Dom
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 9. oktober 2025 af Østre Landsrets 1. afdeling
(landsdommerne Kim Holst, Lise Troelsen og Anne Ruberg-Wurms (kst.) med nævninger).
1. afd. nr. S-891-24:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1956))
(advokat Kenn Regner Jørgensen, beskikket)
Dom afsagt af Retten i Glostrup den 11. marts 2024 (S35-5935/2023) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har i forhold 1 endeligt påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, herunder at de første to-tre knivstik er straffri efter straffelo-vens § 13, stk. 2, og at tiltalte havde forsæt i form af sandsynlighedsforsæt. Anklagemyn-digheden har i forhold 2 påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet. An-klagemyndigheden har i relation til sanktionsspørgsmålet endeligt påstået stadfæstelse.
Forurettede 2 har gentaget sin påstand om godtgørelse for tort med 30.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26 med tillæg af rente efter erstatningsansvarslovens § 16 fra den 29. februar 2024.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten. Tiltalte har endvidere bestridt kravets størrelse for det tilfælde, at tiltalte som ved byrettens dom frifindes for overtrædelse af straffelovens §
- 2 -
216, stk. 1, jf. § 225, men dømmes for overtrædelse af straffelovens § 232, idet der i så fald ikke er grundlag for at tilkende godtgørelse.
Boet efter Erstatningssøgende har for landsretten gentaget Erstatningssøgendes påstand om godtgørelse til efterladte på 100.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26 a samt erstat-ning på 9.532 kr. for begravelsesudgifter med fradrag af begravelseshjælp med tillæg af renter i medfør af erstatningsansvarslovens § 15 fra den 20. marts 2024.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten. Tiltalte har endvidere bestridt kravets størrelse i relation til tortgodtgørelsen, for så vidt retten måtte nå frem til, at der ikke foreligger for-mildende omstændigheder eller egen skyld hos Forurettede 1.
Forklaringer
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede 2 (forklaringen vedrørende forhold 2 er afgivet for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 1), politiassistent Vidne 2, Vidne 3, overlæge Vidne 4 og Vidne 1.
Den for byretten af vidnet overlæge Vidne 5 afgivne forklaring er dokumen-teret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han havde et intimt forhold til Forurettede 2, som han på daværende tidspunkt havde kendt i næsten to måneder. Han mødte hende første gang på Værtshus 1. Derefter så han hende hver dag i et par dage, hvor hun sov hos ham flere gange. De sås herefter på Værtshus 1 og derpå igen nogle gange, før de på ny sås den om-handlede aften. De var intimt sammen tre-fire gange før den aften. Han ved ikke, om han skal beskrive Forurettede 2 som en elsker eller kæreste. Han vidste, at Forurettede 2 havde en kæreste. Han ved ikke, hvorfor Forurettede 2 for byretten forklarede, at de ikke havde et intimt forhold, men det skyldtes måske, at hun havde en kæreste. Forurettede 2 havde fortalt ham, at hendes kæreste skulle flytte.
Han kendte Vidne 1's far og derigennem Vidne 1, som også kom på Værtshus 1. Han havde på daværende tidspunkt kendt Vidne 1 i ca. 3,5 år.
- 3 -
Han arbejdede tidligere som buschauffør, og han kendte derigennem Forurettede 1, som nogle gange havde været passager i bussen. Det var helt tilbage til 2016. De sidste par gange havde han mødt Forurettede 1 på Værtshus 1.
Om morgenen den 26. november 2022 var de alle påvirkede. Han talte med de andre om, at de skulle gå, men de andre ville købe øl. Forurettede 2 syntes også, at de skulle gå. Mens de andre var ude for at købe øl, rejste Forurettede 2 sig og lagde sig på sofaen. Hun lå på siden. Han gik hen til hende efter fem-syv sekunder og sagde, at hun ikke skulle sove, men gå hjem. Han kys-sede hende på halsen, og hun sagde til ham, at han skulle sige til de andre, at de skulle gå. Hun blev liggende og grinede. Han kyssede hende derefter på hoften og sagde, at hun skul-le stå op. Han trak hendes bukser ned og tog sin arm ind ved hendes ben, mens han spurg-te, om ”hun skulle have noget massage på benene, for at hun kunne stå op” . Han ville al-drig have taget sin hånd derind, hvis de ikke havde haft et intimt forhold.
Mens han stod ved Forurettede 2, opdagede han, at Vidne 1 optog video af dem. Forurettede 2 rejste sig et split-sekund og spurgte Vidne 1, hvorfor han optog. Vidne 1 sagde til Forurettede 2, at det var for sjov, og at han nok skulle slette det. Når Vidne 1 høres sige ”kom herover” på videoen, handlede det om, at Vidne 1 syntes, at de skulle komme over til bordet. Forurettede 2 satte sig over til bordet, og Forurettede 1 og Vidne 3 kom tilbage med øl.
Der skete ikke noget, før Forurettede 1 på et tidspunkt i løbet af morgenen sagde til Vidne 1, at han skulle have den sidste pose kokain, og Vidne 1 sagde, at han ikke havde den. Forurettede 1 havde tre poser kokain med, og den sidste var blevet væk. Vidne 1 og Forurettede 1 skændtes om, hvor den sidste pose var. Forurettede 1 sad først på en stol og derefter på sofaen, mens der foregik en dis-kussion om kokainen. Tiltalte spurgte Forurettede 1, om han ikke selv havde posen. Lidt efter rej-ste Forurettede 1 sig og gav Forurettede 2 en lussing. Forurettede 1 sagde ikke noget, da han slog Forurettede 2. Forurettede 2 spurgte Forurettede 1, hvorfor han slog hende. Tiltalte bad derefter Forurettede 1 om at gå fra lejligheden. Han troede, at Forurettede 1 ville gå, men Forurettede 1 gik ud i køkkenet og kom to sekunder efter tilbage med en kniv og skar halsen over på Forurettede 2. Forurettede 2 sad på en stol, og tiltalte sad på det tidspunkt ca. en meter fra hende. Vidne 1 sagde ”hvad laver du, din idiot” til Forurettede 1, og Forurettede 1 sagde ”nu kommer jeg” . Derefter begyndte Vidne 1 og Forurettede 1 at slås. Forurettede 2 tog sig til halsen, og blod sprøjtede ud. Tiltalte gav Forurettede 2 et viskestykke, som lå på bordet, fordi noget tidligere var blevet spildt. Forurettede 2 skreg. Der gik ca. 25-30 sekunder, hvor Vidne 1 og Forurettede 1 sloges, mens han var ved Forurettede 2 med viskestykket. Han, som fortsat sad på en stol, rejste sig for at tage et nyt viskestykke i køkkenet.
- 4 -
Da han rejste sig op, var han fokuseret på at hente viskestykket, og han lagde ikke mærke til, om Forurettede 1 havde blod på sig. Forurettede 1 stak nu ud efter ham med kniven. Han trak sig tilba-ge, så Forurettede 1 ramte forbi. Han tog fat i Forurettede 1's arm for at få kniven fra ham. Forurettede 1 var ca. 20 år yngre og højere end ham, ligesom Forurettede 1 var tungere og meget stærkere end ham.
Forurettede 1 hev i armen med kniven, som han holdt fast i, og Forurettede 1 strejfede derved sig selv i hovedet med kniven. Han holdt stadig fast i Forurettede 1's arm for at få kniven fra ham og undgå at blive stukket. Vidne 1 stod lige foran Forurettede 1 og råbte ”stop stop” , da Forurettede 1 angreb tiltalte.
Han holdt først med den ene og så med den anden hånd fast i den hånd, som Forurettede 1 havde kniven i. Han tog fat i Forurettede 1's lillefinger, så det gjorde ondt, og Forurettede 1 slap derved kniven med de andre fingre, så han fik kniven fra ham. Han blev ikke stukket af Forurettede 1 med kni-ven, men Forurettede 1 slog ham tre-fire gange i hovedet og på kroppen, da han var ved at tage kniven fra Forurettede 1. Forurettede 1 slyngede ham rundt tre gange og ville ikke slippe ham, og han frygtede, at Forurettede 1 ville slå ham ihjel. Forurettede 1 havde fat i hans skulder. De tre gange, Forurettede 1 slyngede ham rundt, var efter, at han havde fået fat i kniven. Det var efter dette, at han stak Forurettede 1 to gange med kniven, fordi Forurettede 1 blev ved med at angribe ham. Forurettede 1 gik fuldstæn-dig amok, og han stak ham for at forsvare sig, da Forurettede 1 ellers havde slået ham ihjel. Han troede først, at han stak Forurettede 1 omkring skulderen, men det viste sig at være under armen. Imellem det første og andet stik drejede Forurettede 1 ham rundt endnu en gang og slyngede ham halvvejs ned. Han kom ned i knæ, men ikke helt ned at ligge. Han var nødt til at stikke Forurettede 1, fordi Forurettede 1 forsøgte at vælte ham ned. Da han kom op igen, slap han Forurettede 1's arm. Han stak begge gange Forurettede 1, fordi han ville have Forurettede 1 væk og var bange for ham. Han stak ikke Forurettede 1 mere end to gange.
Da han var på vej væk fra Forurettede 1, efter at have stukket ham, slog Forurettede 1 ham én gang med en metallysestage på armen, som han holdt op over hovedet, mens han var på vej væk fra Forurettede 1. Han fik et mærke på armen som følge af slaget med lysestagen.
Han gik derefter ud i køkkenet og lagde kniven fra sig. Da han gik væk fra Forurettede 1 for at lægge kniven fra sig, stod Forurettede 1 op.
Det var ikke korrekt, når det fremgår af ”Rapport Indledende afh. af Tiltalte” (bilag M-4-2-0-0), at han skulle have forklaret til politiet, at ”Herefter gik afhørte hen til Forurettede 1 for at få vristet kniven fra ham, og i selvforsvar holdt han fast i kniven, og fik stukket ham såle-des at han faldt ned på gulvet. Afhørte kan ikke huske hvor mange gange han fik ramt
- 5 -
Forurettede 1 med kniven, men forklarede at han blev stukket medens de begge havde kniven i hånden og kæmpede.”
Vidne 1 var lige ved siden af, da han sloges med Forurettede 1 om kniven. Han tænkte, at Vidne 1 ville smide Forurettede 1 ud, og at han ikke skulle forsvare sig igen, hvorfor han godt kunne lægge kniven. Vidne 1 og Vidne 3 havde overtaget og kunne smide Forurettede 1 ud.
Han tog et viskestykke i køkkenet og gik ind i stuen til Forurettede 2, der var faldet ned af stolen. Han troede, at hun var død, og han samlede hende op fra gulvet. Hun trak ikke vejret og var blå og slap. Vidne 1, Vidne 3 og Forurettede 1 var alle ude i entréen. Han så Vidne 1 slås med Forurettede 1 ude i entréen. Han så ikke Vidne 3 slås med Forurettede 1. Lidt efter kom Vidne 1 fra entréen og gik ud i køkkenet.
Han råbte flere gange til Vidne 1, at han skulle ringe efter en ambulance til Forurettede 2. Vidne 1 sag-de, at han nok skulle ringe, og gik ud i entréen igen.
Han holdt Forurettede 2 oppe og troede, at hun var død. Politiet ankom.
Han så ikke Forurettede 1 stikke sig selv mere end den ene gang, hvor Forurettede 1 ramte sig selv i hove-det med kniven. Han så heller ikke andre stikke Forurettede 1, men han havde ryggen mod Forurettede 1, mens han holdt ved Forurettede 2, der var livløs.
Det var Forurettede 1, Vidne 1 og Forurettede 2, som man kunne høre sige noget på det første opkald til alarmcentralen. Opkaldet lå forud for, at Forurettede 1 blev stukket.
Det var Vidne 1, som man kunne høre sige ”stop” flere gange under det andet opkald til alarmcentralen. Vidne 1 sagde ”stop” , fordi tiltalte og Forurettede 1 sloges. Det var under det andet opkald, at han stak Forurettede 1 to gange med kniven. Efter at have stukket Forurettede 1 de to gange, lagde han kniven fra sig.
Forurettede 1 og Vidne 1 kom i tumult og endte ude i entréen, mens han fokuserede på Forurettede 2. Han hørte ikke, at Forurettede 2 sagde ”hvad sker der for jer mand” , men hun må have sagt det, fordi hun så Vidne 1 og Forurettede 1 ende ude i entréen.
Da Vidne 1 tredje gang ringede til alarmcentralen, var tiltalte hos Forurettede 2. Han havde ingen for-nemmelse af, hvor lang tid, der var gået, siden Forurettede 2 blev skåret i halsen. Forurettede 2 blev ved med
- 6 -
at bløde, og han var i panik og tænkte, at hun var død. Han vidste ikke, at Forurettede 1 lå ned på det tidspunkt. Inde fra stuen så han, at der var nogle gummisko ved døren til entréen. Han råbte til Forurettede 1, men fik ikke noget svar.
Politiet kom til stede og trak Forurettede 1 ud i opgangen.
Da han første gang talte med politiet, spurgte politiet ham, om han stak Forurettede 1 én gang, og det sagde han ja til. Politiet spurgte først senere, om han havde stukket Forurettede 1 flere gange.
Han var ikke vred på Forurettede 1, men han tænkte på, hvorfor Forurettede 1 havde gjort sådan mod Forurettede 2. Det var nok det med, at Forurettede 1 måske troede, at Forurettede 2 havde taget kokainen, som startede det hele. Han sagde kun til Forurettede 1, at Forurettede 1 skulle forlade lejligheden.
Forurettede 2 har vedrørende forhold 1 supplerende forklaret blandt andet, at den omhandlede dag var første gang, hun mødte Vidne 1 og Forurettede 1.
Hun talte ikke rigtig med Forurettede 1 i løbet af aftenen. Forurettede 1 gik meget rundt i lejligheden, mens de andre sad og var mere sociale. Hvis hun talte med Forurettede 1, så var det blot, hvor de lavede noget fis eller lignende. Man kunne bare mærke, at der var noget galt med Forurettede 1, der gik rundt og var lidt underlig. Hun husker ikke, at nogen skulle være begyndt at skæn-des forud for den omhandlede episode. Forurettede 1 kunne ikke finde sine poser med kokain. Hun kan ikke huske, om han spurgte nogen, om de havde taget poserne med kokain.
Som hun husker det, stod Forurettede 1 på et tidspunkt ude i køkkenet. Hun sad på en stol eller stod op med ryggen mod væggen og front mod køkkenet. Forurettede 1 gik ind i stuen og højre rundt om bordet. Hun så, at han havde noget bag ryggen. Han kom hen til hendes venstre side, trak i hendes hår, så hun fik hovedet lidt bagud, og skar hende herefter i halsen. Hun huskede ikke, hvilken hånd han havde kniven i, men hun troede, at det var venstre hånd. Da Forurettede 1 skar hende, stod eller sad tiltalte på hendes anden side, og hun og tiltalte talte sammen.
Forurettede 1 gik ud i køkkenet efter at have skåret hende i halsen. Han stod der bare og var ikke sig selv. Forurettede 1 så ud som om, at der ikke rigtig var nogen kontakt. Der var ikke andre ude i køkkenet på det tidspunkt. Tiltalte blev chokeret over, at Forurettede 1 skar hende. Tiltalte sagde ”kan du komme ud” og gik ud mod Forurettede 1. Tiltalte og Forurettede 1 stod begge ude i det lille køk-
- 7 -
ken. Hun kunne se kniven, som Forurettede 1 stod med. Tiltalte ville have Forurettede 1 ud af lejligheden, og hun så, at tiltalte og Forurettede 1 tumlede rundt. Hun var i chok og husker det kun i glimt.
Hun så, at tiltalte forsøgte at tage kniven fra Forurettede 1 ude i køkkenet, men hun husker ikke, om det lykkedes. Hun husker ikke, om tiltalte holdt fast i Forurettede 1's arm. Hun så ikke, om Forurettede 1 stak ud efter tiltalte med kniven. Hun besvimede på et tidspunkt og huskede end ik-ke, at hun blev hentet af ambulancen.
Hun husker det fortsat som gengivet i byrettens dom sådan, at ”tiltalte havde fat i Forurettede 1 for at føre ham ud fra lejligheden. Da hun så det, var de i køkkenet. Hun så ikke så meget af, hvad der skete, da tiltalte og Forurettede 1 kom hen mod gangen.” Mens dette skete, blev der ka-stet nogle viskestykker hen til hende. Hun ved ikke, hvem der kastede viskestykkerne til hende. Viskestykkerne blev kastet ude fra køkkenet eller lignende. Hun tror ikke, at hun selv satte viskestykkerne på halsen, men det kunne godt være, at hun selv holdt viskestyk-kerne. Hun husker, at der var en person, som holdt viskestykker på hendes hals. Vidne 1 hjalp hende og ringede efter ambulancen to gange.
Hun så ikke Forurettede 1 være i slåskamp med andre end tiltalte, efter hun blev skåret i halsen. Hun så heller ikke, om tiltalte blev slået af Forurettede 1 i tumulten, herunder så hun ikke Forurettede 1 slå tiltalte med en lysestage.
Pludselig lå Forurettede 1 ned. Det skete meget hurtigt, i forbindelse med at tiltalte og Forurettede 1 tum-lede ud til gangen, og derefter begge faldt ned på gulvet. Hun husker ikke denne del af forløbet med sikkerhed, herunder ikke om det var tiltalte eller Forurettede 1, der lå øverst ude i gangen. Hun husker ikke, at tiltalte kom hen til hende, efter at Forurettede 1 lå ned ude i gangen. Nogen holdt et viskestykke mod hendes hals, men hun ved ikke, om det var tiltalte eller Vidne 1, der holdt viskestykket.
Hun så ikke andre end tiltalte være i tumult med Forurettede 1. Fra dér hvor hun sad, kunne hun se lidt af det, der skete ude i gangen, men ikke hele gangen. Hun så kun, at tiltalte og Forurettede 1 tumlede rundt ude i gangen. Hun kan huske, at Vidne 1 ringede til ambulancen. I de glimt, som hun kan huske, var Vidne 1 i stuen. Hun kan ikke huske, om Vidne 1 på noget tidspunkt var ude i gangen.
Som hun forklarede for byretten, virkede Forurettede 1 som om, at han var ”på et eller andet psy-kotrip eller noget” eller ”som i en psykose” . Hun havde før oplevet folk, der havde en psy-
- 8 -
kose, idet hun havde været i praktik på en lukket afdeling. Det var måden, som Forurettede 1 afveg på, der gjorde, at hun tænkte, at han havde en psykose. Det kom til udtryk i hans adfærd ved den måde, hvorpå han ikke var social, den måde, hvorpå han ledte efter poserne med kokain, og at han stod og kiggede som om, at han ikke rigtig var til stede. Forurettede 1 råbte ikke eller lignende.
Det er som forklaret for byretten fortsat hendes opfattelse, at ”hvis tiltalte ikke havde prø-vet at få Forurettede 1 ud af lejligheden … at Forurettede 1 så måske kunne have prøvet at stikke nogle flere ned” . Det var noget, som hun tænkte sig til kunne ske.
Vidnet har – for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 1 – om forhold 2 forklaret, at
Vidnet politiassistent Vidne 2 har supplerende forklaret blandt andet, at han sammen med en kollega var den første vogn, som ankom til gerningsstedet. Uden for døren mødte de en mand, som var ophidset, og som sagde, at de skulle skynde sig op i lejligheden. Manden virkede ikke ked af det, idet han ikke græd eller lignende, men manden virkede rystet, som om han havde oplevet noget vildt. Han var bekymret for, om manden ville løbe væk fra stedet, da de skulle sikre vedkommendes tilstedeværelse og i det mindste afhøre ham som vidne. Han havde ikke en fornemmelse af, at manden var ved at flygte. Manden stod der for at tage imod politiet og guide dem hen til lejligheden, og manden forsøgte ikke at stikke af.
Han er i tvivl om, hvorvidt det var ham eller hans kollega, der først gik ind i lejligheden. Lige inden for døren lå i gangen ud for badeværelsesdøren en livløs mand. Længere inde i
- 9 -
lejlighedens stue var der en kvinde på en stol, og en mand stod ved siden af hende og holdt noget mod blødningen på hendes hals. Ved siden af de to personer i stuen var en mand, som var helt paralyseret og handlingslammet, og som bare stod og kiggede. Han husker ikke, om der var flere end de nævnte personer i lejligheden. Der var blod over det hele, hovedsageligt i entréen og stuen. Han gik ikke med det samme ud i køkkenet, men var der-ude senere i forløbet for at se, om der var flere personer i lejligheden.
Som det fremgår af foto nr. 6 i fotorapporten med ”O versigtsbilleder ” (bilag B-1-1-1-0) var der en blodplet det sted, hvor kvinden sad på en stol, da de kom ind i lejligheden. Det kun-ne sagtens være hendes blod.
Der kom flere patruljer, ambulancer og en lægebil til stede. De valgte at ”nødflytte ”kvin-den ved at løfte hende ud af lejligheden på den stol, hvorpå hun sad, for at påbegynde be-handling på stedet. Hun havde en massiv blødning, som krævede hurtig behandling, og det var mere hensigtsmæssigt at flytte hende, end at få hende op at stå eller ned at ligge. De var to, der løftede hende på stolen, mens en tredje holdt på blødningen.
Han ved ikke, hvor det viskestykke, som manden holdt mod kvindens hals, da de kom ind i lejligheden, blev af. Det røg sikkert med i ambulancen. Viskestykket var gennemvædet af blod, da hun blødte kraftigt. Han kan ikke huske, om han så andre viskestykker. Han så, at der var meget blod.
Lige da de kom ind i lejligheden, fik de hurtigt flyttet så mange personer som muligt uden-for. Han havde ikke noget at gøre med tiltalte igen, før de havde transporteret kvinden ned og kom tilbage til lejligheden. Tiltalte virkede skiftevis vred og ked af det, men ikke ag-gressiv.
Det er ham, der har skrevet rapporten benævnt ”Rapport 1. vogn” (bilag A-1-3-0-0). Som anført i rapporten var tiltalte ”tydeligt påvirket af situationen og skiftede mellem at være meget gal på Forurettede 1, over at han havde angrebet Forurettede 2 med en kniv og ked af det over, hvor-dan det skulle gå med Forurettede 2 og om hun ville overleve.”
Det er ”100 procent” vidnets opfattelse, at kvinden var i livsfare.
Vidne 3 har supplerende forklaret blandt andet, at han ikke kan huske mere, end da han afgav forklaring for byretten.
- 10 -
Han ved ikke, hvor mange personer der var i lejligheden. Det siger ham ikke noget, at der foruden ham og Forurettede 2 skulle have været tre mænd. Han husker det fortsat sådan, at ”de” prø-vede at få den person, som havde skåret Forurettede 2 i halsen, ud, og at der var ”flere om at prøve” herpå. Han og Forurettede 2 var ikke blandt de personer, som forsøgte at få personen ud. Han ved ikke, hvor mange der prøvede at få manden ud af lejligheden, eller hvem det var. Der var en form for tumult for at få manden ud af lejligheden.
Han og Forurettede 2 var gode venner. Han hjalp ikke Forurettede 2, da hun blev skåret i halsen, fordi han gik i chok. Han kan huske, at nogen gav nogle viskestykker til Forurettede 2's hals, men han husker ikke hvem. Han kan ikke huske, hvem der hjalp med at holde viskestykkerne på Forurettede 2's hals. Han sad ned inde i stuen, mens det skete.
På et tidspunkt gik han ud til manden, der havde skåret Forurettede 2, og som nu lå ned ude i gangen. Han kan ikke huske, hvorfor han gjorde det, men han lå og holdt mandens hoved. Manden blødte, men han kan ikke huske hvorfra.
Når vidnet han for byretten forklarede, at ”han endte med at stikke ham” , så henviser ”han” ikke til vidnet selv. Han kan ikke huske, hvem det var, der endte med at stikke den mand, som skar Forurettede 2 i halsen.
Vidnet overlæge Vidne 4 har supplerende forklaret blandt andet, at hun overværede obduktionen af Forurettede 1. Hun var supervisor og dermed den an-svarlige for obduktionen. Person 2 var den udførende læge.
Forurettede 1's stiksår var koncentreret på venstre side af brystet og på brystkas-sens venstre sideflade. Det var ikke muligt at fastslå, hvilke af stikkene i den gruppe der havde forårsaget skaderne på lunger og ribben. Det var ikke muligt at vurdere, om afdøde blev stukket af en eller flere personer.
Det er mindre sandsynligt, at afdødes skader var selvpåførte læsioner. Det er en forudsæt-ning for selvpåførte skader, at den pågældende kunne nå stedet, hvor skaderne påførtes. Er man højrehåndet, vil man typisk stikke sig i venstre side, men en venstrehåndet vil stikke sig i højre side. Hun ved ikke, om afdøde var højre- eller venstrehåndet.
- 11 -
Ud fra billedet af kniven i bilaget benævnt ”3D illustrationer ” til den supplerende erklæ-ring af 21. februar 2024 kan hun ikke vurdere, om blodet var på hele knivbladets længde, fordi kniven har været stukket så langt ind i afdødes krop, eller om blodet er løbet ned af den. Dette vil i stedet skulle vurderes af en kriminaltekniker. Retspatologisk afdeling mod-tog alene et billede af kniven. Der var ikke stik, som havde en dybde på omkring 20 cm. Ved en obduktion foretages en mere retvisende vurdering af stikdybden end ved visualise-ring i den angivne rapport, da man ved obduktionen forholder sig til, at personen var i en normalanatomisk position på tidspunktet for tilføjelsen af stikket. Retningen på stikkene vurderes ikke ud fra, hvilken position personen reelt stod i. CT-scanningen var mindre nøj-agtig på grund af risikoen for, at andre ting spillede ind på vurderingen af normalpositio-nen. Ved en obduktion kan man også bedre se, hvor en stiklæsion ender inde i kroppen. Dette er også forklaringen på, hvorfor hun for byretten forklarede, at dybden af stiksår nr. 5 ved obduktionen blev målt til 5 cm og dybden af stiksår nr. 12 til 4 cm, mens CT-scanningen viste en stikdybde på henholdsvis 9,7 cm og 9,1 cm. Det er ikke målfast, da der ved begge undersøgelsesformer kan være positionering af kroppen og en sammenpresning af vævet, som var anderledes, end på tidspunktet for stikket, og det var ved begge undersø-gelser ekstremt svært at se, hvor læsionerne stoppede.
Som forklaret for byretten var Forurettede 1 foruden stiklæsion nr. 5 og nr. 12 i hjertet ramt af et stik, som læderede lungepulsåren. Stikkene ville medføre, at der kom meget blod ud i kroppen. Der er forskel på faren ved stik i hjerte og lunge sammenlignet med stik i med tarmene. Det er hypotetisk, om afdøde ville have overlevet, hvis man tog disse tre stik ud af ligningen. Hun kan ikke sige, om det var disse tre stik, der medførte døden. Hun kan heller ikke sige, hvad der ville være sket, hvis man tog stiklæsion nr. 5 og nr. 12 ud af ligningen. Det var gruppen af stiklæsioner i området, som læderede hjerte og lunger, der førte til den store blødning og hermed døden. Gruppen bestod af stiklæsion nr. 5-7, 9-10 og 12-13. Tre af de fem læsioner – nr. 6, 7, 9, 10 og 13 – i venstre side ville have læderet lungens overlap, men det var ikke muligt at sige hvilke af de fem. Stiklæsion nr. 12 fortsatte ind i hjertet. Det må formodes, at afdøde alligevel ikke ville have overlevet, hvis han ikke var blevet påført stiklæsion nr. 5 og nr. 12, da et af de andre stik ramte lungen, og da der var en samlet gruppe af stik i lunge og hjerte, som førte til den store blødning. I rela-tion til forblødning går stik i hjertet dog hurtigere end stik i lungen. Et stik i lungen er også farligt, fordi luften går ud i lungehulen, som fyldes med luft og kan kollapse, således at der sker en påvirkning af hjertet og dermed kredsløbet.
- 12 -
Hun var med til at udarbejde skitserne af afdøde, der var vedlagt obduktionserklæringen. Skitserne angiver en cirkalokation for læsionerne. Læsion nr. 5 på forsiden af brystkassen gik ind og læderede lungen og videre ind i hjertet. Af skitsen, hvorpå afdøde ses fra sider-ne, fremgår, at stik nr. 12 var under armen. Læsion nr. 12 gik ind i hjertet.
Det er ikke muligt at sige, hvor længe en person, der blev tildelt et antal stik som Forurettede 1, ville kunne stå oprejst, da det afhænger af, hvor længe kroppens kredsløb opretholdes. Det er dog inden for en kortere tidsramme, at man ikke vil kunne forblive stående.
Blev Forurettede 1 tildelt de alvorlige stik i lunge og hjerte først i forløbet, ville det medføre en hurtigere påvirkning af bevidsthedsniveauet, end hvis disse stik lå sidst i forløbet. Det er subjektivt, om en person straks vil mærke at stukket af en kniv. Der er hi-storier om, at folk har kunnet løbe efter at være påført et stik i hjertet, og at folk ikke nød-vendigvis har mærket stikket, men blot bemærket, at de blødte.
Det har betydning for bevidsthedsniveauet, hvis man som afdøde var påvirket af euforise-rende stoffer og alkohol, men det er ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt det påvirker evnen til at kæmpe imod en anden person, idet folk reagerer forskelligt.
Vidne 1 har supplerende forklaret blandt andet, at han sad lige ved siden af tiltalte, mens han filmede, at tiltalte rørte ved Forurettede 2, og han er derfor sikker på, at tiltalte ikke havde sine fingre inde i Forurettede 2. Han så Forurettede 2's ansigt hele tiden, og hun var ”halvt om halvt” vågen. Han kan ikke huske, hvad Forurettede 2 sagde til tiltalte. Forurettede 2 sagde ikke noget til vidnet, men det kan godt være, at hun kiggede på ham. Han kan ikke sige, om Forurettede 2 så ham filme. Der var ikke noget i det.
Da de andre kom retur, sad de placeret som angivet på plantegningen af lejligheden og den håndtegnede skitse af personernes placeringer i stuen (bilag M-5-4-3-1,). De kan godt have bevæget sig nok som angivet af politiet på plantegningen
Forurettede 1 skar Forurettede 2 i halsen og stak derefter med kniven ud efter vidnet og tiltalte. Der var ikke skænderi eller lignende forud herfor. Vidnet tog fat i kniven og pressede til, så Forurettede 1 ikke skulle stikke dem. Forurettede 1 trak i kniven, så vidnet fik hånden skåret op. Vidnet var ikke oppe at slås med Forurettede 1 andet end dér, hvor vidnet som nævnt tog fat i kniven, og Forurettede 1 hev til-bage og stak ud.
- 13 -
Det er ikke korrekt, når det er gengivet i byrettens dom, at han skulle have forklaret, at Forurettede 1 efter at have stukket Forurettede 2 trak sig tilbage og derefter ikke lavede flere udfald. Forurettede 1 angreb, hvilket også fremgår af, at vidnet blev skåret i hånden.
På den af politiet udarbejdede plantegning over lejligheden var han placeret som angivet med blåt, nr. 1, hvorfra han gik hen til Forurettede 2. Han kan ikke huske, om tiltalte gik hen til Forurettede 2 før eller efter, at Forurettede 1 stak ud efter vidnet og tiltalte med kniven. Både vidnet og tiltalte holdt et viskestykke mod Forurettede 2's hals. Der lå tilfældigvis et viskestykke på bordet, fordi de havde leget quiz og haft et viskestykke på hovedet. Tiltalte rejste sig derefter op, og Forurettede 1 stak ud efter tiltalte. Tiltalte lagde viskestykket, som vidnet derefter tog. Mens vidnet holdt viskestykket mod Forurettede 2's hals, havde han ryggen halvt mod køkkenet. Han ved ikke, hvor Vidne 3 var på det tidspunkt.
Han kan ikke huske, om der gik 5, 10 eller 20 sekunder fra Forurettede 2 blev skåret til han lagde viskestykket mod Forurettede 2's hals. Der var ingen, der hjalp Forurettede 2 lige med det samme, da vidnet først blev angrebet af Forurettede 1 med kniven, mens han halvt sad ned og halvt stod op. I starten sad de alle ned, undtagen Forurettede 1.
Da han sad med viskestykket mod Forurettede 2's hals og ryggen halvt mod køkkenet, var tiltalte og Forurettede 1 bag ham. Han så, at Forurettede 1 angreb tiltalte, og derefter så han ikke så meget mere. Han ved ikke, om der var to knive, men det må der måske have været. Tiltalte blev angrebet først og forsøgte at forsvare sig, efter at Forurettede 1 umotiveret havde skåret halsen over på Forurettede 2. Ud ad øjenkrogen, mens han sad ved Forurettede 2, så han tiltalte stikke Forurettede 1 en-to gange. Der har så åbenbart været flere stik, som han ikke så, men Forurettede 1 var den angribende part, og det var selvforsvar fra tiltaltes side. Han ved ikke, om han på noget tidspunkt så Forurettede 1 stikke sig selv.
Han husker, således som angivet i afhøringsrapport af 8. december 2022 (bilag M-5-4-3-0), at have forklaret til politiet, at han ”så i hvert fald et stik eller to eller et eller andet” . Med ”et eller andet” mente han nok, at Forurettede 1 angreb tiltalte.
På tidspunktet for byrettens behandling af sagen havde han det meget dårligt, men han er nu kommet til at huske bedre på visse punkter.
- 14 -
Forurettede 1 var voldsom, og de frygtede for deres liv. Forurettede 1 var ikke sig selv, men i en grænse-psykose eller blodrus. Han havde ikke set Forurettede 1 sådan før, men vidste, at Forurettede 1 ved tidlige-re lejligheder havde været voldelig. Forurettede 1 havde en masse våben derhjemme. Der havde været en forudgående episode, hvor han blev nødt til at flygte fra Forurettede 1's lejlighed i en taxa, fordi Forurettede 1 var truende. Forurettede 1 havde ved en anden lejlighed også kastet en økse efter en person. Han ved ikke, hvorfor Forurettede 1 gjorde sådan noget, men det sagde åbenbart bare klik for Forurettede 1.
Han havde ved alle tre opkald til alarmcentralen sin telefon i hånden.
Det første alarmopkald var lige efter, at Forurettede 2 blev skåret i halsen, mens han stod med viske-stykket henne ved Forurettede 2. Han havde telefonen i højre hånd og viskestykket i venstre hånd. Det var efter, at Forurettede 1 havde angrebet ham og tiltalte ved at stikke ud efter dem, og efter at han var blevet skåret i hånden, da han forsøgte at tage kniven fra Forurettede 1. Mens han var i gang med dette første opkald, angreb Forurettede 1 tiltalte.
Under det næste opkald til alarmcentralen sagde han mange gange ”stop” , fordi Forurettede 1 an-greb tiltalte med en kniv. Han havde travlt med at tale med alarmcentralen og holde viske-stykket, og han var i chok. Det var nok en blanding af det hele, der gjorde, at han råbte ”stop” . Han kan ikke på optagelsen høre en mand, der siger ”aaaarh” . Der blev råbt og skreget en del i baggrunden, men han kan ikke sige, hvad det var. Han sagde ”Tiltalte, hvad laver du os mand” , da tiltalte stak Forurettede 1 en -to gange i selvforsvar efter at være blevet an-grebet af Forurettede 1.
Han har ikke set Forurettede 1 have en lysestage i hånden, men kun den store køkkenkniv. Han så ikke, hvor kniven blev af. Der kan sagtens have ligget en kniv ved siden af Forurettede 1, da Forurettede 1 lå ude i gangen. Vidnet holdt ikke en kniv den morgen i lejligheden, men han kan godt ved en tidligere lejlighed have holdt ved en af tiltaltes knive i forbindelse med, at han lavede mad hos tiltalte.
Da han foretog det tredje opkald til alarmcentralen, lå Forurettede 1 ned på gulvet. Forurettede 1 faldt om omkring tidspunktet for det tredje opkald og lå ned, da han ringede op tredje gang. Han gik lidt rundt i lejligheden med telefonen i hånden, mens han talte med alarmcentralen. Han ved ikke, om der var kontakt til Forurettede 1 på det tidspunkt. Han sagde nok Forurettede 1's navn, men kan ikke rigtig svare på, om Forurettede 1 reagerede.
- 15 -
Personlige oplysninger
Tiltalte er efter det oplyste ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Anklagemyndigheden har under hovedforhandlingen oplyst, at tiltalte har et gyldigt kroa-tisk pas.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret supplerende, at det er korrekt, at han er kroatisk statsborger, at han siden sagens behandling i byretten har fået et yderligere barne-barn, og at hans hustru nu er afgået ved døden.
Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skyldspørgsmålet
Af landsrettens kendelse af 6. oktober 2025 vedrørende skyldspørgsmålet fremgår:
”Forhold 1
Samtlige nævninger og dommere udtaler:
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at Forurettede 1 den 26. novem-ber 2022 omkring kl. 10.45 under ophold i tiltaltes lejlighed blev påført de 20 kniv-læsioner, der i obduktionserklæringen af 30. december 2022 og den supplerende ud-talelse af 21. februar 2024 er omtalt som læsion nr. 1-2, 4-20 og 26, hvoraf to læsio-ner er stik-/snitsår (nr. 1 og 2), 17 læsioner er stiksår (nr. 4-20), og én læsion er et snitsår (nr. 26). Af de i alt 16 stiksår på venstre side af brystet, på venstre side af brystkassen/bagtil på venstre side af bugen og i lænderyggen var 11 stiksår dybere end hud, underhud og bløddelsvæv (nr. 5-7, 9, 10, 12-15, 17 og 19).
Det må endvidere lægges til grund, at Forurettede 1 afgik ved døden i hvert fald som følge af de fem stiksår ud af de førnævnte 11 stiksår, som læderede venstre lungehule og/eller lunge (nr. 6, 7, 9, 10 og 13), og de to stiksår ud af de førnævnte 11 stiksår, som læderede hjertet/hjerteposen og venstre lungehule og/eller lunge (nr. 5 og 12).
For så vidt angår læsion nr. 1 og 2 – de to stik-/snitsår, der var placeret i Forurettede 1's hovedbund – må det lægges til grund, at han utilsigtet blev påført disse
- 16 -
læsioner, i forbindelse med at han kæmpede med tiltalte, der forsøgte at fratage ham den kniv, hvormed han kort forinden helt umotiveret havde skåret Forurettede 2 i halsen.
1.
Samtlige nævninger og dommere finder for så vidt angår de øvrige 18 læsioner (17 stiksår og ét snitsår (nr. 26)), at det også efter bevisførelsen for landsretten af de af byretten anførte grunde er bevist, at det var tiltalte, der påførte Forurettede 1 samtlige disse.
2.
Seks nævninger og de tre dommere finder det af de af byretten anførte grunde bevist, at tiltalte havde forsæt til manddrab, idet han anså det for overvejende sandsynligt, at Forurettede 1 ville dø som følge af de ovennævnte 18 læsioner.
Tre nævninger finder, at det med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikker-hed ikke er bevist, at tiltalte havde forsæt til manddrab.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2, er det bevist, at tiltalte havde forsæt til manddrab, idet han anså det for overvejende sandsynligt, at Forurettede 1 ville dø som følge af de ovennævnte 18 læsioner.
3.
Samtlige nævninger og dommere (jf. retsplejelovens § 216, stk. 1, sidste pkt.) finder imidlertid, at det om én af disse læsioner, læsion nr. 20, ikke med den til domfældel-se i en straffesag fornødne sikkerhed er bevist, at læsionen blev påført Forurettede 1, mens han endnu var i live. For så vidt angår læsion nr. 20 er det således alene bevist, at tiltalte er skyldig i forsøg på manddrab.
4.
Tiltalte har erkendt at have påført Forurettede 1 to knivstik og har herom forklaret, at han ad to omgange tildelte Forurettede 1 ét knivstik formentlig i skulderen eller muligvis under armen, fordi han blev angrebet af Forurettede 1 og forsøgte at fratage ham kniven. Tiltaltes forklaringer i byretten og landsretten må sammenfattende forstås således, at tiltalte har forklaret, at han havde forsæt til at
- 17 -
påføre Forurettede 1 disse to knivstik. Tiltalte gør gældende, at der forelå nødværge.
Syv nævninger og de tre dommere tiltræder af de af byretten anførte grunde, at de første to-tre knivstik ikke udgjorde nødværge i medfør af straffelovens § 13, stk. 1.
To nævninger finder, at de første to-tre knivstik udgjorde nødværge i medfør af straf-felovens § 13, stk. 1.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2 (jf. § 216, stk. 1, sidste pkt.) tiltrædes det således som anført af byretten, at de første to-tre knivstik ikke udgjorde nødværge i medfør af straffelovens § 13, stk. 1.
I overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand er tiltalte således straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2, for så vidt angår de første to-tre kniv-stik.
5.
Samtlige nævninger og dommere (jf. retsplejelovens § 216, stk. 1, sidste pkt.) tiltræ-der af de af byretten anførte grunde, at den efterfølgende påførelse af 15-16 knivlæ-sioner ikke er straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1.
6.
Syv nævninger og de tre dommere tiltræder af de af byretten anførte grunde, at den efterfølgende påførelse af 15-16 knivlæsioner heller ikke er straffri i medfør af straf-felovens § 13, stk. 2.
To nævninger finder, at den efterfølgende påførelse af 15-16 knivlæsioner er straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 2 (jf. § 216, stk. 1, sidste pkt.) tiltrædes det således som anført af byretten, at den efterfølgende påfø-relse af 15-16 knivlæsioner heller ikke er straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.
----------
- 18 -
Sammenfattende findes tiltalte i forhold 1 således skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, herunder at de første to-tre knivstik er straffri efter straffelo-vens § 13, stk. 2, idet der for så vidt angår én læsion (nr. 20) dog alene er tale om forsøg på drab.
Forhold 2
Samtlige nævninger og dommere udtaler:
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, at tiltalte er frifundet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffe-lovens § 216, stk. 1, jf. § 225, og at tiltalte er fundet skyldig i blufærdighedskrænkel-se, jf. straffelovens § 232, ved at have trukket Forurettede 2's bukser og un-derbukser ned, befølt og kysset hendes baller og befølt hendes inderlår.
T h i b e s t e m m e s :
Tiltalte findes i forhold 1 skyldig i overensstemmelse med byrettens be-visresultat, herunder at de første to-tre knivstik er straffri efter straffelovens § 13, stk. 2, idet der for så vidt angår én læsion (nr. 20) alene er tale om forsøg på drab.
Tiltalte findes i forhold 2 skyldig i overensstemmelse med byrettens be-visresultat, således at han alene findes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 ved at have trukket Forurettede 2's bukser og underbukser ned, befølt og kys-set hendes baller og befølt hendes inderlår.”
Strafudmålingen
Alle nævninger og dommere udtaler:
Ifølge mentalundersøgelsen af tiltalte befandt han sig på gerningstidspunktet i en tilstand som omhandlet i straffelovens § 69, stk. 1, men foranstaltninger i henhold til straffelovens § 68, 2. pkt., findes ikke at være mere formålstjenlige end straf.
Der lægges ved straffastsættelsen vægt på, at tiltalte tildelte Forurettede 1 kniv-stikkene i umiddelbar forlængelse af, at Forurettede 1 i tiltaltes lejlighed havde skåret Forurettede 2 i halsen med en kniv med en sådan blødning til følge, at det på baggrund af tiltaltes forklaring, der på dette punkt understøttes blandt andet af vidnet poli-tiassistent Vidne 2's forklaring, må lægges til grund, at tiltalte troede, at hun var død
- 19 -
eller døende. Tiltalte tildelte Forurettede 1 knivstikkene, i forbindelse med at der opstod tumult mellem Forurettede 1 og tiltalte, da tiltalte forsøgte at afvæbne Forurettede 1 og få ham til at forlade lejligheden, og at Forurettede 1 som led heri angreb tiltalte med kniven. Samtlige voterende har på denne baggrund fundet, at der foreligger formildende omstændigheder, jf. straffelovens § 82, nr. 3, 5 og 7.
Under disse omstændigheder er der grundlag for at fravige udgangspunktet om en straf af fængsel i 12 år.
Der er af de ovenfor anførte grunde herefter afgivet 16 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 år og to stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 11 år.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen, jf. retsplejelovens § 931, stk. 3, jf. § 216, stk. 1, 1. pkt., fastsættes straffen herefter til fængsel i 10 år, jf. straffelovens § 237, jf. til dels § 21, og § 232.
Udvisning
Det må efter det oplyste lægges til grund, at tiltalte er kroatisk statsborger.
Tiltalte straffes ved denne dom med en ubetinget fængselsstraf på 10 år for manddrab til dels som forsøg samt i øvrigt blufærdighedskrænkelse. Tiltalte har haft lovligt ophold her i landet i mere end 44 år.
Udvisning af tiltalte har således hjemmel i udlændingelovens dagældende § 22, nr. 1, 2 og 6.
Det følger af udlændingelovens dagældende § 26, stk. 2, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.
Da tiltalte er EU-statsborger, kan der ifølge udlændingelovens dagældende § 26 b kun ske udvisning, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.
Spørgsmålet er herefter, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for blandt andet privatliv og
- 20 -
familieliv eller vil være i strid med artikel 27 eller artikel 28 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (EU-opholdsdirektivet), der er gennemført her i landet ved EU-opholdsbekendtgørelsens dagældende § 36 og § 37.
Ifølge Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, må der ikke gøres indgreb i ret-ten til blandt andet privatliv og familieliv, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Udvisning i denne sag skal i givet fald ske for at forebygge forbrydelse, og udvisning kan kun ske, såfremt det er nødvendigt under hensyn til dette formål. Der skal foreligge en risi-ko for recidiv, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 9. april 2019 i sag 23887/16 (I.M. mod Schweiz), præmis 76, af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark; afsagt af Storkammeret), præmis 197 og 201, og af 11. april 2023 i sag 57766/19 (Loukili mod Holland), præmis 49 med henvisninger.
Om udvisning kan ske, beror i øvrigt på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår blandt andet af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 63.
En begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold efter EU-reglerne af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprin-cippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd, jf. EU-opholds-direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led. Den personlige adfærd skal udgøre ”en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse ”, jf. be-stemmelsens 2. led. I EU-Kommissionens vejledning af 22. oktober 2023 om retten til fri bevægelighed (C/2023/1392) er det i punkt 13.1.2 i relation hertil blandt andet anført, at ”[d]et er yderst vigtigt at tage hensyn til risikoen for ny kriminalitet, men det er ikke til-strækkeligt at der er en svag mulighed for nye overtrædelser.” Endvidere er det blandt an-det anført, at ”[e] n trussel, der kun er potentiel, er ikke reel.”
Kravet om ”en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel …” vil i almindelighed være ensbetydende med, at vedkommende skal ”være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden ”, jf. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.), præmis
- 21 -
30, og lignende formulering i blandt andet EU-Domstolens dom af 2. maj 2018 i de for-enede sager C-331/16 og C-366/16 (K mod Holland og F mod Belgien), præmis 56.
Endvidere følger det af direktivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, blandt andet skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens områ-de, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet.
Af direktivets artikel 28, stk. 2, fremgår, at værtsstaten ikke må træffe en udsendelsesafgø-relse, når vedkommende har opnået ret til tidsubegrænset ophold på værtsmedlemsstatens område, medmindre det skyldes ”alvorlige hensyn ” til den offentlige orden eller sikkerhed.
Endelig følger det af direktivets artikel 28, stk. 3, litra a, at der ikke må træffes en udsen-delsesafgørelse i forhold til en EU-statsborger, der har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de ti forudgående år, medmindre dette er ”bydende nødvendig [t]” af hensyn til den offent-lige sikkerhed.
Som anført i Højesterets domme af 19. juni 2019 (U 2019.3197) og 25. juni 2020 (U 2020.2971) har EU-Domstolen i ovennævnte dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.) fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til ”ekstraordinære tilfælde ”, og at begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed ”ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også at en sådan trussel er endog særlig alvorlig, jf. præmis 19 og 20. Selv om der tilkommer med-lemsstaterne en skønsmargin, må adgangen til at gøre undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed fortolkes strengt, jf. præmis 23.
Tiltalte har opholdt sig lovligt i Danmark siden 1978 og har i en årrække været i beskæfti-gelse, frem til han i 2018 mistede sit arbejde som buschauffør og blev kontanthjælpsmod-tager. Han har børn og børnebørn her i landet. Han taler, skriver og læser såvel dansk som kroatisk. Han har tidligere ejet fast ejendom i Kroatien.
På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, må det lægges til grund, at tiltalte har en væsentligt stærkere tilknytning til Danmark end til Kroatien.
- 22 -
Der er herefter afgivet 13 stemmer for at frifinde tiltalte for påstanden om udvisning og tildele ham en advarsel, jf. udlændingelovens nugældende § 24 b, stk. 2.
Disse voterende har herved særligt lagt vægt på, at der ikke er den fornødne risiko for, at tiltalte vil begå ny alvorlig kriminalitet.
Ved denne vurdering må der for det første lægges betydelig vægt på, at tiltalte vil være omkring 74 år, når han kan forventes prøveløsladt, såfremt han ikke udvises, smh. for så vidt blandt andet Menneskerettighedsdomstolens ovennævnte dom af 9. april 2019 i sag 23887/16 (I.M. mod Schweiz), præmis 76 vedrørende en person med funktionsnedsættel-se/invaliditet.
Det må for det andet tillægges meget væsentlig betydning, at tiltalte ikke tidligere har be-gået noget strafbart, endsige alvorlig kriminalitet som f.eks. (grov) personfarlig kriminali-tet, i de mere end 44 år, han har haft lovligt ophold her i landet forud for forholdet i nær-værende sag. Det bemærkes i den forbindelse også, at han har gode personlige forhold og må anses for yderst velintegreret, hvilket også indgår i vurderingen af risikoen for ny kri-minalitet.
For det tredje må der lægges afgørende vægt på de helt særlige omstændigheder, der førte til drabet. Som anført ovenfor stak tiltalte Forurettede 1 i umiddelbar forlængelse af, at Forurettede 1 i tiltaltes lejlighed havde skåret Forurettede 2 i halsen med en kniv med en sådan blødning til følge, at tiltalte troede, at hun var død eller døende, og at tiltalte stak Forurettede 1 i forbindelse med den tumult, der opstod mellem Forurettede 1 og tiltalte, da tiltalte forsøgte at afvæbne Forurettede 1 og få ham til at forlade lejligheden, og da Forurettede 1 som led heri angreb tiltalte med kniven. Byretten har som ovenfor anført fundet, at de første to-tre knivstik er udøvet som nødværge, og landsretten har som anført fundet, at der foreligger formildende om-stændigheder, jf. straffelovens § 82, nr. 3, 5 og 7, således at straffen er nedsat til fængsel i 10 år.
Der er dermed tale om en spontan reaktion på nogle helt særlige omstændigheder, og for-brydelsen kan derfor som følge heraf – uanset dens meget alvorlige karakter – i realiteten anses for at være spontan og tilfældighedspræget, jf. blandt andet Højesterets dom af 13. september 2024 (U 2024.5179) for så vidt angår vurderingen efter Menneskerettigheds-konventionens artikel 8 samt Højesterets domme af 25. august 2021 (U 2021.4769) og 18.
- 23 -
august 2021 (U 2021.4721) for så vidt angår vurderingen efter EU-opholdsdirektivet (og associeringsafgørelsen).
På denne baggrund findes der efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at der er risiko for, at tiltalte fremover vil begå alvorlig kriminalitet, jf. blandt andet Højesterets domme af 18. september 2019 (U 2019.4073), 30. oktober 2023 (U 2024.353), 8. novem-ber 2024 (U 2025.344) og 18. december 2024 (U 2025.872) for så vidt angår vurderingen efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 samt Højesterets dom af 22. maj 2019 (U 2019.2879) for så vidt angår vurderingen efter EU-opholdsdirektivet.
Udvisning af tiltalte er derfor ikke nødvendig for at forebygge forbrydelse, jf. Menneske-rettighedskonventionens artikel 8, stk. 2, hvorfor udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Da tiltalte således ikke ”vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden” , jf. de ovennævnte domme fra EU-Domstolen, udgør han ikke en reel, umiddelbar og til-strækkelig alvorlig trussel, og endnu mindre er det ”bydende nødvendig[t]” at udvise ham, hvorfor EU-opholdsdirektivet, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen, også er til hinder for udvis-ning.
Da tiltalte ikke kan udvises, skal han tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens nugældende § 24 b, stk. 2.
Der er endvidere afgivet 5 stemmer for at udvise tiltalte af Danmark med indrejseforbud for bestandig som sket i byretten.
Disse voterende har lagt vægt på, at tiltalte har gjort sig skyldig i blandt andet manddrab ved at have tildelt Forurettede 1 et stort antal knivstik, og at tiltaltes kriminelle adfærd må anses for at være af en sådan særlig grovhed, at den udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.
På denne baggrund, og henset til det ovenfor anførte om tiltaltes personlige, sociale og kulturelle tilknytning til henholdsvis Danmark og Kroatien, og at tiltalte har gode forud-sætninger for at kunne etablere sig i Kroatien, finder disse voterende, at der er tale om et ekstraordinært tilfælde, og at udvisning af tiltalte således må anses for bydende nødvendigt
- 24 -
af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Der foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, eller med EU-Charterets artikel 7 og Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Da tiltalt er idømt en ubetinget fængselsstraf på 10 år, følger det af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at udvisningen skal ske med indrejseforbud for bestandig. Et indrejseforbud for bestandig kan henset til det anførte vedrørende udvisningen ikke anses for uproportio-nalt efter EU-retten eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen jf. retsplejelovens § 931, stk. 3, jf. § 216, stk. 1, 1. pkt., tildeles tiltalte en advarsel om udvisning.
Godtgørelse og erstatning
De juridiske dommere stadfæster af de af byretten anførte grunde byrettens afgørelse om godtgørelse for tort til Forurettede 2.
For så vidt angår kravet rejst af nu boet efter Erstatningssøgende tager de juridiske domme-re af de af byretten anførte grunde påstanden om godtgørelse efter erstatningslovens § 26 a og erstatning for begravelsesudgifter til følge.
T h i k e n d e s f o r r et :
Tiltalte straffes med fængsel i 10 år.
Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning.
Tiltalte skal inden 14 dage betale 109.532 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. marts 2024 til boet efter Erstatningssøgende, c/o advokat Charlotte Møller Larsen.
Bestemmelsen i byrettens dom om betaling af godtgørelse til Forurettede 2 stadfæ-stes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
- 25 -