Dom
RETTEN I AALBORG
DOM
afsagt den 3. januar 2024
Sag BS-8447/2022-ALB
Civilstyrelsen
(advokat Aleksander Lind)
mod
Sagsøgte
(advokat Solveig Værum Nørgaard)
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 2. marts 2022.
Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger, Civilstyrelsen har et regreskrav mod sagsøgte, Sagsøgte, herunder om Sagsøgtes ansvar, om skaden var påreg-nelig, om der er grundlag for nedsættelse eller bortfald af kravet, samt om kra-vet er forældet.
Civilstyrelsen har nedlagt følgende påstand:
”Sagsøgte tilpligtes til Civilstyrelsen at betale 135.259,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 82.000,00 kr. fra den 27. maj 2021 og af 45.900,00 kr. fra den 20. januar 2022 til betaling sker.”
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et af retten fastsat mindre beløb.
2
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Den 23. februar 2017 slog Sagsøgte Person 1's hoved sammen med en anden elevs hoved under en madkundskabstime. Forholdet blev politianmeldt. Da Sagsøgte på gerningstidspunktet var 14 år, blev efterforskningen stand-set.
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse den 24. februar 2021 og 23. november 2021 Person 1 i alt 135.259,00 kr. i godtgørelse for svie og smerte og va-rigt mén inkl. renter.
Civilstyrelsen rejste ved afgørelse af 27. april 2021 og 21. december 2021 regres-krav mod Sagsøgte.
Der er afholdt syn og skøn og udarbejdet en skønserklæring den 16. juli 2023.
Forklaringer
Sagsøgte har forklaret, at den 23. februar 2017 var 14 år. Han havde mad-kundskab. Han husker ikke så meget fra den pågældende dag. Det er rigtigt, at han slog to pigers hoveder sammen. Den ene pige var Person 1. Han gjorde det, fordi han ikke måtte være med til at lave maden. Han skulle sidde ved siden af og vente, til det var tid til, at han skulle vaske op. Han bad læreren om, at han kunne komme på et andet hold, men det kunne ikke lade sig gøre. Han blev derfor sur og ked af det, og derfor slog han pigernes hovederne sam-men. Han følte sig presset. Han fik bare stress.
Han kom bagfra, da han slog hovederne sammen. Han havde hænderne på hver sin side af deres hoveder. Han var mindre på det tidspunkt, end han er i dag, men han var større end pigerne. Det var ikke et voldsomt slag. Da de havde slået hovederne sammen, så han ikke, hvad der skete. Han husker, at de begyndte at græde. Han husker ikke, hvad han foretog sig herefter.
Han blev afhørt af politiet, og til dem erkendte han, at han slog pigernes hove-der sammen. Han fik først rettet et erstatningskrav mod sig i 2021. Der var gået 4,5 år. Han havde ikke i den mellemliggende periode haft noget med Person 1 at gøre. Han stoppede i klassen, og kom på erhvervsskole. Han husker ikke hvornår.
Han kommer fra Syrien, og han kom til Danmark i 2014. Han modtager kon-tanthjælp. Det har han gjort siden 2020 eller 2021. Han har ikke en uddannelse. Han har forsøgt at tage en uddannelse. Han kan ikke læse og skrive. Han ved ikke, om han er ordblind. Han har ikke en 9. klasses eksamen. Hvis han får
3
breve, får han hjælp fra sin søster og Person 2 fra Røde Kors. Han vil gerne have et arbejde.
Parternes synspunkter
Civilstyrelsen har i sit påstandsdokument anført:
”…
3.1 Retsgrundlaget for statens krav
Det fremgår af offererstatningslovens § 1, stk. 1, at staten yder godtgø-relse og erstatning for person- og tingsskade, som forvoldes ved over-trædelse af straffeloven.
I praksis udbetales erstatnings- og godtgørelsesbeløbene af Civilstyrel-sen, når Erstatningsnævnet har taget stilling til kravene. Efter udbeta-lingen indtræder staten i den forurettedes krav mod skadevolderen, jf. offererstatningslovens § 17, stk. 1.
Erstatningsnævnet er ikke ved erstatningsfastsættelsen gået længere, end det som følger af de almindelige regler, idet det fremgår af offerer-statningslovens § 6 a, at erstatningen i voldsoffersager fastsættes efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
3.2 Ansvarsgrundlag og hændelsesforløb
Det følger af offererstatningsloven og dennes system, at det er Erstat-ningsnævnets afgørelse, der som oftest – men ikke nødvendigvis – er baseret på en straffedom, der danner grundlag for regreskravet.
Det er ikke en forudsætning for udbetaling af godtgørelse efter offerer-statningsloven, at gerningsmanden er blevet dømt for det strafbare for-hold, jf. offererstatningslovens § 6, stk. 2. Foreligger ingen straffedom, må Erstatningsnævnet selvstændigt vurdere, om gerningsindholdet i en straffelovsbestemmelse objektivt set er blevet realiseret, og om øvrige strafbarhedsbetingelser er opfyldt.
Ifølge Erstatningsnævnets årsberetning 2020 foretager nævnet en kon-kret vurdering i den enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplys-ninger med henblik på at fastslå, om den anmeldte hændelse udgør en overtrædelse af en straffelovsbestemmelse, både for så vidt angår det objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse, jf. pkt. 8.2.1.
Sagsøgte slog den 23. februar 2017 forurettedes hoved sammen med en anden elevs. Det gøres gældende, at handlingen er ansvarspådra-gende og tillige udtryk for forsætlig vold. Dette understøttes af Nordjyl-lands Politis beslutning af 19. maj 2017 (bilag 2), hvorefter efterforsknin-gen alene blev standset, fordi Sagsøgte på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder.
Der er ikke, som anført af Sagsøgte, tale om et rent bagatelagtigt le-gemsangreb, som falder uden for straffelovens § 244. Det voldelige overfald var umotiveret og uventet for de forurettede, der stod med
4
ryggen til på tidspunktet for angrebet. Følgerne af voldshandlingen er ikke ubetydelige, eftersom forurettede pådrog sig en hjernerystelse, der resulterede i et varigt mén.
Erstatningsnævnet har derfor med rette vurderet, at episoden den 23. februar 2017 udgjorde en overtrædelse af straffeloven, som Sagsøgte bærer ansvaret for.
3.3 Årsagssammenhæng og adækvans
Det er godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem Sagsøgtes for-sætlige voldsudøvelse, og de skader forurettede herved blev påført. At den skadegørende handling kunne medføre hjernerystelse og deraf føl-gende længerevarende sygemelding hos forurettede må have været på-regneligt for Sagsøgte.
I sager om voldsudøvelse er beviset for årsagssammenhæng lempeligt, jf. U 2002.1496 H. Dette gælder også i sager om voldsofferregres, hvor de skadegørende handlinger pr. definition begås forsætligt. Herefter anses det for tilstrækkeligt til at statuere årsagsforbindelse, at det be-dømmes som mere sandsynligt, at skaden ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaden ville være indtrådt også uden den udøvede vold.
Det følger således af Højesterets praksis, at kravene til bevis for årsags-sammenhæng lempes, hvis skadevolderens handling er begået med for-sæt, som i denne sag, eller grov uagtsomhed. Sagsøgte har gjort gæl-dende, at episoden ikke var egnet til at udløse en skade, der giver an-ledning til en sygemelding af det omfang, som forurettede har haft, og et varigt mén på 5 %. Sagsøgte har til støtte herfor anført, at begge elever blev udsat for samme påvirkning, men at det kun var foruret-tede, der pådrog sig et varigt mén.
Det bestrides, at episoden ikke var egnet til at udløse en skade med føl-ger som anført. Det er ikke givet, at eleverne blev udsat for samme på-virkning eller endog ramt samme sted. Ifølge sagens lægelige oplysnin-ger blev forurettede ramt på højre side af tindingen (bilag 11, side 17). Der er afholdt syn og skøn ved en neurologisk speciallæge som i en skønsrapport af 16. juli 2023 har udtalt følgende om sammenhængen mellem hovedtraumer og udviklingen af senfølger efter hjernerystelse:
” Det er veldokumenteret, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mel-lem, hvor kraftigt et hovedtraume objektivt er, og den eventuelt efterføl-gende udvikling af et postcommotionelt syndrom inkluderende hovedpine (se f.eks. ”Long-term post-concussion 3 symptoms” af Skejdahl et. al. Tidsskr Nor Laegeforen 2022 Aug 17;142(12) for en nyere oversigtsartikel om emnet). Dette spørgsmål (og betragtningerne om hvilken energi, der har været involveret i slaget), er således lægeligt komplet irrelevant” (be-svarelsen af spørgsmål 2)
Der er desuden dokumenteret både strakssymptomer og brosymptomer hos forurettede i tiden efter overfaldet, jf. afsnittet 3.3.1 nedenfor.
5
Den neurologiske speciallæge har på baggrund af sagens lægelige op-lysninger om forurettedes gener vurderet, at episoden den 23. februar 2017 i sig selv udgør årsagen til forurettedes hovedpine og kognitive gener fra 2017 til 2021, jf. besvarelsen af spørgsmål 3.
Det må herefter anses for godtgjort, at der er årsagssammenhæng mel-lem voldsudøvelsen den 23. februar 2017 og forurettedes gener.
3.3.1 Straks- og brosymptomer
Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er dokumenteret straks- el-ler brosymptomer.
Dette bestrides, eftersom forurettede blot 5 dage efter hændelsen kon-sulterede egen læge med hovedpine, kvalme og let svimmelhed når hun rejste sig (bilag 11, side 25-26). Om baggrunden for symptomerne oplyste forurettede, at hun havde fået slået hovedet sammen med en anden elevs hoved.
Den 7. marts 2017 henvendte forurettede sig atter til egen læge, da hun fortsat var plaget af svimmelhed og smerter og kunne vågne om morge-nen med hovedpine.
I den efterfølgende tid konsulterede forurettede kontinuerligt egen læge med gener efter hjernerystelse.
Sideløbende modtog forurettede behandling i form af fysioterapi (bilag 19), kiropraktor (bilag 22) og kraniosakral terapi (bilag 18), og hun blev fulgt på Børne- og Ungeafdelingen i neurologisk ambulatorium for post-commotionel hovedpine syndrom (bilag 17).
Det fremgår af en lægeerklæring af 15. december 2020 (bilag 20), at forurettede i december måned 2020 fortsat oplevede daglige, generende symptomer i form af konstant hovedpine, som blev provokeret ved belastninger og indtryk. Herudover døjede hun forsat med koncentra-tionsbesvær, tremor og ekspressiv afasi.
Det bestrides derfor, at der ikke er dokumenteret straks- og brosympto-mer hos forurettede.
3.3.2 Konkurrerende og forudbestående forhold
Sagsøgte har gjort gældende, at Civilstyrelsen ikke har dokumente-ret, at der ikke forud for hændelsen var konkurrerende forhold.
Det fremgår af sagens lægelige bilag, herunder funktionsattest af 30. ja-nuar 2019 (bilag 14) og lægeerklæring af 11. december 2020 (bilag 20), at forurettede ikke havde forudbestående lidelser, sygdomme eller symp-tomer af betydning for sagen.
Sagsøgte har bestridt oplysningerne med henvisning til, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at lægerne, der har udfyldt ovennævnte attester, havde et mangeårigt, forudgående kendskab til forurettede.
6
Lægers personlige kendskab til deres patienter er ikke afgørende for de-res lægefaglige kompetence til at forholde sig til patienternes helbreds-historik på baggrund af oplysninger i lægejournalen og øvrige lægelige dokumenter. Det anførte giver derfor ikke anledning til at betvivle de attesterende lægers grundlag for at svare fyldestgørende på spørgsmål om forurettedes tidligere lidelser og symptomer.
Det bemærkes i øvrigt, at oplysningerne understøttes af den neurologi-ske speciallæge, der i skønsrapporten af 16. juli 2023 har forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt det med sikkerhed kan udelukkes, at foruret-tede ikke havde hovedpine og kognitive gener forud for hændelsen den 23. februar 2017:
” Det nærmeste, jeg kan komme en besvarelse på dette, er at man ved forundersøgelse 12-06-2017 i indladningen på journalnotatet beskriver hende som tidligere rask, og med normal opvækst og udvikling. I henhold til almindelig journalpraksis ville man her have nævnt, hvis der havde væ-ret præeksisterende kognitive problemer eller hovedpiner, da begge i såfald ville kunne betyde noget for den lagte udrednings- og behandlingsplan. Så jeg vil på det foreliggende derfor skønne, at præeksisterende hovedpine og kognitive gener forud for hændelsen den 23. februar 2017 er meget usand-synlig. Men udelukke dette 100 %, kan jeg selvsagt ikke.” (besvarelsen af spørgsmål 6)
Sagsøgte har til støtte for de påståede forudbestående forhold hen-vist til udvalgte passager i forurettedes lægejournal, hvor der sker om-tale af nakkesmerter, medicininduceret hovedpine, magnesiummangel, lipotymi (besvimelse) og smerter, som følge af bøjlebehandling.
For så vidt angår de omtalte nakkesmerter henvises til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3, hvoraf fremgår, at nakkesmerterne med overvejende sandsynlighed kan henføres til hændelsen den 23. februar 2017 og er en konsekvens af den hovedpine, svimmelhed og kvalme, der beskrives i egen læges notat af 27. februar 2017.
For så vidt angår det anførte om medicininduceret hovedpine henvises til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3, som er refereret ovenfor under pkt. 3.3, og de lægelige journalnotater af 22. juni 2017 (bilag 11, side 15) og 18. september 2017 (bilag 11, side 9), hvoraf fremgår, at forurettedes indtag af det smertestillende præparat Panodil blev sepo-neret i forbindelse med en omlægning af hendes medicin.
For så vidt angår forurettedes magnesiummangel, lipotymi og smerter, som følge af bøjlebehandling, henvises til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 5, hvoraf fremgår følgende:
” Jeg vurderer den beskrevne lipotymi som en i denne sammenhæng helt
betydningsløs hændelse, i og med der ikke beskrives traumer af nogen art ved denne. Det fremgår af flere notater i samme bilag, at skadelidtes ho-vedpine er opstået efter hændelsen den 23.02.17, at denne er årsagen til dette, og at hun før hændelsen ikke havde hovedpinegener. Magnesium -mangel vurderes som at tilfældigt fund uden betydning. Ligeledes vurde-
7
res det for denne sag betydningsløst, at hun pga. bøjle behandling (to år senere) i forbindelse med at denne blev justeret/strammet kunne have brug
for lidt smertestillende. Jeg vil påstå at enhver, der har fået rettet tænder,
vil kunne nikke genkendende til dette. Helt overordnet - ud fra min egen meget betydelige erfaring med patienter med følger efter hjernerystelser -må jeg også fastslå, at jeg finder bemeldte oplysninger lægeligt irrelevante, idet ingen af delene vil kunne forklare/medføre det nuværende kroniske bil-lede” (mine fremhævninger)
På den baggrund bestrides det, at forurettede skulle have forudbestå-ende lidelser, sygdomme eller symptomer af betydning for sagen.
Det bemærkes i øvrigt, at det af Sagsøgte anførte om forurettedes fra-vær forud for hændelsen er udokumenteret, og understøttes ikke af sa-gens akter.
3.3.3 Særligt vedr. varigt mén
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 23. november 2021 (bilag 4) forurettede kr. 45.900,00 i godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 5 %.
Erstatningsnævnet fulgte herved Patienterstatningens vejledende udta-lelse af 9. november 2021 (bilag 23), hvor Patienterstatningen vurde-rede, at forurettedes gener efter episoden den 23. februar 2017 svarede til punkt A.4.1.1 i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende mén-tabel, som omhandler gener i form af lettere hovedpine efter hjerne-rystelse med eller uden kognitive symptomer svarende til en méngrad på 5 %.
I sager, hvor der foreligger en udtalelse fra Patienterstatningen, må det ved bevisbedømmelsen tages i betragtning, at Patienterstatningen un-der medvirken af lægelig fagkundskab og gennem behandling af et stort antal sager har oparbejdet en omfattende viden og en særlig erfa-ring i at foretage de pågældende vurderinger om årsagssammenhæng og varigt mén. Der skal derfor være et sikkert grundlag for at tilside-sætte Patienterstatningens vurderingen.
Patienterstatningen har i den vejledende udtalelse af 9. november 2021 (bilag 23) lagt vægt på, at forurettede efter voldsepisoden blev fulgt på neurologisk ambulatorium for post-commotionel hovedpine syndrom, og ifølge lægelige oplysninger af 2019 og 2021 fortsat var plaget af ho-vedpine, øget træthed og koncentrationsbesvær flere år efter hændel-sen.
Sagsøgte har ikke tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte Patienterstatningens vejledende udtalelse af 9. november 2021 (bilag 23). Da Erstatningsnævnet har fulgt Patienterstatningens vurdering, er der heller ikke grundlag for at tilsidesætte Erstatningsnævnets afgørelse af 23. november 2021 (bilag 4), hvor forurettede blev tilkendt godtgø-relse for varigt mén.
3.3.4 Særligt vedr. svie og smerte
8
Erstatningsnævnet tilkendte ved afgørelse af 24. februar 2021 (bilag 3) forurettede kr. 82.000,00 i godtgørelse for svie og smerte svarende til det maksimale beløb efter erstatningsansvarslovens § 3, sidste pkt.
Godtgørelse for svie og smerte forudsætter efter erstatningsansvarslo-vens § 3, at den skadelidte er syg, hvorved forstås, at skadelidte er syge-meldt og undergivet en vis form for behandling.
Det følger af Højesterets praksis, at det afgørende for berettigelsen til godtgørelse for svie og smerte er, om sygdomsforløbet kan anses for at have været udløst af hændelsen, og om hændelsen er en medvirkende årsag til sygemeldingen under hele sygeperioden, jf. bl.a. dommene U 2012.1838 H og U 2013.508 H.
Forurettede blev sygemeldt samme dag som overfaldet fandt sted, og var herefter fuldtidssygemeldt frem til august måned 2017. Herefter var forurettede deltidssygemeldt frem til november 2019.
Den 15. marts 2017 blev forurettede af egen læge henvist til fysiotera-peut (bilag 11, side 25), hvor hun modtog behandling frem til den 27. fe-bruar 2020 (bilag 22). Forurettede blev desuden henvist til behandling på hospitalets Børne og Unge Klinik (bilag 13) pga. hovedpine efter ho-vedtraume. Her blev hun fulgt fra juni måned 2017 og i hvert fald frem til den 21. august 2018. Den 13. maj 2019 blev forurettede af egen læge henvist til behandling på hovedpinecenter (bilag 11, side 6) som følge af fortsatte smerter, hovedpine og træthed, som betød, at forurettede alene var i stand til at følge 60-70 % af undervisningen (bilag 11, side 6). Foru-rettede blev sideløbende fulgt på Børne- og Ungeafdelingen i neurolo-gisk ambulatorium i hvert fald frem til den 17. februar 2020 (bilag 17). Den 28. april 2017 startede forurettede i behandling hos en kiropraktor (bilag 22) og den 21. april 2017 begyndte forurettede i kranio sakral te-rapi (bilag 16).
Det er herved dokumenteret, at forurettede var sygemeldt og undergi-vet behandling i den periode, godtgørelsen for svie og smerte vedrører.
Det gøres desuden gældende, at den skadegørende handling af 23. fe-bruar 2017 var den udløsende faktor til sygemeldingen, og at følgerne af voldshandlingen efterfølgende var medvirkende årsag til det fort-satte sygeforløb under hele sygeperioden.
Dette understøttes af skønsmandens besvarelse af spørgsmål IC, hvoraf fremgår, at hændelsen den 23. februar 2017 ud fra en lægefaglig vurde-ring var den udløsende faktor til forurettedes sygemelding af samme dato. Der henvises endvidere til skønsmandens besvarelse af spørgsmål ID, hvoraf fremgår følgende:
” Jeg finder ikke i de lægelige akter oplysninger om andre problemstillinger eller årsager, der kan tænkes at føre til bemeldte sygemeldinger og vurde-rer derfor hændelsen den 23. februar 2017 har været den eneste årsag til sygemeldingen i perioden fra 23. februar 2017 til august 2017 og deltids-sygemelding til november 2019.”
9
På den baggrund har Erstatningsnævnet med rette tilkendt forurettede godtgørelse for svie og smerte med kr. 82.000,00.
3.4 Forældelse
Sagsøgte har gjort gældende, at kravet er forældet, da det er mere end tre år siden, hændelsen fandt sted, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4.
Statens regreskrav er som udgangspunkt et almindeligt afledet regres-krav mod en ansvarlig skadevolder, jf. U 2015.944 H modsætningsvist, med den følge, at skadevolder som udgangspunkt ikke stilles ringere eller bedre, end hvis kravet blev gjort gældende af skadelidte.
For så vidt angår kravets forældelse har Højesteret i U 2015.944 H taget stilling til, hvornår forældelsesfristen for regreskrav efter offererstat-ningslovens § 17 begynder at løbe. Ifølge Højesterets afgørelse skal fristen regnes fra tidspunktet for Erstatningsnævnets afgørelse om er-statning. Der henvises til dommens præmisser:
” Offererstatningsordningen indebærer, at staten bl.a. kan yde erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffe-loven, i det omfang visse nærmere angivne betingelser er opfyldt. Efter loven træffes afgørelsen om de pågældende krav mod staten af Erstat-ningsnævnet. Først når den skadelidte har ansøgt om erstatning fra sta -ten, og Erstatningsnævnets afgørelse foreligger, har politiet grundlag for at træffe afgørelse om, hvorvidt der i medfør af offererstatningslovens § 17
skal gøres regreskrav gældende mod en ansvarlig skadevolder. På denne
baggrund finder Højesteret, at der foreligger særlige omstændigheder, så-ledes at den treårige forældelsesfrist for regreskravet først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truffet afgørelse om det pågældende krav, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1” (min fremhævning)
Højesteret fandt således grundlag for at udskyde forældelsesfristens be-gyndelsestidspunkt ud fra den betragtning, at politiet (nu Civilstyrel-sen), først når skadelidte har ansøgt om erstatning, og Erstatningsnæv-net har truffet afgørelse, har det fornødne grundlag for at tage stilling til, hvorvidt der skal rettes et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder.
Sagsøgte har gjort gældende, at omstændighederne i højesteretssa-gen ikke er sammenlignelige med nærværende sag, da der forud for Højesterets sag var taget stilling til skadevolderens skyld under en straffesag.
Rettens vurdering af strafansvar i en forudgående straffesag har ingen indflydelse på forældelsen af Civilstyrelsens regreskrav. Hertil bemær-kes, at straffedommen ikke er omtalt i Højesterets begrundelse for at udskyde begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i U 2015.944 H.
I nærværende sag blev strafforfølgning opgivet alene af den grund, at Sagsøgte var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 15. Det er Civilstyrelsens opfattelse, at Højesterets
10
præmisser i U 2015.944 H ikke kan tages til indtægt for, at dette forhold skulle have betydning for beregningen af forældelsesfristen for Civilsty-relsens regreskrav efter udbetaling af erstatning til forurettede efter of-fererstatningsloven. De ”særlige omstændigheder” , som Højesteret hen-viser til, foreligger, når forurettede har modtaget erstatning fra Erstat-ningsnævnet.
Det gøres derfor gældende, at forældelsesfristen skal regnes fra Erstat-ningsnævnets afgørelse. Da Erstatningsnævnet tog stilling til forurette-des erstatningskrav ved afgørelser af 24. februar 2021 (bilag 3) og 23. november 2021 (bilag 4), og da stævningen blev udtaget den 2. marts 2022, hvilket er inden udløbet af den 3-årige forældelsesfrist i forældel-seslovens § 3, er Civilstyrelsens krav mod Sagsøgte ikke forældet.
3.5 Lempelse efter erstatningsansvarslovens § 24 a
Det følger af erstatningsansvarslovens § 24 a, 1. pkt., at børn under 15 år er erstatningspligtige for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan erstat-ningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffen-hed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og ud-sigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.
Det fremgår af forarbejderne til den tidligere myndighedslovs § 63, som svarer til nugældende erstatningsansvarslovs § 24 a, i kommissionsbe-tænkning nr. 352 af 1964, at:
” Ved »handlingens beskaffenhed« har man, jfr. herved kommissionsudta-lelsen, navnlig tænkt på handlingens større eller mindre farlighed. Har barnet - efter sin alder - kun udvist ringe uagtsomhed, kan der være grund til at lempe - også ved større skader, i modsætning i almindelighed til til-fælde, hvor barnet har handlet groft uagtsomt eller ligefrem forsætligt.”
Det gøres således gældende, at der i overensstemmelse med forarbej-derne også i forhold til vurderingen af, om et barns erstatningsansvar kan lempes, må lægges betydelig, hvis ikke ligefrem afgørende vægt på, at erstatningsansvaret er pådraget som følge af forsætlig vold.
Beskaffenheden af Sagsøgtes handlinger taler således imod lempelse.
Heller ikke Sagsøgtes alder på tidspunkt for voldsudøvelsen taler for lempelse, da et 14- årigt barn har tilstrækkelig indsigt i, at et overfald påfører en anden person fysisk smerte.
Sagsøgte har anført, at erstatningsansvaret ikke er proportionalt med en uoverensstemmelse i en madkundskabstime, og at forurettede selv var medvirkende til udløsning af konflikten. Sagsøgte har endvidere anført, at han ikke har mulighed for at betale beløbet, og at forurettede ikke lider et tab.
11
Det er uden betydning for lempelsesvurderingen, hvor volden blev be-gået, og det bestrides, at forurettede selv var medvirkende til at udløse eller optrappe en konflikt.
Det fremgår af politiets afhøringsrapport af 24. april 2017 (bilag 8) og Skoles brev til Sagsøgtes forældre af 27. februar 2017 (bilag 7), at Sagsøgte umotiveret og uden varsel gik op bag de forurettede og skubbede deres hoveder sammen. Hvorvidt Sagsøgte, som anført i afhøringsrapporten af 2. maj 2017 (bilag 9) følte sig ”provokeret og lidt ked af at han blev holdt uden for gruppen” ændrer ikke på, at der var tale om forsætlig vold, og der var ingen formildende omstændigheder i tiden op til eller under selve episoden.
Udsigten til at få skaden godtgjort hos andre, jf. § 24 a, 2. pkt., sidste led, er møntet på den situation, hvor skaden eller ansvaret dækkes af en forsikring. Civilstyrelsen indtræder i forurettedes krav mod Sagsøgte, jf. offererstatningslovens § 17, hvilket medfører, at Sagsøgte som udgangspunkt hverken skal stilles dårligere eller bedre, end hvis kravet var rettet direkte fra forurettede mod Sagsøgte.
Med andre ord skal Sagsøgte ikke tillægges en særlig indsigelsesad-gang, som han ikke ville have over for forurettede alene som følge af, at det i denne sag er staten, der har betalt forurettede den godtgørelse og erstatning, som Sagsøgte er ansvarlig for, jf. U.2020.2390H.
Statens godtgørelse af erstatningskravet efter offererstatningsordningen giver ikke grundlag for nedsættelse eller bortfald. Hertil bemærkes at udbetaling efter offererstatningsloven netop sker for skader, der ud-springer af straffelovsovertrædelser, hvilke – som den klare hovedregel – er begået forsætligt og dermed undtaget forsikringsdækning, jf. for-sikringsaftalelovens § 18, stk. 1.
På den baggrund og da Sagsøgtes betalingsevne er udokumenteret, og da han med sin unge alder har mange år til at betale kravet, er der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i § 24 a, 1. pkt.
…”
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført:
”…
Forældelse
At der er indtrådt forældelse for et eventuelt krav.
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, gælder en almindelig forældelsesfrist på tre år, som i medfør af § 2, stk. 1, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, med-mindre andet følger af andre bestemmelser. For fordringer på erstat-ning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold reg-nes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. § 2, stk. 4.
12
Det er i forældelseslovens forarbejder lagt til grund, at tredjemand, som har et afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, som udgangs-punkt indtræder i den skadelidtes retsstilling med hensyn til foræl-delse.
Der er i denne sag tale om en hændelse som skete den 23. februar 2017. Erstatningsnævnet har truffet afgørelser i sagen den 24.02.2021 (bilag 3) og 23.11.2021 (bilag 4) og først herefter rettet henvendelse til sagsøgte i sagen.
Der er således forløbet mere end tre år efter skadens indtræden, hvorfor der er indtrådt forældelse.
Der er i denne sag ikke grundlag for at fravige lovens udgangspunkt.
Det er i forældelseslovens forarbejder lagt til grund, at tredjemand, som har et afledet regreskrav mod en ansvarlig skadevolder, som udgangs-punkt indtræder i den skadelidtes retsstilling med hensyn til foræl-delse. Udgangspunktet er således indtrædelsesprincippet.
Det er kun i ganske særlige tilfælde, at indtrædelsesprincippet kan fraviges. Havde skadelidte rejst kravet direkte overfor skadevolder ef-ter de almindelige erstatningsretlige regler, så ville kravet utvivlsomt have
været forældet, uanset om der var tale om en uagtsom eller forsætlig handling. Spørgsmålet er om den tilfældige omstændighed, at der sker anmeldelse til politiet ændrer situationen.
Der er i praksis ganske få sager, som fraviger udgangspunktet om at tredjemands regreskrav ikke forældes samtidig med hovedmandens krav.
Den primære afgørelse i denne henseende er U.2015.944H, hvor Hø-jesteret i en sag, hvor skadevolder var dømt for § 245 vold ved at have stukket en kniv halsen på forurettet, hvor denne var dømt. I den kon-krete sag løb forældelsesfristen for Civilstyrelsens krav først fra Erstat-ningsnævnets afgørelse. Landsretten fandt at sagen var forældet, mens Højesteret begrundede sagen med at forældelse ikke var indtrådt da der forelå et særligt tilfælde.
U.2015.944H var afsagt med udgangspunkt i U.2002.573H. I .2002.573H omhandler et regreskrav rejst af en arbejdsgiver overfor en ansvarlig skadevolder. Ansvaret var anerkendt. I den sag kommer Højeste ret til det resultat at de dele af kravet som vedrører sygeløn- og helbredsud-gifter i årene umiddelbart efter skadesdatoen var forældede, hvorimod kravet på refusion af pensionsudgifter var der først grundlag for at rejse i anledning af skadelidtes pensionering og var således ikke forældet.
I U.2017.1214H var der tale om en olieforurening, som blev konstateret den 21.04.2004. Ejeren af ejendommen fik et oprensningspåbud den 31/10-2005, som senere blev ændret den 18/7-2011 til et undersøgelses-påbud. Håndværkeren som var årsag til olieforureningen, havde aner-kendt sit ansvar ved brev af den 12/12-2005. I sagen udtaler Højesteret,
13
at forældelse først kunne regnes fra det ændrede undersøgelsespåbud af den 18/7-2012, og senere undersøgelses og oprydningspåbud af hen-holdsvis den 20/2-2012 og 12/11-2012. Højesteret udtaler, at ” Regreskra-vet vil ikke kunne fastslås under en retssag mod den ansvarlige skadevolder uafhængigt af et sådant påbud” .
I U.2019.1053V forelå ikke et særligt tilfælde. Den 1/1-2012 brændte en ejendom. Forsikringsselskabet opgjorde sit krav foreløbigt den 10/2-2012. Ejeren af ejendommen (N) blev dømt den 19/12/2012 for brandstif-telse i sagen sammen med A, B, C, D og E. N ankede dommen og blev frifundet den 22/10-2013. Forsikringsselskabet anlagde herefter regres-sag mod de 5 dømte i byretten 18/10-2016 - mindre end tre år efter den frifindende dom mod N, men mere end tre år efter både branden den 1/1-2012 og dommen mod A, B, C, D og E den 19/12-2012. Både byretten og Landsretten kom til, at der ikke forelå sådan særlige omstændighe-der at forældelsesfristen ikke skulle regnes fra den 1/1-2012. Landsret-ten udtalte ” I retspraksis efter ikrafttræden af forældelsesloven er dette ud-gangspunkt fraveget i tilfælde, hvor den regresberettigede ikke havde mulighed for at gøre kravet gældende, før der var truffet en afgørelse af en myndighed jf. U.2015.944H og U.2017.1214H” .
Fælles for ovenstående sager er, at forældelsesfristen udskydes i de til-fælde, hvor der er sikkerhed om ansvarsgrundlaget, men hvor selve er-statningen ikke kan opgøres.
I U.2015.944H var der tale om § 245 vold, hvor skadevolder havde stuk-ket en kniv i halsen af forurettet og var idømt 10 mdr. fængsel. Der var således taget stilling til ansvarsgrundlaget i sagen, mens kravet ikke var opgjort.
I U.2002.573H var ansvarsgrundlaget erkendt og de dele af kravet som kunne være rejst indenfor den almindelige forældelsesfrist var forældet, mens den del af kravet som først blev realiseret ved skadelidtes pensio-nering var ikke forældet.
I U.2017.1214H var selve ansvarsgrundlaget også erkendt, men selve er-statningskravet kunne ikke opgøres førend påbuddenes omfang lå klart.
I U.2019.1053V var ansvarsgrundlaget også på plads, men der var intet til hinder for at kravet som var foreløbigt opgjort kunne være rejst in-denfor de 3 år.
I overensstemmelse med ovenstående tog Højesteret i U.2018.1734H i en momssag også stilling til, at Aahus Business College havde afbrudt forældelsen i forhold til tilbagesøgningskravet overfor SKAT ved at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Højesteret be-mærkede at forudsætningen for tilbagebetalingskravet netop var en æn-dring af den pågældende afgørelse. Man lagde ved andre ord vægt på, at man netop havde forfulgt ansvarsgrundlaget.
I denne sag er der tale om en hændelse, hvor der IKKE ved domstolene eller på andet grundlag er taget stilling til hvorvidt, at der er et erstat-
14
ningsretligt grundlag i sagen. Det er heller ikke forsøgt sikret i øvrigt i sagen ved erkendelse af kravet e.lign.
Allerede fordi, at sagsøger ikke har sikret sig noget erstatningsgrundlag er kravet forældet og der er ikke grundlag for at fravige udgangspunk-tet om tre-årig forældelse fra skadestidspunktet.
Manglende strafferetligt og erstatningsretligt ansvarsgrundlag
Hvis retten måtte finde, at der ikke er indtrådt forældelse, da gøres gæl-dende, at det ikke er dokumenteret, at sagsøgte ville være blevet dømt i forbindelse med en straffesag, hvis en sådanne havde kunnet gennem-føres.
I U.2010.1488Ø blev tiltalte frikendt for at sparke en forurettet under henvisning til den manglende synlige skade og dennes uberettigede fastholdelse af tiltalte.
I Tfk.2013.221/2 blev en mor ligeledes frikendt for vold for at have slået sin datter med en pude og efterfølgende ikke under to gange med slag med hænderne mod hovedet. Slagene var sket under et voldsomt skæn-deri mellem mor og datter, hvor målet med slagene var at få datteren til at stoppe. Hvilket retten lagde til grund ikke var et legemesangreb.
I U.2017.1977Ø frifundet for vold overfor modspiller i en fodboldkamp, idet spark på foden og en knytnæve i maven ikke under de forelig-gende omstændigheder overskred grænsen til det strafbare.
Tfk.2017.506 frifundet for overtrædelse af § 119 i form af halsgreb pga. manglende forsæt til at udøve vold.
Det fremgår af sagens bilag 9 at sagsøgte følte sig provokeret og ked af at blive holdt udenfor af pigerne. Det fremgår også at han blot skub-bede pigernes hoveder sammen. Det fremgår også, at sagsøgte ikke øn-skede at skade de to piger.
Det er således ikke dokumentet uden rimelig tvivl, at sagsøgte har udø-vet strafbar vold eller haft forsæt hertil. Hvorfor der også af denne grund er tale om sådanne særlige tilfælde, som omfattet af U.2015.944H, som kan begrunde en fravigelse af indtrædelsessyns-punktet.
Forældelsesfristerne er fastsat også af hensyn til skadevolder. Det frem-går således af indledningen til lovforarbejderne til forældelsesloven, at ”Det generelle formål med forældelsesregler er at tilskynde til, at for-dringer afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid. Forældelses-reglerne beskytter bl.a. skyldnere, som har indrettet sig på, at et muligt krav ikke vil blive gjort gældende. En hensigtsmæssig afvikling af for-dringer medvirker også til at hindre tvister om meget gamle mellemvæ-render, idet sådanne tvister ofte vil være præget af bevistvivl.”
I Forældelseslovens § 13 er eksempelvis også anført en tillægsfrist i straffesager, hvor en forurettet også efter tre års fristen kan gøre sit er-statningskrav gældende. Men som det også er anført i udtrykket i be-
15
mærkningerne, så er ”Det er en betingelse for at anvende bestemmel-sen, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig un-der straffesagen. Hvis skyldneren frifindes, eller sagen afvises, kan bestemmelsen ikke anvendes, og den forældede fordring kan herefter ikke gøres gældende” . Det er med andre ord lovgivers hensigt at foræl-delse kun udskydes i de tilfælde, hvor tiltalte faktisk findes skyldig.
En fravigelse af indtrædelsessynspunktet i denne sag forudsætter, at hensynet til skadevolder tilsidesættes i videre omfang end det var til-fældet i U.2015.944H, hvor der både straffeligt blev statueret et ansvar og det samtidig var påregneligt for skadevolder, at der måtte opstå det krav. I denne sag har sagsøgte ikke været gjort bekendt med, at der overhovedet har været en skade og der er ej heller statueret et ansvar, hvorfor synspunktet i U.2015.944H ikke kan lægges til grund.
Måtte retten finde, at der er et ikke forældet erstatningsgrundlag, da gø-res gældende, at
Skaden ikke adækvat følge
Dernæst anføres, at den pågældende skade ikke er en adækvat følge at hændelsen.
Der er ikke dokumenteret anden hændelsen end skub af to pigers hove-der sammen. Der er tale om en lille påvirkning med et lille skub, hvor-ved to pigers hoveder støder sammen. Dette understøttes også af, at begge piger har været udsat for samme påvirkning, men kun den ene pådrog sig angiveligt en skade.
Det fremgår af syn og skønserklæringen, at besvarelse af spørgsmål 2:
” Det er veldokumenteret, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mel-lem, hvor kraftigt et hovedtraume objektivt er, og den eventuelt efterføl-gende udvikling af et postcommotionelt syndrom inkluderende hovedpine (…). Dette spørgsmål (og betragtningerne om hvilken energi, der har væ-ret involveret i slaget), er således lægeligt komplet irrelevant”
Det kan dog ikke anses for påregneligt/ advækvat for sagsøgte at hæn-delsen skulle udløse betydelig skade.
Til støtte for den subsidiære påstand om nedsættelse eller bortfald af kravet anføres
Nedsættelse eller bortfald af kravet
Det fremgår af Erstatningsansvarslovens § 24a, at ” Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som perso-ner over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bort-falde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig for-
holdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.”
I den konkrete sag var sagsøgte lige fyldt 14 år på hændelsestidspunk-tet.
16
Erstatningskravet ikke proportionalt med en uoverensstemmelse i en madkundskabstime, hvor forurettet selv har været medvirkende til ud-løsning af konflikten.
Sagsøgte har ej heller mulighed for at betale beløbet henset til, at han fortsat er under uddannelse. Ydermere bemærkes, at forurettet intet tab lider, da denne er dækket via Erstatningsnævnet.
…”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Sagsøgte har forklaret, at han bagfra slog Person 1 hoved sammen med den anden elevs hoved. Retten er herefter enig i Erstatningsnævnets vur-dering af, at gerningsindholdet i straffelovens § 244 blev realiseret. Det forhold at Sagsøgte har forklaret, at han blev holdt udenfor og følte sig presset forud for gerningen, kan ikke føre til et andet resultat.
Det må have været påregneligt for Sagsøgte, at et slag mod Person 1 hoved kunne give hende en hjernerystelse, og at hjernerystelsen kunne føre til sygdom og varige mén.
Henset til Sagsøgtes gerning, at han på gerningstidspunktet var 14 år, at han i dag er 20 år og kravets størrelse, er der ikke grundlag for, at erstatningen ned-sættes eller bortfalder.
Først når den skadelidte har ansøgt om erstatning fra staten, og Erstat-ningsnævnets afgørelse foreligger, har Civilstyrelsen grundlag for at træffe af-gørelse om, hvorvidt der skal gøres regreskrav gældende mod en ansvarlig ska-devolder. Dette er en særlige omstændighed, således at den treårige forældel-sesfrist for regreskravet først begynder at løbe, når Erstatningsnævnet har truf-fet afgørelse om det pågældende krav. Dette uanset at domstolen ikke tidligere har taget stilling til Sagsøgtes ansvar.
Første gang Erstatningsnævnet traf afgørelse om, at der skulle ydes skadelidte erstatning eller godtgørelse, var ved afgørelse af 24. februar 2021. Denne sag er anlagt den 2. marts 2022. Derfor er kravet ikke forældet.
Som ubestridt lægges erstatningsopgørelsen til grund.
Derfor tages Civilstyrelsens påstand til følge.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. inkl. moms, af retsafgift med 4.500 kr. og af øv-
17
rige udgifter med 1.000 kr., i alt 40.500 kr. Civilstyrelsen er ikke momsregistreret
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte skal til Civilstyrelsen betale kr. 135.259,00 med tillæg af sædvanlig procesrente af 82.000 kr. fra den 27. maj 2021 og af 45.900 kr. fra den 20. januar 2022 til betaling sker.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Inden 14 dage skal Sagsøgtes retshjælpsforsikring, subsidiært statskassen, be-tale 40.500 kr. i sagsomkostninger til Civilstyrelsen.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 03-01-2024 kl. 11:01
Modtagere: Sagsøger Civilstyrelsen, Advokat (H) Aleksander Lind, Advokat (H) Solveig Værum Nørgaard, Sagsøgte