Dom
RETTEN I AALBORG
DOM
afsagt den 21. marts 2023
Påstand 1:
Aalborg kommune skal anerkende, at påbud af den 17. juni 2021 vedrørende reklame-bannerne, jf. bilag 1, monteret på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle, beliggende Adresse 1-2, 9000 Aalborg, er ugyldigt.
Påstand 2:
2
Aalborg kommune tilpligtes at meddele tilladelse til reklamebannerne, jf. bilag 1, monteret på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle, beliggende Adresse 1-2, 9000 Aalborg.
Sagsøgte, Aalborg kommune, har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Det fremgår af Aalborg kommunes påbud af 17. juni 2021 vedrørende ejendom-men Matrikel nr., beliggende Adresse, 9000 Aal-borg, ”Sagsøger E/F” :
”…
Påbud om fjernelse af bannere
Dette påbud omhandler fjernelsen af de to bannere, som er placeret på ejendommens nord- og sydvendte gavle.
Baggrund
Aalborg Kommune har modtaget en skriftlig henvendelse om skiltningen d. 25. august 2020. I henvendelsen gøres der opmærksom på, at et stort re-klameskilt er opsat på ejendommens gavl mod Limfjorden – umiddelbart i modstrid med kommunens vejledning om skilte, gader og pladser.
Vi har derfor foretaget en registrering af skilte på bygningen og kan på den baggrund konstatere, at to bannerskilte på højhusets gavle mod hen-holdsvis nord og syd virker skæmmende i forhold til omgivelserne.
Vi har samtidigt gennemgået ejendommens sagshistorik, hvor der ikke umiddelbart fremgår en sammenhæng mellem ejendommens tidligere sa-ger og tilladelser til den pågældende skiltning.
Vi fremsendte derfor en partshøring i henhold til forvaltningslovens § 19 med varsel om påbud til ejendommens ejer d. 9. september 2020 med frist for besvarelse d. 23. september 2020.
Sagens forløb
Vi modtog d. 23. september en anmodning om udsættelse af tidsfristen samt begæring om aktindsigt i den indgivne henvendelse omkring skilt-ningen. Tidsfristen blev på den baggrund forlænget til d. 20. oktober 2020.
3
Vi modtog d. 20. oktober 2020 et skriftligt partsindlæg på vegne af ejen-dommens ejer, som fremsatte, at reklamebannerne ikke er omfattet af byg-gelovens § 2, stk. 1, litra b, og dermed heller ikke kræver forudgående byggetilladelse. Det blev ligeledes fremsat, at byggelovens § 6 D, stk. 1, på den baggrund ikke kan gøres gældende, samt at ejeren af skiltet – Ocean Outdoor Denmark A/S – ligeledes bør tillægges partsstatus.
Vi præciserede på baggrund af partsindlægget lovgrundlaget fra det op-rindelige brev og udsendte et nyt brev med fornyet varsel om påbud samt partshøring d. 7. januar 2021. Sidstnævnte brev blev ligeledes fremsendt til ejeren af skiltet, som ligeledes vurderes at være part i sagen.
Vi modtog d. 19. januar 2021 en række begæringer på vegne af ejendom-mens ejer om aktindsigt i klagesager og verserende eller afsluttede skil-tesager på ti ejendomme i Aalborg og Nørresundby – samtidigt anmodede parterne om en udsættelse af tidsfristen på fem uger. Tidsfristen blev ef-terfølgende forlænget til d. 26. februar 2021 med henblik på at belyse sa-gen fyldestgørende.
Parterne anmodede d. 25. februar 2021 om yderligere udsættelse med to uger med henblik på at gennemgå aktindsigtsmaterialet. Vi fastsatte på den baggrund en ny tidsfrist d. 12. marts 2021.
Vi modtog efterfølgende parternes fælles besvarelse d. 12. marts 2021 – heri fremgår det, at partsindlægget er et supplement til det første partsind-læg, dateret 20. oktober 2020. Følgende bemærkninger vurderes at have relevans i indeværende sag:
- Med partsindlæggene fremsætter parterne, at kommunens skiltevej-
ledning – Brug Byen – i sin helhed ikke finder anvendelse for rekla-mebanneret på Sagsøger E/F. Det fremsættes ligeledes, at kommu-nen ikke har hjemmel til at indføre særlige regler, som udgør en be-tydelig skærpelse af praksis for skiltning, samt at en overførelse af retningslinjen uden modifikationer er et forvaltningsretligt problem, idet den afskærer det skøn, som er et forvaltningsretligt krav.
- Parterne redegør videre for skiltning på bygningens gavl i perioden
1957-2017 – først med lysskilte, efterfølgende perioder med blandede sortimenter af reklamer, og senest reklame for Friis Shoppingcenter. Det fremhæves ligeledes, at et foto af gavlens reklamesortiment ind-går i en visualisering fra 2010 i lokalplan 1-1-103.
4
- Der fremsættes endvidere lighedsbetragtninger til skiltning i nærom-
rådet, samt øvrige placering i Aalborg og Nørresundby – disse be-handles særskilt i forlængelse af vurderingen.
- Parterne fremsætter, at det ikke anses for tilnærmelsesvist sandsyn-
liggjort, at omfanget af skiltningen fremstår så massivt, at det virker dominerende i forhold til bebyggelsen, da Sagsøger E/F er en meget stor bygning, der i sin fysiske fremtoning hører til blandt de største enkeltstående bygninger i området. Det fremsættes ligeledes, at rek-lamebannerne ikke er fysisk større end de tidligere reklamer på gav-len, samt at de ikke vurderes at være til fare for biltrafikken med henvisning til den tidligere skiltning på gavlen.
Vurdering
Skiltningen vurderes at virke skæmmende for omgivelserne af følgende årsager:
- Skiltenes detaljering fremstår utilpasset i forhold til bebyggelsens ek-
sisterende arkitektur. Vi lægger vægt på, at skiltene skjuler store dele af den eksisterende facadebeklædning, samt at skiltenes konstruktion ikke er integreret med den eksisterende facadestruktur og dennes inddelinger.
- Skiltningens størrelse overstiger er sædvanligt omfang. Der er tale
om en bebyggelse med relativ stor skala i en tætbebygget kontekst, hvor omfanget af skiltningen på trods af dette vurderes at være så massivt, at det virker dominerende i forhold til bebyggelsen og den helhed, som bebyggelsen indgår i. Vi lægger vægt på, at skiltningen er orienteret mod det offentligt tilgængelige byrum og ikke umiddel-bart indeholder informationer, som har væsentlig betydning for om-givelserne eller ejendommens funktioner. Vi lægger ligeledes vægt på, at bannerskiltningen er markant større end ejendommens øvrige skiltning, som relaterer til virksomhederne på ejendommen. Skilt-ning har – i modsætning til eksempelvis facadebeklædning og kunst-nerisk udsmykning – efter bygningsmyndighedens vurdering til hensigt at kommunikere konkret information om en virksomhed el-ler en ejendoms funktioner til en modtager. Vi skønner ligeledes, at produktreklamer skal underordne sig den øvrige skiltning, som in-deholder informationer om ejendommens funktioner, for at sikre en overskuelig skiltning i forhold til det omkringliggende bymiljø, her-under i relation til omkringliggende boliger og færdsel. Slutteligt lægger vi vægt på, at bannerskiltningens størrelse nærmer sig et om-fang, som i stedet kan karakteriseres som en egentlig konstruktion på lige fod med facadebeklædning.
5
Vi bemærker, at ovenstående vurdering og to meddelte afslag i henholds-vis 2017 og 2018 til lignende skiltning på bygningen afspejler en opstram-ning fra kommunens side over for blandt andet brugen af bannerskilte, som vurderes at have vidtrækkende effekt på byrummet og virke slørende for byens arkitektur.
Byrådet godkendte af samme årsag d. 22. august 2016 vejledningen Brug Byen for at styrke kommunens byrum og gader, herunder i relation til bru-gen af skiltning. På vejledningens s. 29 fremgår det, at permanente rekla-meflag og bannere normalt ikke tillades på hverken facade eller på tværs af gaden, samt at høje skilte gennem flere etager normalt kun tillades til hoteller og butikscentre. Opstramningen understreges yderligere af fem håndhævelsessager fra 2020 i relation til brugen af bannerskilte langs Vej i Aalborg
Vi skal samtidigt understrege, at skiltevejledningen ikke er et regelsæt, men en retningslinje, som har til formål at overskueliggøre over for bor-gere og virksomheder, hvilken skiltning som i udbredt (men ikke udtøm-mende) grad kan forventes at være acceptabel. Skiltevejledningen henvi-ser dermed til byggelovens § 6 D, stk. 2, men medfører altså ikke et krav om forudgående ansøgning.
Skiltevejledningen er ligeledes ikke fremsat som et selvstændigt argument i ovenstående vurdering, som i stedet er en skønsmæssig vurdering af den konkrete skiltning foretaget med hjemmel i byggelovens § 6 D, stk. 2.
Lighedsbetragtninger
Nedenfor gennemgås de lighedsbetragtninger, som blev fremsat med partsindlæggene dateret henholdsvis 20. oktober 2020 og 12. marts 2021:
…
Lovgrundlaget
Byggelovens § 6 D, stk. 2, fastsætter følgende:
Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrel-sen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt.
Frist til at efterkomme påbuddet
Kommunen har besluttet at give dig et påbud om at lovliggøre det ulov-lige forhold, og har fastsat en frist på 1 måned, det vil sige senest d. 19. juli 2021.
6
Nærværende påbud tinglyses på ejendommen, og gebyr herfor på 1.750 kr. opkræves ved dig som ejer.
Konsekvensen af ikke at efterkomme påbuddet
Hvis påbuddet ikke efterkommes, vil kommunen uden yderligere varsel overdrage sagen til politiet, og du kan blive idømt bødestraf. Det fremgår af byggelovens § 30, stk. 1, litra a og c. Du kan også blive idømt tvangsbø-der, indtil forholdet er bragt i orden, jf. byggelovens § 17, stk. 2.
…”
Forklaringer
Under sagen er der afgivet forklaring af Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3.
Forklaringerne gengives ikke i dommen.
Parternes synspunkter
Sagsøger E/F, har i sit påstandsdokument anført:
”…
3. ANBRINGENDER
Sagsøger E/Fs påstande har en sådan sammenhæng, at de i det følgende blot behandles under ét.
Indledningsvist skal det understreges, at Aalborg Kommune ikke har ved-taget en lokalplan vedrørende skiltning, der omfatter Sagsøger E/F. Det vil sige, at Gavlreklamerne alene kan og skal bedømmes på baggrund af byggelovens § 6D, stk. 2, som er en undtagelsesbestemmelse fra udgangs-punktet om, at en ejer har fri adgang til at skilte på sin ejendom.
Brug Byen indeholder heller ikke forpligtende bestemmelser af nogen art, og Aalborg Kommune har ikke hjemmel til at anvende Brug Byen som konkret administrationsgrundlag. Den omstændighed, at Aalborg Kom-mune anvender Brug Byen som et konkret regelsæt/administrationsgrund-lag alligevel, understøtter blot, at Påbuddet er udstedt som en automatisk administrativ ekspedition af generel karakter, uden egentlig støtte i de faktiske forhold.
Den som bilag P fremlagte kommuneplan fra 2005 er irrelevant for sagen. Dels er den ikke bindende for borgerne, og dels er Sagsøger E/F (opført i 1950’erne) ikke en del af den arkitektur og beskyttelsesværdige hensyn,
7
som kommuneplanen omtaler (arkitektur i 1930’erne). Afslutningsvist kommer, at rapporten og kommuneplanen er fra 2005, mens Aalborg Kommune i 2011 accepterede Friis-reklamen, jf. bilag 12. I 2011 var rapporten således ikke til hinder for skiltning på Sagsøger E/F og kan notorisk heller ikke være det i 2022. Derfor er rapporten komplet irrele-vant for sagen.
Når kommuneplanen (bilag P) er irrelevant for sagen, og Aalborg Kom-mune aktivt har fravalgt at regulere skiltning på Sagsøger E/F ved en lo-kalplan (hvilket ej heller havde været muligt), skal sagen afgøres efter alene byggelovens § 6D, stk. 2.
Det vil sige, at sagen helt grundlæggende drejer sig om, hvorvidt Gavlrek-lamerne er skæmmende for deres omgivelser eller ej. Hvis ikke Gavlrekla-merne ud fra den sædvanlige, gænge forståelse er skæmmende for omgi-velserne, kan de ikke påbydes nedtaget. I den vurdering er et væsentligt hensyn at tage til Sagsøger E/F, som har skiltet kontinuerligt siden 1960’erne. Netop det forhold skal skærpe Aalborg kommunes bevisbyrde for, at betingelserne, for at bringe undtagelsesbestemmelsen i byggelovens § 6 D, stk. 2 i anvendelse, er opfyldt.
3.1 Materiel prøvelse af Påbuddet
Det gøres gældende, at retten har uindskrænket adgang til at prøve Aal-borg Kommunes afgørelse (Påbuddet), og om retsfaktum i den anvendte hjemmel (byggelovens § 6D, stk. 2) er opfyldt. Når bestemmelsen indehol-der et retsfaktum, er det åbenlyst for enhver, at retsfaktum – at skiltet vir-ker skæmmende – skal være opfyldt, førend retsfølgen – at skiltet påbydes nedtaget – kan indtræde.
Bestemmelsen giver ikke Aalborg Kommune adgang til at foretage et frit, subjektivt skøn over, hvorvidt noget er ’skæmmende’. Bestemmelsen er underlagt fortolkning af begrebet. Når rækkevidden af begrebet er fast-lagt, er det givet, at der skal foretages en vurdering af, hvorvidt et givent skilt virker skæmmende, og at denne vurdering kan minde om et skøn, men det ændrer ikke på, at bestemmelsen i byggelovens § 6D, stk. 2, juridisk set er en fortolkningsbestemmelse, og ikke en skønsbestem-melse.
At en bestemmelse er underlagt fortolkning, og ikke et rent skøn, resulte-rer i forvaltningsretlig henseende bl.a. i, at myndighedens fortolkning af betingelsen og vurdering af genstanden er underlagt fuld og ubegrænset domstolsprøvelse. Selv hvis der var tale om en ren skønsbestemmelse, der tillagde myndigheden et ’frit’ skøn, ville domstolene kunne prøve skøn-
8
net. Retsstillingen er udtryk for helt grundlæggende forvaltningsret og i øvrigt fastslået i Grundlovens § 63.
Derfor må det ganske enkelt bero på en retsvildfarelse hos Aalborg Kom-mune og dennes advokat, hvis det vitterligt fastholdes, at domstolene ikke har adgang til at prøve Aalborg Kommunes afgørelse.
Retten kan således foretage en uindskrænket materiel prøvelse af Påbud-det.
*****
3.2 Retsfaktum i byggelovens § 6D, stk. 2
Aalborg Kommune har i flere tilfælde gjort gældende, at kommunen ifølge byggelovens § 6D, stk. 2 er tillagt et frit skøn, hvorom der ikke kan eller skal ske domstolsprøvelse.
Det fremgår eksempelvis af duplikkens side 2.
Dette er ganske enkelt forkert.
Som anført i pkt. 3.1, giver byggelovens § 6D, stk. 2 ikke Aalborg Kom-mune nogen adgang til at skønne, og slet ikke frit. Bestemmelsen er under-lagt den begrænsning, at skiltet skal være skæmmende i forhold til omgi-
velserne, førend bestemmelsen kan bringes i anvendelse. Dette retsfaktum skal notorisk være opfyldt, førend retsfølgen kan indtræde.
Er Gavlreklamerne ikke skæmmende for omgivelserne, kan de ikke påby-des nedtaget med hjemmel i byggelovens § 6D, stk. 2.
Ordet ’skæmmende’ er i den danske ordbog defineret på følgende måde:
” At forringe, især med hensyn til udseende eller kvalitet, og dermed øde-lægge helhedsindtrykket”
Sagen og Gavlreklamerne skal bedømmes ud fra denne definition.
Aalborg Kommune har til stadighed ikke redegjort for, hvilke omgivelser Gavlreklamerne skulle virke skæmmende for, eller nøjagtig hvorfor Gavlreklamerne virker skæmmende. Aalborg Kommune har i generelle vendinger henvist til Gavlreklamernes størrelse og detaljeringsgrad, men hvorledes disse forhold skæmmer omgivelserne vides fortsat ikke.
Hvorom alting er, gøres det gældende, at byggelovens § 6D, stk. 2 inde-holder et retsfaktum, som skal være opfyldt, førend retsfølgen kan ind-
9
træde. Retten skal således tage stilling til, om Gavlreklamerne ødelægger helhedsindtrykket af Sagsøger E/F.
3.3 Gavlreklamerne er ikke skæmmende for omgivelserne
Sagsøger E/F gør overordnet gældende, at Gavlreklamerne ikke virker skæmmende for omgivelserne, hvorfor disse ikke kan påbydes nedtaget i medfør af byggelovens § 6D, stk. 2. At Gavlreklamerne ikke er skæm-mende følger klart og tydeligt af den sagkyndige erklæring udarbejdet af Rambøll Gruppen A/S, jf. bilag 14.
Videre gøres det gældende, at bevisbyrden for, at bestemmelsens retsfak-tum er indtrådt, påhviler Aalborg Kommune. Det skyldes, at byggelovens § 6D, stk. 2 er en undtagelsesbestemmelse, og at skiltning ikke kræver for-udgående tilladelse, jf. eksempelvis Folketingets ombudsmands udtalelse i FOB 1981.201. Idet Sagsøger E/F heller ikke er nærmere til at løfte bevis-byrden – tværtimod – ligger det fast, at bevisbyrden påhviler Aalborg Kommune.
Ydermere skal retten være opmærksom på, at Brug Byen er udtryk for Aalborg Kommunes interne opfattelse af, i hvilket omfang man fra kom-munens side ønsker at lade erhvervsdrivende reklamere på og for sin egen butik. På duplikkens side 16 har Aalborg Kommune tilmed bekræftet, at Brug Byen end ikke er direkte anvendelig på skiltning på ikke-erhvervsre-laterede bygninger. Det gøres derfor gældende, at Brug Byen ikke kan an-vendes som hverken administrationsgrundlag eller fortolkningsbidrag i relation til byggelovens § 6D, stk. 2. Relevant for denne sag er alene, om Aalborg Kommune har løftet bevisbyrden for, at Gavlreklamerne objektivt set er skæmmende for deres omgivelser. I den forbindelse er det nødven-digt at anholde følgende afsnit fra Aalborg Kommunes påstandsdoku-ment:
” For så vidt angår bevisbyrde bestrides det, at det som anført af Sagsøger E/F ”… er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at afgø-relsen er korrekt.” , for så vidt at det af Sagsøger E/F an-førte skal forstås således, at det er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at det er korrekt, at de omhandlede bannerreklamer virker ”skæmmende i for-hold til omgivelserne” , jf. byggelovens § 6 D, stk. 2. Hvis dette var til-fældet, ville Aalborg Kommune i sagens natur ikke kunne løfte sin be-visbyrde, uden at Retten samtidig foretog en efterprøvelse af selve Aal-borg Kommunes skøn i sagen, og ikke blot en legalitetsprøvelse, hvor der af Retten foretages en prøvelse af, om der er henlagt et skøn til Aal-borg Kommune, samt om der af Aalborg Kommune er foretaget et kon-
10
kret og sagligt, pligtmæssigt skøn baseret på saglige og lovlige kriterier i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.”
Afsnittet kan kun forstås således, at det efter Aalborg Kommunes opfat-telse ikke er nødvendigt at sikre, at Aalborg Kommune faktisk har hjem-mel til at træffe den pågældende afgørelse. Det strider direkte mod legali-tetsprincippet, og det er ganske enkelt rystende, hvis det reelt er udtryk for Aalborg Kommunes holdning. Aalborg Kommune skal overholde lega-litetsprincippet, og der skal være hjemmel til at træffe en given afgørelse.
Hvor der til en bestemmelse er knyttet et retsfaktum,skal dette være til
stede, førend afgørelse om retsfølgen har hjemmel, og for byggelovens § 6D, stk. 2 vil det sige, at skiltet skal være skæmmende for omgivelserne, førend det kan påbydes nedtaget. Den vurdering er underlagt en fuld og intensiv domstolsprøvelse, og her skal Aalborg Kommune selvfølgelig kunne påvise, at retsfaktum er til stede.
3.3.1 Gavlreklamerne og lighedsprincippet
Begrebet ’skæmmende’ skal fastsættes ud fra objektive kriterier, jf. pkt. 3.2, og i grænsetilfælde må foretages en fortolkning af begrebet med henblik på at fastlægge rækkevidden i relation til et konkret tilfælde – her Gavlre-klamerne. Aalborg Kommune har oplyst, at ’Brug Byen’ er deres admini-
strationsgrundlag, og at vedtagelsen heraf er udtryk for envæsentlig op-
stramning og dermed praksisændring af reglerne for skiltning i Aalborg. Det må forstås således, at Aalborg Kommune har skærpet sin opfattelse af, hvornår et skilt er skæmmende. Synspunktet hænger imidlertid ikke sam-men, idet Aalborg Kommune ikke har kompetence til at foretage hverken en skærpelse eller lempelse af begrebet ’skæmmende’. Dels skal vurderin-gen baseres på den anerkendte forståelse af begrebet ’skæmmende’, og dels skal vurderingen af rækkevidden tage hensyn til både Sagsøger E/F historie og skiltning på omkringliggende bebyggelse.
I relation til den omkringliggende bebyggelse, jf. bilag 16 – 23 skal Sagsøger E/F fremhæve det yderst påfaldende i, at Aalborg Kommune tilsyne-ladende ikke har været opmærksom på de mange store og markante skilte i Aalborg centrum, før under denne retssag. Det fremstår ganske konstrue-ret, at Aalborg Kommune ikke skulle have opdaget skiltene, og derfor nu indleder håndhævelsessager. Formålet hermed kan alene være at mini-mere risikoen for, at skiltene kunne påvirke denne sag mod Sagsøger E/F.
I relation til den historiske skiltning på Sagsøger E/F skal retten lægge vægt på, at Sagsøger E/F kontinuerligt har benyttet sig af gavlreklamer siden senest 1960’erne og frem til d.d., jf. bilag 8 – 12. Fokuserer vi blot på
11
nyere tid påkalder reklamerne for Aalborg City, jf. bilag 11, og Friis Shop-pingcenter, jf. bilag 12, sig særligt stor interesse.
Gavlreklamerne ser således ud:
Aalborg Kommune har anført, at Gavlreklamerne overordnet er for store og har en detaljeringsgrad, der ikke er tilpasset bygningen. Dette er ikke samstemmende med virkeligheden. Som billederne tydeligt viser, er Gavlreklamerne ganske små i forhold til bygningen, ligesom farverne er afstemt med beklædningen på gavlen. Desuden følger Gavlreklamernes linjer også bygningens linjer, herunder gavlenes opdelte midte som er til-passet Gavlreklamens midte. Afslutningsvist er Sagsøger E/F placeret i et meget åbent landskab med nordgavlen ud mod Limfjorden og sydgavlen i god afstand fra anden bebyggelse.
Sagsøger E/Fs Gavlreklamer skal vurderes efter normerne i samfundet, herunder de normer Aalborg Kommune har benyttet igennem Sagsøger E/F levetid, og som Sagsøger E/F derfor efter mangeårig praksis har indrettet sig efter. I den forbindelse skal Sagsøger E/F særligt fremhæve, at den tidligere reklame for Friis Shoppingcenter var af betydeligt større omfang og mere dominerende i sit udtryk. Reklamen for Friis Shopping-center så således ud:
12
Det fremstår meget tydeligt, at Friis-reklamen er større og har et betydeligt mere larmende udtryk på grund af de markante farver. Således er far-verne på ingen måde tilpasset gavlens beklædning, og reklamen har en markant vandret linje på tværs af gavlens lodrette farveopdelte linje. Des-uden har reklamen en høj detaljeringsgrad og en stor mængde tekst i for-skellige skriftstørrelser, der kræver megen opmærksomhed fra forbipasse-rende, herunder trafikanter, at læse.
Om denne fysisk større og i dens udtryk mere dominerende reklame er-klærede Aalborg kommune i et brev af den 24. januar 2011 til Friis Shop-pingcenter (bilag 15), at
” Det vurderes, at skiltningen ikke vil komme til at virke skæmmende”
Retten kan således lægge til grund, at Friis-reklamen, jf. bilag 12, ikke var skæmmende for omgivelserne.
Der er enighed om, at Gavlreklamerne er mindre i størrelse, udtryk og de-taljeringsgrad end reklamen for Friis Shoppingcenter. Således oplyser Aal-borg Kommune følgende på duplikkens side 17:
” Aalborg Kommune medgiver, at bannerreklamernes størrelse og ud-formning er henholdsvis fysisk mindre og har en mindre kontrastfyldt farve end den på bilag 12 viste reklame for Friis Aalborg Shoppingcen-ter, som modtog godkendelse i 2011.”
Det samme må siges at være tilfældet for reklamen for Aalborg City (bilag 11), der så således ud:
13
Reklamen for Aalborg City er endnu større end Friis-reklamen og indehol-der endnu mere tekst i forskellige størrelser. Fælles for de to reklamer er, at de er væsentligt større, end de nuværende Gavlreklamer. Begge fylder således klart størstedelen af gavlens højde og går helt ud til gavlens kan-ter. Fælles for begge reklamer er imidlertid også, at Aalborg Kommune ikke fandt dem skæmmende for omgivelserne.
Aalborg City-reklamen og Friis-reklamen hang på gavlen i perioden fra 2001 – 2017.
Der foreligger ingen holdepunkter for at antage, at begrebet ’skæmmende’ skal fortolkes eller forstås anderledes i dag, end det gjorde i perioden fra 2001 – 2017.
Derfor skal de nuværende Gavlreklamer vurderes på samme måde som de tidligere jf. bilag 11 og 12.
Når det ligger fast, at Gavlreklamerne i overensstemmelse med ligheds-princippet skal bedømmes ligesom tidligere skiltning på Sagsøger E/F, og at både Aalborg Cityreklamen og Friis-reklamen, som var fysisk større, havde større detaljeringsgrad og mere kontrastfyldte farver, udtrykkeligt blev fundet ikke at være skæmmende, jf. bilag 15, så er Gavlreklamerne det heller ikke, jf. også den sagkyndige erklæring udarbejdet af Rambøll Gruppen A/S.
Derfor skal Sagsøger E/Fs påstande tages til følge.
14
Endvidere skal retten særligt tage hensyn til, at Sagsøger E/F igennem 6 årtier har udlejet gavlen til reklameskiltning, og Sagsøger E/F har således i 6 årtier indrettet sig på, at oppebære en leje derved. Der er ikke i samfun-det sket ændringer af betydning for begrebet ’skæmmende’. Skiltenes art og indhold er ikke anderledes end i de seneste 6 årtier. Der er ikke sket ændringer i den nærmeste bebyggelse. Der er ikke fra lovgivers side ved-taget nye skærpende love om retten til at skilte på sin ejendom. Forholdet er end ikke forsøgt reguleret ved en lokalplan. Den eneste forskel er, at man internt hos Aalborg Kommune tilsyneladende har foretaget en ”væ-sentlig opstramning” og dermed praksisændring af reglerne for skiltning i Aalborg, men Aalborg Kommune har ikke hjemmel til at redefinere begre-bet ’skæmmende’ eller til at udarbejde en politik for, hvornår et skilt er skæmmende. Aalborg Kommunes praksisændring kan ikke ændre – i hvert fald ikke forringe – borgernes retsstilling, som de har indrettet sig på de sidste 50 – 60 år.
Særligt af den årsag, må der stilles ganske store krav til Aalborg Kommu-nes bevisførelse og til sikkerheden for, at Gavlreklamerne faktisk kan an-ses for at være skæmmende for omgivelserne, jf. byggelovens § 6D, stk. 2. Denne sikkerhed er ikke til stede, og det er afgjort ikke tilstrækkeligt til at anerkende en ændring af en praksis, som Sagsøger E/F har støttet ret på igennem 6 årtier.
…”
Sagsøgte, Aalborg kommune, har i sit påstandsdokument anført:
”…
ANBRINGENDER
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at Aalborg Kom-mune har været berettiget til med hjemmel i byggelovens § 6 D, stk. 2 at meddele Sagsøger E/F påbud om fjernelse af de to reklame-bannere monteret på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle.
Således gøres det gældende, at der med byggelovens § 6 D, stk. 2 er givet kommunalbestyrelsen en skønsmæssig adgang til at gribe ind over for så-vel eksisterende som kommende forhold ved en fast ejendom ud fra både praktiske og æstetiske hensyn, og at kommunalbestyrelsen således med hjemmel i byggelovens § 6 D, stk. 2 kan gribe ind over for allerede etable-rede, enkeltstående belysnings- og skiltningsforhold, når de af kommunal-bestyrelsen skønnes at være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne.
15
Der er med byggelovens § 6 D, stk. 2 givet kommunalbestyrelsen hjemmel til at skønne over, hvorvidt et givent forhold er til ulempe eller virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Som følge heraf bør domstolsprø-velsen begrænses til en legalitetsprøvelse, hvor Retten alene tager stilling til, hvorvidt den pågældende forvaltningsakt – i dette tilfælde Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 – er lovligt udstedt, hvorimod det af Aalborg Kommune udøvede skøn som altovervejende udgangspunkt ikke skal efterprøves.
Det gøres i den forbindelse gældende, at Aalborg Kommune har truffet en afgørelse med nødvendig og tilstrækkelig hjemmel i byggelovens § 6 D, stk. 2, og at Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 således er lovligt udstedt, idet Aalborg Kommune som led heri – samt i overensstemmelse med byggelovens § 6 D, stk. 2 – har foretaget et konkret og sagligt, pligt-mæssigt skøn baseret på lovlige og saglige kriterier, hvor Aalborg Kom-mune bl.a. har lagt vægt på:
- reklamebannernes detaljering, størrelse og konstruktion i forhold til
Sagsøger E/Fs arkitektur, eksisterende facadebeklædning og -struk-tur,
- reklamebannernes størrelse og omfang set i forhold til bebyggelsen
og den kontekst og helhed, som bebyggelsen indgår i,
- reklamebannernes orientering og indhold, herunder de informatio-
ner, som fremgår af reklamebannerne, samt
- reklamebannernes størrelse set i forhold til Sagsøger E/Fs øvrige
skiltning, som relaterer sig til virksomhederne i Sagsøger E/F.
Vejledningen ”Brug Byen” (bilag 7) og ”Retningslinjer for god skiltning” (bilag M) udtrykker Aalborg Kommunes politik og overordnede målsæt-ning for, hvordan byrum og gader i Aalborg Kommune kan anvendes, li-gesom de indeholder retningslinjer for de hyppigst forekommende typer af skiltning, hvor der er vurderet at være det største behov for et egentligt skriftligt administrationsgrundlag. Selvom vejledningen ”Brug Byen” pri-mært henvender sig til erhvervsdrivende, der etablerer skiltning i tilknyt-ning til deres virksomhed, har det derfor heller ikke været usagligt, at Aal-borg Kommune i sin vurdering og afgørelse bl.a. har lagt vægt på de ret-ningslinjer, der er anført i vejledningen ”Brug Byen” , og som af Aalborg Kommune er skønnet relevante for forholdet.
Aalborg Kommune har foretaget en helhedsvurdering baseret på saglige og lovlige kriterier, hvor Aalborg Kommune inden for rammerne af de skønsmæssige beføjelser, som tilkommer Aalborg Kommune i medfør af byggelovens § 6 D, stk. 2, er nået til den konklusion, at de omhandlede bannerreklamer virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Denne af-
16
gørelse bliver ikke usaglig af, at Sagsøger E/F er uenig i vur-deringen, eller at Aalborg Kommune i 2011, hvor Aalborg Kommune ikke havde det samme fokus på at genskabe og bevare byens og bygningernes arkitektoniske kvaliteter, som det er tilfældet i dag, meddelte tilladelse til opsætning af den på bilag 12 viste reklame for Friis Aalborg Shoppingcen-ter.
Endvidere gøres det gældende, at Aalborg Kommunes vurdering af, at ” skiltenes detaljering fremstår utilpasset forhold til bebyggelsens eksisterende ar-kitektur” , i sig selv ville være tilstrækkelig til at påbyde den omhandlede skiltning fjernet i medfør af byggelovens § 6 D, stk. 2.
Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte det af Aalborg Kommune udøvede skøn, hvorefter reklamebannerne på Sagsøger E/Fs nord- og sydvendte gavle vurderes at virke skæmmende for omgivelserne.
Det gøres desuden gældende, at Sagsøger E/F ikke med den fremlagte vurdering fra Rambøll Danmark A/S (bilag 14) har dokumente-ret sådanne fejl eller andre forhold ved Aalborg Kommunes vurdering, at der er grundlag for at tilsidesætte Aalborg Kommunes skønsmæssige vur-dering til fordel for den af Rambøll Danmark A/S foretagne vurdering. Det gøres desuden gældende, at der er tale om en ensidigt indhentet erklæ-ring, som alene kan tillægges begrænset bevismæssig værdi.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det yderligere gældende, at det beror på et aktivt valg fra lovgivers side, at bestemmelsen i kommune-planlægningslovens § 44, stk. 1 og 2 er blevet bibeholdt og flyttet til bygge-lovens § 6 D, stk. 1 og 2, således at kommunerne netop ikke ville være henvist til at gennemføre en ressource- og omkostningskrævende samt langvarig lokalplanprocedure til løsning af de problemer, som den dagæl-dende kommuneplanlovs § 44, stk. 1 og 2 (nu byggelovens § 6 D, stk. 1 og 2) omhandler. Det har således netop været hensigten med bestemmelsen, at den skal kunne anvendes af kommunerne til at løse de problemer, som den dagældende kommuneplanlovs § 44, stk. 1 og 2 omhandler, selvom der som alternativ hertil vil kunne iværksættes en lokalplanprocedure.
Der er derfor heller intet usædvanligt i, at Aalborg Kommune har valgt at gøre brug af hjemlen i byggelovens § 6 D, stk. 2 til at påbyde de omhand-lede reklamebannere fjernet frem for at vedtage en lokalplan indehol-dende særlige bestemmelser vedrørende skiltning, og det bestrides, at Sagsøger E/F herved er blevet frataget muligheden for at vare-tage sine interesser eller for at deltage i og påvirke processen.
17
Som det fremgår af sagens bilag, herunder bilag 3, bilag 4, bilag A, bilag B, bilag 5, bilag 6 og bilag D, var der således en ganske omfattende dialog mellem Aalborg Kommune, Sagsøger E/F og Ocean Out-door Denmark A/S, efter at Aalborg Kommune henholdsvis den 9. sep-tember 2020 og den 7. januar 2021 fremsendte varsling af påbud i partshø-ring hos Sagsøger E/F og Ocean Outdoor Denmark A/S. Den omstændighed, at Aalborg Kommune i sidste ende - på trods afSagsøger E/Fs og Ocean Outdoor Denmark A/S’ indsigelser - valgte at træffe afgørelse i sagen i overensstemmelse med det varslede påbud, medfører ikke, at Sagsøger E/F ikke er blevet inddraget eller i øvrigt ikke har haft mulighed for at påvirke processen, som det ville have været tilfældet i forbindelse med en lokalplanprocedure
Det kan desuden ikke lægges til grund, at gennemførelse af en lokalplan-procedure ville have ført til et andet resultat, selvom processen for borger-inddragelsen ville have været en anden. Således kunne Aalborg Kom-mune også som led i vedtagelsen af en lokalplan have fastsat bestemmel-ser vedrørende skiltning, som stred imod Sagsøger E/Fs økonomiske og/eller øvrige interesser, i hvilket tilfælde Sagsøger E/F – som nu – ville være henvist til at søge forholdet prøvet ved re-kurs og/eller domstolsprøvelse, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 og § 61.
Det kan således heller ikke lægges til grund, at det har påvirket Sagsøger E/Fs retsstilling vedrørende forholdet, at Aalborg Kom-mune har valgt ikke at gennemføre en lokalplanprocedure.
Det bestrides desuden, at vedtagelsen af en lokalplan er den sædvanlige fremgangsmåde, hvilket bemærkningerne til Lov nr. 270 af 2. maj 1990 om ændring af byggeloven, brandloven og kommuneplanloven således også underbygger.
Endvidere bestrides det, at det som anført af Sagsøger E/F er en betingelse for at påbyde skiltning fjernet i medfør af byggelovens § 6 D, stk. 2, at den pågældende skiltning virker ”særligt skæmmende” . Det er således alene en betingelse for at påbyde skiltning fjernet i medfør af byg-gelovens § 6 D, stk. 2, at skiltningen er ” skæmmende i forhold til omgivel-serne” , hvilket den enkelte kommune ifølge bemærkningerne til Lov nr. 270 af 2. maj 1990 om ændring af byggeloven, brandloven og kommune-planloven og vejledningen til bygningsreglementet er givet en skønsmæs-sig adgang til at vurdere.
Det bestrides i den forbindelse også, at Sagsøger E/Fs gavlreklamer skal vurderes efter de normer, som Aalborg Kommune har benyttet igennem Sagsøger E/Fs levetid. Aalborg Kommunes politik på skilteområdet vil i
18
sagens natur ikke være statisk, men skal derimod kunne tilpasses byens og samfundets udvikling, herunder de senere års øgede fokus på brugen af byrummet og bevaring af byens og bygningernes arkitektoniske kvalite-ter, hvilket så meget desto mere gør sig gældende i områder som Vej-gennembruddet, der er udpeget som et såkaldt ”værdifuldt kultur-miljø” .
For så vidt angår bevisbyrde bestrides det, at det som anført af Sagsøger E/F ” … er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at afgørelsen er kor-rekt.” , for så vidt at det af Sagsøger E/F anførte skal forstås således, at det er Aalborg Kommunes bevisbyrde, at det er korrekt, at de omhandlede bannerreklamer virker ” skæmmende i forhold til omgivelserne” , jf. byggelovens § 6 D, stk. 2. Hvis dette var tilfældet, ville Aalborg Kom-mune i sagens natur ikke kunne løfte sin bevisbyrde, uden at Retten samti-dig foretog en efterprøvelse af selve Aalborg Kommunes skøn i sagen, og ikke blot en legalitetsprøvelse, hvor der af Retten foretages en prøvelse af, om der er henlagt et skøn til Aalborg Kommune, samt om der af Aalborg Kommune er foretaget et konkret og sagligt, pligtmæssigt skøn baseret på saglige og lovlige kriterier i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.
Aalborg Kommune har både i sin varsling af påbud af 7. januar 2021 (bilag A og B) og i påbuddet af 17. juni 2021 (bilag 6) redegjort nærmere for det af Aalborg Kommune foretagne skøn, herunder hvilke forhold Aalborg Kommune har lagt vægt på ved sin vurdering af, om reklamebannerne virker skæmmende i forhold til omgivelserne.
Det gøres gældende, at det herefter – i overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler - er Sagsøger E/F, der har bevisbyrden for, at Aalborg Kommunes afgørelse - som påstået af E/F Sagsøger E/F Aal-borg - er truffet på et usagligt grundlag, og at denne bevisbyrde ikke er løftet.
Det gøres desuden gældende, at Aalborg Kommune har løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at påbyde den omhandlede skiltning fjernet i med-før af byggelovens § 6 D, stk. 2, er opfyldt.
Endvidere gøres det gældende, at Sagsøger E/F ved opsæt-ning af de af nærværende sag omfattede bannerreklamer har handlet imod bedrevidende, idet Sagsøger E/F på baggrund af de i 2017 og 2018 meddelte afslag var bekendt med, at der var begrænsninger for, hvilken type skiltning Aalborg Kommune ville tillade opsat på Sagsøger E/F, og at Sagsøger E/F således kunne have imødegået risikoen for, at Aalborg Kommune efterfølgende ville meddele påbud om
19
fjernelse af de omhandlede bannerreklamer ved at ansøge om tilladelse el-ler på anden måde gå i dialog med Aalborg Kommune, inden banneret blev sat op, for derigennem at afklare, hvilke krav Aalborg Kommune måtte have til fremtidig skiltning på Sagsøger E/F.
Sagsøger E/F burde således - særligt i lyset af de i 2017 (bi-lag K) og 2018 (bilag L) meddelte afslag - have indset, at der ville være ri-siko for, at Aalborg Kommune ville påbyde de omhandlede bannerrekla-mer fjernet, da Sagsøger E/F efterfølgende valgte at opsætte de omhandlede bannerreklamer uden at indhente Aalborg Kommunes forudgående accept eller på anden måde gå i dialog med Aalborg Kom-mune herom.
Afslutningsvis gøres det gældende, at den sene opfyldelse af Aalborg Kommunes opfordring til specifikt at angive, hvilke sammenlignelige for-hold Sagsøger E/F mener at have konstateret, skal tillægges processuel skadevirkning og komme Sagsøger E/F til skade ved fastsættelsen af sagsomkostninger.
Det bestrides, at Aalborg Kommunes påbud af 17. juni 2021 (bilag 6) stri-der mod det forvaltningsretlige lighedsprincip, samt at den omkringlig-gende skiltning, jf. bilag 13 og bilag 16 - 23, som anført af Sagsøger E/F bidrager til fortolkningen af rækkevidden af begrebet ”skæm-mende” , ligesom det bestrides, at vurderingen af de i sagen omhandlede reklamebannere skal baseres på en objektiv fortolkning af begrebet ”skæmmende” .
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det fremgår af byggelovens § 6 D, at ”Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilla-delse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udform-ning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning” , og det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2: ”Skiltning, lysinstallationer og lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan ved forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt.”
Det fremgår af lovforarbejderne til den oprindelige bestemmelse i kommune-planlovens § 44, der er overført uden realitetsændringer til byggeloven, LFF nr. 73 af 22. november 1989, at bestemmelserne giver kommunalbestyrelsen en skønsmæssig adgang til at gribe ind overfor forskellige forhold ved en fast ejen-
20
dom ud fra æstetiske hensyn, og at kommunalbestyrelsen efter bestemmelserne også kan gribe ind overfor allerede eksisterende forhold.
Aalborg kommune har udarbejdet en vejledning ”Brug Byen” , der udtrykker Aalborg Kommunes politik og overordnede målsætning for, hvordan byrum og gader i Aalborg Kommune kan anvendes, ligesom de indeholder retningslinjer for de hyppigst forekommende typer af skiltning. Der er ikke grundlag for at antage, at Aalborg kommune har varetaget usaglige hensyn ved i sin afgørelse at lægge vægt på disse retningslinjer.
Der er heller ikke med det øvrige fremlagte materiale eller de afgivne forklarin-ger grundlag for at antage, at det Aalborg kommunes afgørelse i form af om-handlede påbud lider af retlige mangler, ligesom der ikke er anført omstændig-heder, som kan medføre, at kommunens afvejning af relevante hensyn må tilsi-desættes.
Med disse bemærkninger tager retten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af Aalborg kommunes advokatudgift med 65.000 kr. Det er oplyst, at Aalborg kommune er momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte, Aalborg kommune, frifindes.
Sagsøger E/F, skal til Aalborg kommune betale sagsomkost-ninger med 65.000 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
Publiceret til portalen d. 21-03-2023 kl. 15:24
Modtagere: Sagsøger Sagsøger E/F, Advokat (L) Michael Møller Pedersen, Advokat (L) Andreas Lybech, Sagsøgte Aalborg kommune