navne-forbud. Han forholdt sig til, om han mente, at de var inde for skiven i forhold til det navneforbud, som var nedlagt. Den ansvarshavende chefredaktør har som udgangspunkt ansvar for alt det indhold, som de publicerede i alle deres medier. Derudover har han redigeringsretten i deres stof således, at han for-holder sig til det og redigerer det. Det gjorde han oftest i dialog med de jour-nalister, som havde skrevet artiklerne. Han læste det igennem med uafhængi-ge briller, herunder hvordan man som læser kan læse en historie, og hvilke oplevelser som man kan blive efterladt med. Han gav mod- og medspil til jo-urnalisten, der skrev artiklen.
Denne artikel var relevant at bringe, idet artiklen omhandler nogle ret alvorli-ge paragraffer og anklager. Det var i hans verden naturligt, at de, som frit og uafhængigt medie, fortalte offentligheden om sådan en historie. Det havde en betydning, at der var tale om en myndighed. Han har aldrig været i tvivl om, at denne hiostorie var vigtig at fortælle. Han mener ikke, at navneforbuddet er overtrådt, idet man ikke kunne identificere den pågældende ud fra de op-lysninger, som stod i artiklen. Det er en vigtig opgave for dem at give kor-rekt og præcis information til offentligheden. Sådanne oplysninger er væsent-lige at få med, så offentligheden kunne få et så retvisende billede af sagen som overhovedet muligt. Det var derfor relevant at give de pågældende op-lysninger.
Det fremgik af artiklen, at en sektorchef blev kontaktet. De vurderede, at det var en vigtig oplysning at fortælle offentligheden, hvorvidt den pågældende stadig var ansat i kommunen og stadig varetog den funktion, som pågælden-
de gjorde, da vedkommende blev tiltalt. De kontaktede derfor kommunen, som var part i sagen, for at få deres vurdering af sagen.
Han var ikke bekendt med de andre mediers version, forinden de publicerede deres egen version. Han forholdt sig derfor ikke til, hvad andre havde skrevet omkring sagen. Som et lokalt medie arbejder de ud fra præmissen om, at de udkommer i et afgrænset geografisk område. Deres læsere ved, at 99,9 % af det, som de skriver om, er i lokalområdet. Derfor skrev de også de oplysnin-ger, som de kunne uden at krænke navneforbuddet. I den konkrete sag ville det ikke have givet mening ikke at skrive, at det var Lolland Kommune, som det var foregået i. Det ville ikke give mening, at skrive en kommune på Lol-land. De skulle give læserne så præcis information, som overhovedet muligt.
Som udgangspunkt så sletter de ikke artikler, som de har skrevet. Der kunne dog være helt specifikke forhold. Deres artikler betragter de faktisk som hi-storiske. De sletter dem ikke bare, fordi nogle mener, at de skal gøre det. Det er rigtigt, at han var blevet kontaktet i den pågældende sag. Der er forskelli-ge grader af, hvordan man kan håndtere en sag. I dette tilfælde valgte de at afindeksere artiklen på deres hjemmeside, så man ikke kunne søge den frem. De slettede den ikke. Den ligger stadig derinde. De afindekserede artiklen, fordi sagen kørte i tre år, i respekt for sagen og for dermed at udvise hensyn til Vidne 1 og hans klient. Han mener stadig, at de handlede fuld-stændig korrekt.
Han husker én gang i de 11 år, hvor han havde ansvaret, at et navneforbud blev overtrådt. Den sag kan på ingen måde sammenlignes med denne sag. Det er efterhånden mange år siden, men de havde bragt et billede af gernings-stedet, som senere viste sig også at være bopæl for gerningspersonen. De bragte billedet, fordi politiet efterflyste vidner. Det gav derfor god mening at fortælle, hvor gerningen var sket. Det var en drabssag. Det var et beklageligt uheld. Det er derfor kun sket én gang, at de havde overtrådt et navneforbud.
I forhold til deres virksomhed, medier generelt og i særdeleshed lokale medi-er vil en domfældelse i denne sag være et alvorligt indgreb i deres måde at bedrive troværdig journalistik, hvis ikke de kan bibringe offentligheden så-danne oplysninger, som er gjort i denne artikel. Det er helt afgørende for, at offentligheden får helt korrekt og præcis information. Det vil derfor være et indgreb i den frie presses mulighed for at arbjede, og i særdeleshed i lokale medier som deres.
