Dom
RETTEN I HJØRRING
DOM
afsagt den 24. oktober 2023
Sag BS-30467/2022-HJO
Sagsøger
(advokat Sophus Bøgeskov Christensen)
mod
Sagsøgte
(advokat Henrik Skoglund)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 17. august 2022.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøger, er berettiget til at ophæve købet af hesten Navn som følge af, at hesten lider af en væsentlig mangel, samt om hvorvidt Sagsøger har krav på erstatning til dækning af de udgifter, som hun har afholdt til hesten fra overdragelsestids-punktet.
Sagsøger har nedlagt påstand om, at Sagsøgte skal betale 146.062,16 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 106.836,52 kr. fra 17. august 2022, af 26.350,64 kr. fra 1. maj 2023 og af 12.875,00 kr. fra 12. september 2023, til betaling sker, mod udlevering af hesten Navn, Registreringsnummer
Registreringsnummer
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
2
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Forklaringer
Sagsøger har forklaret, at hun er uddannet cand.mag. Hun købte hesten Navn i forbindelse med, at hendes datter blev 16 år og derfor ikke kunne ride pony mere. De ville have en erfaren hest, som kunne være en god overgangshest i forbindelse med overgangen fra pony til hest. Første gang hendes datter skulle ride hesten efter, at de havde fået den hjem, startede de med at trække den rundt. Det gik fint, men så snart hendes datter satte foden i stigbøjlen, eksploderede hesten i bukkespring. I den efterfølgende periode blev hesten kun reddet hver anden dag, men den var meget anspændt og meget svær at komme op på. De var af den opfattelse, at den led af gjordkrampe. Femte gang den skulle rides, prøvede de at ride udenfor. Hesten eksploderede igen i bukkespring, og hendes datter faldt af og fik hjernerystelse.
Hun kontaktede nogle erfarne folk i sit netværk herunder beridere med stor er-faring. Hun fik tjekket hestens udstyr og fik at vide, at alt var i orden. Hun fik oplyst, at der ikke kunne være tale om en ny adfærd. Hun forsøgte at få kontakt til Sagsøgte via opkald og beskeder, men hun reagerede ikke. Det gjorde hende urolig, da der aldrig var problemer med at få kontakt forud for købet. Hun kørte derfor op til Sagsøgte, men hun afviste at kende til, at hesten havde en så-dan adfærd og sagde, at den aldrig havde gjort sådan i hendes ejertid. Efterføl-gende forsøgte hun igen uden held at få kontakt til Sagsøgte, og hun kørte derfor derop igen. Hun talte med Sagsøgte og hendes kæreste. Sagsøgte oplyste, at hun havde været i kontakt med hestens tidligere ejer, og at de havde oplyst, at de heller aldrig havde oplevet en sådan adfærd. Kæresten tilbød, at Sagsøgte kunne komme dagen efter og vise, hvordan man skulle stige op på hesten, men Sagsøgte meldte afbud en time før. Det bekymrede hende, at Sagsøgte, der er uddan-net berider, ikke ville komme og vise dette. Det er muligt, at grunden til, at det var svært at få kontakt til Sagsøgte var, at hun havde travlt med sin virksomhed.
Hun forsøgte herefter at finde frem til folk, der havde kendskab til hesten. Hun fik kontakt til Vidne 1, der tidligere har redet hesten. Han bekræftede, at han altid havde haft problemer under opstigning, og at det var farligt, hvis man ikke gjorde det på en bestemt måde. Det skulle ske i små rammer som f.eks. i en boks. Han var selv blevet kastet af hesten og slået sig meget. Han havde kendskab til andre, der også havde oplevet dette. Han nævnte endvidere, at Person 1 har skrevet om sine oplevelser med hesten i en bog. Det er Vidne 1, der rider hesten på det billede, der fremgår af salgsannoncen. Han sagde ikke noget om, hvordan han var kommet op på hesten til det pågældende stævne.
3
Hun fandt ud af, at Sagsøgte havde købt hesten gennem Vidne 2, og hun tog kontakt til hende. Hun oplyste, at hesten har et traume i forbindelse med opstigning, og at det gælder uanset hvilket udstyr, man anvender, men at den, hvis det bliver håndteret korrekt, fungerer fint under ridning. Hun oplyste endvidere, at Sagsøgte, da hun købte hesten, blev oplyst om dette samt om, hvor-dan man skulle stige op.
Hun fandt frem til flere ryttere og staldpiger, der havde haft med hesten af gøre, herunder Person 2, der tidligere var staldpige hos Person 3. Hun bekræftede, at hesten havde denne adfærd, og at det var vigtigt, at man steg op i stalden for ikke at blive kastet af. Hun fik også kontakt til Vidne 3, der ad flere omgange har reddet hesten hos Person 3, samt til Person 1, der fortalte, at hesten er omtalt i hans bog, da den havde en helt særlig betyd-ning for ham, og at han var med til at knække koden til, hvordan man skulle stige op, så hverken hest eller rytter led overlast.
Hun fik også kontakt til Vidne 4, der har været beriderelev sammen med Sagsøgte. Hun bekræftede, at Sagsøgte steg op på hesten på en anden måde, end man normalt gør.
De har ikke haft mulighed for at prøve at stige op på den anviste måde. Dette skyldtes, at de ikke har de nødvendige faciliteter og der er afhængig af at ride andre steder, hvor det på grund af smitterisiko ikke er tilladt for udefrakom-mende heste at komme ind i stalden. Hvis hun havde kendt til hestens adfærd, så havde hun aldrig købt den. Bortset fra ved opstigning er det en rigtig sød hest. Den er nem at håndtere fra jorden, og hvis rytteren først er kommet op på den, er den en rigtig dygtig dressurhest. De troede, at de havde købt en rolig og sikker lærehest.
Den dokumentation, der er fremlagt i bilag 5, nr. 23, er en dankortkvittering fra Danielsminde Hestefoder & Wrap og dækker over køb af spåner. Der var et godt tilbud i forbindelse md Black Friday, og hun købte derfor godt ind.
Den dokumentation, der er fremlagt som faktura 35 i bilag 5, dækker over køb af 6 baller wrap, som svarer til den mængde wrap, som Navn får på 10 måne-der. Den får mellem 7 og 10 kg. i døgnet. Det er korrekt, at de har andre heste i stalden, som også har fået af den pågældende wrap, men der er indkøbt mere end 6 baller wrap i perioden. Navns andel af den samlede indkøbte mængde svarer til 6 baller.
Forud for købet prøvede de hesten to gange hos Sagsøgte. Den viste ingen form for personfarlig adfærd i den forbindelse. Den fremstod nærmere meget sløv og mat. Første gang var hesten sadlet op og klar til ridning, da de kom. Anden
4
gang var den lidt urolig og i forbindelse med opstigning stod Sagsøgte som en mur foran den.
De har fået undersøgt hesten af dyrlæge. De har talt med dyrlægen om gjord-krampe og om, hvorvidt det kunne være en pludselig opstået adfærd. Dyrlæ-gen sagde, at hesten kunne have lidt ondt i ryggen, men at det ikke skulle give en sådan adfærd.
De har ikke haft en sadelmager ude at tjekke sadlen, men Person 4, der har meget erfaring, har tjekket den. Hendes datter nåede kun lige at komme i sad-len, før hun blev smidt af, så hun tror ikke, at det kan skyldes rygproblemer.
Sagsøgte har forklaret, at hun er uddannet berider. Hun købte hesten via Virksomhed, da den var 14 år. Hun har aldrig mødt den tidligere ejer. Forud for købet prøvede hun hesten en gang hos Virksomhed. Vidne 2 forklarede, at det var en sød hest. Den stod og kiggede ind i døren, da hun steg op, og så red hun udenfor uden problemer. Hun fik ikke oplyst, at he-sten havde udvist personfarlig adfærd. Vidne 2 oplyste blot, at den havde brug for faste rammer under opstigning. Hun købte hesten, da hun manglede en hest i forbindelse med sin uddannelse. Hun havde hesten med til sin eksa-men, der foregik over to dage, og hvor to af hendes kollegaer prøvered hesten. De steg op midt i ridehallen uden, at hesten udviste personfarlig adfærd.
Hun har haft hesten med til både nationale og internationale stævner, hvor hun er steget op på stævnepladsen uden problemer Hun er steget op både via skam-mel og i det fri. Hun kender ikke til, at hesten har udvist personfarlig adfærd som beskrevet af Sagsøger, så det kommer bag på hende.
Hun solgte hesten, da hun i forbindelse med opstart af selvstændig virksom-hed, havde brug for pengene, og da hun var gravid. Det var svært at sælge he-sten, da den betyder meget for hende.
Når hun fremviser heste for en kunde, er hesten altid sadlet op første gang, de kommer, og hun starter med at ride, så kunden kan se, om det er en hest, kun-den vil prøve. Det var også tilfældet første gang Sagsøger kom for at se hesten. An-den gang stod den i boksen, da de kom, og de gjorde den selv klar og steg op midt på ridebanen ved brug af skammel. Hun havde ikke fat i hesten i den for-bindelse.
Vidne 2 har som vidne forklaret, at hun driver Virksomhed, der er en salgs- og konkurrencestald. Det har hun gjort i 7 år. Hun fik hesten i træning af Person 3 og Vidne 5, der ejede den på daværende tidspunkt. Hun red den i 3-4 måneder, hvorefter den blev solgt til Sagsøgte. Hun har ikke oplevet problemer med opstigning, da hun i forbindelse med, at hun prøvede
5
hesten hos Virksomhed ApS inden, at hun fik den i træning, fik oplyst, at hun skulle sørge for altid at op stige op et sted, hvor hesten havde faste rammer. Den skulle have hovedet i et hjørne eller lignende. Det skulle ikke ske på en mark el-ler i en ridehal, da den så ville få voldsom gjordkrampe og smide hende af. Da hun fik hesten hjem, steg hun derfor altid op på staldgangen, mens hesten havde hovedet mod en port, så den ikke havde mulighed for at flygte. Bortset fra det var hesten sød og omgængelig. Hun var mellemmand i forbindelse med, at Sagsøgte købte hesten. Hun formidlede kontakten og stod for fremvisningen. Under fremvisningen steg hun op på staldgangen, hvorefter hun red ud. Da Sagsøgte skulle op, gik de ind i stalden, så Sagsøgte kunne stige op der. Det gør man ikke normalt. Det var kun på grund af hestens issue. Hun fortalte Sagsøgte, at hun havde fået at vide, at hesten var tilredet i en boks, og at hun altid havde fulgt de anvisninger vedrørende opstigning, som fulgte med hesten. Hun kan ikke huske, om hun sagde, hvad der ville ske, hvis man ikke fulgte anvisnin-gerne. Hun mindes, at Vidne 5 skrev problemet ind i kontrakten, men hun ved det ikke. Hun har ikke orienteret Sagsøgte på skrift. Hun informerede Sagsøgte telefonisk om problemet inden, at hun kom og så hesten. Hun ville al-drig sælge hesten til en juniorrytter, men hun tænkte, at det ikke var et issue, når der var tale om en rutineret rytter. Hun har aldrig selv oplevet problemer med hesten, men hun ved, at en hest ikke kan ændre en sådan adfærd. Hun blev kontaktet af Sagsøger, som hun ikke kender, telefonisk. Hun fortalte om sit kendskab til hesten herunder, at den blev solgt billigere på grund af problemet med opstigning. Hun har selv formuleret den erklæring, som hun er kommet med til sagen.
Vidne 1 har som vidne forklaret, at han er eksamineret berider og dri-ver egen uddannelses- og konkurrencestald. Han mødte Navn første gang i 2009, da han var i lære hos Person 3. Hesten var på det tidspunkt 4 år og kun lige sadelvant. Han gik i gang med tilridningen af hesten. Den havde fra første dag et problem med, at man steg op på den, så de brugte lang tid på at tilvænne dette. Den var angst for rytteren, og den blev aldrig helt tryg i opstig-ningssituationen. Når først man var oppe, var der ingen problemer. Proble-merne i forhold til opstigning blev ikke bedre i den tid, han havde kontakt med hesten. De fandt dog ud af, at det var muligt at stige på hesten, hvis man dre-jede dens hoved til venstre, så den havde fokus på noget andet end rytteren. Det adskiller sig fra, hvad man normalt vil gøre med en hest. Han er selv blevet kastet af hesten, når han ikke brugte den metode. Han mener, at han red hesten i cirka 1½ år, hvorefter Person 1 overtog den. Han har ikke set hesten siden 2011 bortset fra måske til et stævne, men han har ikke i den forbindelse set no-gen hverken stige på eller falde af hesten.
Vidne 5 har som vidne forklaret, at hun er administrerende direktør i Virksomhed ApS, der blandt andet beskæftiger sig med køb og salg af he-ste. Hun mener, at det var i 2005, at de købte Navn på Dansk Varmblods auk-
6
tion i Herning, og at den var 3 år på det tidspunkt. Hun kan i papirerne se, at den forlod deres stald igen den 31. oktober 2018. Hun har ikke selv redet he-sten, men hun har undervist ryttere, der har. Problemet med hesten var opstig-ning. Man skulle have rammer omkring den ved opstigning. Det var de ikke klar over, da de købte den, men de fandt ud af det, da de fik den hjem. Det var dog et problem, som de kunne håndtere. Det var en meget talentfuld hest. Det var primært Person 1, der uddannede hesten. Når han havde den med til stævne, steg han op inde i stalden, da der ikke var de rigtige rammer andre ste-der. Når han red den hjemme, steg han op i et hjørne i ridehallen, hvor barrie-ren fungerede som ramme. Person 5 har også redet hesten, og hun steg også op i et hjørne af ridehallen. Hvis man havde for travlt ved opstigning, så spændte hesten ryggen op og sprang frem.
Salget af hesten skete efter en henvendelse fra Vidne 6, da Sagsøgte skulle bruge en hest til sin uddannelse. Hun tog sig af den administrative del af salget. Hun har aldrig mødt Sagsøgte. Hun kan af sine papirer se, at hesten blev frem-vist umiddelbart forud for, at den forlod deres stald. Hun tænker, at det var til Sagsøgte, men det kan også havde været til Vidne 2. Hun kan ikke huske, om den forlod deres stald for at komme i træning hos Vidne 2, men det kan den godt have gjort. De havde en del heste der.
Hun var ikke en del af at informere køberen om hestens adfærd. Den er dog ikke gået ud af deres stald uden, at information herom er givet videre. Det ville være dyrplageri. Hun er ret sikker på, at Person 3 og Vidne 6 talte om det i forbindelse med, at Vidne 6 henvendte sig. Hun kan ikke sige, om Sagsøgte har fået besked om hestens adfærd direkte fra dem.
Hun blev kontaktet af Sagsøger, som hun ikke kender, telefonisk. De talte om he-sten. Det er hendes egne ord, der fremgår af den erklæring, hun har lavet til sa-gen. Hesten skal håndteres på en helt særlig måde, og hvis den bliver det, er den en fantastisk hest. De ejede og uddannede den i 10 år. Hun har ikke set he-sten siden, at de solgte den.
Vidne 4 har som vidne forklaret, at hun er eksamineret ridelære. Hun var tidligere beriderelev sammen med Sagsøgte på Rideklub 1, og hun stiftede i den forbindelse kendskab til Navn. De gange, hvor hun så Sagsøgte stige op på hesten, skete det inde i et overdækket rum på gårdspladsen, hvor de sadlede hestene op, eller i et hjørne af ridehallen. Det adskiller sig fra den måde, man normalt stiger op. Man vil normalt gøre det på gårdspladsen el-ler fra en skammel midt i ridehallen. Sagsøgte sagde i starten, at hesten havde svært ved opstigning, men at den skulle lære det. Når Sagsøgte gjorde hesten klar, stod den, så den kiggede ud på gårdspladsen, men inden hun steg op, vendte hun hesten om, så den kiggede ind i en væg fremfor ud på gårdsplad-
7
sen. Det var ikke altid, hun så Sagsøgte stige op, da de ofte red forskudt, men hun så det nogle gange. Hun har aldrig set Sagsøgte stige op på hesten udenfor.
Hun følte ikke, at hun og Sagsøgte var konkurrenter. De var på hver deres år-gang, og som 1. års elev var vidnet nederst i hierarkiet. Det er korrekt, at en springhest på et tidspunkt gik fra hende til Sagsøgte. Det var træls, men sådan var vilkårene. Hun har ikke set hesten siden, hun stoppede som beriderelev.
Vidne 3 har som vidne forklaret, at hun har levet af at ride hele sit liv. Hun har som selvstændig solgt heste og uddannet ryttere, og hun har været an-sat ved Person 3 og Person 6 samt i Tyskland som rytter. Hun var med, da Person 3 og Vidne 5 købte hesten som 2 ½ årig, og hun har dels redet den dels fulgt den frem til, at den var 14 år. Hun har også under-vist flere ryttere, der har redet stævner på den. Hun kender den derfor rigtig godt. Hun er faldet af den mange gange. Hun har været en del af at lære den at have rytter på, og det kostede blod, sved og tårer. Den var decideret angst, når man skulle op på den, og det var livsfarligt at ride den til. Hun har redet mange heste til, men hun husker denne hest meget tydeligt. Selv da den var 12-14 år krævede det hjælp og en helt særlig teknik, hvis man skulle op på den til stæv-ner. Den har smidt flere professionelle ryttere af. Hvis man ved, hvordan man skal håndtere den, så er den en sød hest.
De kom op på den ved, at en person fra jorden drejede dens hoved, så den ikke kunne se rytteren, hvorefter rytteren stille og roligt kunne sætte sig op. Det kræ-vede en rytter i god balance, så der ikke blev tabt en stigbøjle eller lignende. De steg altid op fra jorden, så der var en skammel, der skulle rykkes rundt. Hesten har gået mange stævner, men kun med professionelle, der vidste, hvordan den skulle håndteres. De steg aldrig op inde i boksen, da de var bange for, at den skulle glide der. De steg aldrig op på et sted med åbne vidder. Hun kender Person 1 rigtig godt, og han gjorde et rigtig godt stykke arbejde med hesten, men han er også top professionel og lagde et stort arbejde i hesten. Hun har ikke set hesten siden, at den var 14 år, og hun har dermed heller ikke set nogen stige op på den.
Vidne 6 har som vidne forklaret, at han er uddannet berider og har været på Rideklub 1 i 35 år. Han har her uddannet omkring 50 lærlinge herunder Sagsøgte. Han underviste hende på Navn, og han har set hende stige op i den forbindelse. Der var, som han husker det, ikke problemer med det. Han har ikke selv redet hesten. Han var med Sagsøgte til såvel stævner som ek-samen. Det er korrekt, at andre ryttere red på hesten til eksamen. Han kan ikke huske, at der var problemer med opstigning i den forbindelse, eller hvordan det foregik.
8
Vidne 7 har som vidne forklaret, at han var staldansvarlig på Gård, mens Sagsøgte havde Navn opstaldet der. Han håndterede i den forbindelse hesten ved at trække den til og fra fold og longere den. Der var ingen problemer med den. Den var sød og rar. Han har også set andre håndtere hesten uden problemer. Han har ikke redet på hesten, men han har set Sagsøgte ride på den, hvor den opførte sig upåklageligt. Han har også set hende stige op på den uden problemer. Hun steg stille og roligt op inde i ridehallen. Hesten stod midt i hallen og stod helt stille. Der skete ingenting. Han har aldrig set den udvise personfarlig adfærd.
Vidne 8 har som vidne forklaret, at Sagsøgte er hendes svigerdatter. Hun havde en hest opstaldet samme sted, som Sagsøgte havde Navn opstaldet. Hun har håndteret hesten til og fra fold. Hun har også været med dem til stævne, hvor hun efterfølgende skridtede hesten af. Hun steg op via en skam-mel, og hun har set Sagsøgte stige op på samme måde både i stalden, i ridehuset og i det fri.
Vidne 9 har som vidne forklaret, at hun kender Sagsøgte fra Rideklub 2, hvor hendes datter red. Da hendes datter efterfølgende havde et uheld til hest og blev bange for at ride, kontaktede hun Sagsøgte i håb om, at hun kunne hjælpe. Det førte til, at hendes datter, der på det tidspunkt var 12 år, fra januar 2021 til efteråret 2021 red på Navn flere gange og startede et stævne på ham. Hun var bange til at starte med, og derfor tog vidnet den første tur for at vise hende, at der ikke skete noget. Hun trak ind midt på banen og steg op via en skammel. Når hendes datter skulle op, holdt hun i tøjlen og hjalp datteren op. Datteren var tryg ved hesten, som hun kendte fra Rideklub 2. Hun har ikke set hesten udvise personfarlig adfærd, hvis det var tilfældet, havde hun ikke ladet sin datter ride den. Der var på intet tidspunkt optræk til noget, der var i nærheden af farligt.
Vidne 10 har som vidne forklaret, at han i en periode på 6-7 måneder underviste Sagsøgte på Navn. Undervisningen foregik på hans adresse. Han tilbød, at hun kunne sadle hesten op inde i stalden, men hun sagde, at det ikke var noget problem at sadle den op ved lastbilen. Hun steg op på hesten inde i ridehallen. Han mener, at hun brugte en skammel. Han har ikke set hesten ud-vise personfarlig adfærd i den forbindelse. Han har ikke selv redet hesten eller været med dem til stævne.
Vidne 11 har som vidne forklaret, at hun i forbindelse med, at Navn var til salg, var ude at prøve den. Ud fra annoncen tænkte hun, at det var en fin hest, der kunne lære hende noget, da hun var nybegynder. Hun søgte efter en rolig og velredet hest. Hun prøvede den på Gård. Da hun kom derud, stod den i sin boks, og med hjælp fra Sagsøgte gjorde hun den klar. Den var rolig under både strigling og opsadling. Hun trak den herefter ind i ridehal-
9
len. Den gik pænt ved siden af hende. Hun tog en skammel hen ved siden af den og stod lidt på skamlen, mens hun samlede mod til at sætte sig op. Den var noget højere, end hun havde antaget, og det var lidt angstprovokerende, men den stod pænt og ventede. Den rykkede sig slet ikke. Hun kom herefter op uden problemer. Hun oplevede på intet tidspunkt, at hesten var nervøs, ville løbe eller udviste personfarlig adfærd. Det var alene fordi, at hun ikke kunne nå at skaffe pengene inden, at hesten var solgt til anden side, at hun ikke købte den. Det var i februar 2022.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”…
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende
athesten på overdragelsestidspunktet led af en væsentlig, hævebe-grundende mangel, idet hesten udviser personfarlig adfærd med bukkespring og afsmidning af rytter, hvis ikke rytteren opstiger på hesten i stald eller boks,
athestens personfarlige adfærd eksisterede inden sagsøgers køb af hesten, og at sagsøgte kendte til denne adfærd,
atsagsøger var ubekendt med hestens personfarlige adfærd inden kø-bet,
atsagsøgte har tilsidesat sin loyale oplysningspligt ved ikke at oplyse om hestens personfarlige adfærd,
atsagsøger er berettiget til at ophæve købet, hvorefter hesten tilbage-leveres mod tilbagebetaling af købesummen på kr. 95.000, og
atsagsøgte dermed har handlet ansvarspådragende og er forpligtet til at erstatte alle nødvendige og rimelige udgifter, der er afholdt til hesten fra overdragelsestidspunktet og indtil sagen er afgjort .
…”
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:
”…
3.Anbringender Det gøres gældende, at Navn ikke led af mangler på overdragelsestidspunktet, hvorfor sagsøger ikke er be-rettiget til at hæve købet. Det gøres til støtte herfor gæl-dende, at Navn på salgstidspunktet var sund og rask og fungerede upåklageligt som ridehest. I hele sagsøg-tes ejertid udviste Navn ikke person-farlig adfærd, hvorfor det har formodningen imod sig, at der var en mangel på salgstids-punkt.
Det kan ikke tillægges bevismæssig betydning i forbin-delse med vurdering af, om hesten på salgstidspunktet udviste denne adfærd og dermed led af mangler, om
10
hesten tidligere i dens liv har udvist den beskrevne ad-færd.
Sagsøger har bevisbyrden for, at hesten udviste per-sonfarlig adfærd på salgstidspunkt. Denne bevisbyrde ses ikke løftet
3.2.Det gøres gældende, at Navn ej heller lider af en mangel nu. Sagsøger fører sagen herom alene på en partsforklaring omkring, at hesten udviser personfarlig adfærd og dermed lider af mangler. Sagsøgte bestrider, at hesten udviser person-farlig adfærd og/eller lider af mangler af nogen art.
Sagsøger har bevisbyrden for, at hesten udviser per-sonfarlig adfærd og lider af mangler. Denne bevis-byrde ses ikke løftet.
3.3.Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har tilsidesat sin loyale oplysningspligt i forbindelse med salget af Navn til sagsøger. Det gøres til støtte herfor gældende, at Navn aldrig i sagsøgtes ejertid har udvist person-far-lig adfærd, og at sagsøger aldrig har oplevet problemer i forbindelse med opsidning, men har kunne stige op på Navn alle steder. Sagsøgte har anvendt Navn som konkurrencehest og har taget sin beridereksamen med hesten, hvor opsidning diverse steder har været påkrævet og altid har foregået uden problemer, og Navn har altid været sød og nem i al håndtering.
Vedr. erstatningsopgørelsen
3.4.Måtte retten mod sagsøgtes forventning nå frem til, at sagsøgte skal betale et beløb til sagsøger, er det ikke hele kravet, sagsøger kan få medhold i, idet dele af kra-vet er udokumenteret.
3.4.1Det gøres gældende, at Navn ikke kan have spist 6 wrapballer alene, og at det indkøbte wrap, må være fordelt mellem flere heste, hvorfor udgiften ligeledes må fordeles.
3.4.2Det gøres gældende, at faktura 23 ikke dokumenterer en omkostning afholdt til Navns røgt og pleje.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen og i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og resultat
11
På baggrund af bevisførelsen herunder særligt forklaringen fra de vidner, som beskæftigede sig med hesten forud for, at Sagsøgte købte den, og som alle beskæftiger sig med heste i professionelt regi, lægger retten til grund, at hesten fra den var omkring 3 år og til Sagsøgte købte den som 14 årig udviste personfarlig adfærd i forbindelse med opstigning i form af buk-kespring og afsmidning af rytter, medmindre man i forbindelse med opstigning tog helt særlige forholdsregler i form af at benytte et særligt opstigningssted el-ler ved at stille hestens hoved på en bestemt måde.
På baggrund af vidneforklaringen fra Vidne 2 om, hvordan opstig-ning skete, da Sagsøgte prøvede hesten forud for købet samt om hvilke oplysninger, hun gav i den forbindelse, lægger retten til grund, at Sagsøgte var bekendt med den personfarlige adfærd. Dette støttes endvidere af vidneforklaringen fra Vidne 4 om, hvilke forholdsregler hun så Sagsøgte tage i forbindelse med opstigning på hesten.
På baggrund af adfærdens karakter og varigheden heraf sammenholdt med den ovenfor nævnte vidneforklaring fra Vidne 4, finder retten det ubetæn-keligt at lægge til grund, at hesten såvel i Sagsøgtes ejertid som på overdragelsestidspunktet havde en personfarlig adfærd, der kræver, at man ta-ger særlige forholdsregler i forbindelse med opstigning.
Det forhold, at en række vidner har forklaret, at de selv er steget op på hesten uden problemer eller har set Sagsøgte gøre det, kan efter omstæn-dighederne ikke føre til andet resultat. Retten har herved lagt vægt på, at det må lægges til grund, at det var muligt at stige op på hesten uden problemer ved at tage særlige forholdsregler herunder ved at stille dens hoved på en bestemt måde.
Retten lægger det som ubestridt til grund, at Sagsøger ikke forud for købet af hesten blev gjort bekendt med den personfarlige adfærd eller de på-krævede forholdsregler.
På den baggrund sammenholdt med, at hesten i den fremlagte salgsannonce blandt andet er beskrevet som en super nem hest, der kunne være en god lære-mester til den nye rytter, finder retten, at Sagsøgte ved ikke at op-lyse om hestens personfarlige adfærd har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, og at den personfarlige adfærd herunder særligt henset til karakteren heraf ef-ter en samlet vurdering må betragtes som en væsentlig mangel.
Sagsøger er dermed berettiget til at hæve handlen og få købe-summen tilbagebetalt mod at tilbagelevere hesten, og hun er henset til, at Sagsøgte ved at tilsidesætte sin loyale oplysningspligt har handlet
12
ansvarspådragende, endvidere berettiget til at få erstattet det tab, hun har lidt i forbindelse med handlen.
Sagsøger har opgjort sit tab i forbindelse med handlen til 51.062,16 kr.
Sagsøgte har under hovedforhandlingen protesteret mod, at Sagsøger i sit påstandsdokument af 12. september 2023 har forhøjet sin påstand med 12.875 kr. og påstået, at der ikke skal gives tilladelse hertil, da for-beredelsen af sagen var afsluttet på tidspunktet for påstandsdokumentets indgi-velse.
Retten finder imidlertid henset til, at der under sagen har været taget forbehold for forhøjelse af påstanden, at der er tale om løbende udgifter, og at udgifterne er af samme karakter som den resterende del af kravet, at Sagsøgte har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Forhøjelsen af påstanden tillades derfor, jf. retsplejelovens § 358, stk. 6.
I forhøjelsen af påstanden er indeholdt endnu ikke afholdte skønsmæssige ud-gifter frem til ultimo oktober 2023. Sagsøgte har under hovedfor-handlingen gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilkende erstatning herfor.
Det må lægges til grund, at der er tale om udgifter, der er nødvendige til he-stens røgt og pleje i en periode, hvor Sagsøger fortsat skal drage omsorg for hesten, og at de såvel i forhold til karakter som beløb svarer til de al-lerede afholdte og dokumenterede udgifter til hestens røgt og pleje. På den bag-grund finder retten, at Sagsøger er berettiget til at få erstattet disse udgifter.
Sagsøgte har anerkendt den resterende del af det opgjorte tab bortset fra en udgift på 2.225 kr. til Danielsminde Hestefoder & Wrap og en ud-gift på 2.100 kr. til indkøb af wrap.
Det er ikke alene ved fremlæggelse af en dankortkvittering dokumenteret, at udgiften på 2.225 kr. vedrører hestens røgt og pleje i den relevante periode, og den del af Sagsøgers krav tages derfor ikke til følge. For så vidt angår udgiften til indkøb af wrap, finder retten, at denne må anses som nød-vendig og rimelig.
Sagsøgers påstand tages herefter til følge med den ændring, at erstatningskravet nedsættes med 2.225 kr.
13
Efter sagens udfald skal Sagsøgte betale sagsomkostninger til Sagsøger.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr., af retsafgift med 4.500 kr. og af øvrige udgifter med 9.585,44 kr., i alt 49.085,44 kr. Sagsøger er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte skal til Sagsøger betale 143.837,16 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 106.836,52 fra fra 17. august 2022, af 24.125,64 kr. fra 1. maj 2023 og af 12.875,00 kr. fra 12. september 2023, til betaling sker, mod udlevering af hesten Navn, Registreringsnummer.
Sagsøgte skal til Sagsøger betale sagsomkostninger med 49.085,44 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 24-10-2023 kl. 13:00
Modtagere: Advokat (L) Henrik Skoglund, Advokat (H) Sophus Bøgeskov Christensen, Sagsøgte, Sagsøger