Dom
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 13. marts 2025
Sag BS-46560/2023-OLR
(2. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøger
(Karin Dawson Svenningsen)
mod
Udlændingenævnet
(advokat Rass Markert Holdgaard)
Københavns Byret har den 6. september 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-9709/2021-KBH).
Landsdommerne Karen Hald, Olaf Tingleff og Morten Chjeffer Rasmussen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøger, har gentaget sin påstand for byretten om, at Ud-lændingenævnets afgørelse af 17. februar 2021 ophæves og hjemvises til fornyet behandling i Udlændingenævnet.
Appellant, tidligere Sagsøger har for landsretten desuden nedlagt en ny, subsidiær påstand om, at sagen udsættes, og at det i medfør af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF) artikel 267 præjudicielt forelægges EU-Domstolen, om den afledte opholdsret efter opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, fortabes automatisk, når den ægtefælle, der er unionsborger, udrejser af landet, når udrejsen sker som led i en skilsmisse, samt om tidspunktet for ”begyndel-sen af proceduren for skilsmisse” udelukkende er at betragte som tidspunktet for indlevering af skilsmisseanmodning.
2
Indstævnte, Udlændingenævnet, har nedlagt påstand om, at byrettens dom stadfæstes på det foreliggende grundlag, og at Appellants, tidligere Sagsøger subsidiære på-stand om forelæggelse for EU-Domstolen således ikke tages til følge.
Forklaringer
Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring.
Appellant, tidligere Sagsøger har supplerende forklaret bl.a., at det er korrekt, at han blev sepa-
reret fra sin tidligere ægtefælle i april 2017. Det var en fælles beslutning, som de var enige om. Det var hans tidligere ægtefælle, der indgav ansøgning om sepa-ration. Det var ikke muligt at blive skilt uden forudgående separation, hvis de pakistanske myndigheder skulle anerkende skilsmissen. Hvis de pakistanske myndigheder ikke anerkendte skilsmissen, kunne han ikke blive gift igen, og hans børn ville ikke kunne blive pakistanske statsborgere, da det kræver, at børnene er født i et anerkendt ægteskab.
Da han blev separeret, drøftede han sit opholdsgrundlag med Statsforvaltnin-gen. Han blev i den forbindelse vejledt om, at der ikke var grund til, at han søg-te om et nyt opholdsgrundlag. Han oplyste Statsforvaltningen om, at han og hans tidligere ægtefælle havde indledt en skilsmisseprocedure, og Statsforvalt-ningen meddelte ham, at han ikke skulle foretage sig yderligere, idet han kunne søge om permanent ophold efter ca. 3 måneder. Han ved ikke, hvornår hans tidligere ægtefælle udrejste af Danmark. Hun fraflyttede deres fælles bopæl for at overholde betingelserne for deres separation.
Han har i dag lovligt ophold i Danmark. Sagen har fyldt meget for ham, og han har følt sig meget presset. Sagen har desuden betydet, at han først kan søge om tidsubegrænset ophold i Danmark den 1. november 2029, og at han først kan søge om dansk statsborgerskab i 2031.
Anbringender
Appellant, tidligere Sagsøger har til støtte for sin principale påstand gjort gældende navnlig, at Udlændingenævnet ikke har foretaget en konkret vurdering i sagen, og at afgø-relsen er truffet på baggrund af en fejlagtig fortolkning af EU-opholdsbekendt-gørelsens (herefter opholdsbekendtgørelsens) bestemmelser. Hans afledte ret til midlertidigt ophold efter opholdsbekendtgørelsen ophørte således ikke ved hans tidligere ægtefælles udrejse af Danmark, som må lægges til grund skete den 13. april 2017. Tidspunktet for ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” efter opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, skal i en sag som den foreliggende, hvor hans tidligere ægtefælles udrejse er sket som led i parrets separation og skilsmisse, regnes fra den 29. marts 2017, hvor parret indgav anmodning om separation. Han har derfor be-
3
varet sin ret til ophold efter opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, idet de øvrige betingelser for bevarelse af midlertidig opholdsret ses at være opfyldt på dette tidspunkt.
EU-Domstolen har i dom af 2. september 2021 i sag C-930/19 (X mod État belge) fastslået, at en unionsborgers udrejse af medlemslandet ikke medfører, at den afledte opholdsret for ægtefællen, der ikke er unionsborger, automatisk ophører på udrejsetidspunktet. Det forhold, at der i dommen tages stilling til en bevarel-se af opholdsretten under henvisning til opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra c, er ikke til hinder for, at betragtningerne i dommens præmis 43-45 kan og skal udvides til også at gælde bevarelse af en afledt opholdsret efter opholdsdi-rektivets artikel 13, stk. 2, litra a, som er den relevante bestemmelse i nærvæ-rende sag.
Udlændingenævnets afgørelse indebærer, at den afledte opholdsret automatisk ophører ved unionsborgerens udrejse, også selvom udrejsen sker som led i en skilsmisse, og en sådan retsstilling er ikke i overensstemmelse med hverken formålet bag opholdsdirektivet eller med unionsborgerens grundlæggende ret til fri bevægelighed efter TEUF artikel 21. Der kan i den forbindelse henvises til generaladvokat M. Szpunars forslag til afgørelse af 22. marts 2021 i sagen C-930/19 (præmis 59-68 og 70-75), hvoraf fremgår, at en unionsborgers udrejse med henblik på skilsmisse ikke bevirker, at den ægtefælle, der er tredjelands-statsborger, mister sin afledte opholdsret. Formålet med opholdsdirektivets ar-tikel 13, stk. 2, er desuden at sikre en vis retsbeskyttelse for de personer, hvis opholdsret er knyttet til et familiemæssigt bånd i form af ægteskab.
Endvidere kan ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” ikke i alle tilfælde sidestilles med tidspunktet for indlevering af en anmodning om skilsmisse. I en sag som denne skal ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” anses som ind-ledt allerede ved anmodningen om separation den 29. marts 2017, idet Appellant, tidligere Sagsøger og hans tidligere ægtefælle var nødsaget til at lade sig separere inden
endelig skilsmisse af hensyn tilAppellants, tidligere Sagsøger pakistanske ophav og paki-
stansk lovgivning. Når samtidig henses til, at Appellant, tidligere Sagsøger straks efter udløbet af separationsperioden på 6 måneder anmodede om skilsmisse, skal det lægges til grund, at formålet med separationen var at opnå endelig skilsmisse, idet par-ret udelukkende søgte om separation forud for skilsmissen for at sikre, at skilsmissen ville blive anerkendt i Pakistan.
Dette støttes desuden af, at Appellants, tidligere Sagsøger tidligere ægtefælle alene udrejste for at efterleve separationsbetingelsen om, at parret ikke måtte have fælles bopæl i separationsperioden. Den tidligere ægtefælle havde således ikke på udrejse-tidspunktet til hensigt at opgive sit ophold i Danmark, hvorfor hun heller ikke havde til hensigt at slå sig ned i en anden medlemsstat eller et tredjeland, jf. herved EU-Domstolens afgørelse i sagen C-930/19 (X mod État belge), præmis 41
4
og 42. Det kan ikke føre til at andet resultat, at den tidligere ægtefælle efterføl-gende valgte at tage permanent ophold i Spanien.
Direktivteksten synes endvidere at variere væsentligt i den danske og engelske version. I den engelske version anføres ”prior to initiation of the divorce … ”, hvilket på dansk må oversættes til ”forud for indledningen af skilsmissen” og altså ikke ”ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse” .
Den seneste dom fra Højesteret vedrørende fortolkning af ”ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse” , U.2024.4581H, tager ikke stilling til fortolkning af formuleringen under de faktiske omstændigheder, der gør sig gældende i nær-værende sag. I nærværende sag er det således alene en formalitet, at Appellant, tidligere Sagsøger og dennes tidligere ægtefælle valgte at blive separeret forud for deres skils-misse, og Udlændingenævnet har dermed ikke foretaget en konkret og korrekt vurdering af sagens individuelle omstændigheder, hvorfor nævnets afgørelse er i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser.
Appellants, tidligere Sagsøger afledte opholdsret ophørte således ikke automatisk, allerede for-di hans tidligere ægtefælles udrejse skete som led i en skilsmisse. Tværtimod må "begyndelsen af proceduren til skilsmisse” efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder regnes fra tidspunktet for anmodningen om separa-tion, den 29. marts 2017.
Udlændingenævnet har i øvrigt ikke taget højde for, at Appellant, tidligere Sagsøger blev vej-ledt af Statsforvaltningen, og at Statsforvaltningen oplyste, at han ikke skulle foretage sig noget i anledningen af separationen fra sin tidligere ægtefælle, men at han blot skulle afvente og søge om permanent ophold ved 5 års uafbrudt op-hold. Appellant, tidligere Sagsøger blev således ikke vejledt om, at det kunne have betydning for ham, at han alene var separeret.
Som følge heraf burde Udlændingenævnet være kommet frem til, at Appellant, tidligere Sagsøger har ret til fortsat tidsbegrænset ophold efter opholdsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, også efter den 13. april 2017, og denne del af sagen må derfor hjemvises til fornyet behandling i nævnet.
Af det anførte følger, at Appellant, tidligere Sagsøger også har opnået tidsubegrænset ophold efter opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, idet han har opholdt sig lovligt i Danmark efter EU-reglerne i uafbrudt 5 år, og også denne del af sagen må så-ledes hjemvises til fornyet behandling i nævnet.
Til støtte for den subsidiære påstand om forelæggelse for EU-Domstolen i med-før af TEUF artikel 267, stk. 2, må der i det mindste være tvivl om, hvorvidt Ud-lændingestyrelsens fortolkning af opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, er korrekt, henset til sagens særlige omstændigheder, herunder baggrunden for
5
den tidligere ægtefælles udrejse. Udlændingenævnets fortolkning rejser således sådanne spørgsmål om forståelsen og fortolkningen af opholdsdirektivets arti-kel 13, stk. 2, litra a, at præjudiciel forelæggelse i givet fald er nødvendig. EU-Domstolen har således ikke tidligere taget stilling til, hvordan opholdsdirek-tivets artikel 13, stk. 2, litra a, skal forstås og anvendes i en situation som den foreliggende, hvor ægtefællen er udrejst som led i en skilsmisse, og hvor ægte-fællen på tidspunktet for udrejsen ikke har til hensigt at slå sig ned i en anden medlemsstat eller et tredjeland. Det bemærkes herved, at EU-Domstolens afgø-relser i sagerne C-930/19 (X mod État belge) og C-218/14 (Singh m.fl.) ikke vedrø-rer den situation, hvor den ægtefælle, der er unionsborger, udrejser umiddel-bart efter en forudgående separation som et naturligt og integreret led i en en-delig skilsmisse. En præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen er både egnet og påkrævet til afklaring af forståelsen af EU-retten og er dermed af afgørende betydning for en korrekt afgørelse af sagen.
Ved fastsættelsen af sagens omkostninger må henses til, at sagen er principiel, da den vedrører fortolkningen af EU-ret med generel betydning for retsanven-delsen og retsudviklingen, jf. herved tilsvarende Højesterets dom af 2. januar 2007 trykt i U.2007.943H og Østre Landsrets dom af 31. oktober 2023 i førnævn-te U.2024.4581H. Henset hertil og sammenholdt med, at Udlændingenævnet er en offentlig myndighed, mens Appellant, tidligere Sagsøger er en borger, må der foreligge så-danne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale omkostninger til den an-den part eller til statskassen, hverken for byretten eller for landsretten, jf. rets-plejelovens § 312, stk. 3.
Udlændingenævnet har i det væsentlige gentaget sine anbringender for byret-
ten. Til støtte for Udlændingenævnets forståelse af § 17, stk. 2, nr. 1, i den nu-gældende opholdsbekendtgørelse og opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, henvises navnlig til, at EU-Domstolen flere gange har lagt til grund, at ”begyn-delsen af proceduren til skilsmisse” efter artikel 13, stk. 2, litra a, i opholdsdi-rektivet anses for indledt, når en af parterne har indgivet en begæring om skilsmisse, jf. bl.a. præmis 64, 66 og 67 i dom af 16. juli 2015 i sag C-218/14 (Singh m.fl.) og præmis 22, 31 og 45 i dom af 2. september 2021 i sag C-930/19 (X mod État belge).
Dette har Højesteret også bekræftet i sin dom trykt i U.2024.4581H, hvor Hø-jesteret henviser til, at opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, gennemfører artikel 13, stk. 2, litra a. EU-Domstolen har desuden i flere sager lagt til grund, at proceduren til skilsmisse anses for indledt, når en af parterne har indgivet en begæring om skilsmisse. Der er dermed ingen tvivl om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra a, på dette punkt. Højesterets præmisser og EU-Domstolens praksis på området, som Højesteret henviser til, er generelle og klare. Dette gælder også, selvom det faktum, der lå til grund for dommen i U.2024.4581H, var anderledes end faktum i nærværende sag. Det kan i den forbindelse ikke
6
tillægges betydning, at Appellant, tidligere Sagsøger og hans tidligere ægtefælle af kulturelle grunde og af hensyn til pakistansk lovgivning følte sig underlagt et krav om forudgående separation. Baggrunden for ægtefællens udrejse af Danmark kan heller ikke tillægges betydning.
Endvidere bemærkes, at EU-Domstolens afgørelse i sag C-930/19 (X mod État belge) angår opholdsdirektivets artikel 13, stk. 1, litra c, der vedrører en anden situation end den foreliggende sag. Artikel 13, stk. 1, litra c, angår således ægte-fællens bevarelse af opholdsret i tilfælde af skilsmisse fra unionsborgeren, hvis der foreligger en særlig vanskelig situation, og ægtefællen f.eks. har været udsat for vold i hjemmet, mens ægteskabet stadig bestod. Der er ingen holdepunkter for, at EU-Domstolens præmisser om artikel 13, stk. 2, litra c, skal fortolkes så-ledes, at de også gælder bevarelse af opholdsret efter artikel 13, stk. 2, litra a. Tværtimod er præmisserne meget konkrete og nært knyttet til den helt særlige situation efter artikel 13, stk. 2, litra c, hvor ægtefællen er blevet udsat for vold begået af unionsborgeren. Dertil kommer, at dommens præmis 41 sammen-holdt med præmis 42 må læses således, at EU-Domstolen direkte afviser Appellants, tidligere Sagsøger argument om, at artikel 13, stk. 2, litra a, kan fortolkes på samme måde som artikel 13, stk. 2, litra c. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at EU-Domstolen i præmis 41 henviser til – og dermed bekræfter – sin dom i sag C-218/14 (Singh m.fl.), hvor EU-Domstolen fastslog, at det er en betingelse for an-vendelse af artikel 13, stk. 2, litra a, at unionsborgeren ikke er udrejst fra vært-slandet, når indledningen af skilsmisseproceduren påbegyndes. Ved at bekræf-te sin praksis i Singh-dommen har EU-Domstolen direkte taget stilling til og afvist generaladvokatens kritik vedrørende artikel 13, stk. 2, litra a. Der er der-med med dommen i sag C-930/19 (X mod État belge) fra Store Afdeling ingen tvivl om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra a.
Appellant, tidligere Sagsøger har endvidere ikke ret til tidsubegrænset ophold i Danmark i medfør af den nugældende opholdsbekendtgørelses § 18, stk. 3, nr. 2, idet Appellant, tidligere Sagsøger ikke har haft lovligt ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i fem år. Der henvises herved til, at Appellants, tidligere Sagsøger tidli-gere ægtefælle ikke, siden hun udrejste af Danmark den 13. april 2017, har haft en selvstændig opholdsret som hovedperson efter opholdsbekendtgørelsen, hvorfor Appellant, tidligere Sagsøger ikke har kunnet aflede en opholdsret i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger siden den 13. april 2017.
Herefter er der intet grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, hvorfor den subsidiære anmodning herom ikke bør tages til følge.
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen angår prøvelse af Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2021, hvorved nævnet fandt, at Appellants, tidligere Sagsøger ret til ophold i Danmark som medføl-gende familiemedlem til sin tidligere ægtefælle, der er unionsborger, ophørte
7
den 13. april 2017 som følge af den tidligere ægtefælles udrejse, idet han ikke havde bevaret sin midlertidige opholdsret i forbindelse med parrets efterføl-gende skilsmisse. Nævnet fandt desuden, at han på daværende tidspunkt ikke opfyldte betingelserne for at opnå permanent ophold efter reglerne i opholds-bekendtgørelsen.
Appellant, tidligere Sagsøger, der er pakistansk statsborger, fik med virkning fra den 14. sep-tember 2012 opholdstilladelse her i landet som medfølgende familiemedlem til sin daværende ægtefælle i medfør af dagældende § 8 i opholdsbekendtgørel-sen (bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011, nu bekendtgørelse nr. 1457 af 6. ok-tober 2020 § 10). Appellants, tidligere Sagsøger tidligere ægtefælle indgav den 29. marts 2017 ansøgning om separation, og parret blev separeret den 4. april 2017.
For landsretten er der enighed om, at det i overensstemmelse med det anførte i cpr-registreret må lægges til grund, at ægtefællen udrejste den 13. april 2017. Appellant, tidligere Sagsøger indgav den 11. oktober 2017 ansøgning om skilsmisse, og parret blev i forlængelse heraf skilt den 24. oktober 2017.
Som følge af den tidligere ægtefælles udrejse er Appellants, tidligere Sagsøger opholdsret som udgangspunkt ophørt efter den dagældende opholdsbekendtgørelses § 30, stk. 1 (§ 29, stk. 1, i den nugældende bekendtgørelse). Efter dagældende § 15, stk. 2, nr. 1 (nugældende § 17, stk. 2, nr. 1) har han imidlertid bevaret retten til ophold, hvis ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse havde varet i mindst 3 år, heraf mindst 1 år her i landet. Efter dagældende § 19, stk. 4 (nu-gældende § 18, stk. 3, nr. 2) har han desuden opnået permanent ret til ophold i Danmark, hvis han har haft uafbrudt lovligt ophold her i landet i 5 år.
Opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direk-tiv 2004/38 af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), og bekendtgørelsen skal således fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis herom.
Spørgsmålet for landsretten er i første række, om Appellant, tidligere Sagsøger bevarede sin midlertidige ret til ophold i Danmark, efter at hans tidligere ægtefælle udrejste den 13. april 2017. Besvarelsen heraf afhænger navnlig af, om Udlændingenæv-net med rette anså parrets skilsmisseprocedure for påbegyndt ved Appellants, tidligere Sagsøger indgivelse af anmodning om skilsmisse. Heroverfor har Appellant, tidligere Sagsøger gjort gældende navnlig, at skilsmisseproceduren efter en konkret vurdering af sa-gens omstændigheder rettelig skal anses for påbegyndt ved hans daværende ægtefælles indgivelse af separationsanmodning den 29. marts 2017.
Højesteret har i dom af 14. august 2024 (U.2024.4581H) fastslået, at proceduren til skilsmisse efter § 17, stk. 2, nr. 1, skal anses for påbegyndt på det tidspunkt, hvor der blev indgivet ansøgning om skilsmisse, uanset at ægtefællerne havde været separeret forud for indgivelsen af ansøgningen om skilsmisse. Højesteret
8
henviser i afgørelsen navnlig til EU-Domstolens afgørelser i sagerne C-218/14 (Singh m.fl., præmis 47 og 64) og C-930/19 (X mod État belge, præmis 22, 31 og 45).
Landsretten tiltræder på den baggrund, at Udlændingenævnet med rette anså parrets skilsmisseprocedure for påbegyndt ved Appellants, tidligere Sagsøger indgivelse af skilsmisseanmodning den 11. oktober 2017. De konkrete omstændigheder, som Appellant, tidligere Sagsøger har anført, kan ikke føre til et andet resultat.
Det er herefter en forudsætning for, at Appellant, tidligere Sagsøger bevarede sin opholdsret, at hans tidligere ægtefælle fortsat opholdt sig i Danmark på tidspunktet for indgi-velse af skilsmisseanmodningen, jf. opholdsbekendtgørelsens dagældende § 15, stk. 2, nr. 1 (nugældende § 17, stk. 2, nr. 1). Det fremgår således udtrykkeligt af EU-Domstolens afgørelser i sagerne C-218/14 (Singh m.fl., præmis 62 og 66) og C-930/19 (X mod État belge, præmis 41), at en tredjelandsstatsborgers ægtefælle skal opholde sig i værtsmedlemsstaten indtil den dato, hvor proceduren til skilsmisse påbegyndes, for at tredjelandsstatsborgeren kan gøre gældende, at den pågældendes ret til ophold bevares på grundlag af direktivets artikel 13, stk. 2, litra a. Den omstændighed, at der gælder en anden retsstilling, hvis for-holdet i stedet havde været omfattet af artikel 13, stk. 2, litra c, kan ikke føre til en anden vurdering, jf. herved EU-Domstolens afgørelse i sag C-930/19 (X mod État belge, præmis 41-43). Det for landsretten anførte om Appellants, tidligere Sagsøger samtaler med statsforvaltningen findes heller ikke at kunne føre til en anden vurdering.
Spørgsmålet er herefter, om Appellant, tidligere Sagsøger efter opholdsbekendtgørelsen har opnået ret til tidsubegrænset ophold. Henset til, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke havde bevaret sin midlertidige opholdsret og henset til, at han på tidspunktet for sin tidligere ægtefælles udrejse alene havde opholdt sig i Danmark i uafbrudt i ca. 4 år og 7 måneder, tiltræder landsretten, at han på tidspunktet for den tidligere ægtefælles udrejse ikke havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter op-holdsbekendtgørelsens dagældende § 19, stk. 4 (nu § 18, stk. 3, nr. 2).
Appellant, tidligere Sagsøger har subsidiært anmodet om, at sagen udsættes med henblik på forelæggelse efter TEUF artikel 267, stk. 2. Navnlig henset til det anførte i Hø-jesterets dom af 14. august 2024 (U.2024.4581H) og de deri citerede domme fra EU-Domstolen finder landsretten, at der ikke er tvivl om forståelsen af de rele-vante EU-retlige regler. Dette gælder både i forhold til spørgsmålet om, hvor-vidt afledt opholdsret under de foreliggende omstændigheder som udgangs-punkt fortabes, når ægtefællen, der er unionsborger, udrejser som et led i en skilsmisse, og spørgsmålet om forståelsen af undtagelsesbestemmelsen om be-varelse af opholdstilladelse, hvis ”begyndelsen af proceduren til skilsmisse” forinden er indledt. Det er derfor ikke nødvendigt at stille præjudicielle spørgsmål herom til EU-Domstolen. Det, der er anført af Appellant, tidligere Sagsøger, kan ikke
9
føre til en anden vurdering. På denne baggrund tages Appellants, tidligere Sagsøger anmod-ning om, at sagen præjudicielt forelægge EU-Domstolen, ikke til følge.
Landsretten tiltræder herefter, at Udlændingenævnet er blevet frifundet.
Efter sagens udfald anses Appellant, tidligere Sagsøger som den tabende part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 6. Landsretten finder, at sagen ikke rejser EU-retlige spørgsmål af en sådan kompleksitet eller principiel karakter, at der foreligger særlige grunde, som taler for, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Der er herefter ikke grundlag for at ændre byrettens bestemmelse om sagsomkostninger. Appellant, tidligere Sagsøger skal i sagsomkost-ninger for landsretten betale 20.000 kr. til Udlændingenævnet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på navnlig sagens karakter, forløb og omfang.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 20.000 kr. til Udlændingenævnet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 13-03-2025 kl. 10:00
Modtagere: Indstævnte Udlændingenævnet, Appellant, tidligere Sagsøger